Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
1. Denne sag vedroerer en anmodning fra Nederlandenes Hoge Raad om, at Domstolen i en praejudiciel afgoerelse i henhold til EOEF-Traktatens artikel 177 tager stilling til fortolkningen af artikel 37, stk. 2, og artikel 38, stk. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter benaevnt "konventionen") (1). De spoergsmaal, der er forelagt Domstolen, er rejst under en for Hoge Raad verserende kassationsankesag, hvorved B. J. Van Dalfsen, J. Timmerman, H. Van Dalfsen, J. Harmke og G. Van Dalfsen (herefter benaevnt "Van Dalfsen m.fl.") har anfaegtet en kendelse afsagt af Arrondissementsrechtbank, Zwolle (Nederlandene). Spoergsmaalene angaar proceduren i henhold til de naevnte konventionsartikler med hensyn til anfaegtelse af en afgoerelse om at tillade fuldbyrdelse af retsafgoerelser, som er truffet i en anden kontraherende stat.
2. Med de to foerste spoergsmaal, som er generelt formuleret, oensker Hoge Raad - med henblik paa afgoerelsen af, om kassationsanken kan antages til realitetsbehandling - i det vaesentlige oplyst, om Arrondissementsrechtbank' s afslag paa at udsaette sin afgoerelse vedroerende indsigelsen mod den meddelte fuldbyrdelsestilladelse kan anfaegtes ved en kassationsappel, som omhandlet i konventionens artikel 37, stk. 2. Med sit tredje spoergsmaal oensker Hoge Raad - med henblik paa bedoemmelsen af Van Dalfsen m.fl.' s kassationsanbringende, saafremt det kan antages til realitetsbehandling - oplyst, hvilke anbringender Arrondissementsrechtbank kunne laegge vaegt paa i en afgoerelse i henhold til konventionens artikel 38, stk. 1, om en eventuel udsaettelse af appel- eller genoptagelsessagen.
Den retlige baggrund
3. Konventionens artikel 37, stk. 2, og artikel 38, som denne sag drejer sig om, findes i afsnit III, afdeling 2 (artikel 31-35) om fuldbyrdelse af retsafgoerelser, der er eksigible i den stat, hvori de er truffet. I henhold til konventionens artikel 31 kan saadanne retsafgoerelser fuldbyrdes i en anden kontraherende stat, naar de dér paa begaering af en berettiget part - af den i henhold til konventionens artikel 32 kompetente retsinstans og i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionens artikel 33, 34 og 35 og artikel 42-45 - er blevet erklaeret for eksigible. Det har herved saerlig betydning, at den part, mod hvem fuldbyrdelse begaeres, ikke kan fremsaette bemaerkninger over for vedkommende retsinstans paa dette tidspunkt af sagens behandling, at en begaering om fuldbyrdelse kun kan afslaas af de i konventionens artikel 27 og 28 naevnte grunde, og at den udenlandske retsafgoerelse i intet tilfaelde kan efterproeves med hensyn til sagens realitet (artikel 34).
4. Saafremt tilladelse til fuldbyrdelse naegtes, kan rekvirenten i henhold til konventionens artikel 40 appellere afgoerelsen eller indgive begaering om genoptagelse til de i artiklen naevnte retsinstanser, hvis afgoerelser paa sin side kan anfaegtes ved kassationsappel eller en dertil svarende appelform, jf. artikel 41.
Saafremt fuldbyrdelse derimod tillades, kan den part, mod hvem fuldbyrdelsen begaeres, i henhold til konventionens artikel 36 anfaegte afgoerelsen ved appel eller genoptagelse inden en maaned efter, at afgoerelsen er forkyndt. Appel skal ske eller begaering om genoptagelse skal indgives til de i konventionens artikel 37, stk. 1, naevnte retsinstanser. Da begaeringen om fuldbyrdelsestilladelse i henhold til artikel 34 kun kunne afslaas af en af de i artikel 27 og 28 anfoerte grunde, skal ogsaa indsigelsen mod, at tilladelse til fuldbyrdelse er givet, stoettes paa en af disse grunde. I henhold til artikel 39 kan der, saa laenge fristen for appel eller genoptagelse ikke er udloebet, og saa laenge der ikke er truffet afgoerelse i appel- eller genoptagelsessagen, kun anvendes sikrende retsmidler vedroerende den parts formuegoder, mod hvem fuldbyrdelse begaeres. Den afgoerelse, der tillader fuldbyrdelse, giver ogsaa hjemmel til at anvende saadanne retsmidler.
I henhold til konventionens artikel 38, stk. 1, kan den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, efter begaering fra den part, der har indbragt sagen, udsaette sin afgoerelse, saafremt den retsafgoerelse, der begaeres fuldbyrdet, er anfaegtet ved ordinaer appel eller genoptagelse i domsstaten, eller saafremt fristen herfor endnu ikke er udloebet. I henhold til artikel 38, sidste stykke, kan retten imidlertid ogsaa goere fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles sikkerhed til fordel for den, mod hvem fuldbyrdelse begaeres.
"Den afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen" kan i henhold til konventionens artikel 37, stk. 2, anfaegtes ved kassationsappel eller en dertil svarende appelform.
Sagens faktiske omstaendigheder og den processuelle baggrund
5. Ved dom af 21. oktober 1986 afsagt af Vrederechter (fredsdommeren) i kanton Herentals (Belgien) blev Van Dalfsen m.fl. tilpligtet at betale B. Van Loon og T. Berendsen (herefter benaevnt: "Van Loon m.fl.") et skyldigt lejebeloeb paa 2 700 000 BFR, med rente. I samme dom blev det fastslaaet, at Van Dalfsen m.fl. principielt havde ret til godtgoerelse af udgifter, de havde afholdt til varige forbedringer af det lejede. Udgifternes stoerrelse skulle opgoeres af en sagkyndig. Fredsdommeren erklaerede dommen "umiddelbart eksigibel, uanset ethvert retsmiddel og uden sikkerhedsstillelse" (2).
6. Den 17. december 1986 appellerede Van Dalfsen m.fl. afgoerelsen til Rechtbank van eerste aanleg, Turnhout (Belgien). Paa sin side anmodede Van Loon m.fl. i medfoer af konventionens artikel 31 praesidenten for Arrondissementsrechtbank, Zwolle, om tilladelse til fuldbyrdelse i Nederlandene af den belgiske dom, der i domsstaten var erklaeret umiddelbart eksigibel. Ved kendelse af 23. januar 1987 gav Arrondissementsrechtbank' s praesident tilladelse til, at dommen blev fuldbyrdet. I medfoer af konventionens artikel 36 indbragte Van Dalfsen m.fl. den 2. april 1987 tilladelsen for Arrondissementsrechtbank. Van Dalfsen m.fl. anmodede imidlertid Arrondissementsrechtbank om at udsaette sin afgoerelse, dels under hensyn til, at den belgiske fredsdommers dom i mellemtiden var blevet appelleret, dels under hensyn til, at det krav paa godtgoerelse af udgifterne til varige forbedringer, som fredsdommeren principielt havde givet medhold i, i mellemtiden var opgjort til 477 954 BFR i en foreloebig sagkyndig erklaering.
7. Ved kendelse af 13. april 1988 - dvs. i artikel 37, stk. 2' s forstand "den afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen" - fastslog Arrondissementsrechtbank, at det, Van Dalfsen m.fl. paaberaabte sig under appelsagen, ganske aabenbart ikke var, at fuldbyrdelse var tilladt paa urigtigt grundlag, men kun at afgoerelsen i appelsagen burde udsaettes. Retten stadfaestede herefter den appellerede afgoerelse. Den tog saaledes ikke begaeringen om udsaettelse til foelge, men den opstillede ex officio som betingelse for fuldbyrdelsestilladelse, at Van Loon m.fl. stillede en bankgaranti paa 478 000 BFR, i tiden indtil vedkommende ret i hovedsagen havde truffet afgoerelse om Van Dalfsen m.fl.' s subsidiaere krav.
8. Denne afgoerelse indbragte Van Dalfsen m.fl. for Nederlandenes Hoge Raad i form af en kassationsanke. For ankeinstansen gjorde de gaeldende, at Arrondissementsrechtbank havde lagt en urigtig opfattelse med hensyn til raekkevidden af de befoejelser, der ved konventionens artikel 38 er tillagt den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, til grund for sin afgoerelse. Van Dalfsen m.fl. gjorde gaeldende, at det stod Arrondissementsrechtbank frit for - i forbindelse med sin stillingtagen til en eventuel udsaettelse af afgoerelsen i appelsagen og i forbindelse med krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for fuldbyrdelsestilladelse - at tage hensyn til omstaendigheder, som den udenlandske retsinstans allerede kunne have taget i betragtning, og (ogsaa) at stoette sine afgoerelser om de naevnte forhold paa sine forventninger til, om en (allerede anlagt eller fremtidig) ordinaer appel- eller genoptagelsessag i domsstaten ville foere til det oenskede resultat (3).
9. Paa denne baggrund har Hoge Raad forelagt foelgende spoergsmaal:
"1) Kan afgoerelser, som traeffes af 'den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen' , om en eventuel anvendelse af rettens befoejelser i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 38, henholdsvis om anvendelse af befoejelserne paa en bestemt maade, betragtes som 'den afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen' , saaledes at de i henhold til konventionens artikel 37, stk. 2, i Nederlandene kan anfaegtes ved kassationsappel?
2) Har det betydning for besvarelsen af spoergsmaal 1, om de i spoergsmaalet naevnte afgoerelser, som traeffes i henhold til konventionens artikel 38, er indeholdt i den (endelige) dom, hvorved der traeffes afgoerelse i appel- eller genoptagelsessagen?
3) Kan 'den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen' ,
a) ogsaa anvende sine befoejelser efter konventionens artikel 38, stk. 1, saafremt den part, der har anfaegtet afgoerelsen, ikke fremfoerer andre grunde til stoette for sin begaering om, at afgoerelsen udsaettes, eller at tilladelse til fuldbyrdelsen goeres betinget af, at der stilles sikkerhed, end grunde, som den udenlandske ret kunne have taget i betragtning ved sin afgoerelse,
b) kun anvende sine befoejelser efter konventionens artikel 38, stk. 1, saafremt den naevnte begaering ogsaa eller udelukkende stoettes paa anbringender, der ikke er fremfoert for den udenlandske ret, eller
c) kun anvende sine befoejelser efter konventionens artikel 38, stk. 1, saafremt begaeringen ogsaa eller udelukkende stoettes paa anbringender, som ikke kunne vaere fremfoert for den udenlandske ret, fordi den part, der har anfaegtet afgoerelsen, ikke dengang havde kendskab til de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for anbringenderne?"
Konventionens artikel 37, stk. 2
10. For at kunne afgoere, om kassationsanken kan antages til realitetsbehandling, oensker Hoge Raad oplyst, om en afgoerelse - som i henhold til artikel 38 er truffet af den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, og som gaar ud paa, at udsaettelse af afgoerelsen naegtes, og at der skal stilles sikkerhed - kan anfaegtes ved kassationsappel i henhold til konventionens artikel 37, stk. 2.
I henhold til artikel 37, stk. 2, kan "den afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen" anfaegtes ved kassationsappel (eller et tilsvarende retsmiddel). Domstolen har i dom af 27. november 1984 i sag 258/83, Brennero mod Wendel (4), antaget, at denne betegnelse skal fortolkes snaevert. Den fandt, at en "procesledende eller foreloebig afgoerelse" - hvorved det (ifoelge Domstolen med urette (5)) var blevet paalagt fordringshaveren at stille sikkerhed - ikke var en afgoerelse, der var truffet i appel- eller genoptagelsessagen, og at afgoerelsen saaledes ikke kunne anfaegtes ved kassationsappel (i det konkrete tilfaelde ved "Rechtsbeschwerde"). I denne forbindelse udtalte Domstolen:
"Efter konventionens almindelige opbygning og paa baggrund af, at et af dens vaesentligste formaal er at forenkle proceduren i fuldbyrdelsesstaten, kan denne bestemmelse ikke udstraekkes, saaledes at den ogsaa tillader et retsmiddel mod en anden afgoerelse end den endelige afgoerelse i appel- eller genoptagelsessagen, som f. eks. et retsmiddel mod en procesledende eller foreloebig afgoerelse om, at der skal foretages bevisfoerelse" (praemis 15).
11. Efter min opfattelse foelger det af dommen, at heller ikke en afgoerelse, som den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, traeffer om, at den udsaetter sin afgoerelse i sagen, kan betragtes som en "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", idet en saadan afgoerelse om udsaettelse naturligvis kun kan traeffes ved en "foreloebig afgoerelse". Situationen er imidlertid en anden, hvis der er tale om en afgoerelse, hvorved udsaettelse naegtes, eller hvorved der stilles krav om sikkerhedsstillelse, da saadanne afgoerelser indebaerer en afgoerelse vedroerende appellen eller genoptagelsen, og de saaledes normalt (som ogsaa i det konkrete tilfaelde) er indeholdt i den endelige retsafgoerelse, hvorved appellen eller genoptagelsen forkastes, og fuldbyrdelse tillades.
Spoergsmaalet er herefter, om man paa baggrund af dommen i Brennero-sagen maa naa til det reslutat, at disse afgoerelser, som ikke er foreloebige, men som rent formelt er indeholdt i den endelige retsafgoerelse, maa betragtes som afgoerelser "der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen". Foelger det, sagt med andre ord, af afgoerelsen i Brennero-sagen, at enhver endelig afgoerelse, som traeffes af den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, kan anfaegtes ved kassationsappel (et formelt kriterium), eller kan der kun ivaerksaettes kassationsappel til anfaegtelse af den endelige afgoerelse i sagen, naar der er tale om den egentlige afgoerelse i appel- eller genoptagelsessagen, dvs. naar der er tale om en realitetsafgoerelse vedroerende i det konkrete tilfaelde en forkastelse af appellen eller genoptagelsen, hvilket forudsaetter en afgoerelse vedroerende en af de i artikel 27 og 28 naevnte grunde (et materielt kriterium)?
12. Den snaevre fortolkning af udtrykket "den afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", som Domstolen er gaaet ind for, begrundes i Brennero-sagen under henvisning til et af konventionens hovedformaal, som er at opnaa en forenkling af procedurerne i den stat, fuldbyrdelsesbegaeringen rettes til. Som den nederlandske regering og den tyske regering med rette har anfoert, taler samme argumentation for kun at lade afgoerelser, der vedroerer selve appellen eller genoptagelsen vaere omfattet af udtrykket afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen, men derimod ikke de afgoerelser, der omhandles i konventionens artikel 38.
Ogsaa i Jenard-rapporten (6) fremhaeves det, at der boer anlaegges en snaever fortolkning i forbindelse med artikel 37, stk. 2, idet det hedder:
"En ophobning af appel- eller genoptagelsessager, som af den tabende part udelukkende ville kunne anvendes i den hensigt at forhale sagen, ville betyde en hindring af den med konventionen tilstraebte frie bevaegelighed for domme."
13. I sine indlaeg for Domstolen har Kommissionen gjort sig til talsmand for en anden opfattelse. Kommissionen har gjort gaeldende, at en afgoerelse, hvorved den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, beslutter at udsaette sin afgoerelse, klart ikke er "en afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen". Dette maa derimod vaere tilfaeldet for en afgoerelse om, at sagen ikke udsaettes, og for en afgoerelse om, at fuldbyrdelse tillades mod sikkerhedsstillelse, idet disse afgoerelser indebaerer, at fuldbyrdelse kan ske.
Jeg kan ikke tilslutte mig den sidstnaevnte opfattelse. Kommissionen tager efter min opfattelse ikke hensyn til, at de sidstnaevnte afgoerelser - selv om de normalt traeffes samtidig med realitetsafgoerelsen i appel- eller genoptagelsessagen og derfor er indeholdt i samme retsafgoerelse - dog angaar andre sagsforhold. Appel- eller genoptagelsesproceduren i henhold til artikel 36 angaar realitetsspoergsmaalene i appellen eller genoptagelsen og er af udpraeget retlig karakter, idet procedurens formaal er at faa afgjort, om fuldbyrdelsestilladelsen boer ophaeves, fordi den ikke burde vaere meddelt af de i artikel 27 og 28 (udtoemmende) opregnede grunde, som der henvises til i artikel 34. Den adgang, der i artikel 38 gives til at udsaette afgoerelsen eller til at stille krav om sikkerhed, beror derimod paa en afvejning af fordringshaverens og skyldnerens interesser. Ved at udsaette sin afgoerelse hindrer retten i appel- eller genoptagelsessagen skyldneren i at anvende andre retsmidler end "sikrende retsmidler", og ved at goere fuldbyrdelse betinget af sikkerhedsstillelse tilgodeses skyldnerens interesser i fuldbyrdelsessituationen under hensyn til, at den udenlandske retsafgoerelse eventuelt kan blive aendret ved appel eller genoptagelse. De afgoerelser, som den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen traeffer i denne forbindelse, kan saaledes siges at vaere vilkaar for fuldbyrdelsen. Hvis retten afslaar at udsaette, eller hvis den traeffer bestemmelse om sikkerhedsstillelse, traeffer den dermed afgoerelse om, paa hvilke naermere vilkaar fuldbyrdelsen kan finde sted. En saadan afgoerelse indebaerer ganske vist, at der samtidig traeffes realitetsafgoerelse i appel- eller genoptagelsessagen, men den maa holdes ude fra realitetsafgoerelsen.
14. Under hensyn til, at det er noedvendigt at fastholde, at proceduren i fuldbyrdelsesstaten skal vaere saa enkel som muligt, og under hensyn til, at sagsforholdet i en procedure i henhold til artikel 36, respektive artikel 38, er forskelligt, mener jeg saaledes, at besvarelsen af det foerste praejudicielle spoergsmaal maa vaere, at udtrykket "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen" skal forstaas som afgoerelser, der umiddelbart angaar appellens eller genoptagelsens realitet. Disse afgoerelser forekommer mig ogsaa at vaere de eneste, som fuldt ud er egnede til en proevelse ved kassationasappel, da de angaar retsspoergsmaal i snaever forstand, mens de afgoerelser, der traeffes under proceduren i medfoer af artikel 38, i det vaesentlige tager sigte paa en interesseafvejning.
Jeg vil derfor foretraekke et indholdsmaessigt kriterium frem for et kriterium, som kun stoettes paa afgoerelsens formelle karakter. Svaret paa det andet praejudicielle spoergsmaal maa da ogsaa vaere, at ogsaa hvor en afgoerelse, som traeffes i medfoer af artikel 38, er indeholdt i samme (endelige) retsafgoerelse som den egentlige afgoerelse vedroerende appellen eller genoptagelsen, vil der kun vaere adgang til kassationsappel, i det omfang afgoerelsen vedroerer appellens eller genoptagelsens realitet.
Denne loesning har endvidere den fordel, at appel- eller genoptagelsessagens parter behandles lige. Hvis man ville naegte adgang til kassationsappel, naar en afgoerelse i henhold til artikel 38 traeffes i en foreloebig afgoerelse (hvilket noedvendigvis er tilfaeldet for en afgoerelse om udsaettelse), men ville give adgang til kassationsappel, naar en afgoerelse i henhold til artikel 38 traeffes i en endelig retsafgoerelse (hvilket normalt er tilfaeldet for en afgoerelse, hvorved udsaettelse naegtes og fuldbyrdelse tillades, eventuelt mod sikkerhedsstillelse), saa ville den part, der har anlagt appel- eller genoptagelsessagen, have adgang til at appellere den endelige retsafgoerelse til kassationsinstansen, men modparten i appel- eller genoptagelsessagen ville ikke kunne appellere den foreloebige afgoerelse til kassation (7).
Konventionens artikel 38, stk. 1
15. Arrondissementsrechtbank har besluttet ikke at tage begaeringen om udsaettelse af afgoerelsen i appelsagen til foelge med den begrundelse, at Van Dalfsen m.fl. til stoette for begaeringen ikke har anfoert andre grunde end dem, den udenlandske domstol allerede kunne have taget i betragtning, og at en hensyntagen til saadanne grunde ville indebaere, at retten i appel- eller genoptagelsessagen reelt ville efterproeve den udenlandske retsafgoerelses realitet. Paa den anden side stillede Arrondissementsrechtbank krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for fuldbyrdelsestilladelsen, men dette skete under hensyn til en faktisk omstaendighed, som var fremkommet efter afsigelsen af den udenlandske dom, nemlig den erklaering, hvori den af retten udpegede skoensmand havde opgjort stoerrelsen af Van Dalfsen m.fl.' s modkrav (8).
Som allerede naevnt har Van Dalfsen m.fl. for Hoge Raad gjort gaeldende, at Arrondissementsrechtbank hermed har lagt en urigtig opfattelse af raekkevidden af sine befoejelser i henhold til konventionens artikel 38 til grund. Van Dalfsen m.fl. har anfoert, at det staar retten i appel- eller genoptagelsessagen frit for, naar den traeffer afgoerelse i medfoer af artikel 38, at tage hensyn til omstaendigheder, som den udenlandske retsinstans allerede har kunnet tage i betragtning, og at retten i appel- eller genoptagelsessagen specielt skal laegge til grund for sin afgoerelse, hvorledes den bedoemmer udsigterne til, at der vil blive givet medhold i et ordinaert retsmiddel, som i udlandet er eller kan blive taget i brug mod retsafgoerelsen.
16. Med sit tredje praejudicielle spoergsmaal anmoder Hoge Raad Domstolen om at tage stilling hertil, men Hoge Raad har dog begraenset spoergsmaalet til kun at angaa en afgoerelse, som traeffes vedroerende en begaering om udsaettelse, jf. artikel 38, stk. 1.
I indlaeggene for Domstolen har den nederlandske og den tyske regering paa dette punkt tilsluttet sig den opfattelse, Van Dalfsen m.fl. har gjort gaeldende, mens Kommissionan har indtaget det modsatte synspunkt. Af de grunde, jeg skal goere rede for i det foelgende, tilslutter jeg mig Kommissionens synspunkt.
17. Den i artikel 38, stk. 1, hjemlede mulighed for, at den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, udsaetter sin afgoerelse - med den konsekvens at skyldneren, jf. artikel 39, kun kan anvende sikrende retsmidler - har (ligesom muligheden for, at retten goer fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, jf. artikel 38, sidste stykke) til formaal at
"beskytte den, mod hvem fuldbyrdelse begaeres, mod ulemper, som eventuelt ville kunne affoedes af fuldbyrdelsen af afgoerelser, som endnu ikke har faaet retskraft, og som maatte blive aendret" (9).
I dommen af 22. november 1977 i sagen Industrial Diamond Supplies mod Luigi Riva (10) udtalte Domstolen - som en praecisering af konventionens artikel 38 - at der for retten i den stat, begaeringen er rettet til, ikke "er tale om en pligt ... til at udsaette sin afgoerelse, men blot om en mulighed herfor" (praemis 32), og "at den ... kan udsaette sin afgoerelse, naar der kan opstaa rimelig tvivl om den endelige afgoerelse af den i domsstaten trufne afgoerelse" (praemis 33).
Ved bedoemmelsen af den skade, en part kan lide som foelge af fuldbyrdelsen af retsafgoerelsen, skal retten i appel- eller genoptagelsessagen naturligvis tage hensyn til den risiko, der altid rent abstrakt bestaar for, at den afgoerelse, som skal fuldbyrdes, helt eller delvis aendres i appelinstansen. Denne risiko maa retten afveje over for den skade, fuldbyrdelsen kan forvolde for skyldneren - dvs. ud fra skadens omfang og dens eventuelt uoprettelige karakter. Spoergsmaalet er herefter, om retten under denne afvejning ogsaa maa tage hensyn til omstaendigheder eller anbringender, som den udenlandske retsinstans allerede har taget i betragtning eller kunne have taget i betragtning, saaledes at den konkret kan vurdere udsigterne til, at afgoerelsen aendres i appelinstansen, eller om retten kun har adgang til at tage hensyn til anbringender og omstaendigheder, som den udenlandske retsinstans ikke havde kendskab til og heller ikke kunne have kendskab til.
18. Ved besvarelsen af dette spoergsmaal maa det i foerste raekke fremhaeves, at udgangspunktet i artikel 31, stk. 1, er, at retsafgoerelser, som er eksigible i den stat, hvor de er truffet - ogsaa selv om de ikke har faaet retskraft - ogsaa kan fuldbyrdes i den stat, begaeringen rettes til. Dette medfoerer, saaledes som Kommissionen har anfoert under retsmoedet, at den ordning, der gaelder mellem de kontraherende stater, i videst muligt omfang maa ligestilles med den ordning, der gaelder i hver enkelt stat med hensyn til en retsafgoerelse, der er erklaeret eksigibel.
En udsaettelse af afgoerelsen i appel- eller genoptagelsessagen og det deraf foelgende forbud mod at anvende andre end sikrende retsmidler (samt - men mindre udpraeget - en bestemmelse om, at der skal stilles sikkerhed) goer i et vist omfang indgreb i dette princip. Heraf foelger, at den kompetence, der er givet hertil, maa benyttes sparsomt eller paa tilbageholdende maade (11). Dette giver allerede en antydning af, at der kun maa tages hensyn til omstaendigheder og argumenter, som den udenlandske retsinstans ikke kendte og heller ikke kunne have kendskab til.
19. At det rent faktisk forholder sig saaledes, foelger imidlertid (som Arrondissementsrechtbank ogsaa har anfoert) foerst og fremmest af bestemmelserne i artikel 34, stk. 3, hvorefter retterne i den stat, begaeringen rettes til, "i intet tilfaelde [kan efterproeve den udenlandske afgoerelse] med hensyn til sagens realitet". Hvis den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, naar den skal traeffe afgoerelse om at udsaette sagen (eller at stille krav om sikkerhed), kunne tage hensyn til argumenter og omstaendigheder, som den udenlandske retsinstans allerede havde kendskab til, ville der vaere en reel risiko for, at den efterproevede den udenlandske retsafgoerelses realitet. Dette vil specielt gaelde realitetsspoergsmaalene i afgoerelsen om at erklaere retsafgoerelsen umiddelbart eksigibel, idet en saadan afgoerelse ogsaa beror paa, i hvilken grad den udenlandske retsinstans finder sig bestyrket i sin overbevisning med hensyn til sagens realitet.
For at undgaa risikoen herfor mener jeg, at retten i appel- eller genoptagelsessagen - naar den afvejer udsigterne til, at det retsmiddel, der er taget i brug mod den udenlandske retsafgoerelse, foerer til det oenskede resultat, over for den ulempe, skyldneren maa lide ved en ubetinget fuldbyrdelse (eventuelt uden sikkerhedsstillelse) - kun maa lade sig lede af overvejelser, som den udenlandske retsinstans ikke kunne eller maatte tage i betragtning. Dette vil for det foerste vaere, at der er taget et retsmiddel i brug, at det retsmiddel, der er taget i brug i udlandet, klart vil vaere at afvise (men ikke at det klart maa forkastes (12)), eller at det maa forudses, at den procedure, retsmidlet giver anledning til, vil vaere af laengere varighed. For det andet vil det vaere karakteren og omfanget af den skade, modparten vil lide ved en ubetinget fuldbyrdelse - herunder at skaden eventuelt er uoprettelig - eller paa den anden side, at de sikrende retsmidler, der kan anvendes, saafremt afgoerelsen udsaettes, er utilstraekkelige for den part, der begaerer fuldbyrdelsen foretaget (13). Naar Arrondissementsrechtbank har taget hensyn til den foreloebige opgoerelse af godtgoerelsen til Van Dalfsen m.fl. for varige forbedringer af det lejede (jf. ovenfor i punkt 7), kan det forhold, der er taget i betragtning, efter min opfattelse henregnes til den kategori af omstaendigheder, som den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, har ret til at tage i betragtning, da der er tale om et forhold - vedroerende skadens omfang - som den oprindelige retsinstans intet vidste om, og som efter sin karakter kan have betydning for interesseafvejningen i forbindelse med fuldbyrdelsen af retsafgoerelsen.
20. Der opstaar et saerligt problem med hensyn til omstaendigheder og argumenter, som den udenlandske ret ikke havde kandskab til, da den traf sin afgoerelse, men som var kendt af den part, der ivaerksaetter appel- eller genoptagelsessagen, uden at de dog blev fremfoert for den udenlandske retsinstans. Efter min opfattelse kan den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, heller ikke tage disse omstaendigheder eller argumenter i betragtning. Som Kommissionen med rette har anfoert, kan det kun herved forhindres, at fuldbyrdelsen af en retsafgoerelse, som er truffet i udlandet, og som dér er erklaeret eksigibel, vanskeliggoeres - paa grund af en undladelse fra den parts side, der nu appellerer eller begaerer genoptagelse - og at den tilsigtede virkning af konventionens artikel 31 saaledes ikke opnaas.
Domstolen har endnu ikke taget stilling til dette problem, men til stoette for den her forsvarede opfattelse kan der henvises til dom af 4. februar 1988 i sagen Hoffmann mod Krieg (14), hvori Domstolen udtalte:
"Konventionens artikel 36 skal fortolkes saaledes, at den part, som ikke i henhold til denne bestemmelse har anfaegtet afgoerelsen om at tillade fuldbyrdelse, ikke laengere under fuldbyrdelsen af retsafgoerelsen kan fremsaette en indsigelse, som kunne vaere gjort gaeldende i forbindelse med anfaegtelsen af fuldbyrdelsespaategningen ..."
Heraf foelger, at en parts undladelse af at tage et retsmiddel i brug - uanset hvad aarsagen hertil maatte vaere - medfoerer, at parten i et senere stadium afskaeres fra at fremfoere et anbringende, som kunne vaere fremfoert til stoette for retsmidlet. I analogi hermed maa det i den foreliggende sag efter min opfattelse fastslaas, at en part, der har undladt at fremfoere omstaendigheder og argumenter for den udenlandske retsinstans, ikke senere kan paaberaabe sig dem for den ret, der skal traeffe bestemmelse om udsaettelse af afgoerelsen i appel- eller genoptagelsessagen (eller om, at der skal stilles sikkerhed).
21. Sammenfattende skal jeg foreslaa Domstolen at besvare de praejudicielle spoergsmaal saaledes:
"1) En afgoerelse i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 38, der traeffes af den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, kan ikke anses for at vaere en 'afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen' som omhandlet i konventionens artikel 37, stk. 2, og den kan saaledes ikke anfaegtes ved kassationsappel.
2) Naar en afgoerelse i henhold til konventionens artikel 38, og en 'afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen' er indeholdt i samme retsafgoerelse, er der alene adgang til at anfaegte den sidstnaevnte afgoerelse ved kassationsappel.
3) Konventionens artikel 38, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den ret, der behandler appel- eller genoptagelsessagen, ved sin paakendelse af en begaering om, at afgoerelsen udsaettes, udelukkende kan tage hensyn til andre anbringender end dem, den udenlandske retsinstans har taget i betragtning, eller som den kunne have taget i betragtning, saafremt den part, der har ivaerksat appellen eller genoptagelsen, ikke paa davaerende tidspunkt havde undladt at goere dem gaeldende."
(*) Originalsprog: nederlandsk.
(1) EFT 1978 L 304, s. 17.
(2) Med hensyn til en naermere redegoerelse for sagen for den belgiske fredsdommer henvises til s. 2 og 3 i retsmoederapporten.
(3) Jf. i denne retning punkt 7 i det forslag til afgoerelse, som er fremsat over for Nederlandenes Hoge Raad af procureur-generaal, og som nu findes i sagsakterne for Domstolen.
(4) Sml. s. 3971.
(5) Der var nemlig truffet afgoerelse om sikkerhedsstillelse (dvs. at fuldbyrdelse var tilladt), uden at retten havde truffet afgoerelse vedroerende appellen (praemis 10-13).
(6) EFT C 59, s. 51-52.
(7) Dette ligebehandlingsspoergsmaal er specielt blevet fremhaevet af procureur-generaal i punkt 11 i forslaget til Hoge Raad' s afgoerelse, jf. ovenfor i fodnote 3.
(8) Jf. uddragene af Arrondissementsrechtbank' s dom i punkt 3 i procureur-generaal' s afgoerelse (se fodnote 7).
(9) Jenard-rapporten, EFT 1979 C 59, s. 52.
(10) Sag 43/77, s. 2175, praemis 32 og 33.
(11) Jf. punkt 14 og 15 i procureur-generaal' s forslag til Hoge Raad' s afgoerelse (se fodnote 3) samt G. Mueller i A. Buelow og K.-H. Boeckstigel: Internationaler Rechtsverkehr in Zivil- und Handelssachen, nr. 606 256.
(12) Dette ville nemlig kraeve en efterproevelse af den oprindelige afgoerelses realitet.
(13) Jf. P. Kaye: Civil Jurisdiction and Enforcement of Foreign Judgments, 1987, s. 1643, S. O' Malley og A.Layton: European Civil Practice, 1989, s. 770 ff., og A. Huet: kommentar til dommen i sag 43/77, Journal de droit international, 1978, s. 403.
(14) Sag 145/86, Sml. s. 645, domskonklusionens punkt 4.
Full & Egal Universal Law Academy