Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. I den foreliggende sag har Tribunale di Genova (Italien) i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 anmodet om en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 7, 30, 85, 86 og 90. Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Merci convenzionali porto di Genova SpA (herefter benaevnt "Merci") og Siderurgica Gabrielli SpA (herefter benaevnt "Siderurgica"). Sagsoegeren har under sagen nedlagt paastand om erstatning som foelge af tab ved forsinkelsen med levering af et parti staal, samt tilbagebetaling af beloeb betalt for tjenesteydelser i Genovas havn, som sagsoegeren anser for urimelige. Sagen stiller isaer den forelaeggende ret over for spoergsmaalet, om den italienske lovgivning, for saa vidt angaar bestemmelserne om havnearbejde i italienske havne, er forenelig med EOEF-Traktaten, og om de relevante bestemmelser i Traktaten har direkte virkning.
Retlige og faktiske omstaendigheder
2. Artikel 110 i "Codice della navigazione" (den italienske soelov, herefter benaevnt "soeloven") bestemmer, at alt havnearbejde (1) i italienske havne er forbeholdt "compagnie portuali", som er selskaber, hvori havnearbejderne er sammensluttet (herefter benaevnt "havneselskaberne").
Dette monopol er beskyttet ved soelovens artikel 1172, hvorefter det er strafbart at lade havnearbejde udfoere af havnearbejdere, som ikke er tilsluttet et havneselskab. I henhold til artikel 152 og 156 i "Regolamento navigazione marittima" (det italienske soefartsregulativ, herefter benaevnt "soefartsregulativet"), som vedroerer opfoerelsen af havneselskabernes medlemmer i et register, herunder slettelse herfra, skal havnearbejdere opfylde en raekke betingelser, bl.a. skal de vaere italienske statsborgere (2).
I henhold til soelovens artikel 111 er tilrettelaeggelsen af havnearbejde for tredjemands regning i italienske havne overdraget til "imprese portuali" (herefter benaevnt "havnevirksomhederne"), som normalt er privatretlige selskaber, som helt eller overvejende ejes af havnemyndighederne. Det skal bemaerkes, at i henhold til soelovens artikel 111, sidste stykke, og de ovennaevnte bestemmelser, maa disse havnevirksomheder til udfoerelsen af havnearbejde for tredjemands regning kun anvende de ovennaevnte havneselskaber og de dertil knyttede havnearbejdere.
I henhold til soelovens artikel 112 og soefartsregulativets artikel 202 og 203 fastsaetter havnemyndighederne de tariffer og oevrige betingelser, som gaelder for havneselskabernes udfoerelse af havnearbejde og for havnevirksomhedernes tilrettelaeggelse af havnearbejde for tredjemands regning.
3. Siderurgica, sagsoegte i hovedsagen, koebte i Hamburg den 2. december 1988 et parti brasiliansk staal til en vaerdi af ca. 6 mia. LIT og fik det transporteret ad soevejen til Genova. Selv om det skib, som staalet blev fragtet paa, var udstyret til det, kunne skibets besaetning paa grund af den italienske lovgivning ikke selv losse ved ankomsten til Genovas havn mellem den 22. og 23. december 1988. I henhold til soelovens artikel 111 maatte Siderurgica rette henvendelse til havnevirksomheden Merci, som i Genovas havn har faaet overdraget at tilrettelaegge havnearbejde med almindeligt gods for tredjemands regning. For sin del maatte Merci paa grund af naevnte bestemmelses sidste stykke anvende havneselskabet i Genovas havn, Compagnia unica lavoratori merci varie del porto di Genova (herefter benaevnt "Compagnia") og de hertil knyttede havnearbejdere, med henblik paa den egentlige udfoerelse af havnearbejdet, dvs. losningen og den videre transport af det omhandlede parti staal i havnen.
Efter losningen lod Merci maaneder hengaa, inden staalet blev leveret til Siderurgica, og forhindrede ogsaa, at Siderurgica selv afhentede det.
4. Praesidenten for Tribunale di Genova afsagde paa Siderurgica' s begaering den 10. april 1989 et dekret, som paalagde Merci straks at levere det omhandlede parti staal. Merci paakaerede den 28. april 1989 dekretet til den forelaeggende ret, Tribunale di Genova. Under sagen har Siderurgica nedlagt paastand om, dels erstatning for det paafoerte tab, dels tilbagebetaling af beloeb som selskabet haevder med urette at have betalt for ikke oenskede eller paatvungne tjenesteydelser (3). Med hensyn til tabet har Siderurgica gjort gaeldende, at selskabet paa grund af den manglende levering midlertidigt maatte indstille sin produktion og ikke kunne opfylde sine ordrer paa forarbejdede produkter. Selskabet led desuden et stort tab ved, at staalet i flere maaneder ikke kunne goeres til genstand for omsaetning. Da Merci i mellemtiden har leveret staalet til Siderurgica, vedroerer hovedsagen ikke laengere dekretet om at foretage levering, men alene Siderurgica' s paastand om erstatning og tilbagebetaling.
5. Merci har for den forelaeggende ret gjort gaeldende, at det ikke driver sin virksomhed med egne ansatte, men ifoelge italiensk lovgivning har pligt til at anvende ansatte, som stilles til raadighed af Compagnia, der har eneret paa haandtering af varer i Genovas havn. Desuden har det gjort gaeldende, hvilket i oevrigt ikke er bestridt, at det ikke kunne levere staalet til Siderurgica paa grund af en raekke strejker ivaerksat af havneselskabets ansatte. Det var derfor midlertidigt umuligt for selskabet at opfylde sine forpligtelser, og det kan derfor ikke ifalde ansvar for eventuelle tab paa grund af den forsinkede levering. Merci goer desuden gaeldende, at selskabet ikke kan drages til ansvar for de beloeb, som Siderurgica anser for urimelige. Beloebene blev opkraevet for det udfoerte havnearbejde. Beloebene var beregnet paa grundlag af de tariffer, som havnemyndighederne havde fastsat, og som Merci som havnevirksomhed havde pligt til at anvende i henhold til soelovens artikel 112 og soefartsregulativets artikel 203.
Siderurgica har hertil gjort gaeldende, at den af Merci paaberaabte italienske lovgivning strider mod EOEF-Traktatens artikel 90, 86, 85 og 37, og at den nationale ret skal undlade at anvende nationale retsforskrifter, som strider mod faellesskabsretten. Dette indebaerer i denne sag, at Merci er ansvarlig for den forsinkede levering af varerne og det derved paafoerte tab samt pligtig at tilbagebetale de beloeb, som med urette blev betalt for havnearbejde.
6. Selv om Merci har paaberaabt sig den italienske lovgivning for at begrunde sin adfaerd, deler Merci Siderurgica' s opfattelse af, at denne lovgivning, for saa vidt som havneselskaberne derved tillaegges et monopol (soelovens artikel 110), er uforenelig med faellesskabsretten (4). Merci har anfoert, at denne uforenelighed (i det mindste i teorien) nok begrunder paastanden om erstatning for den forsinkede levering, men ikke paastanden om tilbagebetaling af de beloeb, som Siderurgica har betalt for de paatvungne, ikke oenskede tjenesteydelser i havnen, fordi Merci selv ikke har opnaaet en berigelse ved at udfoere disse tjenesteydelser.
De praejudicielle spoergsmaal og Domstolens kompetence
7. Efter at have faaet forelagt sagen har Tribunale di Genova anmodet Domstolen om at besvare to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 7, 30, 85, 86 og 90:
"1) Tillaegger bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 90 samt forbuddene i samme Traktats artikel 7, 30, 85 og 86 paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin - naar varer fra en EF-medlemsstat indfoeres ad soevejen til en anden EF-medlemsstat - private, der er omfattet af Faellesskabets retsorden, rettigheder, som medlemsstaterne har pligt til at respektere, saafremt en virksomhed og/eller et havneselskab, hvis arbejdsstyrke alene bestaar af indenlandske statsborgere, har eneret paa - efter bindende tariffer - at udfoere lastning og losning af varer i indenlandske havne, selv om arbejdet kan udfoeres med skibets eget udstyr og besaetning, eller
2) maa en virksomhed og/eller et havneselskab, hvis arbejdsstyrke alene bestaar af indenlandske statsborgere, og som har eneret paa - efter bindende tariffer - at laste og losse varer i indenlandske havne, antages at vaere en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, jf. EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 2, og hvor en anvendelse af bestemmelserne i artikel 90, stk. 1, og forbuddene i Traktatens artikel 7, 30, 85 og 86 kan hindre opfyldelsen af de saerlige opgaver, der er betroet dem?"
8. Inden jeg beskaeftiger mig med disse spoergsmaal, vil jeg en passant bemaerke, at selv om hovedsagens parter som anfoert overvejende er enige om, at den omhandlede italienske lovgivning er uforenelig med faellesskabsretten (5), er Domstolen ikke desto mindre kompetent til at besvare de stillede spoergsmaal i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177. Det tilkommer nemlig den nationale retsinstans at bedoemme, om de retsspoergsmaal, tvisten giver anledning til, er relevante, og om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig, for at retten kan afsige dom (6). Domstolen kan kun erklaere sig inkompetent, saafremt hovedsagen ikke laengere verserer (7), eller saafremt de stillede spoergsmaal savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand (8). Imidlertid verserer der en hovedsag, og spoergsmaalene har forbindelse med sagens realitet og dennes genstand. At sagens parter er enige om besvarelsen af de stillede spoergsmaal, vil ikke sige, at den forelaeggende ret ikke kan vaere i tvivl om den korrekte fortolkning af faellesskabsretten, og at den derfor ikke har behov for Domstolens fortolkning (9).
9. Den forelaeggende ret anmoder Domstolen om at fortolke EOEF-Traktatens artikel 7, 30, 85 og 86, sammenholdt med artikel 90. Det er ubestrideligt, at den italienske lovgivning (10) indroemmer baade havneselskabet Compagnia og havnevirksomheden Merci eksklusive rettigheder efter artikel 90, stk. 1. Merci har i sit indlaeg til Domstolen anfoert, at det i soelovens artikel 110 omhandlede monopol paa havnearbejde er overdraget til havneselskaberne og ikke til havnevirksomheder som Merci selv. Havnevirksomhederne maa derimod respektere dette monopol paa grund af soelovens artikel 111, sidste stykke.
Jeg vil ikke bestride det sidste punkt. I modsaetning til det af Merci haevdede (11), og det som man ud fra de praejudicielle spoergsmaals utilstraekkelig klare ordlyd kunne foranlediges til at antage (12), maa man ikke glemme, at den foreliggende sag ikke alene vedroerer Compagnia' s monopol i henhold til soelovens artikel 110, men ogsaa Merci' s eneret til i henhold til soelovens artikel 111, at tilrettelaegge havnearbejde med almindeligt gods for tredjemands regning (13). Der er med andre ord to med hinanden snaevert forbundne monopoler: havneselskabet Compagnia har det foerste, som vedroerer den faktiske udfoerelse af havnearbejde, som kun Merci, for saa vidt der er tale om havnearbejde med almindeligt gods, skal respektere, og det andet monopol, som havnevirksomheden Merci har paa tilrettelaeggelsen af havnearbejde for tredjemands regning, som udfoeres af Compagnia, og som brugerne af Genovas havn er underlagt. I den foreliggende sag maa man noedvendigvis tage begge monopoler i betragtning.
10. Det fremgaar allerede af Domstolens dom af 30. april 1974, Sacchi (14) og paa ny af dom af 19. marts 1991, Frankrig mod Kommissionen (15), og af 18. juni 1991, ERT (16), at en medlemsstats tildeling af et monopol til en virksomhed efter artikel 90, stk. 1, kun er forenelig med Traktaten, saafremt "den maade, hvorpaa et saadant monopol er opbygget og udoeves, ikke griber ind i Traktatens bestemmelser". Det maa derfor undersoeges, om den maade, hvorpaa Compagnia' s og Merci' s monopoler er opbygget og udoeves, tilsidesaetter de i det praejudicielle spoergsmaal naevnte artikler (artikel 7, 30, 85 og 86) eller disse artiklers bestemmelser, sammenholdt med andre af Traktatens bestemmelser (artikel 48, 52 og 59). Jeg vil nu gennemgaa disse artikler. Foerst artikel 7, 48, 52 og 59 i sammenhaeng med en mulig forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, derefter artikel 85 og 86 i sammenhaeng med en mulig overtraedelse af konkurrencereglerne, og endelig artikel 30 i forhold til en eventuel begraensning i samhandelen inden for medlemsstaterne.
Tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet
11. Som allerede naevnt stiller soefartsregulativets artikel 152 og 156, som vedroerer havneselskaber som Compagnia, krav om, at man skal vaere italiensk statsborger for at kunne vaere medlem, og for saa vidt angaar havnevirksomheder som Merci, bestemmer soelovens artikel 111, sidste stykke, at disse virksomheder med henblik paa udfoerelsen af havnearbejde kun kan anvende de naevnte havneselskabers medlemmer. Er dette nationalitetskrav foreneligt med Traktaten?
Som Kommissionen med rette har anfoert, kan det ikke fastslaas paa grundlag af sagens oplysninger, om havnearbejdernes udfoerelse af tjenesteydelser inden for rammerne af et havneselskab skal anses for arbejde udfoert i et underordnelsesforhold eller som selvstaendigt arbejde (17). Dette spoergsmaal har imidlertid kun ringe betydning i denne sag, fordi et nationalitetskrav som det i den italienske lovgivning fastsatte er uforeneligt med faellesskabsretten, uanset om havnearbejderne er arbejdstagere efter EOEF-Traktatens artikel 48, eller om de som medlemmer af havneselskabet er selvstaendige, som efter EOEF-Traktatens artikel 52 etablerer sig i en medlemsstat, eller om de efter EOEF-Traktatens artikel 59 kommer til denne medlemsstat for at udfoere tjenesteydelser. EOEF-Traktatens artikel 7 forbyder nemlig inden for Traktatens anvendelsesomraade al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet. Dette forbud er for arbejdstageres vedkommende konkretiseret i EOEF-Traktatens artikel 48, stk. 2, og for selvstaendiges vedkommende i EOEF-Traktatens artikel 52 og 59, og forbuddet er anerkendt som en af Traktatens grundlaeggende bestemmelser. Uanset om der er tale om arbejdstagere eller selvstaendige forhindrer nationalitetskravet i den foreliggende sag andre medlemsstaters borgere i at udfoere havnearbejde i Genovas havn.
Som det fremgaar af hovedsagens faktiske omstaendigheder, hindrer dette krav ogsaa andre tjenesteydere ud over havnearbejdere i at udfoere havnearbejde i de italienske havne. I denne sag maatte det tyske rederi, som for Siderurgica' s regning havde transporteret det omhandlede parti staal fra Hamburg til Genova, ikke selv losse partiet, selv om skibet var udrustet til det. Dette er ogsaa i strid med EOEF-Traktatens artikel 59.
12. I henhold til EOEF-Traktatens artikel 48, stk. 3, artikel 56, stk. 1, og artikel 66, sammenholdt med artikel 56, stk. 1, kan diskriminerende begraensninger i henholdsvis arbejdskraftens frie bevaegelighed, etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser begrundes ud fra hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed. Desuden bestemmer EOEF-Traktatens artikel 48, stk. 4, artikel 55, foerste punktum, og artikel 66, sammenholdt med artikel 55, foerste punktum, at bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed, etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse paa ansaettelser i den offentlige administration eller paa virksomhed, som er forbundet med udoevelse af offentlig myndighed.
Nationalitetskravet i den italienske lovgivning tilsigter imidlertid ikke at beskytte den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed. Betingelsen har ikke et formaal af almindelig interesse, men skal blot fremme de italienske havnearbejderes individuelle interesser. Det kan derfor ikke begrundes ud fra ovennaevnte hensyn. Der er heller ikke tale om ansaettelser i den offentlige administration, som omhandlet i artikel 48, stk. 4 (18), eller udoevelse af offentlig myndighed efter artikel 55 (19), da Domstolen har anlagt en strikt fortolkning af disse begreber.
13. Med hensyn til overtraedelsen af forbuddet mod forskelsbehandling skal det endelig bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis har de naevnte bestemmelser direkte virkning (20). Sammenholdt med disse bestemmelser, som har direkte virkning, har EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 1, det ogsaa (21).
Overtraedelse af Traktatens konkurrenceregler
14. Selv om EOEF-Traktatens artikel 85 og 86 ganske vist vedroerer virksomheders adfaerd og ikke de af medlemsstaterne ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, er staterne ifoelge Domstolens praksis ikke desto mindre i henhold til Traktatens artikel 5, stk. 2, forpligtet til "ikke ved national lovgivning at skade den ensartede anvendelse ... af faellesskabsreglerne ... samt til ikke ved lov eller administrativt at indfoere eller opretholde foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomheder gaeldende konkurrenceregler" (22). For saa vidt angaar virksomheder, som medlemsstaterne har tildelt et monopol, er EOEF-Traktatens artikel 5, andet afsnit, naermere gennemfoert i EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 1 (23).
Er der i den foreliggende sag tale om en national lovgivning, som i strid med EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 1, kan ophaeve den tilsigtede virkning af EOEF-Traktatens artikel 85 og 86?
15. Det fremgaar af Domstolens praksis vedroerende artikel 90, stk. 1, og artikel 85 eller 86' s anvendelse paa foranstaltninger truffet af det offentlige, at artikel 90 vedroerer enhver indgriben fra myndighedernes side over for de i artiklen omhandlede virksomheder, uanset om dette bestaar i at goere en virksomheds praksis, som er forbudt efter artikel 85 eller artikel 86, bindende (24), eller tilskynder den (25), eller goer den uundgaaelig (26), eller tillaegger virksomheder kompetence til at foretage markedsregulering i stedet for offentlige myndigheder (27). Denne praksis bygger isaer paa en betragtning om, at saafremt myndighederne griber ind paa denne maade samtidig med, at virksomhederne (faktisk) handler paa en af de i artikel 85 eller 86 omhandlede maader, paavirker det konkurrencen paa faellesmarkedet paa tilsvarende maade som en virksomhed, som handler uafhaengigt af myndighederne. Det fremgaar desuden af praksis, at det ikke kraeves, at virksomhedens adfaerd - som "udloeser", at artikel 90, stk. 1, og artikel 85 eller artikel 86 finder anvendelse - noedvendigvis skal gaa forud for myndighedernes indgriben, men at det kan ske efterfoelgende, supplerende eller vaere en uundgaaelig foelge heraf (28).
16. Jeg vil foerst i relation til artikel 86 undersoege spoergsmaalet, om den omhandlede nationale lovgivning paatvinger en saadan konkurrencebegraensende adfaerd, tilskynder den eller goer den uundgaaelig (29). I den forbindelse boer to spoergsmaal undersoeges: For det foerste om Merci og/eller Compagnia har foretaget handlinger, som selv uafhaengigt af enhver indgriben fra staten er misbrug af en dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet, hvorved samhandelen mellem medlemsstaterne kan paavirkes, og for det andet, om den omhandlede nationale lovgivning tilskynder til et saadant misbrug, paatvinger det eller goer det uundgaaeligt.
Hvad angaar det foerste punkt, skal jeg foerst henvise til, at der ikke kan vaere tvivl om, at saavel Merci som Compagnia er virksomheder efter artikel 86 (og 85) (30), og der er efter det foerste praejudicielle spoergsmaals beskrivelse af de faktiske forhold heller ikke tvivl om, at Merci' s og Compagnia' s handlinger i medfoer af den italienske lovgivning paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne.
Der kan heller ikke vaere tvivl om, at baade tilrettelaeggelsen af havnearbejde for tredjemands regning og udfoerelsen heraf, jf. soelovens artikel 108 (31), er omfattet af artikel 86 (og 85). Som Raadet gentagne gange har udtalt (32), skal der sondres mellem havnearbejde og soetransport (selv om havnearbejdet er accessorisk). Selv hvis havnearbejde skulle henfoeres under soetransport, fandt de almindelige konkurrenceregler i artikel 85 og 86 anvendelse paa omraadet forud for ikrafttraedelsen af forordning (EOEF) nr. 4056/86 af 22. december 1986 (33) (34).
17. I henhold til EOEF-Traktatens artikel 86 er en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling paa faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf uforenelig med faellesmarkedet og forbudt i den udstraekning, samhandelen mellem medlemsstater herved kan paavirkes. I den aktuelle sag er det relevante marked for Merci' s vedkommende markedet for tilrettelaeggelse af havnearbejde med almindeligt gods for tredjemands regning i Genovas havn. For Compagnia' s vedkommende er der tale om markedet for udfoerelsen af dette havnearbejde.
Det tilkommer naturligvis den nationale ret at afgoere, om disse markeder kan anses for en vaesentlig del af faellesmarkedet. Det fremgaar imidlertid af sagen, at Genovas havn i betragtning af omfanget af det havnearbejde med almindeligt gods, som tilrettelaegges for tredjemands regning og udfoeres, er en af de vigtigste havne i Faellesskabet og den vigtigste havn i Italien. Desuden har havnens brugere paa grund af dens beliggenhed og infrastruktur ofte ikke andet valg end at benytte Genovas havn. Dette er efter min mening staerke indicier for, at begge de naevnte markeder er af tilstraekkelig betydning til at kunne anses for en vaesentlig del af faellesmarkedet. Markederne er i oevrigt snaevert forbundet, da de vedroerer det samme havnearbejde.
Det kan ikke bestrides, at Merci har en dominerende stilling paa markedet for havnearbejde for fremmed regning, dvs. det indtager en stilling, "som saetter en virksomhed i stand til at hindre, at der opretholdes en effektiv konkurrence paa det relevante marked, idet den kan anlaegge en i betydeligt omfang uafhaengig adfaerd over for sine konkurrenter og kunder og i sidste instans over for forbrugerne" (35).
Det kan heller ikke bestrides, at Compagnia har en dominerende stilling paa markedet for den faktiske udfoerelse af havnearbejde. Det forhold, at der som i den foreliggende sag ikke er konkurrence paa disse markeder som foelge af administrative eller ved lov fastsatte bestemmelser, er paa ingen maade til hinder for, at artikel 86 finder anvendelse (36). I ERT-dommen (37) udtalte Domstolen, at en virksomhed, som ved lov er tillagt et monopol, kan anses for at have en dominerende stilling efter Traktatens artikel 86.
18. Har Merci og/eller Compagnia handlet paa en saadan maade, at det udgoer misbrug af en dominerende stilling efter artikel 86? Som allerede naevnt vil jeg foerst undersoege Merci' s og Compagnia' s adfaerd uafhaengigt af den omhandlede nationale lovgivning.
I henhold til artikel 86, stk. 2, litra a), kan misbrug bestaa i direkte eller indirekte paatvingelse af urimelige koebs- eller salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser. Priser og betingelser anses for urimelige, saafremt de er vaesentligt daarligere for forbrugeren end de priser og betingelser, som den paagaeldende kunne have opnaaet, saafremt der havde foreligget en normal og tilstraekkeligt effektiv konkurrence (38).
Det tilkommer ogsaa her den nationale ret at vurdere, om Compagnia og/eller Merci har paatvunget urimelige priser eller andre urimelige forretningsbetingelser for havnearbejdet. Det skal dog bemaerkes, at Domstolen allerede ved flere lejligheder har fastslaaet, at en virksomhed, som havde et faktisk eller retligt monopol, havde paatvunget urimelige priser eller betingelser (39). I den foreliggende sag kan der vaere tale om urimelige priser eller andre urimelige forretningsbetingelser, naar et havneselskab over for en havnevirksomhed og/eller en havnevirksomhed over for havnens brugere kraever betaling for tjenesteydelser, som ikke oenskes (40), eller endog for ikke udfoerte tjenesteydelser, eller naar de tariffer, priserne er beregnet paa grundlag af, slet ikke staar i forhold til de tjenesteydelser, som faktisk er udfoert (41). Det fremgaar af de foreliggende oplysninger, at det omhandlede havnearbejde ikke alene kan udfoeres til en meget lavere pris end den, som Compagnia kraever af Merci, og som Merci kraever af havnens brugere, men at dette faktisk ogsaa sker i andre europaeiske havne (42). Tariffernes komplicerede karakter goer det imidlertid i praksis umuligt at afgoere hvilke kriterier, der er anvendt ved beregningen af prisen for en operation. Dette kan ogsaa vaere et indicium for, at der ikke er forbindelse mellem de reelle omkostninger ved en tjenesteydelse og den fakturerede pris (43).
Desuden skal det bemaerkes, at, som det fremgaar af Bodson-dommen, det ogsaa er i strid med EOEF-Traktatens artikel 86, at koncessionerede virksomheder anvender urimelige priser, hvilket ogsaa gaelder i tilfaelde af, at tarifferne er fastlagt af de myndigheder, som har meddelt koncessionen (44). Denne omstaendighed kan dog medfoere, at de i faellesskabsretten fastsatte sanktioner ikke vil blive taget i anvendelse over for den paagaeldende virksomhed.
19. I henhold til EOEF-Traktatens artikel 86, stk. 2, litra b), kan misbrug af en dominerende stilling ogsaa bestaa i begraensning af produktion, afsaetning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne. Som Kommissionen og Siderurgica har anfoert, er der klart tale om saadant misbrug, naar et havneselskab, som har monopol paa udfoerelsen af havnearbejde, naegter - selv om det er for at beskytte arbejdspladsen - at anvende moderne teknologi og derved betragteligt foroeger de omkostninger, som for havnevirksomheden er forbundet med havnearbejde og derved for havnens brugere, hvilket foraarsager lange ventetider, foer arbejdet kan udfoeres (45).
20. Endelig skal bemaerkes, at i medfoer af artikel 86, stk. 2, litra c), kan misbrug af en dominerende stilling ogsaa bestaa i anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen (46). Dette ser ud til at vaere tilfaeldet i denne sag, hvor Merci efter forhandlinger og ved "undtagelser" fra tarifferne beregner en fordelagtigere pris i forhold til visse af havnens brugere ved at nedsaette tillaeggene og kompensere denne nedsaettelse ved at beregne mere i forhold til andre brugere, uden at det er objektivt begrundet (47). Denne praksis lettes ved, at de gaeldende tariffer er indviklede og uigennemskuelige.
21. Af det foregaaende kan der efter min opfattelse udledes staerke indicier for, at den nationale ret kan fastslaa, at ved at have paatvunget urimelige salgspriser og kontraktbetingelser har saavel Merci som Compagnia misbrugt de monopoler, som de paa en vaesentlig del af faellesmarkedet er indroemmet ifoelge italiensk lovgivning, idet Compagnia har misbrugt sin dominerende stilling til at naegte at anvende moderne teknologi, og idet Merci har misbrugt sin dominerende stilling til over for visse handelspartnere at have anvendt vilkaar, som er forskellige fra de vilkaar, som anvendes over for disses konkurrenter.
22. Det maa derfor undersoeges, om disse misbrug af dominerende stilling efter artikel 86 - for saa vidt som den nationale ret anser dem for at foreligge - paatvinges, tilskyndes eller er uundgaaelige i medfoer af den nationale lovgivning. Det mener jeg ikke, der kan vaere megen tvivl om. Merci' s og Compagnia' s tariffer og andre forretningsbetingelser, der antages at vaere urimelige, er nemlig kun mulige, hvis ikke uundgaaelige, paa grund af den nationale lovgivning, og de tilskyndes, for ikke at sige at de goeres bindende, af havnemyndighederne i medfoer af deres kompetence i henhold til national lovgivning (48). De andre former for misbrug er ogsaa kun mulige paa grund af denne lovgivning. Uden sit monopol paa udfoerelse af havnearbejde i henhold til italiensk lovgivning havde Compagnia ikke kunnet tillade sig ikke at anvende moderne teknologi. Ogsaa for saa vidt angaar den ulige behandling af handelspartnere, gaelder det, at dette kun var muligt for Merci paa grund af selskabets monopol og paa grund af, at de tariffer, myndighederne har fastsat, er komplicerede og uigennemskuelige.
Det foelger heraf, at der ogsaa her er staerke indicier for, at der ved den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er fastsat eller opretholdt foranstaltninger, som strider mod EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86. Da artikel 90, stk. 1, sammenholdt med en umiddelbart anvendelig traktatbestemmelse, f.eks. artikel 86, har direkte virkning (49), betyder dette, at privatpersoner - saafremt den nationale ret er enig i det - kan paaberaabe sig de naevnte bestemmelser direkte over for den paagaeldende medlemsstat og naturligvis direkte kan goere krav gaeldende over for Merci og Compagnia paa grund af deres misbrug.
23. Det naeste spoergsmaal bliver derfor, om den nationale lovgivning i den foreliggende sag ogsaa strider mod artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 85.
I henhold til artikel 85 er alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, uforenelige med faellesmarkedet og forbudt.
Som jeg allerede har bemaerket (afsnit 16), kan der ikke vaere tvivl om, at Merci og Compagnia er virksomheder efter artikel 85, at artiklen finder anvendelse paa udfoerelsen og tilrettelaeggelsen af havnearbejde, og, som det fremgaar af de praejudicielle spoergsmaal, at handelen mellem medlemsstater i den foreliggende sag kan paavirkes af den paagaeldende lovgivning og de i medfoer heraf udstedte retsakter. I ERT-dommen understregede Domstolen dog, at EOEF-Traktatens artikel 85 forudsaetter, at der foreligger en konkurrencebegraensende aftale eller bedre: et kartel (50).
24. Det fremgaar ikke af de for Domstolen foreliggende oplysninger, at havnevirksomheden Merci og havneselskabet Compagnia har indgaaet aftaler. Paa den anden side kan det ikke udelukkes, vel snarere tvaertimod, at der foreligger samordnet praksis, som tilskyndes, fremmes eller goeres uundgaaelig af den nationale lovgivning. Domstolen har nemlig defineret samordnet praksis som "en form for koordinering mellem virksomheder, som, uden at vaere udmoentet i en egentlig aftale, bevidst erstatter konkurrencerisikoen med et praktisk samarbejde". Desuden har Domstolen fastslaaet, at "selv om parallel adfaerd ikke i sig selv kan sidestilles med en samordnet praksis, kan den dog udgoere et vigtigt indicium herfor, naar den foerer til konkurrencevilkaar, som ikke svarer til de vilkaar, der ... er normale paa markedet" (51).
Disse sager vedroerte virksomheder, som konkurrerede direkte med hinanden. Det ligger dog fast, at ogsaa vertikale karteller, dvs. karteller mellem virksomheder, som ikke staar i direkte konkurrence og dermed ogsaa saadanne virksomheders samordnede praksis, er omfattet af artikel 85, for saa vidt som de begraenser konkurrencen i forhold til tredjemand. Det tilkommer her den nationale ret at bedoemme, om Merci og Compagnia bevidst har foretaget samordnet praksis, der, ligesom det ovenfor blev fastslaaet ved undersoegelsen af de enkelte virksomheders misbrug, er konkurrencebegraensende. At den samordnede praksis blev inspireret eller noedvendiggjort af den omhandlede nationale lovgivning, er i den forbindelse ingen undskyldning (men er dog en faktor, som kan tages i betragtning i forbindelse med, at der paalaegges boeder). Derimod har det den foelge, at private kan anfaegte den nationale lovgivning i medfoer af artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 85. I forbindelse med artikel 85 har artikel 90, stk. 1, nemlig direkte virkning.
Overtraedelse af forbuddet i EOEF-Traktatens artikel 30
25. Ifoelge Domstolens faste praksis maa enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Faellesskabet, betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner efter EOEF-Traktatens artikel 30 (52). Er det tilfaeldet med hensyn til de her omhandlede monopoler paa havnearbejde? Ifoelge Kommissionen er artikel 30 ikke relevant for den foreliggende sag, fordi de naevnte monopoler - i det mindste i lyset af de oplysninger, Kommissionen er bekendt med - ikke medfoerer, at markedsfoeringen af indfoerte produkter paa det italienske marked vanskeliggoeres i forhold til indenlandske produkter. Siderurgica goer derimod gaeldende, at monopolerne og de urimelige priser paa tjenesteydelser i havnen foerst og fremmest har betydning for indfoerte varer, og at monopolerne maa anses for bestemmelser for handelen efter artikel 30.
Det kan fremgaa af de for Domstolen foreliggende oplysninger, at Merci' s og Compagnia' s monopoler faktisk medfoerer urimelige priser og mangelfulde tjenesteydelser, og at importen af varer med oprindelse i andre medlemsstater derved fordyres og vanskeliggoeres. Dette er tilstraekkeligt til, at artikel 30 finder anvendelse. Som jeg imidlertid ser det, kan virkningen ikke tilskrives selve den nationale lovgivning, men de handlinger som Merci og Compagnia i henhold til denne lovgivning foretager inden for deres monopoler. Dette betyder efter min mening, at det snarere er artikel 90, sammenholdt med artikel 85 og 86, end artikel 30, som finder anvendelse.
EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 2
26. EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 2, bestemmer, at virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler, er underkastet denne Traktats bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver, som er betroet dem. Undtagelsen fra Traktatens bestemmelser med hensyn til disse virksomheder finder dog ikke anvendelse, saafremt udviklingen af samhandelen derved paavirkes i et saadant omfang, at det strider mod Faellesskabets interesse.
Med det andet praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om Merci og Compagnia er virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, og i bekraeftende fald, om anvendelsen af navnlig EOEF-Traktatens artikel 7, 85 og 86 hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver, som er betroet dem. Er dette tilfaeldet, og er ogsaa de andre betingelser i artikel 90, stk. 2, opfyldt, da maa det efter min mening i forhold til de i den foregaaende del af forslaget behandlede punkter antages, at en national lovgivning, som foreskriver, tilskynder eller noedvendiggoer disse virksomheders handlinger, der er tilladte efter artikel 90, stk. 2, alligevel ikke strider mod artikel 90, stk. 1, sammenholdt med Traktatens oevrige bestemmelser.
27. Det skal foerst bemaerkes, at begrebet "virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse" har en specifik faellesskabsretlig betydning. Domstolen har i praksis altid fortolket begrebet snaevert (53). Det kraeves, at en offentlig myndighed har overdraget virksomheden at udfoere den paagaeldende aktivitet (54), og at aktiviteten er noedvendig af hensyn til den almene interesse (55). Det fremgaar af den omhandlede nationale lovgivning, at myndighederne har overdraget baade havnevirksomhederne og havneselskaberne at udfoere den aktivitet, de beskaeftiger sig med. Dette betyder dog ikke, at disse aktiviteter er af almindelig oekonomisk interesse efter artikel 90, stk. 2. Selv om driften af en havn som saadan utvivlsomt er en aktivitet af almindelig oekonomisk interesse, kan dette efter min mening ikke siges om havneselskabernes og havnevirksomhedernes virksomhed, som bestaar i at udfoere og tilrettelaegge havnearbejde, herunder for tredjemands regning. Havnearbejde omfatter lastning, losning, omladning og oplagring af varer. Saafremt saadanne arbejdsfunktioner henhoerer under begrebet tjenesteydelser af almindelig interesse, da kan naesten alle former for oekonomisk virksomhed henfoeres under begrebet (56). Under dette begreb falder efter min mening, saadan som det ogsaa fremgaar af de i fodnote 55 citerede domme, kun virksomhed, som direkte er til gavn for samfundet.
Selv hvis det antages, at havnearbejdet er tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, er det ikke godtgjort, at overholdelsen af Traktatens bestemmelser, navnlig artikel 7, 85 og 86, er uforenelig med udoevelsen af den offentlige opgave, dvs. at det er uundgaaeligt at overtraede Traktatens regler for at udfoere den saerlige opgave (57). Derudover skal det ogsaa fremgaa, at det ikke strider mod Faellesskabets interesse at anvende undtagelsen fra Traktaten.
28. Med hensyn til artikel 90, stk. 2, udtalte Domstolen i en dom af 14. juli 1971, at bestemmelsen ikke havde direkte virkning, da "anvendelsen af denne regel indebaerer ... en bedoemmelse af de krav, der foelger dels af den saerlige opgave, som de paagaeldende virksomheder har faaet overdraget, dels af hensynet til Faellesskabets interesse" (58). Med hensyn til den foerste betingelse har dette dog ikke i senere domme forhindret Domstolen i at udtale, at det paahviler den nationale ret at undersoege, om en virksomhed, som paaberaaber sig bestemmelserne i artikel 90, stk. 2, for ikke at anvende Traktatens bestemmelser, faktisk har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse (59). Som allerede bemaerket anser jeg dette for usandsynligt i denne sag. Hvis man alligevel antager, at virksomhederne i den foreliggende sag har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, kan de kun paaberaabe sig undtagelsen i artikel 90, stk. 2, saafremt de for den nationale ret godtgoer, hvilke konkrete hensyn af almindelig oekonomisk interesse, der praecis er tale om, og hvilken betydning det kan faa for deres adfaerd (60). Dette er f.eks. ikke tilfaeldet med hensyn til de af myndighederne godkendte tariffer, naar tariffernes struktur ikke er gennemskuelig, hvilket som allerede naevnt synes at vaere tilfaeldet i denne sag (61).
Paa grundlag af retspraksis kan jeg derfor kun konkludere, at det tilkommer den nationale ret at undersoege, om en virksomhed, som paaberaaber sig undtagelsen i artikel 90, stk. 2, faktisk har faaet overdraget at udfoere en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse i ordets faellesskabsretlige betydning. Er dette tilfaeldet, da at bedoemme om og i hvilket praecist omfang, hensyn af almen interesse tvinger virksomhederne til at handle i strid med bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 7, 85 eller 86. Dette betyder, at de paagaeldende virksomheder har bevisbyrden, og at de for den nationale ret maa godtgoere, at de yderligere betingelser i artikel 90, stk. 2, er opfyldt.
Kommer den nationale ret til det resultat, at de yderligere betingelser faktisk er opfyldt (hvilket jeg i den foreliggende sag anser for meget usandsynligt), da kan den - med hensyn til det andet kriterium i det indledningsvis i dette afsnit anfoerte citat (vedroerende spoergsmaalet om den af medlemsstaten overdragne opgave og udfoerelsen heraf paavirker samhandelen paa en maade, som strider mod Faellesskabets interesse) - hvis den oensker det, kontakte Kommissionen for at faa besvaret dette spoergsmaal og - analogt med det som Domstolen har fastslaaet med hensyn til anvendelsen af artikel 85 og 86 (62) - for at faa oplysninger om de oekonomiske og retlige omstaendigheder, som vil saette den i stand til at afgoere spoergsmaalet.
Sammenfatning
29. Paa grundlag af de foregaaende betragtninger foreslaar jeg Domstolen at besvare de praejudicielle spoergsmaal saaledes:
"1) a) Nationale bestemmelser, hvorefter de i artikel 90, stk. 1, omhandlede virksomheder, som skal udfoere eller tilrettelaegge havnearbejde, herved er forpligtet til at beskaeftige havnearbejdere, der er statsborgere i den paagaeldende medlemsstat, er uforenelige med EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 7, artikel 48 eller artikel 52 og 59, og kan ikke begrundes ud fra hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed og heller ikke i medfoer af hensynet til ansaettelser i den offentlige administration eller udoevelsen af offentlig myndighed. De naevnte traktatbestemmelser har direkte virkning.
b) Nationale bestemmelser, som tilskynder, tvinger eller uundgaaeligt foranlediger en i artikel 90, stk. 1, omhandlet virksomhed til at misbruge en dominerende stilling, den indtager paa en vaesentlig del af faellesmarkedet, eller at udoeve en samordnet praksis med en anden virksomhed, et misbrug eller en adfaerd, som for havnearbejde, der oenskes udfoert, men som undertiden endog ikke udfoeres, at anvende urimelige priser eller andre urimelige forretningsbetingelser, eller at begraense afsaetningen eller den tekniske udvikling til skade for forbrugerne, eller at anvende ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi over for handelspartnere, er uforenelige med EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86 eller artikel 85.
Sammenholdt med artikel 86 eller artikel 85 har artikel 90, stk. 1, direkte virkning.
2) Virksomheder, som skal udfoere eller tilrettelaegge havnearbejde, hvorved forstaas lastning, losning, omladning og oplagring af varer i havnen, kan ikke normalt antages at vaere virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, jf. EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 2, dvs. tjenesteydelser, som direkte er til gavn for samfundet. Det tilkommer den nationale ret at fastslaa dette konkret. Saafremt den nationale ret maatte naa frem til et andet resultat, tilkommer det endvidere de beroerte virksomheder at bevise for den nationale ret - saafremt de oensker at paaberaabe sig undtagelsesbestemmelsen i artikel 90, stk. 2 - hvilke konkrete hensyn til almenvellet, der bevirker, at de noedvendigvis maa handle i strid med EOEF-Traktatens artikel 7, 85 og 86. Kun saafremt der ogsaa kan foeres bevis herfor ved den nationale ret, og det desuden bevises, i givet fald efter at der er taget kontakt til Kommissionen, at betingelsen i artikel 90, stk. 2, sidste punktum, ogsaa er opfyldt, kan det antages, at nationale bestemmelser svarende til de ovenfor under 1 a) og b) beskrevne, alligevel ikke er i strid med artikel 90, stk. 1, sammenholdt med en af de ovenfor under 1 a) og b) naevnte traktatbestemmelser."
(*) Originalsprog: nederlandsk.
(1) I henhold til soelovens artikel 108 omfatter havnearbejde "lastning, losning, omladning, oplagring og haandtering af varer og andet materiel i havnen".
(2) Artikel 152, stk. 2, og artikel 156, stk. 6. Dette krav gaelder ogsaa for loesarbejdere, jf. soefartsregulativets artikel 194.
(3) Siderurgica blev nemlig naegtet ret til selv at losse staalet ved hjaelp af skibets besaetning og kraner.
(4) Det skal dog bemaerkes, at ifoelge Merci er soelovens artikel 111, hvorefter selskabet har faaet overdraget at tilrettelaegge havnearbejde for tredjemands regning, ikke genstand for den foreliggende sag. Jf. afsnit 9 nedenfor.
(5) Der er kun uenighed om de foelger, som denne uoverensstemmelse har for Merci med hensyn til tilbagebetalingen af de beloeb, Siderurgica har betalt for tjenesteydelser i havnen.
(6) Dom af 16.12.1981, sag 244/80, Foglia mod Novello, Sml. s. 3045, praemis 14 og 15, og af 21.4.1988, sag 338/85, Pardini, Sml. s. 2041, praemis 8. Se ogsaa Domstolens kendelse af 26.1.1990, sag C-286/88, Falciola, Sml. I, s. 191, grund 7.
(7) Jf. den i fodnote 6 naevnte Pardini-dom, praemis 9.
(8) Dom af 16.6.1981, sag 126/80, Salonia mod Poidomani og Giglio, Sml. s. 1563, praemis 6, og den i note 6 naevnte Falciola-kendelse, grund 8.
(9) Som det fremgaar af det til Domstolen indgivne indlaeg, finder Kommissionen ogsaa, at den omhandlede italienske lovgivning strider mod faellesskabsretten. Det fremgaar ikke tydeligt af hvilken grund, Kommissionen ikke har anlagt sag for Domstolen vedroerende denne lovgivning i henhold til EOEF-Traktatens artikel 169. Som generaladvokat Darmon bemaerkede i sit forslag til afgoerelse i sagen Leclerc mod Au blé vert, vil en procedure i henhold til artikel 169 medfoere, at der vil blive foretaget en undersoegelse "in concreto" og ikke en "abstrakt konformitetskontrol" i medfoer af artikel 177 (Sml. 1985, s. 1, jf. s. 16).
(10) Jf. soelovens artikel 110, 111, 112 og 1172.
(11) Jf. fodnote 4.
(12) Spoergsmaalene naevner nemlig udtrykkeligt kun monopolet paa lastning og losning af varer, dvs. Compagnia' s monopol. Efter min opfattelse fremgaar det dog klart af resten af forelaeggelseskendelsen, at der i den foreliggende sag ikke kun er tale om Compagnia' s monopol.
(13) Det er ubestridt, at i henhold til soelovens artikel 111 er tilrettelaeggelsen af havnearbejde for tredjemands regning overdraget til en raekke virksomheder. Det er imidlertid ikke blevet bestridt, at Merci er den eneste virksomhed, som i Genovas havn har faaet en saadan tilladelse med hensyn til almindeligt gods. For saa vidt angaar containere gaelder der et andet monopol, som er overdraget havnevirksomheden Terminal contenitori di Genova.
(14) Dom i sag 155/73, Sml. s. 409, praemis 14.
(15) Dom i sag C-202/88, Sml. I, s. 1223, praemis 22.
(16) Dom i sag C-260/89, Sml. I, s. 2925, praemis 12.
(17) Merci har anfoert, at havnearbejderne ikke er arbejdstagere, men medlemmer af havneselskaberne. Selskabet udelukker ikke, at havneselskaberne ogsaa har ansat arbejdstagere.
(18) Jf. f.eks. med hensyn til begrebet "ansaettelser i den offentlige administration" dom af 17.12.1980 (sag 149/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3881, praemis 9 ff.), hvoraf det fremgaar, at der er tale om et begraenset antal stillinger, "der indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser" (praemis 10).
(19) Jf. f.eks. med hensyn til begrebet "udoevelse af offentlig virksomhed" dom af 21.7.1974 (sag 2/74, Reyners mod Belgien, Sml. s. 631, praemis 42 ff.), hvorefter der er tale om former for virksomhed, "der i sig selv er direkte og saerligt forbundet med udoevelse af offentlig virksomhed" (praemis 54).
(20) Med hensyn til EOEF-Traktatens artikel 7, jf. f.eks. dom af 28.6.1978 (sag 1/78, Patrick Christopher Kenny mod Insurance Officer, Sml. s. 1489, praemis 12), og af 2.2.1988 (sag 24/86, Vincent Blaizot m.fl. mod Université de Liège m.fl., Sml. s. 379, praemis 35). For saa vidt angaar EOEF-Traktatens artikel 48, jf. f.eks. dom af 4.12.1974 (sag 41/74, Yvonne van Duyn mod Home Office, Sml. s. 1337, praemis 4-8), og af 15.10.1986 (sag 168/85, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2945, praemis 7). Vedroerende EOEF-Traktatens artikel 52, jf. f.eks. dom af 21.6.1974 (sag 2/74, Reyners mod Belgien, Sml. s. 631, praemis 30 og 32), og af 27.9.1988 (sag 81/87, The Queen mod H. M. Treasury and Commissioners of Inland Revenue, Sml. s. 5483, praemis 15). Med hensyn til EOEF-Traktatens artikel 59, jf. f.eks. dom af 3.12.1974 (sag 33/74, Van Binsbergen mod Bestuur van de Bedrijfsvereniging voor de Metaalnijverheid, Sml. s. 1299, praemis 18-27), og af 13.12.1989 (sag C-49/89, Société Corsica Ferries France mod Direction générale des douanes françaises, Sml. s. 4441, praemis 10).
(21) Dette har Domstolen udtrykkeligt fastslaaet i Sacchi-dommen (se fodnote 14) i forbindelse med artikel 90 og 86. Jeg kan ikke se nogen grund til, at dette ikke ogsaa skulle vaere tilfaeldet ved andre bestemmelser med direkte virkning. Jf. bl.a. D. Wyatt og A. Dashwood: "The Substantive Law of the EEC", London 1987, s. 524. Jf. ogsaa allerede naevnte M. Waelbroeck: "Le droit de la Communauté économique européenne", bind 4, Concurrence, Bruxelles, 1972, s. 86 og 87.
(22) Jf. f.eks. dom af 16.11.1977 (sag 13/77, GB-INNO-BM mod ATAB, Sml. s. 2115, praemis 33), af 29.1.1985 (sag 231/83, Cullet mod Leclerc, Sml. s. 305, praemis 16), af 21.9.1988 (sag 267/86, Van Eycke, Sml. s. 4769, praemis 16), af 11.4.1989 (sag 66/86, Ahmed Saeed, Sml. s. 803, praemis 48) og den i fodnote 16 naevnte ERT-dom, praemis 35.
(23) Jf. f.eks. de i den foregaaende fodnote naevnte domme, GB-INNO-BM mod ATAB, praemis 32, Ahmed Saeed, praemis 50, og ERT, praemis 36.
(24) Dette var f.eks. tilfaeldet i dom af 4.3.1988 (sag 30/87, Bodson mod SA Pompes funèbres, Sml. s. 2479), hvoraf det fremgaar, at en kommunal myndighed handler i strid med artikel 90, stk. 1, saafremt den forpligter virksomheder med en dominerende stilling til at kraeve saerligt hoeje priser for deres tjenesteydelser.
(25) Dette er f.eks. tilfaeldet i Ahmed Saeed-dommen (se fodnote 22), hvori det udtales, at myndigheders godkendelse af prisaftaler, som er i strid med artikel 85, stk. 1, strider mod artikel 5 og efter omstaendighederne artikel 90.
(26) ERT-dommen (fodnote 16) vedroerer ogsaa denne gruppe af foranstaltninger. Deraf fremgaar det, at en medlemsstat overtraeder EOEF-Traktatens artikel 90 og 86, naar den indroemmer en virksomhed en eneret, og derved bringer virksomheden i en situation, hvor den overtraeder artikel 86. Dom af 23.4.1991 (sag C-41/90, Hoefner og Elser mod Macrotron, Sml. I, s. 1979).
(27) Jf. Van Eycke-dommen (fodnote 22), hvori Domstolen dog fastslog, at denne situation ikke forelaa i denne sag.
(28) Jf. f.eks. de i fodnote 24, 26 og 27 citerede domme. Se i oevrigt mit forslag til afgoerelse, fremsat den 16.10.1991 i de forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene og Koniklijke PTT og PTT-Post BV mod Kommissionen.
(29) Jeg lader den saerlige situation, hvor en lovgivning tillaegger virksomheder kompetence til at fastsaette regler, ude af betragtning.
(30) Begrebet virksomhed er altid blevet fortolket vidt. I den i fodnote 26 citerede dom i sagen Hoefner mod Elser blev den tyske "Bundesanstalt fuer Arbeit" selv anset for en virksomhed, fordi denne myndighed som en selvstaendig enhed udfoerte en oekonomisk aktivitet i form af arbejdsformidling.
(31) Jf. fodnote 1.
(32) Jf. meddelelse af 19.3.1985 (EFT C 212) og praeamblerne til forordning (EOEF) nr. 4056/86 af 22.12.1986 (EFT L 378) og forordning (EOEF) nr. 3975/87 af 14.12.1987 (EFT L 374).
(33) Forordning (EOEF) nr. 4056/86 af 22.12.1986 om fastsaettelse af de naermere retningslinjer for anvendelsen af Traktatens artikel 85 og 86 paa soetransport (EFT L 378, s. 4).
(34) Vedroerende en analog situation paa lufttransportomraadet, se praemis 32 og 33 i den i fodnote 22 naevnte Ahmed Saeed-dom.
(35) Jf. f.eks. dom af 9.11.1983 (sag 322/81, Michelin, Sml. s. 3461, praemis 30), og af 3.10.1985 (sag 311/84, CBEM, Sml. s. 3261, praemis 16).
(36) Jf. f.eks. dom af 13.11.1975 (sag 26/75, General Motors, Sml. s. 1367, praemis 9) og den allerede citerede GB-INNO-BM-dom, praemis 34, og CBEM-dommen, praemis 16.
(37) Se fodnote 22.
(38) Jf. dom af 14.2.1978 (sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, praemis 249). Det fremgaar af den ovennaevnte General Motors-doms praemis 12, at priser er urimelige, naar de er for hoeje i forhold til den praesterede ydelses oekonomiske vaerdi (se ogsaa praemis 250 i United Brands-dommen).
(39) Jf. den i fodnote 14 naevnte Sacchi-doms praemis 17, den i fodnote 36 naevnte General Motors-doms praemis 11 og 12, og dom af 11.11.1986 (sag 226/84, British Leyland mod Kommissionen, Sml. s. 3263, praemis 27), hvori der henvises til General Motors-dommen.
(40) Som det fremgaar af de ovennaevnte faktiske omstaendigheder (afsnit 3) blev Siderurgica i realiteten paatvunget det havnearbejde, Merci tilrettelagde for Siderurgica, og hvis faktiske udfoerelse Compagnia stod for. Siderurgica ville nemlig selv losse staalpartiet og selv udfoere transporten.
(41) Siderurgica har i den forbindelse henvist til en undersoegelse foretaget af F. Lauria: "Le Compagnie portuali nel diritto interno e comunitario", Edizione Giuffré, Milano, 1981, og det af Genovas havnemyndigheds "Comitato sezione lavoro" i en rapport af 23.7.1987 fastslaaede: "... ansaetter man grundomkostningen for arbejdet til 100, udgoer de tillaeg, som hertil skal laegges for at naa den endelige omkostning, indtil 1 194,26% (sic !!)". (Jf. Siderurgica' s indlaeg s. 12).
(42) Kommissionen henviser i den forbindelse til en undersoegelse foretaget af Marconsult SpA i 1990 vedroerende tilrettelaeggelsen af arbejdet med og omkostninger ved omladning af containere i de vigtigste europaeiske havne. Det fremgaar f.eks. af undersoegelsen, at omkostninger ved en omladning af en enhed i Antwerpens havn laa mellem 110 000 og 116 000 LIT, mellem 180 000 og 200 000 LIT i Hamburg, Marseille og Neapel, og mellem 230 000 og 250 000 LIT i Venedig, Barcelona og Livorno, mens omkostningerne ved en omladning af en enhed i Genovas havn andrager 270 000 LIT.
(43) I den ovennaevnte rapport af 23.7.1987, jf. fodnote 41, udarbejdet af Genovas havnemyndigheds "Comitato sezione lavoro" er foelgende anfoert: "Den tarifordning, som gaelder for udfoerelsen af havnearbejde i Genovas havn, har altid vaeret berygtet for sin indviklede karakter og uigennemskuelighed, og for at det aldrig paa forhaand kan afgoeres, hvor meget en tjenesteydelse endeligt kommer til at koste" (jf. Siderurgica' s indlaeg, s. 12).
(44) Jf. den i fodnote 24 naevnte dom af 4.5.1988.
(45) Jf. herom Kommissionens indlaeg, s. 38, og Siderurgica' s indlaeg, s. 15.
(46) Jf. praemis 87-91 i den i fodnote 35 naevnte dom i sagen Michelin mod Kommissionen, hvor Domstolen fandt, at der ikke forelaa misbrug omfattet af artikel 86, stk. 2, litra c), fordi det ikke var godtgjort, at en forskelsbehandling af forhandlerne indbyrdes af denne art var en foelge af anvendelsen af forskellige kriterier, og at den ikke kunne begrundes med retmaessige kommercielle overvejelser (praemis 90).
(47) Dette fremgaar af rapporten af 23.7.1987 udarbejdet af Genovas havnemyndighed "Comitato sezione lavoro" (se Siderurgica' s indlaeg s. 13).
(48) Jf. afsnit 2.
(49) Jf. den i fodnote 14 citerede Sacchi-dom, praemis 18.
(50) Jf. den i fodnote 16 naevnte ERT-doms praemis 29. Se ogsaa generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse af 23.1.1991 i samme sag, Sml. 1991 I, s. 2939, afsnit 32.
(51) Dom af 14.7.1972 (sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. s. 151, praemis 64 og 66). Se ogsaa dom af 16.12.1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 191).
(52) Dom af 11.7.1974 (sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, praemis 5).
(53) Jf. f.eks. dom af 27.3.1974 (sag 127/73, BRT mod SABAM, Sml. s. 313, praemis 19).
(54) Jf. den i foregaaende fodnote naevnte BRT mod SAMBAM-dom, praemis 20, dom af 2.3.1983 (sag 7/82, GVL mod Kommissionen, Sml. s. 483, praemis 29-32), og den i fodnote 22 naevnte Ahmed Saeed-dom, praemis 55.
(55) Jf. den i fodnote 22 naevnte Ahmed Saeed-dom, praemis 55. Som virksomhed af almindelig oekonomisk interesse har Domstolen hidtil bl.a. anset foelgende former for virksomhed: at en vigtig vandvej holdes sejlbar (sag 10/71, Mueller mod Luxembourg, Sml. 1971, s. 165), vandforsyning (sag 96/82, IAZ International Belgium mod Kommissionen, Sml. 1983, s. 3369), levering af tjenesteydelser paa omraadet for telekommunikation (sag 41/83, Italien mod Kommissionen, Sml. 1985, s. 873) og fjernsynsudsendelser (sag 15/73, Sacchi mod Italien, Sml. 1974, s. 409).
(56) Dette synes ogsaa at vaere Tribunale amministrativo regionale' s opfattelse, som i en dom af 21.12.1988 vedroerende havneselskaber udtalte: "det maa kunne udelukkes, at de nationale bestemmelser vedroerende havneselskaber har tilsigtet at overdrage udfoerelsen af en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse." (Foro It. 89, parte 3, s. 98).
(57) Jf. den i fodnote 26 naevnte Hoefner og Elser-dom, praemis 24 samt den i fodnote 35 naevnte CBEM-dom, praemis 17.
(58) Jf. den i fodnote 55 naevnte Mueller-dom, praemis 13-16.
(59) Jf. den i fodnote 14 naevnte Sacchi-dom, praemis 18, den i fodnote 53 naevnte BRT mod SABAM-dom, praemis 22, den i fodnote 35 naevnte CBEM-dom, praemis 17, og den i fodnote 22 naevnte Ahmed Saeed-dom, praemis 55, 56 og 57.
(60) Jf. den i fodnote 22 naevnte Ahmed Saeed-dom, praemis 56.
(61) Ibidem, praemis 57.
(62) Jf. dom af 28.2.1991 (sag C-234/89, Delimitis mod Henninger Braue, Sml. I, s. 935, praemis 53).
Full & Egal Universal Law Academy