Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Kommissionen har i denne sag nedlagt paastand om, at Domstolen fastslaar, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 48, 52 og 59, idet kun italienske statsborgere i Italien kan faa anerkendt eksamensbeviser erhvervet i andre EF-lande, der giver ret til at udoeve visse former for paramedicinske erhverv.
2. I henhold til den italienske lov nr. 752 af 8. november 1984 (1) kan der ske en anerkendelse af kvalifikationsbeviser erhvervet i udlandet, som giver ret til at udoeve paramedicinske erhverv, hvortil der ikke kraeves kandidateksamen. Det er imidlertid kun italienske statsborgere, der kan opnaa en saadan anerkendelse. Ved en note af 12. oktober 1987 afslog det italienske sundhedsministerium saaledes en anerkendelse efter de paagaeldende bestemmelser, for saa vidt angaar en belgisk statsborger, der havde ansoegt om at faa anerkendt sit belgiske fysioterapeuteksamensbevis.
3. Det er utvivlsomt, at den omtvistede lovgivning er uforenelig med Traktatens regler om arbejdskraftens frie bevaegelighed, etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser. Saa laenge der ikke er gennemfoert nogen harmonisering, kan en medlemsstat ganske vist fastsaette de kvalifikationer, der findes noedvendige for at udoeve vedkommende beskaeftigelse (2), men et vilkaar om statsborgerskab som forudsaetning for en anerkendelse af et eksamensbevis eller en faglig kvalifikation, der er erhvervet i en anden medlemsstat, strider mod faellesskabsretten (3).
4. Den italienske regering har til stoette for sin opfattelse anfoert, at afgoerelsen om at afslaa den paagaeldende belgiske statsborgers ansoegning om anerkendelse af eksamensbeviset er blevet annulleret ved en dom afsagt af Tribunale Amministrativo Regionale del Lazio. Sundhedsministeriet har ikke anket denne retsinstans' dom og er herefter forpligtet til at anvende de heri anlagte betragtninger paa alle ansoegninger om anerkendelse, som maatte blive indgivet.
5. Jeg behoever naeppe at minde om, at hverken en ordning, der blot fremgaar af en administrativ praksis, som ikke er genstand for nogen tilstraekkelig offentliggoerelse, og som i sagens natur frit kan aendres af de paagaeldende myndigheder, og heller ikke den forpligtelse, der paahviler de nationale retsinstanser til at undlade at anvende nationale bestemmelser, der strider mod faellesskabet, frigoer medlemsstaterne fra deres forpligtelse til at ophaeve bestemmelser i national lovgivning, som strider mod faellesskabsretten, saaledes at der ikke bestaar
"en tvetydig situation derved, at der for de omhandlede personer opretholdes en usikkerhed med hensyn til deres muligheder for at paaberaabe sig faellesskabsretten" (4).
6. Jeg skal herefter foreslaa, at
- Domstolen fastslaar, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 48, 52 og 59, idet kun italienske statsborgere i Italien kan faa anerkendt kvalifikationsbeviser erhvervet i andre EF-lande, der giver ret til at udoeve visse former for paramedicinske erhverv.
- Domstolen doemmer sagsoegte til at betale sagens omkostninger.
(*) Originalsprog: fransk.
(1) GURI nr. 311 af 12.11.1984, s. 9427.
(2) Dom af 15.10.1987, sag 222/86, Unectef, Sml. s. 4097, praemis 10.
(3) Med hensyn til spoergsmaalet om vilkaarene for anerkendelse af udenlandske eksamensbeviser, uden at der kan stilles nogen krav vedroerende statsborgerskab, henviser jeg til dom af 7.5.1991, sag C-340/89, Vlassopoulou, Sml. I, s. 2357.
(4) Dom af 4.4.1974, sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 359, praemis 41, og, hvad angaar nyere praksis, dom af 14.7.1988, sag 38/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 4415, praemis 9.
Full & Egal Universal Law Academy