Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
Sagernes retlige og faktiske baggrund
Disse sager vedroerer gyldigheden af to beslutninger truffet af Kommissionen, hvorved sagsoegerne, de spanske selskaber Pesquerias De Bermeo SA og Naviera Laida SA, fik afslag paa deres ansoegninger om tilskyndelsespraemie til to projekter for forsoegsfiskeri i det sydvestlige Atlanterhav.
Lad mig kort skitsere de relevante regler.
I medfoer af artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 4028/86 af 18. december 1986 om faellesskabsforanstaltninger til forbedring og tilpasning af fiskeri- og akvakulturstrukturerne (1) kan Kommissionen yde finansiel faellesskabsstoette til visse foranstaltninger, hvis formaal er at lette strukturudviklingen inden for fiskerisektoren, herunder til omlaegning af fiskeriaktiviteten gennem ivaerksaettelse af forsoegstogter.
Forordningens afsnit V indeholder regler om stoette til forsoegsfiskeri. Artikel 13 definerer forsoegstogter som
"... enhver form for fiskeri i erhvervsmaessigt oejemed, der foregaar i et givet omraade med henblik paa at vurdere, om regelmaessig og varig udnyttelse af fiskeressourcerne i dette omraade vil vaere rentabel".
Artikel 14 i forordningen opregner de betingelser, som projekter for forsoegstogter skal opfylde for at kunne opnaa en saakaldt tilskyndelsespraemie. Af betydning for disse sager er isaer artikel 14, stk. 2, litra c), der bestemmer, at projekterne skal vedroere
"... fiskeriomraader, hvis anslaaede fiskepotentiel paa laengere sigt sandsynliggoer en stabil og rentabel udnyttelse",
og artikel 14, stk. 3, der bestemmer, at
"et projekt kan omfatte flere paa hinanden foelgende togter, som skal finde sted i samme fiskeriomraade med henblik paa at skabe grundlag for en stabil og varig udnyttelse af dette omraade".
Endelig skal naevnes artikel 3, stk. 2, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1871/87 af 16. juni 1987 om gennemfoerelsesbestemmelser til forordning (EOEF) nr. 4028/86 for saa vidt angaar foranstaltninger til tilskyndelse til forsoegsfiskeri (2), hvorefter
"ydelse af tilskyndelsespraemie er betinget af, at togterne foerst begyndes efter datoen for registrering [af stoetteansoegningen] i Kommissionen ...".
Tilskyndelsespraemien udgoer efter artikel 15 i forordning nr. 4028/86 20% af de stoetteberettigede omkostninger ved togtet og forudsaetter, at den paagaeldende medlemsstat yder et bidrag paa mellem 10 og 20% af disse omkostninger.
Projekterne indgives efter artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 4028/86 til Kommissionen via den paagaeldende medlemsstat og efter indstilling fra denne.
I henhold til forordningens artikel 16, stk. 3, "traeffer [Kommissionen] inden to maaneder efter forelaeggelsen af et projekt beslutning om ydelse af den i artikel 15 omhandlede praemie". Beslutningen meddeles modtagerne og den paagaeldende medlemsstat, mens de oevrige medlemsstater underrettes inden for rammerne af Den Staaende Fiskeristrukturkomité.
De faktiske omstaendigheder i de foreliggende sager er kort fortalt foelgende:
Pesquerias De Bermeo SA og Naviera Laida SA indgav ansoegninger om tilskyndelsespraemie til generalsekretariatet for havfiskeri i Madrid den 13. december 1989. Den 7. februar 1990 meddelte generalsekretariatet for havfiskeri, at det ville yde et bidrag paa 43 931 600 PTA eller 20% af de stoetteberettigede omkostninger, saafremt Kommissionen traf beslutning om ydelse af tilskyndelsespraemie.
Den 14. februar 1990 indgav sagsoegerne deres ansoegninger til Kommissionen via de spanske myndigheder. Den 15. februar 1990 paabegyndte Naviera Laida SA sit fisketogt med skibet "Geminis" og den 22. februar 1990 paabegyndte Pesquerias de Bermeo SA sit fisketogt med skibet "Ceres".
Den 24. april 1990 fremsatte Kommissionen under et moede i Den Staaende Fiskeristrukturkomité foelgende erklaering:
"... for at hjaelpe medlemsstaterne ved deres udvaelgelse af de projekter vedroerende forsoegstogter, der indgives til Kommissionen, vil Kommissionen paa baggrund af de indhoestede erfaringer fra tidligere togter fremlaegge naermere oplysninger om, hvilke omraader og arter det efter Kommissionens opfattelse ikke laengere er hensigtsmaessigt at beskaeftige sig med.
Yderligere oplysninger kan fremlaegges i loebet af aaret.
For saa vidt angaar 1990 finder Kommissionen det i lyset af tidligere togter saaledes ikke laengere hensigtsmaessigt at fortsaette denne type togter i de omraader i det sydvestlige Atlanterhav, hvor disse hidtil er foregaaet."
Kommissionen har oplyst, at baggrunden for denne udtalelse var, at der i perioden fra 1987 til 1989 var ydet tilskyndelsespraemie til i alt 42 forsoegstogter, hvoraf de 25 foregik i det sydvestlige Atlanterhav og vedroerte samme fiskearter, som de af sagsoegerne anmeldte projekter.
Ved skrivelse af 25. april 1990 meddelte Kommissionen sagsoegerne, at den i lyset af tidligere modtagne oplysninger ikke laengere fandt anledning til at finansiere forsoegsfiskeri i det sydvestlige Atlanterhav, og at den foelgelig ikke ville kunne yde tilskyndelsespraemie til forsoegstogter i det naevnte omraade. Ifoelge sagsoegerne blev denne skrivelse foerst modtaget af dem den 7. maj 1990. Efter yderligere korrespondance mellem parterne, hvorved sagsoegerne bl.a. gjorde opmaerksom paa, at fisketogterne forlaengst var paabegyndt, vedtog Kommissionen den 6. juni 1990 de i denne sag omtvistede beslutninger om ikke at yde tilskyndelsespraemie til de af sagsoegerne anmeldte projekter.
De to beslutninger er saaledes truffet efter udloebet af den i artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 4028/86 naevnte frist, hvilken omstaendighed ikke er bestridt af Kommissionen.
Af relevans for sagerne er endvidere, at Kommissionen den 7. november 1989 traf beslutning om at yde tilskyndelsespraemie til to projekter anmeldt af sagsoegerne den 14. februar 1989 og vedroerende samme skibe, samme omraader og samme fiskearter, som de projekter sagsoegerne ansoegte om stoette til den 14. februar 1990. I naevnte beslutninger fremhaevede Kommissionen, at samtlige betingelser for opnaaelse af tilskyndelsespraemie var opfyldt, og at projekterne var blandt dem, som stemte bedst overens med Faellesskabets interesse inden for den faelles fiskeripolitik.
Parternes paastande
Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:
° Soegsmaalene tages under realitetsbehandling.
° Kommissionens beslutninger annulleres.
° Sagsoegte tilpligtes at anerkende, at sagsoegerne er berettigede til hver at modtage et beloeb paa 43 931 600 PTA i form af tilskyndelsespraemie.
° Sagsoegte tilpligtes at erstatte sagsoegerne de tab, de har lidt som foelge af de ugyldige beslutninger.
° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:
° Frifindelse for saa vidt angaar annullationssoegsmaalet.
° Afvisning af sagsoegernes paastand om, at det anerkendes, at sagsoegerne har ret til at opnaa tilskyndelsespraemie.
° Afvisning af erstatningspaastanden og subsidiaert frifindelse herfor.
° Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Jeg skal i det foelgende omtale parternes indlaeg i det omfang, det er noedvendigt for at begrunde min stillingtagen til parternes paastande. For en gennemgang af sagens faktiske omstaendigheder og parternes retlige synspunkter i oevrigt skal jeg henvise til retsmoederapporten.
Er sagsoegerne soegsmaalskompetente?
Kommissionens beslutninger er rettet til sagsoegerne. Sagerne kan foelgelig tages under realitetsbehandling, jf. EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2.
Er Kommissionens beslutninger ugyldige?
Med udgangspunkt i de to centrale faktiske omstaendigheder, nemlig at:
° Kommissionens beslutninger er truffet efter udloebet af den to maaneders frist, der er fastlagt i artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 4028/86, og
° Kommissionen med seks maaneders mellemrum har truffet beslutning om at yde, henholdsvis ikke at yde, tilskyndelsespraemie til projekter, der i det vaesentlige er identiske,
har sagsoegerne formuleret en lang raekke anbringender til stoette for deres paastand om annullation af Kommissionens beslutninger.
Sagsoegernes anbringender kan efter min mening mest hensigtsmaessigt behandles i forbindelse med besvarelsen af foelgende tre spoergsmaal:
a) Knytter der sig den af sagsoegerne paaberaabte retsvirkning til en overskridelse af den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 4028/86?
b) Handlede Kommissionen i strid med forordning nr. 4028/86 ved at finde, at sagsoegerne ikke opfyldte betingelserne for at modtage tilskyndelsespraemie?
c) Kraenkede Kommissionens beslutninger princippet om retssikkerhed og princippet om den berettigede forventning, som disse har fundet udtryk i faellesskabsretten?
a) Overskridelse af beslutningsfristen
Sagsoegerne har gjort gaeldende, at tomaanedersfristen, inden for hvilken Kommissionen skal traeffe sin beslutning, er praeceptiv i den forstand, at Kommissionen efter fristens udloeb kun kan traeffe en for ansoegerne gunstig beslutning. Efter sagsoegernes opfattelse er Kommissionens beslutninger saaledes ugyldige af den grund, at de indeholder et afslag paa ansoegningerne.
Denne opfattelse stoettes bl.a. paa det forhold, at det af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1871/87, kan udledes, at et forsoegstogt kan paabegyndes umiddelbart efter datoen for registrering af stoetteansoegningen i Kommissionen. Da et forsoegstogt saaledes ifoelge sagsoegerne saedvanligvis vil vaere paabegyndt paa det tidspunkt, hvor Kommissionen skal traeffe sin beslutning, boer en eventuel negativ beslutning alene kunne traeffes inden for fristen, idet en overskridelse af fristen kommer ansoegerne til skade.
Sagsoegerne henviser i denne forbindelse til, at der er saerlige udgifter forbundet med gennemfoerelse af forsoegstogter sammenlignet med saedvanlige fisketogter, f.eks. fordi der stilles krav om, at der skal vaere godkendte videnskabelige observatoerer om bord eller, hvis dette ikke er muligt, at et videnskabeligt institut deltager i forberedelserne af togtet mv., jf. artikel 14, stk. 2, litra d), i forordning nr. 4028/86. Det kunne i oevrigt tilfoejes, at forsoegstogter skal have en vis varighed og saaledes ikke normalt uden videre kan afbrydes, hvis fangstresultaterne er utilfredsstillende, jf. forordningens artikel 14, stk. 2, litra b).
Hertil kommer, at fristen efter sagsoegernes opfattelse maa ses i lyset af de saerlige behov for klarhed og forudsigelighed, der kendetegner fiskerisektoren, hvor fangstaar og fisketogter skal kunne planlaegges i forvejen (3).
Kommissionen har gjort gaeldende, at fristen alene er vejledende for, hvornaar Kommissionens beslutning rimeligvis boer foreligge. Fristens formaal er ifoelge Kommissionen at angive det tidspunkt, fra hvilket der vil kunne indledes en sag mod Kommissionen som foelge af dennes passivitet. Derimod kan en overskridelse af fristen ikke paavirke indholdet af selve beslutningen og saaledes heller ikke medfoere dennes ugyldighed.
Det er selvsagt beklageligt, at det ikke var muligt for Kommissionen at traeffe de paagaeldende beslutninger inden for den af Raadet fastsatte tidsfrist, og man kan med rimelighed stille spoergsmaalstegn ved det hensigtsmaessige i at fastsaette tidsfrister, hvis der ikke er knyttet retsvirkninger til deres ikke-overholdelse. Man maa vist erkende, at et passivitetssoegsmaal mod Kommissionen inden for det her omhandlede retsomraade er et retsmiddel af begraenset effektivitet.
Disse betragtninger er dog naturligvis ikke tilstraekkelige som grundlag for at antage, at Kommissionens manglende respekt af fristen har den af sagsoegerne paastaaede retsvirkning.
Foelgende betragtninger er efter min mening afgoerende for en stillingtagen til sagsoegernes anbringende.
Forordning nr. 4028/86 angiver ikke nogen retsvirkninger af en overskridelse af den i artikel 16 indeholdte frist. Dette er af betydning, fordi den almindelige regel maa vaere den, at der ikke til en fristoverskridelse kan knyttes de af sagsoegerne paastaaede meget vidtgaaende retsvirkninger, medmindre faellesskabslovgiveren udtrykkeligt har bestemt dette. Dette udgangspunkt bekraeftes af det forhold, at der findes tilfaelde, hvor der i forordninger udtrykkeligt er knyttet de af sagsoegerne paastaaede retsvirkninger til overskridelse af en frist, inden for hvilken Kommissionen skal traeffe en beslutning (4).
Spoergsmaalet er imidlertid, om fristoverskridelser under saerlige og tungtvejende omstaendigheder kan tillaegges saadanne retsvirkninger, uanset dette ikke er udtrykkeligt angivet, og i givet fald om saadanne omstaendigheder foreligger paa det her omhandlede omraade.
Domstolen har haft lejlighed til at tage stilling til et saadant spoergsmaal i sin dom af 27. januar 1988 (sag 349/85, Danmark mod Kommissionen, Sml. s. 169). Artikel 5 i forordning nr. 729/70 om finansiering af den faelles landbrugspolitik fastsaetter en etaarsfrist for Kommissionens regnskabsafslutning, hvilken frist Kommissionen havde overskredet. Domstolen udtalte foelgende:
"... Da der ikke er knyttet nogen sanktioner til en manglende overholdelse af fristen, kan denne ° naar henses til karakteren af beslutninger om afslutning af regnskaber, hvis vaesentligste formaal er at sikre, at de af de nationale myndigheder afholdte udgifter er blevet udbetalt i overensstemmelse med de faellesskabsretlige regler ° kun anses som en ordensforskrift, medmindre en medlemsstats interesser herved kraenkes." (5) (Praemis 19).
Heraf kan efter min opfattelse udledes, at retsvirkningerne af en efter dens ordlyd "usanktioneret" fristbestemmelse maa fastsaettes i lyset af karakteren af og formaalet med den beslutning, som skal traeffes inden for den paagaeldende frist, og at der efter omstaendighederne vil kunne tages konkrete hensyn til en adressat, hvis interesser er blevet kraenket.
Hvad angaar formaalet med Kommissionens beslutninger om ydelse af tilskyndelsespraemie angiver praeamblen til forordning nr. 4028/86 foelgende:
"... da Faellesskabet desuden har mangel paa fiskerivarer, er det noedt til at soege at udvide sine forsyningskilder, bl.a. gennem en foroegelse af sine fiskerimuligheder og en udvidelse af aktiviteterne inden for akvakulturen; ...
...
det er ligeledes noedvendigt at opretholde eller endog forbedre fiskerimulighederne uden for de farvande, der er omfattet af Faellesskabets fiskeriforskrifter; dette maal kan naas ved hjaelp af en direkte faellesskabsstoette til projekter for forsoegsfiskeri eller faellesforetagender".
Formaalet med forsoegstogterne er saaledes at udvide Faellesskabets fiskerimuligheder og dermed dettes forsyningskilder. Det er til varetagelse af dette formaal, at Kommissionen skal traeffe beslutning om ydelse af tilskyndelsespraemie. Tilskyndelsespraemierne tilsigter ikke at udgoere finansiel stoette til betraengte dele af fiskerisektoren, og der bliver ikke i forbindelse med en beslutning om ydelse af tilskyndelsespraemie foretaget en vurdering af behovet hos modtageren. Tilskyndelsespraemierne har ° som navnet antyder ° alene til formaal at motivere modtageren til at foretage visse handlinger i Faellesskabets interesse.
Det er min opfattelse, at der ikke af det saaledes beskrevne formaal kan udledes noget argument for at tillaegge fristen den af sagsoegerne paaberaabte retsvirkning.
Sagsoegerne har som naevnt gjort gaeldende, at der er et saerligt hensyn at tage til ansoegere om stoette til forsoegstogter, i og med forsoegstogterne med de hermed forbundne udgifter kan vaere paabegyndt inden Kommissionens beslutningsfrist udloeber, hvilket er udtrykkeligt forudsat i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1871/87.
Dette synspunkt maa afvises. Artikel 3, stk. 2, er formuleret negativt i den forstand, at bestemmelsen har til formaal at udelukke ydelse af stoette til forsoegstogter, der er paabegyndt inden registrering af ansoegningen i Kommissionen. Bestemmelsen forudsaetter med andre ord ikke generelt et system, hvorefter togterne paabegyndes, inden Kommissionens beslutning foreligger.
En stoetteansoeger, som paabegynder sit togt, inden Kommissionen har truffet sin beslutning, handler for egen regning og risiko. Det maa vaere ubestrideligt, at Kommissionen kan afslaa stoetteansoegningen inden for tomaanedersfristen, ogsaa selv om fisketogtet er paabegyndt. Der ses ikke at vaere tungtvejende grunde til at antage, at ansoegernes retsstilling radikalt skulle forbedres, naar tomaanedersfristen overskrides. Ansoegerne maa have vaeret klar over, at de loeb en risiko ved at paabegynde togterne, inden Kommissionens beslutning forelaa.
Sagsoegerne paabegyndte deres forsoegstogter umiddelbart efter indgivelsen af stoetteansoegningerne, dvs. naesten to maaneder foer en beslutning kunne forventes at foreligge. Kun ca. tre uger efter fristens udloeb modtog sagsoegerne Kommissionens tilkendegivelse af, at projekter af denne type ikke laengere ville modtage stoette (Kommissionens brev er dateret den 25.4.1990, dvs. ti dage efter fristens udloeb, men haevdes foerst at vaere modtaget den 7.5.1990). Sagsoegernes faktiske situation ses med andre ord ikke at have vaeret stort anderledes, saafremt Kommissionens beslutning havde vaeret rettidig og dermed uangribelig.
Der foreligger saaledes ikke i relation til den foreliggende frist saadanne saerlige og tungtvejende omstaendigheder, der kan begrunde, at der i mangel af udtrykkelige bestemmelser herom knyttes den paastaaede meget indgribende retsvirkning til manglende respekt af den fastsatte tidsfrist. Det er derfor min opfattelse, at en overskridelse af fristen ikke i sig selv kan bevirke beslutningernes ugyldighed.
b) Handlede Kommissionen i strid med forordning nr. 4028/86 ved at finde, at sagsoegerne ikke opfyldte betingelserne for at modtage tilskyndelsespraemie?
Sagsoegerne goer gaeldende, at Kommissionens beslutninger er ugyldige efter deres indhold, idet deres ansoegninger opfyldte betingelserne for, at der kunne ydes tilskyndelsespraemie. Deres vaesentligste argument herfor er, at Kommissionen efter at have ydet stoette i 1989, ikke i 1990 ° kun seks maaneder efter de foerste positive beslutninger ° kunne komme til det modsatte resultat i forbindelse med ansoegninger, der vedroerte fisketogter, som i alt vaesentligt svarede til de i 1989 foretagne.
Jeg er ikke i tvivl om, at Kommissionen ved sine beslutninger har handlet inden for graenserne af det skoen, den maa have ved administration af stoetteordningen.
Kommissionen begrundede i beslutningerne af 6. juni 1990 sine afslag med foelgende betragtninger:
"... Faellesskabets fiskere kender forekomsterne i dette omraade; ogsaa resultaterne af togterne i det paagaeldende omraade kendes, og der er ikke grundlag for et forsoegstogt med henblik paa at vurdere, om regelmaessig og varig udnyttelse af fiskeressourcerne i dette omraade vil vaere rentabel;
foelgelig opfylder dette forsoegstogt ikke betingelserne for finansiel faellesskabsstoette, navnlig ikke betingelserne i artikel 14, stk. 2, litra c), i forordning (EOEF) nr. 4028/86 ...".
Artikel 14, stk. 2, litra c), i forordningen stiller krav om, at projekter vedroerende forsoegstogter skal "vedroere fiskeriomraader, hvis anslaaede fiskepotentiel paa laengere sigt sandsynliggoer en stabil og rentabel udnyttelse". Som det fremgaar har Kommissionen i sit afslag paa at yde stoette henvist til, at denne betingelse ikke er opfyldt. Der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt det er korrekt, at denne betingelse ikke er opfyldt. Men det fremgaar imidlertid ogsaa af Kommissionens begrundelse, at afslaget foerst og fremmest har sin baggrund i det forhold, at det paagaeldende omraade er blevet tilstraekkeligt udforsket. Kommissionen har som naevnt oplyst, at der i aarene 1987-1989 er udfoert i alt 42 projekter, hvoraf de 25 angik forsoegstogter i det sydvestlige Atlanterhav og vedroerte de samme fiskearter.
I et omraade, der er tilstraekkeligt udforsket, opfylder et fisketogt ikke den grundlaeggende betingelse efter forordningen for at vaere et "forsoegstogt", nemlig at foregaa "med henblik paa at vurdere, om regelmaessig og varig udnyttelse af fiskeressourcerne i dette omraade vil vaere rentabel". Da Kommissionen efter artikel 14 kun "yder finansiel faellesskabsstoette til projekter vedroerende forsoegstogter", kan Kommissionen ikke yde stoette til fiskeri i omraader, som efter dens skoen er tilstraekkeligt udforsket.
At Kommissionen paa et givet tidspunkt vil vaere noedt til at give afslag paa stoette til projekter, der ganske ligner tidligere stoetteprojekter, er en logisk konsekvens af, at der er tale om forsoegstogter.
Sagsoegerne goer endvidere gaeldende, at det af artikel 14, stk. 3, i forordningen foelger, at der "med henblik paa at skabe grundlag for en stabil og varig udnyttelse" af et omraade, maa ydes tilskyndelsespraemie til flere forsoegstogter i traek. Efter sagsoegernes opfattelse er Kommissionens beslutninger i strid med denne bestemmelse, fordi de giver sagsoegerne afslag paa deres ansoegninger om tilskyndelsespraemie til yderligere projekter for forsoegsfiskeri i samme omraade.
Synspunktet maa afvises. For det foerste omhandler bestemmelsen efter dens udtrykkelige ordlyd ikke spoergsmaalet om at yde tilskyndelsespraemie til flere projekter i traek, men om at lade et og samme projekt omfatte flere forsoegstogter, hvilket ikke er paa tale i de foreliggende tilfaelde. For det andet anvender bestemmelsen ordet "kan" og ikke "skal", og det er saaledes overladt til Kommissionen at vurdere, hvorvidt det er formaalstjenligt at lade et projekt omfatte flere togter.
Sagsoegerne ses ikke i oevrigt at have anfoert andre forhold, der berettiger til at antage, at Kommissionen har overskredet graenserne for sit skoen.
Sagsoegerne har i deres processkrifter gjort gaeldende, at der foreligger magtfordrejning. Sagsoegerne har imidlertid efter min opfattelse intet fremfoert, som berettiger til en saadan antagelse. De argumenter, som sagsoegerne fremfoerer i denne forbindelse, relaterer sig efter min opfattelse snarere til spoergsmaalet, om der er sket en kraenkelse af princippet om den berettigede forventning, og vil derfor blive behandlet nedenfor.
c) Retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning
Kommissionen har henvist til, at visse af sagsoegernes anbringender foerst udtrykkeligt er behandlet i replikkerne. Dette gaelder navnlig anbringenderne om, at Kommissionen ved sine beslutninger har kraenket retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning.
Det kan overvejes, om disse anbringender maa afvises i medfoer af procesreglementets artikel 42, stk. 2, som vaerende for sent fremsat.
Af Domstolens praksis, se bl.a. dom af 15. december 1961 (forenede sager 19/60 og 21/60, 2/61 og 3/61, Société Fives Lille Cail m.fl. mod Den Hoeje Myndighed for Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, Sml. 1954-1964, s. 269, org. ref.: Rec. s. 559), og af 30. september 1982 (sag 108/81, Amylum mod Raadet, Sml. s. 3107), foelger det, at et anbringende er nyt, naar det hverken direkte eller indirekte er naevnt i staevningen.
Det er min opfattelse, at sagsoegerne i deres staevninger indirekte henviser til de naevnte principper, i og med sagsoegerne heri kritiserer Kommissionen for at have aendret kriterier efter beslutningsfristens udloeb. Sagsoegerne goer saaledes i deres staevninger gaeldende, at "den retlige vildfarelse skyldes ... det forhold, at Kommissionen mener, at den ... kan stoette sig paa kriterier, vedtaget efter udloebet af den naevnte frist" (6), at "Kommissionen ved udloebet af fristen ... paa grundlag af de nye kriterier, som den vedtog den 6. juni 1990, som foelge af en alvorlig mangel paa fremsyn ville aendre vaesentligt i programmet for det omhandlede togt ..." (7), og at "Kommissionens fremgangsmaade, hvorefter den ... efter mere end fire maaneders forloeb ... meddelte, at den havde aendret opfattelse, navnlig at den ikke ydede stoette, selv om togtet allerede var paabegyndt ...".
Der er paa denne baggrund ikke tilstraekkelig anledning til at afvise de paagaeldende anbringender.
Princippet om den berettigede forventning bliver, saa vidt jeg kan se, argumenteret ud fra to synsvinkler.
For det foerste at Kommissionen i november 1989 gav stoette til et i det vaesentlige identisk projekt og i denne forbindelse gav udtryk for sin positive holdning til netop denne type projekter kombineret med, at sagsoegerne ikke inden for fristen modtog en negativ beslutning. Dette skabte ifoelge sagsoegerne en berettiget forventning om, at stoetten ville blive tildelt.
Hertil skal bemaerkes, at Domstolen i sin praksis har fastslaaet, at de erhvervsdrivende ikke kan have nogen berettiget forventning med hensyn til opretholdelsen af en bestaaende situation, som kan aendres ved beslutninger taget af faellesskabsinstitutionerne inden for rammerne af deres frie skoen (8). Jeg mener ikke, at det forhold, at Kommissionen paa et tidspunkt har udtalt sig positivt om en bestemt type forsoegstogter, skulle kunne begraense Kommissionens mulighed for af saglige grunde at aendre sin vurdering af, hvilken type projekter der tjener Faellesskabets interesse.
For det andet har sagsoegerne gjort gaeldende, at princippet om den berettigede forventning er kraenket, fordi Kommissionen foerst efter udloebet af fristen paa et moede i Den Staaende Fiskeristrukturkomité gav udtryk for, at man nu havde vurderet tidligere projekter af den paagaeldende type og var naaet til den konklusion, at det ikke fremover ville vaere formaalstjenligt at yde stoette til saadanne. Ved at lade denne holdning faa virkning ogsaa i relation til de af sagsoegerne anmeldte projekter, for hvilke beslutningsfristen allerede var udloebet, var der ifoelge sagsoegerne tale om at give aendrede kriterier tilbagevirkende kraft.
Hertil skal for det foerste bemaerkes, at der efter min opfattelse ikke er noget i de foreliggende sager, der tyder paa, at Kommissionen skulle have aendret kriterier for vurderingen af projekter for forsoegstogter. Realiteten er, at Kommissionen ved anvendelse af samme kriterier naaede til et andet resultat, fordi de faktiske omstaendigheder, nemlig maengden af allerede indsamlede oplysninger, i mellemtiden havde aendret sig. Som beskrevet i forbindelse med besvarelsen af spoergsmaal b), er det indlysende, at Kommissionen paa grundlag af de efter forordningen gaeldende kriterier paa et givet tidspunkt noedvendigvis maa kunne aendre holdning til nyttevaerdien af yderligere forsoegstogter i et omraade.
Endvidere bemaerkes det, at Kommissionen ikke kan vaere uberettiget til at aendre sin vurdering med virkning for allerede indkomne ansoegninger. Der er ikke grundlag for at opstille et krav om, at Kommissionen officielt skal fremkomme med forhaandstilkendegivelser om, hvorledes den vil udoeve sit skoen.
For saa vidt angaar retssikkerhedsprincippet i oevrigt, anfoerer sagsoegerne i deres processkrifter forskellige generelle betragtninger om, at faellesskabsretten skal vaere klar og forudsigelig og baseret paa regler, hvis anvendelse det er muligt at forudse. Jeg mener ikke, at retssikkerhedsprincippet, saaledes som det er anvendt i sagsoegernes argumentation, i disse sager har selvstaendig betydning ved siden af sagsoegernes argumentation paa grundlag af princippet om den berettigede forventning.
Sagsoegernes oevrige paastande
Sagsoegerne har paastaaet Kommissionen tilpligtet at anerkende disses ret til at modtage tilskyndelsespraemie.
Paastanden maa afvises allerede, fordi Domstolen ikke har kompetence til at paakende et saadant anerkendelsessoegsmaal.
Endelig har sagsoegerne nedlagt paastand om erstatning. Da de trufne beslutninger efter min opfattelse ikke kan anses for retsstridige, maa Kommissionen allerede af denne grund frifindes.
Forslag til afgoerelse
Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at afvise sagsoegernes paastand om anerkendelse af deres ret til at modtage tilskyndelsespraemie, at frifinde sagsoegte for sagsoegernes oevrige paastande og at lade sagsoegerne baere sagens omkostninger.
(*) Originalsprog: dansk.
(1) ° EFT L 376, s. 7.
(2) ° EFT L 180, s. 1.
(3) ° Sagsoegerne paaberaaber sig i denne forbindelse Domstolens dom af 10.7.1980 (sag 32/79, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 2403). Det blev i denne sag bl.a. gjort gaeldende, at Det Forenede Kongerige havde undladt at opfylde sin forpligtelse til at gennemfoere forordning nr. 1779/77 ved hjaelp af retligt fastsatte og offentliggjorte foranstaltninger. Domstolen udtalte foelgende: ... Denne forpligtelse til at indfoere retligt virksomme gennemfoerelsesbestemmelser, som alle beroerte parter kan goere sig bekendt med, er navnlig velbegrundet paa et omraade som havfiskeriet, hvis udoevelse kun kan organiseres inden for rammerne af fangstaar, som fastlaegges paa forhaand; kravet om klare retsforhold er endog saerligt paatraengende paa et omraade, hvor enhver usikkerhed indebaerer fare for, at der opstaar episoder, og for at saerdeles alvorlige sanktioner bringes i anvendelse (praemis 46).
(4) ° En fristbestemmelse af denne type var f.eks. genstand for Domstolens dom af 22.9.1988 (sag 148/87, Frydendahl Pedersen mod Kommissionen, Sml. s. 4993). Sagen vedroerte gyldigheden af en beslutning truffet af Kommissionen og rettet til den danske regering, hvori Kommissionen udtalte, at der ikke var grundlag for at godtgoere visse importafgifter erlagt af sagsoegeren. Artikel 7 i forordning nr. 1575/80 har foelgende ordlyd: Saafremt Kommissionen ikke inden for den i artikel 5 omhandlede frist har truffet afgoerelse eller ikke inden for den i artikel 6 omhandlede frist har meddelt den paagaeldende medlemsstat nogen afgoerelse, imoedekommer den besluttende myndighed ansoegningen. Domstolen annullerede herefter den af Kommissionen trufne beslutning under henvisning til, at denne ikke var truffet inden udloebet af den foreskrevne frist, og at Kommissionens forsoeg paa at omgaa fristen var udtryk for en i det hele mangelfuld sagsbehandling.
(5) ° Se ligeledes Domstolens domme af 10.7.1990 (sag C-259/87, Graekenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2845, sag C-334/87, Sml. I, s. 2849, og sag C-335/87, Sml. I, s. 875).
(6) ° Staevningen, s. 18.
(7) ° Staevningen, s. 21.
(8) ° Se bl.a. Domstolens dom af 17.6.1987 (forenede sager 424/85 og 425/85, Frico mod Voedselvoorzienings In- en Verkoopbureau, Sml. s. 2755, praemis 33), hvor Domstolen udtalte foelgende: ... Da Kommissionen konstaterede, at der i medlemsstater med lavt renteniveau skete en betydelig privat oplagring af smoer, var den fuldt berettiget til at vurdere situationen anderledes end adskillige maaneder tidligere. I henhold til Domstolens faste praksis, ... kan de erhvervsdrivende ikke have nogen berettiget forventning med hensyn til opretholdelsen af en bestaaende situation, som kan aendres ved beslutninger taget af faellesskabsinstitutionerne inden for rammerne af deres frie skoen. Enhver fornuftig og omhyggelig erhvervsdrivende burde derfor have taget i betragtning, at der kunne ske en nedsaettelse af den faelles rentesats ... .
Full & Egal Universal Law Academy