Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Institutionernes retsakter ° individuel beslutning ° meddelelse ° begreb
(EOEF-traktaten, art. 191, stk. 2)
2. Institutionernes retsakter ° aendring efter vedtagelse ikke tilladt ° aendring af begrundelsen eller den dispositive del ° tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet ° ulovligt
(EOEF-traktaten, art. 189 og 190)
3. Konkurrence ° administrativ procedure ° beslutning, hvori der fastslaas en overtraedelse ° begrundelse ° pligt for Kommissionen som kollegial enhed ° aendring efter vedtagelse ° ulovligt
[EOEF-traktaten, art. 85 ff. og art. 190; fusionstraktaten, art. 17; Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1, og art. 15, stk. 2, litra a)]
4. Konkurrence ° administrativ procedure ° beslutning, hvori der fastslaas en overtraedelse ° vedtagelse efter bemyndigelse paa et retsgyldigt sprog ° tilsidesaettelse af kollegialitetsprincippet ° ulovligt
(EOEF-traktaten, art. 85; fusionstraktaten, art. 17; Kommissionens forretningsorden, art. 27)
5. Konkurrence ° administrativ procedure ° beslutning, hvori der fastslaas en overtraedelse ° beslutning ikke underskrevet og udarbejdet efter udloebet af det kommissionsmedlems mandat, som har underskrevet foelgeskrivelserne ° ulovligt
(EOEF-traktaten, art. 85; fusionstraktaten, art. 17; Kommissionens forretningsorden, art. 12, stk. 3)
6. Annullationssoegsmaal ° anbringender ° overtraedelse af vaesentlige formforskrifter ° overtraedelse af Kommissionens forretningsordens bestemmelser om stadfaestelse af retsakterne paa originalsprogene
(EOEF-traktaten, art. 173; fusionstraktaten, art. 17; Kommissionens forretningsorden, art. 12)
7. Institutionernes retsakter ° gyldighedsformodning ° retsakt der er en nullitet ° begreb
(EOEF-traktaten, art. 189)
1. En beslutning er blevet behoerigt meddelt, saa snart den er naaet frem til adressaten, og denne har haft mulighed for at goere sig bekendt med den. Fremsendelse ved anbefalet brev med modtagelsesbevis er en egnet meddelelsesform. Selv om meddelelsesdatoen, naar denne metode benyttes, normalt er datoen paa modtagelsesbeviset, forholder det sig anderledes, saafremt dette ikke indeholder nogen underskrift, og beslutningens adressat godtgoer, at han har modtaget beslutningen paa et andet tidspunkt.
2. Princippet om, at der ikke maa aendres i en retsakt, der er vedtaget af den kompetente myndighed, er af vaesentlig betydning for retssikkerheden og for stabiliteten af den enkeltes retsstilling inden for Faellesskabets retsorden for saa vidt angaar baade faellesskabsinstitutionerne og de retssubjekter, hvis retsstilling og faktiske forhold paavirkes af en afgoerelse fra de naevnte institutioner. Kun hvis dette princip overholdes strengt og ubetinget, bestaar der sikkerhed for, at retsakten efter vedtagelsen kun kan aendres under overholdelse af gaeldende kompetence- og procedureregler, og at den meddelte eller offentliggjorte retsakt som foelge heraf er en noejagtig gengivelse af den vedtagne retsakt og saaledes noeje afspejler den kompetente myndigheds vilje.
Det naevnte princip er blevet tilsidesat, hvis der er foretaget aendringer af eller tilfoejelser til en af Kommissionen som kollegial enhed vedtaget retsakt, saafremt de er foretaget efter retsaktens vedtagelse og ikke blot er af ortografisk eller syntaktisk art, og derfor noedvendigvis maa vaere blevet foretaget af en person uden den noedvendige kompetence hertil, uden at det er noedvendigt at tage stilling til aendringernes raekkevidde, betydning eller vaesentlighed.
3. Overholdelsen af det for Kommissionen gaeldende kollegialitetsprincip og isaer kravet om, at beslutningerne droeftes i faellesskab af samtlige Kommissionens medlemmer, har noedvendigvis betydning for de retssubjekter, der beroeres af beslutningernes retsvirkninger, idet der boer gives adressaterne sikkerhed for, at beslutningerne faktisk er blevet vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed og noejagtigt udtrykker Kommissionens vilje.
Dette er navnlig tilfaeldet for saa vidt angaar de retsakter, der udtrykkeligt betegnes som beslutninger, og som Kommissionen skal udstede over for virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder med henblik paa at sikre overholdelsen af konkurrencereglerne, og som har til formaal at konstatere en overtraedelse af konkurrencereglerne, at meddele virksomhederne paalaeg i denne henseende og at paalaegge dem boeder.
Saadanne beslutninger skal begrundes i henhold til traktatens artikel 190, som kraever, at Kommissionen skal angive de grunde, der har foert den til at vedtage en beslutning, saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres kontrol, og saaledes at medlemsstaterne og de beroerte borgere kan faa kendskab til de betingelser, hvorunder den har anvendt traktaten. Da en beslutnings dispositive del og dens begrundelse udgoer et udeleligt hele, tilkommer det i medfoer af kollegialitetsprincippet kun Kommissionen som kollegial enhed samtidig at vedtage begge dele. Dette indebaerer, at der alene kan foretages rent ortografiske eller grammatiske aendringer i ordlyden af en retsakt, efter at kommissaerkollegiet har vedtaget den, idet enhver anden aendring henhoerer under kommissaerkollegiets enekompetence.
4. En beslutning, hvori det fastslaas, at traktatens artikel 85 er tilsidesat, og hvorved en raekke virksomheder paalaegges forpligtelser og betydelige boeder, og som i denne forbindelse yderligere kan tvangsfuldbyrdes, paavirker i betydelig grad virksomhedernes rettigheder og forpligtelser samt deres formue. Vedtagelsen af en saadan beslutning paa det sprog, der har retsgyldighed, kan saaledes ikke anses for en simpel foranstaltning af forvaltningsmaessig eller administrativ art, der kan vedtages af et enkelt kommissionsmedlem efter bemyndigelse, uden at der herved sker en direkte tilsidesaettelse af det kollegialitetsprincip, som udtrykkeligt er anerkendt i artikel 27 i Kommissionens forretningsorden.
5. Et kommissionsmedlem kan underskrive foelgeskrivelserne til den af Kommissionen trufne beslutning, hvori det fastslaas, at traktatens artikel 85 er tilsidesat, med henblik paa meddelelsen til adressaterne og offentliggoerelsen i EF-tidende, jf. artikel 12, stk. 3, i Kommissionens forretningsorden. En saadan underskrift, som er blevet paafoert paa datoen for udloebet af kommissionsmedlemmets mandat, kan imidlertid ikke afhjaelpe den kompetencemangel, retsakten er behaeftet med, saafremt det er godtgjort, at den er blevet udarbejdet efter udloebet af medlemmets mandat. En retsakt maa herefter anses for ulovlig som hidroerende fra en myndighed, der i tidsmaessig henseende er inkompetent, hvis den ikke er paafoert en haandskreven underskrift, og hvis det er godtgjort, at den foerst er blevet endeligt udarbejdet efter udloebet af kommissionsmedlemmets mandat.
6. Den i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden foreskrevne stadfaestelse af retsakter har til formaal at sikre retssikkerheden ved paa originalsprogene at fastnagle den tekst, der er vedtaget af kommissaerkollegiet. Den goer det saaledes muligt i tilfaelde af en tvist at undersoege, om de tekster, der er meddelt og offentliggjort, er fuldt ud i overensstemmelse med den af Kommissionen vedtagne tekst og saaledes med udstederens vilje. Det foelger heraf, at stadfaestelsen udgoer en vaesentlig formforskrift efter traktatens artikel 173, og at en overtraedelse heraf kan give anledning til annullationssoegsmaal.
7. Selv om der for faellesskabsinstitutionernes retsakter gaelder en formodning om lovlighed, og de derfor har retsvirkninger, ogsaa selv om de er behaeftet med mangler, saa laenge de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage, boer retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, som en undtagelse fra det naevnte princip anses for ikke at have haft nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs. at de juridisk boer anses for nulliteter.
De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra Faellesskabets institutioner er en nullitet, er saa alvorlige, at det af retssikkerhedsmaessige grunde maa kraeves, at denne konstatering forbeholdes fuldstaendig ekstreme tilfaelde.
Der er ikke tale om et saadant tilfaelde, naar det staar fast, at Kommissionen faktisk har besluttet at vedtage den i en beslutning indeholdte dispositive del, uanset hvilke mangler denne beslutning i oevrigt maatte vaere behaeftet med, og naar fejlene med hensyn til kompetence og form i relation til den ved vedtagelsen af beslutningen fulgte procedure i oevrigt ikke forekommer at vaere saa klart grove, at den naevnte beslutning juridisk boer anses for en nullitet.
Dommens præmisser
Sagens baggrund, den anfaegtede beslutning og retsforhandlingernes almindelige forloeb
1 Efter at tjenestemaend ved Kommissionen den 13. og 14. oktober 1983 ° i medfoer af beslutninger truffet i henhold til artikel 14 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i EOEF-traktatens (herefter benaevnt "traktaten") artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17") ° havde foretaget en raekke kontrolundersoegelser inden for polypropylensektoren, mente Kommissionen, at der muligvis var sket en overtraedelse af traktatens artikel 85 inden for sektoren for polyethylen med lav massefylde (herefter benaevnt "LdPE"), hvorfor den indledte en saerlig undersoegelse heraf. I denne forbindelse foretog Kommissionen en raekke undersoegelser i de beroerte virksomheders lokaler og fremsatte samtidig flere begaeringer om oplysninger.
2 Den 24. marts 1988 indledte Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 paa eget initiativ en procedure mod 18 LdPE-producenter, nemlig Atochem SA (herefter benaevnt "Atochem"), BASF AG (herefter benaevnt "BASF"), BP Chemicals Ltd (herefter benaevnt "BP"), Bayer AG (herefter benaevnt "Bayer"), Chemie Holding AG (herefter benaevnt "Chemie Holding"), The Dow Chemical Company (herefter benaevnt "Dow Chemical"), DSM NV og DSM Kunststoffen BV (herefter benaevnt "DSM"), Exxon Chemicals International Inc. (herefter benaevnt "Exxon"), Enichem SpA (herefter benaevnt "Enichem"), Hoechst AG (herefter benaevnt "Hoechst"), Imperial Chemical Industries (herefter benaevnt "ICI"), Monsanto Company (herefter benaevnt "Monsanto"), Montedison SpA (herefter benaevnt "Montedison"), Neste Oy (herefter benaevnt "Neste"), Orkem SA (herefter benaevnt "Orkem"), Repsol Quimica SA (herefter benaevnt "Repsol"), Shell International Chemical Company Ltd (herefter benaevnt "Shell International Chemical") og Statoil ° Den Norske Stats Oljeselskap AS (herefter benaevnt "Statoil"). Den 5. april 1988 gav Kommissionen hver virksomhed meddelelse om klagepunkterne, jf. artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63"), idet den anfoerte, at "de 18 naevnte virksomheder har deltaget i en grundlaeggende aftale, som er kommet i stand ved hjaelp af en raekke underliggende aftaler og/eller former for samordnet praksis, der udgoer et kartel, idet de producenter, som leverer masseproduceret termoplastisk LdPE paa faellesmarkedet, fra omkring 1974 til et ukendt tidspunkt mellem november 1984 og i dag regelmaessigt har holdt moeder med henblik paa at fastsaette 'maalpriser' og/eller mindstepriser, aftale kvoter eller maalsaetninger med hensyn til maengder, samordne deres kommercielle virksomhed og foere tilsyn med de paagaeldende aftalers funktion".
3 Samtlige virksomheder fremsendte deres skriftlige bemaerkninger til klagepunkterne i loebet af juni 1988. Paa baggrund af Exxon' s bemaerkninger til meddelelsen om klagepunkterne standsede Kommissionen behandlingen af sagen for denne virksomheds vedkommende. Alle de oevrige virksomheder, med undtagelse af Shell International Chemical, anmodede om at faa lejlighed til at afgive mundtlig forklaring. Afhoeringerne fandt sted i Bruxelles fra den 12. til den 16. september 1988 og den 19. september 1988. Den 1. december 1988 afgav Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal sin udtalelse vedroerende Kommissionens forslag til beslutning.
4 Den 17. marts 1989 offentliggjorde Kommissionen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende "Kommissionens beslutning 89/191/EOEF af 21. december 1988 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.866 ° LdPE)" (EFT 1989 L 74, s. 21, herefter benaevnt "beslutningen"), som var blevet meddelt virksomhederne i februar 1989. Den saaledes meddelte og offentliggjorte beslutning indeholder i sin dispositive del bl.a. foelgende tre artikler:
"Artikel 1
Atochem SA, BASF AG, BP Chemicals Ltd, Bayer AG, Chemie Holding AG, The Dow Chemical Company, DSM NV, Enichem SpA, Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc, Monsanto Company, Montedison SpA, Neste OY, Orkem SA (tidligere CdF Chimie SA), Repsol Quimica SA, Shell International Chemical Co. Ltd og Statoil ° Den Norske Stats Oljeselskap AS har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85 ved i de perioder, der er angivet i denne beslutning, at have deltaget i en aftale og/eller samordnet praksis, der blev paabegyndt omkring september 1976, og hvorved de producenter, der leverer LdPE i EF, deltog i regelmaessige moeder med henblik paa at fastsaette 'maal' -priser og maalkvoter, planlaegge samordnede initiativer til prisforhoejelser samt foere tilsyn med naevnte hemmelige aftalers funktion.
Artikel 2
De i artikel 1 naevnte virksomheder, som stadig opererer i LdPE-sektoren i EF, skal omgaaende bringe naevnte overtraedelse til ophoer (saafremt dette ikke allerede er sket) og skal for fremtiden, hvad angaar deres LdPE-aktiviteter, afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller lignende formaal eller virkning, herunder enhver udveksling af saadanne oplysninger, der normalt betegnes som forretningshemmeligheder, og hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringsplaner, eller hvorved de kan overvaage tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordnet praksis vedroerende priser og markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne maatte deltage i vedroerende LdPE-sektoren, skal ske paa en saadan maade, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstaa fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af en saadan ordning.
Artikel 3
For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:
i) Atochem SA: en boede paa 3 600 000 ECU
ii) BASF AG: en boede paa 5 500 000 ECU
iii) BP Chemicals Ltd: en boede paa 750 000 ECU
iv) Bayer AG: en boede paa 2 500 000 ECU
v) Chemie Holding AG: en boede paa 500 000 ECU
vi) The Dow Chemical Company: en boede paa 2 250 000 ECU
vii) DSM NV: en boede paa 3 300 000 ECU
viii) Enichem SpA: en boede paa 4 000 000 ECU
ix) Hoechst AG: en boede paa 1 000 000 ECU
x) Imperial Chemical Industries (plc): en boede paa 3 500 000 ECU
xi) Montedison SpA: en boede paa 2 500 000 ECU
xii) Monsanto Company: en boede paa 150 000 ECU
xiii) Neste Oy: en boede paa 1 000 000 ECU
xiv) Orkem SA: en boede paa 5 000 000 ECU
xv) Repsol Quimica SA: en boede paa 100 000 ECU
xvi) Shell International Chemical Co. Ltd: en boede paa 850 000 ECU
xvii) Statoil ° Den Norske Stats Oljeselskap AS: en boede paa 500 000 ECU."
5 De 17 virksomheder, som beslutningen er rettet til ° med undtagelse af BP ° anlagde annullationssoegsmaal ved Domstolen mellem den 30. marts 1989 og den 10. maj 1989. Ved kendelser af 15. november 1989 har Domstolen i medfoer af artikel 3, stk. 1, og artikel 14 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans henvist sagerne til Retten.
6 Ved kendelse af 8. december 1989 har Retten (Anden Afdeling) henskudt Kommissionens afvisningspaastand for saa vidt angaar den af Shell International Chemical anlagte sag T-103/89 til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet.
7 Ved afgoerelse af 3. december 1991 om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse har Retten anmodet Kommissionen om at fremlaegge referatet af kommissaerkollegiets moede den 21. december 1988 og beslutningen i den af kommissaerkollegiet vedtagne udgave.
8 Den 11. december 1991 er der i henhold til procesreglementets artikel 64, stk. 3, afholdt et foerste indledende moede med henblik paa forberedelsen af den mundtlige forhandling.
9 Ved afslutningen af den skriftlige forhandling er sagerne T-80/89, T-81/89, T-83/89, T-87/89, T-88/89, T-90/89, T-93/89, T-95/89, T-97/89, T-99/89, T-100/89, T-101/89, T-103/89, T-105/89, T-107/89 og T-112/89 ved kendelse afsagt den 22. januar 1992 af formanden for Rettens Anden Afdeling blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling.
10 Ved kendelse af 10. marts 1992 om foranstaltninger med henblik paa bevisoptagelse har Retten paalagt Kommissionen at fremlaegge en "bekraeftet genpart af Kommissionens beslutning af 21. december 1988 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.866 ° LdPE), som vedtaget af kommissaerkollegiet under dettes moede den 21. december 1988 og stadfaestet i overensstemmelse med Kommissionens forretningsorden", i alle de sprogversioner, hvori beslutningen blev vedtaget.
11 Ved skrivelse af 2. april 1992 har Retten som en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse opfordret sagsoegerne til at fremsaette deres skriftlige bemaerkninger til de dokumenter, Kommissionen har fremlagt efter kendelsen af 10. marts 1992, idet de herved skulle tage hensyn til Rettens dom af 27. februar 1992 i "PVC-sagerne" (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315).
12 Den 15. maj 1992 er der afholdt et andet indledende moede med henblik paa forberedelsen af den mundtlige forhandling.
13 Den mundtlige forhandling fandt sted den 16. juni 1992.
14 Efter under den mundtlige forhandling at have hoert parterne vedroerende dette punkt har Retten besluttet at forene ovennaevnte sager med henblik paa domsafsigelsen.
Parternes paastande
15 Sagsoegerne har i staevningerne nedlagt foelgende paastande:
° Principalt: Kommissionens beslutning af 21. december 1988 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.866 ° LdPE) annulleres; subsidiaert: Den ved beslutningens artikel 3 paalagte boede ophaeves eller nedsaettes.
° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
° Herudover har Montedison nedlagt paastand om, at Kommissionen dels tilpligtes fuldt ud at erstatte de udgifter, virksomheden har afholdt under den administrative procedure, dels tilpligtes at erstatte alle de tab, virksomheden har lidt som foelge af gennemfoerelsen af beslutningen.
16 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
° Den af Shell International Chemical anlagte sag afvises, da staevningen er indleveret for sent.
° I de oevrige sager: frifindelse.
° Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
17 Som supplement til deres oprindelige paastande i staevningerne har sagsoegerne i deres indlaeg paa baggrund af Rettens anmodning af 2. april 1992 nedlagt foelgende paastande:
° Det fastslaas, at den retsakt, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 17. marts 1989 (L 74, s. 21-44) under overskriften "Kommissionens beslutning af 21. december 1988 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.866 ° LdPE) (89/191/EOEF)", er en nullitet.
° Subsidiaert: Retsakten annulleres.
° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
De af Retten anordnede foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse
A ° De argumenter i parternes skriftlige indlaeg, der danner baggrund for Rettens afgoerelse af 3. december 1991 om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse
18 Under punkt IV i afsnit A i staevningen, "Tilsidesaettelse af begrundelsespligten paa tidspunktet for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning", har BASF under henvisning til Domstolens dom af 23. februar 1988 vedroerende burhoens (sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 905) gjort gaeldende, at Kommissionen ved udstedelsen af en beslutning ifoelge traktatens artikel 190 er forpligtet til at fastsaette grundene, som udgoer en integrerende del af beslutningen. BASF udleder heraf, at en beslutning er ugyldig, saafremt den ikke er begrundet, saafremt begrundelsen er utilstraekkelig eller ufuldstaendig ved vedtagelsen af beslutningen, eller saafremt begrundelsen efterfoelgende er blevet aendret.
19 I det foreliggende tilfaelde er den meddelte beslutning ifoelge BASF dateret den 21. december 1988 og fremsendt med en foelgeskrivelse af 5. januar 1989 underskrevet "paa Kommissionens vegne, Peter Sutherland, medlem af Kommissionen". BASF har imidlertid tilfoejet, at Kommissionen den 21. december 1988 havde fremsendt et telex, hvori den meddelte, at den havde vedtaget en beslutning den 22. december 1988. BASF vil ikke afvise, at der kan vaere tale om en skrivefejl, men anfoerer, at begrundelsen for beslutningen enten ikke eksisterede den 21. december 1988 eller afveg fra begrundelsen i den meddelte beslutning. Til stoette herfor har BASF anfoert, at Kommissionens tjenestemaend som svar paa virksomhedens anmodning om forkyndelse af beslutningen, som blev fremsat mellem den 21. december 1988 og den 3. februar 1989, da beslutningen blev meddelt, oplyste, at den tyske version af beslutningen endnu ikke var faerdiggjort, og at en saadan forkyndelse derfor ikke var mulig. Ifoelge BASF giver det forloebne tidsrum mellem vedtagelsen af beslutningen og dens meddelelse tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa, at der blev foretaget en indholdsmaessig aendring af beslutningens begrundelse. Heraf foelger, at beslutningen er ugyldig.
20 Efter at have henvist til, at Kommissionen har oplyst, at beslutningen blev vedtaget paa grundlag af tekster affattet paa tysk, engelsk og fransk, har BASF i replikken anfoert, at Kommissionen saavel i henhold til reglerne om kompetencefordelingen mellem Faellesskabets institutioner som ud fra en korrekt fortolkning af traktatens artikel 235 ikke lovligt kunne bemyndige det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade (o.a.: herefter benaevnt "konkurrencekommissaeren"), til at vedtage beslutningen i de andre autentiske sprogversioner. BASF har med henblik paa at faa skaffet klarhed over alle disse punkter anmodet Retten om at paalaegge Kommissionen at fremlaegge forslagene til beslutningen af 21. december 1988 og give parterne adgang hertil.
21 Bayer har i staevningen anfoert, at det paa baggrund af det forloebne tidsrum mellem tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen, som laa kort foer udloebet af den kompetente kommissaers mandat, og meddelelsen af beslutningen den 10. februar 1989, maa antages, at begrundelsen for beslutningen endnu ikke var klar den 21. december 1988. Bayer finder imidlertid, at begrundelsen er en integrerende del af en beslutning, og at en af betingelserne for gyldigheden af en beslutning truffet i henhold til artikel 3 og 15 i forordning nr. 17 er, at hele beslutningen, dvs. saavel begrundelsen som den dispositive del, skal vedtages paa samme tid. Bayer har tilfoejet, at naar foerst begrundelsen for en beslutning er vedtaget, kan den ikke senere aendres, selv om dette forekommer noedvendigt. Virksomheden har under henvisning til burhoens-dommen, jf. ovenfor, anfoert, at en retsakt fra Kommissionen er ugyldig, saafremt dens begrundelse ikke er endeligt vedtaget paa tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen. Bayer har derfor foreslaaet, at det paalaegges Kommissionen at fremlaegge det forslag til beslutningen, som blev vedtaget af kommissaerkollegiet.
22 Atochem har i staevningen paa baggrund af det forloebne tidsrum mellem det telex, hvori der blev oplyst om beslutningen, og meddelelsen af denne, givet udtryk for tvivl om, hvorvidt den meddelte tekst er i overensstemmelse med den tekst, Kommissionen tog stilling til.
23 Enichem har i staevningen anfoert, at der forloeb et vaesentligt tidsrum mellem vedtagelsen og meddelelsen af beslutningen, saaledes at det kan taenkes, at den meddelte og offentliggjorte tekst ikke svarer til den vedtagne tekst, hvilket ville medfoere, at den beslutning, der blev meddelt parterne, er ugyldig. Enichem har anmodet om, at det paalaegges Kommissionen af fremlaegge den tekst ° paa Kommissionens arbejdssprog ° som dannede grundlag for vedtagelsen af beslutningen af 21. december 1988. Virksomheden har yderligere gjort gaeldende, at beslutningen blev vedtaget inden udfaerdigelsen, den 13. februar 1989, af det endelige moedereferat vedroerende Kommissionens hoering af de sagsoegende virksomheder. Enichem har understreget, at det foelger heraf, at hverken det raadgivende udvalg, Kommissionen som kollegialt organ eller konkurrencekommissaeren kunne have kendskab til det endelige moedereferat vedroerende hoeringen, saaledes at denne i virkeligheden mistede enhver betydning.
24 Hoechst har i staevningen og replikken anfoert, at de vaesentligste retlige og faktiske betragtninger, der ligger til grund for beslutningen, skal fremgaa af den i traktatens artikel 190 foreskrevne begrundelse. Yderligere skal begrundelsen foreligge paa tidspunktet for beslutningens vedtagelse. Det er nemlig i strid med traktatens artikel 190 efterfoelgende at aendre begrundelsen, saafremt aendringerne gaar videre end simple rettelser af stavefejl (jf. burhoens-dommen). Hoechst mener, at der i det foreliggende tilfaelde bestaar begrundet formodning om, at disse principper er blevet tilsidesat. Virksomheden har ligeledes henvist til, at den den 21. december 1988 modtog en telexmeddelelse fra Kommissionen, som indeholdt beslutningens dispositive del, men derimod ikke begrundelsen, og som angav, at beslutningen var vedtaget den 22. december 1988. Hoechst finder, at der paa grundlag af yderligere oplysninger modtaget fra andre virksomheder, som beslutningen ogsaa er rettet til, er begrundet tvivl om, hvorvidt beslutningen blev vedtaget paa grundlag af et fuldstaendigt udkast, som indeholdt den noedvendige begrundelse affattet paa det retsgyldige sprog. Hoechst har derfor anmodet om, at det paalaegges Kommissionen at fremlaegge det udkast, som dannede grundlag for vedtagelsen af beslutningen den 21. december 1988. Virksomheden har udledt af Kommissionens svarskrift, at der ikke var blevet vedtaget nogen beslutning paa spansk, italiensk og nederlandsk. Beslutningen burde imidlertid have vaeret vedtaget paa alle adressaternes respektive sprog. Hoechst har derfor over for Retten rejst spoergsmaalet, "om Kommissionens beslutning ikke burde have vaeret vedtaget paa grundlag af enslydende tekster". Naar henses til den af Kommissionen i svarskriftet givne fremstilling af de faktiske omstaendigheder, opstaar endvidere det spoergsmaal, om konkurrencekommissaeren var befoejet til at vedtage eller gyldigt havde vedtaget beslutningen paa de andre retsgyldige sprog, selv om hans mandat udloeb den 5. januar 1989, dvs. elleve dage inden oversaettelserne var blevet fremsendt til Kommissionens Generalsekretariat. Heraf udleder Hoechst, at "beslutningen, som burde have vaeret vedtaget som en enslydende tekst over for alle adressaterne, er anfaegtelig i sin helhed".
25 Chemie Holding har ° ligeledes under henvisning til burhoens-dommen ° gjort gaeldende, at det foelger af traktatens artikel 190, at begrundelsen for en beslutning er en integrerende del heraf, hvorimod den endelige udgave af begrundelsen i det foreliggende tilfaelde endnu ikke var til raadighed den 21. december 1988, hvor der udelukkende forelaa et udkast, som var udarbejdet af den kompetente repraesentant og senere blev aendret og oversat til tysk. Sagsoegeren finder saaledes, at Kommissionen ikke vedtog beslutningen paa gyldig vis.
26 Heroverfor har Kommissionen i svarskriftet og duplikken foerst anfoert, at anbringendet om mangler ved vedtagelsesproceduren er ugrundet og ikke har stoette i virkeligheden, og derefter gjort gaeldende, at udkastet til beslutning var blevet forelagt samtlige kommissionsmedlemmer paa seks sprog nemlig tysk, engelsk, spansk, fransk, italiensk og nederlandsk. Det fremgaar af referatet af Kommissionens 945. moede, at beslutningen blev vedtaget paa tre sprog, nemlig tysk, engelsk og fransk, og at kommissaerkollegiet derefter bemyndigede konkurrencekommissaeren til at vedtage beslutningen paa de andre retsgyldige sprog. En saadan bemyndigelse er i overensstemmelse med artikel 27 i Kommissionens forretningsorden i den dagaeldende udgave, jf. Domstolens dom af 23. september 1986, sag 5/85, AKZO Chemie mod Kommissionen (Sml. s. 2585, praemis 40). Ifoelge Kommissionen omfatter en saadan bemyndigelse noedvendigvis muligheden for at foretage den noedvendige sproglige tilpasning. Efter forhandlingerne i Kommissionen blev beslutningen oversat til de tre officielle sprog, hvorpaa den endnu ikke forelaa, nemlig dansk, graesk og portugisisk. Disse oversaettelser blev den 16. januar 1989 sendt til Kommissionens Generalsekretariat. Samme dag blev de forskellige versioner af beslutningen, der nu forelaa paa alle Faellesskabets officielle sprog, forelagt jurist-lingvisterne med henblik paa at sikre overensstemmelse mellem de forskellige versioner. Gennemgangen af teksterne blev afsluttet ved udgangen af januar 1989. Kommissionen har understreget, at den ° saafremt Retten maatte oenske det ° er rede til at fremlaegge de dokumenter, den har henvist til i sine indlaeg. Den har tilfoejet, at den omtalte bemyndigelse ikke blev givet til Peter Sutherland personligt, men derimod til det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade.
27 Naar henses til de divergerende skriftlige indlaeg, har Retten for at kunne tage stilling til sagsoegernes anbringender fundet det noedvendigt at sammenligne den retsakt, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, med den vedtagne retsakt. Naar yderligere henses til Kommissionens tilbud om at fremlaegge bevisdokumenter, har Retten i overensstemmelse med sin kompetence vedroerende sagens oplysning (jf. dommen i sagen AKZO mod Kommissionen, jf. ovenfor) den 3. december 1991 paalagt Kommissionen som en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse at fremlaegge referatet af kommissaerkollegiets moede den 21. december 1988 og den udgave af beslutningen, som blev vedtaget af kommissaerkollegiet.
28 Som bilag 4 og 5 til en skrivelse registreret paa Rettens Justitskontor den 10. februar 1992 har Kommissionen efter afgoerelsen om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse fremlagt foelgende:
a) Side 41, 42 og 43 af det paa fransk affattede referat af Kommissionens 945. moede den 21. december 1988, . COM(88) PV 945 final. Det fremgaar af moedereferatets "forside", at side 41, 42 og 43 er en del af afsnit I i moedereferatet, som bestaar af 60 sider, og at moedereferatet blev godkendt af kommissaerkollegiet den 22. december 1988. Den paagaeldende forside er underskrevet af Kommissionens formand og generalsekretaer. Den fremlagte genparts rigtighed er bekraeftet af Kommissionens generalsekretaer, og genparten er forsynet med dennes stempel.
b) Et uddrag af et dokument, . SEC(88) 2033, OJ 945, punkt 15, dateret den 19. december 1988, med overskriften "note à l' attention de MM. les membres de la Commission" (notat til Kommissionens medlemmer) og et dokument, bilag III, med overskriften "modifications to be included in point 27 ° PVC, in point 34 ° LdPE" (aendringer, som skal foretages i betragtning 27 PVC, betragtning 34 LdPE).
c) Tre udkast til beslutning, dateret den 14. december 1988 og affattet paa tysk, engelsk og fransk, . C(88) 2498.
29 I sine bemaerkninger til det andet af de ovennaevnte dokumenter, . SEC(88) 2033, som er fremsat paa et omslag til dokumentet, har Kommissionen anfoert, at ordene "med forbehold af en aendring, som skal foretages i beslutningen, jf. vedlagte bilag III" viser, at ordlyden af det afsnit, der skulle indsaettes i betragtning 34 til LdPE-beslutningen, var blevet godkendt af kabinetscheferne og forelagt kommissaererne sammen med resten af udkastet til beslutningen. Kommissionen har endvidere understreget, at der i referatet af Kommissionens moede henvises til referatet af kabinetschefernes moede, og at referatet af Kommissionens moede ikke indeholder nogen holdepunkter for, at kabinetschefernes indstillinger ikke blev fulgt fuldt ud. Ifoelge Kommissionen beviser dette, at det supplerende afsnit blev forelagt Kommissionen, som godkendte det under moedet den 21. december 1988.
30 I relation til dokument C(88) 2498, som indeholder den tyske, den engelske og den franske udgave af det udkast til beslutningen, som blev forelagt kommissaerkollegiet, har Kommissionen anfoert, at udgaverne paa spansk, italiensk og nederlandsk faktisk forelaa den 21. december 1988, og at dette paa ingen maade staar i modstrid med, at de naevnte udgaver af beslutningen foerst blev sendt til de tjenestegrene, som skulle foretage sprogrevisionen, den 16. januar 1989. Ifoelge Kommissionen blev de ni sprogversioner af beslutningen i overensstemmelse med tjenestegrenenes interne praksis sendt samtidig til sprogrevisionen. Kommissionen har tilfoejet, at forsinkelsen i det foreliggende tilfaelde alene skyldtes, at udgaverne paa dansk, graesk og portugisisk foerst forelaa i midten af januar 1989 (omslaget til bilag 5 til Kommissionens svarskrivelse af 6.2.1992).
B ° Baggrunden for Rettens kendelse af 10. marts 1992 om foranstaltninger med henblik paa bevisoptagelse
31 Kommissionen har i sine skriftlige indlaeg, som den i oevrigt har bekraeftet under den mundtlige forhandling, anfoert, at kommissaerkollegiet den 21. december 1988 fik forelagt et andet udkast til beslutning ° om en procedure i henhold til traktatens artikel 85 inden for PVC-sektoren (beslutning 89/190/EOEF (IV/31.865 ° PVC)). Kommissionen har herved paapeget, at beslutningen vedroerende PVC-sektoren og den i naervaerende sag anfaegtede beslutning drejer sig om stort set ens overtraedelser, og at kontrolundersoegelserne afsloerede overtraedelserne, ligesom de forskellige etaper i den administrative procedure i oevrigt forloeb parallelt. Endvidere bemaerkes, at sagsoegerne saavel i deres skriftlige indlaeg som under den mundtlige forhandling har fremhaevet ligheden mellem naervaerende sag og PVC-sagerne, som ogsaa blev indbragt for Retten, jf. ovenfor. I sidstnaevnte sag udtalte Retten:
"1) Den retsakt, som er meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende L 74 af 17. marts 1989 (s. 1), og hvis titel lyder: 'Kommissionens beslutning af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.865 ° PVC)' , er en nullitet.
2) Sagerne afvises.
3) Kommissionen betaler sagens omkostninger."
32 I betragtning af den saaledes godtgjorte og af parterne anerkendte lighed mellem de to sager samt de ovenfor omtalte dokumenter, som Kommissionen har fremlagt efter afgoerelsen om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, har Retten den 10. marts 1992 paalagt Kommissionen senest den 31. marts 1992 kl. 12 at fremlaegge en "bekraeftet genpart af Kommissionens beslutning af 21. december 1988 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.866 ° LdPE) (89/191/EOEF), som vedtaget af kommissaerkollegiet under dettes moede den 21. december 1988 og stadfaestet i overensstemmelse med Kommissionens forretningsorden, i alle de sprogversioner, hvori beslutningen blev vedtaget".
33 Den 31. marts 1992 fremlagde Kommissionen en bekraeftet genpart af det dokument, som efter dens opfattelse udgoer Kommissionens beslutning af 21. december 1988 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.866 ° LdPE), paa de seks retsgyldige sprog, nemlig engelsk, fransk, italiensk, nederlandsk, spansk og tysk. Omslaget til hver sprogversion af retsakten er forsynet med en stadfaestelsespaategning i overensstemmelse med artikel 12 i Kommissionens forretningsorden i den dagaeldende udgave. Stadfaestelsen er ikke dateret. Den er affattet paa fransk og angiver, at "beslutningen er vedtaget af Kommissionen under dens 945. moede i Bruxelles den 21. december 1988". Det skal endvidere bemaerkes, at stadfaestelsespaategningen paa hver sprogversion angiver, hvor mange sider retsakten bestaar af. Paa alle sprogversionerne er stadfaestelsespaategningen underskrevet af Kommissionens formand og generalsekretaer, og alle omslagene er forsynet med generalsekretaerens stempel.
34 I sin foelgeskrivelse af 31. marts 1992 til de saaledes for Retten fremlagte dokumenter har Kommissionen oplyst, at de fremlagte tekster er identiske med dem, der blev meddelt sagsoegerne, og at de saaledes indeholder jurist-lingvisternes sproglige aendringer. Omslaget er en bekraeftet genpart af den i henhold til artikel 12 i Kommissionens forretningsorden foretagne stadfaestelse. Kommissionen har i samme skrivelse erkendt, at stadfaestelsen er af nyere dato og alene blev foretaget med henblik paa at goere det muligt for Kommissionen at efterkomme Rettens kendelse.
35 Det skal i den forbindelse endvidere bemaerkes, at Kommissionen i sit svar paa Rettens afgoerelse af 3. december 1991 om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse understregede, at aegtheden af beslutningen, saaledes som den blev meddelt sagsoegerne, er sikret ved Kommissionens formands og generalsekretaers underskrifter af referatet af Kommissionens moede og ved generalsekretaerens underskrift paa beslutningens sidste side. Kommissionen har desuden under henvisning til Domstolens dom af 17. oktober 1989, forenede sager 97/87, 98/87 og 99/87, Dow Chemical Ibérica m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 3165, praemis 59), anfoert, at der ikke findes bestemmelser, hvorefter konkurrencekommissaeren har pligt til at underskrive den meddelte beslutning, idet han tvaertimod blot behoever at underskrive foelgeskrivelsen (omslaget til bilag 4 til Kommissionens svarskrivelse af 6.2.1992).
C ° Skrivelsen af 2. april 1992 om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og sagsoegernes skriftlige bemaerkninger vedroerende de konsekvenser, der skal drages af de af Kommissionen fremlagte dokumenter
36 Den 2. april 1992 har Retten tilstillet sagsoegerne de ovennaevnte dokumenter, som Kommissionen fremlagde paa baggrund af kendelsen af 10. marts 1992 om foranstaltninger med henblik paa bevisoptagelse, sammen med Kommissionens bemaerkninger hertil, idet Retten anmodede de sagsoegere, som havde gjort gaeldende, at der var uligheder mellem de forskellige sprogversioner af beslutningen saavel som mellem det udkast til beslutningen, Kommissionen var i besiddelse af paa det paagaeldende tidspunkt, og den tekst, der var meddelt hver enkelt part, om at tilkendegive, om de paa baggrund af de af Kommissionen fremlagte bilag fastholdt anbringendet, idet de i givet fald blev opfordret til at fremlaegge en oversigt over de anfaegtede forskelle mellem den vedtagne retsakt og den meddelte retsakt.
37 Retten opfordrede endvidere i overensstemmelse med procesreglementets artikel 64, stk. 3, litra b), sagsoegerne til at fremkomme med deres skriftlige bemaerkninger til de af Kommissionen fremlagte dokumenter under hensyntagen til PVC-dommen.
38 Paa baggrund af denne anmodning har BASF, Bayer, Enichem, Chemie Holding, Hoechst, Atochem, Dow Chemical, Neste og Shell International Chemical fremlagt en analyse, hvori der er foretaget en sammenligning af den udgave af beslutningen, som blev meddelt virksomhederne, og det udkast til beslutning, der blev forelagt kommissaerkollegiet den 21. december 1988. For alle sprogversionernes vedkommende har de paagaeldende sagsoegere paa baggrund af den saaledes foretagne analyse konkluderet, at baade begrundelsen for den meddelte beslutning og dens dispositive del var blevet aendret i forhold til det udkast, der var forelagt Kommissionen, og at aendringerne klart overskrider graenserne for de rent grammatiske eller syntaktiske aendringer, der er tilladt i henhold til Domstolens foernaevnte praksis (burhoens-dommen).
39 Sagsoegerne har naermere henvist til, at der var blevet indsat et nyt afsnit i betragtning 34 til beslutningen ° i alle de autentiske sprogversioner. Sagsoegerne har navnlig under henvisning til praemis 44-47 i PVC-dommen, som omhandler en tilsvarende aendring af den samme dag vedtagne beslutning vedroerende PVC -sektoren, anfoert, at Kommissionen ikke kunne godtgoere, at kommissaerkollegiet faktisk havde godkendt indsaettelsen af det paagaeldende afsnit, som udgjorde en vaesentlig aendring af beslutningen ° en aendring, som affattet paa fransk og engelsk var blevet vedtaget under kabinetschefernes saerlige moede den 19. december 1988 (dokument SEC(88) 2033).
40 Visse sagsoegere, nemlig BASF, Hoechst, Bayer, Enichem og Chemie Holding, har saaledes dels bekraeftet eller fastholdt det paagaeldende anbringende, dels udbygget det med henblik paa at goere gaeldende, at de naevnte uoverensstemmelser indebaerer en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i retsakter, der er vedtaget af Kommissionen. De oevrige sagsoegere har anfoert, at de paa baggrund af de af Kommissionen fremlagte dokumenter paaberaaber sig anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i retsakterne.
41 Endvidere har alle sagsoegerne i deres indlaeg fremfoert et foerste supplerende anbringende, nemlig at udstederen af retsakten var inkompetent. Dette foerste supplerende anbringende indeholder to led.
42 Sagsoegerne har for det foerste bestridt, at konkurrencekommissaeren var saglig kompetent til at vedtage de meddelte og offentliggjorte retsakter paa spansk, italiensk og nederlandsk.
43 Alle sagsoegerne har herved anfoert, at beslutningen aldrig er blevet vedtaget af kommissaerkollegiet paa spansk, italiensk og nederlandsk, da det under moedet den 21. december 1988 kun havde den tyske, den engelske og den franske udgave af udkastet til beslutning til raadighed. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at det foelger af artikel 27, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden i den dagaeldende udgave, som ikke kan fortolkes udvidende, at konkurrencekommissaeren ikke kan bemyndiges til selv at vedtage de autentiske sprogversioner af den anfaegtede retsakt, som endnu ikke var til raadighed under kommissaerkollegiets forhandling den 21. december 1988, idet en saadan bemyndigelse raekker ud over de i artikel 27 i Kommissionens forretningsorden omhandlede foranstaltninger af forberedende eller forvaltningsmaessig karakter og strider mod kollegialitetsprincippet.
44 Sagsoegerne har som det andet led i det foerste supplerende anbringende bestridt konkurrencekommissaerens tidsmaessige kompetence til at vedtage de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Sagsoegerne har i den forbindelse paa baggrund af Kommissionens bemaerkninger vedroerende proceduren for vedtagelse og revision af beslutningen konkluderet, at alle sprogversionerne af beslutningen foerst forelaa den 16. januar 1989. Sagsoegerne har heraf draget den slutning, at alle retsakterne, saaledes som de blev meddelt paa de seks retsgyldige sprog, noedvendigvis blev vedtaget efter den 5. januar 1989, hvor Peter Sutherland' s mandat som konkurrencekommissaer udloeb. Sagsoegerne har under henvisning til PVC-dommen anfoert, at den maskinskrevne paategning "paa Kommissionens vegne, Peter Sutherland, medlem af Kommissionen" forneden paa de meddelte retsakter ° selv om det antages, at den uden Sutherland' s haandskrevne navnetraek kan gaelde som dennes underskrift ° noedvendigvis maa vaere blevet paafoert enten efter udloebet af hans mandat eller inden den 5. januar 1989, dvs. paa et tidspunkt, hvor retsakterne i den meddelte og offentliggjorte form endnu ikke eksisterede. Ifoelge sagsoegerne blev den anfaegtede retsakt saaledes vedtaget af en myndighed, der i tidsmaessig henseende var inkompetent.
45 Som et andet supplerende anbringende har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionen ° paa trods af Rettens kendelse af 10. marts 1992, hvorved Kommissionen blev paalagt at fremlaegge et saadant dokument i alle de autentiske sprogversioner ° ikke har fremlagt en bekraeftet genpart af beslutningen, som er blevet stadfaestet i overensstemmelse med reglerne i artikel 12 i Kommissionens dagaeldende forretningsorden, hvorefter "de beslutninger, Kommissionen vedtager under et moede ..., underskrives paa originalsproget eller originalsprogene af formanden og generalsekretaeren".
46 Sagsoegerne har paapeget, at den retsakt, der i henhold til PVC-dommen er en nullitet, kom i stand under noejagtig samme omstaendigheder som den i naervaerende sager anfaegtede retsakt, og de har paa den baggrund gjort gaeldende, at Retten derfor boer overfoere sin argumentation i den paagaeldende dom til det foreliggende tilfaelde.
47 Sagsoegerne har under henvisning til den naevnte dom anfoert, at det kun paa baggrund af stadfaestelsen af beslutningen, jf. artikel 12 i Kommissionens forretningsorden, sammenholdt med referatet af Kommissionens moede, udarbejdet og underskrevet i overensstemmelse med artikel 10 i Kommissionens forretningsorden, hvori vedtagelsen af beslutningen er naevnt, er muligt at faa vished om beslutningens eksistens og om dens indhold samt om, at beslutningen svarer til kommissaerkollegiets hensigt. Endvidere kan man paa grundlag af stadfaestelsen ved hjaelp af dateringen af retsakten og formandens og generalsekretaerens underskrifter sikre sig, at udstederen er kompetent. Endelig goer stadfaestelsen retsakten eksigibel og sikrer saaledes dens fulde inkorporering i faellesskabsretten.
48 Sagsoegerne har herved afvist, at foelgeskrivelsen til beslutningen, som er dateret den 5. januar 1989 og underskrevet af Peter Sutherland, paa nogen maade kan erstatte den i Kommissionens forretningsorden foreskrevne stadfaestelse, idet skrivelsen ifoelge sagsoegerne ikke kan sidestilles med selve beslutningen.
49 Sagsoegerne har anfoert, at det samme goer sig gaeldende med hensyn til stemplet "genpartens rigtighed bekraeftes", underskrevet uden datering af Kommissionens generalsekretaer, David Williamson, paa den foerste side af alle de seks autentiske sprogversioner af beslutningen, som Kommissionen har fremlagt den 31. marts 1992.
50 Som et tredje supplerende anbringende har sagsoegerne gjort gaeldende, at den af generalsekretaeren og Kommissionens formand, Jacques Delors, underskrevne stadfaestelse, som a posteriori er paafoert de naevnte dokumenter, der blev fremlagt den 31. marts 1992, er uden enhver retlig betydning.
51 Sagsoegerne har henvist til, at Kommissionen har anerkendt, at den naevnte stadfaestelse alene blev paafoert dokumenterne med henblik paa at goere det muligt for Kommissionen at efterkomme Rettens kendelse af 10. marts 1992, og de har understreget, at stadfaestelsesproceduren kun er gyldig, saafremt den gennemfoeres, inden retsakten meddeles dem, den er rettet til, og at den omstaendighed, at der a posteriori paafoeres en stadfaestelse, tvaertimod skaber oeget tvivl om dateringen af den anfaegtede retsakt og indholdet heraf.
52 Visse af sagsoegerne har i den forbindelse fremhaevet, at den efterfoelgende stadfaestelse ikke er dateret, og at alle sprogversionerne af beslutningen er paafoert samme paategning paa fransk, selv om stadfaestelsen ifoelge sagsoegerne i henhold til den foernaevnte bestemmelse i Kommissionens forretningsorden skal affattes paa samme sprog som den respektive sprogversion af den vedtagne retsakt.
53 Sagsoegerne har endelig fremfoert et fjerde supplerende anbringende om, at den anfaegtede retsakt ikke blev gyldigt meddelt sagsoegerne, da der ikke forelaa en behoerigt vedtaget og stadfaestet beslutning.
Formaliteten
Om antagelse til realitetsbehandling af sag T-103/89, Shell International Chemical mod Kommissionen
Parternes argumenter
54 Kommissionen har paastaaet den af Shell International Chemical anlagte sag (T-103/89) afvist med den begrundelse, at den er anlagt efter udloebet af den frist paa to maaneder og ti dage, selskabet havde i henhold til traktatens artikel 173, stk. 3, og bilag II til Domstolens procesreglement om procesfristers forlaengelse under hensyn til afstanden.
55 Kommissionen har til stoette for afvisningspaastanden fremlagt et modtagelsesbevis for en rekommanderet skrivelse, undertegnet og dateret af en medarbejder ved Det Forenede Kongeriges postvaesen, hvoraf det fremgaar, at beslutningen blev meddelt det sagsoegende selskab loerdag den 11. februar 1989. Under henvisning til den metode for beregning af procesfrister, som bl.a. fremgaar af Domstolens dom af 15. januar 1987, sag 152/85, Misset mod Raadet (Sml. s. 223), hvorefter en frist, der er fastsat i kalendermaaneder, udloeber den dag, der i den maaned, fristen foerer frem til, har samme tal som den dag, fra hvilken fristen er begyndt at loebe, har Kommissionen konkluderet, at sagsoegerens soegsmaalsfrist, som konkret var paa to maaneder og ti dage, udloeb fredag den 21. april 1989 kl. 24. Den den 24. april 1989 anlagte sag blev saaledes anlagt for sent.
56 Sagsoegeren har i sine bemaerkninger til afvisningspaastanden hverken bestridt laengden af selskabets soegsmaalsfrist eller den af Kommissionen anvendte metode for beregningen af fristen. Selskabet har derimod bestridt, at beslutningen blev meddelt selskabet loerdag den 11. februar 1989. Selskabet har anfoert, at en medarbejder ved postvaesenet ved en fejltagelse angav datoen den 11. februar 1989, som er datoen for postvaesenets modtagelse af det omhandlede brev, i den rubrik i modtagelsesbeviset, som var beregnet for adressaten. Selskabet har endvidere anfoert, at brevet blev afleveret ° og beslutningen saaledes meddelt ° mandag den 13. februar 1989. Sagsoegeren har til stoette for det saaledes anfoerte bl.a. fremlagt en under ed afgivet erklaering underskrevet af direktoeren for kundetjenesten i postdistrikt London sydoest.
57 Kommissionen har i sit supplerende indlaeg erkendt, at sagsoegeren er fremkommet med beviser, der umiddelbart forekommer overbevisende, og som vil kunne faa Retten til at forkaste det bevismiddel, postmodtagelsesbeviset udgoer.
Rettens bemaerkninger
58 Som det fremgaar af fast retspraksis, maa der kraeves en streng overholdelse af faellesskabsbestemmelserne vedroerende procesfrister af hensyn til retssikkerheden og noedvendigheden af at undgaa enhver forskelsbehandling eller vilkaarlighed i retsplejen (Domstolens dom af 26.11.1985, sag 42/85, Cockerill-Sambre mod Kommissionen, Sml. s. 3749, praemis 10). Det foelger ligeledes af fast retspraksis, at reglerne om soegsmaalsfristerne er praeceptive og saaledes hverken kan fraviges af domsmyndigheden eller ved aftale mellem parterne (Rettens dom af 29.5.1991, sag T-12/90, Bayer mod Kommissionen, Sml. II, s. 219, og Domstolens dom af 15.12.1994, sag C-195/91 P, Bayer mod Kommissionen, Sml. I, s. 5619).
59 Hvad angaar fastsaettelsen af datoen for meddelelsen af en beslutning, som i henhold til traktatens artikel 173, stk. 3, faar fristen for sagsanlaeg ved Retten til at loebe, fremgaar det af fast retspraksis, at en beslutning er blevet behoerigt meddelt, saa snart den er naaet frem til adressaten, og denne har haft mulighed for at goere sig bekendt med den. Det bemaerkes herved, at fremsendelse ved anbefalet brev med modtagelsesbevis i henhold til retspraksis er en egnet meddelelsesform, idet den goer det muligt med sikkerhed at fastlaegge det noejagtige tidspunkt for fristens begyndelse (Rettens dom i sagen Bayer mod Kommissionen, jf. ovenfor).
60 Det bemaerkes, at en undersoegelse af det af Kommissionen fremlagte modtagelsesbevis viser, at der i rubrikken "dato og modtagerens underskrift" er angivet datoen den 11. februar 1989, men at rubrikken ikke indeholder nogen underskrift. Desuden giver den under ed afgivne erklaering fra direktoeren for kundetjenesten i postdistrikt London sydoest og de dokumenter, der er vedlagt erklaeringen, tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa, at datoen den 11. februar 1989 faktisk blev anfoert i den paagaeldende rubrik ved en fejltagelse af en medarbejder ved postvaesenet, da brevet blev indleveret paa et postkontor i London, og ikke af en repraesentant for sagsoegeren, da brevet blev afleveret til denne. Det foelger heraf, at de i modtagelsesbeviset indeholdte oplysninger om datoen for brevets aflevering ikke er korrekte, og at der derfor maa ses bort herfra.
61 Det kan paa baggrund af de af sagsoegeren fremlagte beviser ° navnlig den under ed afgivne erklaering fra repraesentanten for postvaesenet ° fastslaas, at den skrivelse, som indeholdt den omtvistede beslutning, blev afleveret til sagsoegeren mandag den 13. februar 1989. Beslutningen blev saaledes meddelt sagsoegeren denne dag, jf. traktatens artikel 173, stk. 3.
62 Paa grundlag af den metode for beregningen af frister, som Domstolen anvendte i dommen i sagen Misset mod Raadet, jf. ovenfor, udloeb den frist paa to maaneder og ti dage, som sagsoegeren havde, saaledes den 23. april 1989. Den 23. april 1989 var imidlertid en soendag, og det foelger af artikel 80, stk. 2, i Domstolens procesreglement i den dagaeldende udgave, at saafremt en frist ville udloebe paa en soendag, forlaenges den til den foelgende hverdag. Sagsoegerens staevning, som indgik til Domstolen mandag den 24. april 1989, blev saaledes indleveret rettidigt.
63 Sag T-103/89 skal herefter antages til realitetsbehandling.
Om antagelse til realitetsbehandling af de supplerende anbringender, sagsoegerne har fremfoert i de indlaeg, de har indgivet efter Rettens skrivelse af 2. april 1992 om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse
64 Som det fremgaar af redegoerelsen i det foregaaende, har sagsoegerne fremfoert fire nye anbringender i de indlaeg, de har indgivet efter Rettens skrivelse af 2. april 1992 om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse. Indlaeggene drejer sig om, hvilke konsekvenser der skal drages af de dokumenter, Kommissionen har fremlagt paa baggrund af kendelsen af 10. marts 1992 om foranstaltninger med henblik paa bevisoptagelse.
65 I henhold til artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement maa der ikke fremsaettes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.
66 Det bemaerkes, at alle fire nye anbringender er stoettet paa faktiske omstaendigheder vedroerende Kommissionens interne arbejde, som sagsoegte er fremkommet med under retsforhandlingerne, navnlig efter Rettens kendelse om foranstaltninger med henblik paa bevisoptagelse.
67 Sagsoegernes fire supplerende anbringender skal herefter under alle omstaendigheder antages til realitetsbehandling.
Realiteten
Paastanden om, at det fastslaas, at den retsakt, der blev meddelt sagsoegerne, er en nullitet, subsidiaert, at den omtvistede beslutning annulleres
68 Det bemaerkes, at sagsoegerne til stoette for deres paastande oprindelig i deres staevninger havde fremsat tre grupper af anbringender, om hhv. tilsidesaettelse af grundlaeggende rettigheder, tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter og det forhold, at Kommissionens vurdering og retlige kvalifikation af faktum er utilstraekkelig eller fejlagtig i forhold til traktatens artikel 85, stk. 1. Som det fremgaar af redegoerelsen i det foregaaende har de fremfoert fire supplerende anbringender i de indlaeg, de har indgivet efter skrivelsen af 2. april 1992 om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse.
69 Retten finder, at der foerst boer tages stilling til visse af sagsoegernes supplerende anbringender. Retten skal saaledes for det foerste undersoege anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en vedtaget retsakt, for det andet anbringendet om udstederens inkompetence og for det tredje anbringendet om mangler ved stadfaestelsesproceduren. Endelig skal Retten for det fjerde undersoege anbringendet om, at retsakten er en nullitet, idet der herved ogsaa skal tages hensyn til de konklusioner, der drages paa baggrund af undersoegelsen af de tre andre anbringender.
70 Forud for undersoegelsen af de paagaeldende anbringender skal det naevnes, at PVC-dommen har vaeret genstand for en appel til Domstolen ivaerksat af Kommissionen den 29. april 1992. Ved dom af 15. juni 1994 ophaevede Domstolen Rettens dom med den begrundelse, at Retten havde anlagt en forkert retlig vurdering ved at erklaere den omhandlede beslutning for en nullitet. Domstolen annullerede imidlertid den beslutning, Retten havde erklaeret for en nullitet, nemlig Kommissionens beslutning 89/190/EOEF af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.865 ° PVC), paa grund af tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter (sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555).
A ° Anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en vedtaget retsakt
71 Flere sagsoegere har anfoert, at den meddelte og i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggjorte retsakt paa flere punkter afviger fra den vedtagne retsakt. Disse uoverensstemmelser, der gaar ud over rent ortografiske eller syntaktiske rettelser, maa klart opfattes som en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en vedtaget retsakt, hvorfor hele den anfaegtede beslutning maa anses for ugyldig (jf. ovenfor, praemis 18-25).
72 Kommissionen har bekraeftet, at de af sagsoegerne paapegede aendringer er blevet foretaget, men den har gjort gaeldende, at aendringerne paa ingen maade har paavirket de beroerte virksomheders rettigheder, og at virksomhederne derfor ikke med stoette i aendringerne kan anfaegte beslutningens gyldighed. Efter Kommissionens opfattelse er det nemlig udelukkende de meddelte retsakter, der bestemmer virksomhedernes rettigheder. Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at aendringerne enten er af rent syntaktisk eller grammatisk art eller beror paa forslag fremsat under det saerlige moede mellem kabinetscheferne den 19. december 1988. Til stoette herfor har Kommissionen fremlagt alle de ovennaevnte dokumenter (jf. ovenfor, praemis 26 og 33).
73 Retten finder, at princippet om, at der ikke maa aendres i en retsakt, der er vedtaget af den kompetente myndighed, er af vaesentlig betydning for retssikkerheden og for stabiliteten af den enkeltes retsstilling inden for Faellesskabets retsorden for saa vidt angaar baade faellesskabsinstitutionerne og de retssubjekter, hvis retsstilling og faktiske forhold paavirkes af en afgoerelse fra de naevnte institutioner. Kun hvis dette princip overholdes strengt og ubetinget, bestaar der sikkerhed for, at retsakten efter vedtagelsen kun kan aendres under overholdelse af gaeldende kompetence- og procedureregler, og at den meddelte eller offentliggjorte retsakt som foelge heraf er en noejagtig gengivelse af den vedtagne retsakt og saaledes noeje afspejler den kompetente myndigheds vilje.
74 Det bemaerkes i den forbindelse, at Domstolen i sin dom i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., jf. ovenfor, fremhaevede, at overholdelsen af det for Kommissionen gaeldende kollegialitetsprincip og isaer kravet om, at beslutningerne droeftes i faellesskab af samtlige Kommissionens medlemmer, noedvendigvis har betydning for de retssubjekter, der beroeres af beslutningernes retsvirkninger, idet der boer gives adressaterne sikkerhed for, at beslutningerne faktisk er blevet vedtaget af Kommissionen som kollegial enhed og noejagtigt udtrykker Kommissionens vilje (praemis 64). Domstolen understregede, at dette navnlig er tilfaeldet for saa vidt angaar de retsakter, der udtrykkeligt betegnes som beslutninger, og som Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 15, stk. 2, litra a), i forordning nr. 17 skal udstede over for virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder med henblik paa at sikre overholdelsen af konkurrencereglerne, og som har til formaal at konstatere en overtraedelse af konkurrencereglerne, at meddele virksomhederne paalaeg i denne henseende og at paalaegge dem boeder (praemis 65). PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0080.1
75 Domstolen henviste i dommen ligeledes til, at saadanne beslutninger i henhold til traktatens artikel 190 skal begrundes, og at artikel 190 i henhold til Domstolens faste praksis kraever, at Kommissionen skal angive de grunde, der har foert den til at vedtage en beslutning, saaledes at Domstolen kan udoeve sin kontrol, og saaledes at medlemsstaterne og de beroerte borgere kan faa kendskab til de betingelser, hvorunder den har anvendt traktaten (praemis 66).
76 Domstolen udtalte desuden, at den dispositive del af en beslutning i henhold til konkurrencereglerne kun kan forstaas og dens raekkevidde kun bedoemmes i lyset af dens begrundelse, og at det, da en beslutnings dispositive del og dens begrundelse udgoer et udeleligt hele, i medfoer af kollegialitetsprincippet kun tilkommer Kommissionen som kollegial enhed samtidig at vedtage begge dele. Under henvisning til dommen i burhoens-sagen bemaerkede Domstolen, at dette indebaerer, at der alene kan foretages rent ortografiske eller grammatiske aendringer i ordlyden af en retsakt, efter at kommissaerkollegiet har vedtaget den, idet enhver anden aendring henhoerer under kommissaerkollegiets enekompetence (praemis 67 og 68).
77 Endelig bemaerkes, at Domstolen paa den baggrund forkastede Kommissionens argument om, at kommissaerkollegiet under vedtagelsesproceduren kan begraense sig til at give udtryk for sin vilje til at handle paa en bestemt maade og ikke behoever at medvirke ved affattelsen af den paagaeldende retsakt og den endelige udformning heraf. Domstolen bemaerkede herved, at den skriftlige udformning af retsakten er noedvendig som udtryk for den vedtagende myndigheds vilje, da det intellektuelle og det formelle element udgoer et udeleligt hele (praemis 69 og 70).
78 I denne sag skal Retten for det foerste bemaerke, at alle de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, og som er blevet gennemgaaet ovenfor (praemis 28 og 30), viser, at de tre udkast af 14. december 1988, der blev forelagt Kommissionen, paa visse punkter afviger fra de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Principielt bestrider Kommissionen ikke disse uoverensstemmelser, dels fordi den finder nogle uoverensstemmelser aldeles ubetydelige, dels fordi aendringerne efter Kommissionens opfattelse paa ingen maade paavirker virksomhedernes rettigheder og forpligtelser, saaledes som de fremgaar af den meddelte retsakt.
79 Retten skal for det andet bemaerke, at Kommissionen ifoelge selve ordlyden af referatet af Kommissionens 945. moede, efter at konkurrencekommissaeren, Peter Sutherland, den 21. december 1988 havde forelagt udkastene til beslutning under . C(88) 2498, samme dag:
° besluttede, at de sytten virksomheder i LdPE-sagen havde tilsidesat traktatens artikel 85, fastsatte stoerrelsen af de boeder, virksomhederne skulle paalaegges, og godkendte princippet om at paalaegge virksomhederne at bringe overtraedelsen til ophoer
° vedtog en beslutning i sag IV/31.866 ° LdPE paa tysk, engelsk og fransk, der har retsgyldighed over for visse af sagsoegerne (beslutningerne er "gengivet" i ovennaevnte dokumenter . C(88) 2498)
° bemyndigede konkurrencekommissaeren til at vedtage beslutningen affattet paa Faellesskabets oevrige officielle sprog, og
° blev underrettet om kommissionsmedlemmernes kabinetschefers behandling af sagen under deres saerlige moede og under deres ugentlige moede den 19. december 1988.
80 Det er disse faktiske omstaendigheder, der skal danne grundlag for Rettens bedoemmelse af anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en vedtaget retsakt, for saa vidt angaar den tyske, den engelske og den franske udgave.
81 Det fremgaar af en sammenligning af det tyske, det engelske og det franske udkast til beslutning af 14. december 1988 ° saaledes som det blev vedtaget af Kommissionen i henhold til referatet af det 945. moede ° med den meddelte og offentliggjorte beslutning, at beslutningen efter vedtagelsen var blevet aendret paa flere punkter. Denne sammenligning bekraefter rigtigheden af den af BASF, Bayer, Enichem, Chemie Holding, Hoechst, Atochem og Dow Chemical fremlagte liste over uoverensstemmelser, som Kommissionen i oevrigt ikke har anfaegtet, idet den blot har fremhaevet, at der er tale om uvaesentlige aendringer.
82 Sammenligningen med de tre udkast af 14. december 1988 affattet paa tysk, engelsk og fransk, som i henhold til referatet af det 945. moede blev vedtaget af Kommissionen den 21. december 1988, viser nemlig, at den paa tysk, engelsk og fransk vedtagne beslutning paa vaesentlige punkter afviger fra den meddelte og offentliggjorte beslutning. Selv om formaalet med aendringerne af den af Kommissionen paa tysk, engelsk og fransk vedtagne retsakt var at harmonisere de meddelte og offentliggjorte retsakter i de forskellige autentiske sprogversioner, maa aendringerne dog anses for retsstridige, da de blev foretaget efter vedtagelsen af retsakten, da de for enkelte aendringers vedkommende gaar langt ud over, hvad der kan betegnes som rent ortografiske eller syntaktiske rettelser, og da de saaledes direkte tilsidesaetter princippet om, at der ikke maa aendres i en retsakt, der er vedtaget af den kompetente myndighed.
83 Af de uoverensstemmelser, der bl.a. er blevet paapeget i sagsoegernes faelles mundtlige indlaeg, kan flere nemlig ikke betragtes som rent ortografiske eller syntaktiske rettelser. Retten skal navnlig fremhaeve foelgende aendringer, som henholdsvis er foretaget i den tyske, den engelske og den franske udgave af udkastet til beslutning af 14. december 1988 efter Kommissionens vedtagelse af udkastet, saaledes som det fremgaar af det naevnte referat af det 945. moede:
i) AEndringer i det tyske udkast af 14. december 1988 (henvisninger til det tyske udkast til beslutning af 14.12.1988, der blev fremlagt af Kommissionen den 7.2.1992):
° Side 19, betragtning 14, femte afsnit: I den meddelte og offentliggjorte beslutning er saetningen "Auch Repsol wurde offiziell eingeladen" ("Repsol var ogsaa officielt indbudt") blevet tilfoejet.
° Side 24, betragtning 31, syvende afsnit: Saetningen "Die Kommission erkennt nicht an, dass diese Hersteller ein solch umfangsreiches Unternehmen ohne eine globale Koordinierung oder Leitung ihrer Preispolitik durchgefuehrt haben koennen" ("Kommissionen kan ikke godtage, at disse producenter skulle have kunnet drive en saa omfattende forretning uden en overordnet koordinering eller styring af deres prispolitik") blev i den meddelte og offentliggjorte retsakt erstattet med saetningen "Die Kommission erkennt nicht an, dass diese Hersteller den Vertrieb eines derart preisanfaelligen Erzeugnisses ohne interne Leitung ihrer Preispolitik durchgefuehrt haben koennen" ("Kommissionen kan ikke godtage, at disse producenter skulle have kunnet drive forretning med dette prisfoelsomme produkt uden nogen intern styring af deres prispolitik").
° Side 48, betragtning 64, foerste afsnit: Et femte led, som ikke var indeholdt i udkastet af 14. december 1988, "° die Sitzungen blieben auesserst geheim" ("° moederne blev afholdt i allerstoerste hemmelighed"), blev tilfoejet i den offentliggjorte og meddelte udgave af beslutningen, mens det femte led, som fandtes i udkastet til beslutningen, blev flyttet, saaledes at det kom til at udgoere det andet afsnit i betragtning 64 til den meddelte og offentliggjorte beslutning.
ii) AEndringer i det engelske udkast af 14. december 1988 (henvisninger til det engelske udkast til beslutning af 14.12.1988, der blev fremlagt af Kommissionen den 7.2.1992):
° Side 2, betragtning 2, foerste afsnit: I afsnittets andet punktum blev saetningsleddet "and in some cases produce inside the EEC" ("og i visse tilfaelde producerer inden for EF"), som var indeholdt i udkastet, ikke medtaget i den meddelte og offentliggjorte retsakt.
° Side 22, betragtning 31, syvende afsnit: Afsnittets andet punktum, "The Commission does not accept that these producers could have conducted such an important business with no overall co-ordination or direction of their pricing policy" ("Kommissionen kan ikke godtage, at disse producenter skulle have kunnet drive en saa omfattende forretning uden en overordnet koordinering eller styring af deres prispolitik"), saaledes som det var formuleret i udkastet, blev i den meddelte og offentliggjorte retsakt erstattet med saetningen "The Commission does not accept that these producers could have conducted business in this price-sensitive product without any internal direction of their pricing policy" ("Kommissionen kan ikke godtage, at disse producenter skulle have kunnet drive forretning med dette prisfoelsomme produkt uden nogen intern styring af deres prispolitik").
° Side 27, betragtning 37: Det andet afsnit, "In the present case, the continuing restrictive arrangements of the LDPE producers over a period of years are clearly referable in their essential characteristics to the proposal made in 1976 and constitute its implementation in practice" ("I naervaerende sag har LdPE-producenternes vedvarende konkurrencestridige arrangementer over en aarraekke paa grundlag af deres hovedkendetegn tydeligvis deres oprindelse i det forslag, som blev fremsat i 1976, og hvis gennemfoerelse i praksis de udgoer"), blev i den meddelte og offentliggjorte retsakt erstattet med foelgende: "In the present case, the continuing restrictive arrangements of the LDPE producers over a period of years clearly originate in the proposal made in 1976 and constitute its implementation in practice" ("I naervaerende sag har LdPE-producenternes vedvarende konkurrencestridige arrangementer over en aarraekke tydeligvis deres oprindelse i det forslag, som blev fremsat i 1976, og hvis gennemfoerelse i praksis de udgoer").
iii) AEndringer i det franske udkast af 14. december 1988 (henvisninger til det franske udkast til beslutning af 14.12.1988, der blev fremlagt af Kommissionen den 7.2.1992):
° Side 2, betragtning 2, foerste afsnit: I afsnittets andet punktum blev saetningsleddet "et dans certains cas les y fabriquent" ("og i visse tilfaelde fremstiller produkterne der"), som er indeholdt i udkastet, ikke medtaget i den meddelte og offentliggjorte retsakt.
° Side 23, betragtning 31, syvende afsnit: Afsnittets andet punktum, "La Commission n' admet pas que ces producteurs puissent avoir mené des activités aussi importantes sans coordination globale de leur politique en matière de prix" ("Kommissionen kan ikke godtage, at disse producenter skulle have kunnet drive en saa omfattende forretning uden en overordnet koordinering af deres prispolitik"), saaledes som det var formuleret i udkastet, blev i den meddelte og offentliggjorte retsakt erstattet med saetningen "La Commission n' admet pas que ces producteurs puissent avoir mené des activités concernant ce produit sensible aux prix sans direction interne de leur politique en matière de prix" ("Kommissionen kan ikke godtage, at disse producenter skulle have kunnet drive forretning med dette prisfoelsomme produkt uden nogen intern styring af deres prispolitik").
° Side 34, betragtning 46, tredje afsnit, andet punktum: Indskuddet "° tels que le 'gel' de la clientèle ou le renvoi de nouveaux clients °" ("° gennem afvisning af kunder eller ved at henvise nye kunder til andre producenter °"), som var indeholdt i udkastet, blev i den meddelte og offentliggjorte retsakt erstattet med indskuddet "° tels que le 'gel' de la clientèle ou la fin de non-recevoir opposée à des demandes °" ("° gennem afvisning af kunder eller henvendelser °").
84 Da disse aendringer blev foretaget efter retsaktens vedtagelse den 21. december 1988 og ikke blot er af ortografisk eller syntaktisk art, maa de noedvendigvis vaere blevet foretaget af en person uden den noedvendige kompetence hertil. Herved er der sket en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en af Kommissionen som kollegialt organ vedtaget retsakt, uden at det er noedvendigt at tage stilling til aendringernes raekkevidde, betydning eller vaesentlighed, saaledes som det fremgaar af burhoens-dommen og dommen i sagen BASF m.fl. mod Kommissionen.
85 Det fremgaar af bevisoptagelsen, at der ° ud over de ovenfor gennemgaaede ° var blevet foretaget visse aendringer i de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Disse aendringer vedroerer baade den tyske, den engelske og den franske version af beslutningen, som i henhold til referatet af det 945. moede blev vedtaget den 21. december 1988.
86 Endvidere bemaerkes, at der i betragtning 34 til de meddelte og i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggjorte retsakter er indsat et helt nyt fjerde afsnit, hvilket klart fremgaar af visse af de autentiske versioner ° navnlig den italienske version ° da afsnittet er sat med andre typer end i den meddelte retsakt. Det nye afsnit vedroerer spoergsmaalet, om Kommissionen i tilfaelde som det her foreliggende, hvor den har indledt en procedure i henhold til traktatens artikel 85 over for en raekke virksomheder, i forhold til de oevrige virksomheder, der omfattes af proceduren, lovligt kan imoedekomme en enkelt virksomheds oenske om at frafalde kravet om fortrolighed vedroerende oplysninger om virksomheden, eller om offentlige hensyn tvaertimod er til hinder for, at Kommissionen i et saadant tilfaelde imoedekommer oensket fra den virksomhed, som er omfattet af fortroligheden. Dette vanskelige og omstridte problem er blevet behandlet af Kommissionen paa side 52 i Den Attende Beretning om Konkurrencepolitikken.
87 Det indfoejede afsnit lyder saaledes i de meddelte beslutninger: "Det skal paapeges, at der ved virksomheders frafald af kravet om fortrolighed omkring deres interne forretningsdokumenter skal tages hensyn til offentlighedens interesse i, at konkurrenter ikke informeres om hinandens kommercielle aktiviteter og hensigter paa en saadan maade, at konkurrencen mellem dem begraenses".
88 Det fremgaar af referatet af Kommissionens moede den 21. december 1988, som er fremlagt for Retten, at Kommissionen ifoelge selve ordlyden af referatet af det 945. moede ganske vist vedtog udkastene af 14. december 1988, som i de paa de tre retsgyldige sprog vedtagne versioner ikke indeholdt det omhandlede afsnit, men at Kommissionen blot tog kabinetschefernes behandling af sagen under et saerligt moede den 19. december 1988 til efterretning. Selv om Kommissionen har fremlagt dokumenter, der betegnes som bekraeftede udskrifter af referatet af kabinetschefernes saerlige moede den 19. december 1988, og selv om disse dokumenter som bilag III omfatter et dokument, der paa engelsk og fransk gengiver det omhandlede afsnit, fremgaar det dog ikke af de fremlagte dokumenter, at aendringen blev vedtaget eller foreslaaet af kabinetscheferne for senere at blive forelagt Kommissionen.
89 Selv om aendringen kunne have vaeret forelagt og foreslaaet Kommissionen den 21. december 1988 ° hvilket i al fald ikke var tilfaeldet for den tyske versions vedkommende, fordi bilag III som naevnt kun var affattet paa engelsk og fransk ° kan det ikke ud fra selve ordlyden af det ovenfor omtalte moedereferat (praemis 79) fastslaas, at Kommissionen med vedtagelsen af udkastene af 14. december 1988, som ikke indeholdt dette afsnit, ogsaa havde til hensigt at vedtage aendringen. Foelgelig maa indfoejelsen af afsnittet i alle de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, noedvendigvis vaere sket efter den 21. december 1988, hvorved der er sket en klar tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en retsakt, der er vedtaget af den kompetente myndighed. Tilfoejelsen til beslutningens begrundelse, som hverken er af syntaktisk eller grammatisk art, indebaerer saaledes, at alle de meddelte retsakter saavel som den retsakt, der blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, er ugyldige, jf. Domstolens dom i burhoens-sagen, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om tilfoejelsen er vaesentlig, hvilket i oevrigt ikke kan bestrides.
90 Sagsoegernes foerste supplerende anbringende maa herefter tiltraedes.
B ° Anbringendet om udstederens inkompetence
91 Nogle af de sagsoegende virksomheder har i deres skriftlige indlaeg udtrykkeligt gjort gaeldende, at udstederen af de meddelte og offentliggjorte retsakter var inkompetent. Saaledes har Hoechst anfoert, at Kommissionens svar paa det af sagsoegerne fremsatte anbringende om en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i en vedtaget retsakt, rejser spoergsmaalet, om konkurrencekommissaeren gyldigt kunne vedtage beslutningen i visse af de autentiske sprogversioner. Disse virksomheder har ligeledes anfoert, at Peter Sutherland' s mandat udloeb den 5. januar 1989, mens beslutningen ifoelge Kommissionens oplysninger foerst blev overgivet til Kommissionens Generalsekretariat paa de forskellige officielle sprog den 16. januar 1989, altsaa elleve dage senere.
92 Alle sagsoegerne har under den mundtlige forhandling til stoette for det paagaeldende anbringende henvist til Rettens bemaerkninger herom i PVC-dommen, hvor Retten for det foerste konkluderede, at konkurrencekommissaeren var sagligt inkompetent til at vedtage de meddelte og offentliggjorte retsakter affattet paa italiensk og nederlandsk, og for det andet, at konkurrencekommissaeren var tidsmaessigt inkompetent til at vedtage de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (PVC-dommen, praemis 54-65).
93 Kommissionen har heroverfor i sine skriftlige indlaeg anfoert, at retsakterne forskriftsmaessigt blev vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ paa de tre retsgyldige sprog, og at Kommissionens forretningsordens artikel 27 udgoer retsgrundlaget for vedtagelsen af beslutningerne paa italiensk og nederlandsk, der saaledes blev vedtaget inden for rammerne af den kompetence, der af Kommissionen behoerigt var meddelt konkurrencekommissaeren. Kommissionen har herved understreget, at kompetencen ikke blev meddelt Peter Sutherland personligt, men derimod det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade.
94 Kommissionen har under den mundtlige forhandling i oevrigt gjort gaeldende, at den ° i modsaetning til, hvad der udtrykkeligt fremgaar af referatet af Kommissionens 945. moede den 21. december 1988 ° vedtog beslutningen paa samtlige retsgyldige sprog.
95 Som anfoert fremgaar det af gennemgangen af det foerste anbringende, at der bestod visse uoverensstemmelser mellem de vedtagne retsakter paa den ene side og de meddelte og offentliggjorte retsakter paa den anden side, og at disse aendringer noedvendigvis maa vaere foretaget af andre end kommissaerkollegiet og efter dettes vedtagelse af de anfaegtede retsakter. Retten skal paa grundlag af disse omstaendigheder tage stilling til sagsoegernes anbringende om, at udstederen af de meddelte og offentliggjorte retsakter var inkompetent. Dette anbringende, som under alle omstaendigheder har ordre public-karakter, kan opdeles i to led. Der skal nemlig ° som sket i sagsoegernes indlaeg ° sondres mellem den saglige kompetence og den tidsmaessige kompetence hos udstederen af de meddelte og offentliggjorte retsakter.
1. Konkurrencekommissaerens saglige kompetence til at vedtage de meddelte og offentliggjorte retsakter affattet paa spansk, italiensk og nederlandsk
96 Artikel 3 i Raadets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gaelde for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab paa det sproglige omraade (EFT 1952-1958, s. 59), i den dagaeldende udgave, senest aendret ved afsnit XVIII i bilag I til akten vedroerende vilkaarene for Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, som aendret ved Raadets afgoerelse af 1.1.1995 om tilpasning af retsakterne vedroerende nye medlemsstaters tiltraedelse af Den Europaeiske Union, EFT L 1, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 1"), bestemmer: "Dokumenter, som en faellesskabsinstitution retter til ... en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, skal affattes paa denne stats sprog". Yderligere bestemmer artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden i den dagaeldende udgave, at en retsakt, som Kommissionen vedtager under et moede eller ad skriftlig vej, skal underskrives paa originalsproget eller originalsprogene af formanden og generalsekretaeren.
97 Det fremgaar af disse bestemmelser betragtet under ét, at saafremt Kommissionen ° som i det foreliggende tilfaelde ° oensker ved en i materiel henseende samlet handling at vedtage en beslutning, der er retsgyldig over for flere forskellige juridiske personer, som er undergivet forskellige regler om sprog, skal beslutningen vedtages paa alle de retsgyldige sprog, da det ellers vil vaere umuligt at stadfaeste den. Det af Kommissionen under den mundtlige forhandling anfoerte om, at beslutningen i det foreliggende tilfaelde blev vedtaget paa alle de retsgyldige sprog, kan ikke tiltraedes, da det fremgaar af selve ordlyden af referatet af Kommissionens 945. moede, der blev godkendt den 22. december 1988, at kommissaerkollegiet ikke vedtog den anfaegtede beslutning i den spanske, den italienske og den nederlandske version, der som de eneste har retsgyldighed over for henholdsvis Repsol, Enichem, Montedison og DSM.
98 Artikel 27, stk. 1, i Kommissionens dagaeldende forretningsorden bestemmer: "Kommissionen kan ° under forudsaetning af, at princippet om dens ansvar som kollegium overholdes fuldt ud ° bemyndige sine medlemmer til i sit navn og under sin kontrol at traeffe klart angivne foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ art".
99 Det bemaerkes, at Domstolen i sin dom i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., jf. ovenfor, udtalte, at til forskel fra beslutninger, hvorved en virksomhed paalaegges at underkaste sig en kontrolundersoegelse, og som maa anses for simple foranstaltninger af forvaltningsmaessig art, der traeffes som led i en undersoegelse, kan beslutninger, hvorved der konstateres en overtraedelse af artikel 85, ikke uden at tilsidesaette kollegialitetsprincippet goeres til genstand for en bemyndigelse efter artikel 27 i Kommissionens forretningsorden til fordel for det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade (praemis 71).
100 Det fremgaar nemlig af artikel 27, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, sammenholdt med stk. 2 vedroerende den bemyndigelse, der kan meddeles tjenestemaendene, at Kommissionen som kollegialt organ i givet fald kun kan bemyndige et af sine medlemmer til at vedtage beslutningen paa de af Faellesskabets officielle sprog ° jf. definitionen i artikel 1 i forordning nr. 1 ° som ikke har retsgyldighed, dvs. i denne sag dansk, graesk og portugisisk, idet beslutningerne paa disse tre sprog ikke har nogen retsvirkninger og ikke kan tvangsfuldbyrdes over for en eller flere af de virksomheder, der er naevnt i beslutningens dispositive del.
101 Vedtagelsen af beslutningen paa det sprog, der har retsgyldighed, har langt stoerre betydning. En beslutning, hvori det fastslaas, at traktatens artikel 85 er tilsidesat, og hvorved en raekke virksomheder paalaegges forpligtelser og betydelige boeder, og som i denne forbindelse yderligere kan tvangsfuldbyrdes, paavirker i betydelig grad virksomhedernes rettigheder og forpligtelser samt deres formue. En saadan beslutning kan ikke anses for en simpel foranstaltning af forvaltningsmaessig eller administrativ art, og kan derfor ikke vedtages af et enkelt kommissionsmedlem inden for rammerne af dennes kompetence, uden at der herved sker en direkte tilsidesaettelse af det kollegialitetsprincip, som udtrykkeligt er anerkendt i ovennaevnte artikel 27 i Kommissionens forretningsorden.
102 Det kan herefter fastslaas, at den af konkurrencekommissaeren vedtagne retsakt paa spansk, italiensk og nederlandsk, naar henses til betingelserne for den under forhandlingerne den 21. december 1988 meddelte bemyndigelse, hidroerer fra en sagligt inkompetent myndighed.
2. Konkurrencekommissaerens tidsmaessige kompetence til at vedtage de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende
103 Mens konkurrencekommissaeren saaledes ikke er befoejet til selv at vedtage retsgyldige sprogversioner af en beslutning til gennemfoerelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har han derimod utvivlsomt kompetence til at underskrive kopierne af den retsakt, der er vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ, med henblik paa meddelelsen heraf til adressaterne, jf. artikel 12, stk. 3, i Kommissionens forretningsorden i den dagaeldende udgave. I det foreliggende tilfaelde fremgaar det imidlertid dels af Kommissionens skriftlige indlaeg, dels af dens uddybning heraf under den mundtlige forhandling, at ordlyden af retsakten paa de enkelte sprog, hvad enten der er tale om de seks retsgyldige sprog eller de tre andre officielle sprog, foerst den 16. januar 1989 blev endeligt udformet og tilsendt Kommissionens Generalsekretariat, som herefter videresendte teksten til jurist-lingvisterne til revision paa de af Domstolen i burhoens-dommen fastsatte betingelser. Jurist-lingvisterne afsluttede deres arbejde ved udgangen af januar 1989.
104 Retten skal herefter bemaerke, at Kommissionen ikke over for sagsoegernes praecise anbringender har vaeret i stand til at godtgoere, at der forud for en dato mellem den 16. januar 1989 og den 31. januar 1989 forelaa en fuldt faerdig retsakt, der kunne meddeles og offentliggoeres. Foelgelig maa de meddelte retsakter paa alle seks retsgyldige sprog noedvendigvis antages at vaere vedtaget efter den 5. januar 1989, da Peter Sutherland' s mandat udloeb.
105 Foelgelig maa den maskinskrevne paategning "paa Kommissionens vegne, Peter Sutherland, medlem af Kommissionen" forneden paa de meddelte retsakter ° selv om det antages, at den uden Peter Sutherland' s haandskrevne navnetraek kan gaelde som dennes underskrift ° noedvendigvis vaere blevet paafoert enten efter udloebet af hans mandat eller inden den 5. januar 1989, dvs. paa et tidspunkt, hvor retsakterne i den meddelte og offentliggjorte form endnu ikke eksisterede. Det forhold, at Sutherland den 5. januar 1989 underskrev den foelgeskrivelse, der blev sendt til sagsoegerne sammen med de endnu ikke endeligt udfaerdigede retsakter, er uden retlig betydning, idet foelgeskrivelsen ikke indgaar som en del af den omtvistede retsakt og ikke har nogen retsvirkninger. Heller ikke det af Kommissionen paaberaabte forhold, at bemyndigelsen blev meddelt det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, og ikke Sutherland personligt, er relevant for Rettens stillingtagen til anbringendet. Selv om sagsoegtes anbringende kunne tiltraedes, paahvilede det nemlig det medlem af Kommissionen, som efterfulgte Sutherland som konkurrencekommissaer, og hvis mandat begyndte den 6. januar 1988, at underskrive retsakterne, saafremt han var kompetent hertil. Det er imidlertid ikke sket. Det kan derfor fastslaas, at de retsakter, der blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 17. marts 1989, noedvendigvis hidroerte fra en myndighed, der i tidsmaessig henseende var inkompetent.
106 Denne mangel kan kun afhjaelpes, saafremt Kommissionen godtgoer, at den kun vedroerer den kopi, der blev meddelt adressaterne, eller det eksemplar, der med henblik paa offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende blev tilsendt Kontoret for De Europaeiske Faellesskabers Officielle Publikationer, men at den originale beslutning var blevet behoerigt underskrevet af den kompetente myndighed. I saa fald kan anbringendet om, at den myndighed, der underskrev de meddelte og offentliggjorte retsakter, savnede kompetence, med rette tilbagevises. Alene fremlaeggelsen af en saadan retsakt, der kan bekraefte den gyldighedsformodning, som er knyttet til faellesskabsretsakter, og som er den naturlige foelge af de strenge formkrav i forbindelse med vedtagelsesproceduren, kan i denne sag afhjaelpe den aabenbare kompetencemangel, som den anfaegtede beslutning er behaeftet med, saaledes som den blev meddelt sagsoegerne og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Af de nedenfor anfoerte grunde kan Retten kun fastslaa, at Kommissionen ikke har kunnet foere et saadant bevis.
107 Begge led i sagsoegernes andet supplerende anbringende om udstederens inkompetence maa herefter tiltraedes.
C ° Anbringendet om mangler ved stadfaestelsesproceduren for den af Kommissionen vedtagne retsakt
Parternes argumenter
108 Paa baggrund af den af Kommissionen den 31. marts 1991 fremlagte genpart af den anfaegtede retsakt, der for hver af de retsgyldige sprogversioners vedkommende er forsynet med en ° udateret ° paategning om stadfaestelse affattet paa fransk, har sagsoegerne gjort gaeldende, at den i henhold til artikel 12 i Kommissionens forretningsorden i den dagaeldende udgave foreskrevne stadfaestelse skal finde sted forud for meddelelsen af retsakten.
109 De har naermere anfoert, at Kommissionens formand og generalsekretaer paa et for sent tidspunkt har underskrevet en genpart af den anfaegtede retsakt, at de ikke har nogen bemyndigelse til efterfoelgende at aendre ordlyden af beslutninger, som er vedtaget af Kommissionen, eller til at godkende aendringer foretaget af andre end denne, og at de ikke kan lade den paagaeldende udgave af retsakten fremstaa som autentisk, idet de saaledes skaber risiko for vildledning af tredjemand med hensyn til datoen for vedtagelsen af beslutningen og dennes indhold som fastlagt ved vedtagelsen.
110 Sagsoegerne har saaledes gjort gaeldende, at stadfaestelsen, som blev foretaget for sent, ikke opfylder kravene i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden i den dagaeldende udgave.
111 Kommissionen har heroverfor anfoert, at stadfaestelsen i henhold til artikel 12 i forretningsordenen er en intern procedure, der paa ingen maade beroerer tredjemand, som derfor ikke kan paaberaabe sig nogen form for mangler herved.
112 Sagsoegte har endvidere gjort gaeldende, at det ikke fremgaar af forretningsordenens artikel 12, hvornaar stadfaestelsen af de vedtagne beslutninger skal foretages, og at retsvirkningerne af en af Kommissionen vedtaget beslutning i forhold til tredjemand ikke foelger af beslutningens stadfaestelse, men af dens meddelelse til dem, den retter sig til, jf. EOEF-traktatens artikel 191, stk. 2.
113 Ifoelge Kommissionen indebaerer stadfaestelsen af en af Kommissionen vedtaget beslutning, at Kommissionen bekraefter, at den har vedtaget beslutningen i overensstemmelse med reglerne. Kommissionen finder saaledes, at det paagaeldende anbringende ikke boer tiltraedes.
Rettens bemaerkninger
114 Det bemaerkes, at stadfaestelsespaategningen paa alle de retsgyldige sprogversioner af den anfaegtede retsakt ikke er dateret. I oevrigt har Kommissionen udtrykkeligt anerkendt, at stadfaestelsen alene blev foretaget for at goere det muligt for Kommissionen at efterkomme Rettens kendelse af 10. marts 1992 om foranstaltninger med henblik paa bevisoptagelse.
115 Endvidere bemaerkes, at den spanske, den italienske og den nederlandske udgave af beslutningen er forsynet med stadfaestelsespaategningen, selv om det fremgaar af referatet af Kommissionens 945. moede, som er fremlagt for Retten den 6. februar 1992, at de udkast til beslutning, der blev forelagt kommissaerkollegiet paa dette moede, udelukkende blev vedtaget paa tysk, engelsk og fransk.
116 I henhold til artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden i den dagaeldende udgave stadfaestes de af Kommissionen vedtagne retsakter ved, at de underskrives paa originalsproget eller originalsprogene af formanden og generalsekretaeren. Det fremgaar desuden af artikel 12, stk. 2, at ordlyden af retsakterne skal vedlaegges referatet af det kommissionsmoede, hvorunder deres vedtagelse er meddelt.
117 Det skal herved bemaerkes, at Domstolen i sin dom i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., jf. ovenfor, udtalte, at den i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden foreskrevne stadfaestelse af retsakter har til formaal at sikre retssikkerheden ved paa originalsprogene at fastnagle den tekst, der er vedtaget af kommissaerkollegiet, og at den saaledes goer det muligt i tilfaelde af en tvist at undersoege, om de tekster, der er meddelt og offentliggjort, er fuldt ud i overensstemmelse med den af Kommissionen vedtagne tekst og saaledes med udstederens vilje (praemis 75). Domstolen udtalte endvidere, at det foelger heraf, at den stadfaestelse af retsakter, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, udgoer en vaesentlig formforskrift efter traktatens artikel 173, og at en overtraedelse heraf kan give anledning til annullationssoegsmaal (praemis 76).
118 Det staar fast, at den omtvistede retsakt i det foreliggende tilfaelde ikke var blevet stadfaestet forud for underskrivelsen af referatet af Kommissionens 945. moede. Stadfaestelsen af retsakten synes tvaertimod ikke blot at vaere foretaget efter retsaktens meddelelse til de beroerte virksomheder og efter dens offentliggoerelse i EF-Tidende, men ogsaa efter annullationssoegsmaalenes anlaeg og forkyndelsen af Rettens kendelse af 10. marts 1992.
119 Stadfaestelsen af de dokumenter, der er fremlagt for Retten den 31. marts 1992, goer det herefter ikke muligt noejagtigt at fastlaegge datoen for vedtagelsen af den anfaegtede retsakt og dennes indhold, og den opfylder derfor ikke kravene i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden.
120 En saadan forsinket stadfaestelse kan saaledes ikke anses for at vaere i overensstemmelse med artikel 12 i Kommissionens forretningsorden. Retten maa paa den baggrund konkludere, at der ikke forelaa en retsakt, der var behoerigt stadfaestet i henhold til den naevnte bestemmelse i Kommissionens forretningsorden paa tidspunktet for beslutningens meddelelse til de beroerte virksomheder.
121 Sagsoegernes tredje supplerende anbringende om mangler ved stadfaestelsesproceduren for beslutningen maa herefter tiltraedes.
D ° Anbringendet om, at retsakten er en nullitet
122 Efter Rettens opfattelse har sagsoegerne med rette henvist til (jf. ovenfor, praemis 45-50), at den retsakt, der blev erklaeret for en nullitet ved Rettens dom i PVC-sagerne, blev udarbejdet og vedtaget under samme omstaendigheder som den i naervaerende sager anfaegtede retsakt. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Retten derfor boer overfoere sin argumentation i PVC-dommen til det foreliggende tilfaelde og paa den baggrund fastslaa, at retsakten er en nullitet.
123 Som naevnt i det foregaaende, blev Rettens dom af 27. februar 1992 i sagen BASF m.fl. mod Kommissionen imidlertid appelleret og ophaevet ved Domstolens dom i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., jf. ovenfor. I sidstnaevnte dom bemaerkede Domstolen, at der for Faellesskabets institutioners retsakter gaelder en formodning om lovlighed, og at de derfor har retsvirkninger, ogsaa selv om de er behaeftet med mangler, saa laenge de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage (praemis 48). Domstolen udtalte, at som en undtagelse fra dette princip boer retsakter, der er behaeftet med en mangel, hvis grovhed er saa aabenlys, at den ikke kan tolereres af Faellesskabets retsorden, anses for ikke at have haft nogen som helst, end ikke foreloebig, retsvirkning, dvs. at de juridisk boer anses for nulliteter (praemis 49). Domstolen fandt imidlertid, at de konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra Faellesskabets institutioner er en nullitet, er saa alvorlige, at det af retssikkerhedsmaessige grunde maa kraeves, at denne konstatering forbeholdes fuldstaendig ekstreme tilfaelde (praemis 50). Under anvendelse af disse principper paa PVC-beslutningen fastslog Domstolen foerst, at "Retten ... ikke [har] rejst tvivl om, at Kommissionen under moedet den 21. december 1988, saaledes som det fremgaar af vedkommende moedereferat, faktisk har besluttet at vedtage den i beslutningen indeholdte dispositive del, uanset hvilke mangler denne beslutning i oevrigt maatte vaere behaeftet med" (praemis 51). Domstolen udtalte videre: "De fejl med hensyn til kompetence og form, som Retten konstaterede i relation til den ved vedtagelsen af Kommissionens beslutning fulgte procedure, forekommer i oevrigt ° uanset om de betragtes isoleret eller under ét ° ikke at vaere saa klart grove, at den naevnte beslutning juridisk boer anses for en nullitet" (praemis 52). Ifoelge Domstolen anlagde Retten derfor en forkert retlig vurdering ved at erklaere den omhandlede beslutning for en nullitet (praemis 53).
124 Under anvendelse af de saaledes af Domstolen opstillede principper paa naervaerende sager kan Retten ikke tage sagsoegernes paastande om, at den anfaegtede beslutning er en nullitet, til foelge. Hvad foerst angaar beslutningens dispositive del bemaerkes, at de aendringer, der er foretaget i den af kommissaerkollegiet vedtagne tekst, ikke raekker ud over de ortografiske eller grammatiske aendringer, der er tilladt i henhold til Domstolens praksis (dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., praemis 68). De andre kompetence- og formmangler, der er konstateret ovenfor i naervaerende dom, maa efter Rettens opfattelse i hoej grad sidestilles med de i PVC-sagerne konstaterede mangler, hvorfor de ikke kan begrunde, at beslutningen erklaeres for en nullitet.
E ° Paastanden om annullation af den omtvistede beslutning
125 Som det fremgaar af ovenstaaende (jf. praemis 90, 107 og 121), finder Retten, at sagsoegernes tre supplerende anbringender, henholdsvis om en tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke maa aendres i vedtagne retsakter, om udstederens inkompetence og om mangler ved stadfaestelsesproceduren for retsakten, maa tiltraedes. Det fremgaar endvidere af de af Retten angivne grunde til, at anbringenderne maa tiltraedes, at beslutningen er vedtaget i strid med det for vedtagelse af Kommissionens beslutninger gaeldende kollegialitetsprincip og retssikkerhedsprincippet, og under tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 og vaesentlige formforskrifter.
126 Af de saaledes anfoerte grunde boer Kommissionens beslutning 89/191/EOEF af 21. december 1988 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.866 ° LdPE) annulleres.
Montedison' s paastand om erstatning
127 Sagsoegeren i sag T-105/89, Montedison, har nedlagt paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for de udgifter, sagsoegeren har afholdt under den administrative procedure, og at erstatte ethvert tab som foelge af opfyldelsen af beslutningen eller som foelge af forpligtelsen til i tilfaelde af udsaettelse med betalingen at stille sikkerhed herfor.
128 Det bemaerkes paa baggrund af en gennemgang af sagsoegerens indlaeg, at der ikke er anfoert et eneste argument til stoette for kravet, ligesom der ikke er foretaget en vurdering af det paastaaede tab, som kan give Retten grundlag for at tage stilling til sagsoegerens paastand. Paa baggrund heraf maa kravet afvises.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
129 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med de nedlagte paastande.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling)
1) Kommissionens paastand om afvisning af sag T-103/89 tages ikke til foelge.
2) Kommissionens beslutning 89/191/EOEF af 21. december 1988 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.866 ° LdPE) annulleres.
3) Paastanden om, at det fastslaas, at Kommissionens beslutning 89/191/EOEF af 21. december 1988 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.866 ° LdPE) er en nullitet, tages ikke til foelge.
4) Den i sag T-105/89 nedlagte paastand om erstatning afvises.
5) Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy