EUR-Lex -  61990CC0185 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 19. september 1991. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD WALTER GILL. - TJENESTEMAND - INVALIDEPENSION - ERHVERVSSYGDOM. - SAG C-185/90 P.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. I denne sag har Kommissionen appelleret en dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 6. april 1990. Ved denne dom blev Kommissionens afgoerelse af 20. maj 1988 om fastsaettelsen af indstaevntes invalidepension annulleret, og Kommissionen blev paalagt at betale sagens omkostninger. Sagen rejser ogsaa et spoergsmaal af generel betydning om behandlingen af appelsager ved Domstolen.

2. Kommissionens afgoerelse, som ligger til grund for denne sag, gik ud paa ikke at anvende tjenestemandsvedtaegtens (herefter benaevnt "vedtaegten") artikel 78, stk. 2, paa Gill, idet hans pension i stedet blev fastsat i henhold til denne artikels stk. 3. Gill goer gaeldende, at han har ret til at vaere omfattet af de gunstigere bestemmelser i stk. 2, fordi hans invaliditet er opstaaet paa grund af en "erhvervssygdom" i den i dette stykke forudsatte betydning.

3. Gill har tilbragt en stor del af sit erhvervsaktive liv med at gaa ned i kulminer. Mellem 1948 og 1971 gjorde han dette fem til syv gange om ugen, og mellem 1971 og 1974 adskillige gange om maaneden. Indtil 1974 var han beskaeftiget i Storbritannien, men i 1974 blev han ansat af Kommissionen som ekspeditionssekretaer og fik opgaver vedroerende sundhed og sikkerhed i miner. Mellem 1974 og 1979 maatte han i Faellesskabernes tjeneste gaa ned i kulminer i alt 20 til 30 gange. Som foelge af en ulykke, der skete i 1979, gik han imidlertid kun ned en eller to gange mellem 1979 og 1981. Den 11. juni 1981 ansoegte han om pensionering paa grund af fuldstaendig og vedvarende invaliditet. Det er ikke bestridt, at Gill da led af en sydom, nemlig en kronisk lungesygdom, som gjorde ham fuldstaendig uegnet til at udfoere sine opgaver. Det fremgaar ogsaa, at Gill i 1974, paa tidspunktet for den tvungne laegeundersoegelse ved ansaettelsen i Kommissionen, allerede havde en lungesygdom af en vis betydning, skoent han da blev erklaeret for egnet til at udfoere sine opgaver. Efter en periode med forvirring og forsinkelser med hensyn til sagens behandling traadte et Invaliditetsudvalg sammen i marts 1987 for at fastslaa arten og omfanget af Gill' s uarbejdsdygtighed, skoent Gill i mellemtiden midlertidigt havde faaet tildelt invalidepension i henhold til artikel 78, stk. 3. I sin udtalelse af 31. marts 1987 konkluderede udvalget, at Gill' s uarbejdsdygtighed faktisk var fuldstaendig og var et resultat af en forvaerring af den lungesygdom, der blev diagnosticeret i 1974, men udvalget fandt ogsaa, at forvaerringen ikke kunne tilskrives Gill' s tjeneste ved Faellesskaberne. Paa grundlag af denne erklaering konkluderede Kommissionen, at Gill' s invaliditet ikke skyldtes en "erhvervssygdom" i den i vedtaegtens artikel 78 forudsatte betydning. Det centrale spoergsmaal i denne sag er, om Kommissionen var berettiget til at drage denne konklusion.

4. Foer jeg behandler Kommissionens 4 appelgrunde, kan det vaere hensigtsmaessigt at redegoere for den relevante lovgivning. Kapitel 3 (artikel 77-84) i vedtaegtens afsnit V har overskriften "Pensioner". Artikel 78 bestemmer foelgende:

"I henhold til de i artikel 13-16 i bilag VIII fastsatte betingelser er den tjenestemand, der er ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstaendig, og medfoerer, at den paagaeldende er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe, berettiget til invalidepension.

Naar invaliditeten skyldes en ulykke under udoevelsen eller i forbindelse med udoevelsen af tjenesten, erhvervssygdom eller en opofrende handling i offentlig interesse eller, at tjenestemanden har sat sit liv paa spil for at redde menneskeliv, udgoer invalidepensionen 70% af tjenestemandens grundloen.

Naar invaliditeten har andre aarsager, svarer invalidepensionen til den alderspension, som tjenestemanden ville vaere berettiget til ved det fyldte 65. aar, hvis han var forblevet i tjenesten indtil denne alder.

..."

Vedtaegtens bilag VIII har overskriften "Pensionsordning", og kapitel 3 (artikel 13-16) har overskriften "Invalidepension". Artikel 13 bestemmer foelgende:

"Saafremt Invaliditetsudvalget anerkender, at en tjenestemand, der endnu ikke er fyldt 65 aar i det tidsrum, hvor han erhverver pensionsrettigheder, er blevet varigt og totalt invalid og derfor ude af stand til at varetage en stilling inden for sin stillingsgruppe og af den grund maa opgive at goere tjeneste ved Faellesskaberne, har han, med forbehold af bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, ovenfor, i den tid, han er utjenestdygtig, ret til den invalidepension, der omhandles i artikel 78 i vedtaegten.

..."

Ifoelge artikel 1, stk. 1, i bilag VIII kan ansaettelsesmyndigheden, saafremt det ved laegeundersoegelsen forud for tiltraedelsen konstateres, at en tjenestemand lider af en sygdom eller helbredsmangel, bestemme, at de garantier, der er fastsat i tilfaelde af invaliditet eller doed, foerst faar virkning for ham fem aar efter hans indtraeden i tjenesten, for saa vidt det drejer sig om foelger eller eftervirkninger af denne sygdom eller helbredsmangel.

5. Det i vedtaegtens bilag VIII naevnte Invaliditetsudvalgs sammensaetning og virke omhandles i artikel 7, 8 og 9 i bilag II. Udvalget bestaar af tre laeger, som udpeges henholdsvis af tjenestemanden, af den institution, hvor han er ansat, og ved aftale mellem de to foerste. I henhold til artikel 9, stk. 1, kan tjenestemanden forelaegge Invaliditetsudvalget erklaeringer eller attester fra sine egne laeger.

6. Det boer bemaerkes, at artikel 13 i bilag VIII ikke udtrykkeligt bestemmer, at det tilkommer Invaliditetsudvalget at afgoere, om en invaliditet "skyldes en erhvervssygdom", som omhandlet i vedtaegtens artikel 78. Da udvalget imidlertid har til opgave at afgoere, om en tjenestemand lider af fuldstaendig og vedvarende invaliditet, kan dets kompetence anses for at omfatte alle spoergsmaal om laegelige vurderinger; se sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 315, praemis 9.

7. Artikel 78 hverken indeholder eller henviser til nogen definition af "erhvervssygdom". Artikel 78 er imidlertid ikke den eneste bestemmelse i vedtaegten, som goer brug af dette begreb. Kapitel 2 (artikel 72-76) i vedtaegtens afsnit V har overskriften "Social sikring". Artikel 73, stk. 1, bestemmer foelgende:

"Under de betingelser, der er fastsat i henhold til en af Faellesskabernes institutioner efter faelles aftale og efter udtalelse fra Vedtaegtsudvalget vedtaget ordning, sikres tjenestemanden fra tiltraedelsesdagen mod risiko for erhvervssygdomme og ulykker ..."

De ydelser, der kan udbetales i henhold til denne forsikringsordning, omfatter navnlig et engangsbeloeb eller en aarlig ydelse, som udbetales i tilfaelde af vedvarende, total invaliditet. En saadan ydelse kan udbetales ved siden af de ydelser, der er fastsat i kapitel 3 i vedtaegtens afsnit V, og saaledes ved siden af enhver invaliditetsydelse, der udbetales i henhold til artikel 78.

8. Der er behoerigt blevet fastsat bestemmelser i henhold til artikel 73 ved faelles aftale mellem institutionerne, som har titlen "Ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber" (herefter benaevnt "daekningsordningen"). Daekningsordningens artikel 3 indeholder foelgende definition af "erhvervssygdom":

"1. Som erhvervssygdomme anses de sygdomme, som er optaget i den 'europaeiske liste over erhvervssygdomme' , bilagt henstilling af 23. juni 1963 fra Kommissionen, samt i eventuelle tillaeg hertil, for saa vidt tjenestemanden under tjenesten ved De Europaeiske Faellesskaber har vaeret udsat for risiko for at paadrage sig disse sygdomme.

2. Ligeledes anses som erhvervssygdom enhver sygdom eller forvaerring af en bestaaende sygdom, som ikke findes paa den i stk. 1 naevnte liste, naar det er tilstraekkeligt godtgjort, at den er opstaaet under eller i forbindelse med tjenesten ved Faellesskaberne."

Der er enighed om, at lungesygdomme ikke er optaget i den europaeiske liste.

9. Endelig kan det bemaerkes, at daekningsordningens artikel 25 bestemmer foelgende:

"Det forhold, at der i medfoer af vedtaegtens artikel 73 og denne ordning er anerkendt en vedvarende, total eller delvis invaliditet, foregriber paa ingen maade anvendelsen af vedtaegtens artikel 78, eller omvendt."

10. Retten i Foerste Instans annullerede Kommissionens afgoerelse af 20. maj 1988 af to grunde. For det foerste havde Kommissionen med urette antaget, at det, for at sygdommen kunne klassificeres som en "erhvervssygdom", skulle godtgoeres, at der var aarsagsforbindelse mellem sygdommen eller dens forvaerring og udfoerelsen af tjenestemandens opgaver ved Faellesskaberne; navnlig kunne definitionen af "erhvervssygdom" i daekningsordningens artikel 3 ikke anvendes i forbindelse med vedtaegtens artikel 78. For det andet, selv hvis en saadan aarsagsforbindelse skulle bevises, kunne den anses for at bestaa under de foreliggende omstaendigheder.

11. Kommissionen har under appellen af Retten i Foerste Instans' dom anfoert fire appelgrunde. Efter min opfattelse er de to foerste appelgrunde tilstraekkelige til at traeffe afgoerelse i denne appelsag.

Den foerste appelgrund

12. Den foerste af Kommissionens appelgrunde er, at Retten i Foerste Instans har fejlfortolket begrebet "erhvervssygdom" i vedtaegtens artikel 78, stk. 2. Kommissionen har opdelt denne appelgrund i to dele: 1) I modsaetning til Retten i Foerste Instans' opfattelse kan begrebet "erhvervssygdom" ikke vaere forskelligt i vedtaegtens artikel 73 og dens artikel 78. 2) Begrebet erhvervssygdom i artikel 78 skal fortolkes saaledes, at det omfatter enhver sygdom eller forvaerring af en sygdom, hvis vigtigste eller overvejende aarsag ligger i udoevelsen af tjenestemandens hverv ved Faellesskaberne, og saaledes, at det udelukker sygdomme, som opstaar paa grund af udoevelsen af erhvervsvirksomhed foer hans ansaettelse.

13. Som Retten i Foerste Instans paapeger i dommens praemis 19, er de ydelser, der kan opnaas i henhold til vedtaegtens artikel 73 og artikel 78, forskellige ydelser, der gives som resultat af forskellige og indbyrdes uafhaengige ordninger: se daekningsordningens artikel 25 (som citeres ovenfor i punkt 9), og se sag 731/79, B. mod Parlamentet, Sml. 1981, s. 107, og sag 257/81, K. mod Raadet, Sml. 1983, s. 1. Definitionen af "erhvervssygdom" i daekningsordningens artikel 3 blev udformet med henblik paa at anvende artikel 73 og ikke artikel 78. Hvis der derfor var tilstraekkeligt grundlag for at fortolke begrebet forskelligt i de to bestemmelser, ville det i princippet vaere muligt at goere det.

14. Jeg mener dog ikke, at der er nogen grund til at give "erhvervssygdom" en videre fortolkning i artikel 78 end i artikel 73. Tvaertimod, naar det samme udtryk anvendes i de samme forordninger, ville man forvente, at dets betydning var den samme. Endvidere stoettes Retten i Foerste Instans' opfattelse ikke af Domstolens praksis, hvorefter det, for at fastslaa, at der er tale om en "erhvervssygdom" i den i artikel 78 forudsatte betydning, navnlig er noedvendigt at bevise, at der er en aarsagsforbindelse mellem sygdommen eller dens forvaerring og udfoerelsen af tjenestemandens hverv ved Faellesskaberne.

15. I sag 257/81, K. mod Raadet, naevnt ovenfor i afsnit 13, annullerede Domstolen saaledes en afgoerelse truffet af Raadet om, at ansoegeren ikke var omfattet af artikel 78, stk. 2, fordi visse erklaeringer fra Invaliditetsudvalget var utilstraekkeligt begrundet. I dommens praemis 17 fremsatte Domstolen foelgende kritik af erklaeringerne:

"Erklaeringen af 21. december 1981, der dog ikke bruger udtrykket 'erhvervssygdom' , anerkender nemlig, at der foreligger et aarsags- og virkningsforhold mellem arbejdet eller arbejdsvilkaarene og forvaerringen i sagsoegerens helbredstilstand, og det samme gaelder i oevrigt erklaeringens foerste version af 25. januar 1982. Selv om det af den endelige version af denne sidste erklaering derimod fremgaar, at et flertal paa to laeger fandt, at sagsoegerens invaliditet ikke skyldes en erhvervssygdom, forholder det sig ikke desto mindre saaledes, at denne version ikke er saaledes begrundet, at der kan foretages en vurdering af de betragtninger, som resultatet hviler paa, ligesom der heller ikke gives nogen forklaring paa uoverensstemmelsen mellem dette resultat og det, der kommer til udtryk i den anden erklaering [nemlig af 21.12.1981] og i den foerste version af den tredje erklaering [nemlig af 25.1.1982]."

Efter min opfattelse antog Domstolen i ovenstaaende passus, at en "erhvervssygdom" var karakteriseret ved et aarsags- og virkningsforhold mellem ansoegerens arbejde eller arbejdsvilkaar og forvaerringen i ansoegerens helbredstilstand. Det fremgaar af generaladvokat Sir Gordon Slynn' s forslag til afgoerelse paa s. 17, at der var enighed mellem parterne om, at begrebet "erhvervssygdom" i vedtaegtens artikel 73 og artikel 78 var det samme, en opfattelse, som generaladvokaten i oevrigt selv synes at have accepteret. For at en sygdom, der ikke findes paa den europaeiske liste over erhvervssygdomme, kan klassificeres som en erhvervssygdom, kraeves det derfor, som han bemaerkede paa s. 18,

"at udoevelsen af sagsoegerens hverv skal have givet anledning til lidelsen eller dens forvaerring; det er ikke tilstraekkeligt, at ansaettelsen og lidelsen foreligger samtidig ... Det er min opfattelse, at stillingen skal vaere en aarsag til, at den lidelse er opstaaet eller blevet forvaerret, der medfoerer invaliditeten."

Resultatet blev, at Raadets afgoerelse blev annulleret, og at spoergsmaalet, om "sagsoegerens patologiske tilstand har en tilstraekkelig direkte sammenhaeng med en speciel og typisk risiko, der foelger af de opgaver, som sagsoegeren har udfoert" paa ny skulle forelaegges for Invaliditetsudvalget, jf. dommens praemis 20. Skoent Domstolen ikke udtrykkeligt i denne praemis henviste til, at det skulle godtgoeres, at der var en aarsagsforbindelse med de udfoerte opgaver, forekommer det mig, at hvis Domstolen havde vaeret uenig i den antagelse, at Invaliditetsudvalget skulle fastslaa et saadant forhold, ville den have benyttet lejligheden til at korrigere vildfarelsen, foer spoergsmaalet blev forelagt udvalget til fornyet afgoerelse.

16. Efter min mening giver sag 257/81, K. mod Raadet, derfor ikke stoette for den opfattelse, at "erhvervssygdom" har en forskellig betydning i artikel 73 og artikel 78; den foerer snarere til den modsatte konklusion. Paa den anden side er det kriterium, der maa udledes af Domstolens dom, efter min mening ikke, om udfoerelsen af tjenestemandens hverv er hovedaarsagen eller den overvejende aarsag til hans lidelse, som Kommissionen har anfoert. Efter min opfattelse er de spoergsmaal, som Invaliditetsudvalget skal afgoere, simpelthen om ansoegerens lidelse ville vaere opstaaet, hvis han ikke havde udfoert de paagaeldende hverv. Dette er efter min opfattelse det kriterium, som fremgaar af generaladvokat Sir Gordon Slynn' s gennemgang, og der blev efter min mening foerste gang henvist til den foerste af generaladvokat Roemers to alternative formuleringer i Vellozzi-sagen (sag 29/71, Vellozzi mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 133), som naevnes af generaladvokat Slynn i K. mod Raadet paa s. 18, som er den formulering, der synes at vaere blevet anvendt af Kommissionen.

17. Den ovenfor foreslaaede fortolkning af sag 257/81, K. mod Raadet, stoettes af Rienzi mod Kommissionen, naevnt i punkt 6, hvor Domstolen i praemis 9-12 fastslog:

"Det foelger af selve Invaliditetsudvalgets sammensaetning og af arten af de opgaver, det har faaet overdraget, at det har enekompetence til at foretage laegelige vurderinger. I alle de tilfaelde, hvor det er noedvendigt at foretage en retlig kvalifikation, hoerer dets kompetence op.

Ifoelge Domstolens praksis (dom af 12.1.1983, sag 257/81, K. mod Raadet, Sml. s. 1) har Invaliditetsudvalget kun kompetence til at fastslaa, hvad der er aarsag til uarbejdsdygtigheden, og hvorvidt sagsoegerens patologiske tilstand har 'en tilstraekkelig direkte sammenhaeng med en speciel og typisk risiko, der foelger af de opgaver, som sagsoegeren har udfoert' . Denne risiko kan dog kun vaere den risiko, der er forbundet med forskriftsmaessigt udfoerte opgaver.

...

Hvis graenserne for Invaliditetsudvalgets kompetence gaar her, kan det ikke antages, at udvalget har kunnet give udtryk for en opfattelse, der gaar ud over konstateringen af, at der er en aarsagsforbindelse mellem invaliditeten og en sygdom, der foelger af visse faktiske omstaendigheder, som udvalget imidlertid ikke havde kompetence til at bedoemme ud fra et retligt synspunkt ..."

Invaliditetsudvalget har saaledes til opgave at undersoege, hvilke begivenheder, der gav anledning til tjenestemandens sygdom, hvorimod det tilkommer ansaettelsesmyndigheden at afgoere, om disse begivenheder fandt sted under udoevelsen af tjenestemandens hverv. Det er kun blevet fastslaaet, at der har vaeret tale om en erhvervssygdom, naar begge betingelser er opfyldt, nemlig naar der har vaeret tale om en aarsagsforbindelse med den forskriftsmaessige udfoerelse af tjenestemandens opgaver ved Faellesskaberne; se ogsaa punkt 33 i generaladvokat Lenz' s forslag til afgoerelse.

18. I sin doms praemis 19 henviser Retten i Foerste Instans til sag 242/85, Geist mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 2181. I denne sag havde sagsoegeren anlagt sag med paastand om annullation af en afgoerelse, hvorefter han blev tilkendt invalidepension i henhold til artikel 78, stk. 3, og ikke stk. 2, selv om stoerrelsen af hans pension ville have vaeret den samme i begge tilfaelde. Domstolen antog, at sagsoegeren havde utilstraekkelig soegsmaalsinteresse. En konstatering af, at hans sygdom ikke var en erhvervssygdom, hvis afgoerelsen skulle traeffes i henhold til artikel 78, ville ikke foregribe nogen afgoerelse, som maatte blive truffet i henhold til artikel 73, da

"proceduren efter vedtaegtens artikel 73 og [daeknings]ordningen paa den ene side og proceduren efter vedtaegtens artikel 78 paa den anden side er to forskellige procedurer, som kan foere til saerskilte indbyrdes uafhaengige afgoerelser" (dommens praemis 13).

At procedurerne i henhold til de to artikler foerer til to indbyrdes uafhaengige afgoerelser er imidlertid ikke ensbetydende med, at de begreber, der er involveret i de to afgoerelser, noedvendigvis maa vaere forskellige. Det er klart, at det samme kriterium "erhvervssygdom" kan anvendes saaledes af to forskelligt sammensatte udvalg, at det giver forskellige resultater. Efter min opfattelse paapegede Domstolen blot i sag 242/85, Geist, at en ugunstig udtalelse fra et Invaliditetsudvalg, der er udpeget med henblik paa anvendelse af artikel 78, ikke boer paavirke en udtalelse fra et Invaliditetsudvalg, der er udpeget med henblik paa anvendelse af artikel 73, og at Geist foelgelig ikke havde nogen interesse i at faa annulleret den afgoerelse, der var blevet truffet i henhold til artikel 78.

19. Domstolens praksis giver derfor ikke stoette for den opfattelse, at en erhvervssygdom kan fastslaas med henblik paa anvendelse af vedtaegtens artikel 78, uden at der er en aarsagsforbindelse mellem tjenestemandens helbredstilstand og hans tjeneste ved Faellesskaberne; den stoetter snarere den modsatte konklusion. Dette resultat bekraeftes efter min mening af en gennemgang af ordlyden af artikel 78, stk. 2. For at dette stykke kan finde anvendelse i et tilfaelde, hvor invaliditeten skyldes en ulykke, skal ulykken vaere sket "under udoevelsen eller i forbindelse med udoevelsen af" tjenestemandens hverv. I mangel af udtrykkelige bestemmelser om det modsatte mener jeg, at det samme princip boer gaelde, naar invaliditeten skyldes en sygdom. Som Domstolen paapegede i sag 342/82, Cohen mod Kommissionen, Sml. 1983, s. 3829, i praemis 13, efter at have henvist til lovgivningens forhistorie:

"Vedtaegtens artikel 78, stk. 2, maa ... anses som en undtagelsesbestemmelse, hvilket maa tilskynde til forsigtighed, for saa vidt angaar en udvidende fortolkning."

Der synes faktisk ikke at vaere nogen principiel grund til, at en faellesskabsinstitution skulle vaere forpligtet til at betale en forhoejet pension i tilfaelde af en erhvervssygdom, naar der ikke er nogen aarsagsforbindelse med udoevelsen af tjenestemandens hverv ved Faellesskaberne.

20. Der opstaar endvidere det spoergsmaal, hvilket andet kriterium, der kunne anvendes, hvis kriteriet om aarsagssammenhaeng maatte opgives. I tilfaelde af sygdomme, som figurerer paa den europaeiske liste, der naevnes i daekningsordningens artikel 3, stk. 1, er det tilstraekkeligt til, at artikel 73 kan finde anvendelse, at ansoegeren er udsat for risiko for at paadrage sig sygdommen; det er kun i tilfaelde af sygdomme, der ikke er optaget paa listen, at det strengere krav i artikel 3, stk. 2, skal vaere opfyldt. Jeg kan ikke se nogen hindring for at anvende det mere liberale kriterium om udsaettelse for risiko, naar der er tale om sygdomme, der findes paa den europaeiske liste, baade med hensyn til artikel 78 og artikel 73. I praemis 22, 23 og 24 i Retten i Foerste Instans' dom er der dog noget, der tyder paa, at den anvendte dette kriterium i naervaerende sag (hvor sygdommen som bekendt ikke findes paa den europaeiske liste). Efter min opfattelse kan det ikke vaere det rette at anvende et saadant kriterium ved en afgoerelse efter artikel 78 under omstaendigheder, hvor der ville blive kraevet en aarsagsforbindelse, hvis der skulle traeffes afgoerelse efter artikel 73.

21. Det resultat, jeg er kommet til, paavirkes paa ingen maade af den omstaendighed, at Gill' s sygdom kan tilskrives en karriere i minerne foer hans ansaettelse ved Kommissionen, under hvilken han erhvervede faglig erfaring, som Kommissionen senere drog fordel af (se praemis 24 i Retten i Foerste Instans' dom). Det siger sig selv, at Kommissionen ansatte Gill, fordi han havde viden og faerdigheder, som gjorde ham nyttig for Faellesskaberne. Det ville imidlertid baade vaere principielt forkert og i strid med Domstolens praksis at klassificere en sygdom, som kan tilskrives udfoerelsen af faglige opgaver foer tjenestemandens tiltraedelse af tjenesten ved Faellesskaberne, som en "erhvervssygdom". Saadan faglig erfaring er ikke det samme som udfoerelse af opgaver ved Faellesskaberne, selv om det er erfaring, som Faellesskaberne senere kan siges at have draget fordel af.

22. Jeg konkluderer derfor, at der boer gives Kommissionen medhold i den foerste appelgrund; Retten i Foerste Instans har med urette antaget, at det ikke var noedvendigt at bevise, at der var en aarsagsforbindelse mellem Gill' s sygdom eller dens forvaerring og tjenesten ved Faellesskaberne.

Den anden appelgrund

23. Som jeg allerede har naevnt, antog Retten i Foerste Instans ogsaa, at selv hvis det var noedvendigt at bevise, at der var aarsagsforbindelse mellem Gill' s sygdom eller dens forvaerring og hans tjeneste ved Faellesskaberne, kunne det antages, at der var en saadan forbindelse under de i naervaerende sag foreliggende omstaendigheder. Det er derfor noedvendigt at behandle Kommissionens anden appelgrund, som gaar ud paa, at Retten i Foerste Instans med urette fandt, i modstrid med Invaliditetsudvalgets opfattelse, at der var foert tilstraekkeligt bevis for en aarsagsforbindelse af den kraevede art.

24. Som Kommissionen paapeger, er spoergsmaalet, om der er godtgjort en saadan forbindelse, et faktisk anliggende, som kun kan afgoeres af Invaliditetsudvalget. Der maa her sondres mellem spoergsmaal om laegelige forhold og spoergsmaal om retlig vurdering. Som vi allerede har set, er spoergsmaalet, om den virksomhed, der gav anledning til sygdommen, var omfattet af tjenestemandens pligter, i modsaetning til adfaerd, der var uforenelig med dem, et retligt spoergsmaal, som skal afgoeres af ansaettelsesmyndigheden; se sag 76/84, Rienzi, naevnt ovenfor i afsnit 6. Et saadant spoergsmaal om retlig subsumption opstaar dog ikke i denne sag, da det ikke er bestridt, at Gill i sin ansaettelsesperiode gik ned i minerne i forbindelse med udoevelsen af tjenesten ved Kommissionen. I modsaetning til, hvad Gill har anfoert i sit svarskrift, er det kun, naar der opstaar et spoergsmaal om retlig vurdering, at spoergsmaalet, om en sygdom er en erhvervssygdom, bliver et spoergsmaal, der skal afgoeres af ansaettelsesmyndigheden, i stedet for et spoergsmaal om laegelige forhold, som skal afgoeres af Invaliditetsudvalget.

25. Det princip, at spoergsmaal om kausalitet er spoergsmaal om laegelige forhold, der skal afgoeres af Invaliditetsudvalget, fremgaar klart af Domstolens dom i sag 257/81, K. mod Raadet, naevnt ovenfor i punkt 13, og i sag 76/84, Rienzi. Det boer endvidere bemaerkes, at reglerne for arbejdsgangen for og om udnaevnelsen af Invaliditetsudvalg med henblik paa anvendelse af vedtaegtens artikel 78 ligner reglerne for Laegeudvalg med henblik paa anvendelse af artikel 73. I begge tilfaelde bestraeber man sig saaledes paa at sikre balance og objektivitet i de paagaeldende udvalg (jf. artikel 7, 8 og 9 i vedtaegtens bilag II sammenholdt med daekningsordningens artikel 23). Som Domstolen bemaerkede vedroerende afgoerelser i henhold til artikel 73 i sag 265/83, Suss mod Kommissionen, Sml. 1984, s. 4029, praemis 11:

"... den i de naevnte bestemmelser tilsigtede velafbalancerede og objektive sammensaetning af de nedsatte Laegeudvalg er udtryk for et oenske om, i tilfaelde af tvist, at naa frem til en endelig afgoerelse af alle laegelige spoergsmaal paa dette trin. Herefter kan den klageordning, vedtaegten hjemler, i princippet kun anvendes til en kontrol, der er begraenset til spoergsmaal om Laegeudvalgenes forskriftsmaessige sammensaetning og virksomhed. Domstolens efterproevelse kan ikke udvides til at omfatte de rent laegelige afgoerelser."

Som Kommissionen har paapeget, er disse bemaerkninger ogsaa relevante for Invaliditetsudvalg. Derfor har Retten i Foerste Instans efter min mening overskredet sin kompetence ved i strid med Invaliditetsudvalgets konklusioner at laegge til grund, at der var en forbindelse mellem forvaerringen af Gill' s lungesygdom i aarene 1974-1981 og udfoerelsen af hans tjeneste ved Kommissionen i samme periode. Det boer endvidere bemaerkes, at Retten i Foerste Instans ved at naa til et saadant resultat gjorde sig skyldig en retsvildfarelse, som kan proeves af Domstolen, til forskel fra konstateringer af faktiske omstaendigheder, som den havde kompetence til at foretage.

26. Jeg mener heller ikke, at Kommissionen, som Retten i Foerste Instans synes at haevde, under de saerlige omstaendigheder i denne sag maa formodes at have accepteret risikoen for, at Gill' s sygdom ville medfoere, at han senere blev uarbejdsdygtig.

27. Det kan selvfoelgelig ikke bestrides, at den ansaettende institution ved at ansaette tjenestemanden accepterer risikoen for, at han en dag kan kraeve invalidepension beregnet paa et af de to grundlag, der er fastsat i vedtaegtens artikel 78. Kommissionen har imidlertid ikke forsoegt at benaegte en saadan forpligtelse over for Gill, og den har heller ikke gjort brug af den mulighed, der er givet i artikel 1, stk. 1, i vedtaegtens bilag VIII, som paa tidspunktet for Gill' s ansaettelse ville have gjort det muligt for den at udsaette Gill' s adgang til visse ydelser i fem aar.

28. Efter min opfattelse er den eneste forpligtelse, som Kommissionen kan siges at have accepteret, den at betale de ydelser, der skulle betales i henhold til vedtaegten. I modsaetning til Retten i Foerste Instans' opfattelse kan hverken den omstaendighed, at der fandtes en allerede bestaaende lidelse, som blev diagnosticeret paa tidspunktet for Gill' s tiltraedelse af tjenesten, eller (som jeg allerede har anfoert) den omstaendighed, at Kommissionen drog fordel af en periode med tidligere erhvervserfaring, som har bidraget til denne lidelse, vaere tilstraekkelige i sig selv til at goere forvaerringen af Gill' s sygdom til en "erhvervssygdom" som omhandlet i artikel 78.

29. Jeg kommer derfor til det resultat, at ingen af de grunde, som Retten i Foerste Instans har angivet for sin annullation af Kommissionens afgoerelse af 20. maj 1988, er gyldige. Det er foelgelig ikke noedvendigt at behandle den tredje og den fjerde appelgrund.

Andre spoergsmaal

30. Da jeg er naaet til det resultat, at der boer gives Kommissionen medhold under appellen, maa jeg nu behandle konsekvenserne. Artikel 54, stk. 1, i statutten for EOEF-Domstolen bestemmer foelgende:

"Giver Domstolen appellanten medhold, ophaever den den af Retten trufne afgoerelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse."

Jeg mener i princippet, at foer Domstolen kan afsige endelig dom til fordel for en appellant, kan det vaere noedvendigt, at den foerst forvisser sig om, at der ikke maatte gives indstaevnte medhold paa grundlag af et eller andet andet anbringende, som han havde anfoert for Retten i Foerste Instans. Ellers ville der vaere alvorlig risiko for at begaa en uretfaerdighed mod indstaevnte: en part, som maaske burde faa medhold, kunne tabe sagen, blot fordi det anbringende, paa grundlag af hvilket han burde faa medhold, ikke var blevet taget i betragtning; dette kunne ske i alle de tilfaelde, hvor Retten i Foerste Instans havde givet ham medhold paa grundlag af et andet anbringende, og denne afgoerelse var blevet ophaevet under appel.

31. Jeg mener derfor, at i en sag, hvor en dom afsagt af Retten i Foerste Instans er appelleret, maa indstaevnte i sit svarskrift have ret til at fremfoere et punkt, som var blevet fremfoert foer, men som Retten i Foerste Instans ikke har behandlet, og som, saafremt det var blevet behandlet, kunne have resulteret i en afgoerelse til fordel for indstaevnte. Med andre ord, en indstaevnt boer have ret til at goere gaeldende, ikke blot at Retten i Foerste Instans' afgoerelse, som appellanten anfaegter, boer stadfaestes, men ogsaa at Domstolen subsidiaert boer give indstaevnte medhold paa grundlag af et eller flere anbringender, som indstaevnte havde paaberaabt sig for Retten i Foerste Instans. En saadan fremgangsmaade er efter min opfattelse tilladt en indstaevnt i henhold til procesreglementets artikel 115 og 116, selv om der ikke er en udtrykkelig hjemmel hertil, som man kunne have forventet, i procesreglementets artikel 117, stk. 2. Den opfattelse, at Domstolen kan tage andre anbringender i betragtning end dem, som Retten i Foerste Instans har baseret sin dom paa, stoettes af den omstaendighed, at Domstolen vil have samtlige sagens akter til sin raadighed; se procesreglementets artikel 111, stk. 2.

32. En saadan mulighed maa efter min opfattelse ogsaa gives indstaevnte af procesoekonomiske hensyn. I modsat fald ville det vaere noedvendigt for at undgaa risiko for uretfaerdighed, at sagen blev hjemvist til Retten i Foerste Instans til fornyet behandling dér, hvorved der ville blive paadraget yderligere omkostninger - for ikke at tale om risikoen for endnu en appel og for, saafremt der skulle tages andre anbringender i betragtning, at hele processen ville blive gentaget endnu engang.

33. Imidlertid er Domstolens kompetence ved appel af afgoerelser truffet af Retten i Foerste Instans begraenset til retsspoergsmaal; bestemmelsen om hjemvisning af spoergsmaal til Retten i Foerste Instans kan faktisk forstaas saaledes, at de vedroerer sager, hvor det er noedvendigt at fastslaa yderligere faktiske omstaendigheder. Efter min opfattelse ville det derfor i almindelighed vaere hensigtsmaessigt, hvis Retten i Foerste Instans, naar den afsiger dom paa grundlag af et anbringende til fordel for en sagsoeger, ville foretage de noedvendige konstateringer vedroerende de faktiske omstaendigheder, som er relevante for andre anbringender, som sagsoegeren har paaberaabt sig, og som han i tilfaelde af appel maatte paaberaabe sig som indstaevnt.

34. I naervaerende sag er det eneste vaesentlige punkt, som indstaevnte efter min mening kunne have paaberaabt sig subsidiaert under appellen, at Invaliditetsudvalgets afgoerelse i sig selv var behaeftet med mangler, som gjorde den ugyldig. Selv om indstaevnte ikke har rejst dette spoergsmaal i sit svarskrift, er det min opfattelse, at Domstolen med rette kan behandle det, da det ikke er noedvendigt at fastslaa yderligere faktiske omstaendigheder, og da det kan anses for at vaere et punkt, som det er noedvendigt for Domstolen at behandle med henblik paa at traeffe afgoerelse i henhold til statuttens artikel 54 om, hvorvidt den skal afsige endelig dom eller hjemvise sagen til Retten i Foerste Instans. I oevrigt er Invaliditetsudvalgets udtalelse bilagt svarskriftet og er derfor blevet forelagt Domstolen.

35. Desuden kunne andre fremgangsmaader have den virkning, at indstaevnte straffes, enten ved at der afsiges endelig dom, uden at et relevant punkt behandles, eller ved at sagen hjemvises til Retten i Foerste Instans, hvorved parterne paafoeres yderligere udgifter og forsinkelse. Indstaevnte boer ikke straffes for i svarskriftet at undlade at fremfoere punkter, som han tidligere har fremfoert i staevningen, men som ikke er blevet behandlet af Retten i Foerste Instans, isaer hvis det erindres, at dette er en af de foerste appeller, der er ivaerksat, at omfanget af Domstolens kompetence som appelinstans stadig er uklar, og at der ikke er nogen udtrykkelig bestemmelse i procesreglementet om spoergsmaalet. Det boer bemaerkes, at Gill faktisk rejste spoergsmaalet om gyldigheden af Invaliditetsudvalgets erklaering for Retten i Foerste Instans, idet han baade gjorde gaeldende, at det hverv, der blev overdraget Invaliditetsudvalget, var upraecist og fejlagtigt, og at udvalgets erklaering var utilstraekkeligt begrundet (se praemis 16 i Retten i Foerste Instans' dom).

36. Foelgelig er det noedvendigt at overveje, om Invaliditetsudvalgets erklaering i sig selv var behaeftet med nogen af disse mangler. Saadanne mangler ville opstaa, saafremt udvalget som resultat af det hverv, der var overdraget det, behandlede de forkerte spoergsmaal, eller saafremt udvalget "lagde en urigtig definition af begrebet 'erhvervssygdom' til grund, eller saafremt udvalgets erklaering ikke indeholder en rationel beskrivelse af sammenhaengen mellem resultaterne af de laegelige undersoegelser som beskrevet i erklaeringen og de konklusioner, disse har kunnet give anledning til" (sag 277/84, Jaensch mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 4923, praemis 15), eller saafremt erklaeringen "ikke er saaledes begrundet, at der kan foretages en vurdering af de betragtninger, som resultatet hviler paa" (sag 257/81, K. mod Raadet, naevnt ovenfor i punkt 13, dommens praemis 17).

37. Det er vaerd at bemaerke, at disse spoergsmaal ikke er blevet behandlet af Retten i Foerste Instans i dens dom og ikke er blevet paaberaabt af indstaevnte eller intervenienten i deres indlaeg for Domstolen. Det er ikke desto mindre klart, at det er et centralt spoergsmaal i denne sag, om Invaliditetsudvalgets erklaering er gyldig. Som jeg allerede har bemaerket, indebaerer spoergsmaalet, om Gill lider af en erhvervssygdom, en vurdering af laegelige faktiske omstaendigheder, og denne vurdering skal foretages af et behoerigt nedsat Invaliditetsudvalg. Saafremt konklusionerne i erklaeringen af 31. marts 1987 ikke kan accepteres, maa resultatet desuden vaere, at sagen igen forelaegges et Invaliditetsudvalg, saaledes at Kommissionen kan traeffe en ny afgoerelse paa grundlag af dettes konklusioner: se sag 277/81, K. mod Raadet, naevnt ovenfor i punkt 13, dommens praemis 20.

38. Jeg vil derfor nu behandle udvalgets erklaering. Ifoelge denne erklaering var det hverv, som udvalget fik, formuleret saaledes, nemlig at "se prononcer sur l' existence éventuelle d' une maladie professionnelle et, dans l' affirmative, sur son rapport avec les fonctions que M. Gill a exercées aux Communautés, à l' exclusion de ses états de service antérieurs." (at udtale sig om, hvorvidt der bestaar en erhvervssygdom, og i bekraeftende fald om dennes forbindelse med det hverv, som Gill har udoevet ved Faellesskaberne, idet der ses bort fra hans tidligere beskaeftigelse). Mens det er rigtigt, at disse vendinger er noget mangelfulde med hensyn til klarhed og praecision (navnlig kunne udvalget ikke afgoere, om en sygdom var en erhvervssygdom, uden foerst at undersoege dens forbindelse med de udfoerte hverv), synes de ikke at have forhindret udvalget i at behandle de relevante spoergsmaal, da det kom til stykket. Det fremgaar saaledes klart af erklaeringen, at udvalget udelukkende behandlede spoergsmaal om laegelige forhold (se erklaeringens s. 1), og navnlig spoergsmaalet, om der var en aarsagsforbindelse mellem Gill' s uarbejdsdygtighed og udfoerelsen af hans hverv mellem 1974 og 1981 (se dets konklusioner paa s. 3). Som jeg allerede har naevnt, naaede udvalget den konklusion, at forvaerringen af Gill' s sygdom ikke kunne tilskrives hans tjeneste ved Kommissionen. Med hensyn til de grunde, som dets konklusioner var baseret paa, fremgaar det af erklaeringens side 2, at udvalget undersoegte og udspurgte Gill og navnlig tog udviklingen af hans sygdom efter 1981 i betragtning. Udvalget tog saaledes hensyn til den omstaendighed, at der ikke var sket nogen vaesentlig forandring i Gill' s helbredstilstand efter datoen for hans pensionering.

39. Efter min opfattelse var udvalget, efter at have undersoegt Gill og taget hensyn til udviklingen af hans symptomer, foer, under og efter hans tjenesteperiode ved Kommissionen, berettiget til at konkludere som et spoergsmaal om laegelige forhold, at Gill' s uarbejdsdygtighed kunne tilskrives hans virksomhed foer 1974. Udvalget, som behandlede de relevante spoergsmaal, baserede saaledes sine konklusioner paa relevante betragtninger. Dets grunde til at drage disse konklusioner kan udledes af erklaeringen, som foelgelig saetter laeseren i stand til at vurdere de betragtninger, som den er baseret paa. Udvalgets raesonnement kunne maaske have vaeret fremfoert med stoerre klarhed og mere detaljeret, men jeg mener ikke, at erklaeringen kan siges at vaere ugyldig paa grund af utilstraekkelig begrundelse. Jeg kommer derfor til det resultat, at der intet kan indvendes mod erklaeringens gyldighed, og at Kommissionen foelgelig var berettiget til at laegge den til grund, da den traf sin afgoerelse vedroerende Gill' s pension.

Sammenfatning

40. Sammenfattende mener jeg, at der boer gives Kommissionen medhold i dens appel af Retten i Foerste Instans' dom, og at Retten i Foerste Instans' afgoerelse boer ophaeves i henhold til statuttens artikel 54. I betragtning af procesreglementets artikel 70 og 122 boer parterne baere deres egne omkostninger, herunder omkostningerne for Retten i Foerste Instans. Union Syndicale-Luxembourg, som har interveneret til stoette for Gill' s paastand, boer ogsaa baere sine egne omkostninger.

(*) Originalsprog: engelsk.

Full & Egal Universal Law Academy