Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend - soegsmaal - retlig interesse - kravet om fremsaettelse af egne indsigelser
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)
2. Tjenestemaend - tjenestegrenenes organisation - personalets placering - administrationens skoen
3. Tjenestemaend - midlertidig tjeneste - udnaevnelse - ansaettelsesmyndighedens skoen
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 7, stk. 2)
Sammendrag
1. Selv om institutionernes forpligtelse til at foelge vedtaegtens bestemmelser om ansaettelse af personalet afspejler en almen interesse, har en tjenestemand dog ikke kompetence til at handle i lovens eller institutionernes interesse og kan ikke til stoette for et annullationssoegsmaal goere andre end sine egne indsigelser gaeldende.
2. Faellesskabsinstitutionerne udarbejder selv en liste over antallet af stillinger og har vidtgaaende skoensbefoejelser i forbindelse med tjenestegrenenes organisation med henblik paa at organisere de forskellige administrative enheder ud fra hensynet til en raekke faktorer, som f.eks. arten og omfanget af de opgaver, der tillaegges tjenestegrenene, samt de budgetmaessige muligheder.
Administrationen har ikke over for en tjenestemand pligt til at organisere den afdeling, som han er tilknyttet, paa en saadan maade, at han bliver sikret mulighed for at udfoere visse arbejdsopgaver og saaledes blive forfremmet.
3. Vedtaegtens artikel 7, stk. 2, giver ansaettelsesmyndigheden en befoejelse til at traeffe afgoerelse om, at en tjenestemand midlertidigt skal goere tjeneste i en stilling i en hoejere stillingsgruppe, men den har ingen pligt til at udnytte denne befoejelse. I forbindelse med saadanne afgoerelser raader ansaettelsesmyndigheden over en vid skoensbefoejelse, som udoeves under hensyntagen til omstaendighederne i det konkrete tilfaelde.
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder
1 Sagsoegeren, der siden 1981 har vaeret tjenestemand ved Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet"), blev ved afgoerelse af 27. februar 1984 med virkning fra den 1. januar 1984 udnaevnt i loenklasse B5 i stillingsgruppen assistent (B5/B4) og overflyttet fra Generaldirektorat (herefter benaevnt "GD") V, Forskning og Dokumentation, til GD I, Parlamentets Bureau og Almindelige Anliggender. I GD I fik hun ansvaret for organisationen og ledelsen af Den Tyske Oversaettelsesafdelings skrivepool. Ved afgoerelse af 30. oktober 1985 blev hun med virkning fra den 1. oktober 1985 forfremmet til loenklasse B4 i sin stillingsgruppe.
2 Foer sagsoegeren fik ansvaret for organisationen og ledelsen af Den Tyske Oversaettelsesafdelings skrivepool, var den tjenestemand, der var ansat i stillingen som leder af poolen og som saadan havde en B3-stilling, der var anfoert i organisationsplanen for poolen, blevet forflyttet til en anden tjenestegren, hvorved hun bevarede sin stilling. Efter dette tidspunkt var der ikke laengere nogen B3-stilling til raadighed for sagsoegerens sprogafdeling.
3 Den 14. december 1988 forelagde sagsoegeren en ansoegning for Parlamentets generalsekretaer om at traeffe en beslutning i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"). Hun kraevede forfremmelse til loenklasse 3 i kategori B med tilbagevirkende gyldighed senest fra det tidspunkt, hvor der var sket en tilsvarende forfremmelse i Den Franske Oversaettelsafdelings skrivepool.
4 Da sagsoegeren ikke havde modtaget noget svar, indgav hun den 14. juli 1989 en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2. I klagen gjorde sagsoegeren i foerste raekke gaeldende, at hun dels i forhold til sin kollega i en lignende stilling i den franske pool, dels i forhold til sin forgaenger i den tyske pool var offer saavel for en ulovlig forskelsbehandling som foelge af manipulation med organisationsplanen for Parlamentets tjenestegrene som for daarlig forvaltning. Endvidere anfoerte hun, at der var sket en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 45, som foreskriver chancelighed og retfaerdighed for alle tjenestemaend i samme kategori i forbindelse med forfremmelser, og vedtaegtens artikel 7, stk. 2, om midlertidige forfremmelser.
5 Den 6. september 1989 svarede Parlamentets generalsekretaer paa sagsoegerens ansoegning af 14. december 1988. Han oplyste, at han havde bedt generaldirektoeren for GD I om at fremkomme med et forslag til en reorganisering af oversaettelsesafdelingerne, og at der i 1990-budgettet allerede var foreslaaet en B3-stilling til Den Tyske Oversaettelsesafdelings skrivepool.
6 Den Tyske Oversaettelsesafdelings skrivepool fik med virkning fra januar 1990 tildelt en stilling i loenklasse 3 i kategori B. Ved Parlamentets generalsekretaers afgoerelse af 18. maj 1990 blev sagsoegeren forfremmet til loenklasse B3 med virkning fra den 1. april 1990.
Retsforhandlinger
7 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. december 1989 har sagsoegeren anlagt naervaerende sag.
8 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt.
9 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden foregaaende bevisoptagelse. Den har dog opfordret parterne til at fremlaegge visse dokumenter.
10 Den mundtlige forhandling fandt sted den 24. januar 1991. Ved retsmoedets afslutning erklaerede afdelingsformanden den mundtlige forhandling for afsluttet.
11 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
1) Sagsoegte tilpligtes at betale erstatning for den oekonomiske skade, sagsoegeren har lidt som foelge af afslaget paa en midlertidig forfremmelse, med tillaeg af saedvanlig bankrente.
2) Den fornoedne forfremmelse af sagsoegeren gennemfoeres med tilbagevirkende gyldighed, eller der foretages om fornoedent yderligere forfremmelse til den til hendes stilling knyttede B3-normering for herved - med tillaeg af saedvanlig bankrente - at erstatte den oekonomiske skade, sagsoegeren har lidt i forhold til sin kollega i den franske afdeling (den franske pool-leder) som foelge af den udeblevne forfremmelse.
3) Ansaettelsesmyndigheden tilpligtes endvidere at aendre sin personalepolitik, der er diskriminerende i forhold til visse af Faellesskabets medlemsstater som foelge af en uretfaerdig fordeling af stillingerne, der strider mod vedtaegtens artikel 27, og saaledes tilvejebringe rammerne for en retfaerdig personalepolitik under hensyn til artikel 27 og 45 med en retfaerdig fordeling af stillinger og forfremmelser i Europa-Parlamentets Generalsekretariat.
4) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
12 Parlamentet har nedlagt paastand om hhv. afvisning og frifindelse og om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten
13 Parlamentet har i foerste raekke gjort gaeldende, at sagen boer afvises.
Det foerste krav
14 Parlamentet har gjort gaeldende, at dette krav ikke kan paakendes, da sagsoegeren ikke har lidt nogen oekonomisk skade, og da der ej heller paa grundlag af afslaget paa en midlertidig forfremmelse kan haevdes at vaere tale om en saadan skade. En undersoegelse af sagen viser, at der ikke var nogen ledig B3-stilling i sagsoegerens tjenestegren, og at ansaettelsesmyndigheden saaledes ikke kunne forfremme sagsoegeren til loenklasse B3, selv om hun opfyldte betingelserne for en forfremmelse.
15 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at hun - i henhold til vedtaegtens artikel 7, 27 og 45 - skulle have vaeret forfremmet for flere aar siden ligesom sine kolleger i tilsvarende stillinger i de andre sprogafdelinger.
16 Retten skal indledningsvis bemaerke, at sagsoegeren i sin i skrivelsen af 14. december 1988 indeholdte ansoegning om en beslutning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, fremhaevede, at hun var blevet udsat for "en grov og uanstaendig" diskriminering, idet administrationen uden begrundelse havde naegtet at forfremme hende, og at hun forbeholdt sig at klage og at anlaegge erstatningssag. I den i skrivelsen af 14. juli 1989 indeholdte klage gjorde sagsoegeren gaeldende, at der var sket en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 7, stk. 2, idet hun i flere aar ikke havde modtaget udligningstillaeg for den B3-stilling, som hun beklaedte. Efter Rettens opfattelse skal det foerste krav fortolkes paa baggrund af disse udtalelser.
17 Vedtaegtens artikel 7, stk. 2, foerste og andet afsnit, lyder saaledes:
"Tjenestemanden har pligt til midlertidigt at goere tjeneste i en hoejere stilling end sin egen inden for samme kategori eller tjenestegruppe. Fra begyndelsen af den midlertidige tjenestes fjerde maaned faar den fungerende et tillaeg, der er lig med forskellen mellem den for hans loenklasse og -trin gaeldende loen og loennen paa det trin, han ville komme paa i foerste loenklasse ved udnaevnelsen i den stillingsgruppe, hvor han midlertidigt goer tjeneste."
Bestemmelsen handler altsaa ikke om "midlertidig forfremmelse", men om midlertidig placering i en ledig stilling. Eftersom sagsoegeren i staevningen har paaberaabt sig vedtaegtens artikel 7, stk. 2, er det Rettens opfattelse, at det foerste krav med rimelighed kun kan forstaas saaledes, at sagsoegeren paastaar erstatning for den oekonomiske skade - med tillaeg af saedvanlig bankrente - hun har lidt som foelge af ansaettelsesmyndighedens afslag paa midlertidigt at placere hende i stillingen som leder af Den Tyske Oversaettelsesafdelings skrivepool, der svarer til en B3-stilling. Det bemaerkes i oevrigt, at Parlamentet har forstaaet det paagaeldende krav paa samme maade.
18 Efter Rettens opfattelse har sagsoegeren altsaa villet anfaegte et afslag fra ansaettelsesmyndigheden, der kunne skade hende direkte i hendes vedtaegtsmaessige stilling, og da de administrative procedurer i henhold til vedtaegtens artikel 90 og 91 har til formaal at sikre EF' s domsmyndigheds kontrol med en saadan afgoerelse (jf. f.eks. Domstolens dom af 14.7.1976, sag 129/75, Hirschberg mod Kommissionen, Sml. s. 1259), kan det foerste krav paakendes.
Det andet krav
19 Parlamentet har - ligesom over for det foerste krav - gjort gaeldende, at der paa det relevante tidspunkt ikke var nogen ledig B3-stilling i sagsoegerens tjenestegren, og at ansaettelsesmyndigheden derfor ikke kunne forfremme sagsoegeren til loenklasse B3, selv om hun opfyldte betingelserne for en forfremmelse. Sagsoegerens krav om erstatning for den oekonomiske skade, hun skal have lidt ved ikke at vaere blevet forfremmet til loenklasse B3 samtidig med sin kollega, lederen af Den Franske Oversaettelsesafdelings skrivepool, selv om de havde varetaget de samme opgaver, kan ifoelge Parlamentet ikke antages til realitetsbehandling, da der ikke foreligger - og det heller ikke kan goeres gaeldende, at der foreligger - en oekonomisk skade.
20 Sagsoegeren har ikke i sine skriftlige indlaeg taget udtrykkelig stilling til denne del af Parlamentets afvisningspaastand.
21 Retten skal hertil bemaerke, at det andet krav udelukkende har til formaal at sikre sagsoegeren en forfremmelse til loenklasse 3 i kategori B via EF' s domsmyndighed. Der henvises til, at EF' s domsmyndighed efter fast retspraksis ikke - uden at gribe ind i ansaettelsesmyndighedens befoejelser - kan udstede paabud til en faellesskabsinstitution vedroerende en tjenestemands vedtaegtsmaessige stilling eller med hensyn til den almindelige organisation af tjenesten. Dette princip gaelder ogsaa i forbindelse med en erstatningssag. Det foelger heraf, at sagsoegeren ikke kan paastaa Parlamentet tilpligtet at forfremme hende som erstatning for den af hende paaberaabte skade. Det andet krav kan saaledes ikke antages til realitetsbehandling.
Det tredje krav
22 Parlamentet har paastaaet dette krav afvist fra paakendelse med den begrundelse, at det udtrykkeligt fremgaar af artikel 90, stk. 1, og artikel 91, stk. 1, i vedtaegten, at tjenestemanden kun har mulighed for at indgive en klage eller anlaegge sag ved Domstolen, for saa vidt angaar afgoerelser, der beroerer ham personligt, og akter, der indeholder et klagepunkt imod ham. I naervaerende sag er der ifoelge Parlamentet tale om, at sagsoegeren oensker at gaa ud over sit eget saerlige tilfaelde og anfaegte administrationens generelle personalepolitik. Hendes bemaerkninger i saa henseende boer derfor lades ude af betragtning som sagen uvedkommende.
23 Sagsoegeren har heroverfor anfoert, at den daarlige forvaltning af stillingerne, som hun personligt er kommet til at maerke foelgerne af, skyldes, at ansaettelsesmyndigheden over for statsborgerne i visse medlemsstater (herunder sagsoegerens hjemland) i forbindelse med fordelingen af tjenestemandsstillingerne foerer en uretfaerdig politik, der strider mod vedtaegtens artikel 27. Ifoelge sagsoegeren beroeres hun negativt af disse foranstaltninger i sin egenskab af statsborger i en af de angiveligt forfordelte medlemsstater. I alle tilsvarende tjenestegrene, hvor stillingerne er besat af statsborgere fra andre medlemsstater, og som har samme forhold mellem B3-stillinger og andre stillinger, er dette forhold blevet opretholdt, blot ikke i den tyske afdeling. Sagsoegeren er derfor af den opfattelse, at hun for EF' s domsmyndighed kan paaberaabe sig en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 27 og nedlaegge paastand om, at den paagaeldende politik kendes uretfaerdig, idet de af hende i henhold til vedtaegtens artikel 90 foretagne skridt ikke foerte til noget resultat.
24 Retten skal henvise til, at Domstolen i sin dom af 30. juni 1983 (sag 85/82, Schloh mod Raadet, Sml. s. 2105) udtalte: "Selv om institutionernes forpligtelse til at foelge ansaettelsesbestemmelserne afspejler en almen interesse ... har [sagsoegeren] dog ikke kompetence til at handle i lovens eller institutionernes interesse og kan ikke til stoette for et annullationssoegsmaal ... goere andre end sine egne indsigelser gaeldende".
25 De punkter, som er rejst i klagen og under naervaerende sag i relation til det omhandlede krav, vedroerer imidlertid ikke sagsoegerens personlige vedtaegtsmaessige stilling, men derimod den angiveligt diskriminerende generelle personalepolitik i Parlamentets tjenestegrene, som sagsoegeren skal vaere offer for. De paagaeldende klagepunkter vedroerer saaledes ikke sagsoegeren personligt, hvorefter det tredje krav maa afvises fra paakendelse.
26 Retten skal tilfoeje, at det tredje krav tillige maa afvises af den grund, at sagsoegeren ikke i forbindelse med naervaerende erstatningssag kan kraeve, at Parlamentet doemmes til at traeffe bestemte foranstaltninger, idet dette vil indebaere, at der udstedes paabud til institutionen.
Realiteten
Det foerste krav
27 Som Retten har bemaerket ovenfor, skal dette krav forstaas saaledes, at sagsoegeren paastaar erstatning for den oekonomiske skade - med tillaeg af saedvanlig bankrente - som hun har lidt som foelge af ansaettelsemyndighedens ulovlige afslag paa midlertidigt at placere hende i stillingen som leder af Den Tyske Oversaettelsesafdelings skrivepool, der svarer til en B3-stilling.
28 Sagsoegeren har til stoette for sin paastand gjort foelgende anbringender gaeldende: tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 45 og tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 7, stk. 2.
29 Hvert enkelt af disse fire anbringender skal undersoeges med henblik paa at afgoere, om et eller flere af dem kan danne grundlag for at fastslaa, at administrationens afgoerelses paastaaede ulovlighed kan medfoere, at denne er erstatningspligtig, saaledes at sagsoegerens pengekrav er berettiget.
Anbringendet om tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet
30 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at hun er blevet forfordelt og tilfoejet oekonomisk skade ved den af Parlamentet foerte personalepolitik, som har vaeret diskriminerende over for visse medlemsstater og visse faellesskabstjenestemaend. Diskrimineringen beror ifoelge sagsoegeren paa ansaettelsesmyndighedens generelt manglende evne til at soerge for en retfaerdig fordeling af tjenestemandsstillingerne mellem de forskellige medlemsstater og navnlig i sagsoegerens tilfaelde at indfoere en retfaerdig personalepolitik og opretholde denne ved en passende fordeling af stillingerne og forfremmelserne i henhold til vedtaegtens artikel 27, artikel 45, stk. 1, og artikel 7, stk. 1.
31 Efter sagsoegerens opfattelse skyldes forskellene mellem de hierarkiske strukturer i de forskellige oversaettelsesafdelingers skrivepools, som ifoelge Parlamentet har vaeret til hinder for at forfremme sagsoegeren, handlinger og undladelser fra ansaettelsesmyndighedens side, og ansaettelsesmyndighedens manglende evne til at opfylde sine pligter og opretholde en retfaerdig hierarkisk struktur maa ikke foere til en forfordeling af sagsoegeren. Den eneste grund til, at vedtaegtens artikel 45 ikke kunne finde anvendelse paa sagsoegeren, selv om hun opfyldte de i artiklen opstillede kriterier, er denne "manipulation" fra ansaettelsesmyndighedens side, som ikke er i overensstemmelse med en retfaerdig fordeling af stillingerne. Artiklen forudsaetter som en conditio sine qua non, at ansaettelsesmyndigheden har "evne" til at soerge for en retfaerdig stillingsstruktur, og den kan derfor ikke anvendes som "begrundelse" for diskrimineringen af sagsoegeren i forbindelse med hendes krav paa forfremmelse. Vedtaegten giver ikke hjemmel til ansaettelsesmyndighedens handlemaade, som bestaar i at fravige den retfaerdige fordeling af stillingerne til skade for én medlemsstat, men at bibeholde den i forhold til de andre medlemsstater. Handlemaaden foerer til en diskriminering af de tjenestemaend, der er beroert af den paagaeldende foranstaltning, og som har lidt oekonomisk skade som foelge af overtraedelsen af vedtaegtens artikel 45, stk. 1.
32 Parlamentet har alene gjort gaeldende, at sagsoegeren har anfaegtet en forflyttelse, hvorved den forflyttede person beholdt den paagaeldende stilling. Denne handling fra administrationens side vedroerte en anden tjenestemand, den fandt sted paa et andet tidspunkt, og den vedroerer derfor ikke sagsoegeren.
33 Retten skal bemaerke, at hver enkelt faellesskabsinstitution selv udarbejder en liste over antallet af stillinger og har vidtgaaende skoensbefoejelser i forbindelse med tjenestegrenenes organisation (Domstolens dom af 2.12.1982, forenede sager 198/81-202/81, Micheli mod Kommissionen, Sml. s. 4145). Desuden har Domstolen indroemmet faellesskabsinstitutionerne en betydelig frihed til at organisere de forskellige administrative enheder ud fra hensynet til en raekke faktorer, som f.eks. arten og omfanget af de opgaver, der tillaegges tjenestegrenene, samt de budgetmaessige muligheder. Domstolen har udtalt, at det foelger heraf, at administrationen ikke over for en tjenestemand har pligt til at organisere den afdeling, som han er tilknyttet, paa en saadan maade, at han bliver sikret mulighed for at udfoere visse arbejdsopgaver og saaledes blive forfremmet (dom af 7.12.1981, sag 178/80, Bellardi-Ricci m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3187).
34 I betragtning af den handlefrihed, der saaledes er indroemmet faellesskabsinstitutionerne, er sagsoegeren ikke til stoette for det her omhandlede anbringende fremkommet med tilstraekkelige konkrete faktiske oplysninger til, at Retten kan fastslaa, at ansaettelsesmyndigheden ved en aabenbar fejlvurdering eller magtfordrejning - til skade for sagsoegerens personlige vedtaegtsmaessige stilling - har tilsidesat det generelle princip om ligebehandling af Faellesskabernes tjenestemaend med sit afslag paa midlertidigt at lade sagsoegeren beklaede en stilling i en stillingsgruppe, der er hoejere end hendes egen stillingsgruppe, med den begrundelse, at der ikke fandtes en saadan stilling.
35Det paagaeldende anbringende kan derfor ikke tiltraedes.
Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
36 Sagsoegeren er af den opfattelse, at ansaettelsesmyndigheden har handlet i strid med al hidtidig administrativ praksis paa det paagaeldende omraade ved at lade B3-stillingen "foelge med" den tidligere pool-leder i den paagaeldende stilling ved hendes forflyttelse, selv om sagsoegeren paa det tidspunkt allerede virkede i stillingen med meget gode bedoemmelser. Der var saaledes ikke nogen saglig begrundelse for en saadan aendring i den rimelige fordeling af stillingerne, som hidtil havde eksisteret i den tyske afdeling, da den eksisterende rimelige fordeling af B3-stillingerne for den paagaeldende stillings vedkommende blev opretholdt i de andre medlemsstaters sprogafdelinger. Ifoelge sagsoegeren havde flere af hendes overordnede gentagne gange forsikret hende om, at der, naar hun opfyldte de noedvendige anciennitetsbetingelser for at opnaa den til hendes stilling hoerende B3-indplacering, ville blive foretaget en stillingsombytning, saaledes at hun ikke ville blive stillet ringere end sine kolleger fra andre lande i tilsvarende stillinger.
37 Parlamentet har gjort gaeldende, at den administrative foranstaltning at forflytte den tjenestemand, der tidligere beklaedte pool-lederstillingen og som saadan havde en B3-stilling, til en anden stilling med overfoersel af B3-indplaceringen, vedroerer en anden person og saaledes er sagsoegeren uvedkommende.
38 Retten skal henvise til, at sagsoegeren er blevet opfordret til at fremlaegge bevis for den forpligtelse, som ansaettelsemyndigheden ifoelge sagsoegeren har paataget sig over for hende, dvs. det paastaaede loefte fra hendes overordnede om at foretage en stillingsombytning, saa snart sagsoegeren opfyldte anciennitetsbetingelserne for at opnaa den til hendes stilling hoerende B3-indplacering. Sagsoegeren har som svar paa denne opfordring alene gjort gaeldende, at hendes overordnede aldrig skriftligt har forpligtet sig til at foretage en stillingsombytning paa det relevante tidspunkt. I oevrigt foreligger der ifoelge sagsoegeren sjaeldent skriftlige forpligtelser fra den enkelte overordnedes side, da betingelserne for en forfremmelse er reguleret i vedtaegten og ikke kan fastlaegges ved en skriftlig forpligtelse fra en overordnets side.
39 Retten finder paa den baggrund i det hele, at der ikke er foert bevis for de paastaaede loefter og forsikringer fra sagsoegerens overordnedes side, hvorefter det ikke kan laegges til grund, at sagsoegeren har haft en berettiget forventning. Hertil kommer, at hver enkelt institution som naevnt selv udarbejder en liste over antallet af stillinger og har vidtgaaende skoensbefoejelser i forbindelse med tjenestegrenenes organisation. Sagens akter indeholder ingen holdepunkter for at antage, at ansaettelsesmyndigheden har benyttet denne kompetence til andre formaal end dem, som ligger til grund for kompetencen.
40 Det paagaeldende anbringende kan saaledes ikke tiltraedes.
Anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 45
41 Sagsoegeren finder, at hun i alvorlig grad og uden grund er blevet forfordelt i forhold til sine kolleger i tilsvarende stillinger, herunder kollegerne i den franske og den danske afdeling, idet hun foerst flere aar senere end disse er blevet forfremmet til loenklasse B3. Hermed er der efter sagsoegerens opfattelse sket en alvorlig tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 45, der fastlaegger kriterierne for forfremmelse. Ifoelge sagsoegeren skulle hun ud fra de i vedtaegtens artikel 45, stk. 1, opstillede forfremmelseskriterier senest have vaeret forfremmet til loenklasse B3 samtidig med sin kollega i den franske afdeling, eftersom hun havde nogenlunde lige saa gode bedoemmelser og desuden havde flere "fortjenester", som kraevet i artikel 45, fordi hun i vaesentlig laengere tid havde beklaedt den til en B3-indplacering svarende stilling som pool-leder i den tyske afdeling.
42 Parlamentet har gjort gaeldende, at det staar fast, at der i sagsoegerens afdeling ikke fandtes en saadan B3-stilling, som sagsoegeren oenskede forfremmelse til. Denne omstaendighed maatte noedvendigvis foere til et afslag paa sagsoegerens ansoegning om forfremmelse, da administrationen kun kan besaette ledige stillinger.
43 Retten skal bemaerke, at enhver forfremmelse i henhold til vedtaegtens artikel 4 kun kan ske til en ledig stilling. Forud for enhver forfremmelse skal der saaledes vaere en ledig stilling i organisationsplanen. Da det staar fast, at der indtil 1. januar 1990 ikke var nogen ledige stillinger i loenklasse 3 i kategori B i organisationsplanen for skrivepoolen i Den Tyske Oversaettelsesafdeling, som sagsoegeren er tilknyttet, var der ingen mulighed for at besaette en saadan stilling ved forfremmelse. Ansaettelsesmyndigheden har saaledes hverken tilsidesat vedtaegtens artikel 45 eller forfordelt sagsoegeren i forhold til hendes kolleger, som blev forfremmet til ledige stillinger.
44 Det paagaeldende anbringende kan derfor ikke tiltraedes.
Anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 7, stk. 2
45 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at hun paa det tidspunkt, hvor hun endnu ikke forfremmedes til loenklasse B3, men allerede faktisk beklaedte den til en B3-indplacering svarende stilling som leder af Den Tyske Oversaettelsesafdelings skrivepool, flere gange ansoegte om en "midlertidig forfremmelse", som der i saadanne tilfaelde er hjemmel til i vedtaegtens artikel 7. Der blev hver gang meddelt afslag paa ansoegningerne, selv om hun opfyldte de gaeldende kriterier. Disse afslag er ifoelge sagsoegeren i strid med artikel 7' s ordlyd og formaal.
46 Parlamentet har endnu engang henvist til, at der, efter at den tjenestemand, som foer sagsoegeren udfoerte arbejdet som pool-leder, var blevet forflyttet til en anden stilling med overfoersel af sin B3-indplacering, ikke laengere var nogen ledig B3-stilling i sagsoegerens afdeling, som hun midlertidigt kunne have gjort tjeneste i. Naar ansaettelsesmyndigheden besluttede ikke at lade sagsoegeren goere midlertidig tjeneste i en stilling, var det fordi der ikke fandtes nogen ledige stillinger, som der midlertidigt kunne vaere gjort tjeneste i. Sagsoegeren kan saaledes ikke paaberaabe sig noget oekonomisk tab.
47 Sagsoegeren har heroverfor i replikken gjort gaeldende, at ansaettelsesmyndigheden gennem sin daarlige forvaltning eller manipulation af stillingerne soergede for, at den stilling, sagsoegeren skulle have gjort tjeneste i, ikke laengere var ledig, selv om sagsoegeren udfoerte det til den paagaeldende stilling svarende arbejde. Hun har tilfoejet, at hun i henhold til vedtaegtens artikel 7, 27 og navnlig artikel 45 har krav paa, at der foeres en "serioes og retfaerdig" personalepolitik, der kommer til udtryk i en rimelig fordeling af stillingerne, saaledes at anvendelsen af de naevnte vedtaegtsbestemmelser ikke forhindres til skade for hende.
48 Retten skal bemaerke, at der indtil den 1. januar 1990 ikke var nogen ledige stillinger i loenklasse 3 i kategori B i organisationsplanen for Den Tyske Oversaettelsesafdelings skrivepool, hvis organisation og ledelse sagsoegeren har haft ansvaret for, siden hun blev forflyttet til afdelingen i 1984. Det ville derfor foerst fra dette tidspunkt, der ligger efter tidspunktet for sagens anlaeg, have vaeret muligt for ansaettelsesmyndigheden i henhold til vedtaegtens artikel 7, stk. 2, at traeffe afgoerelse om, at sagsoegeren midlertidigt skulle goere tjeneste i en stilling i denne kategori og loenklasse i den oversaettelsesafdeling, hun var ansat i. Parlamentet har derfor med rette afvist at lade sagsoegeren goere tjeneste i en saadan stilling forud for dette tidspunkt. Under alle omstaendigheder giver vedtaegtens artikel 7, stk. 2, kun ansaettelsesmyndigheden en befoejelse til at lade en tjenestemand goere midlertidig tjeneste i en anden stilling, men den har ingen pligt hertil. Afgoerelsen skal traeffes efter omstaendighederne i det konkrete tilfaelde under hensyntagen til den vide skoensbefoejelse, som ansaettelsesmyndigheden har paa det paagaeldende omraade.
49 Sagsoegeren har saaledes ikke fremfoert nogen anbringender, der kan foere til annullation af det afslag, hun modtog fra ansaettelsesmyndigheden.
50 Der kan foelgelig ikke gives sagsoegeren medhold i paastanden om erstatning for en oekonomisk skade, som haevdes at vaere lidt som foelge af afslaget.
51 Der skal herefter dels ske afvisning af sagen, dels frifindelse af sagsoegte, uden at der er behov for at kraeve fremlaeggelse af de bilag, som sagsoegeren har anmodet om i staevningen.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
52 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. Hver part doemmes derfor til at baere sine egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Sagen afvises, for saa vidt angaar punkt 2) og 3) i sagsoegerens paastand, og i oevrigt frifindes sagsoegte.
2) Hver part baerer sine omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy