Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
A - Faktiske omstaendigheder
1. Den sag, jeg her tager stilling til, angaar en appel rettet mod en dom afsagt af Retten i Foerste Instans i en tjenestemandssag, som Domstolen skal afgoere uden afholdelse af mundtlig forhandling.
2. Sagsoegeren for Retten i Foerste Instans, Gabriella Virgili-Schettini (herefter benaevnt "sagsoegeren"), fremsatte ved sin fratraeden fra tjenesten over for Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "sagsoegte") krav om oekonomisk godtgoerelse for ikke afholdt ferie ifoelge artikel 4 i bilag V til tjenestemandsvedtaegten. Ved afgoerelse af 1. februar 1989 havde man naegtet hende en saadan godtgoerelse med den begrundelse, at hun ikke laengere havde ferie til gode.
3. Sagsoegeren protesterede mod afgoerelsen, fordi der efter hendes opfattelse var to grunde til, at hun stadig havde krav paa ferie. Hun anfoerte for det foerste, at der skulle overfoeres feriedage fra aaret 1987 til aaret 1988, og for det andet hvilede kravet paa en anden beregning af begyndelsen og afslutningen af hendes barselsorlov i 1988.
4. Retten i Foerste Instans gav sagsoegeren medhold, for saa vidt det drejede sig om overfoersel af resterende ferie til 1988. I oevrigt frifandtes sagsoegte.
5. Sagsoegte har ivaerksat appel rettet mod domfaeldelsen vedroerende udbetaling af godtgoerelse for 27 feriedage. Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder, parternes indlaeg og sagen i oevrigt henvises til retsmoederapporten.
6. Sagsoegte har paaberaabt sig tre appelgrunde i appelskriftet, som stoettes
1) paa en formalitetsbetragtning om afvisning af sagen
2) paa en begrundelsesmangel ved foersteinstansens dom
og
3) paa en overtraedelse af artikel 4 i bilag V til vedtaegten.
B - Stillingtagen
1. Indsigelsen om afvisning af sagen
7. Under sagen ved Retten i Foerste Instans fremsatte sagsoegte ingen indsigelse om sagens afvisning, men henskoed udtrykkeligt afgoerelsen vedroerende formalitetsspoergsmaalet til Rettens ex officio-skoen. Subsidiaert fremsatte sagsoegte formalitetsbetragtninger, som stoettedes paa den omstaendighed, at den administrative klage ikke var underskrevet af sagsoegeren personligt, men af hendes advokat og senere rettergangsfuldmaegtig.
8. Retten i Foerste Instans fastslog, at i den foreliggende sag er det ubestridt, at initiativet til at klage hidroerer fra tjenestemanden, som ogsaa har fastlagt klagens genstand. Under disse omstaendigheder ville det vaere udtryk for en overdreven formalisme, som er uden hjemmel og i strid med Domstolens praksis at kraeve, at tjenestemanden underskriver den af advokaten udfaerdigede klage (1).
9. Den omstaendighed, at sagsoegte ikke havde nedlagt paastand om afvisning af sagen, maatte betyde, at Retten heller ikke formelt kunne forkaste paastanden. Artikel 113 i Domstolens procesreglement foreskriver udtrykkeligt i stk. 1, at der ved appelinstansen ikke kan nedlaegges nye paastande. Procesreglementets artikel 113, stk. 1, lyder saaledes:
"Paastandene i appelskriftet skal gaa ud paa:
- at Rettens afgoerelse ophaeves helt eller delvis
- at der helt eller delvis gives medhold i de i foerste instans nedlagte paastande, idet nye paastande ikke kan nedlaegges."
10. Da der ikke er blevet nedlagt afvisningspaastand i foerste instans, kan der heller ikke i appelinstansen "gives medhold" heri.
11. Indsigelsen om afvisning af sagen kan derfor ikke tages under paakendelse, fordi den gaar ud over paastanden ved foerste instans.
12. Subsidiaert skal jeg henvise til, at indsigelsen heller ikke materielt kan laegges til grund. Begge parter har til stoette for deres opfattelser henvist til dommen i Herpels-sagen (2). Sagsoegte gjorde den opfattelse gaeldende, at karakteren af forvaltningssagen som en droeftelse mellem tjenestemanden og ansaettelsesmyndigheden fordrejes, saafremt tjenestemanden allerede paa dette stadium lader sig raadgive og repraesentere af sin advokat.
13. Sagsoegeren har heroverfor gjort gaeldende, at det staar de EF-ansatte frit for at vaelge, om de allerede under klagesagen vil indhente raad og bistand fra en advokat.
14. Hvad nu Herpels-dommen angaar, maa der straks henvises til, at der kun var spoergsmaal om advokatrepraesentation i klagesagen i relation til, om den sagsoegte institution skulle betale de herved opstaaede omkostninger.
15. Sagsoegte stoetter sin retsopfattelse paa en snaever tekstfortolkning af en del af en saetning, som findes i Herpels-dommens praemis 45-49. Heri omtales den forudgaaende administrative sagsbehandling saaledes som "droeftelser mellem tjenestemanden, som ikke er undergivet advokattvang, og administrationen" (3).
16. Heroverfor finder sagsoegeren stoette for sin argumentation i konteksten til netop disse praemisser. For i samme afsnit udtaler Domstolen, at man ikke kan forbyde de paagaeldende allerede paa dette tidspunkt at soege raad hos en advokat. Den konstatering er, med henblik paa problemet i det konkrete tilfaelde, ledsaget af den udtalelse, at det er de paagaeldendes egen beslutning, om de vil soege raad hos en advokat, "som ikke paa nogen maade kan laegges den paagaeldende institution til last" (4).
17. De udtalelser, som Retten i Foerste Instans fremsatte i den anfaegtede dom vedroerende advokatrepraesentation i klagesagen, kan paa baggrund af naevnte retspraksis paa ingen maade anses for retsstridige.
18. Sagsoegte har ikke fremsat indsigelse mod bedoemmelsen af faktum paa den maade, at klagens form og indhold er blevet formuleret paa sagsoegerens initiativ. Der foreligger hverken indsigelse om eller noget, der tyder paa retlige mangler ved den maade, hvorpaa fastslaaelsen af faktum har fundet sted, hvorfor Domstolen skal laegge faktum uproevet til grund. Naar alt kommer til alt, har Retten i Foerste Instans retligt korrekt fortolket procesreglementet med sin udtalelse om, at den advokat, som i sager for EF' s domsmyndighed repraesenterer en part, alene i tilfaelde af indsigelser skal fremlaegge fuldmagt (5).
19. Parlamentets foerste appelgrund skal derfor forkastes.
2. og 3. Begrundelsesmangel ved dommen og fejlagtig fortolkning af artikel 4 i bilag V til tjenestemandsvedtaegten
20. Sagsoegte har i appelskriftet gjort gaeldende, at det hverken af dommen fra Retten i Foerste Instans eller af retsmoederapporten ses, hvilke retlige kriterier Retten anvendte for at naa til et resultat paa 27 ubrugte feriedage.
21. OEkonomisk godtgoerelse for ubrugte feriedage ved fratraeden fra tjenesten har hjemmel i artikel 4 i bilag V til vedtaegten. I retlig henseende kan det saaledes kun dreje sig om anvendelsen af denne forskrift, saaledes at den tredje appelgrund - den fejlagtige anvendelse af netop denne forskrift - maa ses i sammenhaeng med indsigelsen om begrundelsesmangel. De retlige betragtninger vedroerende fortolkning og anvendelse af artikel 4 i bilag V til vedtaegten er forudsaetningen for det rent faktiske regneeksempel, som sluttelig foerte til domfaeldelsen af den sagsoegte institution til at betale godtgoerelse for 27 feriedage.
22. Ifoelge artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtaegten fastsaettes der en graense paa 12 dage for overfoersel af ikke afholdt ferie fra ét kalenderaar til det naeste; begraensningen gaelder for de tilfaelde, hvor den manglende afholdelse af den aarlige ferie skyldes grunde, der ikke kan betegnes som tjenstlige. Foreligger der derimod tjenstlige grunde, er der ingen graenser for overfoersel. Retten fastslog nu, at sagsoegeren "har ... sandsynliggjort, at det stigende antal feriedage skyldtes tjenstlige grunde, hvilket Parlamentet ikke har vaeret i stand til at afkraefte" (6). For det foerste har sagsoegte ikke gjort gaeldende, at denne udtalelse hviler paa en kraenkelse af retsgrundsaetninger, og for det andet ses en saadan kraenkelse ikke at fremgaa af dommen. Der skal foelgelig tages udgangspunkt i denne kendsgerning.
23. Imidlertid goer sagsoegte nu gaeldende, at Retten i Foerste Instans retsstridigt har set bort fra de regler, institutionerne har vedtaget vedroerende anerkendelse af ferie, som ikke er taget af grunde, der kan betegnes som tjenstlige, og som institutionen har som foelge af sin kompetence til at organisere sig internt. Herved henviser sagsoegte til de efter dets opfattelse gaeldende tjenstlige meddelelser, som maa foere til at udelukke restferien over 12 dage fra aaret 1987, fordi den fastsatte procedure ikke er overholdt.
24. Det maa medgives sagsoegte, at Parlamentet inden for rammerne af sin kompetence til at organisere sig internt kan fastsaette forvaltningstekniske procedurer til gennemfoerelse af de ved tjenestemandsvedtaegten hjemlede rettigheder. Forvaltningsreglerne kan dog ikke beroere de paagaeldendes ret til at foere bevis for, at de tjenstlige krav er opfyldt, paa en anden egnet maade. Det er sket her.
25. Beregningen af 27 feriedage paa tidspunktet for sagsoegerens fratraeden af tjenesten ultimo januar 1989 er det rent aritmetiske resultat af de retlige betragtninger. De afgoerende tal findes i dommen, der blev afsagt af Retten i Foerste Instans (7). Herved tiltraadte Retten Parlamentets talopstilling i den anfaegtede afgoerelse, som den modificerede paa et enkelt punkt vedroerende overfoerselen fra aaret 1987 til aaret 1988. For tydelighedens skyld skal jeg paa dette sted paa ny fremlaegge talopstillingen.
Europa-Parlamentets Rettens beregning
beregning
Overfoert fra 1987: 12 dage 44 dage
Ferie 1988:
- 24
- rejse 5
- alder 1 + 30 dage + 30 dage
----- -----
42 dage 74 dage
Modregning mht. 16 ugers
barselsorlov forhoejet med
2 dages tjenestefrihed - 33 dage - 33 dage
(11.7.-4.11.) i ulovligt fravaer
fra tjenesten (7.11.-21.12.1988)
---------- ---------
Overfoert fra 1988: 9 dage 41 dage
Ferie 1989:
- 2 + 7 dage + 7 dage
- rejse 5
Minus ulovligt fravaer fra
tjenesten (3.1.-31.1.1989) - 21 dage - 21 dage
--------- ---------
- 5 dage + 27 dage
Herved er det helt ligegyldigt, om man beregningsteknisk ved udgangen af aaret 1988 udregner en mellemsum, eller om man heroverfor opstiller summen af de feriedage, som fra to aar skal modregnes i hinanden:
Overfoert fra 1987: 44
Ferie 1988: + 30 - 33 ulovligt fravaer fra
Ferie 1989: + 7 - 21 tjenesten
------- -------
81 - 54 = 27
==
Den anfaegtede dom indeholder saaledes alle faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for afgoerelsen. Indsigelsen om begrundelsesmangel og indsigelsen om fejlagtig anvendelse af artikel 4 i bilag V til vedtaegten kan derfor ikke laegges til grund.
Sagens omkostninger
26. Da Parlamentets appel boer forkastes, maa det paalaegges at betale sagens omkostninger i medfoer af artikel 122, stk. 1 og 2, jf. artikel 69, stk. 2, i procesreglementet.
C - Sammenfatning
27. Jeg foreslaar foelgende afgoerelse:
"1) Appellen forkastes.
2) Sagsoegte betaler appelsagens omkostninger".
(*) Originalsprog: tysk.
(1) - Dom i sag T-139/89 af 26.9.1990, praemis 20.
(2) - Dom af 9.3.1978 (sag 54/77, Herpels mod Kommissionen, Sml. s. 585).
(3) - Herpels-sagen, a.st., praemis 45-49.
(4) - Herpels-sagen, a.st., praemis 48.
(5) - Jf. procesreglementets artikel 38, stk. 3.
(6) - Dom i sag T-139/89, a.st., praemis 31.
(7) - Jf. dommens praemis 2.
Full & Egal Universal Law Academy