EUR-Lex -  61989TJ0026 - DA - DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (TREDJE AFDELING) DEN 17. OKTOBER 1991. - HENRI DE COMPTE MOD EUROPA-PARLAMENTET. - TJENESTEMAEND - DISCIPLINAER ORDNING - DEGRADERING SOM DISCIPLINAER SANKTION. - SAG T-26/89.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Tjenestemaend - disciplinaerordning - indledning af en disciplinaersag - foraeldelsesfrist - ingen - frist for meddelelse af decharge til regnskabsfoerere - uden betydning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 86-89; bilag IX; finansforordningen, art. 72)

2. Tjenestemaend - disciplinaerordning - disciplinaersag - genoptagelse efter retslig annullation af sanktionen paa grund af formmangel - genoptagelse af sagen paa det stadium, hvor sagen var behaeftet med den fastslaaede formmangel

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag IX)

3. Tjenestemaend - disciplinaerordning - proceduren ved Disciplinaerraadet - fristerne i artikel 7 i bilag IX - pligt for administrationen til at handle inden for en rimelig frist - tilsidesaettelse af pligten - foelger

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 7, bilag IX)

4. Tjenestemaend - disciplinaerordning - disciplinaersag - artikel 6 i den europaeiske menneskerettighedskonvention uanvendelig

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag IX)

5. Tjenestemaend - disciplinaerordning - proceduren ved Disciplinaerraadet - fuldstaendig forelaeggelse af alle sagens dokumenter for den paagaeldende - alene forpligtelse hertil efter anmodning fra den paagaeldende

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag IX, art. 2 og art. 7, stk. 1)

6. De Europaeiske Faellesskabers budget - gennemfoerelse - forskudsforvaltning - forvaltning - regnskabsfoererens og forskudsbestyrerens ansvar - ansvarsfordeling

(Finansforordningen, art. 17, stk. 3, art. 20, 49, 63 og 70)

7. Tjenestemaend - disciplinaerordning - sanktion - lovlighed - afgoerelse efter en sag rettet mod en anden tjenestemand - uden betydning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 86)

8. Tjenestemaend - disciplinaerordning - sanktion - ansaettelsesmyndighedens skoen - judiciel kontrol - raekkevidde - graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 86-89)

Sammendrag

1. Vedtaegten fastsaetter ikke i dens bestemmelser vedroerende disciplinaerordningen for Faellesskabernes tjenestemaend i artikel 86-89 i bilag IX nogen foraeldelsesfrist for indledningen af en disciplinaersag. En foraeldelsesfrist skal imidlertid af hensyn til dens formaal, som er at tjene retssikkerheden, fastsaettes forud af faellesskabslovgiver.

Da der ikke i vedtaegten er fastsat en saadan frist, kan det ikke antages, at udloebet af fristen i finansforordningens artikel 72, for saa vidt angaar meddelelse af decharge til regnskabsfoerere, kan medfoere foraeldelse af enhver disciplinaer forfoelgning af disse. Disciplinaersagen, som er uafhaengig af andre administrative procedurer, har nemlig til formaal at bevare den interne orden i den offentlige tjeneste, mens formaalet med meddelelse af decharge i finansforordningens artikel 72 er at indfoere en kontrol med regnskabernes rigtighed og lovlighed og ganske saerligt med deres aflaeggelse og revision, for at den usikkerhed, som bestaar vedroerende det ansvar, der paahviler den paagaeldende regnskabsfoerer for et regnskabsaar, kan fjernes.

Det forhold, at de to naevnte procedurer er uafhaengige af hinanden, er imidlertid ikke til hinder for, at der under disciplinaersagen kan tages hensyn til de konklusioner og de vurderinger, der er anlagt i forbindelse med afgoerelsen om meddelelse af decharge.

2. Naar en ansaettelsesmyndigheds afgoerelse om at paalaegge en tjenestemand en disciplinaer sanktion er blevet annulleret ved dom, fordi disciplinaersagen var behaeftet med formmangel, og samme ansaettelsesmyndighed genoptager disciplinaersagen, kan denne genoptagelse ikke anses for en ny indbringelse for de kompetente instanser, men for en genoptagelse af sagen paa det stadium, hvor sagen var behaeftet med den ved dommen fastslaaede formmangel.

3. Selv om fristerne i artikel 7 i vedtaegtens bilag IX for afgivelse af Disciplinaerraadets begrundede udtalelse og ansaettelsesmyndighedens vedtagelse af en afgoerelse ikke er foraeldelsesfrister, udgoer de dog et princip om god administration, hvis formaal saavel i administrationens som i tjenestemandens interesse er at undgaa, at der sker en uberettiget forsinkelse med vedtagelsen af den afgoerelse, som afslutter disciplinaersagen. Derfor er de disciplinaere myndigheder forpligtet til at gennemfoere en disciplinaersag med fornoeden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker efter et rimeligt tidsrum i forhold til den foregaaende handling. Hvis dette princip ikke overholdes, hvilket kun kan bedoemmes ud fra den konkrete sags omstaendigheder, kan ikke blot institutionen ifalde ansvar, men overtraedelse heraf kan ogsaa medfoere, at en retsakt, der er vedtaget under overtraedelse af dette princip, rammes af ugyldighed.

4. Artikel 6 i den europaeiske menneskerettighedskonvention finder ikke anvendelse paa disciplinaersager som saadan inden for den offentlige tjeneste, idet der i en saadan sag ikke er tale om en "anklage for en forbrydelse", som angivet i artiklen.

5. Det foelger af artikel 2 og artikel 7, stk. 1, i vedtaegtens bilag IX, at tjenestemanden, der er genstand for en disciplinaersag, og hans bisidder rettidigt kan goere sig bekendt med alle de faktiske forhold, som afgoerelsen hviler paa, med henblik paa indgivelse af deres bemaerkninger. Hvis der imidlertid ikke foreligger en anmodning fra den paagaeldende, paahviler der ikke efter vedtaegten ansaettelsesmyndigheden nogen forpligtelse til at give oplysning om alle dokumenter vedroerende tjenestemanden.

6. Regnskabsfoererens og forskudsbestyrerens befoejelse og ansvar, for saa vidt angaar forvaltningen af en forskudsforvaltning, er bl.a. fastsat ved finansforordningens artikel 17, stk. 3, artikel 20, 49, 63 og 70 samt i artikel 46-54 i gennemfoerelsesbestemmelserne til finansforordningen. I henhold til disse bestemmelser er oprettelse - og derfor en aendring af en forskudsforvaltning - afhaengig af en afgoerelse fra budgetmyndighederne. Forskudsbestyreren foerer regnskab over de midler, han raader over, og over de afholdte udgifter ifoelge regnskabsfoererens instruktion, og er over for denne ansvarlig for effektueringen af betalinger. Regnskabsfoererens rolle, som bestaar i at varetage institutionens indtaegter og betalinger, er ikke paa dette omraade begraenset til alene at give instruktioner. Regnskabsfoereren skal, som regel paa stedet og uanmeldt, kontrollere, at de midler, som er betroet forskudsbestyreren, er til stede, og at regnskabet bliver foert. Det fremgaar af denne ansvarsfordeling mellem regnskabsfoereren og forskudsbestyreren, at sidstnaevnte foerst og fremmest er ansvarlig for forvaltningen af forskudsforvaltningen, og kun er fritaget for dette ansvar, saafremt han har modtaget modstridende instruktioner fra regnskabsfoereren. Derimod er ogsaa regnskabsfoereren ansvarlig, hvis han, skoent oplyst om eventuelle ulovligheder, ikke traeffer de noedvendige foranstaltninger, eller ikke foretager saavel ordinaer som ekstraordinaer kontrol af forskudsforvaltningens regnskab.

Heraf foelger ogsaa, at ansvar for fremlaeggelse og opbevaring af bilag under forskudsforvaltningen foerst paahviler forskudsbestyreren. Regnskabsfoereren, som skal kontrollere forskudsforvaltningens regnskab og give forskudsbestyreren instruktioner, bliver ansvarlig fra det tidspunkt, da han ikke giver de fornoedne instruktioner om at opbevare de paagaeldende bilag.

7. Da enhver disciplinaersag udgoer en selvstaendig sag, og sagsoegeren ikke til egen fordel kan paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre, kan en tjenestemand ikke paaberaabe sig det forhold, at der ikke blev anordnet nogen sanktion over for en anden tjenestemand, som havde vaeret genstand for en disciplinaersag vedroerende forhold, som havde forbindelse med dem, der foreholdtes foerstnaevnte tjenestemand, og under henvisning hertil bestride den sanktion, der er anvendt over for ham.

8. Naar de handlinger, som tjenestemanden lastes for, er bevist, tilkommer det ansaettelsesmyndigheden at vaelge den passende sanktion. Da vedtaegtens artikel 86-89 ikke fastsaetter noget bestemt forhold mellem de heri opregnede sanktioner og de forskellige former for overtraedelse af tjenestepligter, der begaas af tjenestemaend, skal valget af den sanktion, der paalaegges i det enkelte individuelle tilfaelde, baseres paa ansaettelsesmyndighedens generelle vurdering af sagens samtlige konkrete omstaendigheder og saeregenheder. Retten kan ikke saette sin vurdering i stedet for ansaettelsesmyndighedens, undtagen i tilfaelde af aabenbar vildfarelse eller magtfordrejning.

Dommens præmisser

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 I juli 1981 paabegyndte Revisionsretten i henhold til EOEF-Traktatens artikel 206, litra a), stk. 4, en undersoegelse af kassen for Europa-Parlamentets medlemmer (herefter benaevnt "Parlamentet"). Dens foerste resultater, som blev meddelt Parlamentet i oktober 1981 og i april 1982, var meget kritiske.

2 Den 30. april 1982 blev Henri de Compte, der var tjenestemand i loenklasse A3 og regnskabsfoerer ved Parlamentet, forflyttet.

3 Den 6. juli 1982 vedtog Revisionsretten en saerberetning vedroerende Europa-Parlamentets medlemmers kasse (EFT C 202, s. 1), hvori den fastslog, at der var sket grove tilsidesaettelser af finansforordningen af 21. december 1977 vedroerende De Europaeiske Faellesskabers almindelige budget (EFT L 356, s. 1, herefter benaevnt "finansforordningen"), og opfordrede Parlamentet til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at afslutte alle de ulovlige regnskabsmaessige transaktioner, inddrive alle skyldige beloeb og fastlaegge regnskabsfoererens, forskudsbestyrerens og finansinspektoerens eventuelle ansvar.

4 De af Revisionsretten angivne ulovligheder blev bekraeftet i en saerlig rapport, som paa Parlamentets anmodning blev udarbejdet af et uafhaengigt revisionsfirma.

5 Ved skrivelse af 30. september 1982 meddelte Parlamentets formand i sin egenskab af ansaettelsesmyndighed formanden for Disciplinaerraadet, at han havde besluttet at indlede en disciplinaersag mod H. de Compte i henhold til artikel 87, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") og finansforordningens artikel 71.

6 Da sagsoegeren gjorde gaeldende, at han ikke var blevet hoert forinden, som kraevet efter vedtaegtens artikel 87, stk. 1, meddelte Parlamentets formand ham ved skrivelse af 14. januar 1983, at han havde annulleret sin afgoerelse. I samme skrivelse gjorde han ogsaa sagsoegeren opmaerksom paa, at visse forhold vedroerende forvaltningen af medlemmernes kasse kunne give anledning til en disciplinaer forfoelgning af ham.

7 Den 28. januar 1983 foretog generaldirektoeren for administration, personale og Parlamentets finanser den forudgaaende hoering af den paagaeldende, som kraeves efter vedtaegtens artikel 87, stk. 2.

8 Den 13. april 1983 indgav Parlamentets praesident i medfoer af vedtaegtens artikel 87 og artikel 1 i vedtaegtens bilag IX (herefter benaevnt "bilaget") til Disciplinaerraadet en indberetning, som indeholdt klagepunkterne over sagsoegeren. Disciplinaerraadet moedtes flere gange i tidsrummet fra den 2. juli 1983 til den 10. februar 1984.

9 Efter moedet den sidstnaevnte dato foreslog Disciplinaerraadet i en begrundet udtalelse med tre stemmer mod to at paalaegge H. de Compte en irettesaettelse som sanktion; to medlemmer af Disciplinaerraadet var imod denne sanktion og udtalte sig til fordel for ren og skaer afskedigelse af tjenestemanden.

10 I mellemtiden havde Parlamentet ved afgoerelse af 18. maj 1983 meddelt sin formand decharge for regnskabsaaret 1981, og samtidig udsat meddelelse af decharge til regnskabsfoereren for at give Kontroludvalget mulighed for at gennemfoere visse arbejder (EFT C 161, s. 98).

11 Den 16. marts 1984 besluttede Parlamentets formand at anvende sanktionen fjernelse fra tjenesten paa sagsoegeren uden nedsaettelse eller ophaevelse af hans pensionsrettigheder; denne afgoerelse var baseret paa flere klagepunkter over sagsoegeren, hvorefter denne skulle have begaaet forskellige ulovligheder under sin udoevelse af hvervet som regnskabsfoerer.

12 Den 21. marts 1984 indbragte sagsoegeren i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, en klage til ansaettelsesmyndigheden over afgoerelsen om fjernelse fra tjenesten af 16. marts 1984. Foruden denne klage indgav sagsoegeren den 11. april 1984 endnu en klage, som hovedsagelig var baseret paa, at Parlamentet i mellemtiden havde meddelt ham decharge for regnskabsaaret 1981, altsaa i det regnskabsaar, hvorunder han skulle have begaaet de ham foreholdte ulovlige handlinger.

13 Parlamentet havde ved afgoerelse af 10. april 1984 nemlig meddelt institutionens regnskabsfoerer decharge for regnskabsaaret 1981. I afgoerelse af 10. april 1984 blev der foerst under punkt E, F og G henvist til Revisionsrettens saerberetning vedroerende medlemmernes kasse, til Parlamentets afgoerelse af 18. maj 1983, hvorved der blev meddelt decharge til dets formand og hvorved meddelelse af decharge til regnskabsfoereren blev udsat, samt til Parlamentets formands skrivelse af 6. juni 1983, hvori denne angav de grunde, som havde foranlediget ham til at anmode om udsaettelse af afgoerelsen om decharge for 1981, og derefter blev der i afgoerelsens foerste betragtning anfoert, at "alle elementer boer tages i betragtning i forbindelse med meddelelse af dechargen for 1982, inkl. korrespondancen af 6. juni 1983" (EFT C 127, s. 43).

14 Den 24. maj 1984 besluttede Parlamentets formand som svar paa de klager, han havde gaaet forelagt, at aendre sanktionen fjernelse fra tjenesten til degradation til loenklasse A7, loentrin 6. Denne afgoerelse var begrundet med en henvisning til den begrundelse, som var blevet givet for den foerste sanktion om fjernelse fra tjenesten.

15 Den 4. juni 1984 indbragte H. de Compte:

- en klage til Parlamentets formand over den nye afgoerelse af 24. maj 1984

- en sag for Domstolen med paastand om annullation af naevnte afgoerelse af 24. maj 1984 om degradation

- en begaering om foreloebige forholdsregler med henblik paa at opnaa udsaettelse af afgoerelsen til Domstolen havde afsagt dom i hovedsagen.

16 Ved kendelse af 3. juli 1984 (sag 141/84 R, Sml. s. 2575) afsagde formanden for Domstolens Tredje Afdeling kendelse om, at afgoerelsen af 24. maj 1984 skulle udsaettes, indtil der var afsagt dom i hovedsagen.

17 Ved afgoerelse af 4. juli 1984 afslog Parlamentets formand den klage, sagsoegeren havde indbragt den 4. juni 1984.

18 Ved dom af 20. juni 1985 (sag 141/84, Sml. s. 1951) fastslog Domstolen, at den procedure, som Disciplinaerraadet havde fulgt, var behaeftet med en vaesentlig formmangel (vidnefoersel uden tilstedevaerelse af den indberettede tjenestemand eller hans bisidder) og annullerede foelgelig ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 24. maj 1984.

19 Ved skrivelse af 24. juli 1985 tilsendte Parlamentets formand Revisionsretten en anmodning fra Parlamentets Budgetkontroludvalg, hvori Revisionsretten anmodedes om at afgive en ny udtalelse om, hvorledes det underskud, der var konstateret i medlemmernes kasse i regnskabsaaret 1982, mest korrekt kunne afsluttes.

20 Den 7. november 1985 afgav Revisionsretten sin udtalelse, hvori den konkluderede, at regnskabsfoereren og forskudsbestyreren var ansvarlige efter finansforordningens artikel 70.

21 Ved afgoerelse af 11. juli 1986 meddelte Parlamentet decharge til sin formand for regnskabsaaret 1982 og bemyndigede sin formand til at meddele dens regnskabsfoerere decharge for regnskabsaaret 1982 "bortset fra beloebet paa 91 263 ECU og sagerne i forbindelse hermed, som der er gjort rede for i skrivelsen fra Revisionsrettens formand af 7. november 1985, samt den dertil foejede udtalelse fra Revisionsretten". Parlamentet paalagde desuden sin formand at tage passende skridt til at loese de endnu udestaaende spoergsmaal (EFT C 227, s. 154).

22 Ved skrivelsen af 9. december 1986 meddelte Parlamentets formand sagsoegeren, at han agtede at genoptage disciplinaersagen mod ham og anmodede ham om at fremsaette sine bemaerkninger til den indberetning, som indeholdt de kritisable forhold, og som den davaerende formand havde forelagt Disciplinaerraadet den 13. april 1983, samt til Revisionsrettens udtalelse af 7. november 1985 og Parlamentets afgoerelse af 11. juli 1986.

23 H. de Compte blev hoert henholdsvis den 12. januar og den 23. februar 1987 og indgav sine skriftlige bemaerkninger henholdsvis den 30. januar og den 11. februar 1987 i henhold til vedtaegtens artikel 87, stk. 1.

24 Ved skrivelse af 24. juni 1987 til den af institutionen udpegede formand for Disciplinaerraadet genoptog Parlamentets formand den tidligere disciplinaersag mod H. de Compte paa grundlag af den indberetning, som den 13. april 1983 var blevet forelagt det tidligere Disciplinaerraad.

25 Disciplinaerraadet holdt flere moeder i tidsrummet fra den 9. juli 1987 til den 27. november 1987. Paa sidstnaevnte dato afgav det en begrundet udtalelse, hvori det enstemmigt anbefalede Parlamentets formand at paalaegge H. de Compte sanktionen degradation paa grund af de alvorlige klagepunkter og de formildende omstaendigheder.

26 I henhold til bilagets artikel 7, stk. 3, blev sagsoegeren hoert den 16. december 1987 og indgav ved skrivelse af 7. december 1987 sine endelige bemaerkninger.

27 Ved afgoerelse af 18. januar 1988, meddelt sagsoegeren ved skrivelse af samme dato og med virkning fra den 1. februar 1988, paalagde Parlamentets formand sagsoegeren sanktionen degradation fra loenklasse A3, loentrin 8, til loenklasse A7, loentrin 6.

28 Det var paa dette grundlag, at H. de Compte den 10. februar 1988 anfaegtede Parlamentets formands afgoerelse ved indbringelse af:

- en klage til ansaettelsesmyndigheden i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2

- naervaerende annullationssoegsmaal

- begaering om foreloebige forholdsregler bestaaende i udsaettelse af afgoerelsens fuldbyrdelse, indtil der var blevet afsagt dom i hovedsagen.

29 Ved kendelse af 16. marts 1988 (sag 44/88 R, Sml. s. 1669), afslog formanden for Domstolens Fjerde Afdeling sagsoegerens begaering om foreloebige forholdsregler under henvisning til, at denne ikke havde kunnet godtgoere, at der som kraevet ifoelge Domstolens procesreglement artikel 83, stk. 2, forelaa uopsaettelighed.

30 Ved afgoerelse af 27. maj 1988 afviste Parlamentets formand sagsoegerens klage af 10. februar.

31 Den skriftlige forhandling, som i sin helhed har fundet sted ved Domstolen, er forloebet forskriftsmaessigt.

32 Ved kendelse af 15. november 1989 har Domstolen hjemvist sagen til Retten i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans.

33 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og samtidig at anmode Parlamentet om visse praeciseringer, som den fandt noedvendige af hensyn til sagen.

34 Parlamentet har den 15. februar 1991 indgivet disse praeciseringer samt sin besvarelse af Rettens skriftlige spoergsmaal.

35 Den mundtlige forhandling fandt sted den 19. marts 1991. Parternes repraesentanter afgav indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal.

Parternes paastande

36 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsoegeren gives medhold.

- Foelgelig annulleres Europa-Parlamentets formands afgoerelse af 18. januar 1988 om degradation af sagsoegeren fra loenklasse A3, loentrin 8, til loenklasse A7, loentrin 6.

- Parlamentet tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Sagsoegeren har i sin replik subsidiaert nedlagt foelgende yderligere paastande:

- Der udpeges et udvalg af tre sagkyndige, som faar til opgave at give en begrundet udtalelse om de klagepunkter, som foreholdes sagsoegeren, og at besvare alle spoergsmaal, som vil blive stillet dem af sagens parter.

- Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes, saafremt sagsoegeren gives medhold i denne paastand.

Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at afholde sagens omkostninger i henhold til Domstolens procesreglements artikel 70.

Ansaettelsesmyndighedens klagepunkter

37 Det fremgaar af ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om degradation og af Disciplinaerraadets begrundede udtalelse, at de klagepunkter, som foreholdtes sagsoegeren, kan opdeles i tre grupper:

a) Oprettelse af en konto i Midland Bank, London, den 21. juli 1980, og indsaettelse paa kontoen af 400 000 UKL til en rente af 16% p.a., uden forudgaaende tilladelse, uden nogen postering herom i regnskabet over disse transaktioner og uden indfoerelse i Parlamentets boeger af de oppebaarne renter i 1980 og 1981. Disse forhold er en tilsidesaettelse af finansforordningens artikel 20 og artikel 70, stk. 1, stk. 3, for saa vidt angaar oprettelsen af kontoen, og af finansforordningens artikel 63 samt af artikel 50 og 51 i Kommissionens forordning (Euratom, EKSF, EOEF), af 30. juni 1975 om gennemfoerelsesbestemmelser til visse bestemmelser i finansforordningen af 25. april 1973 (EFT L 170, s. 1; herefter benaevnt "gennemfoerelsesbestemmelser"), for saa vidt angaar den manglende bogfoering (punkt 127-156 i den begrundede udtalelse og s. 3 i ansaettelsesmyndighedens afgoerelse).

b) Indloesning uden praecis og gyldig begrundelse af to checks den 4. september 1981 og den 11. november 1981, trukket paa Midland Bank og lydende paa henholdsvis 17 189,15 UKL og 35 176,98 UKL, beloeb som var blevet kontant indbetalt af banken Sogenal (Société général alsacienne de banque), Luxembourg, i form af foelgende beloeb: 2 700 000 BFR, 30 000 DM og 100 000 FF. Undladelse af at bogfoere disse transaktioner i Parlamentets boeger i regnskabsaaret 1981. Bogfoering med seks maaneders forsinkelse (28.2.1982) i regnskabet vedroerende medlemmernes kasse med et samlet beloeb paa 4 136 125 BFR, skoent udbetaling var sket i forskellige valutaer. Disse forhold er en tilsidesaettelse af forpligtelsen til korrekt at forvalte betalingsbevillingerne som angivet i finansforordningens artikel 20, stk. 2, artikel 63, artikel 64, stk. 2, og artikel 70, stk. 1, tredje afsnit (punkt 157-186 i den begrundede udtalelse og s. 4 og 5 i ansaettelsesmyndighedens afgoerelse).

c) tilsidesaettelse af regnskabsfoererens forpligtelse til kun at afholde udgifter paa grundlag af bilag og til at soerge for bevarelse af Parlamentets vaerdier. Den manglende dokumentation vedroerer en forskel mellem kassebeholdningen i medlemmernes kasse og den generelle regnskabsoversigt paa 4 100 000 BFR, opstaaet efter posteringen paa 4 136 125 BFR i forbindelse med indloesning af to checks trukket paa Midland Bank. Disse forhold udgoer en grov tilsidesaettelse fra regnskabsfoererens side, som han maa ifalde ansvar for i henhold til finansforordningens artikel 70, stk. 1, andet afsnit (punkt 187-215 i den begrundede udtalelse og s. 5 og 6 i ansaettelsesmyndighedens afgoerelse).

38 Ansaettelsesmyndigheden har foerst anfoert, at den omhyggeligt havde gennemgaaet alle sagens akter, Disciplinaerraadets udtalelse og sagsoegerens stillingtagen, og herefter udtalt, at selv ved den gunstigste fortolkning af forholdene havde sagsoegeren groft tilsidesat forpligtelser, som paahviler Parlamentets regnskabsfoerer og generelt De Europaeiske Faellesskabers tjenestemaend. Paa grund af de af Disciplinaerraadet angivne formildende omstaendigheder - heriblandt den daarlige organisation af Parlamentets regnskabsafdeling paa tidspunktet for de paaklagede forhold - havde ansaettelsesmyndigheden bestemt at anvende sanktionen degradation.

Redegoerelse for forvaltningen af kontiene hos Midland Bank, London

39 Klagepunkterne over sagsoegeren vedroerer forvaltningen af en bankkonto, hvorpaa der indsattes midler fra forskudsforvaltningen, som tjener til betaling af forskellige ydelser og godtgoerelser af Parlamentets medlemmers rejseudgifter. Forholdene vedroerende forvaltningen af denne bankkonto, som fremgaar af Revisionsrettens udtalelse af 7. november 1985 og Disciplinaerraadets begrundede udtalelse (punkt 127-155), er fremstillet i det foelgende. Sagsoegeren har ikke bestridt rigtigheden af disse forhold.

40 Den 16. maj 1980 skrev Midland Bank, London, til Parlamentet og meddelte det, at det indestaaende beloeb paa dets loebende konto nr. 618094 med fordel kunne overfoeres til en indlaanskonto, saaledes at det kunne baere renter.

41 Ved skrivelse af 21. juli 1980, underskrevet af Offermann, forskudsbestyrer, tjenestemand i kasse- og bogholderiafdelingen, og Cesaratto, tjenestemand i samme afdeling, blev der oprettet en rentebaerende konto (nr. 1777912) ved naevnte bank og overfoert 400 000 UKL til kontoen til 16% i rente p.a.

42 Ifoelge sagsoegerens udtalelser over for Disciplinaerraadet var han fra begyndelsen blevet informeret om denne brevveksling og om beslutningen om at oprette en rentebaerende konto. Beloebet paa 400 000 UKL forblev indestaaende i tretten maaneder, men der blev ikke foretaget nogen postering af disse transaktioner i Parlamentets boeger.

43 I august 1981 blev beloebet paa anmodning af de Compte og forskudsbestyreren, Offermann, igen overfoert til den loebende konto nr. 618094. Renterne, som paa davaerende tidspunkt udgjorde 50 347,59 UKL, forblev derimod paa konto nr. 1777912. Heller ikke disse renter blev posteret i Parlamentets boeger, hverken i 1980 eller i 1981.

44 Konto nr. 1777912 blev krediteret et beloeb paa 9 152,80 UKL for renter i anden halvdel af 1981, hvorved de samlede indestaaende renter paa kontoen udgjorde 59 500,44 UKL. Heller ikke dette blev der gjort bemaerkninger om i Parlamentets boeger.

45 Den 4. september 1981 og den 11. november 1981 udbetalte Banque Sogenal, Luxembourg, de Compte, paa sammes anmodning, kontant foelgende beloeb: 2 700 000 BFR, 30 000 DM og 100 000 FF. H. de Compte udskrev for disse beloeb to checks, trukket paa Midland Bank, London, lydende paa henholdsvis 17 189,15 UKL og 35 176,98 UKL.

46 Midland Bank afslog at betale disse checks fra indlaanskontoen (nr. 1777912), idet der ikke kunne udstedes checks paa kontoen og saaledes heller ikke direkte kunne haeves penge paa den. Midland Bank genoprettede det loebende kontonummer (618094), og de to checks blev debiteret denne konto. Ingen af disse to checks er imidlertid blevet posteret i det relevante regnskab i Parlamentets boeger i regnskabsaaret 1981.

47 Soendag den 28. februar 1982 blev de to checks posteret paa regnskabet for medlemmernes kasse, trukket paa den tilsvarende konto i Midland Bank, for et samlet beloeb paa 4 136 125 BFR.

48 Sandsynligvis samme dato, den 28. februar 1982, blev der udfoert fire formularer vedroerende "kasse-transaktioner" for disse to checks, men formularerne var tilbagedateret til den 16. september 1981 og den 26. november 1981.

49 I mellemtiden var der den 24. februar 1982 efter et telefonopkald til Midland Bank, London, blevet overfoert et beloeb paa 19 000 UKL fra indlaanskontoen til den loebende konto, hvorved restbeloebet paa indlaanskontoen udgjorde 40 500,44 UKL.

50 Den 18. marts 1982 gennemfoerte Revisionsretten en kontrol, under hvilken der ikke blev fundet nogen postering vedroerende beloebet paa 4 136 125 BFR, hvilket gjorde det muligt for Revisionsrettens repraesentant under hoering for Disciplinaerraadet den 23. oktober 1987 at bekraefte, at posteringen af 28. februar 1982 var blevet foretaget efter naevnte kontrol.

51 Den 30. marts 1982 erkendte de Compte ved skrivelse til Parlamentets formand, at der ikke var sket nogen bogfoering af udgiftsbeloebet paa 4 121 573 BFR.

52 I april 1982 blev Midland Bank anmodet om at gennemgaa de restbeloeb, som indestod i Parlamentets navn, og i forbindelse hermed gjorde banken Revisionsretten bekendt med konto nr. 1777912.

53 Efter sagsoegerens forflyttelse den 30. april 1982, og paa den nye regnskabsfoerers anmodning, blev indlaanskontoen lukket og restbeloebet den 20. maj 1982 overfoert til den loebende konto.

54 Efter en intern kontrol, som blev foretaget af Parlamentets finanstjenester, blev der den 31. august 1982 foretaget en tilbagefoerelsespostering i Parlamentets almindelige regnskab for et beloeb paa 4 136 125 BFR.

Realiteten

55 Sagsoegeren har til stoette for sit annullationssoegsmaal foerst fremfoert otte anbringender om formmangler vedroerende den disciplinaere procedure. Disse anbringender kan sammenfattes saaledes:

- Den anfaegtede afgoerelse er blevet truffet efter udloebet af fristen i bilagets artikel 7, stk. 3.

- Disciplinaersagen blev indledt efter udloebet af den i finansforordningens artikel 72 fastsatte frist.

- Disciplinaersagen kan ikke realitetsbehandles paa grund af den decharge, som blev meddelt sagsoegeren for regnskabsaaret 1981.

- Genoptagelsen af disciplinaersagen skete i strid med princippet om en rimelig frist.

- Disciplinaersagen mod ham kan ikke realitetsbehandles, idet den indebaerer en tilsidesaettelse af reglen "non bis in idem" i vedtaegtens artikel 86.

- Disciplinaersagen var behaeftet med formmangler vedroerende den indledende indberetning og protokollen af 26. november 1987.

- Sagsoegerens ret til forsvar var blevet tilsidesat, navnlig derved, at han ikke havde faaet meddelelse om visse aktstykker.

- Disciplinaerraadets uafhaengighed og hans ret til forsvar var blevet paavirket af visse udtalelser, som en af Parlamentets davaerende viceformaend havde fremsat.

56 Sagsoegeren har dernaest til stoette for sine paastande fremfoert tre anbringender om indholdsmangler. Disse anbringender kan sammenfattes saaledes:

- overtraedelse af vedtaegtens artikel 86 og af finansforordningens artikel 70 og 72, og tilsidesaettelse af retsprincipper, bl.a. princippet om, at enhver forvaltningsakt skal vaere ledsaget af lovlige, dvs. relevante, grunde, der ikke er indbyrdes modstridende og ikke er baseret paa faktiske eller retlige vildfarelser

- subsidiaert overtraedelse af vedtaegtens artikel 86, stk. 1, og af finansforordningens artikel 70, stk. 1, og artikel 71 og af lighedsprincippet, billighedsprincippet og princippet om fordelende retfaerdighed samt at der forelaa magtfordrejning

- overtraedelse af proportionalitetsprincippet med hensyn til de fremfoerte klagepunkter i forhold til den alvorlige anvendte sanktion.

A - Anbringender vedroerende formmangler

Anbringendet om tilsidesaettelse af fristen i bilagets artikel 7, stk. 3

57 Sagsoegeren har i sin replik frafaldet dette anbringende.

Anbringendet om foraeldelsesfristens udloeb

58 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at disciplinaersagen, som resulterede i den anfaegtede afgoerelse, blev indledt efter udloebet af foraeldelsesfristen i finansforordningens artikel 72, hvorefter "hver institution har en frist paa to aar efter aflaeggelsen af forvaltningsregnskabet til at traeffe afgoerelse om at give regnskabsfoererne decharge for deres hermed forbundne transaktioner".

59 Ifoelge sagsoegeren maa der, efter udloebet af denne toaarsfrist, og naar der ikke foreligger en tidligere udtrykkeligt meddelt eller afslaaet decharge, efter bestemmelserne anses for stiltiende at vaere meddelt decharge, idet regnskabsfoereren ikke kan vaere offer for forvaltningsmyndighedens langsommelighed. Finansforordningens artikel 37, stk. 2, som bestemmer, at bilagene vedroerende bogfoeringen opbevares i fem aar fra datoen fra den i artikel 85 naevnte beslutning om decharge for budgettets gennemfoerelse, taler ikke imod denne opfattelse, idet artiklen kun omhandler en forpligtelse, der ligger efter naevnte beslutning om decharge.

60 En stiltiende decharge kan kun opfattes som en anerkendelse af, at regnskaberne er lovformelige og korrekte, hvilket medfoerer en definitiv fritagelse for en del af regnskabsfoererens ansvar, nemlig ansvaret vedroerende regnskabernes formelle rigtighed. Det foelger af denne foerste betydning af den anfoerte mindstebetydning af decharge, at en eventuel disciplinaersag, som alene er baseret paa formelle klagepunkter, ogsaa maa indledes inden naevnte foraeldelsesfrist paa to aar. Denne frist begynder i henhold til finansforordningens artikel 73 og 77 at loebe senest fra den 31. maj i det aar, der foelger efter det paagaeldende regnskabsaar.

61 Sagsoegeren har anfoert, at disciplinaersagen i dette tilfaelde blev indledt den 24. juni 1987, altsaa efter udloebet af den naevnte toaarsfrist, baade for saa vidt angaar hans regnskabsfoerelse vedroerende regnskabsaaret 1981 - hvor fristen udloeb senest den 31. maj 1984 - og, subsidiaert, for saa vidt angaar hans regnskabsfoerelse vedroerende regnskabsaaret 1982 - hvor fristen udloeb senest den 31. maj 1985 - idet han siden den 30. april 1982 ikke laengere bestred stillingen som regnskabsfoerer. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at den indledte disciplinaersag den 24. juni 1987 ikke paa nogen maade kan anses for at vaere en genoptagelse af en tidligere disciplinaersag, idet den foerste sag, der blev indledt den 30. september 1982, ikke foerte til nogen afgoerelse vedroerende ham, og at den anden sag, der blev indledt den 13. april 1983, resulterede i afgoerelsen af 24. maj 1984, som senere blev annulleret ved Domstolens ovennaevnte dom af 20. juni 1985.

62 Sagsoegeren har dernaest anfoert, at der er sammenhaeng mellem den i finansforordningens artikel 72 og 85 fastsatte decharge og anfoert, at lovgiver i artikel 72 ikke har givet mulighed for at forlaenge fristen for beslutningen om decharge, hvilket lovgiver har gjort for den i artikel 85 angivne beslutning om decharge. Fristen i artikel 72 vedroerende decharge maa derfor anses for en foraeldelsesfrist. Sagsoegeren har anfoert, at det ogsaa maa noteres, at fristen i artikel 85 udloeber mere end et aar foer fristen i artikel 72.

63 Sagsoegte har hertil anfoert, at vedtaegtens bestemmelser ikke giver nogen mulighed for at fastslaa sammenhaeng mellem meddelelse af decharge og disciplinaersagen, hvilket klart fremgaar af den naevnte kendelse om foreloebige forholdsregler af 3. juli 1984, som blev afsagt i samme sag. Den af sagsoegeren paastaaede foraeldelse skal vaere udtrykkeligt fastsat af lovgiver (Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, praemis 18-20). Finansforordningens artikel 72 indeholder ikke en saadan udtrykkelig angivelse.

64 Desuden fastsaetter finansforordningens artikel 37, stk. 2, at bilagene skal opbevares i fem aar, hvoraf det ifoelge sagsoegte indirekte fremgaar, at der kan indledes en disciplinaersag i det tidsrum, der foelger efter toaarsfristen for meddelelse af decharge. Retsvirkningen af decharge er, at den myndighed, der er ansvarlig for kontrol med budgettet, ved dechargens meddelelse angiver, at den ikke har nogen indvendinger med hensyn til regnskabsaflaeggelsen. Decharge er imidlertid ikke til hinder for indledning af en disciplinaersag, hvis verserende undersoegelser i forbindelse med en disciplinaersag resulterer i nye omstaendigheder og, bl.a., i eventuelt bedrageri.

65 Parlamentet har anfoert, at beslutningen om meddelelse af decharge kun kan vaere udtrykkelig. Toaarsfristen i finansforordningens artikel 72 kan ikke fortolkes som en foraeldelsesfrist, ved hvis udloeb regnskabsfoereren stiltiende opnaar decharge. Beslutningen om decharge kan foerst traeffes efter beslutningen om decharge vedroerende budgettets gennemfoerelse. Da fristen for afstemningen vedroerende meddelelse af decharge for budgettets gennemfoerelse i finansforordningens artikel 85 ikke udgoer en foraeldelsesfrist, maa det samme gaelde for fristen i finansforordningens artikel 72.

66 Sagsoegte har hertil anfoert, at under alle omstaendigheder blev proceduresagerne af henholdsvis 30. september 1982 og 13. april 1983 indledt inden den 31. maj 1984, hvorfor fristerne altsaa er blevet overholdt. Efter Domstolens dom af 20. juni 1985, som annullerede ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 24. maj 1984, maatte disciplinaersagen naturligvis genoptages. Ikke desto mindre indebaerer, ifoelge sagsoegte, det forhold, at de tidligere disciplinaersager blev indledt, at en eventuel foraeldelsesfrist blev afbrudt (Domstolens domme af 14.7.1967, forenede sager 5/66, 7/66, 13/66 og 24/66, Kampffmeyer mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 381; af 5.4.1973, sag 11/72, Giordano mod Kommissionen, Sml. s. 417). Under alle omstaendigheder havde ansaettelsesmyndigheden haft mulighed for at traeffe en afgoerelse identisk med den, som var blevet annulleret paa grund af formmangler, idet den denne gang overholdt de vaesentlige formkrav, som var blevet tilsidesat (Domstolens dom af 30.9.1982, sag 108/81, Amylum mod Raadet, Sml. s. 3107).

67 Parlamentet har desuden anfoert, at sagsoegeren, i modsaetning til hvad han har haevdet, aldrig er blevet meddelt en stiltiende decharge. Sagsoegte har vedroerende dette problem anfoert foelgende. Afgoerelsen af 14. januar 1983, hvorved Parlamentet meddelte sagsoegeren decharge, vedroerte regnskabsaaret 1980, og indeholdt intet vedroerende de klagepunkter, der var fremsat mod ham. Parlamentet meddelte ganske vist ved afgoerelse af 10. april 1984 sagsoeger decharge for regnskabsaaret 1981, men udsatte dog udtrykkeligt behandlingen af problemerne i forbindelse med de disciplinaersager, der var indledt mod sagsoegeren i forbindelse med dechargen for 1982. For saa vidt angaar denne decharge, bemyndigede Parlamentet i sin afgoerelse af 11. juni 1986 dets formand til at meddele dets regnskabsfoerere decharge for regnskabsaaret 1982, bortset fra forskellen mellem kassebeholdningen og hovedbogholderiets tal, som udgjorde 4 136 125 BFR.

68 Retten bemaerker vedroerende dette anbringende foerst, at vedtaegten i dens bestemmelser vedroerende disciplinaerordningen for Faellesskabernes tjenestemaend i artikel 86-89 i bilag IX ikke fastsaetter nogen foraeldelsesfrist for indledningen af en disciplinaersag mod en tjenestemand, der foreholdes at have tilsidesat en af sine forpligtelser efter vedtaegten. En foraeldelsesfrist skal af hensyn til dens formaal, som er at tjene retssikkerheden, fastsaettes forud af faellesskabslovgiver (jf. Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, anfoert ovenfor). Da der ikke i vedtaegtens bilag vedroerende disciplinaer forfoelgning af tjenestemaend udtrykkeligt er fastsat en foraeldelsesfrist, kan det ikke antages, at udloebet af fristen i finansforordningens artikel 72, for saa vidt angaar meddelelse af decharge til regnskabsfoerere, kan medfoere foraeldelse af enhver disciplinaer forfoelgning af disse.

69 Det findes dernaest vigtigt at understrege princippet om disciplinaersagers uafhaengighed i forhold til andre administrative procedurer. Formaalet med disciplinaere sanktioner er at bevare den interne orden i den offentlige tjeneste. Formaalet med meddelelse af decharge i finansforordningens artikel 72 er derimod at indfoere en kontrol med regnskabernes rigtighed og lovlighed, og mere generelt, med deres aflaeggelse og revision, for at den usikkerhed, som bestaar vedroerende det ansvar, der paahviler den paagaeldende regnskabsfoerer for et regnskabsaar, kan fjernes. Det var ogsaa ud fra denne opfattelse, at formanden for Domstolens Tredje Afdeling i kendelsen af 2. juli 1984 om foreloebige forholdsregler i samme sag sondrede mellem disse to procedurer. Det maa derfor fastslaas, at den af sagsoegeren paastaaede stiltiende decharge efter udloebet af toaarsfristen ikke er til hinder for at indlede en disciplinaersag mod ham.

70 Det bemaerkes endvidere, at selv om sagsoegerens opfattelse paa dette punkt laegges til grund, maa anbringendet alligevel forkastes. Parlamentet kan nemlig med foeje haevde, at disciplinaersagen blev indledt inden den 31. maj 1984, hvilket er den dato, som sagsoeger har angivet for meddelelse af den stiltiende decharge for regnskabsaaret 1981. Disciplinaersagen mod sagsoegeren maa anses for senest at vaere indledt den 13. april 1983, paa hvilket tidspunkt Parlamentets formand tilstillede Disciplinaerraadet indberetningen med klagepunkterne over sagsoegeren. Denne disciplinaersag foerte til ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 24. maj 1984, hvorved sagsoegeren blev paalagt sanktionen degradation. Efter at disciplinaerafgoerelsen var blevet annulleret af Domstolen ved dom af 20. juni 1985 paa grund af formmangler, rejste Parlamentets formand paa ny den 24. juni 1987 sag for Disciplinaerraadet paa grundlag af samme indberetning. Paa denne baggrund kan genoptagelsen af disciplinaersagen ikke anses for en ny indbringelse for de kompetente instanser, men for en genoptagelse af sagen paa det stadium, hvor sagen var blevet behaeftet med den af Domstolen fastslaaede formmangel. Det bemaerkes herved, at en administration principielt atter kan gentage en administrativ retsakt, som tidligere er blevet annulleret paa grund af formmangel, saafremt den herved overholder de formkrav, som var blevet tilsidesat.

71 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at sagsoegerens anbringende om, at den paastaaende foraeldelsesfrist i finansforordningens artikel 72 var overskredet, ikke kan laegges til grund.

Anbringendet om meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1981

72 Sagsoegeren har anfoert, at Parlamentet ved afgoerelse af 10. april 1984 havde meddelt ham decharge for regnskabsaaret 1981 paa grundlag af en betaenkning af 21. marts 1984 fra Budgetkontroludvalget. Han har anfoert, at denne afgoerelse i sig selv indebaerer, at den verserende disciplinaersag ikke kan realitetsbehandles og derfor er en nullitet, idet de eneste klagepunkter, som herefter forelaa imod ham, udelukkende vedroerte den formelle rigtighed af regnskaberne.

73 Sagsoegeren har i sin staevning desuden anfoert, at den omstaendighed, at dechargen for regnskabsaaret 1982 blev meddelt ham med et forbehold vedroerende det punkt, som netop udgoer hovedpunktet i denne sag, nemlig spoergsmaalet om de 4 mio. BFR, er ganske irrelevant. Han har derved foerst anfoert, at dette sidste spoergsmaal er blevet afgjort ved saetningen "giver institutionens regnskabsfoerer decharge for regnskabsaaret 1981"; subsidiaert har sagsoegeren anfoert, at han blev meddelt decharge for regnskabsaaret 1982 og mere subsidiaert, at der ikke ved hans forflyttelse den 30. april 1982 og ved hans efterfoelgers tiltraedelse blev aflagt regnskab for de paagaeldende konti, hvorfor ansaettelsesmyndigheden er ganske ude af stand til, for saa vidt angaar regnskabsaaret 1982, at afgoere, hvad der henhoerer under hans ansvar og hvad der henhoerer under hans efterfoelgers ansvar.

74 Sagsoegeren har i sin replik understreget to forhold, som efter hans mening er afgoerende, nemlig dels afgoerelsen af 18. maj 1983, hvorved Parlamentet meddelte sin formand decharge for regnskabsaaret 1981, og dels ovennaevnte afgoerelse af 10. april fra Parlamentet. Paa dette grundlag har han foerst gjort gaeldende, at den kendsgerning, at Parlamentet den 18. maj 1983 meddelte decharge til dets formand, indirekte indebaerer meddelelse af decharge til regnskabsfoereren; dernaest, at en decharge ikke kan vaere delvis, og endelig, at raekkevidden af en afgoerelse vedroerende decharge ikke kan begraenses ved en betragtning til afgoerelsen. Subsidiaert har sagsoegeren tilfoejet, at saafremt spoergsmaalet om meddelelse af decharge for 1982 er relevant, maa han anses for at have faaet meddelt decharge for dette regnskabsaar. Han har herved gentaget sin argumentation, hvorefter den af Parlamentet givne decharge til dets formand - nemlig Parlamentets afgoerelse af 11. juli 1986 for regnskabsaaret 1982 - indebaerer meddelelse af decharge til regnskabsfoereren.

75 Parlamentet har bestridt sagsoegerens argumentation og henholdt sig til de bemaerkninger, det har gjort tidligere vedroerende sagsoegerens anbringende om udloeb af foraeldelsesfristen, nemlig at sagsoegeren aldrig har faaet meddelt decharge for de retsakter, som var genstand for disciplinaersagen. Sagsoegte har desuden anfoert, at selv om sagsoegeren havde faaet meddelt decharge, er dette uden betydning for indledning af disciplinaersag.

76 Sagsoegte har i sin duplik endvidere taget forbehold med hensyn til, om de af sagsoegeren i replikken fremsatte anbringender kan realitetsbehandles. Det drejer sig her om sammenhaengen mellem den decharge, Parlamentet gav dets formand, og den decharge, der meddeles institutionens regnskabsfoerer, samt argumentet, at en betragtning i en afgoerelse om decharge ikke kan paavirke decharge som saadan. Sagsoegte har anfoert, at der her er tale om tre nye anbringender.

77 Parlamentet har desuden haevdet, at anbringenderne ikke er begrundet. Det har anfoert, at der foreligger to forskellige procedurer med hensyn til decharge (artikel 72 og 85 i finansforordningen), hvilket efter sagsoegtes opfattelse indebaerer, at den ene procedure ikke kan daekke den anden. Decharge (artikel 85) er "noedvendig", men ikke "tilstraekkelig" til at meddele decharge efter artikel 72, og det er ogsaa denne praksis, som er blevet gennemfoert af institutionerne. Af de samme grunde angiver artikel 13 i de interne bestemmelser vedroerende gennemfoerelsen af Parlamentets budget udelukkende, at decharge (artikel 85) indebaerer "godkendelse" til at meddele decharge (artikel 72) til regnskabsfoereren, men ikke automatisk i sig selv indebaerer en saadan decharge. Parlamentet har derfor, ved at meddele decharge til dets formand og samtidigt afslaa at meddele decharge til sagsoegeren, ikke villet fritage sidstnaevnte for ansvar. Parlamentet har som besvarelse af skriftlige spoergsmaal, fremsat af Retten, redegjort for sin interne ordning og administrative praksis vedroerende decharge for gennemfoerelse af institutionens budget (finansforordningens artikel 85) og decharge til regnskabsfoerere (finansforordningens artikel 72).

78 Retten bemaerker, at sagsoegeren med dette tredje anbringende hovedsagelig goer gaeldende, at han udtrykkeligt blev meddelt decharge for regnskabsaaret 1981 og, subsidiaert, for regnskabsaaret 1982, hvorfor disciplinaersagen mod ham ikke kan paakendes.

79 Som allerede paavist under besvarelsen af det foregaaende anbringende er vedtaegtens disciplinaere forfoelgning uafhaengig af proceduren vedroerende decharge i finansforordningen. Selv om det antages, at sagsoegeren har faaet meddelt decharge for regnskabsaaret 1981, kan dette derfor ikke vaere til hinder for, at der indledes en disciplinaersag mod ham, saa meget desto mere som dennes paabegyndelse den 13. april 1983 under alle omstaendigheder ligger tidligere end Parlamentets afgoerelser af 18. maj 1983 og 10. april 1984, hvorved sagsoegeren ifoelge egen opfattelse maa anses for stiltiende eller udtrykkeligt at have faaet meddelt decharge for regnskabsaaret 1981.

80 Det bemaerkes endvidere, at selv om sagsoegeren gives medhold i opfattelsen, hvorefter meddelelsen af decharge er til hinder for paabegyndelse af en disciplinaersag, er anbringendet uden grundlag. For saa vidt nemlig sagsoegeren for foerste gang i sin replik henviser til afgoerelsen af 18. maj 1983, hvorved Parlamentet meddelte sin formand decharge, og under henvisning hertil anfoerer, at denne decharge automatisk ogsaa indebaerer meddelelse af decharge til institutionens regnskabsfoerere, bemaerkes - uanset spoergsmaalet om anbringendet kan realitetsbehandles - at det ikke er begrundet. I afgoerelsen af 18. maj 1983 udsatte Parlamentet nemlig udtrykkeligt "decharge til regnskabsfoereren ... da Budgetkontroludvalget foerst maa gennemfoere nogle arbejder". Sagsoegeren har endvidere under samme anbringende henvist til Parlamentets afgoerelse af 10. april 1984, men denne del af anbringendet er heller ikke begrundet. For at vurdere raekkevidden af denne afgoerelse korrekt maa man gennemgaa dens betragtninger; navnlig fremgaar det af punkt G og punkt I i afgoerelsens betragtninger, at Parlamentet, for saa vidt angaar decharge for regnskabsaaret 1982, undlod at udtale sig om forhold, der vedroerte sagsoegerens ansvar. Paa grund af dette spoergsmaal havde Parlamentets formand ved skrivelse af 6. juni 1983 anmodet om at faa udsat afgoerelsen om decharge for regnskabsaaret 1981.

81 Desuden bemaerkes, at regnskabsaaret 1981 ikke er det relevante regnskabsaar med henblik paa det bestridte spoergsmaal. Som det nemlig fremgaar af sagens akter indebar den omstaendighed, at der ikke var foretaget nogen regnskabsmaessig postering, enten som betaling eller som godtgoerelse under hele regnskabsaaret 1981 af beloebet paa 4 136 125 BFR, at det ikke under den revision af forvaltningen, som blev gennemfoert i regnskabsaaret, var muligt at fastslaa et overskud eller et underskud. Det er derfor regnskabsaaret 1982, der maa anses som relevant for spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren ifalder ansvar som Parlamentets regnskabsfoerer. Parlamentet har ganske vist ved sin afgoerelse af 11. juli 1986 bemyndiget dets formand til at meddele dets regnskabsfoerere decharge for dette regnskabsaar, men ledsaget denne godkendelse med et udtrykkeligt forbehold "vedroerende beloebet paa 91 263 ECU og sagerne hermed", netop paa grund af den forskel, der i mellemtiden var blevet konstateret mellem kassebeholdningen og hovedbogholderiets tal.

82 Heraf foelger, at ogsaa dette anbringende under alle omstaendigheder maa afvises.

Anbringendet om overtraedelse af princippet om en rimelig frist

83 Sagsoegeren, som har fremfoert dette anbringende subsidiaert, bl.a. i forhold til anbringendet vedroerende udloebet af foraeldelsesfristen, har anfoert, at efter et almindeligt anerkendt retsprincip maa det antages, at en disciplinaersag skal paabegyndes inden for en rimelig frist efter at de til grund herfor liggende forhold er blevet opdaget, og ogsaa skal gennemfoeres inden for en rimelig frist af saavel retssikkerhedsgrunde som af hensyn til en god administration.

84 Sagsoegeren har herunder anfoert, at den disciplinaere forfoelgning, saadan som denne er fastsat i vedtaegten, normalt er undergivet relativt korte frister. I denne sag er den blevet paabegyndt og/eller gennemfoert med en urimelig forsinkelse. Til stoette herfor har sagsoegeren anfoert, at disciplinaersagen blev paabegyndt eller i hvert fald genoptaget den 24. juni 1987, skoent den indledende frist herfor var den 31. december 1981 (afslutning af regnskabsaaret 1981), eller subsidiaert, den 30. april 1982 (datoen for hans forflyttelse) eller, endnu mere subsidiaert, den 20. juni 1985 (datoen for Domstolens dom om annullation af den disciplinaere sanktion af 24.5.1984).

85 Sagsoegeren har i sin replik redegjort for de forhold, der fandt sted, efter at der blev anlagt sag mod ham i 1982, for at godtgoere, at de fem aar, som forloeb mellem de ham foreholdte handlinger, og paabegyndelsen af den sidste disciplinaersag, overskrider graensen for en rimelig frist. Han har herunder foerst anfoert, at der her er tale om en tilsidesaettelse af artikel 6, stk. 1, i den europaeiske menneskerettighedskonvention, som han mener maa finde analog anvendelse i sagen. Han har dernaest gennemgaaet de argumenter, som sagsoegte har fremfoert, og hertil anfoert, at sagsoegte ikke har bestridt princippet om, at der ved paabegyndelsen og gennemfoerelsen af en disciplinaersag skal iagttages en rimelig frist. Han har hertil anfoert, at institutionen kun har bestridt, at der gaelder en foraeldelsesfrist for paabegyndelse af en disciplinaersag, men ikke, at der gaelder en rimelig frist for en saadan sag, hvilket er et helt andet spoergsmaal. Han har tilfoejet, at Disciplinaerraadet i dets udtalelse naevner formildende omstaendigheder, der vedroerer det lange tidsrum, der forloeb mellem ansaettelsesmyndighedens indgivelse af klagepunkter og afslutningen paa disciplinaersagen. Ansaettelsesmyndigheden fulgte udtalelsen og har saaledes erkendt, at der var tale om et meget langt tidsrum, som sagsoegeren ikke kunne goeres ansvarlig for. For saa vidt dernaest angaar sagsoegtes argumentation vedroerende det faktiske haendelsesforloeb, har han anfoert, at den eneste relevante samtale vedroerer tidsrummet paa halvandet aar, som forloeb mellem den 20. juni 1985, dato for afsigelsen af Domstolens dom, og den 9. december 1986, datoen for den skrivelse, hvorved ansaettelsesmyndigheden meddelte ham, at den ville genoptage disciplinaersagen og opfordrede ham til at indgive sin bemaerkninger til den indberetning, som indeholdte klagepunkterne over ham, og som oprindeligt blev tilstillet Disciplinaerraadet den 13. april 1983.

86 Sagsoegte har for sit vedkommende gentaget, at vedtaegten ikke indeholder nogen foraeldelsesfrist for paabegyndelsen af en disciplinaersag. Under alle omstaendigheder finder institutionen, at man ikke kan bebrejde den ikke at have udvist tilstraekkelig omhu i gennemfoerelsen af disciplinaersagen mod sagsoegeren, navnlig hvis man tager hensyn til de saerdeles indviklede forhold, der skulle opklares, og de alvorlige beskyldninger, der rettedes mod sagsoegeren. Det lange kronologiske haendelsesforloeb, som institutionen detaljeret har redegjort for, viser klart, at dette argument er holdbart. Institutionen har endvidere anfoert, at den langvarige undersoegelse beroede paa de talrige problemer, som sagsoegeren og hans raadgivere rejste under hele disciplinaersagen, samt antallet af de retssager, som sagen har givet anledning til, nemlig fem kendelser om foreloebige forholdsregler og en dom. Sagsoegte har endelig anfoert, at sagsoegeren selv i betydelig grad har formindsket raekkevidden af hans klagepunkt, idet han har erklaeret, at det eneste relevante spoergsmaal i sagen vedroerer tidsrummet paa to aar, som fulgte efter afsigelsen af Domstolens dom den 20. juni 1985, idet han har erkendt, at han i dette tidsrum var personlig skyld i en forsinkelse paa et halvt aar. Spoergsmaalet er altsaa, om det yderligere tidsrum paa halvandet aar er begrundet.

87 Vedroerende isaer dette tidsrum paa halvandet aar, har sagsoegte anfoert, at ansaettelsesmyndigheden, henset til udtalelserne fra formanden for Tredje Afdeling i kendelsen om foreloebige forholdsregler af 3. juli 1984, ikke fandt det hensigtsmaessigt oejeblikkeligt at genoptage disciplinaersagen, men foretrak at afvente Parlamentets vedtagelse af afgoerelsen om meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1982. Sagsoegte har hertil anfoert, at paa datoen for afsigelsen af Domstolens dom, den 20. juni 1985, havde Budgetkontroludvalget allerede den 18. juni 1985 paabegyndt proceduren med henblik paa meddelelse af decharge. Paa anmodning fra Budgetkontroludvalget anmodede Parlamentets formand ved skrivelse af 24. juli 1985 om en ny udtalelse fra Revisionsretten om, hvorledes underskuddet i medlemmernes kasse for regnskabsaaret 1982 mest hensigtsmaessigt kunne afsluttes. Ansaettelsesmyndigheden havde afventet Revisionsrettens udtalelse, som blev afgivet den 7. november 1985, og senere Parlamentets afgoerelse af 11. juli 1986 vedroerende meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1982, inden den genoptog disciplinaersagen. Skoent Parlamentet har benaegtet, at en eventuel meddelelse af decharge kan udgoere en hindring for gennemfoerelse af en disciplinaersag, mener det, at den detaljerede gennemgang fra Parlamentets Kontroludvalg af sagsoegerens regnskabsfoerelse kunne bringe nyt lys i sagen. Sagsoegte har fremfoert, at denne foranstaltning, som udelukkende var i sagsoegerens interesse, udgoer en gyldig begrundelse for det tidsrum paa halvandet aar, som forloeb mellem annullationsdommen og genoptagelsen af disciplinaersagen.

88 Det bemaerkes hertil, at selv om vedtaegten ikke indeholder nogen foraeldelsesfrist for paabegyndelse af disciplinaersagen, bestemmer den dog i bilag IX, naermere bestemt i artikel 7, at Disciplinaerraadet har en frist paa en maaned, forlaenget til tre maaneder, hvis Disciplinaerraadet har ivaerksat en kontradiktorisk undersoegelse, til at afgive sin udtalelse, samt at ansaettelsesmyndigheden tilsvarende har en maaned til at traeffe sin afgoerelse. Selv om disse frister ikke er foraeldelsesfrister, udgoer de dog et princip om god administration, hvis formaal saavel i administrationens som i tjenestemandens interesse er at undgaa, at der sker en uberettiget forsinkelse med vedtagelsen af den afgoerelse, som afslutter disciplinaersagen (jf. Domstolens dom af 4.2.1970, sag 13/69, Van Eick mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 1; dom af 29.1.1985, sag 228/83, F. mod Kommissionen, Sml. s. 275; dom af 19.4.1988, sag 209/86, M. mod Raadet, Sml. s. 1891). Det foelger af hensynet til god forvaltningsskik, som faellesskabslovgiver har villet sikre, at de disciplinaere myndigheder er forpligtet til at gennemfoere en disciplinaersag med fornoedent omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker efter et rimeligt tidsrum i forhold til den foregaaende handling. Hvis ikke dette princip overholdes, hvilket kun kan bedoemmes ud fra den konkrete sags omstaendigheder, kan ikke blot institutionen ifalde ansvar, men overtraedelse heraf kan ogsaa medfoere, at en retsakt, der er vedtaget under overtraedelse heraf, rammes af ugyldighed.

89 I denne sag fremgaar det af en gennemgang fra den 13. april 1983 af de forskellige akter i disciplinaersagen mod sagsoegeren, akter, som der er gjort kronologisk rede for under afsnittet "faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger", at disciplinaersagen principielt er blevet forskriftsmaessigt gennemfoert. Det maa dog, naar man fratraekker det tidsrum, hvorunder sagsoegeren varetog sit forsvar for Domstolen, fastslaas, at der er to perioder, hvor spoergsmaalet om, hvorvidt der er tale om et rimeligt tidsrum, kan diskuteres. Det foerste tidsrum er de otte maaneder, under hvilken sagen verserede for Disciplinaerraadet (fra 2.6.1983-10.2.1984); det andet tidsrum er de atten maaneder, som forloeb mellem Domstolens afsigelse af annullationsdommen og Parlamentets formands skrivelse, hvori sagsoegeren anmodes om at indgive sine bemaerkninger i henhold til vedtaegtens artikel 87, stk. 2 (fra 20.6.1985-9.12.1986).

90 Som Parlamentet har anfoert i sit svarskrift (s. 26-30) og som det ogsaa fremgaar af det foerste Disciplinaerraads begrundede udtalelse af 10. februar 1984 (punkt 6-20), beroede varigheden af dets arbejde dels paa, at sagsoegeren af laegelige grunde med enkelte afbrydelser havde vaeret fravaerende i fire maaneder, og dels paa, at Disciplinaerraadet havde anordnet en kontradiktorisk undersoegelse. Det maa under disse omstaendigheder fastslaas, at de otte maaneder, som det foerste Disciplinaerraad brugte til at afgive sin begrundede udtalelse, ikke udgoer en overskridelse af graenserne for et rimeligt tidsrum.

91 Vedroerende de atten maaneder, som forloeb mellem Domstolens annullationsdom og genoptagelsen af disciplinaersagen, har sagsoegte anfoert, at ansaettelsesmyndigheden havde maattet afvente udfaldet af den allerede indledte procedure vedroerende decharge for regnskabsaaret 1982. Inden vurderingen af denne begrundelse findes det hensigtsmaessigt at fastholde visse af de saerlige omstaendigheder, som laa til grund for denne sags opstaaen. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0026.1

92 Som allerede anfoert, udarbejdede Revisionsretten i juli 1982 en saerberetning vedroerende forvaltningen af medlemmernes kasse og konstaterede heri, at der ved forvaltningen heraf var begaaet grove overtraedelser af finansforordningen. Disse ulovligheder blev bekraeftet af en rapport, som blev udarbejdet af et privat revisionsfirma, som konstaterede, at der forelaa et "hul" paa ca. 4 mio. BFR, som var "opstaaet" i de foregaaende aar. Det bemaerkes desuden, at paabegyndelsen af en disciplinaersag mod sagsoegeren i Parlamentet havde fremkaldt staerke reaktioner og en kraftig diskussion, og i den internationale presse blev omtalt som en kaempeskandale. Sagsoegeren foregav, at han havde vaeret offer for urimelige materielle og arbejdsmaessige arbejdsvilkaar, og anklagede sine overordnede for at vaere eneansvarlige for de fastslaaede ulovligheder. Parlamentets kompetente instanser havde foerst under disse omstaendigheder udtalt sig relativt vagt vedroerende sagsoegerens eventuelle ansvar. Efter Budgetkontroludvalgets rapport anfoerte Parlamentet i sin afgoerelse vedroerende meddelelse af decharge til institutionens regnskabsfoerere for regnskabsaaret 1981 alene, at det ville undersoege spoergsmaalet om underskud i forbindelse med meddelelse af decharge for 1982. Disciplinaerraadet for dets vedkommende fandt, at ansaettelsesmyndigheden med foeje havde kritiseret sagsoegeren for en raekke alvorlige overtraedelser under hans embedsfoerelse, men at der forelaa formildende omstaendigheder, som navnlig bestod i en uhensigtmaessig organisering af hele det direktorat, hvor han arbejdede, og som medfoerte, at han ikke alene kunne anses for ansvarlig. Flertallet af Disciplinaerraadets medlemmer foreslog at paalaegge sagsoegeren en irettesaettelse, mens mindretallet stemte for ganske enkelt at afskedige ham. Ansaettelsesmyndigheden besluttede derefter at paalaegge ham sanktionen fjernelse fra tjenesten. I sin kendelse om foreloebige forholdsregler af 3. juli 1984, hvorved der blev anordnet udsaettelse med fuldbyrdelse af den foerste disciplinaere sanktion, erkendte formanden for Domstolens Tredje Afdeling, at proceduren vedroerende meddelelse af decharge er uafhaengig af den disciplinaere forfoelgning, og udtalte, at de vurderinger, som Budgetkontroludvalget anlagde vedroerende sagsoegerens ansvar, var forskellige fra ansaettelsesmyndighedens vurderinger. Sagsoegeren havde i det annullationssoegsmaal, han havde indbragt til proevelse af naevnte disciplinaerafgoerelse samtidig med begaeringen om foreloebige forholdsregler, bl.a. fremfoert det anbringende, at Disciplinaerraadet havde afslaaet at udsaette dets afgoerelse, indtil Budgetkontroludvalgets rapport forelaa. Parlamentets formand skulle saaledes i sin egenskab af ansaettelsesmyndighed ikke kun traeffe afgoerelse vedroerende et usaedvanligt kompliceret teknisk spoergsmaal, men ogsaa afgoere en sag, hvor der forelaa betydelige divergerende opfattelser, og som Europa-Parlamentet endnu ikke havde taget stilling til i forbindelse med proceduren om meddelelse af decharge. Desuden maa der tages hensyn til den saerlige stilling, som ansaettelsesmyndigheden befandt sig i i denne sag - og som ikke finder sit sidestykke i nogen anden institution i Faellesskabet - nemlig det forhold, at Parlamentets formand, der samtidig var ansvarlig for ansaettelsesmyndighedens afgoerelse og formand for Europa-Parlamentet, skulle udtale sig om en sag, hvis realitet, om end i en anden sammenhaeng, ogsaa skulle behandles af Europa-Parlamentet.

93 Paa grund af disse faktiske og retlige omstaendigheder maa det erkendes, at sagens komplicerede karakter, dens betydning for Parlamentets ry, ansaettelsesmyndighedens saerlige stilling i institutionen, bemaerkningerne i Domstolens kendelse af 3. juli 1984 vedroerende konklusionerne fra Budgetkontroludvalget, samt den tvivl, der herskede om, hvilke tjenestemaend og ansatte, der var ansvarlige for de paagaeldende forhold, er saerlige omstaendigheder, som i denne sag begrunder ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om at afvente udfaldet af den parlamentariske procedure vedroerende meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1982 inden paabegyndelse af disciplinaersagen mod sagsoegte. Modsat det af sagsoegte anfoerte er dette resultat ikke i strid med princippet om, at en disciplinaersag er uafhaengig af proceduren vedroerende meddelelse af decharge. Selv om meddelelse af decharge efter princippet om uafhaengighed mellem disse to naevnte procedurer ikke formelt er til hinder for, at der kan paabegyndes en disciplinaersag mod den paagaeldende tjenestemand, indebaerer princippet imidlertid ikke, at der ikke under disciplinaersagen kan tages hensyn til de konklusioner og de vurderinger, der er anlagt i forbindelse med afgoerelsen om meddelelse af decharge. Det maa derfor fastslaas, at de atten maaneder, som forloeb inden genoptagelsen af disciplinaersagen, ikke kan anses for at udgoere en overskridelse af graenserne for et rimeligt tidsrum.

94 Vedroerende en analog anvendelse af artikel 6, stk. 1, i den europaeiske menneskerettighedskonvention, som sagsoegeren har henvist til i sin replik, bemaerkes, at for saa vidt som sagsoeger har paaberaabt sig denne bestemmelse som et nyt anbringende til stoette for naervaerende soegsmaalsgrund om overskridelse af princippet om et rimeligt tidsrum, findes det ikke, under hensyn til det ovenstaaende anfoerte, noedvendigt at behandle dette anbringende yderligere. Saafremt sagsoegeren derimod herpaa har villet stoette en anden selvstaendig soegsmaalsgrund end soegsmaalsgrunden vedroerende overtraedelse af princippet om et rimeligt tidsrum, maa denne soegsmaalsgrund afvises af flere grunde. Foerst maa den afvises, fordi den er fremfoert under retsforhandlingerne, eller rettere sagt foerst i sagsoegerens replik. Dernaest er den ikke begrundet. Det er tilstraekkeligt at anfoere, at konventionens artikel 6 ikke finder anvendelse paa disciplinaersager inden for den offentlige tjeneste. Den ved konventionen oprettede Europaeiske Kommission for Menneskerettigheder har afvist flere sager, hvori der er nedlagt paastand om anvendelse af artikel 6 paa disciplinaersager, under henvisning til, at der i en saadan sag ikke er tale om en "anklage for en forbrydelse" som angivet i artiklen (afgoerelser af 8.3.1976, sag nr. 7374/76, X mod Danmark, D. R. 5, s. 157; af 8.10.1980, sag nr. 8496/79, X mod Det Forenede Kongerige, D. R. 21, s. 168).

95 Det fremgaar af det ovenstaaende anfoerte, at sagsoegerens anbringende om overtraedelse af princippet om et rimeligt tidsrum maa forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af grundsaetningen "non bis in idem"

96 Sagsoegeren har anfoert, at afgoerelsen om at forflytte ham uden videre, som blev truffet den 30. april 1982, udgoer en disciplinaer sanktion, og at den anfaegtede afgoerelse er blevet truffet i strid med vedtaegtens artikel 86, stk. 3, som bestemmer, at én og samme forseelse kun kan medfoere anvendelse af én disciplinaer sanktion. Denne bestemmelse er desuden ogsaa blevet tilsidesat derved, at administrationen tidligere havde afslaaet af forfremme ham til loenklasse A2 ad personam.

97 Sagsoegeren har anfoert, at den omstaendighed, at forflyttelsen ikke figurerer blandt de disciplinaere sanktioner og derfor ikke principielt er en saadan, ikke er til hinder for, at den kan daekke over en saadan sanktion, naar den har disciplinaer karakter. Ansaettelsesmyndigheden har endvidere i en skrivelse, som blev tilstillet Europa-Parlamentets medlemmer under Parlamentets session i juli 1982, erkendt, at afgoerelsen om forflyttelse havde en saadan karakter. Sagsoegeren har desuden anfoert, at selv om han havde samtykket i forflyttelsen, er dette ganske irrelevant, idet billigelse af en disciplinaer sanktion ikke kan aendre dennes karakter.

98 Sagsoegeren har endvidere, for saa vidt angaar hans forfremmelse "ad personam" til loenklasse A2, som var blevet afslaaet, anfoert, at denne afgoerelse ikke afhaenger af ansaettelsesmyndighedens skoen, men bindende er reguleret af almindelige bestemmelser, som ansaettelsesmyndigheden skal overholde, nemlig objektive kriterier vedroerende alder og anciennitet i loenklasse og tjeneste, hvilke kriterier han opfyldte siden 1986. Desuden kraever en forfremmelse "ad personam" ikke en ledig stilling.

99 Sagsoegte har afvist sagsoegerens argumentation. Sagsoegte har anfoert, at forflyttelsen af en tjenestemand, der er sket i tjenestens interesse, ikke er en bebyrdende retsakt samt, at administrationen under alle omstaendigheder paa dette omraade har et frit skoen. Endvidere var den paagaeldende afgoerelse truffet paa sagsoegerens anmodning og var en foreloebig forholdsregel, som sagsoegeren ikke protesterede mod paa det paagaeldende tidspunkt. Parlamentet har desuden anfoert, at forflyttelser ikke er anfoert paa den udtoemmende liste over disciplinaere sanktioner, som indeholdes i vedtaegtens artikel 86. Institutionen har under alle omstaendigheder henvist til, at i henhold til Domstolens dom af 13. februar 1969 (sag 14/68, Wilhelm, Sml. 1969, s. 1), er grundsaetningen "non bis in idem" ikke til hinder for, at der kan gennemfoeres to sideloebende procedurer vedroerende sanktioner, der tjener forskelligt formaal.

100 Sagsoegte har vedroerende afslaget paa at forfremme sagsoegeren "ad personam" anfoert, at en saadan forfremmelse paa grund af sin karakter udelukkende maa henhoere under ansaettelsesmyndighedens skoen og forudsaetter, at der er en ledig stilling. Sagsoegte har anfoert, at sagsoegeren ikke har indgivet nogen formel ansoegning om at blive forfremmet, og har under henvisning til Domstolens dom af 15. marts 1964 (sag 27/63, Raponi mod Kommissionen, Sml. 1964, s. 467) understreget det vide skoen, som ansaettelsesmyndigheden har paa dette omraade.

101 Det bemaerkes foerst, at blandt de disciplinaere sanktioner, som er opregnet i vedtaegtens artikel 86, stk. 2, figurer hverken forfremmelse eller afslag paa forfremmelse, mens artiklens stk. 3 bestemmer, at "en og samme forseelse kun kan medfoere anvendelse af én disciplinaer sanktion".

102 Det fremgaar endvidere af vedtaegtens artikel 7, at en forflyttelse udgoer et normalt led i tjenestemandens karriere og kan ske enten uden videre i tjenestens interesse eller efter ansoegning fra den paagaeldende tjenestemand. Det fremgaar af fast retspraksis, at en forflyttelse, der er foretaget alene i tjenestens interesse, principielt omfattes af administrationens befoejelse til efter sit eget skoen at organisere sine tjenestegrene (Domstolens dom af 5.5.1966, forenede sager 18/65 og 35/65, Gutman mod Kommissionen for Det Europaeiske Atomenergifaellesskab, Sml. 1965-1968, s. 175).

103 I denne sag var forflyttelsen af sagsoegeren den 30. april 1982 fra kasse- og bogholderiafdelingen, som han var chef for, til en anden afdeling sket for at lette de verserende undersoegelser, der var ivaerksat med henblik paa at opklare de ulovlige forhold, som Revisionsretten havde paapeget i regnskabet for medlemmernes kasse. Forflyttelsen var altsaa begrundet i hensynet til tjenesten og daekkede ikke, som sagsoegeren har anfoert, over en disciplinaer sanktion. Det bemaerkes desuden, at gennemgangen af den skrivelse, som Europa-Parlamentets formand tilstillede medlemmerne af Europa-Parlamentet i juli 1982, ikke giver grundlag for at aendre vurderingen af karakteren af denne foranstaltning, som sagsoegeren desuden selv havde billiget.

104 Det bemaerkes vedroerende forfremmelsen "ad personam", som efter sagsoegerens mening ubefoejet er blevet beroevet ham, alene, at sagsoegeren ikke paa noget tidspunkt har anfoert, at han havde ansoegt ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en saadan afgoerelse vedroerende ham, eller at han udtrykkeligt eller stiltiende havde faaet meddelt afslag paa en saadan ansoegning. Paa dette grundlag maa dette anbringende, som ikke stoettes paa noget faktisk holdepunkt, forkastes.

105 Anbringendet om at grundsaetningen "non bis in idem" er tilsidesat, er derfor ubegrundet.

Anbringendet om formmangler i disciplinaersagen

- Manglende underskrift og dato paa ansaettelsesmyndighedens indberetning til Disciplinaerraadet

106 Sagsoegeren har haevdet, at den omstaendighed, at den indberetning, som disciplinaersagen er baseret paa, hverken var dateret eller underskrevet, er en formfejl, naar henses til bilagets artikel 1, stk. 1, hvorfor indberetningen maa anses for ugyldig, hvilket ogsaa maa medfoere, at hele sagen og den endelige afgoerelse maa anses for ugyldig. Sagsoegeren har desuden anfoert, at denne formfejl ikke kan anses for at vaere ophaevet ved, at indberetningens foelgeskrivelse var dateret og underskrevet af ansaettelsesmyndigheden.

107 Sagsoegte har svaret, at underskrivelsen og foelgeskrivelsen klart angiver, at ansaettelsesmyndigheden har udfaerdiget rapporten, som i oevrigt indeholder datoen den 12. april 1983 og formandens navn.

108 Det bemaerkes, at det i bilagets artikel 1 bestemmes, at "der rejses sag for Disciplinaerraadet ved indgivelse af en indberetning fra ansaettelsesmyndigheden, i hvilken de forhold, der paaklages, og eventuelt de omstaendigheder, under hvilke de er begaaet, klart angives". Indberetningen skal sendes til formanden for Disciplinaerraadet, der goer medlemmerne af dette raad og den indberettede tjenestemand bekendt med den".

109 Det fremgaar af en gennemgang af sagens akter, at Parlamentets formand som ansaettelsesmyndighed rejste sag for Disciplinaerraadet ved skrivelse af 13. april 1983, og samtidig fremsendte indberetningen med klagepunkterne over sagsoegeren, som var dateret den 12. april 1983. Efter at Domstolen havde annulleret den disciplinaere sanktion, der var paalagt den 16. marts 1984, rejste Parlamentets formand igen sag ved Disciplinaerraadet ved skrivelse af 24. juni 1987, som var behoerigt underskrevet. Ansaettelsesmyndigheden gav i denne skrivelse, der var stilet til formanden for Disciplinaerraadet, en kort oversigt over sagens forloeb og oplyste, at den i henhold til vedtaegtens artikel 87, stk. 2, havde anmodet sagsoegeren om at indgive bemaerkninger til "den indberetning, som formanden, Dankert, den 13. april 1983 havde tilstillet Disciplinaerraadet", samt til Revisionsrettens udtalelse af 7. november 1985 og Parlamentets afgoerelse vedroerende meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1982; alle dokumenter, som udgjorde disciplinaersagens akter. Ansaettelsesmyndigheden oplyste desuden i samme skrivelse, at den, efter at have hoert sagsoegeren, havde besluttet at genoptage disciplinaersagen mod ham og "paa ny tilstille Disciplinaerraadet indberetningen af 12. april 1983 vedroerende klagepunkterne over de Compte". Endelig anmodede ansaettelsesmyndigheden Disciplinaerraadets formand om at indkalde raadet og at tilstille dets medlemmer og den indberettede tjenestemand disciplinaersagens akter, der var bilagt skrivelsen. Punkt A paa listen over bilag loed "Indberetning af 12. april 1983 om klagepunkter over de Compte".

110 Det maa paa dette grundlag fastslaas, at skrivelsen af 24. juni 1987, underskrevet af ansaettelsesmyndigheden, sammen med den vedlagte indberetning maa anses for et aktstykke, som ikke skaber tvivl om dets indhold, tidspunkt eller den myndighed, hvorfra det stammer. Dette aktstykke maa anses for en behoerig indbringelse af sagen for Disciplinaerraadet i henhold til bilagets artikel 1. Sagsoegerens argumentation er derfor uholdbar.

- Godkendelsen af protokollen af 26. november 1987 efter afgivelsen af den begrundede udtalelse

111 Sagsoegeren har desuden anfoert, at Disciplinaerraadets begrundede udtalelse af 27. november 1987 er behaeftet med en formmangel derved, at protokollen over moedet af 26. november 1987 er dateret den 30. november 1987 og altsaa er blevet udfaerdiget efter afgivelsen af den begrundede udtalelse, dvs. paa et tidspunkt, hvor Disciplinaerraadet ikke laengere behandlede sagen. Denne formmangel maa ifoelge sagsoegeren indebaere, at hele disciplinaersagen samt den af ansaettelsesmyndigheden paa grundlag af udtalelsen trufne afgoerelse maa anses for ugyldig.

112 Sagsoegte har anfoert, at der ikke foreligger nogen bestemmelse, som paalaegger Disciplinaerraadet at afgive sine begrundede udtalelser paa grundlag af protokollerne. Disciplinaerraadet afgiver sin udtalelse paa grundlag af de dokumenter, det er blevet forelagt under hensyntagen til den paagaeldendes og vidnernes forklaringer samt undersoegelsens udfald. Protokollen i denne sag var af rent intern karakter, og der bestod derfor ingen forpligtelse til at tilstille sagsoegeren den til underskrift. Sagsoegte har herved henvist til den klare sondring, der er knaesat i retspraksis, mellem dels saadanne protokoller, og dels protokollater af afhoering af vidner, som vidnerne skal godkende ved deres underskrift og som altsaa har en vis betydning for parterne (dom af 29.1.1985, sag 228/83, F. mod Kommissionen, naevnt ovenfor).

113 Retten fastslaar, at det fremgaar af en gennemgang af de dokumenter, der er blevet forelagt, at Disciplinaerraadet under tilstedevaerelse af sagsoegeren og dennes bisidder moedtes om morgenen den 26. november. Disciplinaerraadet godkendte paa dette moede protokollen over det foregaaende moede, foerte en erklaering fra dets formand til protokols vedroerende ansaettelsesmyndighedens fremlaeggelse af visse dokumenter og anmodede sagsoegeren om at bekraefte aegtheden af et dokument. Disciplinaerraadets medlemmer udvekslede derefter synspunkter med sagsoegerens bisidder vedroerende svarskriftet og besluttede, at raadet skulle moedes for lukkede doere samme dags eftermiddag samt fredag den 27. november 1987 hele dagen. Protokollen over dette moede blev godkendt mandag den 30. november og samme dato tilstillet sagsoegeren.

114 Paa dette grundlag maa det fastslaas, at sagsoegerens anbringende om, at den begrundede udtalelse er behaeftet med en formmangel, fordi protokollen er blevet godkendt efter sagens afslutning ved Disciplinaerraadet, ikke er begrundet. Den begrundede udtalelses lovlighed kan ikke anfaegtes alene derved, at protokollen over moedet den 26. november 1987 blev godkendt senere. Bilagets artikel 9, stk. 1, bestemmer, at "sekretaeren skal foere protokol over Disciplinaerraadets moeder", men indeholder intet krav om, at protokollerne, for at have gyldighed, skal underskrives umiddelbart efter Disciplinaerraadets moede.

115 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at anbringendet maa forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet

- Manglende forelaeggelse af visse dokumenter

116 Sagsoegeren har anfoert, at administrationen ikke rettidigt har tilstillet ham en raekke dokumenter, som han havde anmodet om, og som han mente var noedvendige for hans forsvar, samt at hans bisidder allerede havde beklaget sig over dette forhold i skrivelsen af 20. november 1987 til Disciplinaerraadets formand.

117 Sagsoegeren har dog anfoert i sin replik, at der her er tale om et saerligt klagepunkt, som er subsidiaert i forhold til den alvorlige tilsidesaettelse af hans kontradiktionsret, hvilket generelt foerte til forflyttelsen den 30. april 1982 og afslaget paa at give ham adgang til regnskabet. Under disse omstaendigheder er det, ifoelge sagsoegeren, institutionen, som skal bevise de ham foreholdte overtraedelser, idet han selv rent faktisk ikke var i stand til at erholde de dokumenter, der var noedvendige for hans forsvar. Han har hertil foejet, at dette spoergsmaal ikke var opstaaet, hvis han med henblik paa sit forsvar havde faaet adgang til regnskabet.

118 Sagsoegte har hertil anfoert, at Disciplinaerraadet systematisk har efterkommet sagsoegerens anmodninger om dokumenter og har herved henvist til en skrivelse fra Parlamentets generalsekretaer af 17. august 1987, hvori denne principielt erklaerer sig enig i, at sagsoegeren skal gives adgang til alle sagens dokumenter, samt til en skrivelse af 10. september 1987, hvori Disciplinaerraadets formand foreslog sagsoegerens bisidder, at de forskellige dokumenter, som var relevante, blev forelagt forsvaret efterhaanden som Disciplinaerraadets undersoegelse af sagen skred frem. Sagsoegerens bisidder har ikke bestridt ordlyden at denne skrivelse under dets oplaesning i moedet den 9. oktober 1987 og senere er der hver gang blevet redegjort for de indgivne anmodninger og svarene herpaa med bisidderens fuldstaendige billigelse. Saaledes blev sagsoegerens bisidder anmodet om at praecisere visse anmodninger om dokumenter, hvis identifikation forekom ansaettelsesmyndigheden vanskelig. Sagsoegerens bisidder forbeholdt sig derefter ret til at bibeholde eller frafalde anmodninger vedroerende dokumenter, som endnu ikke var blevet tilstillet ham. Sagsoegerens bisidders skrivelse af 20. november 1987 indeholdt dog ikke yderligere praeciserende angivelser. Med henblik herpaa blev der fremsat et paakrav over for sagsoegerens bisidder. Denne opfattelse er i oevrigt heller ikke blevet bestridt af forsvaret, som i oevrigt under moedet den 26. november 1987 bekraeftede, at det ikke oenskede at raade over andre dokumenter.

119 Sagsoegte har desuden i sin duplik fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement og herved anfoert, at de "generelle klagepunkter", som sagsoegeren har fremsat i sin replik, og som vedroerer henholdsvis hans forflyttelse den 30. april 1982 og det saakaldte afslag paa at give ham adgang til regnskabet, udgoer to nye anbringender. Parlamentet anser under alle omstaendigheder disse anbringender for ubegrundede. For saa vidt angaar sagsoegerens forflyttelse, har det anfoert, at sagsoegeren selv havde ansoegt herom. Vedroerende sagsoegerens paastand om, at han blev naegtet adgang til regnskabet, har Parlamentet anfoert, at formaalet med den skrivelse, som sagsoegeren henviser til, nemlig en skrivelse fra ansaettelsesmyndigheden af 7. december 1984, alene var at anmode sagsoegeren om at begrunde, hvorfor han oenskede at erholde visse dokumenter vedroerende et tidsrum, hvor han ikke udoevede sine funktioner. Ifoelge Parlamentet har sagsoegeren aldrig fremsat en saadan anmodning i saa generelle vendinger. Sagsoegerens bisidder anmodede alene ved skrivelse af 16. juli 1987 om, at alle dokumenter, som var nyttige for forsvaret, blev tilstillet ham, hvis han anmodede herom. Parlamentet har hertil foejet, at naar ansaettelsesmyndigheden, hvis der ikke foreligger nogen anmodning herom, ikke er forpligtet til at meddele den paagaeldende alle disciplinaersagens aktstykker (Domstolens dom af 11.7.1985, forenede sager 255/83 og 256/83, R. mod Kommissionen, Sml. s. 2473, praemis 18), er ansaettelsesmyndigheden saa meget mindre forpligtet til at tilstille forsvaret dokumenter, som ikke hoerer til sagen. Endelig skal, hvilket fremgaar af Domstolens dom af 11. juli 1968 (sag 35/67, Van Eick, naevnt ovenfor), en anmodning om tilstillelse af dokumenter klart angive, hvilke dokumenter der er noedvendige, og indeholde begrundelse for, at dokumenterne er relevante for sagens genstand.

120 Retten bemaerker, at det i bilagets artikel 2 bestemmes, at "efter indgivelse af denne indberetning har den indberettede tjenestemand ret til at blive gjort bekendt med de akter, der vedroerer ham, samt til at tage genpart af alle sagens akter".

121 Bilagets artikel 7, stk. 1, bestemmer desuden, at "paa grundlag af de dokumenter, der er blevet forelagt for Disciplinaerraadet, og under hensyn til tjenestemandens og vidnernes eventuelle skriftlige eller mundtlige udtalelser samt udfaldet af den undersoegelse, der maatte vaere foretaget, afgiver Disciplinaerraadet med stemmeflerhed en begrundet udtalelse ..."

122 I henhold til disse bestemmelser kan den indberettede tjenestemand og hans bisiddere rettidigt goere sig bekendt med alle de faktiske forhold, som disciplinaerafgoerelsen hviler paa, med henblik paa indgivelse af deres bemaerkninger (Domstolens dom af 29.1.1985, F. mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 23). Hvis der imidlertid ikke foreligger en anmodning fra den paagaeldende, paahviler der ikke efter vedtaegten ansaettelsesmyndigheden nogen forpligtelse til at give oplysning om alle dokumenter vedroerende tjenestemanden, som er genstand for en disciplinaersag (Domstolens dom af 11.7.1985, R. mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 17 og 18).

123 Sagsoegte har anfoert, hvilket ogsaa bekraeftes af sagens akter, at saavel ansaettelsesmyndigheden som Disciplinaerraadets formand tillod sagsoegeren og dennes bisidder fuld adgang til sagens akter og til at anmode om tilstillelse af dokumenter efterhaanden som Disciplinaerraadets undersoegelse skred frem (jf. den begrundede udtalelse, punkt 16 og 17, Parlamentets formands skrivelse af 26.6.1987 til sagsoegeren og Parlamentets generalsekretaers skrivelse af 17.8.1987 til sagsoegerens bisidder).

124 Sagsoegeren bestrider tilsyneladende heller ikke dette. Sagsoegeren har alene haevdet, at ansaettelsesmyndigheden ikke kunne tilstille ham visse dokumenter, men angiver hverken i staevningen eller i replikken, hvilke dokumenter der er tale om, bortset fra, at de tilsyneladende vedroerer regnskabsfoerelsen. Protokollen fra Disciplinaerraadets moede af 26. november 1987 fastslaar vedroerende dette punkt, at ansaettelsesmyndigheden ikke kunne identificere visse dokumenter, og at sagsoegerens bisidder forbeholdt sig ret til indtil den 23. november 1987 eventuelt at anmode om at faa tilstillet ikke-identificerede dokumenter. I samme protokol fastslaas det endvidere, at sagsoegerens bisidder udtrykkeligt angav, at "han ikke oenskede at faa tilstillet andre dokumenter", selv om han samtidig tilfoejede, at han ikke accepterede ansaettelsesmyndighedens argumentation om, at denne ikke havde vaeret i stand til at identificere dokumenterne. Retten finder under disse omstaendigheder, at sagsoegeren ikke har godtgjort sin paastand om, at administrationen uden begrundelse har afslaaet at tilstille ham visse dokumenter.

125 Sagsoegeren har i sin replik tilfoejet, at problemet vedroerende identifikation af visse dokumenter ikke ville have vaeret opstaaet, hvis man ikke havde afslaaet at give ham adgang til regnskabet efter hans forflyttelse den 30. april 1982. I det omfang dette argument maa anses for et nyt anbringende, maa det afvises, saaledes som sagsoegte med foeje har gjort gaeldende, i henhold til artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement. I det omfang argumentet maa anses som en uddybning af et i staevningen direkte eller forudsaetningsvist tidligere fremsat anbringende, bemaerkes alene - uden at det findes noedvendigt at behandle spoergsmaalet om, hvorvidt administrationen skal give tjenestemaend, der er genstand for en disciplinaersag, fri adgang til dens arkiver - at det fremgaar af sagens akter, at administrationen i denne sag allerede fra begyndelsen gav sagsoegeren adgang til dens arkiver (jf. punkt 66 i Disciplinaerraadets foerste begrundede udtalelse af 10.2.1984).

126 Heraf foelger, at det foerste klagepunkt, der er fremfoert til stoette for anbringendet, er ubegrundet.

- Den for sene fremsendelse af protokollen af 26. november 1987

127 Sagsoegeren har anfoert, at protokollen over Disciplinaerraadets sidste moede den 26. november 1987 foerst blev tilstillet ham den 30. november 1987, og at han foerst modtog den den 2. december 1987 sammen med Disciplinaerraadets begrundede udtalelse af 27. november 1987. Forsvaret har saaledes ikke haft mulighed for at fremsaette eventuelle bemaerkninger til protokollen, skoent denne ikke kan anses for et dokument, der alene har intern karakter, idet den indeholdt elementer, der var vigtige for forsvaret. Alene den omstaendighed, at det i protokollen blev angivet, at sagsoegerens bisidder ikke oenskede at raade over andre dokumenter, var i sig selv en bemaerkning, som kunne give anledning til bemaerkninger eller en forklaring.

128 Sagsoegte har erkendt, at der faktisk blev afholdt et moede den 26. november 1987, men anfoert, at dette moede blev efterfulgt af to andre moeder for lukkede doere, og at det andet moede varede hele fredagen den 27. november 1987. Under disse omstaendigheder kunne protokollerne ikke fremsendes foer mandag den 30. november 1987 og sagsoegeren fremsatte ingen bemaerkninger hertil, da han modtog den paagaeldende protokol. Under alle omstaendigheder har denne protokol alene intern karakter og var overhovedet ikke relevant for Disciplinaerraadets endelige afgoerelse, hvorfor dens for sene fremsendelse efter Domstolens praksis ikke kan anses for en tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet (dom af 29.1.1985, sag 228/83, F. mod Kommissionen, naevnt ovenfor). Institutionen har desuden anfoert, at selv om sagsoegeren stoetter sin argumentation paa, at der var tale om en for sen fremsendelse af protokollen, maa det dog fastholdes, at han ikke har bestridt, at hans bisidder udtrykkeligt under naevnte moede angav, at han ikke oenskede at modtage yderligere dokumenter.

129 Som Domstolen har udtalt (dom af 29.1.1985, F. mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 25-28), indeholder de egentlige protokollater blot en summarisk angivelse af Disciplinaerraadets forhandlinger og maa derfor anses for rent interne dokumenter, hvorfor den omstaendighed, at de blev fremsendt med en vis forsinkelse, ikke er i strid med princippet om kontradiktion ved disciplinaersagens behandling i Disciplinaerraadet og heller ikke med sagsoegerens kontradiktionsret.

130 Da der i denne sag er tale om en egentlig moedeprotokol uden noget referat af vidneafhoering, maa det fastslaas, at dens for sene fremsendelse til sagsoegeren ikke indebaerer en tilsidesaettelse af hans kontradiktionsret.

131 Sagsoegerens anbringende vedroerende en for sen fremsendelse af denne protokol er derfor ubegrundet.

- Den omstaendighed, at det tekniske spoergeskema til Parlamentets kasse- og bogholderiafdeling ikke blev forelagt sagsoegeren

132 Sagsoegeren har haevdet, at Disciplinaerraadets sekretaer inden fremsendelsen undlod at forelaegge hans bisidder Disciplinaerraadets endelige spoergsmaal til administrationen med henblik paa godkendelse, saadan som det var blevet aftalt under moedet den 10. november 1987.

133 Sagsoegte har hertil anfoert, at det endelige spoergsmaal blev forelagt sagsoegerens bisidder om eftermiddagen den 10. november 1987, hvilket fremgaar af den skrivelse, Disciplinaerraadets formand tilsendte ham den 11. november 1987. Spoergsmaalene blev i oevrigt tilsendt administrationen paa forsvarets anmodning under moedet den 10. november 1987. Spoergsmaalets affattelse var for langt hovedpartens vedkommende resultat af forskellige problemer, som var fremstillet i det foreloebige svarskrift af 29. oktober 1987. Sagsoegte har desuden anfoert, at dette argument ikke blev fremfoert senere paa noget tidspunkt under Disciplinaerraadets undersoegelse.

134 Retten fastslaar, at argumentet er baseret paa en urigtig paastand fra sagsoegerens side. Det fremgaar nemlig klart af en gennemgang af sagens akter, navnlig af Disciplinaerraadets formands skrivelse af 11. november 1987, som sagsoegte har fremlagt og hvis ordlyd sagsoeger ikke har bestridt, samt af punkt 11 i Disciplinaerraadets begrundede udtalelse af 27. november 1987, hvis indhold sagsoegeren heller ikke har bestridt, at sagsoegerens bisidder inden spoergsmaalenes fremsendelse havde godkendt affattelsen af de tekniske spoergsmaal, som Disciplinaerraadet paa forsvarets anmodning havde besluttet at tilstille kasse- og bogholderiafdelingen.

135 Heraf foelger, at dette anbringende ogsaa er ubegrundet.

- Sagsoegerens skrivelse af 5. juni 1981 til direktoeren for finans og edb

136 Sagsoegeren har anfoert, at Disciplinaerraadet i den begrundede udtalelse angiver, at den med henblik paa "at fastslaa ansvaret" for klagepunktet vedroerende "oprettelse af kontoen i Midland Bank den 21. juli 1980" hovedsagelig har baseret sig paa en skrivelse, som sagsoegeren den 5. juni 1981 sendte direktoeren for finans og edb. Denne skrivelse er imidlertid ifoelge sagsoegeren ikke indeholdt i "anklageskriftet" og er ikke blevet omtalt under forhandlingerne for Disciplinaerraadet og heller ikke tilstillet sagsoegeren.

137 Sagsoegte erkender, at skrivelsen af 5. juni 1981 ikke var indeholdt i "anklageskriftet", men har anfoert, at dette beroede paa, at denne skrivelse noedvendigvis var meget summarisk affattet. Institutionen har derimod anfoert, at skrivelsen blev omtalt flere gange under forhandlingerne for Disciplinaerraadet under sagsoegerens tilstedevaerelse, og at sagsoegeren ikke bestred, at han var ophavsmanden til den. Skrivelsen var desuden indeholdt i bilagene til Disciplinaerraadets udtalelse i disciplinaersagen mod Offermann, hvor sagsoegeren udtrykkeligt havde forlangt, at den blev vedlagt sagens akter. Sagsoegeren har derfor til stadighed haft mulighed for at faa adgang til denne skrivelse.

138 Uden at det findes noedvendigt at behandle spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren fik meddelelse om den paagaeldende skrivelse, maa anbringendet forkastes som ubegrundet. Sagsoegeren kan nemlig ikke goere gaeldende, at retten til kontradiktion er blevet tilsidesat under henvisning til, at en skrivelse, som han selv erkender at have affattet, og hvis indhold eller fortolkning han ikke har bestridt, ikke figurerede i sagens akter.

- Posteringen om tilbagefoerelse den 25. august 1982 af 4 136 125 BFR

139 Sagsoegeren har anfoert, at indtil dagen foer udloebet af den sidste disciplinaersag, havde han kun modtaget ét dokument vedroerende posteringen om tilbagefoerelse af 4 136 125 BFR den 25. august 1982, nemlig et dokument, der ikke var underskrevet af regnskabsfoereren. Foerst efter at naevnte disciplinaersag var afsluttet, blev der som bilag til besvarelserne af Disciplinaerraadets spoergsmaal til Young og De Poortere vedlagt et dokument underskrevet af de Compte' s efterfoelger, Brown. Sagsoegeren har herom anfoert, at der bortset fra, at det foerste dokument ikke var underskrevet af regnskabsfoereren, mens det andet dokument var underskrevet, herudover bestaar vaegtige forskelle mellem disse to dokumenter. Saaledes indeholder de flere fejltagelser og urigtige oplysninger, og desuden er der forskel paa udformningen af de to formularer, hvilket ifoelge sagsoegeren maa foere til den slutning, at de ikke, skoent de baerer samme dato (25.8.1982), er samtidige.

140 Sagsoegeren har ogsaa anfoert, at den omstaendighed, at han ikke rettidigt fik tilstillet protokollen fra Disciplinaerraadets moede den 26. november 1987, har forhindret ham i at indgive bemaerkninger vedroerende angivelsen i protokollen vedroerende den undersoegelse, der den 19. november 1987 blev foretaget af det originale dokument vedroerende den tilbagefoerte postering af 25. august 1982. Sagsoegeren har endelig til den af institutionen afgivne forklaring, hvorefter den kopi, sagsoegeren var i besiddelse af, var et underskrevet forslag til regnskabsbladet, anfoert, at selv om denne forklaring kan forklare visse af de fastslaaede forskelle, loeser den ikke problemet om, hvorledes der kan vaere forskel paa de to formularers trykte skrift. Sagsoegeren har understreget betydningen af dette spoergsmaal, og anfoert, at den tilbagefoerte postering er "et hoveddokument", idet det efter foretagelsen af en saadan postering "staar klart, at der foreligger tab".

141 Sagsoegte har anfoert, at fremsendelsen af regnskabsdokumentet faa dage foer disciplinaersagens afslutning ikke kan medfoere procedurens ugyldighed, selv om den af sagsoegeren paastaaede for sene meddelelse har kunnet paavirke kontradiktionsretten. Ifoelge sagsoegte oplyste sagsoegeren Disciplinaerraadet om, at der forelaa en anden version af dette dokument, og Disciplinaerraadet burde derfor have fremskaffet det originale dokument. Den kopi, som sagsoegeren var i besiddelse af, var sandsynligvis et forslag, der ikke var underskrevet, og som han paa det paagaeldende tidspunkt uberettiget havde opnaaet en kopi af. Dette spoergsmaal er blevet udfoerligt behandlet under afhoeringen af Young og De Poortere.

142 Desuden blev der torsdag den 19. november 1987 foretaget en kontrol af sagens originale akter under sagsoegerens tilstedevaerelse, og der blev redegjort for denne kontrol under Disciplinaerraadets moede den 26. november 1987. Sagsoegte har endvidere stillet sig uforstaaende overfor, hvorfor sagsoegeren tillaegger den tilbagefoerte postering af 25. august 1982 saa stor vaegt, idet han selv den 30. marts 1982 havde anmodet om, at der blev oprettet en reguleringskonto for tab af et naesten tilsvarende beloeb. Et saadant dokument, hvori det alene fastslaas og opfoeres i regnskabet, at der foreligger et tab, er i oevrigt ganske irrelevant, naar der er tale om at konstatere grunden til tabet. Institutionen har desuden anfoert, at den ikke indser, hvorledes forskellen mellem dette dokuments trykte bogstaver og bogstaverne paa det dokument, sagsoegeren er i besiddelse af, kan anses som bevis for, at sidstnaevnte dokument ikke alene er et forslag, eller hvorledes spoergsmaalet overhovedet kan have betydning for sagens loesning.

143 Retten fastslaar paa grundlag af parternes forklaringer, at sagsoegeren ikke har godtgjort, hvorledes fremsendelsen af originaldokumentet om den tilbagefoerte postering den 25. august 1982 umiddelbart inden disciplinaersagens afslutning har kunnet paavirke sagsoegerens kontradiktionsret i en saadan grad, at der kan saettes spoergsmaalstegn ved sagens lovlige forloeb. Det bemaerkes endvidere, at dokumentet blev stillet til sagsoegerens raadighed den 19. november 1987, og at denne herefter havde mulighed for at indgive eventuelle bemaerkninger i sit endelige svarskrift, som han indgav til Disciplinaerraadet den 24. november 1987. Under disse omstaendigheder finder Retten ikke, at der foreligger nogen som helst tilsidesaettelse af sagsoegerens kontradiktionsret, som skulle bero paa en for sen tilstillelse af originalen af det paagaeldende dokument.

144 Anbringendet vedroerende den for sene tilstillelse af dokumentet om den tilbagefoerte postering af 25. august 1982 maa derfor forkastes.

145 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at sagsoegerens anbringende vedroerende en tilsidesaettelse af hans kontradiktionsret i dets helhed er ubegrundet.

Anbringendet om tilsidesaettelse af Disciplinaerraadets uafhaengighed og ret til forsvar

146 Sagsoegeren, som paa dette punkt forlader sig paa Rettens skoen, har anfoert, at der under punkt 3 i protokollen over Disciplinaerraadets moede den 22. og 23. oktober 1987 figurerer en udtalelse fra Dankert, Parlamentets davaerende viceformand, som under et praesidiemoede i Strasbourg staerkt havde betvivlet ikke blot Disciplinaerraadets uafhaengighed, og navnlig et af dets medlemmers, men ogsaa anfaegtet en af forsvarets rettigheder i denne sag, nemlig retten for sagsoegeren til at vaelge Feidt, generaldirektoer for administrationen, som sin bisidder. Sagsoegeren finder, at det ved en sammenligning mellem de to Disciplinaerraads vedtagne henstillinger, som begge med faa aars mellemrum behandlede de samme klagepunkter, indirekte fremgaar, at Dankert' s udtalelse reelt har paavirket medlemmerne af det sidste Disciplinaerraad. Der maa derfor rejses tvivl med hensyn til om et parlamentsmedlem, der er direkte impliceret i sagen i kraft af sin stilling som formand for Parlamentet paa tidspunktet for de omtvistede forhold, kan fremsaette saadanne udtalelser.

147 Sagsoegte har anfoert, at der ikke er noget til hinder for, at et parlamentsmedlem under udoevelse af sine funktioner kan udtrykke sig frit, selv om vedkommende, som i denne sag, har betvivlet, at en af Disciplinaerraadets medlemmer er uafhaengig og bebrejdet sagsoegeren at han som bisidder valgte generaldirektoeren for Parlamentets administration. Institutionen har herved henvist til artikel 9 og 10 i protokollen vedroerende De Europaeiske Faellesskabers privilegier og immuniteter af 8. april 1965 (JO L 152, s. 13) samt til Domstolens dom af 10. juli 1986 (sag 149/85, Wybot, Sml. s. 2391).

148 Retten fastslaar, at moedereferatet af 22. oktober 1987 angiver, at Disciplinaerraadets formand har oplyst dets medlemmer om en udtalelse, som Dankert fremsatte i Strasbourg den 13. oktober 1987 vedroerende disciplinaersagen mod sagsoegeren, samt de svar, denne fik af Parlamentets generalsekretaer og formand. Ifoelge samme referat bekraeftede Prete, medlem af Disciplinaerraadet, og indirekte omhandlet af denne udtalelse, at han var fuldstaendig uafhaengig. Disciplinaerraadet besluttede efter diskussion at bortse fra denne udtalelse under dets videre arbejde.

149 Retten finder under disse omstaendigheder, at de af sagsoegeren haevdede forhold ikke er tilstraekkelige til, at den kan fastslaa, at Disciplinaerraadets uafhaengighed eller forsvarets rettigheder er blevet tilsidesat. Disciplinaersagens lovlighed kan derfor ikke anfaegtes ved en udtalelse, som et parlamentsmedlem under udoevelse af sine funktioner har fremsat herom.

150 Heraf foelger, at dette anbringende ogsaa er ubegrundet.

B - Anbringendet om indholdsmangler

Anbringendet om overtraedelse af vedtaegtens artikel 86 og finansforordningens artikel 70 og 72 samt om tilsidesaettelse af retsprincippet, hvorefter enhver forvaltningsakt skal vaere ledsaget af lovlige, dvs. relevante grunde, der ikke er indbyrdes modstridende og ikke baseret paa faktiske eller retlige vildfarelser

151 Sagsoegeren har anfoert, at den disciplinaere afgoerelse er fuld af modsigelser og er baseret paa retlige og faktiske vildfarelser, for saa vidt angaar de forsoemmelser, der foreholdes ham, nemlig oprettelse af en rentebaerende konto i Midland Bank, tilsidesaettelse af forpligtelsen til korrekt at forvalte betalingsbevillingerne og af forpligtelsen til kun at fastsaette udgifter efter fremlaeggelse af bilag og soerge for deres opbevaring.

- Oprettelse af en rentebaerende konto i Midland Bank

152 Sagsoegeren har foerst anfoert, at dette klagepunkt vedroerer betragtningen i afgoerelsen, hvorefter "H. de Compte' s beslutning om at aendre kontobetingelserne, der var aftalt mellem Parlamentet og Midland Bank, skoent han ikke var blevet anmodet om at goere det, og herved overskred sin kompetence, udgoer ... en tilsidesaettelse af de forpligtelser, som paahviler regnskabsfoereren ...".

153 Sagsoegeren har herom anfoert, at ansaettelsesmyndigheden har forvekslet forskudsbestyrerens forpligtelser (her Offermann) med regnskabsfoererens (her sagsoegeren), eftersom det drejede sig om en konto under forskudsforvaltningen, som regnskabsfoereren ikke var ansvarlig for som saadan. I denne sag maa ansvaret foerst og fremmest paahvile Offermann. Sagsoegeren har erkendt, at regnskabsfoereren har en saerlig stilling, men anfoert, at dette ogsaa gaelder for forskudsbestyreren, hvilket fremgaar af finansforordningens artikel 70. Han mener endvidere, at regnskabsfoererens ansvar, for saa vidt angaar forskudsforvaltningen, ikke kan omfatte det ansvar, som saerligt gaelder for forskudsbestyreren, eftersom sidstnaevnte forestod forvaltningen af medlemmernes kasse. Han har hertil foejet, at hans forpligtelse som regnskabsfoerer til at give instruktioner til forskudsbestyreren vedroerende regnskabsfoerelsen, i sig selv indebaerer, at han ikke selv forvaltede medlemmernes kasse og derfor heller ikke kan goeres ansvarlig.

154 Sagsoegeren har desuden anfoert, at aendringen af de kontobetingelser, der var fastsat af Parlamentet og Midland Bank i faellesskab efter oprettelsen af den omtvistede rentebaerende konto, ikke beroede paa en beslutning fra sagsoegeren, men fra forskudsbestyreren og dennes kollega, Cesaratto. Sagsoegeren har til stoette for denne paastand henvist til de begrundede udtalelser, som Disciplinaerraadet fremsatte i disciplinaersagerne mod henholdsvis ham selv og Offermann.

155 Sagsoegeren har understreget, at den omtvistede aendring af kontobetingelserne ikke blev fremsat som klagepunkt over Offermann i dennes disciplinaersag. Sagsoegeren har med hensyn til de grunde, som foerte til sidstnaevntes frifindelse, henvist til Disciplinaerraadets begrundede udtalelse, hvori det angives, at Offermann var af den opfattelse, at han havde fuldstaendig daekning fra sin overordnede; at transaktionen aldrig var blevet skjult; at tvivlen har maatte komme Offermann til gode, naar henses til bankpraksis; at der under alle omstaendigheder ikke var tale om en forsaetlig eller groft uagtsom handling. Under disse omstaendigheder har sagsoegeren rejst spoergsmaalet, hvorledes disse grunde kunne vaere gyldige for den person, der havde foretaget den paaklagede handling, men ikke for ham, som havde paataget sig ansvaret herfor. Sagsoegeren har foelgelig heraf udledt, at ansaettelsesmyndigheden retsstridigt goer gaeldende, at han har tilsidesat de lovbestemmelser, der angives i den anfaegtede afgoerelse.

156 I sin replik har sagsoegeren afvist Parlamentets paastand om, at han har holdt den omtvistede konto skjult for sine overordnede. Han har anfoert, at denne paastand strider mod udtalelserne i den begrundede udtalelse, som Disciplinaerraadet fremsatte i sagen Offermann, nemlig at alle bankdokumenterne stod til raadighed for alle overordnede. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at der er modstrid mellem udtalelserne i den begrundede udtalelse, der blev fremsat i hans sag af det andet Disciplinaerraad, og de udtalelser, som forekommer i Disciplinaerraadets udtalelse i sagen Offermann, for saa vidt angaar en instruks, som i februar 1982 var blevet givet Paludan-Mueller, den davaerende direktoer for finansafdelingen og anvisningsberettiget, for saa vidt angaar indtaegter, vedroerende indkassering af renterne fra den omtvistede konto. Han har bekraeftet, at Paludan-Mueller udmaerket var bekendt med eksistensen af kontoen, idet denne var blevet naevnt i en samtale, som sagsoegeren havde haft med Paludan-Mueller kort tid efter dennes tiltraedelse af stillingen i december 1980. Endelig indeholder artikel 17 i gennemfoerelsesbestemmelserne intet om, at oprettelsen af en rentebaerende konto skal meddeles Parlamentets myndigheder, idet en saadan forpligtelse kun gaelder ved indkassering af indtaegter.

157 Vedroerende sagsoegtes argument om, at sagsoegeren havde den hoejeste rang blandt de personer, som var bekendt med oprettelsen af kontoen, har sagsoegeren gennemgaaet forholdet mellem "regnskabsfoerer - anvisningsberettiget - finansinspektoer" og henvist til en artikel fra november 1982 fra den davaerende praesident for Revisionsretten, hvori det angives, at faellesskabsregnskabsfoereren ikke rent faktisk er helt uafhaengigt stillet. Den tvivl, der hersker paa dette omraade, behandles i det forslag til afgoerelse, som rapportoeren, Saby, fremsatte for Budgetkontroludvalget i forbindelse med meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1981 (herefter benaevnt "Saby-rapporten"), for saa vidt som det i naevnte forslag blev fastslaaet, at "den anvisningsberettigedes og regnskabsfoererens ansvar er uadskilleligt", og det heri konkluderedes, at "regnskabsfoereren kan foerst ifalde ansvar efter den anvisningsberettigede og finansinspektoeren". Sagsoegeren har ud fra samme synspunkt anfoert, at Parlamentet i afgoerelsen af 10. april 1984 om meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1981 udtrykkeligt anfoerte, at "det er noedvendigt i finansforordningen og i de interne bestemmelser noeje at fastslaa, at den anvisningsberettigede, finansinspektoeren og regnskabsfoereren er indbyrdes uafhaengige".

158 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at sagsoegte ikke har naevnt de relevante bestemmelser - nemlig artikel 53 og 54 - i gennemfoerelsesbestemmelserne, hvori det angives, at finansinspektoerens forpligtelser, og altsaa ogsaa hans ansvar, er de samme som regnskabsfoererens over for forskudsbestyrerne. Sagsoegte har heller ikke gjort nogen bemaerkninger vedroerende udtalelsen i Revisionsrettens saerberetning af 6. juli 1982, hvorefter "finansinspektoeren burde have modsat sig denne fremgangsmaade (fremgangsmaaden for medlemmernes kasse)", samt Parlamentets svar paa udtalelsen, hvorved Parlamentet anfoerte, at "den kompetente myndighed beklager, at finansinspektoeren ikke har vaeret opmaerksom paa dette forhold". Sagsoegeren har som konklusion herpaa rejst spoergsmaalet, hvorfor de indberettede forhold har kunnet bryde forholdet mellem "anvisningsberettiget - finansinspektoer - regnskabsfoerer" og ikke forholdet mellem "regnskabsfoerer - forskudsbestyrer".

159 Sagsoegte har erkendt, at forskudsbestyreren foerst var ansvarlig for transaktionerne, men har anfoert, at sagsoegeren som chef maa anses for ansvarlig for instruksen til Midland Bank om at indsaette 400 000 UKL paa en konto paa anfordring til rentesatsen 16%. Selv om transaktionerne i forbindelse med oprettelsen af denne konto delvis blev foretaget af sagsoegerens medarbejdere, var sagsoegeren fra begyndelsen fuldt informeret herom, hvilket er tilstraekkeligt til at paadrage ham ansvar. Sagsoegeren, som besad den hoejeste stilling blandt de personer, der var bekendt med oprettelsen af kontoen, har i oevrigt aldrig givet nogen forklaring paa, hvorfor kontoen blev oprettet, eller hvorfor et saadant beloeb blev fastfrosset i Det Forenede Kongerige i et saa langt tidsrum. Endvidere har sagsoegeren heller ikke givet nogen forklaring paa, hvorfor kontoen aldrig blev opfoert i Parlamentets regnskab, og hvorfor renterne fra kontoen ikke paa noget tidspunkt blev opfoert i regnskabet. Sagsoegte har endvidere anfoert, at Parlamentets myndigheder helt tilfaeldigt blev opmaerksom paa kontoen, og at den i hvert fald ved to lejligheder blev holdt skjult for dem.

160 Sagsoegte har anfoert, at sagsoegeren var ansvarlig for transaktioner vedroerende kontiene under forskudsforvaltningen, idet han som chef for kasse- og bogholderiafdelingen var bemyndiget til at underskrive udbetalinger over disse konti, og idet han havde til opgave at kontrollere forskudsbestyreren, Offermann' s arbejde. Offermann beklaedte en stilling som underordnet regnskabsfoerer.

161 Parlamentet har desuden anfoert, at sagsoegeren ikke kun rent faktisk er ansvarlig, men ogsaa retligt, og har herved henvist til flere artikler i finansforordningen. Konkret har sagsoegte anfoert, at efter artikel 63 skal regnskabet udvise "alle regnskabsaarets indtaegter og udgifter". Sagsoegte var derfor forpligtet til at opfoere den nye konto og renterne herfra i forvaltningsregnskabet, ganske uafhaengigt af forskudsforvaltningens regnskab. Regnskabsfoereren har desuden juridisk et ganske saerligt ansvar, for saa vidt angaar kontiene under forskudsforvaltningen, idet han skal give instruktioner til forskudsbestyreren om korrekt foerelse af regnskabet (artikel 51) og kontrollere forskudsbestyrerens regnskab (artikel 53) og idet forskudsbestyreren er ansvarlig over for regnskabsfoereren for effektuering af alle betalinger (artikel 50). Det er endvidere i henhold til artikel 49, litra f), ogsaa regnskabsfoererens opgave, naar der er truffet beslutning om at oprette en forskudsforvaltning, at fastsaette den frist, inden for hvilken forskudsforvaltningens transaktioner skal vaere afsluttet. Sagsoegte har heraf konkluderet, at sagsoegeren med foeje i den omtvistede afgoerelse er blevet fundet ansvarlig efter finansforordningens artikel 70, stk. 1.

162 For saa vidt angaar det forhold, at der ikke blev paalagt Offermann nogen disciplinaer sanktion, har Parlamentet anfoert, at dette beroede paa dennes underordnede stilling. Sagsoegte har herved anfoert, at grunden til, at Offermann ikke blev holdt ansvarlig i sagen, var, at Disciplinaerraadet, som behandlede hans sag, fastslog, at Offermann mente at have handlet "med sin overordnedes fulde billigelse (sagsoegeren)". PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0026.2

163 Sagsoegte har vedroerende den anvisningsberettigedes og finansinspektoerens ansvar anfoert, at sagsoegerens argumentation paa dette punkt forekommer ganske irrelevant, idet han ikke har haevdet, at disse paa noget tidspunkt var involveret i oprettelsen af kontoen i Midland Bank. Sagsoegte har redegjort for, hvilke regler der gaelder om ansvar paa det paagaeldende omraade, og har herunder foerst henvist til regnskabsfoererens retlige stilling som naevnt i EOEF-Traktatens artikel 209, som udtrykkeligt naevner denne stilling, finansforordningens artikel 17, 49 og 70 samt afsnit IX i gennemfoerelsesbestemmelserne. Sagsoegte har paa grundlag af de naevnte bestemmelser fastslaaet, at regnskabsfoererens stilling hoerer under en saerlig ordning, og at dennes funktion og ansvar er uafhaengige og ikke bundet af noget overordnelsesforhold. Parlamentet har dernaest, med henblik paa at bestemme ansvaret for henholdsvis den anvisningsberettigede og finansinspektoeren, henvist til EOEF-Traktatens artikel 209, finansforordningens artikel 17, 19, 20, 68, 69 og artikel 70, stk. 1. Institutionen finder ud fra disse regler, at disse tjenestemaend rent juridisk ikke kan goeres ansvarlige i denne sag, idet de forhold, der laegges sagsoegeren til last, vedroerer overfoersel af midler, dvs. regnskabsmaessige posteringer, der ikke kraever nogen forudgaaende tilladelse fra en anvisningsberettiget eller finansinspektoeren.

164 For saa vidt angaar Revisionsrettens tidligere praesidents udtalelser om "regnskabsfoererens forringede stilling" i praksis, som de fremgaar af hans artikel fra november 1982, har Parlamentet anfoert, at disse udtalelser ikke paa nogen maade kan paavirke retsstillingen. Parlamentet har hertil foejet, at bemaerkningerne i det forslag til afgoerelse, som blev forelagt af rapportoeren, Saby, som sagsoegeren har henvist til, blev forkastet af Budgetkontroludvalget med en overvaeldende majoritet.

165 Parlamentet har dernaest praeciseret finansinspektoerens forpligtelser og ganske saerligt den omstaendighed, at i henhold til gennemfoerelsesbestemmelsernes artikel 53 skal regnskabsfoereren "med forbehold af finansinspektoerens kontrol" kontrollere, at de midler, som er betroet forskudsbestyreren, er til stede. Ifoelge Parlamentet omhandler denne bestemmelse kun finansinspektoerens generelle bemyndigelse, som den fremgaar af gennemfoerelsesbestemmelsernes artikel 11, men man kan ikke heraf drage den slutning, at vedkommende af denne grund kan anses for ansvarlig for enhver regnskabsovertraedelse i institutionen.

166 Retten fastslaar, at sagsoegeren ikke har bestridt rigtigheden af de faktiske omstaendigheder vedroerende oprettelsen af den rentebaerende konto nr. 1777912 i Midland Bank, saaledes som disse er fremstillet i afsnittet "Redegoerelse for forvaltningen af bankkontiene i Midland Bank, London" i naervaerende dom. Som angivet dér blev den paagaeldende konto oprettet ved en skrivelse underskrevet af forskudsbestyreren, Offermann, og at en tjenestemand i kasse- og bogholderiafdelingen, Cesaratto. Derimod har sagsoegeren bestridt den juridiske vurdering, som ansaettelsesmyndigheden har anlagt vedroerende disse forhold, og anfoert, at i henhold til de relevante bestemmelser i finansforordningen og gennemfoerelsesbestemmelserne maa ansvaret for forvaltningen af konti under medlemmernes forskudsforvaltning paahvile Offermann. Derfor er, ifoelge sagsoegeren, den disciplinaere afgoerelse behaeftet med en retlig vildfarelse, idet der ikke er taget hensyn til, at Offermann som forskudsbestyrer alene var ansvarlig for oprettelsen af forvaltningen af den omtvistede konto.

167 Det bemaerkes, at regnskabsfoererens og forskudsbestyrerens befoejelse og ansvar, for saa vidt angaar forvaltningen af en forskudsforvaltning, bl.a. er fastsat ved finansforordningens artikel 17, stk. 3, artikel 20, 49, 63 og 70 samt i artikel 46-54 i de gennemfoerelsesbestemmelser, der var gaeldende paa tidspunktet for de omtvistede forhold. I henhold til disse bestemmelser er oprettelse, og derfor en aendring af en forskudsforvaltning, afhaengig af en afgoerelse fra budgetmyndighederne. Forskudsbestyreren foerer regnskab over de midler, han raader over, og over de afholdte udgifter, ifoelge regnskabsfoererens instruktion, og er over for denne ansvarlig for effektueringen af betalinger. Regnskabsfoererens rolle, som bestaar i at varetage institutionens indtaegter og betalinger, er ikke, for saa vidt angaar forvaltning af en forskudsforvaltning, begraenset til alene at give instruktioner. Regnskabsfoereren skal, som regel paa stedet og uanmeldt, kontrollere, at de midler, som er betroet forskudsbestyreren, er til stede, og at regnskabet bliver foert.

168 Det fremgaar af denne ansvarsfordeling mellem regnskabsfoereren og forskudsbestyreren, at sidstnaevnte foerst og fremmest er ansvarlig for forvaltningen af forskudsforvaltningen og kun er fritaget for dette ansvar, saafremt han har modtaget modstridende instruktioner fra regnskabsfoereren. Derimod er ogsaa regnskabsfoereren ansvarlig, hvis han, skoent oplyst om eventuelle ulovligheder, ikke traeffer de noedvendige foranstaltninger, eller ikke foretager saavel ordinaer som ekstraordinaer kontrol af forskudsforvaltningens regnskab.

169 Det fremgaar af sagens akter, at sagsoegeren af Offermann blev informeret om oprettelsen af den omtvistede konto lige fra begyndelsen. Sagsoegeren har ikke bestridt dette. Derfor maa sagsoeger, skoent ansvaret for afgoerelsen foerst paahvilede forskudsbestyreren, dog anses for medansvarlig for alle ulovlighederne i forbindelse med kontoens oprettelse, nemlig for det forhold, at der ikke forelaa tilladelse fra budgetmyndighederne til at aendre de aftalte kontobetingelser mellem Parlamentet og Midland Bank, for ikke at have oplyst Parlamentets kompetente myndigheder om denne oprettelse, og for ikke at have opfoert de hermed forbundne transaktioner og renter i Parlamentets boeger.

170 Den omstaendighed, at forskudsbestyreren ikke blev paalagt nogen disciplinaer sanktion efter den disciplinaersag, han var genstand for, kan ikke paa nogen maade paavirke lovligheden af den disciplinaere sanktion, som blev paalagt sagsoegeren, idet enhver disciplinaersag udgoer en selvstaendig sag. Ud fra denne opfattelse skal det understreges, at de udtalelser, som de respektive Disciplinaerraad i de to sager afgav, ikke divergerer, for saa vidt angaar beskrivelsen af de faktiske omstaendigheder. De divergerer alene, for saa vidt angaar vurderingen af de fastslaaede forhold. I disciplinaersagen mod Offermann fandt de disciplinaere instanser, at ansvaret for hans adfaerd paahvilede hans overordnede, dvs. sagsoegeren, mens Disciplinaerraadet i sagen mod sagsoegeren fastslog, at saavel sagsoegeren som Offermann var ansvarlige (punkt 222 i den begrundede udtalelse). Under alle omstaendigheder, selv om ansaettelsesmyndighedens afgoerelse vedroerende forskudsbestyreren var ulovlig, kan sagsoegeren ikke til egen fordel paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre (jf. Domstolens dom af 4.7.1985, sag 134/84, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 2229).

171 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, at sagsoegeren skal have skjult oprettelsen af den nye konto for sine overordnede samt vedroerende finansinspektoerens eventuelle ansvar, bemaerkes, at de udtalelser, som parterne afgiver herom henholdsvis i deres replik og deres duplik, maa anses for ganske irrelevante. Uanset nemlig hvorledes disse spoergsmaal skal besvares, kan de ikke under nogen omstaendigheder foere til, at sagsoegeren fritages for sit ansvar, idet ansvaret hovedsagelig beror paa, at han ikke rettidigt som institutionens regnskabsfoerer har foretaget postering af de paagaeldende transaktioner.

172 Desuden maa det fastslaas, at det intetsteds i sagens akter fremgaar, at enten den anvisningsberettigede eller finansinspektoeren var bekendt med oprettelsen af den omtvistede bankkonto. Derimod indeholder sagens akter, som anfoert af Disciplinaerraadet i dets begrundede udtalelse af 27. november 1987 (punkt 146-154), to dokumenter, som vaekker formodning om, at sagsoegerens to overordnede var uvidende om den rentebaerende konto i Midland Bank. Det drejer sig om en skrivelse af 5. juni 1981 fra sagsoegeren til Paludan-Mueller, davaerende direktoer for finansafdelingen og anvisningsberettiget med hensyn til indtaegter, samt en skrivelse af 22. januar 1982 til sagsoegeren fra Etien, davaerende finansinspektoer. I den foerste skrivelse henledte sagsoegeren sin direktoers opmaerksomhed paa, at Parlamentet raadede over loebende konti og vedlagde samtidig som bilag en liste over Parlamentets bankkonti. Paa denne liste figurerer, for saa vidt angaar Midland Bank, en loebende konto nr. 618094 med et indestaaende paa 100 000 UKL, og listen indeholder ingen angivelse af den rentebaerende konto nr. 1777912, hvor der paa davaerende tidspunkt indestod 400 000 UKL. I en anden skrivelse udtrykker finansinspektoeren sin forbavselse over, at kontoen vedroerende medlemmernes forskudsforvaltning i Midland Bank medfoerer omkostninger, men ikke giver nogen renter. Paludan-Mueller paafoerte denne skrivelse en haandskreven bemaerkning, hvorved han anmodede sagsoegeren om at droefte med Midland Bank, om Parlamentet kunne undgaa betaling af omkostninger og eventuelt opnaa renter.

173 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at foerste del af naervaerende anbringende ikke er begrundet.

- Klagepunktet om tilsidesaettelsen af forpligtelsen til en behoerig forvaltning af betalingsbevillingerne

174 Sagsoegeren har inden fremsaettelsen af sin dokumentation vedroerende klagepunktet om indloesning af to checks, trukket paa Midland Bank, citeret en passage i den omtvistede afgoerelse, som omhandler dette problem, og hvorefter "... de Compte har ikke opfyldt sine forpligtelser til en behoerig forvaltning af betalingsbevillingerne, idet han har indloest to checks uden klar og gyldig dokumentation ... og idet han ikke foretog postering paa 'kasseudskriftsregnskabet' af betalingen, der skete ved kassen i Luxembourg ... og ikke samtidig opfoerte indloesningen af disse checks i regnskabet ...".

175 Sagsoegeren har fortolket dette klagepunktet saaledes, at han alene foreholdes ikke oejeblikkeligt at have foretaget de noedvendige posteringer vedroerende indloesningen af checkene. Sagsoegeren har i staevningen tilbagevist klagepunktet, som han betegner som "ikke-oejeblikkelig postering", og har herved henvist til ovennaevnte Saby-rapport, hvori det fastslaas, at der i tidsrummet 1978-1982 ikke var tilstraekkelige medarbejdere og midler til at klare den foroegede arbejdsbyrde, der fulgte efter budgettets afvisning i 1980 og den staerkt foroegede arbejdsbyrde i regnskabsafdelingen, som det almindelige valg til Parlamentet i juni 1979 indebar, idet dette medfoerte valg af det dobbelte antal debuterede samt et betydeligt oeget antal tjenestemaend. Sagsoegeren har ogsaa anfoert, at Disciplinaerraadet i sin begrundede udtalelse har erkendt, at der forelaa formildende omstaendigheder, nemlig "den generelt daarlige organisation af Parlamentets finanstjeneste paa tidspunktet for de paagaeldende forhold og de utilstraekkelige arbejdsmidler og for lidt personale". Sagsoegeren har draget den konklusion, at det er ulogisk at fastslaa disse forhold og samtidig bebrejde ham, at regnskabsfoerelsen af de to checks tog for lang tid.

176 Sagsoegeren har i sin replik anfoert, at han lastes for ikke at have opfyldt en forvaltningsbetingelse paa et tidspunkt, hvor der, for saa vidt angaar medlemmernes kasse, ikke paahvilede ham en saadan forpligtelse, hvilket fremgaar af artikel 51 i gennemfoerelsesbestemmelserne. Det var derimod forskudsbestyreren, som burde have foretaget den paagaeldende regnskabsfoerelse, eftersom der var tale om checks, som var trukket paa en konto under medlemmernes forskudsforvaltning, og hvis beloeb blev indbetalt i "kassen BFR" i forvaltningen i Luxembourg. Forskudsbestyreren burde altsaa have vaeret holdt ansvarlig for denne overtraedelse. Ifoelge sagsoegeren er den omstaendighed, at han faktisk gav instrukser om at udstede og indloese checkene, ganske uden betydning.

177 Sagsoegte har anfoert, at den manglende postering paa ingen maade kan undskyldes med utilstraekkelige arbejdsmidler eller utilstraekkeligt personale, men var en alvorlig tjenesteforsoemmelse fra sagsoegerens side. Sagsoegte har til stoette herfor foerst redegjort for begivenhedsforloebet, som ikke er blevet bestridt. Den 4. september og den 11. november 1981 udbetalte Banque Sogenal, Luxembourg, kontant i tre valutaer (BFR, DM, FF) til sagsoegeren efter dennes instruks 4 136 125 BFR for to checks, trukket paa Midland Bank. Sagsoegeren forsoegte foerst at traekke checkene paa den rentebaerende konto, som han havde oprettet i Midland Bank, men Midland Bank naegtede at indloese dem, idet naevnte konto ikke var forbundet med udstedelse af check. De to checks blev altsaa foerst debiteret den loebende konto. Parlamentet har bestridt sagsoegerens erklaering, hvorefter kontantvaerdien af disse to checks oejeblikkeligt blev anbragt i kassen i Luxembourg samme dag som deres indloesning. Parlamentet har anfoert, at hvis det havde vaeret tilfaeldet, burde der have vaeret udstedt en kvittering som kraevet i finansforordningens artikel 25. Desuden burde et vist antal posteringer vaere sket oejeblikkeligt, men ingen af disse transaktioner blev gennemfoert.

178 Sagsoegte er af den opfattelse, at sagsoegeren personligt har haevet de to checks i banken Sogenal og personligt har anbragt pengene i kassen uden at foretage de tilsvarende posteringer hverken i kasseudskrifterne, i kassefortegnelsen eller i bankfortegnelsen. Foerst seks maaneder efter den foerste indloesning blev der foretaget to posteringer i regnskabet, nemlig den 28. februar 1982 (en soendag), for et beloeb i BFR, der omfattede de to checks. Der blev aldrig foretaget nogen registrering af disse midler i den kassebog, som foeres over kassebeholdningen i pengeskabet. Sagsoegte har anfoert, at uanset posteringen blev foretaget den 28. februar 1982 eller paa et senere tidspunkt, den 18. marts 1982, som Revisionsretten har haevdet, er der tale om en betydelig forsinkelse. Parlamentet har endvidere anfoert, at indsaettelsen i kontanter af 4 136 125 BFR i dens kasser i Luxembourg uden nogen form for regnskabsfoerelse burde havde medfoert en forskel ved sammenligningen mellem kassebogen og optaellingen af kassebeholdningen senere ved aarets udgang. Denne forskel blev imidlertid foerst opdaget, efter at de to checks var blevet regnskabsfoert og forskellen var en anden end den, som burde have vaeret konstateret, hvis modvaerdien af de to checks var blevet indlagt i kassen uden regnskabsfoerelse. Sagsoegte har endelig anfoert, at efter gaeldende regnskabsregler burde der vaere foert dobbelt bogholderi mellem hovedregnskabet og forskudsforvaltningen. Ligeledes burde de renter, der fremkom paa kontoen i Midland Bank, vaere opfoert i hovedregnskabet, uanset der var tale om forskudsforvaltningen; intet af dette skete imidlertid, hvorfor der var tale om en overtraedelse af finansforordningens artikel 63. Sagsoegeren har herved begaaet en saerdeles grov tjenesteforseelse.

179 Vedroerende det argument, som sagsoegeren har fremfoert for at godtgoere, at han ikke er ansvarlig, og vedroerende den daarlige organisering af Parlamentets finanstjeneste og de heromhandlede bemaerkninger i Saby-rapporten, har sagsoegte foerst anfoert, at rapporten aldrig er blevet vedtaget af Parlamentet. Derefter finder Parlamentet, at den daarlige organisering af denne tjeneste hoejst kan vaere en formildende omstaendighed, men ikke en grund til at friholde sagsoegeren for ansvar.

180 Retten bemaerker, at sagsoegerens argumentation er koncentreret om to hovedpunkter: Det foerste er, at forsinkelsen paa seks maaneder med regnskabsfoerelsen af indloesning af de to checks beroede paa den daarlige organisering af Parlamentets finanstjeneste; dernaest at den paagaeldende regnskabsfoerelse paahvilede forskudsbestyreren, eftersom der var tale om checks, trukket paa en bankkonto under forskudsforvaltningen.

181 Det bemaerkes, for saa vidt angaar det foerste hovedpunkt, indledningsvis, at sagsoegeren begraenser raekkevidden af klagepunktet over ham til alene at skulle angaa "en ikke oejeblikkelig regnskabsfoerelse" af de to checks. Det fremgaar nemlig af den disciplinaere afgoerelse, at han ogsaa foreholdes at have indloest disse to checks uden nogen klar og gyldig dokumentation og ikke at have registreret indloesningen i "kasseudskriftregnskabet" over Parlamentets kasse i Luxembourg inden tre maaneder efter deres indloesning.

182 Vedroerende spoergsmaalet, om sagsoegerens argumentation er holdbar, bemaerkes, at den omstaendighed, at der i disciplinaerafgoerelsen som formildende omstaendighed er taget hensyn til den daarlige organisering af Parlamentets finanstjeneste paa tidspunktet for de paagaeldende handlinger, samt at der ikke forelaa tilstraekkelige arbejdsmidler og at personalet var utilstraekkeligt, ikke indebaerer, at sagsoegeren fritoges for forpligtelsen til at forvalte betalingsbevillingerne korrekt. De af sagsoegeren naevnte omstaendigheder, som blev taget i betragtning af de disciplinaere instanser, kan heller ikke frifinde sagsoegeren for naervaerende klagepunkt, idet der foruden den konstaterede forsinkelse med posteringen af de to checks ogsaa blev begaaet en raekke andre overtraedelser ved deres indloesning. Retten finder, at sagsoegeren, henset til hans hoejtstaaende stilling i finanstjenesten, ikke under henvisning til de vanskelige arbejdsmaessige forhold, som har kunnet eksistere i tjenesten paa et vist tidspunkt, kan haevde at vaere friholdt for ethvert ansvar.

183 Vedroerende det andet hovedpunkt, nemlig det af sagsoegeren i replikken fremfoerte argument om, at ansvaret udelukkende kunne paahvile forskudsbestyreren, henvises alene til de betragtninger, der er fremfoert under behandlingen af det foregaaende klagepunkt. Retten skal hertil foeje, at sagsoegeren i langt hoejere grad medvirkede ved de overtraedelser, som ledsagede indloesningen af de to checks, end dem, som vedroerte kontoens oprettelse.

184 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at anden del af anbringendet ogsaa er uholdbar.

- Klagepunktet om tilsidesaettelsen af forpligtelsen til kun at afholde udgifter mod forelaeggelse af bilag og til at opbevare disse

185 Sagsoegeren har under henvisning til den argumentation, han fremfoerte i disciplinaersagen i sit foreloebige indlaeg af 29. oktober 1987 og indlaeggets tekniske bilag, anfoert, at han har godtgjort, at dette klagepunkt er baseret paa en sammenblanding hos ansaettelsesmyndigheden mellem modvaerdien i BFR af de to checks, som der klart forelaa bilag for, og en forskel, konstateret i august 1982, mellem forskudsforvaltningens kasse og underregnskabet. Sagsoegeren har anfoert, at denne forskel beroede paa en raekke normale regnskabsmaessige grunde, som ikke noedvendigvis har sammenhaeng med manglende bilag. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at han i naevnte foreloebige indlaeg har godtgjort, at forpligtelsen til kun at afholde udgifter mod forelaeggelse af bilag og at opbevare disse, under forskudsforvaltningen henhoerer under forskudsbestyrerens ansvar og ikke regnskabsfoererens. Han har hertil foejet, at han foreholdes ikke at have opfyldt visse betingelser, som forskudsbestyreren var ansvarlig for opfyldelse af over for den anvisningsberettigede, men ikke over for regnskabsfoereren.

186 Sagsoegeren har subsidiaert anfoert, at sagen fra begyndelsen er baseret paa en fejlagtig paastand, og at hele det senere forloeb er gaaet ud paa at forsoege at bringe de faktiske forhold paa linje med denne paastand. Dette fremgaar ifoelge sagsoegeren af Revisionsrettens udtalelse af 7. november 1985, som indeholder klart bevis for, at der er tale om en fejlagtig paastand, idet Revisionsretten heri udtaler foelgende: "Indloesning af disse beloeb (de to checks) af kassereren uden tilsvarende postering i boegerne burde have medfoert et overskud i kassen af tilsvarende stoerrelse. Men en kontrol af kassen, som Revisionsretten foretog i marts 1982, fremviste ikke nogen vaesentlig forskel, hvoraf kan sluttes, at der allerede var et underskud paa ca. 4,1 mio. BFR, inden checkene blev indloest ...". Sagsoegeren har anfoert, at denne paastand er fejlagtig, idet konklusionen (det saakaldte underskud paa 4 mio. BFR) ikke har grundlag i praemisserne (ikke-bogfoert indkassering af to checks for et samlet beloeb paa 4 mio. BFR og at kassen "stemte" den 31.12.1981). Revisionsrettens konklusion forudsaetter efter sagsoegerens mening, at forsinkelsen med de regnskabsmaessige posteringer kun vedroerte posteringen af de to paagaeldende checks. Sagsoegeren har anfoert, at han principielt ikke kan indse, hvorledes der ikke kunne vaere tale om en generel forsinkelse med bogfoeringen. Han har med hensyn til disse forhold anfoert, at uanset den generelle situation maatte der noedvendigvis hengaa et vist stykke tid mellem udbetalingen og deres indfoerelse i regnskabet. Heraf foelger, at en forsinkelse med registrering af udgifter er tilstraekkelig til at underminere den begrundelse, som hele sagen bygger paa. Sagsoegeren har til stoette for dette argument henvist til skrivelse af 8. februar 1985 fra Overstall, davaerende finansinspektoer underordnet finansdirektoeren, hvorefter forskellen mellem det indestaaende i medlemmernes kasse og underregnskabet for samme kasse oprindeligt bl.a. beroede paa en ophobning af indtaegter eller udgifter, der blev berigtiget efterfoelgende.

187 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at det paahviler ansaettelsesmyndigheden regnskabsmaessigt at bevise den paastand, at sagsoegeren alene var ansvarlig for de manglende bilag. Ansaettelsesmyndigheden har ikke gjort dette. Sagsoegeren har understreget, at hvis han havde haft fri adgang til regnskabet, havde han kunne bevise, at under alle omstaendigheder paa datoen for hans forflyttelse, den 30. april 1982, figurerede alle betalingsanvisninger, indtaegtsanvisninger og reguleringer i regnskabet i nummereret raekkefoelge. Ifoelge sagsoegeren var den naevnte bogholderimaessige forskel, hans lastes for, fra begyndelsen og efter sin karakter en foelge af det davaerende bogholderisystem og var paa grund af dettes struktur en ganske normal foreteelse.

188 Sagsoegeren har herefter behandlet spoergsmaalet vedroerende den skrivelse, som han den 30. marts 1982 tilstillede Parlamentets formand, og erkendt, at han deri angav et beloeb paa 4 121 573 BFR, som ikke var blevet bogfoert som udgift. Trods dette har han anfoert, at beloebet ikke svarer til de to omtvistede checks' samlede beloeb, og at diskussionen ikke drejer sig om samme spoergsmaal. Sagsoegeren har herved forklaret, at da Revisionsretten konstaterede et kasseunderskud paa 4 mio. BFR, var der, ifoelge Revisionsrettens allerede tidligere naevnte postulat, tale om en forskel, som burde have eksisteret inden indloesningen af checkene, mellem indestaaendet i "kassen i BFR" og kasseudskriftregnskabet. I sagsoegerens note tales der imidlertid alene om en forskel mellem "kassen i BFR" og forskudsforvaltningens underregnskab, altsaa alene om en strukturel forskel, der beror paa selve bogholderisystemet. Sagsoegeren har anfoert, at den forskel, som han havde gjort opmaerksom paa, burde have vaeret naermere undersoegt, men en saadan undersoegelse har imidlertid aldrig fundet sted.

189 Vedroerende opgoerelsen over regnskabernes situation pr. 30. april 1982, som blev etableret af administrationen, har sagsoegeren anfoert, at den er ensidigt fastsat og udarbejdet uden hans vidende og efter hans forflyttelse. Den kan derfor ikke goeres gaeldende over for ham og kan ikke erstatte den obligatoriske revision af regnskaberne, som skulle have fundet sted samme dag, som han blev forflyttet, den 30. april 1982.

190 Sagsoegeren har subsidiaert anfoert, at der i hvert fald bestaar tvivl om dette klagepunkt, og at der ikke i den anfaegtede afgoerelse er taget hensyn til princippet om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode.

191 Sagsoegte har foerst anfoert, at sagsoegerens argument om, at forskellen paa 4,1 mio. BFR foerst blev konstateret i regnskabet flere maaneder efter hans forflyttelse, er ukorrekt. Sagsoegte har til stoette herfor henvist til sagsoegerens skrivelse af 30. marts 1982 til Parlamentets formand, hvori sagsoegeren gjorde opmaerksom paa, at der ikke forelaa bilag for et beloeb paa ca. 4,1 mio. BFR; dernaest, at opgoerelsen over regnskabet, udarbejdet af administrationen efter sagsoegerens forflyttelse, gjorde det muligt at fastslaa et underskud, der svarede til modvaerdien af de to indloeste checks; endvidere til Revisionsrettens udtalelse af 7. november 1985, hvori den fastslog, at et underskud paa 4,1 mio. BFR maa have foreligget allerede i november 1981; endelig til Parlamentets afgoerelse af 11. juli 1986, hvori det anfoertes, at en forskel paa 4 136 125 BFR, som kunne foeres tilbage til den 30. april 1982, var blevet registreret i Parlamentets regnskaber.

192 Dernaest har sagsoegte bestridt sagsoegerens argumentation om, at der ikke er foert bevis for, at forskellen paa 4,1 mio. BFR beror paa et tab af kontante midler, som udelukkende skyldes sagsoegeren. Parlamentet har anfoert, at Young, som efterfulgte sagsoegeren i stillingen som regnskabsfoerer, og De Poortere, chef for afdelingen vedroerende godtgoerelser til medlemmerne, begge saavel skriftligt som mundtligt har besvaret spoergsmaal fra Disciplinaerraadet vedroerende de problemer, som sagsoegeren har rejst, og at regnskabsafdelingen, hver gang sagsoegeren har bestridt tal eller dokumenter, har kunnet bevise, at kontantbeholdningen alene var i underskud med det beloeb, der svarede til beloebene paa de to checks, der var trukket paa Midland Bank. Parlamentet har desuden anfoert, at spoergsmaalet om, hvorvidt checkenes beloeb og underskudsbeloebet er det samme, kun har relativ betydning, naar det er bevist, at der foreligger et underskud. Parlamentet har anfoert, at klagepunktet mod sagsoegeren nemlig bestaar i, at han ikke opbevarede bilagene og ikke, at han daekkede underskuddet ved hjaelp af de to checks.

193 Sagsoegte har, vedroerende fordelingen af ansvaret mellem regnskabsfoereren og forskudsbestyreren med hensyn til forpligtelsen til at opbevare bilagene, foreholdt sagsoegeren, at han i sin gennemgang har undladt at naevne regnskabsfoererens selvstaendige ansvar. Sagsoegte har herom anfoert, at banque Sogenal i Luxembourg den 4. september og den 11. november 1981 kontant udbetalte regnskabsfoereren det paagaeldende beloeb. Dette er ifoelge sagsoegte aarsagen til, at Disciplinaerraadet i sagen Offermann ikke paalagde forskudsbestyreren ansvar. Disciplinaerraadet fandt det afgoerende, at sidstnaevnte "aldrig saa de endelige checks, altsaa checkene forsynet med en anden underskrift og beloebets stoerrelse", og at "de Compte [havde] erklaeret selv at have bogfoert de paagaeldende transaktioner og foretaget indbetaling af midlerne i de forskellige kasser" (punkt 63 i Disciplinaerraadets begrundede udtalelse i sagen Offermann). Sagsoegte har konkluderet, at sagsoegeren er ansvarlig i henhold til finansforordningens artikel 17, 20 og 70, stk. 1.

194 Sagsoegte har desuden i sin duplik anfoert, at da sagsoegeren ikke er fremkommet med nogen forklaring vedroerende det paagaeldende underskud, forekommer foelgende forklaring sagsoegte at vaere den mest sandsynlige. Sagsoegte har herved foerst anfoert, at ved Revisionsrettens kontrol af medlemmernes kasse den 18. marts 1982, havde den ansvarlige konstateret et overskud paa 14 552 BFR, og herved noteret: "forskel, der maa forklares", og sagsoegte har dernaest anfoert, at hvis man traekker dette beloeb fra 4 136 125 BFR, som officielt var blevet indfoert paa regnskabsfortegnelsen over "kassen for BFR" den 28. februar 1982, men reelt ifoelge Revisionsretten paa et senere tidspunkt, nemlig den 18. marts 1982, fremkommer beloebet 4 121 573 BFR, som netop er det beloeb, som sagsoegeren i sin skrivelse af 30. marts 1982 har erkendt som en ikke-bogfoert udgift.

195 Retten fastslaar, at parternes argumentation vedroerende dette klagepunkt hovedsagelig drejer sig om to spoergsmaal, nemlig foerst om det er godtgjort, at underskuddet paa 4,1 mio. BFR, som blev konstateret i medlemmernes kasse, og som der ikke forelaa bilag for, beror paa posteringen vedroerende en indloesning af et samlet beloeb i BFR af to checks trukket paa Midland Bank; dernaest om forpligtelsen og herved ansvaret for under en forskudsforvaltning kun at afholde udgifter mod forelaeggelse af bilag og bevare disse paahviler forskudsbestyreren eller regnskabsfoereren.

196 Det bemaerkes med hensyn til foerste spoergsmaal, at ansaettelsesmyndigheden har begrundet den konklusion, den naaede til i sin disciplinaere afgoerelse, idet den henviste til foelgende forhold. Saldoen i "kassen for BFR" ved udloebet af regnskabsaaret 1981 svarede til det beloeb, der var angivet paa regnskabsfortegnelsen for "kasse for BFR" paa tidspunktet for den af Revisionsretten den 18. marts 1982 gennemfoerte kontrol. Det fremgik af Parlamentets boeger, at en postering paa 4 136 125 BFR, der udgjorde det samlede beloeb i BFR af de to checks, trukket paa Midland Bank, blev opfoert den 28. februar 1982. Revisionsretten har bestridt, at denne postering har kunnet finde sted den 28. februar 1982, idet den ikke forelaa ved dens kontrol af medlemmernes kasse i marts 1982. Ved denne postering forekommer en forskel mellem kontiene "regnskabsfortegnelse - Midland Bank" og "kasse for BFR" paa den ene side og den kassebog, som foeres over kassebeholdningen i pengeskabet, paa den anden side. Denne forskel udgoer et kasseunderskud af samme stoerrelse, nemlig 4 136 125 BFR, hvis eksistens blev bekraeftet af Revisionsretten, af Parlamentets interne kontrol og af Parlamentets afgoerelse af 11. juli 1986 om meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1982. Sagsoegeren har i skrivelsen af 30. marts 1982 til Parlamentets formand erkendt en ikke-bogfoert udgift paa 4 121 573 BFR. Sagsoegeren, der i kraft af sin stilling som regnskabsfoerer burde begrunde enhver kassetransaktion, har ikke forelagt noget bilag for betaling at et tilsvarende beloeb som kasseunderskuddet, og heller ikke givet nogen forklaring paa underskuddets fremkomst.

197 Det bemaerkes endvidere, at Disciplinaerraadet i sin begrundede udtalelse, som ansaettelsesmyndigheden fulgte, anfoerte, at det under behandlingen af sagen var konfronteret med to modstridende forklaringer. Den foerste forklaring var, at forskellen mellem kassen og hovedregnskabet maatte foeres tilbage til indloesningen af de to checks fra Midland Bank; den anden forklaring var derimod, at underskuddet var en foelge af en raekke regnskabsmaessige fejl. Disciplinaerraadet angiver, at det forelagde Young, Parlamentets regnskabsfoerer, og De Poortere, chef for afdelingen for godtgoerelser af medlemmerne, en raekke spoergsmaal for at opklare de forskellige problemer, som sagsoegeren havde rejst i sit foreloebige svarskrift med hensyn til underskuddets fremkomst. Young og De Poortere besvarede disse spoergsmaal skriftligt, og afgav derefter mundtlig forklaring under tilstedevaerelse af forsvaret. Disciplinaerraadet bekraefter, at regnskabsafdelingen hver gang, der var tvivl om forklaringer eller tal eller dokumenter, var i stand til at paavise, at "der mangler alene bilag for saa vidt angaar et beloeb svarende til beloebet paa de to checks fra Midland Bank". Disciplinaerraadet har ogsaa bekraeftet, at sagsoegeren aldrig overbevisende har forklaret grunden til, at det konstaterede underskud ikke havde nogen forbindelse med de to checks. Disciplinaerraadet erkender, at det er vanskeligt at drage en konklusion af det forhold, at der eventuelt bestaar en sammenhaeng mellem den konstaterede forskel og de to checkbeloeb og har herved henvist til den udtalelse, som Revisionsrettens repraesentant fremkom med under retsmoedet, nemlig at det, selv om der forelaa en fuldstaendig overensstemmelse mellem de to beloeb, ikke med sikkerhed kunne siges, at underskuddet beroede paa indloesning af de to checks. Disciplinaerraadet anfoerer endeligt, at det har taget hensyn til Revisionsrettens resultater, den efterfoelgende interne kontrol og Parlamentets afgoerelse af 11. juli 1986 om meddelelse af decharge for regnskabsaaret 1982, og anfoerer desuden, at institutionens regnskabsfoerer ikke har kunnet fremlaegge bilag for et konstateret underskud paa 4,1 mio. BFR.

198 Det bemaerkes desuden, at Revisionsretten fra juli 1981 havde indledt en kontrol af parlamentsmedlemmernes kasse. Resultatet af denne kontrol fremstod i en skrivelse af 29. oktober 1981 og i en saerberetning af 6. juli 1982. Revisionsretten naevner i sin skrivelse den komplette uorden, der hersker i forvaltningen af medlemmernes kasse, og at der naesten ikke foretages nogen kontrol af regnskabsfoereren eller af finansinspektoeren. Revisionsretten anfoerer i sin saerberetning bl.a., at den har konstateret ulovlighed i forvaltningen af medlemmernes kasse, at to checks paa 35 176,98 og 17 189,15 UKL var blevet indloest mod kontanter, en transaktion, som der ikke havde kunnet findes noget spor af i kassens regnskaber.

199 Det bemaerkes endvidere, at Parlamentets formand paa denne baggrund ved skrivelse af 24. juli 1985 paa Budgetkontroludvalgets vegne anmodede Revisionsretten om at afgive en nye udtalelse vedroerende underskuddet i medlemmernes kasse. Revisionsretten har i sin udtalelse af 7. november 1985 redegjort for de forhold, den havde konstateret ved dens kontrol, samt de konklusioner, der maatte drages heraf. Hovedpunkterne i udtalelsen er foelgende. Allerede i november 1981 var der et underskud paa 4,1 mio. BFR i regnskabet for medlemmernes kasse, et beloeb, der svarede til de checks, udskrevet i UKL, som var blevet trukket i september og november 1981. Dette underskud fremkom ikke direkte ved statusopgoerelsen den 31. december 1981 og heller ikke da Revisionsretten foretog sin kontrol den 18. marts 1982, idet indloesningen af de to checks, trukket paa Midland Bank, ikke var blevet opfoert i Parlamentets regnskab. Foerst efter registrering af posteringerne vedroerende de paagaeldende transaktioner, blev underskuddet opdaget. Revisionsretten anfoerte, at regnskabsfoereren og forskudsbestyreren maatte holdes ansvarlige for forvaltningen af medlemmernes kasse, idet de ikke korrekt havde opbevaret Parlamentets vaerdier, som kraevet efter finansforordningens artikel 20, og ikke havde foert regnskab i overensstemmelse med gennemfoerelsesbestemmelserne.

200 Retten bemaerker under hensyn til de konklusioner, der figurerer i de ovenstaaende gennemgaaede sagsakter, at ansaettelsesmyndigheden i den anfaegtede afgoerelse har lagt til grund, at der bestod en sammenhaeng mellem underskuddet paa 4,l mio. BFR i medlemmernes kasse og indloesningen af de to omtvistede checks trukket paa Midland Bank, og fastslaaet, at posteringen vedroerende denne transaktion ikke blev foretaget soendag den 28. februar 1982, men senere, nemlig den 18. marts 1982, paa hvilken dato Revisionsretten foretog en kontrol. Ansaettelsesmyndigheden har anset det for godtgjort, at den sene registrering af posteringen vedroerende indloesningen af de to checks foerte til opdagelsen af et underskud paa 4 136 215 BFR, hvilket beloeb svarede til de naevnte to checks' samlede beloeb. Retten finder, at den af ansaettelsesmyndigheden anlagte fortolkning af de forhold, som var forelagt den, stoettes af de efterfoelgende udtalelser fra henholdsvis Revisionsretten og Disciplinaerraadet, som begge gennemfoerte omhyggelige forespoergsler og undersoegelser for at opklare omstaendighederne omkring underskuddets forekomst.

201 Under disse omstaendigheder og under hensyn til den udtalelse, som Revisionsrettens repraesentant fremsatte for Disciplinaerraadet, hvorefter det selv ved en noejagtig overensstemmelse mellem den regnskabsmaessige forskel og checkenes beloeb ikke med sikkerhed kunne fastslaas, at underskuddet beroede paa indloesning af naevnte checks, bemaerker Retten, at det i den anfaegtede afgoerelse med foeje har kunnet anses for godtgjort, at de manglende bilag i dette tilfaelde vedroerer indloesningen af de to checks trukket paa Midland Bank. Heraf foelger, at sagsoegeren ikke har kunnet bevise, at den anfaegtede afgoerelse ikke er korrekt begrundet eller beror paa en klart faktisk eller retlig vildfarelse eller magtfordrejning; alle begreber, som udgoer graenserne for den retlige proevelse af en forvaltningsakt, der foretages af Retten i et annullationssoegsmaal.

202 Subsidiaert bemaerkes som anfoert i disciplinaerafgoerelsen, at sagsoegeren i skrivelsen af 30. marts 1982 til Parlamentets formand erkendte, at der ikke var sket bogfoering under udgifter af et beloeb paa 4 121 573 BFR, hvilket omtrentligt svarer til de to checks' beloeb, og i samme skrivelse anmodede om at dette forhold blev berigtiget ved udgiftsanvisning. Selv om man antager sagsoegerens opfattelse, nemlig at underskuddet ikke havde nogen sammenhaeng med indloesning af de to checks, kan man alligevel ikke naa til andet resultat, idet sagsoegeren ikke paa noget tidspunkt under disciplinaersagen har kunnet fremskaffe bilagene vedroerende det paagaeldende beloeb. Retten kan ikke tilslutte sig sagsoegerens generelle paastand, hvorefter forskellen var strukturelt betinget paa grund af det regnskabssystem, der paa davaerende tidspunkt anvendtes i Parlamentet.

203 Vedroerende det andet spoergsmaal, nemlig om forpligtelsen og altsaa ansvaret for at opbevare de paagaeldende bilag vedroerende indloesning af de to checks i denne sag paahvilede sagsoegeren eller forskudsbestyreren, laegger Retten artikel 20 og artikel 70, stk. 1, og stk. 2 i finansforordningen og gennemfoerelsesbestemmelsernes artikel 50-53 til grund. Det fremgaar af disse bestemmelser, at ansvaret for fremlaeggelse og opbevaring af bilag under forskudsforvaltningen foerst paahviler forskudsbestyreren. Regnskabsfoereren, som skal kontrollere forskudsforvaltningens regnskab og give forskudsbestyreren instruktioner, bliver ansvarlig fra det tidspunkt, da han ikke giver de fornoedne instruktioner om at opbevare de paagaeldende bilag.

204 Som allerede anfoert var sagsoegeren direkte impliceret ved indloesningen af de to checks, idet han selv paafoerte dem den anden underskrift og ifoelge eget udsagn selv deponerede kontanterne, udbetalt i tre valutaer, i Parlamentets pengeskab i Luxembourg. Under disse omstaendigheder har Disciplinaerraadet med foeje statueret, at sagsoegeren har handlet groft uagtsomt ved ikke paa behoerig vis at have soerget for opbevaring af Parlamentets vaerdier.

205 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at sagsoegerens anbringende i dets helhed maa anses for ubegrundet.

Subsidiaert: anbringendet om overtraedelse af vedtaegtens artikel 86, stk. 1, og af finansforordningens artikel 70, stk. 1, og artikel 71, og tilsidesaettelse af lighedsprincippet, princippet om billighed og princippet om fordelende retfaerdighed samt om magtfordrejning

206 Sagsoegeren har ved naervaerende anbringende subsidiaert gjort gaeldende, at han ikke kan antages at have handlet uagtsomt efter vedtaegtens artikel 86, stk. 1, og derfor slet ikke efter finansforordningens artikel 70, stk. 1, og at han er den eneste, der i denne sag er blevet paalagt en disciplinaerstraf. Der er derfor tale om en tilsidesaettelse af lighedsprincippet, princippet om billighed og fordelende retfaerdighed og om magtfordrejning.

207 Sagsoegerens opfattelse er altsaa, at selv om klagepunkterne over ham er begrundet helt eller delvis, kan disse ikke juridisk indebaere at han straffes, naar henses til hele sammenhaengen i sagen, som udelukker, at han har handlet uagtsomt, og saa meget mere at han har handlet groft uagtsomt, og naar henses til, at han ikke alene var ansvarlig, idet de oevrige ansvarlige ikke blev paalagt nogen sanktion og, bortset fra Offermann, ikke engang blev underkastet disciplinaer forfoelgning. Til stoette for dette argument har sagsoegeren henvist til udtalelser, som henholdsvis Aigner, formand for Budgetkontroludvalget, og Mart, parlamentsmedlem, har fremsat under Parlamentets moeder den 11. juli 1986 og 10. april 1984. Ifoelge disse udtalelser er princippet om, at ansvaret ligger hos de hoejst overordnede, ikke blevet respekteret, og alle anklager blev rettet mod en enkelt mand, skoent det fremgik af hele sagen, at det simpelthen var systemet, der var mangelfuldt. Sagsoegeren har endelig endnu engang redegjort for den daarlige organisering af Parlamentets finanstjeneste, idet forskudsbestyrerens ansvar og den ansvarsberettigedes ansvar udelukkede, stadig ifoelge sagsoegeren, at regnskabsfoereren kunne goeres ansvarlig, samt anfoert, at han ikke var ansvarlig paa grund af meddelelsen af decharge og paa grund af, at der ikke blev foretaget revision af kontiene ved hans efterfoelgers tiltraedelse.

208 Sagsoegeren har endvidere haevdet, at han maa anses som "syndebuk" i denne sag, som rejste tvivl om, hvem der var hierarkisk ansvarlig. Der maatte ifoelge sagsoegeren ufortoevet skaffes et "sonoffer", over for hvilket der formelt skulle fremsaettes klagepunkter - saaledes at det ikke var noedvendigt at foretage en grundlaeggende undersoegelse, som ville have givet ubehagelige overraskelser - og som skulle straffes, som om disse formelle klagepunkter var reelle klagepunkter, som var behoerigt godtgjort. Administrationen har ved at handle saaledes begaaet magtfordrejning.

209 Parlamentet har anfoert, at det intet nyt har at anfoere vedroerende dette anbringende, idet sagsoegerens argumentation er den samme, som han har fremfoert til stoette for det foregaaende anbringende om den anfaegtede afgoerelses indholdsmangler, og har alene henvist til sin besvarelse under dette anbringende. Sagsoegte har dog kategorisk afvist sagsoegerens paastand om, at der skulle vaere tale om "en soegning efter en syndebuk"; en paastand, som sagsoegte i oevrigt ellers ikke har gjort yderligere bemaerkninger om, fordi den ikke hviler paa noget bevis. Med hensyn til udtalelserne fra Aigner og Mart har sagsoegte anfoert, at disse ikke udgoer noget bevis for sagsoegerens paastand om, at der var tale om magtfordrejning. Parlamentet mener under alle omstaendigheder, at selv om forskudsbestyreren ogsaa var delvis ansvarlig, kan den omstaendighed ikke paa nogen maade begraense sagsoegerens ansvar.

210 Retten fastslaar, at sagsoegerens anbringende bestaar af tre dele: foerst overtraedelse af vedtaegtens artikel 86, stk. 1, og finansforordningens artikel 70, stk. 1, og artikel 71, fordi, ifoelge sagsoegeren, klagepunkterne over ham ikke udgoer en uagtsom handling; dernaest overtraedelse af lighedsprincippet, princippet om billighed og fordelende retfaerdighed, fordi han som den eneste blev paalagt en disciplinaer sanktion, modsat forskudsbestyreren, den anvisningsberettigede og finansinspektoeren, som ikke blev straffet; og endelig at der er tale om magtfordrejning derved, at sagsoegeren er blevet straffet for formelle klagepunkter, som om disse var reelle klagepunkter, behoerigt bevist.

211 Retten finder med hensyn til den foerste del af anbringendet, at sagsoegeren efter klagepunkterne har handlet groft uagtsomt som anfoert i finansforordningens artikel 70, stk. 1. Ulovlighederne i forbindelse med oprettelsen af den omtvistede konto i Midland Bank, London, saaledes som de er beskrevet i dommens praemis 169, undladelsen af at regnskabsfoere eller for sent at regnskabsfoere visse transaktioner vedroerende indloesningen af de to checks den 4. september og den 21. november 1981, og tilsidesaettelse af forpligtelsen til kun at afholde udgifter mod fremlaeggelse af bilag samt at soerge for disses opbevaring; alle klagepunkter, som Retten har fundet begrundet, udgoer uagtsomme handlinger fra sagsoegerens side, der er saa meget mere alvorlige, som sagsoegeren i kraft af sin stilling som regnskabsfoerer beklaedte den hoejeste stilling i forvaltningen af institutionens regnskab.

212 Vedroerende den anden del, henvises der foerst til de tidligere betragtninger i naervaerende dom (praemis 160-172, 183 og 203-204), hvori Retten udtalte sig om afgraensningen af sagsoegerens ansvar over for finanstjenestens oevrige tjenestemaend. Forskellen mellem afgoerelserne i disciplinaersagen mod forskudsbestyreren og regnskabsfoereren er irrelevant i denne sag, naar henses til princippet om, at enhver disciplinaersag er en selvstaendig sag, hvis princips overholdelse skal vaere forenelig med lighedsprincippet, princippet om billighed og fordelende retfaerdighed, som sagsoegeren har paaberaabt sig.

213 For saa vidt endelig angaar tredje del af anbringendet, bemaerkes, at efter fast retspraksis kan en beslutning kun anses for at udgoere magtfordrejning, naar det paa grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier maa antages, at beslutningen er truffet for at forfoelge andre formaal end dem, der er angivet (Rettens dom af 12.7.1990, sag T-108/89, Scheuer mod Kommissionen, Sml. II, s. 411; af 23.10.1990, sag T-46/89, Pitrone mod Kommissionen, Sml. II, s. 577).

214 Det maa fastslaas, at sagsoegeren ikke har fremlagt noget relevant bevis for, at ansaettelsesmyndigheden ved at rejse disciplinaersag mod ham har forfulgt et andet maal end opretholdelse af den europaeiske offentlige tjenestes interne orden. Den omstaendighed, at sanktionen degradation blev paalagt sagsoegeren for formelle ulovligheder, er ikke tilstraekkelig til at fastslaa, at administrationen, som sagsoegeren har paastaaet, har forfulgt ham alene for i hans person at finde et soneoffer.

215 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at anbringendet i sin helhed maa anses for ubegrundet.

Anbringendet om tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

216 Sagsoegeren har subsidiaert gjort gaeldende, at der bestaar et urimeligt misforhold mellem paa den ene side klagepunkterne over ham og paa den anden side den alvorlige sanktion, som blev paalagt ham.

217 Sagsoegeren har foerst behandlet den alvorlige sanktion. Han har herom anfoert, at den straf, han blev idoemt - nemlig degradation - udgoer en af de strengeste sanktioner. Denne sanktion er i denne sag alvorligere end fjernelse fra tjenesten med bevarelse af retten til alderspension, naar henses til dennes stoerrelse og sagsoegerens alder, idet han praktisk taget havde opnaaet det maksimale antal aar, der tages i betragtning for beregning af alderspension. Sagsoegeren har anfoert, at under disse omstaendigheder har de formildende omstaendigheder, som Disciplinaerraadet tog i betragtning, i sidste ende forvaerret hans situation. Skoent klagepunkterne over ham vedroerer formmangler og ikke saglige mangler, svarer den sanktion, han blev paalagt, til den sanktion, han ville vaere blevet paalagt, hvis der havde vaeret tale om saglige mangler, der var fundet beviste.

218 Sagsoegeren har dernaest sammenlignet de begrundede udtalelser, der blev afgivet henholdsvis af det foerste og det andet Disciplinaerraad den 10. februar 1984 og den 27. november 1987. Han har anfoert, at der er uforenelighed mellem disse to meddelelser, idet det foerste Disciplinaerraad, som behandlede flere klager over ham end det andet Disciplinaerraad, anbefalede sanktionen irettesaettelse, mens det andet Disciplinaerraad anbefalede degradation. Han har heraf konkluderet, at hele sagsforloebet tyder paa, at det sidste Disciplinaerraad ville anbefale den sanktion, som ansaettelsesmyndigheden oenskede, og, isaer, at de formildende omstaendigheder kun blev taget i betragtning paa skroemt, uden reelt at paavirke forslaget om sanktion og Disciplinaerraadets udtalelse.

219 Sagsoegte har anfoert, at det ikke er korrekt, at ansaettelsesmyndigheden har villet undgaa en undersoegelse "vedroerende de reelle forhold" og derfor alene rejste klagepunkter om formmangler. Sagsoegte har understreget, at selv om ansaettelsesmyndigheden ikke udtrykkeligt ville beskylde sagsoegeren for bedrageri, hvilket logisk ville have medfoert strafforfoelgning, maa de rejste klagepunkter dog alene i sig selv anses for talrige og alvorlige. Institutionen har desuden anfoert, at degradation ikke er den alvorligste sanktion efter vedtaegten, og at der kunne have vaeret anvendt flere sanktioner paa ham, som ville vaere strengere end den, som ansaettelsesmyndigheden anvendte, hvis der var rejst sag for bedrageri. Endelig har sagsoegte understreget, at degradationen foerst havde virkning fra den 1. februar 1988 og ikke fra et tidligere tidspunkt, selv om en degradation med tilbagevirkende kraft juridisk havde vaeret mulig, naar henses til, at Domstolen alene havde annulleret den foerste disciplinaerafgoerelse for formmangler.

220 Retten bemaerker foerst, at det efter Domstolens praksis, naar de handlinger, som tjenestemanden lastes for, er bevist, tilkommer Disciplinaerraadet at vaelge den passende sanktion. Retten kan ikke saette sin vurdering i stedet for ansaettelsesmyndighedens, undtagen i tilfaelde af aabenbar vildfarelse eller magtfordrejning (dom af 30.5.1973, sag 46/72, De Greef mod Kommissionen, Sml. s. 543, paa s. 556; dom af 29.1.1985, sag 228/83, F. mod Kommissionen, naevnt ovenfor; dom af 11.7.1985, forenede sager 255/83 og 256/83, R. mod Kommissionen, naevnt ovenfor; dom af 5.2.1987, sag 403/85, F. mod Kommissionen, Sml. s. 645, paa s. 671).

221 For saa vidt naermere angaar spoergsmaalet, om den anvendte sanktion i denne sag staar i rimeligt forhold til klagepunkterne over sagsoegeren, skal det understreges, at vedtaegtens bestemmelser om disciplinaer forfoelgning, nemlig artikel 86-89, ikke fastsaetter noget bestemt forhold mellem de heri opregnede sanktioner og de forskellige former for overtraedelse af tjenestepligterne, der begaas af tjenestemaend. Valget af den sanktion, der skal paalaegges i det enkelte individuelle tilfaelde, er saaledes baseret paa en generel vurdering af sagens samtlige konkrete omstaendigheder og saeregenheder (Domstolens dom af 5.2.1987, sag 403/85, F. mod Kommissionen, naevnt ovenfor).

222 Hertil bemaerkes, at klagepunkterne i disciplinaerafgoerelsen over sagsoegeren vedroerer alvorlige overtraedelser af forpligtelser, som paahvilede sagsoegeren i henhold til finansforordningen, og at sagsoegeren, som institutionens regnskabsfoerer i henhold til finansforordningen, var hovedansvarlig for en god forvaltning af regnskabsafdelingen. Hertil foejes, at ansaettelsesmyndigheden, for saa vidt angaar saavel spoergsmaalet om, hvilke handlinger der maa anses for bevist og deres retlige kvalificering, som vurderingen af de formildende omstaendigheder og valg af den passende sanktion, fulgte Disciplinaerraadets anbefalinger. Under disse omstaendigheder finder Retten ikke, at sagsoegerens degradation til loenklasse A7 kan anses for en sanktion, der er aabenbart urimelig.

223 Sagsoegerens sidste annullationsanbringende om overtraedelse af proportionalitetsprincippet er derfor heller ikke holdbart.

Paastandene om udpegelse af et udvalg af sagkyndige

224 Sagsoegeren har i sin replik subsidiaert nedlagt paastand om, at Retten "udpeger et udvalg af tre sagkyndige, som skal have til opgave at give en begrundet udtalelse om de klagepunkter, der er rejst mod sagsoegeren, og besvare alle relevante spoergsmaal herom fra parterne".

225 Sagsoegte har i sin duplik fremfoert, at der er tale om nye paastande. Sagsoegte har anfoert, at i henhold til Domstolens procesreglements artikel 38, stk. 1, litra d), skal sagsoegerens paastande indeholdes i staevningen, og har understreget, at procesreglementets artikel 42, stk. 1, bestemmer, at hvis der i replikken anfoeres yderligere beviser, skal sagsoegeren begrunde, hvorfor beviserne foerst paaberaabes paa dette tidspunkt. Den sagsoegte institution har desuden anfoert, at udpegelse af et sagkyndigt udvalg alene vil forsinke sagens gang, og at klagepunkterne over sagsoegeren allerede har vaeret genstand for en grundig og langvarig undersoegelse, hvorfor der ikke er behov for nogen yderligere undersoegelse. Sagsoegte har ogsaa anfoert, at denne sag er blevet behandlet flere gange af Revisionsretten, af Parlamentets Budgetkontroludvalg, af et uafhaengigt revisionsfirma og af forskellige Disciplinaerraad. Sagsoegte har derfor understreget, at sagsoegerens subsidiaere paastande maa afvises.

226 Retten fastslaar, at sagsoegerens subsidiaere paastande i hovedsagen gaar ud paa, at der skal udpeges sagkyndige, der, som sagsoegeren har anfoert under retsmoedet, skal give en udtalelse vedroerende begrundelsen for det tredje klagepunkt, nemlig det forhold, at der ikke foreligger bilag for beloebet paa 4,1 mio. BFR.

227 Det bemaerkes hertil, at i henhold til Domstolens procesreglements artikel 45, stk. 1, som paa tidspunktet for retsmoedet fandt tilsvarende anvendelse paa retsforhandlingerne for Retten, skal sidstnaevnte "ved kendelse angive, hvilke bevismidler den finder hensigtsmaessige". Det fremgaar klart heraf, at det tilkommer Retten at bedoemme hensigtmaessigheden af en saadan foranstaltning.

228 I denne sag fremgaar det af de samlede sagsakter, som disse er blevet gennemgaaet og undersoegt af Retten, af det beviste klagepunkt om manglende forelaeggelse af bilag (jf. her praemis 195-202), af den omstaendighed, at sagsoegeren ikke har indgivet nogen bemaerkning til opgoerelsen og status pr. 30. april 1982 - som Parlamentet paa Rettens anmodning har fremlagt - og af det lange tidsrum, som forloeb mellem de omtvistede handlinger, at den af sagsoegeren anmodede bevisoptagelse ikke er til nogen nytte for Retten, som finder, at sagen er blevet tilstraekkeligt belyst under retsforhandlingerne. Retten kan derfor ikke give sagsoegeren medhold i disse subsidiaere paastande.

229 Det fremgaar af det anfoerte, at sagsoegte maa frifindes.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

230 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. I henhold til artikel 70 i Domstolens procesreglement baerer institutionerne imidlertid selv deres egne omkostninger i sager anlagt af Faellesskabernes ansatte.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy