Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - enighed om adfaerd paa markedet
(EOEF-Traktaten, art. 85, stk. 1)
2. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - begreb - koordination og samarbejde uforenelig med kravet om, at enhver virksomhed uafhaengigt skal fastlaegge sin adfaerd paa markedet - moeder mellem konkurrenter med det formaal at udveksle oplysninger, der er afgoerende for deltagernes udarbejdelse af deres forretningsmaessige strategi
(EOEF-Traktaten, art. 85, stk. 1)
3. Konkurrence - karteller - kompleks overtraedelse, der indeholder elementer af aftaler og af samordnet praksis - kvalifikation under ét som "en aftale og samordnet praksis" - tilladt - betydning for beviset
(EOEF-Traktaten, art. 85, stk. 1)
4. Konkurrence - administrativ procedure - enkelt beslutning vedroerende en raekke ulovlige handlinger, der ikke kan tilregnes alle adressater paa samme maade - tilladt - betingelse - mulighed for, at den enkelte virksomhed kan udlede, hvilke klagepunkter der goeres gaeldende over for denne
(EOEF-Traktaten, art. 85, stk. 1)
Sammendrag
1. Det er tilstraekkeligt, for at der er tale om en aftale i henhold til Traktatens artikel 85, stk. 1, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade. Det er tilfaeldet, naar der mellem flere virksomheder er enighed om at naa maalpriser og salgsmaal.
2. De kriterier om koordination og samarbejde, der er afgoerende for definitionen af begrebet samordnet praksis, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag Traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet.
Der er tale om samordnet praksis, naar virksomheder deltager i moeder, der har til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og hvorunder der udveksles oplysninger mellem konkurrenter om de forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de anser for noedvendige, og om deres omsaetning, idet de deltagende virksomheder noedvendigvis maa tage hensyn til de oplysninger, de saaledes faar, ved fastlaeggelsen af deres adfaerd paa markedet.
3. Der kraeves ikke i henhold til Traktatens artikel 85, stk. 1, en specifik kvalifikation af en kompleks, men sammenhaengende overtraedelse, der bestaar af en fortsat adfaerd med ét eneste formaal, og som samtidig indeholder elementer, som maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksis", men en saadan overtraedelse kan kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", og det kraeves ikke, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis.
4. Der er intet til hinder for, at Kommissionen vedtager en enkelt beslutning vedroerende en raekke overtraedelser af Traktatens artikel 85, som de enkelte virksomheder, beslutningen er rettet til, ikke har deltaget i paa samme maade, naar blot den enkelte virksomhed med den fornoedne sikkerhed af beslutningen kan udlede, hvilke klagepunkter der goeres gaeldende over for denne.
Dommens præmisser
Sagsfremstilling
1 Naervaerende sag vedroerer en beslutning fra Kommissionen, der paalagde femten polypropylenproducenter en boede for overtraedelse af EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1. Det produkt, der er genstand for den anfaegtede beslutning (herefter benaevnt "beslutningen"), er en af de vigtigste termoplastiske polymerer, som saelges "in bulk". Polypropylen saelges af producenterne til videreforarbejdning og omdannelse til hel- eller halvfabrikata. De stoerste polypropylenproducenter fremstiller over hundrede forskellige produktkvaliteter og daekker saaledes en lang raekke forskellige anvendelsesformaal. De vaesentligste grundkvaliteter benaevnes rafia, homopolymerisater til sproejtestoebning, copolymerisater til sproejtestoebning, slagfaste copolymerisater og folie. De virksomheder, beslutningen er rettet til, er alle foerende producenter i den petrokemiske industri.
2 Det vesteuropaeiske marked for polypropylen forsynes naesten udelukkende fra produktionsanlaeg i Europa. Foer 1977 blev markedet daekket af ti producenter, nemlig Montedison (der aendrede navn til Montepolimeri SpA og senere til Montedipe SpA), Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc og Shell International Chemical Company Ltd (kaldet "de fire store"), der tilsammen havde en markedsandel paa 64%, Enichem Anic SpA, Italien, Rhône-Poulenc SA, Frankrig, Alcudia, Spanien, Chemische Werke Huels og BASF AG, begge Tyskland, og Chemie Linz AG, OEstrig. Efter udloebet af de patenter, som Montedison var indehaver af, kom der i 1977 syv nye producenter paa det vesteuropaeiske marked: Amoco og Hercules Chemicals NV i Belgien, ATO Chimie SA og Solvay & Cie SA i Frankrig, SIR i Italien, DSM NV i Nederlandene og Taqsa i Spanien. Den norske producent, Saga Petrokjemi AS & Co., paabegyndte sin virksomhed i midten af 1978 og Petrofina SA i 1980. De nytilkomne producenter havde en officiel produktionskapacitet paa tilsammen ca. 480 000 ton, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten i Vesteuropa, der i en aarraekke ikke kunne opvejes af stigningen i efterspoergslen. Dette medfoerte en ringe udnyttelse af produktionskapaciteten, men udnyttelsesgraden steg gradvist fra 60% i 1977 til 90% i 1983. Ifoelge beslutningen har udbud og efterspoergsel siden 1982 stort set svaret til hinanden. I stoerstedelen af referenceperioden (1977-1983) blev polypropylenmarkedet imidlertid betragtet som vaerende praeget af enten lav rentabilitet eller betydelige tab, navnlig som foelge af hoeje faste omkostninger og stigningen i prisen paa raastoffet polypropylen. Det fremgaar af beslutningen (punkt 8), at Montepolimeri i 1983 havde en andel paa 18% af det europaeiske polypropylenmarked, mens Imperial Chemical Industries plc, Shell International Chemical Company Ltd og Hoechst AG hver havde en markedsandel paa 11%, Hercules Chemicals NV knap 6%, ATO Chimie SA, BASF AG, DSM NV, Chemische Werke Huels, Chemie Linz AG, Solvay & Cie SA og Saga Petrokjemi AS & Co. hver mellem 3% og 5% og Petrofina SA ca. 2%. Der foregik en omfattende handel med polypropylen mellem medlemsstaterne, idet hver af de ti EF-producenter solgte produktet i de fleste, om ikke alle, medlemsstater.
3 Rhône-Poulenc SA (herefter benaevnt "Rhône-Poulenc") var blandt de producenter, der leverede polypropylen foer 1977. Paa polypropylenmarkedet var selskabet kun en lille producent med en markedsandel paa mellem 2,8% og 3%. Selskabet trak sig tilbage fra markedet i slutningen af 1980, hvor det afstod polypropylen-aktiviteterne til BP Chimie.
4 Den 13. og 14. oktober 1983 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikler 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), samtidige kontrolundersoegelser hos foelgende virksomheder, der fremstillede og leverede polypropylen til Faellesskabets marked:
- ATO Chimie SA, nu Atochem (herefter benaevnt "ATO")
- BASF AG (herefter benaevnt "BASF")
- DSM NV (herefter benaevnt "DSM")
- Hercules Chemicals NV (herefter benaevnt "Hercules")
- Hoechst AG (herefter benaevnt "Hoechst")
- Chemische Werke Huels (herefter benaevnt "Huels")
- Imperial Chemical Industries plc (herefter benaevnt "ICI")
- Montepolimeri SpA, nu Montedipe (herefter benaevnt "Monte")
- Shell International Chemical Company Ltd (herefter benaevnt "Shell")
- Solvay & Cie SA (herefter benaevnt "Solvay")
- BP Chimie (herefter benaevnt "BP").
Der blev ikke foretaget kontrolundersoegelser hos Rhône-Poulenc eller hos Enichem Anic SpA.
5 Efter disse kontrolundersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering om oplysninger, ikke blot over for de anfoerte virksomheder, men ogsaa over for foelgende virksomheder:
- Amoco
- Chemie Linz AG (herefter benaevnt "Linz")
- Saga Petrokjemi AS & Co., der nu er en del af Statoil (herefter benaevnt "Statoil")
- Petrofina SA (herefter benaevnt "Petrofina")
- Enichem Anic SpA (herefter benaevnt "Anic").
Linz, der er et oestrigsk selskab, anfaegtede Kommissionens ret til at anmode herom og naegtede at efterkomme begaeringen. Kommissionens tjenestemaend foretog herefter i medfoer af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17 kontrolundersoegelser hos Anic og hos Saga' s britiske datterselskab, Saga Petrochemicals UK Ltd, samt hos Linz' salgsagenter i Det Forenede Kongerige og Tyskland. Der blev ikke over for Rhône-Poulenc fremsat begaering om oplysninger.
6 Kommissionen konkluderede paa grundlag af de oplysninger, der blev tilvejebragt i forbindelse med kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger, at de paagaeldende producenter fra 1977 til 1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med EOEF-Traktatens artikel 85 regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor den 30. april 1984 at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og i maj 1984 fremsendte den en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til de naevnte virksomheder med undtagelse af Anic og Rhône-Poulenc. Alle de virksomheder, meddelelsen var rettet til, svarede skriftligt.
7 Den 24. oktober 1984 moedtes den af Kommissionen udpegede hoeringskonsulent med de juridiske raadgivere for de virksomheder, som havde modtaget meddelelsen om klagepunkter, for at aftale den naermere procedure for den hoering, der skulle finde sted som led i den administrative procedure. Hoeringen skulle paabegyndes den 12. november 1984. Under dette moede meddelte Kommissionen endvidere, at den under henvisning til den argumentation, virksomhederne havde fremfoert i deres svar paa meddelelsen om klagepunkter, straks ville fremsende yderligere bevismateriale vedroerende ivaerksaettelsen af prisinitiativerne som supplement til det bevismateriale, som de allerede var i besiddelse af. Kommissionen fremsendte saaledes den 31. oktober 1984 til virksomhedernes juridiske raadgivere en raekke dokumenter med kopi af prisinstrukser, som producenterne havde meddelt deres salgskontorer, og tabeller, som gengav dokumenternes indhold. Af hensyn til beskyttelsen af forretningshemmeligheder fastsatte Kommissionen visse betingelser for fremsendelsen af disse dokumenter. Navnlig maatte virksomhedernes salgsafdelinger ikke goeres bekendt med dokumenterne. Advokaterne for flere af virksomhederne afslog imidlertid at efterkomme betingelserne og tilbagesendte dokumenterne inden hoeringen.
8 Paa baggrund af de oplysninger, der var fremkommet i de skriftlige svar paa meddelelsen om klagepunkter, besluttede Kommissionen at udvide proceduren til ogsaa at omfatte Anic og Rhône-Poulenc. Der blev derfor den 25. oktober 1984 til selskaberne fremsendt en meddelelse om klagepunkter, svarende til den meddelelse, der var fremsendt til de oevrige femten virksomheder.
9 Den foerste hoeringsrunde fandt sted fra den 12. til den 20. november 1984, hvorunder alle virksomheder blev hoert med undtagelse af Shell (der havde naegtet at deltage i enhver hoering), Anic, ICI og Rhône-Poulenc (som fandt, at de ikke havde vaeret i stand til at forberede sagen).
10 Under hoeringen afslog flere virksomheder at tage stilling til de punkter, der var rejst i de dokumenter, som var fremsendt til dem den 31. oktober 1984. De gjorde i denne forbindelse gaeldende, at Kommissionen vaesentligt havde aendret sin argumentation, og at de i hvert fald burde have lejlighed til at fremsaette skriftlige bemaerkninger. Andre virksomheder haevdede, at de ikke havde haft tilstraekkelig tid til at gennemgaa dokumenterne foer hoeringen. Advokaterne for BASF, DSM, Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Monte, Petrofina og Solvay fremsendte en faelles skrivelse herom til Kommissionen den 28. november 1984. Huels meddelte ved skrivelse af 4. december 1984, at selskabet tilsluttede sig dette synspunkt.
11 Kommissionen fremsendte derfor den 29. marts 1985 en ny raekke dokumenter, der omfattede prisinstrukser, som virksomhederne havde givet til deres salgskontorer, vedlagt tabeller vedroerende priserne samt et sammendrag af beviserne vedroerende hvert af de prisinitiativer, med hensyn til hvilke Kommissionen havde dokumenter. Kommissionen opfordrede virksomhederne til at svare herpaa, dels skriftligt, dels under en ny hoeringsrunde, og meddelte, at den frafaldt de betingelser, der var fastsat i foerste omgang, vedroerende overgivelse af dokumenterne til salgsafdelingerne.
12 Kommissionen svarede ved en anden skrivelse af samme dato paa de af advokaterne fremfoerte argumenter, hvorefter den ikke have givet en praecis, retlig definition af det paastaaede kartel i overensstemmelse med Traktatens artikel 85, stk. 1, og den opfordrede virksomhederne til at fremkomme med deres skriftlige og mundtlige bemaerkninger.
13 Der fandt en ny hoeringsrunde sted fra den 8. til den 11. juli 1985 og den 25. juli 1985. Anic, ICI og Rhône-Poulenc fremsatte her deres bemaerkninger, og de andre virksomheder (med undtagelse af Shell) kommenterede de punkter, der var rejst i Kommissionens to skrivelser af 29. marts 1985.
14 Udkast til referat af hoeringerne med den noedvendige dokumentation blev fremsendt til medlemmerne af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal den 19. november 1985 og til virksomhederne den 25. november 1985. Det Raadgivende Udvalg vedtog sin udtalelse ved det 170. moede den 5. og 6. december 1985.
15 Paa grundlag af denne procedure vedtog Kommissionen den 23. april 1986 den anfaegtede beslutning, der lyder saaledes:
"Artikel 1
Anic SpA, ATO Chimie SA (nu Atochem), BASF AG, DSM NV, Hercules Chemicals NV, Hoechst AG, Chemische Werke Huels (nu Huels AG), ICI plc, Chemische Werke Linz, Montepolimeri SpA (nu Montedipe), Petrofina SA, Rhône-Poulenc SA, Shell International Chemical Company Ltd, Solvay & Cie og Saga Petrokjemi AS & Co. (tilhoerer nu Statoil) har overtraadt EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1, ved:
- for Anic' s vedkommende, fra omkring november 1977 eller 1978 og til sent i 1982 eller begyndelsen af 1983
- for Rhône-Poulenc' s vedkommende, fra omkring november 1977 og til udgangen af 1980
- for Petrofina' s vedkommende, fra 1980 og mindst til november 1983
- for Hoechst' s, ICI' s, Montepolimeri' s og Shell' s vedkommende, fra omkring midten af 1977 og mindst til november 1983
- for Hercules' , Linz' , Saga' s og Solvay' s vedkommende, fra omkring november 1977 og mindst til november 1983
- for ATO' s vedkommende, senest fra 1978 og mindst til november 1983
- for BASF' s, DSM' s og Huels' vedkommende, fra et tidspunkt mellem 1977 og 1979 og mindst til november 1983
at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade:
a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik
b) fra tid til anden fastsatte 'maalpriser' (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF' s medlemsstater
c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra slutningen af 1982 et 'kundeledelsessystem' med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder
d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal
e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig 'kvote' (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982).
Artikel 2
De i artikel 1 naevnte virksomheder skal omgaaende bringe den naevnte overtraedelse til ophoer (saafremt dette ikke allerede er tilfaeldet) og skal for fremtiden afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende maal eller virkning, herunder enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringer, eller hvorved de kunne overvaage tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordninger vedroerende priser eller markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne maatte deltage i (f.eks. via Fides), skal vaere udformet saaledes, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstaa fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af den generelle informationsudvekslingsordning.
Artikel 3
For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:
i) Anic SpA, en boede paa 750 000 ECU, eller 1 103 692 500 LIT
ii) Atochem, en boede paa 1 750 000 ECU, eller 11 973 325 FF
iii) BASF AG, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 5 362 225 DM
iv) DSM NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 6 657 640 HFL
v) Hercules Chemicals NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 120 569 620 BFR
vi) Hoechst AG, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 19 304 010 DM
vii) Huels AG, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 5 898 447,50 DM
viii) ICI plc, en boede paa 10 000 000 ECU, eller 6 447 970 UKL
ix) Chemische Werke Linz, en boede paa 1 000 000 ECU, eller 1 471 590 000 LIT
x) Montedipe, en boede paa 11 000 000 ECU, eller 16 187 490 000 LIT
xi) Petrofina SA, en boede paa 600 000 ECU, eller 26 306 100 BFR
xii) Rhône-Poulenc SA, en boede paa 500 000 ECU, eller 3 420 950 FF
xiii) Shell International Chemical Company Ltd, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 5 803 173 UKL
xiv) Solvay & Cie, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 109 608 750 BFR
xv) Statoil, Den Norske Stats Oljeselskab AS (der har overtaget Saga Petrokjemi), en boede paa 1 000 000 ECU, eller 644 797 UKL.
Artikel 4 og 5
(udelades)"
16 Den 8. juli 1986 blev det endelige referat af hoeringerne med de af virksomhederne oenskede rettelser, tilfoejelser og udeladelser fremsendt til disse.
Retsforhandlinger
17 Sagsoegeren har herefter ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. juli 1986, anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen. Tretten af de fjorten andre virksomheder, beslutningen var rettet til, har ligeledes anlagt annullationssoegsmaal (sagerne T-2/89-T - 4/89 og T-6/89 - T-15/89).
18 Den skriftlige forhandling har i det hele fundet sted for Domstolen.
19 Domstolen har ved kendelse af 15. november 1989 hjemvist denne sag og de tretten andre sager til Retten, jf. artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (herefter benaevnt "Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988").
20 Rettens praesident har i henhold til artikel 2, stk. 3, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 udpeget en generaladvokat.
21 Rettens justitssekretaer anmodede ved skrivelse af 3. maj 1990 parterne om at deltage i et uformelt moede med henblik paa at tilrettelaegge den mundtlige forhandling. Dette moede fandt sted den 28. juni 1990.
22 Ved skrivelse af 9. juli 1990 anmodede Rettens justitssekretaer parterne om at fremkomme med deres bemaerkninger til, at sagerne T-1/89 - T-4/89 og T-6/89 - T-15/89 eventuelt blev forenet med henblik paa den mundtlige forhandling. Ingen af parterne gjorde indsigelse herimod.
23 Retten har herefter ved kendelse af 25. september 1990 besluttet at forene de naevnte sager med henblik paa den mundtlige forhandling, idet disse har forbindelse med hinanden, jf. artikel 43 i Domstolens procesreglement, der i henhold til artikel 11, stk. 3, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse paa proceduren for Retten.
24 Retten har ved kendelse af 15. november 1990 truffet afgoerelse vedroerende de anmodninger om fortrolig behandling, der var indgivet af sagsoegerne i sagerne T-2/89, T-3/89, T-9/89, T-11/89, T-12/89 og T-13/89, og har delvis imoedekommet disse.
25 Parterne har ved skrivelser, indleveret til Rettens Justitskontor i perioden fra den 9. oktober til den 29. november 1990, besvaret de spoergsmaal, som Retten havde stillet ved justitssekretaerens skrivelser af 19. juli.
26 Paa grundlag af svarene paa spoergsmaalene og den refererende dommers rapport har Retten, efter at have hoert generaladvokaten, besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.
27 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under den mundtlige forhandling, der fandt sted fra den 10. til den 15. december 1990.
28 Generaladvokaten fremsatte forslag til afgoerelse i retsmoedet den 10. juli 1991.
Parternes paastande
29 Sagsoegeren, Rhône-Poulenc SA, har nedlagt foelgende paastande:
1) Kommissionens beslutning af 23. april 1986 (IV/31.149 - polypropylen) annulleres.
2) Subsidiaert annulleres beslutningen, for saa vidt der herved er paalagt Rhône-Poulenc en boede.
3) Mere subsidiaert nedsaettes boeden.
Sagsoegte, Kommissionen, har nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse.
- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Realiteten
30 Retten skal foerst undersoege sagsoegerens anbringender vedroerende beviset for overtraedelsen. Disse vedroerer dels (1) Kommissionens bevismaessige konstateringer, dels (2) den retlige kvalifikation heraf. Retten skal dernaest undersoege sagsoegerens anbringender vedroerende beslutningens begrundelse. Disse vedroerer det forhold, (1) at beslutningen er faelles for flere virksomheder, (2) at den er utilstraekkeligt begrundet, og (3) at begrundelsen er selvmodsigende. For det tredje skal Retten behandle anbringenderne vedroerende tilsidesaettelse af lighedsgrundsaetningen, og for det fjerde anbringenderne vedroerende fastsaettelsen af boeden, der haevdes ikke at vaere passende under hensyn til den paastaaede overtraedelses (1) varighed og (2) grovhed.
Beviset for overtraedelsen
31 Det anfoeres i beslutningen (punkt 80, foerste afsnit), at de polypropylenproducenter, der leverede til EF, fra 1977 deltog i et kompleks af planer, ordninger og foranstaltninger, der blev vedtaget inden for rammerne af et system med regelmaessige moeder og loebende kontakter. Det tilfoejes (punkt 80, andet afsnit), at producenternes overordnede plan var at moedes og naa til enighed i konkrete anliggender.
32 Det maa derfor foerst undersoeges, om Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis vedroerende (A) moedet i European Association for Textile Polyolefins (herefter benaevnt "EATP"), der er en brancheorganisation for aftagere, den 22. november 1977, (B) systemet med regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, (C) prisinitiativet fra juli til december 1979 og (D) fastsaettelsen af maengdemaal og kvoter. Der skal herved (a) tages hensyn til beslutningen og (b) parternes anbringender, foer (c) disse vurderes. Endelig maa Retten efterproeve Kommissionens retlige kvalifikation af disse faktiske omstaendigheder.
1. Bevismaessige konstateringer
A - EATP-moedet den 22. november 1977
a) Den anfaegtede retsakt
33 Det anfoeres i beslutningen (punkt 17, fjerde afsnit, punkt 78, tredje afsnit, og punkt 104, andet afsnit), at sagsoegeren - paa samme maade som Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Saga og Solvay - tilkendegav, at selskabet stoettede Monte, som i en artikel i fagpressen (European Chemical News, herefter benaevnt "ECN") den 18. november 1977 havde bebudet en forhoejelse af rafia-prisen til 1,30 DM/kg fra den 1. december. Deres indlaeg paa EATP-moedet den 22. november 1977 viser ifoelge moedereferaterne, at den pris paa 1,30 DM/kg, som Monte havde fastsat, var blevet accepteret af de oevrige producenter som en generel "maalpris" for hele branchen.
34 Ifoelge beslutningen (punkt 16, foerste og andet afsnit) skal denne stoetteerklaering ses i sammenhaeng med producenternes droeftelser med henblik paa at undgaa et stoerre prisfald og deraf foelgende tab. Som led i disse droeftelser tog de stoerste producenter, Monte, Hoechst, ICI og Shell, initiativ til en aftale om "mindstepriser", som skulle traede i kraft den 1. august 1977. De oevrige producenter, deriblandt Hercules, blev underrettet om enkelthederne i denne aftale.
35 Det anfoeres videre i beslutningen (punkt 16, femte og sjette afsnit), at ICI og Shell indroemmede, at man havde kontakter med andre producenter for at droefte, hvorledes prisfaldet kunne undgaas. Kommissionen har imidlertid anerkendt, at den - med undtagelse af "de fire store" (Hoechst, ICI, Monte og Shell) samt Hercules og Solvay - ikke var i stand til at fastslaa, hvilke producenter der deltog i droeftelserne paa dette tidspunkt, eller hvorledes "mindsteprisaftalen" naermere fungerede.
36 Ifoelge beslutningen (17. betragtning, foerste afsnit) var det omtrent paa det tidspunkt, hvor Monte bebudede en forhoejelse af sine priser, at polypropylenproducenterne begyndte at holde regelmaessige moeder. Det anfoeres dog, at ICI har indroemmet, at der foer dette tidspunkt var kontakter mellem producenterne, sandsynligvis telefonisk og paa "ad hoc"-basis.
b) Parternes anbringender
37 Sagsoegeren har anfoert, at refereratet af EATP-moedet den 22. november 1977 (bilag 6 til den generelle del af meddelelsen om klagepunkter, herefter benaevnt "bilag til den generelle meddelelse") ikke kan anvendes, idet det ikke med rimelighed kan haevdes, at dette moede har dannet rammen for indgaaelsen af en prisaftale. Det er saaledes dels vanskeligt at forestille sig, at virksomheder turde tiltraede en aftale, der indebar et ulovligt kartel, mens deres kunder var til stede, dels fremgaar det ikke af de udtalelser, som deltagerne fremkom med under moedet, at virksomhederne paatog sig prismaessige forpligtelser, men alene at de var klar over, at det objektivt var noedvendigt at forhoeje priserne paa grund af vanskelighederne i branchen. Rhône-Poulenc har tilfoejet, at da selskabet tilkendegav at ville stoette Monte' s initiativ, var der tale om en individuel beslutning, som selskabet allerede selv havde truffet.
38 Kommissionen har anfoert, at dens konstatering af, at Rhône-Poulenc paabegyndte sin deltagelse i det paastaaede kartel i november 1977, beror paa, at selskabet stoettede det initiativ, som Monte offentligt bebudede, og som gik ud paa at forhoeje priserne fra december 1977. Dette initiativ og stoetten hertil var ikke resultatet af en parallel optraeden, der skyldtes tilfaeldige omstaendigheder eller markedskraefterne, men af en samordnet handling. Det fremgaar saaledes af referatet af EATP-moedet den 22. november 1977, at den rafia-pris paa 1,30 DM/kg, som Monte havde bebudet, allerede forinden var accepteret som faelles maalpris. Det anfoeres saaledes i referatet, at Rhône-Poulenc udtalte foelgende:
"1977 saw in France and in Europe the drop in prices of polypropylene for extrusion-stretching speed up, and this drop has influenced in no small way, as one of my colleagues said previously, the price of other polypropylene applications.
The lowest prices indicated in our opinion for all producers hardly reach the level of the variable cost of polypropylene, a situation which can no longer be accepted.
On Friday we learnt in the press, as previously mentioned, that a rise had been announced by one of the main European polypropylene producers.
We think that it is impossible to return, in one go, to the economically acceptable level which is around 3.50 FF, but we, at Rhône-Poulenc have decided to follow this announcement. We have, therefore, informed our commercial agencies of the new price level of Napryl polypropylene, our brand, which as from 28th November, 1977 next will be 3.00 FF."
("1977 var i Frankrig og Europa praeget af et kraftigere fald i prisen paa polypropylen til ekstrudering, og som en af mine kolleger allerede har sagt, har dette fald haft en maerkbar indflydelse paa prisen paa polypropylen til andre formaal.
Den laveste pris, der synes angivet for alle producenter, svarer knap nok til de variable omkostninger for polypropylen, og dette er ikke laengere acceptabelt.
Som allerede naevnt erfarede vi fredag i pressen, at en af de stoerste europaeiske polypropylenproducenter havde bebudet en stigning.
Vi mener ikke, at det paa én gang er muligt at vende tilbage til det oekonomisk acceptable niveau, der er paa omkring 3,50 FF, men hos Rhône-Poulenc har vi besluttet at foelge denne tilkendegivelse. Vi har derfor orienteret vore salgsagenter om det nye prisniveau for vort maerke, Napryl-polypropylen, der fra den 28. november 1977 vil ligge paa 3,00 FF.")
39 Efter Kommissionens opfattelse afsvaekker det forhold, at Rhône-Poulenc' s udtalelse er fremsat fire dage efter Monte' s meddelelse om prisforhoejelser i ECN (den 18. november 1977), ikke denne konklusion, idet det senere har vist sig, at ECN blev brugt som instrument for kartellet [som det fremgaar af referatet af et producentmoede den 1. juni 1983, hvori det anfoeres, at "Shell was reported to have committed themselves to the move and would lead publicly in ECN" (bilag 40 til den generelle meddelelse; "Shell ville angiveligt forpligte sig til dette skridt og ville offentliggoere det i ECN")].
40 Kommissionen har tilfoejet, at naar der tages hensyn til, at de foerste kontakter mellem producenterne havde fundet sted, inden Monte offentligt bebudede prisforhoejelserne, er det ikke sandsynligt, at Rhône-Poulenc har tilsluttet sig dette initiativ uden forudgaaende kontakter.
41 Kommissionen har for indirekte at underbygge sin opfattelse, hvorefter kontakten mellem producenterne maa have fundet sted foer EATP-moedet den 22. november 1977, henvist til et notat vedroerende en telefonsamtale, som en overordnet fra Hercules havde foert med en ansat fra "de fire store" (bilag 2 til den generelle meddelelse). Naar Hercules blev orienteret om indgaaelsen af aftalen, maa alle de andre (herunder Rhône-Poulenc) ifoelge Kommissionen ogsaa have vaeret det.
42 Kommissionen har i retsmoedet understreget, at formaalet med de parallelle udtalelser fra de forskellige producenter ved EATP-moedet den 22. november 1977 var at "goere samlet front" over for kunderne og at overbevise disse om, at en prisforhoejelse af den stoerrelsesorden, som Monte havde bebudet, var uundgaaelig.
c) Rettens vurdering
43 Det bemaerkes, at det fremgaar af sagsoegerens udtalelser under EATP-moedet den 22. november 1977 (bilag 6 til den generelle meddelelse), dels at selskabet generelt stoettede Monte' s politik, der gik ud paa at haeve priserne, dels at selskabet over for konkurrenterne klart havde tilkendegivet, hvorledes det havde besluttet at optraede paa markedet. Disse konstateringer bekraeftes af referatet af det foelgende EATP-moede den 26. maj 1978 (bilag 7 til den generelle meddelelse), som sagsoegeren ogsaa deltog i. Det fremgaar af referatet, hvorledes producenterne vurderede de resultater, der var opnaaet paa markedet efter moedet den 22. november 1977. Det kan ikke aendre herved, at Kommissionen i retsmoedet har erkendt, at den - ud over EATP-moedet den 22. november 1977 og et senere moede den 26. maj 1978 - ikke har direkte bevis for, at der har vaeret kontakter mellem Rhône-Poulenc og de andre producenter.
44 Kommissionen maa saaledes anses for at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren i konkurrenters naervaerelse gav udtryk for en generel stoette til Monte' s politik, der gik ud paa at haeve priserne (beslutningen, 17. betragtning, fjerde afsnit, foerste pkt., og 78. betragtning, tredje afsnit, andet pkt.), og at selskabet over for konkurrenterne klart tilkendegav, hvorledes det havde besluttet at optraede paa markedet.
B - Systemet med regelmaessige moeder
a) Den anfaegtede retsakt
45 Ifoelge beslutningen (18. betragtning, foerste afsnit) blev der i loebet af 1978 afholdt mindst seks moeder mellem de oeverste ledere, der havde ansvaret for den samlede ledelse af nogle af producenternes polypropylenaktiviteter (herefter benaevnt "chefer"). Dette moedesystem udviklede sig hurtigt til ogsaa at omfatte moeder paa et lavere niveau mellem repraesentanter med mere detaljeret kendskab til markedsfoeringen (herefter benaevnt "eksperter"; der henvises til ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17, bilag 8 til den generelle meddelelse). Det anfoeres i beslutningen, at sagsoegeren fast deltog i moederne, indtil selskabet ved udgangen af 1980 overdrog sine interesser inden for polypropylen til BP (18. betragtning, tredje afsnit, og 19. betragtning, foerste afsnit).
46 Endvidere fremgaar det af beslutningen (21. betragtning), at formaalet med de regelmaessige moeder navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal og at sikre producenternes overholdelse heraf.
b) Parternes anbringender
47 Sagsoegeren har anfoert, at ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) - hvori ICI anfoerte, at Rhône-Poulenc, Anic og SIR havde deltaget fast i moederne fra 1979 til 1983, mens de var beskaeftiget inden for den vesteuropaeiske polypropylenbranche - ikke i sig selv er bevis for, at sagsoegeren deltog i moederne. Selskabet har tilfoejet, at referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) er et haandskrevet notat, der er vanskeligt at laese, og hvori deltagerne ikke er anfoert, saaledes at det ikke er bevis for, at selskabet deltog.
48 Kommissionen har anfoert, at ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger er bevis for, at Rhône-Poulenc deltog i moederne fra 1979 til 1980. Kommissionen har tilfoejet, at bevisvaerdien af ICI' s svar underbygges af, at Rhône-Poulenc aldrig udtrykkeligt har bestridt at have deltaget i moederne i denne periode.
49 Endvidere har Kommissionen anfoert, at Rhône-Poulenc' s deltagelse i moederne indebaerer, at selskabet tilsluttede sig moedernes formaal, der navnlig var at fastsaette maalpriser og -kvoter.
50 Kommissionen har imidlertid indroemmet, at de moedereferater, den er i besiddelse af, for hovedpartens vedkommende vedroerer moeder fra midten af 1982, men det er dens opfattelse, at det fuldt ud er berettiget at gaa ud fra, at moederne inden da vedroerte de samme emner og havde samme resultater. Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at det bekraeftes af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979, at de moeder, der blev afholdt i 1979, havde samme formaal som de senere afholdte moeder.
c) Rettens vurdering
51 Det bemaerkes, at det fremgaar af beslutningens 18. betragtning, foerste afsnit, foerste pkt., sammenholdt med den meddelelse om klagepunkter, der er fremsendt til sagsoegeren (punkt 74, sidste afsnit), at det ikke er gjort gaeldende, at sagsoegeren deltog i de seks moeder, som i 1978 blev afholdt mellem de oeverste ledere, der havde ansvaret for den samlede ledelse af nogle af producenternes polypropylenaktiviteter. Det anfoeres saaledes i meddelelsen om klagepunkter, at "det ikke er bevist, at repraesentanter for Rhône-Poulenc deltog i disse moeder i 1978". Det foelger heraf, at sagsoegeren foerst paastaas at have deltaget fra den periode, der fulgte umiddelbart herefter (beslutningen, 18. betragtning, foerste afsnit, andet pkt.), det vil - ifoelge ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), hvortil der er henvist i beslutningen - sige fra slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979, altsaa fra det tidspunkt, hvor systemet med "chef"-moederne var blevet suppleret med "ekspert"-moeder.
52 I ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger anfoeres det, at sagsoegeren - i modsaetning til to andre producenter - var blandt de faste deltagere i "chef"- og "ekspert"-moederne fra 1979 og til afstaaelsen af polypropylenaktiviteterne til BP. Svaret maa forstaas saaledes, at det viser, at sagsoegeren fra starten deltog i systemet med "chef"- og "ekspert"-moeder, der blev paabegyndt i slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979.
53 ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger underbygges paa dette punkt af, at der ud for sagsoegerens navn i de tabeller, der blev fundet hos ICI og ATO (bilag 55-61 til den generelle meddelelse og bilag til skrivelsen af 3. april 1985), er anfoert oplysninger om selskabets omsaetning i forskellige maaneder og aar, mens det - saaledes som de fleste sagsoegere har erkendt i deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten - ikke var muligt at opstille de tabeller, der blev fundet hos ICI, ATO og Hercules, paa grundlag af statistikker fra Fides-systemet. ICI har i oevrigt i sit svar paa begaeringen om oplysninger vedroerende en af disse tabeller oplyst, at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv"). Endvidere har sagsoegeren under sagens behandling for Retten - stillet over for vaegtige indicier, som Kommissionen er fremkommet med - ikke bestridt at have deltaget i moederne, eller at disse fandt sted.
54 Det er derfor med rette, at Kommissionen - paa grundlag af de oplysninger, ICI gav i svaret paa begaeringen om oplysninger, og som underbygges af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) - fandt, at formaalet med de moeder, der blev afholdt, mens sagsoegeren stadig var beskaeftiget paa polypropylenmarkedet, navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal. Det anfoeres saaledes i svaret: "' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ...", og "A number of proposals for the volume of individual producers were discussed at meetings" ("' Maalpriser' for hver basiskvalitet af alle de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter den 1. januar 1979, fremgaar af bilaget ...", og: "En raekke forslag med hensyn til de forskellige producenters salgsmaengder blev diskuteret paa moederne").
55 Hertil kommer, at omtalen i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger af, at der - ud over "chef"-moederne - ogsaa blev foranstaltet moeder for markedsfoerings-"eksperter" fra slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979, viser, at droeftelserne vedroerende fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal blev mere og mere konkrete og praecise, mens "cheferne" i 1978 alene havde udviklet selve systemet med maalpriser.
56 Ud over det allerede citerede anfoeres det i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger: "Only 'Bosses' and 'Experts' meetings came to be held on a monthly basis" ("Kun 'chef' - og 'ekspert' -moederne blev afholdt maanedsvis"). Kommissionen har med rette udledt af dette svar - og af moedernes karakter og formaal - at disse var led i et system med regelmaessige moeder.
57 Kommissionen har herefter foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter fra slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til slutningen af 1980, at disse moeder navnlig havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og at moederne var led i et system.
C - Prisinitiativet fra juli til december 1979
a) Den anfaegtede retsakt
58 Det anfoeres i beslutningen (28. betragtning), at et system med fastsaettelse af maalpriser blev gennemfoert ved prisinitiativer, hvoraf det foerste, der har kunnet paavises, var gaeldende fra juli til december 1979.
59 Ifoelge beslutningen (29. betragtning) er der ingen konkrete beviser for, at der blev afholdt moeder eller taget prisinitiativer i foerste del af 1979. Referatet af et moede, der blev afholdt den 26. og 27. september 1979, viser imidlertid, at der var planer om et prisinitiativ, som var baseret paa en rafia-pris paa 1,90 DM/kg fra den 1. juli og 2,05 DM/kg fra den 1. september. Kommissionen har fundet prisinstrukser fra visse producenter, hvoraf det fremgaar, at disse havde udsendt ordrer til deres nationale salgskontorer om at anvende dette prisniveau eller et niveau svarende hertil i national valuta fra den 1. september, og de fleste blev udsendt, foer den planlagte prisforhoejelse var blevet annonceret i fagpressen (30. betragtning til beslutningen).
60 Paa grund af vanskeligheder med at forhoeje priserne besluttede producenterne imidlertid paa moedet den 26. og 27. september 1979 at udskyde ivaerksaettelsen af maalprisen flere maaneder indtil den 1. december, idet planen nu gik ud paa at "holde" prisniveauet i oktober maaned med mulighed for i mellemtiden at forhoeje prisen fra 1,90 til 1,95 DM/kg i november (beslutningen, 31. betragtning, foerste og andet afsnit).
61 Det indroemmes i beslutningen (83. betragtning, tredje afsnit), at der ikke foreligger prisinstrukser fra Rhône-Poulenc, men dette er uden betydning, idet det paa grundlag af det foreliggende bevismateriale kan fastslaas, at sagsoegeren deltog i moederne samt i fastsaettelsen af maengdemaal og i kvoteordningerne.
b) Parternes anbringender
62 Sagsoegeren har anfoert, at da der ikke findes beviser for, at selskabet deltog i moederne, kan det udelukkes, at det deltog i fastsaettelsen af maalpriser, og Kommissionen har ogsaa i retsmoedet erkendt, at den forgaeves har soegt efter prisinstrukser fra Rhône-Poulenc i selskabets kontorer.
63 Kommissionen har anfoert, at ICI i svaret paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) har oplyst, at "generally speaking the concept of recommending 'target prices' was developed during the early meetings which took place in 1978" ("generelt blev systemet med at anbefale 'maalpriser' udviklet paa de foerste moeder, der fandt sted i 1978"). Endvidere har Kommissionen anfoert, at det fremgaar af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse), at et prisinitiativ, der gik ud paa at naa en pris paa 2,05 DM/kg pr. 1. september 1979, blev udskudt til den 1. december 1979. Hertil kommer, at der findes overensstemmende prisinstrukser fra forskellige producenter, der viser, at de aftalte maalpriser faktisk blev gennemfoert.
64 Kommissionen mener saaledes, at Rhône-Poulenc deltog i fastsaettelsen af maalpriser, da selskabet deltog i moeder, der havde dette formaal.
c) Rettens vurdering
65 Det bemaerkes, at det fremgaar af de overensstemmende prisinstrukser fra ATO, BASF, Hoechst, ICI, Linz og Shell (bilag A til skrivelsen af 29. marts 1985), at det prisinitiativ, der gik ud paa at naa 2,05 DM/kg den 1. september 1979, blev besluttet og bebudet i slutningen af juli. At dette initiativ blev taget og gennemfoerelsen heraf udsat til den 1. december 1979, maa anses for bevist ved referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres, at "2.05 remains the target. Clearly 2.05 not achievable in Oct., not in Nov. Plan now is 2.05 on 1/12" ("2,05 er stadig maalet. Det er klart, at 2,05 ikke kan opnaas i oktober, heller ikke i november. Planen er nu 2,05 pr. 1.12.").
66 Da der er foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog fast i moederne for polypropylenproducenter fra slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979, saaledes at selskabet deltog i moedet den 26. og 27. september 1979, og referatet af dette moede viser, at deltagerne i dette dér blev enige om den naermere gennemfoerelse af det paagaeldende prisinitiativ, kan sagsoegeren ikke goere gaeldende, at selskabet ikke tiltraadte dette initiativ, uden at fremkomme med indicier til stoette herfor. Uden saadanne indicier er der ingen grund til at antage, at selskabet - i modsaetning til andre deltagere i moedet - ikke tiltraadte initiativet. Det maa imidlertid fastslaas, at sagsoegeren ikke er fremkommet med saadanne indicier.
67 Endvidere bemaerkes, at selv om Kommissionen ikke har kunnet finde prisinstrukser fra sagsoegeren og saaledes ikke kan foere bevis for, at sagsoegeren ivaerksatte det paagaeldende prisinitiativ, er der ikke grund til at betvivle, at sagsoegeren var med i dette initiativ, idet selskabet deltog i moedet den 26. og 27. september 1979.
68 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette har udledt af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger - hvori det anfoeres, at "' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ..." ("' Maalpriser' for hver basiskvalitet af alle de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter den 1. januar 1979, fremgaar af bilaget ...") - at dette prisinitiativ var led i et system med fastsaettelse af maalpriser.
69 Kommissionen har derfor foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der ved moedet den 26. og 27. september 1979 var enige om det i beslutningen naevnte prisinitiativ for perioden fra juli til december 1979, og at dette prisinitiativ var led i et system.
D - Maengdemaal og kvoter
a) Den anfaegtede retsakt
70 Det anfoeres i beslutningen (31. betragtning, tredje afsnit), at der paa moedet den 26. og 27. september 1979 "var enighed om behovet for en fast kvoteordning", og der henvises i referatet af moedet til en ordning, der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder.
71 Endvidere anfoeres det i beslutningen (52. betragtning), at der foer august 1982 blev foretaget forskellige former for markedsopdeling. Hver producent fik tildelt en procentvis andel af det anslaaede marked, men der fandt paa dette stadium ingen systematisk, forudgaaende begraensning af den samlede produktion sted. Overslag over det samlede marked maatte derfor loebende revideres, og hver producents salg i absolutte maengder maatte tilpasses til den tildelte procentsats.
72 For 1979 blev der for hver enkelt producent fastsat maengdemaal (i ton), der i det mindste delvist var baseret paa deres faktiske salg i de foregaaende tre aar. Tabeller fundet hos ICI viser det "reviderede maal" for hver enkelt producent for 1979, sammenholdt med de paagaeldende producenters faktiske salg i Vesteuropa i denne periode. At der fandtes en markedsopdelingsordning for 1979, bekraeftes af papirer fundet hos ATO, der indeholder maalene ("objectifs") for de fire stoerste franske producenter (ATO, Rhône-Poulenc, Solvay og Hoechst France; 54. betragtning til beslutningen).
73 I slutningen af februar 1980 blev producenterne enige om maal - igen udtrykt i ton - for 1980 paa basis af et anslaaet aarligt marked paa 1 390 000 ton. Ifoelge beslutningen (55. betragtning) blev der hos ATO og ICI fundet en raekke tabeller med de "fastsatte maal" for hver producent for 1980. Det oprindelige overslag paa 1 390 000 ton viste sig at vaere for optimistisk. Hver producents kvote maatte derfor reduceres, saa kvoterne kom til at stemme overens med et samlet forbrug i 1980 paa kun 1 200 000 ton. Bortset fra ICI og DSM svarede producenternes faktiske salg i det vaesentlige til deres maal.
b) Parternes anbringender
74 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det er med urette, at Kommissionen har betegnet som kvoter, hvad der - i mangel af ethvert bevis for, at selskabet har paataget sig forpligtelser - kun kan anses for interne "salgsmaal". Sagsoegeren har i denne forbindelse naermere anfoert, at ordet "target", der er anvendt i flere tabeller, kun angiver, at der er tale om den maengde, den enkelte virksomhed forventer at saelge i det paagaeldende aar. Dette forklarer, hvorfor der er foretaget "tilpasninger" i aarets loeb, hvorved virksomhederne har tilpasset deres forventninger til de faktiske markedsforhold. Saadanne tilpasninger ville vaere helt uden mening, hvis der var tale om en kvoteordning, idet det med en saadan ordning ikke ville vaere noedvendigt at tilpasse sig markedsforholdene, men at tilpasse de udbudte maengder til de oprindeligt fastsatte kvoter.
75 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at det forhold, at selskabets navn findes i en raekke tabeller vedroerende 1979 og 1980 (bilag 56-61 til den generelle meddelelse og bilag til skrivelsen af 3.4.1985), der er fundet hos visse konkurrenter, og hvori der for hver virksomhed er angivet oplysninger om deres forretningsmaessige aktiviteter, ikke er tilstraekkeligt til at bevise, at selskabet har deltaget i et kartel med kvoter. Man undlader saaledes helt at tage hensyn til de betingelser, hvorunder tabellerne er udarbejdet.
76 Herudover har sagsoegeren anfoert, at det forhold, at selskabets navn er anfoert i tabeller sammen med navnene paa virksomheder, med hensyn til hvilke Kommissionen ikke har fastslaaet en overtraedelse, er bevis for, at sagsoegte ogsaa selv fandt, at dette forhold ikke var tilstraekkeligt som bevis for deltagelse i et kartel.
77 Kommissionen har anfoert, at det forhold, at sagsoegerens navn naevnes i flere tabeller, hvori er angivet producenternes tidligere salg og kvoter, viser, at selskabet har deltaget i fastsaettelsen af salgsmaal. Kommissionen har fremhaevet fire af disse dokumenter.
78 Det foerste er en udateret tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", som blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), hvori der for alle polypropylenproducenter i Vesteuropa er angivet deres omsaetning i kiloton for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonner med overskrifterne "1979 actual" og "revised target 79". Rhône-Poulenc er heri tildelt et revideret maal paa 37,3 kiloton. Denne tabel viser ifoelge Kommissionen, at Rhône-Poulenc deltog i en markedsopdelingsordning for 1979, idet der i tabellen fastlaegges kvoter for hver producent for dette aar.
79 Det andet dokument bestaar af en raekke tabeller, der blev fundet hos ATO (bilag til skrivelsen af 3.4.1985), hvori der for de fire franske producenter (ATO, Rhône-Poulenc, Solvay og Hoechst France) er angivet deres omsaetning i de vesteuropaeiske lande for hver af de fire sidste maaneder i 1979. Under nogle af disse tabeller er der en sammenligning mellem de realiserede tal og kvoterne: "85% af kvoterne" og "84,7% af kvoterne". Dette dokument viser, at Rhône-Poulenc ikke blot deltog i en markedsopdelingsordning for 1979, men ogsaa i kontrollen med, at denne plan blev gennemfoert af de fire franske producenter.
80 Det tredje dokument er en tabel af 26. februar 1980 med overskriften "Polypropylene - Sales target 1980 (kt)", der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse). I denne tabel sammenlignes for alle de vesteuropaeiske producenter "1980 target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets 1980". Dette dokument viser, hvorledes kvoterne er blevet fastsat.
81 Disse oplysninger underbygges af en fjerde tabel, som blev fundet dels hos ATO, dels hos ICI (bilag 59-61 til den generelle meddelelse), hvori producenternes salg udtrykt i maengde og markedsandel sammenlignes i foelgende kolonner: "1979 actual", "1980 target", "(1980) actual" og "1981 aspirations". Kommissionen har henvist til, at ICI i svaret paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) vedroerende dette dokument har oplyst, at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv").
82 Disse dokumenter viser ifoelge Kommissionen, at producenterne er naaet til enighed om hver enkelt producents salg, idet de ved forhandlingerne har taget udgangspunkt i den enkeltes oenske. Udsvingene i de maengder, der blev tildelt producenterne, skyldes, at man i foerste omgang havde vurderet markedet for optimistisk, og at det derfor var noedvendigt at tilpasse de maengder, der svarede til de kvoter, som var aftalt i form af markedsandele, paa grundlag af den nye vurdering af det samlede marked.
83 Hertil kommer, at de tal, der er angivet i de forskellige tabeller, viser, at Rhône-Poulenc i 1980 naesten praecist holdt sig inden for den markedsandel, selskabet oprindeligt var blevet tildelt (2,98% i stedet for de aftalte 2,97%).
84 Endelig har Kommissionen anfoert, at Amoco og BP i modsaetning til Rhône-Poulenc ikke deltog i producentmoederne, hvilket ikke er uden betydning for deres mulige deltagelse i udarbejdelsen af de naevnte tabeller. Endvidere har Kommissionen anfoert, at noget af bevismaterialet (bilag 8, 17, 33, 55, 59, 73-87 og 88 til den generelle meddelelse) viser, at de tal, der i de forskellige tabeller er angivet vedroerende Amoco, er omtrentlige vurderinger af selskabets stilling. Kommissionen udleder heraf, at Amoco aldrig har givet konkrete oplysninger til de virksomheder, der var medlemmer af kartellet, hvilket bekraeftes af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger. Angivelsen af Rhône-Poulenc og Amoco i de forskellige tabeller er saaledes ikke af samme karakter.
c) Rettens vurdering
85 Det bemaerkes, at sagsoegeren fra slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979 deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, hvorunder producenterne droeftede salgsmaengder og udvekslede oplysninger herom.
86 Samtidig med, at Rhône-Poulenc deltog i moederne, fremgaar selskabets navn ogsaa af forskellige tabeller (bilag 55-61 til den generelle meddelelse og bilag til skrivelsen af 3.4.1985), hvis indhold klart viser, at de skulle anvendes til at fastlaegge salgsmaal. De fleste af sagsoegerne har i deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten indroemmet, at det ikke havde vaeret muligt at opstille de tabeller, der blev fundet hos ICI, ATO og Hercules, paa grundlag af statistikker fra Fides-systemet. ICI har i oevrigt vedroerende en af disse tabeller i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) anfoert, at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv"). Kommissionen lagde derfor med rette til grund, at oplysningerne i tabellerne var givet af Rhône-Poulenc i forbindelse med de moeder, selskabet deltog i.
87 Med det ordvalg, der er anvendt i tabellerne vedroerende 1979 og 1980 (som f.eks. "revised target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets"), kan det laegges til grund, at der blev opnaaet enighed mellem producenterne. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0001.1
88 Hvad naermere angaar 1979, finder Retten det paa grundlag af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) og den udaterede tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", der blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), og hvori der for alle de vesteuropaeiske polypropylenproducenter er angivet deres omsaetning i kiloton for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonnerne "1979 actual", "revised target" og "79", at der ved moedet var enighed om, at kvoteordningen i aarets tre sidste maaneder maatte strammes op. Det fremgaar saaledes af ordet "tight", sammenholdt med begraensningen af salget til 80% af 1/12 af det fastsatte aarlige salg, at den oprindeligt fastlagte ordning for 1979 maatte strammes op i de tre sidste maaneder. Denne fortolkning af referatet underbygges af den naevnte tabel, fordi denne tabel under overskriften "79" i sidste kolonne til hoejre for kolonnen "revised target" indeholder tal, der maa svare til de oprindeligt fastsatte kvoter. Kvoterne maatte begraenses, fordi de var fastlagt paa grundlag af en for optimistisk vurdering af markedet, saaledes som det ogsaa var tilfaeldet for 1980. Disse konstateringer paavirkes ikke af, at ICI - som naevnt i beslutningens 31. betragtning, tredje afsnit - henviste til en ordning, "der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder". Denne henvisning, sammenholdt med 54. betragtning til beslutningen, maa netop forstaas saaledes, at der tidligere var fastsat salgsmaal for det maanedlige salg i de foerste otte maaneder af 1979.
89 Hertil kommer, at de franske producenter, herunder sagsoegeren, systematisk maaned for maaned udvekslede oplysninger om deres omsaetning i de fire sidste maaneder af 1979 og sammenlignede dem med "kvoter" (bilag til skrivelsen af 3.4.1985). Det kan heraf udledes, at de franske producenter i hvert fald har forsoegt at sikre overholdelsen af de aftalte maal.
90 Hvad angaar 1980, finder Retten, at det af den tabel af 26. februar 1980, der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse), og som indeholder en kolonne med overskriften "agreed targets 1980", samt af referaterne af moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder producenterne, men ikke sagsoegeren, sammenlignede de faktisk solgte maengder ("Actual kt") med de fastlagte maal ("Target kt"), fremgaar, at der for hele aaret var fastsat salgsmaal. Endvidere bekraeftes disse dokumenter af en tabel af 8. oktober 1980 (bilag 57 til den generelle meddelelse), hvori to kolonner sammenlignes, den ene med oplysninger om "1980 Nameplate Capacity" og den anden med "1980 Quota" for de forskellige producenter.
91 Disse konstateringer beroeres ikke af, at Kommissionen ikke har draget de samme konklusioner med hensyn til Amoco, hvis navn ogsaa fremgaar af de naevnte tabeller. Amoco' s situation adskiller sig fra sagsoegerens, idet denne virksomhed ikke deltog i producentmoederne, hvis formaal bl.a. var at fastsaette salgsmaal. Kommissionen kunne derfor laegge til grund, at de tal, der i de forskellige tabeller er angivet vedroerende Amoco, kun var en omtrentlig vurdering af selskabets stilling, og at vurderingen var foretaget af de andre producenter i mangel af konkrete oplysninger fra denne virksomhed. Denne konklusion bekraeftes i oevrigt af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger, idet det heri anfoeres, at "However figures for Amoco/Hercules ... would have been estimated from industry figures generally available from Fides" ("for saa vidt angaar tallene for Amoco/Hercules ... maa der imidlertid vaere tale om skoen paa grundlag af tal fra branchen, som var almindeligt tilgaengelige i Fides-systemet").
92 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette kunne antage, at de forskellige foranstaltninger til begraensning af salget var led i en kvoteordning, idet disse havde samme formaal, nemlig at begraense presset paa priserne som foelge af udbudsoverskuddet.
93 Kommissionen har herefter foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der var blevet enige om de salgsmaal for 1979 og 1980, der naevnes i beslutningen, og at disse var led i en kvoteordning.
2. Retlig kvalifikation
A - Den anfaegtede retsakt
94 Det anfoeres i beslutningen (81. betragtning, foerste afsnit), at hele det kompleks af planer og ordninger, der blev vedtaget inden for rammerne af systemet med regelmaessige og institutionaliserede moeder, maa betragtes som en enkelt uafbrudt "aftale" efter artikel 85, stk. 1.
95 I den foreliggende sag deltog producenterne ved at tilslutte sig en faelles plan om at regulere priser og leverancer paa polypropylenmarkedet i en overordnet rammeaftale, der blev udmoentet i en raekke mere detaljerede delaftaler, som blev udarbejdet fra tid til anden (beslutningen, 81. betragtning, tredje afsnit). Ved den detaljerede udmoentning af den overordnede plan blev der paa mange omraader opnaaet udtrykkelig enighed, som f.eks. ved de individuelle prisinitiativer og de aarlige kvoteordninger (beslutningen, 82. betragtning, foerste afsnit).
96 Det anfoeres videre i beslutningen (82. betragtning, andet afsnit), at de forskellige initiativer, hvor den ene eller den anden producent blev omtalt som "anfoerer", mens de andre "fulgte trop", selv foer 1979 beroede paa en aftale mellem dem.
97 Hvad saerligt angaar initiativet i december 1977, anfoeres det i beslutningen (82. betragtning, tredje afsnit), at producenter som Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Rhône-Poulenc, Saga og Solvay selv over for kunder paa EATP-moederne fremhaevede behovet for samordnede foranstaltninger for at opnaa prisforhoejelser. Der foregik yderligere kontakter mellem producenterne om prispolitik uden for EATP-moederne. I lyset af disse kontakter, der indroemmes at have fundet sted, er Kommissionen af den opfattelse, at der laa en konkret prisaftale bag den omstaendighed, at en eller flere producenter klagede over en alt for lav rentabilitet og foreslog faelles foranstaltninger, mens de oevrige gav udtryk for "stoette" hertil. Kommissionen tilfoejer, at selv om der ikke havde fundet yderligere kontakter sted, ville dette stadig vaek indicere, at der forelaa en tilstraekkelig bred enighed til, at der var tale om en aftale efter artikel 85, stk. 1.
98 Endvidere anfoeres det i beslutningen, at den omstaendighed, at producenterne naturligvis ikke alle kunne vaere til stede ved samtlige moeder, ikke aendrer ved den konklusion, at der her er tale om én uafbrudt aftale. Alle "initiativer" maatte noedvendigvis planlaegges og ivaerksaettes over flere maaneder, og hvad angaar den enkelte producents deltagelse i disse initiativer, goer det ingen stoerre forskel, om vedkommende var til stede ved alle moeder eller ej (beslutningen, 83. betragtning, foerste afsnit).
99 Ifoelge beslutningen (86. betragtning, foerste afsnit) maatte ivaerksaettelsen af kartellet anses for en "aftale" i henhold til artikel 85, stk. 1, eftersom det var baseret paa en faelles, detaljeret plan.
100 "Aftaler" og "samordnet praksis" er ifoelge beslutningen (86. betragtning, andet afsnit) to forskellige begreber, men der kan vaere tilfaelde, hvor der i en hemmelig forstaaelse indgaar elementer af begge former for ulovligt samarbejde.
101 Det anfoeres videre, at "samordnet praksis" er en form for samarbejde mellem virksomheder, der - uden at have naaet det stadium, hvor en egentlig aftale er indgaaet - bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et praktisk samarbejde (beslutningen, 86. betragtning, tredje afsnit).
102 Ifoelge beslutningen (87. betragtning, foerste afsnit) blev det saerskilte begreb "samordnet praksis" indfoejet i Traktaten for at forhindre, at virksomheder omgaar artikel 85, stk. 1, ved at foretage en form for konkurrencebegraensende samordning, der ikke kan betragtes som en egentlig aftale, f.eks. ved forinden at underrette hinanden om, hvilken holdning de hver isaer vil indtage, saaledes at hver enkelt part i sin kommercielle adfaerd kan handle ud fra sin viden om, at konkurrenterne vil foelge samme adfaerd (jf. Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. s. 151).
103 Domstolen fastslog i dom af 16. december 1975 (forenede sager 40/73 - 48/73, 50/73, 54/73 - 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie mod Kommissionen, Sml. s. 1663), at de kriterier for koordinering og samarbejde, som den har opstillet i sin praksis, og hvorefter det paa ingen maade kraeves, at der udarbejdes en egentlig "plan", skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag Traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver virksomhed uafhaengigt skal tage stilling til den politik, den vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (beslutningen, 87. betragtning, andet afsnit). En konkret adfaerd kan saaledes - som en form for "samordnet praksis" - vaere omfattet af artikel 85, stk. 1, selv om parterne ikke forinden er naaet til enighed om en faelles plan, der fastlaegger deres naermere adfaerd paa markedet, men vedtager eller tilslutter sig faelles foranstaltninger, der fremmer koordineringen af deres kommercielle adfaerd (beslutningen, 87. betragtning, tredje afsnit, foerste pkt.).
104 Endvidere anfoeres det i beslutningen (87. betragtning, tredje afsnit, tredje pkt.), at det i et komplekst kartel desuden er muligt, at nogle producenter paa et givet tidspunkt ikke giver udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der er vedtaget af de andre, men ikke desto mindre udtrykker generel stoette til den paagaeldende plan og indretter deres adfaerd herefter. I visse henseender kan det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelse af den overordnede plan derfor have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis (beslutningen, 87. betragtning, tredje afsnit, femte pkt.).
105 Betydningen af begrebet "samordnet praksis" beror saaledes ifoelge beslutningen (87. betragtning, fjerde afsnit) i mindre grad paa en sondring mellem dette begreb og begrebet "aftale" end paa en sondring mellem de former for samordning, der er omfattet af artikel 85, stk. 1, og den simple parallelle adfaerd, der ikke er forbundet med nogen samordning. I denne sag er det derfor mindre vaesentligt at fastslaa samarbejdets praecise karakter.
106 Endelig anfoeres det i beslutningen (88. betragtning, foerste og andet afsnit), at de fleste af producenterne under den administrative procedure haevdede, at deres adfaerd i forbindelse med de paastaaede prisinitiativer ikke beroede paa nogen aftale efter artikel 85 (jf. 84. betragtning til beslutningen), og at der heller ikke ud fra deres adfaerd var grundlag for at fastslaa, at der var tale om en samordnet praksis. Dette begreb forudsaetter ifoelge producenterne "aabenlyse handlinger" paa markedet, og i den foreliggende sag er der slet ikke tale om saadanne handlinger, da der aldrig blev udsendt prislister eller "maalpriser" til kunderne. Dette argument afvises i beslutningen. Havde det i denne sag vaeret noedvendigt at paaberaabe sig beviser for en samordnet praksis, ville kravet om, at deltagerne skulle have taget visse skridt for at naa deres faelles maal, fuldt ud vaere opfyldt. De forskellige prisinitiativer er klart dokumenteret. Det kan heller ikke benaegtes, at de enkelte producenter traf parallelle foranstaltninger for at ivaerksaette dem. De skridt, producenterne tog saavel individuelt som samlet, fremgaar klart af det foreliggende bevismateriale: moedereferater, interne memoranda, instrukser og rundskrivelser til salgskontorer samt skrivelser til kunder. Det er helt irrelevant, om de "offentliggjorde" prislister. Prisinstrukserne er i sig selv ikke blot det bedste bevis for de foranstaltninger, de enkelte producenter traf for at virkeliggoere det faelles maal, men ud fra deres indhold og tidspunktet for deres udsendelse er de ogsaa bevis for en forstaaelse mellem dem.
B - Parternes anbringender
107 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen med urette har undladt klart at kvalificere overtraedelsen som en "aftale" eller en "samordnet praksis", og at den med urette fandt det irrelevant at foretage en noejagtig kvalifikation af kartellet, hvilket kraeves i henhold til retspraksis (dom af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, praemis 14-16). Den retlige kvalifikation af kartellet er vaesentlig, da de omstaendigheder, der er afgoerende for, om der foreligger en "aftale" eller en "samordnet praksis", og hvis tilstedevaerelse skal paavises, er forskellige. For saa vidt angaar en "aftale", foreligger der en overtraedelse, saafremt virksomhederne har paataget sin en forpligtelse, ogsaa selv om forpligtelsen kun er moralsk, og selv om forpligtelsen ikke gennemfoeres paa markedet i form af en konkurrencebegraensende adfaerd. Med hensyn til en "samordnet praksis" forudsaettes der derimod en faelles eller koordineret optraeden paa markedet fra virksomhedernes side. En saadan optraeden paa markedet er en betingelse for, at der mellem virksomheder, der ikke har paataget sig forpligtelser, kan anses at foreligge en konkurrencebegraensende samordning, og saaledes for, om selve kartellet kan anses for gennemfoert.
108 Da virksomhederne ifoelge sagsoegeren ikke har paataget sig en konkurrencebegraensende forpligtelse, kan de kun anses for at have deltaget i en samordnet praksis, hvis de har udvist en konkurrencebegraensende adfaerd paa markedet. En samordnet praksis, hvis formaal er at paavirke konkurrencen, maa saaledes noedvendigvis have givet sig udslag i en vis adfaerd paa markedet, ogsaa selv om det konkurrencebegraensende maal med denne praksis - i modsaetning til en samordnet praksis, som har haft til foelge at paavirke konkurrencen - ikke er blevet naaet.
109 Det er saaledes sagsoegerens opfattelse, at det er en noedvendig forudsaetning for, at der foreligger en samordnet praksis, at de deltagende virksomheder faktisk har indtaget en koordineret adfaerd paa markedet. Hvis begrebet samordnet praksis indskraenkes til kun at forudsaette, at den ene betingelse (samordningen) er opfyldt, mens der bortses fra den anden betingelse (adfaerden), saaledes som Kommissionen goer, vil det vaere muligt for denne at fordoemme en virksomheds adfaerd, alene fordi denne har haft kontakt med sine konkurrenter, uden at kontakten har haft den mindste indvirkning paa virksomhedens adfaerd, eller at virksomheden har haft denne hensigt med kontakten. Sagsoegeren har anfoert, at Domstolens praksis ved en korrekt fortolkning stoetter selskabets opfattelse, for saa vidt angaar kravet om en vis adfaerd paa markedet (domme af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 65, af 16.12.1975, de forenede sager 40/73 - 48/73, 50/73, 54/73 - 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., af 14.7.1981, sag 172/80, Zuechner, Sml. s. 2021, praemis 12, af 21.2.1984, sag 86/82, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 883, praemis 24 ff., af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, Compagnie royale asturienne des mines og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679, og af 3.7.1985, sag 243/83, a.st., praemis 11 ff.). Det samme er tilfaeldet i 88. betragtning til beslutningen.
110 Sagsoegeren har anfoert, at interessen for spoergsmaalet om kvalifikation og definitionen af overtraedelsen i den foreliggende sag beror paa, at Kommissionen ikke har foert bevis for Rhône-Poulenc' s deltagelse hverken i en aftale eller en samordnet praksis, hvis man som selskabet er af den opfattelse, at en samordnet praksis forudsaetter, at deltagerne har indtaget en koordineret adfaerd paa markedet. Definitionen af begrebet "samordnet praksis" har derfor saerlig betydning for sagsoegeren. Spoergsmaalet er saa meget mere vigtigt, da det er foerste gang, det foreligger paa denne maade for Faellesskabets retsinstanser. I de sager, der indtil nu har vaeret forelagt Domstolen, har det ikke vaeret bestridt, at der var udvist en vis adfaerd paa markedet, og det drejede sig derfor udelukkende om, hvorvidt denne var tilstraekkelig til, at en samordning kunne anses at foreligge.
111 Kommissionen har derimod anfoert, at det er af underordnet betydning, om en forstaaelse eller et kartel retligt kvalificeres som en aftale eller en samordnet praksis i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, og om dette samarbejde indeholder elementer fra det ene eller det andet. Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at ordene "aftale" og "samordnet praksis" omfatter de forskellige typer af adfaerd, hvorved konkurrenter paatager sig en gensidig begraensning i deres handlefrihed paa markedet med udgangspunkt i direkte eller indirekte kontakter mellem dem i stedet for helt selvstaendigt at fastlaegge deres fremtidige konkurrencepolitik.
112 Kommissionen har videre anfoert, at formaalet med at anvende de forskellige begreber i artikel 85 er at forbyde enhver form for samarbejde og ikke at angive, at de skal behandles forskelligt. Det derfor uden betydning at fastlaegge, hvor skillelinjen skal drages mellem de forskellige begreber, der skal omfatte enhver form for forbudt adfaerd. Grunden til, at begrebet "samordnet praksis" er medtaget i artikel 85, er, at bestemmelsen - ud over aftaler - skal omfatte de former for samarbejde, som kun er udtryk for en form for faktisk samordning eller praktisk forstaaelse, men som alligevel kan virke konkurrencefordrejende (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 64-66).
113 Kommissionen har gjort gaeldende, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73 - 48/73, 50/73, 54/73 - 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174), at hensigten er at forbyde enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet. Der kan saaledes foreligge en samordnet praksis, allerede fordi der er kontakt mellem konkurrenter, selv om denne kontakt endnu ikke har givet sig udslag i nogen adfaerd paa markedet.
114 Det er Kommissionens opfattelse, at der er tale om samordnet praksis, naar der er en samordning med det formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret i forhold til hinanden, ogsaa selv om der ikke er konstateret en faktisk adfaerd paa markedet. Det er i virkeligheden et spoergsmaal om betydningen af ordet "praksis". Kommissionen kan ikke stoette den opfattelse, at dette ord skal forstaas snaevert som "adfaerd paa markedet". Efter Kommissionens opfattelse kan der ved ordet forstaas den blotte deltagelse i kontakter, naar disse har til formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret.
115 Kommissionen har videre anfoert, at hvis det, for at der er tale om en samordnet praksis, er en forudsaetning, at begge forhold foreligger - samordning og adfaerd paa markedet - vil mange former for praksis, som har til formaal, men ikke noedvendigvis til foelge at fordreje konkurrencen paa det faelles marked, falde uden for artikel 85' s anvendelsesomraade. Dette foerer saaledes til, at man ophaever virkningen af en del af artikel 85. Hertil kommer, at sagsoegerens opfattelse ikke er i overensstemmelse med Domstolens praksis vedroerende begrebet samordnet praksis (domme af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 66, af 16.12.1975, forenede sager 40/73 - 48/73, 50/73, 54/73 - 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 26, og af 14.7.1981, sag 172/80, a.st., praemis 14). Naar der i disse domme i alle tilfaelde naevnes praksis paa markedet, er der ikke tale om det forhold, der udgoer overtraedelsen - saaledes som sagsoegeren har anfoert - men om det forhold, hvoraf der kan udledes en samordning. Ifoelge Domstolens praksis kraeves der ikke en faktisk adfaerd paa markedet. Det kraeves kun, at virksomhederne har taget kontakt med hinanden paa en saadan maade, at de giver afkald paa den noedvendige selvbestemmelsesret.
116 Ifoelge Kommissionen er det saaledes ikke en noedvendig forudsaetning for, at der foreligger en overtraedelse af artikel 85, at virksomhederne i deres praksis har gennemfoert det, de er blevet enige om. Gerningsindholdet i artikel 85, stk. 1, er fuldt ud realiseret, naar virksomhederne har til hensigt at erstatte den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et samarbejde, og denne hensigt er udmoentet i en samordning, saaledes at der ikke noedvendigvis efterfoelgende skal vaere konstateret en vis adfaerd paa markedet.
117 Kommissionen har afslutningsvis konkluderet, at den var berettiget til at kvalificere den konstaterede overtraedelse principalt som en aftale og subsidiaert, for saa vidt der er behov herfor, som en samordnet praksis.
C - Rettens vurdering
118 Det bemaerkes indledningsvis, at spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at kvalificere hvert af de forhold, der er paaberaabt over for sagsoegeren, enten som en aftale eller samordnet praksis i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1, er irrelevant. Det fremgaar saaledes af beslutningens 80. betragtning, andet afsnit, jf. 81. betragtning, tredje afsnit, og 82. betragtning, foerste afsnit, at Kommissionen principalt har kvalificeret hvert af forholdene som "aftale".
119 Tilsvarende fremgaar det af beslutningens 86. betragtning, andet og tredje afsnit, jf. 87. betragtning, tredje afsnit, og 88. betragtning, at Kommissionen subsidiaert har kvalificeret de forskellige elementer i overtraedelsen som "samordnet praksis", enten fordi det paa grundlag af disse ikke kunne fastslaas, at parterne forinden var naaet til enighed om en faelles plan, der fastlagde deres naermere adfaerd paa markedet, men dog at de havde vedtaget eller tilsluttet sig faelles foranstaltninger, der skulle fremme koordineringen af deres politik, eller fordi det paa grundlag af disse og som foelge af kartellets komplekse karakter med hensyn til nogle af producenterne ikke kunne anses for bevist, at de paa et givet tidspunkt havde givet udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der var vedtaget af de andre, men ikke desto mindre havde udtrykt generel stoette til den paagaeldende plan og indrettet deres adfaerd herefter. Det konkluderes saaledes i beslutningen, at det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelsen af den overordnede plan derfor i visse henseender kunne have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis.
120 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det, for at der er tale om en aftale i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1, er tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade (jf. domme af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. s. 107, praemis 112, og dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78 - 215/78 og 218/78, van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 86). Kommissionen kunne derfor med rette anse enigheden mellem sagsoegeren og andre polypropylenproducenter, som der er foert tilstraekkeligt bevis for, og som omfattede fastsaettelse af maalpriser fra juli til december 1979 og salgsmaal for 1979 og 1980, for en aftale i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1.
121 Med hensyn til definitionen af begrebet "samordnet praksis" henvises til Domstolens praksis, hvoraf fremgaar, at de kriterier om koordination og samarbejde, som den tidligere har opstillet, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag Traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73 - 48/73, 50/73, 54/73 - 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174).
122 Sagsoegeren har i denne sag deltaget i moeder, der havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og der blev under moederne udvekslet oplysninger mellem konkurrenter om de priser, de oenskede paa markedet, om deres forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de ansaa for noedvendige, og om deres omsaetning. Sagsoegeren har ved sin deltagelse i disse moeder sammen med sine konkurrenter deltaget i en samordning med det formaal at paavirke deres adfaerd paa markedet og at informere hinanden om, hvorledes den enkelte producent forventede at ville optraede paa markedet.
123 Sagsoegerens formaal var saaledes ikke kun paa forhaand at fjerne den usikkerhed, der var med hensyn til konkurrenternes fremtidige adfaerd, men selskabet maa noedvendigvis have taget hensyn - direkte eller indirekte - til de oplysninger, det fik ved disse moeder, ved fastlaeggelsen af den politik, det agtede at foere paa markedet. Paa samme maade maa selskabets konkurrenter - direkte eller indirekte - have taget hensyn til de oplysninger, som sagsoegeren gav dem, vedroerende den adfaerd, selskabet havde besluttet eller paataenkte at indtage paa markedet, ved fastlaeggelsen af den politik, de agtede at foere.
124 Det er saaledes med rette, at Kommissionen - paa grund af moedernes formaal - subsidiaert har kvalificeret EATP-moedet den 22. november 1977, som sagsoegeren deltog i, og de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, som sagsoegeren deltog i fra slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979 og til slutningen af 1980, som samordnet praksis i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1.
125 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen var berettiget til at fastslaa, at der var tale om en enkelt overtraedelse, som i beslutningens artikel 1 kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", bemaerkes, at den samordnede praksis, der er konstateret, og de indgaaede aftaler paa grund af deres sammenfaldende formaal indgaar som led i systemer med regelmaessige moeder, fastsaettelse af maalpriser og kvoter.
126 Det maa understreges, at disse systemer var led i de paagaeldende virksomheders bestraebelser paa at naa et bestemt oekonomisk maal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylenmarkedet. Det ville derfor vaere unaturligt at opdele denne sammenhaengende adfaerd, der havde ét formaal, i forskellige saerskilte overtraedelser. Sagsoegeren deltog saaledes i flere aar i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgoer en enkelt overtraedelse, og denne overtraedelse blev gradvist udmoentet dels i aftaler, dels i ulovlig samordnet praksis.
127 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ligeledes var berettiget til at kvalificere denne ene overtraedelse som "en aftale og samordnet praksis", idet overtraedelsen samtidig indeholdt elementer, der maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksis". Da der er tale om en kompleks overtraedelse, maa Kommissionens dobbelte kvalifikation i beslutningens artikel 1 forstaas ikke som en kvalifikation, som forudsaetter, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis, men som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstaendigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis, jf. EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar ikke af denne bestemmelse, at der skal ske en specifik kvalifikation for en saadan kompleks overtraedelse.
128 Sagsoegerens anbringender vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer og den retlige kvalifikation heraf i den anfaegtede retsakt maa herefter i deres helhed forkastes.
Begrundelsen
1. Vedtagelsen af en enkelt beslutning
129 Sagsoegeren har anfoert, at det var forkert, at Kommissionen traf afgoerelse i form af en enkelt beslutning, der var faelles for alle de beroerte virksomheder. Selv om selskabet anerkender, at Kommissionen er berettiget til at vedtage en enkelt beslutning, er det dets opfattelse, at dette kun kan ske under forudsaetning af, at det for den enkelte virksomhed i beslutningen er dokumenteret, at de klagepunkter, der goeres gaeldende over for virksomheden, er berettigede (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73 - 48/73, 50/73, 54/73 - 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 111, og dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78 - 215/78 og 218/78, a.st., praemis 77). Det er ikke tilfaeldet i denne sag. Det forhold, at klagepunkterne er gjort generelle, har saaledes medfoert, at der slet ikke er taget hensyn til Rhône-Poulenc' s saerlige situation, der i det vaesentlige skyldes, at selskabet forlod polypropylensektoren paa det tidspunkt (slutningen af 1980), hvor det paastaaede kartel ifoelge beslutningen begyndte at blive dannet. Med denne generalisering er der set bort fra, at der ikke var belastende bevismateriale mod Rhône-Poulenc, idet naesten hele bevismaterialet vedroerer perioden efter det tidspunkt, hvor selskabet havde forladt markedet.
130 Kommissionen har heroverfor anfoert, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at selskabet ikke var i stand til noejagtigt at udlede af den samlede beslutning, hvilke klagepunkter der blev gjort gaeldende over for dette. Hertil kommer, at det er forkert at paastaa, at kartellet foerst blev dannet, efter at Rhône-Poulenc havde forladt markedet. Kommissionen har saaledes kun anerkendt, at selv om overtraedelsen tog sin begyndelse i midten af 1977, blev de foranstaltninger, hvorved denne adfaerd skulle udmoentes, ikke fuldstaendigt fastlagt foer omkring begyndelsen af 1979 (jf. beslutningen, 105. betragtning, sidste afsnit).
131 Det bemaerkes, at det forhold, at Retten har vaeret i stand til at efterproeve berettigelsen af de klagepunkter, der i beslutningen er gjort gaeldende over for sagsoegeren, viser, at selskabet - paa samme maade som Retten - med den fornoedne sikkerhed af beslutningen kunne udlede, hvilke klagepunkter der vedroerte selskabet. Det forhold, at der er vedtaget en enkelt beslutning, har hverken haft til formaal eller til foelge at skjule, at der ikke var belastende bevismateriale mod Rhône-Poulenc. I denne forbindelse bemaerkes, at i opregningen af det vigtigste bevismateriale, hvorpaa beslutningen er baseret, i den 15. betragtning hertil, vedroerer kun en meget lille del Rhône-Poulenc, saaledes som selskabet har anfoert, men dette bevismateriale har vaeret tilstraekkeligt til at stoette de bevismaessige konstateringer, Kommissionen har foretaget med hensyn til sagsoegeren. Hertil kommer, at sagsoegeren fuldt ud har fundet frem til og behandlet dette bevismateriale i de processkrifter, der er indleveret til Retten. Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.
2. Utilstraekkelig begrundelse
132 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke i tilstraekkeligt omfang har taget stilling til selskabets anbringender og argumenter i beslutningen. Selskabet har anfoert, at Kommissionen i henhold til EOEF-Traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger, dels for at Faellesskabets retsinstanser kan efterproeve beslutningens lovlighed, dels for at give den beroerte virksomhed de oplysninger, der goer det muligt at fastslaa, om der foreligger en saadan fejl, at beslutningens lovlighed kan anfaegtes (dom af 8.11.1983, forenede sager 96/82 - 102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ mod Kommissionen, Sml. s. 3369, praemis 37, dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 26, dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 22, og dom af 21.2.1973, sag 6/72, Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, Sml. s. 215, praemis 6). Denne forpligtelse er ifoelge sagsoegeren ikke opfyldt i denne sag, idet Kommissionen ved at tage samlet stilling til producenternes anbringender ikke har taget hensyn til sagsoegerens saerlige situation. Kommissionen har saaledes ikke saerskilt besvaret foelgende af sagsoegeren argumenter: Der findes ikke prisinstrukser fra sagsoegeren, kartellet blev stadig mere omfattende, og markedsforholdene udviklede sig, der findes ikke en reel undersoegelse af markedspriserne foer slutningen af 1980, og dele af Kommissionens bevismateriale vedroerer ikke Rhône-Poulenc.
133 Kommissionen har anfoert, at den ikke var forpligtet til at imoedegaa alle de anbringender, som de beroerte virksomheder fremfoerte, og at den var berettiget til at undlade at besvare de anbringeder, den fandt irrelevante (dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78 - 215/78 og 218/78, a.st., praemis 66).
134 Det bemaerkes for det foerste, at sagsoegeren i staevningen har gjort indsigelse imod, at der i beslutningen blev taget stilling til en raekke anbringender og argumenter, der ikke vedroerte selskabet, som f.eks. spoergsmaalet om, hvorvidt moedereferaterne var korrekte, om undersoegelsen af det tyske marked og om Coopers & Lybrand' s gennemgang af priserne.
135 Dette anbringende maa forkastes. Det kan saaledes ikke bebrejdes Kommissionen, at den har besvaret anbringender og argumenter, der var blevet fremfoert af andre virksomheder, og som den fandt relevante, da Kommissionen var berettiget til at vedtage en enkelt beslutning, der var faelles for flere virksomheder.
136 Retten finder endvidere at maatte forkaste sagsoegerens argument, hvorefter Kommissionen ikke i beslutningen har begrundet, hvorfor den ikke har taget hensyn til sagsoegerens argument vedroerende manglende prisinstrukser. Beslutningens 77. betragtning, andet afsnit, og 83. betragtning, sidste afsnit, indeholder saaledes en tilstraekkelig begrundelse for forkastelsen af dette argument, idet det fremgaar heraf, at Kommissionen har benyttet andre bevismidler til at paavise den af sagsoegeren begaaede overtraedelse. Endvidere maa det ogsaa her fastslaas, at sagsoegeren fuldt ud har fundet frem til og behandlet dette bevismateriale i de processkrifter, selskabet har indleveret til Retten.
137 For saa vidt angaar det argument, hvorefter Kommissionen ikke har taget hensyn til, at kartellet, der ifoelge sagsoegeren foerst blev dannet, efter at selskabet havde forladt markedet, blev stadig mere omfattende, og at Kommissionen - for at medinddrage sagsoegeren - derfor maatte anvende en tilbagevirkende formodning, saaledes at den af bevismateriale vedroerende en periode, der ligger efter, at Rhône-Poulenc havde forladt markedet, udleder, hvad formaalet med kartellet var, mens selskabet endnu var paa markedet, bemaerkes dels, at Kommissionen kun har anvendt moedereferaterne for tiden efter 1980 til at underbygge bevismaterialet vedroerende 1979 og 1980, saaledes som det fremgaar af beslutningens 70. betragtning, sidste afsnit, dels at det utvivlsomt fremgaar af beslutningens 18. betragtning, foerste afsnit, og 105. betragtning, sidste afsnit, at de foranstaltninger, hvorved den ulovlige adfaerd skulle udmoentes, blev fuldstaendigt fastlagt omkring begyndelsen af 1979, dvs. to aar foer sagsoegeren forlod markedet. Dette argument er derfor ikke relevant og maa forkastes.
138 Med hensyn til, at der ikke skulle vaere taget stilling til sagsoegerens argument, hvorefter Kommissionen ikke kunne paaberaabe sig de aktuelle markedsforhold over for sagsoegeren, idet markedsforholdene udviklede sig, bemaerkes, at sagsoegeren med urette har anfoert, at Kommissionen over for selskabet har paaberaabt sig de aktuelle markedsforhold. Der er saaledes i 11.-13. betragtning til beslutningen en undersoegelse af udviklingen paa markedet, hvori markedsforholdene, saaledes som sagsoegeren kendte dem, ikke sammenblandes med forholdene, efter at selskabet forlod markedet, men der derimod sondres mellem disse to perioder. Det maa antages, at Kommissionen har behandlet sagsoegeren paa samme maade som de oevrige producenter, for saa vidt angaar den foerste periode. Argumentet maa derfor forkastes.
139 Med hensyn til, at der ikke skulle vaere taget stilling til sagsoegerens argument, hvorefter Kommissionen ikke har foretaget en reel undersoegelse af markedet i den periode, der har interesse for selskabet, idet tabel 9 i bilaget til beslutningen kun vedroerer 1981 og 1983, bemaerkes, at der i beslutningens 17. betragtning, sidste afsnit, og 31. betragtning, sidste afsnit, er en tilsvarende undersoegelse for aarene 1977-1979 som den undersoegelse, der findes i tabel 9 i bilaget til beslutningen. Sagsoegeren har ikke saerskilt gjort indsigelse mod undersoegelsen af priserne i denne periode. Argumentet maa derfor forkastes.
3. Selvmodsigende begrundelse
140 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningens begrundelse for det foerste er selvmodsigende, idet beslutningen i to tilfaelde (dels 74. betragtning, andet afsnit, og 90. betragtning, tredje afsnit, dels 18. betragtning in fine) indeholder paastande vedroerende "alle" producenter, mens Rhône-Poulenc i oevrigt i beslutningen (dels 77. betragtning, sidste afsnit, og 83. betragtning, sidste afsnit, dels 14. betragtning modsaetningsvis) udtrykkeligt udskilles fra de oevrige producenter. Endvidere har sagsoegeren anfoert, at beslutningens begrundelse er i strid med beslutningens konklusion. Begrundelsen vedroerer saaledes aftaler mellem virksomhederne, mens der i konklusionen sondres mellem "aftaler" og "samordnet praksis", hvorpaa disse sidestilles, og begge goeres gaeldende over for sagsoegeren.
141 Kommissionen har anfoert, at argumentet beror paa en forkert og ufuldstaendig laesning af beslutningen og paa en forskellig fortolkning af beslutningen med hensyn til den retlige kvalifikation af det omhandlede kartel.
142 Det bemaerkes, at sagsoegerens argument beror paa en laesning af beslutningen, hvorved visse begrundelser heri paa en forkert maade udsondres. Beslutningen udgoer derimod en helhed, og hver begrundelse maa laeses i lyset af de oevrige begrundelser, for at de oejensynlige modsigelser i beslutningen kan fjernes. Beslutningens 77. betragtning, sidste afsnit, og 83. betragtning, sidste afsnit, praeciserer saaledes beslutningens 74. betragtning, andet afsnit, og 90. betragtning, tredje afsnit. Paa tilsvarende maade praeciserer 14. betragtning til beslutningen dens 18. betragtning in fine.
143 Endvidere fremgaar det af Rettens vurdering vedroerende den retlige kvalifikation af Kommissionens bevismaessige konstateringer, at beslutningen ikke er i strid med konklusionen.
144 Anbringendet maa herefter forkastes.
Lighedsgrundsaetningen
145 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har tilsidesat lighedsgrundsaetningen, idet den ikke har paalagt Amoco og BP en sanktion, selv om det bevismateriale, den var i besiddelse af vedroerende disse selskaber, var lige saa omfattende som eller endog mere omfattende end bevismaterialet vedroerende sagsoegeren. Det fremgaar saaledes af beslutningen, at Kommissionen i forhold til disse to virksomheder var i besiddelse af et mere omfattende bevismateriale end i forhold til sagsoegeren (kontakter vedroerende pris- og kvoteordningerne, stoette til ICI og en vis tilpasning fra disse virksomhedernes side til karteldeltagernes adfaerd), men at dette ikke ansaas for tilstraekkeligt (jf. beslutningen, 78. betragtning, sidste afsnit). Kommissionen har herudover - uden at give en begrundelse herfor - vurderet vaerdien af det samme bevis, nemlig det forhold, at selskaberne naevnes i tabellerne vedroerende kvoter (beslutningen, tabel 8), forskelligt i forhold til dels Rhône-Poulenc, dels Amoco og BP.
146 Kommissionen har indledningsvis anfoert, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig lighedsgrundsaetningen i sit forsvar for den overtraedelse, der er konstateret i forhold til selskabet. For saa vidt angaar Amoco og BP, har Kommissionen anfoert, at den har ladet tvivlen komme disse selskaber til gode, idet de ikke har deltaget i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter (beslutningen, 78. betragtning, sidste afsnit, foerste pkt.). Det forhold, at de to virksomheder har haft telefonisk kontakt med andre deltagere i kartellet, er ikke anset for tilstraekkeligt, da ikke enhver "kontakt" i sig selv udgoer en samordnet praksis. I den foreliggende sag var de "kontakter", der udgjorde en samordnet praksis, deltagelsen i moeder med et konkurrencebegraensende formaal. Der er imidlertid ikke bevis for, at Amoco og BP deltog i disse moeder. Hertil kommer, at de tabeller, der angiver virksomhedernes kvoter, ikke var det eneste forhold, som blev anset som bevis for deltagelsen i en samordnet praksis. Amoco' s og BP' s adfaerd, der gik ud paa, at de lejlighedsvis overholdt kvoterne og tilpassede deres priser til producenternes, er derfor - i mangel af et afgoerende bevis for, at de deltog i samordningen - ikke tilstraekkelig til at paalaegge disse virksomheder en sanktion for overtraedelse af Traktatens artikel 85, stk. 1.
147 Det bemaerkes, at en betingelse for, at lighedsgrundsaetningen kan anses for tilsidesat, er, at sammenlignelige forhold er blevet behandlet forskelligt. I det foreliggende tilfaelde er forholdene for Rhône-Poulenc paa den ene side og for Amoco og BP paa den anden side imidlertid ikke sammenlignelige, idet de sidstnaevnte ikke deltog i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter. Kommissionen kunne derfor lovligt skoenne, at den ikke havde tilstraekkeligt bevis for, at disse producenter havde deltaget i en samordning med et konkurrencebegraensende formaal, men at den havde det for sagsoegerens vedkommende. I henhold til beslutningen var det grundlaeggende bevis, at der forelaa en saadan samordning. Retten finder derfor, at forskellen i de naevnte virksomheders og sagsoegerens situation begrunder, at de er blevet behandlet forskelligt.
148 Hvad saerligt angaar sagsoegerens argument om, at Amoco er naevnt i tabellerne vedroerende salgsmaengder, bemaerkes, at Retten allerede har forkastet dette.
149 Anbringendet kan saaledes ikke tiltraedes.
Boeden
150 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i beslutningen har tilsidesat artikel 15 i forordning nr. 17, idet den ikke i tilstraekkeligt omfang har taget hensyn til overtraedelsens varighed og grovhed.
1. Overtraedelsens varighed
151 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ved udmaalingen af den boede, der er paalagt selskabet, ikke har bedoemt overtraedelsens varighed korrekt, idet Kommissionen har lagt til grund, at overtraedelsen er paabegyndt i 1977, mens Rhône-Poulenc tidligst har paabegyndt sin deltagelse i 1979.
152 Kommissionen har heroverfor anfoert, at selv om den fandt, at sagsoegeren havde deltaget i en enkelt, fortsat rammeaftale, der blev paabegyndt i 1977, har den ved udmaalingen af boeden taget hensyn til, at de foranstaltninger, hvorved overtraedelsen blev udmoentet, ikke blev fastlagt fuldstaendigt foer omkring begyndelsen af 1979.
153 Det bemaerkes, at Retten allerede har fastslaaet, at Kommissionen korrekt har bedoemt den periode, hvori sagsoegeren overtraadte EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1.
154 Anbringendet maa derfor forkastes.
2. Overtraedelsens grovhed
A - Ingen sondring mellem virksomhederne
155 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ved udmaalingen af boeden ikke i tilstraekkeligt omfang har sondret mellem grovheden af de overtraedelser, de enkelte virksomheder har begaaet. Den har saaledes ikke taget hensyn til, at kartellet blev stadig mere omfattende, hvilket fremgaar af stigningen i moedehyppigheden (et moede i 1979, seks i 1980 og 48 fra 1981 til 1983) og den tiltagende praecisering af moedernes formaal.
156 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den aldrig har anerkendt, at kartellet blev stadig mere omfattende, eller at der kun blev afholdt ét moede i 1979. Det forhold, at Kommissionen ikke har kunnet fastslaa tidspunktet og stedet for moederne i 1979, viser ikke, at de ikke har fundet sted. Endvidere var moedernes formaal i den indledende periode paa ingen maade loest.
157 Det bemaerkes, at da det er bevist, at sagsoegeren deltog i et system med regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, der bevisligt havde et konkurrencebegraensende formaal, er det uden betydning for vurderingen af overtraedelsens grovhed, at Kommissionen kun med hensyn til et begraenset antal moeder har kunnet paavise, hvor og hvornaar de fandt sted. Der henvises i denne forbindelse til, at det fremgaar af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), at der i slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979 var gennemfoert et "system" med "chef"- og "ekspert"-moeder.
158 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.
B - Utilstraekkelig hensyntagen til krisen paa polypropylenmarkedet
159 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Kommissionen ved udmaalingen af boederne ikke i tilstraekkeligt omfang har taget hensyn til den oekonomiske situation, hvori overtraedelsen fandt sted, og som var praeget af lang tids tab paa polypropylenproduktionen, mens Kommissionen i tidligere beslutninger (navnlig beslutning af 19.7.1984 (IV/30.863 - BPCL/ICI), EFT L 212, s. 1, betragtning 36-2) har anerkendt, at strukturel overskudskapacitet inden for en branche kan goere prisstigninger noedvendige og uundgaaelige.
160 Kommissionen har hertil anfoert, at det er irrelevant at henvise til den oekonomiske situation, idet kartellet ikke var et "krise"-kartel.
161 Det bemaerkes indledningsvis, at sagsoegerens henvisning til tidligere kommissionsbeslutninger er uden betydning, idet disse vedroerer fritagelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 3, for saa vidt angaar "krise"-karteller. I dette tilfaelde er der imidlertid ikke fremsat begaering om en fritagelse i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 3.
162 Endvidere finder Retten, at det ved behandlingen af dette anbringende foerst maa undersoeges, hvorledes Kommissionen har fastsat den boede, der er paalagt sagsoegeren.
163 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen dels har fastlagt kriterier for fastsaettelse af det generelle niveau for de boeder, der er paalagt de af beslutningen beroerte virksomheder (108. betragtning til beslutningen), dels har fastlagt kriterier med henblik paa at foretage en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed (109. betragtning til beslutningen).
164 Retten finder, at de kriterier, der er naevnt i 108. betragtning, fuldt ud begrunder det generelle boedeniveau, som er anvendt over for de virksomheder, beslutningen er rettet til. Der henvises i denne forbindelse specielt til, at overtraedelsen af Traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra a), b) og c), var aabenbar, hvilket polypropylenproducenterne, der handlede forsaetligt og i dybeste hemmelighed, ikke var uvidende om.
165 Retten finder ligeledes, at de fire kriterier, der er naevnt i 109. betragtning, er relevante og tilstraekkelige som grundlag for en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed.
166 Kommissionen var derfor ikke forpligtet til over for den enkelte producent naermere at redegoere for, hvorledes den havde taget hensyn til de betydelige tab, som producenterne havde lidt paa polypropylenmarkedet, idet der er tale om et af de kriterier, der er naevnt i 108. betragtning, og som indgik i fastsaettelsen af det generelle boedeniveau, som Retten finder rimeligt.
167 Sagsoegerens anbringende kan derfor ikke tiltraedes.
C - Manglende bevis for Rhône-Poulenc' s faktiske politik
168 Sagsoegeren har anfoert, at der i beslutningen ved udmaalingen af boeden ikke er taget hensyn til, at der ikke var noget bevis for selskabets faktiske politik, navnlig med hensyn til priser.
169 Kommissionen har hertil bemaerket, at dette anbringende allerede er besvaret, idet den har anfoert, at sagsoegerens omsaetning i 1980 naesten fuldt ud svarede til de kvoter, der var tildelt selskabet. Denne form for "adfaerd" viser ifoelge Kommissionen, at sagsoegeren tog de aftaler, der blev indgaaet ved moederne, alvorligt.
170 Retten finder, at grunden til, at Kommissionen ikke kunne fremlaegge beviser vedroerende Rhône-Poulenc' s prispolitik, er, at selskabet ikke havde bevaret nogen dokumentation for denne politik. Tvaertimod kan Kommissionen bevise, at, for saa vidt angaar salgsmaengden, svarede sagsoegerens politik i 1980, udtrykt i markedsandel, til resultatet af de moeder for polypropylenproducenter, som selskabet deltog i. Det fremgaar saaledes af en tabel, der viser de forskellige producenternes faktiske salg i 1979 og 1980, og hvori dette sammenlignes med salgsmaalene for de samme aar (bilag 59 til den generelle meddelelse), at sagsoegerens markedsandel svarede til den kvote, der oprindeligt var tildelt selskabet, udtrykt i markedsandel, selv om selskabet maengdemaessigt holdt sig under kvoten, idet det af producenterne forudsatte marked blev indsnaevret (1 207,9 kiloton i stedet for 1 382 kiloton). Retten finder derfor, at Kommissionen havde tilstraekkelige beviser vedroerende Rhône-Poulenc' s faktiske politik, og anbringendet maa saaledes forkastes.
D - Omfanget af sagsoegerens samarbejde
171 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ved udmaalingen af boeden ikke har taget hensyn til omfanget af virksomhedernes samarbejde ved Kommissionens undersoegelse, selv om Kommissionen ikke forinden havde anmodet dem om at samarbejde.
172 Det bemaerkes dels, at det ikke er noedvendigt, at sagsoegeren anmodes om at samarbejde med Kommissionen i den administrative fase, dels at sagsoegeren i denne fase alene oplyste i svaret paa meddelelsen om klagepunkter, at selskabet ikke laengere havde medarbejdere, der havde kendskab til de omstridte faktiske omstaendigheder, eller havde materiale vedroerende polypropylenmarkedet, idet det havde forladt markedet flere aar foer meddelelsen blev fremsendt til selskabet. Sagsoegeren oplyste heller ikke, at selskabet havde truffet foranstaltninger med henblik paa at spoerge tidligere medarbejdere eller finde frem til saadant materiale.
173 Anbringendet maa derfor forkastes.
174 Den boede, der er paalagt sagsoegeren, findes herefter at vaere rimelig under hensyn til varigheden og grovheden af den overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, som det kan fastslaas, at sagsoegeren har begaaet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
175 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, paalaegges det selskabet at betale disse.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Foerste Afdeling)
1) Sagsoegte frifindes.
2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy