Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Corte suprema di cassazione (Plenum for Civile Sager) (herefter benaevnt "den forelaeggende retsinstans") har forelagt Domstolen et spoergsmaal vedroerende fortolkningen af en raekke bestemmelser i afsnit III, kapitel 8 - "Ydelser til boern, der forsoerges af pensionister eller rentemodtagere, samt til boern, der har mistet begge foraeldre eller en af dem" - i forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (1).
Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem G. Durighello og Istituto nazionale della previdenza sociale (herefter benaevnt "INPS"), hvori der er strid om, hvorvidt Durighello boer tilkendes "assegni familiari" (herefter benaevnt "familietilskud") for sin aegtefaelle, som han forsoerger.
Sagens baggrund
2. Forelaeggelseskendelsen indeholder en raekke nyttige oplysninger vedroerende de relevante bestemmelser i italiensk lovgivning, der regulerer spoergsmaalet om familietilskud for aegtefaeller, der forsoerges. Selv om disse bestemmelser allerede er naevnt i retsmoederapporten, vil jeg for klarhedens skyld i det foelgende kort redegoere for deres indhold.
Artikel 20 og 21 i lov nr. 903 af 21. juli 1965 (2) indeholdt blandt andet bestemmelse om, at de pensionsbeloeb, der var tilpasset til minimumsbeloebene i henhold til de obligatoriske forsikringsordninger vedroerende invaliditet og alderdom samt efterladte efter arbejdstagere, eller som blev suppleret med en ydelse, saaledes at de naaede op paa disse minimumsbeloeb, skulle "forhoejes" med et naermere angivet beloeb for hvert barn og for en aegtefaelle, som den paagaeldende forsoergede, for en aegtefaelles vedkommende naermere bestemt, for saa vidt denne ikke havde indtaegter, der oversteg et i loven fastsat beloeb. Disse bestemmelser maa sammenholdes med artikel 4, stk. 1, i lovdekret nr. 30 af 2. marts 1974 (3) (der med en raekke aendringer blev til lov nr. 114 af 16.4.1974 (4)), som indeholder foelgende bestemmelse:
"Med virkning fra den 1. januar 1974 har pensionsmodtagere, der er omfattet af den almindelige obligatoriske forsikringsordning vedroerende invaliditet og alderdom samt efterladte efter arbejdstagere ... for personer som omhandlet i artikel 21 i lov nr. 903 af 21. juli 1965 ... i stedet for forhoejelserne ret til familieydelser i henhold til den lovbekendtgoerelse, som blev godkendt ved dekret nr. 797 af 30. maj 1955 fra republikkens praesident, med senere aendringer."
Den forelaeggende retsinstans har anfoert, at naar henses til artikel 4 i lovdekret nr. 30 af 1974, har de omhandlede familietilskud for personer, som pensionsmodtageren forsoerger, herunder ydelser for aegtefaellen, "med virkning fra den 1. juli 1974 ikke laengere - som tidligere - kunnet anses som 'forhoejelser' , der er en integrerende del af pensionen, idet de nu i retlig henseende har karakter og form af en herfra forskellig social sikringsydelse". Ydelsen forudsaetter fortsat, at der bestaar en ret til pension, men den forvaltes, finansieres og reguleres selvstaendigt og udbetales - ogsaa selvstaendigt i forhold til pensionen - af et dertil oprettet organ (Cassa unica per gli assegni familiari), som er underlagt INPS.
Som ligeledes anfoert af den forelaeggende retsinstans blev der senere, nemlig ved artikel 2 i lov nr. 153 af 13. maj 1988 (5) (nu lovdekret nr. 69 af 13.3.1988 (6)), som led i det italienske sociale sikringssystem indfoert en ny form for ydelse, "assegno per il nucleo familiare", der for arbejdstagere og modtagere af sociale sikringsydelser med tilknytning til en loennet beskaeftigelse traadte i stedet for de tidligere udbetalte familietilskud. Denne nye form for ydelse er dog ikke omfattet af genstanden for hovedsagen.
3. Forelaeggelseskendelsen indeholder en kortfattet redegoerelse for hovedsagen. Det fremgaar heraf, at Durighello oppebaerer en alderspension i Italien, hvor han er bosat. Han har udoevet en loennet beskaeftigelse i tre medlemsstater (Italien, Frankrig og Tyskland). Han oppebaerer fra de kompetente institutioner i de medlemsstater, hvori han har vaeret beskaeftiget og indbetalt bidrag, en forholdsmaessig beregnet delpension. Retten til den pension, som han faar udbetalt af den kompetente italienske institution, har han erhvervet i kraft af en "sammenlaegning" af de forsikringsperioder, som han har tilbagelagt i hver af de tre medlemsstater, jf. bestemmelserne i afsnit III, kapitel 3 - "Alderdom og doedsfald (pensioner)" - i forordning nr. 1408/71.
Som jeg har forstaaet sagen, havde Durighello ikke alene paa grundlag af italiensk lovgivning (dvs. uafhaengigt af faellesskabsretten) kunnet goere krav paa en pension fra den kompetente italienske institution, idet det efter italiensk lovgivning er en forudsaetning for erhvervelse af ret til en pension, at den paagaeldende har tilbagelagt et vist antal forsikringsperioder i Italien, hvilken betingelse Durighello ikke opfylder. I henhold til bestemmelserne i afsnit III, kapitel 3, i forordning nr. 1408/71 skal de kompetente institutioner imidlertid medregne de forsikringsperioder, som en vandrende arbejdstager har tilbagelagt i en anden medlemsstat. Artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 indeholder saaledes foelgende bestemmelse:
"Saafremt erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser efter en medlemsstats lovgivning er betinget af, at der er tilbagelagt forsikrings- eller bopaelsperioder, skal denne medlemsstats kompetente institution i fornoedent omfang medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om perioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gaeldende lovgivning."
Jeg gaar ud fra, at den kompetente italienske institution har baseret sig paa denne bestemmelse i forordning nr. 1408/71, da den tilkendte Durighello hans pension.
4. Problemet i hovedsagen er dog ikke, hvorvidt Durighello har ret til pension, men om han har krav paa familietilskud for sin aegtefaelle, som han forsoerger, en form for ydelse, der som naevnt ovenfor (punkt 2) ifoelge den forelaeggende retsinstans i 1974 blev en selvstaendig form for social sikringsydelse.
INPS afslog Durighello' s ansoegning om disse familietilskud, og saavel Pretura di Udine som Tribunale di Udine, som appelinstans, lagde til grund, at dette afslag var retmaessigt. I sin dom udtalte Tribunale di Udine herved, at forordning nr. 1408/71 maatte antages at vaere det eneste retsgrundlag, som Durighello kunne stoette sin ansoegning paa, og at forordningen ganske vist omhandler familieydelser for boern, der forsoerges, men ikke for en aegtefaelle, der forsoerges. Tribunale di Udine antog, at der ikke var grundlag for at stoette ret paa den paa dette punkt anderledes bestemmelse i italiensk lovgivning, idet faellesskabsretten har forrang frem for enhver national bestemmelse.
5. Durighello indbragte herefter sagen for Corte suprema di cassazione, idet han bestred, at forordning nr. 1408/71 er det eneste relevante regelsaet i sagen. Forordningen er blot komplementaer i forhold til den italienske lovgivning, og det savner derfor grundlag at udelukke dennes anvendelse med den eneste begrundelse, at de faellesskabsretlige bestemmelser ikke udtrykkeligt omhandler familieydelser for en aegtefaelle, der forsoerges.
INPS anfoerte foelgende argumenter under retsforhandlingerne for den forelaeggende retsinstans:
- Det eneste retsgrundlag for Durighello' s ret til pension er faellesskabsretten, hvorfor det er paa grundlag af denne, at det maa afgoeres, hvorvidt han har krav paa familietilskud for sin aegtefaelle, som han forsoerger.
- De i artikel 77 i forordning nr. 1408/71 omhandlede ydelser omfatter alene familieydelser for boern, der forsoerges, men ikke ydelser for en aegtefaelle, der forsoerges.
- Efter italiensk ret gaelder der ganske vist regler om ydelser for en aegtefaelle, der forsoerges, men ret hertil har kun personer, der oppebaerer en pension i henhold til den almindelige obligatoriske forsikringsordning vedroerende invaliditet og alderdom samt efterladte efter arbejdstagere, dvs. personer, der - i modsaetning til Durighello - faar udbetalt en selvstaendig pension, til hvilken der er erhvervet ret paa grundlag af forsikringsperioder tilbagelagt efter italiensk lovgivning.
6. Det var ikke et nyt problem, som Durighello forelagde for Corte suprema di cassazione. Rettens Afdeling for Sociale Sager havde allerede i en dom af 4. februar 1988 lagt til grund, at en pensionsmodtager, hvis forhold var de samme som Durighello' s, ikke havde krav paa familietilskud som omhandlet. Denne afgoerelse var ligeledes baseret paa den betragtning, at faellesskabsretten var det eneste grundlag for den paagaeldendes pensionsrettigheder, og at de faellesskabsretlige bestemmelser ikke omhandler den omtvistede form for ydelse. Afdelingen for Sociale Sager udtalte endvidere i denne dom, at efter italiensk lovgivning havde kun "personer, der oppebaerer en italiensk pension", krav paa familietilskud for en aegtefaelle, hvorved der udelukkende er tale om pensioner, som der er erhvervet ret til paa grundlag af bidrag indbetalt i Italien.
I en dom afsagt nogle maaneder senere, nemlig den 21. juni 1988, kom den forelaeggende retsinstans' Afdeling for Sociale Sager imidlertid frem til det modsatte resultat i forbindelse med et lignende problem. I denne dom antog Afdelingen for Sociale Sager, at bestemmelserne om familieydelser i forordning nr. 1408/71 ikke udelukker en anvendelse af de for den ydelsesberettigede mere fordelagtige bestemmelser i italiensk lovgivning. Efter en systematisk gennemgang af bestemmelserne i italiensk lovgivning om "forhoejelse af pensioner" og om "konvertering" af saadanne ydelser til familietilskud som omhandlet (jf. ovenfor punkt 2) blev det i dommen lagt til grund, at familieydelser for en aegtefaelle, der forsoerges, tilkommer "personer, uden naermere specifikation, der har ret til mindstepensionsbeloebet, hvorved ... forstaas enhver, der, uanset grundlaget herfor, har ret til mindstebeloebet", som udredes af INPS, og saaledes ogsaa personer, som har ret til en pension fastsat paa grundlag af bestemmelserne (om sammenlaegning) i forordning nr. 1408/71.
7. Som foelge af disse to indbyrdes modstridende afgoerelser blev den af Durighello indbragte ankesag henvist til Corte suprema di cassazione' s plenum. Det anfoeres i forelaeggelseskendelsen, at ankesagen rejser spoergsmaalet om forholdet de faellesskabsretlige bestemmelser og den nationale lovgivning i tilfaelde, hvor samme omraade (her familieydelser til pensionsmodtagere) - helt eller delvis - er reguleret i begge retssystemer. Ifoelge den forelaeggende retsinstans rejser sagen endvidere det hermed forbundne spoergsmaal om, hvorvidt alene de faellesskabsretlige bestemmelser i et tilfaelde som det omhandlede finder anvendelse, naermere bestemt i kraft af princippet om faellesskabsrettens forrang frem for "herimod stridende" national lovgivning, eller om der er mulighed for samtidig at anvende nationale bestemmelser, hvorefter der bestaar en ret til en social sikringsydelse af samme art som en ydelse, der er omhandlet i en faellesskabsretlig forordning, men som ikke er udtrykkeligt reguleret heri.
Den forelaeggende retsinstans har herefter oensket at indhente en afgoerelse vedroerende foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"Er bestemmelserne i afsnit III, kapitel 8, navnlig artikel 77, 78 og 79, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 (med senere aendringer og tilfoejelser) i et tilfaelde som det ovenfor beskrevne til hinder for, at en person, som har bopael i Italien, og som oppebaerer en alderspension, der er fastsat og udbetales i henhold til bestemmelserne i forordningens afsnit III, kapitel 3 (dvs. ved 'sammenlaegning' af de beskaeftigelses- og forsikringsperioder, vedkommende har tilbagelagt i Italien, Frankrig og Tyskland), kan kraeve anvendelse af de bestemmelser i italiensk lovgivning, hvorefter en pensionsmodtager (med virkning fra den 1. januar 1974 og indtil ikrafttraedelsen af ovennaevnte lovdekret nr. 69 af 1988) havde ret til familieydelser ogsaa for en aegtefaelle, som den paagaeldende forsoergede?"
Besvarelse af det praejudicielle spoergsmaal
8. I sit skriftlige indlaeg for Domstolen har INPS gjort gaeldende, at Domstolen savner kompetence i sagen, og fremsat to anbringender til stoette herfor. For det foerste goeres det under henvisning til kendelsen i Falciola-sagen (7) gaeldende, at en besvarelse af det praejudicielle spoergsmaal ikke er noedvendig for, at den forelaeggende retsinstans kan afsige dom, idet spoergsmaalet er uden sammenhaeng med genstanden for hovedsagen. De faellesskabsretlige bestemmelser, som der oenskes en fortolkning af, angaar familieydelser for boern, der forsoerges af pensionsmodtagere, mens hovedsagen drejer sig om familietilskud for en aegtefaelle, som en pensionsmodtager forsoerger. De paagaeldende bestemmelser kan ikke fortolkes saaledes, at de ogsaa finder anvendelse paa ydelser i form af familietilskud for en aegtefaelle, der forsoerges. For det andet vedroerer det praejudicielle spoergsmaal i virkeligheden det problem, om den italienske lovgivning er forenelig med faellesskabsretten, og Domstolen savner kompetence til at besvare et saadant spoergsmaal.
Disse to anbringender savner aabenbart grundlag. Hvad angaar det foerste, fremgaar det af fast retspraksis, at det tilkommer den forelaeggende retsinstans at vurdere, om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at den kan afsige dom, og om de for Domstolen forelagte spoergsmaal er relevante.
Det fremgaar ligeledes af Domstolens faste praksis, at ogsaa det andet anbringende savner grundlag. Domstolen har saaledes i en raekke domme fastslaaet, at:
"Domstolen ... under en sag i medfoer af Traktatens artikel 177 er afskaaret fra at udtale sig om, hvorvidt nationale regler er forenelige med faellesskabsretten, men har kompetence til at forsyne den nationale retsinstans med alle de fortolkningselementer vedroerende faellesskabsretten, som giver den mulighed for med henblik paa sin afgoerelse af hovedsagen at bedoemme, om reglerne er forenelige med faellesskabsretten" (8).
9. Det praejudicielle spoergsmaal vedroerer en pensionsmodtager, hvis pensionsrettigheder i den medlemsstat, hvori den paagaeldende er bosat, er blevet fastsat af denne medlemsstats kompetente organ ved medregning, jf. artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, af de forsikringsperioder, som vedkommende har tilbagelagt i andre medlemsstater. Ved det praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende retsinstans oplyst, hvorvidt bestemmelserne i afsnit III, kapitel 8, i forordning nr. 1408/71, jf. naermere forordningens artikel 77 og 79, er til hinder for, at lovbestemmelser i den paagaeldende medlemsstat ogsaa for en saadan pensionsmodtagers vedkommende indebaerer en ret til familietilskud for en aegtefaelle, der forsoerges.
10. Saavel den forelaeggende retsinstans som parterne i hovedsagen gaar ud fra den forudsaetning, at artikel 77 og 79 i forordning nr. 1408/71 udelukkende omfatter ydelser i form af boernetilskud for boern, der forsoerges, men ikke familieydelser i form af ydelser for en aegtefaelle, der forsoerges. Dette er ikke selvindlysende. Begrebet "boernetilskud" (fransk: "allocations familiales", italiensk: "assegni familiari") defineres saaledes paa foelgende maade i artikel 1, litra u), nr. ii), i forordning nr. 1408/71:
"periodiske kontantydelser, saafremt ydelsen af disse udelukkende afhaenger af antallet af familiemedlemmer og eventuelt af disses alder".
Denne generelle definition kan ogsaa omfatte andre periodiske ydelser end ydelser for boern, der forsoerges, herunder navnlig periodiske ydelser for en aegtefaelle, der forsoerges, naar beloebets stoerrelse afhaenger af antallet af familiemedlemmer.
Der er dog en raekke utvivlsomme holdepunkter i ordlyden af bestemmelserne for, at artikel 77 og 79 i forordning nr. 1408/71 ikke omfatter familieydelser for aegtefaeller, der forsoerges. Saavel i overskriften til afsnit III, kapitel 8, som i overskriften til artikel 77 og 79 tales der udtrykkeligt og udelukkende om "boern, der forsoerges". Hertil kommer, at artikel 77 og 79 ikke omtaler andre familiemedlemmer end boern. Et yderligere holdepunkt fremgaar af den sondring, der efter forordningen bestaar mellem henholdsvis "boernetilskud" og "familieydelser". Ydelser for aegtefaeller, der forsoerges, maa saaledes vaere omfattet af begrebet "familieydelser", jf. artikel 1, litra u), nr. i), i forordning nr. 1408/71 (9), men ikke af det mere snaevre begreb "boernetilskud". Forordningens artikel 72-76 finder anvendelse paa saavel familieydelser som boernetilskud. Hvad derimod angaar de ydelser, som der er spoergsmaal om i artikel 77, omfatter disse kun tilskud for boern, som pensionsmodtagere kan goere krav paa, samt visse former for supplerende ydelser i forhold til pensionen, som saadanne personer kan opnaa paa det grundlag, at de har boern.
11. Det problem, som jeg lige har undersoegt, er imidlertid ikke afgoerende for den foreliggende sag. Ved det praejudicielle spoergsmaal oenskes det saaledes ikke oplyst, hvorvidt der for en pensionsmodtager som Durighello umiddelbart af artikel 77 og 79 i forordning nr. 1408/71 udspringer en ret til familietilskud for en aegtefaelle, der forsoerges. Dette er ikke den forelaeggende retsinstans' spoergsmaal. Det fremgaar saaledes af den maade, som den forelaeggende retsinstans har affattet det praejudicielle spoergsmaal paa, at den er af den opfattelse, at en pensionsmodtager som Durighello, hvis pension er blevet fastsat paa grundlag af reglerne i artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, ogsaa har krav paa familietilskud for en aegtefaelle, der forsoerges, for saa vidt alene italiensk lovgivning anvendes. Den forelaeggende retsinstans oensker udelukkende oplyst, hvorvidt det er en retsvirkning af artikel 77 og 79 i forordning nr. 1408/71, at en pensionsmodtager som Durighello mister denne ret til ydelser.
12. Jeg er enig med Kommissionen i, at faellesskabsretten ikke kan udgoere noget grundlag for en beslutning som den, INPS traf om at afslaa at tilkende Durighello familietilskud for hans aegtefaelle, som han forsoerger, for saa vidt han har krav paa disse ydelser efter italiensk lovgivning.
Ifoelge Domstolens faste praksis har forordningerne om social sikring af vandrende arbejdstagere
"ikke indfoert en faelles social sikringsordning, men har ladet selvstaendige ordninger bestaa, der hjemler bestemte krav mod bestemte institutioner, over for hvilke den ydelsesberettigede har direkte rettigheder enten i medfoer af national ret alene eller i medfoer af national ret om noedvendigt suppleret med faellesskabsretten" (praemis 13 i dommen i Rossi-sagen (10)).
Det fremgaar klart af denne praksis, at de rettigheder med hensyn til social sikring, som ydelsesberettigede som Durighello kan goere krav paa, ikke i foerste raekke og heller ikke med stoerre styrke bestaar udelukkende paa grundlag af en anvendelse af forordning nr. 1408/71. Durighello' s ret til en pension udspringer direkte af italiensk lovgivning, men denne ret er forbundet med et "supplement" i henhold til artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1408/71. Dette "supplement" indebaerer, at den kompetente italienske institution ikke over for Durighello kan goere gaeldende, at denne ikke udelukkende i Italien har tilbagelagt det antal perioder, som efter italiensk lovgivning kraeves for at opnaa ret til pensionsydelser, idet institutionen ogsaa skal medregne Durighello' s "franske" og "tyske" forsikringsperioder.
Hvad der gaelder, for saa vidt angaar retten til pension, gaelder ligeledes retten til familietilskud for en aegtefaelle, der forsoerges, i henhold til italiensk lovgivning. Ogsaa denne ret udspringer af den paagaeldende nationale ordning. I henhold til denne forudsaetter retten, at der bestaar en ret til pension, hvilket - saaledes som det fremgaar af affattelsen af det praejudicielle spoergsmaal - ligeledes gaelder, for saa vidt angaar pensionsmodtagere, hvis pension er fastsat paa det ovenfor angivne grundlag.
Der savnes derfor belaeg for det af INPS anfoerte, hvorefter Durighello kun kan goere krav paa sociale sikringsydelser, der er udtrykkeligt naevnt i forordning nr. 1408/71, idet hans ret til pension som grundlag kun har haft en anvendelse af "reglerne om sammenlaegning" i forordning nr. 1408/71. Denne antagelse hviler paa en fejlagtig retsopfattelse og strider mod forordning nr. 1408/71, da der ved denne forordning ikke er blevet indfoert nogen faellesskabsretlig ordning vedroerende ydelser, men tvaertimod sket en opretholdelse af de forskellige nationale lovgivninger.
13. Det fremgaar endvidere af Domstolens praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikel 51, som er grundlaget for forordning nr. 1408/71, at Durighello ikke som foelge af forordningens bestemmelser kan miste sin ret til familietilskud for sin aegtefaelle, som han forsoerger, i henhold til italiensk lovgivning.
Kommissionen har med rette paapeget, at Domstolen allerede i 1964 i dommen i Van der Veen-sagen (11) fastslog foelgende:
"... det ville derimod stride mod artikel 51 at udstede forordninger, som undergraver de fastsatte maalsaetninger, der tilsigter at fremme arbejdskraftens frie bevaegelighed, idet en eventuel begraensning af arbejdstagernes rettigheder ville vaere uforenelige med disse maalsaetninger."
I dommen i Rossi-sagen, jf. ovenfor, der specifikt vedroerte anvendelsen af bestemmelserne i afsnit III, kapitel 8, i forordning nr. 1408/71, udtalte Domstolen endvidere (jf. praemis 14), at:
"bortset fra udtrykkelige undtagelser i overensstemmelse med Traktatens formaal kan Faellesskabets regler ikke anvendes saaledes, at en [vandrende arbejdstager] eller dennes ydelsesberettigede paaroerende fratages en del af ydelserne efter en medlemsstats lovgivning" (12).
I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af en gennemgang af de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelser, dvs. artikel 77 og 79 i forordning nr. 1408/71, at der ikke foreligger nogen udtrykkelig undtagelse, som kan begrunde, at en pensionsmodtager som Durighello fortaber retten til familietilskud for en aegtefaelle, der forsoerges, i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvori vedkommende er bosat.
Forslag til afgoerelse
14. Jeg skal foreslaa foelgende besvarelse af det praejudicielle spoergsmaal:
"Artikel 77 og 79 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971, som affattet i bilag I til Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, er ikke til hinder for en anvendelse over for en pensionsmodtager med bopael i en medlemsstat, hvis pensionsrettigheder er blevet fastsat af den kompetente institution i denne ved medregningen af forsikringsperioder tilbagelagt i andre medlemsstater, af i foerstnaevnte medlemsstat gaeldende bestemmelser, hvorefter en pensionsmodtager ogsaa har ret til familieydelser for en aegtefaelle, som vedkommende forsoerger."
(*) Originalsprog: nederlandsk.
(1) - I betragtning af det tidspunkt, hvor hovedsagen blev indbragt for den (den 26.4.1984, saaledes om det fremgaar af de med forelaeggelseskendelsen fremsendte sagsakter), vil jeg mene, at den forelaeggende retsinstans oensker en fortolkning af de paagaeldende bestemmelser i forordning nr. 1408/71, som affattet i bilag I til Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2.6.1983 (EFT L 230, s. 6).
(2) - GURI nr. 190 af 31.7.1965.
(3) - GURI nr. 59 af 4.3.1974.
(4) - GURI nr. 113 af 2.5.1974.
(5) - GURI nr. 112 af 14.5.1988.
(6) - GURI nr. 61 af 14.3.1988.
(7) - Kendelse af 26.1.1990 (sag C-286/88, Sml. I, s. 191).
(8) - Dom af 18.6.1991 (sag C-369/89, Piageme, Sml. I, s. 2971).
(9) - I henhold til artikel 1, litra u), nr. i), i forordning nr. 1408/71 omfatter begrebet familieydelser alle natural- eller kontantydelser, der tager sigte paa udligning af forsoergerbyrder inden for rammerne af en lovgivning som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra h), dog med undtagelse af de i bilag II naevnte saerlige ydelser i anledning af foedsel .
(10) - Dom af 6.3.1979 (sag 100/78, Sml. s. 831); jf. ogsaa dom af 12.6.1980 (sag 733/79, Laterza, Sml. s. 915, praemis 8) og af 9.7.1980 (sag 807/79, Gravina, Sml. s. 2205, praemis 8).
(11) - Dom af 15.7.1964 (sag 100/63, Sml. 1954-1964, s. 527).
(12) - Se ogsaa dommen i Laterza-sagen, jf. ovenfor, praemis 8, og dommen i Gravina-sagen, jf. ovenfor, praemis 7.
Full & Egal Universal Law Academy