EUR-Lex -  61990CC0062 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 13. marts 1992. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND. - FRIE VAREBEVAEGELSER - UNDTAGELSER - BESKYTTELSE AF DEN OFFENTLIGE SUNDHED - PRIVATES INDFOERSEL AF LAEGEMIDLER - BEGRAENSNINGER. - SAG C-62/90.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. I denne sag har Kommissionen i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i medfoer af traktatens artikel 30 ved at forbyde privatpersoner til eget brug at indfoere laegemidler, der kun udleveres paa recept i Tyskland, naar de paagaeldende laegemidler er indkoebt paa et apotek i en anden medlemsstat paa en recept udstedt af en laege, der er etableret i samme medlemsstat.

Sagens forhistorie

2. Kommissionen blev opmaerksom paa den omstridte tyske lovgivning som foelge af en anmodning om en praejudiciel afgoerelse, som Hessisches Finanzgericht havde indgivet til Domstolen (sag 215/87, Schumacher mod Hauptzollamt Frankfurt am Main-Ost, Sml. 1989, s. 617). Denne sag, som blev indbragt for Domstolen i juli 1987, var affoedt af et forsoeg, som en person, der var bosat i Frankfurt am Main, havde gjort paa gennem postvaesenet at indfoere et laegemiddel, der var udleveret af en apoteker i Strasbourg. Det paagaeldende produkt var godkendt i Tyskland og solgtes dér paa apotekerne uden recept. Schumacher blev naegtet ret til at indfoere laegemidlet til Tyskland ved en afgoerelse truffet med hjemmel i § 73, stk. 1, i Gesetz zur Neuordnung des Arzneimittelrechts (lov om reform af lovgivningen vedroerende laegemidler) af 24. august 1976 (herefter benaevnt "AMG"). I medfoer af disse bestemmelser kunne laegemidler - med visse undtagelser - kun indfoeres af farmaceutiske virksomheder, grossister, dyrlaeger eller apotekere. Ved dom af 7. marts 1989 kendte Domstolen for ret:

"En national bestemmelse, hvorved det forbydes private til eget brug at indfoere laegemidler, som er godkendt i og kan udleveres uden recept i importmedlemsstaten, men som er indkoebt paa et apotek i en anden medlemsstat, er uforenelig med EOEF-traktatens artikel 30 og 36."

Som det vil ses, angaar afgoerelsen i Schumacher-sagen alene laegemidler, der udleveres uden recept i importmedlemsstaten, hvorimod den foreliggende sag angaar laegemidler, der alene udleveres paa recept i Tyskland.

3. Medens denne sag endnu verserede, anmodede Kommissionen ved skrivelse af 22. februar 1988 den tyske regering om at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende den paagaeldende lovgivnings forenelighed med traktaten. I skrivelse af 17. juni 1988 fastholdt den tyske regering, at dens lovgivning var berettiget af hensyn til beskyttelsen af den offentlige sundhed i medfoer af traktatens artikel 36. Den 23. november 1988 afgav Kommissionen en begrundet udtalelse, hvori den fastslog, at Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser i medfoer af traktatens artikel 30 ved at forbyde private at indfoere laegemidler til eget brug. Tyskland opfordredes til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til rette sig efter den begrundede udtalelse inden for en frist af to maaneder. Kommissionen anlagde dog foerst sag den 12. marts 1990. I mellemtiden havde Domstolen afsagt dom i Schumacher-sagen, hvilket bevirkede, at Tyskland aendrede sin lovgivning. Paa grund af disse aendringer, der blev vedtaget den 11. april 1990, har Kommissionen aendret lidt ved sin paastand i sagen. Den har foretaget endnu en aendring i sit svar paa visse skriftlige spoergsmaal, som Domstolen har stillet den.

4. § 73 i AMG var oprindelig affattet som foelger:

"1) Godkendelses- eller registreringspligtige laegemidler maa kun indfoeres til naervaerende lovs territoriale anvendelsesomraade - med undtagelse af andre frihandelszoner end oeen Helgoland - saafremt de er godkendt eller registreret til forhandling inden for lovens territoriale anvendelsesomraade eller undtaget fra eller fritaget for saadan godkendelse eller registrering, og

1. modtageren ved indfoersel fra en EF-medlemsstat enten er en farmaceutisk virksomhed, grossist, dyrlaege eller driver et apotek, eller

2. modtageren ved indfoersel fra et land, som ikke er en EF-medlemsstat, har opnaaet en tilladelse i henhold til § 72.

2) Reglen i stk. 1 gaelder ikke for laegemidler, der:

1. i konkrete tilfaelde indfoeres i mindre maengder med henblik paa behandling af bestemte dyr ved dyrskuer, konkurrencer og lignende arrangementer,

2. indfoeres med henblik paa opfyldelse af videnskabelige institutioners og forskningsinstitutioners egne behov og er noedvendige til videnskabelige formaal,

3. forsendes gennem naervaerende lovs territoriale anvendelsesomraade uden toldopsyn eller genudfoeres efter at have vaeret oplagt paa toldoplag eller anbragt under laas ved toldvaesenets foranstaltning,

4. indfoeres til brug for en fremmed stats statsoverhoved eller dennes foelge og er bestemt til forbrug under dennes ophold paa naervaerende lovs territoriale anvendelsesomraade,

5. er bestemt til personligt brug eller forbrug for medlemmerne af en diplomatisk mission eller konsulaer repraesentation inden for naervaerende lovs territoriale anvendelsesomraade, eller til brug for tjenestemaend i internationale organisationer, som har saede dér, samt disses familiemedlemmer, dog kun saafremt de naevnte personer ikke er tyske statsborgere eller har fast bopael paa lovens territoriale anvendelsesomraade,

6. indfoeres af rejsende i maengder, der er afpasset efter, hvad der normalt bruges eller forbruges under en rejse,

7. medbringes i transportmidler og udelukkende er bestemt til brug eller forbrug for de personer, der befordres med transportmidlerne,

8. er bestemt til brug eller forbrug paa skibe og forbruges om bord,

9. fremsendes som vareproever til den kompetente forbundsmyndighed med henblik paa godkendelse eller statslig kontrol af laegemiddelpartier,

10. erhverves af forbunds- eller delstatsmyndigheder som led i international handel.

3) Uanset reglen i stk. 1 kan brugsfaerdige laegemidler, der ikke er godkendt eller registreret til forhandling paa naervaerende lovs territoriale anvendelsesomraade, og som ikke er fritaget for godkendelse eller registrering, indfoeres til omraadet, saafremt de bestilles af apoteker. Apoteker maa kun bestille saadanne laegemidler i begraensede maengder ... efter saerlig bestilling afgivet af privatpersoner og udelukkende inden for rammerne af normal apoteksdrift."

5. Ved aendringsloven af 11. april 1990 indsattes nr. 2a og 6a i § 73, stk. 2, i AMG, ligesom ordlyden af nr. 6 aendredes. Det fremgaar af disse bestemmelser, at § 73, stk. 1, ikke finder anvendelse paa laegemidler, der:

"2a. indfoeres i smaa maengder af en virksomhed, der handler med laegemidler, og skal bruges som proever til forsoeg eller er noedvendige til analyseformaal,

6. indfoeres ved indrejsen paa denne lovs territoriale anvendelsesomraade i en maengde, der ikke overstiger saedvanligt personligt behov,

6a. udleveres uden recept, kan bringes i omsaetning i det land, hvorfra de hidroerer, og indkoebes i en EF-medlemsstat i en maengde, der ikke overstiger saedvanligt personligt behov,

...".

Sagens genstand

6. Det fremgaar ikke klart af ordlyden af § 73, stk. 2, i AMG, om disse bestemmelser tillader indfoersel af produkter, der ikke er godkendt eller registreret med henblik paa markedsfoering i Tyskland. Den tyske regering har dog i besvarelse af et skriftligt spoergsmaal fra Domstolen bekraeftet, at § 73, stk. 2, faktisk har denne virkning. Det kan i alle tilfaelde bemaerkes, at Kommissionen i besvarelse af Domstolens spoergsmaal har anfoert, at laegemidler, der ikke er godkendt i Tyskland, ikke beroeres af denne sag. Kommissionen bestrider saaledes ikke Tysklands ret til at begraense indfoersel til eget forbrug af laegemidler, som er godkendt til at bringes i handelen i den medlemsstat, hvorfra de udfoeres, men ikke i Tyskland. Det fremgaar nemlig klart af Kommissionens paastand, saaledes som den er udformet i Kommissionens svar paa Domstolens skriftlige spoergsmaal, at paastanden nu er forholdsvis snaever. Kommissionen nedlaegger paastand om, at det fastslaas, at:

"Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i medfoer af EOEF-traktatens artikel 30, idet den - bortset fra de i § 73, stk. 2, nr. 6 og 6a, i AMG omhandlede tilfaelde - forbyder privatpersoner at indfoere laegemidler til eget brug indkoebt paa apoteker i en anden medlemsstat, naar disse laegemidler alene udleveres efter ordinering ved recept i Forbundsrepublikken Tyskland, selv om laegemidlerne er ordineret af en laege, der er etableret i den medlemsstat, hvorfra de udfoeres."

Sagen angaar saaledes alene begraensningerne for indfoersel til Tyskland af laegemidler til eget brug, som er foreskrevet af en laege, der er etableret i det land, hvorfra laegemidlet indfoeres, naar de paagaeldende produkter kun udleveres paa recept i Tyskland. Domstolen behoever derfor ikke at undersoege, hvorvidt medlemsstaterne er forpligtede til at godkende indfoersel til eget brug af laegemidler, der saelges uden recept i den medlemsstat, hvorfra de indfoeres, men alene udleveres paa recept i den medlemsstat, hvortil de indfoeres.

7. Den tyske regering goer yderligere gaeldende, at denne sag efter aendringerne af den tyske lovgivning som foelge af dommen i Schumacher-sagen kun kan angaa indfoersel gennem postvaesenet af laegemidler, som alene udleveres paa recept i Tyskland. I besvarelse af et skriftligt spoergsmaal fra Domstolen har Kommissionen bekraeftet, at sagen nu kun angaar laegemidler, der forsendes, men at den ikke er begraenset til postforsendelse.

8. Det fremgaar af sagen, at tysk lovgivning efter aendringen af § 73, stk. 2, nr. 6, i AMG ikke laengere begraenser indfoersel til eget brug af laegemidler, der passerer graensen samtidig med den person, til hvis brug de er bestemt. Ifoelge § 73, stk. 2, nr. 6, er det tilladt at indfoere laegemidler, der "indfoeres ved indrejsen paa denne lovs territoriale anvendelsesomraade i en maengde, der ikke overstiger saedvanligt personligt behov". I betragtning af denne bestemmelses generelle karakter kan § 73, stk. 2, nr. 6a, som kun gaelder for laegemidler, der udleveres uden recept (i Tyskland), alene gaelde laegemidler, der ikke fysisk indfoeres til tysk omraade af den person, til hvis brug de er bestemt.

Anvendelig faellesskabslovgivning

9. Det kan vaere hensigtsmaessigt paa dette stadium kort at resumere de faellesskabsbestemmelser, der finder anvendelse. I artikel 3 i Raadets direktiv 65/65/EOEF af 26. januar 1965 om tilnaermelse af lovgivning om medicinske specialiteter (EFT 1965-1966, s. 17) hedder det, at ingen medicinsk specialitet maa bringes i handelen i en medlemsstat, uden at de kompetente myndigheder i denne stat forud har givet tilladelse hertil. Ved artikel 4-12 i direktivet harmoniseres reglerne vedroerende udstedelse af disse tilladelser. I artikel 4 opregnes de oplysninger, som skal anfoeres i ansoegninger om tilladelse til markedsfoering af et laegemiddel. Artikel 13-20 indeholder harmoniserede regler vedroerende etikettering af medicinske specialiteter. I 1975 udstedtes Raadets andet direktiv (direktiv 75/319/EOEF - EFT L 147, s. 13) om tilnaermelse af lovgivning om medicinske specialiteter. Ved artikel 1 i det andet direktiv paalaegges det medlemsstaterne at traeffe alle noedvendige bestemmelser for, at ansoegninger om tilladelser udarbejdes af personer med de fornoedne kvalifikationer. Ved artikel 8 i det andet direktiv nedsaettes der et udvalg for medicinske specialiteter. En af udvalgets opgaver bestaar i at afgive en begrundet udtalelse, dersom der gives tilladelse til markedsfoering af en medicinsk specialitet i en medlemsstat, men tilladelse naegtes i en anden. Disse udtalelser er dog ikke bindende. I medfoer af artikel 16 i det andet direktiv maa alene indehavere af en tilladelse fremstille medicinske specialiteter. I de foelgende artikler harmoniseres reglerne for udstedelse af saadanne tilladelser. I Raadets direktiv 75/318/EOEF af 20. maj 1975 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om normer og forskrifter vedroerende analytiske, toksikologisk-farmakologiske og kliniske undersoegelser af medicinske specialiteter (EFT L 147, s. 1) fastsaettes yderst detaljerede regler om undersoegelse af medicinske specialiteter.

10. Yderligere er der fastsat to direktiver vedroerende adgangen til apotekererhvervet. Ved Raadets direktiv 85/432/EOEF af 16. september 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse former for virksomhed paa det farmaceutiske omraade (EFT L 253, s. 34) harmoniseres de nationale lovgivninger om apotekeruddannelsen. Ved Raadets direktiv 85/433/EOEF af 16. september 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser i farmaci samt om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udoevelse af etableringsretten i forbindelse med visse former for virksomhed paa det farmaceutiske omraade (EFT L 253, s. 37), paalaegges det medlemsstaterne at anerkende visse kvalifikationsbeviser inden for farmaci, der er udstedt af andre medlemsstater. Raadet har ligeledes fastsat direktiver om harmonisering af adgangen til virksomhed som laege og om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for laeger, nemlig Raadets direktiv 75/363/EOEF af 16. juni 1975 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som laege (EFT L 167, s. 14) og Raadets direktiv 75/362/EOEF af 16. juni 1975 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (EFT L 167, s. 1).

Parternes argumenter

11. Tyskland har gjort gaeldende, at de begraensninger for indfoersel af laegemidler til eget brug, som er fastsat ved § 73 i AMG, er berettigede af hensyn til beskyttelsen af menneskers sundhed i medfoer af traktatens artikel 36. Tyskland har anfoert, at de nationale lovgivninger vedroerende salg af laegemidler endnu ikke er fuldstaendig harmoniseret, hvilket betyder, at staterne stadigvaek kan paaberaabe sig artikel 36. Tyskland fastholder, at grundlaget for den beskyttelse af dets borgeres sundhed, som landet soeger at sikre, ville blive undergravet, dersom det blev noedsaget til at tillade indfoersel gennem postvaesenet af laegemidler til eget brug. Denne beskyttelse bestaar af tre elementer, nemlig: a) laegens kontrolfunktion, b) apotekerens raadgivende funktion og c) meddelelse af oplysninger ved en dertil indrettet etikettering og indlaegsseddel. Ifoelge den tyske regering vil laegens kontrolfunktion blive svaekket, dersom han ikke er i stadig kontakt med patienten, og hvis laegemidler ordineres af en laege, der er etableret i en anden medlemsstat, er der ingen sikkerhed for, at laegen er i stand til at udfoere sin kontrolfunktion, saa laenge laegemidlet indtages. Apotekerens raadgivende funktion vil ligeledes blive svaekket, dersom laegemidlerne sendes gennem postvaesenet, idet apotekeren ikke vil vaere i direkte kontakt med patienten. Der vil heller ikke vaere nogen sikkerhed for, at patienten kan hente oplysninger fra etiketteringen paa emballagen eller indlaegssedlen vedroerende brugen af laegemidlet, idet disse oplysninger kan vaere givet paa et fremmed sprog. Endelig har Tyskland anfoert, at der er risiko for, at samme recept benyttes to gange, enten fordi apotekeren ikke er klar over, at den allerede er blevet benyttet, eller fordi lovgivningen i det paagaeldende land, i modsaetning til tysk lovgivning, tillader, at recepter benyttes flere gange.

12. Kommissionen har bestridt samtlige de ovenfor anfoerte argumenter. Laegen udoever sin kontrolfunktion, naar han foreskriver det paagaeldende laegemiddel. Dersom patienten har brug for yderligere raadgivning fra laegen, kan han aftale tid hos eller telefonere til laegen i hastetilfaelde. Apotekerens raadgivende rolle er overfloedig, naar laegemidlet er foreskrevet af en laege. I dette tilfaelde bestaar apotekerens rolle i at soerge for, at det laegemiddel, der er valgt af laegen, udleveres til patienten i den rette form. For saa vidt angaar etiketteringen og indlaegssedlen har Kommissionen anfoert, at disse normalt er tilstraekkelige, selv om lovgivningen paa omraadet endnu ikke er fuldstaendig harmoniseret. Kommissionen anser de sproglige hindringer for betydningsloese, idet den bemaerker, at den, der skaffer sig laegemidler i udlandet, normalt besidder de noedvendige sprogkundskaber eller er i kontakt med andre personer, som kan hjaelpe ham i denne henseende.

Retlig bedoemmelse

13. Der er ikke tvivl om - og det er ubestridt under sagen - at den omtvistede lovgivning udgoer en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion for samhandelen mellem medlemsstaterne i traktatens artikel 30' s forstand. Den bevirker, at private, der er bosat i Tyskland, og som ellers ville kunne koebe laegemidler paa apoteker i andre medlemsstater, er noedt til at koebe disse paa tyske apoteker. Ganske vist er virkningerne for samhandelen mellem medlemsstaterne kun beskedne, saerlig efter aendringen af AMG, men dette er ikke tilstraekkeligt til, at en foranstaltning falder uden for anvendelsesomraadet for artikel 30 (jf. forenede sager 177/82 og 178/82, Van de Haar og Kaveka de Meern, Sml. 1984, s. 1797).

14. Det eneste spoergsmaal, der opstaar, er, hvorvidt foranstaltningen er berettiget af hensyn til beskyttelsen af sundheden i medfoer af traktatens artikel 36. Der er naturligvis omstaendigheder, hvorunder artikel 36 kan paaberaabes som hjemmel for at udelukke personlig indfoersel. Dersom en medlemsstat f.eks. forbyder indfoersel af levende dyr eller planter for at hindre udbredelse af en sygdom (f.eks. hundegalskab eller elmesyge), er det helt utvivlsomt, at et saadant forbud principielt omfatter personlig indfoersel. I modsat fald ville selve formaalet med forbuddet blive ramt, idet lejlighedsvis indfoersel af et smittet dyr eller en smittet plante kan foere til en epidemi.

15. Jeg mener dog ikke, at artikel 36 kan paaberaabes for at begrunde et forbud mod privates indfoersel til eget brug af laegemidler gennem postvaesenet, selv om det paagaeldende laegemiddel kun udleveres paa recept i det land, hvortil det indfoeres. Under alle omstaendigheder kan et saadant forbud ikke begrundes i tilfaelde, hvor laegemidler koebes paa recept paa et apotek i en anden medlemsstat.

16. I praemis 20 til dommen i Schumacher-sagen udtalte Domstolen:

"Naar laegemidlet indkoebes paa et apotek i en anden medlemsstat, indebaerer det nemlig en garanti, der maa sidestilles med den, ... som ville vaere en foelge af, at laegemidlet var indkoebt paa et apotek i den medlemsstat, hvortil det indfoeres af en privatperson. Dette gaelder ikke mindst, fordi betingelserne for adgangen til erhvervet som farmaceut og de naermere bestemmelser om dettes udoevelse er reguleret i Raadets direktiver 85/432 og 85/433 ..."

17. Schumacher-sagen angik laegemidler, der udleveredes uden recept i Tyskland, men det raesonnement, paa hvilket denne dom stoettes, kan ligeledes anvendes paa laegemidler, der kun kan opnaas paa recept i det land, hvortil de indfoeres, i hvert fald naar de er indkoebt paa recept i en anden medlemsstat. I saa tilfaelde maa den garanti, der foelger af, at laegemidlerne er ordineret af en laege, og at recepten er ekspederet af en apoteker i en anden medlemsstat, sidestilles med den garanti, som ville foreligge, hvis de var ordineret af en tysk laege, og recepten ekspederet af en tysk apoteker. I Schumacher-sagen lagde Domstolen vaegt paa, at betingelserne for adgangen til apotekererhvervet var blevet harmoniseret. I det foreliggende tilfaelde er der grund til at naevne, at virksomheden som laege har vaeret genstand for en lignende harmonisering i medfoer af direktiverne 75/362 og 75/363.

18. Ganske vist er der endnu ikke gennemfoert fuldstaendig harmonisering inden for apotekervaesenet, men dette betyder ikke, at medlemsstaterne fortsat er fuldstaendig frit stillet med hensyn til at underkaste indfoersel af laegemidler alle de restriktioner, de oensker. Det ville helt klart vaere forkert at forestille sig, at medlemsstaterne i ubegraenset omfang kan paaberaabe sig artikel 36, indtil den sidste fase i harmoniseringen er gennemfoert. Naar harmoniseringen sker gradvis, indskraenker hver enkelt fase i denne proces det omraade, hvor artikel 36 kan paaberaabes. Efter min opfattelse er det dette, der er sket i den farmaceutiske sektor.

19. Efter vedtagelsen af direktiverne om harmonisering af adgangen til virksomhed som laege og apoteker og om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for laeger og apotekere maa man antage, at det er lige saa usandsynligt, at laeger og apotekere, der er etableret i andre medlemsstater, udleverer skadelige eller uegnede laegemidler til deres patienter, som at deres tyske kolleger skulle goere det. Yderligere er det efter den delvise harmonisering af bestemmelserne om handel med laegemidler klart, at alle laegemidler, der lovligt bringes i handelen i en medlemsstat, er blevet godkendt efter en procedure, som stort set er den samme og indebaerer de samme former for undersoegelser. Selv om medlemsstaterne fortsat frit kan forbyde, at et medicinsk praeparat, der er godkendt i en anden medlemsstat, bringes i handelen, dersom de ikke er overbevist om dets uskadelighed, mener jeg ikke, at de kan forbyde private at indfoere et saadant praeparat til eget brug. Borgerne har ret til at mene, at den garanti, der frembydes af laegemidler indkoebt paa recept paa et apotek i en anden medlemsstat, er den samme som den, der frembydes af laegemidler indkoebt under lignende omstaendigheder i Tyskland.

20. Jeg finder paa ingen maade, at de konkrete grunde, som paaberaabes af den tyske regering, kan berettige de her omhandlede restriktioner. Jeg erindrer om, at Tyskland har gjort tre betragtninger gaeldende, nemlig: laegens kontrolfunktion, apotekerens raadgivningsfunktion og den oplysningsfunktion, der varetages gennem etiketteringen og indlaegssedlen. For saa vidt angaar det foerste punkt har Tyskland anfoert, at hvis laegemidler foreskrives i en anden medlemsstat, er laegen ikke i stand til at varetage sin kontrolfunktion, saa laenge laegemidlerne indtages. Men dette argument betyder, at man naegter borgere, der er bosat i Tyskland, retten til konsultere en laege, der er etableret i en anden medlemsstat, og dette strider klart mod Domstolens praksis (jf. forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone mod Finansministeriet, Sml. 1984, s. 377, praemis 16). Dersom borgere, der er bosat i Tyskland, har ret til at konsultere en laege, der er etableret i en anden medlemsstat, ville det desuden vaere ulogisk at naegte dem ret til at benytte en af en saadan laege udstedt recept til indkoeb af laegemidler paa et apotek i samme medlemsstat. Og dersom det af en eller anden grund ikke er muligt at faa de ordinerede laegemidler straks, er det helt naturligt at aftale, at de skal sendes gennem postvaesenet.

21. For saa vidt angaar apotekerens raadgivningsfunktion kan man fremsaette to kommentarer. For det foerste kan apotekeren, for saa vidt han udoever en funktion som raadgiver ved ekspeditionen af en recept, lige saa godt goere dette skriftligt som mundtligt. Apotekeren og patienten behoever ikke at staa ansigt til ansigt. Dersom en saadan kontakt var fornoeden, burde den tyske regering helt klart undergive levering gennem postvaesenet inden for Tysklands graenser samme begraensninger som levering gennem postvaesenet fra udlandet; som det blev oplyst under retsmoedet, gaelder der imidlertid ingen begraensninger for indenlandsk levering gennem postvaesenet.

22. For saa vidt angaar den oplysningsfunktion, der varetages ved etikettering og indlaegssedler, har den tyske regering gjort gaeldende, at der er en risiko for, at patienter, der modtager laegemidler hidroerende fra udlandet, kunne lide skade, dersom oplysningerne vedroerende den korrekte brug af laegemidlerne er affattet paa et fremmed sprog. Efter min opfattelse maa dette argument forkastes af flere grunde. For det foerste er risikoen ikke saa alvorlig som haevdet af den tyske regering, idet medicinalfabrikanterne ofte trykker brugsanvisningerne for deres produkter paa flere sprog. For det andet er det muligt, at patienten har et vist kendskab til sproget i det land, hvorfra laegemidlerne leveres. Han kan endda stamme fra dette land og have benyttet sig af traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed, og han skaffer sig laegemidler i det land, hvorfra han stammer. At naegte ham at indfoere saadanne laegemidler med den begrundelse, at anvisningerne ikke er affattet paa tysk, ville vaere absurd. Det er helt berettiget, at Tyskland kraever, at laegemidler, der saelges i Tyskland, etiketteres paa tysk, men det er mindre berettiget, at Tyskland kraever, at laegemidler, der indfoeres af en privatperson til eget brug, skal vaere etiketteret paa tysk. For det tredje er den tyske lovgivning ulogisk, for saa vidt som den behandler indfoersel gennem postvaesenet paa anden maade end patientens personlige indfoersel; for uanset hvilke farer der er paa grund af sprogvanskeligheder, maa det antages, at disse farer er lige store ved begge de to former for indfoersel.

23. Vedroerende sprogproblemet kan man goere yderligere en bemaerkning. Dersom en tysk patient f.eks. konsulterer en laege i Frankrig og modtager en recept, der er affattet paa fransk, synes det langt mere praktisk, at han indkoeber de ordinerede laegemidler paa et fransk apotek og ikke paa et tysk apotek, der maaske har vanskeligt ved at forstaa recepten. Dersom den tyske regering virkelig er betaenkelig ved de farer, som foelger af, at sproget ikke forstaas, kan jeg ikke se, hvorfor den insisterer paa at opretholde en regel, der kan have til foelge, at tyske apotekere skal udlevere medicin paa grundlag af recepter, der er affattet paa et fremmed sprog.

24. Endelig har den tyske regering gjort gaeldende, at laegemidler maaske kan blive udleveret mere end en gang paa samme recept. Den anfoerer, at en recept kun kan benyttes én gang i Tyskland, mens den maaske kan benyttes flere gange i andre medlemsstater. Under retsmoedet bekraeftede Kommissionen, at gentagen brug af en recept kan finde sted i visse medlemsstater, naar laegen udtrykkelig har tilladt dette. Kommissionen har anfoert, at en kronisk syg maaske lejlighedsvis konsulterer en laege, der er etableret uden for Tyskland, og derefter med mellemrum faar tilsendt laegemidler paa én recept, der er udstedt af laegen. Kommissionen haevder, at der ikke kan vaere noget forkert ved en saadan fremgangsmaade, naar den er godkendt af laegen.

25. Ej heller her finder jeg den tyske regerings argument overbevisende. Naar gentagen brug af en recept tillades af en laege, er der ingen grund til at antage, at patienten i hoejere grad udsaetter sig for en risiko for at faa skadelige eller uegnede laegemidler, end naar recepten kun benyttes én gang. Den tyske regering har ikke bevist, hvorfor den garanti, der foelger af laegens og apotekerens faglige ekspertise, ikke fortsat skulle foreligge i disse tilfaelde.

Konklusion

26. Jeg skal derfor foreslaa Domstolen

1) at fastslaa, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 30 ved at begraense privat indfoersel til eget brug af laegemidler, der alene udleveres paa recept i Tyskland, naar de paagaeldende produkter er indkoebt paa et apotek i en anden medlemsstat paa en recept, der er udstedt af en laege, der er etableret i vedkommende anden medlemsstat;

2) at tilpligte Forbundsrepublikken Tyskland at betale sagens omkostninger.

(*) Originalsprog: engelsk.

Full & Egal Universal Law Academy