EUR-Lex -  61989TJ0165 - DA - DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FJERDE AFDELING) DEN 27. FEBRUAR 1992. - ONNO PLUG MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - TJENESTEMAEND - PROCEDURE FOR TILKENDELSE AF INVALIDEPENSION - FORBINDELSE MELLEM PROCEDURERNE I TJENESTEMANDSVEDTAEGTENS ARTIKEL 73 OG 78 - ERSTATNINGSSOEGSMAAL. - SAG T-165/89.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - afgoerelse truffet under en kompliceret procedure - afgoerelsen ikke anfaegtet - ingen betydning for soegsmaalsretten over for senere retsakter

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

2. Tjenestemaend - erstatning i tilfaelde af ulykker og erhvervssygdomme - invalidepension - forskellige ydelser - forskellige fremgangsmaader - konstatering af om invaliditeten skyldes en erhvervssygdom - konstatering under proceduren vedroerende tilkendelse af invalidepension

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 73 og 78)

3. Tjenestemaend - invaliditet - invaliditetsudvalg - tilsendelse af konklusioner til ansaettelsesmyndighed og den paagaeldende tjenestemand - forpligtelse - omfang

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag II, art. 9)

4. Tjenestemaend - forsikring mod risiko for ulykker og erhvervssygdomme - invaliditet - laegeudvalg og invaliditetsudvalg - judiciel kontrol - omfang - graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 73 og 78)

5. Tjenestemaend - social sikring - forsikring mod risiko for ulykker og erhvervssygdomme - konstatering af om sygdommen er opstaaet under tjenesten - laegeerklaering - administrationens skoen - graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 73; ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 18 og 19)

6. Tjenestemaend - soegsmaal - erstatningssoegsmaal - annullation af en anfaegtet retsakt som ikke yder den paagaeldende passende erstatning for ideel skade - tilkendelse af oekonomisk erstatning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

Sammendrag

1. Under en kompliceret procedure, som bestaar af flere indbyrdes sammenhaengende foranstaltninger, saasom en procedure for anerkendelse af invaliditet, kan det ikke kraeves af de paagaeldende, at de indgiver lige saa mange klager, som der under proceduren er truffet foranstaltninger, der maatte indeholde et klagepunkt for dem. I betragtning af den indbyrdes forbindelse, der bestaar mellem de enkelte foranstaltninger, som er truffet under den omhandlede procedure, kan den omstaendighed, at sagsoegeren ikke har indgivet klage over én af disse foranstaltninger, ikke afskaere ham fra at paaberaabe sig ulovligheden af de trufne foranstaltninger, naar disse har en naer indbyrdes sammenhaeng under proceduren.

2. Det fremgaar af vedtaegtens artikel 73 og 78, naar de sammenholdes med hinanden, at de heri foreskrevne ydelser er forskellige og indbyrdes uafhaengige, uanset om de kan udbetales samtidig. Det samme gaelder de procedurer, som gaar forud for anvendelsen af disse vedtaegtsbestemmelser. Heraf foelger, at saavel konstateringen af, om den paagaeldende tjenestemand er ramt af en vedvarende, fuldstaendig invaliditet, der medfoerer, at han er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i sin stillingsgruppe, som konstateringen af aarsagen til denne invaliditet ikke skal ske paa grundlag af ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, men efter de betingelser og den fremgangsmaade, der er foreskrevet i bestemmelserne om pension i vedtaegtens bilag VIII.

Der foreligger derfor en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 78, saafremt det goeres til en betingelse for at anvende proceduren efter artikel 78, stk. 2, at proceduren efter artikel 73 foerst er udtoemt, selv om den paagaeldende i medfoer af artikel 78, stk. 2, har ansoegt om anerkendelse af, at hans invaliditet er opstaaet under tjenesten.

3. Det er en betingelse efter artikel 9 i vedtaegtens bilag II, at ansaettelsesmyndigheden og den paagaeldende tjenestemand modtager meddelelse om Invaliditetsudvalgets konklusion, men ikke om udvalgets arbejde, som er hemmeligt.

4. Formaalet med at nedsaette Laege- og Invaliditetsudvalg er at overlade det til sagkyndige laeger at traeffe den endelige afgoerelse om alle laegelige spoergsmaal. Den retlige proevelse kan derfor ikke udvides til at omfatte de rent laegelige afgoerelser, som maa anses for definitive, naar de er blevet til efter de forskriftsmaessige betingelser herom. Derimod kan der udoeves domstolskontrol med lovligheden af udvalgenes nedsaettelse og virksomhed samt lovligheden af de udtalelser, som disse udvalg afgiver.

Retten er i saa henseende kompetent til at efterproeve, om Invaliditetsudvalgets udtalelse indeholder en begrundelse, som goer det muligt at vurdere de betragtninger, den er baseret paa, og om der fremgaar at vaere en forstaaelig sammenhaeng mellem de laegelige konstateringer, som er indeholdt i udtalelsen, og den konklusion, som udvalget er naaet frem til.

5. Ganske vist kan administrationen ifoelge artikel 18 i ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme anmode om enhver laegeundersoegelse, som er noedvendig for anvendelsen af ordningen, og ganske vist er administrationen ikke bundet af de konklusioner, den af denne udpegede laege naar frem til, men kan ivaerksaette yderligere sagkyndige undersoegelser. Dette er dog ikke ensbetydende med, at administrationen har ret til at udpege et uendeligt antal af nye sagkyndige laeger uden at begrunde sin afgoerelse, blot fordi den ikke er enig i laegernes konklusioner.

I saa fald udnytter administrationen sine befoejelser med et andet formaal end det, hvortil den har faaet dem tillagt, og goer sig dermed skyldig i magtfordrejning.

6. Den tjenestemand, som har lidt en ideel skade paa grund af en ansvarspaadragende tjenestefejl fra administrationens side, har krav paa erstatning, naar en annullation af den anfaegtede afgoerelse ikke i sig selv, henset til sagens omstaendigheder, yder ham passende erstatning for skaden.

Dommens præmisser

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren, Onno Plug, gjorde fra 1966 til 1976 tjeneste ved Den Europaeiske Sammenslutning for Samarbejde (herefter benaevnt "ESS") i henhold til en kontrakt paa ubestemt tid. I henhold til samme kontrakt var han endvidere administrerende direktoer for det projekt til bekaempelse af onkocerkose, som Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab finansierede i OEvre Volta (nu: Burkina Faso), Mali og Elfenbenskysten. I 1968 blev han udnaevnt til inspektoer ved Den Europaeiske Udviklingsfond i Dahomey, og dernaest ledede han delegationen for Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "Kommissionen") i Benin og Zambia.

2 I begyndelsen af 1977 opsagde Plug sin kontrakt med ESS og blev derefter i henhold til kontrakt af 9. juni 1977 med virkning fra den 23. maj 1977 midlertidigt ansat af Kommissionen som kontorchef med en indplacering i loenklasse A3, fjerde loentrin. Kontrakten udloeb den 23. maj 1978, men blev forlaenget til den 22. september 1978 og ikke fornyet igen.

3 Den 15. november 1978 blev der indgaaet en ny kontrakt for perioden mellem den 23. september 1978 og den 30. juni 1980, hvorved sagsoegeren blev midlertidigt ansat som juridisk konsulent i loenklasse A3 ved Kommissionens delegation i Genève ved De Forenede Nationers Konference om Handel og Udvikling. Da denne anden kontrakt om midlertidig ansaettelse udloeb, blev Plug i henhold til kontrakt af 22. august 1980 paa ny, med virkning fra den 1. juli 1980, midlertidigt ansat, denne gang paa ubestemt tid, men med en indplacering i loenklasse A4, nemlig som ekspeditionssekretaer ved Kommissionens delegation i Genève.

4 Den 22. november 1980 indgav Plug en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), hvori han rejste krav om annullation dels af afgoerelsen om at indplacere ham i loenklasse A4, dels af beskrivelsen af hans funktioner i kontrakten af 22. august 1980. Endelig kraevede han indsat en udtrykkelig bestemmelse i kontrakten om, at hans funktion var konsulent i loenklasse A3. Denne klage blev ikke besvaret.

5 Ved skrivelse af 9. januar 1981 meddelte generaldirektoeren for GD VIII sagsoegeren, at en anden tjenestemand, G., i loenklasse A3, ville komme til Genève for at udfoere de arbejdsopgaver, som hidtil havde vaeret paalagt Plug, og at han fremover, "under G.' s ansvar", alene skulle "medvirke" til udfoerelsen af de opgaver, som paahvilede delegationen. Som foelge af denne afgoerelse blev Plug' s akkreditering ved de internationale organisationer i Genève inddraget ved ansaettelsen af den nye tjenestemand. Den 20. januar 1981 indgav sagsoegeren paa ny en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, hvori han rejste krav om dels at generhverve akkreditiverne, som han fandt var absolut noedvendige, ogsaa for udfoerelsen af de nye, mere begraensede arbejdsopgaver, han havde faaet tillagt - i hvilken forbindelse han anfoerte, at det havde vaeret kraenkende for hans anseelse og faglige omdoemme at blive frataget sine tidligere arbejdsopgaver - dels at modtage en detaljeret beskrivelse af sine nuvaerende arbejdsopgaver.

6 Klagens andet punkt blev besvaret ved en skrivelse af 18. marts 1981 fra chefen for delegationen i Genève, hvor man bekraeftede de nye arbejdsopgaver, som sagsoegeren havde faaet tildelt, og gav en detaljeret beskrivelse af dem. Klagens foerste punkt vedroerende sagsoegerens akkreditering besvarede Kommissionen ved en forsinket skrivelse af 23. juni 1981, hvori den afviste sagsoegerens krav. I mellemtiden havde Plug anlagt sag ved De Europaeiske Faellesskabers Domstol (herefter benaevnt "Domstolen"), som ved dom af 9. december 1982 frifandt sagsoegte (sag 191/81, Plug mod Kommissionen, Sml. s. 4229).

7 I loebet af 1983 forvaerredes sagsoegerens helbredstilstand. Hans laege, dr. Grandchamp, som er specialist i intern medicin, henviste sagsoegeren til professor Garrone, som er chef for Universitetscentret for Psykisk-sociale Sygdomme ved Genèves Universitets medicinske fakultet. Denne tilsendte den 20. august 1983 dr. Grandchamp en skrivelse, hvori det hedder:

"Tak for henvisningen af Deres patient, Onno Plug, til mig. Patienten lider p.t. af en kronisk depression, som goer ham uskikket til at udfoere et arbejde, der er forbundet med en intellektuel aktivitet eller omgang med andre. Depressionen har varet i flere aar. En af de afgoerende omstaendigheder, som kan have vaeret medvirkende hertil, er for mig at se den arbejdssituation, som patienten har befundet sig i siden 1976 ... Jeg tror, at patienten under de nuvaerende omstaendigheder boer fritages i en laengere periode for sit arbejde af helbredsgrunde, eller - hvilket vil vaere en bedre loesning - at han faar udbetalt invalidepension i betragtning af hans alder og hans ringe udsigter til en arbejdsmaessig omstilling."

8 Den 24. januar 1984 rettede sagsoegeren en skrivelse til Morel, generaldirektoeren for Generaldirektorat IX, Personale og Administration (herefter benaevnt "GD IX"), hvori han henviste til den tidligere meddelelse, som han havde modtaget fra Morel, hvorefter Rotationsudvalget havde truffet beslutning om at optage ham paa listen over paataenkte interne personalerokeringer, og om at Generaldirektoratet for Udvikling ville tage kontakt til ham for at finde en ny placering. I skrivelsen anfoerte sagsoegeren foelgende:

"De omtalte samtaler fandt sted den 11. og 12. april 1983 og vedroerte en ny placering som leder for en AVS-delegation.

Det blev imidlertid erkendt, at jeg paa grund af vilkaarene i forbindelse med arbejdet i det omhandlede geografiske omraade ikke laengere opfyldte de noedvendige fysiske krav ... Under disse omstaendigheder skal jeg indgive naervaerende ansoegning om invalidepension i henhold til vedtaegtens artikel 73 med den begrundelse, at der er sket en forvaerring af de lidelser, som jeg har paadraget mig under min tjeneste i medfoer af de hverv, som Kommissionen har paalagt mig eller de med Kommissionen indgaaede kontrakter."

9 I sin skrivelse af 1. februar 1984 til generaldirektoeren for GD IX anfoerte sagsoegeren naermere foelgende:

"I den standardskrivelse, som anvendes ved ivaerksaettelse af en procedure om tilkendelse af invalidepension - og hvoraf jeg modtog en kopi under samtalerne den 1. og 2. december 1983 - skelnes der mellem 'erhvervssygdomme' (artikel 73) og en invaliditet, som goer 'den paagaeldende ... ude af stand til at goere tjeneste' (artikel 78). For at undgaa enhver misforstaaelse skal jeg praecisere, at min ansoegning af 24. januar 1984 er en ansoegning om invalidepension paa grund af en erhvervssygdom ifoelge vedtaegtens artikel 78, stk. 2 (jf. artikel 33, stk. 2, i ordningen for oevrige ansatte)."

10 Ved skrivelse af 24. februar 1984 meddelte Morel sagsoegeren, at han agtede at forelaegge Invaliditetsudvalget sagen og bad sagsoegeren meddele ham, hvilken laege han oenskede skulle repraesentere ham i Invaliditetsudvalget. Morel informerede endvidere sagsoegeren om forskellige spoergsmaal i forbindelse med anvendelsen af artikel 8 og 9 i vedtaegtens bilag II.

11 Den 15. marts 1984 tilsendte sagsoegerens advokat GD IX en skrivelse, hvori det hedder: "Jeg vil gerne understrege, at min klients ansoegning i alt vaesentligt skal betragtes som en ansoegning om anerkendelse af, at han lider af en invaliditet som foelge af en erhvervssygdom, dvs. som en ansoegning indgivet i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2. Jeg skal derfor henstille, at der tages hensyn hertil ved den procedure, der vil blive fulgt for min klients vedkommende."

12 Ved skrivelse af 30. marts 1984 til Schwering, chef for Kontoret for Administrative og OEkonomiske Rettigheder, udbad dr. Semiller, chef for Kommissionens Laegetjeneste uden for Bruxelles, sig foelgende oplysninger: "Foer Invaliditetsudvalget paabegynder sit arbejde i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2, skal jeg bede Dem meddele mig resultatet af proceduren om anerkendelse af, at Onno Plug er ramt af invaliditet paa grund af en erhvervssygdom i henhold til vedtaegtens artikel 73."

13 Den 8. august 1984 udfaerdigede Kontoret for Ulykker og Erhvervssygdom et sammenfattende notat vedroerende sagsoegerens administrative og erhvervsmaessige forhold, som var vedlagt et "notat IX2 til personlig aktmappe", og hvori det hedder:

"Paa min anmodning har jeg sammen med chefen for Vedtaegtskontoret, Pincherle, gennemgaaet sagens akter den 1. august 1989. Selv om advokaten for den paagaeldende tjenestemand, Onno Plug, insisterer paa, at hans klients ansoegning behandles udelukkende som en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2, har jeg gjort chefen for Vedtaegtskontoret opmaerksom paa den praksis, som administrationen normalt foelger paa dette punkt (jf. rapport IX/A/I nr. 590 af 1. september 1982 til formanden for Det Laegeligt-Administrative Udvalg), hvilken praksis bekraeftes af notatet fra dr. Semiller af 30. marts 1984 til chefen for kontoret IXI.

Jeg har endvidere anfoert, at enhver beslutning, som Invaliditetsudvalget traeffer vedroerende spoergsmaalet, om Plug lider af en erhvervssygdom, kan affoede et erstatningskrav fra denne i henhold til vedtaegtens artikel 73 og dermed i givet fald indebaere, at institutionens forsikringsselskab intervenerer efter anmodning fra finanskontrollen.

For at imoedegaa dette er Pincherle og jeg sluttelig blevet enige om for en sikkerheds skyld at behandle de oprettede sagsakter i henhold til artikel 73, og senere, naar tiden er inde, udbede os stoerst mulig velvillig bistand fra dr. Semiller og dr. Simons, som er den laege, ansaettelsesmyndigheden har udpeget i dette oejemed."

14 Ved notat af 21. september 1984 gav kontorchef Reynier paa vegne af Kontoret for Ulykker og Erhvervssygdomme dr. Semiller underretning om, at "man var blevet enige om at foelge den normale administrative praksis og at behandle sagen i henhold til vedtaegtens artikel 73".

15 Invaliditetsudvalget var sammensat af tre laeger, dr. Semiller fra Bruxelles, som var udpeget af Kommissionen, professor Garrone fra Genève, som var udpeget af Plug, og dr. Vonlanthen fra Genève, der er specialist i intern medicin og som var udpeget efter aftale mellem dr. Semiller og professor Garrone. Invaliditetsudvalget afgav sin udtalelse den 8. november 1984, hvori det konkluderede saaledes:

"Ud fra den foretagne undersoegelse af Onno Plug, som er foedt den 7. januar 1928, og som er midlertidigt ansat ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, er det udvalgets opfattelse, at Plug er ramt af en vedvarende invaliditet, som anses for fuldstaendig. Det praeciseres, at Invaliditetsudvalget ikke hermed udtaler sig om aarsagen til den fuldstaendige invaliditet."

16 Den 13. december 1984 traf generaldirektoeren for GD IX afgoerelse om, at Onno Plug med virkning fra den 1. januar 1985 udtraadte af tjenesten med invalidepension i henhold til artikel 33, stk. 1, tredje afsnit, i ordningen for de oevrige ansatte ved De Europaeiske Faellesskaber. I betragtningerne til denne afgoerelse henvises der dels til "ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 24. februar 1984 om at forelaegge Invaliditetsudvalget sagen vedroerende Onno Plug, som er midlertidigt ansat i loenklasse A4 ved den faste delegation ved de internationale organisationer i Genève ...", dels til "konklusionen i Invaliditetsudvalgets udtalelse af 8. november 1984, hvori det fastslaas, at Onno Plug er ramt af en vedvarende invaliditet, som anses for fuldstaendig, og som medfoerer, at han er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling inden for hans loenklasse".

Sagsoegeren blev underrettet om denne afgoerelse ved en skrivelse fra Morel af 13. december 1984, hvori det hedder:

"Hvad angaar aarsagen til Deres invaliditet, som er omtalt af Dem i Deres skrivelse af 1. februar 1984, skal jeg meddele Dem, at Invaliditetsudvalget ikke kan udtale sig om den mulige aarsagsforbindelse mellem en eventuel erhvervssygdom og invaliditeten, foer proceduren i henhold til vedtaegtens artikel 73, hvortil De selv har henvist i Deres skrivelse, og i henhold til de til denne udstedte gennemfoerelsesbestemmelser er afsluttet."

17 I mellemtiden havde Kommissionen ivaerksat proceduren i henhold til vedtaegtens artikel 73, og Kommissionens raadgivende laege, dr. Simons, som er specialist i knogle- og plastikkirurgi, var blevet udpeget af ansaettelsesmyndigheden til at indsamle de noedvendige oplysninger om Plug.

18 Den 12. november 1984, dvs. 30 dage foer ansaettelsesmyndigheden traf sin afgoerelse, sendte dr. Simons, sagsoegerens behandlende laege, dr. Grandchamp en skrivelse, hvori han opfordrede ham til at afgive en fuldstaendig laegeerklaering vedroerende sagsoegerens helbredstilstand. Den 18. april 1985 henvendte dr. Simons sig paa ny til dr. Grandchamp og bad ham om at fremsende "saa mange oplysninger som muligt vedroerende ... (Plug' s) sygdom eller forvaerrelsen af dennes tidligere sygdom, som efter Deres opfattelse med tilstraekkelig sikkerhed fremgaar at vaere opstaaet under eller i forbindelse med hans tjeneste ved Faellesskaberne".

19 Dr. Grandchamp svarede i sin skrivelse af 28. april 1985 dr. Simons paa foelgende maade:

"Jeg har fulgt Onno Plug siden 1980, dvs. siden det tidspunkt, da hans arbejdsforhold blev direkte utaalelige, hvilket godtgoeres af, dels at de sygdomme, som han led af paa det tidspunkt, da han blev hjemkaldt til Bruxelles i 1977, forvaerredes gradvis sidenhen, dels af den stress, han befandt sig i paa grund af de helt uacceptable arbejdsforhold, hvortil yderligere kom hans depressive tilstand, som helt og holdent skyldtes en reaktion paa disse forhold."

Efter en laengere gennemgang af udviklingen i Plug' s sygdom konkluderede dr. Grandchamp saaledes:

"For mig at se maa der antages at bestaa en til vished graensende sandsynlighed for, at der er aarsagsforbindelse mellem forvaerringen af de fysiske symptomer ... og arbejdsforholdene i Afrika, men navnlig tilbagekomsten til Bruxelles og senere til Genève. Disse lidelser er altsaa blevet forvaerret paa grund af hans arbejde. Hans reaktive depressive tilstand er saaledes helt og holdent en foelge af hans arbejdsforhold."

20 Ved skrivelse af 22. januar 1986 besvarede dr. Vonlanthen - som efter aftale mellem sagsoegerens og Kommissionens laege var blevet udpeget som medlem af det Invaliditetsudvalg, der den 8. november 1984 havde afgivet udtalelsen om Plug' s helbredstilstand - en skrivelse fra dr. Simons af 14. november 1985, hvori denne havde raadspurgt dr. Vonlanthen som sagkyndig laege, om der kunne antages at vaere aarsagsforbindelse mellem Plug' s lidelser og hans tjeneste ved De Europaeiske Faellesskaber.

I denne skrivelse fastslog dr. Vonlanthen foelgende:

"Efter en udfoerlig gennemgang af det foreliggende komplicerede sygdomstilfaelde kan jeg konstatere foelgende:

1. Sukkersyge: Den er blevet diagnosticeret i 1968 ...

Fra 1977 arbejder Plug paa ny i Europa, men arbejdsforholdene (uanset hvor ansvaret herfor maatte placeres) er af en saadan art, at de fremkalder en depression hos ham, som indvirker negativt paa behandlingen af hans sukkersyge, hvilket varer ved, helt indtil han udtraeder af tjenesten med invalidepension i november 1984. Det er i den forbindelse almindelig kendt, at udviklingen i og virkningerne af sukkersyge (for nyrer, oejne mv.) er vaerre paa mellemlang og lang sigt, naar sygdommen ikke behandles ordentligt, hvilket for mig at se har vaeret tilfaeldet med Plug' s sygdom paa grund af hans arbejdsforhold.

2. Depression: Den manifesterer sig fra 1980. Ogsaa for denne alvorlige og invaliderende lidelse gaelder det - uden hermed at udsige noget om det eventuelle ansvar for lidelsen - at den har udviklet sig, mens Plug har vaeret ansat i Faellesskabernes tjeneste paa grund af de specielle forhold, han har maattet arbejde under, og som har fremkaldt en vaesentlig forstyrrelse hos ham. Der er derfor rimelig grund til at antage, at lidelsen udspringer af Plug' s arbejdsforhold, og at han uden dem ikke ville vaere blevet ramt af denne.

3. Nakke- og hovedartrose: Den er opstaaet paa grund af en trafikulykke under en tjenesterejse for Faellesskaberne."

Sammenfattende konkluderede Dr. Vonlanthen som foelger:

"Plug har under sin tjeneste ved De Europaeiske Faellesskaber paa grund af arbejdsforholdene paadraget sig to alvorlige sygdomme og et betydeligt handicap, som har forvaerret sig i den forloebne periode. Efter min opfattelse kan forbindelsen mellem Plug' s lidelser og hans arbejdsforhold beskrives paa foelgende maade:

1) Der foreligger en forvaerring af sukkersygen (eventuelt en tidlig udvikling heraf samt en utilstraekkelig behandling).

2) Der foreligger aarsagsforbindelse for saa vidt angaar depressionen.

3) Der foreligger aarsagsforbindelse for saa vidt angaar artrosen og hovedpinen."

21 Ved en skrivelse af 31. juli 1986, som var forsynet med en paategning fra Vedtaegtskontoret og Den Juridiske Tjeneste, besvarede vicekabinetchefen hos kommissionsmedlem Henning Christophersen en skrivelse fra sagsoegerens advokat paa foelgende maade:

"Den 1. februar 1984 har Onno Plug klart tilkendegivet, at hans ansoegning om invalidepension var en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2, og han har dermed taget afstand fra anvendelsen af vedtaegtens artikel 73. De har ogsaa selv ved Deres skrivelse af 15. marts 1984 fastholdt, at Deres klients ansoegning i alt vaesentligt skal betragtes som en ansoegning i henhold til artikel 78, andet afsnit.

Jeg skal herved bede Dem bekraefte, at Plug' s ansoegning udelukkende vedroerer anvendelsen af sidstnaevnte vedtaegtsbestemmelse, saaledes at forstaa, at proceduren i henhold til artikel 73 alene anvendes med det formaal at supplere de oplysninger, som staar til raadighed for det i henhold til artikel 78 nedsatte Invaliditetsudvalg."

22 Den 29. september 1986 udpegede dr. Simons en tredje laege, dr. Chantraine fra Bruxelles, til at foretage en neuropsykiatrisk undersoegelse af Plug. Paa grund af sagsoegerens vanskeligheder ved at rejse til Bruxelles og gennemgaa en undersoegelse hos dr. Chantraine, accepterede administrationen, at undersoegelsen i stedet for blev foretaget af dr. Cherpillod, Chaux-de-Fonds, Schweiz. Ved skrivelse af 4. maj 1987 afstod denne imidlertid fra hvervet med den begrundelse, at en indgaaende undersoegelse af sagsoegeren kraevede flere konsultationer, hvorved han ville blive noedt til at foretage flere laengere rejser. Dr. Cherpillod foreslog herefter, at dr. Delaitte i Genève foretog undersoegelsen, men denne kunne ikke paatage sig hvervet paa grund af for meget arbejde.

23 Ved skrivelse af 9. juli 1987 foreslog chefen for Kontoret for Ulykker og Erhvervssygdomme at lade Domstolens praesident udpege en sagkyndig laege. Hertil anfoerte sagsoegeren imidlertid, at en saadan udpegelse ved voldgift var uacceptabel, saa laenge der ikke forelaa en tvist, hvilket ikke var tilfaeldet. Han foreslog i stedet ansaettelsesmyndigheden at opfordre Laegeraadet i Genève til at rette henvendelse til en specialuddannet laege, som praktiserede i Genève. Dette forslag blev fulgt, hvorefter formanden for Laegeraadet i Genève oplyste, at dr. Leuenberger var indstillet paa at modtage hvervet. Ved skrivelse fra dr. Simons af 22. december 1987 blev dr. Leuenberger derpaa overdraget det hverv at udfaerdige en "sammenfattende erklaering om aarsagsforbindelsen mellem Plug' s sygdom og hans tjeneste ved De Europaeiske Faellesskaber". Det fremgik udtrykkeligt af denne skrivelse, at erklaeringen skulle afgives med henblik paa eventuel anvendelse af artikel 3, stk. 2, i ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme (herefter benaevnt "daekningsordningen").

24 I erklaeringen, som blev afgivet den 23. april 1988, stillede dr. Leuenberger foelgende diagnose af sagsoegerens sygdom:

"Depression, som udgoer en reaktion paa den alvorlige kraenkelse af hans selvrespekt, som han har lidt ved at miste faglig og social anseelse."

Den vaesentligste aarsag til sagsoegerens invaliditet beskrev laegen paa foelgende maade:

"De meget nedvaerdigende forhold i psykologisk og social henseende, som man har ladet ham arbejde under".

Videre udtalte laegen:

"Enhver ville under tilsvarende vilkaar reagere med en mindst lige saa alvorlig og formentlig svaerere depression end patienten".

Han tilfoejede:

"Det er i denne forbindelse vigtigt at have for oeje, at Plug ikke paa noget tidspunkt havde problemer af psykiatrisk eller psykopatologisk art, foer han kom ud i de hierakiske og institutionelle konflikter, som han har maattet boede for, foerst i Bruxelles og senere - og i saerdeleshed - i Genève."

Som svar paa de spoergsmaal, der var stillet dr. Leuenberger i skrivelsen fra dr. Simons vedroerende den eventuelle betydning af patientens tidligere tilstand, hans tidligere svageligheder samt medfoedte eller paadragne lidelser, anfoerte laegen foelgende:

"Hvad angaar betydningen af patientens tidligere tilstand, skal jeg bekraefte, at han ikke tidligere har haft nogen psykopatologiske lidelser eller forstyrrelser. Depressionen er direkte foraarsaget af hans fortraedeligheder i tjenesten og af de nedvaerdigende og ydmygende arbejdsforhold, som man har budt ham."

Paa spoergsmaalet om, fra hvilket tidspunkt Plug' s sygdom tog sin begyndelse, anfoerte laegen foelgende:

"... man kan formentlig tidsfaeste dette til perioden omkring hans ansaettelse i Bruxelles, og senere i Genève, da hans arbejdsforhold blev forringet".

Som svar paa spoergsmaalet om tidspunktet for en mulig helbredelse af sagsoegeren anfoerte laegen foelgende:

"Saafremt han genoptog arbejdet i sin tidligere stilling, kunne det taenkes at have positive virkninger og at foere til en helbredelse og en rehabilitering af hans selvopfattelse".

Paa spoergsmaalet, om Plug' s vedvarende invaliditet som foelge af arbejdsforholdene maatte antages at fortsaette fremover, og, i bekraeftende fald, spoergsmaalet om fastsaettelsen af invaliditetsgraden paa grundlag af den tabel, som er fastsat i bilaget til daekningsordningen, eller ved en analog anvendelse heraf, udtalte laegen foelgende:

"Plug ville sikkert vaere i stand til at arbejde, saafremt man genindsatte ham fuldt ud i hans tidligere stilling efter en vis omstillingsperiode",

og at

"saafremt dette ikke sker, maa det befrygtes, at Plug' s depressive tilstand fortsaetter, som er en reaktion paa hans fortraedeligheder og paa, at han blev frataget sin stilling, og i saa fald maa invaliditetsgraden antages at udgoere 100%".

Som svar paa spoergsmaalet, om

"eventuel tilkendelse af erstatning for de lidelser, som ikke har paavirket hans arbejdsevne, men som udgoer en psykisk integritetskraenkelse, og som har medfoert reel skade for hans sociale relationer"

- i forbindelse med hvilket spoergsmaal det var praeciseret, at

"godtgoerelsen i givet fald fastsaettes ved en analog anvendelse af de gaeldende satser i tabellen over invaliditetsgrader ..." -

udtalte den sagkyndige laege, at

"selv om der ikke foreligger organiske laesioner, har den psykiske kraenkelse, som for Plug har vaeret forbundet med tabet af stillingen og den heraf foelgende forringelse af hans selvrespekt, oevet indflydelse paa hans sociale relationer, saavel derved at han har mistet venner og bekendte som ved, at familielivet er blevet paavirket i negativ retning".

25 Ved skrivelse af 20. maj 1988 underrettede Reynier sagsoegerens advokat om dr. Leuenberger' s erklaering og den konklusion, som fremgik af erklaeringen, og hvorefter der bestod

"en direkte - og udelukkende - aarsagsforbindelse mellem (sagsoegerens) lidelser og hans tjeneste ved Faellesskaberne".

Vedroerende spoergsmaalet om anvendelsen af vedtaegtens artikel 73 anfoerte Reynier i samme skrivelse:

"Det er dog endnu ikke afgjort, hvilken sats der skal anvendes ved anerkendelsen af Plug' s vedvarende, delvise invaliditet; dr. Leuenberger har konkluderet, at der foreligger en invaliditetsgrad paa 100%, men ifoelge den tabel, som findes i vedtaegtens bilag, kan der kun anerkendes en invaliditetsgrad paa 100%, saafremt der foreligger en uhelbredelig sindssyge, hvilket ... ikke er tilfaeldet med Deres klient".

Ved skrivelsen meddelte Reynier, at han af naevnte grund havde truffet beslutning om paa ny at forelaegge sagen for dr. Leuenberger med henblik paa at fastsaette den sats for Plug' s vedvarende, delvise invaliditet paa grund af hans "depression, der udgoer en reaktion paa det alvorlige tab af selvrespekt, som han har lidt ved at miste faglig og social anseelse".

26 I sin skrivelse af 14. juni 1988 til Reynier fastslog sagsoegerens advokat, at "... der nu ikke laengere er noget til hinder for, at Kommissionen opfylder sine forpligtelser over for Plug i henhold til vedtaegten og de i oevrigt gaeldende bestemmelser" og anmodede Kommissionen om at tilkende Plug foelgende ydelser: "en invalidepension svarende til 70% af den sidst oppebaarne grundloen (i stedet for den nuvaerende procentsats paa 36,62500) [jf. herved artikel 78, stk. 2]" og "et beloeb svarende til den i perioden mellem den 1. januar og den 31. december 1984 sidst oppebaarne grundloen, multipliceret med 8 [jf. artikel 73, stk. 2, litra b)]".

27 Ved skrivelse af 15. september 1988 protesterede sagsoegerens advokat mod "Kommissionens fortolkning af vedtaegtens artikel 73" og henstillede "udtrykkeligt til Kommissionen, at den opfylder sine vedtaegtsmaessige forpligtelser, saavel med hensyn til anvendelsen af artikel 73, stk. 2, litra b), som med hensyn til anvendelsen af daekningsordningens artikel 12".

28 Ved skrivelse af 23. november 1988 besvarede dr. Leuenberger en skrivelse af 31. oktober 1988 paa foelgende maade:

"Det er mig umuligt at aendre invaliditetsgraden, da Plug' s invaliditet direkte skyldes tabet af hans stilling, og da en bedring i den fuldstaendige invaliditet kun vil kunne forventes, saafremt Plug genoptager sin tidligere stilling."

29 Ved skrivelse af 21. december 1988 underrettede Reynier sagsoegeren om, at han fandt, at

"dr. Leuenberger ikke har taget fornoedent hensyn til de omhandlede vedtaegtsbestemmelser, og at administrationen paa nuvaerende stadium af proceduren ikke er bundet af konklusionerne fra de laeger, administrationen selv har udpeget".

Han underrettede endvidere sagsoegeren om, at Kommissionen havde udpeget neuropsykiateren, dr. Graber, som "ansaettelsesmyndighedens nye laege". Denne laege var hermed den 7. laege, som blev udpeget til at undersoege sagsoegeren, og den udtalelse, som denne i givet fald afgav, ville blive den fjerde.

30 Sagsoegerens advokat protesterede paa det kraftigste herimod i sin skrivelse af 5. januar 1989. Den 2. februar 1989 meddelte Reynier sagsoegerens advokat, at hvis sagsoegeren fortsat naegtede at gennemgaa denne nye undersoegelse, ville ansaettelsesmyndigheden se sig noedsaget til

"at traeffe en afgoerelse udelukkende paa grundlag af det foreliggende materiale, hvilket vil indebaere et afslag paa Plug' s ansoegning".

31 I sin skrivelse af 22. februar 1989 gjorde sagsoegerens advokat Reynier opmaerksom paa, at dr. Leuenberger havde opfyldt sit hverv til fulde og korrekt, og at den eneste myndighed, som var kompetent til at udtale sig om hans erklaering, var Invaliditetsudvalget, som havde afgivet sin foerste udtalelse den 8. november 1984, og ikke Kommissionen.

32 I en skrivelse af 22. februar 1989 til chefen for Kommissionens Laegetjeneste erklaerede sagsoegeren selv, at den omstaendighed, at man nu paa ny havde draget den procedure i tvivl, som var ivaerksat fem aar tidligere, havde medfoert en alvorlig forstyrrelse af hans helbredstilstand, at han bestred "lovligheden af, at ansaettelsesmyndigheden havde udpeget en ny laege til at foretage yderligere en neuropsykiatrisk undersoegelse", og at denne afgoerelse ikke var truffet i uafhaengighed og i absolut upartiskhed, og at han naegtede at gennemgaa en ny undersoegelse. Han tilfoejede, at han mente at have aflagt vidnesbyrd om den fornoedne samarbejdsvillighed, og at han respekterede ansaettelsesmyndighedens beslutninger, om end han stadig var i tvivl om lovligheden af visse af dens beslutninger, men at det ikke laengere var acceptabelt, at ansaettelsesmyndigheden lod sig misbruge paa denne maade af en tjenestemand, som var opsat paa at laegge hindringer i vejen for en afslutning af proceduren.

33 Den 28. februar 1989 tilsendte Reynier sagsoegeren et udkast til en afgoerelse i henhold til daekningsordningens artikel 21, hvori det hedder:

"Under hensyn til, at De fortsat afviser at gennemgaa en ny undersoegelse, uden hvilken Kommissionen ikke vil vaere i stand til at traeffe afgoerelse vedroerende Deres ansoegning, ser jeg mig noedsaget til at afslaa ansoegningen ... Jeg maa derfor meddele Dem, at saafremt De ikke inden 60 dage har anmodet om indkaldelse af det i ordningens artikel 23 omhandlede Laegeudvalg, betragtes naervaerende meddelelse som en endelig afgoerelse."

34 Ved skrivelse af 22. marts 1989 erklaerede sagsoegeren sig indforstaaet med, at det Invaliditetsudvalg, som havde afgivet udtalelse den 8. november 1984, blev indkaldt til hastemoede. Han anmodede om, at udvalget "ud over samtlige laegelige akter (herunder udtalelsen fra dr. Leuenberger) fik forelagt alle dokumenter og skrivelser samt de vedtaegtsmaessige og i oevrigt gaeldende bestemmelser, som kan taenkes at oplyse udvalget om dets hverv".

35 Dette forslag afslog Reynier ved sin skrivelse 6. april 1989, hvori det hedder:

"Det Laegeudvalg, for hvilket De kan indbringe mit udkast til afgoerelse, er det Laegeudvalg, som er omhandlet i artikel 23 i gennemfoerelsesordningen til vedtaegtens artikel 73, og ikke det Laegeudvalg, som skal traeffe afgoerelse vedroerende Deres stilling i henhold til vedtaegtens artikel 78."

36 Den 15. april 1989 rettede sagsoegeren paa ny henvendelse til Reynier og anmodede ham om at "indkalde Invaliditetsudvalget med henblik paa, at det afgiver udtalelse om aarsagsforbindelsen mellem hans erhvervssygdom og den vedvarende, fuldstaendige invaliditet, som det er fastslaaet, at han er ramt af".

37 Den 25. april 1989 meddelte Kommissionen i en skrivelse, som var underskrevet af Reynier, at den agtede at indstille behandlingen af sagsoegerens ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 73, hvis han ikke inden den 15. maj 1989 opgav navnet paa den laege, som han oenskede skulle repraesentere ham i det i henhold til daekningsordningens artikel 23 nedsatte Laegeudvalg. Han tilfoejede herved foelgende:

"I modsat fald staar blot tilbage at meddele Invaliditetsudvalget resultaterne af den procedure, som er ivaerksat i henhold til artikel 73, nemlig at Kommissionen ikke har set sig i stand til at traeffe afgoerelse vedroerende Deres ansoegning. Udvalget maa i saa fald uddrage de elementer, som det mener kan fremme opfyldelsen af dets opgave."

38 Den 9. maj 1989 rettede sagsoegeren paa ny henvendelse til Reynier og henstillede for sidste gang til ham ikke laengere at forsoege at traekke proceduren i langdrag ved at indkalde Laegeudvalget i henhold til daekningsordningens artikel 23.

39 Ved skrivelse af 17. maj 1989, som blev registreret hos Kommissionen den 18. maj indgav sagsoegeren i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, en klage over Kommissionens afslag af 25. april 1985 paa hans ansoegning af 1. februar 1984 om anerkendelse af, at han led af en erhvervssygdom ifoelge vedtaegtens artikel 78, stk. 2. Han henviste i klagen til den skade, han havde lidt paa grund af den vaesentlige forringelse af hans helbred, som var sket, fordi Kommissionen havde trukket sagen yderligere i langdrag og var kommet med unoedige udflugter.

40 Invaliditetsudvalget afholdt moeder den 12. og 13. september 1989 sammensat af dr. Hoffmann, professor Garrone og dr. Volanthen, dvs. de samme medlemmer af det Invaliditetsudvalg, som havde afgivet udtalelse den 8. november 1984, bortset fra dr. Hoffmann, der havde afloest dr. Semiller, som i mellemtiden var afgaaet ved doeden. Efter disse moeder afgav udvalget foelgende udaterede udtalelse:

"Paa grundlag af erklaeringen fra dr. Leuenberger, efter at have foretaget en psykologisk undersoegelse af Onno Plug og efter at have gennemgaaet samtlige laegelige akter vedroerende denne, konkluderer Invaliditetsudvalget - uden dermed at ville foregribe en eventuel udtalelse fra et Laegeudvalg, afgivet i henhold til artikel 21 i ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend og andre ansatte ved De Europaeiske Faellesskaber - at Plug' s vedvarende invaliditet, som anses for fuldstaendig, er uaendret, men at udvalget ikke finder det tilstraekkelig godtgjort, at der i det vaesentlige eller overvejende er nogen aarsagsforbindelse mellem Plug' s tjeneste ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og hans invaliditet."

41 Da ansaettelsesmyndigheden ikke besvarede sagsoegerens klage af 17. maj 1989 inden fristen paa de fire maaneder i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, maatte klagen anses for stiltiende afvist den 18. september 1989.

Retsforhandlinger

42 Dette er baggrund for, at Plug har anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. december 1989, som er indfoert i registret under nr. T-165/89.

43 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

44 Den mundtlige forhandling fandt sted den 28. maj 1991, hvorunder parternes repraesentanter afgav indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal.

45 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

1) Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsoegeren medhold.

2) Kommissionens afgoerelse af 25. april 1989, som er underskrevet af Reynier, og hvorved den indstillede behandlingen af sagsoegerens ansoegning om anerkendelse af, at han lider af en erhvervssygdom, annulleres.

3) Sagsoegeren tilkendes en erstatning for den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, han har lidt, paa et beloeb svarende til fem aars loen, beregnet paa datoen for dommens afsigelse.

4) Sagsoegte tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger.

46 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

1) Afvisning, subsidiaert frifindelse.

2) Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

47 Til stoette for paastanden om erstatning har sagsoegerens advokat den 10. juli 1990 fremlagt en laegeerklaering for Retten, der er udfaerdiget den 14. marts 1990 af dr. Stucki, Genève, som er specialist i psykiatri, og hvori det hedder: "Forhalingen af proceduren har haft en ondartet og sygdomsfremkaldende virkning paa patientens fysiske og psykiske helbred. Saafremt der foretages nye undersoegelser, og proceduren traekkes yderligere ud, vil det efter min opfattelse vaere forbundet med en betydelig risiko for Plug' s liv og helbred".

48 Paa Rettens anmodning har sagsoegte den 6. juni 1991 fremlagt foelgende dokumenter: et sammenfattende notat af 8. august 1984 vedroerende Plug' s administrative og tjenstlige stilling, dr. Grandchamp' s erklaering til dr. Simons af 28. april 1985, dr. Vonlanthen' s erklaering til dr. Simons af 22. januar 1986, dr. Simons' skrivelse af 22. december 1987 til dr. Leuenberger samt kopi af den skrivelse, hvorved dr. Simons paalagde dr. Leuenberger det omhandlede hverv.

Formaliteten

49 Vedroerende formalitetsspoergsmaalet har Kommissionen anfoert, at der er nedlagt paastand dels om annullation af Kommissionens afgoerelse af 25. april 1989 om at indstille behandlingen af sagsoegerens ansoegning om anerkendelse af, at han lider af en erhvervssygdom, dels om erstatning for den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, som sagsoegeren haevder at have lidt. Ifoelge Kommissionen indeholder skrivelsen af 25. april 1989 to afgoerelser, hvoraf den foerste er en afgoerelse, truffet i medfoer af daekningsordningens artikel 19, og hvorved Kommissionen definitivt afslog sagsoegerens ansoegning om anerkendelse af, at han led af en erhvervssygdom i vedtaegtens artikel 73' s forstand under hensyn til, at sagsoegeren ikke oenskede indkaldt et Laegeudvalg i henhold til ordningens artikel 19, saaledes som han havde mulighed for. I det omfang, annullationspaastanden er rettet mod denne foerste del af skrivelsen, dvs. afgoerelsen om at indstille behandlingen af ansoegningen i henhold til vedtaegtens artikel 73, kan den efter Kommissionens opfattelse fremmes til realitetsbehandling.

50 Det fremgik imidlertid af den anden del af skrivelsen af 25. april 1989, at Invaliditetsudvalget skulle have meddelelse om resultaterne af den procedure, som var ivaerksat i henhold til artikel 73. Denne meddelelse skulle give udvalget mulighed for at uddrage de elementer af disse resultater, som det mente kunne fremme dets opgave i medfoer af vedtaegtens artikel 78. Den anden del af skrivelsen af 25. april 1989 udgoer derfor efter Kommissionens opfattelse blot en forberedende foranstaltning, som ikke kan indbringes til proevelse for Retten. Tilkendegivelsen af, at akterne skulle oversendes til Invaliditetsudvalget, maatte nemlig i sagens natur forstaas som en henvisning til en senere afgoerelse fra ansaettelsesmyndigheden. Efter Kommissionens opfattelse maa annullationspaastanden derfor afvises i det omfang, den vedroerer administrationens behandling af ansoegningen om en forhoejet invalidepension paa grund af en erhvervssygdom i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2. Denne del af skrivelsen udgoer nemlig ikke nogen afgoerelse, som indeholder et klagepunkt i forhold til sagsoegeren, og der er ikke indgivet nogen klage herom i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, inden for den fastsatte frist.

51 Her overfor har sagsoegeren anfoert, at Kommissionens delvise afvisningspaastand ikke har fornoedent grundlag, da den beror paa et standpunkt, som Kommissionen bevidst indtog over for sagsoegerens ansoegning helt fra begyndelsen og som var ulovligt, nemlig at proceduren i henhold til vedtaegtens artikel 73 foerst skulle udtoemmes, foer ansoegningen behandledes i henhold til proceduren efter artikel 78. Sagsoegeren har herved henvist til princippet om, at nemo auditur propriam turpitudinem allegans, og gjort gaeldende, at Kommissionen ikke, naar den selv var skyld i konfusionen paa dette punkt, med henvisning til sin egen fejltagelse kan paastaa sagen afvist ved at goere gaeldende, at den trufne afgoerelse blot er en forudgaaende eller forberedende foranstaltning i forhold til den opgave, som paahviler Invaliditetsudvalget i henhold til vedtaegtens artikel 78. Foelgelig boer sagen fremmes til realitetsbehandling i det omfang, den vedroerer den anfaegtede afgoerelse, og i det omfang afgoerelsen indebar, at Kommissionen indstillede behandlingen af sagen i henhold til vedtaegtens artikel 73 - saaledes som det i virkeligheden ogsaa var Kommissionens oenske - samt i det omfang, Kommissionen ved afgoerelsen afslog sagsoegerens ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2, efter alle de fejltagelser, som Kommissionen paa det tidspunkt havde gjort sig skyldig i.

52 Vedroerende det anfoerte skal Retten bemaerke, at formalitetsspoergsmaalet boer vurderes paa baggrund af indholdet i ansoegningen af 1. februar 1984 og den administrative klage af 17. maj 1989. I denne klage, som blev indgivet over afgoerelsen af 25. april 1989, kritiserede sagsoegeren Kommissionen for, at den efter fem aars procedure naegtede at anerkende, at sagsoegerens invaliditet skyldtes en erhvervssygdom.

53 Retten finder, at spoergsmaalet om, hvorvidt afgoerelsen af 25. april 1989 udgoer en forberedende akt - i det mindste delvis - der ikke som saadan kan goeres til genstand for retlig proevelse, afhaenger af, hvorledes realitetsspoergsmaalet afgoeres. Dette spoergsmaal drejer sig om, hvorvidt Kommissionen handlede i overensstemmelse med vedtaegtens bestemmelser, da den afslog at behandle sagsoegerens ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2, saa laenge den endnu ikke havde udtoemt den procedure efter artikel 73, som i den foreliggende sag varede fem aar. Behandlingen af sagens formalitet kan derfor ikke adskilles fra realitetsspoergsmaalet.

Realiteten

Annullationspaastandene

54 Til stoette for sin annullationspaastand har sagsoegeren fremfoert flere anbringender. De vedroerer for det foerste lovligheden af den procedure, som blev fulgt med henblik paa at fastslaa aarsagen til sagsoegerens vedvarende, fuldstaendige invaliditet. Naermere bestemt anfoerer sagsoegeren, at der foreligger:

- en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 78, stk. 2

- en tilsidesaettelse af vedtaegtens bilag II, afdeling 4.

For det andet vedroerer sagsoegerens anbringender lovligheden af den procedure, Kommissionen fulgte i henhold til vedtaegtens artikel 73. Naermere bestemt goer han gaeldende, at der foreligger:

- en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 73, stk. 2

- en tilsidesaettelse af daekningsordningens artikel 12 og 19.

Endelig har sagsoegeren gjort gaeldende, at begge de to procedurer var gennemfoert under anvendelse af:

- magtfordrejning

- tilsidesaettelse af princippet om god forvaltning.

55 Inden parternes anbringender gengives, skal de retsforskrifter, som er omhandlet i sagen, naevnes.

56 Vedtaegtens artikel 73, som i henhold til artikel 28, stk. 1, i ordningen for de oevrige ansatte finder tilsvarende anvendelse paa midlertidigt ansatte, og vedtaegtens artikel 78, hvoraf de vaesentligste bestemmelser er ordret gentaget i artikel 33, stk. 1, i ordningen for de oevrige ansatte, har forskellige formaal og bygger paa forskellige retsbegreber. Ifoelge artikel 73, som er indeholdt i kapitel 2 til vedtaegtens afsnit V, er tjenestemanden fra tiltraedelsesdatoen sikret mod "risiko for erhvervssygdomme og ulykker". Efter denne bestemmelse udbetales der visse ydelser ved doedsfald og i tilfaelde af en vedvarende, total invaliditet samt en vedvarende, delvis invaliditet, som skyldes en ulykke eller en erhvervssygdom. Gennemfoerelsesbestemmelserne til denne artikel er indeholdt i daekningsordningen, som i artikel 12 sondrer mellem de ydelser, der udbetales i tilfaelde af en vedvarende, total invaliditet og en vedvarende, delvis invaliditet. Proceduren til konstatering af, om der foreligger en vedvarende invaliditet, er den samme i alle tilfaelde, og er naermere fastlagt i ordningens artikel 16-25. Artikel 25 bestemmer, at det forhold, at der i medfoer af vedtaegtens artikel 73 og daekningsordningen er anerkendt en vedvarende, total eller delvis invaliditet, ikke paa nogen maade foregriber anvendelsen af vedtaegtens artikel 78 eller omvendt.

57 Vedtaegtens artikel 78 indgaar i kapitel 3 ("Pensioner") i vedtaegtens afsnit V. Den vedroerer pensioner og bestemmer, at tjenestemanden har ret til invalidepension, naar han "er ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstaendig og medfoerer, at den paagaeldende er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe". Efter denne bestemmelse udbetales der saaledes kun invalidepension, saafremt den paagaeldende er ramt af en fuldstaendig og vedvarende invaliditet. Naar invaliditeten skyldes en erhvervssygdom, udgoer invalidepensionen 70% af tjenestemandens grundloen. Hvad angaar de naermere betingelser for tilkendelse af invalidepension henviser artikel 78 til vedtaegtens bilag VIII ("Pensionsordning"), naermere betegnet til artikel 13-16. Ifoelge artikel 13 skal Invaliditetsudvalget fastslaa, om tjenestemanden er blevet varigt og totalt invalid og derfor ude af stand til at varetage en stilling inden for sin stillingsgruppe.

Anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 78, stk. 2

58 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at han i januar-februar 1984 ansoegte om invalidepension som foelge af en erhvervssygdom i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2, hvorfor den foreliggende sag maa afgoeres paa grundlag af bestemmelserne om pension i kapitel 3 i vedtaegtens afsnit V. Efter sagsoegerens opfattelse fremgaar det af daekningsordningens artikel 25 og af Domstolens dom af 12. januar 1983 (sag 257/81, K. mod Raadet, Sml. s. 1), at saavel konstateringen af, om den paagaeldende tjenestemand er ramt af en vedvarende fuldstaendig invaliditet, som medfoerer, at han er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe, som konstateringen af aarsagen til denne invaliditet ikke skal ske paa grundlag af daekningsordningen, men efter de betingelser og den fremgangsmaade, der er foreskrevet i reglerne om pensionsordningen, i det foreliggende tilfaelde artikel 13 i vedtaegtens bilag VIII. Ifoelge artikel 13 har Invaliditetsudvalget enekompetence til at traeffe denne afgoerelse. Under hensyn til, at dommen i naevnte sag blev afsagt, foer Kommissionen paabegyndte behandlingen af sagsoegerens ansoegning om invalidepension, var Kommissionen ubefoejet til at goere proceduren efter vedtaegtens artikel 78, stk. 2, betinget af, at proceduren efter artikel 73 foerst var udtoemt, og den kunne paa dette punkt heller ikke stoette sig paa den lovlige praksis, som tidligere blev fulgt paa dette omraade. Efter sagsoegerens opfattelse er den anfaegtede afgoerelse foelgelig retsstridig, idet den er truffet efter gennemfoerelsen af en ulovlig procedure og bygger paa den fejlagtige forudsaetning, at det er udelukket at anvende vedtaegtens artikel 78, foer proceduren efter vedtaegtens artikel 73 er udtoemt.

59 Endvidere anfoerer sagsoegeren, at ansaettelsesmyndigheden i foerste omgang under henvisning til Invaliditetsudvalgets udtalelse burde have fastslaaet, at sagsoegeren var ramt af en vedvarende, fuldstaendig invaliditet, og derpaa hurtigst muligt have truffet afgoerelse om, hvorvidt han var berettiget til en forhoejet pension i henhold til vedtaegtens artikel 78 som foelge af en vedvarende, fuldstaendig invaliditet paa grund af en erhvervssygdom. Ved sit haardnakkede afslag paa at foelge denne fremgangsmaade komplicerede Kommissionen bevidst proceduren, som i forvejen vedroerte et oemtaaleligt spoergsmaal, og forhalede den til det yderste, hvorved den gjorde sig skyldig i en tjenestefejl, som paafoerte sagsoegeren skade.

60 Hvad angaar dette anbringende vurderer Kommissionen for det foerste de faktiske omstaendigheder anderledes end sagsoegeren. Den henviser til, at sagsoegerens advokat i sin skrivelse af 15. marts 1984 anfoerte, at ansoegningen "i alt vaesentligt skal betragtes som en ansoegning om anerkendelse af, at han lider af en invaliditet som foelge af en erhvervssygdom, dvs. som en ansoegning indgivet i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2". Efter Kommissionens opfattelse fremgaar det af selve denne skrivelses ordlyd, at ansoegningen ikke udelukkende var indgivet i henhold til artikel 78, stk. 2. Kommissionen fandt det derfor rigtigst at behandle ansoegningen efter proceduren i vedtaegtens artikel 73 og har i den forbindelse henvist til Morel' s skrivelse af 24. februar 1984. Den anfoerer, at Morel ved denne skrivelse underrettede sagsoegeren om, at Kommissionen paa hans anmodning havde ivaerksat en procedure saavel i henhold til vedtaegtens artikel 73 som artikel 78. I oevrigt havde sagsoegeren selv, ved den skrivelse af 15. september 1988, som hans advokat tilsendte Reynier, udtrykkeligt udvidet sin ansoegning om invalidepension, beregnet i henhold til artikel 78, stk. 2, til ogsaa at omfatte et krav om erstatning i henhold til vedtaegtens artikel 73.

61 For det andet anfoerer Kommissionen, at sagsoegeren ved Morel' s skrivelse af 13. december 1984 blev klart informeret om Kommissionens afgoerelse, hvorefter man foerst skulle udtoemme proceduren i henhold til vedtaegtens artikel 73, stk. 2, foer proceduren efter artikel 78 blev paabegyndt. Sagsoegeren indgav ikke nogen administrativ klage i overensstemmelse med betingelserne og fristerne i vedtaegtens artikel 90, hverken over denne afgoerelse eller over den afgoerelse om at forene de to procedurer, som var indeholdt i Morel' s skrivelse af 24. februar 1984, hvorfor sagsoegerens anbringender i relation til disse to afgoerelser ikke kan realitetsbehandles.

62 Om de anfoerte argumenter bemaerkes, at det foerst boer undersoeges, hvad det reelle indhold af sagsoegerens foerste ansoegning var. Ganske vist indeholdt sagsoegerens foerste skrivelse af 24. januar 1984 en "ansoegning om invalidepension i henhold til vedtaegtens artikel 73 med den begrundelse, at der er sket en forvaerring af de lidelser, som (sagsoegeren) har paadraget sig under tjenesten i medfoer af de hverv, som Kommissionen har paalagt mig eller de med Kommissionen indgaaede kontrakter". I sin skrivelse af 1. februar 1984 anfoerte sagsoegeren dog, "for at undgaa enhver misforstaaelse", at hans ansoegning af 24. januar 1984 var en ansoegning om "invalidepension paa grund af en erhvervssygdom ifoelge vedtaegtens artikel 78, stk. 2". Hvad angaar Morel' s skrivelse af 24. februar 1984, som Kommissionen har fremlagt i bilaget til svarskriftet, maa det konstateres, at denne skrivelse ikke, som haevdet af Kommissionen, indeholder nogen henvisning til vedtaegtens artikel 73. Tvaertimod underrettede Morel sagsoegeren om, at han ville forelaegge spoergsmaalet for Invaliditetsudvalget og anmodede sagsoegeren om at meddele ham navnet paa den laege, som han oenskede skulle repraesentere ham i udvalget.

63 Desuden er det ikke rigtigt, som det er blevet gjort gaeldende af Kommissionen, at det kunne udledes af skrivelsen af 15. marts 1984 - hvori sagsoegerens advokat praeciserede, at "ansoegningen i alt vaesentligt skal betragtes som en ansoegning om anerkendelse af, at han lider af en invaliditet som foelge af en erhvervssygdom, dvs. som en ansoegning indgivet i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2" - at ansoegningen ikke alene vedroerte vedtaegtens artikel 78, stk. 2. Tvaertimod fremgik det af skrivelsen, at ansoegningen var indgivet i henhold til artikel 78, og at sagsoegeren insisterede herpaa, for at der, som det hedder i skrivelsen, "kunne tages hensyn hertil i forbindelse med den procedure, der vil blive fulgt ...". Herved bemaerkes, at det under ingen omstaendigheder kan aendre ved den oprindelige ansoegnings karakter og naermere indhold, at sagsoegerens advokat 4 1/2 aar efter procedurens ivaerksaettelse i sin skrivelse af 14. juni 1988 til Reynier (og ikke, som haevdet af Kommissionen, foerst i skrivelsen af 15.9.1988) - dvs. efter at det var fastslaaet i tre laegeerklaeringer, at der var aarsagsforbindelse mellem sagsoegerens sygdom og hans tjeneste ved Faellesskaberne - anmodede Kommissionen om, at den opfyldte sine forpligtelser over for Plug i henhold til vedtaegten og andre gaeldende forskrifter, og at den ud over at tilkende ham invalidepension i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2, tildelte ham en ydelse, beregnet i henhold til bestemmelserne i vedtaegtens artikel 73. Uanset om skrivelsen af 14. juni 1988 betragtes som en ny ansoegning, hvormed genstanden for den foerste ansoegning blev udvidet, kan denne anden ansoegning ikke aendre den foerste ansoegnings beskaffenhed eller traede i stedet for denne. Foelgelig maa sagsoegerens skrivelse af 24. januar 1984 fortolkes saaledes, at den indeholdt en ansoegning om anerkendelse af, at han led af en vedvarende fuldstaendig invaliditet, som var opstaaet under hans tjeneste ved Faellesskaberne.

64 Hvad angaar Kommissionens indsigelse om, at sagsoegeren ikke indgav en administrativ klage over Morel' s to skrivelser til ham af 24. februar 1984 og af 13. december 1984, hvorved han blev underrettet om, at administrationen havde besluttet foerst at udtoemme proceduren i henhold til artikel 73, foer artikel 78 blev bragt i anvendelse, bemaerkes, som det er konstateret ovenfor, at skrivelsen af 24. februar 1984 i al fald ikke har det indhold, som det haevdes af Kommissionen. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0165.1

65 Hvad angaar den omstaendighed, at sagsoegeren ikke indgav en administrativ klage over skrivelsen af 13. december 1984 bemaerkes, at en procedure om anerkendelse af, at en tjenestemand er ramt af en invaliditet, bestaar af flere indbyrdes sammenhaengende foranstaltninger, hvorfor det ikke kan kraeves af den paagaeldende, at han indgiver lige saa mange klager, som der under proceduren er truffet foranstaltninger, der maatte indeholde et klagepunkt for vedkommende (jf. Domstolens dom af 14.12.1966 i sag 3/66, Alfieri mod Parlamentet, Sml. 1965-1968, s. 317, org. ref.: Rec. s. 633, paa s. 648). I betragtning af den indbyrdes forbindelse, som bestaar mellem de enkelte foranstaltninger, der er truffet under den her i sagen omhandlede procedure, kan den omstaendighed, at sagsoegeren ikke indgav klage over én af disse foranstaltninger, ikke afskaere ham fra at paaberaabe sig ulovligheden af de trufne foranstaltninger, naar disse har en naer indbyrdes sammenhaeng under proceduren.

66 Hvad angaar spoergsmaalet, om den handlemaade som Kommissionen fulgte og som bestod i foerst at ivaerksaette proceduren efter artikel 78, naar proceduren efter artikel 73 var udtoemt, var i overensstemmelse med de gaeldende vedtaegtsbestemmelser, bemaerkes, som det flere gange er fastslaaet af Domstolen, at det fremgaar af vedtaegtens artikel 73 og 78, naar de sammenholdes med hinanden, at de heri foreskrevne ydelser er forskellige og indbyrdes uafhaengige, uanset om de kan udbetales samtidig. Dette bekraeftes af daekningsordningens artikel 25, som bestemmer, at det forhold, at der i medfoer af artikel 73 er anerkendt at bestaa en vedvarende invaliditet "paa ingen maade [foregriber] anvendelsen af vedtaegtens artikel 78 eller omvendt", uanset om invaliditeten er fuldstaendig. Der er altsaa tale om to forskellige procedurer, som kan foere til forskellige beslutninger, der er indbyrdes uafhaengige af hinanden (jf. dom af 15.1.1981, sag 731/79, B. mod Parlamentet, Sml. s. 107, praemis 9, og af 12.1.1983 i foernaevnte sag, K. mod Raadet, Sml. s. 3, praemis 10). Heraf foelger, at saavel konstateringen af, om den paagaeldende tjenestemand er ramt af en vedvarende fuldstaendig invaliditet, som medfoerer, at han er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i sin stillingsgruppe, som konstateringen af aarsagen til denne invaliditet ikke skal ske paa grundlag af daekningsordningen, men efter de betingelser og den fremgangsmaade, der er foreskrevet i bestemmelserne om pension, dvs. i det foreliggende tilfaelde vedtaegtens bilag VIII. Det fremgaar klart af artikel 13 heri, at det er Invaliditetsudvalget, som skal foretage disse konstateringer (jf. dom af 12.1.1983 i foernaevnte sag, K. mod Raadet, praemis 11).

67 Heraf foelger, at Kommissionen har tilsidesat bestemmelserne i artikel 78, da den gjorde det til en betingelse for at anvende proceduren efter vedtaegtens artikel 78, stk. 2, at proceduren efter artikel 73 foerst var udtoemt, selv om sagsoegeren i medfoer af artikel 78, stk. 2, havde ansoegt om anerkendelse af, at hans invaliditet var opstaaet under tjenesten. Det foerste Invaliditetsudvalg, som afholdt moede i november 1984, burde derfor have taget stilling til aarsagen til sagsoegerens invaliditet. Dette aendres ikke af, at sagsoegeren, for at vise samarbejdsvillighed, taalmodigt fandt sig i Kommissionens uretmaessige handlemaade igennem fem aar.

68 Dette anbringende maa herefter tages til foelge.

Anbringendet om tilsidesaettelse af bestemmelserne i vedtaegtens bilag II

69 Dette anbringende bestaar af to led. For det foerste har sagsoegeren henvist til artikel 9 i vedtaegtens bilag II, hvorefter Invaliditetsudvalgets konklusion skal tilsendes ansaettelsesmyndigheden og den paagaeldende tjenestemand. Denne bestemmelse maa efter sagsoegerens opfattelse forstaas saaledes, at Invaliditetsudvalget efter sin behandling af sagen skal give de to parter samtidig meddelelse om sin konklusion. Efter sagsoegerens opfattelse er det i overensstemmelse med god laegeetik at give en behoerig begrundelse for enhver beslutning og at meddele tjenestemanden den. Paa dette punkt foelger Kommissionen imidlertid den praksis, at den blot tilsender den paagaeldende tjenestemand en kopi af en ad hoc-blanket, hvoraf alene Invaliditetsudvalgets konklusion fremgaar, og som i oevrigt gentages i sin fulde ordlyd i ansaettelsesmyndighedens afgoerelse uden angivelse af nogen begrundelse. Denne praksis indebaerer, at tjenestemanden fratages et vaesentligt middel til at vurdere, om afgoerelsen er velbegrundet. Sagsoegeren finder ikke, at Kommissionen skal kunne unddrage sig kravet om gennemskuelighed i de afgoerelser, den traeffer vedroerende sine tjenestemaend, ved at henvise til, at Invaliditetsudvalgets moeder er hemmelige. Han anfoerer i den forbindelse, at begge parter i foernaevnte sag, K. mod Raadet, havde faaet tilsendt Invaliditetsudvalgets udtalelser, hvorimod han ikke har modtaget nogen af de to udtalelser af 8. november 1984 og af 12. september 1989.

70 For det andet bestrider sagsoegeren lovligheden af den udtalelse, som Invaliditetsudvalget afgav efter sine moeder den 12. og den 13. september 1989. Han rejser tvivl om, hvorvidt Invaliditetsudvalget var klart informeret om dets opgave, eftersom det afgav sin udtalelse med foelgende forbehold: "uden dermed at ville foregribe en eventuel udtalelse fra et Laegeudvalg, afgivet i henhold til daekningsordningens artikel 21". Sagsoegeren udtrykker forundring over, at en udtalelse, som kun vedroerer laegelige spoergsmaal, kan indeholde et retligt forbehold, der ikke er ganske uskyldigt, naar det vurderes paa baggrund af de processuelle vildfarelser og fejltagelser, som Kommissionen havde gjort sig skyldig i. Efter sagsoegerens opfattelse har forbeholdet om en eventuel udtalelse fra et Laegeudvalg ingen som helst gyldighed, da Laegeudvalget ifoelge daekningsordningens artikel 19 alene kan indkaldes efter anmodning fra den paagaeldende tjenestemand og aldrig paa Kommissionens foranledning.

71 Sagsoegeren anfoerer i den forbindelse endvidere, at den opgave, som paahvilede Invaliditetsudvalget, efter at dr. Leuenberger havde afgivet sin erklaering af 23. april 1988 - og hvori han havde konkluderet, at sagsoegerens sygdom havde karakter af en erhvervssygdom - ubestrideligt bestod i at afgive en udtalelse om denne erklaering under hensyntagen til det udtrykkelige hverv, som erklaeringen var afgivet i henhold til. Da den sagkyndige laege havde henholdt sig noeje til de spoergsmaal, han var blevet stillet, burde Invaliditetsudvalget udelukkende have udtalt sig om svarene paa disse spoergsmaal. Ogsaa paa dette punkt tvivler sagsoegeren paa, at Invaliditetsudvalget var blevet tilstraekkelig klart orienteret om sin opgave.

72 Kommissionen anfoerer, at sagsoegeren i realiteten anfaegter den afgoerelse, som er indeholdt i Morel' s skrivelse af 13. december 1984. Da paastanden i sagen imidlertid vedroerer afgoerelsen af 25. april 1989 og ikke afgoerelsen af 13. december 1984, som sagsoegeren ikke har anfaegtet rettidigt, og som han dermed har fortabt retten til at anfaegte, kan det omhandlede anbringende ikke realitetsbehandles. I oevrigt er afgoerelsen af 13. december 1984 ikke i strid med artikel 9 i vedtaegtens bilag II, idet den blot tilkendegiver ansaettelsesmyndighedens hensigter og ikke har nogen som helst forbindelse til artikel 9. Anbringendet savner derfor faktisk grundlag.

73 Med hensyn til anbringendets foerste led bemaerkes, at efter sagsoegerens opfattelse burde de erklaeringer, som Invaliditetsudvalgets konklusioner var baseret paa - forudsat de i oevrigt fandtes - burde have vaeret tilsendt ham. Efter Rettens opfattelse er dette anbringende ubegrundet, da artikel 9 i vedtaegtens bilag II alene kraever, at ansaettelsesmyndigheden og den paagaeldende tjenestemand modtager meddelelse om Invaliditetsudvalgets konklusion og ikke om udvalgets arbejde, som er hemmeligt. I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsoegeren har faaet tilsendt konklusionerne fra de to Invaliditetsudvalg.

74 Denne del af anbringendet kan derfor ikke laegges til grund.

75 Hvad angaar anbringendets andet led, hvorefter den udtalelse, som Invaliditetsudvalget afgav efter sine moeder den 12. og den 13. september 1989, var ulovlig, bemaerkes, at retsforskrifterne om nedsaettelse af Laege- og Invaliditetsudvalg ifoelge fast domspraksis har til formaal at overlade det til sagkyndige laeger at traeffe den endelige afgoerelse om alle laegelige spoergsmaal. Domstolen har heraf udledt, at den retlige proevelse ikke kan udvides til at omfatte de rent laegelige afgoerelser, men at disse maa anses for definitive, naar de er blevet til efter de forskriftsmaessige betingelser herom. Derimod kan der udoeves domstolskontrol med lovligheden af udvalgenes nedsaettelse og virksomhed (jf. dom af 21.5.1981, sag 156/80, Morbelli mod Kommissionen, Sml. s. 1357, praemis 18 og 20, af 29.11.1984, sag 265/83, Suss mod Kommissionen, Sml. s. 4029, praemis 11, af 19.1.1988, sag 2/87, Biedermann mod Revisionsretten, Sml. s. 143, praemis 8, og af 4.10.1991, sag C-185/90 P, Gill mod Kommissionen, Sml. I, s. 4779, praemis 24) samt med lovligheden af de udtalelser, som disse udvalg afgiver. Retten er derfor kompetent til at efterproeve, om udtalelsen indeholder en begrundelse, der goer det muligt at vurdere de betragtninger, som udtalelsens konklusioner er baseret paa (jf. Domstolens dom af 12.1.1983 i foernaevnte sag, K. mod Raadet, praemis 17), og om der fremgaar at vaere en forstaaelig sammenhaeng mellem de laegelige konstateringer, som er indeholdt i udtalelsen, og den konklusion, som udvalget er naaet frem til (jf. dom af 10.12.1987, sag 277/84, Jaensch mod Kommissionen, Sml. s. 4923, praemis 15).

76 Det er ud fra disse principper, sagsoegerens anbringender om Invaliditetsudvalgets udtalelse skal vurderes.

77 Herom bemaerkes for det foerste, at to af de tre laeger, som Invaliditetsudvalget bestod af, nemlig professor Garrone og dr. Vonlanthen, forud for udtalelsen havde erklaeret, at sagsoegerens sygdom var opstaaet under tjenesten ved Faellesskaberne. I sin skrivelse af 20. august 1983 erklaerede professor Garrone saaledes foelgende vedroerende Plug' s sygdom (jf. ovenfor, praemis 7):

"En af de afgoerende omstaendigheder, som kan have vaeret medvirkende hertil, er for mig at se den arbejdssituation, som patienten har befundet sig i siden 1976."

Endvidere er konklusionen i erklaeringen fra dr. Vonlanthen af 22. januar 1986, som er udfoerligt gengivet ovenfor i praemis 20, fuldstaendig klar paa dette punkt:

"Plug har under sin tjeneste ved De Europaeiske Faellesskaber paa grund af arbejdsforholdene paadraget sig to alvorlige sygdomme og et betydeligt handicap, som har forvaerret sig i den forloebne periode. Efter min opfattelse kan forbindelsen mellem Plug' s lidelser og hans arbejdsforhold beskrives paa foelgende maade:

1) Der foreligger en forvaerring af sukkersygen (evt. en tidlig udvikling heraf samt en utilstraekkelig behandling).

2) Der foreligger aarsagsforbindelse for saa vidt angaar depressionen.

3) Der foreligger aarsagsforbindelse for saa vidt angaar artrosen og hovedpinen."

Endelig konkluderede ogsaa dr. Grandchamp i sin erklaering af 28. april 1985, at der var aarsagsforbindelse mellem sagsoegerens sygdom og hans arbejdsforhold (jf. ovenfor, praemis 19). Samme konklusion var tillige dr. Leuenberger naaet frem til i sin erklaering (jf. ovenfor, praemis 24).

78 I Invaliditetsudvalgets udtalelse anfoeres det derimod blot, at "udvalget ikke finder det tilstraekkelig godtgjort, at der i det vaesentlige eller overvejende er nogen aarsagsforbindelse mellem Plug' s tjeneste ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og hans invaliditet". Der er i den forbindelse grund til at fremhaeve, at udtalelsen ikke indeholder nogen som helst forklaring paa den aabenbare modstrid mellem, paa den ene side, udvalgets konklusion og, paa den anden side, dels den konklusion, som de to laeger, der var medlemmer af udvalget, var naaet frem til, dels den konklusion, der fremgaar af erklaeringerne fra dr. Grandchamp og dr. Leuenberger.

79 Desuden indeholder udtalelsen ingen begrundelse, som goer det muligt at vurdere de betragtninger, som dens konklusion er baseret paa, og heller ingen laegelige konstateringer, bortset fra konstateringen af, at Plug lider af en vedvarende invaliditet. Af udtalelsen fremgaar der derfor ikke at vaere nogen forstaaelig sammenhaeng mellem sidstnaevnte laegelige konstatering og den konklusion, som udvalget naaede frem til, og som gik ud paa, at der ikke i det vaesentlige eller overvejende var nogen aarsagsforbindelse mellem Plug' s tjeneste ved Faellesskaberne og hans invaliditet. Under disse forhold finder Retten, at Invaliditetsudvalgets konklusioner er behaeftet med en mangel, som goer udtalelsen ugyldig, nemlig en utilstraekkelig begrundelse.

80 Hvad angaar Invaliditetsudvalgets ytring om, at den med sin udtalelse ikke "ville foregribe en eventuel udtalelse fra et Laegeudvalg, afgivet i henhold til artikel 21 i daekningsordningen", finder Retten, at denne ytring har karakter af et retligt forbehold, som ikke hoerer hjemme i en laegelig udtalelse, og at den udgoer et objektivt indicium for, at Invaliditetsudvalget ikke var blevet klart orienteret om sin opgave i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 2.

81 Videre bemaerkes, at udtalelsen som naevnt tillige indeholder et udsagn om, at "udvalget ikke finder det tilstraekkelig godtgjort, at der i det vaesentlige eller overvejende er nogen aarsagsforbindelse mellem Plug' s tjeneste ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og hans invaliditet". I den forbindelse er der grund til at fremhaeve, at det ikke er nogen betingelse efter vedtaegten, at der "i det vaesentlige" eller "overvejende" er aarsagsforbindelse mellem den paagaeldendes invaliditet og hans tjeneste. Ifoelge den fortolkning, som Domstolen har anlagt af de relevante bestemmelser i vedtaegten, kraeves alene, at der findes en "tilstraekkelig direkte sammenhaeng" mellem den paagaeldendes sygdom og den tjeneste, han har udoevet (jf. dom af 21.1.1987, sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, Sml. s. 315, praemis 10, og af 12.1.1983 i foernaevnte sag, K. mod Raadet, praemis 20). Det er derfor Rettens opfattelse, at i lighed med hvad der gjaldt for det foernaevnte retlige forbehold (jf. ovenfor, praemis 80), udgoer ogsaa udsagnet om, at der "i det vaesentlige" var aarsagsforbindelse, et objektivt indicium for, at Invaliditetsudvalget ikke var tilstraekkelig klart informeret om sin opgave efter vedtaegtens artikel 78, stk. 2.

82 Af det anfoerte foelger, at den udtalelse, som Invaliditetsudvalget afgav efter sine moeder den 12. og den 13. september 1989, er behaeftet dels med en vaesentlig formmangel, idet den ikke indeholder en behoerig begrundelse, dels med en vildfarelse, idet den er baseret paa en fejlagtig retsopfattelse.

83 Det andet led af det foerste anbringende maa herefter laegges til grund.

Anbringendet om magtfordrejning

84 Sagsoegeren anfoerer, at Kommissionen har gjort sig skyldig i magtfordrejning, idet den ikke har handlet i overensstemmelse med den almene interesse og med gaeldende retsforskrifter. Kommissionen har nemlig i det vaesentlige, om ikke udelukkende, ladet sig lede af oensket om at forhale proceduren og beroeve sagsoegeren hans rettigheder. Den har saaledes systematisk naegtet at tage konsekvensen af erklaeringerne fra de sagkyndige laeger, hvori det var fastslaaet, at sagsoegeren led af en erhvervssygdom. Kommissionen har endvidere fordrejet procedurerne, idet den har anvendt dem til et andet end deres rette formaal, og benyttet argumenter, som er helt irrelevante og i strid med Domstolens praksis, udelukkende for at tage modet fra sagsoegeren ved at foreskrive ham at gennemgaa et utal af unyttige og forhalende laegeundersoegelser. Navnlig har Kommissionen sat sin egen opfattelse igennem i stedet for den raadende opfattelse hos de kompetente laegelige myndigheder og tilsidesat de konklusioner, som fremgik af dr. Leuenberger' s erklaering, ogsaa efter, at denne havde bekraeftet deres rigtighed. Den har endvidere udpeget en ny sagkyndig laege, selv om den paa det paagaeldende tidspunkt raadede over alle de oplysninger, som var noedvendige for at traeffe sin afgoerelse i henhold til daekningsordningens artikel 19, saaledes som den var forpligtet til.

85 Under den mundtlige forhandling har sagsoegeren fastholdt, at Kommissionen ved sin handlemaade har gjort sig skyldig i magtfordrejning, idet den forhalede proceduren i helt urimelig lang tid. Han anfoerer i den forbindelse, at der gik 5 1/2 aar, foer det samme Invaliditetsudvalg, som havde afgivet den foerste udtalelse, udtalte sig om den mulige aarsagsforbindelse mellem sagsoegerens invaliditet og hans tidligere tjeneste ved Faellesskaberne - som udvalget afviste, der bestod - selv om det kunne have afgjort dette spoergsmaal foerste gang, den afgav udtalelse.

86 Heroverfor anfoerer Kommissionen, at sagsoegerens paastande er lige saa stoedende, som de er urigtige, og at han ikke engang har forsoegt at bevise rigtigheden af sine klagepunkter, som han har fremfoert med en aldeles forkastelig letkoebthed. Dette anbringende savner derfor ifoelge Kommissionen fornoedent grundlag i de faktiske omstaendigheder.

87 Retten maa herom konstatere, at sagsoegerens paastande vedroerende procedurens varighed har stoette i en raekke faktiske omstaendigheder, som er aabenbare og ubestridelige. Det fremgaar nemlig, at der forloeb mere end fem aar mellem den dato, da sagsoegeren indgav sin ansoegning, hvilket skete den 24. januar 1984, og den dato, da Kommissionen traf den anfaegtede afgoerelse, hvilket skete den 25. april 1989.

88 Videre bemaerkes, at Kommissionen successivt udpegede tre sagkyndige laeger til at udfaerdige en erklaering om sagsoegerens sygdom og dens aarsag. Konklusionen paa alle tre erklaeringer, som blev udfaerdiget hhv. den 28. august 1985 af dr. Grandchamp, den 22. januar 1986 af dr. Vonlanthen og den 22. april 1988 af dr. Leuenberger, var, at der var aarsagsforbindelse mellem sagsoegerens sygdom og hans tjeneste ved Faellesskaberne. Det maa ganske vist erkendes, at administrationen ifoelge daekningsordningens artikel 18 "kan anmode om enhver laegeundersoegelse, som er noedvendig for anvendelse af denne ordning", og at den "i denne fase [ikke er] bundet af de konklusioner, den af denne udpegede laege afgiver, [men] frit [kan] tiltraede disse konklusioner eller ikke og ivaerksaette yderligere sagkyndige undersoegelser" (jf. Domstolens dom af 29.11.1984 i foernaevnte sag, Suss mod Kommissionen, praemis 18, og af 23.4.1986 i sag 150/84, Bernardi mod Parlamentet, Sml. s. 1375, praemis 35). Hverken ordningens artikel 18 eller Domstolens domme kan dog med rette fortolkes paa den maade, at den giver administrationen ret til at udpege et uendeligt antal af nye sagkyndige laeger uden at begrunde sin afgoerelse, blot fordi den ikke er enig i laegernes konklusioner. I den forbindelse bemaerkes, at Kommissionen ikke har givet nogen begrundelse for sit afslag paa at anerkende erklaeringerne fra dr. Grandchamp og dr. Vonlanthen.

89 Hvad angaar dr. Leuenberger' s erklaering afslog Kommissionen at tage hensyn dertil under henvisning til, at den sagkyndige laege havde fastsat sagsoegerens invaliditetsgrad til 100% og dermed ikke overholdt de retsforskrifter, som gaelder paa omraadet. Herom skal Retten bemaerke, at Kommissionen herved forsoemte at tage i betragtning, at dr. Leuenberger i sin erklaering gav en helt praecis besvarelse af de spoergsmaal, han var blevet stillet i skrivelsen af 22. december 1987, hvorved han fik overdraget det omhandlede hverv. Hvad saerlig angaar spoergsmaalet om graden af sagsoegerens invaliditet, skulle den udpegede sagkyndige laege nemlig udtale sig om, hvorvidt "Plug' s vedvarende invaliditet som foelge af arbejdsvilkaarene maa antages at fortsaette fremover, og i bekraeftende fald spoergsmaalet om fastsaettelsen af invaliditetsgraden paa grundlag af den tabel, som er fastsat i bilaget til daekningsordningen, eller ved en analog anvendelse heraf". Paa dette spoergsmaal kunne dr. Leuenberger' s svar ikke vaere mere praecist. Det loed saaledes:

"Plug ville sikkert vaere i stand til at arbejde, saafremt man genindsatte ham fuldt ud i hans tidligere stilling efter en vis omstillingsperiode",

og

"saafremt dette ikke sker, maa det befrygtes, at Plug' s depressive tilstand fortsaetter, som er en reaktion paa hans fortraedeligheder og paa, at han blev frataget sin stilling, og i saa fald maa invaliditetsgraden antages at udgoere 100%".

Dr. Leuenberger' s svar var saaledes mere praecist end det spoergsmaal, han blev stillet. I spoergsmaalet blev problemerne i forbindelse med vedtaegtens artikel 73 og 78 nemlig gjort til genstand for en modstridende sammenblanding. Spoergsmaalet om, hvorvidt en tjenestemand er ramt af en vedvarende invaliditet, som medfoerer, at han er ude af stand til at goere tjeneste, dvs. spoergsmaalet om vedkommendes erhvervsudygtighed, er nemlig reguleret af vedtaegtens artikel 78, hvorimod spoergsmaalet om fastsaettelsen af invaliditetsgraden i tilfaelde af en vedvarende, delvis invaliditet, dvs. om der foreligger en legemlig integritetskraenkelse, er reguleret af artikel 73. Laegen fastsatte graden af sagsoegerens erhvervsudygtighed paa grundlag af den konstatering, at han var ramt af en vedvarende, fuldstaendig invaliditet, som medfoerte, at han var ude af stand til at goere tjeneste. Foelgelig udgjorde graden af sagsoegerens erhvervsudygtighed 100%. Paa dette stadium af sin besvarelse vedroerte den sagkyndige laeges erklaering ikke den form for invaliditet, som skyldes en fysisk-psykisk skade, der har karakter af en legemlig integritetskraenkelse, dvs. en skade, for hvilken der kan ydes erstatning i henhold til vedtaegtens artikel 73. Det var i sin besvarelse af spoergsmaalet om tilkendelse af en erstatning for hver af sagsoegerens lidelser, som udgjorde fysisk integritetskraenkelse, uden at beroere dennes arbejdsevne, at laegen udtalte, at der ikke forelaa nogen organisk laesion, men en psykologisk kraenkelse. Kommissionen burde derfor i den foreliggende sag, saa laenge der ikke forelaa nogen grunde til at benytte en anden sagkyndig laege, have truffet den i daekningsordningens artikel 19 foreskrevne afgoerelse.

90 I oevrigt bemaerkes, at det fremgaar af selve ordlyden af det tidligere naevnte notat af 8. august 1984, "notat IX2 til personlig aktmappe" (jf. ovenfor, praemis 13), at Kommissionens reelle begrundelse for at behandle sagen i henhold til artikel 73 var at undgaa en eventuel intervention fra forsikringsselskaberne, saafremt Plug skulle rejse erstatningskrav i henhold til artikel 73, og at Kommissionen ikke var i tvivl om, at sagsoegeren udelukkende oenskede bestemmelsen i vedtaegtens artikel 78, stk. 2, bragt i anvendelse.

91 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at Kommissionen har udnyttet sine befoejelser i et andet formaal end det, hvortil den havde faaet dem tillagt, og dermed har begaaet magtfordrejning.

92 Foelgelig maa dette anbringende laegges til grund.

Anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 73, stk. 2

93 Sagsoegeren anfoerer, at Kommissionen med sin beslutning om at udsaette proceduren efter artikel 78, saa laenge proceduren efter artikel 73 stod paa, beroevede ham hans ret til at faa behandlet sin ansoegning om anerkendelse af, at han led af en erhvervssygdom, hurtigst muligt. Paa grund af denne beslutning har Invaliditetsudvalget vaeret afskaaret fra at udfoere sin opgave, som bestod i at tage stilling til, om der var aarsagsforbindelse mellem sagsoegerens vedvarende, fuldstaendige invaliditet og hans tjeneste ved Faellesskaberne.

94 Kommissionen anfoerer, at den afgoerelse, som anfaegtes med dette anbringende, blev meddelt sagsoegeren den 13. december 1984, men at denne afgoerelse ikke har nogen forbindelse med den i sagen anfaegtede akt. Desuden har sagsoegeren accepteret afgoerelsen ved at lade hengaa naesten fem aar, foer han anfaegtede den. Anbringendet maa derfor afvises fra realitetspaakendelse af de samme grunde, som Kommissionen har fremfoert mod det foerste anbringende.

95 Det er herom tilstraekkeligt at bemaerke, at Retten ved gennemgangen af det foerste anbringende, som det har antaget til realitetspaakendelse, fastslog, at Kommissionen tilsidesatte de omhandlede vedtaegtsbestemmelser ved at goere det til en betingelse for at anvende proceduren efter vedtaegtens artikel 78, stk. 2, at proceduren efter artikel 73 og de hertil hoerende gennemfoerelsesbestemmelser foerst var udtoemt.

96 Dette anbringende maa derfor laegges til grund.

Anbringendet om tilsidesaettelse af daekningsordningens artikel 12

97 Sagsoegeren anfoerer, at Kommissionen var ubefoejet til at afvise dr. Leuenberger' s erklaering under henvisning til den tabel, som er indeholdt i daekningsordningens bilag, dvs. tabellen over de gaeldende satser for vedvarende, delvis invaliditet, naar det var fastslaaet, at sagsoegeren var ramt af en vedvarende, fuldstaendig invaliditet. Dette sidste var anerkendt ved afgoerelsen af 13. december 1984, og den fuldstaendige invaliditet var ifoelge erklaeringen af 23. april 1988 fra en neuro-psykiatrisk specialist godtgjort at vaere opstaaet under tjenesten. Sagsoegeren tilfoejer, at naevnte tabel kun kan anvendes, naar tjenestemanden er ramt af en vedvarende, delvis invaliditet, som skyldes en ulykke eller en erhvervssygdom (jf. ordningens artikel 12, stk. 2). Ifoelge ordningens artikel 12 skal den paagaeldende i tilfaelde af en vedvarende, fuldstaendig invaliditet have udbetalt det beloeb, som er omhandlet i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra b), og i tilfaelde af en vedvarende, delvis invaliditet have udbetalt en erstatning, udregnet paa grundlag af tabellen over de invaliditetssatser, der er indeholdt i ordningens bilag. Det afgoerende kriterium for beregningen af invaliditetsydelsen er altsaa, om den konstaterede vedvarende invaliditet er delvis eller fuldstaendig. Kommissionen var derfor ubefoejet til med grundlag i denne tabel at ville tvinge dr. Leuenberger til at aendre konklusionerne i sin sagkyndige erklaering.

98 Kommissionen anfoerer, at dette anbringende maa afvises fra realitetspaakendelse, da afgoerelsen af 25. april 1989 om at indstille den procedure, som var ivaerksat i henhold til vedtaegtens artikel 73, ikke er truffet i henhold til daekningsordningens artikel 12. Afgoerelsen er derimod baseret paa den konstatering, at Kommissionen paa grund af forhold, som udelukkende beroede paa sagsoegeren, var ude af stand til at anerkende, at hans sygdom var opstaaet under tjenesten. Endvidere anfoerer Kommissionen, at Invaliditetsudvalget ikke, som antaget af sagsoegeren, med den udtalelse, som ligger til grund for skrivelsen af 13. december 1984, traf en afgoerelse i henhold til vedtaegtens artikel 73. Den fastslog derimod blot, ikke at sagsoegeren var ramt af en invaliditet, men at han led af en vedvarende, fuldstaendig erhvervsudygtighed. Kommissionen henviser i den forbindelse til, at afgoerelser om fastsaettelse af graderne for en vedvarende invaliditet traeffes af ansaettelsesmyndigheden i henhold til daekningsordningens artikel 19, 21 og 23.

99 Herom bemaerkes, som fastslaaet ovenfor, at det svar, som dr. Leuenberger gav i sin erklaering af 28. april 1988, var i overensstemmelse med det spoergsmaal, som Kommissionen havde stillet ham, hvilket maatte forstaas paa den maade, at man oenskede oplyst, om sagsoegerens vedvarende invaliditet skyldtes hans arbejdsforhold under tjenesten. Det var Kommissionen selv, som var skyld i den uklarhed, der var opstaaet, idet den uberettiget havde sammenblandet henvisningerne til procedurerne efter vedtaegtens artikel 73 og 78. Endvidere fremgaar det klart, at det ikke var noedvendigt, for at fastslaa aarsagen til sagsoegerens invaliditet, at henvise til tabellen i daekningsordningens bilag, som vedroerer de tab, der kan erstattes i henhold til artikel 73. Foelgelig var Kommissionen ubefoejet til at henvise til denne tabel, om end ikke af den grund, som sagsoegeren haevder, nemlig at han var ramt af en fuldstaendig invaliditet, men fordi formaalet med denne tabel ifoelge daekningsordningens artikel 12, stk. 2, er at fastsaette graden af den form for vedvarende, delvis invaliditet, som beror paa en legemlig eller fysisk integritetskraenkelse, for hvilken skaden kan erstattes i henhold til artikel 73, idet der ifoelge dr. Leuenberger ikke forelaa en saadan kraenkelse i sagsoegerens tilfaelde.

100 Dette anbringende maa herefter laegges til grund.

Anbringendet om tilsidesaettelse af daekningsordningens artikel 19

101 Sagsoegeren anfoerer, at ansaettelsesmyndigheden med sin afgoerelse af 13. december 1984 afskar Invaliditetsudvalget fra at foretage en undersoegelse af aarsagerne til hans vedvarende, fuldstaendige invaliditet. Ifoelge sagsoegeren blev den undersoegelse, som administrationen havde ivaerksat den 12. november 1984 i henhold til daekningsordningens artikel 17 - for, som det hedder i denne bestemmelse, "at tilvejebringe alle oplysninger om lidelsens art, hvorvidt den er af erhvervsmaessig oprindelse og omstaendighederne ved dens opstaaen" - afsluttet med erklaeringen fra den sagkyndige laege af 23. april 1988. Saa laenge der ikke var afgivet en laegelig erklaering, som afveg herfra, var ansaettelsesmyndigheden efter sagsoegerens opfattelse forpligtet til at rette sig efter de konklusioner, som den sagkyndige laege var naaet frem til, og i den forbindelse iagttage proceduren i henhold til ordningens artikel 19. Efter sagsoegerens opfattelse har administrationen ikke bestridt, at der forelaa den fornoedne aarsagsforbindelse - hvilket spoergsmaal var selve genstanden for den undersoegelse, som blev ivaerksat i henhold til artikel 17, stk. 2 - men administrationen har benyttet den invaliditetsgrad, som var fastslaaet af den sagkyndige laege, som paaskud til at unddrage sig sine forpligtelser efter artikel 19. Ogsaa administrationens afslag paa at anerkende laegeerklaeringen af 23. april 1988 og dens afslag paa sagsoegerens ansoegning af 24. januar 1984 om anerkendelse af, at han led af en erhvervssygdom, vidnede om samme hensigt til at ville beroeve sagsoegeren hans rettigheder i henhold til vedtaegten og de i oevrigt gaeldende bestemmelser.

102 Kommissionen anfoerer, at ansaettelsesmyndigheden som led i udoevelsen af sine skoensmaessige befoejelser havde maattet konstatere, at den laege (dr. Leuenberger), som institutionen havde udpeget til "med henblik paa anvendelsen af vedtaegtens artikel 73" at udfaerdige "en sammenfattende erklaering vedroerende aarsagsforbindelsen mellem Plug' s sygdom og hans tjeneste ved De Europaeiske Faellesskaber", havde forstaaet begrebet "invaliditet" paa en maade, der var uforenelig med vedtaegtens artikel 73. Videre anfoerer Kommissionen, at det ikke fremgaar klart af sagsoegerens anbringende, hvorledes han mener, at ansaettelsesmyndigheden skulle have tilsidesat ordningens artikel 19. Paa grund af denne uklarhed maa anbringendet afvises fra realitetspaakendelse. I oevrigt er anbringendet ubegrundet, da det ikke er godtgjort, at ansaettelsesmyndigheden har overskredet sine befoejelser efter ordningens artikel 19.

103 Herom bemaerkes, som fastslaaet ovenfor, at daekningsordningens artikel 18 ikke kan fortolkes saaledes, at den giver administrationen ret til uden rimelig begrundelse at indhente et uendeligt antal erklaeringer fra sagkyndige laeger. I den foreliggende sag burde Kommissionen, naar den havde indhentet tre erklaeringer fra sagkyndige laeger, og der ikke var grund til at indhente yderligere laegeerklaeringer, have truffet en afgoerelse i henhold til daekningsordningens artikel 19 og burde ikke have udpeget yderligere en laege til at afgive erklaering.

104 Dette anbringende maa herefter laegges til grund.

105 Det foelger af samtlige de anfoerte betragtninger, uden at det er noedvendigt at undersoege det sidste anbringende, som sagsoegeren har fremfoert, at Kommissionens afgoerelse af 25. april 1989 ikke udelukkende kan anses for en forberedende akt i det omfang, det heri bestemmes, at Invaliditetsudvalget skulle have meddelelse om resultaterne af proceduren i henhold til vedtaegtens artikel 73. Sagen maa derfor i det hele fremmes til realitetspaakendelse. Heraf foelger endvidere, at afgoerelsen blev truffet i strid med vedtaegtens artikel 73 og de gennemfoerelsesbestemmelser hertil, som er indeholdt i daekningsordningen, samt med vedtaegtens artikel 78 og artikel 13 i vedtaegtens bilag VIII. Endelig er afgoerelsen behaeftet med magtfordrejning. Afgoerelsen af 25. april 1989 maa herefter annulleres i det omfang, der ved denne for det foerste kun gives mulighed for indkaldelse af et Laegeudvalg i henhold til daekningsordningens artikel 19, 21 og 23, for det andet gives afslag paa at indkalde et Invaliditetsudvalg uden opsaettelse i henhold til artikel 13 i vedtaegtens bilag VIII og for det tredje bestemmes, at behandlingen af sagsoegerens akter i henhold til vedtaegtens artikel 73 skulle indstilles under henvisning til, at Kommissionen ikke var i stand til at traeffe afgoerelse om sagsoegerens ansoegning.

Paastanden om erstatning

Kommissionens retsstridige handlemaade

106 Sagsoegeren henviser herom til de adskillige ansvarspaadragende tjenestefejl, som Kommissionen har gjort sig skyldig i. Trods den indbyrdes uafhaengighed mellem de to procedurer efter vedtaegtens artikel 73 og 78, som Domstolen har fastslaaet i sin praksis, afslog Kommissionen at forelaegge Invaliditetsudvalget den ansoegning uden opsaettelse, som sagsoegeren havde indgivet med henblik paa anerkendelse af, at han led af en erhvervssygdom. Dette indebar, at proceduren blev ledt ind paa et fejlspor med den foelge, at den foerst kunne bringes til afslutning mere end fem aar senere. Kommissionen afslog endvidere at drage de noedvendige konsekvenser af dr. Leuenberger' s erklaering, uden at den i oevrigt bestred laegens konklusion om, at der var aarsagsforbindelse mellem sagsoegerens vedvarende invaliditet og hans tjeneste ved Faellesskaberne. I stedet for paabegyndte Kommissionen en retlig strid om sondringen mellem invaliditet og erhvervsudygtighed, der efter sagsoegerens opfattelse var baade steril og misforstaaet, da der i sagen fremgik at foreligge en vedvarende invaliditet, som var anset for fuldstaendig, hvorfor sondringen var meningsloes.

107 Kommissionen bestrider at have blandet de to procedurer sammen. Den anfoerer, at den den 24. januar 1984 fik forelagt sagsoegerens ansoegning "om invalidepension i henhold til vedtaegtens artikel 73". Den var derfor forpligtet til at ivaerksaette den procedure, der er foreskrevet for anvendelsen af artikel 73. I modsaetning til, hvad sagsoegeren har haevdet, blev sagen straks forelagt Invaliditetsudvalget ved skrivelse af 24. februar 1984 fra generaldirektoeren for personale og administration. I oevrigt har Kommissionen altid foretaget en klar sondring mellem artikel 73 og artikel 78.

108 Endvidere anfoerer Kommissionen, at den allerede tidligere har forklaret baggrunden for, at den blev noedt til at afvise laegeerklaeringen af 23. april 1988 og udpege en ny laege til at afgive erklaering om fastsaettelse af graden for sagsoegerens vedvarende invaliditet og om aarsagen til hans sygdom. Der er derfor ikke efter Kommissionens opfattelse godtgjort at vaere begaaet nogen tjenestefejl.

Skaden

109 Sagsoegeren anfoerer, at der er foert bevis for den skade, han har lidt, ved den udtalelse, Invaliditetsudvalget afgav efter sine moeder den 12. og den 13. september 1989, hvori det fastslaas, at "Plug' s vedvarende invaliditet, som anses for fuldstaendig, er uaendret". I den forbindelse goer sagsoegeren gaeldende, at alle de tildragelser, som har udspillet sig i forbindelse med proceduren, og som har strakt sig over saa lang en periode, i vaesentlig grad har forringet hans fysiske og psykiske helbredstilstand. Denne forringelse af hans helbredstilstand, som er sket siden han udtraadte af tjenesten med invalidepension, blev fastslaaet af professor Garrone under Invaliditetsudvalgets moede den 12. september 1989 og blev bekraeftet af dr. Stucki' s erklaering af 14. marts 1990, som sagsoegeren har fremlagt i bilaget til sin replik.

110 Kommissionen anfoerer, at Invaliditetsudvalgets udtalelse ikke udgoer noget bevis for, at der var sket en forringelse af sagsoegerens helbredstilstand. Det fastslaas i udtalelsen blot, at sagsoegerens erhvervsudygtighed var uaendret. Kommissionen tilfoejer, at en laegeerklaering, som fremlaegges under retsforhandlingerne som bevis for en tilstand i vedkommendes helbred, der bestod allerede paa tidspunktet for staevningens indgivelse, maa afvises fra realitetspaakendelse i henhold til artikel 42, stk. 1 og 2, i Domstolens procesreglement, som, med de fornoedne aendringer, tillige finder anvendelse paa retsforhandlingerne ved Retten.

AArsagsforbindelsen

111 Sagsoegeren anfoerer, at der er fremlagt bevis for aarsagsforbindelsen mellem Kommissionens retsstridige handlemaade og det tab, han har lidt som foelge af sin helbredsforringelse.

112 Sagsoegeren mener derfor at have krav paa erstatning for den ideelle og fysiske skade, han har lidt, og anslaar - i betragtning dels af omfanget og antallet af de tjenestefejl, som Kommissionen har begaaet, og dens manglende samarbejdsvillighed, dels af sin helbredstilstand og alder - tabet til et beloeb svarende til fem aars loen, nemlig de fem aar, hvorunder han handlede i tillid til, at Kommissionen, i overensstemmelse med de procedurer herfor, som er foreskrevet i vedtaegten, anerkendte, at han led af en erhvervssygdom. Erstatningen boer efter sagsoegerens opfattelse fastsaettes under hensyn til den loen, han ville vaere berettiget til paa datoen for dommens afsigelse.

113 Kommissionen anfoerer, at det, selv om det fastslaas, at den har gjort sig skyldig i en retsstridig handlemaade, dog tillige boer statueres, at sagsoegeren selv var skyld i procedurens langvarighed, da han staedigt naegtede at ville begribe, hvorledes betingelserne for anerkendelse af en erhvervssygdom i henhold til vedtaegtens artikel 73 boer forstaas, paa trods af adskillige skrivelser, hvori administrationen havde forklaret dette. Efter Kommissionens opfattelse indebar sagsoegerens naegtelse af at ville gennemgaa en undersoegelse hos dr. Graber - hvilket var administrationens sidste forsoeg paa at bringe proceduren om anerkendelse af, at sagsoegeren led af en erhvervssygdom, til sin rette afslutning - at Kommissionen var ude af stand til at tage stilling til, hvilken invaliditetsgrad der i givet fald skulle laegges til grund for udbetalingen af en erstatning til sagsoegeren i henhold til vedtaegtens artikel 73. Af denne grund blev administrationen noedt til at indstille sin behandling af sagen.

Rettens bemaerkninger

114 Vedroerende formalitetsspoergsmaalet bemaerkes indledningsvis, at naar der er en naer sammenhaeng mellem et erstatnings- og et annullationssoegsmaal, hvilket er tilfaeldet i denne sag, kan erstatningssoegsmaalet efter fast domspraksis tages under realitetspaakendelse som en accessorisk del af annullationssoegsmaalet.

115 Endvidere bemaerkes, at ifoelge fast domspraksis skal "flere betingelser ... vaere opfyldt, for at Faellesskaberne kan ifalde ansvar. Dels skal de handlinger, institutionen kritiseres for at have begaaet, vaere ulovlige, dels skal der vaere lidt et tab, og endelig skal der vaere aarsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet" (jf. Domstolens dom af 16.12.1987, sag 111/86, Delauche mod Kommissionen, Sml. s. 5364, praemis 30).

116 Vedroerende den foerste betingelse om, at institutionens handlinger skal vaere ulovlige, bemaerkes, som anfoert ovenfor, at Kommissionen i den foreliggende sag har gjort sig skyldig i flere tilsidesaettelser af vedtaegten, som konkretiserede sig i den anfaegtede afgoerelse af 25. april 1989. Retten finder, at Kommissionens handlemaade i saa henseende udgoer en ansvarspaadragende tjenestefejl.

117 Hvad angaar spoergsmaalet, om sagsoegeren, som haevdet, har lidt et tab, og om der i bekraeftende fald er aarsagsforbindelse mellem dette og Kommissionens handlemaade, finder Retten, at selv om det ikke er godtgjort, at Kommissionens vedvarende retsstridige handlemaade igennem en periode paa over fem aar har haft en skadelig virkning paa sagsoegerens fysiske og psykiske helbred, er det ubestrideligt, at sagsoegeren af denne grund har lidt en ideel skade, der skyldtes den tilstand af uvished og uro, som han befandt sig i, og som han med urette blev ved med at befinde sig i paa grund af afgoerelsen af 25. april 1989.

118 Under hensyn til sagens omstaendigheder findes en annullation af den anfaegtede afgoerelse ikke i sig selv at yde sagsoegeren passende erstatning for den ideelle skade, han har lidt. Retten finder tilkendelsen af et beloeb paa 600 000 BFR en passende godtgoerelse for denne skade.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

119 Ifoelge artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement paalaegges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, tilpligtes den, ud over sine egne omkostninger, at betale sagsoegerens omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Kommissionens afgoerelse af 25. april 1989 annulleres.

2) Kommissionen betaler sagsoegeren en godtgoerelse paa 600 000 BFR.

3) Kommissionen betaler samtlige sagens omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy