Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Konkurrence ° kompetencefordeling mellem Kommissionen og medlemsstaternes myndigheder ° de nationale myndigheders mulighed for at gribe ind over for aftaler, som er omfattet af faellesskabsrettens anvendelsesomraade ° begraensninger ° Kommissionens kompetence til at gribe ind over for situationer, som allerede er undersoegt af de nationale myndigheder
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
2. Konkurrence ° boeder ° stoerrelse ° sanktioner paalagt af Faellesskabet og sanktioner paalagt af en medlemsstats myndigheder for overtraedelse af den nationale konkurrencelovgivning ° kumulering ° tilladt ° Kommissionen forpligtet til at tage hensyn til nationale sanktioner, der er paalagt for de samme forhold
(Raadets forordning nr. 17, art. 15)
3. Konkurrence ° karteller ° aftaler mellem virksomheder ° deltagelse angiveligt sket under tvang ° ingen begrundelse for en virksomhed, der ikke har underrettet de kompetente myndigheder herom
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1; Raadets forordning nr. 17, art. 3)
4. Konkurrence ° karteller ° aftaler mellem virksomheder ° bevis for en aftale ° indicier fremfoert af Kommissionen ° begrundelse fremfoert af den paagaeldende virksomhed ° undersoeges af Faellesskabets retsinstanser
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
5. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° pligt ° raekkevidde ° beslutning i henhold til konkurrencereglerne
(EOEF-traktaten, art. 190)
6. Konkurrence ° faellesskabsregler ° Kommissionens anvendelse heraf ° selvstaendig i forhold til en national myndigheds anvendelse af tilsvarende nationale bestemmelser
(EOEF-traktaten, art. 85 og 86)
Sammendrag
1. Den samme aftale kan principielt vaere genstand for to samtidige sager, den ene ved Faellesskabet i henhold til traktatens artikel 85, den anden ved de nationale myndigheder i henhold til national ret. Selv om de nationale kartelmyndigheder saaledes kan gribe ind over for situationer, som kan vaere genstand for en kommissionsbeslutning, kan denne samtidige anvendelse af national ret under hensyn til traktatens almindelige maalsaetning dog kun accepteres, saafremt den ikke skader den ensartede anvendelse i hele faellesmarkedet af faellesskabsreglerne vedroerende karteller og den fulde virkning af de retsakter, som udstedes i henhold til disse regler.
Kommissionen har saaledes fortsat kompetence til i overensstemmelse med de faellesskabsretlige konkurrenceregler at traeffe afgoerelse vedroerende faktiske omstaendigheder, som allerede er undersoegt af de nationale myndigheder.
2. Selv om det saerlige system for kompetencefordelingen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne paa det kartelretlige omraade indebaerer, at der kan ske kumulering af sanktioner, saafremt der findes to sideloebende procedurer, der tjener forskellige formaal, kraever et almindeligt billighedshensyn, at Kommissionen ved udmaalingen af boeden i henhold til artikel 15 i forordning nr. 17 skal tage hensyn til sanktioner, som allerede maatte vaere paalagt den samme virksomhed for det samme forhold, naar der er tale om sanktioner for overtraedelse af en medlemsstats kartelregler, og overtraedelsen saaledes er sket paa Faellesskabets omraade.
3. En virksomhed, som deltager i en aftale, der er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, kan ikke paaberaabe sig, at den deltog heri under tvang fra de oevrige deltagere. Virksomheden kunne saaledes have underrettet de kompetente myndigheder om det pres, den var udsat for, eller have indgivet en klage til Kommissionen i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 i stedet for at have deltaget i aftalen.
4. Naar Kommissionen som bevis for en virksomheds deltagelse i en aftale, der er ulovlig efter traktatens artikel 85, stk. 1, henviser til en raekke faktiske omstaendigheder og fremstiller disse som indicier for, at aftalen findes, og den paagaeldende virksomhed imoedegaar disse indicier ved at henvise til, at de faktiske omstaendigheder var led i gennemfoerelsen af en patentlicensaftale, som efter Kommissionens opfattelse ikke er ulovlig, maa Retten undersoege, om de af Kommissionen fremfoerte indicier vil kunne forklares paa anden maade end med, at der findes en ulovlig aftale, og navnlig med den paaberaabte licensaftale.
5. Selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke i forbindelse med en beslutning i henhold til konkurrencereglerne, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure.
6. De lighedspunkter, der maatte vaere mellem konkurrencereglerne i en medlemsstats lovgivning og reglerne i traktatens artikel 85 og 86, kan ikke paa nogen maade indskraenke de selvstaendige befoejelser, Kommissionen har i forbindelse med gennemfoerelsen af artikel 85 og 86, saaledes at Kommissionen skulle vaere forpligtet til at anlaegge den samme vurdering som de myndigheder, der varetager gennemfoerelsen af en saadan national lovgivning.
Dommens præmisser
Sagens faktiske omstaendigheder
1 Naervaerende sag vedroerer Kommissionens beslutning 89/515/EOEF af 2. august 1989 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.553 ° Armeringsnet, EFT L 260, s. 1, herefter benaevnt "beslutningen"), hvorved fjorten producenter af armeringsnet blev paalagt en boede for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det produkt, der er genstand for Kommissionens beslutning, er armeringsnet. Armeringsnet er praefabrikerede armeringer af glat eller profileret koldtrukken staaltraad, som ved punktsvejsning i rette vinkler forbindes til et net. Det benyttes inden for naesten alle anvendelsesomraader for armeret jernbetonkonstruktion.
2 Fra 1980 udviklede der sig inden for denne sektor paa det tyske og franske marked samt Benelux-markedet en raekke aftaler og forskellige former for praksis, som ligger til grund for beslutningen.
3 Med hensyn til det tyske marked gav Bundeskartellamt den 31. maj 1983 tilladelse til et strukturkrisekartel bestaaende af de tyske producenter af armeringsnet. Tilladelsen blev forlaenget én gang og udloeb i 1988. Formaalet med kartellet var en kapacitetsnedskaering, men kartelaftalen indeholdt ogsaa bestemmelser om kvoter og prisarrangementer, idet der dog kun blev givet tilladelse hertil i de foerste to aar (126. og 127. betragtning til beslutningen).
4 Den franske Commission de la concurrence afgav den 20. juni 1985 en udtalelse vedroerende konkurrencesituationen paa det franske marked for armeringsnet, som blev fulgt op af den franske oekonomi-, finans- og budgetministers beslutning nr. 85-6 DC af 3. september 1985, hvorved der blev paalagt en raekke franske selskaber boeder for i perioden 1982-1984 at have truffet foranstaltninger og ivaerksat en praksis, som havde til formaal og til foelge at begraense eller fordreje konkurrencen og at hindre, at markedet kunne fungere normalt. Sagsoegeren blev paalagt en boede paa 10 000 FF for i perioden fra september 1983 til april 1984 at have deltaget i de handlinger, der er fastslaaet i beslutningen.
5 Den 6. og 7. november 1985 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), samtidigt og uden forudgaaende varsel kontrolundersoegelser hos syv virksomheder og to sammenslutninger af virksomheder, nemlig Tréfilunion SA, Sotralentz SA, Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL, Ferriere Nord SpA (Pittini), Baustahlgewebe GmbH (BStG), Thibo Draad- en Bouwstaalprodukten BV (Thibodraad), Bekaert NV, Syndicat national du tréfilage d' acier (STA) og Fachverband Betonstahlmatten eV. Den 4. og 5. december 1985 blev der foretaget yderligere kontrolundersoegelser hos ILRO SpA, G.B. Martinelli, Usines Gustave Boël NV (afdeling Trébos), Tréfileries de Fontaine-l' Évêque (TFE), Frère-Bourgeois Commerciale SA (FBC), Van Merksteijn Staalbouw BV og ZND Bouwstaal BV.
6 Paa grundlag af det materiale, som blev fundet ved kontrolundersoegelserne, og de oplysninger, som blev indhentet i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17, fandt Kommissionen, at de paagaeldende producenter fra 1980 til 1985 havde overtraadt traktatens artikel 85 ved en raekke aftaler og forskellige former for samordnet praksis vedroerende fastsaettelse af leveringskvoter og priser for armeringsnet. Kommissionen indledte derfor proceduren i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og den 12. marts 1987 fremsendte den meddelelse af klagepunkter til de paagaeldende virksomheder. Virksomhederne har besvaret disse klagepunkter. Den 23. og 24. november 1987 fandt der en hoering sted med deltagelse af repraesentanter for virksomhederne.
7 Efter afslutningen af denne procedure vedtog Kommissionen beslutningen. Det fremgaar heraf (22. betragtning), at konkurrencebegraensningerne havde form af en raekke aftaler og/eller samordnet praksis (herefter under ét benaevnt "aftaler") med det formaal at fastsaette priser og/eller leveringskvoter samt at opdele markederne for armeringsnet. Aftalerne vedroerte forskellige delmarkeder (de franske og tyske markeder samt Benelux-markedet), men paavirkede samtidig handelen mellem medlemsstater, fordi der deltog virksomheder fra flere medlemsstater. Det anfoeres i beslutningen: "I det foreliggende tilfaelde er der ikke saa meget tale om en global aftale mellem samtlige producenter i alle de paagaeldende medlemsstater, som om et kompleks bestaaende af flere aftaler med til dels skiftende deltagere. Aftalekomplekset har dog ved at regulere de enkelte delmarkeder foert til en vidtgaaende regulering af en betydelig del af faellesmarkedet."
8 Beslutningen har foelgende ordlyd:
"Artikel 1
Virksomhederne Tréfilunion SA, Société métallurgique de Normandie (SMN), CCG (TECNOR), Société de treillis et panneaux soudés (STPS), Sotralentz SA, Tréfilarbed SA, henholdsvis Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL, Tréfileries de Fontaine-l' Évêque, Frère-Bourgeois Commerciale SA (nu Steelinter SA), Usines Gustave Boël NV, afdeling Trébos, Thibo Draad- en Bouwstaalprodukten BV (nu Thibo Bouwstaal BV), Van Merksteijn Staalbouw BV, ZND Bouwstaal BV, Baustahlgewebe GmbH, ILRO SpA, Ferriere Nord SpA (Pittini) og G.B. Martinelli fu G.B. Metallurgica SpA har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i perioden fra den 27. maj 1980 til den 5. november 1985 i et eller flere tilfaelde deltog i en eller flere aftaler og/eller samordnet praksis (karteller), som bestod i fastsaettelse af salgspriser, begraensning af afsaetningen, opdeling af markederne og foranstaltninger med henblik paa anvendelse af og kontrol med disse aftaler.
Artikel 2
De i artikel 1 naevnte virksomheder skal ° saafremt de stadig er aktive inden for armeringsnet-sektoren i Faellesskabet ° straks ophoere med de konstaterede overtraedelser (hvis dette endnu ikke er sket) og i fremtiden i forbindelse med deres armeringsnet-aktiviteter afholde sig fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller lignende formaal eller virkning.
Artikel 3
For de i artikel 1 anfoerte overtraedelser paalaegges der nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:
1) Tréfilunion SA (TU) ° en boede paa 1 375 000 ECU
2) Société métallurgique de Normandie (SMN) ° en boede paa 50 000 ECU
3) Société des treillis et panneaux soudés (STPS) ° en boede paa 150 000 ECU
4) Sotralentz SA ° en boede paa 228 000 ECU
5) Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL ° en boede paa 1 143 000 ECU
6) Steelinter SA ° en boede paa 315 000 ECU
7) Usines Gustave Boël NV, afdeling Trébos ° en boede paa 550 000 ECU
8) Thibo Bouwstaal BV ° en boede paa 420 000 ECU
9) Van Merksteijn Staalbouw BV ° en boede paa 375 000 ECU
10) ZND Bouwstaal BV ° en boede paa 42 000 ECU
11) Baustahlgewebe GmbH (BStG) ° en boede paa 4 500 000 ECU
12) ILRO SpA ° en boede paa 13 000 ECU
13) Ferriere Nord SpA (Pittini) ° en boede paa 320 000 ECU
14) G.B. Martinelli fu G.B. Metallurgica SpA ° en boede paa 20 000 ECU
..."
Retsforhandlinger
9 Sagsoegeren har paa denne baggrund ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 23. oktober 1989 anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen. Ti af de tretten andre virksomheder, beslutningen er rettet til, har ligeledes anlagt sag.
10 Ved kendelser af 15. november 1989 har Domstolen i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1) henvist denne sag og de ti andre sager til Retten. Sagerne er registreret under nummer T-141/89 ° T-145/89 og T-147/89 ° T-152/89.
11 Ved kendelse af 13. oktober 1992 har Retten besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50.
12 Ved skrivelser indgivet til Rettens Justitskontor i perioden mellem den 22. april og den 7. maj 1993 har parterne besvaret de spoergsmaal, Retten havde stillet dem.
13 Paa grundlag af svarene paa spoergsmaalene og den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.
14 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under den mundtlige forhandling, der fandt sted fra den 14. til den 18. juni 1993.
Parternes paastande
15 Sagsoegeren har i staevningen nedlagt paastand om, at Kommissionens beslutning annulleres, og har yderligere og/eller subsidiaert nedlagt paastand om, at beslutningen aendres i formildende retning.
16 I replikken har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:
° Det fastslaas, at det over for selskabet er gjort gaeldende, at det deltog i tre saerskilte "aftaler".
° Beslutningen annulleres helt eller delvis.
° Mere subsidiaert aendres beslutningen paa grundlag af anbringenderne i processkriftet, og det fastslaas i stedet, at sagsoegeren ikke har gjort sig skyldig i de overtraedelser, der bestaar i det foerste og tredje klagepunkt, og hvad angaar det andet klagepunkt, kun i det af sagsoegeren beskrevne omfang. Den boede, der er paalagt sagsoegeren, nedsaettes derfor til et symbolsk beloeb.
° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
17 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
° Frifindelse.
° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Realiteten
18 Sagsoegeren har paaberaabt sig fire anbringender til stoette for paastandene. Det foerste anbringende stoettes paa, at Kommissionen manglede kompetence. Det andet anbringende stoettes paa en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, det tredje paa, at traktatens artikel 85, stk. 1, er tilsidesat, og det fjerde paa, at artikel 15 i forordning nr. 17 er tilsidesat.
19 Selv om sagsoegeren har fremfoert anbringenderne i den i foregaaende praemis naevnte raekkefoelge, finder Retten det hensigtsmaessigt foerst at undersoege anbringendet om, at Kommissionen manglede kompetence. Derefter undersoeges anbringendet om, at traktatens artikel 85, stk. 1, er tilsidesat, og endeligt anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og af artikel 15 i forordning nr. 17.
Anbringendet om Kommissionens manglende kompetence
Parternes argumenter
20 Sagsoegeren har anfoert, at de franske myndigheder har truffet afgoerelse vedroerende de samme faktiske omstaendigheder som Kommissionen, nemlig fastsaettelsen af priser og kvoter paa et enkelt nationalt marked, hvor der baade opererede indenlandske producenter og importoerer fra faellesmarkedet, idet den franske afgoerelse dog kun vedroerte de franske virksomheder og de virksomheder, hvis hovedforretningssted var beliggende i Frankrig (Tréfilarbed). Afgoerelsen blev udtrykkeligt truffet med hjemmel i bekendtgoerelsen af 30. juni 1945, og selv om det ikke udtrykkeligt fremgaar, maa den noedvendigvis ogsaa vaere truffet med hjemmel i faellesskabsretten. Ifoelge princippet "non bis in idem" har Kommissionen ikke kompetence til at traeffe afgoerelse vedroerende de samme faktiske omstaendigheder, og der kan ikke paa ny paalaegges de franske virksomheder sanktioner efter de samme oekonomisk-juridiske principper for de samme faktiske omstaendigheder.
21 Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at selv om Domstolen i dom af 13. februar 1969 (sag 14/68, Walt Wilhelm m.fl., Sml. s. 1) fastslog, at den samme aftale som udgangspunkt kan vaere genstand for to sideloebende procedurer, er den foreliggende sag forskellig fra Walt Wilhelm-sagen. I sidstnaevnte sag var der tale om en situation, hvor de to procedurer var blevet indledt naesten samtidigt, og hvor de retsregler, der kunne komme paa tale ° nemlig de tyske regler og faellesskabsreglerne ° var forskellige med hensyn til deres materielle og territoriale anvendelsesomraade. Situationen er en anden i den foreliggende sag. De franske myndigheder og Kommissionen traf beslutning vedroerende noejagtig de samme faktiske omstaendigheder, nemlig en international aftale med det formaal paa et nationalt marked for alle de virksomheder, som opererede paa dette marked, herunder importoererne, at fastsaette importkvoter og priser.
22 Endelig har sagsoegeren anfoert, at der baade i udtalelsen fra den franske Commission de la concurrence og i den franske ministers beslutning henvises til de problemer, som de aftaler, de udenlandske virksomheder deltog i, medfoerte for handelen mellem medlemsstater. Selv om Kommissionen er kommet i besiddelse af et omfattende bevismateriale, har den hverken i beslutningen eller i meddelelsen af klagepunkter angivet, hvilke nye faktiske omstaendigheder der er blevet paavist ved dette bevismateriale, og navnlig paa hvilken maade det udtrykkeligt vedroerte selskabet.
23 Kommissionen har for det foerste anfoert, at det er forkert, naar sagsoegeren goer gaeldende, at de franske myndigheder traf afgoerelse med hjemmel i faellesskabsretten og vedroerende de samme faktiske omstaendigheder som dem, der er omhandlet i beslutningen. Den franske beslutning er udelukkende en beslutning i henhold til artikel 50 i bekendtgoerelse nr. 45-1483 af 30. juni 1945, og sagsoegerens opfattelse af, at den, "selv om det ikke udtrykkeligt fremgaar, noedvendigvis" ogsaa maa vaere truffet med hjemmel i faellesskabsretten, er uden retlig betydning. Naar de franske myndigheder anvender de faellesskabsretlige konkurrenceregler, henviser de udtrykkeligt hertil. Endvidere har Kommissionen anfoert, at der i den franske beslutning ikke er taget hensyn til aftalernes virkning paa handelen inden for Faellesskabet, men kun virkningerne paa det franske marked, saaledes som det fremgaar af punkt X.1.C. i den udtalelse, der danner baggrund for beslutningen.
24 For det andet har Kommissionen bestridt sagsoegerens fortolkning af Walt Wilhelm-dommen. Denne sag vedroerte ganske vist et tilfaelde, der var forskelligt fra det foreliggende, men der er intet grundlag for den modsaetningsslutning, sagsoegeren forsoeger at drage ved at henvise til, at de procedurer, der var indledt paa faellesskabsplan og nationalt i Walt Wilhelm-sagen, var samtidige, og heraf udlede, at Kommissionen ikke skulle have kompetence i denne sag, idet den anfaegtede beslutning er vedtaget efter de franske myndigheders beslutning. Det anfoeres saaledes i praemis 4 i Walt Wilhelm-dommen, at "at de nationale myndigheder for saa vidt angaar karteller principielt ligeledes kan gribe ind over for situationer, som kan vaere genstand for en kommissionsbeslutning". Naar en situation, som undersoeges af nationale myndigheder, "kan" vaere genstand for en kommissionsbeslutning, indebaerer det ifoelge Kommissionen, at den fuldt ud bevarer retten til at gribe ind over for situationer, som nationale myndigheder allerede har undersoegt. Det er aabenbart, at det forhold, at en national konkurrencemyndighed griber ind, ikke indebaerer, at Kommissionen mister sine befoejelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 89.
25 Endelig har Kommissionen anfoert, at den var i besiddelse af bevismateriale, som den franske Commission de la concurrence ikke havde (jf. bl.a. bilag 6 og 21 til meddelelsen af klagepunkter).
Rettens bemaerkninger
26 Det bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis kan den samme aftale principielt vaere genstand for to samtidige sager, den ene ved Faellesskabet i henhold til traktatens artikel 85, den anden ved de nationale myndigheder i henhold til national ret. Domstolen har saaledes fastslaaet, at de nationale kartelmyndigheder kan gribe ind over for situationer, som kan vaere genstand for en kommissionsbeslutning. Under hensyn til traktatens almindelige maalsaetning kan denne samtidige anvendelse af national ret dog kun accepteres, saafremt den ikke skader den ensartede anvendelse i hele faellesmarkedet af faellesskabsreglerne vedroerende karteller og den fulde virkning af de retsakter, som udstedes i henhold til disse regler (jf. den naevnte dom i sagen Walt Wilhelm m.fl., praemis 4).
27 Kommissionen har saaledes fortsat kompetence til i overensstemmelse med de faellesskabsretlige konkurrenceregler at traeffe afgoerelse vedroerende faktiske omstaendigheder, som allerede er undersoegt af de nationale myndigheder.
28 Det bemaerkes, at i dette tilfaelde er den franske oekonomi-, finans- og budgetministers beslutning nr. 85-6 DC truffet paa grundlag af den franske Commission de la concurrence' s udtalelse af 20. juni 1985, og det fremgaar af beslutningen, at den er truffet med hjemmel i artikel 50 i bekendtgoerelse nr. 45-1483, hvilket sagsoegeren i oevrigt har erkendt. Beslutningen er saaledes truffet i overensstemmelse med de nationale konkurrenceregler, som tager sigte paa aftalernes virkning paa det indenlandske marked. Endvidere finder Retten, at Kommissionen, saaledes som den med rette har anfoert, kunne drage sine egne slutninger paa grundlag af det bevismateriale, den havde, og som ikke noedvendigvis var det samme som det, den franske Commission de la concurrence havde. For det andet er Kommissionen ikke bundet af de nationale myndigheders vurdering.
29 Hertil kommer, at der efter Domstolens praksis kan ske kumulering af sanktioner, saafremt der findes to sideloebende procedurer, der tjener forskellige formaal. Dette foelger af det saerlige system for kompetencefordelingen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne paa det kartelretlige omraade. Domstolen har imidlertid fastslaaet, at et almindeligt billighedshensyn kraever, at Kommissionen ved udmaalingen af boeden skal tage hensyn til sanktioner, som allerede maatte vaere paalagt den samme virksomhed for det samme forhold, naar der er tale om sanktioner for overtraedelse af en medlemsstats kartelregler, og overtraedelsen saaledes er sket paa Faellesskabets omraade (jf. i denne forbindelse den naevnte dom i sagen Walt Wilhelm m.fl., praemis 11, og Domstolens dom af 14.12.1972, sag 7/72, Boehringer mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 323, org. ref.: Rec. s. 1281, praemis 3).
30 Det maa fastslaas, at det er tilfaeldet i denne sag, hvor Kommissionen i 205. betragtning til beslutningen har taget hensyn til den boede, som allerede var paalagt af de franske myndigheder.
31 Anbringendet maa saaledes forkastes.
Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1
32 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at Kommissionens undersoegelse af markedet er behaeftet med fejl. Endvidere har selskabet gjort gaeldende, at det ikke deltog i aftalerne paa det franske marked i perioden 1981-1982. Herudover har selskabet paapeget en fejl i beslutningen med hensyn til varigheden af selskabets deltagelse i aftalerne paa det franske marked i perioden 1983-1984. Endelig har sagsoegeren bestridt at have deltaget i en aftale med BStG med det formaal at fastsaette kvoter for dets eksport til Tyskland.
I ° Det relevante marked
Parternes argumenter
33 Sagsoegeren har indledningsvis anfoert, at beslutningen er behaeftet med saadanne mangler med hensyn til de tekniske og oekonomiske spoergsmaal, at Retten ikke kan udoeve sin kontrol. Sagsoegeren har anfoert, at der i beslutningen (3. betragtning) er en fejl, idet der opregnes tre typer armeringsnet (lager-, katalog- og specialnet), mens der kun findes to typer maskiner: maskiner, hvorpaa der kun kan fremstilles lagernet, og maskiner, der kan fremstille specialnet. Ifoelge sagsoegeren er disse to typer armeringsnet ikke i indbyrdes konkurrence, og det vil kun kunne vaere tilfaeldet, saafremt lagernet som foelge af udefra kommende og uforudsigelige begivenheder og et systematisk fald i prisen paa lagernet "haler ind" paa specialnet. Sagsoegeren har dog erkendt, at dette har vaeret tilfaeldet i den omhandlede periode.
34 Kommissionen har anfoert, at saaledes som dette anbringende er formuleret, kan man faa indtryk af, at det vedroerer beslutningens begrundelse. En gennemlaesning af side 8-14 i staevningen, hvortil sagsoegeren har henvist, viser imidlertid, at der blot er tale om forskellige overvejelser vedroerende afgraensningen af det relevante marked. Naar det i tredje betragtning til beslutningen anfoeres, at "lagernet og katalognet ... i vid udstraekning [kan] erstatte hinanden", og at "man kan ... tale om et marked for armeringsnet, inden for hvilket der findes et delmarked for specialnet", siges der ikke andet end det, sagsoegeren har gjort gaeldende.
Rettens bemaerkninger
35 Retten finder, at som Kommissionen med rette har anfoert, vedroerer sagsoegerens anbringende forhold i forbindelse med afgraensningen af det relevante marked, og at anbringendet ikke er underbygget. Det fremgaar saaledes af de dokumenter, som er naevnt i 86.-107. betragtning til beslutningen, at der er forskelle mellem lagernet og katalognet, og priserne er forskellige. Endvidere er sagsoegerens gennemgang af beslutningen ukorrekt, idet det fremgaar af tredje betragtning hertil, at lagernet og katalognet i vid udstraekning kan erstatte hinanden, og at der inden for markedet for armeringsnet findes et delmarked for specialnet. Endelig bemaerkes, at det fremgaar af det, sagsoegeren selv har anfoert, at der er og har vaeret mulighed for konkurrence mellem de forskellige typer armeringsnet.
36 Anbringendet maa saaledes forkastes.
II ° Beviset for aftalerne
A ° Det franske marked
1. Perioden 1981-1982
Den anfaegtede retsakt
37 Det anfoeres i beslutningen (23.-50. og 159. betragtning), at sagsoegeren fra april 1981 til marts 1982 deltog i en foerste serie af aftaler paa det franske marked. Aftalerne omfattede paa den ene side de franske producenter (Tréfilunion, STPS, SMN, CCG og Sotralentz) og paa den anden side de udenlandske producenter, som opererede paa det franske marked (ILRO, Ferriere Nord, Martinelli, Boël/Trébos, TFE, FBC og Tréfilarbed). Formaalet hermed var at fastsaette priser og kvoter med henblik paa at begraense importen af armeringsnet til Frankrig.
Parternes argumenter
38 Sagsoegeren har bestridt at have deltaget i aftalerne og har anfoert, at Kommissionen paa ingen maade har foert bevis for, at selskabet deltog heri.
39 Sagsoegeren har anfoert, at tabellen i bilag 6 til meddelelsen af klagepunkter, som er gengivet i 29. betragtning til beslutningen, og hvoraf fremgaar, hvilke maengder armeringsnet de franske producenter leverede fra 1978 til 1981, og hvilke kvoter der blev tildelt den enkelte virksomhed, ikke er et klart bevis. Tabellen blev udarbejdet i oktober 1982. Den tager udgangspunkt i 1981, og der henvises til foerste halvaar 1982. Der er intet i tabellen, der viser, at der var forudsat kvoter for perioden fra april 1981 til marts 1982. I oevrigt forstaar sagsoegeren ikke, hvilken interesse der kunne vaere i i oktober 1982 at beregne kvoter paa grundlag af ti maaneder i 1981 og de foerste to maaneder i 1982.
40 Hvad angaar det telex, Marie, Tréfilunion, den 23. april 1982 sendte til Cattapan, Ferriere Nord (bilag 21 til meddelelsen af klagepunkter, 42. betragtning til beslutningen), og som vedroerer "fornyelse" eller forlaengelse af aftalerne fra 1981-1982 ° der udloeb den 31. marts 1982 ° i de foelgende tre eller fire maaneder, har sagsoegeren anfoert, at det viser det modsatte af, hvad Kommissionen har anfoert. Marie skrev saaledes, at "Sotral' s endelige holdning foerst vil vaere kendt i uge 17. Denne holdning boer ikke aendre ved den beslutning, vi alle har truffet". Ifoelge sagsoegeren er Kommissionens fortolkning af telexet forkert, idet det fremgaar heraf, at den holdning, man afventede, kunne vaere positiv eller negativ, og hvis det med hensyn til fremtiden var uden betydning, at Sotralentz ikke deltog, maa det ogsaa have vaeret tilfaeldet med hensyn til den allerede forloebne periode. Sagsoegerens opfattelse underbygges af referatet af det moede, som den 21. april 1982 blev holdt i "klubben af nationaliserede selskaber" med deltagelse af deres samarbejdspartnere (bilag 24 til meddelelsen af klagepunkter, 45. betragtning til beslutningen), men uden Sotralentz. Det anfoeres heri, at "Sigward (Tréfilunion) vil forsoege at faa et moede med Lentz (Sotralentz) inden for en uge for at anmode ham om at tilslutte sig de aftaler, som er indgaaet under dette moede".
41 Hvad angaar tabellen i bilag 6 til meddelelsen af klagepunkter har Kommissionen anfoert, at selv om den blev udarbejdet ved udgangen af 1982, viser den klart, hvorledes aftalerne fungerede i perioden 1981-1982, og det fremgaar heraf, at Sotralentz var en af de beroerte virksomheder. Kvoterne blev i stor udstraekning fordelt paa grundlag af de markedsandele, de deltagende virksomheder hver isaer havde realiseret tidligere, i overensstemmelse med den fremgangsmaade, der er beskrevet i 27. betragtning til beslutningen, og paa grundlag af et internt notat fra Tréfilunion af 1. december 1981 (bilag 5 til meddelelsen af klagepunkter, 24. betragtning til beslutningen), hvori der henvises til "den seneste aftale". Der er saaledes foert bevis herfor, selv om der ses bort fra tabellen. Sagsoegeren kan ikke goere gaeldende, at tabellen kun kunne anvendes i den periode, hvor den blev udarbejdet, dvs. i andet halvaar 1982. Der anfoeres saaledes i denne tabel i kolonnen "kvoter" en markedsandel paa 7,40% for Tréfilarbed. I 1980 svarede denne andel af det franske marked noejagtigt til 15 600 tons, dvs. de 1 300 tons, som blev omtalt under et moede mellem Tréfilarbed og Tréfilunion den 20. oktober 1981, saaledes som det fremgaar af et notat fra Tréfilunion af 23. oktober 1981 (bilag 1 til meddelelsen af klagepunkter, 46. betragtning til beslutningen). Dette skal sammenholdes med det naevnte telex af 1. december 1981, hvori Duroux, Tréfilunion, anfoerer, at "de importerede maengder i det store og hele holdt sig paa 1980-niveau" paa det franske marked i 1981. Det er saaledes klart, at tabellen i bilag 6 til meddelelsen af klagepunkter skal ses i sammenhaeng med forlaengelsen af aftalerne fra 1981-1982 og viser, hvorledes de fungerede, uanset hvad beregningerne heri maatte vaere anvendt til ved udgangen af 1982.
42 Endvidere har Kommissionen anfoert, at referatet af moedet den 21. april 1982 (bilag 21 til meddelelsen af klagepunkter) og Marie' s telex af 23. april 1982 (bilag 24 til meddelelsen af klagepunkter) tidsmaessigt ligger efter aftalerne fra 1981-1982 og vedroerer forlaengelsen heraf. Disse dokumenter viser, at der skulle indgaas nye aftaler, som Sotralentz blev opfordret til at tiltraede. Endvidere viser dokumenterne, at Sotralentz paa dette tidspunkt stadig blev anset for at vaere medlem af "den franske gruppe", og at selskabet skulle inddrages i forhandlingerne om vilkaarene for de italienske producenter i forbindelse med forlaengelsen af aftalerne fra 1981-1982. Hvis det ikke var tilfaeldet, og hvis sagsoegeren, saaledes som selskabet har anfoert, ikke havde deltaget i aftalerne fra 1981-1982, var der ingen grund til, at selskabet skulle inddrages i forlaengelsen af aftalerne med de italienske producenter. Med hensyn til Marie' s udtalelse om, at Sotralentz' holdning ikke burde "aendre ved den beslutning, vi alle har truffet", maa denne ogsaa ses i sammenhaeng med forhandlingerne med de italienske producenter, og udtalelsen viser, at de italienske producenter ikke skulle kunne henvise til Sotralentz' muligt afvigende holdning (eller at selskabet i fremtiden ikke overholdt de nye priser, der netop var aftalt) som begrundelse for ikke at overholde de forpligtelser, de havde paataget sig.
Rettens bemaerkninger
43 Det bemaerkes, at Kommissionen over for sagsoegeren har paaberaabt sig en raekke dokumenter, som ° naar de ses i sammenhaeng og vurderes under ét ° ifoelge Kommissionen viser, at der i perioden 1981-1982 blev indgaaet aftaler paa det franske marked, bl.a. tabellen i bilag 6 til meddelelsen af klagepunkter, Tréfilunion' s notat af 23. oktober 1981 (bilag 1 til meddelelsen af klagepunkter) og Tréfilunon' s interne notat af 1. december 1981 (bilag 5 til meddelelsen af klagepunkter), og en raekke dokumenter, som ° ligeledes naar de ses i sammenhaeng og vurderes under ét ° ifoelge Kommissionen udgoer bevis for, at der blev gjort forsoeg paa at forlaenge disse aftaler, bl.a. telexet af 20. april 1982 fra Cattapan, Ferriere Nord, til Ferriere Nord' s og Martinelli' s repraesentant i Frankrig, Italmet (bilag 20 til meddelelsen af klagepunkter, 42. betragtning til beslutningen), Marie' s telex af 23. april 1982 til Cattapan (bilag 21 til meddelelsen af klagepunkter, 42. betragtning til beslutningen) og referatet af moedet den 21. april 1982 (bilag 24 til meddelelsen af klagepunkter, 45. betragtning til beslutningen). De sidstnaevnte dokumenter set i sammenhaeng med de foerstnaevnte udgoer ifoelge Kommissionen bevis for, at Sotralentz deltog i aftalerne fra 1981-1982.
44 Retten finder, at de dokumenter, der viser, at forskellige virksomheder gjorde forsoeg paa at forlaenge aftalerne fra 1981-1982, ikke i sig selv er direkte bevis for, at sagsoegeren deltog i aftalerne. Dokumenterne viser kun, at de virksomheder, som allerede havde tiltraadt forlaengelsen, var interesseret i ogsaa at faa Sotralentz' tiltraeden, og at de gjorde forsoeg paa at overbevise selskabet. Dokumenterne viser endvidere, at Sotralentz paa det relevante tidspunkt ikke fulgte de omhandlede aftaler, saaledes som Kommissionen i oevrigt har erkendt. Endelig er dokumenterne et indicium for de foranstaltninger, der ville blive truffet over for Sotralentz, saafremt selskabet ikke tiltraadte forlaengelsen af aftalerne.
45 Beviset for Sotralentz' deltagelse i en konkurrencebegraensende adfaerd maa saaledes soeges i andre dokumenter. For saa vidt angaar tabellen i bilag 6 til meddelelsen af klagepunkter, som efter Kommissionens opfattelse er et afgoerende bevis, bemaerkes, at den er dateret 1. oktober 1982, og at den, saaledes som Kommissionen ligeledes har erkendt i retsmoedet, er resultatet af en sammenstilling af to kolonner vedroerende de kvoter, der angiveligt blev anvendt fra april 1981 til marts 1982. I den foerste af disse kolonner tildeles der en kvote til en virksomhed (TECTA), som ikke er naevnt i den anden. Kommissionen har ikke i besvarelse af et spoergsmaal, Retten stillede herom i retsmoedet, kunnet give nogen sammenhaengende forklaring paa denne uoverensstemmelse. Endelig er de kvoter, der skulle vaere tildelt de forskellige virksomheder, forskellige i de to kolonner. Disse forhold set under ét goer, at dokumentets trovaerdighed er tvivlsom.
46 Det bemaerkes i denne forbindelse, at det kun er de franske producenter, der naevnes i tabellen, men der henvises ikke til de kvoter, som angiveligt blev tildelt de udenlandske producenter. Retten finder derfor, at dette dokument ° som Kommissionen i oevrigt har erkendt under den skriftlige og mundtlige forhandling ° ikke er bevis for, at sagsoegeren, saaledes som det goeres gaeldende i beslutningen, deltog i aftaler, som blev tiltraadt af udenlandske producenter, og som paavirkede handelen inden for Faellesskabet, hvilket ville have gjort Kommissionens indgriben berettiget. Kommissionen har ganske vist forsoegt at forklare tabellen med henvisning til andre beviser for, at aftalerne fandtes, og hvorledes de fungerede, navnlig Tréfilunion' s interne notat af 1. december 1981 (bilag 5 til meddelelsen af klagepunkter), hvori der henvises til "den seneste aftale", og notatet af 23. oktober 1981 (bilag 1 til meddelelsen af klagepunkter), hvori droeftelserne herom omtales. Disse bilag er imidlertid ikke blevet fremsendt til Sotralentz og kan derfor ikke paaberaabes over for selskabet, og hertil kommer, at der ikke i nogen af notaterne er en eksplicit eller implicit henvisning til Sotralentz.
47 Kommissionen findes herefter ikke at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i aftalerne paa det franske marked i perioden 1981-1982.
48 Sagsoegerens anbringende maa herefter tiltraedes, saaledes at beslutningen maa annulleres, for saa vidt det heri forudsaettes, at sagsoegeren deltog i de aftaler, der blev gennemfoert paa det franske marked i perioden 1981-1982.
2. Perioden 1983-1984
Den anfaegtede retsakt
49 Det goeres i beslutningen (51.-76. samt 160. og 161. betragtning) gaeldende, at sagsoegeren deltog i en anden serie af aftaler paa det franske marked. De omfattede paa den ene side de franske producenter (Tréfilunion, STPS, SMN, CCG og Sotralentz) og paa den anden side de udenlandske producenter, som opererede paa det franske marked (ILRO, Ferriere Nord, Martinelli, Boël/Trébos, TFE, FBC ° FBC markedsfoerte TFE' s produkter ° og Tréfilarbed). Formaalet hermed var at fastsaette priser og kvoter med henblik paa at begraense importen af armeringsnet til Frankrig og at udveksle oplysninger. Denne serie af aftaler blev gennemfoert mellem begyndelsen af 1983 og slutningen af 1984 og blev formaliseret ved en saakaldt "protocole d' accord", vedtaget i oktober 1983 for perioden fra den 1. juli 1983 til den 31. december 1984. Heri sammenfattedes resultaterne af forhandlingerne mellem de franske, italienske og belgiske producenter og Arbed vedroerende de kvoter og priser, der skulle anvendes paa det franske marked, og kvoterne for de belgiske, italienske og tyske producenter blev fastsat til 13,95% af forbruget paa det franske marked "som led i en aftale mellem disse producenter og de franske producenter".
Parternes argumenter
50 Sagsoegeren har erkendt at have deltaget i disse aftaler. Selskabet har imidlertid anfoert, at det kun under tvang og trusler om gengaeldelsesforanstaltninger tilsluttede sig aftalerne. Med hensyn til varigheden af selskabets deltagelse har sagsoegeren anfoert, at det ophoerte med at deltage i juni 1984. Hverken i meddelelsen af klagepunkter eller i beslutningen har Kommissionen praeciseret, hvornaar selskabet ophoerte med at deltage, mens det i 76. betragtning laegges til grund, at Arbed og de belgiske producenter ophoerte med at deltage i juni 1984.
51 Kommissionen har heroverfor anfoert, at Sotralentz ikke er naevnt i 76. betragtning til beslutningen, fordi Kommissionen ikke ved, om selskabet overholdt den saakaldte "protocole d' accord" ° som skulle vaere gaeldende til 31. december 1984 ° efter juni 1984. Da der var tvivl, er der ikke paalagt selskabet nogen boede for perioden efter dette tidspunkt. Selv om sagsoegerens saerlige forhold i relation til aftalerne fra 1983-1984 ikke er udtrykkeligt omtalt, fremgaar det af beslutningen, at der var forskelle i "grovheden og varigheden af de paagaeldende virksomheders deltagelse" (203. betragtning), og at "parterne i nogle tilfaelde ikke overholdt de aftalte priser og maengder" (200. betragtning).
Rettens bemaerkninger
52 Det bemaerkes, at sagsoegeren har erkendt at have deltaget i de aftaler, der blev gennemfoert paa det franske marked i 1983-1984, men har bestridt varigheden af selskabets deltagelse.
53 Retten finder for det foerste ikke, at sagsoegeren kan goere gaeldende, at selskabet deltog i aftalerne under tvang. Selv om det laegges til grund, at der blev udoevet pres over for sagsoegeren, kunne selskabet have givet meddelelse herom til de kompetente myndigheder og have indgivet en klage til Kommissionen i medfoer af artikel 3 i forordning nr. 17 i stedet for at have deltaget i de omhandlede aftaler (jf. Rettens dom af 10.3.1992, sag T-9/89, Huels mod Kommissionen, Sml. II, s. 499, praemis 128).
54 Med hensyn til varigheden af sagsoegerens deltagelse i aftalerne bemaerkes, at den saakaldte "protocole d' accord" fra oktober 1983 blev indgaaet for perioden fra den 1. juli 1983 til den 31. december 1984. Retten finder, at beslutningen maa fortolkes saaledes, at de deltagende virksomheder er anset for at have deltaget i overtraedelsen fra den 1. juli 1983 til den 31. december 1984, bortset fra de tilfaelde, hvor der i beslutningen udtrykkeligt er angivet en anden dato. Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen i 70. betragtning til beslutningen har anfoert, at ILRO ikke overholdt aftalerne efter maj 1984, mens det i 76. betragtning anfoeres, at Boël/Trébos, TFE/FBC og Arbed ikke overholdt dem efter juni 1984. Retten finder derfor, at da Sotralentz ikke udtrykkeligt er naevnt, er selskabet anset for at have deltaget i overtraedelsen fra juli 1983 til den 31. december 1984.
55 Retten kan ikke tiltraede Kommissionens argument om, at da den ikke vidste, om Sotralentz overholdt aftalerne efter juni 1984, paalagde den paa grund af tvivlen ikke selskabet en boede for perioden efter juni 1984. Hvis Kommissionen ikke kunne foere bevis for, at sagsoegeren fortsat deltog i aftalerne efter juni 1984, og derfor ikke paalagde selskabet en boede for perioden efter dette tidspunkt, skulle den have praeciseret det i beslutningen, saaledes at sagsoegeren kunne se, hvorledes varigheden af selskabets deltagelse blev vurderet i forhold til overtraedelsens generelle varighed. Kommissionen har ikke overholdt denne forpligtelse ved i 203. betragtning til beslutningen at anfoere, at den generelt tog hensyn til grovheden og varigheden af de paagaeldende virksomheders deltagelse.
56 Sagsoegerens anbringende maa herefter delvis tiltraedes, saaledes at beslutningen maa annulleres, for saa vidt det heri forudsaettes, at selskabet efter juni 1984 deltog i de aftaler, der blev gennemfoert paa det franske marked i perioden 1983-1984.
B ° Aftalerne mellem BStG og Sotralentz
Den anfaegtede retsakt
57 Det anfoeres i beslutningen (144., 145., 146. og 177. betragtning) i forbindelse med behandlingen af aftalerne til beskyttelse af det tyske strukturkrisekartel mod ukontrolleret import af armeringsnet, at sagsoegeren deltog i en aftale med BStG om regulering af selskabets eksport til Tyskland. Der henvises i beslutningen til et telex fra BStG til Sotralentz af 24. oktober 1985, hvori meddeles, hvilke maengder der er leveret til det tyske marked, og til Sotralentz' svar ved telex af 4. november 1985, hvori der gives oplysninger om de maengder, selskabet eksporterede til Tyskland i september og oktober 1985. Ifoelge beslutningen, der paa dette punkt er baseret paa BStG' s direktoer, Michael Mueller' s udtalelser til Kommissionens tjenestemaend i forbindelse med kontrolundersoegelserne den 6. og 7. november 1985, fandt denne informationsudveksling sted hver maaned og udgjorde i hvert fald en samordnet praksis, som kunne paavirke handelen mellem medlemsstater (144. og 177. betragtning). Det fastslaas i beslutningen, at informationsudvekslingen ikke blot vidner om, at der fandtes en kvoteaftale, men ogsaa om BStG' s bestraebelser paa noeje at kontrollere importen fra Frankrig paa maanedsbasis (146. betragtning). Denne beregningsmetode laa ogsaa til grund for kartelaftalen.
58 Ifoelge beslutningen forsoegte BStG og Sotralentz at begrunde denne korrespondance med, at der fandtes en patentlicensaftale mellem de to virksomheder, hvorefter Sotralentz havde ret til at fremstille katalognet i Frankrig i henhold til BStG-patentet. Oplysningerne om Sotralentz' eksportmaengder blev ifoelge selskabet givet med henblik paa, at det kunne opfylde de meddelelses- og betalingsforpligtelser, der paahvilede det i henhold til aftalen. Ifoelge beslutningen (145. betragtning) taler herimod dog foelgende: a) En licenstagers meddelelsespligt vedroerer hans samlede produktion og ikke kun leverancerne til et bestemt marked, b) BStG gav oplysninger om de noejagtige leverancer til det tyske marked, hvilket kun kan forklares med, at der fandtes en kvoteordning, og c) BStG' s patenter var udloebet, inden de omhandlede oplysninger blev meddelt, saaledes at Sotralentz ikke laengere havde nogen meddelelses- eller betalingspligt.
Parternes argumenter
59 Sagsoegeren har anfoert, at den informationsudveksling, der er gjort gaeldende over for selskabet, kan forklares med patentlicensaftalen mellem BStG og selskabet. Det var noedvendigt at indgaa aftalen af 28. juni 1979 efter et mislykket forsoeg paa at faa et oestrigsk patent i 1976, for at selskabet kunne fremstille en saerlig form for armeringsnet, og for at selskabet kunne komme ind paa markedet i den syd-oestlige del af Tyskland, hvor afstanden ikke var saerlig stor. Den af BStG indroemmede licens omfattede Tyskland og Nederlandene.
60 Sagsoegeren har videre anfoert, at den maanedlige udveksling af oplysninger om leverancer til Tyskland var begrundet i denne aftale, idet informationsudvekslingen skulle lette opfyldelsen af parternes gensidige forpligtelser. Med hensyn til den omstaendighed, at der ikke blev udvekslet oplysninger om leverancerne til Nederlandene, har sagsoegeren anfoert, at disse leverancer var meget beskedne i forhold til det loft, der var fastsat i aftalen, og det var derfor ikke noedvendigt med en maaneds- eller kvartalsvis kontrol. Endelig har sagsoegeren anfoert, at licensaftalen ikke paa nogen maade stod i forbindelse med fordelingen af det tyske marked og laa tre et halvt aar forud for oprettelsen af det tyske krisekartel.
61 Kommissionen har anfoert, at den ikke ansaa licensaftalen med BStG som saadan for at vaere en overtraedelse, men det forhold, at BStG gav Sotralentz oplysning om selskabets samlede leverancer til Tyskland, er et indicium for, at der fandtes en kvoteaftale. Da informationsudvekslingen skete paa maanedsbasis, og naar henses til andre oplysninger i sagen, har Kommissionen med rette kunnet fastslaa, at den i beslutningen anfaegtede informationsudveksling ikke skete i henhold til forpligtelserne i licensaftalen.
62 I besvarelse af de spoergsmaal, som Retten har stillet under den skriftlige forhandling og i retsmoedet, har parterne oplyst, hvilke patenter der var omfattet af licensaftalen mellem sagsoegeren og BStG, og hvornaar de udloeb.
Rettens bemaerkninger
63 Det maa undersoeges, om de af Kommissionen paapegede forhold ° den maanedlige informationsudveksling og det forhold, at BStG gav Sotralentz oplysning om de samlede maengder, som blev leveret i Tyskland ° udgoer en sammenhaengende raekke af alvorlige og praecise indicier for, at der fandtes et kvoteaftale.
64 Der bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren har imoedegaaet disse indicier ved at henvise til, at den fastslaaede informationsudveksling var begrundet med, at selskabet havde indgaaet en patentlicensaftale med BStG. Retten maa derfor undersoege, om de af Kommissionen fremfoerte indicier vil kunne forklares paa anden maade end med, at der fandtes en kvoteaftale, og navnlig med, at der fandtes en patentlicensaftale mellem BStG og Sotralentz (jf. Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 ° C-129/85, Ahlstroem m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, praemis 70, 71 og 72).
65 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen ikke har udtalt sig om, hvorvidt patentlicensaftalen mellem BStG og Sotralentz var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Dette spoergsmaal er derfor uden betydning for Rettens vurdering.
66 Med hensyn til antallet af patenter, som er omfattet af licensaftalen af 28. juni 1979, og disses varighed maa det paa grundlag af parternes svar paa de spoergsmaal, som Retten har stillet under den skriftlige og mundtlige forhandling, fastslaas, at BStG var indehaver af patenter paa det franske, nederlandske og tyske omraade. Med hensyn til det franske omraade var BStG indehaver af patent nr. 1 578 746 ("procédé pour l' obtention d' une barre d' armature de béton" ° metode til fremstilling af betonarmeringsstang) og patent nr. 6 920 046 ("treillis d' armature soudé par points" ° punktsvejset betonstaalvaev). Paa det nederlandske omraade var BStG indehaver af patent nr. 135 455 ("werkwijze voor het vervaardigen van een stalen wapeningsstaaf voor beton" ° metode til fremstilling af betonarmeringsstang), og paa det tyske omraade var BStG indehaver af patent nr. 1 609 605 ("Verfahren und Vorrichtung zum Herstellen eines Betonbewehrungsstabes" ° metode til fremstilling af betonarmeringsstang), der var gyldigt indtil den 3. januar 1985, og patent nr. 1 759 969 ("Punktgeschweisste Bewehrungsmatte" ° punktsvejset betonstaalvaev), der var gyldigt indtil den 25. juni 1986.
67 Ifoelge § 5 i licensaftalen af 28. juni 1979 mellem BStG og Sotralentz kunne BStG for hvert kalenderaar begraense antallet af de af aftalen omfattede produkter, som Sotralentz maatte saelge. Det var dog sikret Sotralentz, at den maksimale aarlige maengde ikke kunne fastsaettes lavere end til 1% af det samlede salg af armeringsnet og afstandsholdere i Tyskland og 2,5% af det samlede salg af armeringsnet og afstandsholdere i Nederlandene. Ifoelge aftalen var der for 1979 fastsat et loft paa 12 500 tons for Tyskland og 4 000 tons for Nederlandene for saa vidt angik salget af de af patenterne omfattede produkter.
68 Det fremgaar af licensaftalen, at der hvert kvartal skulle betales en licensafgift paa 1,50 DM pr. ton for de af Sotralentz solgte maengder af aftaleprodukterne (§ 6, stk. 1 og 5). Det blev oplyst under retsmoedet, at denne licensafgift ikke blev betalt, men i stedet blev der taget hensyn hertil, naar Sotralentz koebte vaerktoej hos BStG' s "maskin"-afdeling. Der var i aftalen fastsat en konventionalbod, der skulle betales, saafremt den fastsatte aarlige maengde blev overskredet med 200 tons (§ 8). Endvidere fremgaar det af aftalen, at Sotralentz skulle foere et forskriftsmaessigt bogholderi over salget af aftaleprodukter, som BStG til enhver tid kunne kontrollere (§ 6, stk. 6 og 7). Endelig fremgaar det, at aftalen traadte i kraft den 1. marts 1979 for ubegraenset tid, men at den senest skulle ophoere ved udloebet af den sidste af de af aftalen omfattede rettigheder (§ 9).
69 Retten finder paa grundlag af denne gennemgang, at Kommissionens konstatering af, at informationsudvekslingen var resultatet af en kvoteaftale, ikke er den eneste mulige forklaring. Informationsudvekslingen var saaledes i overensstemmelse med bestemmelserne i den patentlicensaftale, som paa det for sagen relevante tidspunkt fandtes mellem BStG og Sotralentz, og denne aftale udgoer saaledes en plausibel begrundelse herfor. Naermere betegnet kunne det forhold, at der var paalagt Sotralentz et aarligt maksimum for leverancer til Tyskland, som paa den anden side ikke maatte vaere under 1% af det samlede salg i Tyskland, BStG' s ret til indseende med Sotralentz leverancer med henblik paa at sikre overholdelsen af begraensningen og betalingen af de kvartalsvise licensafgifter, goere det noedvendigt af hensyn til en hensigtsmaessig planlaegning af produktionen, at der paa maanedsbasis blev udvekslet oplysninger, fra BStG om det samlede salg i Tyskland og fra Sotralentz om omfanget af selskabets egne leverancer. Med hensyn til varigheden af informationsudvekslingen bemaerkes, at da kontrakten skulle loebe indtil udloebet af den sidste af de af aftalen omfattede rettigheder, var den i kraft indtil den 25. juni 1986, saaledes at den ogsaa daekkede den i beslutningen anfaegtede informationsudveksling, som fandt sted i oktober og november 1985.
70 Da den i beslutningen anfaegtede informationsudveksling saaledes kan forklares med patentlicensaftalen mellem BStG og Sotralentz, maa det fastslaas, at Kommissionen ikke har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i en aftale om regulering af selskabets eksport til Tyskland.
71 Der maa herefter gives sagsoegeren medhold i anbringendet, saaledes at beslutningen annulleres, for saa vidt det heri forudsaettes, at sagsoegeren deltog i en aftale om fastsaettelse af kvoter for selskabets eksport til Tyskland.
Anbringenderne om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og tilsidesaettelse af artikel 15 i forordning nr. 17
72 Sagsoegeren har i relation til alle de konstateringer, der er foretaget i beslutningen, fremfoert to anbringender om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og tilsidesaettelse af artikel 15 i forordning nr. 17. Da Retten har tiltraadt anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, med hensyn til de overtraedelser, sagsoegeren paastaas at have begaaet paa det franske marked i perioden 1981-1982, og med hensyn til, at sagsoegeren skulle have indgaaet en aftale med BStG, er det ufornoedent at tage stilling til de naevnte anbringender i forhold til disse overtraedelser. Retten maa imidlertid tage stilling til anbringenderne for saa vidt angaar overtraedelsen paa det franske marked i perioden 1983-1984, saaledes at de argumenter, Retten allerede implicit har tiltraadt i relation til de oevrige overtraedelser, lades ude af betragtning.
I ° Tilsidesaettelse af retten til kontradiktion
73 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at beslutningen ikke er tilstraekkeligt begrundet, idet Kommissionen ikke i beslutningen har behandlet selskabets anbringende om, at det handlede under tvang, og det fremgaar ikke, hvor lang tid sagsoegeren deltog i overtraedelserne. Hertil er det tilstraekkeligt at bemaerke, at Retten allerede har taget stilling til anbringendet om, at sagsoegeren handlede under tvang, og anbringendet vedroerende varigheden af selskabets deltagelse (jf. ovenfor, praemis 53, 54 og 55), og at det fremgaar af fast retspraksis, at selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure (Domstolens dom af 10.12.1985, forenede sager 240/82, 241/82, 242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3831, praemis 88, og Rettens dom af 10.3.1992, sag T-14/89, Montedipe mod Kommissionen, Sml. II, s. 1155, praemis 324). Denne del af anbringendet maa saaledes forkastes.
74 For det andet har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen generelt over for selskabet har gjort klagepunkter gaeldende, der ikke forinden var meddelt selskabet. Det er i denne forbindelse tilstraekkeligt at bemaerke, at som anfoert ovenfor (jf. ovenfor praemis 50 ff.) har sagsoegeren erkendt at have deltaget i aftalerne paa det franske marked i perioden 1983-1984, og selskabet har ikke i sine processkrifter detaljeret redegjort for, hvilke klagepunkter Kommissionen ikke forinden har meddelt selskabet.
75 Anbringendet maa derfor i sin helhed forkastes.
II ° Tilsidesaettelse af artikel 15 i forordning nr. 17
76 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at Kommissionen skulle have individualiseret den boede, selskabet blev paalagt, i forhold til de tre overtraedelser, der er gjort gaeldende over for selskabet. Hertil bemaerkes, at Kommissionen ifoelge fast retspraksis kan paalaegge en samlet boede for forskellige overtraedelser (jf. Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, og af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825). Denne del af anbringendet maa saaledes forkastes.
77 For det andet har sagsoegeren anfoert, at den paalagte boede ikke staar i rimeligt forhold til selskabets overskud inden for alle dets aktivitetsomraader. Retten finder, at selv om Kommissionen ganske vist kan tage hensyn til dette forhold, er det imidlertid ikke det eneste forhold, den skal tage hensyn til. Endvidere bemaerkes, at ifoelge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen paalaegge boeder paa mindst 1 000 ECU og hoejst 1 000 000 ECU, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10% af omsaetningen i det seneste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen. Ved udmaalingen af boeden inden for disse graenser skal der ifoelge bestemmelsen tages hensyn til overtraedelsens grovhed og varighed. Da Domstolen har fortolket begrebet omsaetning som den samlede omsaetning (jf. den naevnte dom i sagen Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, praemis 119), maa det fastslaas, at Kommissionen, som ikke har taget hensyn til sagsoegerens samlede omsaetning, men kun omsaetningen vedroerende armeringsnet i det oprindelige Faellesskab bestaaende af seks lande, og som ikke har overskredet graensen paa 10%, ikke, naar henses til overtraedelsens grovhed og varighed, har tilsidesat bestemmelserne i artikel 15 i forordning nr. 17. Under alle omstaendigheder maa det understreges, at Kommissionen ved boedeudmaalingen har taget hensyn til de deltagende virksomheders finansielle og oekonomiske situation (203. betragtning til beslutningen). Denne del af anbringendet maa derfor ligeledes forkastes.
78 For det tredje har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionen med urette har paalagt selskabet en boede, som er 115 gange saa stor som den boede, de franske konkurrencemyndigheder paalagde. Retten har allerede fastslaaet (jf. praemis 28), at Kommissionen kunne drage sine egne slutninger paa grundlag af det bevismateriale, den havde, og som ikke noedvendigvis var det samme som det, de franske myndigheder havde, og at Kommissionen ikke er bundet af de nationale myndigheders vurdering. Endvidere fremgaar det af fast retspraksis, at de lighedspunkter, der maatte vaere mellem konkurrenceregler i en medlemsstats lovgivning og reglerne i traktatens artikel 85 og 86, ikke paa nogen maade kan indskraenke de autonome befoejelser, som Kommissionen har i forbindelse med gennemfoerelsen af artikel 85 og 86, saaledes at Kommissionen skulle vaere forpligtet til at anlaegge den samme vurdering som de myndigheder, der varetager gennemfoerelsen af en saadan national lovgivning (Domstolens dom af 28.3.1985, sag 298/82, CICCE mod Kommissionen, Sml. s. 1105, praemis 27). Denne del af anbringendet maa saaledes ogsaa forkastes.
79 Anbringendet maa herefter i sin helhed forkastes.
80 Retten finder paa grundlag af de anfoerte, at den boede paa 228 000 ECU, som er paalagt sagsoegeren, ikke er rimelig, idet sagsoegeren ikke deltog i en aftale med det formaal at fastsaette priser og kvoter paa det franske marked i perioden 1981-1982, selskabet deltog i en kortere periode end forudsat i de aftaler, der blev gennemfoert paa det franske marked i perioden 1983-1984, og selskabet deltog ikke i en aftale med BStG om fastsaettelse af kvoter for selskabets eksport til Tyskland. Retten, der har fuld proevelsesret, fastsaetter herefter den boede, der er paalagt sagsoegeren, til 57 000 ECU.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
81 Kommissionen har anfoert, at uanset sagens udfald kan den under ingen omstaendigheder doemmes til at betale sagsoegerens omkostninger, idet selskabet ikke har nedlagt paastand herom i staevningen.
82 Det bemaerkes i denne forbindelse, at det fremgaar af Domstolens og Rettens praksis, at det ikke er til hinder for, at der gives den part, der har vundet sagen, medhold, at parten foerst har nedlagt paastand herom i retsmoedet (jf. Domstolens dom af 29.3.1979, sag 113/77, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1185, og generaladvokat Warner' s forslag til afgoerelse, s. 1274, samt Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367). I denne sag har sagsoegeren i replikken nedlagt paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, og der er derfor saa meget mere grund til at give selskabet medhold.
83 Udgangspunktet maa saaledes vaere princippet i procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorefter det paalaegges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Retten kan imidlertid i henhold til artikel 87, stk. 3, fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da sagsoegeren til dels har faaet medhold, og begge parter har paastaaet den anden part tilpligtet at betale sagens omkostninger, finder Retten, at Kommissionen boer baere sine egne omkostninger og halvdelen af sagsoegerens.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Foerste Afdeling)
1) Artikel 1 i Kommissionens beslutning 89/515/EOEF af 2. august 1989 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.553 ° Armeringsnet) annulleres, for saa vidt det heri forudsaettes, at sagsoegeren deltog i en aftale med det formaal at fastsaette priser og kvoter paa det franske marked i perioden 1981-1982, at selskabet efter juni 1984 deltog i en aftale med det samme formaal paa det franske marked i perioden 1983-1984, og at selskabet deltog i en aftale med Baustahlgewebe GmbH med det formaal at fastsaette kvoter for dets eksport til det tyske marked.
2) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved beslutningens artikel 3, fastsaettes til 57 000 ECU.
3) I oevrigt frifindes Kommissionen.
4) Kommissionen baerer sine egne omkostninger og halvdelen af sagsoegerens.
5) Sagsoegeren baerer halvdelen af sine egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy