Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Denne sag er blevet forelagt Domstolen i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 af Tribunal de paix de Papeete (Fransk Polynesien). Sagsoegeren i hovedsagen, Leplat, har nedlagt paastand om tilbagebetaling af forskellige afgifter, som han maatte betale, da han den 26. juli 1988 indfoerte en vogn af maerket Mercedes fremstillet i Forbundsrepublikken Tyskland til Fransk Polynesien. Sagen drejer sig om, hvilken virkning Traktatens artikel 133 har under disse omstaendigheder.
Sagens baggrund
2. Inden jeg beskaeftiger mig med de af den forelaeggende ret rejste spoergsmaal, finder jeg det hensigtsmaessigt at se paa forholdet mellem medlemsstaterne og territorier som Fransk Polynesien. Det fremgaar af den syvende betragtning i praeamblen til EOEF-Traktaten, at medlemsstaterne er sindet "at bekraefte den solidaritet, der knytter Europa og de oversoeiske lande sammen" og oensker at sikre disse lande oeget velstand "i overensstemmelse med grundsaetningerne i De Forenede Nationers pagt". Faellesskabets virke indebaerer derfor ifoelge Traktatens artikel 3, litra k), blandt andet ogsaa "associering af de oversoeiske lande og territorier med henblik paa at foroege samhandelen og paa i faellesskab at fremme den oekonomiske og sociale udvikling". Den saerlige associeringsordning, som skal indfoeres ifoelge disse bestemmelser, omhandles naermere i Traktatens fjerde del [artikel 131-136 a)], og de oversoeiske lande og territorier, som er omfattet af ordningerne, er i medfoer af artikel 227, stk. 3, opregnet i listen i bilag IV til Traktaten. Et af disse territorier er Fransk Polynesien.
3. I henhold til artikel 131, stk. 2, "er formaalet med associeringen at fremme den oekonomiske og sociale udvikling i disse lande og territorier og at oprette naere oekonomiske forbindelser mellem disse og Faellesskabet som helhed". En af de maader, hvorpaa dette maal skulle naas, var ved at liberalisere samhandelen mellem landene og territorierne og medlemsstaterne. Dette skulle ske paa grundlag af et forbud mod forskelsbehandling, idet hvert land eller territorium "i sin samhandel med medlemsstaterne og de oevrige lande og territorier anvender samme regler, som den anvender over for den europaeiske stat, med hvilken det opretholder saerlige forbindelser" (artikel 132, stk. 2).
4. Artikel 133 omhandler afskaffelsen af tolden mellem medlemsstaterne og landene og territorierne. Bestemmelsen har foelgende ordlyd:
"1. Varer med oprindelse i disse lande og territorier nyder ved indfoersel til medlemsstaterne godt af den fuldstaendige afskaffelse af tolden mellem medlemsstaterne, som gradvis finder sted i overensstemmelse med denne Traktats bestemmelser.
2. Ved indfoersel i hvert af disse lande eller territorier ophaeves den told, der paalaegges varer fra medlemsstaterne og de oevrige lande og territorier, gradvis i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 12, 13, 14, 15 og 17.
3. Disse lande og territorier kan dog opkraeve saadan told, som er noedvendig for deres udvikling og industrialisering, eller som er finanstold og har til formaal at skaffe midler til deres offentlige budgetter.
De i foregaaende afsnit naevnte toldsatser nedsaettes dog gradvis, til de har samme niveau som dem, der paalaegges varer, der hidroerer fra den medlemsstat, med hvilken det paagaeldende land eller territorium opretholder saerlige forbindelser. De procentsatser og det tempo for nedsaettelser, som er fastsat i denne Traktat, finder tilsvarende anvendelse paa forskellen mellem den told, der ved indfoersel i landet eller territoriet paalaegges en vare hidroerende fra en medlemsstat, som opretholder saerlige forbindelser med dette land eller territorium, og den told, som paalaegges samme vare, naar den hidroerer fra en anden stat i Faellesskabet.
4. Stk. 2 finder ikke anvendelse paa de lande og territorier, der som foelge af saerlige internationale forpligtelser allerede ved denne Traktats ikrafttraeden anvender en toldtarif, der ikke hjemler forskelsbehandling.
5. Indfoerelse eller aendring af toldsatser for varer, der indfoeres i disse lande og territorier, maa hverken retligt eller faktisk foere til direkte eller indirekte forskelsbehandling af varer, der hidroerer fra forskellige medlemsstater."
5. For den foerste periode paa fem aar efter Traktatens ikrafttraeden blev de naermere bestemmelser vedroerende disse landes og territoriers associering med Faellesskabet fastlagt i en til Traktaten knyttet gennemfoerelseskonvention i henhold til artikel 136, stk. 1. Disse naermere bestemmelser er i tiden derefter blevet fornyet periodevis ved en raekke afgoerelser, som Raadet har vedtaget i medfoer af artikel 136, stk. 2, hvori bestemmes: "Inden udloebet af den i foregaaende stykke naevnte gennemfoerelseskonvention vedtager Raadet, med udgangspunkt i de opnaaede resultater og paa grundlag af de principper, der er nedfaeldet i denne Traktat, enstemmigt de bestemmelser, der skal gaelde for en ny periode."
6. Den paa det for sagen relevante tidspunkt gaeldende afgoerelse var afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986 (EFT L 175, s. 1). Afgoerelsen fastsaetter forskellige bestemmelser for indfoersler fra landene og territorierne til Faellesskabet og for indfoersler fra Faellesskabet til landene og territorierne. Saaledes bestemmer afgoerelsens artikel 70, stk. 1, at "Varer med oprindelse i landene og territorierne fritages for told og afgifter med tilsvarende virkning ved indfoersel i Faellesskabet". Med hensyn til indfoersler fra Faellesskabet til landene og territorierne anerkender afgoerelsens praeambels tredje betragtning dog, at "landenes og territoriernes udviklingsbehov samt behovet for at fremme deres industrielle udvikling retfaerdiggoer, at muligheden for at opkraeve told og indfoere kvantitative restriktioner bevares". Afgoerelsens artikel 74, stk. 1, bestemmer derfor, at "De kompetente myndigheder i et land eller territorium kan, for saa vidt angaar indfoersel af varer med oprindelse i Faellesskabet eller andre lande og territorier, opretholde eller indfoere told eller kvantitative restriktioner, der skoennes noedvendige under hensyntagen til det paagaeldende lands eller territoriums oejeblikkelige udviklingsbehov."
Faktiske omstaendigheder
7. Det beloeb, som Leplat maatte betale ved indfoerslen af hans vogn til Fransk Polynesien, udgjorde i alt 1 143 525 FCP (1), som har en vaerdi paa ca. en tyvendedel af en fransk franc. Beloebet var saaledes sammensat:
a) 892 000 FCP i form af fiskal indfoerselsafgift ("droit fiscal d' entrée"). Disse afgifter er paa samme maade som told i snaever forstand paalagt alle indfoerte varer uanset deres oprindelse.
b) 223 000 FCP i ny social solidaritetsafgift ("taxe nouvelle de solidarité pour la protection sociale"). Denne afgift er paalagt visse varer, der indfoeres til Fransk Polynesien, og opkraeves af toldvaesenet. Afgiftsindtaegterne anvendes til at finansiere Fonds d' action sanitaire, sociale et familiale og Office territorial de l' action sociale et de solidarité.
c) 27 875 FCP i havnepenge ("droit de péage"). Denne afgift anvendes til at finansiere de forskellige serviceydelser i Papeete' s havn, som ifoelge den franske regering er ansvarlig for fordelingen af indfoerslerne blandt de 125 oeer, som udgoer de fem oegrupper spredt over fire millioner kvadratkilometer, der er territoriet for Fransk Polynesien.
d) 650 FCP i statistikafgift ("taxe de statistiques"), som er paalagt alle varer produceret i Fransk Polynesien, saavel som alle varer, der indfoeres til eller udfoeres fra omraadet. Afgiften anvendes til at finansiere den lokale statistiktjeneste.
8. Leplat har ikke indgivet indlaeg til Domstolen, men har under hovedsagen tilsyneladende gjort gaeldende, at disse afgifter ikke er told i snaever forstand. Han har i stedet gjort gaeldende, at de udgoer afgifter med tilsvarende virkning som told. Den forelaeggende ret forekommer at have lagt denne klassificering til grund. De parter, som har indgivet skriftlige indlaeg, har derfor i det omfang, de har behandlet spoergsmaalet, lagt til grund, at de omtvistede afgifter ikke er told i snaever forstand, men afgifter med tilsvarende virkning. Det er af grunde, som jeg senere skal redegoere for, ikke paakraevet, at jeg tager stilling til, hvorledes de anfaegtede afgifter med rette boer klassificeres.
9. Ifoelge forelaeggelsesdommen har Leplat gjort gaeldende, at artikel 133 forbyder myndighederne i Fransk Polynesien at paalaegge afgifter med tilsvarende virkning som told paa indfoersler fra medlemsstaterne, som overstiger niveauet for den told, som paalagdes indfoersler fra Frankrig, da Traktaten traadte i kraft. Efter det oplyste var indfoersler fra Frankrig ikke paalagt told paa davaerende tidspunkt, selv om det ikke er fremfoert, at der paa nuvaerende tidspunkt paa nogen maade diskrimineres mellem indfoersler til Fransk Polynesien fra Frankrig og indfoersler fra andre steder i Faellesskabet. Selv om artikel 133 kun udtrykkelig henviser til told, haevder Leplat, at den maa fortolkes saaledes, at ogsaa afgifter med tilsvarende virkning er omfattet. For saa vidt som artikel 74, stk. 1, i afgoerelse 86/283 tillader landene og territorierne at indfoere saadanne afgifter efter Traktatens ikrafttraeden, har Leplat anfoert, at bestemmelsen er ugyldig, da den efter hans opfattelse er uforenelig med artikel 133.
10. Tribunal de paix har derfor forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse:
"1) Vedroerer bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 133, stk. 2 og 3, foranstaltninger med tilsvarende virkning som told?
2) Saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, kan de oversoeiske lande og territorier, der er associeret Faellesskabet, da opkraeve told eller andre afgifter ved indfoersel af varer med oprindelse i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab?
3) Saafremt det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, hvori bestaar da de oversoeiske landes og territoriers forpligtelser som foelge af formaalet i Traktatens artikel 133, stk. 3, vedroerende toldnedsaettelse?
4) Saafremt det andet spoergsmaal besvares benaegtende, er Raadets afgoerelser om de oversoeiske landes og territoriers associering, hvorefter disse har ret til at opretholde eller indfoere told af varer indfoert fra Faellesskabet, navnlig artikel 74 i afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986, da gyldige i forhold til Traktatens artikel 133 og 136?"
Formalitetsspoergsmaal
11. Da forelaeggelsen skete, var der tvivl om, hvorvidt retsinstanserne i Fransk Polynesien kunne goere brug af EOEF-Traktatens artikel 177. Det fremgaar imidlertid nu klart af Domstolens dom af 12. december 1990 (forenede sager C-100/89 og C-101/89, Kaefer og Procacci mod Frankrig), at der ikke laengere er tvivl om, at den forelaeggende ret har kompetence til at anvende artikel 177.
12. Domstolen fastslog ogsaa i Kaefer og Procacci-sagen, at enhver af bestemmelserne i afgoerelse 86/283, som var ubetingede og tilstraekkelig klare og praecise, havde umiddelbare retsvirkninger i landene og territorierne. Efter min opfattelse gaelder det samme princip for Traktatens artikel 133, selv om jeg af grunde, som jeg nedenfor skal redegoere for, ikke mener, at spoergsmaalet om umiddelbare retsvirkninger skal afgoeres i den foreliggende sag.
De forelagte spoergsmaal
13. De spoergsmaal, Domstolen har faaet forelagt, vedroerer to punkter. Det ene er, i hvilket omfang landene og territorierne har ret til at paalaegge told paa indfoersler fra medlemsstaterne efter Traktatens ikrafttraeden. Det andet punkt er spoergsmaalet, om udtrykket "told" i artikel 133 omfatter afgifter med tilsvarende virkning.
14. Med hensyn til det foerste spoergsmaal mener jeg, at det er klart, at landene og territorierne har ret til at paalaegge told paa indfoersler fra medlemsstaterne, forudsat at to betingelser er opfyldt. For det foerste maa de ikke diskriminere mellem de oevrige lande og territorier (artikel 132, stk. 2) eller mellem de forskellige medlemsstater (artikel 132, stk. 2, og artikel 133, stk. 5). For det andet skal enhver told, som landene og territorierne indfoerer, vaere told, som er "noedvendig for deres udvikling og industrialisering, eller som er finanstold og har til formaal at skaffe midler til deres offentlige budgetter" (artikel 133, stk. 3, foerste afsnit). At landene og territorierne baade kan opretholde og indfoere told, naar disse betingelser er opfyldt, fremgaar klart af ordlyden af artikel 133, stk. 3, foerste afsnit, og af begyndelsesordene i artikel 133, stk. 5, som er "Indfoerelse eller aendring af toldsatser ...". Det fremgaar klart af disse bestemmelser, at artikel 133 ikke opstiller et absolut forbud mod, at landene og territorierne paalaegger told paa indfoersler fra medlemsstaterne.
15. Det skal bemaerkes, at der er en lille forskel mellem den engelske version af foerste afsnit af artikel 133, stk. 3, og visse af de andre sproglige versioner. I den franske version f.eks. staar der "qui, de caractère fiscal" foer det, der svarer til "produce revenue for their budgets". I den tyske version staar der "als Finanzzoelle" paa dette sted. Det er sandsynligt, at den engelske oversaetter ansaa indholdet af den udeladte del af saetningen for at ligge i ordene "produce revenue for their budgets". Det skal bemaerkes, at den engelske ordlyd af Traktatens artikel 17 henviser til "customs duties of a fiscal nature". Hvad end grunden til denne forskel maatte vaere, mener jeg, at artikel 133, stk. 3, foerste afsnit, giver landene og territorierne lov til at paalaegge saavel beskyttelsestold som finanstold, forudsat at de ikke diskriminerer mellem medlemsstaterne og de andre lande og territorier.
16. At artikel 74 i afgoerelse nr. 86/283 bemyndiger landene og territorierne til at opretholde eller indfoere told, paavirker derfor ikke bestemmelsens gyldighed. Det skal dog bemaerkes, at artikel 74 ikke henviser til finanstold. Dette rejser spoergsmaalet, om det var hensigten at indskraenke den bemyndigelse, landene og territorierne er tillagt ved Traktatens artikel 133, stk. 3, foerste afsnit, og saafremt dette er tilfaeldet, om Raadet havde kompetence til at foretage en saadan indskraenkning.
17. Paa dette punkt adskiller afgoerelse 86/283' s ordlyd sig fra ordlyden i de tidligere afgoerelser. Baade artikel 2 i afgoerelse 64/349/EOEF (JO 1964, nr. 93, s. 1472) og artikel 3 i afgoerelse 70/549/EOEF (JO 1970 L 282, s. 83) bemyndigede landene og territorierne til at opretholde eller indfoere told og afgifter med tilsvarende virkning, som er noedvendige for deres udvikling, eller som har til formaal at skaffe midler til deres offentlige budgetter. Imidlertid omhandler artikel 5 i afgoerelse 76/568/EOEF (EFT 1976 L 176, s. 8) og artikel 6 i afgoerelse 80/1186/EOEF (EFT 1980 L 361, s. 1) ligesom artikel 74 i afgoerelse 86/283 kun told og kvantitative restriktioner, der af landene og territorierne skoennes noedvendige under hensyntagen til deres udviklingsbehov. Den bestemmelse, som gaelder for tiden, artikel 106, stk. 1, i afgoerelse 91/482/EOEF af 25. juli 1991 (EFT L 263, s. 1), har tilsvarende ordlyd.
18. Henvisningen til kvantitative restriktioner i de senere bestemmelser kan der for denne sags vedkommende ses bort fra, og jeg skal nedenfor komme tilbage til spoergsmaalet, om det kan tillaegges betydning, at der i de tidligere bestemmelser henvises til afgifter med tilsvarende virkning som told. Det spoergsmaal, som jeg her vil beskaeftige mig med, er, om det under den naervaerende sags omstaendigheder er relevant, at artikel 74 i afgoerelse 86/283 ikke udtrykkeligt bemyndiger landene og territorierne til at opretholde eller indfoere finanstold.
19. Havde det vaeret hensigten med bestemmelsen at indskraenke den bemyndigelse, landene og territorierne er tillagt i Traktatens artikel 133, stk. 3, foerste afsnit, og i afgoerelse 64/349 og 70/549, maatte man forvente, at en saadan hensigt klart var kommet til udtryk. En saadan hensigt fremgaar dog hverken af den dispositive del af afgoerelse 86/283 eller af dennes praeambel, jf. den i afsnit 6 ovenfor citerede relevante betragtning. De materielle bestemmelser i de to afgoerelser, som gjaldt umiddelbart forud for den her omhandlede, har tilsvarende ordlyd. Faktisk indeholder de tre afgoerelser ingen holdepunkter for, at landenes og territoriernes oekonomi var forbedret tilstraekkeligt til at begrunde en indskraenkning i deres ret til at paalaegge told paa indfoersler. Da Raadet ikke utvetydigt har givet udtryk for, at dette var dets hensigt, konkluderer jeg heraf, at et saadant resultat ikke var tilstraebt.
20. Jeg fortolker derfor artikel 74 i afgoerelse 86/283 saaledes, at den bemyndiger landene og territorierne til at opretholde eller indfoere told, som skoennes noedvendig under hensyntagen til deres udviklingsbehov eller for at skaffe midler til deres offentlige budgetter, forudsat at de ikke diskriminerer mellem medlemsstaterne og de oevrige lande og territorier. Jeg udelukker ikke muligheden af, at Raadet i medfoer af artikel 136, stk. 2, kan indskraenke den handlefrihed, landene og territorierne er tillagt ved artikel 133, men en saadan indskraenkning maatte under alle omstaendigheder begrundes korrekt i overensstemmelse med Traktatens artikel 190.
21. Jeg konkluderer derfor, at Traktatens artikel 133 bemyndiger landene og territorierne til at opretholde eller indfoere told paa de ovenfor anfoerte betingelser, og at artikel 74 i afgoerelse 86/283 er fuldt ud i overensstemmelse med artikel 133. Det ser desuden ikke ud til at have vaeret fremfoert, at de anfaegtede afgifter er diskriminerende, eller at de ikke er noedvendige for Fransk Polynesiens udvikling og industrialisering eller for at skaffe midler til dets offentlige budget. For saa vidt som de anfaegtede afgifter skal betragtes som told, foelger det heraf, at deres lovlighed ikke kan anfaegtes i medfoer af faellesskabsretten. Det foelger ogsaa heraf, at selv i tilfaelde af at artikel 133 fortolkes saaledes, at den omfatter afgifter med tilsvarende virkning, kan lovligheden af de anfaegtede afgifter ikke bestrides, da de i saa fald ogsaa ville vaere tilladte i medfoer af artikel 133 og afgoerelse 86/283. Det er derfor ikke strengt noedvendigt at afgoere, om artikel 133 skal fortolkes saaledes. Da de parter, som har indgivet indlaeg til Domstolen, bortset fra Raadet, imidlertid har beskaeftiget sig indgaaende med raekkevidden af henvisningen til told i artikel 133, anser jeg det for rigtigt, at jeg ogsaa tager stilling hertil.
22. Kommissionen og Det Forenede Kongeriges regering har gjort gaeldende, at artikel 133 kun omfatter told i snaever forstand, og at den ikke omfatter afgifter med tilsvarende virkning. Kommissionen har anfoert, at i de tilfaelde, hvor det var Traktatens ophavsmaends hensigt at behandle afgifter med tilsvarende virkning som told, er dette sket udtrykkeligt. At saadanne afgifter ikke er naevnt i artikel 133, maa derfor betragtes som holdepunkt for, at det var meningen, at de ikke skulle vaere omfattet. Selv om artikel 133, stk. 2, henviser til en raekke af Traktatens bestemmelser, som baade omfatter told og afgifter med tilsvarende virkning, er Kommissionen af den opfattelse, at henvisningen boer forstaas saaledes, at den er begraenset til artikel 133' s anvendelsesomraade eller med andre ord, at de naevnte traktatbestemmelser kun finder anvendelse, for saa vidt som de omhandler told i snaever forstand.
23. Det Forenede Kongeriges regering har understreget, at generaladvokat Roemer i sag 26/69 (Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1970, s. 97, org.ref.: Rec. 1970, s. 565, jf. s. 584) udtalte: "Det kan endvidere udledes af Traktatens artikel 133, at der kun er tale om afskaffelse af importtold, og afgifter med tilsvarende virkning som told er derfor end ikke omfattet". Det goeres endvidere gaeldende, at referencen i artikel 133, stk. 3, andet afsnit, til "de procentsatser og det tempo for nedsaettelser, som er fastsat i denne Traktat" kun er relevant, for saa vidt angaar told i snaever forstand. Ifoelge Det Forenede Kongeriges regering gaar denne henvisning paa tidsplanen for nedsaettelsen af told i Traktatens artikel 14. Tidsplanen for afskaffelsen af afgifter med tilsvarende virkning skulle Kommissionen fastsaette ved direktiver i medfoer af Traktatens artikel 13, stk. 2, men efter Det Forenede Kongeriges regerings opfattelse kan ordene i artikel 133, stk. 3, andet afsnit, ikke naturligt omfatte saadanne direktiver.
24. Fransk Polynesien og den franske og nederlandske regering har paa den anden side gjort gaeldende, at artikel 133 ikke alene finder anvendelse paa told, men ogsaa paa afgifter med tilsvarende virkning. De har alle anfoert, at artiklens gennemslagskraft i modsat fald ville blive vaesentligt begraenset. Fransk Polynesien og den franske regering har anfoert, at denne fortolkning stoettes af henvisningen i artikel 133, stk. 2, til "artikel 12, 13, 14, 15 og 17" i Traktaten, som kraever baade told og afgifter med tilsvarende virkning afskaffet. Desuden har den nederlandske regering gjort gaeldende, at forbuddet mod forskelsbehandling, som landene og territorierne skal overholde i medfoer af artikel 132, stk. 2, og artikel 133, stk. 5, ville blive tilsidesat, hvis de fortsat frit kunne paalaegge afgifter med tilsvarende virkning som told paa indfoersler fra medlemsstaterne og fra de oevrige lande og territorier.
25. Artikel 133' s affattelse er ikke et eksempel paa klarhed, men efter min opfattelse maa den fortolkes saaledes, at den ikke alene omfatter told, men ogsaa afgifter med tilsvarende virkning. Jeg anser det ikke for afgoerende, at der ikke udtrykkeligt henvises til afgifter med tilsvarende virkning: jf. forenede sager 37/73 og 38/73 (Diamantarbeiders mod Indiamex, Sml. 1973, s. 1609, isaer praemis 10 og 13). Efter min opfattelse anvendes udtrykket "told" i artikel 133 som et kort udtryk for "told og afgifter med tilsvarende virkning". En tilsvarende anvendelse af udtrykket findes i overskriften til Traktatens artikel 12-17, hvor der staar "Fjernelse af tolden mellem medlemsstaterne", selv om disse artikler ogsaa omhandler afgifter med tilsvarende virkning. Hvis bestemmelserne i artikel 133 kun omhandlede told, kunne de omgaas ved blot at indfoere afgifter, som uden at vaere told i snaever forstand alligevel havde samme virkning. Paa den maade ville artikel 133 blive virkningsloes. Dette kan kun forhindres ved at fortolke artikel 133 saaledes, at den ogsaa omfatter afgifter med tilsvarende virkning.
26. Denne fortolkning af artikel 133 kan finde stoette i ordlyden af artikel 132, som opregner formaalene med associeringen. Artikel 132, stk. 1, bestemmer, at "medlemsstaterne anvender i deres samhandel med disse lande og territorier samme regler, som de i henhold til denne Traktat anvender indbyrdes". Dette generelle formaal er konkretiseret i artikel 133, stk. 1. Selv om sidstnaevnte bestemmelse kun udtrykkeligt naevner told, er det klart, at medlemsstaterne hverken er berettiget til at indfoere told eller afgifter med tilsvarende virkning i deres samhandel. Heraf foelger, at artikel 133, stk. 1, kun kan gennemfoere det generelle formaal i artikel 132, stk. 1, saafremt udtrykket "told" i den foerstnaevnte bestemmelse forstaas saaledes, at det omfatter afgifter med tilsvarende virkning. Det er korrekt, at den forelaeggende rets spoergsmaal ikke vedroerer artikel 133, stk. 1, men artikel 133, stk. 2 og 3. Efter min mening kan det dog ikke med nogen rimelighed goeres gaeldende, at betydningen af udtrykket "told" varierer fra det ene stykke i artikel 133 til det andet.
27. Det Forenede Kongeriges regering anfoerte under retsmoedet, at en indskraenkning af artikel 133' s anvendelsesomraade til kun at omfatte told ikke fratager artiklen dens gennemslagskraft, men blot er i overensstemmelse med den rolle, artikel 136, stk. 2, har tildelt Raadet. Dette argument finder jeg ikke overbevisende, for det forklarer ikke, hvorfor Traktatens ophavsmaend skulle have oensket at fastsaette regler i artikel 133, som, mens de finder anvendelse paa told i snaever forstand, ikke omfatter afgifter med tilsvarende virkning som told.
28. Den opfattelse, som Fransk Polynesien og den franske og nederlandske regering har gjort gaeldende, har den vigtige fordel, at det er ufornoedent at gaa ind i en nytteloes diskussion om afgraensningen mellem told og afgifter med tilsvarende virkning. Dette er efter min opfattelse ikke i overensstemmelse med artikel 133' s ordlyd. Jeg kan ikke acceptere det af Kommissionen anfoerte om, at henvisningen i artikel 132, stk. 2, til Traktatens artikel 12 f. med rimelighed kan forstaas saaledes, at den er begraenset til told. Den maade, hvorpaa told og afgifter med tilsvarende virkning behandles i disse artikler, er snaevert forbundet, og efter min opfattelse ville det vaere kunstigt at forsoege paa at skille dem ad. Desuden skal det bemaerkes, at en af de naevnte artikler, artikel 13, bestaar af to stykker, hvoraf det foerste vedroerer told, og det andet afgifter med tilsvarende virkning. Det fremgaar af artikel 133, stk. 2, at begge stykker finder anvendelse paa landene og territorierne.
29. I modsaetning til det argument, som Det Forenede Kongeriges regering har fremfoert, mener jeg, at henvisningen i artikel 133, stk. 3, andet afsnit, til "de procentsatser og det tempo for nedsaettelser, som er fastsat i denne Traktat" baade kan omfatte tidsplanen for nedsaettelsen af told i artikel 14 og tidsplanen for afskaffelse af afgifter med tilsvarende virkning, som er forudsat i artikel 13, stk. 2. Som jeg netop bemaerkede, finder den sidstnaevnte bestemmelse anvendelse paa landene og territorierne i medfoer af artikel 133, stk. 2. Den rette fortolkning af artikel 133, stk. 3, kan ikke afhaenge af, om der faktisk blev udstedt saadanne direktiver, som vedroerer de af landene og territorierne indfoerte afgifter med tilsvarende virkning.
30. Det Forenede Kongeriges regering tillaegger det en vis betydning, at der er en forskel mellem artikel 70, stk. 1, i afgoerelse 86/283, der - som jeg allerede har anfoert - naevner afgifter med tilsvarende virkning som told, og afgoerelsens artikel 74, som kun naevner told. Det er gjort gaeldende, at henvisningen i artikel 70, stk. 1, til afgifter med tilsvarende virkning stoetter det synspunkt, at hverken i afgoerelse 86/283 eller i artikel 133 omfatter udtrykket "told" saadanne afgifter.
31. Det skal bemaerkes, at i lighed med artikel 70, stk. 1, henviser ogsaa artikel 75, stk. 1, i afgoerelse 86/283 til told og afgifter med tilsvarende virkning. Bestemmelserne, som i afgoerelserne forud for afgoerelse 86/263 svarede til artikel 70, stk. 1, henviser ogsaa til told og afgifter med tilsvarende virkning i forbindelse med de betingelser, hvorpaa varer fra landene og territorierne faar adgang til medlemsstaterne: jf. afgoerelse 64/349, artikel 1, stk. 1; afgoerelse 70/549, artikel 2, stk. 1; afgoerelse 76/568, artikel 2, stk. 1; afgoerelse 80/1186, artikel 3, stk. 1. Bestemmelserne i disse afgoerelser vedroerende landenes og territoriernes toldbehandling af varer med oprindelse i Faellesskabet eller i de oevrige lande og territorier udviser dog ikke samme grad af konsekvens. Artikel 2 i afgoerelse 64/349 og artikel 3 i afgoerelse 70/549 naevner i denne forbindelse told og afgifter med tilsvarende virkning, mens artikel 5 i afgoerelse 76/568 og artikel 6 i afgoerelse 80/1186 i lighed med artikel 74 i afgoerelse 86/283 kun naevner told.
32. Her goer det sig igen gaeldende, at praeamblerne til de nyere afgoerelser ikke giver nogen forklaring paa, at der i bestemmelserne om indfoersler til landene og territorierne er udeladt en henvisning til afgifter med tilsvarende virkning som told. Ordlyden i afgoerelse 86/283 giver i lighed med de tidligere afgoerelser efter min mening i det hoejeste et fingerpeg om, hvordan de paagaeldende institutioner kan have fortolket artikel 133 paa de paagaeldende tidspunkter. Den aendring i ordlyden, som blev foretaget, da afgoerelse 76/568 blev vedtaget, skyldtes muligvis blot et oenske om at bringe afgoerelsens ordlyd paa linje med Traktatens. Hvad end forklaringen til aendringen maatte vaere, er institutionernes meninger om, hvorledes artikel 133 korrekt boer fortolkes, selv dér hvor de fremgaar klart, hoejst argumenter med begraenset betydning og kan klart ikke binde Domstolen. Ordlyden af de relevante bestemmelser i afgoerelse 86/283 aendrer derfor ikke det resultat, som jeg er naaet til med hensyn til artikel 133' s anvendelsesomraade.
Sammenfatning
33. Jeg foreslaar derfor Domstolen at besvare de forelagte spoergsmaal saaledes:
"1) EOEF-Traktatens artikel 133 skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen finder anvendelse paa saavel told som afgifter med tilsvarende virkning som told.
2) De lande og territorier, som er omfattet af den saerlige associeringsordning i EOEF-Traktatens fjerde del, kan opkraeve told og afgifter med tilsvarende virkning af varer, der indfoeres fra medlemsstaterne og de oevrige lande og territorier, saafremt foelgende betingelser overholdes:
a) Tolden og afgifterne skal vaere noedvendige for disse landes og territoriers udvikling og industrialisering eller have til formaal at skaffe midler til deres offentlige budgetter, og
b) indfoerelsen af en saadan told eller saadanne afgifter maa ikke foere til retlig eller faktisk, direkte eller indirekte forskelsbehandling af varer, der hidroerer fra de forskellige medlemsstater eller de oevrige lande og territorier.
3) Gennemgangen af de forelagte spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 74 i Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986."
(*) Originalsprog: engelsk.
(1) - O.a.: Den i de franske oversoeiske territorier i Stillehavet gaeldende moentenhed.
Full & Egal Universal Law Academy