EUR-Lex -  61990CC0121 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 4. juli 1991. - JEEN LOLKES POSTHUMUS MOD RINZE OG ANNE OOSTERWOUD. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: KANTONGERECHT BEESTERZWAAG - NEDERLANDENE. - TILLAEGSAFGIFT FOR MAELK. - SAG C-121/90.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. I denne sag har Kantongerecht, Beetsterzwaag, forelagt to spoergsmaal vedroerende faellesskabsbestemmelserne om overfoersel af maelkekvoter, dvs.referencemaengder, som tildeles producenterne, og som er fritaget fra tillaegsafgiften paa maelkeproduktionen.

2. Kantongerecht' s spoergsmaal angaar navnlig fortolkningen af artikel 7 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1546/88 af 3. juni 1988 (EFT L 139, s. 12) om gennemfoerelsesbestemmelserne for tillaegsafgiften. Denne forordning blev udstedt til gennemfoerelse af Raadets forordning nr. 857/84 af 31. marts 1984 (EFT L 90, s. 13), som indeholdt almindelige regler for anvendelsen af afgiften. Ved artikel 7 i forordning nr. 1546/88 gennemfoeres navnlig artikel 7 i forordning nr. 857/84, hvorefter der overfoeres en kvote under forskellige omstaendigheder.

3. Artikel 7 i forordning nr. 857/84 som aendret ved Raadets forordning nr. 590/85 af 26. februar 1985 (EFT L 68, s. 1; berigtigelse L 81, s. 41), bestemmer saaledes foelgende:

"1. I tilfaelde af salg, bortforpagtning eller overdragelse ved arv af en bestemt bedrift overfoeres den tilsvarende referencemaengde helt eller delvis til koeberen, forpagteren eller arvingen ifoelge betingelser, der skal fastsaettes.

...

3. Medlemsstaterne kan bestemme, at en del af de paagaeldende maengder laegges til den i artikel 5 eller, alt efter omstaendighederne, til den i artikel 6, stk. 3, omhandlede reserve.

...

4. Ved en forpagtningskontrakts udloeb uden adkomst for den nye forpagter til at viderefoere forpagtningen paa samme betingelser kan medlemsstaterne bestemme, at den referencemaengde, der svarer til den bedrift, eller del af bedrift, der er omfattet af forpagtningskontrakten, helt eller delvis stilles til raadighed for den afgaaende forpagter, hvis denne oensker at fortsaette maelkeproduktionen.

..."

4. Artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1546/88 bestemmer foelgende:

"I forbindelse med anvendelsen af artikel 7 i forordning (EOEF) nr. 857/84, jf. dog stk. 3 i samme artikel ...

1) Ved salg, bortforpagtning eller overdragelse ved arv af en bedrift som helhed overfoeres den tilsvarende referencemaengde til den producent, som overtager bedriften.

2) Ved salg, bortforpagtning eller overdragelse ved arv af en eller flere dele af en bedrift fordeles den tilsvarende referencemaengde mellem de producenter, som overtager bedriften, i forhold til de arealer, der anvendes til maelkeproduktionen eller paa grundlag af andre objektive kriterier, som fastsaettes af medlemsstaterne; medlemsstaterne kan undlade at tage hensyn til overdragne dele, for hvilke det areal, der anvendes til maelkeproduktion, er mindre end det minimumsareal, som de fastsaetter; den del af referencemaengden, der svarer til dette areal, kan i sin helhed laegges til reserven.

3) Nr. 1 og 2, samt stk. 4, anvendes efter de forskellige nationale regler analogt med de oevrige tilfaelde af overdragelse, der har lignende virkninger for producenterne.

..."

5. Artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1546/88 var, med aendringer, som ikke er vaesentlige, en genindfoerelse af en bestemmelse (artikel 5 i Kommissionens forordning nr. 1371/84 af 16.5.1984, EFT L 132, s. 11), som blev behandlet af Domstolen i sag 5/88, Wachauf mod Bundesamt fuer Ernaehrung und Forstwirtschaft (Sml. 1989, s. 2609). I denne sag antog Domstolen, at begrebet overfoersel med "lignende virkninger" for en forpagtningsaftale (stykkets afsnit 3, citeret ovenfor) maa anses for at omfatte en transaktion, hvorved en bortforpagtet ejendom tilbagegives til bortforpagteren ved forpagtningsaftalens udloeb (dommens praemis 15). Domstolen antog ogsaa, at de paagaeldende faellesskabsbestemmelser gav de nationale myndigheder den fornoedne frihed ved anvendelsen heraf, saaledes at de kunne tilgodese principperne om beskyttelse af de grundlaeggende rettigheder (dommens praemis 22).

6. Rinze og Anne Oosterwoud, som er far og soen og sagsoegte i hovedsagen, er i faellesskab forpagtere i henhold til en forpagtningsaftale, som er udloebet. Jeen Lolkes Posthumus, sagsoegeren i hovedsagen, er ejer af den bortforpagtede ejendom, og han har afslaaet af forlaenge forpagtningsaftalen. Forpagtningsaftalen vedroerte en parcel, der udgjorde en del af en stoerre ejendom, der blev drevet af Rinze og Anne Oosterwoud, og hvortil der var knyttet en maelkekvote paa 145 430 kg. Familien Oosterwoud producerer fortsat maelk paa resten af bedriften, men Posthumus er begyndt at opdraette malkekvaeg paa den parcel, som er tilbagegivet til ham. Sagsoegeren har for Kantongerecht i det vaesentlige nedlagt paastand om, at det statueres, at han har ret til at faa den maelkekvote, som er knyttet til denne parcel, overfoert til sig.

7. Kantongerecht har derfor anmodet om en praejudiciel afgoerelse af foelgende to spoergsmaal:

"1) Skal artikel 7, stk. 1, nr. 2, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1546/88, hvori det bl.a. bestemmes, at den tilsvarende referencemaengde ved bortforpagtning - hvorved ligeledes forstaas ophoer af bortforpagtning - af en eller flere dele af en bedrift fordeles i forhold til de arealer, der anvendes til maelkeproduktionen, fortolkes saaledes, at saafremt medlemsstaten ikke har fastsat noget andet objektivt kriterium og heller ikke har gjort brug af bestemmelsen i artikel 7, stk. 4, i Raadets forordning nr. 857/84, skal den kvaegopdraetter, som fortsaetter sin bedrift, men som foelge af forpagtningens ophoer mister brugsretten til nogle parceller jord, eventuelt mod en godtgoerelse, afstaa en del af referencemaengden efter forholdet mellem det areal, der skal afstaas, og det samlede areal, der hoerer til bedriften, uden at der skal tages hensyn til de bedriftsbygninger (stalde), som han ejer eller forpagter fra en tredjemand?

2) Skal der ved de objektive kriterier, som fastsaettes af medlemsstaterne, forstaas kriterier, som er baseret paa verificerbare faktiske omstaendigheder som f.eks. tilstedevaerende bygninger, jord, arbejdskraft og maskiner eller lignende?"

8. Skoent det er klart, at familien Oosterwoud bestrider sagsoegerens krav om, at en del af deres kvote skal overfoeres til ham, boer det bemaerkes, at hverken de eller Posthumus har indgivet skriftlige indlaeg for Domstolen, ej heller var nogen af dem repraesenteret under den mundtlige forhandling. Det eneste fingerpeg om grundene til at modsaette sig overfoerslen gives i forelaeggelseskendelsen, hvori det blot anfoeres, at familien Oosterwoud "bl.a." paaberaaber sig Domstolens dom i sag 5/88, Wachauf (naevnt ovenfor i afsnit 5).

Foerste spoergsmaal

9. Som jeg allerede har naevnt, fastslog Domstolen i dommen i sag 5/88, Wachauf, at reglerne for overfoersel af kvoter, som nu findes i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1546/88 (og som jeg vil kalde "overfoerselsreglerne"), gjaldt for tilfaelde, hvor jord tilbagegives til bortforpagteren ved en forpagtningsaftales udloeb. Domstolen bemaerkede, at der under saadanne omstaendigheder skete en aendring af besiddelsesforholdene, som havde "retsvirkninger, som kan sammenlignes" med dem, der foelger af bortforpagtning. I Wachauf-sagen var det hele ejendommen, der blev bortforpagtet, men det samme raesonnement maa gaelde, naar det kun er en del af en ejendom, der tilbagegives til bortforpagteren.

10. Det boer bemaerkes, at formuleringen af det foerste spoergsmaal forudsaetter, at der ikke er fastsat "andre objektive kriterier" i Nederlandene i henhold til overfoerselsreglernes nr. 2; og sit skriftlige indlaeg har Nederlandenes regering da ogsaa anfoert, at der ikke var fastsat saadanne kriterier. Paa den anden side fremgaar det, at den relevante nationale lovgivning giver parterne mulighed for selv ved aftale at fastsaette, hvor stor en kvote der skal overfoeres ved en forpagtningsaftales ophoer, i hvert fald inden for visse graenser. Kommissionen har givet udtryk for denne opfattelse, at en saadan ordning kan vaere ensbetydende med fastsaettelse af "andre objektive kriterier" eller i hvert fald kan vaere i overensstemmelse med den mulighed, der er givet medlemsstaterne for at fastsaette saadanne kriterier. I den foreliggende sag synes der imidlertid ikke at vaere indgaaet nogen saadan aftale. Saaledes kan man, skoent jeg senere vil vende tilbage til spoergsmaalet om, hvilken rolle parternes aftale kan spille ved fordelingen af kvoten (se nedenfor afsnit 25, 26 og 27) her gaar ud fra, at der ikke er "andre objektive kriterier", som er relevante for fordelingen.

11. I mangel af saadanne alternative kriterier gaelder det i overfoerselsreglernes nr. 2 fastsatte kriterium: Kvoten fordeles "mellem de producenter, som overtager bedriften, i forhold til de arealer, der anvendes til maelkeproduktionen". Jeg vil henvise til dette som "grundreglen". Det fremgaar klart af forelaeggelseskendelsen, at Kantongerecht finder det tvivlsomt, om det ville vaere i overensstemmelse med Domstolens dom i Wachauf-sagen at anvende grundreglen paa de her foreliggende omstaendigheder. Foer jeg behandler dette spoergsmaal, anser jeg det imidlertid for hensigtsmaessigt at betragte grundreglens mening og virkning mere detaljeret. Det sidstnaevnte spoergsmaal blev behandlet saerligt indgaaende af Det Forenede Kongeriges regering baade i dens skriftlige og i dens mundtlige indlaeg.

12. Ifoelge Det Forenede Kongeriges skriftlige indlaeg skal der ved anvendelsen af grundreglen tages hensyn til den omstaendighed, at nogle arealer paa ejendommen kan have bidraget mere betydeligt til maelkeproduktionen end andre. Reglen boer derfor fortolkes saaledes, at den tillader (men efter Det Forenede Kongeriges opfattelse ikke noedvendigvis kraever) en fordeling af kvoten, hvorved der tages hensyn til den omstaendighed, at den overfoerte del af ejendommen kan bidrage i uforholdsmaessigt omfang (enten uforholdsmaessigt mere eller uforholdsmaessigt mindre) til den samlede maelkemaengde, der produceres paa ejendommen. Det Forenede Kongerige vil derfor tilsyneladende fortolke grundreglen saaledes, at den tillader, men ikke kraever, et fordelingskriterium, som udtrykkes i maelkeydelse frem for i areal.

13. En medlemsstat kan naturligvis i henhold til overfoerselsreglernes nr. 2 fastsaette et andet objektivt kriterium end grundreglens, og et, der er udtrykt i maelkeydelse. Der er derfor ingen tvivl om, at et saadant kriterium er tilladt i henhold til overfoerselsreglerne, men dog ikke kraeves af disse. Det er dog mindre klart, hvordan grundreglen selv kan forstaas saaledes, at den giver en saadan valgmulighed. Det raaderum, der er givet medlemsstaterne ved overfoerselsreglerne, er efter min opfattelse givet dem ved muligheden for at vaelge at fastlaegge "andre objektive kriterier" og ikke ved selve grundreglen.

14. Under den mundtlige forhandling gik Det Forenede Kongerige tilsyneladende videre og anfoerte ikke blot, at grundreglen boer kunne anvendes paa en saadan maade, at maelkeydelsen tages i betragtning, men at den skal anvendes saaledes. Det blev anfoert, at kun en saadan fortolkning ville tjene lovgivningens formaal, som er at fastsaette, hvor meget af kvoten der rettelig skal tildeles det areal, som overdrages. Skoent den engelske version af bestemmelsen anvender ordene "in proportion to the areas used" (i forhold til de arealer, der anvendes), som synes at tyde paa en fremgangsmaade, der er strengt relateret til arealet, blev det anfoert, at udtrykket "in proportion to" var vildledende, og at andre sproglige versioner giver udtryk for en mindre streng regel. Navnlig anvender den nederlandske version udtrykket "op basis van", hvilket kan forstaas som "i overensstemmelse med" eller "paa grundlag af" snarere end "i forhold til".

15. En saadan sammenligning af de forskellige sproglige versioner har den vaerdi, at den forklarer, hvorfor svaret paa Kantongerecht' s spoergsmaal er mindre indlysende, naar spoergsmaalet laeses paa det originale nederlandsk, end naar det laeses i den engelske oversaettelse. Efter min opfattelse kan Det Forenede Kongeriges argument imidlertid ikke accepteres, og det af to grunde. For det foerste er det udtrykket "arealer, der anvendes til maelkeproduktionen", der tyder paa et rent territorialt kriterium, og ikke udtrykket "i forhold til"; oversaettelsen af det sidstnaevnte som "op basis van" (nederlandsk), "en fonction de" (fransk) eller "nach" (tysk) aendrer ikke dets betydning vaesentligt. For det andet vil lovgivningens formaal efter min opfattelse kun blive opfyldt, hvis grundreglen fortolkes saaledes, at den giver udtryk for et enkelt og ligefremt kriterium. Der er ingen grund til at anlaegge en mere kompliceret fortolkning af grundreglen, naar medlemsstaterne allerede har mulighed for at vaelge at fastsaette "andre objektive kriterier" paa baggrund af nationale forhold og erfaring. En medlemsstat, som er af den opfattelse, at en fordeling strengt efter areal i et tilstraekkeligt antal tilfaelde ikke ville yde retfaerdighed, kan frit udarbejde et mere detaljeret kriterium. Efter min opfattelse var det faellesskabslovgivers hensigt at give medlemsstaterne denne frihed uden dog at kraeve, at de skulle fastsaette et mere kompliceret kriterium. Det er derfor unoedvendigt for en medlemsstat at argumentere med, som Det Forenede Kongerige aabenbart oensker at goere, at den ved at bestemme, at maelkeydelsen skal tages i betragtning, blot har gennemfoert grundreglen.

16. Paa den anden side er det med nogen berettigelse, at Det Forenede Kongerige anfoerer, at der ved fastsaettelsen af det areal, der anvendes til maelkeproduktionen, boer tages hensyn til cyklus i den landbrugsmaessige drift, som ejendommen for nylig er blevet anvendt til. Det areal, der anvendes til maelkeproduktionen, er saaledes ikke begraenset til den jord, hvor der i oejeblikket holdes malkekvaeg, men boer anses for ogsaa at omfatte jord, der i oejeblikket anvendes til hold af kvaeg mellem maelkegivningsperioder, til at holde kvaeg, som i fremtiden skal indgaa i besaetningen, og til at skaffe foder til besaetningen, samt bygninger og materiel. Det kan vaere, at det netop er denne brede opfattelse af betydningen af "areal, der anvendes til maelkeproduktionen", der har foranlediget Det Forenede Kongerige til at foreslaa, at der skal tages hensyn til, at nogle af disse arealer bidrager med forholdsvis mere maelk end andre. Som jeg imidlertid allerede har antydet, afviger denne opfattelse fra det territoriale kriterium, som er fastsat i grundreglen; loesningen paa det problem, som Det Forenede Kongerige har rejst, ligger hos den nationale lovgiver, som frit kan fastsaette et kriterium udtrykt i maelkeydelse, hvis man finder det passende.

17. Som vi allerede har set, forudsaetter Kantongerecht' s foerste spoergsmaal, at der ikke er fastsat saadanne "andre objektive kriterier" af Nederlandene. Da grundreglen, som jeg har anfoert, skal fortolkes saaledes, at den medfoerer en overfoersel af kvote, som er strengt i overensstemmelse med de arealer, der anvendes til maelkeproduktionen, opstaar det spoergsmaal, om en anvendelse af denne regel under de foreliggende omstaendigheder ville vaere i overensstemmelse med Domstolens dom i sag 5/88, Wachauf (naevnt ovenfor i afsnit 5). Kantongerecht' s tvivl synes at vaere foranlediget af foelgende betragtninger.

18. For det foerste har Nederlandene ikke gjort brug af den valgmulighed, der er givet medlemsstaterne for at goere brug af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 857/84 (naevnt ovenfor i afsnit 3). Det fremgaar saaledes, at de nationale domstole i Nederlandene ikke er forpligtet til at tillade den afgaaende forpagter at beholde den kvote, der er knyttet til den forpagtede jord, hvis han har i sinde at fortsaette maelkeproduktionen. Eksistensen af denne valgmulighed var imidlertid en af de grunde, som Domstolen i Wachauf-dommen anfoerte for gyldigheden af overfoerselsreglerne som anvendt paa afgaaende forpagtere: se dommens praemis 20. Den anden bestemmelse, som Domstolen naevnede, var artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 857/84, hvorefter medlemsstaterne kan yde de producenter, der forpligter sig til definitivt at opgive maelkeproduktionen, en godtgoerelse. Muligheden for at deltage i en saadan godtgoerelsesordning er af saerlig betydning for en forpagter, som mister besiddelsen af hele sin bedrift ved forpagtningsaftalens udloeb, som det var tilfaeldet i Wachauf-sagen. I en sag som den foreliggende, hvor kun en del af bedriften er mistet, kunne det imidlertid taenkes, at den valgmulighed at modtage godtgoerelse for fuldstaendigt ophoer af maelkeproduktionen er et mindre tilfredsstillende middel til at beskytte de bortforpagteres rettigheder, som oensker at fortsaette med at opdraette malkekvaeg.

19. Det fremgaar endvidere, at Kantongerecht finder det tvivlsomt, om der efter gaeldende regler kan gives de afgaaende forpagteres rettigheder tilstraekkelig beskyttelse, navnlig naar henses til deres investering i bygninger, maskineri og besaetning.

20. Det er rigtigt, at Domstolen i Wachauf-dommen udtrykkeligt henviste til de valgmuligheder, der er givet medlemsstaterne ved artikel 7, stk. 4, og artikel 4, stk. 2, litra a), i forordning nr. 857/84. Jeg tror dog ikke, at den dermed mente, at disse valgmuligheder var det eneste mulige middel til at beskytte den afgaaende forpagters rettigheder. I Wachauf-sagen havde landmanden ansoegt om godtgoerelse for ophoer af maelkeproduktion i henhold til national lovgivning indfoert i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), og den godtgoerelse, der kan opnaas i henhold til denne bestemmelse, var derfor saerlig relevant. I dommens praemis 19 fastslog Domstolen imidlertid et mere generelt princip:

"... [det] bemaerkes, at faellesskabsbestemmelser, der bevirker, at forpagteren ved forpagtningens udloeb uden erstatning fratages udbyttet af sin arbejdsindsats og af de investeringer, som han har foretaget i den forpagtede bedrift, er uforenelige med de i faellesskabsretten gaeldende principper for beskyttelse af de grundlaeggende rettigheder. Disse principper er ogsaa bindende for medlemsstaterne, naar disse gennemfoerer faellesskabsbestemmelser, og det paahviler foelgelig medlemsstaterne i videst muligt omfang at anvende disse bestemmelser saaledes, at de naevnte principper ikke tilsidesaettes".

21. En medlemsstat er saaledes efter min opfattelse ikke forpligtet til at benytte den valgmulighed, der er givet den i henhold til nr. 2 i overfoerselsreglerne (nemlig at fastsaette "andre objektive kriterier") eller i henhold til artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 857/84 (nemlig at tillade afgaaende forpagtere at beholde kvoter), saa laenge forpagteren faar en passende godtgoerelse under hensyntagen til det arbejde og de investeringer, der er ydet for at opnaa kvoten. Det fremgaar, at domstolene i Nederlandene faktisk har kompetence til at tilkende godtgoerelse under saadanne omstaendigheder, og at denne kompetence er blevet udoevet saaledes, at der f.eks. i nogle sager gives forpagteren godtgoerelse for halvdelen af markedsvaerdien af den del af kvoten, der overfoeres til bortforpagteren.

22. Det foelger heraf, at naar blot der gives en passende godtgoerelse for tab af kvoter, kan de nationale domstole, og skal faktisk, anvende de relevante bestemmelser i artikel 7 i forordning nr. 1546/88. Naar det saaledes kun er en del af en bedrift, der vender tilbage til bortforpagteren, og naar medlemsstaten ikke har fastsat andre objektive kriterier for overfoersel af kvoter, skal der overfoeres en kvote, som forholdsmaessigt svarer til stoerrelsen af de arealer, der anvendes til maelkeproduktion (med forbehold af medlemsstatens ret til at laegge en del af de paagaeldende maengder til reserven). Naar al den paagaeldende jord anvendes til maelkeproduktion, vil stoerrelsen af den overfoerte kvote staa i samme forhold til den samlede kvote som det overfoerte areal staar i til bedriftens samlede areal. Naar kun en del af jorden anvendes hertil, vil det relevante stoerrelsesforhold vaere forholdet mellem den overdragne del af det areal, der anvendes til maelkeproduktion, og den del af det samlede areal, der anvendes hertil. Det vil saa tilkomme de nationale domstole at fastslaa, hvor stor en godtgoerelse for tab af kvote, der under alle disse omstaendigheder vil vaere passende.

23. Kantongerecht har med formuleringen af sit foerste spoergsmaal ogsaa spurgt, om der skal tages hensyn til bedriftsbygninger (kostalde), som landmanden ejer eller forpagter fra en tredjemand. Det er klart, at i det omfang saadanne bygninger anvendes til maelkeproduktion, boer den jord, som de staar paa, tages i betragtning som en del af det areal, der anvendes hertil. Endvidere kan investering i saadanne bygninger vaere en faktor, der skal tages i betragtning ved vurderingen af forpagterens bidrag til opbygningen af kvoten, og den nationale domstol skal maaske derfor tage hensyn hertil, naar der gives godtgoerelse for tab af kvote: se sag 5/88, Wachauf, dommens praemis 19, naevnt ovenfor i afsnit 20. Andre former for godtgoerelse er dog efter min opfattelse et anliggende, der alene skal reguleres ved national ret. Faellesskabsretten angaar tildeling af kvoter og eventuelle krav paa godtgoerelse for tab af kvoter, men ikke godtgoerelse for andre former for tab eller uberettiget berigelse.

24. Selv om det ovenfor givne svar strengt taget ville vaere tilstraekkeligt til at afgoere Kantongerecht' s foerste spoergsmaal, blev mange hermed sammenhaengende spoergsmaal beroert i de skriftlige indlaeg og i de mundtlige indlaeg for Domstolen, og det kan vaere hensigtsmaessigt at kommentere dem.

25. For det foerste fremgaar det af den nederlandske regerings skriftlige indlaeg, at den gaeldende lovgivning i Nederlandene giver parterne mulighed for selv ved aftale at bestemme, hvor stor en kvote, der skal overfoeres ved ophoer af forpagtning af en del af en stoerre bedrift. Efter min opfattelse er det kun i mangel af en saadan aftale, at den nationale domstol vil fastsaette en loesning under hensyntagen til de arealer, der anvendes til maelkeproduktionen, i givet fald med oekonomisk godtgoerelse til den afgaaende forpagter. Baade den nederlandske regering og Kommissionen synes at anse en saadan ordning for forenelig med overfoerselsreglerne.

26. Skoent jeg i princippet ikke kan se nogen indvending imod, at man i en situation, hvor der skal betales godtgoerelse af bortforpagteren, tillader, at denne godtgoerelses stoerrelse fastsaettes ved aftale mellem parterne, kan det efter min opfattelse ikke tillades, at der ved en saadan aftale efter parternes helt frie skoen kan bestemmes, hvor stor en kvote der skal overfoeres. En ting er at tillade medlemsstaterne at fastsaette "andre objektive kriterier" for delingen af kvoten, men det er noget helt andet at tillade medlemsstaterne at overlade spoergsmaalet til parternes skoen. Dette ville baade vaere i strid med lovgivningens ordlyd, navnlig begrebet "objektive kriterier", og det ville ogsaa vaere i strid med, hvad der maa antages at vaere formaalet med lovgivningen, nemlig at undgaa manipulation af kvoteordningen og at forhindre handel med kvoter.

27. Mens det saaledes kan vaere naturligt, at parterne i foerste instans soeger at naa til enighed om stoerrelsen af den kvote, der skal overfoeres, skal en saadan aftale vaere baseret paa det kriterium, der er fastsat ved faellesskabslovgivningen, eller paa andre kriterier, som er fastlagt af medlemsstaterne. Desuden skal medlemsstaterne efter min opfattelse traeffe passende foranstaltninger til at sikre, at saadanne aftaler er i overensstemmelse med disse kriterier. Hvis medlemsstaterne ikke traeffer saadanne foranstaltninger, er det umuligt at se, hvorledes faellesskabslovgivningens krav kan opfyldes. Saadanne foranstaltninger kunne ogsaa omfatte en undersoegelse af de betingelser for godtgoerelse, som er aftalt, for at sikre, at saadanne aftaler ikke i virkeligheden er en skjult form for handel med kvoter.

28. I modsaetning til, hvad Kommissionen har anfoert, mener jeg desuden ikke, at medlemsstaternes fastsaettelse af "objektive kriterier" kan bestaa i at tillade de nationale domstole sag for sag at tage stilling til, om og i hvilket omfang der boer tages hensyn til objektive faktorer. Medlemsstaterne skal paa forhaand fastsaette de kriterier, som skal tages i betragtning af de nationale domstole, ligesom medlemsstaterne, ved at vaelge, om de vil goere brug af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 857/84, skal afgoere, om de nationale domstole boer tillade den afgaaende forpagter at beholde hele eller en del af kvoten.

Andet spoergsmaal

29. Som vi har set, har hverken Nederlandenes regering eller Kantongerecht anfoert, at Nederlandene har gjort brug af den valgmulighed at fastsaette "andre objektive kriterier". Det andet spoergsmaal kan imidlertid forstaas saaledes, at det gaar ud paa, om der er fastsat saadanne kriterier, naar delingen af kvoten i henhold til national ret er overladt til parternes aftale eller til de nationale domstoles skoen.

30. Som jeg allerede har anfoert, maa et saadant spoergsmaal besvares med, at kriteriet skal vaere bindende for parterne og ikke maa kunne fraviges ved aftale, og at det skal vaere fastsat paa forhaand i form af regler, der skal anvendes af de nationale domstole frem for at vaere overladt til deres skoen i hvert enkelt tilfaelde. Som Det Forenede Kongerige har anfoert, kan "objektive kriterier" forstaas saaledes, at de omfatter ethvert verificerbart kriterium vedroerende bedriftens objektive egenskaber og den landbrugsvirksomhed, der udoeves paa denne. Jeg vil dog tilfoeje, at kriterierne skal vaere egnede til formaalet, nemlig at opnaa en rimelig fordeling af kvoten. Det er klart, at disse kriterier kan omfatte saadanne, der har til formaal at sikre, at den del af kvoten, der overfoeres, afspejler det paagaeldende areals bidrag til maelkeproduktionen.

Konklusion

31. Jeg er derfor af den opfattelse, at de spoergsmaal, som Kantongerecht har forelagt, boer besvares saaledes:

"1) Artikel 7, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 1546/88 skal fortolkes saaledes, at naar en medlemsstat ikke har fastsat noget andet objektivt kriterium i henhold til dette stykkes nr. 2 eller truffet nogen bestemmelse i henhold til artikel 7, stk. 4, i Raadets forordning nr. 857/84, skal en kvaegopdraetter, som fortsaetter sin bedrift, men mister brugsretten til nogle parceller jord som foelge af ophoer af forpagtningen af disse arealer, afgive en del af den referencemaengde, der hoerer til bedriften. Den afgivne del skal staa i samme forhold til den samlede referencemaengde som det maelkeproducerende areal, der vender tilbage til bortforpagteren, staar i til bedriftens samlede maelkeproducerende areal. Om noedvendigt skal der gives den afgaaende forpagter passende godtgoerelse for tab af kvote.

2) De objektive kriterier, som medlemsstaterne kan fastsaette i henhold til artikel 7, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 1546/88, skal forstaas saaledes, at de omfatter ethvert verificerbart kriterium, som vedroerer bedriftens objektive egenskaber og den landbrugsvirksomhed, der udoeves paa denne, og som er egnet til at tjene det formaal at opnaa en rimelig fordeling af kvoten. Saadanne kriterier skal have form af bindende regler, der paa forhaand er fastsat ved lov eller administrativt."

(*) Originalsprog: engelsk.

Full & Egal Universal Law Academy