EUR-Lex -  61990CC0301 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 7. november 1991. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - SAERLIG JUSTERINGSKOEFFICIENT FOR MUENCHEN. - SAG C-301/90.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Kommissionen har i denne sag nedlagt paastand om delvis annullation i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173 af Raadets forordning (Euratom, EKSF, EOEF) nr. 2258/90 af 27. juli 1990 om korrigering af vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber og om tilpasning af justeringskoefficienterne for vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber (EFT L 204, s. 1). Kommissionen har kun paastaaet forordningen annulleret, for saa vidt der ikke herved er blevet fastsat en saerlig justeringskoefficient for loenningerne til det personale, der goer tjeneste i Muenchen.

Sagens baggrund

2. Kommissionen og Raadet har i nogen tid vaeret uenige om, hvorvidt der boer fastsaettes en saerlig justeringskoefficient for Muenchen, hvorimod det synes ubestridt, at leveomkostningerne i Muenchen er betydeligt hoejere end i resten af Tyskland (med undtagelse af Berlin). Som led i proceduren vedroerende den aarlige regulering af loenningerne foreslog Kommissionen i juni 1989, at der blev fastsat en saerlig justeringskoefficient for Muenchen, men Raadet fulgte ikke dette forslag. I juni 1990 forelagde Kommissionen Raadet et forslag til en forordning omfattende tre spoergsmaal, nemlig: a) en generel korrigering af EF-tjenestemaendenes loenninger, b) en tilpasning af justeringskoefficienterne for visse lande og c) en fastsaettelse af en saerlig justeringskoefficient for Muenchen. Det fremgik af droeftelsen af forslaget i De Faste Repraesentanters Komité, at der var et kvalificeret flertal paa de to foerste punkter, og at ingen delegationer stoettede forslagets tredje led. Kommissionen accepterede derfor at udskille det tredje spoergsmaal og forelaegge et saerskilt forslag paa dette punkt, som ikke blev fulgt af Raadet, mens der med hensyn til de to andre spoergsmaal skete en vedtagelse ved den anfaegtede forordning.

3. Det er vaerd herudover at bemaerke, at den manglende fastsaettelse af en saerlig justeringskoefficient for Muenchen foerte til, at en raekke tjenestemaend, der gjorde tjeneste i Muenchen, anlagde sag mod Kommissionen ved Retten i Foerste Instans. Sag T-134/89, Hettrich, blev afvist af Retten i Foerste Instans, og en appelsag verserer nu for Domstolen. Behandlingen af sag T-22/90, Brambilla, ved Retten i Foerste Instans er endnu ikke afsluttet.

De relevante bestemmelser og den relevante retspraksis

4. Tjenestemandsvedtaegtens artikel 64 lyder saaledes:

"Tjenestemandens vederlag udtrykt i belgiske francs, skal efter fradrag af de beloeb, der tilbageholdes i henhold til denne vedtaegt eller gennemfoerelsesforordninger til denne, korrigeres med en koefficient, der er over, under eller lig med 100%, afhaengig af de forskellige tjenestesteders levevilkaar.

Disse koefficienter fastsaettes af Raadet med kvalificeret flertal paa forslag af Kommissionen i henhold til artikel 48, stk. 2, andet afsnit, foerste led, i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og til artikel 118 i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske Atomenergifaellesskab. Justeringskoefficienten for vederlaget for de tjenestemaend, der goer tjeneste paa de steder, hvor Faellesskaberne har deres midlertidige saede, er den 1. januar 1962 lig med 100%."

5. Tjenestemandsvedtaegtens artikel 65 indeholder foelgende bestemmelser:

"1. Raadet undersoeger hvert aar loenningsniveauet for tjenestemaendene og de oevrige ansatte i Faellesskaberne. Denne undersoegelse sker i september paa grundlag af en faelles rapport fra Kommissionen, baseret paa et faelles indeks, der skal gengive situationen i hvert af Faellesskabernes lande pr. 1. juli, udarbejdet af De Europaeiske Faellesskabers Statistiske Kontor i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters statistiske kontorer.

Raadet undersoeger samtidig, om en tilpasning af vederlagene er rimelig inden for rammerne af Faellesskabernes oekonomiske og sociale politik. Der skal saerlig tages hensyn til eventuelle forhoejelser af det offentliges loenninger samt noedvendigheden af nyansaettelse.

2. I tilfaelde af en vaesentlig aendring i leveomkostningerne traeffer Raadet ... inden for en frist paa hoejst to maaneder afgoerelse om tilpasning af justeringskoefficienten, og eventuelt om dette skal ske med tilbagevirkende kraft.

3. Til gennemfoerelse af denne artikel skal Raadet med kvalificeret flertal efter forslag fra Kommissionen traeffe sin afgoerelse i henhold til artikel 148, stk. 2, andet afsnit, foerste led, i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og artikel 118 i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske Atomenergifaellesskab."

6. Afsnit II, punkt 1.1, i bilaget til Raadets afgoerelse 81/1061/Euratom, EKSF, EOEF af 15. december 1981 om aendring af metoden for tilpasning af vederlagene til tjenestemaend og oevrige ansatte i Faellesskaberne (EFT L 386, s. 6) indeholder foelgende bestemmelser:

"Udviklingen i leveomkostningerne

De Europaeiske Faellesskabers Statistiske Kontor udarbejder i samarbejde med medlemsstaternes nationale kontorer de faelles indekser, der goer det muligt at maale udviklingen i de prisstigninger, som rammer Faellesskabets tjenestemaend paa de forskellige tjenestesteder og saaledes at ajourfoere de geografiske korrektionskoefficienter i vedtaegtens artikel 64.

Hvert femte aar undersoeger De Europaeiske Faellesskabers Statistiske Kontor i samarbejde med medlemsstaternes statistiske kontorer, om forholdet mellem justeringskoefficienterne giver et korrekt billede af koebekraftaekvivalenserne mellem de vederlag, der udbetales til det personale, som goer tjeneste i medlemsstaternes hovedstaeder.

Der foretages en saadan undersoegelse paa de oevrige tjenesteder, naar objektive faktorer viser, at der er risiko for vaesentlige fordrejninger i forhold til de data, som er indsamlet i den paagaeldende medlemsstats hovedstad."

7. Tjenestemandsvedtaegtens artikel 64 og 65 har givet anledning til en raekke retssager. Forholdet mellem de to bestemmelser er af Domstolen blevet beskrevet paa foelgende maade i dommen i sag 194/80, Benassi mod Kommissionen (Sml. 1981, s. 2815):

"... den justeringskoefficient, der naevnes i vedtaegtens artikel 64, [skal] sikre alle tjenestemaend et vederlag med samme koebekraft uanset tjenestested. Derimod fremtraeder justeringskoefficienten i artikel 65 som et instrument, Raadet kan anvende ved tilpasningen af vederlagene for alle Faellesskabernes tjenestemaend og oevrige ansatte."

8. Indholdet af begrebet "tjenestested" i artikel 64 blev klargjort i en raekke domme, der blev afsagt i 1982. I dommen i sag 158/79, Roumengous Carpentier mod Kommissionen (Sml. s. 4379), udtalte Domstolen f. eks., at

"... for at overholde reglen i vedtaegtens artikel 64, hvorefter der skal tages hensyn til de forskellige 'tjenestesteders' levevilkaar, boer det paagaeldende udtryk ... forstaas paa en saadan maade, at det ikke kun angiver medlemsstaternes hovedstaeder, men de konkrete steder, hvor et tilstraekkeligt stort antal tjenestemaend og oevrige ansatte ved Faellesskaberne goer tjeneste".

I den naevnte raekke af domme fastslog Domstolen, at faellesskabsinstitutionerne havde vaeret forpligtet til at fastsaette en saerlig justeringskoefficient for personalet ved Det Faelles Forskningscenter i Ispra i provinsen Varese, hvor leveomkostningerne var 2,76% hoejere end i Rom.

Genstanden for sagen

9. Foer jeg gaar over til en droeftelse af sagens realitet, er det noedvendigt at tage stilling til et formelt spoergsmaal vedroerende karakteren af den omtvistede forordning, som Raadet har rejst. Raadet anfaegter, at Kommissionen paastaar forordning nr. 2258/90 annulleret, for saa vidt der ikke herved er blevet fastsat nogen saerlig justeringskoefficient for Muenchen. Det er rigtigt, at Kommissionens oprindelige forslag omfattede en fastsaettelse af en saerlig justeringskoefficient for Muenchen, men denne del af forslaget blev udskilt under forloebet af lovgivningsproceduren og fremsat som et saerskilt forslag. Denne udskillelse fandt sted, fordi det blev klart, at skete dette ikke, risikerede hele forslaget at blive afvist. Ifoelge Raadet burde annullationssoegsmaalet rettes mod beslutningen om ikke at vedtage det saerlige forslag om en justeringskoefficient for Muenchen i stedet for mod den forordning, der endelig blev udstedt. Til stoette herfor henviser Raadet til moedeprotokollen fra dets 1423. samling, der klart omtaler to selvstaendige forslag. Raadet goer ikke gaeldende, at den angivelige mangel med hensyn til soegsmaalets form boer foere til, at sagen afvises, men mener dog, at mangelen "for god ordens skyld" boer afhjaelpes.

10. Jeg behoever ikke at opholde mig laenge ved Raadets indsigelse. Det er ubestrideligt, at det kommissionsforslag, der til slut foerte til udstedelsen af forordning nr. 2258/90, indeholdt bestemmelse om en fastsaettelse af en saerlig justeringskoefficient for Muenchen, og at denne del af forslaget ved afslutningen af lovgivningsproceduren var sporloest forsvundet. Tidspunktet for og aarsagerne til bortfaldet i forordningsudkastet af bestemmelserne om en saerlig justeringskoefficient for Muenchen er uden relevans for det, Domstolen skal tage stilling til, og det er underordnet, hvorvidt annullationssoegsmaalet er rettet mod det forhold, at den udstedte forordning ikke indeholdt bestemmelse om en saadan justeringskoefficient, eller mod den omstaendighed, at der ikke blev truffet bestemmelse om denne justeringskoefficient i en selvstaendig retsakt. Det eneste problem, Domstolen skal tage stilling til, er, hvorvidt Raadet efter at vaere blevet forelagt Kommissionens forslag var forpligtet til at fastsaette en saerlig justeringskoefficient for Muenchen.

11. Man kunne bemaerke, at Raadet ikke har rejst indsigelse mod, at Kommissionen har anlagt sag i form af et annullationssoegsmaal paa grundlag af Traktatens artikel 173, selv om sagen i det vaesentlige angaar den omhandlede passivitet fra Raadets side, i hvilken forbindelse en sag i medfoer af artikel 175 maaske kan forekomme mere oplagt. Efter min opfattelse er det med rette, at sagen er anlagt paa grundlag af artikel 173. En sag i medfoer af artikel 175, der kun kan indbringes, efter at den paagaeldende institution forinden er blevet opfordret til at traeffe en beslutning og har undladt at tage stilling hertil, savner grundlag i et tilfaelde som det foreliggende, hvor Raadet har truffet en beslutning, men en beslutning, der angiveligt er retsstridig derved, at Raadet har undladt at vedtage en del af Kommissionens forslag. I et saadant tilfaelde er forholdet det, at selv om det maa anses for usaedvanligt at soege at opnaa en annullation af en forordning, for saa vidt denne ikke indeholder naermere angivne bestemmelser, vil indsigelser herimod kun kunne vaere af rent formel art. I realiteten er problemet det samme, uanset om en forordning er retsstridig, fordi den indeholder naermere angivne bestemmelser, eller fordi den ikke goer det. I denne sag goeres det gaeldende, at den anfaegtede forordning, der finder anvendelse paa alle EF-ansatte, indebaerer en forskelsbehandling af de EF-ansatte, der goer tjeneste i Muenchen. Om dette er resultatet af en saerlig bestemmelse eller af mangelen paa denne, er uden betydning. I begge tilfaelde kan selve den paagaeldende forordning efter min opfattelse anfaegtes ved Domstolen. Jeg mener saaledes, at Domstolen kan antage en saadan sag til realitetsbehandling paa grundlag af Traktatens artikel 173, og at den - saafremt den finder, at soegsmaalet er berettiget - kan annullere forordningen, for saa vidt denne ikke indeholder de paagaeldende bestemmelser. Der ligger da heller ikke noget ganske nyt i at annullere en retsakt, for saa vidt denne ikke indeholder en naermere angivet bestemmelse, jf. f.eks. dommen i sag 346/85, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen (Sml. 1987, s. 5197).

Sagens realitet

12. Kommissionen har fremsat fire selvstaendige anbringender: a) tilsidesaettelse af tjenestemandsvedtaegtens artikel 64, b) tilsidesaettelse af forpligtelsen til at angive begrundelsen for den anfaegtede retsakt, c) tilsidesaettelse af regler, som Raadet selv har opstillet for sin virksomhed, og d) tilsidesaettelse af det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling.

13. Da artikel 64 er baseret paa princippet om forbud mod forskelsbehandling (idet formaalet med bestemmelsen er at sikre, at tjenestemaend raader over den samme koebekraft, uanset tjenestested), maa det vaere logisk at undersoege det foerste og det fjerde anbringende under ét.

14. Kommissionen har under henvisning til de relevante bestemmelser og den tidligere naevnte retspraksis (punkt 4-8) gjort gaeldende, at to betingelser skal vaere opfyldt for, at der skal fastsaettes en saerlig justeringskoefficient for et andet tjenestested end den paagaeldende hovedstad:

a) et tilstraekkeligt stort antal tjenestemaend eller oevrige ansatte ved Faellesskaberne skal goere tjeneste det paagaeldende sted,

b) (jeg foretager her en omskrivning) der skal vaere en betydelig forskel i leveomkostningerne.

Raadet har udtrykkeligt tilsluttet sig denne opfattelse.

15. Parterne er ogsaa enige om, at det andet af de naevnte to kriterier er opfyldt i det foreliggende tilfaelde. Paa dette punkt kan der da heller ikke vaere megen tvivl. Det fremgik af prisundersoegelser gennemfoert af De Europaeiske Faellesskabers Statistiske Kontor i samarbejde med Statistisches Bundesamt, at leveomkostningerne i Muenchen i slutningen af 1987 var 8% hoejere end i Bonn, der dengang var - og i en stor del af den for sagen relevante periode vedblev at vaere - Forbundsrepublikkens hovedstad. Kommissionen har anfoert, at der for nylig er blevet indfoert en saerlig justeringskoefficient for Culham, naermere bestemt paa 99,3 i forhold til 103,9 for London, og for Berlin, naermere bestemt paa 109 i forhold til 99,3 for Bonn. Hertil kommer, at Domstolen i dommen i Roumengous Carpentier-sagen og de oevrige hermed forbundne domme antog, at en forskel paa 2,76% var tilstraekkelig til at begrunde en fastsaettelse af en saerlig justeringskoefficient. Det er efter min opfattelse uden betydning, at Domstolen herved henviste til tjenestemandsvedtaegtens artikel 65, stk. 2, og ikke - saaledes som man maaske kunne have forventet - til artikel 64.

16. Striden mellem parterne drejer sig om anvendelsen af det foerste af de to naevnte kriterier, dvs. kravet om, at et tilstraekkeligt stort antal tjenestemaend eller oevrige ansatte ved Faellesskaberne skal goere tjeneste paa det paagaeldende tjenestested, foer der bestaar en forpligtelse til at fastsaette en saerlig justeringskoefficient for dette. Begge parter har henvist til en administrativ praksis, hvorefter 50 tjenestemaend eller oevrige ansatte er blevet anset for tilstraekkeligt til at begrunde en fastsaettelse af en saerlig justeringskoefficient. Jeg vil omtale denne praksis som "50 personer-reglen". Selv om der i denne sag paa det relevante tidspunkt kun var 16 tjenestemaend og oevrige ansatte ved Faellesskaberne, som gjorde tjeneste i Muenchen, fandt Kommissionen alligevel, at der burde fastsaettes en saerlig justeringskoefficient for Muenchen, idet denne ogsaa ville gaelde for omkring 100 laerere ved Europaskolen i Muenchen. Selv om saadanne laerere ikke har status som EF-ansatte, tilpasses deres loenninger paa grundlag af de for EF-ansatte fastsatte justeringskoefficienter efter en beslutning fra Europaskolernes "OEverste Raad". Kommissionen har endvidere henvist til personalet ved Den Europaeiske Patentmyndighed. Dette personales loenninger vil ikke blive beroert af, at der fastsaettes en justeringskoefficient for EF-tjenestemaend, men Kommissionen finder disse embedsmaends tilstedevaerelse i Muenchen for relevant for saa vidt angaar spoergsmaalet om det antal personer, der statistisk boer inddrages, idet forbrugsmoensteret hos medarbejderne ved Den Europaeiske Patentmyndighed ligner forbrugsmoensteret hos EF-tjenestemaend, saaledes at der var tale om et tilstraekkeligt stort antal personer med de relevante indkomstforhold til, at der kunne gennemfoeres en undersoegelse vedroerende leveomkostningerne.

17. Kommissionen goer gaeldende, at 50 personer-reglen aldrig er blevet anset som udtryk for en bindende retlig norm. Ifoelge Kommissionen maa hensynet til den individuelle tjenestemands ret til det samme vederlag, uanset tjenestested, afvejes i forhold til omkostningerne og byrderne ved at gennemfoere prisundersoegelser med henblik paa at undersoege, om leveomkostningerne paa et tjenestested er vaesentligt hoejere end i hovedstaden. De to kriterier - dvs. spoergsmaalet om det antal personer, der goer tjeneste et bestemt sted, og spoergsmaalet om, i hvilket omfang leveomkostningerne dér er hoejere end leveomkostningerne i hovedstaden - maa begge inddrages. En saerlig stor forskel i leveomkostningerne vil kunne begrunde en fastsaettelse af en saerlig justeringskoefficient, ogsaa selv om faerre end 50 EF-ansatte vil blive beroert heraf (i hvert fald naar justeringskoefficienten rent faktisk vil faa betydning for andre personer som f.eks. laerere ved den paagaeldende Europaskole, saaledes at det samlede antal beroerte personer naar op over graensen paa 50). Tilsvarende kan en saerlig justeringskoefficient vaere begrundet i tilfaelde, hvor forskellen i leveomkostningerne er betydeligt mindre, saafremt det antal personer, der beroeres, er meget stort.

18. Raadet goer gaeldende, at selv om 50 personer-reglen aldrig blev formelt fastsat i en retsforskrift, var den ikke desto mindre udtryk for en praksis, som begge institutioner anerkendte, og som Kommissionen henviste til, da den afviste klagerne fra tjenestemaendene i Muenchen. Kommissionen er ikke fremkommet med nogen overbevisende argumenter til stoette for, at den etablerede praksis burde fraviges i det foreliggende tilfaelde. Navnlig savner det grundlag, at laererne ved Europaskolen i Muenchen burde inddrages i forbindelse med 50 personer-reglen, idet de ikke er EF-ansatte. Det er rigtigt, at tjenestemandsvedtaegtens artikel 64 er baseret paa ligebehandlingsprincippet, for saa vidt formaalet med bestemmelsen er at sikre, at EF-ansatte raader over den samme koebekraft, uanset tjenestested. Men man maa stille spoergsmaalstegn ved, om det er muligt at sikre en fuldstaendig ligebehandling paa dette omraade. Med henvisning til generaladvokat Capotorti' s forslag til afgoerelse i Roumengous Carpentier-sagen og de hermed forbundne sager (Sml. 1982, s. 4379, paa side 4412 f.) goer Raadet gaeldende, at faellesskabslovgiver blot er forpligtet til at sikre, "at der er en vaesentlig og rimelig overensstemmelse, og at man saaledes [kan anerkende] eventuelle mindre forskelle".

19. Min stillingtagen til disse spoergsmaal er foelgende: For det foerste mener jeg for det tilfaelde, at 50 personer-reglen maatte vaere et gyldigt kriterium, at dette ikke kan anses for opfyldt i denne sag, for saa vidt kun 16 EF-ansatte gjorde tjeneste i Muenchen paa det paagaeldende tidspunkt. I modsaetning til, hvad Kommissionen har givet udtryk for, kan jeg ikke se, hvorledes det er muligt i forbindelse med denne regel at inddrage laererne ved Europaskolen i Muenchen. Det kan godt vaere, at disse personer som anfoert af Kommissionen indirekte ville have draget fordel af en justeringskoefficient fastsat for EF-ansatte i Muenchen, som foelge af de retsregler, der regulerer deres ansaettelsesforhold. Men dette aendrer ikke noget ved, at de ikke er EF-ansatte. Der kan fremfoeres argumenter for at anse laerere ved Europaskolerne i Bruxelles og Luxembourg som EF-ansatte i visse henseender, da disse skoler blev oprettet med henblik paa at undervise boern af EF-ansatte, men det samme er ikke tilfaeldet med skolen i Muenchen, der ikke kan vaere blevet oprettet med det formaal at uddanne boern af de 16 EF-ansatte, der goer tjeneste i Muenchen.

20. Kommissionen har herudover henvist til tilstedevaerelsen i Muenchen af personalet ved Den Europaeiske Patentmyndighed og herved anfoert, at disse embedsmaends loenninger og forbrugsmoenster kan sammenlignes med, hvad der gaelder EF-ansatte. Disse personer betoed derfor, at der i Muenchen var et statistisk set tilstraekkeligt stort antal personer til, at det var muligt noejagtigt at foretage en ansaettelse af leveomkostningerne for EF-ansatte. Jeg finder heller ikke dette argument overbevisende. Er 50 personer-reglen et gyldigt kriterium, skyldes dette, at de administrative byrder, der er forbundet med at foretage en ansaettelse af leveomkostningerne et bestemt sted, ikke vil kunne retfaerdiggoeres, saafremt antallet af personer ligger under 50. Reglen blev ikke opstillet, fordi det statistisk er umuligt at foretage en noejagtig ansaettelse af leveomkostningerne et sted, hvor faerre end 50 internationale embedsmaend goer tjeneste. Dette fremgaar af, at der som anfoert af Kommissionen fastsaettes justeringskoefficienter for byer i ikke-medlemsstater, hvor kun ganske faa EF-ansatte goer tjeneste. Saadanne byer kan ikke alle antages at vaere saede for en international institution, der har et personale, som er tilstraekkeligt stor til, at der kan foretages en noejagtig sammenligning.

21. Selv om Kommissionen har soegt at faa sit standpunkt med hensyn til Muenchen til at harmonere med 50 personer-reglen, er det egentlige spoergsmaal i denne sag efter min opfattelse, hvorvidt denne regel er gyldig.

22. Det maa antages, at Kommissionen har udledt 50 personer-reglen (som Raadet har accepteret) af Domstolens domme i Roumengous Carpentier-sagen og de hermed forbundne sager. Som bekendt udtalte Domstolen heri, at henvisningen til "tjenestesteder" i tjenestemandsvedtaegtens artikel 64 skal forstaas saaledes, at begrebet "ikke kun angiver medlemsstaternes hovedstaeder, men de konkrete steder, hvor et tilstraekkeligt stort antal tjenestemaend og oevrige ansatte ved Faellesskaberne goer tjeneste". Selv om reglen tilsyneladende er blevet anvendt af Kommissionen og Raadet i naesten ti aar og er blevet benyttet som grundlag for at afvise klager fra tjenestemaend, kan reglen efter min opfattelse paa ingen maade antages at vaere bindende for faellesskabslovgiver. Reglen er blot udtryk for en praksis, som institutionerne kan - eller endog skal - fravige, saafremt omstaendighederne kraever det.

23. Det er rigtigt, at Domstolen i en raekke tilfaelde har udtalt, at har institutionerne vedtaget interne retningslinjer for deres administrative praksis i personalespoergsmaal, kan de ikke fravige disse, medmindre de angiver saerlige grunde, jf. f.eks. dommen i sag 190/82, Blomefield mod Kommissionen (Sml. 1983, s. 3981, paa s. 3993). Men Domstolen har begrundet dette med, at ligebehandlingsprincippet i modsat fald ville blive tilsidesat. I det foreliggende tilfaelde er spoergsmaalet, hvorvidt netop anvendelsen af den paagaeldende regel ville indebaere en tilsidesaettelse af dette princip. Hertil kommer, saaledes som Domstolen bemaerkede i domme i Blomefield-sagen, at retningslinjer af den naevnte art under ingen omstaendigheder maa medfoere en fravigelse af tjenestemandsvedtaegtens bestemmelser.

24. Det er efter min opfattelse aabenbart, at en anvendelse af 50 personer-reglen i hvert fald under visse omstaendigheder vil medfoere, at ligebehandlingsprincippet tilsidesaettes. Som Domstolen gjorde det klart i dommen i Benassi-sagen, er tjenestemandsvedtaegtens artikel 64 baseret paa dette princip. Formaalet med bestemmelsen er at sikre, at EF-ansattes faktiske vederlag ikke er forskelligt, alt efter tjenestestedet. Men er dette grundlaget for artikel 64, kan jeg vanskeligt se, at 50 personer-reglen kan vaere begrundet under omstaendigheder, hvor reglen resulterer i vilkaar, der er vaesentligt forskellige. Jeg finder det ganske uholdbart, at en individuel tjenestemands ret til at paaberaabe sig ligebehandlingsprincippet skulle forudsaette, at han maa dele skaebne som udsat for forskelsbehandling med mindst 49 andre tjenestemaend.

25. Det er rigtigt, at en laesning af Domstolens dom i Roumengous Carpentier-sagen kan give det indtryk, at der kun bestaar en forpligtelse til at fastsaette saerlige justeringskoefficienter for tjenestesteder, hvor et betragteligt antal personer goer tjeneste. Men det kan efter min opfattelse ikke antages, at Domstolens hensigt var at opstille en streng regel paa dette punkt, eller at skabe grundlag for en praksis, hvorefter der uden videre fastsaettes en saerlig justeringskoefficient for et tjenestested, hvor 50 eller flere tjenestemaend goer tjeneste, i alle tilfaelde, hvor der er en registrerbar forskel med hensyn til leveomkostningerne, samtidig med at det under alle omstaendigheder er udelukket at fastsaette en saerlig justeringskoefficient for et tjenestested, hvor faerre end 50 tjenestemaend goer tjeneste, ogsaa selv om forskellen i leveomkostningerne er meget vaesentlig. Jeg mener heller ikke, at generaladvokat Capotorti med sine bemaerkninger om "en vaesentlig og rimelig overensstemmelse" og om anerkendelse af "eventuelle mindre forskelle" var af den opfattelse, at det ville vaere lovligt at udsaette tjenestemaend paa visse tjenestesteder for grov forskelsbehandling, naar blot der er tale om et lille antal. Han mente blot, at der i forbindelse med tjenestemandsvedtaegtens artikel 64 kan ses bort fra mindre forskelle i leveomkostningerne, uden at ligebehandlingsprincippet derved tilsidesaettes. Som han anfoerte i samme afsnit, har faellesskabslovgiver ikke tilsigtet en retsstilling, hvorefter "loenningerne er fuldstaendig identiske". Endvidere ansaa han den forskel paa 2,76%, som der var spoergsmaal om i det paagaeldende tilfaelde, som en vaesentlig forskel, og Domstolen var af samme opfattelse (praemis 22 i dommen). Min opfattelse er den, at mens det kan vaere lovligt at se bort fra en relativ lille forskel, naar meget faa personer beroeres, maa man ikke desto mindre paa et tidspunkt komme dertil, hvor en forskel er saa stor, at den ikke kan tolereres, uanset antallet af personer, som beroeres.

26. I denne sag er det ubestridt, at leveomkostningerne i Muenchen var 8% hoejere end leveomkostningerne i Bonn. Resultatet blev, at 16 tjenestemaend, som gjorde tjeneste i Muenchen, raadede over en koebekraft, der var 8% mindre end koebekraften for de tjenestemaend, som gjorde tjeneste i Bonn, Bruxelles, Luxembourg eller et hvilket som helst andet sted, for hvilket der var fastsat en saerlig justeringskoefficient. Naar henses til omfanget af den naevnte forskel, var Raadet efter min opfattelse forpligtet til at gribe ind ved at fastsaette en saerlig justeringskoefficient for Muenchen for at forhindre, at disse 16 tjenestemaend blev udsat for grov forskelsbehandling. Argumenter vedroerende en uforholdsmaessig stor administrativ byrde ved at skulle gennemfoere undersoegelser vedroerende leveomkostningerne for et relativt lille antal personer kan have nogen vaegt under normale omstaendigheder, men der kan ikke laengere tages hensyn til saadanne argumenter, naar det er notorisk, at der er en stor forskel i leveomkostningerne.

Sammenfatning

27. Det foelger heraf, at Kommissionen boer gives medhold, uden at det er noedvendigt at undersoege det andet og det tredje anbringende, og at den anfaegtede forordning boer annulleres, for saa vidt der herved ikke er blevet fastsat en saerlig justeringskoefficient for Muenchen. Den yderligere nedlagte paastand om, at der traeffes bestemmelse om, at forordningens retsvirkninger skal staa ved magt, indtil en ny forordning er blevet udstedt, er efter min opfattelse overfloedig. Saafremt Domstolen blot annullerer forordningen, for saa vidt den ikke indeholder en naermere angivet bestemmelse, maa det logisk foelge heraf, at de ved forordningen indfoerte bestemmelser under alle omstaendigheder fortsat vil have retsvirkninger. Endelig bemaerker jeg, at da ingen af parterne har nedlagt nogen paastand om sagsomkostningerne, boer de hver baere deres egne omkostninger.

28. Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at Domstolen:

"1) annullerer Raadets forordning nr. 2258/90 af 27. juli 1990 om korrigering af vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber og om tilpasning af justeringskoefficienterne for vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber, for saa vidt der ikke herved er blevet fastsat en saerlig justeringskoefficient, som finder anvendelse paa loenningerne til det personale, der goer tjeneste i Muenchen

2) traeffer bestemmelse om, at hver part skal baere sine egne omkostninger."

(*) Originalsprog: engelsk.

Full & Egal Universal Law Academy