EUR-Lex -  61989TJ0014 - DA - DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FOERSTE AFDELING) DEN 10. MARTS 1992. - MONTEDIPE SPA MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - KONKURRENCE - BEGREBERNE AFTALE OG SAMORDNET PRAKSIS - KOLLEKTIVT ANSVAR. - SAG T-14/89.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Konkurrence - administrativ procedure - hoeringer - forpligtelse til at fremsende hoeringskonsulentens rapport til det raadgivende udvalg og til Kommissionen - foreligger ikke

2. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - enighed om adfaerd paa markedet

(EOEF-traktaten, art. 85, stk.1)

3. Konkurrence - karteller - forbud - karteller der har virkninger efter deres formelle ophoer - anvendelse af traktatens artikel 85

(EOEF-traktaten, art. 85)

4. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - begreb - koordination og samarbejde uforenelig med kravet om, at enhver virksomhed uafhaengigt skal fastlaegge sin adfaerd paa markedet - moeder mellem konkurrenter med det formaal at udveksle oplysninger, der er afgoerende for deltagernes udarbejdelse af deres forretningsmaessige strategi

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

5. Konkurrence - karteller - kompleks overtraedelse, der indeholder elementer af aftaler og af samordnet praksis - kvalifikation under ét som "en aftale og samordnet praksis" - tilladt - betydning for beviset

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

6. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - paavirkning af handelen mellem medlemsstater - samlet vurdering og ikke af hver af deltagerne

(EOEF-traktaten, art. 85. stk. 1)

7. Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning i henhold til konkurrencereglerne

(EOEF-traktaten, art. 190)

8. Konkurrence - boeder - stoerrelse - udmaaling - kriterier - overtraedelsens grovhed - skoensfaktorer - forhoejelse af det generelle boedeniveau - lovlighed - betingelser

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

9. Institutionernes retsakter - gyldighedsformodning - anfaegtelse - betingelser

Sammendrag

1. En virksomhed, der anfaegter en beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne, kan ikke paaberaabe sig, at hoeringskonsulentens rapport ikke er blevet fremsendt til medlemmerne af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal eller til Kommissionens medlemmer. Fremsendelsen af denne rapport til disse to instanser er nemlig intetsteds foreskrevet. Desuden er rapporten kun vejledende for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at rette sig efter den. Endelig er reglerne om kontradiktion iagttaget i tilstraekkeligt omfang, naar de forskellige instanser, der medvirker ved udarbejdelsen af den endelige beslutning, korrekt er blevet orienteret om virksomhedernes argumentation i deres svar paa de klagepunkter, Kommissionen har meddelt dem, og paa det bevismateriale, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for klagepunkterne.

2. Det er tilstraekkeligt, for at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade. Det er tilfaeldet, naar der mellem flere virksomheder er enighed om at naa maalpriser og salgsmaal.

3. Traktatens artikel 85 finder anvendelse paa aftaler mellem virksomheder, der ikke laengere er i kraft, men som stadig har virkninger efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophoert.

4. De kriterier om koordination og samarbejde, der er afgoerende for definitionen af begrebet samordnet praksis, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet.

Der er tale om samordnet praksis, naar virksomheder deltager i moeder, der har til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og hvorunder der udveksles oplysninger mellem konkurrenter om de forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de anser for noedvendige, og om deres omsaetning, idet de deltagende virksomheder noedvendigvis maa tage hensyn til de oplysninger, de saaledes faar, ved fastlaeggelsen af deres adfaerd paa markedet.

5. Der kraeves ikke i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, en specifik kvalifikation af en kompleks, men sammenhaengende overtraedelse, der bestaar af en fortsat adfaerd med ét eneste formaal, og som samtidig indeholder elementer, som maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksis", men en saadan overtraedelse kan kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", og det kraeves ikke, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis.

6. En virksomhed maa anses for at have deltaget i en aftale eller samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og saaledes for at have tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 1, naar de deltagende virksomheders adfaerd samlet kan have denne virkning, uden hensyn til virkningen af den paagaeldende virksomheds selvstaendige deltagelse.

7. Selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke ved en beslutning i henhold til konkurrencereglerne, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure.

8. Naar karakteren af en overtraedelse fastslaas med henblik paa at fastsaette boedens stoerrelse, boer Kommissionen ikke blot tage hensyn til saerlige omstaendigheder i det foreliggende tilfaelde, men ogsaa til den sammenhaeng, overtraedelsen indgaar i, og paase, at den trufne forholdsregel er af tilstraekkelig forebyggende karakter, isaer for saa vidt angaar den type overtraedelser, som i saerlig grad kan bringe gennemfoerelsen af Faellesskabets formaal i fare.

Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik. Kommissionen kan frit forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning, naar overtraedelser af en bestemt type - skoent deres ulovlighed allerede er blevet fastslaaet i begyndelsen af den faelles konkurrencepolitik - stadig er forholdsvis hyppig paa grund af den fortjeneste, som visse virksomheder kan opnaa herved.

9. Da en meddelt og offentliggjort retsakt maa formodes at vaere gyldig, paahviler det den person, som paaberaaber sig manglende formel gyldighed eller nullitet af en retsakt, at forsyne retsinstansen med de grunde, der goer det muligt for denne at gaa bag om den tilsyneladende gyldighed.

Dommens præmisser

Sagsfremstilling

1 Naervaerende sag vedroerer en beslutning fra Kommissionen, der paalagde femten polypropylenproducenter en boede for overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det produkt, der er genstand for den anfaegtede beslutning (herefter benaevnt "beslutningen"), er en af de vigtigste termoplastiske polymerer, som saelges "in bulk". Polypropylen saelges af producenterne til videreforarbejdning og omdannelse til hel- eller halvfabrikata. De stoerste polypropylenproducenter fremstiller over hundrede forskellige produktkvaliteter og daekker saaledes en lang raekke forskellige anvendelsesformaal. De vaesentligste grundkvaliteter benaevnes rafia, homopolymerisater til sproejtestoebning, copolymerisater til sproejtestoebning, slagfaste copolymerisater og folie. De virksomheder, beslutningen er rettet til, er alle foerende producenter i den petrokemiske industri.

2 Det vesteuropaeiske marked for polypropylen forsynes naesten udelukkende fra produktionsanlaeg i Europa. Foer 1977 blev markedet daekket af ti producenter, nemlig Montedison (der aendrede navn til Montepolimeri SpA og senere til Montedipe SpA), Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc og Shell International Chemical Company Ltd (kaldet "de fire store"), der tilsammen havde en markedsandel paa 64%, Enichem Anic SpA, Italien, Rhône-Poulenc SA, Frankrig, Alcudia, Spanien, Chemische Werke Huels og BASF AG, begge Tyskland, og Chemie Linz AG, OEstrig. Efter udloebet af de patenter, som Montedison var indehaver af, kom der i 1977 syv nye producenter paa det vesteuropaeiske marked: Amoco og Hercules Chemicals NV i Belgien, ATO Chimie SA og Solvay & Cie SA i Frankrig, SIR i Italien, DSM NV i Nederlandene og Taqsa i Spanien. Den norske producent Saga Petrokjemi AS & Co. paabegyndte sin virksomhed i midten af 1978 og Petrofina SA i 1980. De nytilkomne producenter havde en officiel produktionskapacitet paa tilsammen ca. 480 000 tons, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten i Vesteuropa, der i en aarraekke ikke kunne opvejes af stigningen i efterspoergslen. Dette medfoerte en ringe udnyttelse af produktionskapaciteten, men udnyttelsesgraden steg gradvist fra 60% i 1977 til 90% i 1983. Ifoelge beslutningen har udbud og efterspoergsel siden 1982 stort set svaret til hinanden. I stoerstedelen af referenceperioden (1977-1983) blev polypropylenmarkedet imidlertid betragtet som vaerende praeget af enten lav rentabilitet eller betydelige tab, navnlig som foelge af hoeje faste omkostninger og stigningen i prisen paa raastoffet polypropylen. Det fremgaar af beslutningen (8. betragtning), at Montepolimeri SpA i 1983 havde en andel paa 18% af det europaeiske polypropylenmarked, mens Imperial Chemical Industries plc, Shell International Chemical Company Ltd og Hoechst AG hver havde en markedsandel paa 11%, Hercules Chemicals NV knap 6%, ATO Chimie SA, BASF AG, DSM NV, Chemische Werke Huels, Chemie Linz AG, Solvay & Cie SA og Saga Petrokjemi AS & Co. hver mellem 3% og 5% og Petrofina SA ca. 2%. Der foregik en omfattende handel med polypropylen mellem medlemsstaterne, idet hver af de ti EF-producenter solgte produktet i de fleste, om ikke alle, medlemsstater.

3 Montedipe SpA var en af de producenter, der leverede polypropylen til markedet foer 1977. Selskabet var indehaver af patenter, som udloeb i fleste europaeiske lande mellem 1976 og 1978. Selskabet var den stoerste polypropylenproducent med en markedsandel paa mellem 14,2 og 15%.

4 Den 13. og 14. oktober 1983 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), samtidige kontrolundersoegelser hos foelgende virksomheder, der fremstillede og leverede polypropylen til Faellesskabets marked:

- ATO Chimie SA, nu Atochem (herefter benaevnt "ATO")

- BASF AG (herefter benaevnt "BASF")

- DSM NV (herefter benaevnt "DSM")

- Hercules Chemicals NV (herefter benaevnt "Hercules")

- Hoechst AG (herefter benaevnt "Hoechst")

- Chemische Werke Huels (herefter benaevnt "Huels")

- Imperial Chemical Industries plc (herefter benaevnt "ICI")

- Montepolimeri SpA, nu Montedipe (herefter benaevnt "Monte")

- Shell International Chemical Company Ltd (herefter benaevnt "Shell")

- Solvay & Cie SA (herefter benaevnt "Solvay")

- BP Chimie (herefter benaevnt "BP").

Der blev ikke foretaget kontrolundersoegelser hos Rhône-Poulenc SA eller Enichem Anic SpA.

5 Efter disse kontrolundersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering om oplysninger, ikke blot over for de anfoerte virksomheder, men ogsaa over for foelgende virksomheder:

- Amoco

- Chemie Linz AG (herefter benaevnt "Linz")

- Saga Petrokjemi AS & Co., der nu er en del af Statoil (herefter benaevnt "Statoil")

- Petrofina SA (herefter benaevnt "Petrofina")

- Enichem Anic SpA (herefter benaevnt "Anic").

Linz, der er et oestrigsk selskab, anfaegtede Kommissionens ret til at anmode herom og naegtede at efterkomme begaeringen. Kommissionens tjenestemaend foretog herefter i medfoer af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17 kontrolundersoegelser hos Anic og hos Saga' s britiske datterselskab, Saga Petrochemicals UK Ltd, samt hos Linz' salgsagenter i Det Forenede Kongerige og Tyskland. Der blev ikke over for Rhône-Poulenc fremsat begaering om oplysninger.

6 Kommissionen konkluderede paa grundlag af de oplysninger, der blev tilvejebragt i forbindelse med kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger, at de paagaeldende producenter fra 1977 til 1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med EOEF-traktatens artikel 85 regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor den 30. april 1984 at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og i maj 1984 fremsendte den en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til de naevnte virksomheder med undtagelse af Anic og Rhône-Poulenc. Alle de virksomheder, meddelelsen var rettet til, svarede skriftligt.

7 Den 24. oktober 1984 moedtes den af Kommissionen udpegede hoeringskonsulent med de juridiske raadgivere for de virksomheder, som havde modtaget meddelelsen om klagepunkter, for at aftale den naermere procedure for den hoering, der skulle finde sted som led i den administrative procedure. Hoeringen skulle paabegyndes den 12. november 1984. Under dette moede meddelte Kommissionen endvidere, at den under henvisning til den argumentation, virksomhederne havde fremfoert i deres svar paa meddelelsen om klagepunkter, straks ville fremsende yderligere bevismateriale vedroerende ivaerksaettelsen af prisinitiativerne som supplement til det bevismateriale, som de allerede var i besiddelse af. Kommissionen fremsendte saaledes den 31. oktober 1984 til virksomhedernes juridiske raadgivere en raekke dokumenter med kopi af prisinstrukser, som producenterne havde meddelt deres salgskontorer, og tabeller, som gengav dokumenternes indhold. Af hensyn til beskyttelsen af forretningshemmeligheder fastsatte Kommissionen visse betingelser for fremsendelsen af disse dokumenter. Navnlig maatte virksomhedernes salgsafdelinger ikke goeres bekendt med dokumenterne. Advokaterne for flere af virksomhederne afslog imidlertid at efterkomme betingelserne og tilbagesendte dokumenterne inden hoeringen.

8 Paa baggrund af de oplysninger, der var fremkommet i de skriftlige svar paa meddelelsen om klagepunkter, besluttede Kommissionen at udvide proceduren til ogsaa at omfatte Anic og Rhône-Poulenc. Der blev derfor den 25. oktober 1984 til selskaberne fremsendt en meddelelse om klagepunkter svarende til den meddelelse, der var fremsendt til de oevrige femten virksomheder.

9 Den foerste hoeringsrunde fandt sted fra den 12. til den 20. november 1984, hvorunder alle virksomheder blev hoert med undtagelse af Shell (der havde naegtet at deltage i enhver hoering), Anic, ICI og Rhône-Poulenc (som fandt, at de ikke havde vaeret i stand til at forberede sagen).

10 Under hoeringen afslog flere virksomheder at tage stilling til de punkter, der var rejst i de dokumenter, som var fremsendt til dem den 31. oktober 1984. De gjorde i denne forbindelse gaeldende, at Kommissionen vaesentligt havde aendret sin argumentation, og at de i hvert fald burde have lejlighed til at fremsaette skriftlige bemaerkninger. Andre virksomheder haevdede, at de ikke havde haft tilstraekkelig tid til at gennemgaa dokumenterne foer hoeringen. Advokaterne for BASF, DSM, Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Monte, Petrofina og Solvay fremsendte en faelles skrivelse herom til Kommissionen den 28. november 1984. Huels meddelte ved skrivelse af 4. december 1984, at selskabet tilsluttede sig dette synspunkt.

11 Kommissionen fremsendte derfor den 29. marts 1985 en ny raekke dokumenter, der omfattede prisinstrukser, som virksomhederne havde givet til deres salgskontorer, vedlagt tabeller vedroerende priserne, samt et sammendrag af beviserne vedroerende hvert af de prisinitiativer, med hensyn til hvilke Kommissionen havde dokumenter. Kommissionen opfordrede virksomhederne til at svare herpaa, dels skriftligt, dels under en ny hoeringsrunde, og meddelte, at den frafaldt de betingelser, der var fastsat i foerste omgang, vedroerende overgivelse af dokumenterne til salgsafdelingerne.

12 Kommissionen svarede ved en anden skrivelse af samme dato paa de af advokaterne fremfoerte argumenter, hvorefter den ikke havde givet en praecis, retlig definition af det paastaaede kartel i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, og den opfordrede virksomhederne til at fremkomme med deres skriftlige og mundtlige bemaerkninger.

13 Der fandt en ny hoeringsrunde sted fra den 8. til den 11. juli 1985 og den 25. juli 1985. Anic, ICI og Rhône-Poulenc fremsatte her deres bemaerkninger, og de andre virksomheder (med undtagelse af Shell) kommenterede de punkter, der var rejst i Kommissionens to skrivelser af 29. marts 1985.

14 Udkast til referat af hoeringerne med den noedvendige dokumentation blev fremsendt til medlemmerne af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal (herefter benaevnt "det raadgivende udvalg") den 19. november 1985 og til virksomhederne den 25. november 1985. Det raadgivende udvalg vedtog sin udtalelse ved sit 170. moede den 5. og 6. december 1985.

15 Paa grundlag af denne procedure vedtog Kommissionen den 23. april 1986 den anfaegtede beslutning, der lyder saaledes:

"Artikel 1

Anic SpA, ATO Chimie SA (nu Atochem), BASF AG, DSM NV, Hercules Chemicals NV, Hoechst AG, Chemische Werke Huels (nu Huels AG), ICI plc, Chemische Werke Linz, Montepolimeri SpA (nu Montedipe), Petrofina SA, Rhône-Poulenc SA, Shell International Chemical Company Ltd, Solvay & Cie og Saga Petrokjemi AS & Co. (tilhoerer nu Statoil) har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved:

- for Anic' s vedkommende, fra omkring november 1977 eller 1978 og til sent i 1982 eller begyndelsen af 1983

- for Rhône-Poulenc' s vedkommende, fra omkring november 1977 og til udgangen af 1980

- for Petrofina' s vedkommende, fra 1980 og mindst til november 1983

- for Hoechst' s, ICI' s, Montepolimeri' s og Shell' s vedkommende, fra omkring midten af 1977 og mindst til november 1983

- for Hercules' , Linz' , Saga' s og Solvay' s vedkommende, fra omkring november 1977 og mindst til november 1983

- for ATO' s vedkommende, senest fra 1978 og mindst til november 1983

- for BASF' s, DSM' s og Huels' vedkommende, fra et tidspunkt mellem 1977 og 1979 og mindst til november 1983

at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade:

a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

b) fra tid til anden fastsatte 'maalpriser' (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF' s medlemsstater

c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et 'kundeledelsessystem' med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig 'kvote' (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982).

Artikel 2

De i artikel 1 naevnte virksomheder skal omgaaende bringe den naevnte overtraedelse til ophoer (saafremt dette ikke allerede er tilfaeldet) og skal for fremtiden afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende maal eller virkning, herunder enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringer, eller hvorved de kunne overvaage tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordninger vedroerende priser eller markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne maatte deltage i (f.eks. via Fides), skal vaere udformet saaledes, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstaa fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af den generelle informationsudvekslingsordning.

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

i) Anic SpA, en boede paa 750 000 ECU, eller 1 103 692 500 LIT

ii) Atochem, en boede paa 1 750 000 ECU, eller 11 973 325 FF

iii) BASF AG, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 5 362 225 DM

iv) DSM NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 6 657 640 HFL

v) Hercules Chemicals NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 120 569 620 BFR

vi) Hoechst AG, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 19 304 010 DM

vii) Huels AG, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 5 898 447,50 DM

viii) ICI plc, en boede paa 10 000 000 ECU, eller 6 447 970 UKL

ix) Chemische Werke Linz, en boede paa 1 000 000 ECU, eller 1 471 590 000 LIT

x) Montedipe, en boede paa 11 000 000 ECU, eller 16 187 490 000 LIT

xi) Petrofina SA, en boede paa 600 000 ECU, eller 26 306 100 BFR

xii) Rhône-Poulenc SA, en boede paa 500 000 ECU, eller 3 420 950 FF

xiii) Shell International Chemical Company Ltd, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 5 803 173 UKL

xiv) Solvay & Cie, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 109 608 750 BFR

xv) Statoil, Den Norske Stats Oljeselskab AS (der har overtaget Saga Petrokjemi), en boede paa 1 000 000 ECU, eller 644 797 UKL.

Artikel 4 og 5

(udelades)".

16 Den 8. juli 1986 blev det endelige referat af hoeringerne med de af virksomhederne oenskede rettelser, tilfoejelser og udeladelser fremsendt til disse.

Retsforhandlinger

17 Sagsoegeren har herefter ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. august 1986 anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen. Tretten af de fjorten andre virksomheder, beslutningen er rettet til, har ligeledes anlagt annullationssoegsmaal (sagerne T-1/89 - T-4/89, T-6/89 - T-13/89 og T-15/89).

18 Ved saerskilt dokument indgivet samme dato har Montedipe i medfoer af artikel 83 i Domstolens procesreglement anmodet Domstolen om i henhold til EOEF-traktatens artikel 185 at udsaette gennemfoerelsen af Kommissionens beslutning. Ved kendelse af 24. september 1986 (sag 213/86 R, Montedipe mod Kommissionen, Sml. s. 2623) har Domstolens praesident efterkommet denne begaering, paa betingelse af, at sagsoegeren stiller en bankgaranti, som accepteres af Kommissionen, og som garanterer betalingen dels af den boede, der er paalagt sagsoegeren ved den anfaegtede beslutnings artikel 3, dels af eventuelle morarenter, inden for en frist af hoejst fjorten dage fra tidspunktet for forkyndelsen af naevnte kendelse, og idet afgoerelsen om sagens omkostninger blev udsat.

19 Den skriftlige forhandling har i det hele fundet sted for Domstolen.

20 Domstolen har ved kendelse af 15. november 1989 hjemvist denne sag og de tretten andre sager til Retten, jf. artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (herefter benaevnt "Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988").

21 Rettens praesident har i henhold til afgoerelsens artikel 2, stk. 3, udpeget en generaladvokat.

22 Rettens justitssekretaer anmodede ved skrivelse af 3. maj 1990 parterne om at deltage i et uformelt moede med henblik paa at tilrettelaegge den mundtlige forhandling. Dette moede fandt sted den 28. juni 1990.

23 Ved skrivelse af 9. juli 1990 anmodede Rettens justitssekretaer parterne om at fremkomme med deres bemaerkninger til, at sagerne T-1/89 - T-4/89 og T-6/89 - T-15/89 eventuelt blev forenet med henblik paa den mundtlige forhandling. Ingen af parterne gjorde indsigelse herimod.

24 Retten har herefter ved kendelse af 25. september 1990 besluttet at forene de naevnte sager med henblik paa den mundtlige forhandling, idet disse har forbindelse med hinanden, jf. artikel 43 i Domstolens procesreglement, der i henhold til artikel 11, stk. 3, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse paa proceduren for Retten.

25 Retten har ved kendelse af 15. november 1990 truffet afgoerelse vedroerende de anmodninger om fortrolig behandling, der var indgivet af sagsoegerne i sagerne T-2/89, T-3/89, T-9/89, T-11/89, T-12/89 og T-13/89, og har delvis imoedekommet disse.

26 Parterne har ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor i perioden fra den 9. oktober til den 29. november 1990 besvaret de spoergsmaal, som Retten havde stillet ved justitssekretaerens skrivelser af 19. juli.

27 Paa grundlag af svarene paa spoergsmaalene og den refererende dommers rapport har Retten efter at have hoert generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

28 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under den mundtlige forhandling, der fandt sted fra den 10. til den 15. december 1990.

29 Generaladvokaten fremsatte forslag til afgoerelse i retsmoedet den 10. juli 1991.

Parternes paastande

30 Sagsoegeren, Montedipe, har nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens beslutning af 23. april 1986 (IV/31.149-Polypropylen) annulleres, for saa vidt som den er rettet til sagsoegeren.

2) Subsidiaert annulleres Kommissionens beslutning af 23. april 1986, for saa vidt som den paalaegger sagsoegeren en boede.

3) Mere subsidiaert annulleres beslutningen af 23. april 1986, for saa vidt som den paalaegger sagsoegeren en boede paa 11 mio. ECU, og boeden nedsaettes til et symbolsk eller dog rimeligt beloeb eller i det mindste et beloeb, der tager hensyn til foraeldelsen.

4) Under alle omstaendigheder:

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

- Kommissionen tilpligtes at godtgoere sagsoegeren alle omkostningerne i forbindelse med den administrative procedure.

- Kommissionen tilpligtes at erstatte sagsoegeren samtlige tab som foelge af, at sagsoegeren har maattet opfylde den anfaegtede beslutning eller stille sikkerhed for dens opfyldelse, med renter og opskrivning af de beloeb, som sagsoegeren har indbetalt til dens opfyldelse eller som sikkerhed herfor.

Desuden foretages der i forbindelse med sagens opklaring vidneafhoering med hensyn til rigtigheden af de regnskabsmaessige oplysninger, som sagsoegeren har fremfoert i vedlagte tabeller vedroerende den tabsgivende administration af polypropylenproduktionen.

Vidner:

- den ansvarlige for kontrollen med administrationen af selskabet Montepolimeri i den paagaeldende periode

- den ansvarlige for industribogholderiet inden for selskabet Montepolimeri i den paagaeldende periode

- medlemmerne af revisorgruppen inden for selskabet Montepolimeri i den paagaeldende periode.

Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

31 Retten skal foerst undersoege sagsoegerens anbringender om, at der er sket tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, (1) da Kommissionen har udvist upartiskhed ved beslutningens udarbejdelse, (2) idet den har aendret sine oprindelige klagepunkter og (3) idet den har baseret beslutningen paa dokumenter, der er proceduren uvedkommende. Retten skal dernaest behandle anbringenderne vedroerende beviset for overtraedelsen. Disse vedroerer dels (1) Kommissionens bevismaessige konstateringer, dels (2) anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse faktiske omstaendigheder. Det goeres herved gaeldende, (A) at Kommissionen ikke har kvalificeret overtraedelsen korrekt, (B) at den ikke har vurderet den konkurrencebegraensende virkning og (C) paavirkningen af handelen mellem medlemsstater korrekt, samt (D) at den har undladt at tage hensyn til en raekke omstaendigheder, der kan begrunde sagsoegerens adfaerd. For det tredje skal Retten behandle anbringenderne vedroerende tilsidesaettelse af forsamlingsfriheden og for det fjerde anbringenderne vedroerende beslutningens begrundelse. Endelig skal Retten behandle anbringenderne vedroerende fastsaettelsen af boeden, der (1) haevdes at vaere delvist foraeldet og ikke at vaere passende under hensyn til den paastaaede overtraedelses (2) varighed og (3) grovhed.

Retten til kontradiktion

1. Manglende upartiskhed ved udarbejdelsen af beslutningen

32 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt til at udvise objektivitet og har udvist en forudindtaget holdning under denne sag. Kommissionen har saaledes allerede fra begyndelsen afvist den opfattelse, hvorefter moeder mellem polypropylenproducenter kunne have et andet formaal end ivaerksaettelse af et kartel. Kommissionen har desuden kun henset til de momenter, der kunne stoette dens opfattelse, og har forbigaaet de momenter, der talte for det modsatte eller som ikke stoettede dens opfattelse. Dette bekraeftes af den omstaendighed, at Kommissionen allerede inden vedtagelsen af beslutningen havde givet pressen oplysninger herom.

33 Sagsoegeren har tilfoejet, at sammenligningen af hoeringsreferaterne med beslutningen klart viser, at vigtige erklaeringer fra hoeringskonsulenten og Kommissionens repraesentanter ikke finder genklang i beslutningen. Det forholder sig paa denne maade med hensyn til den klarhed, hvormed Kommissionen har formuleret sine klagepunkter, eventualiteten af, at Kommissionen kunne frafalde visse af disse, maalprisernes rolle og eksistensen af en haard konkurrence i den paagaeldende periode. Sagsoegeren har derfor i replikken gjort gaeldende, at Retten boer gennemgaa hoeringskonsulentens rapport for at undersoege, om Kommissionen forsaetligt har forbigaaet momenter, der gik dens opfattelse imod.

34 Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionens manglende objektivitet desuden bekraeftes af den omstaendighed, at det forslag til beslutning, som blev fremlagt af det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, foerst kunne vedtages af Kommissionen ved sagens andenbehandling, saaledes som det er blevet refereret i pressen.

35 Kommissionen har bestridt, at den har udvist en forudindtaget holdning, og at den har foretaget en partisk udvaelgelse af de beviselementer, der stoettede dens opfattelse. Kommissionen har understreget, at det er urigtigt, at den forudgaaende har afsloeret indholdet af beslutningen, og har anfoert, at oplysningerne i pressen ogsaa kan vaere blevet meddelt af virksomhederne selv. Det drejer sig under alle omstaendigheder ikke om et forhold, der kan begrunde beslutningens annullation (dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, praemis 286, og af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 91 og 103).

36 Kommissionen har med hensyn til hoeringskonsulentens erklaeringer gjort gaeldende, at beslutningen ikke skal genspejle de synspunkter, der er blevet fremfoert af alle Kommissionens tjenestemaend under den administrative procedure. Kommissionen har tilfoejet, at paastanden om fremlaeggelse af hoeringskonsulentens rapport er blevet forkastet af Domstolen i kendelsen af 11. december 1986 (sag 212/86 R, ICI mod Kommissionen, ikke offentliggjort i Samling af Afgoerelser). Den har tilfoejet, at anbringendet under alle omstaendigheder boer forkastes, for saa vidt som det foerst er blevet fremfoert i replikken.

37 Kommissionen har endelig anfoert, at den omstaendighed, at beslutningen ikke er blevet vedtaget under foerstebehandlingen af Kommissionen, under ingen omstaendighed kan udgoere et holdepunkt for, at Kommissionen har udvist manglende objektivitet, eller at beslutningen ikke er tilstraekkeligt begrundet.

38 Retten skal for det foerste fastslaa, at den paastand, som sagsoegeren har fremsat i replikken om, at Retten boer gennemgaa hoeringskonsulentens rapport, udgoer en ny paastand, der ikke kan antages til realitetsbehandling, jf. artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement og artikel 40, stk. 1, i Domstolens procesreglement.

39 Det bemaerkes indledningsvis, at de relevante bestemmelser om hoeringskonsulentens mandat, der er medtaget som bilag til Den Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken, lyder saaledes:

"Artikel 2

Hoeringskonsulenten har til opgave at sikre, at hoeringen afvikles korrekt, og derigennem at bidrage til, at hoeringen og den eventuelle efterfoelgende beslutning faar en objektiv karakter. Han skal isaer soerge for, at der ved udarbejdelsen af udkastene til Kommissionens beslutninger paa konkurrenceomraadet tages behoerigt hensyn til alle relevante faktiske omstaendigheder, hvad enten disse er til fordel eller ugunst for de paagaeldende. Han skal ved udoevelsen af sine funktioner soerge for, at retten til at varetage sit forsvar bliver respekteret, idet han dog samtidig skal tage hensyn til kravet om, at konkurrencereglerne anvendes effektivt og i overensstemmelse med gaeldende forordninger og de af Domstolen fastslaaede principper.

Artikel 5

Hoeringskonsulenten underretter generaldirektoeren for konkurrence om hoeringens forloeb og om de konklusioner, han drager af hoeringen. Han fremsaetter sine bemaerkninger om procedurens videre forloeb. Disse bemaerkninger kan vedroere noedvendigheden af at indhente yderligere oplysninger, frafaldelse af visse klagepunkter eller meddelelse af yderligere klagepunkter.

Artikel 6

Hoeringskonsulenten kan, hvis han anser det for hensigtsmaessigt, under udoevelsen af de i artikel 2 ovenfor fastlagte funktioner fremsaette sine bemaerkninger direkte til det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, naar det paagaeldende kommissionsmedlem faar forelagt det foreloebige udkast til beslutning, som er bestemt til forelaeggelse for Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal.

Artikel 7

Efter omstaendighederne kan det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, paa hoeringskonsulentens anmodning beslutte at vedlaegge dennes endelige udtalelse som bilag til det udkast til beslutning, som forelaegges Kommissionen, saaledes at det sikres, at denne er fuldt ud orienteret om samtlige en individuel sags elementer, naar den som besluttende myndighed tager stilling til denne sag."

40 Det fremgaar af ordlyden af hoeringskonsulentens mandat, at hans rapport ikke noedvendigvis skal fremsendes til det raadgivende udvalg eller Kommissionen. Der findes saaledes ikke bestemmelser om fremsendelse af rapporten til det raadgivende udvalg. Hoeringskonsulenten skal ganske vist underrette generaldirektoeren for konkurrence (artikel 5), og han kan, hvis han anser det for hensigtsmaessigt, fremsaette sine bemaerkninger direkte til det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade (artikel 6). Endvidere kan kommissionsmedlemmet paa hoeringskonsulentens anmodning vedlaegge dennes endelige udtalelse som bilag til det udkast til beslutning, der forelaegges Kommissionen (artikel 7). Der findes imidlertid ikke bestemmelser, hvorefter hoeringskonsulenten, generaldirektoeren for konkurrence eller det kommissionsmedlem, som har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, er forpligtet til at fremsende hoeringskonsulentens rapport til Kommissionen.

41 Sagsoegeren kan derfor ikke goere gaeldende, at hoeringskonsulentens rapport ikke er blevet tilstillet medlemmerne af det raadgivende udvalg eller Kommissionen. Domstolen har i denne forbindelse udtalt, at rapporten kun er vejledende for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at rette sig efter denne, og at rapporten derfor ikke har en saadan betydning, at Faellesskabets retsinstanser skal tage hensyn til denne ved udoevelsen af deres kontrolfunktion (kendelse af 11.12.1986, sag 212/86 R, a.st., grund 5-8). Reglerne om kontradiktion er saaledes iagttaget i tilstraekkeligt omfang, naar de forskellige instanser, der medvirker ved udarbejdelsen af den endelige beslutning, korrekt er blevet orienteret om virksomhedernes argumentation i deres svar paa de klagepunkter, Kommissionen har meddelt dem, og paa det bevismateriale, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for klagepunkterne (dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 7).

42 Da hoeringskonsulentens rapport ikke er noget afgoerende moment, som Faellesskabets retsinstanser skal tage hensyn til ved udoevelsen af proevelsesretten, er Kommissionen saa meget mindre forpligtet til at tiltraede de betragtninger, som maatte vaere blevet udtrykt af hoeringskonsulenten eller af andre repraesentanter for Kommissionen under hoeringerne, og som dens medlemmer er blevet underrettet om gennem referatet af disse hoeringer.

43 Det bemaerkes endvidere, at selv om de oplysninger vedroerende beslutningen, som er blevet udbredt inden beslutningens vedtagelse, maatte vaere blevet meddelt pressen af Kommissionen, er der intet element i sagen, som giver holdepunkt for at antage, at beslutningen ville have haft et andet indhold, saafremt disse oplysninger ikke var blevet offentliggjort.

44 Desuden kan den omstaendighed, at beslutningen ikke er blevet vedtaget under den foerste behandling, under ingen omstaendigheder betragtes som et indicium for, at Kommissionen eventuelt skulle have udvist mangel paa objektivitet.

45 Retten finder, at spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen traf en forhastet afgoerelse paa grundlag af forudindtagne meninger, ikke kan adskilles fra spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionens bevismaessige konstateringer i beslutningen underbygges af det bevismateriale, den har fremlagt. Da der er tale om et realitetsspoergsmaal, som er knyttet sammen med beviset for overtraedelsen, maa det undersoeges senere sammen med de oevrige bevismaessige spoergsmaal.

2. AEndring af de oprindelige klagepunkter

46 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i beslutningen har opretholdt klagepunkter, som ikke var blevet fremsat i de meddelelser om klagepunkter, som er blevet tilstillet sagsoegeren. Kommissionen er nemlig i disse meddelelser gaaet ud fra, at adressaterne havde fastsat og overholdt priser, som de havde aftalt, og/eller havde ivaerksat en samordnet praksis. Kommissionen har dernaest i sin skrivelse af 29. marts 1985 til adressaterne for meddelelsen om klagepunkterne anfoert, at det ikke var noedvendigt at foretage en retlig kvalifikation af klagepunkterne med hensyn til aftaler eller samordnet praksis, idet den herved henviste til Domstolens dom af 15. juli 1970 (sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. s. 107, praemis 111-114, org. ref.: Rec. s. 661) og af 29. oktober 1980 (forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 86). Kommissionen har endelig i beslutningen anfoert, at de paagaeldende virksomheders adfaerd opfyldte de elementer, der udgoer en egentlig "aftale" efter artikel 85, bortset fra visse marginale aspekter, som snarere henhoerer under begrebet "samordnet praksis".

47 Kommissionen har anfoert, at det fremgaar af Domstolens praksis (ovennaevnte dom af 15.7.1970, sag 41/69, praemis 91-93, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, praemis 68), at beslutningen ikke noedvendigvis skal vaere en kopi af meddelelsen om klagepunkter, men at den er befoejet til at tilrettelaegge og supplere sin argumentation. Kommissionen har imidlertid anfoert, at den ikke i beslutningen har aendret sin vurdering af kartellets natur.

48 Retten skal fastslaa, at den retlige kvalifikation, som Kommissionen har foretaget i beslutningen, saaledes som denne fortolkes af sagsoegeren, ikke er ny, eftersom den allerede var indeholdt i den generelle meddelelse om klagepunkter til sagsoegeren og de andre virksomheder, som beslutningen var rettet til, og navnlig i dens punkter 1 og 128. Meddelelsens punkt 1 havde foelgende ordlyd:

"Naervaerende meddelelse om klagepunkter vedroerer anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa en flerhed af aftaler og/eller samordnet praksis, hvorved de producenter, der forsyner det faelles marked med polypropylen (et termoplastisk produkt, der saelges 'in bulk' ) fra ca. 1977 til oktober 1983, regelmaessigt og uafbrudt samordnede deres salgs- og prispolitik, idet de fastsatte og anvendte 'maalpriser' og/eller mindstepriser, idet de kontrollerede de maengder, der tilfoertes markedet, ved hjaelp af aftalte 'salgsmaal' og/eller kvoter, og idet de regelmaessigt moedtes for at overvaage udviklingen med hensyn til disse restriktive foranstaltninger".

Det praeciseres i punkt 128:

"Selv om det vedvarende samarbejde mellem deltagerne i forbindelse med disse moeder med hensyn til visse spoergsmaal og bestemte perioder har kunnet mangle den grad af praecision, som er noedvendig for at der foreligger en egentlig aftale, drejede det sig ikke desto mindre om en samordnet praksis."

49 Denne opfattelse blev gentaget i den skrivelse, som Kommissionen den 29. marts 1985 tilsendte adressaterne for meddelelsen om klagepunkter, og hvori det anfoertes:

"Den grad af enighed, der blev naaet med hensyn til priser og maengder ... foerer til den konklusion, at den ulovlige forstaaelse mellem deltagerne i moederne kan sidestilles med en eller flere aftaler efter artikel 85, stk. 1, der har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen ... Det er tilfaeldet, hvor arrangementer som foelge af forstaaelsen ... kan frembyde de karakteristika, der er saeregne saavel for aftaler som for samordnet praksis ... I det foreliggende tilfaelde har producenterne - selv om visse arrangementer, der blev truffet af de producenter, der deltog under moederne, ikke fremboed alle de karakteristika, som er saeregne for en detaljeret 'aftale' - ikke desto mindre truffet foranstaltninger med henblik paa at samordne deres markedspolitik ... Denne saerlige form for forstaaelse kan anses for en samordnet praksis ... Kommissionen mener i det vaesentlige, at 'den anfaegtede hemmelige forstaaelses praecise karakter kun er af underordnet betydning, og at producenterne har deltaget i et ulovligt kartel, der samtidig indeholder elementer af aftale og samordnet praksis' ."

Formaalet med skrivelsen af 29. marts 1985 var saaledes at supplere den generelle meddelelse om klagepunkter med hensyn til overtraedelsens retlige kvalifikation. Det anfoeres i skrivelsen:

"Par lettre datée du 28 novembre 1984, les conseils de certains producteurs de polypropylène mis en cause ont soutenu que la Commission, dans ses griefs, n' avait pas exposé clairement la position juridique contre laquelle les producteurs avaient à se défendre et qu' elle avait aggravé cette circonstance en modifiant sa position au cours de l' audition. Je ne puis admettre cet argument. Les griefs exposent intégralement les faits; les points de droit y sont exprimés succinctement, mais avec clarté ... Toutefois, pour lever tous les toutes qui subsisteraient et au risque de me répéter, je vous soumets ci-dessous quelques thèmes de réflexion."

("Ved skrivelse af 28. november 1984 har advokaterne for nogle af de beroerte producenter anfoert, at Kommissionen i meddelelsen om klagepunkter ikke klart har redegjort for, hvilke retlige synspunkter producenterne skal tage stilling til, og dette er forvaerret ved, at den under hoeringen aendrede synspunkt. Jeg kan ikke tiltraede dette synspunkt. I klagepunkterne er der en udtoemmende redegoerelse for de faktiske omstaendigheder. Der er redegjort kort, men praecist, for de retlige problemstillinger... For at fjerne den tvivl, der maatte vaere, skal jeg - med fare for at gentage mig selv - nedenfor fremkomme med nogle bemaerkninger" (herefter foelger otte sider med bemaerkninger, hvoraf to vedroerer den retlige kvalifikation) ).

50 Kommissionen har derfor hoejst tilrettelagt og suppleret sin argumentation i beslutningen, men den har ikke aendret de oprindelige klagepunkter.

51 Anbringendet boer derfor forkastes.

3. Beslutningen baseret paa elementer, der er proceduren uvedkommende

52 Sagsoegeren har i replikken anfoert, at Kommissionens repraesentanter under en pressekonference har begrundet beslutningen og boedens stoerrelse under henvisning til, at virksomhederne under den paagaeldende periode opnaaede en prisforhoejelse paa mellem 15 og 40%. Sagsoegeren udleder heraf, at beslutningen er blevet truffet paa dette grundlag, ud fra elementer, der ikke er angivet i meddelelsen om klagepunkter, sagsakterne vedroerende den administrative procedure eller i selve beslutningen. Sagsoegeren mener imidlertid, at boeden, i mangel af disse elementer, burde have vaeret klart lavere.

53 Kommissionen har anfoert, at det drejer sig om et nyt anbringender, der foerst er blevet fremfoert i replikken, og har tilfoejet, at Domstolen under alle omstaendigheder har forkastet dette anbringende i sin ovennaevnte kendelse af 11. december 1986 i sagen ICI mod Kommissionen, hvori den afslog at give Kommissionen paalaeg om at fremlaegge sagsakterne vedroerende den administrative procedure.

54 Retten finder, at de erklaeringer, der blev fremsat under den pressekonference, som blev afholdt efter beslutningens vedtagelse, og hvorefter overtraedelsens virkninger bestod i en forhoejelse af det generelle prisniveau paa mellem 15 og 40%, er i modstrid med beslutningens betragtninger. De kan derfor kun anvendes til at godtgoere, at beslutningen i virkeligheden hviler paa andre betragtninger end dem, som den selv angiver, hvilket ville vaere udtryk for magtfordrejning (jf. Domstolens ovennaevnte kendelse af 11.12.1986, ICI mod Kommissionen, grund 11-16). Det eneste middel, Retten raader over med henblik paa at efterproeve eksistensen af magtfordrejning i denne sag, er at undersoege, om beslutningens betragtninger stoetter dens dispositive del, navnlig hvad angaar boedens stoerrelse. Dette punkt skal derfor undersoeges senere sammen med de oevrige spoergsmaal, der er forbundet med konstateringen af overtraedelsen og fastsaettelsen af boeden.

Konstateringen af overtraedelsen

55 Ifoelge beslutningen (80. betragtning, foerste afsnit) har de polypropylenproducenter, der leverer til Faellesskabet, fra 1977 deltaget i et kompleks af planer, ordninger og foranstaltninger, der blev vedtaget inden for rammerne af et system med regelmaessige moeder og loebende kontakter. Det tilfoejes i beslutningen (80. betragtning, andet afsnit), at producenternes overordnede plan var at moedes og naa til enighed i konkrete anliggender.

56 Det skal herefter foerst undersoeges, om Kommissionen har godtgjort sine bevismaessige konstateringer med hensyn til (A) aftalen om mindstepriser, (B) systemet med regelmaessige moeder, (C) prisinitiativerne, (D) foranstaltningerne, der skulle lette ivaerksaettelsen af prisinitiativerne og (E) fastsaettelsen af maengdemaal og kvoter, under hensyn til (a) den anfaegtede retsakt, og (b) parternes argumenter, (c) inden de vurderes; der skal derefter foretages en undersoegelse af anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse omstaendigheder.

1. Bevismaessige konstateringer

A - Aftalen om mindstepriser

a) Den anfaegtede retsakt

57 Det anfoeres i beslutningen (16. betragtning, foerste, andet og tredje afsnit; jf. ogsaa 67. betragtning, foerste afsnit), at de etablerede producenter i loebet af 1977, efter at syv nye producenter var dukket op paa det vesteuropaeiske polypropylenmarked, indledte indbyrdes droeftelser med det formaal at forhindre et stoerre prisfald og deraf foelgende tab. Som et led i disse droeftelser indgik de stoerste producenter, Monte, Hoechst, ICI og Shell, en aftale om mindstepriser, der skulle traede i kraft den 1. august 1977. Den oprindelige aftale indebar ikke nogen form for maengdekontrol, men hvis den viste sig at fungere efter hensigten, var det meningen, at der skulle indfoeres maengdebegraensninger i 1978. Denne aftale skulle i foerste omgang gaelde i fire maaneder, og enkelthederne i denne aftale blev meddelt de andre producenter, herunder Hercules, hvis salgsdirektoer noterede, at mindstepriserne for de vigtigste kvaliteter i de enkelte medlemsstater var baseret paa en markedspris for rafia paa 1,25 DM/kg.

58 Det anfoeres videre i beslutningen (16. betragtning, femte afsnit), at ICI og Shell indroemmede, at man havde kontakter med andre producenter for at droefte, hvorledes prisfaldet kunne undgaas. Ifoelge ICI var det muligt, at der blev foreslaaet et mindsteniveau, som priserne ikke maatte falde ned under. Det bekraeftes af ICI og Shell, at droeftelserne ikke blot foregik mellem de "fire store". Det var ikke muligt noejagtigt at fastslaa, hvorledes mindsteprisaftalen fungerede. I november 1977, da rafia-prisen var faldet til omkring 1,00 DM/kg, bebudede Monte imidlertid en forhoejelse til 1,30 DM/kg fra den 1. december, og den 25. november rapporterede fagpressen i branchen, at de andre tre store fulgte trop med tilsvarende forhoejelser, der skulle traede i kraft samme dato eller senere i december.

59 Ifoelge beslutningen (17. betragtning, foerste afsnit) var det omtrent paa dette tidspunkt, at polypropylenproducenterne begyndte at holde regelmaessige moeder. Det anfoeres dog, at ICI har indroemmet, at der foer dette tidspunkt var kontakter mellem producenterne, sandsynligvis telefonisk og paa ad hoc-basis. Shell har udtalt, at det er muligt, at ledende repraesentanter for Shell "havde droeftelser med Montedison om priser i eller omkring november 1977, og at Montepolimeri foreslog muligheden for prisforhoejelser og oenskede at kende Shell' s reaktioner paa en prisforhoejelse". Det anfoeres i beslutningen (17. betragtning, tredje afsnit), at der ikke er noget direkte bevis for, at der foer december 1977 har fundet moeder sted mellem selskaberne med det formaal at fastsaette priser, men producenterne havde allerede paa et moede med en brancheforening for aftagere, European Association for Textile Polyolefins (herefter benaevnt "EATP") i maj og november 1977 underrettet aftagerne om, at man fandt det noedvendigt i faellesskab at haeve priserne. Hercules havde i maj 1977 understreget, at de "traditionelt foerende virksomheder" i industrien burde tage initiativet hertil, mens Hoechst havde givet udtryk for, at der var behov for en prisforhoejelse paa 30-40%.

60 Det anfoeres i beslutningen (17. betragtning, fjerde afsnit, 78. betragtning, tredje afsnit, og 104. betragtning, andet afsnit), at et antal producenter, som dog ikke omfattede sagsoegeren, tilkendegav, at de stoettede Monte, som i en artikel i fagpressen (European Chemical News, herefter benaevnt "ECN") den 18. november 1977 havde bebudet en forhoejelse af rafia-0prisen til 1,30 DM/kg fra den 1. december. Deres indlaeg paa EATP-moedet den 22. november 1977 viser ifoelge moedereferatet, at den pris paa 1,30 DM/kg, som Monte havde fastsat, var blevet accepteret af de oevrige producenter som generel "maalpris" for hele branchen.

b) Parternes argumenter

61 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen, som bevis for, at der blev indgaaet en mindsteprisaftale i 1977, kun har fremfoert et eneste bevis, nemlig et haandskrevet notat fra Hercules' salgsdirektoer (bilag 2 til den generelle meddelelse om klagepunkter). Ifoelge dette dokument kan det imidlertid hoejst fastslaas, at der blev etableret kontakter mellem seks eller syv producenter, og at de vedroerte fastsaettelsen af et prisniveau, der gjorde det muligt at daekke produktions- og salgsomkostningerne og saaledes afhjaelpe de alvorlige oekonomiske vanskeligheder, som virksomhederne stod over for paa dette tidspunkt.

62 Sagsoegeren mener, at disse kontakter ikke kan betragtes som bevis for eksistensen af en struktureret detaljeret aftale, og end mindre eksistensen af en plan, der detaljeret fastsatte de opgaver, som blev betroet hver deltager i denne aftale.

63 Sagsoegeren har tilfoejet, at der ikke kan etableres nogen forbindelse mellem disse kontakter og de moeder, der efterfoelgende blev afholdt, for saa vidt som det begreb "mindstepriser", der blev diskuteret i forbindelse med disse kontakter, ikke blev gentaget under de foelgende moeder.

64 Sagsoegeren har endvidere henvist til den omstaendighed, at de priser, som der var tale om under kontakterne i 1977, ikke blev naaet paa markedet.

65 Kommissionen har heroverfor anfoert, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget anbringende, der kan rejse tvivl om indholdet af notatet fra Hercules, der, under beskrivelsen af aftalen om mindstepriser (bilag 2 til den generelle meddelelse), angav, at "major producers made agreement".

66 Kommissionen har tilfoejet, at dette notat blev udarbejdet inden for rammerne af kontakterne mellem producenterne i dette tidsrum, og at Shell og ICI havde kendskab hertil.

67 Kommissionen har endvidere anfoert, at producenterne hver isaer kunne fastsaette deres daekningspunkt, og at de derfor ikke havde nogen grund til at indgaa aftale herom.

c) Rettens vurdering

68 Retten konstaterer, at ordlyden af det af en medarbejder hos Hercules udarbejdede notat (bilag 2 til den generelle meddelelse), som Kommissionen har henvist til, er klar og utvetydig. Det fremgaar af notatet:

"Major producers have made agreement (Mont., Hoechst, Shell, ICI) 1. No tonnage control; 2. System floor prices - DOM less for importers; 3. Floor prices from July 1. definitely Aug. 1st when present contracts expire; 4. Importers restrict to 20% for 1 000 tonnes; 5. Floor prices for 4 month period only - alternative is for existing; 6. Com(panies) to meet Oct. to review progress; 7. Subject (of the) scheme working - Tonnage restrictions would operate next year."

("De stoerste producenter (Mont., Hoechst, Shell, ICI) er enige om foelgende punkter: 1. ingen kontrol med tonnage; 2. system med mindstepriser for DOM (indenlandske producenter) bortset fra importoerer; 3. mindstepriser fra den 1. juli eller senest den 1. august, naar de loebende kontrakter udloeber; 4. importoererne begraenser til 20% for 1 000 tons; 5. mindstepriser for en periode af kun fire maaneder - der foreligger ikke noget alternativ; 6. selskaberne moedes atter i oktober for at vurdere fremskridt; 7. genstand for den gaeldende ordning - tonnagerestriktioner skulle gaelde naeste aar")

(efterfulgt af en prisliste for tre polypropylenkvaliteter udtrykt i fire nationale valutaer, bl.a. 1,25 DM/kg for rafia).

69 Det bemaerkes, at sagsoegeren stillet over for dette beviselement intet har fremfoert, der kan afkraefte den bevisvaerdi, som Kommissionen tillaegger dette notat. Selv om ordet "agreement" (aftale) i givet fald kan give udtryk for et sammenfald af synspunkter, skal det dog bemaerkes, at ordet i notatet er en del af udtrykket "made agreement", der paa engelsk kun kan betyde "har aftalt", og som derfor ud over at udtrykke et sammenfald af synspunkter, beskriver en enighed mellem sagsoegeren og tre andre producenter om mindstepriser.

70 Den omstaendighed, at de aftalte mindstepriser ikke kunne naas, modsiger ikke sagsoegerens deltagelse i aftalen om mindstepriser, idet Retten finder, selv om denne omstaendighed anses for godtgjort, at den hoejst ville vise, at mindstepriserne ikke blev ivaerksat og ikke, at de ikke er blevet aftalt. Det fastslaas imidlertid i beslutningen (16. betragtning, sidste afsnit) - som ikke haevder, at mindstepriserne blev naaet - at rafia-prisen var faldet til ca. 1,00 DM/kg i november 1977.

71 Retten mener endvidere, at mindstepriserne ikke - henset til deres natur - adskiller sig fra maalpriserne, som ifoelge beslutningen blev fastsat efterfoelgende af polypropylenproducenterne.

72 Det fremgaar af det foregaaende, at Kommissionen har godtgjort, at der i midten af 1977 blev opnaaet enighed mellem flere polypropylenproducenter, herunder sagsoegeren, om fastsaettelse af mindstepriser.

B - Systemet med regelmaessige moeder

a) Den anfaegtede retsakt

73 Det anfoeres i beslutningen (17. betragtning), at systemet med periodiske moeder mellem polypropylenproducenterne begyndte noget efter slutningen af november 1977. Det anfoeres, at ICI haevder, at der ikke blev afholdt moeder foer december 1977 (dvs. efter at Monte havde bebudet prisforhoejelser), men indroemmer, at der foer dette tidspunkt var kontakter mellem producenterne.

74 Ifoelge beslutningen (18. betragtning, foerste afsnit) blev der i loebet af 1978 afholdt mindst seks moeder mellem de oeverste ledere, der havde ansvaret for den samlede ledelse af nogle af producenternes polypropylenaktiviteter (herefter benaevnt "chefer"). Dette moedesystem udviklede sig hurtigt til ogsaa at omfatte moeder paa et lavere niveau mellem repraesentanter med mere detaljeret kendskab til markedsfoeringen (herefter benaevnt "eksperter"; der henvises til ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17, bilag 8 til den generelle meddelelse). Det anfoeres i beslutningen, at sagsoegeren deltog regelmaessigt i moederne i det mindste indtil udgangen af september 1983 (105. betragtning, fjerde afsnit), og at selskabet varetog formandskabet indtil august 1982 (19. betragtning, andet afsnit).

75 Det fremgaar af beslutningen (21. betragtning), at formaalet med de regelmaessige moeder navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal og at sikre producenternes overholdelse heraf.

76 Ifoelge beslutningen (68. betragtning, andet og tredje afsnit) begyndte de "fire store" ved slutningen af 1982 at holde moeder med begraenset deltagerkreds dagen foer hvert "chef"-moede. Disse "forberedende" moeder udgjorde et forum, hvor de fire stoerste producenter kunne enes om en faelles holdning foer plenarmoedet. Formaalet var, at de fire store ved at indtage en faelles holdning kunne faa de oevrige producenter til at bane vejen for stabile priser. ICI har indroemmet, at de emner, der blev droeftet paa de forberedende moeder, var de samme som dem, der blev droeftet paa de efterfoelgende "chef"-moeder; Shell har derimod benaegtet, at moederne mellem de "fire store" paa nogen maade kunne betragtes som en forberedelse til plenarmoederne, eller at de involverede en samordning af synspunkter mht. de emner, der skulle droeftes paa det foelgende moede. Det anfoeres imidlertid i beslutningen, at referaterne af visse moeder (oktober 1982 og maj 1983) modbeviser Shell' s udtalelse.

b) Parternes argumenter PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0014.1

77 Sagsoegeren bestrider ikke at have deltaget i de regelmaessige moeder mellem polypropylenproducenterne. Sagsoegeren har imidlertid gjort gaeldende, at Kommissionen har fordrejet raekkevidden af disse moeder, idet den deri har set bevis for et kartel. Moederne havde i virkeligheden alene til formaal at diskutere den katastrofale situation paa markedet.

78 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen blindt har anvendt ICI' s notater vedroerende producentmoederne til stoette for sin opfattelse, hvorefter disse var forum for indgaaelse af pris- og kvoteaftaler. Det drejer sig imidlertid om interne notater indeholdende ophavsmandens personlige betragtninger og vurderinger, som de oevrige producenter hverken havde kendskab til eller havde godkendt.

79 Kommissionen har anfoert, at de moeder, som sagsoegeren deltog i, var en del af et system, som blev staerkere struktureret med tiden.

80 Kommissionen har anfoert, at formaalet med moederne var at aftale prisinitiativer, salgsmaal og salgsmaengder, sammenligne markedsandele og vedtage foelgeforanstaltninger, saasom systemet med kontoledelse. Det drejede sig derfor om at aftale en harmonisering af moededeltagernes markedsstrategi.

81 Kommissionen har tilfoejet, at sagsoegeren ikke har fremfoert nogen gyldig grund, der kan rejse tvivl om paalideligheden af de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, navnlig hvad angaar de af medarbejdere hos ICI udfaerdigede moedereferater.

c) Rettens vurdering

82 Retten skal fastslaa, at sagsoegeren ikke naegter at have deltaget i de regelmaessige moeder mellem polypropylenproducenter, og det maa derfor fastslaas, at sagsoegeren har deltaget i samtlige de moeder, som ifoelge beslutningen er blevet afholdt.

83 Det er endvidere med rette, at Kommissionen paa grundlag af de oplysninger, som ICI gav i svaret paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), og som underbygges af en raekke moedereferater (bilag 12, 17 og 23-34 til den generelle meddelelse), fandt, at formaalet med moederne navnlig var at fastsaette salgspriser og salgsmaal. Det anfoeres saaledes i svaret:

"Generally speaking however, the concept of recommending 'Target Prices' was developed during the early meetings which took place in 1978"; "' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ...";

og

"A number of proposals for the volume of individual producers were discussed at meetings."

("Generelt set blev tanken om at befale maalpriser udviklet under de foerste moeder, som blev afholdt i 1978; 'maalpriser' for hver basiskvalitet af de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter den 1. januar 1979, fremgaar af bilaget";

og

"En raekke forslag med hensyn til de forskellige producenters salgsmaengder blev diskuteret paa moederne").

84 Dernaest bemaerkes, at indholdet af moedereferaterne hidroerende fra ICI bekraeftes af forskellige dokumenter, bl.a. en raekke tabeller vedroerende de forskellige producenters salgsmaengder og prisinstrukser, der med hensyn til beloebsangivelser og ikrafttraedelsesdato svarer til de maalpriser, som er naevnt i moedereferaterne. Tilsvarende bekraefter svarene fra forskellige producenter paa de begaeringer om oplysninger, som Kommissionen fremsendte til dem, i det store og hele indholdet af referaterne.

85 Kommissionen kunne derfor laegge til grund, at de moedereferater, der blev fundet hos ICI, tilstraekkeligt objektivt gengav indholdet af moederne, der fra august 1982 blev ledet af forskellige medarbejdere fra ICI, hvilket foroegede behovet for, at de orienterede de medarbejdere fra ICI, der ikke deltog i et givet moede, korrekt om indholdet heraf.

86 Det paahviler under disse omstaendigheder sagsoegeren at give en anden forklaring paa indholdet af de moeder, selskabet deltog i, ved at fremkomme med praecise oplysninger, f.eks. ved at fremlaegge dets egne notater fra de moeder, det deltog i, eller foere medarbejdere, der deltog i moederne, som vidner. Det maa imidlertid fastslaas, at sagsoegeren ikke er fremkommet med eller har tilbudt at fremkomme med saadanne oplysninger for Retten.

87 Hertil kommer, at omtalen i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger af, at der - ud over "chef"-moederne - ogsaa blev foranstaltet moeder for markedsfoerings-"eksperter" fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, viser, at droeftelserne vedroerende fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal blev mere og mere konkrete og praecise, mens "cheferne" i 1978 alene havde udviklet selve systemet med maalpriser.

88 Ud over det allerede citerede anfoeres det i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger: "Only 'Bosses' and 'Experts' meetings came to be held on a monthly basis" ("Kun 'chef' - og 'ekspert' -moederne blev afholdt maanedsvis"). Kommissionen har med rette udledt af dette svar - og af moedernes karakter og formaal - at disse var led i et system med regelmaessige moeder.

89 For saa vidt angaar den saerlige rolle, som de "fire store" har spillet i systemet med moeder, skal det fastslaas, at Monte ikke bestrider, at moeder mellem de fire store fandt sted den 15. juni 1981 i Hoechst' s fravaer, den 13. oktober og den 20. december 1982, den 12. januar, den 15. februar, den 13. april, den 19. maj og den 22. august 1983 (tabel 5 til beslutningen samt bilag 64 til den generelle meddelelse).

90 Disse moeder mellem de "fire store" fandt fra december 1982 sted dagen forud for "chef"-moederne, og de havde til formaal at fastlaegge de foranstaltninger, som de herunder kunne traeffe i faellesskab med henblik paa at opnaa en prisforhoejelse, hvilket fremgaar af det sammenfattende notat, der er udfaerdiget af en medarbejder hos ICI med henblik paa at informere sine kolleger om indholdet af et forberedende moede den 19. maj 1983, hvorunder de "fire store" havde deltaget (bilag 101 til den generelle meddelelse). Dette notat omtaler et forslag, som ville blive fremlagt under "chef"-moedet den 20. maj.

91 Kommissionen har herefter foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter mellem udgangen af 1977 og september 1983, at ledelsen af disse moeder blev varetaget af medarbejdere hos sagsoegeren indtil august 1982, at de navnlig havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og at moederne var led i et system.

C - Prisinitiativerne

a) Den anfaegtede retsakt

92 Det anfoeres i beslutningen (28.-51. betragtning), at et system med fastsaettelse af maalpriser blev gennemfoert ved prisinitiativer, hvoraf seks har kunnet identificeres. Det foerste varede fra juli til december 1979, det andet fra januar til maj 1981, det tredje fra august til december 1981, det fjerde fra juni til juli 1982, det femte fra september til november 1982 og det sjette fra juli til november 1983.

93 Vedroerende det foerste af disse prisinitiativer har Kommissionen i beslutningen (29. betragtning) anfoert, at den ikke har konkrete beviser for, at der blev afholdt moeder eller taget prisinitiativer i foerste del af 1979. Referatet af et moede, der blev afholdt den 26. og 27. september 1979, viser imidlertid, at der var planer om et prisinitiativ, som var baseret paa en rafia-pris paa 1,90 DM/kg fra den 1. juli og 2,05 DM/kg fra den 1. september. Kommissionen har fundet prisinstrukser fra visse producenter, herunder Monte, hvoraf det fremgaar, at disse havde udsendt ordrer til deres nationale salgskontorer om at anvende dette prisniveau eller et niveau svarende hertil i national valuta fra den 1. september, og de fleste blev udsendt, foer den planlagte prisforhoejelse var blevet annonceret i fagpressen (30. betragtning til beslutningen).

94 Paa grund af vanskeligheder med at forhoeje priserne besluttede producenterne imidlertid paa moedet den 26. og 27. september 1979 at udskyde ivaerksaettelsen af maalprisen flere maaneder indtil den 1. december, idet planen nu gik ud paa at "holde" prisniveauet i oktober maaned med mulighed for i mellemtiden at forhoeje prisen til 1,90 eller 1,95 DM/kg i november (beslutningens 31. betragtning, foerste og andet afsnit).

95 For saa vidt angaar det andet prisinitiativ anfoeres det i beslutningen (32. betragtning), at der blev afholdt mindst syv moeder mellem producenterne i 1980 (der henvises til tabel 3 i bilaget til beslutningen), selv om der ikke blev fundet referater af moeder afholdt i dette aar. Skoent fagpressen i begyndelsen af aaret havde naevnt, at producenterne gik ind for et staerkt prisfremstoed i loebet af 1980, faldt markedspriserne kraftigt til 1,20 DM/kg eller mindre, indtil de begyndte at stabilisere sig omkring september. Prisinstrukser fra en raekke producenter (DSM, Hoechst, Linz, Monte, Saga og ICI) viser, at man for at genoprette prisniveauet fastsatte maalpriser for december 1980 og januar 1981 paa grundlag af en pris paa 1,50 DM/kg for rafia, 1,70 DM/kg for homopolymerisater og 1,95 til 2,00 DM/kg for copolymerisater. Et internt dokument fra Solvay indeholder en tabel, hvori de "faktiske priser" i oktober og november 1980 sammenlignes med, hvad der betegnes som "listepriserne" for januar 1981 paa 1,50/1,70/2,00 DM/kg. Efter den oprindelige plan skulle disse priser ivaerksaettes pr. 1. december 1980. Den 13.-15. oktober blev der afholdt et moede i Zuerich, men initiativet blev udsat til den 1. januar 1981.

96 Det anfoeres endvidere i beslutningen (33. betragtning), at Monte deltog i to moeder i januar 1981, hvorunder det viste sig noedvendigt at gennemfoere en prisforhoejelse, der i december 1980 var besluttet til den 1. februar 1981, paa grundlag af en rafia-pris paa 1,75 DM/kg i to trin: Maalet var fortsat 1,75 DM/kg for februar, og fra den 1. marts skulle maalet "uden undtagelse" forhoejes til 2,00 DM/kg. Der blev udarbejdet en tabel i seks nationale valutaer med maalpriser paa de seks vigtigste polypropylenkvaliteter. Tabellen skulle traede i kraft den 1. februar og den 1. marts 1981.

97 Ifoelge beslutningen (34. betragtning) ser planerne om at naa op paa 2,00 DM/kg pr. 1. marts imidlertid ikke ud til at vaere lykkedes. Producenterne nedsatte deres forventninger og haabede nu paa en pris paa 1,75 DM/kg i marts. Den 25. marts 1981 blev der afholdt et "ekspert"-moede i Amsterdam. Der foreligger ikke referat af dette moede, men umiddelbart efter gav i hvert fald BASF, DSM, ICI, Monte og Shell instrukser om at haeve maal- (eller "liste"-)priserne til, hvad der svarede til 2,15 DM/kg for rafia med virkning fra den 1. maj. Hoechst gav tilsvarende instrukser for 1. maj, men gjorde det foerst ca. fire uger efter de oevrige. Nogle af producenterne gav deres salgskontorer en vis handlefrihed til at anvende "minimumspriser" eller "bundpriser", der laa lidt under de vedtagne maalpriser. I foerste del af 1981 steg priserne ret kraftigt, men selv om producenterne gjorde en stor indsats for at faa prisforhoejelserne igennem pr. 1. maj, holdt denne udvikling ikke. Ved midten af aaret ventede producenterne enten en stabilisering af prisniveauet eller endog en vis tilbagegang, efterhaanden som efterspoergslen faldt i sommerens loeb.

98 Med hensyn til det tredje prisinitiativ anfoeres det i beslutningen (35. betragtning), at Shell og ICI allerede i juni 1981, da det viste sig, at prisstigningerne i aarets foerste kvartal begyndte at gaa langsommere, forudsaa et yderligere prisinitiativ for september og oktober 1981. Shell, ICI og Monte moedtes den 15. juni 1981 for at droefte, hvilken fremgangsmaade der skulle anvendes for at faa markedspriserne til at stige. Faa dage efter dette moede gav baade ICI og Shell deres salgskontorer instruks om at forberede markedet paa en stoerre forhoejelse i september paa grundlag af en paataenkt forhoejelse af rafia-prisen til 2,30 DM/kg. Ogsaa Solvay gav den 17. juli 1981 sine salgskontorer i Benelux instruks om at forberede kunderne paa en stoerre prisforhoejelse pr. 1. september, hvis stoerrelse naermere skulle fastlaegges i sidste uge af juli, idet der var planlagt et "ekspert"-moede til afholdelse den 28. juli 1981. Den oprindelige plan, der gik ud paa at tilstraebe en pris paa 2,30 DM/kg i september 1981, blev revideret, sandsynligvis paa dette moede, saaledes at maalet for august blev reduceret til 2,00 DM/kg for rafia. I september skulle prisen vaere 2,20 DM/kg. I et haandskrevet notat fra Hercules, dateret 29. juli 1981 (dagen efter det moede, som Hercules sandsynligvis ikke deltog i), anfoeres disse priser som "officielle" priser for august og september, og der henvises i kryptiske vendinger til kilden til disse oplysninger. Der blev afholdt moeder igen i Genève den 4. august og i Wien den 21. august 1981. Efter disse moeder udsendte producenterne nye instrukser med en maalpris paa 2,30 DM/kg pr. 1. oktober. BASF, DSM, Hoechst, ICI, Monte og Shell udsendte praktisk taget identiske instrukser om ivaerksaettelse af disse priser i september og oktober.

99 Ifoelge beslutningen (36. betragtning) gik planerne nu ud paa i loebet af september og oktober 1981 at komme op paa en "basispris" for rafia paa 2,20 til 2,30 DM/kg. Papirer fra Shell viser, at man oprindeligt paataenkte et yderligere prisforhoejelsestrin til 2,50 DM/kg pr. 1. november, men at dette blev opgivet. Af materialet fra de forskellige producenter fremgaar, at priserne steg i loebet af september, og initiativet blev viderefoert i oktober 1981, hvor man naaede op paa en markedspris paa ca. 2,00 til 2,10 DM/kg for rafia. Et notat fra Hercules viser, at maalprisen paa 2,30 DM/kg i loebet af december 1981 blev nedjusteret til en mere realistisk pris paa 2,15 DM/kg, men det hedder i notatet, at "man med den faelles maalbevidste indsats fik priserne op paa 2,05 DM, dvs. det naermeste nogensinde ved de offentliggjorte (sic) maalpriser". Ved udgangen af 1981 laa de priser, der blev refereret i fagpressen, paa 1,95 til 2,10 DM/kg for rafia, altsaa ca. 0,20 DM under producenternes maalpriser. Kapacitetsudnyttelsen androg ca. 80% og blev omtalt som "sund".

100 Det fjerde prisinitiativ fra juni til juli 1982 blev gennemfoert, efter at der paa markedet var blevet ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel. Initiativet blev besluttet paa producentmoedet den 13. maj 1982, som BASF deltog i, og hvorunder der blev udarbejdet en detaljeret maalprisliste pr. 1. juni 1982 for hver af de vigtigste polypropylenkvaliteter i de forskellige nationale valutaer (2,00 DM/kg for rafia; beslutningens 37. og 38. betragtning samt 39. betragtning, foerste afsnit).

101 Moedet den 13. maj 1982 blev fulgt op af prisinstrukser fra ATO, BASF, Hoechst, Hercules, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell, der med faa ubetydelige undtagelser svarede til de priser, som var fastsat paa moedet (beslutningens 39. betragtning, andet afsnit). Producenterne kunne ved moedet den 9. juni 1982 kun give oplysninger om beskedne forhoejelser.

102 Sagsoegeren deltog ifoelge beslutningen (40. betragtning) ogsaa i det femte prisinitiativ fra september til november 1982, der blev besluttet paa moedet den 20. og 21. juli 1982, og som gik ud paa at naa en pris paa 2,00 DM/kg pr. 1. september og 2,10 DM/kg pr. 1. oktober, idet selskabet var til stede ved de fleste, om ikke alle, moeder, der blev afholdt fra juli til november 1982, og hvor dette initiativ blev planlagt og kontrolleret (45. betragtning til beslutningen). Paa moedet den 20. august 1982 blev den forhoejelse, der var planlagt til den 1. september, udskudt til den 1. oktober, og denne beslutning blev bekraeftet paa moedet den 2. september 1982 (41. betragtning til beslutningen).

103 Efter moederne den 20. august og 2. september 1982 gav ATO, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell prisinstrukser i overensstemmelse med den maalpris, der var fastlagt paa moederne (43. betragtning til beslutningen).

104 Ifoelge beslutningen (44. betragtning) foretoges der paa moedet den 21. september 1982 en gennemgang af de foranstaltninger, der var truffet for at naa den tidligere fastsatte maalpris, og der blev givet almindelig tilslutning til et forslag om en prisforhoejelse til 2,10 DM/kg i november - december 1982. Forhoejelsen blev bekraeftet paa moedet den 6. oktober 1982.

105 Efter moedet den 6. oktober 1982 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte, Shell og Saga prisinstrukser med den besluttede forhoejelse (beslutningens 44. betragtning, andet afsnit).

106 Sagsoegeren har i lighed med ATO, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Saga til Kommissionen udleveret de prisinstrukser, de udsendte til deres lokale salgskontorer, og de stemmer ikke blot overens indbyrdes hvad angaar beloeb og tidspunkt, men ogsaa med den maalprisliste, der er vedlagt ICI' s referat af "ekspert"-moedet den 2. september 1982 (beslutningens 45. betragtning, andet afsnit).

107 Moedet i december 1982 resulterede ifoelge beslutningen (46. betragtning, andet afsnit) i en aftale om, at det prisniveau, der var fastsat for november - december, skulle vaere ivaerksat inden udgangen af januar 1983.

108 Endelig deltog sagsoegeren ifoelge beslutningen (47. betragtning) i det sjette prisinitiativ fra juli til november 1983. Paa moedet den 3. maj 1983 var der saaledes enighed om, at producenterne skulle straebe efter en maalpris paa 2,00 DM/kg i juni 1983. Imidlertid blev det paa moedet den 20. maj 1983 besluttet at udskyde det fastlagte maal til september, og der blev fastsat et midtvejsmaal pr. 1. juli (1,85 DM/kg). Paa et moede den 1. juni 1983 gav de tilstedevaerende producenter, herunder Monte, udtryk for, at de var fast besluttet paa at bringe forhoejelsen paa 1,85 DM/kg i anvendelse. Det blev ved denne lejlighed besluttet, at Shell skulle fremstaa som officiel anfoerer i ECN).

109 Det anfoeres i beslutningen (49. betragtning), at ICI, DSM, BASF, Hoechst, Linz, Shell, Hercules, ATO, Petrofina og Solvay efter moedet den 20. maj 1983 gav deres salgskontorer instruks om at anvende en rafia-pris paa 1,85 DM/kg pr. 1. juli. Det tilfoejes, at der hos ATO og Petrofina blev fundet fragmentariske prisinstrukser, men de viser, at disse producenter forhoejede deres prisniveau med en vis tidsforskydning for Petrofina' s og Solvay' s vedkommende. Det anfoeres imidlertid, at Monte den 17. maj havde givet sine salgskontorer besked paa at haeve priserne med virkning fra juni og viderefoere de forhoejede priser i juli. Det konkluderes i beslutningen, at det saaledes kan fastslaas, at med undtagelse af Huels, for hvem der ikke foreligger nogen prisinstrukser for juli 1983, udsendte alle de producenter, der havde deltaget i moederne eller givet tilsagn om at stoette den nye maalpris paa 1,85 DM/kg, instrukser om at ivaerksaette den nye pris.

110 Endvidere anfoeres det i beslutningen (50. betragtning), at der fandt yderligere moeder sted den 16. juni, den 6. og 21. juli, den 10. og 23. august samt den 5., 15. og 29. september 1983, hvor alle de faste deltagere var til stede. I slutningen af juli og begyndelsen af august 1983 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Solvay, Monte og Saga alle prisinstrukser til deres nationale salgskontorer, der skulle gaelde fra den 1. september, og som var baseret paa en rafia-pris paa 2,00 DM/kg, mens Shell' s prisinstrukser for Det Forenede Kongerige i form af et internt notat af 11. august viser, at det britiske datterselskab arbejdede paa at "fremme" basispriser, der skulle traede i kraft den 1. september, og som svarede til de af de oevrige producenter fastsatte maalpriser. Ved udgangen af maaneden gav Shell imidlertid det britiske salgskontor instruks om at vente med hele forhoejelsen, indtil de oevrige producenter var naaet op paa de oenskede basispriser. Det anfoeres i beslutningen, at instrukserne var identiske for hver kvalitet og hver national valuta med enkelte ubetydelige undtagelser.

111 Ifoelge beslutningen (50. betragtning, sidste afsnit) viser de prisinstrukser, der blev fundet hos producenterne, at det senere blev besluttet at fortsaette prisforhoejelsen fra september, saaledes at rafia-prisen blev forhoejet til 2,10 DM/kg pr. 1. oktober og 2,25 DM/kg pr. 1. november. Det anfoeres i beslutningen (51. betragtning, foerste afsnit), at BASF, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay hver isaer gav deres salgskontorer instrukser om at anvende identiske priser i oktober og november. Hercules fastsatte i foerste omgang priser, der laa lidt under de oevrige producenters.

112 Endelig anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, tredje afsnit), at et internt notat fra ATO, dateret 28. september 1983, indeholder en tabel med overskriften "Rappel du prix de cota (sic)" med priser paa de tre vigtigste polypropylenkvaliteter gaeldende i september og oktober for de forskellige lande. Priserne var identiske med de af BASF, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay anvendte priser. Under kontrolundersoegelsen hos ATO i oktober 1983 bekraeftede repraesentanter for virksomheden, at salgskontorerne var blevet underrettet om disse priser.

113 Uanset hvornaar det sidste moede fandt sted, varede overtraedelsen ifoelge beslutningen (105. betragtning, fjerde afsnit) til november 1983, idet der var knyttet retsvirkninger til aftalen mindst til dette tidspunkt. Dette er den seneste maaned, for hvilken der vides at vaere blevet fastsat maalpriser og givet prisinstrukser.

114 Afslutningsvis anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, sidste afsnit), at det i fagpressen ved udgangen af 1983 hed, at polypropylenpriserne var blevet styrket med en rafia-pris paa 2,08 til 2,15 DM/kg (det fastsatte maal var 2,25 DM/kg).

b) Parternes argumenter

115 Sagsoegeren naegter fuldstaendig at have deltaget i alle de prisinitiativer, der er naevnt i beslutningen.

116 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at notaterne fra ICI vedroerende moederne ikke kan godtgoere eksistensen af aftaler efter EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, og at disse notater under alle omstaendigheder indeholder talrige henvisninger til en manglende enighed mellem de tilstedevaerende producenter, saaledes som det er tilfaeldet med referaterne af moederne den 2. september, den 21. september og den 2. november 1982 eller moederne den 27. maj og den 15. juni 1981, samt referaterne af de bilaterale moeder mellem visse producenter (bilag 29, 30, 32, 64, 95 og 99 til den generelle meddelelse).

117 Sagsoegeren har dernaest anfoert, at manglen paa prisaftaler bekraeftes af den omstaendighed - som er godtgjort af den undersoegelse, der blev udfoert af det uafhaengige revisionsfirma Coopers og Lybrand (herefter benaevnt "Coopers og Lybrand-undersoegelsen") - at naesten samtlige salg, der blev foretaget af de forskellige producenter, herunder navnlig sagsoegeren, blev foretaget til priser, der var vaesentligt lavere end dels de maalpriser, der haevdes at vaere blevet indgaaet mellem producenterne, dels sagsoegerens prisinstrukser, som udgjorde interne teoretiske maal, der var rettet til selskabets egne salgskontorer.

118 Sagsoegeren haevder saaledes at have fremfoert en raekke vigtige omstaendigheder, som godtgoer, at selskabet aldrig foelte sig bundet af moedernes resultater eller de herunder fremsatte forslag, og at selskabet har fastlagt sin adfaerd paa markedet i fuld uafhaengighed.

119 Sagsoegeren mener, at Kommissionen ved af den omstaendighed, at de nye maalpriser blev meddelt efter moederne, at udlede, at der var blevet fastsat maalpriser under moederne, har anvendt kriteriet "post hoc ergo propter hoc" og saaledes har tilsidesat Domstolens praksis (dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, Compagnie royale asturienne des mines og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679). Kommissionen har herved endvidere tilsidesat grundlaeggende oekonomiske begreber, saasom den omstaendighed, at de af producenterne paataenkte priser kun kunne differentieres i ringe grad paa grund af den konstante og for samtlige producenter naesten identiske forhoejelse af produktionsomkostningerne og den omstaendighed, at de mindre virksomheder fulgte de priser, der anvendtes af den "ledende" virksomhed.

120 Sagsoegeren goer gaeldende, at prisinitiativerne ikke var et resultat af moeder, men af den faktiske situation, som producenterne befandt sig i. Ligevaegten mellem omkostninger og indtaegter var det eneste formaal, og kunne kun opnaas ved at forhoeje priserne. Naar disse forsoeg blev gentaget, skyldes det, at de efterhaanden blev kuldkastet af bevaegelserne paa markedet. Ingen virksomhed havde nogen interesse i at foroege sin markedsandel, fordi det blot ville medfoere en foroegelse af tabene. Der forelaa derfor ikke laengere nogen konkurrence paa markederne. De regler, der skulle beskytte konkurrencen under saedvanlige omstaendigheder, fandt derfor ikke laengere anvendelse.

121 Sagsoegeren har anfoert, at selv om hver virksomhed boer fastlaegge sin adfaerd uafhaengigt, betyder det ikke, at selvstaendigheden noedvendigvis skal foere til forskelligartethed. Sagsoegeren benaegter derfor, at der i denne sag kan udledes nogen som helst bevisvaerdi af den omstaendighed, at producenternes interne prisinstrukser var parallelle.

122 Sagsoegeren har endelig anfoert, at producenterne var vidende om, at de var totalt ude af stand til at kontrollere markedskraefterne, hvilket foerte dem til paa ensartet maade at vurdere de muligheder, som markedet tilboed.

123 Kommissionen har anfoert, at den paa grundlag af bevisdokumenter fastslog eksistensen af producenternes aftale om prisinitiativer og Monte' s deltagelse i denne aftale. Henvisningerne til den manglende enighed for saa vidt angaar andre producenter end Monte og henvisningen til den kritik, der er blevet rettet til disse producenter, viser, at der forelaa aftaler, og godtgoer navnlig Monte' s deltagelse.

124 Kommissionen har tilfoejet, at den omstaendighed, at de priser, der blev opnaaet, afveg fra maalpriserne, ikke er afgoerende, idet en faelles forhandlingsstrategi over for kunderne allerede begraensede konkurrencen, fordi den - selv om den ikke garanterede fuldstaendig identiske faktisk fakturerede priser - fastsatte udgangspunktet for forhandlinger og dermed indirekte forhandlingernes resultat.

125 Kommissionen har anfoert, at det ikke korrekt, at beslutningen er baseret paa den omstaendighed, at prisinstrukserne og maalpriserne var samtidige og ensartede. Samtidigheden bekraefter kun det skriftlige bevismateriale. Argumentet om "price leadership", som sagsoegeren har anfoert, er desuden irrelevant af samme grund.

126 Kommissionen har bestridt Monte' s forsoeg paa at bevise, at virksomhedernes adfaerd skyldtes situationen paa markedet og ikke var et resultat af moeder mellem konkurrerende producenter. Saafremt en virksomhed alene foroeger sine priser i tilfaelde af overproduktion, saelger den intet og maa derfor omgoere sin beslutning. En virksomhed kan derfor kun forvente at forhoeje sine priser, hvis den sikrer sig, at dens konkurrenter vil forsoege at goere det samme.

127 Kommissionen benaegter ikke, at maalprisen har kunnet vaere forskellig fra den pris, der faktisk blev anvendt over for kunderne, eller at situationen paa markedet har noedvendiggjort forhandlinger med kunderne. Det staar ikke desto mindre fast, at den gensidige aftale om at anvende en bestemt pris som udgangspunkt ved forhandlingerne indskraenker forhandlingerne og foerer til priser, der faktisk adskiller sig fra dem, der ville have vaeret resultatet af forhandlinger, der ikke beroertes af forudgaaende aftaler.

c) Rettens vurdering

128 Retten finder, at det fremgaar af referaterne af de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, at de producenter, der deltog i moederne, dér blev enige om de prisinitiativer, som er naevnt i beslutningen. Det anfoeres saaledes i referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse):

"everyone felt that there was a very good opportunity to get a price rise through before the holidays + after some debate settled on DM 2.00 from 1st June (UK 14th June). Individual country figures are shown in the attached table".

("Alle mente, at der var meget gode muligheder for at gennemfoere en prisforhoejelse inden ferien + efter nogen debat enighed om 2,00 DM fra den 1. juni (Det Forenede Kongerige den 14. juni). Tallene for de enkelte lande fremgaar af vedlagte tabel").

129 Da der er foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog fast i disse moeder, kan selskabet ikke goere gaeldende, at det ikke tilsluttede sig de prisinitiativer, som blev besluttet, planlagt og kontrolleret dér, uden at fremkomme med indicier til stoette herfor. Da sagsoegeren ikke er fremkommet med saadanne indicier, er der ingen grund til at antage, at selskabet - modsat de andre deltagere - ikke tilsluttede sig initiativerne.

130 Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren til stoette for, at selskabet ved de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter ikke tilsluttede sig de aftalte prisinitiativer, har fremfoert to argumenter. Sagsoegeren har gjort gaeldende, dels at selskabet paa ingen maade tog hensyn til resultatet af moederne ved fastlaeggelsen af sin adfaerd paa markedet med hensyn til priser, hvis konkurrencepraegede karakter fremgaar af Coopers og Lybrand-undersoegelsen, dels at den oekonomiske sammenhaeng, hvori prisinstrukserne blev givet, forklarer deres overensstemmelse med de oevrige producenters prisinstrukser.

131 Intet af disse to argumenter kan anses for indicium for, at sagsoegeren - saaledes som selskabet paastaar - ikke tilsluttede sig de aftalte prisinitiativer. Det bemaerkes, at det foerste argument, selv om der med hensyn til de faktiske omstaendigheder var holdepunkter herfor, ikke ville udelukke, at sagsoegeren havde deltaget i fastsaettelsen af prismaal ved moederne, men kun ville indebaere, at sagsoegeren ikke havde gennemfoert resultatet af disse moeder. Det anfoeres i oevrigt ikke i beslutningen, at sagsoegeren anvendte priser, der altid svarede til de maalpriser, som var aftalt paa moederne, og det goeres saaledes heller ikke i den anfaegtede retsakt, til stoette for, at sagsoegeren deltog i fastsaettelsen af maalpriser, gaeldende, at selskabet gennemfoerte resultatet af moederne.

132 Endvidere bemaerkes, at sagsoegeren ikke kan goere gaeldende, at selskabets prisinstrukser var rent interne. Selv om prisinstrukserne ganske vist var interne i den forstand, at de af hovedkontoret blev fremsendt til salgskontorerne, blev de givet med henblik paa at blive gennemfoert og saaledes direkte eller indirekte at medfoere virkninger eksternt. Prisinstrukserne mister hermed deres interne karakter.

133 Hvad angaar sagsoegerens andet anbringende finder Retten, at den oekonomiske sammenhaeng, som prisinitiativerne indgaar i, ikke goer det muligt at forklare den indbyrdes overensstemmelse mellem de forskellige producenters prisinstrukser og deres overensstemmelse med de maalpriser, der blev fastsat under producentmoederne. Sammenfaldet i de byrder, der paahvilede de forskellige producenter, og den krisesituation, som gjaldt paa markedet, kan ikke forklare, at deres prisinstrukser i forskellige nationale valutaer var overensstemmende, for saa vidt som sammenfaldet i byrderne er begraenset til visse produktionsfaktorer, bl.a. raavarepriserne, men omfattede ikke generalomkostningerne, loenomkostningerne og beskatningsprocenten, og producenternes daekningspunkt var derfor vaesentligt forskelligt. Dette viser bl.a. referatet af EATP-moedet den 22. november 1977 (bilag 6 til den generelle meddelelse), hvoraf fremgaar, at Hoechst oenskede en pris paa 1,85 DM/kg, ICI 1,60 DM/kg, Rhône-Poulenc 3,50 FF/kg og Shell 1,50 DM/kg for at naa daekningspunktet.

134 Disse identiske byrder kan heller ikke forklare, at sagsoegerens og de oevrige producenters prisinstrukser blev udstedt naesten samtidigt.

135 Der kan derfor heller ikke vaere tale om, at en producent har udoevet nogen som helst form for "price leadership", idet Kommissionen har godtgjort, at denne producent har deltaget med de andre i en samordning vedroerende priser.

136 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette har udledt af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) - hvori det anfoeres, at:

"' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ..."

("' Maalpriser' for hver basiskvalitet af alle de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter den 1. januar 1979, fremgaar af bilaget ..."),

at disse prisinitiativer var led i et system med fastsaettelse af maalpriser.

137 Kommissionen har saaledes foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om de prisinitiativer, som er naevnt i beslutningen, at disse initiativer var led i et system, og at der var knyttet virkninger til disse indtil november 1983.

D - Foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne

a) Den anfaegtede retsakt

138 Det anfoeres i beslutningen [artikel 1, litra c), og 27. betragtning, jf. ogsaa 42. betragtning], at sagsoegeren sammen med de oevrige producenter vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at fremme ivaerksaettelsen af maalpriserne, saasom midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra slutningen af september 1982 et "kontostyringssystem" med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder.

139 For saa vidt angaar systemet med "kontostyring" ("account management"), som i den seneste og mest udviklede form fra december 1982 er kendt under navnet "kontoledelse" ("account leadership"), blev sagsoegeren paa samme maade som de oevrige producenter udpeget til koordinator ("leader") for mindst én stor kunde, saaledes at selskabet hemmeligt skulle koordinere kundens forbindelser til dens leverandoerer. Som led i systemet fandt man frem til kunder i Belgien, Italien, Tyskland og Det Forenede Kongerige, og for hver af disse blev der udpeget en "koordinator". I december 1982 blev der foreslaaet en mere generel anvendelse af dette system, idet der for hver stoerre kunde blev udpeget en "kundeadministrator" ("account leader"), som skulle lede, droefte og organisere prisaendringer. Andre producenter, der jaevnligt handlede med den paagaeldende kunde, blev betegnet som "participanter" ("contenders") og samarbejdede med "administratoren" ved tilbudsgivning til den paagaeldende kunde. For at beskytte "administratoren" og "participanterne" skulle andre producenter, som kunden rettede henvendelse til, tilbyde priser, der laa over maalprisen. ICI haevder, at systemet broed sammen efter nogle maaneder, hvor det kun havde fungeret delvis og ineffektivt, men i beslutningen anfoeres det, at det fremgaar af det fuldstaendige referat af moedet den 3. maj 1983, at der paa det tidspunkt foregik intensive droeftelser om enkelte kunder og om de priser, hver enkelt producent tilboed eller skulle tilbyde dem, samt om de leverede eller bestilte maengder.

140 Endelig anfoeres det i beslutningen (20. betragtning), at Monte deltog i lokale moeder angaaende ivaerksaettelse paa nationalt plan af de foranstaltninger, der var blevet aftalt under plenarmoederne.

b) Parternes anbringender

141 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet ikke har deltaget i systemet med kontoledelse, og at et saadant system ikke blev ivaerksat, selv om det blev diskuteret. Sagsoegeren har paa grundlag af en gennemgang af referaterne af moederne den 2. september og den 2. december 1982 (bilag 29 og 33 til den generelle meddelelse) anfoert, at selskabets salg til kunder, der er naevnt i disse moedereferater, og som selskabet haevdes at have vaeret kundeadministrator for, kun repraesenterer mellem 0 og 18% af disses koeb. Det har derfor vaeret umuligt, at selskabet har vaeret kundeadministrator i forhold til disse kunder.

142 Sagsoegeren har under henvisning til det i beslutningen naevnte bevismateriale anfoert, at deltagerne i moederne aftalte at ivaerksaette systemet med kontoledelse og - selv om det antages, at dette system ikke blev fuldstaendigt gennemfoert - at det ikke desto mindre blev vedtaget under moederne.

c) Rettens vurdering

143 Det bemaerkes, at 27. betragtning til beslutningen, sammenholdt med 26. betragtning, andet afsnit, maa fortolkes saaledes, at det ikke goeres gaeldende, at hver producent enkeltvis paatog sig at traeffe alle de foranstaltninger, der er naevnt dér, men at de enkelte producenter paa forskellige tidspunkter ved moederne sammen med de oevrige producenter vedtog en helhed af foranstaltninger, der er naevnt i beslutningen, og som gik ud paa at skabe gunstige betingelser for en prisforhoejelse, navnlig ved kunstigt at reducere udbuddet af polypropylen. Gennemfoerelsen af de enkelte foranstaltninger i denne helhed blev fordelt i henhold til en aftale mellem de forskellige producenter paa grundlag af deres saerlige situation.

144 Det maa fastslaas, at da sagsoegeren deltog i de moeder, hvor denne helhed af foranstaltninger blev vedtaget (navnlig moedet den 13.5., den 2. og den 21.9.1982 (bilag 24, 29 og 30 til den generelle meddelelse) ), tilsluttede selskabet sig denne, idet det ikke er fremkommet med indicier til stoette for det modsatte. Det fremgaar af foelgende passage i referatet af moedet den 2. september 1982, at systemet med "kontoledelse" blev vedtaget:

"about the dangers of everyone quoting exactly DM 2.00 A.' s point was accepted but rather than go below DM 2.00 it was suggested & generally agreed that others than the major producers at individual accounts should quote a few pfs higher. Whilst customer tourism was clearly to be avoided for the next month or two it was accepted that it would be very difficult for companies to refuse to quote at all when, as was likely, customers tried to avoid paying higher prices to the regular suppliers. In such cases producers would quote but at above the minimum levels for October".

("med hensyn til faren ved, at alle opgav en pris paa 2,00 DM, blev A.' s bemaerkning accepteret, men frem for at gaa under 2,00 DM blev det foreslaaet, og der var almindelig enighed om, at producenterne - bortset fra hovedleverandoererne til en bestemt kunde - skal angive en pris, der er faa pfennig hoejere. Mens 'kundeflakkeri' klart skal undgaas i den naeste maaned eller to, var der enighed om, at det vil vaere meget svaert for selskaberne helt at afslaa at give tilbud, naar kunderne sandsynligvis forsoeger at undgaa at betale hoejere priser til de saedvanlige leverandoerer. I saadanne tilfaelde vil producenterne afgive tilbud, men til priser, der ligger over niveauet for oktober").

Tilsvarende blev det paa moedet den 21. september 1982, som sagsoegeren deltog i, udtalt: "In support of the move, BASF, Hercules and Hoechst said they would be taking plant off line temporarily" ("BASF, Hercules og Hoechst sagde, at de for at stoette forhoejelsen midlertidigt ville saette et anlaeg ud af drift"), og ved moedet den 13. maj 1982 udtalte Fina: "Plant will be shut down for 20 days in August" ("Fabrikken vil vaere lukket 20 dage i august").

145 For saa vidt angaar systemet med "kontoledelse" bemaerkes, at det fremgaar af referatet af moederne den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse), den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) og i foraaret 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse), som sagsoegeren deltog i, at de tilstedevaerende producenter under moederne tilsluttede sig dette system.

146 Det skal tilfoejes, at den undersoegelse, som sagsoegeren har fremlagt, kun vedroerer syv kunder, som Kommissionen haevder at Monte har vaeret udpeget til kundeadministrator for, nemlig Eurofil, Seal, Sisal, T. Radici, Polymekon, Its Artea og Seeber, mens sagsoegerens navn er anfoert ud for ni andre kunder i den tabel, der er vedlagt referatet af moedet den 2. september 1982, nemlig Baumhueter, De Magistris, Uco, Bexer, Alfa og Bellotex, og, i den tabel, der er vedlagt referatet af moedet den 2. december 1982, Sekisni, Campanini, De Magistris og Sergal. Retten mener derfor, at denne undersoegelses yderst begraensede omfang ikke goer det muligt at underbygge de konklusioner, som sagsoegeren har udledt heraf.

147 Ivaerksaettelsen af dette system bekraeftes af referatet af moedet den 3. maj 1983 (bilag 38 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres:

"Belgium. A long discussion took place on the 5 Belgian A/Cs ... Generally speaking raffia prices appeared to be from (BFR) 32.50 to 34.50 and fibre prices from 37 to 37.50. The point was made that some other accounts were lower than the target customers. It was agreed that contenders would quote BFR 36 ind May with non-contenders offering 38."

("Belgien. En laengere diskussion fandt sted vedroerende de fem belgiske A/Cs. ... Det blev generelt anfoert, at rafia-priserne androg mellem 32,50 og 34,50 BFR og fiberpriserne mellem 37 og 37,50 BFR. Det blev meddelt, at visse andre kunder laa lavere end maalkunderne. Det blev aftalt, at 'contenders' skulle kraeve en pris paa 36 BFR i maj, mens 'non-contenders' skulle tilbyde 38.")

"Denmark. A long discussion took place on Jacob Holm who is asking for quotations for the 3rd quarter. Is was agreed not to do this and to restrict offers to the end of June. April/May levels were at DKR 6.30 (DM 1.72). Hercules was definitely in and should not have been so. To protect BASF, it was agreed that CWH(uels) + ICI would quote DKR 6.75 from now to end June (DM 1.85) ..."

["Danmark. En laengere diskussion fandt sted vedroerende Jacob Holm, der har anmodet om prisnedsaettelse for tredje kvartal. Moededeltagerne besluttede ikke at goere dette og at begraense tilbuddene indtil udgangen af juni. I april og maj androg priserne ca. 6,30 DKR (1,72 DM). Det er klart, at Hercules var med og burde ikke have vaeret det. For at beskytte BASF blev det besluttet, at CWH(uels) + ICI skulle angive en pris paa 6,75 DKR fra nu og til udgangen af juni (1,85 DM) ..."]

Denne ivaerksaettelse blev bekraeftet ved ICI' s besvarelse af begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), hvori der anfoeres foelgende vedroerende moedereferatet:

"In the Spring of 1983 there was a partial attempt by some producers to operate the 'Account Leadership' scheme ... Since Hercules had not declared to the 'Account Leader' its interest in supplying Jacob Holm, the statement was made at this meeting in relation to Jacob Holm that 'Hercules were definitely in and should not have been so' . It should be made clear that this statement refers only to the Jacob Holm account and not to the Danish market. It was because of such action by Hercules and others that the 'Account Leadership' scheme collapsed after at most two months of partial and ineffective operation.

The method by which Huels and ICI should have protected BASF was by quoting a price of DKR 6,75 for the supply of raffia grade polypropylene to Jacob Holm until the end of June."

("I foraaret 1983 forsoegte nogle producenter at ivaerksaette systemet med kontoledelse ... Da Hercules ikke havde meddelt kundeadministratoren, at selskabet var rede til at sikre leverancerne til Jacob Holm, blev det under dette moede vedroerende Jacob Holm fastslaaet, at 'det er klart, at Hercules var med og ikke burde have vaeret det' . Det skal understreges, at denne udtalelse kun vedroerer kunden Jacob Holm og ikke det danske marked. Det var paa grund af en saadan adfaerd fra Hercules og andre, at systemet med kontoledelse faldt fra hinanden efter hoejst to maaneder, hvorunder det kun havde fungeret delvist og ineffektivt.

Den metode, hvorved Huels and ICI skulle have beskyttet BASF, bestod i at citere en pris paa 6,75 DKR for levering af polypropylen af rafia-kvalitet til Jacob Holm indtil udgangen af juni.")

148 Denne ivaerksaettelse bekraeftes af referatet af et moede afholdt i foraaret 1983 (bilag 37 til den generelle meddelelse), hvori der under overskriften "Key Accounts" er angivet tallene for sagsoegerens leverancer til forskellige virksomheder, som selskabet var blevet udpeget til kundeadministrator for, enten under moedet den 2. september 1982 eller under moedet den 2. december 1982, saasom Baumhueter, Campanini, Polymekon, Eurofil og Bellotex.

149 Retten skal endvidere fastslaa, at sagsoegeren ikke specifikt har bestridt at have deltaget i beslutningen om andre foranstaltninger, der skulle lette ivaerksaettelsen af prisinitiativerne.

150 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, som blev enige om de i beslutningen naevnte foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne.

E - Maengdemaal og kvoter

a) Den anfaegtede retsakt

151 Det anfoeres i beslutningen (31. betragtning, tredje afsnit), at der paa moedet den 26. og 27. september 1979 "var enighed om behovet for en fast kvoteordning", og der henvises i referatet af moedet til en ordning, der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder.

152 Endvidere anfoeres det i beslutningen (52. betragtning), at der foer august 1982 blev foretaget forskellige former for markedsopdeling. Hver producent fik tildelt en procentvis andel af det anslaaede marked, men der fandt paa dette stadium ingen systematisk, forudgaaende begraensning af den samlede produktion sted. Overslag over det samlede marked maatte derfor loebende revideres, og hver producents salg i absolutte maengder maatte tilpasses den tildelte procentsats.

153 For 1979 blev der for hver enkelt producent fastsat maengdemaal (i tons), der i det mindste delvis var baseret paa deres faktiske salg i de foregaaende tre aar. Tabeller fundet hos ICI viser det "reviderede maal" for hver enkelt producent for 1979, sammenholdt med de paagaeldende producenters faktiske salg i Vesteuropa i denne periode (54. betragtning til beslutningen).

154 I slutningen af februar 1980 blev producenterne enige om maal - igen udtrykt i tons - for 1980 paa basis af et anslaaet aarligt marked paa 1 390 000 tons. Ifoelge beslutningen (55. betragtning) blev der hos ATO og ICI fundet en raekke tabeller med de "fastsatte maal" for hver producent for 1980. Det oprindelige overslag paa 1 390 000 tons viste sig at vaere for optimistisk. Hver producents kvote maatte derfor reduceres, saa kvoterne kom til at stemme overens med et samlet forbrug i 1980 paa kun 1 200 000 tons. Bortset fra ICI og DSM svarede producenternes faktiske salg i det vaesentlige til deres maal.

155 Ifoelge beslutningen (56. betragtning) var markedsdelingen for 1981 genstand for lange og komplicerede forhandlinger. Ved moederne i januar 1981 enedes man om, at hver producent som en midlertidig foranstaltning med det formaal at lette ivaerksaettelsen af prisinitiativet for februar til marts skulle begraense sit maanedlige salg til 1/12 af 85% af 1980-maalet. Med henblik paa at faa fastlagt en mere permanent ordning oplyste hver producent paa moederne, hvilken maengde han haabede at kunne saelge i loebet af 1981. Sammenlagt var disse "oenskede maengder" imidlertid langt stoerre end den forventede efterspoergsel. Trods flere kompromisforslag fra Shell og ICI blev der ikke opnaaet enighed om en endelig kvoteaftale for 1981. Som en noedloesning gik producenterne ud fra den enkelte producents kvote i det foregaaende aar som teoretisk grundlag og indberettede deres faktiske salg i hver maaned paa moederne. Det faktiske salg blev saaledes kontrolleret paa grundlag af en teoretisk opdeling af det disponible marked, der var baseret paa 1980-kvoterne (57. betragtning til beslutningen).

156 Det anfoeres i beslutningen (58. betragtning), at der for 1982 blev fremsat komplicerede forslag til kvoteordninger, der gik ud paa at naa frem til en rimelig afvejning af forskellige faktorer, saasom hidtidige salgsresultater, oensker og disponibel kapacitet. Det samlede marked, der skulle deles mellem producenterne, blev anslaaet til 1 450 000 tons. Nogle producenter fremlagde detaljerede planer til markedsdelingsordninger, mens andre noejedes med blot at oplyse, hvad de forventede at kunne saelge. Monte og ICI forsoegte paa moedet den 10. marts 1982 at naa frem til en aftale. Det fremgaar imidlertid af beslutningen (58. betragtning, sidste afsnit), at man som i 1981 ikke naaede frem til nogen endelig aftale. I aarets foerste halvdel aflagde hver producent beretning om sin maanedlige omsaetning paa moederne, og omsaetningen blev sammenholdt med den paagaeldendes procentvise andel af salget i det foregaaende aar. Ifoelge beslutningen (59. betragtning) fortsatte forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteordning for 1983 paa moedet i august 1982, og ICI foerte bilaterale forhandlinger med hver af producenterne om denne nye ordning. Indtil der kunne indfoeres en saadan kvoteordning, blev producenterne opfordret til i anden halvdel af 1982 at begraense deres maanedlige salg til deres faktiske, procentvise andel af det samlede marked i de foerste seks maaneder af 1982. I 1982 havde markedsandelene saaledes for de mellemstore producenters vedkommende naaet en vis balance (af ATO betegnet som "quasi-konsensus"); blandt de store havde ICI og Shell fortsat raadet over en andel paa ca. 11%, mens Hoechst' s andel havde andraget 10,5%. Monte, der var den stoerste producent, havde opnaaet en markedsandel paa 15% i forhold til 14,2% i det foregaaende aar.

157 Ifoelge beslutningen (60. betragtning) opfordrede ICI for 1983 alle producenter til at meddele stoerrelsen af den kvote, de selv oenskede tildelt, og foreslaa, hvilken procentdel de oevrige producenter burde have tildelt. Monte, Anic, ATO, DSM, Linz, Saga og Solvay fremsatte hver isaer detaljerede forslag, ligesom de tre tyske producenter fremsatte et faelles forslag gennem BASF. De forskellige forslag blev behandlet paa edb for at faa beregnet et gennemsnit, der blev sammenholdt med de enkelte producenters oenskede markedsandel. ICI kunne paa grundlag heraf fremsaette forslag til retningslinjerne for en ny rammeaftale for 1983. ICI fandt, at det var af afgoerende betydning for udfaldet af enhver ny plan, at de "fire store" indtog en faelles holdning over for de oevrige producenter. Shell' s opfattelse - saaledes som den kom til udtryk over for ICI - var, at Shell, ICI og Hoechst hver burde have en kvote paa 11%. Ifoelge ICI' s forslag for 1983 skulle de italienske producenter have 19,8%, Hoechst og Shell skulle hver have 10,9%, og ICI selv skulle have 11,1% (62. betragtning til beslutningen). Disse forslag blev droeftet paa moederne i november og december 1982. Ved moedet den 2. december 1982 blev der diskuteret et forslag, der i foerste omgang kun daekkede aarets foerste kvartal. Det fremgaar af referatet af dette moede, der blev udarbejdet af ICI, at ATO, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Monte og Solvay samt Hercules fandt deres tildelte kvote "acceptabel" (63. betragtning til beslutningen). Oplysningerne underbygges af notater fra en telefonsamtale, ICI foerte med Hercules den 3. december 1982.

158 Endvidere anfoeres det i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit), at et dokument, der blev fundet hos Shell, bekraefter, at der blev indgaaet en aftale, idet selskabet forsoegte ikke at overskride sin kvote. Dokumentet bekraefter endvidere, at en maengdekontrolordning blev viderefoert i andet kvartal af 1983. For at holde markedsandelen i andet kvartal oppe i naerheden af 11% gav Shell-koncernen saaledes sine nationale salgsselskaber ordre til at reducere salget. Det bekraeftes af referatet af moedet den 1. juni 1983, at der fandtes en saadan aftale. Selv om der ikke i referatet naevnes kvoter, anfoeres det, at "eksperterne" udvekslede oplysninger om hver enkelt producents salg i den foregaaende maaned, hvilket indicerer, at der fandtes en kvoteordning (64. betragtning til beslutningen). PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0014.2

159 Det anfoeres i beslutningen (65. betragtning), at selv om et system med sanktioner for overskridelse af kvoter aldrig har vaeret i kraft, har den ordning, at hver producent under moederne indberettede, hvad man havde solgt i den foregaaende maaned, med fare for at blive kritiseret af de oevrige producenter, hvis de fandt, at der var blevet solgt for meget, udgjort en tilskyndelse for producenterne til ikke at overskride den tildelte kvote.

b) Parternes anbringender

160 Sagsoegeren erkender, at der ved flere lejligheder fandt diskussioner sted om forskellige forslag vedroerende indfoerelse af maalkvoter. Der blev imidlertid ikke indgaaet aftale, men blot udvekslet oplysninger, der i oevrigt ikke blev kontrolleret og ofte var loegnagtige, hvilket fremgaar af forskellene mellem de tal, der stod til raadighed i henhold til Fides-systemet, og de senere udarbejdede statistikker. Producenterne har altid givet deres egne interesser forrang og har aldrig anset sig for at vaere bundet. Kommissionen har selv i beslutningen fremsat talrige forbehold, idet den anerkender, at tildelingen af maalkvoter ikke var forbundet med nogen sanktionsmekanisme i tilfaelde af overskridelse af de paastaaede kvoter, men den drager ikke desto mindre med urette den konklusion, at der forelaa et kvotesystem.

161 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke har bevist, at den paastaaede samordning havde en virkning paa markedet. Der forelaa i virkeligheden maerkbare forskelle mellem de maalkvoter, som haevdes at vaere blevet tildelt Monte, og selskabets senere fastslaaede markedsandel. Der kan endvidere iagttages tilsvarende og undertiden stoerre forskelle for saa vidt angaar de oevrige producenter (bilag 17 til den generelle meddelelse).

162 Sagsoegeren har endvidere forklaret, at de enkelte producenters markedsandele varierede betydeligt i den paagaeldende periode, hvilket viser, at de hver isaer foerte en uafhaengig politik.

163 Sagsoegeren har endelig anfoert, at enhver producent, naar der foreligger en stagnerende efterspoergsel og et overskudsudbud, ved, at han maa give afkald paa en del af sit salg, hvis han vil forhoeje priserne.

164 Kommissionen har derimod anfoert, at der er blevet indgaaet kvoteaftaler for 1979, 1980 og 1983. Kommissionen mener ikke, at der er blevet indgaaet nogen endelig aftale for 1981 og 1982, men at der er blevet vedtaget foreloebige loesninger.

165 For saa vidt angaar 1979 mener Kommissionen, at det fremgaar utvetydigt af tabellen med overskriften "Producers' Sales to West Europe" (bilag 55 til den generelle meddelelse), at Monte har deltaget i en kvoteordning. Tabellen angiver for de forskellige producenter deres omsaetning i 1976, 1977 og 1978, der er blevet lagt til grund ved fordelingen af markedsandele i 1979. Tabellen indeholder endvidere en kolonne med overskriften "revised target" for dette aar. Kommissionen mener, at maalkvoterne for 1979 blev udarbejdet i 1979 og ikke i 1980. Dette dokument bekraeftes endvidere af et referat af et producentmoede afholdt den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse), som viser, at der herunder blev droeftet spoergsmaalet om salgsmaal, og at deltagerne anerkendte, at et strengt kvotesystem var noedvendigt.

166 For saa vidt angaar 1980 har Kommissionen gjort gaeldende, at der blev indgaaet en kvoteaftale. Den har til stoette herfor navnlig henvist til en tabel af 28. februar 1980 med overskriften "Polypropylene - Sales target 1980 (kt)", der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse). I denne tabel sammenlignes for alle de vesteuropaeiske producenter "1980 target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets 1980". Dette dokument viser, hvorledes kvoterne er blevet fastsat. Kommissionens opfattelse underbygges af referatet af to moeder i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder salgsmaalene blev sammenlignet med de maengder, de enkelte producenter faktisk havde solgt. Kommissionen har understreget, at formaalet med kvoteordningen var at stabilisere markedsandelene. Aftalerne er derfor udtrykt i markedsandele, der efterfoelgende blev omregnet til maengdemaal for at kunne anvendes som referencetal. Var der ikke foretaget en saadan omregning, havde det ikke vaeret muligt at fastslaa, fra hvilket tidspunkt en deltager i kartellet skulle bremse sit salg i henhold til aftalerne. Af hensyn hertil var det noedvendigt at fastsaette den totale salgsmaengde. Det oprindelige overslag for 1980 viste sig at vaere for optimistisk, og de totale salgsmaengder, der oprindeligt var fastsat, maatte aendres flere gange, saaledes at de maengder, der var tildelt de enkelte virksomheder, blev justeret. Ifoelge Kommissionen er der saaledes foert bevis for eksistensen af en kvoteaftale i 1980.

167 Med hensyn til 1981 har Kommissionen erkendt, at der ikke kunne indgaas en kvoteaftale for hele aaret. Producenterne blev dog som en midlertidig foranstaltning enige om i februar og marts at reducere deres maanedlige salg til 1/12 af 85% af det "maal", der var aftalt for det foregaaende aar, saaledes som det fremgaar af referatet af to moeder i januar 1981. For de oevrige maaneder var der tale om en ordning med loebende kontrol med de maengder, de forskellige producenter udboed paa markedet.

168 For saa vidt angaar 1982 forelaa der samme situation som i 1981. Selv om der ikke var indgaaet en kvoteaftale, blev der dog foretaget kontrol med de forskellige producenters markedsandele under moeder den 9. juni og 20. august 1982 (bilag 25 og 28 til den generelle meddelelse), samt under moeder i oktober, november og december 1982 (bilag 31, 32 og 33 til den generelle meddelelse). Kommissionen har anfoert, at der for denne periode forelaa relativt stabile markedsandele. Dette bekraeftes af et dokument fundet hos ATO (bilag 72 til den generelle meddelelse), der betegner situationen som vaerende praeget af "quasi-konsensus". Kommissionen har endvidere henvist til konstateringerne i beslutningens 58. og 59. betragtning.

169 Endvidere har Kommissionen anfoert, at den er i besiddelse af oplysninger om "oenskede maengder" og forslag, som producenterne efter anmodning fra ICI fremkom med for dem selv og de andre producenter, og som blev meddelt ICI med henblik paa indgaaelse af en kvoteaftale for 1983 (bilag 74-84 til den generelle meddelelse). Forslagene blev behandlet paa edb for at faa beregnet et gennemsnit, der blev sammenholdt med de enkelte producenters oenskede maengder (bilag 85 til den generelle meddelelse). Ud over disse dokumenter har Kommissionen henvist til et internt notat fra ICI med overskriften "Polypropylene framework 1983" (bilag 86 til den generelle meddelelse), hvori ICI beskriver de generelle retningslinjer for en fremtidig kvoteaftale, og til et andet internt notat fra ICI med overskriften "Polypropylene framework" (bilag 87 til den generelle meddelelse), hvoraf det fremgaar, at ICI ansaa en kvoteaftale for absolut noedvendig.

170 Kommissionen har anfoert, at talrige sammenfaldende indicier godtgoer eksistensen af en kvoteaftale for foerste kvartal. Kommissionen har for det foerste i denne henseende henvist til tabel 2, der var vedlagt referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse). Denne tabel angiver for hver enkelt producent en kvote, der for de fleste af virksomhedernes vedkommende er forsynet med en stjerne, der henviser til ordet "acceptable", der er anfoert under tabellen. Det kan heraf udledes, at der var blevet truffet et betydeligt skridt hen imod en kvoteaftale, eftersom samtlige producenter havde godkendt princippet om en saadan aftale, og de fleste af dem havde accepteret den individuelle kvote, som de var blevet tildelt. Det fremgaar desuden at et internt notat fra ICI af september 1982 (bilag 35 til den generelle meddelelse), at ICI allerede i begyndelsen af 1983 havde anset udarbejdelsen af en kvoteaftale for noedvendig af hensyn til kartellets gnidningsloese funktion. Disse dokumenter godtgoer, at man havde udvist betydelige anstrengelser for at naa frem til en kvoteaftale for foerste kvartal af 1983.

171 Kommissionen har videre anfoert, at forslagene foerte til, at der blev indgaaet en aftale. Kommissionen har herved med hensyn til foerste kvartal henvist til et internt notat fra Shell (bilag 90 til den generelle meddelelse), der viser, at dette selskab tiltraadte en kvoteaftale for 1983, idet det meddelte sine datterselskaber, at de skulle reducere salget for at overholde kvoten ("This compares with W.E. Sales in 1Q of 43 kt: and would lead to a market share of approaching 12% and well above the agreed Shell target of 11%"; "Dette tal skal sammenlignes med et salg i Vesteuropa paa 43 kt i foerste kvartal, og ville foere til en markedsandel, der naermer sig 12% og ligger en del over Shell' s aftalte maal paa 11%"). For at en saadan aftale kunne fungere og faa tilslutning fra de involverede virksomheder, maatte den ifoelge Kommissionen finde anvendelse paa alle virksomheder inden for en branche. Monte maa derfor noedvendigvis have deltaget i denne aftale.

172 Det samme gaelder med hensyn til andet kvartal af 1983, hvilket underbygges af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse) og en tabel, hvori "1983 aspirations" fastlaegges paa grundlag af omsaetningen i foerste halvaar af 1982 (bilag 84 til den generelle meddelelse). Disse dokumenter viser ifoelge Kommissionen, at udvekslingen af oplysninger om salgsmaengder blev anvendt til at kontrollere kvoterne.

173 Kommissionen har anfoert, at den manglende overholdelse af de fastsatte kvoter ikke kan ophaeve overtraedelsen, og at kvoterne i det mindste har virket bremsende paa salgene. Kommissionen har konstateret eksistensen af kvoteaftalerne, ikke paa grundlag af abstrakte oekonomiske foelgeslutninger, men i foerste raekke paa grundlag af de talrige bevisdokumenter, den har fremlagt. Kommissionen har tilfoejet, at fastsaettelsen af kvoter var et instrument, som gjorde det muligt at foroege priskartellets effektivitet, idet fastsaettelsen tilskyndede de forskellige parter til at overholde de aftalte priser og begraense udbuddet.

174 Kommissionen har tilfoejet, at de udvekslede oplysningers loegnagtige karakter bekraefter, snarere end afkraefter, at disse skulle anvendes ved fastsaettelsen af kvoterne, thi hvis dette ikke havde vaeret tilfaeldet, ville talmanipulationen ikke have haft nogen mening.

c) Rettens vurdering

175 Det bemaerkes, at sagsoegeren deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, hvorunder producenterne droeftede deres salgsmaengder og udvekslede oplysninger herom.

176 Samtidig med, at sagsoegeren deltog i moederne, fremgaar selskabets navn ogsaa af forskellige tabeller (bilag 55-61 til den generelle meddelelse), hvis indhold klart viser, at de skulle anvendes til at fastlaegge salgsmaal. De fleste sagsoegere har i deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten indroemmet, at det ikke havde vaeret muligt at opstille de tabeller, der blev fundet hos ICI, ATO og Hercules, paa grundlag af statistikker fra Fides-systemet. ICI har i oevrigt i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) vedroerende en af disse tabeller oplyst, at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv"). Kommissionen lagde derfor med rette til grund, at oplysningerne i tabellerne var givet af Monte i forbindelse med de moeder, selskabet deltog i.

177 Med hensyn til den loegnagtige karakter af disse oplysninger, der haevdes at vaere godtgjort bl.a. ved forskellene mellem taloplysningerne i disse tabeller og taloplysningerne i Fides-systemet, bemaerkes for det foerste, at det til dels modsiges af angivelsen i tabellen med overskriften "Producers' Sales to West Europe" (bilag 55 til den generelle meddelelse), af en sammenligning mellem de af visse producenter fremlagte tal og tallene i henhold til Fides-systemet. Det bemaerkes for det andet, at den eventuelle loegnagtige karakter snarere bekraefter, at de var afgivet med henblik paa vedtagelse af en beslutning efter forhandlinger, der tilsigtede at forlige individuelt modstridende, men generelt sammenfaldende interesser.

178 Med det ordvalg, der er anvendt i tabellerne vedroerende 1979 og 1980 (som f.eks. "revised target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets"), kan det laegges til grund, at der blev opnaaet enighed mellem producenterne.

179 Hvad naermere angaar 1979 finder Retten paa grundlag af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) og den udaterede tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", der blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), og hvori der for alle de vesteuropaeiske polypropylenproducenter er angivet deres omsaetning i kilotons for 1976, 1977 og 1978, samt tal i kolonnerne "1979 actual", "revised target" og "79", at der ved moedet var enighed om, at kvoteordningen i aarets tre sidste maaneder maatte strammes op. Det fremgaar saaledes af ordet "tight", sammenholdt med begraensningen af salget til 80% af 1/12 af det fastsatte aarlige salg, at den oprindeligt fastlagte ordning for 1979 maatte strammes op i de tre sidste maaneder. Denne fortolkning af referatet underbygges af den naevnte tabel, fordi denne tabel under overskriften "79" i sidste kolonne til hoejre for kolonnen "revised target" indeholder tal, der maa svare til de oprindeligt fastsatte kvoter. Kvoterne maatte begraenses, fordi de var fastlagt paa grundlag af en for optimistisk vurdering af markedet, saaledes som det ogsaa var tilfaeldet for 1980. Disse konstateringer paavirkes ikke af, at ICI - som naevnt i beslutningens 31. betragtning, tredje afsnit - henviste til en ordning, "der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder". Denne henvisning, sammenholdt med 54. betragtning til beslutningen, maa netop forstaas saaledes, at der tidligere var fastsat salgsmaal for det maanedlige salg i de foerste otte maaneder af 1979.

180 Hvad angaar 1980 finder Retten, at det af den tabel af 26. februar 1980, der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse), og som indeholder en kolonne med overskriften "agreed targets 1980", samt af referaterne af moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder producenterne, herunder sagsoegeren, sammenlignede de faktisk solgte maengder ("Actual kt") med de fastlagte maal ("Target kt"), fremgaar, at der for hele aaret var fastsat salgsmaal. Det skal herved fastslaas, at den omstaendighed, at de tal, der er anfoert for sagsoegeren som "maal" for 1980, afviger for saa vidt angaar tabellen af 26. februar 1980, hvor der er angivet 205 kt, og for saa vidt angaar referatet af moederne i januar 1981, hvor der er angivet 177,6 kt, ikke kan afkraefte denne konstatering, da producenternes forudsigelser mht. markedets stoerrelse i 1980 har maattet nedjusteres i loebet af dette aar, hvilket - i samme forhold - foerte til en aendring af de kvoter, som var blevet tildelt sagsoegeren og de oevrige producenter. I februar 1980 var de fastlagte kvoter baseret paa et marked paa 1 390 kt i kolonnen "agreed targets 1980", mens det i januar 1981 viste sig, at markedet var begraenset til 1 200 kt.

181 Det skal tilfoejes, at det fremgaar af samme referat af moederne i januar 1981, at Monte har fremlagt salgstal for 1980 med henblik paa at sammenligne dem med de for 1980 fastlagte og accepterede salgsmaal.

182 Med hensyn til 1981 bemaerkes, at det over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, og at de som en midlertidig foranstaltning, indtil der blev indgaaet en saadan aftale, blev enige om i februar og marts 1981 at reducere deres maanedlige salg til 1/12 af 85% af det "maal", der var aftalt for 1980, at de for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar, at de hver maaned gav oplysninger om deres salg ved moederne, og at de kontrollerede, at deres salg laa inden for den tildelte teoretiske kvote.

183 At der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de under disse forhandlinger meddelte deres "oenskede maengder", bekraeftes af forskellige dele af bevismaterialet, bl.a. tabeller, hvori der for hver producent angives faktisk omsaetning ("actual") og "targets" for 1979 og 1980 samt "aspirations" for 1981 (bilag 59, 60 og 61 til den generelle meddelelse), en tabel, der er affattet paa italiensk, og hvori der for hver producent angives vedkommendes kvote for 1980, andre producenters forslag med hensyn til, hvilken kvote vedkommende skulle tildeles for 1981, og producentens egne "ambitions" for 1981 (bilag 62 til den generelle meddelelse) samt et internt notat fra ICI (bilag 63 til den generelle meddelelse), hvori der er en beskrivelse af udviklingen i forhandlingerne, og det anfoeres:

"Taking the various alternatives discussed at yesterday' s meeting we would prefer to limit the volume to be shared to no more than the market is expected to reach in 1981, say 1.35 million tonnes. Although there has been no further discussion with Shell, the four majors could set the lead by accepting a reduction in their 1980 target market share of about 0.35% provided the more ambitious smaller producers such as Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz, Anic/SIR also tempered their demands. Provided the majors are in agreement the anomalies could probably be best handled by individual discussions at Senior level, if possible before the meeting in Zurich."

("Af de forskellige alternativer, der blev droeftet paa moedet i gaar, vil vi foretraekke, at den maengde, der skal fordeles, begraenses til det forventede marked i 1981, dvs. 1,35 mio. tons. Selv om der ikke har vaeret yderligere forhandlinger med Shell, kunne de fire store gaa foran og acceptere en reduktion i deres maal for markedsandelen i 1980 paa ca. 0,35% under forudsaetning af, at de mere ambitioese blandt de mindre producenter som Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz og Anic/SIR ogsaa nedsaetter deres krav. Saafremt de store er enige, kan problemerne sikkert bedst loeses ved individuelle droeftelser paa chef-niveau, helst inden moedet i Zuerich.")

Dette dokument er vedlagt en opstilling med forslag til kompromis, hvori den enkelte producents resultat sammenlignes med 1980 ("% of 1980 target").

184 Det fremgaar af referatet af moederne i januar 1981, at det som en midlertidig foranstaltning blev vedtaget, at det maanedlige salg i februar og marts 1981 skulle reduceres til 1/12 af 85% af det maal, der var aftalt for det foregaaende aar. Det anfoeres saaledes i referatet:

"In the meantime (February-March) monthly volume would be restricted to 1/12 of 85% af the 1980 target with a freeze on customers."

("I mellemtiden (februar - marts) reduceres det maanedlige salg til 1/12 af 85% af maalet for 1980, og der lukkes for tilgang af kunder.")

185 Det forhold, at producenterne for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar og kontrollerede, at deres salg laa inden for denne kvote ved hver maaned at udveksle oplysninger om deres salg, er bevist ved tre dokumenter i sammenhaeng. Det drejer sig for det foerste om en tabel af 21. december 1981 (bilag 67 til den generelle meddelelse), hvori der for hver producent er angivet salget opdelt paa maaneder, og de sidste tre kolonner vedroerende november og december samt aarets samlede salg er tilfoejet i haanden. Endvidere drejer det sig om en udateret tabel, der er affattet paa italiensk, med overskriften "Scarti per società" ("Fravigelser opdelt paa selskaber" (bilag 65 til den generelle meddelelse) ). I tabellen, der blev fundet hos ICI, sammenlignes for hver producent for perioden januar - december 1981 tallene for faktisk salg ("actual") med de teoretiske tal ("theoretic"). Endelig drejer det sig om en udateret tabel, der blev fundet hos ICI (bilag 68 til den generelle meddelelse). Heri sammenlignes den enkelte producents omsaetning og markedsandel i perioden januar - november 1981 med de tilsvarende tal for 1979 og 1980, og paa grundlag heraf er der udarbejdet en prognose for slutningen af aaret.

186 Den foerste tabel viser saaledes, at producenterne udvekslede oplysninger om deres maanedlige salg. Naar dette sammenholdes med sammenligningerne mellem disse tal og de faktiske tal for 1980 - som foretages i de to andre tabeller, der vedroerer samme periode - underbygger det forhold, at producenterne paa denne maade udvekslede oplysninger, som en erhvervsdrivende normalt behandler strengt fortroligt, beslutningens konklusioner.

187 At sagsoegeren deltog i disse forskellige handlinger fremgaar dels af, at selskabet deltog i moeder, hvorunder disse handlinger blev foretaget, navnlig moederne i januar 1981, dels af, at selskabets navn naevnes i de ovennaevnte dokumenter. Det bemaerkes i oevrigt, at ICI i sit svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten - som andre sagsoegere har henvist til i deres svar - om nogle af tallene i disse tabeller har oplyst, at det ikke havde vaeret muligt at udlede dem af statistikkerne fra Fides-systemet.

188 For saa vidt angaar 1982, bemaerkes, at det over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, at de - da der ikke blev indgaaet en endelig aftale - ved moederne orienterede om deres maanedlige omsaetning i foerste halvaar, som blev sammenlignet med den procentvise andel af salget i det foregaaende aar, og at de i andet halvaar bestraebte sig paa at begraense deres maanedlige salg til den procentvise markedsandel i aarets foerste halvdel.

189 Det forhold, at der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de i forbindelse hermed udvekslede oplysninger om deres oensker, bekraeftes for det foerste af et dokument med overskriften "Scheme for discussions 'quota system 1982' " (bilag 69 til den generelle meddelelse), hvori der for alle de virksomheder, beslutningen er rettet til, med undtagelse af Hercules, er angivet den maengde, som de hver isaer mente at have ret til, og for nogle producenter (alle med undtagelse af Anic, Linz, Petrofina, Shell og Solvay) den maengde, der efter deres opfattelse skulle tildeles de andre producenter. For det andet drejer det sig om et notat fra ICI med overskriften "Polypropylene 1982, Guidelines" [bilag 70, litra a), til den generelle meddelelse], hvori ICI analyserer de igangvaerende forhandlinger. For det tredje er der tale om en tabel af 17. februar 1982 [bilag 70, litra b), til den generelle meddelelse], hvori de forskellige forslag til fordeling af salget sammenlignes. I det ene af disse forslag, der har overskriften "ICI Original Scheme", foretages der af Monte i en anden, haandskrevet tabel mindre aendringer i en kolonne med overskriften "Milliavacca 27/1/82" [det er navnet paa en medarbejder hos Monte; bilag 70, litra c), til den generelle meddelelse]. Endelig er der tale om en tabel, der er affattet paa italiensk (bilag 71 til den generelle meddelelse), og som indeholder et komplekst forslag (beskrevet i beslutningens 58. betragtning, tredje afsnit i.f.).

190 Der er foert bevis for de foranstaltninger, der blev truffet i foerste halvaar, ved referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres:

"To support the move a number of other actions are needed a) limit sales volume to some agreed prop. of normal sales."

["For at stoette prisforhoejelsen maa der traeffes en raekke andre foranstaltninger a) begraense salget til en vis aftalt del af det normale salg."]

Sagsoegeren har desuden under samme moede erklaeret:

"Now taking 10% of Feluy output but no problems as strikes in Italy have restricted output & they have increased overseas sales. Stocks low with particular problems on copolymer. Could be further industrial trouble in July when Government announces decisions on Enoxy/MP."

("Tager nu 10% af produktionen af Feluy, men ingen problemer, eftersom strejker i Italien har begraenset produktionen, og de har foroeget de oversoeiske salg. Lagerbeholdningerne er smaa med saerlige problemer med hensyn til copolymerisater. Der kan indtraede nye industrielle problemer i juli, naar regeringen bebuder sine beslutninger vedroerende Enoxy/MP.")

191 At disse foranstaltninger blev gennemfoert, bekraeftes af referatet af moedet den 9. juni 1982 (bilag 25 til den generelle meddelelse), der er vedlagt en tabel, hvori der for hver producent er angivet det faktiske tal ("actual") for salget i januar - april 1982, sammenlignet med et teoretisk tal "based on 1981 av[erage] market share", af referatet af moedet den 20. og 21. juli 1982 (bilag 26 til den generelle meddelelse) for saa vidt angaar perioden fra januar - maj 1982, og af referatet af moedet den 20. august 1982 (bilag 28 til den generelle meddelelse) for saa vidt angaar perioden fra januar - juli 1982.

192 De foranstaltninger, der blev truffet for andet halvaar, er bevist ved referatet af moedet den 6. oktober 1982 (bilag 31 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres: "In October this would also mean restraining sales to the Jan/June achieved market share of a market estimated at 100 kt" og "Performance against target in September was reviewed" ("I oktober vil dette indebaere, at salget begraenses til den markedsandel, der blev opnaaet fra januar til juli, paa grundlag af et forventet marked paa 100 kt") og ("De resultater, der var opnaaet i september, blev vurderet i forhold til maalet"). Dette referat er vedlagt en tabel med overskriften "September provisional sales versus target (based on Jan-June market share applied to demand est(imated) at 120 kt)" ("Foreloebigt salg i september i forhold til maalet (beregnet paa grundlag af markedsandelen i januar til juni ud fra en forventet efterspoergsel paa 120 kt)"). Det bekraeftes af referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse), at disse foranstaltninger blev opretholdt. Referatet er vedlagt en tabel, hvori det faktiske salg i november 1982 ("Actual") sammenlignes med teoretiske tal ("Theoretical") beregnet paa grundlag af "J-June % of 125 kt".

193 For saa vidt angaar 1981 og de to halvaar af 1982 finder Retten, at Kommissionen af det forhold, at der ved de regelmaessige moeder var en gensidig kontrol af, at der blev gennemfoert et system med begraensning af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, med rette har udledt, at dette system var vedtaget af moededeltagerne.

194 For saa vidt angaar 1983 bemaerkes, at det fremgaar af de dokumenter, Kommissionen har fremlagt (bilag 33, 85 og 87 til den generelle meddelelse), at polypropylenproducenterne i slutningen af 1982 og begyndelsen af 1983 droeftede en kvoteordning for 1983, at sagsoegeren deltog i de moeder, hvor disse droeftelser fandt sted, og at selskabet i denne forbindelse gav oplysninger om sit salg, samt at der i tabel 2, som er vedlagt referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) er anfoert ordet "acceptable" ved siden af den kvote, som er anfoert ud for sagsoegerens navn.

195 Sagsoegeren deltog saaledes i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteordning for 1983.

196 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt forhandlingerne faktisk foerte til et resultat med hensyn til de to foerste kvartaler af 1983, saaledes som det anfoeres i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit, og 64. betragtning), bemaerkes, at det fremgaar af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse), at sagsoegeren ved moedet oplyste sin omsaetning i maj maaned paa samme maade som ni andre virksomheder. Endvidere anfoeres foelgende i referatet af et internt moede i Shell-koncernen den 17. marts 1983 (bilag 90 til den generelle meddelelse):

"... and would lead to a market share of approaching 12% and well above the agreed Shell target of 11%. Accordingly the following reduced sales targets were set and agreed by the integrated companies".

("... og ville foere til en markedsandel, der naermer sig 12% og ligger en del over Shell' s aftalte maal paa 11%. Foelgende reducerede salgsmaal blev fastsat af og aftalt med selskaberne i koncernen").

De nye maengder er angivet, og herefter anfoeres foelgende:

"this would be 11.2 % of a market of 395 kt. The situation will be monitored carefully and any change from this agreed plan would need to be discussed beforehand with the other PIMS members".

("dette vil svare til 11,2% af et marked paa 395 kt. Situationen foelges noeje, og enhver aendring i den aftalte plan skal foerst droeftes med de andre PIMS-medlemmer").

197 Retten finder, at Kommissionen ved at sammenholde disse to dokumenter med rette har udledt, at forhandlingerne mellem producenterne foerte til indfoerelse af en kvoteordning. Det interne notat fra Shell-koncernen viser saaledes, at virksomheden anmodede sine nationale salgsselskaber om at begraense deres salg, ikke for at begraense Shell-koncernens samlede salgsmaengde, men for at begraense koncernens samlede markedsandel til 11%. En saadan begraensning, der er udtrykt i form af markedsandel, kan kun forklares med, at der fandtes en kvoteordning. Endvidere indeholder referatet af moedet den 1. juni 1983 et yderligere indicium for en saadan ordning, idet formaalet med udveksling af oplysninger om producenternes maanedlige salg foerst og fremmest maa vaere at kontrollere, at de paatagne forpligtelser overholdes.

198 Endvidere bemaerkes, at de 11% ikke kun optraeder som Shell' s markedsandel i selskabets interne notat, men ogsaa i to andre dokumenter: et internt notat fra ICI, hvori dette selskab anfoerer, at Shell foreslaar denne andel for sig selv, Hoechst og ICI (bilag 87 til den generelle meddelelse), og et af ICI udarbejdet referat af et moede den 29. november 1982 mellem ICI og Shell, hvorunder naevnte forslag blev omtalt paa ny (bilag 99 til den generelle meddelelse).

199 Desuden er den omstaendighed, at sagsoegerens salg ikke altid svarede til de tildelte kvoter, uden relevans, eftersom den anfaegtede retsakt ikke laegger vaegt paa sagsoegerens faktiske ivaerksaettelse af kvotesystemet paa markedet med henblik paa at godtgoere selskabets deltagelse i systemet.

200 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette kunne antage, at de forskellige foranstaltninger til begraensning af salget var led i en kvoteordning, idet disse havde samme formaal, nemlig at begraense presset paa priserne som foelge af udbudsoverskuddet.

201 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om de salgsmaal for 1979, 1980 og foerste halvaar af 1983 og i 1981 og 1982 om den begraensning af deres maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, som er naevnt i beslutningen, og som var led i en kvoteordning.

F - Sammenfatning

202 Det fremgaar af det foregaaende, at Kommissionen i tilstraekkeligt omfang har godtgjort de bevismaessige konstateringer, som den har foretaget mod sagsoegeren i den anfaegtede retsakt, og at Kommissionen ikke har foretaget en forhastet bedoemmelse paa grundlag af en forudindtagen opfattelse.

2. Anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1

A - Retlig kvalifikation

a) Den anfaegtede retsakt

203 Det anfoeres i beslutningen (81. betragtning, foerste afsnit), at hele det kompleks af planer og ordninger, der blev vedtaget inden for rammerne af systemet med regelmaessige og institutionaliserede moeder, maa betragtes som en enkelt uafbrudt "aftale" efter artikel 85, stk. 1.

204 I den foreliggende sag deltog producenterne ved at tilslutte sig en faelles plan om at regulere priser og leverancer paa polypropylenmarkedet i en overordnet rammeaftale, der blev udmoentet i en raekke mere detaljerede delaftaler, som blev udarbejdet fra tid til anden (beslutningens 81. betragtning, tredje afsnit).

205 Det anfoeres videre i beslutningen (82. betragtning, foerste afsnit), at der ved den detaljerede udmoentning af den overordnede plan paa mange omraader blev opnaaet udtrykkelig enighed, som f.eks. ved de individuelle prisinitiativer og de aarlige kvoteordninger. I nogle tilfaelde naaede producenterne maaske ikke til bred enighed om en definitiv ordning, f.eks. for saa vidt angaar kvoterne for 1981 og 1982. Deres vedtagelse af midlertidige foranstaltninger, herunder udveksling af oplysninger og sammenligningen af det faktiske maanedlige salg med resultaterne i en tidligere referenceperiode, maa dog ikke blot betragtes som en udtrykkelig aftale om at indfoere og gennemfoere saadanne foranstaltninger, men ogsaa som en stiltiende aftale om saa vidt muligt at opretholde producenternes respektive stilling paa markedet.

206 Endvidere anfoeres det i beslutningen, at den omstaendighed, at producenterne naturligvis ikke alle kunne vaere til stede ved samtlige moeder, ikke aendrer ved den konklusion, at der her er tale om én uafbrudt aftale. Alle "initiativer" maatte noedvendigvis planlaegges og ivaerksaettes over flere maaneder, og hvad angaar den enkelte producents deltagelse i disse initiativer goer det ingen stoerre forskel, om vedkommende var til stede ved alle moeder eller ej (beslutningens 83. betragtning, foerste afsnit).

207 Ifoelge beslutningen (86. betragtning, foerste afsnit) maatte ivaerksaettelsen af kartellet anses for en "aftale" i henhold til artikel 85, stk. 1, eftersom det var baseret paa en faelles, detaljeret plan.

208 "Aftaler" og "samordnet praksis" er ifoelge beslutningen (86. betragtning, andet afsnit) to forskellige begreber, men der kan vaere tilfaelde, hvor der i en hemmelig forstaaelse indgaar elementer af begge former for ulovligt samarbejde.

209 Det anfoeres videre, at "samordnet praksis" er en form for samarbejde mellem virksomheder, der - uden at have naaet det stadium, hvor en egentlig aftale er indgaaet - bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et praktisk samarbejde (beslutningens 86. betragtning, tredje afsnit).

210 Ifoelge beslutningen (87. betragtning, foerste afsnit) blev det saerskilte begreb "samordnet praksis" indfoejet i traktaten for at forhindre, at virksomheder omgaar artikel 85, stk. 1, ved at foretage en form for konkurrencebegraensende samordning, der ikke kan betragtes som en egentlig aftale, f.eks. ved forinden at underrette hinanden om, hvilken holdning de hver isaer vil indtage, saaledes at hver enkelt part i sin kommercielle adfaerd kan handle ud fra sin viden om, at konkurrenterne vil foelge samme adfaerd (jf. Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. s. 151, org. ref.: Rec. s. 619).

211 Domstolen fastslog i dom af 16. december 1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st.), at de kriterier for koordinering og samarbejde, som den har opstillet i sin praksis, og hvorefter det paa ingen maade kraeves, at der udarbejdes en egentlig "plan", skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver virksomhed uafhaengigt skal tage stilling til den politik, den vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (beslutningens 87. betragtning, andet afsnit). En konkret adfaerd kan saaledes - som en form for "samordnet praksis" - vaere omfattet af artikel 85, stk. 1, selv om parterne ikke forinden er naaet til enighed om en faelles plan, der fastlaegger deres naermere adfaerd paa markedet, men vedtager eller tilslutter sig faelles foranstaltninger, der fremmer koordineringen af deres kommercielle adfaerd (beslutningens 87. betragtning, tredje afsnit, foerste pkt.).

212 Endvidere anfoeres det i beslutningen (87. betragtning, tredje afsnit, tredje pkt.), at det i et komplekst kartel desuden er muligt, at nogle producenter paa et givet tidspunkt ikke giver udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der er vedtaget af de andre, men ikke desto mindre udtrykker generel stoette til den paagaeldende plan og indretter deres adfaerd herefter. I visse henseender kan det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelse af den overordnede plan derfor have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis (beslutningens 87. betragtning, tredje afsnit, femte pkt.).

213 Betydningen af begrebet "samordnet praksis" beror saaledes ifoelge beslutningen (87. betragtning, fjerde afsnit) i mindre grad paa en sondring mellem dette begreb og begrebet "aftale" end paa en sondring mellem de former for samordning, der er omfattet af artikel 85, stk. 1, og den simple parallelle adfaerd, der ikke er forbundet med nogen samordning. I denne sag er det derfor mindre vaesentligt at fastslaa samarbejdets praecise karakter.

214 Endelig anfoeres det i beslutningen (88. betragtning, foerste og andet afsnit), at de fleste af producenterne under den administrative procedure haevdede, at deres adfaerd i forbindelse med de paastaaede prisinitiativer ikke beroede paa nogen aftale efter artikel 85 (jf. 82. betragtning til beslutningen), og at der heller ikke ud fra deres adfaerd var grundlag for at fastslaa, at der var tale om en samordnet praksis. Dette begreb forudsaetter ifoelge producenterne "aabenlyse handlinger" paa markedet, og i den foreliggende sag er der slet ikke tale om saadanne handlinger, da der aldrig blev udsendt prislister eller "maalpriser" til kunderne. Dette argument afvises i beslutningen. Havde det i denne sag vaeret noedvendigt at paaberaabe sig beviser for en samordnet praksis, ville kravet om, at deltagerne skulle have taget visse skridt for at naa deres faelles maal, fuldt ud vaere opfyldt. De forskellige prisinitiativer er klart dokumenteret. Det kan heller ikke benaegtes, at de enkelte producenter traf parallelle foranstaltninger for at ivaerksaette dem. De skridt, producenterne tog saavel individuelt som samlet, fremgaar klart af det foreliggende bevismateriale: moedereferater, interne memoranda, instrukser og rundskrivelser til salgskontorer samt skrivelser til kunder. Det er helt irrelevant, om de "offentliggjorde" prislister. Prisinstrukserne er i sig selv ikke blot det bedste bevis for de foranstaltninger, de enkelte producenter traf for at virkeliggoere det faelles maal, men ud fra deres indhold og tidspunktet for deres udsendelse er de ogsaa bevis for en forstaaelse mellem dem.

b) Parternes anbringender

215 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke har bevist, at producenterne har indgaaet en aftale efter EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Selv om sagsoegeren erkender, at det, for at der foreligger en aftale, ikke er noedvendigt, at der eksisterer en retligt bindende kontakt, mener sagsoegeren imidlertid, at det er noedvendigt, at parterne utvetydigt tilkendegiver deres vilje til at forpligte sig, og at de eventuelt ivaerksatte handlinger er et noejagtigt udtryk for denne vilje (Domstolens ovennaevnte dom af 15.7.1970, sag 41/69, praemis 111-114). Ifoelge teorien og ordlyden af EOEF-traktaten forudsaetter begreberne "aftale" og "samordnet praksis", at der foreligger enighed og en viljestilkendegivelse. Alle skriftligt nedfaeldede former for forstaaelse skal henfoeres under den foerste kategori, mens udtrykket "samordnet praksis" ogsaa daekker stiltiende handlinger paa grundlag af en principaftale. Naar der foerst er foert bevis for eksistensen af en aftale, indgaaet skriftligt eller mundtligt, angivende detaljer eller principper, er det tilstraekkeligt til, at den kan anfaegtes, at den er forbudt ved artikel 85.

216 Sagsoegeren har derimod gjort gaeldende, at eksistensen af en praksis af en art, som artikel 85 skal afskaere, ikke er tilstraekkeligt til at forfoelge dens ophavsmaend, saafremt det ikke er bevist, at den er resultatet af en forudgaaende samordning.

217 Sagsoegeren har desuden anfoert, at Kommissionen har gjort gaeldende, at der foreligger en aftale, naar en virksomhed befinder sig i en situation, hvori den kan foranlediges til at toeve med at foelge en adfaerd, der er til fordel for dens egne interesser paa grund af et tidligere engagement, uden hensyn til den omstaendighed, om dette engagement er placeret paa et retligt, socialt eller moralsk plan, og at der foreligger en "samordnet praksis", naar der fortsat bestaar et faktisk samarbejde, som derfor ikke antages at vaere foelgen af en enkelt plan eller samordning.

218 Sagsoegeren mener derfor, at saafremt Kommissionen naegter at foretage en sondring mellem disse begreber, skyldes det, at den vil skjule sin egen forsoemmelighed med hensyn til bevisfoerelsen, idet den successivt har gjort gaeldende, naar der ikke foreligger bevis for en praksis, at det "er uden betydning, om der er indgaaet en aftale", og at det, naar der ikke foreligger bevis for en aftale, er "uden betydning, om der foreligger en faktisk adfaerd".

219 Kommissionen har derimod anfoert, at det er af underordnet betydning, om en forstaaelse eller et kartel retligt kvalificeres som en aftale eller en samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, og om dette samarbejde indeholder elementer fra det ene eller det andet. Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at ordene "aftale" og "samordnet praksis" omfatter de forskellige typer af adfaerd, hvorved konkurrenter paatager sig en gensidig begraensning i deres handlefrihed paa markedet med udgangspunkt i direkte eller indirekte kontakter mellem dem i stedet for helt selvstaendigt at fastlaegge deres fremtidige konkurrencepolitik.

220 Kommissionen har videre anfoert, at formaalet med at anvende de forskellige begreber i artikel 85 er at forbyde enhver form for samarbejde og ikke at angive, at de skal behandles forskelligt. Det er derfor uden betydning at fastlaegge, hvor skillelinjen skal drages mellem de forskellige begreber, der skal omfatte enhver form for forbudt adfaerd. Grunden til, at begrebet "samordnet praksis" er medtaget i artikel 85, er, at bestemmelsen - ud over aftaler - skal omfatte de former for samarbejde, som kun er udtryk for en form for faktisk samordning eller praktisk forstaaelse, men som alligevel kan virke konkurrencefordrejende (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 64, 65 og 66).

221 Kommissionen har gjort gaeldende, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174), at hensigten er at forbyde enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet. Der kan saaledes foreligge en samordnet praksis, allerede fordi der er kontakt mellem konkurrenter, selv om denne kontakt endnu ikke har givet sig udslag i nogen adfaerd paa markedet.

222 Det er Kommissionens opfattelse, at der er tale om samordnet praksis, naar der er en samordning med det formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret i forhold til hinanden, ogsaa selv om der ikke er konstateret en faktisk adfaerd paa markedet. Det er i virkeligheden et spoergsmaal om betydningen af ordet "praksis". Kommissionen kan ikke stoette den opfattelse, at dette ord skal forstaas snaevert som "adfaerd paa markedet". Efter Kommissionens opfattelse kan der ved ordet forstaas den blotte deltagelse i kontakter, naar disse har til formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret.

223 Kommissionen har videre anfoert, at hvis det, for at der er tale om en samordnet praksis, er en forudsaetning, at begge forhold foreligger - samordning og adfaerd paa markedet - vil mange former for praksis, som har til formaal, men ikke noedvendigvis til foelge at fordreje konkurrencen paa det faelles marked, falde uden for artikel 85' s anvendelsesomraade. Dette foerer saaledes til, at man ophaever virkningen af en del af artikel 85. Hertil kommer, at sagsoegerens opfattelse ikke er i overensstemmelse med Domstolens praksis vedroerende begrebet samordnet praksis (dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 66, af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73 -56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 26, og af 14.7.1981, sag 172/80, a.st., praemis 14). Naar der i disse domme i alle tilfaelde naevnes praksis paa markedet, er der ikke tale om det forhold, der udgoer overtraedelsen - saaledes som sagsoegeren har anfoert - men om det forhold, hvoraf der kan udledes en samordning. Ifoelge Domstolens praksis kraeves der ikke en faktisk adfaerd paa markedet. Det kraeves kun, at virksomhederne har taget kontakt med hinanden paa en saadan maade, at de giver afkald paa den noedvendige selvbestemmelsesret.

224 Ifoelge Kommissionen er det saaledes ikke en noedvendig forudsaetning for, at der foreligger en overtraedelse af artikel 85, at virksomhederne i deres praksis har gennemfoert det, de er blevet enige om. Gerningsindholdet i artikel 85, stk. 1, er fuldt ud realiseret, naar virksomhederne har til hensigt at erstatte den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et samarbejde, og denne hensigt er udmoentet i en samordning, saaledes at der ikke noedvendigvis efterfoelgende skal vaere konstateret en vis adfaerd paa markedet.

225 For saa vidt angaar beviset har Kommissionen heraf udledt, at aftalen og den samordnede praksis kan bevises ved hjaelp af direkte eller indirekte beviser. Det er i denne sag ikke noedvendigt at benytte indirekte beviser, som f.eks. parallel adfaerd paa markedet, idet Kommissionen har direkte bevis for en hemmelig forstaaelse, navnlig i moedereferaterne.

226 Kommissionen har anfoert, at det fremgaar klart af betragtningerne til beslutningen, at den har fastslaaet eksistensen af en rammeaftale, hvortil kommer de elementer, der er saeregne for enkeltstaaende aftaler og samordnet praksis, idet det hele udgoer en sammensat situation, der i beslutningens artikel 1 er defineret ved ordene "aftale" og "samordnet praksis".

227 Kommissionen har afslutningsvis konkluderet, at den var berettiget til at kvalificere den konstaterede overtraedelse principalt som en aftale og subsidiaert, for saa vidt der er behov herfor, som en samordnet praksis.

c) Rettens vurdering

228 Det bemaerkes, at Kommissionen - i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert - har kvalificeret hvert af de forhold, der er paaberaabt over for sagsoegeren, enten som aftale eller som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar saaledes af beslutningens 80. betragtning, andet afsnit, jf. 81. betragtning, tredje afsnit, og 82. betragtning, foerste afsnit, at Kommissionen principalt har kvalificeret hvert af forholdene som "aftale".

229 Tilsvarende fremgaar det af beslutningens 86. betragtning, andet og tredje afsnit, jf. 87. betragtning, tredje afsnit, og 88. betragtning, at Kommissionen subsidiaert har kvalificeret de forskellige elementer i overtraedelsen som "samordnet praksis", enten fordi det paa grundlag af disse ikke kunne fastslaas, at parterne forinden var naaet til enighed om en faelles plan, der fastlagde deres naermere adfaerd paa markedet, men dog at de havde vedtaget eller tilsluttet sig samordnede foranstaltninger, der skulle fremme koordineringen af deres politik, eller fordi det paa grundlag af disse og som foelge af kartellets komplekse karakter med hensyn til nogle af producenterne ikke kunne anses for bevist, at de paa et givet tidspunkt havde givet udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der var vedtaget af de andre, men ikke desto mindre havde udtrykt generel stoette til den paagaeldende plan og indrettet deres adfaerd herefter. Det konkluderes saaledes i beslutningen, at det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelsen af den overordnede plan derfor i visse henseender kunne have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis.

230 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det, for at der er tale om en aftale i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade (jf. dom af 15.7.1970, sag 41/69, a.st., Sml. s. 107, praemis 112, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 86). Kommissionen kunne derfor med rette anse enigheden mellem sagsoegeren og andre polypropylenproducenter, som der er foert tilstraekkeligt bevis for, og som omfattede mindstepriser i 1977, prisinitiativer, foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, salgsmaal for 1979 og 1980 og foerste halvdel af 1983 samt foranstaltninger med henblik paa at begraense det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode i 1981 og 1982, for aftaler i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

231 Da Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at virkningerne af prisinitiativerne fortsatte til november 1983, er det med rette, at den fastslog, at overtraedelsen mindst vedvarede til november 1983. Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at artikel 85 ogsaa finder anvendelse paa aftaler, der ikke laengere er i kraft, men som stadig har virkninger efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophoert (dom af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, praemis 17).

232 Med hensyn til definitionen af begrebet "samordnet praksis" henvises til Domstolens praksis, hvoraf fremgaar, at de kriterier om koordination og samarbejde, som den tidligere har opstillet, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174).

233 Sagsoegeren har i denne sag deltaget i moeder, der havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og der blev under moederne udvekslet oplysninger mellem konkurrenter om de priser, de oenskede paa markedet, om deres forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de ansaa for noedvendige, om deres omsaetning og om navne paa kunder. Sagsoegeren har ved sin deltagelse i disse moeder sammen med sine konkurrenter deltaget i en samordning med det formaal at paavirke deres adfaerd paa markedet og at informere hinanden om, hvorledes den enkelte producent forventede at ville optraede paa markedet. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0014.3

234 Sagsoegerens formaal var saaledes ikke kun paa forhaand at fjerne den usikkerhed, der var med hensyn til konkurrenternes fremtidige adfaerd, men selskabet maa noedvendigvis have taget hensyn - direkte eller indirekte - til de oplysninger, det fik ved disse moeder, ved fastlaeggelsen af den politik, det agtede at foere paa markedet. Paa samme maade maa selskabets konkurrenter - direkte eller indirekte - have taget hensyn til de oplysninger, som sagsoegeren gav dem, vedroerende den adfaerd, selskabet havde besluttet eller paataenkte at indtage paa markedet, ved fastlaeggelsen af den politik, de agtede at foere.

235 Det er saaledes med rette, at Kommissionen - paa grund af moedernes formaal - subsidiaert har kvalificeret de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, som sagsoegeren deltog i fra et tidspunkt mellem slutningen af 1977 og september 1983, som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

236 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen var berettiget til at fastslaa, at der var tale om en enkelt overtraedelse, som i beslutningens artikel 1 kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", bemaerkes, at den samordnede praksis, der er konstateret, og de indgaaede aftaler paa grund af deres sammenfaldende formaal indgaar som led i systemer med regelmaessige moeder, fastsaettelse af maalpriser og kvoter.

237 Det maa understreges, at disse systemer var led i de paagaeldende virksomheders bestraebelser paa at naa et bestemt oekonomisk maal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylenmarkedet. Det ville derfor vaere unaturligt at opdele denne sammenhaengende adfaerd, der havde ét formaal, i forskellige saerskilte overtraedelser. Sagsoegeren deltog saaledes i flere aar i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgoer en enkelt overtraedelse, og denne overtraedelse blev gradvis udmoentet dels i aftaler, dels i ulovlig, samordnet praksis.

238 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ligeledes var berettiget til at kvalificere denne ene overtraedelse som "en aftale og samordnet praksis", idet overtraedelsen samtidig indeholdt elementer, der maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksis". Da der er tale om en kompleks overtraedelse, maa Kommissionens dobbelte kvalifikation i beslutningens artikel 1 forstaas ikke som en kvalifikation, der forudsaetter, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis, men som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstaendigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis, jf. EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar ikke af denne bestemmelse, at der skal ske en specifik kvalifikation for en saadan kompleks overtraedelse.

239 Sagsoegerens anbringende maa saaledes forkastes.

B - Konkurrencebegraensende virkning

a) Den anfaegtede retsakt

240 Det anfoeres i beslutningen (90. betragtning, foerste og andet afsnit), at det i betragtning af aftalens aabenlyst konkurrencebegraensende formaal ikke er strengt noedvendigt, at der kan paavises en negativ virkning paa konkurrencen, for at artikel 85, stk. 1, kan anvendes. I den foreliggende sag tyder det imidlertid paa, at aftalen rent faktisk havde maerkbare virkninger for konkurrencevilkaarene.

b) Parternes anbringender

241 Sagsoegeren har anfoert, at de forskellige undersoegelser, som sagsoegeren har fremlagt, viser, at de paastaaede aftaler og samordnede praksis ikke har haft indvirkning paa konkurrencen, der har fungeret uindskraenket under hele deres varighed, og at sagsoegeren selv har udvist en konkurrencemaessig adfaerd paa markedet.

242 Kommissionen bestrider, at de polypropylenproducenter, der har deltaget i kartellet, ikke har tilpasset deres adfaerd paa markedet efter aftalerne og de kontakter, der var blevet etableret med dem, og at disse ikke har haft indvirkning paa konkurrencen. Alle de prisinstrukser, der foreligger med hensyn til sagsoegeren, ligger fuldt ud paa linje med de aftaler, der blev indgaaet under moederne, og der er intet holdepunkt for at antage, at det skulle have forholdt sig anderledes for de perioder, for hvilke man ikke raadede over saadanne instrukser. Denne adfaerd har ikke altid kunnet foere til det forventede resultat, men selv i disse tilfaelde har producenterne baseret deres forhandlinger med kunderne paa de aftalte priser.

243 Kommissionen har anfoert, at det vaesentlige moment ikke er saa meget de aftalte initiativers succes, som den tilsigtede konkurrencebegraensning i henhold til disse initiativer. Det forholder sig paa samme maade med kvoteaftalerne, hvilket fremgaar af tabel 8 til beslutningen. Selv om Kommissionen erkender, at kartellet ikke altid har haft til virkning at begraense konkurrencen, mener den dog, at det med hensyn til anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er uden betydning, eftersom det er tilstraekkeligt, at kartellet har haft til formaal at fremkalde en konkurrencebegraensning.

c) Rettens vurdering

244 Det bemaerkes, at sagsoegerens argumentation gaar ud paa at paavise, at selskabets deltagelse i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt som selskabets og de andre producenters adfaerd paa markedet viser, at denne deltagelse ikke havde nogen konkurrencebegraensende virkning.

245 Ifoelge EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er alle aftaler mellem virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for det faelles marked, uforenelige med denne og forbudt, navnlig saadanne som bestaar i direkte eller indirekte fastsaettelse af koebs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser og i opdeling af markeder eller forsyningskilder.

246 Retten henviser i denne forbindelse til, at det fremgaar af dens vurdering vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer, at de moeder, sagsoegeren deltog i sammen med konkurrenter, havde til formaal at begraense konkurrencen paa det faelles marked, navnlig ved fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal, og sagsoegerens deltagelse i disse moeder var saaledes ikke uden et konkurrencebegraensende formaal i den i EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, forudsatte betydning.

247 Anbringendet maa derfor forkastes.

C - Paavirkning af handelen mellem medlemsstater

a) Den anfaegtede retsakt

248 Det anfoeres i beslutningen (93. betragtning, foerste afsnit), at aftalen mellem producenterne var egnet til maerkbart at paavirke samhandelen mellem medlemsstater.

249 Der var ifoelge beslutningen (93. betragtning, tredje afsnit) i den foreliggende sag tale om et meget omfattende samarbejde, der daekkede praktisk taget al handel i hele Faellesskabet (og andre vesteuropaeiske lande) med et vigtigt industriprodukt, og som derfor i sig selv kunne foere til, at samhandelen udviklede sig paa en anden maade, end hvis aftalen ikke havde eksisteret. Det anfoeres videre i beslutningen (93. betragtning, fjerde afsnit), at da producenterne ved aftale fastsatte priserne paa et kunstigt niveau i stedet for at overlade det til markedet selv at finde balancen, haemmede de konkurrencen i hele Faellesskabet. Virksomhederne havde ikke laengere noget oejeblikkeligt behov for at tilpasse sig markedet og loese problemerne med den konstaterede overkapacitet.

250 Endelig anfoeres det i beslutningen (94. betragtning), at fastsaettelsen af maalpriser for hver enkelt medlemsstat, der dog maatte tilpasses de herskende lokale forhold - hvilket blev droeftet i enkeltheder paa nationale moeder - maa have fordrejet handelsmoenstret og de virkninger, effektivitetsforskelle mellem de enkelte producenter ville have haft for priserne. Systemet med "kundeledelse", der foerte til, at kunderne blev ledt hen til bestemte, navngivne producenter, forstaerkede prisordningernes virkninger. Kommissionen har anerkendt, at producenterne ved fastsaettelsen af kvoter og maal ikke foretog nogen naermere specificering af den maengde, der maatte afsaettes i det enkelte land eller den enkelte region. Selve eksistensen af en kvote eller et maal begraensede imidlertid de muligheder, en producent raadede over.

b) Parternes argumenter

251 Sagsoegeren har anfoert, at der ikke er sket nogen skade for samhandelen mellem medlemsstaterne, og at Kommissionen fuldstaendigt har undladt at undersoege dette punkt, som er vigtigt under hensyn til Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 86 ff.).

252 Kommissionen har anfoert, at den har undersoegt betingelsen om skaden for samhandelen mellem medlemsstaterne i beslutningens 93. og 94. betragtning og har fastslaaet, at denne betingelse var opfyldt i denne sag.

c) Rettens vurdering

253 Det bemaerkes, at Kommissionen - i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert - ikke var forpligtet til at paavise, at sagsoegerens deltagelse i en aftale eller samordnet praksis havde en maerkbar virkning paa samhandelen mellem medlemsstater. I henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er det saaledes tilstraekkeligt, at konkurrencebegraensende aftaler og samordnet praksis kan paavirke handelen mellem medlemsstater. Det maa i denne forbindelse fastslaas, at de konstaterede konkurrencebegraensninger kunne dreje handelsstroemmene bort fra den retning, de ellers ville have taget (Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 172).

254 Det foelger heraf, at Kommissionen i den 93. og 94. betragtning til beslutningen har foert tilstraekkeligt bevis for, at den overtraedelse, sagsoegeren deltog i, kunne paavirke handelen mellem medlemsstaterne, uden at det er noedvendigt, at Kommissionen godtgoer, at sagsoegerens individuelle deltagelse har paavirket handelen mellem medlemsstater.

255 Sagsoegerens anbringende maa derfor forkastes.

D - Omstaendigheder der begrundede sagsoegerens adfaerd

256 Sagsoegeren har anfoert, at EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ikke finder anvendelse i denne sag paa grund af de omstaendigheder, hvorunder de virksomheder, som er adressater for beslutningen, har maattet handle.

1) Krisens oekonomiske baggrund

257 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen burde undersoege aftalernes indhold med henblik paa den oekonomiske sammenhaeng, som de indgaar i, nemlig den omstaendighed, at samtlige polypropylenproducenter havde en tabsgivende produktion. Kommissionen har anvendt en ren formalistisk opfattelse af konkurrenceretten, som om bestemmelsen i EOEF-traktatens artikel 85 i sig selv var tilstraekkelig og skulle anvendes og fortolkes "per se", i stedet for at betragte den som en bestemmelse, der skal ivaerksaette maalene i praeamblen til EOEF-traktaten og gennemfoere de principper, som er opregnet i dennes foerste del.

258 Sagsoegeren har i replikken anfoert, at selv om fortolkningen af visse af EOEF-traktatens bestemmelser med henblik paa at forfoelge en vis adfaerd ikke er uforenelige med de generelle formaal og principper, der er opregnet i traktatens praeambel og foerste del, skal der under alle omstaendigheder ske anvendelse af "rule of reason", hvorefter det egentlige kriterium for en restriktiv praksis' lovlighed er, om den begraensning, som den indebaerer, paavirker konkurrencen eller endog fremmer den, eller om den har til virkning at ophaeve den. Ved afgoerelsen af dette spoergsmaal skal Retten normalt undersoege de saerlige forhold inden for den sektor, som rammes af begraensningen, situationen foer og efter indfoerelsen af begraensningen, begraensningens art og dens faktiske eller sandsynlige virkninger.

259 Sagsoegeren har anfoert, at saafremt Kommissionen havde anvendt "rule of reason" i denne sag, maatte den noedvendigvis vaere naaet til den konklusion, at den omstaendighed, at producenterne forsoeger at overleve i en situation, hvor markedet kollapser, svarer til at beskytte konkurrencen og ikke at begraense den. Sagsoegeren har paa grundlag af en gennemgang af De Forenede Staters Supreme Court' s og Domstolens retspraksis anfoert, at forbuddene i EOEF-traktatens artikel 85 ikke kan defineres abstrakt, men skal vurderes paa baggrund af den oekonomiske sammenhaeng, hvori de indgaar. Det paahviler derfor Kommissionen at indsamle alle de oplysninger, som skal godtgoere - da markedets struktur faktisk er blevet aendret - at fordelene for forbrugerne er blevet begraenset, og at den effektive konkurrence paa det faelles marked og samhandelen inden for Faellesskabet er blevet aendret.

260 Kommissionen har anfoert, at paaberaabelsen af "rule of reason" udgoer et nyt anbringende, og at det tilkommer Retten at traeffe afgoerelse om, hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling.

261 Kommissionen har bestridt sagsoegerens analyse med hensyn til den amerikanske og faellesskabsretlige retspraksis om "rule of reason". Kommissionen erkender, at anvendelsen af artikel 85, stk. 1, kraever en undersoegelse af den oekonomiske sammenhaeng, som kartellet indgaar i, samt de sandsynlige eller faktiske foelger af dette. Denne undersoegelse er anfoert i beslutningens 2.-13. og 89.-94. betragtning.

262 Kommissionen har dog tilfoejet, at et kartel, der som i denne sag vedroerer de priser, som hver enkelt virksomhed anvender ved salg af sine egne produkter, udgoer en overtraedelse "per se" af EOEF-traktaten, ogsaa selv om "rule of reason" fortolkes meget vidt.

263 Retten finder - under hensyn til den oekonomiske og teleologiske argumentation i staevningen - at paaberaabelsen af "rule of reason" i replikken ikke udgoer et nyt anbringende, men blot supplerer den argumentation, der er fremfoert i staevningen.

264 Det bemaerkes, at Kommissionen har godtgjort, at de konstaterede aftaler og former for samordnet praksis havde til formaal at begraense konkurrencen, jf. EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Relevansen af spoergsmaalet om, hvorvidt de har haft en konkurrencebegraensende virkning, er derfor begraenset til vurderingen af boedens stoerrelse og skal undersoeges i forbindelse hermed.

265 Det skal endvidere understreges, at den aabenlyse karakter af overtraedelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra a), b) og c), under alle omstaendigheder udelukker anvendelsen af "rule of reason", ogsaa selv om det antages, at denne regel kan anvendes i forbindelse med de faellesskabsretlige konkurrenceregler, idet den i dette tilfaelde skal anses for en overtraedelse "per se" af konkurrencereglerne.

266 Sagsoegerens anbringende maa derfor forkastes.

2) Anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3

267 Sagsoegeren har i replikken anfoert - saaledes som det fremgaar af beslutning 84/387/EOEF af 19. juli 1984 angaaende en aftale om omstrukturering mellem ICI og BP (beslutning BPCL-ICI, EFT L 212, s. 1) - at Kommissionen var fuldt ud oplyst om krisesituationen inden for den petrokemiske sektor, som, da den var karakteriseret ved overskydende produktionskapacitet og en staerk konkurrence fra tredjelande, led betydelige tab og maatte nedskaere sin produktionskapacitet.

268 Sagsoegeren har anfoert, at polypropylensektoren frembyder de samme saeregenheder og er kendetegnet ved de samme vanskeligheder, som Kommissionen havde opregnet i beslutningen (6.-11. betragtning). Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selskabets salg i 1973/1974 - 1983/1984 laa paa samme niveau trods inflationen. Disse saeregenheder blev imidlertid fundet utilstraekkelige med henblik paa at begrunde indgaaelsen af en aftale i sagen om syntetiske fibre (beslutning af 4.7.1984, syntetiske fibre, EFT L 207, s. 17) og i sagen BPCL-ICI. De foranstaltninger, som Kommissionen tillod virksomhederne at ivaerksaette i de to ovennaevnte sager, er i virkeligheden de samme, som polypropylenproducenterne havde for oeje (begraensning af den kontrollerede produktion). Sagsoegeren har anfoert, at overensstemmelsen med de momenter, som foerte Kommissionen til at godkende de aftaler, der blev indgaaet i de to sager, og de momenter, der foreligger i denne sag, burde have foranlediget Kommissionen til at indtage samme synspunkt.

269 Kommissionen har anfoert, at argumentet om forskelsbehandling i forhold til andre karteller, der er blevet aftalt i krisesituationer, udgoer et nyt anbringende, og at det tilkommer Retten at traeffe afgoerelse om, hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling.

270 Kommissionen har med hensyn til sagens realitet anfoert, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig fritagelse i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3, eftersom den paagaeldende aftale ikke er blevet anmeldt til Kommissionen. Naar der ikke blev foretaget anmeldelse skyldtes det, at det var klart, at kartellet fremboed karakteristika, der adskilte det grundlaeggende fra de aftaler, som Monte har henvist til, og udelukkede enhver mulighed for at opnaa en beslutning fra Kommissionen med hensyn til fritagelse. Dette gaelder isaer prisfastsaettelsen, som Kommissionen i de tidligere beslutninger havde erklaeret, at den under ingen omstaendigheder kunne godkende.

271 Retten skal fastslaa, at sagsoegeren ikke kan goere gaeldende, at de aftaler, som selskabet har indgaaet, og de former for samordnet praksis, som selskabet har deltaget i, burde have vaeret omfattet af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3. Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 17 bestemmer: "Aftaler, vedtagelser og samordnet praksis af den i traktatens artikel 85, stk. 1, omhandlede art, som kommer i stand efter denne forordnings ikrafttraeden, og med hensyn til hvilke deltagerne agter at paaberaabe sig bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, skal anmeldes til Kommissionen. Saa laenge de ikke er anmeldt, kan der ikke afgives nogen erklaering i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3". Sagsoegeren har imidlertid ikke anmeldt de konstaterede aftaler og former for samordnet praksis.

272 Sagsoegeren kan derfor ikke haevde at vaere offer for en forskelsbehandling i forhold til virksomheder, hvis aftaler er blevet fritaget i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3.

273 Sagsoegerens anbringende boer derfor forkastes.

3) De gunstige virkninger af de foranstaltninger, som producenterne har truffet

274 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen selv har anerkendt de ekstraordinaert gunstige virkninger af de foranstaltninger, som producenterne har truffet. Der er saaledes sket en foroegelse af salget i og uden for Europa, en foroegelse af produktionen og et fald i indfoerslerne. Disse virkninger har kostet producenterne store tab, hvilket viser, at deres adfaerd hverken havde til formaal eller til foelge at begraense eller fordreje konkurrencen. Sagsoegeren har heraf udledt, at den funktion, som Domstolen har tildelt konkurrencen med hensyn til priser i sin ovennaevnte dom af 14. juli 1972 (sag 48/69), er blevet fuldt ud opfyldt, selv om sagsoegeren har anfoert, at Domstolen har fastslaaet, at priskonkurrencen ikke maa ophoejes til en "fetich" (dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875, og af 25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151). I de tilfaelde, hvor prisen er blevet umulig, fordi den ikke laengere kunne daekke omkostningerne, er der ikke laengere grund til at tale om beskyttelse af konkurrencen.

275 Sagsoegeren har anfoert, at saafremt kartellet, saaledes som Kommissionen har anfoert, faktisk tilsigtede at regulere nye producenters ankomst, har virksomhederne ikke udvist en konkurrencebegraensende adfaerd. Disse har tvaertimod let kunnet hindre nye producenters indtraengen paa markedet. Virksomhedernes adfaerd maa derfor betragtes som udtryk for en egentlig konkurrerende adfaerd.

276 Kommissionen har for det foerste anfoert, at aftalerne ikke kan have de gunstige virkninger, som Monte har haevdet, og at den positive udvikling paa markedet, saafremt den har foreligget, ikke er kommet i stand paa grund af aftalerne, men til trods for dem.

277 Kommissionen har derefter understreget, at Domstolens praksis forbyder enhver aftalt begraensning af intrabrand-konkurrencen med hensyn til priser (ovennaevnte dom af 14.7.1972, sag 48/69), og at de domme, som Monte har henvist til, vedroerer vertikale aftaler og en intrabrand-konkurrence.

278 Kommissionen har endelig anfoert, at kartellet navnlig havde til formaal at regulere den massive ankomst af nye producenter samt at minimere konsekvenserne for priserne af den overskudskapacitet, som var resultatet heraf.

279 Retten skal fastslaa - selv om det antages, at den positive markedsudvikling, som sagsoegeren har beskrevet, skal anses for godtgjort, og selv om det antages, at en saadan udvikling har nogen som helst relevans i denne sag - at sagsoegeren under alle omstaendigheder ikke har godtgjort, at denne udvikling skyldtes de aftaler, som selskabet havde indgaaet, og de former for samordnet praksis, som selskabet deltog i.

280 Det skal herved bemaerkes, at sagsoegerens argument, hvorefter de producenter, der var etableret paa markedet, kunne have hindret nye producenters indtraengen paa markedet, ikke tager hensyn til den omstaendighed, at disse nytilkomne var smaa virksomheder, som kunne tillade sig at lide endog store tab i flere aar, for at traenge ind paa polypropylenmarkedet, idet de var aktive inden for andre sektorer, hvilket gjorde det muligt for dem at udligne disse tab.

281 Sagsoegerens anbringende maa derfor forkastes.

4) Princippet om solidaritet og fordeling af byrder

282 Sagsoegeren har bestridt, at Kommissionen med foeje kan haevde, at en noedsituation ikke kan lovliggoere virksomhedernes adfaerd. Virksomhederne har i denne sag anvendt princippet om solidaritet og fordeling af byrder. Dette princip, som gaelder for staalvirksomheder i henhold til EKSF-traktaten (artikel 58), maa ogsaa antages at gaelde i henhold til EOEF-traktaten. Da EOEF-traktaten ikke indeholder en bestemmelse svarende til EKSF-traktatens artikel 58, tilkommer det virksomhederne at traeffe saadanne selvbegraensende foranstaltninger.

283 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i strid med ovennaevnte dom af 28. marts 1984 (forenede sager 29/83 og 30/83) opstiller konkurrence og solidaritet som modsaetninger. Sagsoegeren mener i lyset af denne dom, at selv om polypropylenvirksomhederne havde moedtes - hvilket de ikke gjorde - ved et bord og havde indgaaet en kontrakt, hvorved de forpligtede sig til at goere alt, hvad der er muligt for at saelge til priser, der goer det muligt at daekke deres omkostninger, og, naar dette maal var blevet naaet, hver havde fulgt deres egen vej, ville deres adfaerd ikke have kunnet kritiseres i henhold til EOEF-traktatens artikel 85.

284 Kommissionen har anfoert, at den omstaendighed, at EOEF-traktaten ikke indeholder en bestemmelse svarende til EKSF-traktatens artikel 58, ikke betyder, at faellesskabslovgiver har givet virksomhederne befoejelse til at give princippet om solidaritet og fordeling af byrder en konkret form.

285 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren tillaegger Domstolens ovennaevnte dom af 28. marts 1984 (forenede sager 29/83 og 30/83) et praktisk taget modsat indhold af, hvad den i virkeligheden har. Denne dom bekraefter ulovligheden af en kontrakt om gensidige leverancer mellem virksomheder, idet Domstolen dog tog forbehold med hensyn til aftaler om gensidige leverancer i tilfaelde af force majeure. Dette forbehold er imidlertid irrelevant i denne sag. Kommissionen har anfoert, at konkurrence og solidaritet er modstridende begreber, og at alene offentlige myndigheder undertiden kan gribe ind for at forlige dem.

286 Retten skal fastslaa, at princippet om fordeling af byrder mellem virksomheder i henhold til faelles aftale er i strid med den konkurrence, som EOEF-traktatens artikel 85 har til formaal at bevare. Det tilkommer derfor ikke virksomhederne, men alene Faellesskabets myndigheder, i givet fald efter anmodning fra virksomhederne, at forlige dem i undtagelsestilfaelde og efter de procedurer, der med henblik herpaa er fastsat i EOEF-traktaten.

287 Det tilkommer derfor ikke virksomhederne at ivaerksaette dette princip uden at rette henvendelse til vedkommende myndighed og uden at overholde de procedurer, der er fastsat med henblik herpaa. Det bemaerkes navnlig, at sagsoegeren og otte andre polypropylenproducenter i juli 1982 anmodede Kommissionen om at deltage i et moede vedroerende problemet om omstrukturering af den plastiske industri, at der blev nedsat en arbejdsgruppe og udarbejdet en rapport, samt at virksomhederne herefter fandt, at et krisekartel ikke var begrundet.

288 Anbringendet maa derfor forkastes.

5) Illoyal konkurrence

289 Sagsoegeren har anfoert, at EOEF-traktatens artikel 85 tilsigter opretholdelsen af en effektiv konkurrence mellem virksomheder (Domstolens dom af 5.4.1984, forenede sager 177/82 og 178/82, Van de Haar og Kaveka de Meern, Sml. s. 1797) og ikke kan foere til, at virksomhederne tvinges til at indfoere eller indbyrdes opretholde illoyale konkurrenceforhold.

290 Sagsoegeren har anfoert, at den adfaerd, som udvises af virksomheder, der systematisk saelger til en pris, der er lavere end kostprisen, for at bevare deres markedsandele eller under alle omstaendigheder for at overleve, henhoerer under illoyal gensidig konkurrence ifoelge samtlige medlemsstaters retsprincipper, og at illoyal konkurrence tilsigter at begraense konkurrencevilkaarene. En saadan situation med tabsgivende salg henhoerer ifoelge sagsoegeren under "predatory pricing". Der kan derfor ikke foreligge en konkurrencebegraensning efter artikel 85, stk. 1, naar begraensningerne for konkurrencen er indfoert ud fra loyalitetsprincippet, og saa meget mindre, naar den paastaaede overtraedelse tilsigter at muliggoere selve virksomhedens eller en af dens aktivitetsgrenes eksistens (Domstolens dom af 30.6.1966, sag 56/65, Maschinenbau Ulm, Sml. 1965-1968, s. 211, org. ref.: Rec. s. 337). Kommissionen har aabenlyst begaaet magtfordrejning ved at anvende sin kompetence til at modsaette sig et forsoeg paa at sanere en industriel sektor, idet der herved er opstaaet risiko for at fremkalde sektorens oedelaeggelse.

291 Kommissionen mener, at grundene til, at polypropylenproducenterne er moedtes saa ofte, er de samme som dem, der har foranlediget dem til at indgaa aftaler om selvbegraensning. Disse grunde, som er lovlige i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, havde sit udspring i deres vilje til at erstatte den oekonomiske rationalitet og den handelsmaessige loyalitet med jungleloven. I denne sag har virksomheder, der befandt sig i en situation med kroniske tab, og som var tvunget til at anvende selvoedelaeggende priser, anstrengt sig for gradvist at reducere deres passiver uden at aftale at foelge en bestemt adfaerd hverken nu eller i fremtiden. Artikel 85 tilsigter imidlertid at sikre opretholdelsen af normale markedsvilkaar og ikke at opretholde en konkurrence, som kuldkaster disse vilkaar (Domstolens ovennaevnte dom af 14.7.1981, sag 172/80).

292 Kommissionen er rede til at antage, at den aftale, hvorved virksomhederne forpligtede sig til ikke at anvende visse former for illoyal konkurrence, ikke er forbudt ved artikel 85, dog paa den betingelse, at den foerer til en konkurrencebegraensning. Problemet beror paa definitionen af begrebet illoyal konkurrence. Det er imidlertid ikke korrekt, at salg til priser under kostprisen i sig selv udgoer en form for illoyal konkurrence.

293 Kommissionen har anfoert, at der skal sondres mellem salg til priser under kostprisen som instrument til erhvervelse af et monopol (der alene kan kvalificeres som "predatory pricing") og salg til priser under kostprisen som foelge af en uventet aendring af markedssituationen. Da det andet faenomen ikke er en form for illoyal konkurrence, er et kartel, som tilsigter at bringe det til ophoer, omfattet af forbuddet i artikel 85. Sagsoegerens anbringende om, at kartellet er lovligt, eftersom det har til formaal at udelukke salg til priser under kostprisen, er ugrundet, hvilket ogsaa gaelder sagsoegerens sammenligning med hensyn til selvbegraensning.

294 Kommissionen har endvidere tilfoejet, at det er urigtigt at anfoere, at artikel 85 ikke beskytter konkurrencen, naar udbud og efterspoergsel ikke er i ligevaegt. Henvisningen i ovennaevnte dom af 14. juli 1981 (sag 172/80) til normale markedsvilkaar maa derfor ikke forstaas som et marked i "ligevaegt", men snarere som et marked, der ikke er "kunstigt" fordrejet.

295 Retten skal fastslaa, at salg til priser under kostprisen kan udgoere en form for illoyal konkurrence, saafremt det tilsigter at styrke en virksomheds konkurrencesituation til skade for virksomhedens konkurrenter. Der kan ikke vaere tale om illoyal konkurrence, saafremt salg til en pris lavere end kostprisen er et resultat af forholdet mellem udbud og efterspoergsel, saaledes som det var tilfaeldet i denne sag, hvilket sagsoegeren har anerkendt.

296 Foelgelig kan deltagerne i et kartel, der tilsigter at forhoeje priser, der ligger under kostpriserne, til en pris, som svarer til eller er hoejere end denne, ikke goere gaeldende, at dette kartel havde til formaal at bringe en illoyal konkurrence til ophoer, med henblik paa at retfaerdiggoere deres adfaerd.

297 Anbringendet boer derfor forkastes.

6) Ligheden med lovlige karteller vedroerende raastoffer

298 Sagsoegeren har henvist til sammenslutninger af producenter og/eller forbrugere af raastoffer, som - bortset fra OPEC' s ulyksalige tilfaelde - har udfoert et rosvaerdigt arbejde med henblik paa at stabilisere markederne, og mod hvem der aldrig er blevet indledt sag i henhold til konkurrencebestemmelserne. Sagsoegeren har understreget, at Faellesskabet i oevrigt er deltager i visse af disse aftaler.

299 Sagsoegeren har anfoert, at noedvendigheden af en konstant udveksling af oplysninger og hyppige moeder mellem polypropylenproducenterne er en typisk saeregenhed for dette produkt, som er et kvasi-lignede raastof. Den katastrofeagtige situation inden for sektoren var derfor ikke den eneste faktor, der laa til grund for denne noedvendighed.

300 Kommissionen har anfoert, at de internationale aftaler, som Monte har henvist til, vedroerer den offentlige markedsregulering og ikke virksomheders adfaerd.

301 Retten finder, at den sammenligning, som sagsoegeren har foretaget, er uden grundlag, eftersom de aftaler, som sagsoegeren har henvist til, udgoer offentlige markedsregulerende foranstaltninger, som ikke kan sammenlignes med de aftaler, som polypropylenproducenterne har indgaaet.

302 Anbringendet boer derfor forkastes.

7) Den juridiske, politiske og sociale sammenhaeng i Italien

303 Sagsoegeren har anfoert, at medlemsstaterne kan regulere markedet paa en saadan maade, at konkurrencen bliver udvandet (Domstolens ovennaevnte dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73), og at det derfor ikke har nogen mening at tale om virksomhedens normale adfaerd. Monte var saaledes i dette tilfaelde bundet af en faglig overenskomst om opretholdelse af beskaeftigelse og underkastet lov nr. 675 af 12. august 1977 vedroerende foranstaltninger til koordinering af industripolitikken, der navnlig havde til foelge, at det ikke var muligt at foretage de afskedigelser, som sagsoegeren havde planlagt.

304 Sagsoegeren har i replikken anfoert, at selskabet er udsat for afpresning fra "roede brigader", som pralede af at ville standse "planen om omstrukturering ved at afsloere de katastrofale foelger for arbejderklassen".

305 Ifoelge sagsoegeren stod Monte derfor over for foelgende alternativ: enten af foelge den af Kommissionen kritiserede adfaerd eller at foretage en omstrukturering af virksomheden med de risici, som dette indebar, under hensyn til angrebene fra de "roede brigader" (to af Monte' s ledere er blevet myrdet af sidstnaevnte med den begrundelse, at de var ansvarlige for omstruktureringsplaner).

306 Kommissionen bestrider sagsoegerens opfattelse, hvorefter selskabet ikke kunne undgaa at traeffe aftale med andre polypropylenproducenter, fordi det var forpligtet hertil i henhold til italiensk ret. De forpligtelser, som paahviler selskabet i henhold til national ret, kan ikke erstatte forpligtelserne i henhold til artikel 85 (Domstolens dom af 16.11.1977, sag 13/77, GB-Inno, Sml. s. 2115, praemis 34 og 35, og af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 40).

307 Kommissionen har anfoert, dels at de forpligtelser, som haevdes at paahvile Monte i henhold til italiensk ret, foerst gjaldt fra 1981, mens kartellet blev indgaaet i 1977, dels at Monte frivilligt har paataget sig disse forpligtelser baade med hensyn til den faglige overenskomst og lov nr. 675/77, der som betingelse for ydelse af stoette foreskrev opretholdelse af beskaeftigelse.

308 Det bemaerkes, at Domstolen i ovennaevnte dom af 29. oktober 1980 i sagen Van Landewyck, og af 10. december 1985 (forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie mod Kommissionen, Sml. s. 3831) fastslog, at konkurrencebegraensninger var saa meget mere alvorlige, som konkurrencen allerede var blevet begraenset ved offentlig regulering.

309 Kommissionen har anfoert, at anbringendet om "roede brigader" er et nyt anbringende, og at Retten boer traeffe afgoerelse om, hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling. Kommissionen har tilfoejet, at naar beslutningen ikke omhandler dette spoergsmaal, skyldes det, at det aldrig blev droeftet under den administrative procedure. Kommissionen har endelig anfoert, at mordet paa Monte' s generaldirektoer skete i 1981, mens kartellet blev indgaaet i 1977.

310 Retten skal fastslaa, at de forpligtelser, som sagsoegeren paastaar at vaere underkastet i henhold til italiensk lovgivning, alle blev indfoert mere end tre aar efter indgaaelsen af aftalen om mindstepriser. Den faglige overenskomst, der afskar sagsoegeren fra at foretage afskedigelser, blev indgaaet den 19. februar 1981, og sagsoegeren blev erklaeret kriseramt den 26. marts 1981, hvilket gjorde det muligt for virksomheden at oppebaere stoette i henhold til lov nr. 675 af 12. august 1977, der som betingelse herfor foreskrev opretholdelse af beskaeftigelse.

311 Det skal endvidere understreges, at baade den faglige overenskomst og den italienske regerings erklaering om, at sagsoegeren var kriseramt, er retsakter, som sagsoegeren har accepteret for at opnaa de fordele, som modsvaredes af de forpligtelser, som selskabet paatog sig.

312 Sagsoegeren kan derfor ikke haevde, at forpligtelserne i henhold til italiensk ret har placeret sagsoegeren i en situation, som uundgaaeligt foerte til dets deltagelse i aftaler og samordnet praksis i strid med EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

313 Retten finder endvidere, at argumentet om den afpresning, som "roede brigader" skulle have udoevet mod sagsoegeren, er et nyt argument efter artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement og artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, og derfor ikke kan antages til realitetsbehandling. Dette anbringende er nemlig baseret paa en faktisk omstaendighed i 1981, dvs. laenge inden den foreliggende procedure.

314 Sagsoegerens anbringender boer derfor forkastes.

3. Sammenfatning

315 Det foelger af det anfoerte, at konstateringen af overtraedelsen alene hviler paa de i beslutningen indeholder betragtninger, og at sagsoegerens anbringender vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer og anvendelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, i den anfaegtede retsakt i det hele maa forkastes.

Forsamlingsfriheden

316 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen mener, at producentmoeder, udveksling af oplysninger og oprettelse af en sammenslutning er skadelige for konkurrencen uanset disse aktiviteters formaal. Efter at have konstateret et af disse moeders eller en af disse kontakters formaal er Kommissionen naaet til den opfattelse, at alle andre kontakter eller moeder havde samme formaal. Monte har herom gjort gaeldende, at Kommissionen har fastlagt moedernes formaal under hensyn til ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), men har fordrejet det fuldstaendigt. Kommissionen har endvidere betegnet disse moeder som "hemmelige" med den eneste begrundelse, at deres afholdelse ikke forud var blevet godkendt af nogen kompetent myndighed.

317 Ifoelge sagsoegeren udgoer dette forhold en tilsidesaettelse af den i samtlige medlemsstaters forfatninger anerkendte ret for virksomhederne til at holde moeder og udveksle synspunkter og oplysninger. Dette er saa meget mere tilfaeldet, naar det for virksomhederne drejer sig om at sikre, at en industrisektor kan overleve, og overholde forpligtelser med hensyn til beskaeftigelse, som er blevet indgaaet i forhold til regeringsmyndigheder.

318 Kommissionen har heroverfor anfoert, at problemet ikke er, om der er sket tilsidesaettelse af de af sagsoegeren paaberaabte frihedsrettigheder, men om der foreligger en tilsidesaettelse af artikel 85. Sagsoegeren kan ikke benaegte, at polypropylenproducenternes moeder havde de formaal, som Kommissionen har anfoert. Formaalene fremgaar klart af de talrige bevisdokumenter og ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), hvilket svar Kommissionen paa ingen maade har fordrejet. Kommissionen har tilfoejet, at det er klart godtgjort, at moederne var hemmelige.

319 Retten skal fastslaa, at forsamlingsfriheden har til formaal at goere det muligt for personer frit at moedes. Den har ikke til formaal at lovliggoere samtlige overtraedelser, som kan begaas under eller efter moederne.

320 Det bemaerkes, at moededeltagerne under de i beslutningen omhandlede moeder har tilsidesat EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, fordi de herunder navnlig har indgaaet aftaler om priser og kvoter.

321 Anbringendet boer derfor forkastes.

Begrundelse

322 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen uden tilstraekkelig begrundelse har forkastet samtlige de beviser, som parterne har fremlagt med hensyn til det paastaaede kartels manglende virkninger paa markedet: Det drejer sig om Coopers og Lybrand-undersoegelsen, en oekonometrisk undersoegelse vedroerende det tyske marked udfoert af professor Albach ved Bonn' s Universitet samt forskellige dokumenter, der beskriver de forskellige virksomheders adfaerd.

323 Kommissionen har anfoert, at beslutningens begrundelse med hensyn til de punkter, som Monte har henvist til, er klar og udtrykkelig (beslutningens 72., 73. og 74. samt 90.-94. betragtning), og at sagsoegeren ikke har forklaret, i hvilken henseende begrundelsen er utilstraekkelig.

324 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 66, og af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, a.st., praemis 88), at selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure. Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at tage stilling til de punkter, den anser for at vaere helt uden betydning.

325 Det bemaerkes, at det fremgaar af Rettens vurdering af Kommissionens bevismaessige konstateringer og anvendelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, i den anfaegtede retsakt, at Kommissionen fuldt ud har taget hensyn til sagsoegerens argumenter vedroerende kartellets virkninger paa markedet, og at den paa overbevisende maade i beslutningen (72., 73. og 74. samt 89.-92. betragtning) har angivet de grunde, der foerte den til at antage, at de slutninger, som sagsoegte udledte af Coopers og Lybrand-undersoegelsen og professor Albach' s undersoegelse, var ubegrundede.

326 Anbringendet boer derfor forkastes.

Boeden

327 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningen tilsidesaetter artikel 15 i forordning nr. 17, idet den ikke i tilstraekkeligt omfang har vurderet varigheden og grovheden af den overtraedelse, der goeres gaeldende mod selskabet.

1. Foraeldelse

328 Sagsoegeren har anfoert, at selv om der var blevet indgaaet en mindsteprisaftale i 1977, er den omfattet af foraeldelsen paa fem aar i henhold til artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2988/74 af 26. november 1974 om foraeldelse af adgangen til at paalaegge oekonomiske sanktioner inden for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs transport- og konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner (EFT L 319, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 2988/74"), for saa vidt som Kommissionen - paa grund af den forskellige natur af mindsteprisaftalen og de aftaler, der, hvilket Kommissionen anerkender, blev afholdt efter december 1977 - ikke kan goere gaeldende, at overtraedelsen var af vedvarende eller gentagen karakter, jf. forordningens artikel 1, stk. 2.

329 Kommissionen har anfoert, at der ikke er indtraadt foraeldelse for den i 1977 indgaaede aftale, eftersom der foreligger en klar forbindelse med hensyn til forhold og omstaendigheder mellem alle de arrangementer, der blev vedtaget i hele den periode, hvor kartellet blev anvendt, og at der derfor foreligger en samlet, fortsat overtraedelse. Begrebet "mindstepriser" adskiller sig nemlig ikke fra begreberne "maksimumspriser" eller "maalpriser".

330 Det bemaerkes, at i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2988/74 regnes den femaarige foraeldelse af Kommissionens befoejelse til at paalaegge boeder ved vedvarende eller gentagne overtraedelser foerst fra den dag, overtraedelsen ophoerte.

331 I denne sag fremgaar det af Rettens vurdering af beviset for overtraedelsen, at sagsoegeren deltog i en enkelt overtraedelse, der begyndte i midten af 1977 med indgaaelsen af aftalen om mindstepriser og varede til november 1983.

332 Sagsoegeren kan saaledes ikke paaberaabe sig, at boederne er foraeldet.

2. Overtraedelsens varighed

333 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke har vaeret i stand til at godtgoere datoen for overtraedelsens begyndelse eller datoen for dens ophoer, og at Kommissionen derfor ikke kan goere gaeldende, at overtraedelsen vedvarede i en periode paa syv aar.

334 Kommissionen har anfoert, at overtraedelsens relativt lange varighed - den fandt sted fra midten af 1977 til, i det mindste, november 1983 - begrunder haarde sanktioner.

335 Kommissionen haevder at raade over beviser med hensyn til eksistens af moeder foer 1979 samt med hensyn til kartellets virkninger indtil november 1983, idet der blev givet prisinstrukser i september for oktober og november.

336 Det bemaerkes, at Retten har fastslaaet, at Kommissionen korrekt har vurderet varigheden af sagsoegerens overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

337 Anbringendet maa saaledes forkastes.

3. Overtraedelsens grovhed

A - Kommissionens nye boedepolitik

338 Sagsoegeren erkender, at Kommissionen har et skoen med hensyn til fastsaettelsen af de boeder, der skal paalaegges, men at den ikke kan udoeve dette skoen vilkaarligt (Domstolens dom af 16.11.1983, sag 188/82, Thyssen mod Kommissionen, Sml. s. 3721, og af 17.5.1984, sag 15/83, Denkavit, Sml. s. 2171). Ved udoevelsen af dette skoen skal Kommissionen ikke alene vurdere, om overtraedelsen foreligger, men ogsaa den sammenhaeng, hvori den indgaar.

339 Sagsoegeren mener, at Kommissionen med urette har haevdet, at den bedst er i stand til at vurdere samtlige relevante faktorer. Sagsoegeren har som bevis herfor henvist til en raekke domme afsagt af Domstolen, hvori denne har annulleret eller nedsat de boeder, som virksomhederne er blevet paalagt (dom af 15.3.1967, forenede sager 8/66-11/66, Cimenteries CBR mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 337; org. ref.: Rec. s. 93, af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, a.st., og af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, a.st.).

340 Sagsoegeren har anfoert, at boedens afskraekkende virkning ikke er et af de momenter, der skal tages i betragtning ved fastsaettelsen af boeden i medfoer af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Kommissionens "vigtigste pligt" er saaledes ikke "paa ethvert tidspunkt og i alle sager at anvende effektive sanktioner med henblik paa at sikre anvendelsen af faellessskabsretten", saaledes som Kommissionen har anfoert paa grund af sin uacceptable "per se"-teori, som ser bort fra den udviste adfaerds formaal og sammenhaeng og ikke tager hensyn til omstaendighedernes grovhed.

341 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at beslutningen er klart diskriminerende i forhold til tidligere kommissionsbeslutninger, navnlig i forhold til beslutningen i Meldoc-sagen vedroerende den nederlandske mejeriindustri (beslutning af 26.11.1986, Meldoc, EFT L 348, s. 50). Sagsoegeren mener, at denne forskelsbehandling er saa meget desto mere af betydning, som der i denne sag foreligger langt flere grunde, der burde have foranlediget Kommissionen til at undlade at paalaegge en boede, saasom noedsituationen og noedvaerge, forpligtelserne i forhold til den italienske stat om ikke at foretage afskedigelser, manglen paa negative virkninger, tilstedevaerelsen af betydelige fordele for markedet samt bevismaterialets ubestrideligt lapidariske karakter.

342 Kommissionen har anfoert, at den ved paalaeggelse af sanktionerne i denne sag har handlet i overensstemmelse med sin faste politik og de principper, Domstolen har fastlagt med hensyn til boeder. Fra 1979 har det vaeret dens politik at sikre overholdelsen af konkurrencereglerne ved at paalaegge mere byrdefulde sanktioner, navnlig med hensyn til de former for overtraedelser, der er klart definerede i konkurrenceretten, og saerligt grove overtraedelser som den foreliggende med henblik paa at oege sanktionernes praeventive virkning. Denne politik er anerkendt af Domstolen (dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, a.st., praemis 106 og 109), som i flere tilfaelde har udtalt, at der ved fastsaettelsen af sanktioner skal tages hensyn til en lang raekke faktorer (dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, a.st., praemis 120, og af 8.11.1983, forenede sager 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ mod Kommissionen, Sml. s. 3369, praemis 52).

343 Kommissionen er i saerlig grad egnet til at foretage en saadan vurdering, som kun kan tilsidesaettes, hvis der foreligger en vaesentlig faktisk eller retlig vildfarelse. Endvidere har Domstolen fastslaaet, at Kommissionen efter sagernes karakter kan foretage en forskellig vurdering af de sanktioner, den anser for noedvendige, ogsaa selv om de forhold, der foreligger i de forskellige sager, er sammenlignelige (dom af 12.7.1979, forenede sager 32/78 og 36/78-82/78, BMW Belgium mod Kommissionen, Sml. s. 2435, praemis 53, og af 9.11.1983, sag 322/81, a.st., praemis 111 ff.).

344 Kommissionen har anfoert, at det grundlaeggende element i dens nye boedepolitik var indtagelsen af et strengere standpunkt ved vurderingen af grovheden af begaaede overtraedelser og ved fastsaettelsen af den grad af forebyggelse, der er noedvendig for at hindre gentagelse begaaet af samme eller andre virksomheder. Kommissionen har anfoert, at den i sin Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken saerligt har henledt opmaerksomheden paa dens hensigt om at styrke boedernes forebyggende virkning gennem en forhoejelse af deres generelle niveau i tilfaelde af grove overtraedelser, og at den i detaljer havde fastsat de typer af overtraedelser, der ville blive betragtet som saerligt grove, samt de faktorer, der ville blive taget hensyn til ved fastsaettelsen af boederne.

345 Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at sagsoegerens argumentation vedroerende forskelsbehandling i forhold til tidligere sager indebaerer en sammenligning af ting, der ikke er sammenlignelige. Kommissionen har navnlig anfoert, at Meldoc-sagen var fuldstaendig forskellig fra den foreliggende sag, eftersom den drejede sig om et regionalt kartel mellem smaa virksomheder vedroerende et landbrugsprodukt.

346 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at Kommissionens kompetence til at paalaegge de virksomheder boeder, som forsaetligt eller uagtsomt overtraeder traktatens artikel 85, stk. 1, er et af de midler, som Kommissionen har faaet tildelt, for at den kan udfoere sin tilsynsopgave ifoelge faellesskabsretten. Denne opgave indebaerer ikke blot, at individuelle overtraedelser skal efterforskes og forfoelges, men ogsaa en pligt til at foere en generel politik med det formaal, at der paa konkurrenceomraadet anvendes de i traktaten fastlagte principper, og at virksomhedernes adfaerd paavirkes i denne retning. Domstolen har derfor fastslaaet, at naar en overtraedelses grovhed skal vurderes med henblik paa fastsaettelse af boedens stoerrelse, skal Kommissionen ikke blot tage hensyn til saerlige omstaendigheder i det foreliggende tilfaelde, men ogsaa til den sammenhaeng, overtraedelsen indgaar i, og paase, at den trufne forholdsregel er af tilstraekkelig forebyggende karakter, isaer for saa vidt angaar den type overtraedelser, som i saerlig grad kan bringe gennemfoerelsen af Faellesskabets formaal i fare. Endvidere har Domstolen udtalt, at Kommissionen frit kan tage hensyn til det forhold, at denne form for adfaerd stadig - skoent dens ulovlighed allerede blev fastslaaet i begyndelsen af den faelles konkurrencepolitik - er forholdsvis hyppig paa grund af den fortjeneste, som visse virksomheder kan opnaa herved, og foelgelig skoenne, at det var noedvendigt at paalaegge stoerre boeder for saaledes at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan af samme grund ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, a.st., praemis 105-109).

347 Paa grundlag af disse bemaerkninger finder Retten, at Kommissionen med rette har kvalificeret fastsaettelsen af maalpriser og salgsmaal samt vedtagelsen af foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af maalpriserne, med henblik paa at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylenmarkedet som saerdeles grove og aabenbare overtraedelser.

348 Anbringendet boer derfor forkastes.

B - Begrundelsen for boeden

349 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningen ikke er tilstraekkeligt begrundet med hensyn til boeden. Selv om Kommissionen korrekt har defineret de principper, der skal anvendes ved fastsaettelsen af boeden, har den totalt undladt at begrunde anvendelsen af disse principper i denne sag. Sagsoegeren har tilfoejet, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 26.11.1975, sag 73/74, Papier Peints, Sml. s. 1491, og af 15.3.1967, forenede sager 8/66-11/66, a.st.), at Kommissionens beslutninger paa konkurrenceomraadet skal begrundes med saa meget mere omhu, saafremt de ikke ligger paa linje med en raekke tidligere ensartede beslutninger. Dette er imidlertid tilfaeldet med den anfaegtede beslutning, hvilket Kommissionen ogsaa har erkendt.

350 Kommissionen har anfoert, at beslutningen indeholder en tilstraekkelig begrundelse for boeden i 107. betragtning ff.

351 Det bemaerkes, at Kommissionen ved fastsaettelsen af den boede, der er paalagt sagsoegeren, dels har fastlagt kriterier for fastsaettelse af det generelle niveau for de boeder, der er paalagt de af beslutningen beroerte virksomheder (108. betragtning til beslutningen), dels har fastlagt kriterier med henblik paa at foretage en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed (109. betragtning til beslutningen).

352 Retten finder, at de kriterier, der er naevnt i 108. betragtning til beslutningen, fuldt ud begrunder det generelle boedeniveau, som er anvendt over for de virksomheder, beslutningen er rettet til. Der henvises i denne forbindelse specielt til, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra a), b) og c), var aabenbar, hvilket polypropylenproducenterne, der handlede forsaetligt og i dybeste hemmelighed, ikke var uvidende om.

353 Retten finder ligeledes, at de fire kriterier, der er naevnt i 109. betragtning til beslutningen, er relevante og tilstraekkelige som grundlag for en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed.

354 Hvad angaar de to foerste kriterier, der er naevnt i 109. betragtning til beslutningen, nemlig den rolle, virksomhederne hver isaer spillede i samarbejdet, og det tidsrum, hvori de deltog i overtraedelsen, bemaerkes, at da begrundelserne med hensyn til fastsaettelsen af boederne maa ses i sammenhaeng med alle beslutningens begrundelser, har Kommissionen i tilstraekkelig grad redegjort for, hvorledes der konkret vedroerende sagsoegeren er taget hensyn til disse kriterier.

355 For saa vidt angaar de to sidste kriterier, nemlig producenternes respektive leverancer af polypropylen inden for Faellesskabet og deres omsaetning, finder Retten paa grundlag af de tal, den har anmodet Kommissionen om, og hvis rigtighed sagsoegeren ikke har bestridt, at disse kriterier ikke er anvendt paa en urimelig maade ved udmaalingen af den boede, der er paalagt sagsoegeren, i forhold til de boeder, der er paalagt andre producenter.

356 Anbringendet maa derfor forkastes.

C - Overtraedelsens iboende grovhed

357 Sagsoegeren mener, at den forsaetlige karakter af overtraedelsen af artikel 85 ikke kan udgoere en skaerpende omstaendighed ved fastsaettelsen af boeden, eftersom det drejer sig om den foerste betingelse for at paalaegge en boede. For det foerste er det overtraedelsen og ikke adfaerden, der skal vaere forsaetlig, dvs. at der skal foreligge en forsaetlig overtraedelse af faellesskabsretten (Domstolens dom af 13.11.1975, sag 26/75, General Motors mod Kommissionen, Sml. s. 1367).

358 Sagsoegeren har understreget, at Kommissionen ikke kan anvende moedernes hemmelige karakter som indicium for, at producenternes adfaerd var forsaetlig, eftersom maalpriserne blev offentliggjort i fagpressen, der fandt kontakter sted mellem virksomhederne og Kommissionen med henblik paa at droefte situationen paa markedet, og eftersom de foerste moeder fandt sted paa EATP' s generalforsamling. Med hensyn til overtraedelsens paastaaede aabenlyse karakter har sagsoegeren anfoert, at dette heller ikke kan udgoere en skaerpende omstaendighed ved boedens fastsaettelse.

359 Kommissionen har anfoert, at overtraedelsen af artikel 85 var planlagt og forsaetlig, og at de horisontale prisfastsaettelser og de horisontale markedsopdelinger laenge har vaeret betragtet som de alvorligste former for tilsidesaettelse af konkurrenceretten. Desuden var overtraedelsen aabenlys i den forstand, at den var klar og aabenbar. Virksomhedernes adfaerd var forsaetlig, og det er ifoelge Domstolens praksis uden betydning, om overtraedelsen var begaaet uagtsomt, og om sagsoegeren havde til hensigt at overtraede forbuddet i artikel 85 (dom af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131; Kommissionen har understreget, at generaladvokat Mayras' forslag til afgoerelse i ovennaevnte sag 26/75 - i modsaetning til det af sagsoegeren anfoerte - gaar i samme retning). Aftalerne var hemmelige og var ikke kendt hverken af fagpressen eller af Kommissionen, eftersom der alene blev offentliggjort priser, og idet der i forbindelse med Kommissionens kontakter med virksomhederne ikke blev naevnt noget om deres aftaler.

360 Kommissionen har endvidere anfoert, at overtraedelsen er saa meget grovere, som praktisk taget samtlige Faellesskabets polypropylenproducenter deltog heri, og at deltagernes stoerrelse, oekonomiske magt og samlede markedsandel derfor var af usaedvanlig betydning.

361 Det maa imidlertid fastslaas, at det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende beviset for overtraedelsen, at Kommissionen korrekt har foert bevis for sagsoegerens rolle i overtraedelsen i den periode, selskabet deltog heri. Kommissionen har derfor i beslutningen med rette taget hensyn til denne rolle ved udmaalingen af den boede, der er paalagt sagsoegeren.

362 Endvidere finder Retten, at de faktiske omstaendigheder, der er foert bevis for - navnlig vedroerende fastsaettelsen af maalpriser og salgsmaal - er saerdeles belastende, og dette viser, at sagsoegeren ikke handlede uforsigtigt eller uagtsomt, men forsaetligt.

363 Det bemaerkes i denne forbindelse, at de virksomheder, der deltog i den overtraedelse, som er fastslaaet i beslutningen, besad naesten hele markedet. Det er derfor oplagt, at den overtraedelse, de begik i faellesskab, kunne begraense konkurrencen.

364 Anbringendet maa derfor forkastes.

D - Hensyntagen til overtraedelsens virkninger

365 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen burde have taget hensyn til Monte' s faktiske adfaerd paa markedet, baade med hensyn til priser og maengder, og at kartellet ikke havde nogen som helst indvirkning paa markedet og samhandelen mellem medlemsstaterne.

366 Sagsoegeren har tilfoejet, at den fulgte adfaerd ikke har paafoert kunderne skade, og at disse i oevrigt ikke har fremsat nogen protester eller klager mod adfaerden. Disse kunder har i oevrigt haft meget positive resultater i den paagaeldende periode til forskel fra polypropylenproducenterne, hvis sektor var oedelagt, og hvoraf stoerstedelen ville vaere forsvundet, saafremt de ikke havde truffet de anfaegtede initiativer.

367 Kommissionen har anfoert, at Monte' s indsigelser med hensyn til kartellets manglende indvirkning er irrelevante, dels fordi kartellet har haft en faktisk indvirkning paa priserne, dels fordi Kommissionen ved fastsaettelsen af boederne har taget hensyn til den omstaendighed, at prisinitiativerne ikke fuldt ud har naaet deres maal (108. betragtning til beslutningen). Kommissionen er i oevrigt herved gaaet videre, end den var forpligtet til, eftersom der ifoelge EOEF-traktatens artikel 85 ikke blot skal skrides ind over for karteller, der har til foelge, at konkurrencen hindres, men ogsaa over for karteller, der har et saadant formaal. Kommissionen har i oevrigt henvist til sine bevismaessige konstateringer og argumentationen vedroerende overtraedelsens indvirkning paa konkurrencen og paavirkningen af handelen mellem medlemsstater.

368 Kommissionen haevder, at sagsoegeren ikke uden at modsige sig selv kan haevde, at kartellet ikke har haft nogen indvirkning paa priserne og samtidig haevde, at det har haft fordelagtige foelger for hele polypropylensektoren, som kartellet har gjort det muligt at redde.

369 Det bemaerkes, at Kommissionen har sondret mellem to former for virkninger foraarsaget af overtraedelsen. Den foerste form gaar ud paa, at producenterne - efter de moeder, hvor der blev fastsat maalpriser - gav deres salgsafdelinger instruktion om at ivaerksaette dette prisniveau, saaledes at "maalpriserne" var udgangspunkt for prisforhandlinger med kunderne. Kommissionen fastslog med rette paa grundlag heraf, at alt tyder paa, at aftalen paavirkede konkurrenceforholdene maerkbart (beslutningens 74. betragtning, andet afsnit, med henvisning til 90. betragtning). Den anden form for virkninger gaar ud paa, at en sammenligning mellem udviklingen i fakturerede priser med de maalpriser, der blev fastsat i forbindelse med konkrete prisinitiativer, bekraefter rigtigheden af den fremstilling, som er givet i de papirer, der blev fundet hos ICI og andre producenter angaaende gennemfoerelsen af prisinitiativerne (beslutningens 74. betragtning, sjette afsnit).

370 Retten finder, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for den foerste form for virkninger paa grundlag af de talrige prisinstrukser, som producenterne gav, og som svarer til hinanden og til de maalpriser, der blev fastsat ved moederne. Disse priser skulle afgjort tjene som grundlag for prisforhandlinger med kunderne.

371 For saa vidt angaar den anden form for virkninger bemaerkes for det foerste, at Kommissionen i beslutningens 108. betragtning, sidste led, har angivet, at den som formildende omstaendighed har taget hensyn til, at prisinitiativerne kun delvis virkede efter hensigten, og at der i sidste instans ikke fandtes foranstaltninger, hvorved en producent kunne tvinges til at overholde kvoterne eller andre ordninger.

372 De begrundelser i beslutningen, der vedroerer fastsaettelsen af boeden, maa ses i sammenhaeng med de oevrige begrundelser i beslutningen, og paa grundlag heraf maa det fastslaas, at Kommissionen med rette fuldt ud har taget hensyn til den foerste form for virkninger og til det begraensede omfang af den anden form for virkninger. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke har angivet, i hvilken udstraekning Kommissionen har undladt at tage tilstraekkeligt hensyn til det begraensede omfang af den anden form for virkninger som en formildende omstaendighed.

373 Det fremgaar af det foregaaende, at beslutningens betragtninger underbygger dens dispositive del, baade med hensyn til konstateringen af overtraedelsen i forhold til sagsoegeren og med hensyn til raekkevidden af de virkninger af overtraedelsen, der er taget i betragtning ved fastsaettelsen af boederne. Der er derfor ikke noget holdepunkt for den antagelse, at Kommissionen skulle have begrundet sin beslutning paa en hensyntagen til videregaaende virkninger end dem, der er anfoert i beslutningens betragtninger, i modsaetning til det, som sagsoegeren har anfoert under henvisning til kommentarer fremsat af tjenestemaend ved Kommissionen i forbindelse med en pressekonference vedroerende beslutningen. Det foelger heraf, at beslutningen ikke er blevet vedtaget paa grundlag af andre betragtninger end dem, som den angiver, og at der derfor ikke kan vaere tale om magtfordrejning.

374 Sagsoegerens anbringende boer derfor forkastes.

E - Utilstraekkelig hensyntagen til den oekonomiske krise

375 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke har taget hensyn til den aabenlyse krisesituation, som forelaa inden for polypropylenindustrien, og heller ikke til de vaesentlige tab, som denne krise har medfoert. Sagsoegeren har med hensyn til stoerrelsen af sine tab kraevet, at der ved vidneafhoering foeres bevis for rigtigheden af de talmaessige oplysninger, som selskabet har fremlagt. Sagsoegeren mener, at Kommissionen burde have taget hensyn til disse tab i det mindste som formildende omstaendighed (Domstolens dom af 14.2.1978, sag 27/76, a.st.).

376 Sagsoegeren har tilfoejet - idet selskabet har understreget, at boeden ikke oversteg den graense paa 10% af omsaetningen, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 - at Kommissionen har undladt at tage i betragtning, at denne teoretiske graense ikke kan finde anvendelse paa virksomheder, der har lidt vaesentlige tab.

377 Kommissionen har anfoert, at den som en formildende omstaendighed har taget hensyn til, at producenterne i en laengere periode led store tab paa deres polypropylenaktiviteter, selv om den ikke mener, at den var forpligtet til at tage hensyn hertil.

378 Kommissionen mener, at sanktionerne kan fastsaettes forholdsmaessigt efter omsaetningen, ikke blot, naar virksomhederne har opnaaet fortjeneste, men ogsaa naar de har lidt tab.

379 Det bemaerkes, at Kommissionen i beslutningens 108. betragtning, sidste led, udtrykkeligt har angivet, at den har taget hensyn til de betydelige tab, virksomhederne havde lidt paa deres polypropylenaktiviteter i en laengere periode. Dette viser, at Kommissionen ikke blot tog hensyn til tabene, men dermed ogsaa til de daarlige oekonomiske vilkaar i branchen (Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, a.st., praemis 111 ff.) - ud over de oevrige kriterier, der er naevnt i 108. betragtning - da den fastsatte det generelle niveau for de boeder, der blev paalagt de beroerte virksomheder.

380 I oevrigt udgoer den graense paa 10% af omsaetningen, som er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, ikke et kriterium for fastsaettelse af boeder, men en maksimumsgraense, der under alle omstaendigheder gaelder herfor.

381 Retten skal endelig fastslaa, at sagsoegerens begaering om vidneafhoering med henblik paa at bevise rigtigheden af de talmaessige oplysninger, som selskabet har fremlagt, er genstandsloes, for saa vidt som det fastslaas, at Kommissionen i tilstraekkeligt omfang har taget hensyn til disse oplysninger, hvis rigtighed Kommissionen ikke bestrider.

382 Anbringendet boer derfor forkastes.

F - Hensyntagen til formildende omstaendigheder

383 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at de forskellige omstaendigheder, som sagsoegeren har paaberaabt sig, og som bl.a. vedroerer de politiske og sociale forhold i Italien eller kartellets gunstige virkninger, ikke er blevet taget i betragtning som formildende omstaendigheder.

384 Vedroerende situationen i Italien har Kommissionen anfoert, at de momenter, som sagsoegeren har paaberaabt sig, i det vaesentlige ligger efter kartellets vedtagelse, og at de derfor er retligt irrelevante.

385 Det bemaerkes, at de forskellige omstaendigheder, som sagsoegeren har paaberaabt sig som begrundelse for sin adfaerd, ikke kan ophaeve den ulovlige karakter af sagsoegerens adfaerd, eftersom deltagelse i et ulovligt kartel ikke kan anses for et middel til noedvaerge. Kommissionen har saaledes hoejst paa tidspunktet for fastsaettelsen af boeden eventuelt kunnet tage hensyn til disse omstaendigheder som formildende omstaendigheder uden dog at vaere forpligtet hertil.

386 For saa vidt som sagsoegeren har anmodet Retten om at udoeve sin fulde proevelsesret, skal Retten bemaerke, at kriterierne i beslutningens 108. betragtning fuldt ud begrunder det generelle niveau for de boeder, som er blevet paalagt de virksomheder, der er adressater for beslutningen, navnlig naar henses til den begaaede overtraedelses klart aabenlyse karakter.

387 Sagsoegerens anbringende boer derfor forkastes.

G - Sammenfatning

388 Den boede, der er paalagt sagsoegeren, findes herefter at vaere rimelig under hensyn til varigheden og grovheden af den overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, som det kan fastslaas, at selskabet har begaaet. Da Kommissionens beslutning ikke er behaeftet med nogen som helst ulovlighed eller fejl, kan Kommissionen ikke ifalde ansvar.

Genaabning af den mundtlige forhandling

389 Ved skrivelse indgivet til Rettens Justitskontor den 6. marts 1992 har sagsoegeren anmodet Retten om at genaabne den mundtlige forhandling og anordne bevisoptagelse paa grund af de erklaeringer, som Kommissionen fremsatte under retsmoedet i de forenede sager T-79/89, T-84/89 - T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, og under den pressekonference, som Kommissionen afholdt den 28. februar 1992, efter at der var blevet afsagt dom i naevnte sager.

390 Retten finder, efter atter at have hoert generaladvokaten, at det er ufornoedent at genaabne den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 62 og at foranstalte bevisoptagelse.

391 Det bemaerkes, at dommen i ovennaevnte sager (dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89 - T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315), ikke i sig selv kan begrunde genaabningen af den mundtlige forhandling i denne sag. Retten skal nemlig konstatere, at en meddelt og offentliggjort retsakt maa formodes at vaere gyldig. Det paahviler derfor den person, som paaberaaber sig manglende formel gyldighed eller nullitet af en retsakt, at forsyne Retten med de grunde, der goer det muligt for denne at gaa bag om den tilsyneladende gyldighed af den formelt meddelte og offentliggjorte retsakt. I denne sag har sagsoegeren ikke fremlagt noget bevis, som kan godtgoere, at den meddelte offentliggjorte retsakt ikke var blevet godkendt og vedtaget af Kommissionens medlemmer som kollegial enhed. Navnlig har sagsoegeren i modsaetning til PVC-sagerne (dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89 - T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-102/89 og T-104/89, a.st., praemis 32 ff.) ikke fremfoert noget som helst bevis for, at princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, er blevet tilsidesat gennem en aendring af beslutningens ordlyd efter det kommissionsmoede, hvorunder den blev vedtaget.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

392 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, paalaegges det selskabet at betale disse, herunder omkostningerne i forbindelse med den for Domstolen i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement indledte procedure.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegeren baerer sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med den for Domstolen i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement indledte procedure.

Full & Egal Universal Law Academy