EUR-Lex -  61990CC0018 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven fremsat den 6. december 1990. - OFFICE NATIONAL DE L'EMPLOI MOD BAHIA KZIBER. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: COUR DU TRAVAIL DE LIEGE - BELGIEN. - SAMARBEJDSAFTALEN EOEF-MAROKKO - PRINCIPPET OM FORBUD MOD FORSKELSBEHANDLING - SOCIAL SIKRING. - SAG C-18/90.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Cour du travail de Liège har forelagt foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Kan en medlemsstat oprette en ordning, hvorefter ret til en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 ikke bestaar for boern - som foelge af disses nationalitet - af arbejdstagere med statsborgerskab i et tredjeland (Marokko), som forsoerges af disse, naar Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab med tredjelandet har indgaaet en samarbejdsaftale, der indeholder en bestemmelse om ligebehandling, for saa vidt angaar social sikring, af vandrende arbejdstagere fra det paagaeldende land, som er beskaeftiget i Faellesskabet, og af medlemmer af deres familie, der bor hos dem?"

1. Sagens baggrund

2. Bahia Kziber, der marokkansk statsborger, bor hos sine foraeldre i Belgien. Hendes far, der ogsaa er marokkansk statsborger, har vaeret arbejdstager i Belgien og er nu pensioneret minearbejder. Efter at have afsluttet sin uddannelse i Belgien indgav Kziber en ansoegning om ydelser i form af ydelser i afventning af et arbejde i henhold til artikel 124 i kongelig anordning af 20. december 1963 om beskaeftigelse og arbejdsloeshed (1). Efter denne bestemmelse er det et led i den paagaeldende arbejdsloeshedsydelsesordning, at unge arbejdstagere, der efter afslutningen af deres uddannelse eller laerlingetid ikke finder noget arbejde, har ret til ydelser i afventning af et arbejde.

Office national de l' emploi (herefter benaevnt "Onem") lagde til grund, at selv om Kziber opfyldte samtlige betingelser i henhold til artikel 124, var det forhold, at hun er marokkansk statsborger, til hinder for, at hun blev tilkendt de paagaeldende ydelser. Denne afgoerelse blev annulleret af Tribunal du travail de Liège ved dom af 3. december 1984. Den overordnede retsinstans, Cour du travail de Liège, skal traeffe afgoerelse i sagen, efter at Onem har anket den paagaeldende dom.

Ved den forelaeggende retsinstans har Kziber nedlagt paastand om stadfaestelse af dommen af 3. december 1984. Hun har herved henvist til artikel 41 i den samarbejdsaftale, der i 1978 blev indgaaet mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Marokko (2) (herefter benaevnt "aftalen"). Artikel 41 indeholder bl.a. foelgende bestemmelse:

"Med forbehold af bestemmelserne i de foelgende stykker skal der over for arbejdstagere med marokkansk statsborgerskab og medlemmer af deres familie, der bor hos dem, anvendes en social sikringsordning, som udelukker enhver forskelsbehandling paa grund af nationalitet i forhold til statsborgere i de medlemsstater, hvor de er beskaeftiget."

3. Den forelaeggende retsinstans er af den opfattelse, at denne bestemmelse er umiddelbart anvendelig. Retten er dog i tvivl om, hvorvidt artikel 41 udgoer et tilstraekkeligt retsgrundlag for Kziber' s krav paa de omhandlede ydelser. Ifoelge forelaeggelsesdommen er Kziber ikke "arbejdstager" efter bestemmelsen, idet hun aldrig efter sin uddannelse rent faktisk har udoevet nogen loennet beskaeftigelse. Endvidere kan hun heller ikke stille krav om ydelserne i sin egenskab af medlem af en arbejdstagers familie, idet hun efter aftalens artikel 41 kun har "afledte rettigheder", mens de omhandlede former for ydelser er ydelser, som unge arbejdssoegende er berettiget til som foelge af deres personlige forhold (3).

Den forelaeggende retsinstans har herefter henvist til dommen fra 1985 i Deak-sagen (4). I denne dom statuerede Domstolen, at ydelser som de i artikel 124 i kongelig anordning af 20. december 1963 omhandlede skal anses som en "social fordel" i henhold til artikel 7 i forordning (EOEF) nr. 1612/68 (5), som ogsaa familiemedlemmer til en arbejdstager, der selv er statsborger i en af medlemsstaterne, har krav paa, uanset deres nationalitet (6). Den forelaeggende retsinstans oensker nu oplyst, hvorvidt den i dommen i Deak-sagen angivne fortolkning ogsaa gaelder et familiemedlem til en arbejdstager, der er statsborger i et tredjeland, med hvilket Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab har indgaaet en samarbejdsaftale. Naermere bestemt oensker retten oplyst, om det ligebehandlingsprincip, der er opstillet i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske Faellesskab og Marokko, skal fortolkes saaledes, at arbejdstagere med marokkansk statsborgerskab og deres familiemedlemmer, der bor hos dem, har krav paa en "social fordel" som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.

2. Genstanden for det praejudicielle spoergsmaal

4. Det fremgaar af det allerede anfoerte, at Domstolen anmodes om at traeffe afgoerelse om fortolkningen af en af aftalens bestemmelser. Sagt med andre ord, tvisten drejer sig ikke om fortolkningen af forordning nr. 1612/68 (7) og heller ikke om fortolkningen af forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (8). Ingen af disse to forordninger finder saaledes anvendelse paa en person som Kziber (dvs. en arbejdssoegende med marokkansk statsborgerskab, der er familiemedlem til en marokkansk statsborger). I henhold til artikel 2 i forordning nr. 1408/71 finder denne forordning anvendelse paa arbejdstagere med statsborgerskab i en af medlemsstaterne og deres familiemedlemmer, uanset disses nationalitet. Forordning nr. 1612/68 finder kun anvendelse paa arbejdstagere med statsborgerskab i en medlemsstat. Disse forordninger har derfor ingen direkte betydning for vurderingen af Kziber' s retsstilling, idet det paa ingen maade fremgaar, at hun skulle vaere familiemedlem til en arbejdstager fra/statsborger i en medlemsstat. Spoergsmaalet om Kziber' s rettigheder i hovedsagen maa med andre ord udelukkende vurderes paa grundlag af aftalen.

5. Lad mig indledningsvis praecisere raekkevidden af den undersoegelse, som Domstolen anmodes om. Som allerede anfoert (afsnit 3), tager den forelaeggende retsinstans for det foerste det udgangspunkt, at aftalens artikel 41 skaber umiddelbare retsvirkninger, og for det andet, at Kziber hverken som "arbejdstager" eller som "familiemedlem" til en arbejdstager har krav paa de omtvistede ydelser. Rigtigheden af den foerste antagelse er blevet bestridt i indlaeggene fra Kommissionen, den franske regering og Onem. Rigtigheden af den anden antagelse bestrides i indlaeggene fra Kziber og Kommissionen. Det praejudicielle spoergsmaal, der er blevet forelagt for Domstolen, drejer sig strengt taget kun om, hvorvidt boern af en arbejdstager med statsborgerskab i et tredjeland (her Marokko), med hvilket Faellesskabet har indgaaet en aftale, har ret til en "social fordel", jf. artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68. Da Kziber som allerede naevnt ikke kan stoette direkte ret paa forordning nr. 1612/68 (ligesom det er tilfaeldet med forordning nr. 1408/71), beror besvarelsen af det praejudicielle spoergsmaal i sidste instans paa en fortolkning af aftalen, herunder navnlig med hensyn til den umiddelbare anvendelighed af og anvendelsesomraadet for dens artikel 41.

Hvad angaar spoergsmaalet om Domstolens kompetence til at traeffe afgoerelse om den paagaeldende fortolkning, kan det praejudicielle spoergsmaals snaevre formulering ikke vaere nogen hindring. Aftalen, der blev indgaaet med hjemmel i Traktatens artikel 238, udgoer aabenbart for Faellesskabets vedkommende en retsakt fra en af Faellesskabets institutioner i den i Traktatens artikel 177, stk. 1, litra b), forudsatte betydning. Bestemmelser i en saadan aftale udgoer fra tidspunktet for dennes ikrafttraedelse en integrerende del af faellesskabsretten (9). Domstolen skal herved sikre en ensartet anvendelse af bestemmelserne i Faellesskabet med henblik paa at forhindre, at bestemmelsernes retsvirkninger bliver forskellige, alt efter hvilken fortolkning der anlaegges af dem i de forskellige medlemsstater (10). Min undersoegelse boer og kan saaledes omfatte fortolkningen af aftalen, navnlig spoergsmaalet om, hvorvidt denne skaber umiddelbare retsvirkninger, aftalens anvendelsesomraade samt fortolkningen af aftalens artikel 41.

6. Jeg bemaerker endelig, at min undersoegelse kun vedroerer aftalens artikel 41 og, sammenholdt med denne bestemmelse, artikel 42. Artikel 41 opstiller et forbud mod forskelsbehandling, for saa vidt angaar den "sociale sikringsordning", der anvendes. Kommissionen har i sit indlaeg ogsaa inddraget aftalens artikel 40, der opstiller et princip om forbud mod forskelsbehandling, "for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning". Jeg deler dog Kommissionens opfattelse, hvorefter ydelser i afventning af et arbejde som de i hovedsagen omhandlede ikke er udtryk for et arbejdsvilkaar eller en form for afloenning, idet saadanne ydelser i realiteten maa anses som sociale sikringsydelser.

3. Umiddelbar anvendelighed

7. Det princip, der fremgaar af Domstolens faste praksis, lyder saaledes:

"... en bestemmelse i en aftale indgaaet af Faellesskabet med et tredjeland maa anses for umiddelbart anvendelig, naar der af dens ordlyd samt aftalens formaal og karakter kan udledes en klar og praecis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter." (11)

Ved vurderingen af, om den omhandlede bestemmelse i aftalen indeholder en klar og praecis forpligtelse, maa der derfor laegges vaegt paa aftalens formaal og karakter som helhed og paa bestemmelsens ordlyd.

3.1. Aftalens karakter og formaal

8. Domstolen har allerede undersoegt disse spoergsmaal i forbindelse med en bestemmelse i en frihandelsaftale mellem Faellesskabet og Republikken Portugal, der dengang endnu var medlem af EFTA (12), i forbindelse med associeringsaftaler om de afrikanske staters og Madagaskars associering med Faellesskabet (13) og i forbindelse med associeringsaftaler med Graekenland (14) - der paa det paagaeldende tidspunkt endnu ikke var en medlemsstat - og med Tyrkiet (15). Domstolen har hver gang paa trods af de betydelige forskelle mellem de paagaeldende aftaler antaget, at disses karakter og formaal ikke var til hinder for, at denne eller hin bestemmelse kunne skabe umiddelbare retsvirkninger. For saa vidt angaar GATT, har Domstolen givet udtryk for en anden opfattelse. Domstolen har i forbindelse med GATT lagt vaegt paa denne generelle overenskomsts bestemmelsers fleksible karakter, herunder navnlig bestemmelserne om undtagelser, om foranstaltninger, der kan traeffes i tilfaelde af saerlige vanskeligheder, og om bilaeggelse af tvister mellem de kontraherende parter (16).

Naar Domstolen vurderer spoergsmaalet om en international overenskomsts karakter og formaal, undersoeger den, om denne gaar videre end til blot at indebaere gensidige forpligtelser for signatarstaterne, sagt med andre ord, hvorvidt aftalen efter sin karakter og sit formaal vil kunne skabe retsvirkninger for private. Det fremgaar af Domstolens praksis herom, at en aftale ikke noedvendigvis skal vaere "langtraekkende" (eller sagt paa en anden maade, sigte mod en integration i Faellesskabet), for at dens bestemmelser kan vaere umiddelbart anvendelige. Ganske vist fremhaevede Domstolen i dommen i Van Gend & Loos-sagen (17), at formaalet med et faelles marked forudsatte, at reglerne herom retter sig direkte til Faellesskabets borgere. Men dette er ikke til hinder for, at aftaler med en mere begraenset raekkevidde kan indeholde saadanne regler (18).

9. Lad mig herefter undersoege karakteren af og formaalet med den i hovedsagen omtvistede aftale. Aftalen har til formaal at fremme et globalt samarbejde mellem Faellesskabet og Marokko med henblik paa at bidrage til Marokkos oekonomiske og sociale udvikling og fremme en styrkelse af de kontraherende parters indbyrdes forbindelser (19). "Med henblik herpaa", hedder det videre i aftalens artikel 1, "vil der blive vedtaget og ivaerksat bestemmelser og aktioner inden for oekonomisk, teknisk og finansielt samarbejde, inden for samhandel samt paa det sociale omraade". Materielt regulerer aftalen tre omraader: OEkonomisk, teknisk og finansielt samarbejde (afsnit I), handelssamarbejde (afsnit II) og samarbejde paa arbejdskraftomraadet (afsnit III). Efter min opfattelse er aftalens formaal og karakter lige saa lidt til hinder for den umiddelbare anvendelighed af aftalens bestemmelser, som formaalet med og karakteren af forskellige aftaler med forskellig raekkevidde, som allerede har vaeret genstand for afgoerelser fra Domstolen (jf. note 8 ovenfor), ifoelge denne har vaeret til hinder for den umiddelbare anvendelighed af bestemmelser heri.

I dommen i Bresciani-sagen (20) naaede Domstolen frem til denne konklusion, selv om den havde lagt til grund, at konventionen (Yaoundé I) ikke var blevet indgaaet med henblik paa en ligestilling med hensyn til de forpligtelser, som Faellesskabet havde paataget sig over for de associerede stater, men snarere for at fremme disses udvikling. I dommen i Kupferberg-sagen (21) antog Domstolen, at en bestemmelse i en frihandelsaftale kunne vaere umiddelbart anvendelig uanset en saerlig institutionel ramme for konsultationer og forhandlinger mellem parterne samt beskyttelsesklausuler, der, maa det bemaerkes, kun fandt anvendelse under saerlige omstaendigheder. Og selv om Domstolen i dommen i Demirel-sagen (22) lagde til grund, at to bestemmelser i associeringsaftalen med Tyrkiet ikke kunne skabe umiddelbare retsvirkninger, fordi de havde karakter af programerklaeringer, udelukkede den ikke, at visse (andre) bestemmelser i aftalen ville kunne skabe umiddelbare retsvirkninger. I dommen i sagen Pabst & Richarz (23) antog Domstolen endvidere, at nogle bestemmelser i en associeringsaftale med Graekenland, der meget lignede associeringsaftalen EOEF-Tyrkiet (24), var umiddelbart anvendelige.

Den aftale med Marokko, som jeg droefter i dag, er langt mindre kendetegnet ved en manglende ligestilling med hensyn til forpligtelser, isaer paa det sociale omraade, end den associeringsaftale, som der var spoergsmaal om i dommen i Bresciani-sagen, den har den samme institutionelle beskaffenhed som og indeholder utvivlsomt ikke mere vidtraekkende beskyttelsesklausuler end den aftale, som der var spoergsmaal om i Kupferberg-sagen (jf. det foelgende afsnit), og den har ikke den "karakter af en programerklaering" som den aftale, Domstolen tog stilling til i dommen i Demirel-sagen. Sidstnaevnte bemaerkning gaelder navnlig bestemmelserne i aftalens afsnit II (hvorefter der for en raekke produkter med oprindelse i Marokko skal ske en ophaevelse af kvantitative restriktioner og af told eller foranstaltninger med tilsvarende virkning) og afsnit III (der skal sikre en ligebehandling mellem henholdsvis marokkanske arbejdstagere og EF-arbejdstagere). Disse bestemmelser indeholder for manges vedkommende detaljerede regler, der aabenbart tilsigter at regulere de enkelte borgeres retsstilling.

10. Det forhold, at aftalen indeholder bestemmelser om en saerlig institutionel ordning (nemlig oprettelsen af et "Samarbejdsraad") (25), at parterne i henhold til aftalen under visse omstaendigheder kan traeffe ensidige forholdsregler (26), og at aftalen endvidere indeholder bestemmelser om bilaeggelse af tvister mellem de kontraherende parter - en procedure, der hverken paalaegger eller giver parterne mulighed for at forelaegge saadanne tvister for Domstolen (27) - udelukker ikke, saaledes som det fremgaar af Domstolens ovenfor angivne praksis, paa forhaand, at aftalen kan skabe umiddelbare retsvirkninger (28). Ganske vist har Domstolen i forbindelse med GATT-aftalen antaget, at bestemmelserne heri om bilaeggelse af tvister og de i aftalen hjemlede muligheder for at traeffe beskyttelsesforanstaltninger var til hinder for den umiddelbare anvendelighed af aftalens bestemmelser (29). I modsaetning til GATT-aftalen indeholder den her omhandlede imidlertid meget mere begraensede muligheder med hensyn til beskyttelsesforanstaltninger, og den indeholder endvidere bestemmelser om en obligatorisk bilaeggelse af tvister (ved voldgift). Paa de to punkter indeholder den endog mere restriktive bestemmelser end den aftale med Portugal, der var genstand for dommen i Kupferberg-sagen (30) (31). Om sidstnaevnte aftale udtalte Domstolen i dommen i Kupferberg-sagen foelgende:

"Den omstaendighed, at deltagerne har oprettet en saerlig institutionel ramme for deres indbyrdes konsultationer og forhandlinger vedroerende opfyldelsen af aftalen, er ikke i sig selv tilstraekkeligt til helt at udelukke, at domstolene anvender aftalen. Det forhold, at en af parternes retsinstanser i en verserende konkret retstvist anvender en bestemmelse i aftalen, som indebaerer en ubetinget og klar forpligtelse, og som derfor ikke forudsaetter, at Den Blandede Komité forinden inddrages i sagen, griber ikke ind i den kompetence, som aftalen tillaegger komitéen." (praemis 20)

"Med hensyn til beskyttelsesklausulerne, som goer det muligt for deltagerne at fravige visse af aftalens bestemmelser, skal det bemaerkes, at de kun finder anvendelse under bestemte omstaendigheder og som regel efter en kontradiktorisk behandling i Den Blandede Komité. Bortset fra de saerlige situationer, der kan foere til, at klausulerne anvendes, kan den blotte eksistens af disse klausuler - der i oevrigt ikke har nogen betydning for bestemmelserne om forbuddet mod afgiftsmaessig forskelsbehandling - ikke i sig selv vaere til hinder for den direkte virkning, som visse bestemmelser i aftalen kan have." (praemis 21)

Disse betragtninger gaelder lige saa vel og endog i endnu hoejere grad den aftale med Marokko, som jeg droefter i dag.

3.2. Indholdet af de relevante bestemmelser i aftalen

11. Efter at jeg har fastslaaet, at aftalens karakter og formaal ikke er til hinder for den umiddelbare anvendelighed af dens bestemmelser, maa jeg nu undersoege, hvorvidt aftalens artikel 41, stk. 1, er affattet saaledes, at bestemmelsen opstiller en tilstraekkeligt praecis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter. Jeg finder det hensigtsmaessigt in extenso at citere artiklerne 40, 41 og 42, der lyder saaledes:

"Artikel 40

Hver medlemsstat skal tilstaa arbejdstagere med marokkansk statsborgerskab, der er beskaeftiget paa dens omraade, en ordning, som for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning udelukker enhver forskelsbehandling paa grund af nationalitet i forhold til dens egne statsborgere.

Marokko anvender samme bestemmelser over for de statsborgere fra medlemsstaterne, der er beskaeftiget paa dets omraade.

Artikel 41

1. Med forbehold af bestemmelserne i de foelgende stykker skal der over for arbejdstagere med marokkansk statsborgerskab og medlemmer af deres familie, der bor hos dem, anvendes en social sikringsordning, som udelukker enhver forskelsbehandling paa grund af nationalitet i forhold til statsborgere i de medlemsstater, hvor de er beskaeftiget.

2. For disse arbejdstagere sker der ved beregningen af de pensioner, alders-, invalide- og efterladtepensioner samt den sundhedspleje, som tilkommer dem selv og de medlemmer af deres familie, som bor inden for Faellesskabet, en sammenlaegning af de forsikrings-, beskaeftigelses- og bopaelsperioder, som de har fuldfoert i de forskellige medlemsstater.

3. Disse arbejdstagere oppebaerer familieydelser for de medlemmer af deres familie, som bor inden for Faellesskabet.

4. Disse arbejdstagere har ret til fri overfoersel til Marokko af pensioner, aldersrenter, efterladtepensioner, erstatning for arbejdsulykker, erhvervssygdomme eller invaliditet som foelge af arbejdsulykker eller erhvervssygdom til de kurser, som anvendes i medfoer af den eller de paagaeldende debitormedlemsstaters lovgivning.

5. Marokko anvender over for de statsborgere fra medlemsstaterne, som er beskaeftiget paa dets omraade, samt over for medlemmerne af deres familie, en ordning svarende til den i stk. 1, 3 og 4 fastsatte ordning.

Artikel 42

1. Inden udgangen af det foerste aar efter denne aftales ikrafttraeden vedtager Samarbejdsraadet bestemmelser, som kan sikre anvendelsen af principperne i artikel 41.

2. Samarbejdsraadet fastlaegger de naermere bestemmelser for et administrativt samarbejde til sikring af de forvaltnings- og kontrolmaessige garantier, som er noedvendige for anvendelsen af de i stk. 1 omhandlede bestemmelser."

Ordlyden af artikel 41, stk. 1, er klar og praecis. For saa vidt angaar social sikring, er enhver forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet forbudt. Ordlyden svarer til ordlyden af artikel 40, stk. 1, der forbyder enhver forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning, en bestemmelse, som ogsaa Kommissionen finder er umiddelbart anvendelig. Den omstaendighed, at forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 41 gaelder "med forbehold af bestemmelserne i de foelgende stykker ...", goer ikke forbuddet mindre klart. Bestemmelserne i de oevrige stykker i artikel 41 kvalificerer eller praeciserer reglen om forbud mod forskelsbehandling uden at formindske klarheden eller den praecise karakter af den i stk. 1 knaesatte regel.

12. Det af Kommissionen, den franske regering og Onem fremsatte argument til stoette for, at artikel 41 ikke kan skabe umiddelbare retsvirkninger, er baseret paa, at artikel 42, stk. 1, tillaegger Samarbejdsraadet befoejelse til at fastlaegge gennemfoerelsesbestemmelser til artikel 41 (men ikke til artikel 40). Efter disse procesdeltageres opfattelse kan "principperne" i artikel 41 ikke vaere umiddelbart anvendelige uden naermere foranstaltninger fra Samarbejdsraadets side. Jeg finder ikke dette argument overbevisende. Ganske vist maa det antages at fremgaa af aftalens ordlyd, at overholdelsen af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 41 skal lettes ved bestemmelser udstedt af Samarbejdsraadet, men det kan derimod ikke antages at fremgaa, at princippet altid er betinget heraf (32). Sagt med andre ord, naar man sammenholder artikel 41 med artikel 42, bliver resultatet, at de af reglerne i artikel 41, som forudsaetter en gennemfoerelsesforanstaltning med henblik paa at goere forpligtelsen heri "klar og praecis", ikke kan skabe umiddelbare retsvirkninger (33). Dette vil f.eks. kunne vaere tilfaeldet, for saa vidt angaar foranstaltninger til sikring af anvendelsen af princippet i artikel 41, stk. 2 (sammenlaegning af forsikringsperioder). Sagen for den forelaeggende retsinstans angaar imidlertid et forhold, der kan vurderes umiddelbart paa grundlag af forbuddet mod forskelsbehandling i aftalens artikel 41, stk. 1 (34). Det staar fast, at Kziber opfylder samtlige betingelser for at kunne faa tilkendt de paagaeldende ydelser, og at hun fik afslag paa sin ansoegning herom udelukkende med den begrundelse, at hun er marokkansk statsborger. I et saadant tilfaelde er der ikke tale om, at princippet om forbud mod forskelsbehandling (efter bestemmelsen i artikel 42) skal "sikres" ved gennemfoerelsesbestemmelser udstedt af Samarbejdsraadet, idet princippets retsvirkninger allerede er sikret ved et klart forbud mod forskelsbehandling, som den nationale retsinstans kan anvende umiddelbart.

13. Der er en yderligere grund til, at artikel 42 ikke er til hinder for en umiddelbar anvendelse af de klare og praecise regler i artikel 41. Den i artikel 42, stk. 1, fastsatte frist, inden for hvilken Samarbejdsraadet skulle have udstedt gennemfoerelsesbestemmelser, udloeb den 1. november 1979 (35). Jeg fremhaever i denne forbindelse, at Domstolen ikke er veget tilbage fra at anerkende den umiddelbare anvendelighed af en raekke traktatbestemmelser (som f.eks. EOEF-Traktatens artikel 52 og 59), uanset at der i henhold til andre bestemmelser i Traktaten skal udstedes "gennemfoerelsesretsakter" hertil (36). Ved denne sammenligning forudsaetter jeg ikke, at der er en fuldstaendig parallelisme med hensyn til doktrinen om den umiddelbare anvendelighed af henholdsvis faellesskabsretlige bestemmelser og bestemmelser i aftaler med tredjelande. Men sammenligningen er dog efter min opfattelse berettiget, for saa vidt det i sagen er blevet gjort gaeldende, at en klar og praecis bestemmelse ikke kan skabe umiddelbare retsvirkninger, alene af den grund, at der i henhold til en anden bestemmelse skal udstedes gennemfoerelsesbestemmelser.

4. Raekkevidden og fortolkningen af aftalens artikel 41

14. Efter at jeg nu har fastslaaet, at aftalens artikel 41 kan skabe umiddelbare retsvirkninger i et tilfaelde som det foreliggende, maa jeg endnu soege at besvare forskellige spoergsmaal vedroerende anvendelsesomraadet for (dvs. raekkevidden af) og fortolkningen af denne bestemmelse. Hvad angaar raekkevidden, maa det undersoeges, hvorvidt en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, der som naevnt er et led i en arbejdsloeshedsydelsesordning, kan antages at vaere omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 41, stk. 1, som generelt omfatter "sociale sikringsordninger". Hvad angaar fortolkningen, maa det undersoeges, om Kziber maa anses som "arbejdstager" eller som et "familiemedlem", der bor hos en arbejdstager med marokkansk statsborgerskab. Der er i begge tilfaelde sprogligt tale om begreber, der svarer til (eller i det mindste udviser en vis lighed med) begreber, der anvendes i Traktaten eller i den afledte faellesskabsret. Ifoelge Domstolens praksis skal internationale overenskomster dog fortolkes paa grundlag af deres ordlyd og under hensyntagen til den maalsaetning, de forfoelger, og den fortolkning, som Domstolen har anlagt af lignende regler eller begreber i Traktaterne eller den afledte faellesskabsret, kan ikke blot ud fra en analogibetragtning overfoeres til en international overenskomst, idet det herved foerst maa undersoeges, om den paagaeldende aftales ordlyd og raekkevidde er til hinder herfor (37).

4.1. Raekkevidden af artikel 41

15. Lad mig nu i foerste raekke undersoege betydningen af begrebet "sociale sikringsordninger", der er afgoerende for raekkevidden af forbuddet mod forskelsbehandling i aftalens artikel 41, stk. 1. Under den mundtlige forhandling gjorde den franske regerings befuldmaegtigede gaeldende, at arbejdsloeshedsydelser (og dermed, for saa vidt de udgoer en saerlig form heraf, ydelser i afventning af et arbejde) ikke er omfattet af dette begreb. Der blev angivet to grunde til stoette herfor, nemlig for det foerste den omstaendighed, at artikel 41, stk. 2, der omhandler sammenlaegning af forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder inden for de forskellige sociale sikringsgrene, ikke indeholder bestemmelse om en saadan sammenlaegning, for saa vidt angaar arbejdsloeshedsydelser, og for det andet den omstaendighed, at der ikke findes nogen arbejdsloeshedsforsikringsordning i Marokko.

Det er utvivlsomt, at hvad angaar vandrende EF-arbejdstagere, er arbejdsloeshedsydelser aabenbart omfattet af det vide begreb "social sikring", saaledes som det fremgaar af artikel 4 i forordning nr. 1408/71. De to forhold, som den franske regering har peget paa, giver dog grundlag for, at man maa spoerge, om der ved begrebet "social sikringsordning" i aftalens artikel 41 sigtes til et begreb med samme raekkevidde. For det foerste hjemler artikel 41, stk. 2, en ordning med sammenlaegning, for saa vidt angaar samtlige de sociale sikringsgrene, i henseende til hvilke der efter forordning nr. 1408/71 ogsaa gaelder en ordning med sammenlaegning, med undtagelse af arbejdsloeshedsforsikringsordninger. Dette kan fortolkes paa to maader. Det kan enten betyde, at hvad angaar arbejdsloeshedsydelser, har marokkanske arbejdstagere principielt krav paa ikke at blive forskelsbehandlet, hvorimod der ikke bestaar noget krav om sammenlaegning af forsikringsperioder, eller forholdet kan vaere det, at arbejdsloeshedsydelser paa ingen maade er omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 41. Sidstnaevnte antagelse stoettes yderligere af den omstaendighed, at artikel 41, stk. 4, indeholder en saerlig bestemmelse om ret til fri overfoersel til Marokko af pengebeloeb, for saa vidt angaar samtlige traditionelle sociale sikringsgrene, men ikke for saa vidt angaar arbejdsloeshedsforsikringsordninger.

Gaar man ud fra, at der rent faktisk ikke findes nogen arbejdsloeshedsforsikringsrordning i Marokko (den franske regerings andet argument), bekraefter dette rigtigheden af den naevnte antagelse, ogsaa naar henses til, at Marokko i henhold til artikel 41, stk. 5, er forpligtet til at anvende en ordning svarende til ordningen i henhold til stk. 1 (dvs. forbud mod forskelsbehandling) samt stk. 3 og 4. Dette oenske om gensidighed med hensyn til anvendelsen af bestemmelserne, sammenholdt med manglen paa saerlige regler vedroerende arbejdsloeshedsydelser, kan give grundlag for den antagelse, at det ikke var hensigten at lade anvendelsesomraadet for artikel 41 omfatte arbejdsloeshedsydelser, som findes i medlemsstaterne, men ikke i Marokko.

Der er saaledes grundlag for en vis tvivl, men efter min opfattelse er det ufornoedent at tage stilling til det naevnte spoergsmaal. Som det vil fremgaa nedenfor, gaelder det, at selv om artikel 41 antages ogsaa at omfatte arbejdsloeshedsydelser, kan en person som Kziber ikke stoette ret paa forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 41, stk. 1, med henblik paa et krav om arbejdsloeshedsydelser som omhandlet i hovedsagen.

4.2. Begreberne "familiemedlem til en arbejdstager"og "arbejdstager" i artikel 41

16. Jeg vil nu undersoege spoergsmaalet om, hvorvidt en person som Kziber i den i aftalens artikel 41, stk. 1, forudsatte betydning kan anses som et familiemedlem, der bor hos en arbejdstager med marokkansk statsborgerskab.

Den tyske regering har bestridt dette under henvisning til, at det fremgaar af forelaeggelsesdommen, at Kziber' s far er pensionist og derfor ikke efter den naevnte bestemmelse kan anses som en "arbejdstager med marokkansk statsborgerskab", der "er beskaeftiget" i en af Faellesskabets medlemsstater, saaledes at Kziber selv ikke er et familiemedlem, der bor hos en saadan arbejdstager. Dette er ensbetydende med en antagelse om, at en person, som oppebaerer en pension, ikke laengere er arbejdstager og ikke kan stille krav om en anvendelse af den ved aftalen indfoerte ordning om forbud mod forskelsbehandling, hvilket efter min opfattelse ikke kan have vaeret de kontraherende parters hensigt. En stor del af den "sociale sikringsordning", som artikel 41 omhandler, gaelder saaledes pensionerede arbejdstageres rettigheder. Dette fremgaar navnlig af artikel 41, stk. 4, hvorefter "arbejdstagere" med marokkansk statsborgerskab har krav paa til Marokko at kunne faa overfoert alle former for pensioner mv. Jeg mener paa dette grundlag, at artikel 41 ikke kan fortolkes saaledes, at personer med marokkansk statsborgerskab, der har vaeret beskaeftiget i Faellesskabet, og som derefter oppebaerer en alderspension, er udelukket fra bestemmelsens anvendelsesomraade.

17. Et andet spoergsmaal er, hvorvidt et familiemedlem til en marokkansk arbejdstager kan stoette ret paa ligebehandlingsprincippet i artikel 41 med henblik paa arbejdsloeshedsydelser i afventning af et arbejde som omhandlet i hovedsagen (stadig forudsat, at arbejdsloeshedsydelser er omfattet af bestemmelsens anvendelsesomraade). Den forelaeggende retsinstans finder med hensyn til dette spoergsmaal, at saadanne personer kun besidder "afledte rettigheder", dvs. rettigheder, som de har i kraft af deres status som familiemedlem til en marokkansk arbejdstager. De belgiske ydelser i afventning af et arbejde - mener den forelaeggende retsinstans paa grundlag af Domstolens praksis - er imidlertid ikke en "afledt rettighed", men en "selvstaendig rettighed" for den unge arbejdssoegende.

18. Begrebet "afledt rettighed" optraeder i Domstolens praksis vedroerende fortolkningen af det personelle anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71. Denne forordnings artikel 2 og 3 opstiller et ligebehandlingsprincip til beskyttelse af vandrende arbejdstagere med statsborgerskab i en af medlemsstaterne "samt ... deres familiemedlemmer" (38). I dommen fra 1976 i Kermaschek-sagen (39) fastslog Domstolen, at forordning nr. 1408/71 finder anvendelse paa to klart forskellige kategorier af personer, nemlig paa den ene side arbejdstagere og paa den anden side deres familiemedlemmer. Mens personer tilhoerende denne foerstnaevnte kategori kan stille krav om ydelser omfattet af forordning nr. 1408/71 som "selvstaendige rettigheder", har deres familiemedlemmer kun "afledte rettigheder", dvs. rettigheder, som de besidder som medlemmer af en arbejdstagers familie. Domstolen antog paa dette grundlag, at familiemedlemmer (uanset deres nationalitet) til vandrende arbejdstagere med statsborgerskab i en medlemsstat kun har krav paa ydelser, som efter den paagaeldende medlemsstats nationale lovgivning tilkommer familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere som saadanne (40).

Dommen i Kermaschek-sagen blev bekraeftet ved dommen fra 1985 i Deak-sagen (41), der specifikt vedroerte de i belgisk lovgivning hjemlede ydelser til unge arbejdssoegende i afventning af et arbejde. I dommen i Deak-sagen antog Domstolen herom, at der var tale om ydelser, som tilkendes unge arbejdssoegende paa grund af deres personlige situation og ikke som foelge af deres status som medlemmer af en arbejdstagers familie. Sagt med andre ord, der er tale om en selvstaendig rettighed, som medlemmerne af en vandrende arbejdstagers familie dermed ikke kan stille krav om paa grundlag af forordning nr. 1408/71 (42).

Efter min opfattelse maa den fortolkning af artiklerne 2 og 3 i forordning nr. 1408/71, der blev lagt til grund i dommen i Kermaschek-sagen, og som blev bekraeftet og bragt i anvendelse over for de omhandlede ydelser i afventning af et arbejde i dommen i Deak-sagen, ogsaa gaelde aftalens artikel 41. Naar henses til aftalens formaal og raekkevidde samt ordlyden af artikel 41, der tilsigter en ligebehandling, er det saaledes ikke antageligt, at denne bestemmelse tillaegger familiemedlemmer til marokkanske arbejdstagere rettigheder (ikke alene afledte, men ogsaa selvstaendige), der gaar videre end dem, som forordning nr. 1408/71, hvis formaal er at sikre arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, tillaegger famliemedlemmer til EF-arbejdstagere. Af denne grund kan et familiemedlem til en marokkansk arbejdstager ikke paa grundlag af aftalens artikel 41 stille krav om den omhandlede form for ydelser i afventning af et arbejde.

19. I dommen i Deak-sagen undersoegte Domstolen dog endvidere, hvorvidt de paagaeldende ydelser, naar henses til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 (43), kunne naegtes boern (uanset deres nationalitet) af arbejdstagere med statsborgerskab i en medlemsstat. Domstolen besvarede dette spoergsmaal benaegtende med den begrundelse, at artikel 7, stk. 2, har til formaal at sikre arbejdstagere med statsborgerskab i andre medlemsstater alle de sociale fordele, som maa antages at kunne "fremme disses mobilitet inden for Faellesskabet" (44). Saafremt ydelser i form af ydelser til unge arbejdssoegende i afventning af et arbejde ikke var sikret boern af en vandrende arbejdstager i den medlemsstat, hvori vedkommende har etableret sig og fundet beskaeftigelse, ville arbejdstageren "vaere tilskyndet til ikke at blive i (denne) medlemsstat" (45).

For saa vidt angaar arbejdstagere med marokkansk statsborgerskab, foreligger der imidlertid ingen bestemmelse som bestemmelsen i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68. Maa det ikke desto mindre paa grundlag af det almindelige forbud mod forskelsbehandling i aftalens artikel 41 antages, at ogsaa boern af saadanne arbejdstagere har krav paa "sociale fordele", herunder i form af ydelser til unge arbejdssoegende i afventning af et arbejde? Jeg mener, at svaret maa blive nej. Det fremgaar klart af praemisserne til dommen i Deak-sagen, at Domstolens afgoerelse havde sammenhaeng med overvejelser vedroerende arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet. Aftalen tilsigter imidlertid ikke at lette marokkanske arbejdstageres adgang til arbejdsmarkedet i Faellesskabet (og vice versa) eller at fremme marokkanske arbejdstageres mobilitet inden for Faellesskabet. Dens formaal er udelukkende at sikre en ligebehandling af arbejdstagere, der allerede har faaet adgang til arbejdsmarkedet. Naar henses til aftalens formaal og karakter, kan der utvivlsomt ikke anlaegges den samme fortolkning af artikel 41 som den, Domstolen i dommen i Deak-sagen anlagde af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.

Anvendt paa omstaendighederne i hovedsagen indebaerer dette, at en person som Kziber ikke kan paaberaabe sig forbuddet mod forskelsbehandling i aftalens artikel 41 til stoette for et krav om ydelser i form af ydelser til unge arbejdssoegende i afventning af et arbejde, selv om disse ydelser er en social fordel efter artikel 7 i forordning nr. 1612/68.

20. Tilbage staar at undersoege, hvorvidt Kziber boer anses som "arbejdstager" i den i aftalens artikel 41 forudsatte betydning, og om hun paa dette grundlag kan stille krav om de omhandlede ydelser.

Ogsaa paa dette punkt gaelder det, at begrebet "arbejdstager" maa fortolkes i lyset af aftalens formaal og den paagaeldende bestemmelses ordlyd. Jeg er her af den opfattelse, at den vide fortolkning af begrebet "arbejdstager" i EOEF-Traktatens artikel 48, som Domstolen har anlagt, ikke ud fra en ren analogibetragtning kan overfoeres til begrebet "arbejdstager" i aftalens artikel 41.

I Domstolens praksis vedroerende Traktatens artikel 48 er begrebet "arbejdstager" blevet fortolket vidt paa grundlag af, at det afstikker anvendelsesomraadet for en af Faellesskabets grundlaeggende friheder (46). Maalsaetningerne med den i naervaerende sag omhandlede aftale er imidlertid nogle andre end maalsaetningerne med EOEF-Traktaten. Som naevnt ovenfor, tilsigter aftalen hverken at lette marokkanske statsborgeres adgang til arbejdsmarkedet i Faellesskabet eller at fremme marokkanske statsborgeres mobilitet inden for Faellesskabet. Formaalet er udelukkende at sikre en ikke-diskriminatorisk behandling af personer med marokkansk statsborgerskab, der allerede er (eller har vaeret) beskaeftiget i en medlemsstat, og af medlemmer af deres familie, der bor hos dem. Den omstaendighed, at en person i et bestemt tidsrum har vaeret registreret hos arbejdsformidlingen i en medlemsstat, saaledes som det synes at vaere tilfaeldet med Kziber, uden dog rent faktisk nogen sinde at have vaeret beskaeftiget af en arbejdsgiver, er ikke tilstraekkeligt til, at den paagaeldende maa anses som en "arbejdstager" i den i aftalens artikel 41 forudsatte betydning.

5. Sammenfatning

21. Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at Domstolen giver foelgende besvarelse af det praejudicielle spoergsmaal fra Cour du travail de Liége.

"Artikel 41, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Marokko er ikke til hinder for, at en medlemsstat afslaar til et familiemedlem til en arbejdstager med marokkansk statsborgerskab, der bor hos denne, at udbetale en ydelse, som unge arbejdssoegende i henhold til medlemsstatens lovgivning har krav paa i afventning af et arbejde, med den begrundelse, at den arbejdssoegende er marokkansk statsborger."

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) Moniteur belge af 18.1.1964, s. 506.

(2) Denne samarbejdsaftale blev godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2211/78 af 26.9.1978 (EFT L 264, s. 1) og traadte i kraft den 1.11.1978.

(3) Jf. forelaeggelsesdommen, s. 7 oeverst.

(4) Dom af 20.6.1985 (sag 94/84, Onem mod Deak, Sml. s. 1873).

(5) Raadets forordning af 15.10.1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467). I henhold til denne forordnings artikel 7, stk. 2, har arbejdstagere med statsborgerskab i én medlemsstat paa de andre medlemsstaters omraader krav paa de samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere.

(6) Jf. praemisserne 20-24 i dommen. Om denne fortolkning henvises endvidere til det nedenfor i afsnit 19 anfoerte.

(7) Jf. note 5 ovenfor.

(8) Som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2.6.1983 (EFT L 230, s. 6).

(9) Jf. dom af 30.9.1987 (sag 12/86, Demirel mod Stadt Schwaebisch-Gmuend, Sml. s. 3719, praemis 7), med henvisning til dommen af 30.4.1974 (sag 181/73, Haegeman, Sml. s. 449), og dommen af 14.11.1989 (sag 30/88, Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 3711, praemis 12).

(10) Dom af 20.9.1990 (sag C-192/89, Sevince mod Staatssecretaris van Justitie, Sml. I, s. 3461, praemis 11), med henvisning til dommen af 26.10.1982 (sag 104/81, Kupferberg, Sml. s. 3641), og dommen af 16.3.1983 (forenede sager 267-269/81, SPI og SAMI, Sml. s. 801).

(11) Dommen i Demirel-sagen, jf. note 9 ovenfor, praemis 14.

(12) Dommen i Kupferberg-sagen, jf. note 10 ovenfor.

(13) Dom af 5.2.1976 (sag 87/75, Bresciani, Sml. s. 129).

(14) Dom af 29.4.1982 (sag 17/81, Pabst & Richarz, Sml. s. 1331).

(15) Dommen i Demirel-sagen, jf. note 9 ovenfor, og dommen i Sevince-sagen, jf. note 10 ovenfor.

(16) Jf. dom af 12.12.1972 (forenede sager 21-24/72, International Fruit Company, Sml. s. 295, praemisserne 19-27), hvis principper blev opretholdt i dommen af 24.10.1973 (sag 9/73, Schlueter, Sml. s. 1135), dommen af 16.3.1983 (sag 266/81, SIOT, Sml. s. 731), og dommen af 16.3.1983 (forenede sager 267-269/81, SPI og SAMI, Sml. s. 801).

(17) Dom af 5.2.1963 (sag 26/62, Sml. 1954-1964, s. 375).

(18) Jf. den i noterne 12-15 anfoerte praksis og generaladvokat M. Darmon' s forslag til afgoerelse i Sevince-sagen (jf. note 10), fremsat den 15.5.1990, Sml. I, s. 3473, afsnit 27 og 28.

(19) Jf. aftalens artikel 1 samt andet afsnit i praeamblen.

(20) Jf. note 13 ovenfor.

(21) Jf. note 10 ovenfor.

(22) Jf. note 9 ovenfor.

(23) Jf. note 14 ovenfor.

(24) Jf. herved generaladvokat M. Darmon' s forslag til afgoerelse i Sevince-sagen, jf. note 18 ovenfor, afsnit 22-29.

(25) Jf. aftalens artikler 44-48.

(26) Jf. aftalens artikler 51 og 53.

(27) Jf. aftalens artikel 52, hvorefter uoverensstemmelser mellem parterne, der ikke kan bilaegges af Samarbejdsraadet, udelukkende henhoerer under en "ad hoc"-voldgiftsmand.

(28) Dette fremgaar f.eks., hvad angaar bestemmelserne om bilaeggelse af tvister, af dommen i Bresciani-sagen vedroerende Yaoundé-konventionerne. Disse indeholder bestemmelse om, at uoverensstemmelser vedroerende konventionernes fortolkning og anvendelse, hvis saadanne ikke kan loeses af Associeringsraadet, skal loeses af en ved konventionerne oprettet voldgiftsdomstol (jf. artikel 51 i konventionen fra 1963 og artikel 53 i konventionen fra 1969). Der er her tale om en ordning svarende til ordningen i artikel 52 i samarbejdsaftalen med Marokko. Den omstaendighed, at Domstolen hverken er blevet tillagt nogen obligatorisk eller fakultativ kompetence som retsinstans som foelge af, at der er tale om blandet aftale, forhindrer ikke, at Domstolen har kompetence, naar der er spoergsmaal om at fortolke aftalen i anledning af fortolkningsproblemer, der rejses inden for Faellesskabet, jf. i denne retning udtrykkeligt artikel 5 i den interne aftale 80/1154/EOEF om de foranstaltninger, der skal traeffes, og de fremgangsmaader, der skal foelges, ved gennemfoerelsen af den anden AVS/EOEF-konvention (EFT L 347, s. 206), og artikel 6 i den interne aftale 86/127/EOEF om de foranstaltninger, der skal traeffes, og de fremgangsmaader, der skal foelges, ved gennemfoerelsen af den tredje AVS/EOEF-konvention (EFT L 86, s. 221).

(29) Jf. dommen i sagen International Fruit Company, jf. note 16 ovenfor.

(30) Jf. note 10 ovenfor.

(31) Sml. artiklerne 51 og 53 i aftalen med Marokko med mulighederne for at traeffe ensidige eller beskyttelsesforanstaltninger i henhold til artiklerne 25-31 i aftalen med Portugal og artikel 52 i aftalen med Marokko med proceduren vedroerende bilaeggelse af tvister i artikel 30 i aftalen med Portugal. Aftalen med Marokko indeholder endvidere, for saa vidt angaar beskyttelsesforanstaltninger, en mindst lige saa restriktivt fastlagt ordning, og, for saa vidt angaar bilaeggelse af tvister, en mere bindende ordning.

(32) Sml. praemis 20 i dommen i Kupferberg-sagen, jf. ovenfor (afsnit 10), hvori Domstolen antog, at en bestemmelse - "som indebaerer en ubetinget og klar forpligtelse, og som derfor ikke forudsaetter, at Den ((ved aftalen med Portugal oprettede)) Blandede Komité forinden inddrages" (min understregning) - var umiddelbart anvendelig.

(33) Jeg bemaerker endvidere, at Domstolen i dommen i Sevince-sagen (jf. note 10 ovenfor) fastslog, at bestemmelserne i en international overenskomst kan skabe umiddelbare retsvirknigner i tilfaelde, hvor yderligere bestemmelser (i sagen nationale) skal udstedes for at sikre anvendelsen heraf. I praemis 22 i dommen udtalte Domstolen herom: "De naevnte regler i afgoerelserne praeciserer nemlig kun medlemsstaternes pligt til at traeffe de administrative foranstaltninger, som gennemfoerelsen af reglerne eventuelt maatte indebaere, uden at medlemsstaterne kan fastsaette betingelser for eller begraense den praecise og ubetingede ret ...".

(34) Dette gaelder uanset bestemmelsens raekkevidde: jf. naermere herom afsnit 14-20 nedenfor.

(35) Aftalen traadte saaledes i kraft den 1.11.1978 (jf. note 2 ovenfor).

(36) Jf. f.eks. dom af 21.6.1974 (sag 2/74, Reyners, Sml. s. 631).

(37) Jf. dom af 9.2.1982 (sag 270/80, Polydor, Sml. s. 329, praemisserne 14-21), og dommen i Kupferberg-sagen, jf. note 10 ovenfor, praemisserne 29-31.

(38) Jf. artikel 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

(39) Dom af 23.11.1976 (sag 40/76, Sml. s. 1669).

(40) Jf. praemisserne 7-9 i dommen.

(41) Jf. note 4 ovenfor.

(42) Jf. praemis 15 i dommen.

(43) Jf. note 5 ovenfor.

(44) Jf. praemis 21 i dommen.

(45) Jf. praemis 23.

(46) Jf. dom af 31.5.1989 (sag 344/87, Bettray, Sml. s. 1621, praemis 11), med henvisning til dommen af 3.7.1986 (sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121).

Full & Egal Universal Law Academy