Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
Frankrigs Cour de cassation (Afdelingen for Handelssager samt Finansielle og OEkonomiske Sager) har forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 30, 36 og 59 i forhold til en lov af 1841, som aendret i 1943, der i artikel 1 fastsaetter betingelserne for i detailleddet at saelge brugte genstande ved offentlig auktion. Ifoelge denne bestemmelse er det navnlig forbudt ved auktion at saelge varer, "der ejes eller ihaendehaves af erhvervsdrivende, som ikke i mindst to aar i den retskreds under en Tribunal de grande instance, hvor salget finder sted, har vaeret optaget i handelsregistret eller opfoert paa listen over selvstaendige erhvervsdrivende, der betaler den saerlige lokale erhvervsskat".
Jeg skal her begraense mig til det vaesentlige i den sag, der er naaet helt op til Cour de cassation, idet jeg med hensyn til naermere enkeltheder skal henvise til retsmoederapporten. Det tyske selskab Nado, Hamburg, havde henvendt sig til auktionsfirmaet Boscher, Studer et Fromentin, Paris, med henblik paa salg ved en raekke offentlige auktioner i forskellige franske byer af luksusbiler med lavt kilometertal eller i det mindste prestigebetonede biler.
En raekke virksomheder inden for denne branche, det monegaskiske selskab British Motors Wright og flere franske selskaber, fandt, at disse auktionssalg var ulovlige i henhold til ovennaevnte lov af 1841, og fik ved Tribunal de grande instance de Paris nedlagt forbud mod salgene. Boscher, Studer et Fromentin, der nedlagde paastand om, at forbuddet var i strid med faellesskabsretten, fik hverken medhold i foerste instans eller i appelinstansen. Der opstod imidlertid en vis tvivl i hoejeste instans, og det er netop denne tvivl, der er udtrykt i de fire spoergsmaal, Domstolen anmodes om at tage stilling til.
Jeg skal ikke opholde mig laenge ved de to foerste spoergsmaal, hvorved Cour de cassation oensker oplyst, om Traktatens artikel 59 skal fortolkes saaledes, at den finder anvendelse paa en erhvervsdrivende med bopael i én medlemsstat, der lejlighedsvis - for at afhaende ham tilhoerende brugte genstande - lader afholde offentlig auktion i en anden medlemsstat, og om de i lov af 1841 fastsatte betingelser, i bekraeftende fald, maa anses for forbudte restriktioner. Der kan ikke vaere nogen som helst tvivl om, at disse spoergsmaal maa besvares benaegtende.
Vi staar her over for et krav, der paalaegges saelgeren ved salget af dennes varer, saaledes at den retlige ramme for "ydelsen" er den, der gaelder for frie varebevaegelser, med udelukkelse af alle bestemmelser vedroerende fri udveksling af tjenesteydelser, jf. den helt klare ordlyd af Traktatens artikel 60. Saafremt det imidlertid kan konstateres, at der ikke blot sker en begraensning af handelen, men ogsaa af de ydelser, der udfoeres af auktionslederen, er der under alle omstaendigheder tale om en begraensning, der maa anses for en hindring for handelen og dermed for importen (dom af 7.5.1985, sag 18/84, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 1339, praemis 12, og dom af 11.7.1985, sagerne 60-61/84, Cinéthèque, Sml. s. 2605, praemis 10-11).
Med det tredje spoergsmaal oensker Frankrigs Cour de cassation afgjort, om Traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for anvendelsen af den naevnte lov af 1841, for saa vidt som det herefter kraeves, at en virksomhed, der saelger brugte genstande fra en anden medlemsstat, i de to forudgaaende aar skal have vaeret opfoert i handelsregistret i det omraade, hvor auktionen afholdes. Saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende, oensker Cour de cassation med det fjerde spoergsmaal yderligere afgjort, om denne begraensning kan begrundes i hensynet til den offentlige orden, jf. Traktatens artikel 36.
Jeg mener ikke, at det er saerlig vanskeligt at besvare disse spoergsmaal, naar henses til Domstolens faste, utvetydige praksis.
At kraeve af en virksomhed i en anden medlemsstat, at den mindst to aar forud for et salg ved offentlig auktion skal have vaeret opfoert i det lokale handelsregister, svarer til at tvinge virksomheden til at henvende sig til en anden virksomhed, der driver forretning i dette omraade, eller til at give afkald paa salg ved auktion. Som Domstolen allerede har fastslaaet, maa det forhold, at en erhvervsdrivende fratages muligheden for at anvende en effektiv salgsmetode (jf. senest dom af 16.5.1989, sag 382/87, Buet, Sml. s. 1235, praemis 7-9), eller tvinges til at have en repraesentant, der er etableret i det land, hvor salget finder sted (dom af 26.2.1984, sag 247/81, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1111, praemis 4), anses for en hindring for importen. Selv om det er rigtigt, at det mindre er indeholdt i det mere, er der saa meget mere grund til at antage, at et krav om, at en saelger fra en anden medlemsstat skal "gaa igennem" en lokal saelger, udgoer en hindring for importen, uanset om der er tale om en lokal afdeling eller en fuldstaendig fremmed. Under alle omstaendigheder medfoerer overholdelsen af disse bestemmelser ekstra omkostninger.
Da der imidlertid er tale om en lovgivning, der finder anvendelse uden forskel, maa man rejse spoergsmaalet, om den i den franske lov indeholdte hindring for importen er begrundet i tvingende hensyn, herunder navnlig forbrugerbeskyttelse og god markedsfoeringsskik. Kassationsindstaevnte, British Motors Wright m.fl., der anlagde sagen i foerste instans, har naturligvis foreslaaet, at spoergsmaalene besvares bekraeftende, idet de navnlig paaberaaber sig den almindelig anerkendte opfattelse, hvorefter offentlig auktion fremmer spekulation, vildleder koeberen, som ikke har betaenkningstid, giver den handlende, der er ved at gaa konkurs, mulighed for at reducere sine kreditorers sikkerhed, og endog giver mulighed for lettere at afhaende stjaalne genstande.
Generelt hoerer jeg ikke til dem, der undervurderer forbrugerens doemmekraft. Yderligere viser erfaringen, at ordningen med salg ved offentlig auktion normalt indebaerer tilstraekkelig garanti, f.eks. ved en passende forudgaaende bekendtgoerelse om salgsgenstandene, om muligheden for forud for salget at goere sig bekendt med og kontrollere de til salg udbudte genstande, om saelgerens og auktionsledernes identitet og om betalingsbetingelserne. Liebhavere, som oensker at deltage i en auktion over prestigebiler, kan ikke anses for personer, som saelgeren saadan uden videre kan lokke til et koeb, og samtidig har de under alle omstaendigheder mulighed for at overveje sagen og kontrollere salgsgenstandens kvalitet og rigtigheden af den opgivne oprindelse samt saelgerens paalidelighed og handelsmaessige og oekonomiske status; yderligere har Kommissionen gjort gaeldende, at koeberen i Frankrig saavel som i andre lande er sikret derved, at auktionslederen er opfoert paa en saerlig liste, der kontrolleres af de kompetente myndigheder.
Jeg skal i denne forbindelse bemaerke, at en lov, hvorefter saelgeren skal yde forskellige former for sikkerhed af den netop beskrevne art, utvivlsomt kan tilgodese hensynet til forbrugerbeskyttelse og god markedsfoeringsskik og samtidig, for saa vidt angaar de frie varebevaegelser, er mindre restriktiv end den her omhandlede lov.
Jeg mener herefter, at det krav, der i henhold til den franske lov af 1841 stilles til salg af brugte genstande ved auktion, udgoer en hindring for importen, der er omfattet af forbuddet efter Traktatens artikel 30.
Tilsvarende betragtninger gaelder ogsaa for spoergsmaalet vedroerende Traktatens artikel 36, for saa vidt angaar den offentlige orden. Naar henses til, at der er tale om en regel, der skal fortolkes snaevert, er der efter min mening intet i sagen, der kan stoette den antagelse, at det i den franske lov af 1841 fastsatte krav er noedvendigt for at forebygge handel med stjaalne genstande, og at der ikke findes mere egnede midler, der er mindre restriktive for samhandelen. Jeg skal her erindre om, at et tilsvarende argument blev tilbagevist af Domstolen i dommen af 17. juni 1987 (sag 154/85, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2717, praemis 13-14). Ved denne lejlighed forsoegte den italienske regering - om end noget forsagt - at goere gaeldende, at de administrative hindringer for registrering af automobiler fra andre medlemsstater var begrundet i artikel 36, da formaalet var at forebygge handelen med stjaalne koeretoejer; Domstolen tilsluttede sig Kommissionens opfattelse, hvorefter "det tilsigtede maal ville kunne naas ved mindre indgribende foranstaltninger, saasom en passende kontrol af chassisnumrene."
Jeg mener herefter, at det i den franske lov af 1841 indeholdte restriktive krav ikke med rimelighed kan begrundes i hensynet til den offentlige orden i den i Traktatens artikel 36 forudsatte betydning og med de heraf foelgende virkninger.
Sammenfattende skal jeg foreslaa Domstolen, at den besvarer de forelagte spoergsmaal saaledes:
1) EOEF-Traktatens artikel 59 skal fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa en national lovgivning om betingelserne for afholdelse af salg ved offentlig auktion af varer, der tilhoerer en handlende, som er etableret i en anden medlemsstat.
2) EOEF-Traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for anvendelse af en national lov, der betinger salg ved offentlig auktion af brugte genstande fra en anden medlemsstat af, at den virksomhed, der ejer de paagaeldende genstande, er optaget i salgsstedets handelsregister.
3) Den paagaeldende nationale foranstaltning kan ikke begrundes i hensynet til den offentlige orden, jf. Traktatens artikel 36.
(*) Originalsprog: italiensk.
Full & Egal Universal Law Academy