Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Fri udveksling af tjenesteydelser - traktatbestemmelser - raekkevidde - graenser
(EOEF-Traktaten, art. 56 og 59)
2. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - begrundet i almene hensyn - kulturpolitik - tilladt - betingelser
(EOEF-Traktaten, art. 59)
3. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - forpligtelse for indenlandske institutioner til at benytte en indenlandsk virksomhed til produktion af radio- og fjernsynsprogrammer - ikke tilladt - begrundelse - opretholdelse af et alsidigt udbud af radio- og fjernsynsprogrammer - ikke begrundet
(EOEF-Traktaten, art. 59)
4. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - betingelser vedroerende udenlandske radio- og fjernsynsinstitutioners struktur - begrundet i almene hensyn - ikke begrundet
(EOEF-Traktaten, art. 59)
5. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - begraensning af adgangen til udsendelse af reklameindslag, der indgaar i radio- og fjernsynsprogrammer fra andre medlemsstater - begrundet i almene hensyn - betingelser
(EOEF-Traktaten, art. 59)
6. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - begraensning af adgangen til udsendelse af reklameindslag, der indgaar i radio- og fjernsynsprogrammer fra andre medlemsstater
(EOEF-Traktaten, art. 59)
Sammendrag
1. Den i Traktatens artikel 59, stk. 1, omhandlede afskaffelse af restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Faellesskabet, indebaerer foerst og fremmest et krav om afskaffelse af enhver forskelsbehandling af tjenesteyderen paa grund af hans nationalitet eller paa grund af, at han er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor ydelsen praesteres.
Nationale bestemmelser, hvorefter tjenesteydelser ikke behandles ens, uanset deres oprindelse, er kun forenelige med faellesskabsretten, hvis de kan henfoeres under en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse som Traktatens artikel 56. OEkonomiske hensyn kan ikke betragtes som hensyn, der er omfattet af artikel 56.
Da der ikke er foretaget en harmonisering af bestemmelserne for tjenesteydelser eller er indfoert aekvivalensregler, kan der endvidere forekomme begraensninger af adgangen til fri udveksling af tjenesteydelser som foelge af, at nationale bestemmelser, der gaelder for alle, som er etableret i den paagaeldende medlemsstat, bringes i anvendelse paa tjenesteydere, som er etableret i en anden medlemsstat, og som allerede skal rette sig efter forskrifterne i denne stats lovgivning. Saadanne restriktioner falder ind under artikel 59, naar anvendelsen af den nationale lovgivning paa udenlandske tjenesteydere ikke er begrundet i tvingende almene hensyn, eller de krav, lovgivningen stiller, allerede tilgodeses af de for disse tjenesteydere gaeldende regler i den stat, hvor de er etableret.
Endelig skal anvendelsen af nationale regler paa tjenesteydere, der er etableret i andre medlemsstater, vaere egnet til at naa det maal, der forfoelges med reglerne, og den maa ikke gaa ud over, hvad der er noedvendigt for, at maalet naas; det maa saaledes kraeves, at samme resultat ikke kan naas ved hjaelp af mindre indgribende regler.
2. En kulturpolitik, hvis formaal er at sikre ytringsfriheden for de forskellige samfundsmaessige, kulturelle, religioese og aandelige stroemninger i en medlemsstat, kan udgoere et tvingende alment hensyn, som kan begrunde restriktioner, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser.
3. En medlemsstat overholder ikke de forpligtelser, der paahviler den i henhold til Traktatens artikel 59, saafremt den forpligter de institutioner, der har opnaaet sendetid til landsdaekkende radio og fjernsyn, til at bruge alle de beloeb, der stilles til deres raadighed til produktion af radioprogrammer, og en ved bekendtgoerelse fastsat procentdel af de beloeb, der stilles til deres raadighed til produktion af fjernsynsprogrammer, hos en bestemt indenlandsk virksomhed.
Selv om en saadan begraensning er et led i en kulturpolitik, som har til formaal at sikre ytringsfriheden for de forskellige samfundsmaessige, kulturelle, religioese og aandelige stroemninger ved at drage omsorg for, at en virksomhed, der stiller tekniske faciliteter til deres raadighed, kan viderefoeres, gaar den videre end noedvendigt for at naa det tilsigtede maal, da det ikke kan goere udbuddet af radio- og fjernsynsprogrammer i en medlemsstat mindre alsidigt, at de indenlandske radio- og fjernsynsinstitutioner har mulighed for at henvende sig til tjenesteydere, der er etableret i andre medlemsstater.
4. Betingelser vedroerende udenlandske radio- og fjernsynsinstitutioners struktur kan ikke anses for at vaere objektivt noedvendige med henblik paa at tilgodese almene hensyn i forbindelse med opretholdelse af et alsidigt, landsdaekkende udbud af radio- og fjernsynsprogrammer.
5. Begraensninger i adgangen til at udsende reklamer kan foretages ud fra almene hensyn, dvs. for at beskytte forbrugerne mod alt for mange kommercielle reklamer eller for, ud fra en kulturpolitisk maalsaetning, at sikre, at programmerne er af en vis kvalitet. Naar saadanne begraensninger kun angaar reklameindslag, der specielt henvender sig til det indenlandske publikum, er de dog ikke begrundet i tvingende almene hensyn, da de har til formaal at begraense den konkurrence, en indenlandsk institution, der har monopol paa udsendelse af saadanne reklameindslag, kan blive udsat for fra udenlandske institutioners side.
6. En medlemsstat overholder ikke de forpligtelser, der paahviler den i henhold til Traktatens artikel 59, saafremt den forbyder bestyrere af kabelanlaeg i medlemsstaten at fordele radio- eller fjernsynsprogrammer med reklameindslag, som specielt henvender sig til det indenlandske publikum, og som udsendes af en radio- eller fjernsynsinstitution i en anden medlemsstat, naar bestemte betingelser vedroerende disse institutioners struktur eller vedroerende de reklameindslag, der indgaar i deres programmer og henvender sig til det indenlandske publikum, ikke er opfyldt.
Dommens præmisser
1 Ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 17. november 1989, har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Nederlandene ikke har overholdt de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EOEF-Traktatens artikel 59, idet det forpligter de nederlandske landsdaekkende radio- og fjernsynsinstitutioner til at placere alle eller en del af deres ordrer hos en nederlandsk virksomhed, og idet det begraenser adgangen til i Nederlandene at fordele programmer fra andre medlemsstater, som indeholder reklamer, der specielt henvender sig til det nederlandske publikum.
2 Kommissionen har rejst indsigelse mod to af hinanden uafhaengige foranstaltninger, hvoraf den foerste gaar ud paa, at landsdaekkende radio- og fjernsynsinstitutioner i Nederlandene forpligtes til at lade en nederlandsk virksomhed producere alle eller en del af deres programmer. Den anden foranstaltning vedroerer betingelserne for fordeling af programmer fra andre medlemsstater gennem kabelanlaeg, naar programmerne indeholder reklamer, der specielt henvender sig til det nederlandske publikum. Begge foranstaltninger fremgaar af den nederlandske lov af 21. april 1987 om bestemmelser for udsendelse af radio- og fjernsynsprogrammer, om radio- og fjernsynslicens og om stoette til pressen (Staatsblad, nr. 249 af 4.6.1987, i det foelgende benaevnt "Mediawet" (medieloven)).
3 Mediawet tager sigte paa at indfoere et alsidigt og ikke-kommercielt udbud af radio- og fjernsynsprogrammer. I Mediawet' s artikel 31 og 34 bestemmes det, at sendetid til programmer i landsdaekkende radio og fjernsyn tildeles af det organ, Commissariaat voor de Media, der foerer tilsyn med anvendelsen af Mediawet. Stoerstedelen af sendetiden tildeles lytter- og fjernseerorganisationerne, som er foreninger med status af juridiske personer, der repraesenterer de vigtigste aandelige stroemninger i Nederlandene.
4 Principielt har radio- og fjernsynsinstitutionerne fuld frihed til selv at producere udsendelser. De er imidlertid forpligtet til - i mindre omfang ved fjernsynsudsendelser end ved radioudsendelser - at benytte de tekniske faciliteter (optagelsesstudier, dekorationsvaerksteder, teknikere osv.), der stilles til raadighed af et nederlandsk aktieselskab, Nederlands Omroepproduktie Bedrijf (herefter benaevnt "NOB").
5 Denne forpligtelse fremgaar af Mediawet' s artikel 61, der er affattet saaledes:
"For at sikre opretholdelse af produktionsfaciliteter er institutioner, der har opnaaet sendetid til landsdaekkende radio og fjernsyn, forpligtet til hver aar at bruge alle de beloeb, der i henhold til artikel 101 og 102 stilles til deres raadighed til produktion af radioprogrammer, og en ved bekendtgoerelse fastsat procentdel af de beloeb, der stilles til deres raadighed til produktion af fjernsynsprogrammer, hos NOB."
6 Mediawet' s artikel 101 og 102, som der henvises til, vedroerer i det vaesentlige de licensbeloeb, som lytterne og fjernseerne skal betale, og som Commissariaat voor de Media stiller til raadighed for radio- og fjernsynsinstitutionerne.
7 I Mediawet' s artikel 154 bestemmes det endvidere, at den i artikel 61 naevnte procentdel udgoer 75%.
8 Den anden foranstaltning, Kommissionen har rejst indsigelse mod, fremgaar af Mediawet' s artikel 66, der vedroerer fordeling af radio- og fjernsynsprogrammer fra udlandet gennem kabelanlaeg i Nederlandene. Artiklen indeholder foelgende bestemmelser:
"1. Den, der forestaar driften af et kabelanlaeg, kan
a) fordele programmer, som udsendes af en udenlandsk radio- eller fjernsynsinstitution ved hjaelp af en radio- eller fjernsynssender, og som det meste af tiden kan modtages direkte i en rimelig kvalitet paa det sted, hvor kabelanlaegget befinder sig, ved hjaelp af en paa dette sted almindelig individuel antenne,
b) fordele andre end de i litra a) naevnte programmer, som udsendes som radio- eller fjernsynsprogrammer af en udenlandsk radio- eller fjernsynsinstitution eller en sammenslutning af saadanne institutioner i overensstemmelse med den dér gaeldende lovgivning. Saafremt der forekommer reklameindslag i programmerne, er udsendelse af disse indslag kun tilladt paa betingelse af, at de bringes af en saerskilt juridisk person, at reklameindslagene klart er genkendelige som saadanne, klart adskiller sig fra andre programdele og ikke udsendes om soendagen, at sendetiden for reklamer hoejst udgoer fem procent af den samlede sendetid, at radio- eller fjernsynsinstitutionen overholder bestemmelserne i artikel 55, stk. 1, og at indtaegterne fuldt ud anvendes til programvirksomhed. Saafremt disse betingelser ikke er opfyldt, er udsendelse af et saadant program dog ogsaa tilladt, saafremt reklameindslagene ikke specielt henvender sig til det nederlandske publikum.
...
2. Med henblik paa anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1, litra b), anses et reklameindslag i hvert fald for specielt at henvende sig til det nederlandske publikum, naar det udsendes under eller i tilslutning til en programdel eller en helhed af programdele med nederlandske undertekster eller en programdel paa nederlandsk.
3. Ministeren kan meddele dispensation fra forbuddet i stk. 1, litra b), for saa vidt angaar radio- eller fjernsynsprogrammer, som udsendes i Belgien og henvender sig til det nederlandsktalende publikum i Belgien."
9 I henhold til den i artiklen naevnte bestemmelse i Mediawet' s artikel 55, stk. 1, maa "institutioner, der har faaet tildelt sendetid", principielt ikke "medvirke til, at tredjemand opnaar fortjeneste".
10 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
Anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 59
11 Kommissionen har gjort gaeldende, at de to foranstaltninger, Kongeriget Nederlandene har truffet, er i strid med det princip om fri udveksling af tjenesteydelser, der er opstillet i Traktatens artikel 59. Heroverfor har den nederlandske regering gjort gaeldende, at foranstaltningerne fuldt ud er begrundede.
12 Da tvisten saaledes rejser spoergsmaal om anvendelsesomraadet for artikel 59, maa der foretages en afgraensning af denne artikels raekkevidde.
13 Artikel 59, stk. 1, bestemmer, at restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Faellesskabet, gradvis skal afskaffes i loebet af overgangsperioden, for saa vidt angaar statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Faellesskabets lande end modtageren af den paagaeldende ydelse.
14 I denne forbindelse er det Domstolens faste praksis (jf. senest dommene af 26.2.1991 i sag C-154/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 659, praemis 12, sag C-180/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 709, praemis 15 og sag C-198/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 727, praemis 16), at Traktatens artikel 59 foerst og fremmest stiller krav om afskaffelse af enhver forskelsbehandling af tjenesteyderen paa grund af hans nationalitet eller paa grund af, at tjenesteyderen er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor ydelsen praesteres.
15 Som Domstolen har udtalt i dom af 26. april 1988 (sag 352/85, Bond van Adverteerders, Sml. s. 2085, praemis 32 og 33), er nationale bestemmelser, hvorefter tjenesteydelser ikke behandles ens, uanset deres oprindelse, kun forenelige med faellesskabsretten, hvis de kan henfoeres under en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse som Traktatens artikel 56. Det fremgaar af samme dom (praemis 34), at oekonomiske hensyn ikke kan betragtes som hensyn til den offentlige orden i artikel 56' s forstand.
16 Da der ikke er foretaget en harmonisering af bestemmelserne for tjenesteydelser eller er indfoert aekvivalensregler, kan der endvidere forekomme begraensninger af den frihed, Traktaten tilsikrer paa dette omraade, som foelge af, at nationale bestemmelser, der gaelder for alle, som er etableret i den paagaeldende medlemsstat, bringes i anvendelse paa tjenesteydere, som er etableret i en anden medlemsstat, og som allerede skal rette sig efter forskrifterne i denne stats lovgivning.
17 Ifoelge fast praksis (jf. senest de allerede naevnte domme af 26.2.1991 i sagerne Kommissionen mod Frankrig, praemis 15, Kommissionen mod Italien, praemis 18, og Kommissionen mod Graekenland, praemis 18) falder saadanne restriktioner ind under artikel 59, naar anvendelsen af den nationale lovgivning paa udenlandske tjenesteydere ikke er begrundet i tvingende almene hensyn, eller de krav, lovgivningen stiller, allerede tilgodeses af de for disse tjenesteydere gaeldende regler i den stat, hvor de er etableret.
18 Til de tvingende almene hensyn, Domstolen allerede har anerkendt, hoerer anvendelse af erhvervsfaglige regler til beskyttelse af modtagerne af tjenesteydelserne (dom af 18.1.1979, forenede sager 110/78 og 111/78, Van Wesemael, Sml. s. 35, praemis 28), beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret (dom af 18.3.1980, sag 62/79, Coditel, Sml. s. 881), beskyttelse af arbejdstagere (dom af 17.12.1981, sag 279/80, Webb, Sml. s. 3305, praemis 19, dom af 3.2.1982, forenede sager 62/81 og 63/81, Seco, Sml. s. 223, praemis 14, og dom af 27.3.1990, sag C-113/89, Rush Portuguesa, Sml. I, s. 1417, praemis 18), beskyttelse af forbrugerne (domme af 4.12.1986, sag 220/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 3663, praemis 20, sag 252/83, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 3713, praemis 20, sag 205/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3755, praemis 30, sag 206/84, Kommissionen mod Irland, Sml. s. 3817, praemis 20, og de ovenfor naevnte domme af 26.2.1991 i sagerne Kommissionen mod Italien, praemis 20, samt Kommissionen mod Graekenland, praemis 21), sikring af den nationale historiske og kunstneriske arv (dom af 26.2.1991 i den ovenfor naevnte sag, Kommissionen mod Italien, praemis 20) samt interessen i en dybere forstaaelse af et lands arkaeologiske, historiske og kunstneriske vaerdier og den stoerst mulige udbredelse af kendskabet til et lands kunst og kultur (domme af 26.2.1991 i de ovenfor naevnte sager, Kommissionen mod Frankrig, praemis 17, og Kommissionen mod Graekenland, praemis 21).
19 Endelig er det fast praksis, at anvendelsen af nationale regler paa tjenesteydere, der er etableret i andre medlemsstater, skal vaere egnet til at naa det maal, der forfoelges med reglerne, og ikke maa gaa ud over, hvad der er noedvendigt for, at maalet naas; det maa med andre ord kraeves, at samme resultat ikke kan naas ved hjaelp af mindre indgribende regler (jf. senest domme af 26.2.1991 i de ovenfor naevnte sager, Kommissionen mod Frankrig, praemis 14 og 15, Kommissionen mod Italien, praemis 17 og 18, samt Kommissionen mod Graekenland, praemis 18 og 19).
20 Paa baggrund af de naevnte principper skal der for det foerste tages stilling til den pligt, der i Mediawet' s artikel 61 paalaegges de nederlandske radio- og fjernsynsinstitutioner til at benytte NOB' s tekniske faciliteter til produktion af radio- og fjernsynsprogrammer, og for det andet til de betingelser, der i Mediawet' s artikel 66 opstilles for udsendelse i Nederlandene af reklameindslag i radio- og fjernsynsprogrammer, der sendes fra andre medlemsstater.
Pligten til udelukkende eller til dels at benytte NOB' s tekniske faciliteter til produktion af radio- eller fjernsynsprogrammer
21 Kommissionen har rejst indsigelse mod Mediawet' s artikel 61 under henvisning til, at bestemmelsen dels forhindrer virksomheder i andre medlemsstater i at tilbyde landsdaekkende radio- og fjernsynsinstitutioner i Nederlandene deres tjenesteydelser i forbindelse med produktion af radioprogrammer, dels begraenser virksomhedernes muligheder for at tilbyde de naevnte institutioner deres tjenesteydelser i forbindelse med produktion af fjernsynsprogrammer til 25%.
22 Indledningsvis bemaerkes, at den ved Mediawet' s artikel 61 indfoerte ordning rent faktisk foerer til en restriktion, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser inden for Faellesskabet, jf. Traktatens artikel 59.
23 Den forpligtelse, der paalaegges alle landsdaekkende radio- og fjernsynsinstitutioner i en medlemsstat til udelukkende eller til dels at benytte de tekniske faciliteter, en indenlandsk virksomhed tilbyder, forhindrer institutionerne i - eller begraenser i hvert fald deres muligheder for - at goere brug af tjenesteydelser fra virksomheder i andre medlemsstater. Forpligtelsen har dermed en beskyttende virkning for en virksomhed, som praesterer tjenesteydelser, og som er etableret i medlemsstaten, og er i samme omfang til skade for tilsvarende virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater.
24 Den nederlandske regering har gjort gaeldende, at de restriktive virkninger af denne praeferenceordning goer sig gaeldende i samme omfang for andre servicevirksomheder i Nederlandene end NOB som for virksomheder i andre medlemsstater.
25 Dette forhold kan imidlertid ikke indebaere, at praeferenceordningen for NOB falder uden for anvendelsesomraadet for Traktatens artikel 59. Desuden er det, for at traktatbestemmelsen skal finde anvendelse, ikke noedvendigt, at alle virksomheder i en medlemsstat stilles gunstigere end udenlandske virksomheder. Det er tilstraekkeligt, at den paagaeldende praeferenceordning er til fordel for en indenlandsk tjenesteyder.
26 Den nederlandske regering har endvidere anfoert, at man har maattet sikre en harmonisk overgang fra den tidligere gaeldende ordning for radio og fjernsyn, hvorefter de noedvendige tekniske faciliteter til programproduktionen hoerte under det offentlige, til en ordning med fri konkurrence. Det var af afgoerende betydning at vaerne om det, der allerede var opnaaet paa det kulturelle omraade, og at undgaa, at NOB gik konkurs, idet dette ville foere til et stort antal afskedigelser. Under retsmoedet har den nederlandske regering imidlertid meddelt, at den omtvistede forpligtelse blev afskaffet med virkning fra den 1. januar 1991 for saa vidt angaar produktion af fjernsynsprogrammer, og at den med virkning fra den 1. januar 1992 vil blive afskaffet for saa vidt angaar produktion af radioprogrammer.
27 Med hensyn til argumentet om, at det er noedvendigt, at den frie konkurrence paa dette omraade indfoeres gradvis, bemaerkes, at den i Traktaten fastsatte overgangsperiode udloeb den 31. december 1969, og at paabuddene i Traktatens artikel 59 er blevet umiddelbart og ubetinget anvendelige ved overgangsperiodens udloeb (jf. den ovenfor naevnte dom af 18.1.1979, Van Wesemael, praemis 26). En national lovgivningsmyndighed kan derfor ikke indfoere nye tidsfrister.
28 For saa vidt angaar de for nylig indfoerte aendringer af praeferenceordningen bemaerkes, at de ikke kan foere til en anden bedoemmelse. For det foerste gaelder forpligtelsen i henhold til Mediawet fortsat med hensyn til produktion af radioprogrammer, og for det andet er det fast praksis (jf. senest domme af 30.5.1991, sag C-361/88, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2567, praemis 31, og sag C-59/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2607, praemis 35), at genstanden for en i medfoer af Traktatens artikel 169 anlagt sag fastlaegges i Kommissionens begrundede udtalelse, og at det selv i tilfaelde af, at traktatbruddet er blevet bragt til ophoer efter udloebet af den i henhold til artikel 169, stk. 2, fastsatte frist, har betydning, at sagen fortsaettes med henblik paa at fastlaegge grundlaget for det ansvar, en medlemsstat som foelge af sit traktatbrud vil kunne have paadraget sig i forhold til andre medlemsstater, Faellesskabet eller private.
29 Den nederlandske regering har endvidere gjort gaeldende, at artikel 59 kan fraviges, naar det er begrundet i almene hensyn. Efter regeringens opfattelse er de restriktioner, der her er tale om, begrundet i tvingende hensyn i forbindelse med den nederlandske kulturpolitik paa radio- og fjernsynsomraadet. Formaalet med denne politik er at sikre ytringsfriheden for de forskellige samfundsmaessige, kulturelle, religioese og aandelige stroemninger i Nederlandene, saaledes som denne skal kunne give sig udslag i pressen og gennem radio og fjernsyn. NOB har ved at stille tekniske faciliteter til raadighed for de forskellige landsdaekkende radio- og fjernsynsinstitutioner gjort det muligt at opretholde et alsidigt og ikke kommercielt udbud af radio- og fjernsynsprogrammer. NOB skal ogsaa varetage opgaver paa kulturomraadet, f.eks. opretholdelse af en samling af lydoptagelser, et filmarkiv samt et kor og orkestre. Kulturpolitiske hensyn som disse maa efter regeringens opfattelse betragtes som almene hensyn, som kan begrunde restriktioner, selv af oekonomisk karakter.
30 Opfattet paa denne maade kan en kulturpolitik ganske vist udgoere et tvingende alment hensyn, som kan begrunde restriktioner, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser. Der er saaledes en sammenhaeng mellem opretholdelsen af et alsidigt udbud af radio- og fjernsynsprogrammer, som den nederlandske politik skal sikre, og den ret til ytringsfrihed, som artikel 10 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder garanterer, og som er en af de grundrettigheder, faellesskabsretsordenen skal beskytte (dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold, Sml. s. 491, praemis 13).
31 Ved at forpligte de landsdaekkende radio- og fjernsynsinstitutioner, der repraesenterer de forskellige samfundsmaessige, kulturelle, religioese og aandelige stroemninger i det nederlandske samfund, til at lade en nederlandsk virksomhed producere alle eller en del af deres udsendelser, gaar Kongeriget Nederlandene imidlertid videre end noedvendigt for at naa det tilsigtede maal, at beskytte ytringsfriheden. Det kan nemlig ikke goere udbuddet af radio- og fjernsynsprogrammer i en medlemsstat mindre alsidigt, at de enkelte indenlandske radio- og fjernsynsinstitutioner har mulighed for at henvende sig til tjenesteydere, der er etableret i andre medlemsstater. Som Kommissionen med rette har anfoert, er det, hvis disse institutioner har en reel interesse i at benytte NOB, ikke noedvendigt at paalaegge dem en forpligtelse dertil.
32 Hertil kommer - som den nederlandske regering selv har anerkendt - at de kulturelle opgaver, NOB varetager, fuldt ud finansieres af det offentlige. De vedkommer derfor ikke radio- og fjernsynsinstitutionernes forpligtelse til at bruge alle eller en del af deres midler hos NOB og kan derfor ikke tjene som begrundelse for forpligtelsen.
33 Den nederlandske regering har endvidere henvist til Traktatens artikel 90, hvoraf den drager den slutning, at medlemsstaterne inden for deres geografiske omraade kan holde visse former for erhvervsmaessig virksomhed uden for den frie konkurrence. For nederlandsk radio og fjernsyns vedkommende maa et monopol vaere begrundet i de ovenfor anfoerte almene hensyn, nemlig dels opretholdelsen af alsidigheden i medierne, dels radio- og fjernsynsinstitutionernes interesse i at raade over tekniske faciliteter af hoej kvalitet, og endelig den omstaendighed, at NOB paatager sig urentable kulturelle opgaver.
34 I denne henseende er det tilstraekkeligt at henvise til, at det fremgaar af dommen af 19. marts 1991 (sag C-202/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 1223, praemis 22), at Traktatens artikel 90 ganske vist forudsaetter, at der eksisterer virksomheder med visse saerlige og eksklusive rettigheder, men at det ikke foelger deraf, at samtlige saerlige og eksklusive rettigheder er forenelige med Traktaten. Dette skal afgoeres paa grundlag af de forskellige regler, som artikel 90, stk. 1, henviser til.
35 Heraf foelger, at spoergsmaalet om, hvorvidt en medlemsstat kan holde bestemte tjenesteydelser uden for den frie konkurrence, er ensbetydende med, at det maa afgoeres, om de saaledes indfoerte restriktioner, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser, kan vaere begrundet i de almene hensyn, som er omtalt i det foregaaende (praemis 17 og 18).
36 Som allerede naevnt (i praemis 31 og 32) er der i det foreliggende tilfaelde ingen hensyn, der begrunder den praeferenceordning, de nederlandske myndigheder har indfoert for NOB' s vedkommende.
37 Herefter maa det fastslaas, at Kongeriget Nederlandene ikke har overholdt de forpligtelser, der paahviler det i henhold til Traktatens artikel 59, idet det forpligter de institutioner, der har opnaaet sendetid til landsdaekkende radio og fjernsyn, til at bruge alle de beloeb, der stilles til deres raadighed til produktion af radioprogrammer, og en ved bekendtgoerelse fastsat procentdel af de beloeb, der stilles til deres raadighed til produktion af fjernsynsprogrammer, hos Nederlands Omroepproduktie Bedrijf.
Betingelserne for, at reklameindslag i radio- og fjernsynsprogrammer, der udsendes fra andre medlemsstater, kan udsendes i Nederlandene
38 Indledningsvis bemaerkes, at de betingelser, der i Mediawet' s artikel 66, stk. 1, litra b), andet punktum, opstilles for adgangen til i Nederlandene at udsende reklameindslag i radio- og fjernsynsprogrammer, der sendes fra andre medlemsstater, indebaerer en restriktion, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser i to henseender. For det foerste er de til hinder for, at bestyrere af kabelanlaeg i en medlemsstat fordeler radio- eller fjernsynsprogrammer, der udsendes af radio- eller fjernsynsinstitutioner, som er etableret i andre medlemsstater, og som ikke opfylder betingelserne. For det andet begraenser betingelserne de naevnte radio- eller fjernsynsinstitutioners muligheder for i deres programmer at optage reklameindslag - nemlig fra annoncoerer i den medlemsstat, hvor udsendelserne modtages - som specielt henvender sig til publikum i denne medlemsstat.
39 Som Kommissionen med rette har anfoert, indeholder Mediawet' s artikel 66 to forskellige kategorier af betingelser. For det foerste betingelser vedroerende radio- eller fjernsynsinstitutionernes struktur: Institutionerne skal lade en saerskilt juridisk person bringe reklameindslagene, de skal fuldt ud anvende indtaegterne fra reklameindslag til programvirksomheden, og de maa ikke medvirke til, at tredjemand opnaar fortjeneste. De oevrige betingelser vedroerer selve reklameindslagene: De skal klart vaere genkendelige som saadanne, og de skal klart adskille sig fra andre programdele, de maa hoejst udgoere 5% af sendetiden, og de maa ikke udsendes om soendagen. Disse to kategorier af betingelser vil i det foelgende blive behandlet hver for sig.
A - De betingelser vedroerende institutionernes struktur, som gaelder for radio- og fjernsynsinstitutioner i andre medlemsstater
40 Den nederlandske regering har gjort gaeldende, at de betingelser vedroerende radio- og fjernsynsinstitutionernes struktur, som gaelder for institutioner i andre medlemsstater, er de samme som dem, de nederlandske radio- og fjernsynsinstitutioner skal opfylde. Kravet om, at reklameindslag skal bringes af en uafhaengig juridisk person, svarer efter den nederlandske regerings opfattelse til det forbud, der efter Mediawet gaelder mod, at indenlandske institutioner udsender kommercielle reklameindslag. Dette er forbeholdt Stichting Etherreclame (herefter benaevnt "STER"). Kravet om, at en udenlandsk radio- eller fjernsynsinstitution ikke maa medvirke til, at tredjemand opnaar fortjeneste, skal sikre, at radio og fjernsyn bevarer den ikke- kommercielle karakter, som Mediawet tilsigter at opretholde for de landsdaekkende radio- og fjernsynsinstitutioners vedkommende. Endelig har kravet om, at indtaegterne fra reklameindslag skal anvendes til programvirksomhed, til formaal at give radio- og fjernsynsinstitutioner fra andre medlemsstater muligheder, der mindst svarer til dem, der foreligger efter den nederlandske ordning, hvor stoerstedelen af udgifterne til radio- og fjernsynsvirksomhed daekkes af reklameindtaegter fra STER.
41 Som begrundelse for disse restriktioner har den nederlandske regering anfoert, at de skal forhindre, at annoncoererne faar for stor indflydelse paa programmernes indhold, idet dette vil kunne bringe regeringens kulturpolitik paa radio- og fjernsynsomraadet i fare.
42 Det maa dog konstateres, at der ikke noedvendigvis er en sammenhaeng mellem en saadan kulturpolitik og betingelserne vedroerende de udenlandske radio- og fjernsynsinstitutioners struktur. For at sikre et alsidigt udbud af radio- og fjernsynsprogrammer er det saaledes paa ingen maade noedvendigt at paalaegge radio- og fjernsynsinstitutioner i andre medlemsstater en forpligtelse til at tilpasse sig den nederlandske model, saafremt de oensker at udsende programmer med reklameindslag, der henvender sig til det nederlandske publikum. Til sikring af den alsidighed, den nederlandske regering oensker at opretholde, kan den udmaerket noejes med at udstede passende regler om, hvilken struktur landets egne radio- og fjernsynsinstitutioner skal have.
43 Betingelser vedroerende udenlandske radio- og fjernsynsinstitutioners struktur kan derfor ikke anses for at vaere objektivt noedvendige med henblik paa at tilgodese almene hensyn i forbindelse med opretholdelse af et alsidigt, landsdaekkende udbud af radio- og fjernsynsprogrammer.
B - Betingelserne vedroerende reklameindslagene
44 I modsaetning til det standpunkt, Kommissionen har indtaget, har den nederlandske regering gjort gaeldende, at hverken forbuddet mod at udsende reklameindslag paa bestemte dage, begraensningen af indslagenes varighed eller paabuddet om, at reklameindslagene skal vaere genkendelige som saadanne og skal adskille sig fra de oevrige programdele, er diskriminerende, da der gaelder de samme restriktioner for tjenesteydelser, som udfoeres af STER. Til stoette herfor har den nederlandske regering henvist til Mediawet' s artikel 39, hvoraf det fremgaar, at Commissariaat voor de Media tildeler STER en del af den sendetid, der er til raadighed for landsdaekkende radio og fjernsyn. Dette skal ske paa en saadan maade, at de nederlandske radio- og fjernsynsinstitutioners programmer ikke afbrydes. Endelig foelger det af bestemmelsen, at der ikke tildeles sendetid for reklamer om soendagen.
45 I denne forbindelse maa det indledningsvis fremhaeves, at det kan vaere begrundet i tvingende almene hensyn at begraense adgangen til at udsende reklamer, f.eks. i form af forbud mod at reklamere for bestemte produkter eller paa bestemte dage, begraensning af reklameindslagenes varighed eller hyppighed, eller begraensninger, der skal forhindre, at lytterne eller seerne forveksler kommercielle reklamer med andre programdele. Saadanne begraensninger kan foretages for at beskytte forbrugerne mod alt for mange kommercielle reklamer eller for, ud fra en kulturpolitisk maalsaetning, at sikre, at programmerne er af en vis kvalitet.
46 Endvidere bemaerkes, at de paagaeldende begraensninger kun angaar markedet for reklameindslag, der specielt henvender sig til det nederlandske publikum. Det var ogsaa kun dette marked, der var omfattet af reklameforbuddet i henhold til Kabelregeling, som gav anledning til de praejudicielle spoergsmaal i Bond van Adverteerders-sagen (dom af 26.4.1988, jf. ovenfor). Selv om reklameindslagene vedroerer produkter, som saelges i Nederlandene, gaelder begraensningerne kun, saafremt indslagene udsendes i forbindelse med programmer paa nederlandsk eller programmer med nederlandske undertekster. Desuden kan forbuddet ophaeves, for saa vidt angaar programmer paa nederlandsk, som udsendes i Belgien, og som henvender sig til det nederlandsktalende publikum i Belgien.
47 I modsaetning til, hvad der var tilfaeldet i henhold til Kabelregeling, forholder det sig i henhold til de her omhandlede bestemmelser i Mediawet ikke laengere saaledes, at alle indtaegter fra reklameindslag, der specielt henvender sig til det nederlandske publikum, er forbeholdt STER. Men som foelge af reguleringen af adgangen til at udsende reklameindslag, indebaerer bestemmelserne i Mediawet en begraensning af den konkurrence, STER kan blive udsat for paa dette marked fra udenlandske radio- og fjernsynsinstitutioners side. Bestemmelserne medfoerer da ogsaa - ganske vist i mindre omfang end efter Kabelregeling - at der vaernes om STER' s indtaegter, og de har dermed samme formaal som de tidligere gaeldende bestemmelser. Som Domstolen har fastslaaet i dommen af 26. april 1988 (Bond van Adverteerders, jf. ovenfor, praemis 34), kan dette formaal ikke begrunde restriktioner, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser.
48 Herefter maa det fastslaas, at Kongeriget Nederlandene ikke har overholdt de forpligtelser, der paahviler det i henhold til Traktatens artikel 59, idet det forbyder bestyrere af kabelanlaeg i Nederlandene at fordele radio- eller fjernsynsprogrammer med reklameindslag, som specielt henvender sig til det nederlandske publikum, og som udsendes af radio- eller fjernsynsinstitutioner i en anden medlemsstat, naar bestemte betingelser vedroerende disse institutioners struktur eller vedroerende de reklameindslag, der indgaar i deres programmer og henvender sig til det nederlandske publikum, ikke er opfyldt.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
49 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Kongeriget Nederlandene har tabt sagen, boer det paalaegges det at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Kongeriget Nederlandene har ikke overholdt de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EOEF-Traktatens artikel 59, idet det forpligter de institutioner, der har opnaaet sendetid til landsdaekkende radio og fjernsyn, til at bruge alle de beloeb, der stilles til deres raadighed til produktion af radioprogrammer, og en ved bekendtgoerelse fastsat procentdel af de beloeb, der stilles til deres raadighed til produktion af fjernsynsprogrammer, hos Nederlands Omroepproduktie Bedrijf, og idet det forbyder bestyrere af kabelanlaeg i Nederlandene at fordele radio- eller fjernsynsprogrammer med reklameindslag, som specielt henvender sig til det nederlandske publikum, og som udsendes af en radio- eller fjernsynsinstitution i en anden medlemsstat, naar bestemte betingelser vedroerende disse institutioners struktur eller vedroerende de reklameindslag, der indgaar i deres programmer og henvender sig til det nederlandske publikum, ikke er opfyldt.
2) Kongeriget Nederlandene betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy