Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend - soegsmaal - akt der indeholder et klagepunkt - fastlaeggelse i forbindelse med en ansoegning om aendring af indplacering - udnaevnelse til tjenestemand paa proeve
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)
2. Faellesskabsret - principper - retssikkerhed - retsakt udstedt af administrationen - krav om klarhed og praecision - pligt til at underrette adressaterne
3. Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - frister - ansoegning om aendring af indplacering - stiltiende afvisning - klage - sag anlagt foer udloebet af fristen for klagens besvarelse - afvisning
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemaend - ansaettelse - indplacering paa loentrin - anciennitetsforbedring - kriterier - administrationens skoen - uddannelse og forudgaaende faglig erfaring - vurdering paa tidspunktet for udnaevnelsen til tjenestemand paa proeve
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 32, stk. 2)
5. Tjenestemaend - ansaettelse - ligebehandling
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 5, stk. 3)
Sammendrag
1. Udnaevnelsen til tjenestemand paa proeve - som i henhold til vedtaegten skal ske i form af et ansaettelsesbrev fra ansaettelsesmyndigheden, anfoere det tidspunkt, fra hvilket udnaevnelsen faar virkning, og ansaette den paagaeldende i en stilling - er, saafremt der indgives ansoegning om aendret indplacering, den akt, der indeholder et klagepunkt. Ved udnaevnelsen afgoeres det nemlig, hvilke funktioner tjenestemanden skal udfoere, og i overensstemmelse hermed sker tjenstemandens indplacering endeligt.
2. Retssikkerhedsprincippet, som er en del af Faellesskabets retsorden, kraever, at enhver retsakt, som udstedes af administrationen, er klar, praecis og bragt til den paagaeldendes kundskab paa en saadan maade, at denne med sikkerhed kender det tidspunkt, hvor den omhandlede retsakt foreligger, og fra hvilket tidspunkt, den har retsvirkning, bl.a. med henblik paa soegsmaalsfristerne.
3. En tjenestemand kan fremme muligheden for en mindelig loesning af den opstaaede konflikt i forhold til administrationen ved at indgive en ansoegning om aendret indplacering, saaledes at administrationen kan tage sin afgoerelse op til fornyet overvejelse, men dette giver ikke mulighed for at fravige vedtaegtens klage- og soegsmaalsfrister.
En sag, der anlaegges foer udloebet af fristen for besvarelse af klagen over den stiltiende afvisning af ansoegningen, er for tidligt anlagt og skal foelgelig afvises.
4. Ansaettelsesmyndigheden har inden for de i vedtaegtens artikel 32, stk. 2, afstukne rammer en vid skoensbefoejelse til at give en anciennitetsforbedring i forbindelse med ansaettelsen af en tjenestemand med hensyn til vurderingen af den paagaeldendes forudgaaende faglige erfaringer, baade for saa vidt angaar saadanne erfaringers art og varighed og for saa vidt angaar deres mere eller mindre snaevre forbindelse med kvalifikationskravene for den stilling, der skal besaettes.
Vurderingen af uddannelsen og den faglige erfaring skal ske paa tidspunktet for udnaevnelsen til tjenestemand paa proeve.
5. Ligebehandlingsprincippet i tjenestemandsvedtaegtens artikel 5, stk. 3, tilsidesaettes, saafremt to persongrupper, hvis retlige og faktiske situation ikke adskiller sig vaesentligt fra hinanden, behandles forskelligt ved ansaettelsen.
En tilsidesaettelse foreligger ogsaa, saafremt forskellige forhold behandles ens.
Dommens præmisser
Sagens baggrund
1 Sagsoegeren, Harissios Tagaras, indgav ansoegning i forbindelse med generel udvaelgelsesproeve nr. CJ 36/84, som blev afholdt af De Europaeiske Faellesskabers Domstol (herefter benaevnt "Domstolen") med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af fuldmaegtige (EFT C 254, s. 5). I ansoegningen, som er dateret den 22. oktober 1984, anfoerte han under punkt 19, "ordner og dekorationer", at han snart ville blive dr. jur., idet hans afhandling var antaget den 26. juni 1984 og skulle forsvares offentligt i november 1984. Tagaras blev efter proevernes afholdelse optaget paa reservelisten. Paa sit administrative moede den 10. juli 1985 godkendte Domstolen "udnaevnelsen til tjenestemand paa proeve af Harissios Tagaras som fuldmaegtig med graesk juridisk uddannelse i Forsknings- og Dokumentationsafdelingen, med indplacering i loenklasse A7, 1. loentrin. Tiltraedelsestidspunktet vil senere blive fastsat".
2 Som det fremgaar af brevvekslingen mellem sagsoegeren og ansaettelsesmyndigheden, blev tiltraedelsesdatoen endelig fastsat til 8. september 1986, efter at vaere udsat flere gange efter sagsoegerens anmodning, foerst og fremmest for at denne kunne aftjene sin vaernepligt.
3 Det fremgaar saaledes af sagsoegerens skrivelse af 10. september 1985, at han oprindeligt forventede at kunne tiltraede tjenesten den 1. november 1986. I skrivelsen naevnte han ganske vist forskellige muligheder for at rykke tidspunktet frem. Den foerste mulighed, som ikke var naermere uddybet, var, at han kunne tiltraede tjenesten mellem 1. maj og 1. juni 1986. Som den anden mulighed skulle han tiltraede tjenesten i november 1985. Dette skulle til at begynde med vaere for to eller tre maaneder, hvor han eventuelt skulle arbejde paa halv tid og derefter engang i 1986 have seks maaneders tjenestefrihed af personlige aarsager. Som den tredje mulighed skulle sagsoegeren foerst paa kontrakt have udfoert visse forskningsarbejder i seks til otte maaneder, foer han ville blive ansat som tjenestemand paa proeve.
4 Efter at Domstolens Personaleafdeling og Tagaras ved flere lejligheder telefonisk havde droeftet hans tiltraedelsestidspunkt, sendte Domstolens justitssekretaer ham den 6. december 1985 en skrivelse for at "meddele [ham], at Domstolen [kunne] ansaette [ham] som tjenestemand paa proeve som fuldmaegtig i Forsknings- og Dokumentationsafdelingen, med indplacering i loenklasse A7, 1. loentrin", og at det af hensyn til tjenestens interesse var noedvendigt, at han tiltraadte hurtigst muligt. Da den paagaeldende tjenestegren ikke kunne godkende sagsoegerens to foerste forslag, meddelte den ham, at den tredje mulighed maatte anvendes, dvs. tiltraedelse i loebet af maj 1986.
5 Ved en skrivelse sendt i marts 1986 meddelte sagsoegeren imidlertid, at han foerst kunne tiltraede efter at have aftjent sin vaernepligt den 3. september 1986.
6 Personaleafdelingens kontorchef meddelte ham ved skrivelse af 27. juni 1986, at den 8. september 1986, som til sidst var blevet fastsat for hans tiltraedelse, var bindende og "at en ny udsaettelse af [hans] tiltraedelse vil medfoere, at tilbuddet om ansaettelse vil blive trukket tilbage". I skrivelsens tredje afsnit bekraeftede kontorchefen endvidere over for sagsoegeren, at han var "indplaceret paa 1. loentrin i loenklasse A7", og praeciserede desuden, at "[hans] loenforhold, skatteforhold, maanedlige bidrag til pensions- og sygekasse vil vaere, som det fremgaar af vedlagte beregning (en efterberegning vil dog finde sted paa tiltraedelsestidspunktet)".
7 Tagaras tiltraadte tjenesten den 8. september 1986. Den 26. september 1986 modtog han meddelelse om en afgoerelse, som Domstolen havde truffet som ansaettelsesmyndighed, underskrevet af justitssekretaeren og dateret den 23. september 1986. Skrivelsen havde foelgende ordlyd:
"Under henvisning til tjenestemandsvedtaegtens artikel 1, 4, 7, 27-34, rapporten fra udvaelgelseskomitéen for den generelle udvaelgelsesproeve nr. CJ 36/84, og meddelelse om ledig stilling nr. CJ 51/85 samt paa forslag fra justitssekretaeren, har Domstolen som ansaettelsesmyndighed paa sit administrative moede den 10. juli 1985 truffet foelgende afgoerelse:
Harissios Tagaras udnaevnes med virkning fra 8. september 1986 til tjenestemand paa proeve som fuldmaegtig i Forsknings- og Dokumentationsafdelingen, med indplacering i loenklasse A7, 1. loentrin, og med oprykning til naeste loentrin den 1. september 1988."
8 Sagsoegeren sendte den 7. november 1986 ansaettelsesmyndigheden et memorandum, der blev registreret som en ansoegning - den af sagsoegeren anvendte betegnelse - i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"). Under henvisning til sin uddannelse og saerlige faglige erfaring anmodede han ansaettelsesmyndigheden om paa ny at tage stilling til samt aendre hans indplacering paa loentrin.
9 Den 2. april 1987 indgav sagsoegeren et "tillaeg" til sin ansoegning af 7. november 1986 til ansaettelsesmyndigheden, hvori han fremkom med visse naermere oplysninger vedroerende sin uddannelse og faglige erfaring, som han ikke havde anfoert i sin ansoegning til udvaelgelsesproeve nr. CJ 36/84, enten fordi han havde anset dem for overfloedige, eller fordi det var kvalifikationer, han foerst havde opnaaet efter ansoegningens indgivelse.
10 Det fremgaar baade af sagsoegerens ansoegning, hans notits af 7. november 1986 og af sagens oevrige dokumenter, at sagsoegeren, da han tiltraadte sin tjeneste ved Domstolen i september 1986, havde foelgende eksamensbeviser:
- Juridisk kandidateksamen fra Thessaloniki Universitet, opnaaet i november 1977.
- To aars yderligere studier (universitetsaarene 1978/1979 og 1979/1980) ved Institut d' études européennes paa Université libre de Bruxelles, afsluttet med eksamensbevis i Europa-ret herfra.
- Juridisk doktorgrad fra Thessaloniki Universitet. Hans doktorafhandling, som blev udarbejdet under professor Evrigenis' vejledning, og som omhandler forbindelsen mellem international privatret og faellesskabsret, blev antaget i juli 1984 og opnaaede efter at vaere offentligt forsvaret i november 1984 karakteren "udmaerket".
11 Paa samme tidspunkt havde sagsoegeren foelgende faglige erfaring:
- Fra 30. november 1977 til 18. september 1979 (21 maaneder) havde han arbejdet som advokatfuldmaegtig for advokat Nikos Tagaras og foert omkring 20 sager for Thessaloniki Byret samt omkring 20 andre sager for Thessaloniki Appelret.
- Fra den 16. oktober 1980 til 15. april 1983 (30 maaneder) var han ansat ved Raadet for De Europaeiske Faellesskaber, hvor han arbejdede som juridisk sprogekspert.
- Fra 1. juni 1983 til 30. november 1984 (18 maaneder) arbejdede han som videnskabelig medarbejder ved Centret for Faellesskabsret og International OEkonomisk Ret i Thessaloniki, hvor han forskede i en raekke spoergsmaal vedroerende faellesskabsrettens anvendelse i Graekenland.
- I skoleaaret 1985/1986 (9 maaneder) underviste han paa skolen for administration og oekonomi under T.E.I. (Institut for praktisk erhvervsuddannelse) i Thessaloniki, hvor han underviste i fagene "internationale oekonomiske organisationer" og "grundkursus i EF-ret". Desuden var han vejleder for seks studerende i forbindelse med deres afgangsopgaver.
- I 1986 offentliggjorde han tolv artikler om retsvidenskabelige emner, herunder bemaerkninger til retspraksis, som alle har forbindelse med faellesskabsretten.
12 Den 12. maj 1987 indgav sagsoegeren subsidiaert en klage over det stiltiende afslag paa hans ansoegning i ovennaevnte notits af 7. november 1986 for det tilfaelde, at notitsen ikke maatte vaere betragtet som en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, men blot som en ansoegning om omplacering indgivet i henhold til artiklens stk. 1.
13 Sagsoegeren bestod Kommissionens udvaelgelsesproeve nr. KOM/A/408 og blev ansat af Kommissionen i 1987. Den 30. september 1987 besluttede Kommissionens indplaceringsudvalg at indplacere Tagaras i kategori A, loenklasse 7, 3. loentrin, idet udvalget gav ham en anciennitetsforbedring paa 48 maaneder, dvs. den maksimale anciennitetsforbedring i henhold til vedtaegtens artikel 32. Han indgav sin afskedsbegaering til Domstolen den 1. oktober 1987. Begaeringen blev taget til foelge ved ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 14. oktober 1987 med virkning fra 31. december 1987.
Retsforhandlingerne
14 Det er paa denne baggrund, at Tagaras ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 2. juni 1987, har anlagt naervaerende sag med paastand om annullation, dels af Domstolens udnaevnelse af 23. september 1986 af sagsoegeren til tjenestemand paa proeve, for saa vidt han herved blev indplaceret paa 1. loentrin i loenklasse A7, dels af det stiltiende afslag paa hans klage af 7. november 1986. Sagen er indfoert under nr. 162/87.
15 Sagsoegte har den 26. august 1987 paastaaet sagen afvist.
16 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 18. november 1987, har Tagaras for det tilfaelde, at den foerst anlagte sag maatte blive afvist, anlagt endnu en sag med paastand om henholdsvis annullation af Domstolens udnaevnelse af 23. september 1986 af sagsoegeren til tjenestemand paa proeve, for saa vidt han herved blev indplaceret paa 1. loentrin i loenklasse A7, og af det stiltiende afslag paa hans ansoegning af 7. november 1986 samt af det stiltiende afslag paa hans klage af 12. maj 1987. Denne sag blev indfoert under nr. 351/87.
17 Sagsoegte har den 8. januar 1988 ogsaa paastaaet den sidst anlagte sag afvist.
18 Domstolen (Tredje Afdeling) har ved kendelse af 10. februar 1988 forenet sagerne 162/87 og 351/87 med henblik paa den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og domsafsigelsen. Afdelingen besluttede desuden at behandle formalitetsindsigelserne i forbindelse med sagens realitet.
19 Hele den skriftlige forhandlinger er gennemfoert ved Domstolen. Den er forloebet forskriftsmaessigt.
20 I medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans har Domstolen (Tredje Afdeling) ved kendelse af 15. november 1989 hjemvist sagerne til Retten i Foerste Instans. Sag 162/87 blev ved Retten registreret under nr. T-18/89 og sag 351/87 under nr. T-24/89.
21 I sag T-18/89 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:
1) Afgoerelsen af 23. september 1986 om udnaevnelse af sagsoegeren og den stiltiende afvisning af sagsoegerens klage af 7. november 1986 annulleres, deres retsvirkninger ophaeves, eller de aendres paa anden maade, for saa vidt sagsoegeren herved blev indplaceret paa 1. loentrin i loenklasse A7.
2) I overensstemmelse med princippet om ligebehandling af faellesskabstjenestemaend og princippet om god forvaltningsskik indplaceres sagsoegeren paa det loentrin, han retteligt burde vaere indplaceret paa, 3. loentrin, med tilbagevirkende gyldighed fra den 8. september 1986.
3) Sagsoegeren tilkendes en erstatning svarende til loenforskellen mellem det tidligere og det nye loentrin, med saedvanlig rente 8% p.a. fra det tidspunkt, da denne loenforskel skulle have vaeret udbetalt sagsoegeren.
4) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
22 I sag T-24/89 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:
1) Det stiltiende afslag paa sagsoegerens ansoegning af 7. november 1986 og den stiltiende afvisning af hans klage af 12. maj 1987 annulleres, og det statueres foelgelig, at sagsoegerens indplacering paa 1. loentrin i loenklasse A7, som skete ved udnaevnelsen af 23. september 1986, er ulovlig.
2) Sagsoegeren udbetales loenforskellen mellem 1. loentrin i loenklasse A7 og det nye loentrin, som ifoelge princippet om ligebehandling af Faellesskabets tjenestemaend og princippet om god forvaltningsskik boer vaere 3. loentrin. Den naevnte loenforskel skal udbetales med tilbagevirkende gyldighed fra 8. september 1986, hvortil kommer lovbestemte renter paa 8% fra den dato, da dette forskelsbeloeb er forfaldet.
3) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
23 I begge sager har sagsoegte nedlagt foelgende paastande:
1) Principalt: Afvisning.
2) Subsidiaert: Frifindelse, idet paastandene er for ubestemte og retligt og faktisk ubegrundede.
3) Spoergsmaalet om sagsomkostninger afgoeres efter bestemmelserne i procesreglementet.
24 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.
25 Retten har dog bedt sagsoegte, Domstolen, oplyse, hvilke kriterier den i almindelighed anvender ved den foerste indplacering af tjenestemaend i kategori A. Endvidere har Retten bedt Domstolen oplyse, hvorledes disse kriterier er anvendt i forhold til sagsoegeren og i forhold til de fire andre tjenestemaend, som sagsoegeren har angivet med navn i de to staevninger, og i forhold til hvem sagsoegeren mener at vaere blevet forskelsbehandlet.
26 I skrivelse af 18. juli 1990 har sagsoegte forklaret Retten, at Domstolen til forskel fra Faellesskabets oevrige institutioner ikke har truffet en generel afgoerelse om, hvorledes nye tjenestemaend indplaceres paa loentrin paa grundlag af vedtaegtens artikel 32. Domstolen har tilfoejet, at ansaettelsesmyndigheden, naar den anvender vedtaegtens artikel 32 paa disse personer, i hvert enkelt tilfaelde vurderer den paagaeldendes uddannelse og saerlige faglige erfaring. Domstolen har endvidere fremlagt alle de dokumenter, som er relevante i forbindelse med indplaceringen af de tjenestemaend, som er omtalt i de to staevninger.
27 Den mundtlige forhandling fandt sted den 20. september 1990. Parternes repraesentanter afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten.
28 Under den mundtlige forhandling har sagsoegte vedgaaet, at den ikke tog hensyn til det anfoerte om den juridiske doktorgrad, da den, i oevrigt alene paa grundlag af ansoegningens oplysninger, traf afgoerelse om Tagaras' indplacering paa loentrin, selv om det, som Retten har kunnet fastslaa, fremgik af ansoegningen, at doktorgraden snart ville blive opnaaet.
29 Under retsmoedet har sagsoegeren udtrykkeligt frafaldet andet og tredje punkt i sin paastand i sag T-18/89 og andet punkt i sin paastand i sag T-24/89.
Formalitetsspoergsmaalet i sag T-18/89
30 Til stoette for den i sag T-18/89 nedlagte afvisningspaastand har sagsoegte fremfoert tre afvisningsgrunde.
Foerste afvisningsgrund: Sagsoegerens klage af 7. november 1986 for sent indgivet
31 Sagsoegte har gjort gaeldende, at Domstolen ved ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 10. juli 1985 udnaevnte Tagaras til tjenestemand paa proeve som fuldmaegtig i Forsknings- og Dokumentationsafdelingen, med indplacering i loenklasse A7, 1. loentrin, og at datoen for tjenestens tiltraedelse skulle fastsaettes senere. Den har desuden anfoert, at justitssekretaeren sendte sagsoegeren en skrivelse af 6. december 1985 for "at meddele [ham], at Domstolen [kunne] ansaette [ham] som tjenestemand paa proeve som fuldmaegtig i Forsknings- og Dokumentationsafdelingen, med indplacering i loenklasse A7, 1. loentrin", og at det af hensyn til tjenestens interesse var noedvendigt, at han hurtigst muligt tiltraadte.
32 Ifoelge sagsoegte fik Tagaras senest kendskab til sin indplacering paa 1. loentrin i loenklasse A7 ved modtagelsen af denne skrivelse. I oevrigt blev denne indplacering udtrykkeligt bekraeftet i skrivelsen af 27. juni 1986 fra Personaleafdelingens kontorchef. Sagsoegte finder herefter, at fristen paa tre maaneder, som sagsoegeren havde i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, til at indgive klage over en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, begyndte at loebe ved modtagelsen af justitssekretaerens skrivelse af 6. december 1985. Tagaras har imidlertid ikke indgivet klage inden for den fastsatte frist.
33 Sagsoegte har gjort gaeldende, at ifoelge Domstolens faste praksis er vedtaegtens klage- og soegsmaalsfrister praeceptive og kan hverken forlaenges af institutionen, tjenestemanden eller ved faelles aftale mellem dem. Domstolen har anfoert, at ifoelge samme praksis kan en af vedtaegten omfattet person ikke indgive en ansoegning for at omgaa den praeklusion, som opstaar ved klagefristens udloeb, for saaledes ved en form for procedurefordrejning at soege at anfaegte en administrativ afgoerelse, som er blevet endelig ved soegsmaalsfristens udloeb (dom af 12.7.1984, sag 227/83, Moussis mod Kommissionen, Sml. s. 3133, og dom af 7.5.1986, sag 191/84, Barcella mfl. mod Kommissionen, Sml. s. 1541).
34 Sagsoegte har anfoert, at alle de retsakter, som er udstedt efter Domstolens afgoerelse af 10. juli 1985, som sagsoegeren senest blev underrettet om ved justitssekretaerens skrivelse af 6. december 1985, blot er bekraeftelser af denne afgoerelse. Ifoelge Domstolen foelger det heraf, at den af sagsoegeren den 7. november 1986 indgivne ansoegning, som sagsoegeren, for saa vidt angaar sag T-18/89, har betegnet som en klage, blev indgivet for sent, hvorfor sagen boer afvises.
35 Retten kan ikke tage sagsoegtes synspunkt til foelge. Det bemaerkes indledningsvis, at i henhold til vedtaegtens artikel 1, stk. 1, "[forstaas] ved tjenestemand i Faellesskaberne i denne vedtaegt enhver, der i henhold til de i denne vedtaegt fastsatte betingelser er blevet ansat i en fast stilling i en af Faellesskabets institutioner ved et ansaettelsesbrev fra denne institutions ansaettelsesmyndighed".
36 Envidere er de naermere bestemmelser i nedennaevnte artikler af betydning:
- Vedtaegtens artikel 3: "I tjenestemandens ansaettelsesbrev anfoeres det tidspunkt, fra hvilket udnaevnelsen faar virkning; dette kan ikke ligge forud for dagen for tjenestemandens tiltraeden".
- Vedtaegtens artikel 7, stk. 1, foerste og andet afsnit: "Ansaettelsesmyndigheden skal ved udnaevnelse eller forflyttelse, idet der udelukkende tages hensyn til tjenstlige synspunkter og uden hensyntagen til statsborgerskab, ansaette den enkelte tjenestemand i en stilling i hans kategori eller tjenestegruppe, som svarer til hans loenklasse.
Tjenestemanden kan ansoege om at blive forflyttet inden for den institution, han tilhoerer".
- Vedtaegtens artikel 2, foerste afsnit: "Hver institution bestemmer hvilke myndigheder, der inden for dens omraade skal udoeve de befoejelser, som ifoelge denne vedtaegt tilkommer ansaettelsesmyndigheden."
37 Det foelger af disse bestemmelser, at en tjenestemands udnaevnelse skal:
a) ske i form af et ansaettelsesbrev
b) vaere besluttet af ansaettelsesmyndigheden, dvs. den myndighed, der inden for institutionens omraade udoever de befoejelser, som ifoelge vedtaegten tilkommer ansaettelsesmyndigheden
c) anfoere det tidspunkt, fra hvilket udnaevnelsen faar virkning
d) ansaette tjenestemanden i en stilling.
38 Denne fortolkning bekraeftes af Domstolens praksis, ifoelge hvilken, "[det] i tilfaelde vedroerende ansoegning om aendret indplacering er udnaevnelsen til tjenestemand paa proeve, der udgoer den akt, der indeholder et klagepunkt. Ved udnaevnelsen afgoeres det nemlig, hvilke funktioner, tjenestemanden skal udfoere, og i overensstemmelse hermed sker tjenestemandens indplacering endeligt ved udnaevnelsen" (dom af 18.6.1981, sag 173/80, Blasig mod Kommissionen, Sml. s. 1649, og naevnte dom af 7.5.1986, sag 191/84 Barcella). I naervaerende sag opfylder kun retsakten af 23. september 1986 de foernaevnte betingelser. Det er nemlig denne retsakt, hvoraf det for foerste gang fremgaar, at sagsoegeren "er udnaevnt til tjenestemand paa proeve", og som anfoerer det tidspunkt, fra hvilket udnaevnelsen faar virkning og ansaetter sagsoegeren i en stilling. Det er uden betydning for naervaerende sag, at principafgoerelsen blev truffet paa Domstolens administrative moede den 10. juli 1985, eftersom Domstolen paa dette tidspunkt ikke kunne fastsaette sagsoegerens tiltraedelsestidspunkt.
39 Hertil kommer, at de retsvirkninger, som sagsoegte tillaegger brevvekslingen mellem Domstolens tjenestegrene og sagsoegeren, ikke fremgaar af en samlet undersoegelse heraf. Sagsoegeren underrettes ved justitssekretaerens skrivelse af 6. december 1985 om, at Domstolen "kan ansaette [ham] som tjenestemand paa proeve". Tilsvarende underrettes han i skrivelsen af 27. juni 1986 fra Personaleafdelingens kontorchef om, at "hans tiltraedelse er fastsat til 8. september 1986" og "en ny udsaettelse af [hans] tiltraedelse vil medfoere, at tilbuddet om ansaettelse vil blive trukket tilbage". Ingen af disse to skrivelser indeholder en tjenestemandsudnaevnelse af sagsoegeren. Tvaertimod betinger skrivelsen af 27. juni 1986 sagsoegerens eventuelle udnaevnelse til tjenestemand af, at den i skrivelsen fastsatte tiltraedelsesdato overholdes.
40 Endvidere bemaerkes, at sagsoegtes synspunkt strider mod princippet om retssikkerhed. Dette princip, som er en del af Faellesskabets retsorden (dom af 21.9.1983, forenede sager 205/82-215/82, Deutsche Milchkontor mfl., Sml. s. 2633) kraever, at enhver retsakt, der udstedes af administrationen, er klar, praecis og bragt til den paagaeldendes kundskab paa en saadan maade, at denne med sikkerhed kender det tidspunkt, hvor den omhandlede retsakt foreligger, og fra hvilket den har retsvirkninger, bl.a. for at retsakten kan anfaegtes ved hjaelp af de hjemlede retsmidler, i naervaerende sag de i vedtaegten hjemlede. I oevrigt er disse krav stadfaestet i Domstolens praksis med hensyn til faellesskabsbestemmelser (dom af 9.7.1981, sag 169/80, Administration des douanes, Sml. s. 1931, og dom af 22.2.1984, sag 70/83, Kloppenburg, Sml. s. 1075).
41 Det foelger heraf, at det i naervaerende sag er retsakten af 23. september 1986, som indeholder et klagepunkt i vedtaegtens artikel 90' s betydning, hvorfor sagsoegerens ansoegning af 7. november 1986 er indgivet inden for den i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, fastsatte frist paa tre maaneder.
42 Denne afvisningspaastand kan derfor ikke tages til foelge.
Anden afvisningspaastand: Betegnelsen af retsakten af 7. november 1986 aendret under sagen
43 Sagsoegte har paaberaabt sig, at sagsoegeren selv klart har betegnet den akt, han indgav den 7. november 1986, som en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1. Sagsoegte er af den opfattelse, at denne betegnelse maa staa fast for denne sags vedkommende.
44 Sagsoegte har anfoert, at ansaettelsesmyndigheden i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, andet pkt., har en frist paa fire maaneder til at tage stilling til ansoegninger indgivet i henhold til bestemmelsens 1. pkt. Er der ikke afgivet svar inden firemaanedersfristens udloeb, anses det i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, tredje pkt., for en stiltiende afvisning. I naervaerende sag udloeb fristen den 7. marts 1987. Fra dette tidspunkt har den paagaeldende i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, en frist paa tre maaneder til at indgive en klage over den stiltiende afvisning. Ifoelge sagsoegte udloeb denne frist den 7. juni 1987. Det er foerst efter udloebet af fristen paa fire maaneder, som ansaettelsesmyndigheden i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, andet pkt., har til at traeffe afgoerelse med hensyn til klagen, at tjenestemanden inden for en frist paa tre maaneder kan anlaegge sag vedroerende den stiltiende afvisning af klagen (artikel 91, stk. 3). Foelgelig boer sagen, som er anlagt den 2. juni 1987, afvises, fordi den er for tidligt anlagt.
45 Sagsoegte har yderligere anfoert, at sagsoegeren faktisk har indgivet en klage den 12. maj 1987 over det stiltiende afslag paa hans ansoegning af 7. november 1986.
46 Indledningvis maa den retlige karakter af det dokument, som Tagaras indgav til administrationen den 7. november 1986, fastlaegges. Med henblik herpaa maa dokumentets udformning og ordlyd undersoeges. Det omhandlede dokument, som er udarbejdet i form af et "memorandum", blev registreret som en ansoegning. Det fremgaar, at i den officielle formular, "formular vedroerende registrering af ansoegninger/klager indgivet i henhold til vedtaegtens artikel 90", er det ikke relevante overstreget efter vejledningen i formularen. Ordet "klage" er overstreget i formularens overskrift. Hvor formularen anvender alternativt "ansoeger/klager", er ordet "klager" overstreget. Tilsvarende er ordet "klage" overstreget, naar formularen anvender alternativet "ansoegning/klage". Endelig er henvisningen til artikel 90, stk. 2, overstreget paa det sted, hvor formularen henviser til vedtaegtens artikel 90, stk. 1 og stk. 2. Under den mundtlige forhandling har sagsoegeren forklaret selv at have overstreget de naevnte ord.
47 Hvad dernaest angaar sagsoegerens skrivelse af 2. april 1987 til Domstolen, der betegner sig som et "tillaeg til (hans) ansoegning af 7. november 1986", maa det tilsvarende fastslaas, at sagsoegeren i skrivelsens foerste afsnit har anvendt ordet "ansoegning" seks gange om sit tidligere memorandum. I dokumentet af 2. april 1987 har Tagaras i oevrigt selv gjort opmaerksom paa, at han "foretrak at henholde sig til sin ansoegning af 7. november 1986" for at fortsaette dialogen med Domstolens administration som en administrativ sag, i stedet for at gaa videre efter fremgangsmaaden i vedtaegten.
48 Retten kan med stoette i Domstolens faste praksis betragte et dokument, der er indgivet i ansoegningsform, som en klage (dom af 7.5.1986, sag 191/84, Barcella, og dom af 4.2.1987, sag 302/85, Pressler-Hoeft mod Revisionsretten, Sml. s. 513, og dom af 31.5.1988, sag 167/86, Rousseau mod Revisionsretten, Sml. s. 2705). De faktiske omstaendigheder tillader imidlertid ikke en tilsvarende bedoemmelse i naervaerende sag.
49 Der er saaledes efter ordvalget i de gennemgaaede dokumenter ingen tvivl om, at sagsoegeren virkelig havde til hensigt at indgive en ansoegning om at faa sin indplacering omvurderet. Sagsoegeren kunne desuden i denne sag klart fremme muligheden for en mindelig loesning af den opstaaede konflikt ved at indgive en ansoegning, saaledes at administrationen fik mulighed for at tage sin afgoerelse op til fornyet overvejelse. Domstolen har allerede fastslaaet denne mulighed (dom af 15.1.1985, sag 266/83, Samara mod Kommissionen, Sml. s. 189), hvorved det dog er en betingelse, at en saadan fremgangsmaade ikke foerer til, at en tjenestemand kan fravige vedtaegtens klage- og soegsmaalsfrister, saafremt han gennem forelaeggelse af en ansoegning indirekte anfaegter en tidligere afgoerelse, hvis lovlighed ikke er bestridt inden for de fastsatte frister (dom af 15.5.1985, sag 127/84, Esly mod Kommissionen, Sml. s. 1437, og dom af 26.9.1985, sag 231/84, Valentini mod Kommissionen, Sml. s. 3027).
50 Af alle de anfoerte grunde er Retten af den opfattelse, at det dokument, som sagsoegeren indgav den 7. november 1986, skal anses for en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1. Da administrationen ikke har afgivet svar inden for den frist, som er fastsat i bestemmelsen, maa ansoegningen anses for stiltiende afvist den 7. marts 1987. Tagaras kunne i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, inden for en frist paa tre maaneder indbringe en klage over denne stiltiende afvisning, hvilket han faktisk gjorde den 12. maj 1987. Domstolens administration havde en frist paa fire maaneder til at afgive svar fra klagens modtagelse. Denne frist paa fire maaneder udloeb den 12. september 1987. Tagaras anlagde imidlertid allerede sag den 2. juni 1987, inden at sagsoegte havde truffet afgoerelse om klagen. Sagen blev derfor for tidligt anlagt.
51 Foelgelig maa sag T-18/89 afvises i medfoer af vedtaegtens artikel 91, stk. 2, uden at det er fornoedent at undersoege sagsoegtes tredje afvisningsgrund.
Formalitetsspoergsmaalet i sag T-24/89
52 Sagsoegte har ogsaa paastaaet denne sag afvist. Til stoette herfor fremfoeres paa ny anbringendet om, at sagsoegerens akt af 7. november 1986 blev indgivet for sent, en afvisningsgrund, sagsoegte allerede har paaberaabt sig i sag T-18/89. Sagsoegte har gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke har overholdt fristen paa tre maaneder, som loeber fra det tidspunkt, hvor han fik kendskab til afgoerelsen om hans indplacering, til at indgive en klage herover. Sagsoegte har anfoert, at sagsoegeren senest fik kendskab til denne afgoerelse ved modtagelsen af den skrivelse, justitssekretaeren sendte ham den 6. december 1985.
53 Retten har imidlertid i sag T-18/89 fastslaaet, at den ansoegning, sagsoegeren indgav til Domstolen den 7. november 1986, blev indgivet inden for vedtaegtens frist paa tre maaneder.
54 Retten har endvidere fastslaaet, at da den omhandlede ansoegning blev stiltiende afvist den 7. marts 1987, havde sagsoegeren en frist paa tre maaneder til at indgive en klage, hvilket han gjorde den 12. maj 1987. Denne klage blev stiltiende afvist den 12. september 1987, og sagsoegeren havde fra dette tidspunkt tre maaneder til at anlaegge sag. Staevningen, som er indgaaet til Domstolens Justitskontor den 18. november 1987, er derfor indgivet inden for den i vedtaegten fastsatte frist.
55 Foelgelig maa Domstolens eneste afvisningsgrund forkastes, og sag T-24/89 antages til realitetsbehandling.
Realiteten i sag T-24/89
56 Til stoette for sit soegsmaal har sagsoegeren paaberaabt sig to soegsmaalsgrunde, som henholdsvis er stoettet paa, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, og paa en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik, som boer vaere afgoerende ved anvendelsen af vedtaegtens artikel 32.
Foerste anbringende: Overtraedelsen af vedtaegtens artikel 5 (ligebehandlingsprincippet)
57 Sagsoegeren har anfoert, at han har vaeret udsat for forskelsbehandling saavel i forhold til sine kolleger ved Domstolen som i forhold til kolleger ved de oevrige institutioner. Han har gjort gaeldende, at Domstolen i loebet af 1986 udnaevnte fire andre - spanske og portugisiske - tjenestemaend paa proeve i loenklasse A7, hvoraf tre blev indplaceret paa 2. loentrin. Han har anfoert, at den foerste af disse tjenestemaend havde opnaaet sin juridiske kandidateksamen samme aar som han, den anden et aar senere og den tredje fire aar senere. Den fjerde tjenestemand, som havde opnaaet sin juridiske kandidateksamen seks aar efter sagsoegeren, blev indplaceret paa 1. loentrin i loenklasse A7 og ansat i den samme tjenestegren. Sagsoegeren er af den opfattelse, at hverken hans kollegers uddannelse eller faglige erfaring begrunder denne mere favorable behandling.
58 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at han ogsaa har vaeret udsat for forskelsbehandling i forhold til tjenestemaendene ved de andre EF-institutioner. Selv om vedtaegtens artikel 32 giver administrationen et vist skoen, mener sagsoegeren, at det er en forskelsbehandling, der er uforenelig med saavel vedtaegtens karakter af bestemmelser, som gaelder ens for alle Faellesskabets tjenestemaend, som med faellesskabsrettens ensartede anvendelse, naar administrationen ved én bestemt institution anvender en vedtaegtsbestemmelse paa en helt anden maade end administrationerne ved de andre EF-institutioner. Dette gaelder navnlig, naar der er tale om en bestemmelse, som direkte vedroerer tjenestemaendenes rettigheder og pligter. I betragtning af sine kvalifikationer mener sagsoegeren, at det er aabenbart, at han i givet fald ville vaere blevet indplaceret paa 3. loentrin i de oevrige institutioner, og ikke paa 1. loentrin, som han blev det ved Domstolen. Han har understreget, at tretten maaneder efter Domstolens afgoerelse om at indplacere ham i loenklasse A7, 1. loentrin, indplacerede Kommissionen ham i loenklasse A7, 3. loentrin, idet den gav ham den maksimale anciennitetsforbedring inden for hans loenklasse, det vil sige 48 maaneder.
59 Sagsoegte har hertil gjort gaeldende, at sagsoegerens anbringende om, at der med hans indplacering er sket en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet i forhold til hans kolleger ved Domstolen og ved de andre institutioner, er ufuldstaendigt og ubestemt, hvorfor det ikke kan proeves af Retten.
60 Ifoelge sagsoegte giver vedtaegtens artikel 32 administrationen et vidt skoen med hensyn til indplaceringen af nyansatte tjenestemaend, og ikke blot et vist skoen, som sagsoegeren haevder. Sagsoegte udoevede dette skoen, da det den 10. juli 1985 paa grundlag af oplysningerne i ansoegningen af 22. oktober 1984 blev besluttet at indplacere sagsoegeren paa 1. loentrin i loenklasse A7.
61 Sagsoegte er af den opfattelse, at saafremt man undersoeger de andre tilfaelde, som sagsoegeren har paaberaabt sig, vil det fremgaa, at sagsoegte ikke har forskelsbehandlet sagsoegeren, men i forhold til denne har anvendt de samme kriterier, som den anvender hver gang, den indplacerer en ny tjenestemand.
62 Med hensyn til ligebehandlingen af tjenestemaend ved de forskellige institutioner har sagsoegte anfoert, at paa tidspunktet for sagsoegtes ansaettelse ved Domstolen ville Kommissionen paa grundlag af de kriterier, denne anvender, have givet ham en anciennitetsforbedring, som hoejst ville svare til tolv maaneder. Det er utaenkeligt, at Kommissionen i 1985 og i 1988 ville have indplaceret en tjenestemand som sagsoegeren, som i de mellemliggende tre aar havde haft forskellige stillinger ved Faellesskabet, paa samme loentrin.
63 Foer der foretages den sammenligning mellem sagsoegerens og de oevrige tjenestemaends fortjenester, som sagsoegeren har inddraget i sagen, boer det undersoeges, om Domstolen har foretaget en korrekt vurdering af hele sagsoegerens uddannelse og saerlige faglige erfaring paa tidspunktet for hans udnaevnelse den 8. september 1986.
64 Ifoelge vedtaegtens artikel 32, stk. 1, "[indplaceres] den ansatte tjenestemand paa foerste loentrin i sin loenklasse". Det tilfoejes i stk. 2, at "ansaettelsesmyndigheden ... dog under hensyn til den paagaeldendes uddannelse og saerlige faglige erfaringer [kan] give tjenestemanden en anciennitetsforbedring inden for denne loenklasse. Forbedringen kan i loenklasserne A1-A4, LA3 og LA4 ikke overstige 72 maaneder og 48 maaneder i de andre loenklasser".
65 Domstolen har ved flere lejligheder understreget, at ansaettelsesmyndigheden inden for de af artikel 32, stk. 2, afstukne rammer har en vid skoensbefoejelse til at give en anciennitetsforbedring i forbindelse med ansaettelsen af en tjenestemand med hensyn til vurderingen af forudgaaende faglige erfaringer hos personer, der ansaettes som tjenestemaend, baade for saa vidt angaar saadanne erfaringers art og varighed og for saa vidt angaar deres mere eller mindre snaevre forbindelse med kvalifikationskravene for den stilling, der skal besaettes (dom af 1.12.1983, sag 190/82, Blomefield mod Kommissionen, Sml. s. 3981, og dom af 12.7.1984, sag 17/83, Angelidis mod Kommissionen, Sml. s. 2921).
66 Retten maa fastslaa, at sagsoegte, da den indplacerede sagsoegeren, hvilket alene skete paa grundlag af oplysningerne i ansoegningen af 22. oktober 1984, ikke tog hensyn til alle ansoegningens oplysninger. Saaledes tog Domstolen ikke i betragtning, at sagsoegeren i sin ansoegning havde gjort opmaerksom paa, at han snart ville opnaa titlen dr. jur. Retten har fastslaaet, at Domstolens afgoerelse af 23. september 1986 er sagsoegerens udnaevnelse, og finder, at vurderingen af sagsoegerens uddannelse og saerlige faglige erfaring burde vaere sket under hensyn til den uddannelse og faglige erfaring, han havde paa udnaevnelsestidspunktet, og ikke paa ansoegningstidspunktet. Det fremgaar af sagen, at i tidsrummet mellem indgivelsen af hans ansoegning den 22. oktober 1984 og hans udnaevnelse den 23. september 1986 havde sagsoegeren dels afsluttet sin saerlige uddannelse med en doktorgrad, som havde tilknytning til faellesskabsretten, dels suppleret sin saerlige faglige erfaring ved i skoleaaret 1985/1986 at undervise i EF-ret ved skolen for administration og oekonomi under TEI (Institut for Praktisk Erhvervsuddannelse) i Thessaloniki. Endvidere understreges, at denne uddannelse og faglige erfaring som foelge af sin art og saerlige karakter har en snaever forbindelse med kvalifikationskravene for den stilling, der skulle besaettes i Forsknings- og Dokumentationsafdelingen, og som blev besat med sagsoegeren.
67 Disse betragtninger er i sig selv tilstraekkelige som grundlag for at annullere afgoerelsen af 23. september 1986, for saa vidt angaar sagsoegerens indplacering paa loentrin.
68 For saa vidt angaar den af sagsoegeren paaberaabte tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, bemaerkes, at i henhold til Domstolens faste praksis tilsidesaettes ligebehandlingsprincippet i tjenestemandsvedtaegtens artikel 5, stk. 3, saafremt to persongrupper, hvis retlige og faktiske situation ikke adskiller sig vaesentligt fra hinanden, behandles forskelligt ved ansaettelsen (dom af 11.7.1985, sag 119/83, Appelbaum mod Kommissionen, Sml. s. 2423, og dom af 11.7.1985, forenede sager 66-68 og 136-140/83, Hattet mfl. mod Kommissionen, Sml. s. 2459). Domstolen har ogsaa fastslaaet, at der sker forskelsbehandling, naar forskellige forhold behandles ens (dom af 4.2.1982, sag 817/79, Buyl mod Kommissionen, Sml. s. 245, og dom af 4.2.1982, sag 1253/79, Battaglia mod Kommissionen, Sml. s. 297). For at fastslaa om der i naervaerende sag, som sagsoegeren haevder, er sket en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, maa der dels foretages en sammenligning mellem sagsoegerens fortjenester og de tjenestemaends, i forhold til hvilke han anser sig for forskelsbehandlet, dels mellem deres respektive indplaceringer.
69 Ved denne undersoegelse har Retten i foerste tilfaelde konstateret, at en tjenestemand, som er indplaceret i loenklasse A7, 2. loentrin, og ansat ved afgoerelse af 3. oktober 1986 i samme afdeling som sagsoegeren, tog sin juridiske kandidateksamen i 1981, dvs. fire aar efter sagsoegeren. Hans ansoegning naevner ikke noget andet eksamensbevis fra en supplerende uddannelse. Med hensyn til faglig erfaring paa det juridiske omraade har han kun 22 maaneders arbejde som juridisk konsulent i en medlemsstats regionale administration.
70 Det andet tilfaelde vedroerer en tjenestemand, som er indplaceret i loenklasse A7, 1. loentrin, og ansat ved afgoerelse af 3. oktober 1986 i samme afdeling som sagsoegeren, og som tog sin juridiske kandidateksamen i 1983, dvs. seks aar efter sagsoegeren. Med hensyn til saerlig uddannelse har han diplom for videregaaende europastudier ved Europakollegiet i Bruegge, og med hensyn til faglig juridisk erfaring har han arbejdet et aar som undervisningsassistent paa proeve ved et retsvidenskabeligt institut.
71 Det tredje tilfaelde vedroerer en tjenestemand, som er indplaceret i loenklasse A7, 2. loentrin, og ansat ved afgoerelse af 19. november 1986 i Informationsafdelingen, og som tog sin juridiske kandidatseksamen i 1977, dvs. samme aar som sagsoegeren. Hans ansoegning naevner ikke noget eksamensbevis, som kan godtgoere en yderligere uddannelse; med hensyn til faglig juridisk erfaring har han arbejdet 33 maaneder som oversaetter og 62 maaneder som juridisk konsulent i en privat virksomhed.
72 Det foelger heraf, at sagsoegeren, som har en saerlig uddannelse paa et hoejere niveau og en videregaaende saerlig faglig erfaring paa et betydeligt hoejere niveau end de naevnte tre tjenestemaend, har vaeret udsat for forskelsbehandling i forhold til disse tjenestemaend.
73 Det foelger af disse betragtninger - og uden at det er fornoedent at undersoege sagsoegerens anden soegsmaalsgrund - at den anfaegtede afgoerelse boer annulleres, for saa vidt den indplacerer sagsoegeren paa 1. loentrin i loenklasse A7.
74 Ifoelge EOEF-Traktatens artikel 176 har Domstolen pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
75 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som i medfoer af artikel 11, stk. 3, i Raadets ovennaevnte afgoerelse af 24. oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse ved Retten, paalaegges det den part, der taber sagen, at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I naervaerende sag har sagsoegte tabt sag T-24/89 og boer derfor doemmes til at afholde sagens omkostninger.
76 I henhold til artikel 69, stk. 3, i Domstolens procesreglement kan Domstolen paalaegge endog en vindende part at godtgoere den anden part de udgifter, som Domstolen skoenner, at han har forvoldt modparten unoedvendigt eller af ond vilje. I sag T-18/89 findes sagsoegte, selv om sagen er afvist, ved sin holdning at have givet anledning til, at sagsoegeren maatte anlaegge sag for at beskytte sine rettigheder. Under henvisning hertil boer sagsoegte doemmes til at afholde sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling)
1) Sag T-18/89 afvises.
2) I sag T-24/89 annulleres Domstolens afgoerelse af 23. september 1986, for saa vidt angaar sagsoegerens indplacering i loentrin, samt den stiltiende afvisning af sagsoegerens ansoegning af 7. november 1986 og af hans klage af 12. maj 1987.
3) Sagsoegte betaler omkostningerne i begge sager.
Full & Egal Universal Law Academy