Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Tjenestemaend - institutionernes ansvar uden for kontraktforhold - Laegetjenesten tilsidesat pligten til at oplyse tjenestemaendene om deres helbredstilstand - tjenstlig fejl
Sammendrag
Det paahviler EF-institutionernes Laegetjenester - hvis opgaver bl.a. bestaar i at yde institutionernes personale laegelig bistand, i det omfang det er muligt med de foreliggende videnskabelige oplysninger, baade ved tidligt at paavise enhver sygdom og ved at identificere de risici, som kan medfoere sygdom - at underrette de paagaeldende om enhver sygdom, som fremgaar af deres journal, og at advare mod sundhedsfarlig adfaerd. Dette forudsaetter, at de paagaeldende modtager alle relevante oplysninger.
Det er en tjenstlig fejl, som den sagsoegte institution kan ifalde ansvar for, at Laegetjenesten har tilsidesat sine forpligtelser ved ikke i tide at underrette tjenestemanden om hans helbredstilstand.
Dommens præmisser
Sagens baggrund
1 Sagsoegeren, H. Nijman, som er tjenestemand ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, har laenge gjort tjeneste ved Det Faelles Forskningscenter i Ispra (herefter benaevnt "FFC"). FFC' s Laegetjeneste undersoegte ham i denne periode regelmaessigt i forbindelse med den aarlige laegeundersoegelse, som er foreskrevet i artikel 59, stk. 4, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").
2 FFC' s nye laege - efterfoelgeren for den da pensionerede laege, som var konsulteret i aarene 1973-1983 - meddelte i januar 1985 sagsoegeren, at han havde en fremskreden lungeemfysem.
3 Efter en brevveksling med administrationen og efter en gennemgang af journalen, foretaget af hans egen laege, forelagde sagsoegeren den 9. juni 1987 ansaettelsesmyndigheden en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1. Han ansoegte om at faa erstattet den skade, som han mente at have lidt paa grund af sin forvaerrede helbredstilstand, fordi Laegetjenesten ikke havde underrettet ham om hans tilstand, hvilket havde forhindret ham i i tide at traeffe passende forholdsregler. Han gjorde gaeldende, at de roentgenbilleder, som blev taget i forbindelse med den aarlige laegeundersoegelse i 1973 og 1974, allerede viste, at der var en lungeemfysem under udvikling, og at det fremgik af en spirometrisk undersoegelse foretaget i 1976, at aandedraetsfunktionerne var angrebet. At der indtraadte en forvaerring heraf, blev bekraeftet ved tilsvarende undersoegelser foretaget i 1978, 1981 og 1983. Sagsoegeren understregede, at institutionens laege, selv om han var bekendt med resultaterne af de forskellige undersoegelser, ikke havde underrettet ham om hans helbredstilstand og i ti aar ikke havde tilraadet ham en passende behandling.
4 Da hans ansoegning ikke blev besvaret, indbragte sagsoegeren den 1. december 1987 en administrativ klage i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2.
5 Generaldirektoeren for personale og administration tilstillede den 26. april 1988 sagsoegeren en skrivelse, hvori han meddelte ham, at "ansaettelsesmyndigheden ikke (mente), at den havde alle de noedvendige oplysninger for at tage stilling til (hans) klage". Han foreslog, at der blev oprettet et ad hoc-laegeudvalg, som skulle have til opgave "at afgive en udtalelse til ansaettelsesmyndigheden om spoergsmaalet, hvorvidt det var taenkeligt, at det havde skadet H. Nijman, at han ikke var blevet oplyst om sin helbredstilstand, herunder om han i givet fald havde kunnet traeffe foranstaltninger til at forhindre en forvaerring af sin helbredstilstand". Sagsoegeren modsatte sig ikke dette initiativ, men gjorde det klart, at han, som et retsbevarende tiltag, ville indlevere en staevning til Domstolen for at undgaa formalitetsindsigelse.
6 Laegeudvalget, som var sammensat af tre laeger, hvoraf den foerste var udpeget af institutionen, den anden af sagsoegeren og den tredje efter faelles aftale mellem de to foerstnaevnte laeger, blev forelagt spoergsmaalet, som det var udformet i skrivelsen af 26. april 1988. Efter en droeftelse den 28. oktober 1988 afgav udvalget en negativ udtalelse vedroerende spoergsmaalet og foreslog klagen afvist uden at begrunde udtalelsen. Efter at den af sagsoegeren udpegede laege, professor Ghiringhelli, direttore del Servizio autonomo di fisiopatelogia respiratoria dell' Ospedale Fatebenefratelli di Milano, havde erklaeret sig uenig, blev udtalelsen vedtaget med stemmeflertal.
7 Kommissionen afviste udtrykkeligt klagen ved skrivelse af 16. november 1988.
8 Professor Ghiringhelli bekraeftede ved skrivelse af 21. november 1988 over for sagsoegeren, at han ved underskrivelsen af Laegeudvalgets negative udtalelse havde gjort opmaerksom paa, at han ikke var enig, og at det spoergsmaal, udvalget skulle udtale sig om - saadan som det var udformet og maatte forstaas - fra et laegeligt synspunkt kun kunne besvares klart bekraeftende.
Retsforhandlinger
9 Det er paa denne baggrund at H. Nijman ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. juni 1988 anlagde naervaerende sag, som blev registreret under nr. 172/88.
10 I medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans hjemviste Domstolen ved kendelse af 15. november 1989 sagen til Retten, hvor den blev registreret under nr. T-36/89.
11 Retten har under sagsbehandlingen konstateret, at parterne principielt var enige om at indhente en sagkyndig erklaering, og har ved skrivelse af 2. februar 1990 opfordret dem til at fremsaette eventuelle forslag til udformningen af spoergsmaal, som en sagkyndig kunne forelaegges, samt til udvaelgelsen af den, som kunne foretage undersoegelsen. Parterne enedes om et af Kommissionens forslag, professor Scotti ved Laboratorio de fisioterapia respiratoria della Clinica del lavoro dell' Università di Milano, og om at forelaegge ham det samme spoergsmaal, som ad hoc-laegeudvalget i sin tid fik forelagt.
12 Ved kendelse af 28. marts 1990 traf Retten afgoerelse om, at der skulle indhentes en sagkyndig erklaering om spoergsmaalet, "om det forhold, at sagsoegeren ikke var blevet underrettet om sin helbredstilstand, kunne havde paafoert ham skade, og navnlig, om sagsoegeren kunne have taget forholdsregler mod forvaerringen af sin helbredstilstand". Retten udpegede ved sammen lejlighed professor Scotti til sagkyndig.
13 Den sagkyndige fremlagde sin rapport den 30. oktober 1990. Paa grundlag af den forelagte journal fastslaas indledningsvis den kronologiske raekkefoelge af de sygdomstegn, H. Nijman havde vist mellem 1961 og 1990, hvorefter foelgende anfoeres i erklaeringen:
"I tidsrummet fra 1961 til 1972 fremviser journalen en lang raekke tilfaelde af kronisk naesekatar; desuden fremviser den gentagne tilfaelde af akut bronkitis, ofte ledsaget af feber.
... H. Nijman ser ud til at have vaeret storryger (20-25 cigaretter dagligt) ... Ved roentgenundersoegelsen i 1971 i forbindelse med de aarlige undersoegelser fremgik det ... at der var spor af bronkitis i den nederste del af lungerne. Senere aarlige roentgenundersoegelser indtil 1977 bekraefter dette resultat som uaendret".
Paa grundlag af disse omstaendigheder udtaler den sagkyndige:
"Der er saaledes grund til at tro, at udviklingen af kronisk bronkitis allerede var begyndt i 1971."
Under den videre gennemgang af sagsoegerens journal anfoerer den sagkyndige:
"De spirometriske undersoegelser, som fra 1976 blev foretaget i forbindelse med de periodiske forebyggende laegeundersoegelser, viste allerede dengang, at der var et stadig moderat obstruktivt angreb paa aandedraetsfunktionen, men som ved den efterfoelgende kontrol i 1978 viste sig vaesentligt forvaerret, hvilket bekraeftedes i 1981."
Efter den sagkyndiges opfattelse godtgoer disse omstaendigheder
"at der foreligger en kronisk obstruktiv bronchopneumoni".
Den sagkyndige anfoerer paa grundlag af journalen endvidere:
"Det naevnes i en erklaering af 16. januar 1980, udarbejdet paa grundlag af en roentgenundersoegelse ... at der utvivlsomt er tegn paa, at der er indtraadt en lungeemfysem, en komplikation til det obstruktive bronkitissyndrom."
Trods dette bemaerker den sagkyndige:
"Foerst af erklaeringen efter den periodiske laegeundersoegelse den 27. april 1983 fremgaar diagnosen 'lungemfysem' for foerste gang klart, og den gentages i de senere erklaeringer med angivelsen 'spirometrisk deficit' ."
Til slut praeciserer den sagkyndige:
"Undersoegelserne af de legemlige funktioner foretaget i 1983 og 1985 viste stadig ringere aandedraetsfunktion, idet luftgennemgangen i bronkierne var nedsat med ca. 50%."
14 Med hensyn til Laegetjenestens forpligtelser anfoerer den sagkyndige:
"Den laege, som stod for undersoegelserne, burde have informeret patienten ... om udviklingen af kronisk bronkitis som ... paa davaerende tidspunkt netop var ved at udvikle sig til en emfysemisk komplikation, samt paa baggrund heraf oplyse ham dels om risikoen for en sygdomsforvaerring paa grund af daarlige livsvaner, dels om passende forebyggende forholdsregler ... I sig selv ville det, at han holdt med at ryge ... om ikke have medfoert en forbedring, saa i det mindste have stoppet udviklingen af en obstruktiv bronchopneumoni."
15 Sammenfattende udtaler den sagkyndige:
"1) Arbejdspladsens Laegetjeneste burde i betragtning af sin forebyggende opgave have oplyst H. Nijman om hans helbredstilstand, som var paavist med hensyn til hans aandedraetsorganer ved de foretagne roentgen- og legemsfunktionsundersoegelser.
2) Resultatet af, at der ikke blevet oplyst herom, var, at H. Nijman ikke i tide kunne tage sine forholdsregler (holde op med at ryge, forebygge sygdommen og tidligt lade anfaldene af akut bronkitis behandle), som i det mindste kunne have forsinket udviklingen af den sygdom, som fremgaar af dokumenterne."
16 Kommissionen har indgivet sine bemaerkninger til den sagkyndiges rapport den 5. december 1990. I bemaerkningerne har den fremfoert nye argumenter, som vedroerer sagens realitet.
17 Sagsoegeren har paa sin side den 10. december 1990 meddelt, at han ikke havde bemaerkninger til den sagkyndiges rapport.
18 Paa baggrund af Kommissionens bemaerkninger opfordrede Retten, under henvisning til Domstolens procesreglements artikel 42, som finder tilsvarende anvendelse ved Retten, sagsoegeren til at indgive et indlaeg til besvarelse af sagsoegtes bemaerkninger til professor Scotti' s sagkyndige udtalelse.
19 Sagsoegeren indgav sine bemaerkninger den 7. februar 1991.
20 Paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten (Fjerde Afdeling) at indlede den mundtlige forhandling.
21 Den mundtlige forhandling fandt sted den 23. april 1991. Parternes repraesentanter afgav mundtlige indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal.
22 Under retsmoedet fremlagde sagsoegeren et dokument, hvori han har opgjort den skade, han mener at have lidt, til 8 734 792 BFR. Sagsoegte fremlagde et dokument udarbejdet paa grundlag af sagsoegerens journal, der gengiver et spoergeskema, som blev udfyldt i forbindelse med de forskellige laegeundersoegelser fra 1981 til 1985, og som bl.a. vedroerer sagsoegerens tobaksforbrug.
23 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
- Kommissionens afvisning af at erstatte den skade, der er opstaaet fordi Kommissionen Laegetjeneste ikke oplyste sagsoegeren om hans helbredstilstand, annulleres.
- Kommissionen kendes pligtig til at betale erstatning i henhold dels til Euratom-Traktatens artikel 188, og dels til bistandspligten over for de ansatte, naermere bestemt 8 734 792 BFR.
- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
24 Kommissionen har nedlagt paastand om frifindelse, og om, at spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres efter de herom gaeldende regler.
25 Under den mundtlige forhandling har sagsoegte desuden paa Rettens opfordring fremlagt visse af de i sagsoegerens journal indeholdte dokumenter, som skulle anvendes til at fastslaa, om andre laeger har foretaget roentgenundersoegelser af sagsoegeren. Kommissionen svarede ved skrivelse af 6. maj 1991, at FFC' s Laegetjeneste i perioden 1960-1985 kun har registreret tre laegeattester - henholdsvis af 15. januar 1963, 18. december 1964 og 6. juni 1969 - hvori der er angivet en diagnose, som er forbundet med de helbredsmaessige problemer, den foreliggende sag vedroerer, og som for hvert enkelt tilfaeldes vedkommende attesterede, at sagsoegeren havde vaeret uarbejdsdygtig i ti dage.
Formaliteten
Spoergsmaalet om afvisning af de af Kommissionen paaberaabte beviser i bemaerkningerne til den sagkyndiges erklaering
26 I sine bemaerkninger til den sagkyndiges erklaering har Kommissionen gjort gaeldende, at den har indhentet et vidneudsagn fra den laege ved FFC, som fulgte H. Nijman paa davaerende tidspunkt. Den paagaeldende har erklaeret, at han under de aarlige laegeundersoegelser - som ikke var forhastede - underrettede sagsoegeren om hans helbredstilstand og raadede ham til at holde op med at ryge.
27 I sine bemaerkninger hertil har sagsoegeren fremfoert, at dette bevismiddel maa afvises. Efter sagsoegerens opfattelse er det et bevismiddel, som sagsoegte paa dette trin i sagen forsoeger at liste ind. Han goer gaeldende, at hvis Kommissionen havde indhentet et for den gunstigt vidneudsagn fra institutionens laege, burde den rettidigt have inddraget det i sagen. Ifoelge sagsoegeren kan der i oevrigt ikke tillades indirekte vidnebevis i medfoer af Domstolens procesreglements artikel 42, som forbyder fremsaettelse af nye anbringender under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under den skriftlige forhandling. Endelig finder sagsoegeren det helt forkert at haevde, at han blev gjort opmaerksom paa sin helbredstilstand af FFC' s laege i forbindelse med de aarlige laegeundersoegelser.
28 Det bemaerkes, at i henhold til Domstolens procesreglements artikel 38, stk. 1, litra e), og artikel 40, stk. 1, litra d), kan parterne henholdsvis i staevningen og i svarskriftet angive de beviser, der paaberaabes. I henhold til artikel 42, stk. 1, kan de ogsaa anfoere yderligere beviser i replikken og duplikken, men det skal dog i dette tilfaelde begrundes, hvorfor beviserne foerst paaberaabes paa dette tidspunkt. I naervaerende sag har den sagsoegte institution foerst fremfoert den raadgivende laeges vidneudsagn paa et senere stadium under sagen og har tillige ikke givet nogen forklaring paa denne forsinkelse. Desuden havde Kommissionen under sin egen sagsbehandling og behandlingen for Retten ikke hidtil paa nogen maade bestridt, at FFC' s Laegetjeneste foerst i 1985 havde underrettet sagsoegeren om hans helbredstilstand.
29 Foelgelig maa det, Kommissionen har fremlagt i sine bemaerkninger til den sagkyndiges erklaering, betragtes som for sent fremsat og boer derfor afvises fra paakendelse.
Spoergsmaalet om realitetspaakendelse af Kommissionens indsigelse om, at den sagkyndiges erklaering er delvis ugyldig
30 Under retsmoedet har sagsoegte fremsat indsigelse om, at den sagkyndiges erklaering er delvis ugyldig, idet erklaeringens foerste konklusion afviger fra Rettens spoergsmaal. Kommissionen goer gaeldende, at den sagkyndige har tiltaget sig ret til at drage konklusioner, som det alene tilkommer Retten at drage.
31 Retten skal foerst fremhaeve, at indsigelsen maa betragtes som rejst for sent, da Kommissionen ikke har rejst den i sine skriftlige bemaerkninger til den sagkyndiges erklaering. Retten finder desuden, dels at alle de betragtninger, som anfoeres i erklaeringen, er en noedvendig og tilstraekkelig begrundelse for de konklusioner, den sagkyndige er kommet til, dels at de omhandlede konklusioner falder inden for det spoergsmaal, den sagkyndige blev stillet.
32 Heraf foelger, at denne indsigelse boer afvises fra paakendelse.
Realiteten
33 Sagsoegeren har i det vaesentlige gjort gaeldende, at det forhold, at Laegetjenesten i mere end ti aar var tavs med hensyn til hans sygdom, har paafoert ham skade, idet han ikke i tide kunne traeffe fornuftige forholdsregler i forhold til sit arbejde og sin daglige livsfoerelse. Han anerkender, at han i dagligdagen led af "let, men normal hoste, en smule haeshed og lidt aandenoed, naar han svoemmede". Han har anfoert, at Laegetjenestens adfaerd er en tjenstlig fejl, som Kommissionen boer baere ansvaret for i medfoer af de almindelige retsgrundsaetninger om ansvar uden for kontraktforhold, som Euratom-Traktatens artikel 188 henviser til, samt princippet om, at der skal udvises forudseenhed og ydes bistand, som den har en saerlig forpligtelse til at overholde over for sine ansatte.
34 Kommissionen har heroverfor gjort gaeldende, at der mangler aarsagssammenhaeng mellem den haevdede tjenstlige fejl - manglende underretning - og en eventuel skade paa sagsoegerens helbred. Den har anfoert, at uanset sygdommens naturlige udvikling, som de foerste tegn viste sig paa for 20 aar siden, arbejder H. Nijman stadig i en alder af 63 aar, og hans fravaer fra arbejde er meget begraenset (46 dage i perioden 1985-1990). Kommissionen konkluderer, at de ovennaevnte omstaendigheder, sygdommens langsomme udvikling og den ringe midlertidige invaliditet godtgoer, at man i H. Nijman' s tilfaelde staar over for den naturlige udvikling af den sygdom, som han lider af.
35 Retten skal indledningsvis bemaerke, at som det fremgaar af Domstolens faste praksis, "er en tvist mellem en tjenestemand og hans nuvaerende eller tidligere institution, der drejer om skadeserstatning og hidroerer fra det ansaettelsesforhold, som knytter den paagaeldende til institutionen, imidlertid omfattet af Traktatens artikel 179 og vedtaegtens artikel 90 og 91, hvorfor den ikke falder ind under Traktatens artikel 178 og 215" (dom af 22.10.1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, paa s. 1181; dom af 17.2.1977, sag 48/76, Reinarz mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 291, paa s. 298; kendelse af 10.6.1987, sag 317/85, Pomar mod Kommissionen, Sml. s. 2467, paa s. 2470; dom af 7.10.1987, sag 401/85, Schina mod Kommissionen, Sml. s. 3911, paa s. 3929). Denne retspraksis boer ogsaa anses for at gaelde i forbindelse med Euratom-Traktatens artikel 152.
36 Ligeledes bemaerkes, at Faellesskabets ansvar forudsaetter, at en raekke betingelser er opfyldt, naermere bestemt at den paagaeldende institution har begaaet en tjenstlig fejl, at der faktisk er opstaaet en bestemt og maalelig skade, samt at der er aarsagsforbindelse mellem den tjenstlige fejl og den paaberaabte skade (Rettens dom af 13.12.1990, sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, Sml. II, s. 787, praemis 19). Det boer derfor i foerste raekke undersoeges, om institutionens adfaerd har vaeret ansvarspaadragende.
37 Retten finder, for saa vidt angaar institutionens adfaerd, at den sagkyndiges erklaering og det af sagsoegeren anfoerte, som sagsoegte ikke har bestridt under den skriftlige forhandling, i retligt fornoedent omfang godtgoer, at FFC' s Laegetjeneste ikke underrettede H. Nijman om udviklingen af den kroniske bronkitis, han led af paa davaerende tidspunkt, eller som den sagkyndige udtrykker det, "paa davaerende tidspunkt netop var i gang med at udvikle sig til en emfysemisk komplikation", og at Laegetjenesten ikke havde givet sagsoegeren de oplysninger og den raadgivning om behandling, som hans tilstand tilsagde. At der ikke blev givet saadanne oplysninger, er en tilsidesaettelse af de pligter, som paahviler EF-institutionernes Laegetjenester i betragtning af formaalet med deres oprettelse. Disse formaal bestaar bl.a. i at yde institutionernes personale passende laegelig bistand i det omfang, det er muligt med de foreliggende videnskabelige oplysninger, baade ved tidligt at paavise enhver sygdom og ved at identificere de risici, som kan medfoere sygdom. I henhold til vedtaegtens artikel 59, stk. 4, skal tjenestemanden hvert aar lade sig underkaste en "forebyggende laegeundersoegelse". Laegetjenesten skal saa "underrette" tjenestemanden om enhver sygdom, der fremgaar af hans journal, og advare ham mod sundhedsfarlig adfaerd. Dette forudsaetter, at han modtager alle de relevante oplysninger. I denne sag maa det derfor konkluderes, at FFC' s Laegetjenestes adfaerd i forhold til sagsoegeren, som er kendetegnet ved, at den ikke i tide underrettede sagsoegeren om hans helbredstilstand, er en tjenstlig fejl, som den sagsoegte institution kan ifalde ansvar for.
38 Med hensyn til den af sagsoegeren lidte skade paapeges, at den sagkyndige fremhaevede det forhold, at "et obstruktivt angreb paa aandedraetsfunktionen", som var opdaget i 1976, i de foelgende aar viste sig "vaesentligt forvaerret ..., hvilket godtgoer, at der foreligger en kronisk obstruktiv bronchopneumoni", at en erklaering fra 1980 omtaler "en lungeemfysem, en komplikation til det kronisk obstruktive bronkitissyndrom", og at de sidste undersoegelser "godtgjorde en forvaerring af aandedraetsfunktionen, idet luftgennemgangen i bronkierne var nedsat med ca. 50%". Retten finder derfor, at sagsoegeren har lidt en bestemt skade ved at hans sygdom blev forvaerret.
39 Den sidste betingelse, som kraeves opfyldt, for at institutionen ifalder ansvar, er, at der er aarsagsforbindelse mellem den tjenstlige fejl og den lidte skade. Retten finder paa grundlag af den sagkyndiges konklusioner, at der utvivlsomt er aarsagsforbindelse. Den sagkyndige konkluderede nemlig:
"Resultatet af, at der ikke er oplyst herom, var, at H. Nijman ikke i tide kunne tage sine forholdsregler (holde op med at ryge, forebygge sygdommen og tidligt lade anfaldene af akut bronkitis behandle), som i det mindste kunne have forsinket udviklingen af den sygdom, som fremgaar af dokumenterne."
Det skal dog bemaerkes, jf. den sagkyndiges erklaering, at det forhold, at H. Nijman havde truffet de naevnte forholdsregler, ikke ville have medfoert, at hans sygdom helt var forsvundet, men blot at den havde udviklet sig langsommere. Derfor har den manglende underretning og det forhold, at der ikke blev truffet forebyggende forholdsregler, kun medfoert en forvaerring af sygdommen.
40 Med hensyn til erstatningsfastsaettelsen finder sagsoegeren, at selv om der ikke er tale om en forsikringsydelse, men en erstatning efter almindelige regler, er det rimeligt at soege en konkret reference i ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "daekningsordningen"). Han bemaerker, at ordningens artikel 14 bestemmer, at der ydes erstatning til tjenestemanden for enhver varig beskadigelse eller misdannelse, der, selv om den ikke paavirker tjenestemandens arbejdsevne, skader hans fysiske integritet og forvolder fysisk skade for hans forhold til omverdenen. Sagsoegeren tilfoejer, at ifoelge samme artikel beregnes erstatningen ved en analog anvendelse af satserne i de i artikel 12 naevnte invaliditetstabeller. Ifoelge sagsoegeren kommer den skade, han har lidt, navnlig til udtryk paa det personlige plan (sygdommens varighed, paavirkningen af hans livskvalitet, hans begraensede mobilitet og aktivitet, streng selvdisciplin, regelmaessig behandling og medicinindtagelse, doedsrisiko i forbindelse med sygdomme og haendelser, som andre let kommer over osv.). Sagsoegeren har paa denne baggrund gjort gaeldende, at en varig og uhelbredelig beskadigelse af aandedraetsorganerne, saasom en lungeemfysem, objektivt indebaerer en delvis, varig invaliditet paa mindst 50%, og har nedlagt paastand om 8 734 792 BFR i erstatning, beregnet paa grundlag af hans grundloen i de seneste tolv maaneder.
41 Kommissionen finder sagsoegerens beregning af erstatningen urigtig, fordi daekningsordningen ikke kan finde anvendelse i sagen. Desuden finder Kommissionen, at selv om den anerkendte sit ansvar - hvilket ikke er tilfaeldet - ville der ikke vaere tale om et fuldt, men om et staerkt begraenset ansvar. Ifoelge Kommissionen burde ansvaret fordeles mellem FFC' s Laegetjeneste og de forskellige behandlende laeger, som H. Nijman har konsulteret i loebet af 30 aar.
42 Retten finder, at henvisningen til daekningsordningen ikke er relevant i denne sag, fordi den af sagsoegeren lidte skade, selv om den er fysisk, hverken udspringer af en ulykke eller en erhvervssygdom.
43 Retten finder i oevrigt, at Kommissionen ikke er fuldt ud ansvarlig for den af H. Nijman lidte skade, da sagsoegeren, som det fremgaar af staevningen, paa davaerende tidspunkt i dagligdagen led af "let, men normal hoste, en smule haeshed og lidt aandenoed, naar han svoemmede". Retten finder derfor, at sagsoegeren, som ikke havde faaet en tilfredsstillende forklaring af FFC' s raadgivende laege med hensyn til problemernes aarsag, selv burde have taget skridt til at finde aarsagen til de problemer, han havde med sit helbred, f.eks. ved at konsultere en speciallaege. Da denne undladelse har bidraget til den af sagsoegeren lidte skade, er Kommissionen ikke forpligtet til at betale fuld erstatning.
44 Retten finder i betragtning af de konkret foreliggende fejl, dvs. Kommissionens tjenstlige fejl og sagsoegerens undladelse, at en erstatning paa en million BFR til sagsoegeren ud fra en rimelighedsbetragtning maa anses for en passende erstatning.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
45 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, der finder tilsvarende anvendelse ved Retten, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling)
1) Kommissionens afvisning af at erstatte sagsoegeren det tab, han har lidt, annulleres.
2) Kommissionen betaler sagsoegeren en erstatning paa en million BFR.
3) Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy