Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Forbundsrepublikken Tyskland og selskabet Pleuger Worthington GmbH (herefter benaevnt "Pleuger") har anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 18. juli 1990 (1), hvorefter en stoetteordning til forhindring af udvandring af virksomheder, som er indfoert af byen Hamburg, uden at man foerst har underrettet Kommissionen, er uforenelig med faellesmarkedet.
2. Jeg vil kort sammenfatte de faktiske omstaendigheder og i oevrigt henvise til retsmoederapporten (2).
3. Kommissionen fik i loebet af 1986 paa uformel maade kendskab til, at Hamburg ydede stoette til Montblanc-Simplo GmbH. Den anmodede derfor Forbundsrepublikken Tyskland om yderligere oplysninger. Denne bekraeftede den 22. oktober 1987, at stoetten faktisk blev givet, og at den ifoelge Forbundsrepublikken var berettiget, fordi der var risiko for, at denne virksomhed ville flytte til en sydoestasiatisk stat med lav arbejdsloen.
4. Den 15. april 1988 erkendte Forbundsrepublikken Tyskland imidlertid, at denne stoette havde til formaal at mildne den staerke konkurrence, som Hamburg var genstand for paa grund af stoette, der blev givet af de tilgraensende regioner i det forhenvaerende DDR. Desuden blev der meddelt navnet paa tre andre virksomheder, som havde faaet betydelig stoette, dog uden at Pleuger' s navn blev naevnt.
5. Paa grundlag af disse oplysninger fandt Kommissionen, at
"den naevnte stoette opfylder efter al sandsynlighed betingelserne i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 1, ...",
og at
"med hensyn til eventuelle begrundelser af anden art for ydelsen af denne stoette ..., kan den stoette, der ydes af byen Hamburg, ikke paa nuvaerende trin ... vaere omfattet af undtagelsesbestemmelser",
og besluttede den 3. maj 1989 (3) at indlede proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2.
6. Under en samtale den 7. november 1989 mellem repraesentanter for Forbundsrepublikken Tyskland, Hamburg og Kommissionen fik sidstnaevnte kendskab til 33 tilfaelde af stoette ydet mellem 1986 og 1988 af Hamburgs Kreditkommission ("Hamburger Kreditkommission"), uden at navnene paa de modtagende virksomheder dog blev afsloeret. Kommissionen anmodede om at faa meddelt oplysninger om hvert af de ydede stoettebeloeb, navnlig modtagernes navne, de investerede beloeb, stoettebeloebene, antallet af stillinger i Hamburg og omsaetningen.
7. Den 8. december 1989 offentliggjorde Kommissionen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende en meddelelse, hvoraf det fremgik, at den fandt, at
"[selv] om disse stoetteforanstaltninger sandsynligvis er stoetteforanstaltninger i den i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 1, anvendte betydning, er Kommissionen ikke blevet underrettet om hverken det program, der udgoer grundlaget for denne stoette, budgetposten eller de enkelte sager" (4).
Ved samme meddelelse opfordredes "andre interesserede parter end medlemsstaterne til at fremsaette deres bemaerkninger til de (kritiserede) foranstaltninger ... senest en maaned efter (meddelelsens offentliggoerelse)".
8. Ved skrivelse af 3. januar 1990 tilstillede Forbundsrepublikken Tyskland Kommissionen visse oplysninger. Efter denne skrivelse traf Kommissionen sin beslutning og antog, at disse stoetteforanstaltninger var stoette som omhandlet i artikel 92, stk. 1, der indgik i en regional stoetteordning, som havde til formaal at forhindre udvandring af virksomheder, saaledes at der ikke var grund til at foretage en materiel undersoegelse af hvert enkelt tilfaelde af stoette.
9. Den konkluderede saaledes, at stoetteordningen var ulovlig paa grund af manglende underretning, og fordi den var uforenelig med artikel 92, stk. 1, uden at der kunne goeres undtagelse i henhold til artikel 92, stk. 3, litra a) eller c).
10. Der maa foerst goeres en bemaerkning om en stoettes ulovlighed paa grund af manglende underretning, naar beslutningen delvis er baseret paa dette punkt.
11. Som sagsoegeren med rette har gjort gaeldende, kan stoetten ikke vaere ulovlig alene paa grund af en tilsidesaettelse af forpligtelsen til underretning i traktatens artikel 93, stk. 3.
12. Det er herved tilstraekkeligt at henvise til dommen Frankrig mod Kommissionen (5) og blot naevne, at sagsoegte i naervaerende sag ikke har paaberaabt sig den manglende underretning til stoette for sin indsigelse om uforenelighed med EF-retten.
13. Jeg vil gennemgaa sagsoegernes anbringender og ordne dem saaledes:
- dels anbringenderne vedroerende de gaeldende regler om stoette generelt og mere specielt om stoetteordninger
- dels anbringenderne om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, som saerligt er fremfoert af Pleuger.
14. Under den foerste del vil jeg gennemgaa klagepunkterne vedroerende den ydede stoettes retlige karakter, eksistensen af en regional stoetteordning, tilsidesaettelse af artikel 92, stk. 1, den manglende begrundelse, forpligtelsen til fritagelse for stoetteordninger af mindre betydning, foreneligheden med artikel 92, stk. 3, og endelig tilsidesaettelsen af forbuddet mod forskelsbehandling.
15. Anden del vil dreje sig om tilsidesaettelsen af artikel 93, stk. 2, og kravet om begrundelse for tilbagebetaling af udbetalt stoette.
I - Bestemmelser vedroerende stoette og stoetteordninger
A - Den ydede stoettes retlige karakter
16. Pleuger har bestridt den retlige subsumption af stoetteforanstaltningen og mener, at der ikke er tale om stoette, for saa vidt
"... selskabet ogsaa kunne have opnaaet oekonomiske fordele ... ved at flytte sine produktionsenheder til regionen omkring Hamburg" (6).
17. En saadan opfattelse er aabenbart i strid med Domstolens praksis vedroerende definitionen af stoette.
18. Paa baggrund af artikel 92 er det nemlig muligt
"... at tage stilling til, om en statslig foranstaltning, der medfoerer, at der ydes en eller anden form for stoette, er forenelig med faellesmarkedet" (7).
19. I Denkavit-dommen (8) bestemte Domstolen stoette som
"... de beslutninger fra medlemsstaterne, hvorved disse med henblik paa gennemfoerelsen af deres egne oekonomiske og sociale maal ensidigt og selvstaendigt stiller oekonomiske midler til raadighed for virksomheder eller andre retssubjekter eller giver dem fordele, der skal begunstige virkeliggoerelsen af de oenskede oekonomiske eller sociale maal" (9).
20. Ved at yde tilskud til nogle virksomheder, uanset hvilken begrundelse der i oevrigt henvises til for at begrunde disse tilskud, har Hamburg ydet stoette som omhandlet i artikel 92, stk. 1.
21. Jeg foreslaar derfor, at dette anbringende forkastes.
B - Eksistensen af en regional stoetteordning
22. Jeg vil nu gaa over til gennemgangen af det vaesentlige spoergsmaal om, hvorvidt Kommissionen af de oplysninger, som den raader over, og som er blevet meddelt den af den sagsoegende stat, kan udlede, at der er tale om en stoetteordning.
23. Saavel i sine skriftlige indlaeg som under den mundtlige forhandling har den tyske regering bestridt den formodning om, at der findes en stoetteordning, som Kommissionens beslutning er baseret paa, og har fremhaevet de omstaendigheder, hvorunder de paagaeldende tilskud ydes. Selv om nogle af dem faktisk har til formaal at hindre udvandring af virksomheder, er andre derimod berettigede af helt andre grunde: urbaniseringens krav og beskyttelse af grundvandet eller konsolidering af jordbunden (10); grunde som altsaa ikke staar i forbindelse med den forudsaetning, der ligger til grund for Kommissionens beslutning, nemlig tilskyndelse af virksomheder til at opretholde deres aktivitet i Hamburg.
24. Det er i denne forbindelse ikke overfloedigt indledningsvis at henvise til, at
"... retmaessigheden af den anfaegtede beslutning skal vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen sad inde med paa det tidspunkt, hvor den gennemfoerte den" (11).
25. Proceduren efter artikel 93, stk. 2, der er indledt vedroerende den stoette, der ydes af Hamburg, drejede sig ifoelge den naevnte skrivelse af 3. maj 1989 om en stoetteordning, for saa vidt det deri blev anfoert:
"Kommissionen [er] ikke blevet underrettet om hverken det program, der udgoer grundlaget for denne stoette, budgetposten eller de enkelte sager." (12)
26. Forbundsrepublikken Tyskland har imidlertid anfoert, at offentliggoerelsen af meddelelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 8. december 1989 (13) ikke laengere drejede sig om "programmet", saaledes at det med rette kunne antages, at Kommissionen havde samtykket i kun at indlede proceduren med hensyn til individuel stoette.
27. Mens den franske udgave af denne meddelelse henviser til "programme à la base de celles-ci", dvs. stoette, lyder den tyske udgave saaledes:
"Es handelt sich hierbei hoechstwahrscheinlich um Beihilfen im Sinne von Artikel 92 Absatz 1 EWG-Vertrag, fuer die weder die zugrundeliegende Regelung noch der Haushaltstitel oder einzelne Anwendungsfaelle der Kommission gemeldet worden sind." (14)
28. Trods anvendelsen af udtrykket "Regelung" ("ordning") maa det noedvendigvis konstateres, at dette ord i den sammenhaeng, hvori naervaerende sag er opstaaet, og i overensstemmelse med den forudsaetning, som Kommissionen er gaaet ud fra, fra den indledte proceduren efter artikel 93, stk. 2, utvetydigt betoed, at denne sidstnaevnte procedure var blevet indledt vedroerende programmet, idet den paagaeldende stoette kun blev beroert som en konsekvens heraf.
29. I oevrigt fremgaar det klart af en laesning af meddelelsen - som i oevrigt var rettet til andre beroerte parter end medlemsstaterne - at Kommissionen sigtede til en stoetteordning. Meddelelsens formaal er ikke at tage en eller flere individuelle stoetteforanstaltninger i betragtning, men en helhed af stoetteforanstaltninger, som opfylder faelles kriterier, her af geografisk art.
30. Da Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland imidlertid har forskellige opfattelser af indholdet af de udtalelser, der fremkom under moedet den 7. november 1989, maa det spoergsmaal rejses, hvilken rolle de respektive parter har spillet under forloebet af proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2.
31. Jeg vil i den forbindelse minde om, at Kommissionen som led i denne procedure ikke raader over undersoegelsesmidler, der kan sammenlignes med dem, som den har paa konkurrenceomraadet. Den begraenser sig her til at kontrollere, om stoetteforanstaltninger er forenelige med EF-retten paa grundlag af oplysninger, som tilstilles den.
32. Efter moedet oversendte Forbundsrepublikken Tyskland nogle oplysninger og angav som eneste grund til stoetten: "forhindring af udvandring af virksomheder" (15). Argumentationen om, at der her kun var tale om en generisk eller forenklet stoette, kunne ikke overbevise, netop fordi disse oplysninger var blevet givet Kommissionen for at give den mulighed for at kontrollere, om de paagaeldende tilskud var forenelige med traktaten.
33. Den sagsoegende stat kan foelgelig ikke efter den anfaegtede beslutning paaberaabe sig nye grunde til stoette for ydelsen af tilskud, naar den under den administrative procedure har undladt at goere dem gaeldende over for Kommissionen, som havde anmodet den om at give den alle de oplysninger, der var noedvendige for at kunne kontrollere, om den naevnte stoetteordning bestod og/eller var forenelig med traktaten.
34. At haevde, at Kommissionen skulle "opfordre" Forbundsrepublikken Tyskland til at meddele de oplysninger, der gjorde det muligt at fastslaa, at der ikke var tale om en stoetteordning, ville ikke blot paa dette omraade vaere i strid med de roller, som tilkommer henholdsvis Kommissionen og medlemsstaterne, men ogsaa med Domstolens praksis.
35. Hvad angaar det foerste punkt er det tilstraekkeligt at henvise til, at Kommissionen ikke har nogen undersoegelseskompetence.
36. Med hensyn til Domstolens praksis, og for blot at citere Domstolens dom i sagen Frankrig mod Kommissionen (16), fremgaar det heraf, at
"... naar Kommissionen derfor konstaterer, at en stoette er blevet indfoert eller aendret, uden at den har modtaget underretning herom, kan den, efter at have givet vedkommende medlemsstat lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger hertil ..., paalaegge medlemsstaten straks at suspendere udbetalingen af stoetten og inden en vis frist at give Kommissionen adgang til al den dokumentation og alle de oplysninger, der er noedvendige for at afgoere, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet" (17).
37. Ved procedurens indledning anfoerte Kommissionen, som udtrykkeligt henviste til "det program, der udgoer grundlaget for denne stoette" (18), at den tyske regering havde undladt at give den oplysninger vedroerende "de lovbestemmelser, i henhold til hvilke stoetten blev ydet, dvs. titlen paa den gaeldende lov paa omraadet, datoen for dens offentliggoerelse, dens formaal og dens gyldighedsperiode, betingelserne for stoette, definitionen af de begunstigede, budgettet osv." (19), og opfordrede den til at tilkendegive sin stillingtagen inden for en frist paa en maaned.
38. I skrivelsen af 3. januar 1990, altsaa syv maaneder efter udloebet af den givne frist, tilstillede den tyske regering Kommissionen visse oplysninger om de begunstigede virksomheder, som var samlet under den generiske titel "Forhindring af udvandring af virksomheder". Denne fremsendelse indeholdt ingen bestridelse af, at der forelaa en stoetteordning, og ingen holdepunkter for at konstatere dette.
39. Paa den baggrund var Kommissionen, som Domstolen har statueret i den naevnte dom i sagen Frankrig mod Kommissionen,
"... befoejet til at afslutte proceduren og vedtage den beslutning, hvori det konstateres, at stoetteforanstaltningen paa grundlag af de oplysninger, den raader over, er forenelig eller uforenelig med faellesmarkedet" (20).
40. I oevrigt afslog Domstolen i dommen i sagen Belgien mod Kommissionen (21) ved bedoemmelsen af lovligheden af en beslutning fra Kommissionen at tage en rekonstruktionsplan i betragtning, som var blevet bragt til dens kundskab uden at vaere blevet meddelt den under den administrative procedure.
41. Lad os derfor undersoege, om Kommissionen paa grundlag af de oplysninger, som den raadede over, var berettiget til at konkludere, at der var tale om en stoetteordning.
42. Domstolen har allerede fundet anledning til, om end indirekte, at definere begrebet stoetteprogram i dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen (22). I den sag, hvori denne dom blev afsagt, haevdede Kommissionen, at de regionale stoetteforanstaltninger var fundamentalt uforenelige med faellesmarkedet.
43. Domstolen fandt imidlertid,
"... at et stoetteprogram kan omfatte en hel oekonomisk sektor eller have et regionalt sigte i den forstand, at programmet tilsigter at skabe et incitament for virksomheder til at investere i et bestemt omraade" (23).
44. Det er rigtigt, at denne dom blev afsagt under helt andre omstaendigheder, for saa vidt der forelaa en lov vedroerende et program for regionalstoette, saaledes at diskussionen ikke drejede sig om definitionen af programmet, hvis eksistens ikke var omtvistet, men om dets forenelighed med traktatens bestemmelser.
45. Her er det definitionen af dette begreb, der staar i centrum af debatten, som skal foere til en stillingtagen til regionalprogrammets kriterier og til en indkredsning af dets indhold.
46. Et saadant program er efter min opfattelse alene karakteriseret ved det formaal, som en eller flere offentlige myndigheder har med den ydede stoette.
47. Det er herved uden betydning, om der er tale om den samme myndighed; hvis ikke, vil vurderingen af programmets regionale karakter vaere forskellig, alt efter om en enkelt eller flere decentraliserede myndigheder giver de forskellige tilskud.
48. Kriteriet om offentlighed kan heller ikke vaere omfattet af et saadant begreb. Der er kun gennemsigtighed, naar Kommissionen forudgaaende er blevet underrettet om stoetteforanstaltningerne. Den mangler derfor noedvendigvis, naar den offentlige myndighed har besluttet at afholde sig fra enhver underretning. Denne kan saa vanskeligt vaere uvidende om, at stoetteforanstaltningerne er uforenelige med traktatens regler.
49. Bestemmelsen af, hvilke personer der kan faa udbetalt et tilskud, kan heller ikke bidrage til fastlaeggelsen af begrebet regionalt program, som til forskel fra sektorstoette som sagt kan gavne virksomheder, der har forskellige aktiviteter.
50. Frem for disse organiske eller formelle kriterier synes det at maatte foretraekkes at anvende et funktionelt kriterium og alene tage programmets formaal i betragtning.
51. I dette tilfaelde vil det vaere tilstraekkeligt at henvise til, at det maa antages, at formaalet i de forskellige tilfaelde, hvor der er givet stoette, har vaeret at forhindre udvandring af virksomheder (24).
52. Saafremt Domstolen imidlertid maatte finde, at formaalet alene i sig selv er utilstraekkeligt til at definere et regionalt program, bekraefter de omstaendigheder, som Kommissionen har paaberaabt sig i den paagaeldende beslutning, at der er tale om et saadant program.
53. Kommissionen har nemlig anfoert, at
"... i alle de 33 tilfaelde, som Kommissionen har kendskab til, ydes stoetten af samme myndighed (Hamburger Kreditkommission), som er oprettet specielt med henblik herpaa, og den ydes med samme hovedformaal (for at hindre udvandring) og paa grundlag af samme afsnit i budgettet" (25).
54. Naar jeg konkluderer, at der er tale om et program, udleder jeg af Domstolens foernaevnte dom i sagen Tyskland mod Kommissionen, at
"i forbindelse med stoetteprogrammer kan Kommissionen indskraenke sig til at undersoege programmets naermere indhold med henblik paa at vurdere, om det som foelge af hoeje stoettebeloeb eller satser, arten af de investeringer, der gives stoette til, eller andre vilkaar i forbindelse med programmet sikrer en vaesentlig fordel for stoettemodtagerne i forhold til deres konkurrenter og har en saadan karakter, at det hovedsagelig tilgodeser virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne" (26).
55. Det paahviler i et saadant tilfaelde Kommissionen at vurdere virkningen af programmet alene med hensyn til paavirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne og aendringen af konkurrencen paa grundlag af parametre, som der er redegjort for i denne dom. Man kan derimod ikke, uden at det foerer til en begunstigelse af de stater, som ikke forudgaaende har givet underretning om deres program, ydermere kraeve, at Kommissionen foretager en analyse af hver enkelt stoetteforanstaltning.
56. Det maa nemlig erindres, at naar en medlemsstat giver underretning om et program, kan der ikke udbetales nogen individuel stoette, saa laenge Kommissionen ikke har undersoegt, om denne er forenelig med traktatens bestemmelser. Der er her blot tale om anvendelse af traktatens artikel 93, stk. 3.
57. I en sammenhaeng, som ganske vist er forskellig fra den foreliggende - der var tale om individuel stoette - men som dog kan tilnaermes denne, har Domstolen i dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen (27) antaget med hensyn til stoette, der ikke er givet underretning om, at
"... dersom Kommissionen i beslutningen havde vaeret forpligtet til at godtgoere den faktiske virkning af allerede ydet stoette, ville det vaere ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder stoette under tilsidesaettelse af underretningspligten ifoelge artikel 93, stk. 3, paa de medlemsstaters bekostninger, der giver underretning om en projekteret stoette" (28).
58. Denne dom illustrerer paa betydningsfuld maade de omstaendigheder, under hvilke Kommissionen skal foretage en undersoegelse af, om en stoette eller et program, der ikke forudgaaende er givet underretning om, er forenelig med traktaten. Ligesom den ikke skal tage de faktiske virkninger af en stoette i betragtning, skal den blot, naar der er tale om et program, undersoege dets vaesentligste karakteristika, uden at der kan gives en "praemie for manglende underretning" til en saadan medlemsstat, der har "undladt" at give underretning.
59. Pleuger har imidlertid gjort gaeldende, at en anden dom, Frankrig mod Kommissionen (29) vedroerende laan ydet af Fonds industriel de modernisation til visse virksomheder, modsiger en saadan opfattelse.
60. Jeg kan imidlertid ikke se nogen modsigelse, da Kommissionen i sidstnaevnte sag i princippet havde tilladt indfoerelse af en saadan ordning, men havde kraevet forudgaaende underretning "i enkelte tilfaelde af stor betydning", hvor ydelsen af stoetten kunne beroere samhandelen inden for Faellesskabet i et omfang, der er i strid med den faelles interesse (30).
61. Dette anbringende maa derfor forkastes.
C - Tilsidesaettelsen af traktatens artikel 92, stk. 1
62. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at traktatens artikel 92, stk. 1, ikke finder anvendelse, da den omtvistede stoette ikke kan fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkaarene eller paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, saaledes at den maa anses for forenelig med faellesmarkedet. Denne opfattelse af foreneligheden er imidlertid begraenset til programmet alene, som jeg tidligere har naevnt, i overensstemmelse med reglen i Domstolens dom i sagen Tyskland mod Kommissionen.
63. En saadan undersoegelse vil noedvendigvis vaere mindre praecis, end hvis der var tale om et sektorstoetteprogram, og endnu mindre end i tilfaelde af individuel stoette. Det maa i oevrigt herved naevnes, at repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer i en resolution af 20. oktober 1971 (31) udtalte, at
"De manglende sektorsaeregenheder i forbindelse med de almindelige stoetteordninger med egnsudviklingsmaessig maalsaetning goer det vanskeligt at vurdere disse ordninger ...". (32)
64. I den beslutning, vi her beskaeftiger os med, har Kommissionen fastslaaet, at den udbetalte stoettes gennemsnitlige stoerrelse sikrede "de modtagende virksomheder en betydelig fordel i forhold til deres konkurrenter, som ikke fik stoette".
65. Stoettens stoerrelse var egnet til at paavirke de modtagende virksomheders beslutning vedroerende deres geografiske placering, idet Hamburg paatog sig at betale de omkostninger, som normalt skulle paahvile dem. Budgettet for denne stoette androg i perioden 1986-1988 det betydelige beloeb af 27,3 mio. DM.
66. Som Domstolen fremhaevede i Philip Morris-dommen (33),
"... ville stoetten have formindsket udgifterne til omlaegningen af produktionsanlaeggene og ville derved have skaffet sagsoegeren en fordel i konkurrencen med de producenter, der af egne midler har gennemfoert eller har til hensigt at gennemfoere en tilsvarende foroegelse af deres produktionsanlaegs kapacitet" (34).
67. I en dom i sagen Frankrig mod Kommissionen (35) vedroerende stoette paa 5,5%, svarende til det nettotilskud, som den franske regering ydede, antog Domstolen, at
"... den paataenkte stoette [ville] medfoere en nedsaettelse af de stoettemodtagende virksomheders investeringsomkostninger og saaledes styrke dem i konkurrencen med andre virksomheder inden for Faellesskabet" (36).
68. Denne betingelse kan ogsaa vaere opfyldt, naar stoetten giver virksomheder beliggende i én medlemsstat mulighed for at opretholde deres produktion og saaledes paavirker de muligheder, som konkurrerende virksomheder beliggende i andre medlemsstater har for at eksportere deres varer til denne stat. Det fremgaar nemlig af den naevnte dom i sagen Frankrig mod Kommissionen af 13. juli 1988 (37), at
"... en stoette til en virksomhed kan imidlertid vaere af en saadan art, at den beroerer samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer konkurrencen, endog selv om denne virksomhed konkurrerer med produkter fra andre medlemsstater uden selv at deltage i udfoerslerne. En saadan situation kan ligeledes foreligge, naar der ikke er overkapacitet inden for den paagaeldende sektor" (38).
69. Med hensyn til paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater har Domstolen udtalt, at
"Naar en finansiel stoette, som ydes af en stat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Faellesskabet, maa det antages, at denne samhandel paavirkes af stoetten." (39)
70. Domstolen fastslog paa ny dette princip i dommen i sagen Belgien mod Kommissionen (40), hvori den fremhaevede, at
"... den omstaendighed, at en stoette er forholdsvis ubetydelig, eller at den stoettemodtagende virksomhed er af beskeden stoerrelse, [udelukker] ikke paa forhaand, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan vaere paavirket" (41).
71. I forbindelse med stoetteprogrammer kan Kommissionen indskraenke sig til at undersoege, om dette
"... hovedsageligt tilgodeser virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne" (42).
72. Da kriterierne for ydelse af stoette er upraecise, havde enhver virksomhed, der deltager i denne samhandel, adgang til udbetaling af stoette.
73. Jeg konkluderer derfor, at ogsaa dette anbringende maa forkastes.
D - Utilstraekkelig begrundelse
74. Vedroerende anbringendet om utilstraekkelig begrundelse er det tilstraekkeligt til at forkaste dette at konstatere, at Kommissionen i den omtvistede beslutning udfoerligt har opregnet de relevante oekonomiske og sociale faktorer, som skal
"... goere det muligt for Domstolen at udoeve en legalitetskontrol samt indeholde de oplysninger, der er noedvendige for, at den beroerte kan vide, om beslutningen hviler paa fornoedent grundlag" (43).
E - Retten til fritagelse i henhold til bestemmelser vedroerende stoetteordninger af mindre betydning
75. Ifoelge den sagsoegende stat er visse stoetteforanstaltninger omfattet af Kommissionens retningslinjer om mindre betydningsfulde stoetteordninger, hvoraf den seneste blev offentliggjort den 20. februar 1990 (44), saaledes at de skulle have vaeret fritaget.
76. Ud over den omstaendighed, at underretning er en forudsaetning for tilladelse, staar der udtrykkeligt i dette dokument:
"Principielt rejser Kommissionen ikke indvendinger over for mindre betydningsfulde stoetteordninger, der anmeldes i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 3", (45)
og opfylder visse kriterier.
77. Ud over kravet om forudgaaende underretning skal samtlige ordningens stoetteforanstaltninger saaledes opfylde kriterierne (virksomhedens stoerrelse, stoetteintensiteten osv.). Desuden har Kommissionen fortsat et skoen.
78. I en dom i sagen Italien mod Kommissionen (46); en sag, hvor denne medlemsstat havde forhoejet loftet for den af Kommissionen accepterede stoetteintensitet med den begrundelse, at denne forhoejelse skulle begunstige smaa og mellemstore virksomheder, som ifoelge Kommissionens retningslinjer skulle behandles gunstigere, har Domstolen i oevrigt udtalt, at
"... denne gruppe virksomheders saerlige interesser under alle omstaendigheder berettiger Kommissionen til at udvise stoerre smidighed i bedoemmelsen af, om stoetten er forenelig med traktaten, men at de ikke forpligter den til systematisk at godkende alle de stoetteordninger, som begunstiger saadanne virksomheder" (47).
79. Dette anbringende maa derfor forkastes.
F - Programmets forenelighed med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3
80. Forbundsrepublikken Tyskland har haevdet, at programmet er foreneligt med faellesmarkedet i henhold til artikel 92, stk. 3, naermere bestemt litra c), og har ikke paa nogen maade haevdet, at delstaten Hamburg skulle have en unormalt lav levestandard, eller at der skulle herske alvorlig underbeskaeftigelse. Pleuger har for sit vedkommende paaberaabt sig tilsidesaettelse af artikel 92, stk. 3, uden naermere praecisering (48).
81. Det fremgaar af Domstolens dom i sagen Tyskland mod Kommissionen, at
"Hvis et regionalstoetteprogram opfylder forudsaetningerne i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 1, maa det videre undersoeges, om programmet kan falde ind under en af undtagelsesbestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c). Det fremgaar af anvendelsen af ordene 'usaedvanlig' og 'alvorlig' i undtagelsesbestemmelsen i litra a), at denne kun angaar omraader, hvor den oekonomiske situation er meget daarlig i forhold til Faellesskabet som helhed. Hvad derimod angaar undtagelsesbestemmelsen i litra c), har denne en stoerre raekkevidde, idet den indeholder hjemmel til at fremme udviklingen i bestemte omraader, uden at de i litra a) naevnte oekonomiske betingelser behoever at vaere opfyldt, mens det dog er en forudsaetning, at den herved ydede stoette 'ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse' . Bestemmelsen indeholder hjemmel for Kommissionen til at tillade stoette, der har til formaal at fremme den oekonomiske udvikling i omraader i en medlemsstat, hvor den oekonomiske situation er daarligere end det nationale gennemsnit." (49)
82. Som jeg skrev i mit forslag til afgoerelse i denne sag (50), finder jeg det i overensstemmelse med de maalsaetninger, der forfoelges, naar Kommissionen har anvendt den metode at sammenligne bruttonationalproduktet pr. indbygger (herefter benaevnt "BNP/indbygger") og arbejdsloesheden i de paagaeldende omraader med de tilsvarende gennemsnitsvaerdier for Faellesskabet som helhed, hvorefter der opstilles en rangliste med hensyn til eventuelle behov for regionalstoette paa grundlag af forskellene mellem de forskellige nationale omraader ved hjaelp af oekonomiske indikatorer og saaledes, at problemstillingen ses ud fra en faellesskabssynsvinkel.
83. Det er netop denne metode, der er blevet anvendt.
84. Med hensyn til dens konkrete anvendelse har Kommissionen i overensstemmelse med metoden for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra a) (51), konstateret, at der ikke kunne gives Hamburg dispensation i henhold til denne bestemmelse, for saa vidt BNP/indbygger, maalt efter en koebekraftstandard (herefter benaevnt "KKS"), ikke var under 75% af faellesskabsgennemsnittet. BNP/KKS laa faktisk paa indekset 187,7, idet faellesskabsgennemsnittet naturligvis er 100.
85. Den af Kommissionen anvendte metode giver mulighed for ved hjaelp af disse kriterier at fastslaa, hvilke regioner der kan komme i betragtning i henhold til denne bestemmelse, og hermed udelukkes Hamburg-regionen, som hverken lider af alvorlig underbeskaeftigelse eller en usaedvanlig lav levestandard i forhold til faellesskabsgennemsnittet. Naar der er tale om objektive kriterier, kan man ikke goere Kommissionens opgave unoedigt vanskeligere ved at kraeve, at den skal henvise til denne vurdering, naar den som her udtrykkeligt henviser til sin meddelelse i EF-Tidende, der i oevrigt er blevet aendret som foelge af udviklingen i de sociooekonomiske omstaendigheder.
86. Hvad angaar undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), bestaar den af Kommissionen anvendte metode (52) i paa grundlag af forskellige parametre at undersoege den sociooekonomiske situation i en given region i saavel national sammenhaeng som i faellesskabssammenhaeng for at sammenligne niveauerne i en given region i forhold til det nationale gennemsnit.
87. Det fremgaar af den foerste fase i analysen, at saavel BNP/indbygger i perioden 1983-1987 (162,9) som arbejdsloeshedsindekset (126,5) ikke kunne berettige, at Hamburg ydede stoette (nationalt gennemsnit: 100).
88. I vurderingens anden fase undersoegte Kommissionen udviklingen i arbejdsloeshedsindekset og for BNP og fuldfoerte sin analyse ved at tage andre sociooekonomiske faktorer i betragtning. Af denne undersoegelse fremgaar det, at skoent arbejdsloeshedsindekset blev betydeligt forvaerret i 1988 og overskred referencevaerdien med to point (143), voksede BNP/indbygger til gengaeld konstant i perioden 1983-1987 og naaede 165 (nationalt gennemsnit: 100), hvilket beviser, at Hamburg var oekonomisk velstaaende.
89. Sagsoegeren har imidlertid bestridt beregningsgrundlaget for arbejdsloeshedsindekset. Kommissionen havde under den administrative procedure ved skrivelse af 6. januar 1988 (53) givet underretning om, at
"Ifoelge Kommissionens beregninger er Forbundsrepublikkens gennemsnit for regionale satser for 1986 paa 10,0%, og det er ud fra dette tal, at man bedoemmer beskaeftigelsessituationen i Hamburg. Hvis forbundsregeringens beregninger foerer til et andet tal, anmoder Kommissionen denne om at meddele den det."
Men der blev ikke reageret paa opfordringen.
90. Denne vurdering er blevet forfinet af den sociooekonomiske analyse af arbejdsmarkedsregionen Hamburg, hvilket viste et BNP paa over det nationale gennemsnit og et arbejdsloeshedsindeks paa under dette gennemsnit (54).
91. Med hensyn til argumentet om, at undtagelsen var berettiget, fordi der haevdedes at vaere indtraadt en forvaerring af de sociale forhold inden for skibsbygningsindustrien, har Kommissionen anfoert, at beskaeftigelsessituationen i denne sektor havde forbedret sig siden 1988 efter en periode med afskedigelser mellem 1984 og 1986, som angik 1 100 arbejdspladser.
92. For saa vidt Kommissionen ikke har overskredet det skoen, Domstolen tillaegger den (55), og for saa vidt den har begrundet sin beslutning tilfredsstillende, maa det antages, at den
"... ikke har kunnet finde noget grundlag for at fastslaa, at den paagaeldende stoette" - her stoetteprogrammet - "opfylder de tekniske betingelser for at vaere omfattet af en af undtagelserne i artikel 92, stk. 3" (56).
93. Heraf foelger, at ogsaa dette anbringende maa forkastes.
G - Tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling
94. Med hensyn til den haevdede tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling maa jeg foerst forkaste argumentet om, at den omtvistede stoette er berettiget paa grund af den staerke konkurrence, som Hamburg udsaettes for, fordi den ligger naer ved de tilgraensende omraader i det tidligere DDR.
95. Som Kommissionen har mindet om i den anfaegtede beslutning, er disse regioner omfattet af bestemmelsen i artikel 92, stk. 2, litra c), ifoelge hvilken Hamburg er udelukket, fordi den ikke hoerer til "Zonenrandgebiet".
96. At bevilge en undtagelse i henhold til denne bestemmelse for Hamburg ville dels bevirke, at de fordele blev ophaevet, som en virksomhed ville have paa grund af sin placering i en mindre begunstiget zone, saaledes at enhver regionalpolitik til fordel for den ville vaere doemt til at slaa fejl, dels vaere en pression til fordel for stoerre stoette, idet de til Hamburg graensende regioner saa ville bestraebe sig paa at udligne denne forskel. Man ville saaledes risikere, at der i alle Faellesskabets medlemsstater, navnlig dem, der har store midler til raadighed paa budgettet, ville udvikle sig en tendens, som ville vaere vanskelig at styre, til udbredelse af tilskud, der ville bringe bestraebelserne paa at ophjaelpe ugunstigt stillede regioner i Faellesskabet i fare.
97. Med hensyn til det andet argument, hvorefter Kommissionen skal have tilladt, at Kongeriget Danmark udbetalte stoette til Soenderjylland, en region naer "Zonenrandgebiet", uden at dens beslutning (57) var stoettet paa sociooekonomiske grunde, er det tilstraekkeligt at naevne, at en saadan mangel, saafremt den blev godtgjort, ikke kan bevirke, at en anden stoette, som er udbetalt i strid med traktatens bestemmelser, bliver gyldig.
98. Det fremgaar bl.a. af Domstolens dom i sagen Willams mod Revisionsretten (58), at
"... overholdelse af ligebehandlingsprincippet maa ses i sammenhaeng med overholdelsen af lighedsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre ..." (59).
99. Men legalitetsprincippet kraever paa dette omraade, at kun objektive "oekonomiske og sociale" omstaendigheder (60) kan ligge til grund for en beslutning om forenelighed. Da Kommissionen korrekt har taget disse elementer i betragtning og analyseret dem i den omtvistede beslutning, er legalitetsprincippet blevet overholdt, saaledes at Forbundsrepublikken Tyskland ikke med foeje kan paaberaabe sig en tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling.
II - Regler om beskyttelse af retten til kontradiktion
100. Naar programmets eksistens og uforenelighed er blevet fastslaaet, maa jeg gennemgaa de anbringender, som Pleuger specielt har paaberaabt sig vedroerende beskyttelsen af retten til kontradiktion.
A - Tilsidesaettelse af traktatens artikel 93, stk. 2
101. Kommissionen skal have tilsidesat traktatens artikel 93, stk. 2, for saa vidt den ikke med navns naevnelse har opfordret den virksomhed, der modtager stoette, til at fremsaette sine bemaerkninger, foer den traf den omtvistede beslutning.
102. Lad mig her citere Domstolens dom i sagen Intermills mod Kommissionen (61):
"... artikel 93, stk. 2, ... stiller [ikke] krav om, at private modtager en saadan individuel opfordring til at fremsaette bemaerkninger. Bestemmelsens eneste indhold er et paabud til Kommissionen om at sikre, at der gives underretning til alle, der kan vaere beroert af de paagaeldende stoetteforanstaltninger, saaledes at de faar lejlighed til at fremfoere deres bemaerkninger. Under disse omstaendigheder maa offentliggoerelsen af en meddelelse i EF-Tidende anses for et egnet middel til at goere alle beroerte bekendt med, at der er indledt en procedure" (62).
103. Paa grund af regionalstoettens saerlige karakter, som angaar forskelligartede aktivitetssektorer og stoettemodtagere, er en meddelelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende noedvendigvis mindre praecis end for sektorstoette.
104. Ved at angive, at den omtvistede stoette var blevet ydet virksomheder i Hamburg-omraadet af Hansestadt Hamburg, i det vaesentlige i form af tilskud til investering, gav offentliggoerelsen i EF-Tidende af Kommissionens meddelelse af 8. december 1989 i oevrigt Pleuger samt de oevrige beroerte virksomheder - som jo for resten paa denne dato ikke alle var Kommissionen bekendt - tilstraekkelig lejlighed til at skaffe sig kendskab hertil og til at fremsaette deres bemaerkninger.
105. Foelgelig maa dette anbringende forkastes.
B - Kravet om en begrundelse for tilbagebetaling af de udbetalte stoettebeloeb
106. Sagsoegeren er af den opfattelse, at den paagaeldende beslutning ikke opfylder kravet om begrundelse (63), saaledes som det fremgaar af Domstolens praksis, navnlig af to domme afsagt den 21. marts 1991 (64), saaledes at den maa annulleres.
107. Dette anbringende, som foerst er anfoert i duplikken, er ubestrideligt et nyt anbringende. Det kan dog ikke afvises, da procesreglementets artikel 42, stk. 2, faktisk tillader et saadant anbringende, naar de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under domsforhandlingerne. I dette tilfaelde er de naevnte to domme foerst blevet afsagt efter sagens anlaeg.
108. Foer jeg udtaler mig om de to dommes eventuelle betydning med hensyn til forpligtelsen til at begrunde tilbagebetaling af stoette, der er uforenelig med traktatens regler, vil jeg naevne Domstolens praksis paa dette omraade.
109. I dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland (65) anerkendte Domstolen, at Kommissionen har kompetence til at kraeve tilbagebetaling af stoette, der er ydet i strid med traktaten, skoent artikel 93, stk. 2, kun naevner ophaevelse og aendring. Denne opfattelse var begrundet med naevnte bestemmelses tilsigtede virkning.
110. I "Tubemeuse"-dommen (66) forkastede Domstolen den belgiske regerings argument om, at tilbagesoegningen var i strid med proportionalitetsprincippet, med den begrundelse, at
"... tilbagesoegningen af en ulovlig stoette er den logiske foelge af, at stoetten er fundet ulovlig" (67).
111. Man ville kunne udlede af Domstolens praksis, at naar beslutningen om uforenelighed var begrundet, kraevedes der ingen yderligere formalitet med hensyn til tilbagesoegning af stoette udbetalt i strid med traktatens bestemmelser. Det er i oevrigt den opfattelse, Domstolens generaladvokat, Van Gerven, gav udtryk for i sine forslag til afgoerelse i de to naevnte sager (68).
112. Imidlertid var Domstolens stillingtagen ikke den samme i de to domme, saaledes at der maa sondres imellem dem.
113. I dommen i sagen Italien-Alfa Romeo mod Kommissionen (69) vedroerte Den Italienske Republiks indsigelse den manglende begrundelse af bestemmelsen af, hvilken virksomhed der skulle tilbagebetale stoetten, og den forpligtelse, der paahvilede Kommissionen til at godtgoere, at ligevaegten paa markedet ville blive bragt i fare af en manglende tilbagesoegning. Domstolen fandt vedroerende det foerste argument, at Kommissionen fuldt ud havde begrundet sin beslutning vedroerende bestemmelsen af, hvem der havde modtaget stoette, og med hensyn til det andet argument henviste Domstolen til sin praksis, hvorefter
"... ophaevelsen af en ulovlig stoette ved tilbagesoegning heraf er den logiske foelge af, at stoetten er fundet ulovlig" (70).
114. I dommen i sagen Italien-ENI-Lanerossi mod Kommissionen (71) vedroerte argumentet den utilstraekkelige begrundelse for tilbagebetalingen, idet Kommissionen havde begrundet denne med, at der "er tale om en alvorlig overtraedelse af faellesskabsretten".
115. Domstolen henviste foerst til sin praksis vedroerende begrundelse af afgoerelser, som indeholder et klagepunkt, hvorefter
"... begrundelsen af en afgoerelse [skal] goere det muligt for Domstolen at udoeve sin legalitetskontrol og give den beroerte de noedvendige oplysninger for at vurdere, om afgoerelsen har fornoedent grundlag ..." (72).
116. Domstolen konkluderede dernaest heraf, at
"... kravet om, at hele den ulovlige stoette skal tilbagebetales, beror paa, at der 'er tale om en alvorlig overtraedelse af faellesskabsretten' . Selv om denne begrundelse i og for sig kan kritiseres for at vaere meget kortfattet, maa det fremhaeves, at den gives som led i en beslutning, der i detaljer redegoer for, hvilken virkning den omhandlede stoette har haft for en kriseramt sektor ..." (73).
117. Skal man heraf udlede, at sidstnaevnte afgoerelse aendrer Domstolens praksis?
118. Det har jeg ingen grund til at tro. Naar Kommissionen nemlig konstaterer, at en ydet stoette er ulovlig, maa dette vaere tilstraekkeligt til at begrunde kravet om tilbagesoegning.
119. Det ville vaere uforholdsmaessigt, naar der er blevet udbetalt stoette i strid med traktaten, fordi der ikke forud er givet underretning, at Kommissionen skulle vaere tvunget til at begrunde sin beslutning paa anden maade end med den blotte konstatering af, at den ydede stoette er uforenelig med traktaten. Et saadant krav ville ubestrideligt begunstige de medlemsstater, som under tilsidesaettelse af traktatens artikel 93, stk. 3, ikke giver forudgaaende underretning om deres stoette. Da denne bestemmelse imidlertid forbyder den paagaeldende medlemsstat at gennemfoere den paataenkte stoette, foer Kommissionen har truffet endelig beslutning, er det ikke noedvendigt at stille krav om begrundelse for tilbagesoegning, naar Kommissionen anser stoetten for uforenelig med traktaten, fordi den hypotetisk endnu ikke er blevet givet.
120. Efter saaledes at have konstateret og begrundet stoetteprogrammets uforenelighed, mener jeg, at Kommissionens beslutning er i overensstemmelse med traktatens artikel 190.
121. Saafremt Domstolen imidlertid maatte finde, at en saadan loesning ikke i tilstraekkelig grad beskytter de beroertes rettigheder, boer det naevnes, at Kommissionen ved indledningen af proceduren underrettede den tyske regering om, at enhver stoette, der blev givet foer procedurens afslutning, kunne give anledning til et krav om tilbagebetaling; en mulighed, som i oevrigt blev gentaget i Kommissionens meddelelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.
122. I oevrigt er beslutningen om tilbagebetaling fuldt ud berettiget i betragtning af beslutningen om uforenelighed, som henset til de udbetalte stoettebeloebs virkning og stoerrelse har vist, at der er risiko for, at der goeres indgreb i en harmonisk regionalpolitik.
123. Jeg foreslaar derfor, at sagsoegte frifindes, og at omkostningerne i sag C-324/90 betales af Forbundsrepublikken Tyskland og i sag C-342/90 af Pleuger Worthington GmbH.
(*) Originalsprog: fransk.
(1) - Kommissionens beslutning 91/389/EOEF om stoette ydet af Freie und Hansestadt Hamburg (EFT L 215, s. 1).
(2) - Retsmoederapport: I - Faktiske omstaendigheder.
(3) - Skrivelse af 3.5.1989, SG(89) D/5660, bilag 7 til svarskriftet i sag C-324/90.
(4) - Meddelelse C-11/89 (EFT C 309, s. 3).
(5) - Dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Sml. I, s. 307, praemis 9-24.
(6) - Staevningens punkt 43.
(7) - Dom af 30.1.1985, sag 290/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 439, praemis 13.
(8) - Dom af 27.3.1980, sag 61/79, Sml. s. 1205.
(9) - Praemis 31.
(10) - Den tyske regerings staevning, s. 4 og 18-43.
(11) - Dom af 10.7.1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, praemis 16.
(12) - Tredje afsnit i bilag 7 til svarskriftet i sag C-324/90.
(13) - EFT C 309, s. 3.
(14) - Punkt 2.
(15) - Bilag 2 til Kommissionens svarskrift i sag C-324/90.
(16) - Ovennaevnte sag C-301/87.
(17) - Praemis 19.
(18) - Skrivelsen af 3.5.1989.
(19) - Fjerde afsnit, fremhaevet af mig.
(20) - Praemis 22. Se ogsaa herved dommen af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 18.
(21) - Dommen i sag 234/84.
(22) - Dom af 14.10.1987, sag 248/84, Sml. s. 4013.
(23) - Praemis 18.
(24) - I oevrigt stoettes Kommissionens opfattelse af den omstaendighed, at alle kontrakterne indeholder en klausul, hvorefter tilskudsbeloebet skal tilbagebetales, saafremt virksomhedens hjemsted eller aktiviteter flyttes, eller personalet reduceres med mere end 20% af andre end konjunkturbestemte grunde. En saadan betingelse viser nemlig, at stoetten gives af individuelle grunde og ikke af overordnede almene hensyn.
(25) - Beslutning 91/389/EOEF, s. 5.
(26) - Praemis 18.
(27) - Dommen i sag C-301/87.
(28) - Praemis 33.
(29) - Dom af 13.7.1988, sag 102/87, Sml. s. 4067.
(30) - Praemis 6.
(31) - Foerste resolution vedtaget af repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Raadet, vedroerende de almindelige stoetteordninger med egnsudviklingsmaessig maalsaetning (EFT Anden Serie IX, s. 58).
(32) - Punkt 6.
(33) - Dom af 17.9.1980, sag 730/79, Sml. s. 2671.
(34) - Praemis 11.
(35) - Dom af 11.11.1987, sag 259/85, Sml. s. 4393.
(36) - Praemis 24.
(37) - Se ogsaa dommen af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, praemis 27.
(38) - Praemis 19.
(39) - Dommen i sag 730/79, praemis 11.
(40) - Dommen i sag C-142/87.
(41) - Praemis 43.
(42) - Dommen i sag 248/84, praemis 18.
(43) - Dom af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809, praemis 19.
(44) - Anmeldelse af mindre betydningsfulde stoetteordninger (EFT C 40, s. 2).
(45) - Andet afsnit, min fremhaevelse.
(46) - Dom af 28.4.1993, sag C-364/90, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser.
(47) - Praemis 24.
(48) - Selv hvis det antages, at en region anses for ugunstigt stillet, maa det erindres, som J. Biancarelli skriver, at ... anerkendelse af den paagaeldende region som ugunstigt stillet medfoerer ingen ret til tildeling af stoette. Der kraeves desuden, at stoetten har strukturerende karakter, hvilket er ensbetydende med en fordoemmelse af stoette i form af redningsaktioner (Actualité juridique, Droit administratif, 20.6.1993, nr. 6, s. 412 f., specielt s. 425).
(49) - Praemis 19.
(50) - Punkt 10, slutningen af fjerde afsnit.
(51) - Kommissionens meddelelse vedroerende metoden for anvendelse af EOEF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), paa regionalstoette (EFT 1988 C 212, s. 2).
(52) - Naevnt ovenfor i note 51.
(53) - Bilag 9 til svarskriftet i sag C-324/90.
(54) - Den anfaegtede beslutning, s. 7.
(55) - Dommen i sag 730/79, praemis 24.
(56) - A.st., praemis 18.
(57) - Kommissionens beslutning 87/573/EOEF af 15.7.1987 om den nye afgraensning af egnsudviklingsomraaderne i Danmark fra den 1.1.1987 (EFT L 347, s. 64).
(58) - Dom af 4.7.1985, sag 134/84, Sml. s. 2225. Se ogsaa dommen af 2.5.1985, sag 246/83, De Angelis mod Kommissionen, Sml. s. 1253, praemis 17.
(59) - Praemis 14.
(60) - Dommen i sag 730/79, praemis 24.
(61) - Dom af 14.11.1984, sag 323/82, Sml. s. 3809.
(62) - Praemis 17.
(63) - Den paagaeldende beslutning er med hensyn til tilbagebetaling af ulovligt udbetalt stoette begrundet saaledes: ... Da den af Freie und Hansestadt Hamburg ydede stoette er udbetalt uretmaessigt, skal den, for saa vidt som den allerede er blevet udbetalt, tilbagebetales af modtagervirksomhederne. Kravet om tilbagebetaling er en logisk foelge af, at en stoetteforanstaltning er retsstridig og uforenelig med faellesmarkedet, og da den i artikel 93, stk. 3, fastsatte forpligtelse til at anmelde nye stoetteforanstaltninger isaer er en grundlaeggende bestemmelse, er det tilladt at gaa ud fra, at enhver virksomhed, som modtager statsstoette, er fuldstaendig bekendt med, at en saadan stoetteforanstaltning foerst skal anmeldes til Kommissionen, og at stoetten kan kraeves tilbagebetalt, saafremt den ikke er blevet anmeldt ... (IV, punkt 14, andet afsnit).
(64) - Dom i sag C-303/88, Italien-ENI-Lanerossi mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, og sag C-305/89, Italien-Alfa Romeo mod Kommissionen, Sml. I, s. 1603).
(65) - Dom af 12.7.1973, sag 70/72, Sml. s. 813.
(66) - Dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959.
(67) - Praemis 66.
(68) - I sit forslag til afgoerelse i sagen ENI-Lenerosse udtrykte Van Gerven sig saaledes: ... Kommissionen har gjort gaeldende, at det allerede af ordlyden af traktatens artikel 93, stk. 2 - hvorefter stoetteforanstaltningen skal ophaeves (eller aendres) - foelger, at kravet om tilbagesoegning ikke kraever saerlig begrundelse. Allerede paa grundlag af Domstolens dom i sag 70/72 kan det fastslaas, at de grunde, Kommissionen skal anfoere i beslutningen, omhandler stoettens uforenelighed med traktaten; naar denne beslutning er begrundet, kan Kommissionen uden videre stille krav om tilbagesoegning. Denne opfattelse maa efter min mening vaere korrekt. (Punkt 23, andet afsnit). I Alfa Romeo-sagen udtalte han: I dommen af 21.3.1990 i sag C-142/87 tilfoejede Domstolen, at tilbagesoegningskravet er en 'logisk foelge' af, at stoetten er fastslaaet at vaere uforenelig med faellesmarkedet, hvoraf jeg udleder, at den ikke behoever at begrundes saerskilt. (Praemis 21).
(69) - Dommen i sag C-305/89.
(70) - Praemis 41.
(71) - Dommen i sag C-303/88.
(72) - Praemis 52.
(73) - Praemis 54.
Full & Egal Universal Law Academy