EUR-Lex -  61989TJ0012 - DA - DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FOERSTE AFDELING) DEN 10. MARTS 1992. - SOLVAY & CIE SA MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - KONKURRENCE - BEGREBERNE AFTALE OG SAMORDNET PRAKSIS - KOLLEKTIVT ANSVAR. - SAG T-12/89.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Konkurrence - administrativ procedure - kommissionsbeslutning hvorved der fastslaas en overtraedelse - bevismateriale der kan tages i betragtning

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

2. Konkurrence - administrativ procedure - hoeringer - foreloebigt referat fremsendt til det raadgivende udvalg og Kommissionen - sagsbehandlingsfejl - foreligger ikke

(Kommissionens forordning nr. 99/63)

3. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - enighed om adfaerd paa markedet

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4. Konkurrence - karteller - forbud - karteller der har virkninger efter deres formelle ophoer - anvendelse af traktatens artikel 85

(EOEF-traktaten, art. 85)

5. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - begreb - koordination og samarbejde uforenelig med kravet om, at enhver virksomhed uafhaengigt skal fastlaegge sin adfaerd paa markedet - moeder mellem konkurrenter med det formaal at udveksle oplysninger, der er afgoerende for deltagernes udarbejdelse af deres forretningsmaessige strategi

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

6. Konkurrence - karteller - kompleks overtraedelse, der indeholder elementer af aftaler og af samordnet praksis - kvalifikation under ét som "en aftale og samordnet praksis" - tilladt - betydning for beviset

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7. Konkurrence - administrativ procedure - enkelt beslutning vedroerende en raekke ulovlige handlinger, der ikke kan tilregnes alle adressater paa samme maade - tilladt - betingelse - mulighed for, at den enkelte virksomhed kan udlede, hvilke klagepunkter der goeres gaeldende over for denne

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

8. Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning i henhold til konkurrencereglerne

(EOEF-traktaten, art. 190)

9. Konkurrence - boeder - stoerrelse - udmaaling - kriterier - overtraedelsens grovhed - skoensfaktorer - forhoejelse af det generelle boedeniveau - lovlighed - betingelser

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

10. Institutionernes retsakter - gyldighedsformodning - anfaegtelse - betingelser

Sammendrag

1. I en beslutning, som i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1, rettes til en virksomhed, kan der som bevismateriale over for den paagaeldende virksomhed kun anvendes dokumenter, som Kommissionen allerede paa tidspunktet for meddelelsen om klagepunkter tilkendegav at ville paaberaabe sig, idet de er naevnt heri eller i bilagene hertil, saaledes at virksomheden i tide kunne udtale sig om bevisvaerdien.

2. Det forhold, at det referat af hoeringen, der fremsendes til Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal og Kommissionen, er foreloebigt, er kun en sagsbehandlingsfejl, der kan medfoere, at den beslutning, der traeffes ved afslutningen af den paagaeldende procedure, er ugyldig, saafremt dokumentet er affattet paa en saadan maade, at adressaterne kan blive vildledt paa et afgoerende punkt.

3. Det er tilstraekkeligt, for at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade. Det er tilfaeldet, naar der mellem flere virksomheder er enighed om at naa maalpriser og salgsmaal.

4. Traktatens artikel 85 finder anvendelse paa aftaler mellem virksomheder, der ikke laengere er i kraft, men som stadig har virkninger efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophoert.

5. De kriterier om koordination og samarbejde, der er afgoerende for definitionen af begrebet samordnet praksis, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet.

Der er tale om samordnet praksis, naar virksomheder deltager i moeder, der har til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og hvorunder der udveksles oplysninger mellem konkurrenter om de forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de anser for noedvendige, og om deres omsaetning, idet de deltagende virksomheder noedvendigvis maa tage hensyn til de oplysninger, de saaledes faar, ved fastlaeggelsen af deres adfaerd paa markedet.

6. Der kraeves ikke i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, en specifik kvalifikation af en kompleks, men sammenhaengende overtraedelse, der bestaar af en fortsat adfaerd med ét eneste formaal, og som samtidig indeholder elementer, som maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksis", men en saadan overtraedelse kan kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", og det kraeves ikke, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis.

7. Der er intet til hinder for, at Kommissionen vedtager en enkelt beslutning vedroerende en raekke overtraedelser af traktatens artikel 85, som de enkelte virksomheder, beslutningen er rettet til, ikke har deltaget i paa samme maade, naar blot den enkelte virksomhed med den fornoedne sikkerhed af beslutningen kan udlede, hvilke klagepunkter der goeres gaeldende over for denne.

8. Selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke ved en beslutning i henhold til konkurrencereglerne, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure.

9. Naar karakteren af en overtraedelse fastslaas med henblik paa at fastsaette boedens stoerrelse, boer Kommissionen ikke blot tage hensyn til saerlige omstaendigheder i det foreliggende tilfaelde, men ogsaa til den sammenhaeng, overtraedelsen indgaar i, og paase, at den trufne forholdsregel er af tilstraekkelig forebyggende karakter, isaer for saa vidt angaar den type overtraedelser, som i saerlig grad kan bringe gennemfoerelsen af Faellesskabets formaal i fare.

Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik. Kommissionen kan frit forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning, naar overtraedelser af en bestemt type - skoent deres ulovlighed allerede er blevet fastslaaet i begyndelsen af den faelles konkurrencepolitik - stadig er forholdsvis hyppige paa grund af den fortjeneste, som visse virksomheder kan opnaa herved.

10. Da en meddelt og offentliggjort retsakt maa formodes at vaere gyldig, paahviler det den person, som paaberaaber sig manglende formel gyldighed eller nullitet af en retsakt, at forsyne retsinstansen med de grunde, der goer det muligt for denne at gaa bag om den tilsyneladende gyldighed.

Dommens præmisser

Sagsfremstilling

1 Naervaerende sag vedroerer en beslutning fra Kommissionen, der paalagde femten polypropylenproducenter en boede for overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det produkt, der er genstand for den anfaegtede beslutning (herefter benaevnt "beslutningen"), er en af de vigtigste termoplastiske polymerer, som saelges "in bulk". Polypropylen saelges af producenterne til videreforarbejdning og omdannelse til hel- eller halvfabrikata. De stoerste polypropylenproducenter fremstiller over hundrede forskellige produktkvaliteter og daekker saaledes en lang raekke forskellige anvendelsesformaal. De vaesentligste grundkvaliteter benaevnes rafia, homopolymerisater til sproejtestoebning, copolymerisater til sproejtestoebning, slagfaste copolymerisater og folie. De virksomheder, beslutningen er rettet til, er alle foerende producenter i den petrokemiske industri.

2 Det vesteuropaeiske marked for polypropylen forsynes naesten udelukkende fra produktionsanlaeg i Europa. Foer 1977 blev markedet daekket af ti producenter, nemlig Montedison (der aendrede navn til Montepolimeri SpA og senere til Montedipe SpA), Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc og Shell International Chemical Company Ltd (kaldet "de fire store"), der tilsammen havde en markedsandel paa 64%, Enichem Anic SpA, Italien, Rhône-Poulenc SA, Frankrig, Alcudia, Spanien, Chemische Werke Huels og BASF AG, begge Tyskland, og Chemie Linz AG, OEstrig. Efter udloebet af de patenter, som Montedison var indehaver af, kom der i 1977 syv nye producenter paa det vesteuropaeiske marked: Amoco og Hercules Chemicals NV i Belgien, ATO Chimie SA og Solvay & Cie SA i Frankrig, SIR i Italien, DSM NV i Nederlandene og Taqsa i Spanien. Den norske producent Saga Petrokjemi AS & Co. paabegyndte sin virksomhed i midten af 1978 og Petrofina SA i 1980. De nytilkomne producenter havde en officiel produktionskapacitet paa tilsammen ca. 480 000 tons, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten i Vesteuropa, der i en aarraekke ikke kunne opvejes af stigningen i efterspoergslen. Dette medfoerte en ringe udnyttelse af produktionskapaciteten, men udnyttelsesgraden steg gradvist fra 60% i 1977 til 90% i 1983. Ifoelge beslutningen har udbud og efterspoergsel siden 1982 stort set svaret til hinanden. I stoerstedelen af referenceperioden (1977-1983) blev polypropylenmarkedet imidlertid betragtet som vaerende praeget af enten lav rentabilitet eller betydelige tab, navnlig som foelge af hoeje faste omkostninger og stigningen i prisen paa raastoffet polypropylen. Det fremgaar af beslutningen (8. betragtning), at Montepolimeri SpA i 1983 havde en andel paa 18% af det europaeiske polypropylenmarked, mens Imperial Chemical Industries plc, Shell International Chemical Company Ltd og Hoechst AG hver havde en markedsandel paa 11%, Hercules Chemicals NV knap 6%, ATO Chimie SA, BASF AG, DSM NV, Chemische Werke Huels, Chemie Linz AG, Solvay & Cie SA og Saga Petrokjemi AS & Co. hver mellem 3% og 5% og Petrofina SA ca. 2%. Der foregik en omfattende handel med polypropylen mellem medlemsstaterne, idet hver af de ti EF-producenter solgte produktet i de fleste, om ikke alle, medlemsstater.

3 Solvay & Cie SA var blandt de syv nye producenter, der kom ind paa markedet i 1977. Paa polypropylenmarkedet var selskabet en mellemstor producent med en markedsandel paa mellem 3,1% og 4,3%.

4 Den 13. og 14. oktober 1983 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), samtidige kontrolundersoegelser hos foelgende virksomheder, der fremstillede og leverede polypropylen til Faellesskabets marked:

- ATO Chimie SA, nu Atochem (herefter benaevnt "ATO")

- BASF AG (herefter benaevnt "BASF")

- DSM NV (herefter benaevnt "DSM")

- Hercules Chemicals NV (herefter benaevnt "Hercules")

- Hoechst AG (herefter benaevnt "Hoechst")

- Chemische Werke Huels (herefter benaevnt "Huels")

- Imperial Chemical Industries plc (herefter benaevnt "ICI")

- Montepolimeri SpA, nu Montedipe (herefter benaevnt "Monte")

- Shell International Chemical Company Ltd (herefter benaevnt "Shell")

- Solvay & Cie SA (herefter benaevnt "Solvay")

- BP Chimie (herefter benaevnt "BP").

Der blev ikke foretaget kontrolundersoegelser hos Rhône-Poulenc SA eller Enichem Anic SpA.

5 Efter disse kontrolundersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering om oplysninger, ikke blot over for de anfoerte virksomheder, men ogsaa over for foelgende virksomheder:

- Amoco

- Chemie Linz AG (herefter benaevnt "Linz")

- Saga Petrokjemi AS & Co., der nu er en del af Statoil (herefter benaevnt "Statoil")

- Petrofina SA (herefter benaevnt "Petrofina")

- Enichem Anic SpA (herefter benaevnt "Anic").

Linz, der er et oestrigsk selskab, anfaegtede Kommissionens ret til at anmode herom og naegtede at efterkomme begaeringen. Kommissionens tjenestemaend foretog herefter i medfoer af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17 kontrolundersoegelser hos Anic og hos Saga' s britiske datterselskab, Saga Petrochemicals UK Ltd, samt hos Linz' salgsagenter i Det Forenede Kongerige og Tyskland. Der blev ikke over for Rhône-Poulenc fremsat begaering om oplysninger.

6 Kommissionen konkluderede paa grundlag af de oplysninger, der blev tilvejebragt i forbindelse med kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger, at de paagaeldende producenter fra 1977 til 1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med EOEF-traktatens artikel 85 regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor den 30. april 1984 at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og i maj 1984 fremsendte den en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til de naevnte virksomheder med undtagelse af Anic og Rhône-Poulenc. Alle de virksomheder, meddelelsen var rettet til, svarede skriftligt.

7 Den 24. oktober 1984 moedtes den af Kommissionen udpegede hoeringskonsulent med de juridiske raadgivere for de virksomheder, som havde modtaget meddelelsen om klagepunkter, for at aftale den naermere procedure for den hoering, der skulle finde sted som led i den administrative procedure. Hoeringen skulle paabegyndes den 12. november 1984. Under dette moede meddelte Kommissionen endvidere, at den under henvisning til den argumentation, virksomhederne havde fremfoert i deres svar paa meddelelsen om klagepunkter, straks ville fremsende yderligere bevismateriale vedroerende ivaerksaettelsen af prisinitiativerne som supplement til det bevismateriale, som de allerede var i besiddelse af. Kommissionen fremsendte saaledes den 31. oktober 1984 til virksomhedernes juridiske raadgivere en raekke dokumenter med kopi af prisinstrukser, som producenterne havde meddelt deres salgskontorer, og tabeller, som gengav dokumenternes indhold. Af hensyn til beskyttelsen af forretningshemmeligheder fastsatte Kommissionen visse betingelser for fremsendelsen af disse dokumenter. Navnlig maatte virksomhedernes salgsafdelinger ikke goeres bekendt med dokumenterne. Advokaterne for flere af virksomhederne afslog imidlertid at efterkomme betingelserne og tilbagesendte dokumenterne inden hoeringen.

8 Paa baggrund af de oplysninger, der var fremkommet i de skriftlige svar paa meddelelsen om klagepunkter, besluttede Kommissionen at udvide proceduren til ogsaa at omfatte Anic og Rhône-Poulenc. Der blev derfor den 25. oktober 1984 til selskaberne fremsendt en meddelelse om klagepunkter svarende til den meddelelse, der var fremsendt til de oevrige femten virksomheder.

9 Den foerste hoeringsrunde fandt sted fra den 12. til den 20. november 1984, hvorunder alle virksomheder blev hoert med undtagelse af Shell (der havde naegtet at deltage i enhver hoering), Anic, ICI og Rhône-Poulenc (som fandt, at de ikke havde vaeret i stand til at forberede sagen).

10 Under hoeringen afslog flere virksomheder at tage stilling til de punkter, der var rejst i de dokumenter, som var fremsendt til dem den 31. oktober 1984. De gjorde i denne forbindelse gaeldende, at Kommissionen vaesentligt havde aendret sin argumentation, og at de i hvert fald burde have lejlighed til at fremsaette skriftlige bemaerkninger. Andre virksomheder haevdede, at de ikke havde haft tilstraekkelig tid til at gennemgaa dokumenterne foer hoeringen. Advokaterne for BASF, DSM, Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Monte, Petrofina og Solvay fremsendte en faelles skrivelse herom til Kommissionen den 28. november 1984. Huels meddelte ved skrivelse af 4. december 1984, at selskabet tilsluttede sig dette synspunkt.

11 Kommissionen fremsendte derfor den 29. marts 1985 en ny raekke dokumenter, der omfattede prisinstrukser, som virksomhederne havde givet til deres salgskontorer, vedlagt tabeller vedroerende priserne, samt et sammendrag af beviserne vedroerende hvert af de prisinitiativer, med hensyn til hvilke Kommissionen havde dokumenter. Kommissionen opfordrede virksomhederne til at svare herpaa, dels skriftligt, dels under en ny hoeringsrunde, og meddelte, at den frafaldt de betingelser, der var fastsat i foerste omgang, vedroerende overgivelse af dokumenterne til salgsafdelingerne.

12 Kommissionen svarede ved en anden skrivelse af samme dato paa de af advokaterne fremfoerte argumenter, hvorefter den ikke have givet en praecis, retlig definition af det paastaaede kartel i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, og den opfordrede virksomhederne til at fremkomme med deres skriftlige og mundtlige bemaerkninger.

13 Der fandt en ny hoeringsrunde sted den 8. til den 11. juli 1985 og den 25. juli 1985. Anic, ICI og Rhône-Poulenc fremsatte her deres bemaerkninger, og de andre virksomheder (med undtagelse af Shell) kommenterede de punkter, der var rejst i Kommissionens to skrivelser af 29. marts 1985.

14 Udkast til referat af hoeringerne med den noedvendige dokumentation blev fremsendt til medlemmerne af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal (herefter benaevnt "det raadgivende udvalg") den 19. november 1985 og til virksomhederne den 25. november 1985. Det raadgivende udvalg vedtog sin udtalelse ved det 170. moede den 5. og 6. december 1985.

15 Paa grundlag af denne procedure vedtog Kommissionen den 23. april 1986 den anfaegtede beslutning, der lyder saaledes:

"Artikel 1

Anic SpA, ATO Chimie SA (nu Atochem), BASF AG, DSM NV, Hercules Chemicals NV, Hoechst AG, Chemische Werke Huels (nu Huels AG), ICI plc, Chemische Werke Linz, Montepolimeri SpA (nu Montedipe), Petrofina SA, Rhône-Poulenc SA, Shell International Chemical Company Ltd, Solvay & Cie og Saga Petrokjemi AS & Co. (tilhoerer nu Statoil) har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved:

- for Anic' s vedkommende, fra omkring november 1977 eller 1978 og til sent i 1982 eller begyndelsen af 1983

- for Rhône-Poulenc' s vedkommende, fra omkring november 1977 og til udgangen af 1980

- for Petrofina' s vedkommende, fra 1980 og mindst til november 1983

- for Hoechst' s, ICI' s, Montepolimeri' s og Shell' s vedkommende, fra omkring midten af 1977 og mindst til november 1983

- for Hercules' , Linz' , Saga' s og Solvay' s vedkommende, fra omkring november 1977 og mindst til november 1983

- for ATO' s vedkommende, senest fra 1978 og mindst til november 1983

- for BASF' s, DSM' s og Huels' vedkommende, fra et tidspunkt mellem 1977 og 1979 og mindst til november 1983

at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade:

a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

b) fra tid til anden fastsatte 'maalpriser' (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF' s medlemsstater

c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et 'kundeledelsessystem' med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig 'kvote' (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982).

Artikel 2

De i artikel 1 naevnte virksomheder skal omgaaende bringe den naevnte overtraedelse til ophoer (saafremt dette ikke allerede er tilfaeldet) og skal for fremtiden afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende maal eller virkning, herunder enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringer, eller hvorved de kunne overvaage tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordninger vedroerende priser eller markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne maatte deltage i (f.ek s. via Fides), skal vaere udformet saaledes, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstaa fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af den generelle informationsudvekslingsordning.

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

i) Anic SpA, en boede paa 750 000 ECU, eller 1 103 692 500 LIT

ii) Atochem, en boede paa 1 750 000 ECU, eller 11 973 325 FF

iii) BASF AG, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 5 362 225 DM

iv) DSM NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 6 657 640 HFL

v) Hercules Chemicals NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 120 569 620 BFR

vi) Hoechst AG, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 19 304 010 DM

vii) Huels AG, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 5 898 447,50 DM

viii) ICI plc, en boede paa 10 000 000 ECU, eller 6 447 970 UKL

ix) Chemische Werke Linz, en boede paa 1 000 000 ECU, eller 1 471 590 000 LIT

x) Montedipe, en boede paa 11 000 000 ECU, eller 16 187 490 000 LIT

xi) Petrofina SA, en boede paa 600 000 ECU, eller 26 306 100 BFR

xii) Rhône-Poulenc SA, en boede paa 500 000 ECU, eller 3 420 950 FF

xiii) Shell International Chemical Company Ltd, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 5 803 173 UKL

xiv) Solvay & Cie, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 109 608 750 BFR

xv) Statoil, Den Norske Stats Oljeselskab AS (der har overtaget Saga Petrokjemi), en boede paa 1 000 000 ECU, eller 644 797 UKL.

Artikel 4 og 5

(udelades)".

16 Den 8. juli 1986 blev det endelige referat af hoeringerne med de af virksomhederne oenskede rettelser, tilfoejelser og udeladelser fremsendt til disse.

Retsforhandlinger

17 Sagsoegeren har herefter ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 5. august 1986 anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen. Tretten af de fjorten andre virksomheder, beslutningen var rettet til, har ligeledes anlagt annullationssoegsmaal (sagerne T-1/89 - T-4/89, T-6/89 - T-11/89 og T-13/89 - T-15/89).

18 Den skriftlige forhandling har i det hele fundet sted for Domstolen.

19 Domstolen har ved kendelse af 15. november 1989 hjemvist denne sag og de tretten andre sager til Retten, jf. artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (herefter benaevnt "Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988").

20 Rettens praesident har i henhold til afgoerelsens artikel 2, stk. 3, udpeget en generaladvokat.

21 Rettens justitssekretaer anmodede ved skrivelse af 3. maj 1990 parterne om at deltage i et uformelt moede med henblik paa at tilrettelaegge den mundtlige forhandling. Dette moede fandt sted den 28. juni 1990.

22 Ved skrivelse af 9. juli 1990 anmodede Rettens justitssekretaer parterne om at fremkomme med deres bemaerkninger til, at sagerne T-1/89 - T-4/89 og T-6/89 - T-15/89 eventuelt blev forenet med henblik paa den mundtlige forhandling. Ingen af parterne gjorde indsigelse herimod.

23 Retten har herefter ved kendelse af 25. september 1990 besluttet at forene de naevnte sager med henblik paa den mundtlige forhandling, idet disse har forbindelse med hinanden, jf. artikel 43 i Domstolens procesreglement, der i henhold til artikel 11, stk. 3, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse paa proceduren for Retten.

24 Retten har ved kendelse af 15. november 1990 truffet afgoerelse vedroerende de anmodninger om fortrolig behandling, der var indgivet af sagsoegerne i sagerne T-2/89, T-3/89, T-9/89, T-11/89, T-12/89 og T-13/89, og har delvis imoedekommet disse.

25 Parterne har ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor i perioden fra den 9. oktober til den 29. november 1990 besvaret de spoergsmaal, som Retten havde stillet ved justitssekretaerens skrivelser af 19. juli.

26 Paa grundlag af svarene paa spoergsmaalene og den refererende dommers rapport har Retten efter at have hoert generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

27 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under den mundtlige forhandling, der fandt sted fra den 10. til den 15. december 1990.

28 Generaladvokaten fremsatte forslag til afgoerelse i retsmoedet den 10. juli 1991.

Parternes paastande

29 Sagsoegeren, Solvay, har nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens beslutning af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen) annulleres.

2) Subsidiaert annulleres den anfaegtede beslutning, for saa vidt sagsoegeren herved paalaegges en boede paa 2 500 000 ECU.

3) Mere subsidiaert, at boeden fastsaettes til et symbolsk beloeb, eller at den i hvert fald nedsaettes vaesentligt efter Rettens skoen.

4) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegte, Kommissionen, har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

30 Retten skal foerst undersoege sagsoegerens anbringender om, at der er sket tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, (1) da Kommissionen har undladt at fremsende dokumenter, der er grundlaget for beslutningen, (2) da den paa grund af sagsoegerens salgschefers fravaer ved hoeringerne har anvendt en skyldformodning, (3) da den i meddelelsen om klagepunkter ikke har angivet alle de klagepunkter, der er naevnt i beslutningen, og (4) da det endelige referat af hoeringerne ikke er fremsendt til Kommissionens og det raadgivende udvalgs medlemmer. Retten skal dernaest behandle anbringenderne vedroerende beviset for overtraedelsen. Disse vedroerer dels (1) Kommissionens bevismaessige konstateringer, dels (2) anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse faktiske omstaendigheder. Det goeres herved gaeldende, (A) at Kommissionen ikke har kvalificeret overtraedelsen korrekt, og (B) at den ikke har vurderet den konkurrencebegraensende virkning korrekt. For det tredje skal Retten behandle anbringenderne vedroerende beslutningens begrundelse, og for det fjerde anbringenderne vedroerende fastsaettelsen af boeden, der haevdes ikke at vaere passende under hensyn til den paastaaede overtraedelses (1) varighed og (2) grovhed.

Retten til kontradiktion

1. Undladelse af at fremsende dokumenter sammen med meddelelsen om klagepunkter

31 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ved fremsendelsen af meddelelsen om klagepunkter til selskabet har undladt at medsende dokumenter, der er omtalt i betragtningerne til beslutningen, og at den paa denne maade har gjort det umuligt for selskabet at udtale sig om disses indhold. Det drejer sig om et referat af moedet den 13. maj 1982 udarbejdet af en medarbejder hos Hercules [beslutningens 15. betragtning, litra b)], et dokument af 6. september 1977, der angiveligt er fundet hos Solvay (beslutningens 16. betragtning, femte afsnit), referatet af to interne moeder i Shell, der blev afholdt den 5. juli og den 12. september 1979 (29. og 31. betragtning til beslutningen), et internt dokument fra Solvay (32. betragtning til beslutningen), en meddelelse fra Solvay til salgskontorerne af 17. juli 1981 (35. betragtning til beslutningen), et internt notat fra ICI vedroerende "stabilitet" (46. betragtning til beslutningen), et dokument fra Shell med overskriften "PP W. Europe-Pricing" og "Market quality report" (49. betragtning til beslutningen), et internt notat af 28. september 1983, der blev fundet hos ATO (51. betragtning til beslutningen), referatet af moedet den 10. marts 1982 udarbejdet af en medarbejder hos ICI (58. betragtning til beslutningen), et udateret notat fra ICI som forberedelse af et moede med Shell, der skulle afholdes i maj 1983 (beslutningens 63. betragtning, andet afsnit), og endelig et arbejdspapir vedroerende foerste kvartal af 1983, der blev fundet hos Shell (beslutningens 63. betragtning, tredje afsnit).

32 Sagsoegeren har herved henvist til, at retten til kontradiktion indebaerer, at de virksomheder, der er omfattet af en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, skal orienteres om de klagepunkter, Kommissionen goer gaeldende over for dem, og de dokumenter, der ligger til grund for beslutningen, i hvert fald naar der som her er tale om vaesentlige dokumenter (Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 25).

33 Sagsoegeren har tilfoejet, at det er uden betydning, at Kommissionen henviser til, at de omhandlede dokumenter var tilgaengelige for selskabet i forbindelse med aktindsigten, idet det ikke alene ved at faa adgang til et meget omfattende sagskompleks paa rimelig maade kan tage stilling til dette, naar selskabet ikke ved, hvilke konklusioner Kommissionen vil drage paa grundlag heraf.

34 Endelig har sagsoegeren anfoert, at sagsbehandlingsfejlen ikke kan afhjaelpes under sagens behandling for Retten, idet denne skal foretage en legalitetskontrol, og den skal i denne forbindelse annullere beslutningen, hvis retten til kontradiktionen under udarbejdelsen af denne er blevet tilsidesat.

35 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren over for Kommissionen paaberaaber sig en forskel mellem den endelige beslutning og meddelelsen om klagepunkter. Denne forskel beror paa, at Kommissionen i beslutningen har henvist til visse dokumenter for at fuldstaendiggoere sin argumentation. Ifoelge Domstolens praksis (jf. dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. s. 107, praemis 91, 92 og 93, org. ref.: Rec. s. 661, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 68, samt kendelse af 18.6.1985, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT mod Kommissionen, Sml. s. 1899, grund 14) skal beslutningen imidlertid ikke noedvendigvis vaere en kopi af meddelelsen om klagepunkter, og Kommissionen kan baade frafalde klagepunkter og aendre eller supplere sin argumentation - baade med hensyn til de faktiske omstaendigheder og den retlige vurdering - uden at retten til kontradiktion herved tilsidesaette s. De dokumenter, der foerste gang naevnes i den endelige beslutning, tjener ifoelge Kommissionen til at supplere eller afpudse argumentationen i meddelelsen om klagepunkter og at underbygge indholdet af de fremsendte dokumenter.

36 Kommissionen har tilfoejet, at ICI' s notat vedroerende "stabilitet", som ifoelge sagsoegeren ikke er fremsendt til selskabet, er vedlagt som bilag til meddelelsen om klagepunkter (bilag 35 til den generelle del af meddelelsen om klagepunkter, herefter benaevnt "bilag til den generelle meddelelse").

37 Endvidere har Kommissionen anfoert, at virksomhederne i kraft af aktindsigten i juni 1984 fik adgang til alle de oevrige dokumenter. Dette gaar ud over de krav, Domstolen har opstillet i sin dom af 17. januar 1984 (forenede sager 43/82 og 63/82, a.st., praemis 25). Det eneste dokument, virksomhederne ved en fejltagelse ikke fik adgang til, var ICI' s referat af et moede den 10. marts 1982. Dette referat har imidlertid ikke dannet grundlag for et nyt klagepunkt mod virksomhederne, men har alene gjort det muligt at identificere en tabel, der er vedlagt den generelle del af meddelelsen om klagepunkter (bilag 71 til den generelle meddelelse).

38 Endelig har Kommissionen anfoert, at den manglende aktindsigt i visse dokumenter ikke kan paavirke beslutningen i dens helhed, hvis der kun er tale om dokumenter af underordnet betydning, hvilket er tilfaeldet i denne sag (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 30).

39 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det afgoerende ikke er dokumenterne i sig selv, men de konklusioner, Kommissionen drager paa grundlag af disse. Saafremt dokumenterne ikke er naevnt i meddelelsen om klagepunkter, kan den paagaeldende virksomhed med rette antage, at de ikke har betydning for sagen. Underretter Kommissionen ikke en virksomhed om, at visse dokumenter vil blive anvendt i beslutningen, afskaerer Kommissionen den fra i tide at udtale sig om dokumenternes bevisvaerdi. Dokumenterne vil af denne grund ikke kunne anvendes som bevis over for virksomheden (dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 27, og senest dom af 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, praemis 21).

40 I dette tilfaelde kan alene de dokumenter, der er naevnt i den generelle eller den specielle del af meddelelsen om klagepunkter eller i skrivelsen af 29. marts 1985, samt de dokumenter, der er vedlagt disse, men ikke udtrykkeligt naevnt heri, anses for bevismidler mod sagsoegeren under naervaerende sag. For saa vidt angaar de dokumenter, der er vedlagt meddelelserne om klagepunkter, men som ikke er naevnt heri, kan de kun goeres gaeldende over for sagsoegeren i beslutningen, hvis selskabet med rimelighed har kunnet udlede af meddelelserne, hvilke konklusioner Kommissionen ville drage heraf.

41 Af de dokumenter, sagsoegeren har anfoert, kan herefter alene ICI' s interne notat vedroerende "stabilitet" (46. betragtning til beslutningen) anvendes som bevis over for sagsoegeren, idet det er naevnt i punkt 71 i den generelle del af meddelelsen om klagepunkter, der er fremsendt til sagsoegeren, og det er endvidere vedlagt denne som bilag 35. De oevrige dokumenter, sagsoegeren har naevnt, kan ikke anses for bevismidler mod selskabet under naervaerende sag.

42 Spoergsmaalet om, hvorvidt de sidstnaevnte dokumenter er noedvendige for at underbygge de bevismaessige konstateringer, Kommissionen i beslutningen har foretaget i forhold til sagsoegeren, henhoerer under Rettens undersoegelse af, om disse konstateringer kan laegges til grund.

2. Skyldformodning paa grund af salgschefernes fravaer ved hoeringerne

43 Sagsoegeren har i replikken anfoert, at Kommissionen ogsaa har tilsidesat retten til kontradiktion, idet den i svarskriftet udtrykkeligt har fremhaevet, at virksomhederne ved hoeringerne ikke lod sig repraesentere ved de salgschefer og agenter, der deltog i de anfaegtede handlinger. Kommissionen udleder herved af den maade, hvorpaa virksomhederne har valgt at varetage deres interesser ved hoeringerne, en skyldformodning. Virksomhederne kan imidlertid selv vaelge, om de vil deltage i hoeringerne, og i givet fald hvem der skal repraesentere dem. Kommissionen kan derfor ikke paa grund af den maade, hvorpaa de har tilrettelagt deres forsvar, gaa ud fra, at de er skyldige. Endvidere har Kommissionen ikke paa noget tidspunkt under den administrative procedure tilkendegivet, at den af virksomhedernes valg ville udlede en skyldformodning. Kommissionen har ved i beslutningen at anvende denne fremgangsmaade, uden at redegoere herfor og uden at give Solvay lejlighed til at udtale sig, tilsidesat retten til kontradiktion.

44 Sagsoegeren har videre anfoert, at da dette forhold foerst fremgaar af svarskriftet, kan selskabets anbringende antages til realitetsbehandling.

45 Kommissionen har anfoert, at anbringendet maa afvises eller i givet fald forkaste s. Der er for det foerste tale om et nyt anbringende, der maa afvises i henhold artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, jf. artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement. Sagsoegeren kan saaledes ikke goere gaeldende, at dette anbringende stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under den skriftlige forhandling, idet selskabet vidste, at det ikke havde vaeret repraesenteret ved sine salgschefer ved hoeringerne.

46 Endvidere har Kommissionen anfoert, at anbringendet ikke er underbygget. Det forhold, at virksomhedernes salgschefer ikke var til stede ved hoeringerne, er ikke et grundlag for beslutningen, og Kommissionen har ikke heraf udledt en "skyldformodning". Beslutningen bygger derimod paa et omfattende skriftligt bevismateriale, og Kommissionen har blot i svarskriftet konstateret, at virksomhederne - der naturligvis frit kunne vaelge, paa hvilken maade de ville varetage deres forsvar - ikke havde bestridt det skriftlige bevismateriale ved at foere de paagaeldende personer som vidner.

47 Retten finder, at anbringendet kan antages til realitetsbehandling. Selv om sagsoegeren vidste, at selskabets salgschefer ikke deltog i hoeringerne, er det saaledes i svarskriftet, at Kommissionen for foerste gang under denne sag paaberaaber sig dette forhold.

48 For saa vidt angaar realiteten, bemaerkes, at den reelle raekkevidde af Kommissionens udtalelser i svarskriftet om, at sagsoegerens og andre virksomheders salgschefer ikke var til stede ved hoeringerne, blot er en konstatering af, at sagsoegerne ikke ved hjaelp af vidnefoersel har anfaegtet indholdet og raekkevidden af Kommissionens skriftlige bevismateriale. I beslutningens 70. betragtning, foerste afsnit, er der taget hensyn hertil, idet det anfoeres, at: "Producenterne har fremfoert forskellige alternative fortolkninger af disse moeders art og formaal, men de har hverken fremlagt skriftligt eller mundtligt bevismateriale, der kan drage rigtigheden af ICI-notaterne i tvivl". Det maa saaledes understreges, at Kommissionen i svarskriftet kun har villet forklare beslutningens begrundelse.

49 Endvidere bemaerkes, at hoeringskonsulenten ved moedet den 24. oktober 1984 havde opfordret sagsoegeren til at vaere forberedt paa under hoeringen at foere vidner.

50 Sagsoegerens anbringende maa derfor forkastes.

3. Nye klagepunkter

51 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen under sagens behandling har aendret standpunkt med hensyn til kvalifikationen af overtraedelsen og til sidst har anset spoergsmaalet for at vaere uden interesse. Ifoelge sagsoegeren er bevisets genstand forskelligt, for saa vidt angaar aftale og samordnet praksis.

52 Sagsoegerne har henvist til, at Kommissionen i meddelelsen om klagepunkter principalt gjorde gaeldende, at der forelaa aftaler, og subsidiaert samordnet praksi s. Aftalerne og den samordnede praksis bestod af tre led: fastsaettelse og anvendelse af faelles salgspriser, fastsaettelse og anvendelse af kvoter og omlaegning af Fides-systemet til et informationsudvekslingssystem. Ved moedet, hvor hoeringen blev forberedt, aendrede Kommissionen standpunkt og anfoerte, at den ikke havde villet goere gaeldende, at de aftalte maalpriser var blevet anvendt paa markedet, men at der efter dens opfattelse var tale om en samordnet praksis, da de paagaeldende virksomheder havde givet parallelle prisinstrukser til deres salgskontorer. I skrivelsen af 29. marts 1985 anfoerte Kommissionen, at "den anfaegtede hemmelige forstaaelses praecise karakter kun er af underordnet betydning, og at producenterne har deltaget i et ulovligt kartel, der samtidig indeholder elementer af aftale og samordnet praksi "s. Det er denne opfattelse, der ifoelge sagsoegeren er gengivet i den anfaegtede beslutning. I de indlaeg, Kommissionen har afgivet for Retten, er den gaaet laengere og har paa grundlag af en fejlagtig gennemgang af retspraksis i det vaesentlige udledt, at begrebet samordnet praksis er det samme som samordning eller kontakt med henblik paa f.ek s. at udveksle oplysninger.

53 Kommissionen har bestridt, at den har aendret standpunkt med hensyn til de klagepunkter, der er paaberaabt over for kartellets medlemmer.

54 Kommissionen har anfoert, at den fra meddelelsen om klagepunkter angav, at producenterne ville kontrollere markedet, og at et fast og institutionaliseret samarbejde paa hoejt niveau traadte i stedet for normal konkurrence. Kommissionen har herved gjort gaeldende, at der forelaa en overordnet aftale, inden for hvilken der blev gennemfoert en lang raekke aftaler og forskellige former for samordnet praksis, som havde en konkurrencebegraensende formaal, og som kartellets medlemmer kunne deltage i paa forskellig maade og mere eller mindre intenst. Dette standpunkt har Kommissionen fulgt fast under den administrative procedure, og det var grundlaget for beslutningen. Det er ogsaa dette standpunkt, Kommissionen har fastholdt for Retten, idet den har anfoert, at der fandtes en central aftale vedroerende et system med regelmaessige og institutionaliserede moeder, hvorunder der blev diskuteret priser og kvoter, og denne centrale aftale blev suppleret med saerlige handlinger, som sagsoegeren deltog i. Retten til kontradiktion er saaledes paa ikke nogen maade blevet tilsidesat.

55 Det bemaerkes, at sagsoegeren i replikken (punkt 22) har erkendt, at Kommissionen i beslutningen har gengivet det synspunkt, som den havde udviklet i sin skrivelse af 29. marts 1985. Der er saaledes ikke tale om et nyt klagepunkt i denne sag. Formaalet med skrivelsen af 29. marts 1985 var saaledes at supplere den generelle meddelelse om klagepunkter med hensyn til overtraedelsens retlige kvalifikation. Det anfoeres i skrivelsen:

"Par lettre datée du 28 novembre 1984, les conseils de certains producteurs de polypropylène mis en cause ont soutenu que la Commission, dans ses griefs, n' avait pas exposé clairement la position juridique contre laquelle les producteurs avaient à se défendre et qu' elle avait aggravé cette circonstance en modifiant sa position au cours de l' audition. Ce faisant, elle aurait compromis gravement les droits de la défense. Je ne puis admettre cet argument. Les griefs exposent intégralement les faits; les points de droit y sont exprimés succinctement, mais avec clarté ... Toutefois, pour lever tous les toutes qui subsisteraient et au risque de me répéter, je vous soumets ci-dessous quelques thèmes de réflexion".

("Ved skrivelse af 28. november 1984 har advokaterne for nogle af de beroerte producenter anfoert, at Kommissionen i meddelelsen om klagepunkter ikke klart har redegjort for, hvilke retlige synspunkter producenterne skal tage stilling til, og dette er forvaerret ved, at den under hoeringen aendrede synspunkt. Retten til kontradiktion skulle herved alvorligt vaere bragt i fare. Jeg kan ikke tiltraede dette synspunkt. I klagepunkterne er der en udtoemmende redegoerelse for de faktiske omstaendigheder. Der er redegjort kort, men praecist, for de retlige problemstillinger ... For at fjerne den tvivl, der maatte vaere, skal jeg - med fare for at gentage mig selv - nedenfor fremkomme med nogle bemaerkninger" (herefter foelger otte sider med bemaerkninger, hvoraf to vedroerende den retlige kvalifikation) ).

Skrivelsen slutter saaledes:

"Il vous est loisible de présenter vos observations écrites sur les points soulevés par la présente lettre dans les six semaines de sa date de réception. Une audition orale supplémentaire est prévue à court terme en faveur de trois entreprises qui n' ont pas été en mesure de présenter leur dossier en novembre; si vous souhaitez y assister, vous auriez ainsi l' occasion de développer vos observations écrites non seulement à l' égard de ces points, mais aussi sur la lettre que je vous envoie séparément à la date d' aujourd' hui et qui traite de certains autres points de droit."

("De kan fremsaette Deres skriftlige bemaerkninger til det ovenfor anfoerte inden seks uger efter modtagelsen af denne skrivelse. Der vil snarest blive afholdt en mundtlig hoering af hensyn til de tre virksomheder, der ikke kunne fremsaette deres bemaerkninger i november. Hvis De oensker at deltage i denne hoering, vil De saaledes have muligheder for at uddybe Deres skriftlige bemaerkninger, ikke kun med hensyn til disse punkter, men ogsaa vedroerende den saerskilte skrivelse, som jeg i dag har sendt, vedroerende andre retlige problemer.")

56 Der har saaledes ikke vaeret tale om et nyt klagepunkt eller om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

57 Endvidere maa det understreges, at selv om det anses for bevist, at Kommissionen i de processkrifter, den har indgivet for Retten, har fremsat synspunkter, der gaar ud over indholdet af beslutningen, er dette uden betydning, idet det, Retten skal foretage i denne sag, er at kontrollere beslutningens lovlighed.

58 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.

4. Manglende fremsendelse af referatet af hoeringerne

59 Sagsoegeren har anfoert, at det foelger af artikel 1 og artikel 9, stk. 4, i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63") og artikel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 17, at Kommissionen skal hoere de beroerte virksomheder paa en saadan maade, at de kan fremfoere deres synspunkter, og saaledes at Kommissionen kan indfoere det vaesentlige indhold af den afhoerte persons forklaring i et referat, der forelaegges den paagaeldende til godkendelse. Kommissionens og det raadgivende udvalgs medlemmer deltager ikke i hoeringerne, og de har derfor kun kendskab til virksomhedernes argumentation i kraft af referatet. De boer derfor have et godkendt referat af hoeringerne for at kunne traeffe afgoerelse med fuldt kendskab til sagen. Det er imidlertid ikke tilfaeldet i denne sag, idet det endelige referat foerst er fremsendt til sagsoegeren den 8. juli 1986, dv s. to maaneder efter beslutningens vedtagelse.

60 Denne fejl medfoerer ifoelge sagsoegeren, at beslutningen ikke er lovlig, idet det ikke kan udelukkes, at beslutningen ville have vaeret anderledes, hvis medlemmerne af de to organer havde haft et referat af hoeringerne, hvori var indfoejet de mange rettelser, som sagsoegeren havde foretaget i det foreloebige referat med hensyn til selskabets medvirken ved hoeringen.

61 Kommissionen har anfoert, at det ikke fremgaar af artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 99/63, inden for hvilken frist virksomhedernes godkendelse af referatet skal foreligge, eller til hvem det foreloebige og endelige referat skal fremsendes.

62 Herudover har Kommissionen anfoert, at da de aendringer i udkastet til referat, som sagsoegeren anmodede om, var ubetydelige, havde beslutningen ikke vaeret anderledes, selv om det endelige referat var fremsendt til det raadgivende udvalgs og Kommissionens medlemmer. Der er saaledes ikke anledning til at undersoege, om der maatte foreligge en sagsbehandlingsfejl (Domstolens dom af 10.7.1980, sag 30/78, Distillers Company mod Kommissionen, Sml. s. 2229, praemis 26).

63 Hvad angaar det raadgivende udvalg har Kommissionen anfoert, at dets medlemmer ganske vist kun havde det foreloebige referat, men alle medlemsstaternes myndigheder var repraesenteret ved hoeringsrunderne med undtagelse af Graekenland og Luxembourg i anden hoeringsrunde. For medlemsstaternes myndigheder skulle referatet saaledes alene fastholde, hvad der var passeret under hoeringerne. Det er i denne forbindelse uden betydning, at den embedsmand, der var til stede ved hoeringerne, ikke noedvendigvis var statens repraesentant i det raadgivende udvalg.

64 Videre har Kommissionen anfoert, at da dens medlemmer vedtog beslutningen, havde de ikke kun det foreloebige referat, men ogsaa alle parternes bemaerkninger hertil.

65 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det forhold, at det referat af hoeringen, der fremsendes til det raadgivende udvalg og Kommissionen, er foreloebigt, kun er en sagsbehandlingsfejl, der kan medfoere, at den beslutning, der traeffes ved afslutningen af den paagaeldende procedure, er ugyldig, saafremt dokumentet er affattet paa en saadan maade, at adressaterne kan blive vildledt paa et afgoerende punkt (Domstolens dom af 15.7.1970, sag 44/69, Buchler mod Kommissionen, Sml. s. 151, praemis 17; org. ref.: Rec. s. 733).

66 For saa vidt angaar det referat, der er fremsendt til Kommissionen, bemaerkes, at denne sammen med det foreloebige referat modtog virksomhedernes bemaerkninger hertil, og det maa saaledes antages, at Kommissionens medlemmer var orienteret om alle vaesentlige forhold, inden de traf afgoerelse.

67 Med hensyn til det foreloebige referat, der er fremsendt til det raadgivende udvalg, bemaerkes, at sagsoegeren ikke har angivet, paa hvilke punkter dette referat ikke loyalt og korrekt gengiver hoeringerne, og at sagsoegeren har begraenset sig til generelt at henvise til de tilfoejelser, som selskabet havde fremsendt til Kommissionen. Sagsoegeren har saaledes ikke bevist, at det paagaeldende dokument er affattet paa en saadan maade, at det raadgivende udvalgs medlemmer kunne blive vildledt paa et afgoerende punkt.

68 Anbringendet maa saaledes forkastes.

Beviset for overtraedelsen

69 Det anfoeres i beslutningen (80. betragtning, foerste afsnit), at de polypropylenproducenter, der leverede til EF, fra 1977 deltog i et kompleks af planer, ordninger og foranstaltninger, der blev vedtaget inden for rammerne af et system med regelmaessige moeder og loebende kontakter. Det tilfoejes (80. betragtning, andet afsnit), at producenternes overordnede plan var at moedes og naa til enighed i konkrete anliggender.

70 Det maa derfor foerst undersoeges, om Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis vedroerende (A) kontakterne mellem producenterne og moedet i European Association for Textile Polyolefins (herefter benaevnt "EATP") den 22. november 1977, (B) systemet med regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, (C) prisinitiativerne, (D) de foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, og (E) fastsaettelsen af maengdemaal og kvoter. Der skal herved (a) tages hensyn til beslutningen og (b) parternes anbringender, foer (c) disse vurdere s. Endelig maa Retten efterproeve Kommissionens anvendelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse faktiske omstaendigheder.

1. Bevismaessige konstateringer

A - EATP-moedet den 22. november 1977

a) Den anfaegtede retsakt

71 Det anfoeres i beslutningen (17. betragtning, fjerde afsnit, 78. betragtning, tredje afsnit, og 104. betragtning, andet afsnit), at sagsoegeren - paa samme maade som Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Rhône-Poulenc og Saga - tilkendegav, at selskabet stoettede Monte, som i en artikel i fagpressen (European Chemical News, herefter benaevnt "ECN") den 18. november 1977 havde bebudet en forhoejelse af rafia-prisen til 1,30 DM/kg fra den 1. december. Deres indlaeg paa EATP-moedet den 22. november 1987 viser ifoelge moedereferaterne, at den pris paa 1,30 DM/kg, som Monte havde fastsat, var blevet accepteret af de oevrige producenter som en generel "maalpris" for hele branchen.

72 Ifoelge beslutningen (16. betragtning, foerste og andet afsnit) skal denne stoetteerklaering ses i sammenhaeng med producenternes droeftelser med henblik paa at undgaa et stoerre prisfald og deraf foelgende tab. Som led i disse droeftelser tog de stoerste producenter, Monte, Hoechst, ICI og Shell, initiativ til en aftale om "mindstepriser", som skulle traede i kraft den 1. august 1977. De oevrige producenter, deriblandt Hercules, blev underrettet om enkelthederne i denne aftale.

73 Det anfoeres videre i beslutningen (16. betragtning, femte og sjette afsnit), at ICI og Shell indroemmede, at man havde kontakter med andre producenter for at droefte, hvorledes prisfaldet kunne undgaa s. Kommissionen har imidlertid anerkendt, at den - med undtagelse af "de fire store" (Hoechst, ICI, Monte og Shell) samt Hercules og Solvay - ikke var i stand til at fastslaa, hvilke producenter der deltog i droeftelserne paa dette tidspunkt, eller hvorledes "mindsteprisaftalen" naermere fungerede.

74 Ifoelge beslutningen (17. betragtning, foerste afsnit) var det omtrent paa det tidspunkt, hvor Monte bebudede en forhoejelse af sine priser, at polypropylenproducenterne begyndte at holde regelmaessige moeder. Det anfoeres dog, at ICI har indroemmet, at der foer dette tidspunkt var kontakter mellem producenterne, sandsynligvis telefonisk og paa "ad hoc"-basis.

b) Parternes anbringender

75 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet aldrig paa nogen maade har deltaget i eller stoette en mindsteprisaftale, saaledes som Kommissionen har gjort gaeldende i skrivelsen af 29. marts 1985. Hvis der blev gjort forsoeg herpaa paa "de fire stores" initiativ, var det for at begraense virkningerne for de eksisterende producenter af, at de nye producenter - som Solvay - kom ind paa markedet. Sagsoegeren havde ikke nogen interesse i at foelge en prisforhoejelse, idet selskabet paa det tidspunkt alene oenskede at udnytte sin produktionskapacitet.

76 Dette modsiges ikke af de udtalelser, selskabets repraesentant fremfoerte paa moedet i forbrugerorganisationen EATP den 22. november 1977. Da man droeftede prisproblemerne for polypropylen, beklagede selskabet prisfaldet, der efter dets opfattelse var lige saa skadeligt for producenterne som for forbrugerne. Det kan hverken paa grundlag af referatet af moedet eller af andre dokumenter fastslaas, at Solvay deltog i et initiativ med det formaal at fastsaette prisen til 1,30 DM/kg pr. 1. december 1977. Sagsoegerens repraesentants udtalelser indgaar udmaerket i den dobbeltbundne bluff-politik, som selskabet foerte ved moederne for at faa de oevrige producenter til at forhoeje deres priser, saaledes at det kunne komme hurtigere ind paa markedet.

77 Sagsoegeren har i replikken henvist til den tilbageholdenhed, Kommissionen giver udtryk for i sit svarskrift, naar den anfoerer, at det er muligt ("Il se peut"), at de oevrige producenter (herunder Solvay) tilsluttede sig denne aftale.

78 Kommissionen har anfoert, at formaalet med kartellet var ved en samordnet adfaerd at lede de nye producenter ind paa markedet, saaledes at deres interesser blev forenet med de eksisterende producenter s. De nye oenskede at faa en markedsandel, og de andre oenskede at beholde deres paa et tidspunkt, hvor priserne laa noget under "break-even point", saaledes som det fremgaar af sagsoegerens udtalelser paa EATP-moedet den 22. november 1977, dv s. over for kunderne.

79 Kommissionen har videre anfoert, at disse udtalelser maa ses i lyset af den centrale mindsteprisaftale, som de fire betydeligste producenter (Monte, Hoechst, ICI og Shell - bilag 2) havde indgaaet i midten af 1977. Efter indgaaelsen af denne aftale blev der gennemfoert et prisinitiativ i november 1977, og mindst fem andre producenter (Rhône-Poulenc, Hercules, Linz, Saga og Solvay) tilsluttede sig dette, idet de ved EATP-moedet den 22. november 1977 (bilag 6 til den generelle meddelelse) gav udtryk for stoette til dette initiativ. Det kan ikke fastslaas, om de blev parter i den centrale aftale, eller om der var tale om en samordnet praksi s. Ved et moede den 30. august 1977 droeftede Shell og Solvay priserne.

c) Rettens vurdering

80 Det bemaerkes indledningsvis, at Kommissionen ikke har noget direkte bevis for, at der var kontakt mellem Solvay og andre producenter foer EATP-moedet den 22. november 1977, idet den ikke over for sagsoegeren kan paaberaabe sig referatet udarbejdet den 6. september 1977 af det moede, som blev afholdt mellem Shell og Solvay den 30. august 1977, idet dette dokument ikke er blevet fremsendt til sagsoegeren. Der maa derfor ses bort fra saadanne kontakter ved undersoegelsen af de udtalelser, sagsoegeren fremsatte ved dette EATP-moede.

81 Endvidere bemaerkes, at det fremgaar af sagsoegerens udtalelser under EATP-moedet den 22. november 1977 (bilag 6 til den generelle meddelelse), dels at selskabet generelt stoettede Monte' s politik, der gik ud paa at haeve priserne, dels at selskabet over for konkurrenterne klart havde tilkendegivet, hvorledes det havde besluttet at optraede paa markedet. I referatet af udtalelserne anfoeres saaledes foelgende:

"On the subject of sale price, Solvay associates itself with the opinion expressed by the other producers ... Solvay will fall into line with the prices already quoted by the main producer s. The level of these prices still does not seem at all sufficient to ensure a normal profitability for the PP manufacturers."

("For saa vidt angaar salgspriser, tilslutter Solvay sig den opfattelse, de oevrige producenter har givet udtryk for ... Solvay vil foelge samme linje med hensyn til priser som de store producenter. Prisniveauet synes stadig slet ikke at vaere tilstraekkeligt til at sikre en normal fortjeneste for polypropylenproducenterne.")

Disse udtalelser underbygges af referatet af det foelgende EATP-moede den 26. maj 1978 (bilag 7 til den generelle meddelelse), hvori er gengivet de forskellige producenters vurderinger vedroerende de resultater, der var opnaaet paa markedet efter moedet den 22. november 1977. Sagsoegeren udtalte her foelgende:

"Re-reading the Minutes of the last meeting which was held in Paris on 22nd November, 1977, everyone knew that the polypropylene price situation in Europe was absolutely catastrophic. Today, six months later, we can inform that the situation has improved slightly, even if the price levels have not reached the desired level."

("Ved en ny gennemgang af referatet af det sidste moede, der blev afholdt i Paris den 22. november 1977, erkendte alle, at prissituationen for polypropylen i Europa var fuldstaendig katastrofal. I dag, seks maaneder senere, kan vi oplyse, at situationen er blevet lidt bedre, selv om prisniveauet ikke er naaet op paa det oenskede.")

82 Kommissionen maa saaledes anses for at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren i konkurrenters naervaerelse gav udtryk for en generel stoette til Monte' s politik, der gik ud paa at haeve priserne (beslutningens 17. betragtning, fjerde afsnit, foerste pkt., og 78. betragtning, tredje afsnit, andet pkt.), og at selskabet over for konkurrenterne klart tilkendegav, hvorledes det havde besluttet at optraede paa markedet.

B - Systemet med regelmaessige moeder

a) Den anfaegtede retsakt

83 Ifoelge beslutningen (18. betragtning, foerste afsnit) blev der i loebet af 1978 afholdt mindst seks moeder mellem de oeverste ledere, der havde ansvaret for den samlede ledelse af nogle af producenternes polypropylenaktiviteter (herefter benaevnt "chefer"). Dette moedesystem udviklede sig hurtigt til ogsaa at omfatte moeder paa et lavere niveau mellem repraesentanter med mere detaljeret kendskab til markedsfoeringen (herefter benaevnt "eksperter"; der henvises til ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17, bilag 8 til den generelle meddelelse). Det anfoeres i beslutningen, at sagsoegeren deltog regelmaessigt i moederne indtil udgangen af september 1983 (105. betragtning, fjerde afsnit). PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0012.1

84 Endelig fremgaar det af beslutningen (21. betragtning), at formaalet med de regelmaessige moeder navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal og at sikre producenternes overholdelse heraf.

b) Parternes anbringender

85 Sagsoegeren har erkendt at have deltaget nogenlunde regelmaessigt i "chef"- og "ekspert"-moederne, men har anfoert, at Kommissionen ikke heraf kan slutte, at selskabet indgik konkurrencebegraensende aftaler. Selskabet har i denne forbindelse paaberaabt sig to argumenter, dels vedroerende karakteren af dets deltagelse i moederne, dels vedroerende producenternes afvigende interesser, der forhindrede, at der kunne indgaas pris- eller kvoteaftaler.

86 Sagsoegeren har videre understreget, at Kommissionen ikke alene af det forhold, at virksomhederne gav udtryk for enighed, kan udlede, at de havde til hensigt under moederne at paatage sig forpligtelser, uden at undersoege de enkelte virksomheders interesser og saerlige situation. Solvay deltog saaledes ikke i moederne for at paatage sig forpligtelser, men kun for at indsamle tekniske og kommercielle oplysninger, som selskabet som ny paa markedet ikke have kendskab til, og som var noedvendige for dets fremtidige udvikling. For fortsat kunne deltage i moederne uden at paatage sig forpligtelser spillede sagsoegeren et dobbeltspil og gav de oevrige virksomheder ukorrekte oplysninger.

87 Sagsoegeren har tilfoejet, at selskabets adfaerd paa markedet ikke var i overensstemmelse med resultaterne af moederne, saaledes som konkurrenterne fastslog i mange tilfaelde ved moederne, bl.a. ved moedet den 15. juni 1981, hvori selskabet ikke deltog (bilag 64 til den generelle meddelelse). Da sagsoegeren i 1982 var naaet op paa en fuld udnyttelse af sin produktionskapacitet, var oplysningerne ikke laengere relevante for selskabet, og det foreslog derfor ved moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse) at ophoere med producentmoederne.

88 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at de store interesseforskelle, der var mellem producenterne, viser, at de ikke paatog sig forpligtelser. De nye paa markedet ville hurtigt naa op paa en fuld udnyttelse af deres produktionskapacitet ved at foere en aggressiv prispolitik, mens de producenter, der allerede var paa markedet, ville bevare deres markedsandel. Disse interesseforskelle udelukkede, at der kunne indgaas en egentlig generel aftale mellem alle producenterne. Dette udelukker imidlertid, at "de fire store" forsoegte at indgaa en aftale med henblik paa at bevare deres markedsandel.

89 Kommissionen har anfoert, at naar der er foert bevis for et kartel ved en helhed af beviser, saaledes som det er tilfaeldet i denne sag, er det forhold, at en eller flere karteldeltagerne ikke havde til hensigt at paatage sig forpligtelser, ikke tilstraekkeligt til at tilsidesaette beviserne for kartellet.

90 Kommissionen har videre anfoert, at formaalet med den overordnede aftale, der var at begraense konkurrencen, ikke maa sammenblandes med den ene eller anden virksomheds formaal med at deltage i et bestemt moede. Der kan ikke tages hensyn til dette formaal, naar det skal afgoeres, om virksomheden deltog i den overordnede aftale, idet det af denne deltagelse fremgaar, at virksomheden deltog i moeder, hvorunder der blev fastsat maalpriser og kvotemaal. Forholdene for den enkelte virksomhed maa saaledes ikke skilles ud fra den overordnede sammenhaeng, idet kartellet inden for polypropylenbranchen bestod af en helhed, hvori den enkelte virksomhed for sit vedkommende deltog paa sin saerlige maade ud fra virksomhedens specifikke situation og interesser.

91 Endvidere har Kommissionen anfoert, at diskussioner vedroerende konkurrencens noegleparametre, bl.a. det niveau, som priserne skulle op paa, og fordelingen af salgskvoter, er de diskussioner uvedkommende, hvorved en ny virksomhed paa markedet, der endnu ikke kender dette saerligt godt, saettes ind i, hvorledes det fungerer. Da sagsoegeren i maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse) foreslog at ophoere med systemet med regelmaessige moeder, var det ikke, fordi selskabet ikke laengere havde behov for at indsamle oplysninger, men snarere, fordi selskabet fandt, at priskartellet havde mistet sit formaal, da prisniveauet som foelge af ligevaegten i udbud og efterspoergsel var stabiliseret. I oevrigt har Kommissionen bemaerket, at de oevrige producenter ikke delte sagsoegerens synspunkt, og at alle producenterne, herunder sagsoegeren, blev enige om at benytte denne situation til at gennemfoere en ny prisstigning.

92 Kommissionen har paa ny henvist til, at moedernes formaal var at forene producenternes modstridende interesser. Deltagerne i kartellet var saaledes alle paa den ene eller anden maade konkurrenter, der havde interesser i at deltage i kartellet. Dette udelukker paa ingen maade, at nogle af virksomhederne fra tid til anden havde forbehold eller foerte et dobbeltspil, men uden paa noget tidspunkt at give udtryk herfor. Tvaertimod kunne ordvalget og udtalelserne i referaterne naturligt forstaas saaledes, at de indebar det, der blev givet udtryk for, nemlig at der ved moederne blev indgaaet aftaler. Sagsoegeren var ikke blot observatoer. Endvidere ville det ikke i laengden vaere muligt, at der ved moederne baade var producenter, som ville indgaa i aftaler, og andre, der forholdt sig fuldstaendig tavs og modvirkede forhandlingerne. Kommissionen har konkluderet, at sagsoegeren ikke har begraenset sig til blot at vaere observatoer, men at selskabet paatog sig forpligtelser paa samme maade som de oevrige deltagere.

c) Rettens vurdering

93 Det bemaerkes, at sagsoegeren i staevningen har erkendt "avoir participé (' à partir de 1978' ) assez régulièrement à des réunions de l' ensemble des producteurs européens de polypropylène. Ces réunions, présidées par Monte puis par ICI, ont été l' occasion d' échanges d' informations techniques et commerciale s. A l' initiative des producteurs en place, des discussions intervinrent sur la mise sur pied d' une politique commune de prix et, à certaines époques, sur l' élaboration d' un système de quotas de vente. On peut penser à cet égard que les producteurs établis sur le marché tentaient d' arriver à un accord pour maintenir leurs parts de marché" ("fra 1978 at have deltaget nogenlunde regelmaessigt i moeder for alle de europaeiske polypropylenproducenter. Paa disse moeder, der blev ledet foerst af Monte, senere af ICI, blev der udvekslet tekniske og kommercielle oplysninger. Paa initiativ af de producenter, der allerede var paa markedet, var der droeftelser om at gennemfoere en faelles prispolitik og paa visse tidspunkter om udarbejdelse af et system med salgskvoter. Det er muligt, at de producenter, der var paa markedet, forsoegte at naa frem til en aftale, saaledes at de kunne bevare deres markedsandele").

94 Denne udtalelse underbygges af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), hvori sagsoegeren - i modsaetning til to andre producenter - medregnes blandt de faste deltagere i "ekspert"- og "chef"-moederne.

95 Det er endvidere med rette, at Kommissionen paa grundlag af de oplysninger, som ICI gav i svaret paa begaeringen om oplysninger, og som underbygges af en raekke moedereferater, fandt, at formaalet med moederne navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal. Det anfoeres saaledes i svaret:

"Generally speaking however, the concept of recommending 'Target prices' was developed during the early meetings which took place in 1978"; "' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ...",

og

"A number of proposals for the volume of individual producers were discussed at meetings"

("Tanken om at anbefale 'maalpriser' blev generelt udviklet under de foerste moeder, som fandt sted i 1978"; "' Maalpriser' for hver basiskvalitet af alle de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter 1. januar 1979, fremgaar af bilaget ...",

og

"En raekke forslag med hensyn til de forskellige producenters salgsmaengder blev diskuteret paa moederne").

96 Hertil kommer, at omtalen i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger af, at der - ud over "chef"-moederne - ogsaa blev foranstaltet moeder for markedsfoerings-"eksperter" fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, viser, at droeftelserne vedroerende fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal blev mere og mere konkrete og praecise, mens "cheferne" i 1978 alene havde udviklet selve systemet med maalpriser.

97 Ud over det allerede citerede anfoeres det i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger: "Only 'Bosses' and 'Experts' meetings came to be held on a monthly basis" ("Kun 'chef' - og 'ekspert' -moederne blev afholdt maanedsvis"). Kommissionen har med rette udledt af dette svar - og af moedernes karakter og formaal - at disse var led i et system med regelmaessige moeder.

98 Sagsoegeren har heroverfor anfoert, at selskabets deltagelse i moederne var uden noget konkurrencebegraensende formaal, idet det som ny paa markedet havde behov for at indsamle oplysninger for at kunne opnaa en markedsandel. Hertil bemaerkes, at da det er bevist, at sagsoegeren deltog i disse moeder, og at formaalet med disse navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal, gav selskabet i hvert fald sine konkurrenter det indtryk, at det deltog i moederne ud fra de samme bevaeggrunde som dem.

99 Det paahviler under disse omstaendigheder sagsoegeren at fremkomme med indicier til stoette for, at sagsoegeren ikke deltog i moederne ud fra et oenske om, at konkurrencen skulle begraenses, og saaledes paavise, at selskabets konkurrenter vidste, at det deltog i moederne med andre bevaeggrunde end dem.

100 Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegerens argumenter vedroerende dets adfaerd paa markedet, som gaar ud paa at paavise, at selskabets formaal med at deltage i moederne alene var at orientere sig om den forventede udvikling paa markedet, ikke er indicium for, at selskabet ikke havde oenske om at begraense konkurrencen, idet der ikke er fremfoert nogen holdepunkter for, at konkurrenterne vidste, at dets adfaerd paa markedet var uafhaengig af droeftelserne paa moederne. Selv om det antages, at konkurrenterne vidste det, er det forhold, at selskabet af konkurrenter soegte at faa oplysninger, som en erhvervsdrivende normalt behandler strengt fortroligt, tilstraekkeligt til at paavise, at selskabet havde et oenske om, at konkurrencen skulle begraenses.

101 Kommissionen har herefter foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter fra 1978 til september 1983, at disse moeder navnlig havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, at moederne var led i et system, og at der ikke er grundlag for at antage, at sagsoegeren ikke deltog i moederne ud fra et oenske om, at konkurrencen skulle begraenses.

C - Prisinitiativerne

a) Den anfaegtede retsakt

102 Det anfoeres i beslutningen (28.-51. betragtning), at et system med fastsaettelse af maalpriser blev gennemfoert ved prisinitiativer, hvoraf 6 har kunnet identificere s. Det foerste varede fra juli til december 1979, det andet fra januar til maj 1981, det tredje fra august til december 1981, det fjerde fra juni til juli 1982, det femte fra september til november 1982 og det sjette fra juli til november 1983.

103 Vedroerende det foerste af disse prisinitiativer har Kommissionen i beslutningen (29. betragtning) anfoert, at den ikke har konkrete beviser for, at der blev afholdt moeder eller taget prisinitiativer i foerste del af 1979. Referatet af et moede, der blev afholdt den 26. og 27. september 1979, viser imidlertid, at der var planer om et prisinitiativ, som var baseret paa en rafia-pris paa 1,90 DM/kg fra den 1. juli og 2,05 DM/kg fra den 1. september. Kommissionen har fundet prisinstrukser fra visse producenter, hvoraf det fremgaar, at disse havde udsendt ordrer til deres nationale salgskontorer om at anvende dette prisniveau eller et niveau svarende hertil i national valuta fra den 1. september, og de fleste blev udsendt, foer den planlagte prisforhoejelse var blevet annonceret i fagpressen (30. betragtning til beslutningen).

104 Paa grund af vanskeligheder med at forhoeje priserne besluttede producenterne imidlertid paa moedet den 26. og 27. september 1979 at udskyde ivaerksaettelsen af maalprisen flere maaneder indtil den 1. december, idet planen nu gik ud paa at "holde" prisniveauet i oktober maaned med mulighed for i mellemtiden at forhoeje prisen fra 1,90 til 1,95 DM/kg i november (beslutningens 31. betragtning, foerste og andet afsnit).

105 For saa vidt angaar det andet prisinitiativ, anfoeres det i beslutningen (32. betragtning), at der blev afholdt mindst syv moeder mellem producenterne i 1980 (der henvises til tabel 3 i bilaget til beslutningen), selv om der ikke blev fundet referater af moeder afholdt i dette aar. Skoent fagpressen i begyndelsen af aaret havde naevnt, at producenterne gik ind for et staerkt prisfremstoed i loebet af 1980, faldt markedspriserne kraftigt til 1,20 DM/kg eller mindre, indtil de begyndte at stabilisere sig omkring september. Prisinstrukser fra en raekke producenter (DSM, Hoechst, Linz, Monte, Saga og ICI) viser, at man for at genoprette prisniveauet fastsatte maalpriser for december 1980 og januar 1981 paa grundlag af en pris paa 1,50 DM/kg for rafia, 1,70 DM/kg for homopolymerisater og 1,95 til 2,00 DM/kg for copolymerisater. Et internt dokument fra Solvay indeholder en tabel, hvori de "faktiske priser" i oktober og november 1980 sammenlignes med, hvad der betegnes som "listepriserne" for januar 1981 paa 1,50/1,70/2,00 DM/kg. Efter den oprindelige plan skulle disse priser ivaerksaettes pr. 1. december 1980. Den 13.-15. oktober blev der afholdt et moede i Zuerich, men initiativet blev udsat til den 1. januar 1981.

106 Det anfoeres endvidere i beslutningen (33. betragtning), at Solvay deltog i to moeder i januar 1981, hvorunder det viste sig noedvendigt at gennemfoere en prisforhoejelse, der i december 1980 var besluttet til 1. februar 1981, paa grundlag af en rafia-pris paa 1,75 DM/kg i to trin: Maalet var fortsat 1,75 DM/kg for februar, og fra den 1. marts skulle maalet "uden undtagelse" forhoejes til 2,00 DM/kg. Der blev udarbejdet en tabel i seks nationale valutaer med maalpriser paa de seks vigtigste polypropylenkvaliteter. Tabellen skulle traede i kraft den 1. februar og den 1. marts 1981. De dokumenter, der blev fundet hos de forskellige producenter, viser, at de traf foranstaltninger med henblik paa at anvende de maalpriser, der var fastsat for februar og marts.

107 Ifoelge beslutningen (34. betragtning) ser planerne om at naa op paa 2,00 DM/kg pr. 1. marts imidlertid ikke ud til at vaere lykkede s. Producenterne nedsatte deres forventninger og haabede nu paa en pris paa 1,75 DM/kg i mart s. Den 25. marts 1981 blev der afholdt et "ekspertmoede" i Amsterdam. Der foreligger ikke referat af dette moede, men umiddelbart efter gav i hvert fald BASF, DSM, ICI, Monte og Shell instrukser om at haeve maal- (eller "liste"-)priserne til, hvad der svarede til 2,15 DM/kg for rafia med virkning fra den 1. maj. Hoechst gav tilsvarende instrukser for 1. maj, men gjorde det foerst ca. fire uger efter de oevrige. Nogle af producenterne gav deres salgskontorer en vis handlefrihed til at anvende "minimumspriser" eller "bundpriser", der laa lidt under de vedtagne maalpriser. I foerste del af 1981 steg priserne ret kraftigt, men selv om producenterne gjorde en stor indsats for at faa prisforhoejelserne igennem pr. 1. maj, holdt denne udvikling ikke. Ved midten af aaret ventede producenterne enten en stabilisering af prisniveauet eller endog en vis tilbagegang, efterhaanden som efterspoergslen faldt i sommerens loeb.

108 Med hensyn til det tredje prisinitiativ, anfoeres det i beslutningen (35. betragtning), at Shell og ICI allerede i juni 1981, da det viste sig, at prisstigningerne i aarets foerste kvartal begyndte at gaa langsommere, forudsaa et yderligere prisinitiativ for september og oktober 1981. Shell, ICI og Monte moedtes den 15. juni 1981 for at droefte, hvilken fremgangsmaade der skulle anvendes for at faa markedspriserne til at stige. Faa dage efter dette moede gav baade ICI og Shell deres salgskontorer instruks om at forberede markedet paa en stoerre forhoejelse i september paa grundlag af en paataenkt forhoejelse af rafia-prisen til 2,30 DM/kg. Ogsaa Solvay gav den 17. juli 1981 sine salgskontorer i Benelux instruks om at forberede kunderne paa en stoerre prisforhoejelse pr. 1. september, hvis stoerrelse naermere skulle fastlaegges i sidste uge af juli, idet der var planlagt et "ekspert"-moede til afholdelse den 28. juli 1981. Den oprindelige plan, der gik ud paa at tilstraebe en pris paa 2,30 DM/kg i september 1981, blev revideret, sandsynligvis paa dette moede, saaledes at maalet for august blev reduceret til 2,00 DM/kg for rafia. I september skulle prisen vaere 2,20 DM/kg. I et haandskrevet notat fra Hercules dateret 29. juli 1981 (dagen efter det moede, som Hercules sandsynligvis ikke deltog i) anfoeres disse priser som "officielle" priser for august og september, og der henvises i kryptiske vendinger til kilden til disse oplysninger. Der blev afholdt moeder igen i Genève den 4. august og Wien den 21. august 1981. Efter disse moeder udsendte producenterne nye instrukser med en maalpris paa 2,30 DM/kg pr. 1. oktober. BASF, DSM, Hoechst, ICI, Monte og Shell udsendte praktisk taget identiske instrukser om ivaerksaettelse af disse priser i september og oktober.

109 Ifoelge beslutningen (36. betragtning) gik planerne nu ud paa i loebet af september og oktober 1981 at komme op paa en "basispris" for rafia paa 2,20 til 2,30 DM/kg. Papirer fra Shell viser, at man oprindeligt paataenkte et yderligere prisforhoejelsestrin til 2,50 DM/kg pr. 1. november, men at dette blev opgivet. Af materialet fra de forskellige producenter fremgaar, at priserne steg i loebet af september, og initiativet blev viderefoert i oktober 1981, hvor man naaede op paa en markedspris paa ca. 2,00 til 2,10 DM/kg for rafia. Et notat fra Hercules viser, at maalprisen paa 2,30 DM/kg i loebet af december 1981 blev nedjusteret til en mere realistisk pris paa 2,15 DM/kg, men det hedder i notatet, at "man med den faelles maalbevidste indsats fik priserne op paa 2,05 DM, dv s. det naermeste nogensinde ved de offentliggjorte (sic) maalpriser". Ved udgangen af 1981 laa de priser, der blev refereret i fagpressen, paa 1,95 til 2,10 DM/kg for rafia, altsaa ca. 0,20 DM under producenternes maalpriser. Kapacitetsudnyttelsen androg ca. 80% og blev omtalt som "sund".

110 Det fjerde prisinitiativ fra juni til juli 1982 blev gennemfoert, efter at der paa markedet var blevet ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel. Initiativet blev besluttet paa producentmoedet den 13. maj 1982, som Solvay deltog i, og hvorunder der blev udarbejdet en detaljeret maalprisliste pr. 1. juni 1982 for hver af de vigtigste polypropylenkvaliteter i de forskellige nationale valutaer (2,00 DM/kg for rafia; beslutningens 37. og 38. betragtning samt 39. betragtning, foerste afsnit).

111 Moedet den 13. maj 1982 blev fulgt op af prisinstrukser fra ATO, BASF, Hoechst, Hercules, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell, der med faa ubetydelige undtagelser svarede til de priser, som var fastsat paa moedet (beslutningens 39. betragtning, andet afsnit). Producenterne kunne ved moedet den 9. juni 1982 kun give oplysninger om beskedne forhoejelser.

112 Sagsoegeren deltog ifoelge beslutningen (40. betragtning) ogsaa i det femte prisinitiativ fra september til november 1982, der blev besluttet paa moedet den 20. og 21. juli 1982, og som gik ud paa at naa en pris paa 2,00 DM/kg pr. 1. september og 2,10 DM/kg pr. 1. oktober, idet selskabet var til stede ved de fleste, om ikke alle, moeder, der blev afholdt fra juli til november 1982, og hvor dette initiativ blev planlagt og kontrolleret (45. betragtning til beslutningen). Ved moedet den 20. august 1982 blev den forhoejelse, der var planlagt til den 1. september, udskudt til 1. oktober, og denne beslutning blev bekraeftet ved moedet den 2. september 1982 (41. betragtning til beslutningen).

113 Efter moederne den 20. august og 2. september 1982 gav ATO, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell prisinstrukser i overensstemmelse med den maalpris, der var fastlagt ved moederne (43. betragtning til beslutningen).

114 Ifoelge beslutningen (44. betragtning) foretoges der paa moedet den 21. september 1982, som sagsoegeren deltog i, en gennemgang af de foranstaltninger, der var truffet for at naa den tidligere fastsatte maalpris, og der blev givet almindelig tilslutning til et forslag om en prisforhoejelse til 2,10 DM/kg i november-december 1982. Forhoejelsen blev bekraeftet paa moedet den 6. oktober 1982.

115 Efter moedet den 6. oktober 1982 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte, Shell og Saga prisinstrukser med den besluttede forhoejelse (beslutningens 44. betragtning, andet afsnit).

116 Sagsoegeren har i lighed med BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Saga til Kommissionen udleveret de prisinstrukser, de udsendte til deres lokale salgskontorer, og de stemmer ikke blot overens indbyrdes hvad angaar beloeb og tidspunkt, men ogsaa med den maalprisliste, der er vedlagt ICI' s referat af "ekspert"-moedet den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse; beslutningens 45. betragtning, andet afsnit).

117 Moedet i december 1982 resulterede ifoelge beslutningen (46. betragtning, andet afsnit) i en aftale om, at det prisniveau, der var fastsat for november-december, skulle vaere ivaerksat inden udgangen af januar 1983.

118 Endelig deltog sagsoegeren ifoelge beslutningen (47. betragtning) i det sjette prisinitiativ fra juli til november 1983. Paa moedet den 3. maj 1983 var der saaledes enighed om, at producenterne skulle straebe efter en maalpris paa 2,00 DM/kg i juni 1983. Imidlertid blev det paa moedet den 20. maj 1983 besluttet at udskyde det fastlagte maal til september, og der blev fastsat et midtvejsmaal pr. 1. juli (1,85 DM/kg). Paa et moede den 1. juni 1983 gav de tilstedevaerende producenter, som ikke omfattede sagsoegeren, udtryk for, at de var fast besluttet paa at bringe forhoejelsen paa 1,85 DM/kg i anvendelse. Det blev ved denne lejlighed besluttet, at Shell skulle fremstaa som officiel anfoerer i ECN.

119 Det anfoeres i beslutningen (49. betragtning), at ICI, DSM, BASF, Hoechst, Linz, Shell, Hercules, ATO og Petrofina efter moedet den 20. maj 1983 gav deres salgskontorer instruks om at anvende en rafia-pris paa 1,85 DM/kg pr. 1. juli. Det tilfoejes, at ogsaa Solvay foerst senere underrettede salgskontorerne om prisforhoejelsen med en vis tidsforskydning i forhold til de oevrige producenter; i et internt dokument af 26. juli blev de oejeblikkelige mindstepriser for hvert land sat lig med maalprisen for rafia paa 1,85 DM, mens de nye mindstepriser med virkning fra den 1. september var baseret paa de 2,00 DM, som producenterne havde vedtaget. Det konkluderes i beslutningen, at det saaledes kan fastslaas, at med undtagelse af Huels, for hvem der ikke foreligger nogen prisinstrukser for juli 1983, udsendte alle de producenter, der havde deltaget i moederne eller givet tilsagn om at stoette den nye maalpris paa 1,85 DM/kg, instrukser om at ivaerksaette den nye pris.

120 Endvidere anfoeres det i beslutningen (50. betragtning), at der fandt yderligere moeder sted den 16. juni, den 6. og 21. juli, den 10. og 23. august samt den 5., 15. og 29. september 1983, hvor alle de faste deltagere var til stede. I slutningen af juli og begyndelsen af august 1983 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Solvay, Monte og Saga alle prisinstrukser til deres nationale salgskontorer, der skulle gaelde fra den 1. september, og som var baseret paa en rafia-pris paa 2,00 DM/kg, mens Shell' s prisinstrukser for Det Forenede Kongerige i form af et internt notat af 11. august viser, at det britiske datterselskab arbejdede paa at "fremme" basispriser, der skulle traede i kraft den 1. september, og som svarede til de af de oevrige producenter fastsatte maalpriser. Ved slutningen af maaneden gav Shell imidlertid det britiske salgskontor instruks om at vente med hele forhoejelsen, indtil de oevrige producenter var naaet op paa de oenskede basispriser. Det anfoeres i beslutningen, at instrukserne var identiske for hver kvalitet og hver national valuta med enkelte ubetydelige undtagelser.

121 Ifoelge beslutningen (50. betragtning, sidste afsnit) viser de prisinstrukser, der blev fundet hos producenterne, at det senere blev besluttet at fortsaette prisforhoejelsen fra september, saaledes at rafia-prisen blev forhoejet til 2,10 DM/kg pr. 1. oktober og 2,25 DM/kg pr. 1. november. Det anfoeres i beslutningen (51. betragtning, foerste afsnit), at BASF, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay hver isaer gav deres salgskontorer instrukser om at anvende identiske priser i oktober og november. Hercules fastsatte i foerste omgang priser, der laa lidt under de oevrige producenters.

122 Endelig anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, andet og tredje afsnit), at ATO og Petrofina var til stede paa alle de relevante moeder, men at de begge haevder, at hvis der overhovedet blev givet interne prisinstrukser i den periode, prisinitiativet for juli til november 1983 omfattede, skete det mundtligt. Et internt notat fra ATO dateret 28. september 1983 indeholder imidlertid en tabel med overskriften "Rappel du prix de cota (sic)" med priser paa de tre vigtigste polypropylenkvaliteter gaeldende i september og oktober for de forskellige lande. Priserne var identiske med de af BASF, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay anvendte priser. Under kontrolundersoegelsen hos ATO i oktober 1983 bekraeftede repraesentanter for virksomheden, at salgskontorerne var blevet underrettet om disse priser.

123 Uanset hvornaar det sidste moede fandt sted, varede overtraedelsen ifoelge beslutningen (105. betragtning, 4. afsnit) til november 1983, idet der var knyttet retsvirkninger til aftalen mindst til dette tidspunkt. Dette er den seneste maaned, for hvilken der vides at vaere blevet fastsat maalpriser og givet prisinstrukser.

124 Afslutningsvis anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, sidste afsnit), at det hed i fagpressen ved udgangen af 1983, at polypropylenpriserne var blevet styrket med en rafia-pris paa 2,08 til 2,15 DM/kg (det fastsatte maal var 2,25 DM/kg).

b) Parternes anbringender

125 Sagsoegeren har gentaget, at det ikke af selskabets deltagelse i producentmoederne kan udledes, at det deltog i prisaftaler. Endvidere har selskabet paa ny henvist til, at det kun deltog i moederne for at indsamle oplysninger, at det foerte et dobbeltspil, og at dets adfaerd paa markedet ikke svarede til resultatet af moederne. Denne adfaerd foerte til, at Solvay i juni 1981 blev betegnet som "permanent trouble maker" (bilag 64 til den generelle meddelelse), samtidig med, at Shell i december 1981 (bilag 3 til Solvay' s svar paa meddelelsen om klagepunkter) og februar 1982 (bilag 2 til Solvay' s svar paa meddelelsen om klagepunkter) fremhaevede selskabets aggressive prispolitik. ATO udtalte i februar 1983, at Solvay var blevet lidt fornuftigere (bilag 2 a til Solvay' s svar paa meddelelsen om klagepunkter). Hoechst udtalte det samme i februar 1982 (bilag 4 til Solvay' s svar paa meddelelsen om klagepunkter) og ICI i december 1982 (bilag 35 til den generelle meddelelse). Sagsoegeren har konkluderet, at selskabet reelt ikke deltog i moederne med den hensigt at foelge konkurrenternes priser. De eneste andre dokumenter, Kommissionen har paaberaabt til stoette for, at sagsoegeren havde til hensigt at paatage sig forpligtelser, vedroerer to enkeltstaaende moeder den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse) og den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse). Disse dokumenter er imidlertid uden betydning, idet Kommissionen over for Solvay goer gaeldende, at selskabet havde deltaget i en overordnet aftale fra 1977, og Solvay deltog ikke i moedet den 1. juni 1983.

126 Sagsoegeren har paa ny anfoert, at de modstridende interesser hos de producenter, der var paa markedet foer 1977, og de nye - herunder sagsoegeren - goer det umuligt at indgaa prisaftaler, idet den ene gruppe ville bibeholde deres markedsandel og samtidig foelge en politik med hoejere priser, mens den anden gruppe ville opnaa en stigende markedsandel ved hjaelp af en aggressiv prispolitik.

127 Sagsoegeren har tilfoejet, at den mere detaljerede argumentation i beslutningen vedroerende prisinitiativerne heller ikke er relevant ved vurderingen af sagsoegerens situation. Der er i virkeligheden tale om en cirkelslutning, idet der tages udgangspunkt i, at der var en overordnet aftale, selv om den ikke altid blev gennemfoert. Ifoelge sagsoegeren er spoergsmaalet imidlertid netop foerst, om der var en aftale, og dernaest om aftalen forpligtede de enkelte virksomheder.

128 For saa vidt angaar prisinitiativerne i 1981, har sagsoegeren anfoert, at selskabets markedspriser afveg vaesentligt fra maalpriserne, hvilket viser, at selskabet ikke deltog i prisinitiativerne i dette aar.

129 Hvad angaar prisinitiativerne i 1982 har sagsoegeren anfoert, at den forskellige udvikling i maalpriserne og selskabets markedspriser klart viser, at de foerstnaevnte ikke havde indflydelse paa de sidstnaevnte. Det notat, Kommissionen har paaberaabt sig, har ingen bevisvaerdi (bilag 78 til den generelle meddelelse). Selv om det ganske vist fremgaar af notatet, at sagsoegeren kraevede en hoejere kvote for at udligne den ulempe, selskabet havde haft som foelge sin faste prispolitik, var der snarere tale om "bluff" end et reelt krav.

130 Med hensyn til prisinitiativerne i 1983 har sagsoegeren anfoert, at selskabets prisinstrukser for juli laa efter meddelelsen om en prisforhoejelse i ECN den 13. juni 1983 (bilag 41 til den generelle meddelelse). Selskabet fulgte saaledes alene med forsinkelse en offentligt bebudet prisforhoejelse som foelge af en forbedring af markedet. Endvidere var selskabet fravaerende ved moedet den 1. juni, hvorunder maalprisen ifoelge Kommissionen skulle vaere fastlagt. Der gaelder det samme med hensyn til prisinitiativet for oktober 1983.

131 Sagsoegeren har konkluderet, at Kommissionen i beslutningen har foretaget en generalisering ved at udstraekke klagepunkter, der maaske var begrundede for nogle producenters vedkommende, til dem alle.

132 Kommissionen har heroverfor anfoert, at med hensyn til de forskellige prisinitiativer er der foert bevis for, at sagsoegeren deltog i fastsaettelsen af maalpriser, ved selskabets faste deltagelse i de moeder, hvorunder disse priser blev aftalt.

133 Selv om sagsoegeren blev betegnet som "permanent trouble maker", skete det kun én gang, nemlig ved et moede i juni 1981 (bilag 64 til den generelle meddelelse), paa et tidspunkt, hvor der paa markedet var stor uligevaegt. Da der ikke var en kvoteaftale for 1981, udnyttede Solvay situationen ved at fordoble sin produktion og forsoegte at saelge mest muligt til priser, der lejlighedsvis var lavere end maalpriserne. Denne adfaerd er ikke repraesentativ for hele perioden.

134 Det forhold, at der af og til blev fastsat forstyrrende priser, at sagsoegeren havde visse uudtalte forbehold, og at der ikke altid var den noedvendige fasthed over for kunderne med hensyn til ikke at give dem lavere priser, er typisk for et priskartel, der anvendes paa et virkeligt marked, og som derfor konstant udsaettes for pression indefra (fra deltagerne) og udefra (fra kunderne).

135 For saa vidt angaar gennemfoerelsen af disse aftaler i form af prisinitiativer, har Kommissionen anfoert, at det med hensyn til 1981 ikke er overraskende, at sagsoegeren i mangel af en kvoteaftale kunne foere en aggressiv prispolitik, maaske med henblik paa senere at opnaa en yderligere kvote. Selv om kartellet fungerede mindre godt i dette aar, var det imidlertid ikke ophoert med at eksistere. Under alle omstaendigheder er der foert bevis for sagsoegerens deltagelse i prisinitiativerne ved selskabets deltagelse i de moeder, for hvilke der foreligger referater, som f.ek s. moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), samt to interne notater fra sagsoegeren, som viser, at selskabet sammenlignede sine priser med maalpriserne, og at det den 17. juli 1981 vidste, at der skulle foretages en forhoejelse, hvis stoerrelse senere skulle fastlaegges, i september.

136 Med hensyn til 1982 har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren har erkendt at have deltaget i prisforhandlingerne. Selskabet fortsatte med at deltage i droeftelserne, selv om det betvivlede nytten heraf (bilag 24 til den generelle meddelelse). I virkeligheden har sagsoegeren konsekvent stoettet prisinitiativerne, saaledes som det fremgaar dels af et moedereferat (bilag 32 til den generelle meddelelse), hvori det understreges, hvor konsekvent sagsoegeren har optraadt i Belgien, dels af det kvoteforslag, som selskabet fremsatte for 1983, og hvori det selv understreger, hvor konsekvent det har optraadt med hensyn til priser (bilag 78 til den generelle meddelelse).

137 Hvad angaar 1983 har Kommissionen prisinstrukser fra sagsoegeren til selskabets salgskontorer (bilag 4 og 5 til den specielle del af meddelelsen om klagepunkter til Solvay, herefter benaevnt "meddelelsen til Solvay"). Disse instrukser svarer til de maal, der var aftalt mellem producenterne (bilag 40 og 42-52). Maalpriserne blev fastsat ved moeder, hvori sagsoegeren deltog (bilag 37 og 38 til den generelle meddelelse), selv om selskabet ganske vist var fravaerende ved det senere moede, hvor disse priser blot blev bekraeftet ("reaffirmed", bilag 40 til den generelle meddelelse). Naar de blev offentliggjort i fagpressen, skete det i henhold til en beslutning paa et af kartellets moeder.

138 Det er Kommissionens opfattelse, at der var en forbindelse med de maalpriser, der blev gennemfoert i form af instrukser til salgskontorerne, og de maalpriser, som blev droeftet ved moederne. Det er ikke sandsynligt - og ikke bekraeftet af de foreliggende oplysninger - at der blot skulle vaere tale om et tilfaeldigt sammenfald (altsaa at prisinstrukserne skulle vaere resultatet af beslutninger truffet af producenterne enkeltvis).

139 Kommissionen har videre anfoert, at selv om det anses for bevist, at der var en forskel mellem prisinstrukserne og de priser, som blev opnaaet paa markedet, er det uden betydning, idet EOEF-traktatens artikel 85 indeholder et forbud mod karteller, som har til formaal og ikke noedvendigvis til foelge at fordreje konkurrencen. Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at maalpriserne dannede udgangspunkt for forhandlingerne med kunderne, og at de opnaaede priser udviklede sig parallelt med maalpriserne. Kommissionen har erkendt - saaledes som den ogsaa har gjort i beslutningen (74. betragtning) - at maalpriserne ikke altid blev opnaaet, men at sagsoegeren overdriver forskellen mellem maalpriserne og de opnaaede priser.

140 Kommissionen har tilfoejet, at den var berettiget til at anse prisinstrukserne for at vaere et led i gennemfoerelsen af prisinitiativerne, selv om de var interne, idet deres indhold svarede til resultaterne af moederne i kartellet, og der var tale om instrukser til salgskontorerne.

c) Rettens vurdering

141 Retten finder, at det fremgaar af referaterne af de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, at de producenter, der deltog i moederne, dér blev enige om de prisinitiativer, som er naevnt i beslutningen. Det anfoeres saaledes i referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse):

"everyone felt that there was a very good opportunity to get a price rise through before the holidays + after some debate settled on DM 2.00 from 1st June (UK 14th June). Individual country figures are shown in the attached table".

("Alle mente, at der var meget gode muligheder for at gennemfoere en prisforhoejelse inden ferien + efter nogen debat enighed om DM 2,00 fra den 1. juni (UK den 14. juni). Tallene for de enkelte lande fremgaar af vedlagte tabel").

142 Sagsoegeren har - stillet over for disse moedereferater - anfoert, at interesseforskellene mellem producenterne gjorde det umuligt at gennemfoere prisinitiativer. Hertil bemaerkes, at selv om producenterne ganske vist havde afvigende interesser paa visse punkter, havde de en faelles interesse i, at prisniveauet steg. De etablerede producenter kunne saaledes forbedre deres resultat, mens de nye producenter kunne realisere deres oensker med hensyn til salgsmaengder med lavere omkostninger. Producenternes afvigende interesser forhindrede saaledes ikke, at der kunne gennemfoeres prisinitiativer med henblik paa at forhoeje det generelle prisniveau.

143 Da der er foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog fast i disse moeder, kan selskabet ikke goere gaeldende, at det ikke tilsluttede sig de prisinitiativer, som blev besluttet, planlagt og kontrolleret dér, uden at fremkomme med indicier til stoette herfor. Da sagsoegerne ikke er fremkommet med saadanne indicier, er der ingen grund til at antage, at selskabet - modsat de andre deltagere - ikke tilsluttede sig initiativerne.

144 Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren har henvist til to argumenter til stoette for, at selskabet ved de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter generelt ikke tilsluttede sig de prisinitiativer, som blev aftalt dér. For det foerste har selskabet anfoert, at det ikke deltog i moederne ud fra et oenske om, at konkurrencen skulle begraenses, og at det paa ingen maade tog hensyn til udfaldet af moederne, naar det fastlagde sin prismaessige adfaerd paa markedet, hvilket bekraeftes af de vigtige forskelle, der er fastslaaet mellem de priser, der haevdes at vaere aftalt under moederne, og de priser, som selskabet anvendte paa markedet.

145 Ingen af disse argumenter kan anses for indicium for, at sagsoegeren - saaledes som selskabet paastaar - ikke tilsluttede sig de aftalte prisinitiativer. Retten henviser i denne forbindelse til, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at der ikke er grundlag for at antage, at sagsoegeren ikke deltog i moederne ud fra et oenske om, at konkurrencen skulle begraenses, saaledes at der ikke i de faktiske omstaendigheder er stoette for sagsoegerens foerste argument.

146 Med hensyn til det andet argument bemaerkes indledningsvis, at selv om der med hensyn til de faktiske omstaendigheder var holdepunkter for dette argument, ville det ikke udelukke, at sagsoegeren havde deltaget i fastsaettelsen af maalpriser ved moederne, men det ville kun indebaere, at sagsoegeren ikke havde gennemfoert resultatet af disse moeder. Det anfoeres i oevrigt ikke i beslutningen, at sagsoegeren anvendte priser, der altid svarede til de maalpriser, som var aftalt paa moederne, og det goeres saaledes heller ikke i den anfaegtede retsakt til stoette for, at sagsoegeren deltog i fastsaettelsen af maalpriser, gaeldende, at selskabet gennemfoerte resultatet af moederne.

147 Det bemaerkes, at det eneste prisinitiativ, med hensyn til hvilket sagsoegeren har fremfoert andre argumenter end de ovenfor anfoerte, er initiativet for juli-november 1983. Selskabet har herved anfoert, at det ikke deltog i moedet den 1. juni 1983, hvorunder dette prisinitiativ blev vedtaget, og at dets prisinstrukser laa efter meddelelsen om prisforhoejelser i fagpressen.

148 Det maa for det foerste fastslaas, at prisinitiativet for juli 1983 ikke blev besluttet ved moedet den 1. juni 1983, som sagsoegeren ikke deltog i, men ved et tidligere moede den 20. maj 1983, hvori selskabet deltog. Det fremgaar saaledes af referatet af et moede mellem "de fire store" den 19. maj (bilag 101 til den generelle meddelelse), at disse ville foreslaa et prisinitiativ ved "chef"-moedet, der skulle afholdes dagen efter, idet det anfoeres:

"19 May: Big 4 premeeting: s. Hoechst, Z.M.P., L. Shell, D.WSBH. ER. ICI. 3 German collectively: determined move ... July - MP + ICI committed. L. in principle only. DSM + Solvay essential 20 May proposal."

("19. maj: forberedende moede med de fire store: s. Hoechst, Z.M.P., L. Shell, D.WSBH. ER. ICI. 3 tyskere kollektivt: prisstigning besluttet ... Juli - MP + ICI har forpligtet sig. L. kun principielt. DSM + Solvay i det vaesentlige forslaget fra 20. maj.")

Dette bekraeftes af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse), hvorefter "Those present reaffirmed complete commitment to the 1.85 move to be achieved by 1st July" ("de tilstedevaerende [ved moedet] bekraeftede, at de var fast besluttet paa at naa 1,85 pr. 1. juli"). Dette viser saaledes, at prisinitiativet var vedtaget tidligere.

149 Retten finder, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig offentliggoerelsen af priser i ECN som begrundelse for, at selskabets priser var de samme som konkurrenternes pr. 26. juli 1983 (bilag Sol. H1, skrivelse af 29.3.1985), idet det klart fremgaar af referatet af moedet den 1. juni 1983, at naar et prisinitiativ blev vedtaget, blev det paa dette tidspunkt offentliggjort i fagpressen. Det anfoeres saaledes i referatet: "Shell was reported to have committed themselves to the move and would lead publicly in ECN" ("Shell ville angiveligt forpligte sig til dette skridt og ville offentliggoere det i ECN"). Endvidere bemaerkes, at selv om sagsoegerens prisinstruks til salgsdirektoeren i Bruxelles laa noget efter prisinstruksen fra de fleste af de oevrige producenter, som svarede til maalprisen, der blev bekraeftet ved moedet den 1. juni 1983, svarer den ikke til den i ECN offentliggjorte pris, der var lidt hoejere (1,90 DM/kg i stedet for 1,85 DM/kg).

150 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette har udledt af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) - hvori det anfoeres, at "' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ..." ("' Maalpriser' for hver basiskvalitet af alle de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter den 1. januar 1979, fremgaar af bilaget ...") - at disse prisinitiativer var led i et system med fastsaettelse af maalpriser.

151 Endelig bemaerkes, at selv om det sidste producentmoede, som Kommissionen har foert bevis for, blev afholdt den 29. september 1983, udsendte nogle producenter (BASF, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte, Solvay og Saga) alligevel fra den 20. september til den 25. oktober 1983 overensstemmende prisinstrukser (bilag I til skrivelsen af 29.3.1985), der skulle traede i kraft den 1. november 1983, og Kommissionen kunne derfor med rette laegge til grund, at der var knyttet virkninger til producentmoederne indtil november 1983.

152 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ikke til stoette for sine bevismaessige konstateringer har maattet paaberaabe sig dokumenter, der ikke er naevnt i meddelelserne om klagepunkter, eller som den ikke har fremsendt til sagsoegeren.

153 Kommissionen har saaledes foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om de prisinitiativer, som er naevnt i beslutningen, at disse initiativer var led i et system, og at der var knyttet virkninger til disse indtil november 1983.

D - Foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne

a) Den anfaegtede retsakt

154 Det anfoeres i beslutningen [artikel 1, litra c), og 27. betragtning, jf. ogsaa 42. betragtning], at sagsoegeren sammen med de oevrige producenter vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at fremme ivaerksaettelsen af maalpriserne, saasom midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra slutningen af september 1982 et "kontostyringssystem" med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder.

155 For saa vidt angaar systemet med "kontostyring" ("account management"), som i den seneste og mest udviklede form fra december 1982 er kendt under navnet "kontoledelse" ("account leadership"), blev sagsoegeren paa samme maade som de oevrige producenter udpeget til koordinator ("leader") for mindst én stor kunde, saaledes at selskabet hemmeligt skulle koordinere kundens forbindelser til dens leverandoerer. Som led i systemet fandt man frem til kunder i Belgien, Italien, Tyskland og Det Forenede Kongerige, og for hver af disse blev der udpeget en "koordinator". I december 1982 blev der foreslaaet en mere generel anvendelse af dette system, idet der for hver stoerre kunde blev udpeget en "kundeadministrator" ("account leader"), som skulle lede, droefte og organisere prisaendringer. Andre producenter, der jaevnligt handlede med den paagaeldende kunde, blev betegnet som "participanter" ("contenders") og samarbejdede med "administratoren" ved tilbudsgivning til den paagaeldende kunde. For at beskytte "administratoren" og "participanterne" skulle andre producenter, som kunden rettede henvendelse til, tilbyde priser, der laa over maalprisen. ICI haevder, at systemet broed sammen efter nogle maaneder, hvor det kun havde fungeret delvis og ineffektivt, men i beslutningen anfoeres det, at det fremgaar af det fuldstaendige referat af moedet den 3. maj 1983, at der paa det tidspunkt foregik intensive droeftelser om enkelte kunder og om de priser, hver enkelt producent tilboed eller skulle tilbyde dem, samt om de leverede eller bestilte maengder.

156 Endelig anfoeres det i beslutningen (20. betragtning), at Solvay deltog i lokale moeder angaaende ivaerksaettelse paa nationalt plan af de foranstaltninger, der var aftalt under plenarmoederne.

b) Parternes anbringender

157 Sagsoegeren har ikke fremfoert specifikke argumenter, der kan afsvaekke selskabets deltagelse i de foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, hvis eksistens selskabet bestrider.

158 Kommissionen har anfoert, at det fremgaar af mange dokumenter, at sagsoegeren deltog aktivt i systemet med kontoledelse. At dette system fandtes, fremgaar af referatet af moederne den 2. september og den 2. december 1982 og af referatet af et moede i foraaret 1983 (bilag 29, 33 og 37 til den generelle meddelelse).

159 Endvidere har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren deltog i lokale moeder i Belgien, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige. Ved et af moederne i Det Forenede Kongerige - den 18. oktober 1982 (bilag 10 til den generelle meddelelse) - blev det bemaerket, at den stoerste del af salget var sket til priser, der var lig med eller laa over maalpriserne (jf. ogsaa bilag 32 til den generelle meddelelse).

c) Rettens vurdering

160 Det bemaerkes, at 27. betragtning til beslutningen, sammenholdt med 26. betragtning, andet afsnit, maa fortolkes saaledes, at det ikke goeres gaeldende, at hver producent enkeltvis paatog sig at traeffe alle de foranstaltninger, der er naevnt dér, men at de enkelte producenter paa forskellige tidspunkter ved moederne sammen med de oevrige producenter vedtog en helhed af foranstaltninger, der er naevnt i beslutningen, og som gik ud paa at skabe gunstige betingelser for en prisforhoejelse, navnlig ved kunstigt at reducere udbuddet af polypropylen. Gennemfoerelsen af de enkelte foranstaltninger i denne helhed blev fordelt i henhold til en aftale mellem de forskellige producenter paa grundlag af deres saerlige situation.

161 Det maa fastslaas, at da sagsoegeren deltog i de moeder, hvor denne helhed af foranstaltninger blev vedtaget (navnlig moedet den 13.5., den 2. og den 21.9.1982 (bilag 24, 29 og 30 til den generelle meddelelse) ), tilsluttede selskabet sig denne, idet det ikke er fremkommet med indicier til stoette for det modsatte. Det fremgaar af foelgende passage i referatet af moedet den 2. september 1982, at systemet med "kontoledelse" blev vedtaget:

"about the dangers of everyone quoting exactly DM 2.00 A.' s point was accepted but rather than go below DM 2.00 it was suggested & generally agreed that others than the major producers at individual accounts should quote a few pfs higher. Whilst customer tourism was clearly to be avoided for the next month or two it was accepted that it would be very difficult for companies to refuse to quote at all when, as was likely, customers tried to avoid paying higher prices to the regular supplier s. In such cases producers would quote but at above the minimum levels for October".

("med hensyn til faren ved, at alle opgav en pris paa 2,00 DM, blev A.' s bemaerkning accepteret, men fremfor at gaa under 2,00 DM blev det foreslaaet, og der var almindelig enighed om, at producenterne - bortset fra hovedleverandoererne til en bestemt kunde - skal angive en pris, der er faa pfennig hoejere. Mens 'kundeflakkeri' klart skal undgaas i den naeste maaned eller to, var der enighed om, at det vil vaere meget svaert for selskaberne helt at afslaa at give tilbud, naar kunderne sandsynligvis forsoeger at undgaa at betale hoejere priser til de saedvanlige leverandoerer. I saadanne tilfaelde vil producenterne afgive tilbud, men til priser, der ligger over niveauet for oktober").

Tilsvarende blev det paa moedet den 21. september 1982, som sagsoegeren deltog i, udtalt: "In support of the move, BASF, Hercules and Hoechst said they would be taking plant off line temporarily" ("BASF, Hercules and Hoechst sagde, at de for at stoette forhoejelsen midlertidigt ville saette et anlaeg ud af drift"), og ved moedet den 13. maj 1982 udtalte Fina: "Plant will be shut down for 20 days in August" ("Fabrikken vil vaere lukket 20 dage i august").

162 For saa vidt angaar systemet med "kontoledelse", bemaerkes, at det fremgaar af referatet af moederne den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse), den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) og i foraaret 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse), som sagsoegeren deltog i, at de tilstedevaerende ved moederne tilsluttede sig dette system. For saa vidt angaar referatet af moedet den 2. december 1982, bemaerkes, at dette bekraefter, at systemet allerede var blevet vedtaget ved moedet i september, idet det anfoeres: "The idea of account management was proposed for more general adoption & a list of customers/account leaders drawn up" ("Der blev foreslaaet en mere almindelig anvendelse af systemet med 'kontoledelse' , og der blev udarbejdet en liste med kunder/' kundeadministratorer' ").

163 Det fremgaar af referatet af moedet den 3. maj 1983 (bilag 38 til den generelle meddelelse), at dette system blev anfoert. Det anfoeres saaledes:

"A long discussion took place on Jacob Holm who is asking for quotations for the 3rd quarter. Is was agreed not to do this and to restrict offers to the end of June. April/May levels were at DKR 6.30 (DM 1.72). Hercules was definitely in and should not have been so. To protect BASF, it was agreed that CWH(uels) + ICI would quote DKR 6.75 from now to end June (DM 1.85) ..."

("En laengere diskussion fandt sted vedroerende Jacob Holm, der har anmodet om prisnedsaettelse for tredje kvartal. Moededeltagerne besluttede ikke at goere dette og at begraense tilbuddene indtil udgangen af juni. I april og maj androg priserne ca. 6,30 DKR (1,72 DM). Det er klart, at Hercules var med og burde ikke have vaeret det. For at beskytte BASF blev det besluttet, at CWH(uels) + ICI skulle angive en pris paa 6,75 DKR fra nu og til udgangen af juni (1,85 DM) ...").

Denne ivaerksaettelse blev bekraeftet ved ICI' s besvarelse af begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), hvori der anfoeres foelgende vedroerende moedereferatet: PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0012.2

"In the Spring of 1983 there was a partial attempt by some producers to operate the 'Account Leadership' scheme ... Since Hercules had not declared to the 'Account Leader' its interest in supplying Jacob Holm, the statement was made at this meeting in relation to Jacob Holm that 'Hercules were definitely in and should not have been so' . It should be made clear that this statement refers only to the Jacob Holm account and not to the Danish market. It was because of such action by Hercules and others that the 'Account Leadership' scheme collapsed after at most two months of partial and ineffective operation.

The method by which Huels and ICI should have protected BASF was by quoting a price of DKR 6,75 for the supply of raffia grade polypropylene to Jacob Holm until the end of June."

("I foraaret 1983 forsoegte nogle producenter at ivaerksaette systemet med kontoledelse ... Da Hercules ikke havde meddelt kundeadministratoren, at Hercules var rede til at sikre leverancerne til Jacob Holm, blev det under dette moede vedroerende Jacob Holm fastslaaet, at 'det er klart, at Hercules var med, og ikke burde have vaeret det' . Det skal understreges, at denne udtalelse kun vedroerer kunden Jacob Holm og ikke det danske marked. Det var paa grund af en saadan adfaerd fra Hercules og andre, at systemet med kontoledelse faldt fra hinanden efter hoejst to maaneder, hvorunder det kun havde fungeret delvist og ineffektivt.

Den metode, hvorved Huels and ICI skulle have beskyttet BASF, bestod i at citere en pris paa 6,75 DKR for levering af polypropylen af rafia-kvalitet til Jacob Holm indtil udgangen af juni.")

164 Endelig bemaerkes, at sagsoegeren ikke har bestridt, at selskabet deltog i lokale moeder for det franske marked. Formaalet med disse moeder fremgaar af referatet af moedet den 12. august 1982 (bilag 27 til den generelle meddelelse), der viser, at det ved moederne skulle sikres, at et saerligt prisinitiativ blev gennemfoert paa lokalt plan, og af referatet af det lokale moede i Det Forenede Kongerige den 18. oktober 1982 (bilag 10 til den generelle meddelelse).

165 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, som blev enige om de i beslutningen naevnte foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne.

E - Maengdemaal og kvoter

a) Den anfaegtede retsakt

166 Det anfoeres i beslutningen (31. betragtning, tredje afsnit), at der paa moedet den 26. og 27. september 1979 "var enighed om behovet for en fast kvoteordning", og der henvises i referatet af moedet til en ordning, der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder.

167 Endvidere anfoeres det i beslutningen (52. betragtning), at der foer august 1982 blev foretaget forskellige former for markedsopdeling. Hver producent fik tildelt en procentvis andel af det anslaaede marked, men der fandt paa dette stadium ingen systematisk, forudgaaende begraensning af den samlede produktion sted. Overslag over det samlede marked maatte derfor loebende revideres, og hver producents salg i absolutte maengder maatte tilpasses til den tildelte procentsats.

168 For 1979 blev der for hver enkelt producent fastsat maengdemaal (i tons), der i det mindste delvis var baseret paa deres faktiske salg i de foregaaende tre aar. Tabeller fundet hos ICI viser det "reviderede maal" for hver enkelt producent for 1979 sammenholdt med de paagaeldende producenters faktiske salg i Vesteuropa i denne periode. At der fandtes en markedsopdelingsordning for 1979, bekraeftes af papirer fundet hos ATO, der indeholder maalene ("objectifs") for de fire stoerste franske producenter (ATO, Rhône-Poulenc, Solvay og Hoechst France; 54. betragtning til beslutningen).

169 I slutningen af februar 1980 blev producenterne enige om maal - igen udtrykt i tons - for 1980 paa basis af et anslaaet aarligt marked paa 1 390 000 ton s. Ifoelge beslutningen (55. betragtning) blev der hos ATO og ICI fundet en raekke tabeller med de "fastsatte maal" for hver producent for 1980. Det oprindelige overslag paa 1 390 000 tons viste sig at vaere for optimistisk. Hver producents kvote maatte derfor reduceres, saa kvoterne kom til at stemme overens med et samlet forbrug i 1980 paa kun 1 200 000 ton s. Bortset fra ICI og DSM svarede producenternes faktiske salg i det vaesentlige til deres maal.

170 Ifoelge beslutningen (56. betragtning) var markedsdelingen for 1981 genstand for lange og komplicerede forhandlinger. Ved moederne i januar 1981 enedes man om, at hver producent som en midlertidig foranstaltning med det formaal at lette ivaerksaettelsen af prisinitiativet for februar til marts skulle begraense sit maanedlige salg til 1/12 af 85% af 1980-maalet. Med henblik paa at faa fastlagt en mere permanent ordning oplyste hver producent paa moederne, hvilken maengde han haabede at kunne saelge i loebet af 1981. Sammenlagt var disse "oenskede maengder" imidlertid langt stoerre end den forventede efterspoergsel. Trods flere kompromisforslag fra Shell og ICI blev der ikke opnaaet enighed om en endelig kvoteaftale for 1981. Som en noedloesning gik producenterne ud fra den enkelte producents kvote i det foregaaende aar som teoretisk grundlag og indberettede deres faktiske salg i hver maaned paa moederne. Det faktiske salg blev saaledes kontrolleret paa grundlag af en teoretisk opdeling af det disponible marked, der var baseret paa 1980-kvoterne (57. betragtning til beslutningen).

171 Det anfoeres i beslutningen (58. betragtning), at der for 1982 blev fremsat komplicerede forslag til kvoteordninger, der gik ud paa at naa frem til en rimelig afvejning af forskellige faktorer, saasom hidtidige salgsresultater, oensker og disponibel kapacitet. Det samlede marked, der skulle deles mellem producenterne, blev anslaaet til 1 450 000 ton s. Nogle producenter fremlagde detaljerede planer til markedsdelingsordninger, mens andre noejedes med blot at oplyse, hvad de forventede at kunne saelge. Monte og ICI forsoegte ved moedet den 10. marts 1982 at naa frem til en aftale. Det fremgaar imidlertid af beslutningen (58. betragtning, sidste afsnit), at man som i 1981 ikke naaede frem til nogen endelig aftale. I aarets foerste halvdel aflagde hver producent beretning om sin maanedlige omsaetning paa moederne, og omsaetningen blev sammenholdt med den paagaeldendes procentvise andel af salget i det foregaaende aar. Ifoelge beslutningen (59. betragtning) fortsatte forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteordning for 1983 paa moedet i august 1982, og ICI foerte bilaterale forhandlinger med hver af producenterne om denne nye ordning. Indtil der kunne indfoeres en saadan kvoteordning, blev producenterne opfordret til i anden halvdel af 1982 at begraense deres maanedlige salg til deres faktiske, procentvise andel af det samlede marked i de foerste seks maaneder af 1982. I 1982 havde markedsandelene saaledes for de mellemstore producenters vedkommende - herunder Solvay - naaet en vis balance (af ATO betegnet "quasi-consensus"), og i forhold til de tidligere aar var de stabile for de fleste producenters vedkommende.

172 Ifoelge beslutningen (60. betragtning) opfordrede ICI for 1983 alle producenter til at meddele stoerrelsen af den kvote, de selv oenskede tildelt, og foreslaa, hvilken procentdel de oevrige producenter burde have tildelt. Monte, Anic, ATO, DSM, Linz, Saga og Solvay fremsatte hver isaer detaljerede forslag, ligesom de tre tyske producenter fremsatte et faelles forslag gennem BASF. De forskellige forslag blev behandlet paa edb for at faa beregnet et gennemsnit, der blev sammenholdt med de enkelte producenters oenskede markedsandel. ICI kunne paa grundlag heraf fremsaette forslag til retningslinierne for en ny rammeaftale for 1983. Disse forslag blev droeftet paa moederne i november og december 1982. Ved moedet den 2. december 1982 blev der diskuteret et forslag, der i foerste omgang kun daekkede aarets foerste kvartal. Det fremgaar af referatet af dette moede, der blev udarbejdet af ICI, at ATO, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Monte og Solvay samt Hercules fandt deres tildelte kvote "acceptabel" (63. betragtning til beslutningen). Oplysningerne underbygges af notater fra en telefonsamtale, ICI foerte med Hercules den 3. december 1982.

173 Endelig anfoeres det i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit), at et dokument, der blev fundet hos Shell, bekraefter, at der blev indgaaet en aftale, idet selskabet forsoegte ikke at overskride sin kvote. Dokumentet bekraefter endvidere, at en maengdekontrolordning blev viderefoert i andet kvartal af 1983. For at holde markedsandelen i andet kvartal oppe i naerheden af 11 % gav Shell-koncernen saaledes sine nationale salgsselskaber ordre til at reducere salget. Det bekraeftes af referatet af moedet den 1. juni 1983, at der fandtes en saadan aftale. Selv om der ikke i referatet naevnes kvoter, anfoeres det, at "eksperterne" udvekslede oplysninger om hver enkelt producents salg i den foregaaende maaned, hvilket indicerer, at der fandtes en kvoteordning (64. betragtning til beslutningen).

b) Parternes anbringender

174 Sagsoegeren har henvist til, at selskabet under sagens behandling ved Kommissionen gjorde gaeldende, at der ikke var gennemfoert nogen kvoteaftale, og at selskabet i hvert fald aldrig havde haft til hensigt at paatage sig forpligtelser i henhold til en saadan aftale. Som ny paa markedet havde selskabet saaledes ingen interesse i begraense sit salg. Tvaertimod var det selskabets maal at udnytte sin produktionskapacitet. I 1979, 1980, 1981, 1982 og 1983 laa selskabets markedsandele saaledes altid over de kvoter, der var blevet det tildelt, og den geografiske fordeling af dets salg undergik store forandringer.

175 Sagsoegeren har ligeledes henvist til, at det var med hensyn til kvoter, at interessemodsaetningen mellem "de fire store" og de nye var mest udtalt. Der er ikke noget element i beslutningen, der taler imod dette. Kommissionen anfoerer, at der fandtes planer og kontakter, men det var mellem "de fire store". Det kan hoejst goeres gaeldende over for Solvay, at selskabet udvekslede oplysninger paa en anfaegtelig maade.

176 Med hensyn til 1979 har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen ikke har taget stilling til selskabets bemaerkninger vedroerende den markedsfordelingsplan, som ifoelge Kommissionen skulle have eksisteret paa det franske marked (bilag til skrivelsen af 3.4.1985). Sagsoegeren havde anfoert, at der var tale om ATO' s interne statistikker, der var udarbejdet af en af dette selskabs medarbejdere. Denne medarbejder havde brugt udtrykket "kvote" i betydningen maal og havde kun villet undersoege, i hvilken udstraekning det maal, ATO havde sat sig, var blevet opfyldt. I oevrigt var den kvote, der var tildelt sagsoegeren, naesten lig med selskabets produktionskapacitet. Enhver kvoteordning forudsaetter imidlertid, at de beroerte virksomheder paatager sig at begraense deres produktion eller salg.

177 Hvad angaar 1980 har sagsoegeren understreget, at den kvote, der foerst var blevet tildelt selskabet, var stoerre end dets produktionskapacitet, hvilket ikke kan forklares med kartellets paastaaede "dynamiske karakter", og den reviderede kvote laa langt under selskabets faktiske produktion.

178 For saa vidt angaar 1981, har sagsoegeren anfoert, at det i beslutningen erkendes, at der ikke var nogen kvoteaftale, men det antydes oejensynligt, at producenterne opretholdt systemet fra 1980. Sagsoegeren overskred imidlertid den kvote, der var tildelt selskabet for det foregaaende aar, med 50%.

179 Med hensyn til 1982 har sagsoegeren anfoert, at selskabet paa ny overtraadte den paastaaede kvote, og selv om dets markedsandel ganske vist var stabil, udnyttede det naermest produktionskapaciteten fuldt ud med en kraftig stigning i absolutte tal.

180 For saa vidt angaar 1983, har sagsoegeren bemaerket, at beslutningen bygger paa, at en medarbejder hos Solvay udarbejdede et kvoteforslag (bilag 78 til den generelle meddelelse). Men dette forslag var uden vaerdi, fordi det gik alt for vidt. Den kvote, der til sidst blev tildelt selskabet, blev kraftigt overskredet.

181 Kommissionen har med hensyn til interessemodsaetningerne mellem producenterne anfoert, at formaalet med kartellet var at sikre den enkelte producents plads paa markedet efter et dynamisk system paa grundlag af en saa rimelig fordeling af markedet som muligt. Selv om de nye producenter lidt efter lidt foroegede deres markedsandele, blev udviklingen paa en vis maade styret af kvoteaftalerne, idet de kvoter, der blev tildelt dem, i det store og hele fulgte denne udvikling. Kvoteaftalerne skulle i det vaesentlige tjene som stoette for priskartellet, og alle producenterne - baade de etablerede og de nye - havde en faelles interesse i, at salgspriserne naaede et rentabelt niveau. Med hensyn til sagsoegerens bemaerkning om, at en kvoteaftale forudsaette en vis stabilitet i markedsfordelingen, baade geografisk og med hensyn til kunder, har Kommissionen anfoert, at denne stabilitet blev soegt opnaaet ved hjaelp af kontoledelsessystemet, som sagsoegeren deltog aktivt i.

182 Endvidere har Kommissionen anfoert, at sagsoegerens deltagelse i fastsaettelsen af salgsmaal for 1979 og 1980 fremgaar af det forhold, at sagsoegerens navn naevnes i flere tabeller, hvori er angivet producenternes tidligere salg og kvoter. Kommissionen har fremhaevet fire af disse dokumenter.

183 Det foerste er en udateret tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", som blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), hvori der for alle polypropylenproducenter i Vesteuropa er angivet deres omsaetning i kilotons for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonner med overskrifterne "1979 actual" og "revised target 79". Solvay er heri tildelt et revideret maal paa 37,3 kiloton s. Denne tabel viser ifoelge Kommissionen, at Solvay deltog i en markedsopdelingsordning for 1979, idet der i tabellen fastlaegges kvoter for hver producent for dette aar.

184 Det andet dokument bestaar af en raekke tabeller, der blev fundet hos ATO (bilag til skrivelsen af 3.4.1985), hvori der for de fire franske producenter (ATO, Rhône-Poulenc, Solvay og Hoechst France) er angivet deres omsaetning i de vesteuropaeiske lande for hver af de fire sidste maaneder i 1979. Under nogle af disse tabeller er der en sammenligning mellem de realiserede tal og kvoterne: "85 % af kvoterne" og "84,7 % af kvoterne". Dette dokument viser, at Solvay ikke blot deltog i en markedsopdelingsordning for 1979, men ogsaa i kontrollen med, at denne plan blev gennemfoert af de fire franske producenter. Kommissionen har anfoert, at Solvay i dette aar opnaaede en markedsandel, der laa meget taet op ad den, som selskabet var blevet tildelt, ogsaa selv om den blev let overskredet (38,2 kilotons i forhold til en kvote paa 37,3 kilotons).

185 For saa vidt angaar 1980, har Kommissionen gjort gaeldende, at der blev indgaaet en kvoteaftale. Den har til stoette herfor navnlig henvist til en tabel af 26. februar 1980 med overskriften "Polypropylene - Sales target 1980 (kt)", der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse). I denne tabel sammenlignes for alle de vesteuropaeiske producenter "1980 target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets 1980". Dette dokument viser, hvorledes kvoterne er blevet fastsat. Kommissionens opfattelse underbygges af referatet af to moeder i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder salgsmaalene blev sammenlignet med de maengder, de enkelte producenter faktisk havde solgt. Kommissionen har understreget, at formaalet med kvoteordningen var at stabilisere markedsandelene. Aftalerne er derfor udtrykt i markedsandele, der efterfoelgende blev omregnet til maengdemaal for at kunne anvendes som referencetal. Var der ikke foretaget en saadan omregning, havde det ikke vaeret muligt at fastslaa, fra hvilket tidspunkt en deltager i kartellet skulle bremse sit salg i henhold til aftalerne. Af hensyn hertil var det noedvendigt at fastsaette den totale salgsmaengde. Det oprindelige overslag for 1980 viste sig at vaere for optimistisk, og de totale salgsmaengder, der oprindeligt var fastsat, maatte aendres flere gange, saaledes at de maengder, der var tildelt de enkelte virksomheder, blev justeret.

186 Ifoelge Kommissionen er det forhold, at den markedsandel, der blev tildelt sagsoegeren, svarede til selskabets maksimale produktionskapacitet, ikke bevis for, at der ikke var en samordning.

187 Kommissionen har erkendt, at der ikke kunne indgaas en endelig kvoteaftale for 1981. Den har imidlertid anfoert, at producenterne i begyndelsen af 1981 indgik en aftale om et midlertidigt system bestaaende i at begraense de maanedlige salg til en tolvtedel af 85% af de maengdemaal, der var blevet aftalt for 1980, hvilket fremgaar af referatet af moeder i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse). For det andet overvaagede producenterne indbyrdes deres faktiske salg paa maanedsbasis, hvilket fremgaar af en tabel af 21. december 1981, der blev fundet hos ICI, som angiver de forskellige producenters maanedlige salg i 1981 (bilag 67 til den generelle meddelelse).

188 Som foelge af, at der ikke var nogen aftale, kunne sagsoegeren fordoble sin produktionskapacitet og opnaa en markedsandel paa 4,11%, hvilket var langt over den rent teoretiske tildeling af 1980-kvoten paa 3%.

189 For saa vidt angaar 1982, har Kommissionen anfoert, at der ikke kunne indgaas en endelig aftale trods de bestraebelser, som ifoelge de forskellige kvoteplaner, den fandt, blev udfoldet med henblik herpaa. Der blev imidlertid fundet en midlertidig loesning, saaledes at omsaetningen i det foregaaende aar var retningsgivende. At der fandt droeftelser sted vedroerende fastlaeggelsen af kvoter, fremgaar af en lang raekke dokumenter. Blandt disse dokumenter fremhaeves ICI' s moedereferater, hvoraf det fremgaar, at der blev udvekslet oplysninger om salgsmaengder, og at sagsoegeren deltog i disse (bilag 24, 25 og 26 samt 31, 32 og 33 til den generelle meddelelse). Ligeledes fremhaever Kommissionen forskellige planer, der blev fundet hos ICI (bilag 69 og 71 til den generelle meddelelse) og et naesten fuldstaendigt forslag for 1982 udarbejdet af ICI (bilag 70 til den generelle meddelelse). Ifoelge Kommissionen fremgaar det af referatet af moedet den 2. november 1982 (bilag 32 til den generelle meddelelse), at naar producenterne oenskede at opnaa en forhoejelse af deres markedsandel, maatte de begrunde deres oenske. Der blev for dette aar tildelt sagsoegeren en justeret kvote paa 4%, hvorved der blev taget hensyn til selskabets gennembrud i 1981. Sagsoegeren overskred lidt denne kvote (4,25%).

190 Med hensyn til 1983 har Kommissionen anfoert, at der kunne indgaas en kvoteaftale. Kommissionen bygger dette paa referater af telefonsamtaler mellem ICI og andre producenter (bilag 74-84 til den generelle meddelelse), som viser, at ICI anmodede producenterne om at meddele deres egne oensker og forslag med hensyn til, hvilken procentdel der skulle tildeles de oevrige producenter. Kommissionen har endvidere henvist til dokumenterne vedroerende edb-behandling af de saaledes indsamlede oplysninger (bilag 85 til den generelle meddelelse) og til ICI' s planer (bilag 86 og 87 til den generelle meddelelse). I flere moedereferater omtales udviklingen i forhandlingerne vedroerende et forslag, der var begraenset til foerste kvartal af 1983 (bilag 32, 33 og 34 til den generelle meddelelse). Et internt dokument fra Shell (bilag 90 til den generelle meddelelse) viser, at et saadant system blev aftalt for de to foerste kvartaler af 1983. Dette bekraeftes af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse). Selv om der ikke heri naevnes kvoter, omtales der en informationsudveksling vedroerende den enkelte producents salg i den foregaaende maaned.

191 Vedroerende 1983 har Kommissionen videre anfoert, at sagsoegeren foreslog, at der blev tildelt selskabet en markedsandel paa 4,7% (bilag 78 til den generelle meddelelse). Denne andel ville have vaeret noget stoerre i virkeligheden, hvis selskabet havde forlangt priser, der var bestemt af konkurrencesituationen. Sagsoegeren accepterede imidlertid til sidst en kvote paa 4,22% af markedet (bilag 33, tabel 2, og bilag 18 til meddelelsen til Solvay).

c) Rettens vurdering

192 Det bemaerkes, at sagsoegeren deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, hvorunder producenterne droeftede deres salgsmaengder og udvekslede oplysninger herom.

193 Samtidig med, at sagsoegeren deltog i moederne, fremgaar selskabets navn ogsaa af forskellige tabeller (bilag 55-61 til den generelle meddelelse), hvis indhold klart viser, at de skulle anvendes til at fastlaegge salgsmaal. De fleste sagsoegere har i deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten indroemmet, at det ikke havde vaeret muligt at opstille de tabeller, der blev fundet hos ICI, ATO og Hercules, paa grundlag af statistikker fra Fides-systemet. ICI har i oevrigt i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) vedroerende en af disse tabeller oplyst, at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv"). Kommissionen lagde derfor med rette til grund, at oplysningerne i tabellerne vedroerende sagsoegeren var givet af selskabet i forbindelse med de moeder, det deltog i.

194 Med det ordvalg, der er anvendt i tabellerne vedroerende 1979 og 1980, som Kommissionen har fremlagt (som f.ek s. "revised target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets"), kan det laegges til grund, at der blev opnaaet enighed mellem producenterne.

195 Hvad naermere angaar 1979, finder Retten det paa grundlag af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) og den udaterede tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", der blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), og hvori der for alle de vesteuropaeiske polypropylenproducenter er angivet deres omsaetning i kilotons for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonnerne "1979 actual", "revised target" og "79", at der ved moedet var enighed om, at kvoteordningen i aarets tre sidste maaneder maatte strammes op. Det fremgaar saaledes af ordet "tight" sammenholdt med begraensningen af salget til 80% af 1/12 af det fastsatte aarlige salg, at den oprindeligt fastlagte ordning for 1979 maatte strammes op i de tre sidste maaneder. Denne fortolkning af referatet underbygges af den naevnte tabel, fordi denne tabel under overskriften "79" i sidste kolonne til hoejre for kolonnen "revised target" indeholder tal, der maa svare til de oprindeligt fastsatte kvoter. Kvoterne maatte begraenses, fordi de var fastlagt paa grundlag af en for optimistisk vurdering af markedet, saaledes som det ogsaa var tilfaeldet for 1980. Disse konstateringer paavirkes ikke af, at ICI - som naevnt i beslutningens 31. betragtning, tredje afsnit - henviste til en ordning, "der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder". Denne henvisning sammenholdt med 54. betragtning til beslutningen maa netop forstaas saaledes, at der tidligere var fastsat salgsmaal for det maanedlige salg i de foerste otte maaneder af 1979.

196 Endvidere udvekslede de franske producenter, herunder sagsoegeren, systematisk maaned for maaned oplysninger om deres omsaetning i de fire foerste maaneder af 1979 og sammenlignede dem med "kvoterne" (bilag til skrivelsen af 3.4.1985). Det kan heraf udledes, at de franske producenter i hvert fald forsoegte at kontrollere, at de aftalte maal blev overholdt.

197 Hvad angaar 1980 finder Retten, at det af den tabel af 26. februar 1980, der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse), og som indeholder en kolonne med overskriften "agreed targets 1980", samt af referaterne af moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder producenterne, herunder sagsoegeren, sammenlignede de faktisk solgte maengder ("Actual kt") med de fastlagte maal ("Target kt"), fremgaar, at der for hele aaret var fastsat salgsmaal. Endvidere bekraeftes disse dokumenter af en tabel af 8. oktober 1980 (bilag 57 til den generelle meddelelse), hvori to kolonner sammenlignes, den ene med oplysninger om "1980 Nameplate Capacity" og den anden med "1980 Quota" for de forskellige producenter.

198 Med hensyn til 1981 bemaerkes, at det over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, og at de som en midlertidig foranstaltning, indtil der blev indgaaet en saadan aftale, blev enige om i februar og marts 1981 at reducere deres maanedlige salg til 1/12 af 85% af det "maal", der var aftalt for 1980, at de for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar, at de hver maaned gav oplysninger om deres salg ved moederne, og at de kontrollerede, at deres salg laa inden for den tildelte teoretiske kvote.

199 At der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de under disse forhandlinger meddelte deres "oenskede maengder", bekraeftes af forskellige dele af bevismaterialet, bl.a. tabeller, hvori der for hver producent angives faktisk omsaetning ("actual") og "targets" for 1979 og 1980 samt "aspirations" for 1981 (bilag 59, 60 og 61 til den generelle meddelelse), en tabel, der er affattet paa italiensk, og hvori der for hver producent angives vedkommendes kvote for 1980, andre producenters forslag med hensyn til, hvilken kvote vedkommende skulle tildeles for 1981, og producentens egne "ambitions" for 1981 (bilag 62 til den generelle meddelelse), samt et internt notat fra ICI (bilag 63 til den generelle meddelelse), hvori der er en beskrivelse af udviklingen i forhandlingerne, og det anfoeres:

"Taking the various alternatives discussed at yesterday' s meeting we would prefer to limit the volume to be shared to no more than the market is expected to reach in 1981, say 1.35 million tonne s. Although there has been no further discussion with Shell, the four majors could set the lead by accepting a reduction in their 1980 target market share of about 0.35% provided the more ambitious smaller producers such as Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz, Anic/SIR also tempered their demand s. Provided the majors are in agreement the anomalies could probably be best handled by individual discussions at Senior level, if possible before the meeting in Zurich."

("Af de forskellige alternativer, der blev droeftet paa moedet i gaar, vil vi foretraekke, at den maengde, der skal fordeles, begraenses til det forventede marked i 1981, dv s. 1,35 mio. ton s. Selv om der ikke har vaeret yderligere forhandlinger med Shell, kunne de fire store gaa foran og acceptere en reduktion i deres maal for markedsandelen i 1980 paa ca. 0,35% under forudsaetning af, at de mere ambitioese blandt de mindre producenter som Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz og Anic/SIR ogsaa nedsaetter deres krav. Saafremt de store er enige, kan problemerne sikkert bedst loeses ved individuelle droeftelser paa chef-niveau, helst inden moedet i Zuerich").

Dette dokument er vedlagt en opstilling med forslag til kompromis, hvori den enkelte producents resultat sammenlignes med 1980 ("% of 1980 target").

200 Det fremgaar af referatet af moederne i januar 1981, at det som en midlertidig foranstaltning blev vedtaget, at det maanedlige salg i februar og marts 1981 skulle reduceres til 1/12 af 85% af det maal, der var aftalt for det foregaaende aar. Det anfoeres saaledes i referatet:

"In the meantime (February-March) monthly volume would be restricted to 1/12 of 85% af the 1980 target with a freeze on customers."

("I mellemtiden (februar-marts) reduceres det maanedlige salg til 1/12 af 85% af maalet for 1980, og der lukkes for tilgang af kunder.")

201 Det forhold, at producenterne for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar og kontrollerede, at deres salg laa inden for denne kvote, ved hver maaned at udveksle oplysninger om deres salg, er bevist ved tre dokumenter i sammenhaeng. Det drejer sig for det foerste om en tabel af 21. december 1981 (bilag 67 til den generelle meddelelse), hvori der for hver producent er angivet salget opdelt paa maaneder, og de sidste tre kolonner vedroerende november og december samt aarets samlede salg er tilfoejet i haanden. Endvidere drejer det sig om en udateret tabel, der er affattet paa italiensk, med overskriften "Scarti per società" ("Fravigelser opdelt paa selskaber" (bilag 65 til den generelle meddelelse) ). I tabellen, der blev fundet hos ICI, sammenlignes for hver producent for perioden januar - december 1981 tallene for faktisk salg ("actual") med de teoretiske tal ("theoretic"). Endelig drejer det sig om en udateret tabel, der blev fundet hos ICI (bilag 68 til den generelle meddelelse). Heri sammenlignes den enkelte producents omsaetning og markedsandel i perioden januar - november 1981 med de tilsvarende tal for 1979 og 1980, og paa grundlag heraf er der udarbejdet en prognose for slutningen af aaret.

202 Den foerste tabel viser saaledes, at producenterne udvekslede oplysninger om deres maanedlige salg. Naar dette sammenholdes med sammenligningerne mellem disse tal og de faktiske tal for 1980 - som foretages i de to andre tabeller, der vedroerer samme periode - underbygger det forhold, at producenterne paa denne maade udvekslede oplysninger, som en erhvervsdrivende normalt behandler strengt fortroligt, beslutningens konklusioner.

203 At sagsoegeren deltog i disse forskellige handlinger fremgaar dels af, at selskabet deltog i moeder, hvorunder disse handlinger blev foretaget, navnlig moederne i januar 1981, dels af, at selskabets navn naevnes i de ovennaevnte dokumenter. Det bemaerkes i oevrigt, at ICI i sit svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten - som andre sagsoegere har henvist til i deres svar - om nogle af tallene i disse tabeller har oplyst, at det ikke havde vaeret muligt at udlede dem af statistikkerne fra Fides-systemet.

204 For saa vidt angaar 1982, bemaerkes, at det over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, at de - da der ikke blev indgaaet en endelig aftale - ved moederne orienterede om deres maanedlige omsaetning i foerste halvaar, som blev sammenlignet med den procentvise andel af salget i det foregaaende aar, og at de i andet halvaar bestraebte sig paa at begraense deres maanedlige salg til den procentvise markedsandel i aarets foerste halvdel.

205 Det forhold, at der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de i forbindelse hermed udvekslede oplysninger om deres oensker, bekraeftes for det foerste af et dokument med overskriften "Scheme for discussions 'quota system 1982' " (bilag 69 til den generelle meddelelse), hvori der for alle de virksomheder, beslutningen er rettet til, med undtagelse af Hercules, er angivet den maengde, som de hver isaer mente at have ret til, og for nogle producenter (alle med undtagelse af Anic, Linz, Petrofina, Shell og Solvay) den maengde, der efter deres opfattelse skulle tildeles de andre producenter. For det andet drejer det sig om et notat fra ICI med overskriften "Polypropylene 1982, Guidelines" [bilag 70, litra a), til den generelle meddelelse], hvori ICI analyserer de igangvaerende forhandlinger. For det tredje er der tale om en tabel af 17. februar 1982 [bilag 70, litra b), til den generelle meddelelse], hvori de forskellige forslag til fordeling af salget sammenlignes - i det ene af disse forslag, der har overskriften "ICI Original Scheme", foretages der af Monte i en anden, haandskrevet tabel mindre aendringer i en kolonne med overskriften "Milliavacca 27/1/82" [det er navnet paa en medarbejder hos Monte; bilag 70, litra c), til den generelle meddelelse]. Endelig er der tale om en tabel, der er affattet paa italiensk (bilag 71 til den generelle meddelelse), og som indeholder et komplekst forslag (beskrevet i beslutningens 58. betragtning, tredje afsnit i.f.).

206 Der er foert bevis for de foranstaltninger, der blev truffet i foerste halvaar, ved referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres:

"To support the move a number of other actions are needed a) limit sales volume to some agreed prop. of normal sales."

["For at stoette prisforhoejelsen maa der traeffes en raekke andre foranstaltninger a) begraense salget til en vis aftalt del af det normale salg."]

At disse foranstaltninger blev gennemfoert, bekraeftes af referatet af moedet den 9. juni 1982 (bilag 25 til den generelle meddelelse), der er vedlagt en tabel, hvori der for hver producent er angivet det faktiske tal ("actual") for salget i januar - april 1982 sammenlignet med et teoretisk tal "based on 1981 av[erage] market share", af referatet af moedet den 20. og 21. juli 1982 (bilag 26 til den generelle meddelelse), for saa vidt angaar perioden fra januar til maj 1982, og af referatet af moedet den 20. august 1982 (bilag 28 til den generelle meddelelse), for saa vidt angaar perioden fra januar - juli 1982. Den teoretiske karakter af den kvote, der skulle anvendes som reference ved sammenligningen med de faktiske maanedlige salg, skyldes den omstaendighed, at der ikke kunne opnaas enighed om en kvote for hele 1981, men det beroever ikke denne sammenligning sin betydning af en metode til overvaagning af begraensningen af maanedlige salg i forhold til det foregaaende aar.

207 De foranstaltninger, der blev truffet for andet halvaar af 1982, er bevist ved referatet af moedet den 6. oktober 1982 (bilag 31 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres: "In October this would also mean restraining sales to the Jan/June achieved market share of a market estimated at 100 kt" og "Performance against target in September was reviewed" ("I oktober vil dette indebaere, at salget begraenses til den markedsandel, der blev opnaaet fra januar - juli, paa grundlag af et forventet marked paa 100 kt" og "De resultater, der var opnaaet i september, blev vurderet i forhold til maalet"). Dette referat er vedlagt en tabel med overskriften "September provisional sales versus target (based on Jan-June market share applied to demand est(imated) at 120 Kt)" - ("Foreloebigt salg i september i forhold til maalet (beregnet paa grundlag af markedsandelen i januar til juni ud fra en forventet efterspoergsel paa 120 kt)"). Det bekraeftes af referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse), at disse foranstaltninger blev opretholdt. Referatet er vedlagt en tabel, hvori det faktiske salg i november 1982 ("Actual") sammenlignes med teoretiske tal ("Theoretical") beregnet paa grundlag af "J-June % of 125 Kt".

208 For saa vidt angaar 1981 og de to halvaar af 1982, finder Retten, at Kommissionen af det forhold, at der ved de regelmaessige moeder var en gensidig kontrol af, at der blev gennemfoert et system med begraensning af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, med rette har udledt, at dette system var vedtaget af moededeltagerne.

209 For saa vidt angaar 1983, bemaerkes, at det fremgaar af de dokumenter, Kommissionen har fremlagt (bilag 33, 85 og 87 til den generelle meddelelse), at polypropylenproducenterne i slutningen af 1982 og begyndelsen af 1983 droeftede en kvoteordning for 1983, at sagsoegeren deltog i de moeder, hvor disse droeftelser fandt sted, at selskabet i denne forbindelse gav oplysninger om sit salg, og at selskabet den 25. oktober 1982 fremsatte forslag til, hvilke kvoter der skulle tildeles dels de oevrige producenter, dels selskabet selv (bilag 78 til den generelle meddelelse). Selskabet begrundede heri sin egen kvote saaledes:

"The increase of Solvay (from 4.2% in 1982 to 4.7% in 1983) is based on: our large product mix ... the development of our captive uses (faster than the average growth of the market); the fact that our market share in 1982 has been significantly penalized by our firm behaviour in pricing. Should we have quoted prices equal to the competition (including the major European producers), we would have certainly reached a level equal (if not higher) to the market share asked for 1983 (4.7%)."

("Stigningen for Solvay (fra 4,2% i 1982 til 4,7% i 1983) er baseret paa foelgende: vore mange produkter ... udviklingen i vort eget forbrug (stoerre end den gennemsnitlige stigning paa markedet); det forhold, at vores markedsandel i 1982 er blevet haardt ramt af vores adfaerd med hensyn til priser. Havde vi forlangt priser, der var bestemt af konkurrencesituationen (herunder de store europaeiske producenter), var vi afgjort naaet op paa en niveau svarende til (hvis ikke hoejere end) den markedsandel, vi oensker for 1983 (4,7%).")

210 Sagsoegeren deltog saaledes i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteordning for 1983.

211 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt forhandlingerne faktisk foerte til et resultat med hensyn til de to foerste kvartaler af 1983, saaledes som det anfoeres i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit, og 64. betragtning), bemaerkes, at det fremgaar af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse), hvori sagsoegeren ikke deltog, at ti producenter ved moedet gav oplysning om deres omsaetning i maj maaned. Endvidere anfoeres foelgende i referatet af et internt moede i Shell-koncernen den 17. marts 1983 (bilag 90 til den generelle meddelelse):

"... and would lead to a market share of approaching 12% and well above the agreed Shell target of 11%. Accordingly the following reduced sales targets were set and agreed by the integrated companies."

("... og ville foere til en markedsandel, der naermer sig 12% og ligger en del over Shell' s aftalte maal paa 11%. Foelgende reducerede salgsmaal blev fastsat af og aftalt med selskaberne i koncernen").

De nye maengder er angivet, og herefter anfoeres foelgende:

"this would be 11.2 Pct of a market of 395 kt. The situation will be monitored carefully and any change from this agreed plan would need to be discussed beforehand with the other PIMS members".

("dette vil svare til 11,2% af et marked paa 395 kt. Situationen foelges noeje, og enhver aendring i den aftale plan skal foerst droeftes med de andre PIMS-medlemmer").

212 Retten finder, at Kommissionen ved at sammenholde disse to dokumenter med rette har udledt, at forhandlingerne mellem producenterne foerte til indfoerelse af en kvoteordning. Det interne notat fra Shell-koncernen viser saaledes, at virksomheden anmodede sine nationale salgsselskaber om at begraense deres salg, ikke for at begraense Shell-koncernens samlede salgsmaengde, men for at begraense koncernens samlede markedsandel til 11%. En saadan begraensning, der er udtrykt i form af markedsandel, kan kun forklares med, at der fandtes en kvoteordning. Endvidere indeholder referatet af moedet den 1. juni 1983 et yderligere indicium for en saadan ordning, idet formaalet med udveksling af oplysninger om producenternes maanedlige salg foerst og fremmest maa vaere at kontrollere, at de paatagne forpligtelser overholdes.

213 Endelig bemaerkes, at de 11% ikke kun optraeder som Shell' s markedsandel i selskabets interne notat, men ogsaa i to andre dokumenter: et internt notat fra ICI, hvori dette selskab anfoerer, at Shell foreslaar denne andel for sig selv, Hoechst og ICI (bilag 87 til den generelle meddelelse), og et af ICI udarbejdet referat af et moede den 29. november 1982 mellem ICI og Shell, hvorunder naevnte forslag blev omtalt paa ny (bilag 99 til den generelle meddelelse).

214 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette kunne antage, at de forskellige foranstaltninger til begraensning af salget var led i en kvoteordning, idet disse havde samme formaal, nemlig at begraense presset paa priserne som foelge af udbudsoverskuddet.

215 Endvidere bemaerkes, at sagsoegerens argumentation ikke gaar ud paa direkte at paavise, at selskabet ikke deltog i fastsaettelsen af salgsmaal, men at paavise, at producenterne ikke overholdt disse maal, hvilket skulle afkraefte, at de var blevet fastsat.

216 Hertil bemaerkes, at der i beslutningen er taget hensyn til, at salgsmaalene ikke blev overholdt, hvilket viser, at det i den anfaegtede retsakt ikke til stoette for, at sagsoegeren deltog i fastsaettelsen af salgsmaal, goeres gaeldende, at selskabet gennemfoerte resultatet af droeftelserne vedroerende salgsmaal. Sagsoegerens argument vedroerende stigningen i selskabets markedsandel, udnyttelsen af dets produktionskapacitet og overskridelsen af de paastaaede kvoter kan saaledes ikke afkraefte det i beslutningen anfoerte, hvorefter det goeres gaeldende, at der blev aftalt kvoter, men ikke, at disse blev overholdt. Endvidere var de aftalte kvoter salgskvoter og ikke produktionskvoter. Det er derfor uden betydning, at sagsoegeren maatte have udnyttet sin produktionskapacitet.

217 Herudover finder Retten, at der i beslutningen fuldt ud er taget hensyn til, at de etablerede og de nye producenter havde modstridende interesser. Det anfoeres saaledes i 89. betragtning, fjerde afsnit, at: "De forskellige kvoteordninger og andre mekanismer, der havde til formaal at forlige de etablerede og de nye producenters indbyrdes afvigende interesser, ... i sidste instans [havde] til formaal kunstigt at skabe en 'stabil' situation, der kunne danne grundlag for prisforhoejelser". Det blev gjort gaeldende, at aendringerne i nogle af producenternes markedsandele siden 1977 beviste, at der herskede "ubegraenset" konkurrence, og i besvarelse heraf tilfoejes det i 91. betragtning, sidste afsnit, at man: "Her overser ... den kendsgerning, at kvoter eller maal blev fastlagt under hensyntagen til de nye producenters ambitioner, og de stoerre virksomheder var rede til at acceptere en vis reduktion af deres egen markedsandel for derved at fremme hoejere priser".

218 Yderligere bemaerkes, at det forhold, at sagsoegeren i 1980 oprindeligt blev tildelt en kvote, der var hoejre end selskabets produktionskapacitet, ikke afkraefter, at det deltog i kvoteordningen, idet forholdet maa henfoeres til den "bluff"-politik, selskabet foerte. Dette bekraeftes af stoerrelsen af den reduktion, der blev foretaget i sagsoegerens kvote efter revisionen.

219 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ikke til stoette for sine bevismaessige konstateringer har maattet paaberaabe sig dokumenter, der ikke er naevnt i meddelelserne om klagepunkter, eller som den ikke har fremsendt til sagsoegeren.

220 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om de salgsmaal for 1979, 1980 og foerste halvaar af 1983 og i 1981 og 1982 om den begraensning af deres maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, som er naevnt i beslutningen, og som var led i en kvoteordning.

2. Anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1

A - Retlig kvalifikation

a) Den anfaegtede retsakt

221 Det anfoeres i beslutningen (81. betragtning, foerste afsnit), at hele det kompleks af planer og ordninger, der blev vedtaget inden for rammerne af systemet med regelmaessige og institutionaliserede moeder, maa betragtes som en enkelt uafbrudt "aftale" efter artikel 85, stk. 1.

222 I den foreliggende sag deltog producenterne ved at tilslutte sig en faelles plan om at regulere priser og leverancer paa polypropylenmarkedet i en overordnet rammeaftale, der blev udmoentet i en raekke mere detaljerede delaftaler, som blev udarbejdet fra tid til anden (beslutningens 81. betragtning, tredje afsnit).

223 Det anfoeres videre i beslutningen (82. betragtning, foerste afsnit), at der ved den detaljerede udmoentning af den overordnede plan paa mange omraader blev opnaaet udtrykkelig enighed, som f.ek s. ved de individuelle prisinitiativer og de aarlige kvoteordninger. I nogle tilfaelde naaede producenterne maaske ikke til bred enighed om en definitiv ordning, f.ek s. for saa vidt angaar kvoterne for 1981 og 1982. Deres vedtagelse af midlertidige foranstaltninger, herunder udveksling af oplysninger og sammenligningen af det faktiske maanedlige salg med resultaterne i en tidligere referenceperiode, maa dog ikke blot betragtes som en udtrykkelig aftale om at indfoere og gennemfoere saadanne foranstaltninger, men ogsaa som en stiltiende aftale om saa vidt muligt at opretholde producenternes respektive stilling paa markedet.

224 Hvad saerligt angaar initiativet i december 1977, anfoeres det i beslutningen (82. betragtning, tredje afsnit), at producenter som Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Rhône-Poulenc, Saga og Solvay selv over for kunder paa EATP-moederne fremhaevede behovet for samordnede foranstaltninger for at opnaa prisforhoejelser. Der foregik yderligere kontakter mellem producenterne om prispolitik uden for EATP-moederne. I lyset af disse kontakter, der indroemmes at have fundet sted, er Kommissionen af den opfattelse, at der laa en konkret prisaftale bag den omstaendighed, at en eller flere producenter klagede over en alt for lav rentabilitet og foreslog faelles foranstaltninger, mens de oevrige gav udtryk for "stoette" hertil. Kommissionen tilfoejer, at selv om der ikke havde fundet yderligere kontakter sted, ville dette stadig vaek indicere, at der forelaa en tilstraekkelig bred enighed til, at der var tale om en aftale efter artikel 85, stk. 1.

225 Endvidere anfoeres det i beslutningen, at den omstaendighed, at producenterne naturligvis ikke alle kunne vaere til stede ved samtlige moeder, ikke aendrer ved den konklusion, at der her er tale om én uafbrudt aftale. Alle "initiativer" maatte noedvendigvis planlaegges og ivaerksaettes over flere maaneder, og hvad angaar den enkelte producents deltagelse i disse initiativer goer det ingen stoerre forskel, om vedkommende var til stede ved alle moeder eller ej (beslutningens 83. betragtning, foerste afsnit).

226 Ifoelge beslutningen (86. betragtning, foerste afsnit) maatte ivaerksaettelsen af kartellet anses for en "aftale" i henhold til artikel 85, stk. 1, eftersom det var baseret paa en faelles, detaljeret plan.

227 "Aftaler" og "samordnet praksis" er ifoelge beslutningen (86. betragtning, andet afsnit) to forskellige begreber, men der kan vaere tilfaelde, hvor der i en hemmelig forstaaelse indgaar elementer af begge former for ulovligt samarbejde.

228 Det anfoeres videre, at "samordnet praksis" er en form for samarbejde mellem virksomheder, der - uden at have naaet det stadium, hvor en egentlig aftale er indgaaet - bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et praktisk samarbejde (86. betragtning, tredje afsnit).

229 Ifoelge beslutningen (87. betragtning, foerste afsnit) blev det saerskilte begreb "samordnet praksis" indfoejet i traktaten for at forhindre, at virksomheder omgaar artikel 85, stk. 1, ved at foretage en form for konkurrencebegraensende samordning, der ikke kan betragtes som en egentlig aftale, f.ek s. ved forinden at underrette hinanden om, hvilken holdning de hver isaer vil indtage, saaledes at hver enkelt part i sin kommercielle adfaerd kan handle ud fra sin viden om, at konkurrenterne vil foelge samme adfaerd (jf. Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st.).

230 Domstolen fastslog i dom af 16. december 1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st.), at de kriterier for koordinering og samarbejde, som den har opstillet i sin praksis, og hvorefter det paa ingen maade kraeves, at der udarbejdes en egentlig "plan", skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver virksomhed uafhaengigt skal tage stilling til den politik, den vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (beslutningens 87. betragtning, andet afsnit). En konkret adfaerd kan saaledes - som en form for "samordnet praksis" - vaere omfattet af artikel 85, stk. 1, selv om parterne ikke forinden er naaet til enighed om en faelles plan, der fastlaegger deres naermere adfaerd paa markedet, men vedtager eller tilslutter sig faelles foranstaltninger, der fremmer koordineringen af deres kommercielle adfaerd (beslutningens 87. betragtning, tredje afsnit, foerste pkt.).

231 Endvidere anfoeres det i beslutningen (87. betragtning, tredje afsnit, tredje pkt.), at det i et komplekst kartel desuden er muligt, at nogle producenter paa et givet tidspunkt ikke giver udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der er vedtaget af de andre, men ikke desto mindre udtrykker generel stoette til den paagaeldende plan og indretter deres adfaerd herefter. I visse henseender kan det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelse af den overordnede plan derfor have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis (beslutningens 87. betragtning, tredje afsnit, femte pkt.).

232 Betydningen af begrebet "samordnet praksis" beror saaledes ifoelge beslutningen (87. betragtning, fjerde afsnit) i mindre grad paa en sondring mellem dette begreb og begrebet "aftale" end paa en sondring mellem de former for samordning, der er omfattet af artikel 85, stk. 1, og den simple parallelle adfaerd, der ikke er forbundet med nogen samordning. I denne sag er det derfor mindre vaesentligt at fastslaa samarbejdets praecise karakter.

233 Endelig anfoeres det i beslutningen (88. betragtning, foerste og andet afsnit), at de fleste af producenterne under den administrative procedure haevdede, at deres adfaerd i forbindelse med de paastaaede prisinitiativer ikke beroede paa nogen aftale efter artikel 85 (jf. 84. betragtning til beslutningen), og at der heller ikke ud fra deres adfaerd var grundlag for at fastslaa, at der var tale om en samordnet praksi s. Dette begreb forudsaetter ifoelge producenterne "aabenlyse handlinger" paa markedet, og i den foreliggende sag er der slet ikke tale om saadanne handlinger, da der aldrig blev udsendt prislister eller "maalpriser" til kunderne. Dette argument afvises i beslutningen. Havde det i denne sag vaeret noedvendigt at paaberaabe sig beviser for en samordnet praksis, ville kravet om, at deltagerne skulle have taget visse skridt for at naa deres faelles maal, fuldt ud vaere opfyldt. De forskellige prisinitiativer er klart dokumenteret. Det kan heller ikke benaegtes, at de enkelte producenter traf parallelle foranstaltninger for at ivaerksaette dem. De skridt, producenterne tog saavel individuelt som samlet, fremgaar klart af det foreliggende bevismateriale: moedereferater, interne memoranda, instrukser og rundskrivelser til salgskontorer samt skrivelser til kunder. Det er helt irrelevant, om de "offentliggjorde" prislister. Prisinstrukserne er i sig selv ikke blot det bedste bevis for de foranstaltninger, de enkelte producenter traf for at virkeliggoere det faelles maal, men ud fra deres indhold og tidspunktet for deres udsendelse er de ogsaa bevis for en forstaaelse mellem dem.

b) Parternes anbringender PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0012.3

234 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionens anbringende om, at kvalifikationen af overtraedelsen er uden betydning, foerer til, at det forhold, at producenterne moedtes for at udveksle visse oplysninger om priser og salg, i sig selv er en samordnet praksis, der har til formaal, hvis ikke til foelge, at begraense konkurrencen. Anbringendet skal alene daekke over beslutningens svagheder med hensyn til konkrete virkninger af de anfaegtede moeder paa markedet, saaledes at Kommissionen undgaar at tage stilling til spoergsmaalet om, i hvilken udstraekning en rent intern adfaerd kan vaere en "praksis" i relation til begrebet "samordnet praksi "s. Anbringendet er ikke i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 85, og i modsaetning til, hvad Kommissionen har anfoert, har det ikke stoette i Domstolens praksis (dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., og af 14.7.1981, sag 172/80, Zuechner, Sml. s. 2021).

235 Videre har sagsoegeren anfoert, at en aftale indebaerer, at to eller flere parter har til hensigt at forpligte sig i en bestemt relation. Det kan saaledes ikke af forskellige personers hensigtserklaeringer udledes, at der er indgaaet en aftale. Det maa undersoeges, om de, der har afgivet disse erklaeringer, reelt har haft til hensigt at paatage sig forpligtelser.

236 Modsat aftaler, der - naar de har som formaal at fordreje konkurrencen - kan sanktioneres, foer de er gennemfoert, forudsaetter en samordnet praksis baade, at der foreligger en praksis, og at der ligger en samordning til grund for denne praksi s. Det er saaledes en forudsaetning, at samordningen er gennemfoert og omsat til handling. Sagsoegeren har understreget, at selskabet ikke hermed stoetter den yderliggaaende opfattelse, hvorefter der ikke kan forekomme en samordnet praksis, der alene har til formaal at fordreje konkurrencen, og som ikke paa nogen maade har haft virkninger i denne retning.

237 Sagsoegeren anerkender saaledes, at en samordnet praksis ikke noedvendigvis skal have en konkurrencebegraensende virkning, men ud over en samordning indebaerer begrebet samordnet praksis, at der er tale om haandgribelige gennemfoerelsesforanstaltninger uden for virksomheden, dv s. paa markedet.

238 Ifoelge sagsoegeren kan der saaledes ikke udledes en samordnet praksis af virksomhedernes interne adfaerd, der ikke har haft virkninger paa markedet. Den modsatte loesning ville foere til, at der i medfoer af artikel 85, stk. 1, skrides ind over den blotte ulovlige hensigt, der ikke er fulgt op af gennemfoerelsesforanstaltninger. Dette ville indebaere et uantageligt angreb paa retssikkerhedsprincippet.

239 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke paa nogen maade har paavist, at de anfaegtede moeder og den anfaegtede informationsudveksling faktisk havde en virkning paa markedet. Kommissionen har blot paaberaabt sig skoennede tal, der i mellemtiden er blevet afkraeftet af en undersoegelse, som blev foretaget af et uafhaengigt revisionsfirma, Coopers & Lybrand (herefter benaevnt "Coopers & Lybrand-undersoegelsen"), og en sagkyndig oekonometrisk erklaering fra professor Albach, Bonn' s Universitet. Kommissionen har ganske vist i relation til sagsoegeren paaberaabt visse interne prisinstrukser. Der kan imidlertid med disse instrukser hoejst vaere tale om en intern tilkendegivelse, og de kan saaledes ikke vaere bevis for en samordnet praksi s. Kommissionen har endvidere forgaeves paaberaabt sig skrivelser til kunderne. Som de fleste af virksomhederne gav sagsoegeren ikke kunderne skriftlig besked om prisaendringer.

240 Endelig har sagsoegeren anfoert, at den anfaegtede beslutning er selvmodsigende eller i hvert fald tvetydig, idet det ikke deraf kan udledes, om sagsoegeren doemmes for at deltaget i en aftale eller en samordnet praksis eller ikke naermere bestemt hemmelig forstaaelse. Kommissionen kunne ikke blot angive, at det var uden betydning, hvilken form den hemmelige forstaaelse i denne sag havde, og den burde have undersoegt, om betingelserne for den ene eller anden overtraedelse var opfyldt i dette tilfaelde. Betydningen af spoergsmaalet om kvalifikationen af overtraedelsen og definitionen af denne beror i denne sag paa, at hvis man som sagsoegeren er af den opfattelse, at en samordnet praksis forudsaetter en samordnet adfaerd paa markedet, har Kommissionen ikke foert bevis for, at selskabet deltog i hverken en aftale eller en samordnet praksis.

241 Definitionen af begrebet "samordnet praksis" har derfor en saerlig betydning for sagsoegeren. Spoergsmaalet er endnu mere interessant, fordi det er foerste gang det paa denne maade foreligger for Faellesskabets retsinstanser. I de sager, der indtil nu er forelagt Domstolen (dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., og af 14.7.1981, sag 172/80, a.st.), har det ikke med hensyn til de faktiske omstaendigheder vaeret bestridt, at der forelaa en adfaerd paa markedet, og der skulle kun tages stilling til, om denne var tilstraekkelig til, at der kunne antages at foreligge en samordning.

242 Kommissionen har derimod anfoert, at det er af underordnet betydning, om en forstaaelse eller et kartel retligt kvalificeres som en aftale eller en samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, og om dette samarbejde indeholder elementer fra det ene eller det andet. Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at ordene "aftale" og "samordnet praksis" omfatter de forskellige typer af adfaerd, hvorved konkurrenter paatager sig en gensidig begraensning i deres handlefrihed paa markedet med udgangspunkt i direkte eller indirekte kontakter mellem dem i stedet for helt selvstaendigt at fastlaegge deres fremtidige konkurrencepolitik.

243 Kommissionen har videre anfoert, at formaalet med at anvende de forskellige begreber i artikel 85 er at forbyde enhver form for samarbejde og ikke at angive, at de skal behandles forskelligt. Det derfor uden betydning at fastlaegge, hvor skillelinjen skal drages mellem de forskellige begreber, der skal omfatte enhver form for forbudt adfaerd. Grunden til, at begrebet "samordnet praksis" er medtaget i artikel 85, er, at bestemmelsen - ud over aftaler - skal omfatte de former for samarbejde, som kun er udtryk for en form for faktisk samordning eller praktisk samarbejde, men som alligevel kan virke konkurrencefordrejende (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 64, 65 og 66).

244 Kommissionen har gjort gaeldende, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174), at hensigten er at forbyde enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet. Der kan saaledes foreligge en samordnet praksis, allerede fordi der er kontakt mellem konkurrenter, selv om denne kontakt endnu ikke har givet sig udslag i nogen adfaerd paa markedet.

245 Det er Kommissionens opfattelse, at der er tale om samordnet praksis, naar der er en samordning med det formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret i forhold til hinanden, ogsaa selv om der ikke er konstateret en faktisk adfaerd paa markedet. Det er i virkeligheden et spoergsmaal om betydningen af ordet "praksi "s. Kommissionen kan ikke stoette sagsoegerens opfattelse, hvorefter dette ord skal forstaas snaevert som "adfaerd paa markedet". Efter Kommissionens opfattelse kan der ved ordet forstaas den blotte deltagelse i kontakter, naar disse har til formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret.

246 Kommissionen har videre anfoert, at hvis det, for at der er tale om en samordnet praksis, er en forudsaetning, saaledes som sagsoegeren har gjort gaeldende, at begge forhold foreligger - samordning og adfaerd paa markedet - vil mange former for praksis, som har til formaal, men ikke noedvendigvis til foelge at fordreje konkurrencen paa det faelles marked, falde uden for artikel 85' s anvendelsesomraade. Dette foerer saaledes til, at man ophaever virkningen af en del af artikel 85. Hertil kommer, at sagsoegerens opfattelse ikke er i overensstemmelse med Domstolens praksis vedroerende begrebet samordnet praksis (dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 66, af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 26, og af 14.7.1981, sag 172/80, a.st., Sml. s. 2021, praemis 14). Naar der i disse domme i alle tilfaelde naevnes praksis paa markedet, er der ikke tale om det forhold, der udgoer overtraedelsen - saaledes som sagsoegeren har anfoert - men om det forhold, hvoraf der kan udledes en samordning. Ifoelge Domstolens praksis kraeves der ikke en faktisk adfaerd paa markedet. Det kraeves kun, at virksomhederne har taget kontakt med hinanden paa en saadan maade, at de giver afkald paa den noedvendige selvbestemmelsesret.

247 Ifoelge Kommissionen er det saaledes ikke en noedvendig forudsaetning for, at der foreligger en overtraedelse af artikel 85, at virksomhederne i deres praksis har gennemfoert det, de er blevet enige om. Gerningsindholdet i artikel 85, stk. 1, er fuldt ud realiseret, naar virksomhederne har til hensigt at erstatte den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et samarbejde, og denne hensigt er udmoentet i en samordning, saaledes at der ikke noedvendigvis efterfoelgende skal vaere konstateret en vis adfaerd paa markedet.

248 Kommissionen har afslutningsvis konkluderet, at den var berettiget til at kvalificere den konstaterede overtraedelse principalt som en aftale og subsidiaert, for saa vidt der er behov herfor, som en samordnet praksis.

249 Kommissionen har af det anfoerte udledt, at uanset hvor situationen paa markedet reelt var, er der foert bevis for overtraedelsen, idet den bestaar i, at der er foretaget en samordning med henblik paa at optraede paa markedet. Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen burde have foretaget en undersoegelse af markedet, har den anfoert, at en saadan undersoegelse ville have vaeret uden betydning som bevis over for de dokumenter, den er i besiddelse af.

c) Rettens vurdering

250 Det bemaerkes, at Kommissionen - i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert - har kvalificeret hvert af de forhold, der er paaberaabt over for sagsoegeren, enten som aftale eller som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar saaledes af beslutningens 80. betragtning, andet afsnit, jf. 81. betragtning, tredje afsnit, og 82. betragtning, foerste afsnit, at Kommissionen principalt har kvalificeret hvert af forholdene som "aftale".

251 Tilsvarende fremgaar det af beslutningens 86. betragtning, andet og tredje afsnit, jf. 87. betragtning, tredje afsnit, og 88. betragtning, at Kommissionen subsidiaert har kvalificeret de forskellige elementer i overtraedelsen som "samordnet praksis", enten fordi det paa grundlag af disse ikke kunne fastslaas, at parterne forinden var naaet til enighed om en faelles plan, der fastlagde deres naermere adfaerd paa markedet, men dog at de havde vedtaget eller tilsluttet sig samordnede foranstaltninger, der skulle fremme koordineringen af deres politik, eller fordi det paa grundlag af disse og som foelge af kartellets komplekse karakter med hensyn til nogle af producenterne ikke kunne anses for bevist, at de paa et givet tidspunkt havde givet udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der var vedtaget af de andre, men ikke desto mindre havde udtrykt generel stoette til den paagaeldende plan og indrettet deres adfaerd herefter. Det konkluderes saaledes i beslutningen, at det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelsen af den overordnede plan derfor i visse henseender kunne have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis.

252 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det, for at der er tale om en aftale i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade (jf. dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. s. 107, praemis 112, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Heintz van Landewyck, Sml. s. 3125, praemis 86). Kommissionen kunne derfor med rette anse enigheden mellem sagsoegeren og andre polypropylenproducenter, som der er foert tilstraekkeligt bevis for, og som omfattede prisinitiativer, for foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, salgsmaal for 1979 og 1980 og foerste halvdel af 1983 samt foranstaltninger med henblik paa at begraense det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode i 1981 og 1982, for aftaler i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

253 Da Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at virkningerne af prisinitiativerne fortsatte til november 1983, er det med rette, at den fastslog, at overtraedelsen mindst vedvarede til november 1983. Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at artikel 85 ogsaa finder anvendelse paa aftaler, der ikke laengere er i kraft, men som stadig har virkninger efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophoert (dom af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, praemis 17).

254 Med hensyn til definitionen af begrebet "samordnet praksis" henvises til Domstolens praksis, hvoraf fremgaar, at de kriterier om koordination og samarbejde, som den tidligere har opstillet, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174).

255 Sagsoegeren har i denne sag deltaget i moeder, der havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og der blev under moederne udvekslet oplysninger mellem konkurrenter om de priser, de oenskede paa markedet, om deres forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de ansaa for noedvendige, om deres omsaetning og om navne paa kunder. Sagsoegeren har ved sin deltagelse i disse moeder sammen med sine konkurrenter deltaget i en samordning med det formaal at paavirke deres adfaerd paa markedet og at informere hinanden om, hvorledes den enkelte producent forventede at ville optraede paa markedet.

256 Sagsoegerens formaal var saaledes ikke kun paa forhaand at fjerne den usikkerhed, der var med hensyn til konkurrenternes fremtidige adfaerd, men selskabet maa noedvendigvis have taget hensyn - direkte eller indirekte - til de oplysninger, det fik ved disse moeder, ved fastlaeggelsen af den politik, det agtede at foere paa markedet. Paa samme maade maa selskabets konkurrenter - direkte eller indirekte - have taget hensyn til de oplysninger, som sagsoegeren gav dem, vedroerende den adfaerd, selskabet havde besluttet eller paataenkte at indtage paa markedet, ved fastlaeggelsen af den politik, de agtede at foere.

257 Det er saaledes med rette, at Kommissionen - paa grund af moedernes formaal - subsidiaert har kvalificeret EATP-moedet den 22. november 1977 og de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, som sagsoegeren deltog i fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til september 1983, som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

258 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen var berettiget til at fastslaa, at der var tale om en enkelt overtraedelse, som i beslutningens artikel 1 kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", bemaerkes, at den samordnede praksis, der er konstateret, og de indgaaede aftaler paa grund af deres sammenfaldende formaal indgaar som led i systemer med regelmaessige moeder, fastsaettelse af maalpriser og kvoter.

259 Det maa understreges, at disse systemer var led i de paagaeldende virksomheders bestraebelser paa at naa et bestemt oekonomisk maal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylenmarkedet. Det ville derfor vaere unaturligt at opdele denne sammenhaengende adfaerd, der havde ét formaal, i forskellige saerskilte overtraedelser. Sagsoegeren deltog saaledes i flere aar i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgoer en enkelt overtraedelse, og denne overtraedelse blev gradvis udmoentet dels i aftaler, dels i ulovlig samordnet praksis.

260 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ligeledes var berettiget til at kvalificere denne ene overtraedelse som "en aftale og samordnet praksis", idet overtraedelsen samtidig indeholdt elementer, der maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksi "s. Da der er tale om en kompleks overtraedelse, maa Kommissionens dobbelte kvalifikation i beslutningens artikel 1 forstaas ikke som en kvalifikation, som forudsaetter, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis, men som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstaendigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis, jf. EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar ikke af denne bestemmelse, at der skal ske en specifik kvalifikation for en saadan kompleks overtraedelse.

261 Sagsoegerens anbringende maa saaledes forkastes.

B - Konkurrencebegraensende virkning

a) Den anfaegtede retsakt

262 Det anfoeres i beslutningen (90. betragtning, foerste og andet afsnit), at det i betragtning af aftalens aabenlyst konkurrencebegraensende formaal ikke er strengt noedvendigt, at der kan paavises en negativ virkning paa konkurrencen, for at artikel 85, stk. 1, kan anvende s. I den foreliggende sag tyder det imidlertid paa, at aftalen rent faktisk havde maerkbare virkninger for konkurrencevilkaarene.

b) Parternes anbringender

263 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har foretaget en gennemgang af dokumenterne "for lukkede doere" uden at undersoege, hvad der var den enkelte producents reelle bevaeggrunde, eller hvilken virkning de anfaegtede moeder havde paa konkurrencen. Denne virkning er vaesentlig ved afgoerelsen af, om der forelaa en overordnet aftale, og ved vurderingen af overtraedelsens grovhed. Selskabet har gjort indsigelse mod Kommissionens fortolkning af det forslag om at ophoere med moederne, som selskabet fremsatte ved moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse). Ifoelge Kommissionen viser dette forslag derimod, at sagsoegeren fandt, at maalet med moederne var naaet, og at de derfor havde haft den oenskede virkning paa markedet.

264 Ifoelge sagsoegeren er det saaledes virksomhederne, der paa grund af Kommissionens passivitet har maattet tage initiativ til udarbejdelsen af konkrete markedsanalyser (Cooper & Lybrand-undersoegelsen og professor Albach' s undersoegelse), og Kommissionen har ikke foretaget modundersoegelser, der kan afkraefte de anfoerte undersoegelsers resultater.

265 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen snart synes at anerkende, at situationen paa markedet ville have vaeret den samme, hvis aftalerne ikke havde foreligget, og at det er muligt, at producenterne kun forsoegte at paavirke konkurrencen, uden at det lykkedes (72. og 73. betragtning til beslutningen), snart finder den, at konkurrencen klart blev paavirket, og at det derfor ikke kan anerkendes, at sammenspillet mellem udbud og efterspoergsel ville have foert til det samme resultat som det foreliggende (90., 91. og 92. betragtning til beslutningen).

266 Endelig har sagsoegeren anfoert, at selskabets forretningsmaessige politik ifoelge de naevnte konkrete markedsundersoegelser, baade med hensyn til priser og salgsmaengder, var fuldstaendig uafhaengig af indholdet af de moeder, selskabet deltog i. Undersoegelser viser saaledes, at moederne ikke havde nogen betydning for markedet og ikke paafoerte kunderne nogen skade.

267 Kommissionen har hertil anfoert, at der i hvert fald er foert bevis for, at de aftaler og den samordnede praksis, der udgoer overtraedelsen, havde et konkurrencebegraensende formaal, og det er derfor ikke noedvendigt at foere bevis for, at de havde en konkurrencebegraensende virkning. I oevrigt har Kommissionen henvist til beslutningen.

268 Kommissionen har tilfoejet, at Coopers & Lybrand-undersoegelsen var blevet foretaget, foer meddelelsen om klagepunkter blev fremsendt. Det anfoeres bestemt ikke i meddelelsen, at de faktisk nettopriser systematisk svarende til de aftalte maalpriser. Virksomhederne har saaledes forsoegt ved hjaelp af gennemgangen af tilbagevise et klagepunkt, der slet ikke er blevet gjort gaeldende over for dem.

269 Afslutningsvis har Kommissionen anfoert, at hvis sagsoegeren mener, at beslutningen er selvmodsigende, skyldes det enten, at selskabet fortolker beslutningen forkert, eller citerer udtalelserne heri ufuldstaendigt (72., 74., 90., 91., 92. og 108. betragtning).

c) Rettens vurdering

270 Det bemaerkes, at sagsoegerens argumentation gaar ud paa at paavise, at selskabets deltagelse i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, idet selskabets konkurrencemaessige adfaerd paa markedet viser, at deltagelsen i moederne hverken havde et konkurrencebegraensende formaal eller en konkurrencebegraensende virkning.

271 Ifoelge EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er alle aftaler mellem virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for det faelles marked, uforenelige med dette og forbudt, navnlig saadanne som bestaar i direkte eller indirekte fastsaettelse af koebs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser og i opdeling af markeder eller forsyningskilder.

272 Retten henviser i denne forbindelse til, at det fremgaar af dens vurdering vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer, at de moeder, sagsoegeren deltog i sammen med konkurrenter, havde til formaal at begraense konkurrencen paa det faelles marked, navnlig ved fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal, og sagsoegerens deltagelse i disse moeder var saaledes ikke uden et konkurrencebegraensende formaal i den i EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, forudsatte betydning.

273 Anbringendet maa derfor forkastes.

Begrundelsen

1. Vedtagelsen af en enkelt beslutning

274 Sagsoegeren har anfoert, at der i den anfaegtede beslutning traeffes en samlet afgoerelse for alle de beroerte virksomheders vedkommende, saaledes at den enkelte virksomhed "drukner" i helheden. Kommissionen tager paa denne maade ikke saerskilt stilling til sagsoegerens argument vedroerende selskabets saerlige stilling og undlader at undersoege, om betingelserne for, at der kan paalaegges den enkelte virksomhed et ansvar for overtraedelsen, er opfyldt. Denne fremgangsmaade har indvirkning paa beslutningens formelle gyldighed.

275 Kommissionen har anfoert, at der i beslutningen tilstraekkeligt konkret er redegjort for de klagepunkter, der paaberaabes over for sagsoegeren, at selskabet fuldt ud kunne forstaa raekkevidden af disse klagepunkter. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til, at beslutningen ligeledes bygger paa den specielle del af meddelelsen, der er fremsendt til de enkelte virksomheder.

276 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 111, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 77), at der intet er hinder til for, at Kommissionen traeffer afgoerelse vedroerende flere overtraedelser ved én enkelt beslutning, naar blot det for hver adressat er muligt med sikkerhed af beslutningen at uddrage de klagepunkter, der vedroerer den paagaeldende.

277 Retten finder, at dens vurderinger vedroerende beviset for overtraedelsen viser, at sagsoegeren - paa samme maade som Retten - med den fornoedne sikkerhed har kunnet udlede, hvilke klagepunkter der vedroerer selskabet.

278 Endvidere bemaerkes, at det forhold, at der er vedtaget én beslutning, ikke har medfoert, at klagepunkter vedroerende andre producenters adfaerd er udstrakt til ogsaa at omfatte sagsoegeren, idet Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for alle de klagepunkter, der i beslutningen er gjort gaeldende over for selskabet.

279 Anbringendet maa herefter forkastes.

2. Utilstraekkelig begrundelse

280 Sagsoegeren har henvist til de krav, der ifoelge Domstolens praksis (dom af 12.7.1962, sag 16/61, Acciaierie Ferriere e Fonderie di Modena mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 329, org. ref.: Rec. s. 546, af 7.7.1981, sag 158/80, Rewe, Sml. s. 1805, paa s. 1833, og af 28.3.1984, sag 8/83, Bertoli mod Kommissionen, Sml. s. 1649). Disse krav er saa meget desto strengere i denne sag, som beslutningen er quasi-judiciel og har som resultat, at der paalaegges en sanktion, der kan sidestilles med en strafferetlig sanktion. Kommissionen burde derfor - om ikke have behandlet alle de faktiske og retlige spoergsmaal, virksomhederne rejste - saa i hvert fald have undersoegt deres vaesentligste anbringender. Denne forpligtelse haenger direkte sammen med maksimen "Justice must not only be done, it must also be seen to be done", som er fastslaaet af Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol, for saa vidt angaar domstolene.

281 Sagsoegeren har anfoert, at der i beslutningen ikke er taget stilling til fire vaesentlige argumenter, som selskabet fremfoerte under den administrative procedure, nemlig at det indtog en saerlig stilling som ny paa markedet, at der var interesseforskelle mellem de allerede etablerede producenter paa markedet og de nye, hvilket gjorde det umuligt at indgaa en aftale, at selskabet ikke havde til hensigt at paatage sig forpligtelser, hvilket var uforeneligt med, at det deltog i moederne, og endelig dets adfaerd paa markedet, som viser, at det ikke havde paataget sig nogen forpligtelse. Efter sagsoegerens opfattelse er der ikke i beslutningen en besvarelse af denne argumentation, og beslutningen er derfor ikke tilstraekkeligt begrundet.

282 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen kun i de processkrifter, den har indgivet for Retten, forklaret, at formaalet med kartellet var at forene de modstridende interesser mellem de allerede etablerede producenter paa markedet og de nye producenter, saaledes at alle producenter forfulgte samme maal. Denne sene besvarelse af sagsoegerens saerlige argumenter kan imidlertid ikke udfylde hullerne i beslutningen. Endvidere kan Kommissionen ikke paaberaabe sig den specielle del af meddelelsen om klagepunkter til Solvay til stoette for, at selskabet skulle have kunnet forstaa raekkevidden af de klagepunkter, der blev gjort gaeldende over for dette.

283 Kommissionen har anfoert, at begrundelsen ifoelge Domstolens praksis (dom af 7.7.1981, sag 158/80, a.st., praemis 25) skal goere det muligt for retsinstanserne at udoeve deres kontrolbefoejelse og give de paagaeldende kendskab til de betingelser, under hvilke faellesskabsinstitutionerne har anvendt traktaten. Endvidere afhaenger de krav, der stilles til begrundelsen, af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (dom af 28.3.1984, sag 8/83, a.st., praemis 13-17). Endelig er Kommissionen i de beslutninger, der traeffes inden for konkurrenceomraadet, ikke forpligtet til detaljeret at tilbagevise parternes argumenter, men kan give en selvstaendig redegoerelse i generelle vendinger (dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 65, og af 21.2.1984, sag 86/82, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 883, praemis 16, 17 og 18).

284 Ud fra disse principper, der er fastslaaet i retspraksis, mener Kommissionen, at beslutningen er tilstraekkeligt og korrekt begrundet. Navnlig er der - i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert - en besvarelse af selskabets argumenter vedroerende grundene til, at det deltog i moederne, interessemodsaetningerne mellem virksomhederne og problemer med hensyn til de nytilkomne paa markedet (beslutningens 10. og foelgende betragtninger). Kommissionen har ligeledes i beslutningen begrundet boedefastsaettelsen og de betingelser, hvorunder den har taget hensyn til den enkelte virksomheds saerlige forhold.

285 Det er saaledes ikke berettiget, naar sagsoegeren anfoerer, at Kommissionen kun har besvaret selskabets argumenter i svarskriftet, dv s. for sent. Kommissionen havde allerede i meddelelsen om klagepunkter redegjort for de faktiske omstaendigheder og dens fortolkning heraf. Sagsoegeren har ikke under den administrative procedure bestridt denne fortolkning af de faktiske omstaendigheder, hverken ved at paaberaabe sig andre faktiske omstaendigheder eller ved at give en anden, mere sandsynlig forklaring paa disse faktiske omstaendigheder. Kommissionen finder saaledes, at den ved at traeffe beslutningen paa grundlag af de faktiske omstaendigheder, saaledes som den har fortolket dem allerede fra meddelelsen om klagepunkter, og ved at forklare grundene til denne fortolkning har kunnet fastholde sin fortolkning, og at den har taget stilling til de argumenter, sagsoegeren har fremfoert under proceduren. Endvidere har Kommissionen anfoert, at det forhold, at visse passager i beslutningen forklares i svarskriftet, ikke maa sammenblandes med fremsaettelsen af nye anbringender.

286 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 66, og af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie mod Kommissionen, Sml. s. 3831, praemis 88), at selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure. Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at tage stilling til de punkter, den anser for at vaere helt uden betydning.

287 For saa vidt angaar de to foerste argumenter, som der ifoelge sagsoegeren ikke er taget stilling til i beslutningen, bemaerkes, at det i 10., 11. og 16. betragtning til beslutningen er omtalt, at nye producenter kom ind paa markedet, og hvilke konsekvenser dette havde i forbindelse med kartellets start. Endvidere bemaerkes, at der i beslutningens 89. betragtning, fjerde afsnit, er henvist til interessemodsaetningerne mellem de etablerede og de nye producenter. Det er ligeledes naevnt, at formaalet var kartellet navnlig var at forlige disse modstridende interesser, saaledes at der blev taget hensyn til de nye producenters oensker (91. betragtning, sidste afsnit). I beslutningen er de to af sagsoegeren fremfoerte argumenter saaledes behandlet.

288 Med hensyn til argumentet om, at sagsoegeren ikke skulle have haft til hensigt at forpligte sig - hvilket ikke modbevises af selskabets deltagelse i moederne - bemaerkes, at Kommissionen har taget stilling hertil i den 71. betragtning til beslutningen.

289 Hvad endelig angaar sagsoegerens adfaerd paa markedet, har Kommissionen taget stilling hertil i den 72. og foelgende betragtninger til beslutningen.

290 Sagsoegerens anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

3. Selvmodsigende begrundelse

291 Sagsoegeren har anfoert, at der er en selvmodsigelse i beslutningen, idet det dels anfoeres, at priserne blev bestemt af konkurrenceforholdene (72. og 73. betragtning til beslutningen), dels at kartellet havde en maerkbar effekt paa konkurrencen (90., 91., 92. og 108. betragtning til beslutningen).

292 Kommissionen har anfoert, at der ikke er nogen selvmodsigelse i beslutningen med hensyn til kartellets virkninger, og at sagsoegeren kun ved en selektiv laesning af beslutningen kan konstatere selvmodsigelser heri.

293 Det bemaerkes, at sagsoegerens argument beror paa en laesning af beslutningen, hvorved visse begrundelser heri paa en forkert maade udsondre s. Beslutningen udgoer derimod en helhed, og hver begrundelse maa laeses i lyset af de oevrige begrundelser, for at de oejensynlige modsigelser i beslutningen kan fjernes.

294 Det bemaerkes, at Kommissionen har sondret mellem to former for virkninger foraarsaget af overtraedelsen. Den foerste form gaar ud paa, at producenterne - efter de moeder, hvor der blev fastsat maalpriser - gav deres salgsafdelinger instruktion om at ivaerksaette dette prisniveau, saaledes at "maalpriserne" var udgangspunkt for prisforhandlinger med kunderne. Kommissionen fastslog med rette paa grundlag heraf, at alt tyder paa, at aftalen paavirkede konkurrenceforholdene maerkbart (beslutningens 74. betragtning, andet afsnit, med henvisning til 90. betragtning). Den anden form for virkninger gaar ud paa, at en sammenligning mellem udviklingen i fakturerede priser med de maalpriser, der blev fastsat i forbindelse med konkrete prisinitiativer, bekraefter rigtigheden af den fremstilling, som er givet i de papirer, der blev fundet hos ICI og andre producenter angaaende gennemfoerelsen af prisinitiativerne (beslutningens 74. betragtning, sjette afsnit).

295 Det fremgaar af Rettens vurdering af Kommissionens bevismaessige konstateringer og anvendelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, i den anfaegtede retsakt, at Kommissionen fuldt har taget hensyn til sagsoegerens argumenter vedroerende kartellets virkninger paa markedet, og at den i beslutningen (72., 73., 74. og 89.-92. betragtning) paa overbevisende maade har redegjort for, hvorfor den fandt, at de konklusioner, sagsoegeren har draget af Coopers & Lybrand-undersoegelsen og af professor Albach' s undersoegelse, ikke var korrekte.

296 Anbringendet maa herefter forkastes.

Boeden

297 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i beslutningen har tilsidesat artikel 15 i forordning nr. 17, idet den ikke i tilstraekkeligt omfang har taget hensyn til overtraedelsens varighed og grovhed.

1. Overtraedelsens varighed

298 Sagsoegeren har anfoert, at hvis beslutningen skal annulleres med hensyn til varigheden af selskabets deltagelse i det paastaaede kartel, maa boeden i konsekvens heraf nedsaettes.

299 Kommissionen har anfoert, at den korrekt har vurderet overtraedelsens varighed.

300 Det bemaerkes, at Retten har fastslaaet, at Kommissionen korrekt har vurderet varigheden af sagsoegerens overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, og at Kommissionen med rette har anset det for en enkelt overtraedelse.

301 Anbringendet maa derfor forkastes.

2. Overtraedelsens grovhed

A - Sagsoegerens begraensede rolle

302 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen burde have taget hensyn til omfanget af den enkelte virksomheds deltagelse i kartellet. Selv om det laegges til grund, at sagsoegeren faktisk ville deltage i kartellet, maa det tages i betragtning, at selskabet ved flere lejligheder skilte sig ud fra dette.

303 Kommissionen har med hensyn til omfanget af sagsoegerens deltagelse bemaerket, at selskabet kun har gentaget de allerede undersoegte argumenter, nemlig at der ikke blev foretaget nogen gennemgang af markedet, sagsoegerens hurtige gennembrud, at selskabet kun var observatoer med det oenske at faa oplysninger, at selskabet var "permanent trouble maker" osv.

304 Det bemaerkes, at det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende beviset for overtraedelsen, at Kommissionen korrekt har foert bevis for sagsoegerens rolle i overtraedelsen, og at Kommissionen derfor i beslutningen med rette fandt, at der ikke var foert bevis for, at denne rolle var af passiv karakter.

305 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.

B - Kommissionens nye boedepolitik

306 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke i denne sag kan anvende sin nye boedepolitik, der er fastlagt i Den Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken, dv s. efter den omhandlede periode. Det samme gaelder endvidere med hensyn til Kommissionens henvisning til Domstolens dom af 7. juni 1983, forenede sager 100/80-103/80, a.st., og af 25. oktober 1983, sag 107/82, a.st., der ogsaa ligger efter de af Kommissionen paastaaede overtraedelser.

307 Kommissionen har anfoert, at den ved paalaeggelse af sanktionerne i denne sag har handlet i overensstemmelse med sin faste politik og de principper, Domstolen har fastlagt med hensyn til boeder. Fra 1979 har det vaeret Kommissionens politik at sikre overholdelsen af konkurrencereglerne ved at paalaegge mere byrdefulde sanktioner, navnlig med hensyn til de former for overtraedelser, der er klart definerede i konkurrenceretten, og saerligt grove overtraedelser som den foreliggende med henblik paa at oege sanktionernes praeventive virkning. Virksomhederne blev gjort opmaerksom paa denne politik i Den Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken.

308 Endvidere har Kommissionen anfoert, at denne politik er anerkendt af Domstolen, bl.a. i dom af 7. juni 1983 (forenede sager 100/80-103/80, a.st.) og af 25. oktober 1983 (sag 107/82, a.st.), og at den kan anvendes i denne sag.

309 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at Kommissionens kompetence til at paalaegge de virksomheder boeder, som forsaetligt eller uagtsomt overtraeder traktatens artikel 85, stk. 1, er et af de midler, Kommissionen har faaet tildelt, for at den kan udfoere sin tilsynsopgave ifoelge faellesskabsretten. Denne opgave indebaerer ikke blot, at individuelle overtraedelser skal efterforskes og forfoelges, men ogsaa en pligt til at foere en generel politik med det formaal, at der paa konkurrenceomraadet anvendes de i traktaten fastlagte principper, og at virksomhedernes adfaerd paavirkes i denne retning. Domstolen har derfor fastslaaet, at naar en overtraedelses grovhed skal vurderes med henblik paa fastsaettelse af boedens stoerrelse, skal Kommissionen ikke blot tage hensyn til saerlige omstaendigheder i det foreliggende tilfaelde, men ogsaa til den sammenhaeng, overtraedelsen indgaar i, og paase, at den trufne forholdsregel er af tilstraekkelig forebyggende karakter, isaer for saa vidt angaar den type overtraedelser, som i saerlig grad kan bringe gennemfoerelsen af Faellesskabets formaal i fare. Endvidere har Domstolen udtalt, at Kommissionen frit kan tage hensyn til det forhold, at denne form for adfaerd stadig - skoent dens ulovlighed allerede blev fastslaaet i begyndelsen af den faelles konkurrencepolitik - er forholdsvis hyppig paa grund af den fortjeneste, som visse virksomheder kan opnaa herved, og foelgelig skoenne, at det var noedvendigt at paalaegge stoerre boeder for saaledes at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan af samme grund ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, a.st., praemis 105-109).

310 Paa grundlag af disse bemaerkninger finder Retten, at Kommissionen med rette har kvalificeret fastsaettelsen af maalpriser og salgsmaal samt vedtagelsen af foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af maalpriserne, med henblik paa at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylenmarkedet som saerdeles grove og aabenbare overtraedelser.

311 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens naevnte praksis, at Kommissionen ikke er forpligtet til at goere virksomhederne opmaerksomme paa, at den agter at forhoeje det generelle boedeniveau, og sagsoegeren kan derfor ikke paaberaabe sig, at overtraedelsen ligger foer denne praksis og Den Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken, hvori Kommissionen forklarede sin nye politik med hensyn til boeder.

312 Endvidere bemaerkes, at der ikke ved sammenligning af den boede, der er paalagt sagsoegeren, med de boeder, som er paalagt de oevrige virksomheder, som beslutningen er rettet til, kan konstateres nogen forskelsbehandling, naar henses til varigheden og den saerlige grovhed af den overtraedelse, som det kan fastslaas, at sagsoegeren har begaaet.

313 Anbringendet maa herefter forkastes.

C - Hensyntagen til overtraedelsens virkninger

314 Sagsoegeren har anfoert, at boeden skal staa i rimeligt forhold til overtraedelsens grovhed. Overtraedelsens virkninger paa konkurrencen er et af de kriterier, der anvendes ved vurderingen af grovheden. Man kan uden tvivl forestille sig, at deltagerne i et kartel, der kun har til formaal, men ikke til foelge, at fordreje konkurrencen, paalaegges en boede. Efter almindelige retsgrundsaetninger maa der imidlertid tages hensyn til overtraedelsens mere eller mindre skadelige virkninger.

315 Kommissionen skulle derfor ifoelge sagsoegeren have foretaget en oekonomisk undersoegelse af markedet for at opklare, hvilke konkrete virkninger de anfaegtede moeder havde. Kommissionen kunne ikke blot foretage en undersoegelse "for lukkede doere" af de dokumenter, der blev fundet hos producenter, og paa grundlag heraf konkludere - i oevrigt i selvmodsigende vendinger - at konkurrencen vaesentligt var blevet fordrejet. Denne konklusion afkraeftes ogsaa af ekspertundersoegelserne (Coopers & Lybrand-undersoegelsen og professor Albach' s undersoegelse), som viser, at der var en livlig konkurrence paa markedet. Man oplever ikke et saa hurtigt gennembrud paa markedet for nye producenter, bl.a. sagsoegeren, uden en aggressiv politik. Sagsoegerens priser var saaledes uafhaengige af maalpriserne, bortset maaske fra 1983, hvor selskabet deltog i en genopretning af ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel. Endvidere foreslog sagsoegeren fra 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), at man ophoerte med moederne med henvisning til ligevaegten paa markedet og til, at man havde overvundet vanskeligheder, saaledes at informationsudvekslingen ikke laengere havde noget formaal.

316 Kommissionen har anfoert, at der paa grund af kartellets omfattende karakter blev paalagt alle virksomhederne sanktioner for at have deltaget i en overordnet aftale, som udgjorde en saerlig grov overtraedelse, men ved vurderingen af den boede, der blev paalagt den enkelte virksomhed, blev der i hver enkelt sag taget hensyn til de saerlige omstaendigheder. Et "horisontalt" pris- og kvotekartel er - selv om der ses bort fra dets konkurrencebegraensende virkninger - en af de mest aabenbare og grove overtraedelser af artikel 85. I denne sag havde kartellet yderligere konkurrencebegraensende virkninger.

317 Endvidere har Kommissionen anfoert, at den ved udmaalingen af boederne som en formildende omstaendighed tog hensyn til, at prisinitiativerne kun delvis virkede efter hensigten (108. betragtning til beslutningen).

318 Det bemaerkes, at Kommissionen har sondret mellem to former for virkninger foraarsaget af overtraedelsen. Den foerste form gaar ud paa, at producenterne - efter de moeder, hvor der blev fastsat maalpriser - gav deres salgsafdelinger instruktion om at ivaerksaette dette prisniveau, saaledes at "maalpriserne" var udgangspunkt for prisforhandlinger med kunderne. Kommissionen fastslog med rette paa grundlag heraf, at alt tyder paa, at aftalen paavirkede konkurrenceforholdene maerkbart (beslutningens 74. betragtning, andet afsnit, med henvisning til 90. betragtning). Den anden form for virkninger gaar ud paa, at en sammenligning mellem udviklingen i fakturerede priser med de maalpriser, der blev fastsat i forbindelse med konkrete prisinitiativer, bekraefter rigtigheden af den fremstilling, som er givet i de papirer, der blev fundet hos ICI og andre producenter angaaende gennemfoerelsen af prisinitiativerne (beslutningens 74. betragtning, sjette afsnit).

319 Retten finder, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for den foerste form for virkninger paa grundlag af de talrige prisinstrukser, som producenterne gav, og som svarer til hinanden og til de maalpriser, der blev fastsat ved moederne. Disse priser skulle afgjort tjene som grundlag for prisforhandlinger med kunderne.

320 For saa vidt angaar den anden form for virkninger, bemaerkes for det foerste, at Kommissionen ikke havde grund til at betvivle rigtigheden af de undersoegelser, som producenterne selv gennemfoerte ved deres moeder (jf. bl.a. referatet af moederne den 21.9., den 6.10., den 2.11. og den 2.12.1982, bilag 30-33 til den generelle meddelelse), og som viste, at de maalpriser, der var fastlagt ved moederne, i stor udstraekning var gennemfoert paa markedet. Endvidere bemaerkes, at selv om Coopers og Lybrand-undersoegelsen og de oekonomiske analyser, som er udfoert paa nogle af producenternes anmodning, maatte vise, at de undersoegelser, som producenterne selv gennemfoerte ved moederne, var forkerte, vil dette ikke foere til en nedsaettelse af boeden, idet Kommissionen i beslutningens 108. betragtning, sidste led, har angivet, at den som formildende omstaendighed har taget hensyn til, at prisinitiativerne kun delvis virkede efter hensigten, og at der i sidste instans ikke fandtes foranstaltninger, hvorved en producent kunne tvinges til at overholde kvoterne eller andre ordninger.

321 De begrundelser i beslutningen, der vedroerer fastsaettelsen af boeden, maa ses i sammenhaeng med de oevrige begrundelser i beslutningen, og paa grundlag heraf maa det fastslaas, at Kommissionen med rette fuldt ud har taget hensyn til den foerste form for virkninger og til det begraensede omfang af den anden form for virkninger. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke har angivet, i hvilken udstraekning Kommissionen har undladt at tage tilstraekkeligt hensyn til det begraensede omfang af den anden form for virkninger som en formildende omstaendighed.

322 Anbringendet maa saaledes forkastes.

D - Fejlagtig afgraensning af det relevante marked

323 Sagsoegeren har anfoert, at kartellet under ingen omstaendigheder kunne vedroere de saerlige polypropylenkvaliteter, der var saeregne for den enkelte producent, og som ikke var paavirket af konkurrencen paa markedet. Disse kvaliteter udgjorde 61% af sagsoegerens samlede omsaetning af polypropylen i 1982 og 64% i 1983. Boeden staar derfor heller ikke i forhold til det relevante markeds stoerrelse.

324 Kommissionen har med hensyn til sondringen mellem saerlige produkter og basisprodukter anfoert, at det maa laegges til grund, at naar producenterne aftalte maalpriser for basiskvaliteter, var det for nemheds skyld, men det indebaerer ikke, at alle de saerlige kvaliteter blev holdt uden for priskartellet. Moedereferaterne viser tvaertimod, at kartellet omfattende andre kvaliteter end basiskvaliteter (bilag 24 til den generelle meddelelse). Endvidere viser producenternes prisinstrukser, at prisinitiativerne omfattede alle kvaliteter (bilag C til skrivelsen af 29.3.1985).

325 Kommissionen har tilfoejet, at kvoteaftalerne var af generel karakter og ikke kun vedroerte bestemte typer af produkter. Da disse aftaler havde til formaal at stoette priskartellet, foelger det noedvendigvis heraf, at kartellet omfattede hele polypropylenmarkedet.

326 Retten skal fastslaa, at kvoterne vedroerte samtlige polypropylenkvaliteter. Sagsoegeren har i sit svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten oplyst, at selskabets salg i 1980 i Vesteuropa androg 37 928 tons, og at dets salg inden for Faellesskabet i 1983 androg 68 752 tons af alle polypropylenkvaliteter, hvoraf alene 40% vedroerte basisprodukter. Den kvote, der er blevet tildelt sagsoegeren for Vesteuropa for 1980, androg imidlertid 42 000 tons (bilag 57 og 60 til den generelle meddelelse) og androg i 1983 mellem 71 000 tons for et anslaaet marked paa 1 470 kt (Saga' s forslag, bilag 81 til den generelle meddelelse), og 51 450 tons (3,5% af samme marked, forslag fra de tyske producenter (bilag 83 til den generelle meddelelse) ).

327 Heraf foelger, at Kommissionen med foeje har taget hensyn til hele polypropylenmarkedet ved fastsaettelsen af den boede, som blev paalagt sagsoegeren. Anbringendet boer derfor forkastes.

E - Kriterierne til udmaaling af boederne ikke konkrete

328 Sagsoegeren har anfoert, at boederne har karakter af straf og derfor kun kan fastsaettes paa grundlag af konkrete forhold og virkningerne af virksomhedens individuelle adfaerd (Domstolens dom af 15.7.1970, sag 45/69, Boehringer Mannheim mod Kommissionen, Sml. s. 153, org. ref.: Rec. s. 769). Der skal ved boederne tages hensyn til virksomhedens saerlige situation og de formildende omstaendigheder, der specielt gaelder for denne. I beslutningen tages der imidlertid hverken hensyn til virksomhedernes individuelle situation ved bevisfoerelsen eller gives en begrundelse for boederne specielt for den enkelte virksomhed. Efter sagsoegerens opfattelse viser en sammenligning af boederne og virksomhedernes omsaetning store forskelle, der ikke er begrundet i beslutningen. Manglen paa begrundelse giver uundgaaeligt indtryk af en uacceptabel vilkaarlighed.

329 Kommissionen har anfoert, at den ved fastsaettelsen af boederne har baseret sig paa en raekke overvejelser af general og specifik karakter. Denne fremgangsmaade er godkendt af Domstolen (dom af 15.7.1970, sag 45/69, a.st., praemis 55). Beslutningen bygger paa begrundelser, hvori der specifikt er redegjort for de klagepunkter, der er gjort gaeldende over for den enkelte virksomhed, og Kommissionen har paa grundlag heraf konkluderet, at den ikke kunne tiltraede, at der var tale om en vaesentlig forskel mellem de mindre virksomheder med hensyn til deres forpligtelser over for de faelles foranstaltninger.

330 Det bemaerkes, at Kommissionen ved fastsaettelsen af den boede, der er paalagt sagsoegeren, dels har fastlagt kriterier for fastsaettelse af det generelle niveau for de boeder, der er paalagt de af beslutningen beroerte virksomheder (108. betragtning til beslutningen), dels har fastlagt kriterier med henblik paa at foretage en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed (109. betragtning til beslutningen).

331 Retten finder, at de kriterier, der er naevnt i 108. betragtning til beslutningen, fuldt ud begrunder det generelle boedeniveau, som er anvendt over for de virksomheder, beslutningen er rettet til. Der henvises i denne forbindelse specielt til, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra a), b) og c), var aabenbar, hvilket polypropylenproducenterne, der handlede forsaetligt og i dybeste hemmelighed, ikke var uvidende om.

332 Retten finder ligeledes, at de fire kriterier, der er naevnt i 109. betragtning til beslutningen, er relevante og tilstraekkelige som grundlag for en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed.

333 Hvad angaar de to foerste kriterier, der er naevnt i 109. betragtning til beslutningen, nemlig den rolle, virksomhederne hver isaer spillede i samarbejdet, og det tidsrum, hvori de deltog i overtraedelsen, bemaerkes, at da begrundelserne med hensyn til fastsaettelsen af boederne maa ses i sammenhaeng med alle beslutningens begrundelser, har Kommissionen i tilstraekkelig grad redegjort for, hvorledes der konkret vedroerende sagsoegeren er taget hensyn til disse kriterier.

334 For saa vidt angaar de to sidste kriterier, nemlig producenternes respektive leverancer af polypropylen inden for Faellesskabet og deres omsaetning, finder Retten paa grundlag af de tal, den har anmodet Kommissionen om, og hvis rigtighed sagsoegeren ikke har bestridt, at disse kriterier ikke er anvendt paa en urimelig maade ved udmaalingen af den boede, der er paalagt sagsoegeren, i forhold til de boeder, der er paalagt andre producenter.

335 Det bemaerkes endvidere, at det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer, at de argumenter, som Kommissionen ifoelge sagsoegeren med urette har undladt at tage stilling til, med hensyn til de faktiske forhold er ubegrundede.

336 Anbringendet maa derfor forkastes.

F - Hensyntagen til formildende omstaendigheder

337 Sagsoegeren har anfoert, at der ikke i den anfaegtede beslutning er en undersoegelse af de formildende omstaendigheder, selskabet havde paaberaabt sig, nemlig at selskabet var en styrkende faktor for konkurrencen, idet det skabte en ny virksomhed inden for branchen, at det hurtigt kom ind paa markedet ved hjaelp af en aggressiv prispolitik, at det led store tab og ydede en stor indsats paa forskningsomraadet, og endelig at selskabet samarbejdede loyalt ved undersoegelsen.

338 Kommissionen har anfoert, at det forhold, at sagsoegeren var ny paa markedet, ikke kan begrunde, at det deltog i et pris- og kvotekartel. Kommissionen tog hensyn til tabene som en formildende omstaendighed. Det er uden betydning, at virksomhederne ikke opnaaede urimelige fortjenester. Sagsoegerens loyale samarbejde under undersoegelsen var begraenset til, at selskabet erkendte rigtigheden af de faktiske omstaendigheder, hvilket virksomhederne ikke kan unddrage sig.

339 Retten finder, at det forhold, at en virksomhed er ny paa markedet, og at den her havde et sensationelt gennembrud, navnlig paa grund af investeringer inden for forskningen, ikke kan afsvaekke grovheden af den overtraedelse, den begik ved i flere aar at deltage i en horisontal prisfastsaettelse.

340 Hvad angaar de store tab, sagsoegeren led, og som skulle vise, at selskabet ikke opnaaede urimelige fortjenester ved at deltage i overtraedelsen, bemaerkes, at Kommissionen i beslutningens 108. betragtning, sidste led, udtrykkeligt har angivet, at den har taget hensyn til de betydelige tab, virksomhederne havde lidt paa deres polypropylenaktiviteter i en laengere periode. Dette viser, at Kommissionen ikke blot tog hensyn til tabene, men dermed ogsaa til de daarlige oekonomiske vilkaar i branchen (Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 111 ff.) - ud over de oevrige kriterier, der er naevnt i 108. betragtning - da den fastsatte det generelle niveau for de boeder, der blev paalagt de beroerte virksomheder.

341 Endelig bemaerkes, at sagsoegerens samarbejde ved undersoegelsen ikke gaar ud over de forpligtelser, der paahviler selskabet i henhold til artikel 11, stk. 4 og 5, i forordning nr. 17.

342 Det er derfor med rette, at Kommissionen ikke tog hensyn til sagsoegerens samarbejde ved undersoegelsen som en formildende omsaetning og af denne grund nedsatte den boede, der blev paalagt selskabet.

343 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

344 Den boede, der er paalagt sagsoegeren, findes herefter at vaere rimelig under hensyn til varigheden og grovheden af den overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, som det kan fastslaas, at selskabet har begaaet.

Genaabning af den mundtlige forhandling

345 Ved skrivelse indgivet til Rettens Justitskontor den 6. marts 1992 har sagsoegeren anmodet Retten om at genaabne den mundtlige forhandling og anordne bevisoptagelse paa grund af de erklaeringer, som Kommissionen fremsatte under retsmoedet i sagerne T-79/89, T-84/89-T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, og under den pressekonference, som Kommissionen afholdt den 28. februar 1992, efter at der var blevet afsagt dom i naevnte sager.

346 Retten finder, efter atter at have hoert generaladvokaten, at det er ufornoedent at genaabne den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 62 og at foranstalte bevisoptagelse.

347 Det bemaerkes, at dommen i ovennaevnte sager (dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89 - T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315), ikke i sig selv kan begrunde genaabningen af den mundtlige forhandling i denne sag. Retten skal nemlig konstatere, at en meddelt og offentliggjort retsakt maa formodes at vaere gyldig. Det paahviler derfor den person, som paaberaaber sig manglende formel gyldighed eller nullitet af en retsakt, at forsyne Retten med de grunde, der goer det muligt for den at gaa bag om den tilsyneladende gyldighed af den formelt meddelte og offentliggjorte retsakt. I denne sag har sagsoegeren ikke fremlagt noget bevis, som kan godtgoere, at den meddelte offentliggjorte retsakt ikke var blevet godkendt og vedtaget af Kommissionens medlemmer som kollegial enhed. Navnlig har sagsoegeren i modsaetning til PVC-sagerne (dom i forenede sager T-79/89, T-84/89 - T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, a.st., praemis 32 ff.) ikke fremfoert noget som helst bevis for, at princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, er blevet tilsidesat gennem en aendring af beslutningens ordlyd efter det kommissionsmoede, hvorunder den blev vedtaget.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

348 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, paalaegges det selskabet at betale disse.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy