Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Traktatbrudssag - staevning - angivelse af klagepunkter og anbringender
(EOEF-traktaten, art. 169)
2. Traktatbrudssag - sagens genstand - afgraensning under den administrative procedure - senere udvidelse - ulovlig
(EOEF-traktaten, art. 169)
Sammendrag
1. Det paahviler Kommissionen i ethvert soegsmaal i medfoer at traktatens artikel 169 praecist at angive de klagepunkter, som Domstolen skal tage stilling til, og i alt fald kort at angive de retlige og faktiske forhold, som klagepunkterne stoettes paa.
2. Genstanden for en sag anlagt i medfoer af traktatens artikel 169 afgraenses af den administrative procedure, der er foreskrevet i denne bestemmelse. Kommissionens begrundede udtalelse og sagsanlaegget skal stoettes paa samme begrundelse og anbringender, og et klagepunkt, der ikke er naevnt i den begrundede udtalelse, maa derfor afvises fra behandling ved Domstolen.
Dommens præmisser
1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. marts 1990 har Kommissionen i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Danmark ved ikke at anvende bestemmelserne i Raadets direktiv 83/182/EOEF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Faellesskabet ved midlertidig indfoersel af visse transportmidler (EFT L 105, s. 59, herefter benaevnt "direktivet"), og navnlig direktivets artikel 9, stk. 3, har undladt at opfylde de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EOEF-traktaten.
2 Ifoelge direktivets artikel 3, 4 og 5 kan private opnaa afgiftsfritagelse ved midlertidig indfoersel af et koeretoej til en medlemsstat, saafremt de har saedvanlig opholdssted i en anden medlemsstat. Artikel 7 indeholder de almindelige regler for fastlaeggelse af det saedvanlige opholdssted.
3 Direktivets artikel 9 indeholder nogle saerlige bestemmelser, hvoriblandt artikel 9, stk. 3, vedroerer Danmark:
"Kongeriget Danmark kan opretholde de i Danmark gaeldende regler for saedvanlig opholdssted, i henhold til hvilke alle, herunder studerende i det i artikel 5, stk. 1, litra b), i dette direktiv anfoerte tilfaelde, anses for at have saedvanlig opholdssted i Danmark, hvis den paagaeldende opholder sig der et aar eller 365 dage inden for en periode paa 24 maaneder.
Dog, for at undgaa enhver form for dobbeltbeskatning skal
- naar en person i henhold til disse regler maa anses for at have to bopaele, den paagaeldendes saedvanlige opholdssted vaere det sted, hvor hans aegtefaelle og boern opholder sig;
- i lignende tilfaelde, Kongeriget Danmark sammen med den anden beroerte medlemsstat afgoere, hvilken af de to bopaele, der skal laegges til grund for beskatningen.
Inden udloebet af en periode paa tre aar skal Raadet paa grundlag af en rapport fra Kommissionen foretage en fornyet undersoegelse af den i dette stykke anfoerte undtagelse, og i givet fald paa forslag af Kommissionen i henhold til traktatens artikel 99 traeffe de noedvendige foranstaltninger til ophaevelse af denne."
4 Artikel 10 indeholder direktivets afsluttende bestemmelser. Artikel 10, stk. 2, bestemmer:
"Naar den praktiske gennemfoerelse af dette direktiv giver anledning til vanskeligheder, traeffer de kompetente myndigheder i de paagaeldende medlemsstater efter faelles aftale de fornoedne afgoerelser, navnlig under hensyntagen til Faellesskabets konventioner og direktiver om gensidig bistand."
5 Den 14. maj 1986 sendte Kommissionen en aabningsskrivelse til den danske regering i overensstemmelse med proceduren i EOEF-traktatens artikel 169. I skrivelsen konstaterede Kommissionen paa grundlag af en naermere undersoegelse af de klager, som privatpersoner havde indgivet til Europa-Parlamentet, at de danske myndigheder havde fortolket direktivets bestemmelser, og navnlig artikel 9, stk. 3, paa en maade, der ikke kunne accepteres.
6 Ved skrivelse af 16. juli 1986 bestred den danske regering, at myndighederne havde fortolket direktivet forkert, og anfoerte, at Kommissionen ikke havde givet regeringen en redegoerelse for de faktiske omstaendigheder, der laa til grund for traktatbrudsproceduren, og at dens initiativ foelgelig hvilede paa et utilstraekkeligt grundlag.
7 Herefter fremsatte Kommissionen den 21. september 1987 en begrundet udtalelse, som indeholdt en naermere redegoerelse for de to sager - nemlig to domme afsagt af danske retsinstanser - paa grundlag af hvilke, den havde konstateret, at de danske myndigheders fortolkning af direktivets bestemmelser, og navnlig artikel 9, stk. 3, maatte forkastes. Kommissionen fremhaevede imidlertid, at den ikke kritiserede afgoerelserne i de to konkrete sager, men alene omtalte dem for at belyse det omhandlede fortolkningsspoergsmaal.
8 I den begrundede udtalelse anfoerte Kommissionen endvidere, at ifoelge dom af 11. december 1984 (sag 134/83, Abbink, Sml. s. 4097) maa nationale bestemmelser om betaling af mervaerdiafgift af en bil, der midlertidigt benyttes i en anden medlemsstat end den, hvori bilen er registreret, ikke foere til dobbeltbeskatning.
9 I sin besvarelse af den begrundede udtalelse af 20. november 1987 fremhaevede den danske regering, at den relevante bestemmelse ved fastlaeggelsen af det saedvanlige opholdssted i de to sager, som Kommissionen omtalte, var direktivets artikel 7 og ikke artikel 9, stk. 3. Den danske regering anfoerte, at de to retter havde fortolket artikel 7 rigtigt. For saa vidt angaar artikel 9, stk. 3, anfoerte den danske regering, at den ikke fandt grund til at tage naermere stilling hertil, men henledte dog opmaerksomheden paa, at de beroerte myndigheder i Danmark og i Tyskland i 1986-1987 havde forhandlet om formalisering af den konsultationsprocedure, der omhandles i den naevnte artikel.
10 Den danske regering tog saaledes ikke Kommissionen kritik til foelge, og Kommissionen besluttede herefter at anlaegge denne sag.
11 Kommissionens staevning bestaar af to dele. I den foerste del, der har overskriften "Fakta og procedure", har Kommissionen redegjort for direktivets formaal og bestemmelser samt for de enkelte led i den administrative procedure. Kommissionen har endvidere naevnt en anmodning fra Hoejesteret om praejudiciel afgoerelse, registreret af Domstolens Justitskontor under nummer C-297/89, der belyser de fiskale problemer, som sagen drejer sig om, samt formaalet med direktivet, nemlig at sikre den frie bevaegelighed for personer med bopael inden for Faellesskabet.
12 Staevningens anden del, der har overskriften "Retsstillingen", indeholder to afsnit. Det foerste omhandler undgaaelse af dobbeltbeskatning. Kommissionen har indledningsvis fremhaevet direktivets betydning og citeret et afsnit af artikel 9, stk. 3. Derefter har Kommissionen henvist til en raekke domme afsagt af Domstolen vedroerende beskatning af koeretoejer, der er indregistreret i en anden medlemsstat, blandt andet den ovennaevnte dom af 11. december 1984, Abbink. Kommissionen har endelig anfoert, at dobbeltbeskatning i forbindelse med midlertidig indfoersel af et automobil er i strid med EOEF-traktatens artikel 8 A og 95.
13 I det andet afsnit i staevningens anden del, der vedroerer forpligtelsen til at samarbejde med de fiskale myndigheder i andre medlemsstater, har Kommissionen henvist til direktivets artikel 9, stk. 3, og artikel 10, stk. 2. Den har gjort gaeldende, at Danmark paa intet tidspunkt har anerkendt, at de danske myndigheder har pligt til sammen med den anden beroerte medlemsstat at afgoere, hvorledes dobbeltbeskatning kan undgaas, naar der klages til myndighederne over den praktiske anvendelse af direktivet.
14 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
15 Den danske regering har principalt paastaaet sagen afvist. Den har til stoette herfor anfoert, at staevningen ikke opfylder betingelserne i procesreglementets artikel 38, stk. 1, litra c), hvorefter en staevning skal indeholde soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af de soegsmaalsgrunde, der paaberaabes. Den danske regering har i denne forbindelse anfoert, at staevningen ikke angiver noget konkret ulovligt forhold fra de danske myndigheders side, og at det saaledes ikke kan fastslaas, hvilke direktivbestemmelser, myndighederne skulle have overtraadt.
16 Subsidiaert har den danske regering vedroerende sagens realitet anfoert, at det fremgaar af staevningen og af brevvekslingen under den administrative procedure, at Kommissionens klagepunkter formodentlig vedroerer henholdsvis fortolkningen af begrebet saedvanlig opholdssted efter direktivet, samarbejdsforpligtelsen for medlemsstaternes fiskale myndigheder og pligten til at undgaa dobbeltbeskatning.
17 For saa vidt angaar spoergsmaalet om afvisning bemaerkes, at det ifoelge artikel 19 i protokollen vedroerende EOEF-statutten for Domstolen og artikel 38, stk. 1, litra c), i procesreglementet paahviler Kommissionen i ethvert soegsmaal i medfoer af traktatens artikel 169 praecist at angive de klagepunkter, som Domstolen skal tage stilling til, og i alt fald kort at angive de retlige og faktiske forhold, som klagepunkterne stoettes paa (jf. dom af 13.12.1990, sag C-347/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 4747, praemis 28).
18 Det maa fastslaas, at staevningen i denne sag ikke opfylder disse betingelser. I den del af staevningen, der vedroerer retsstillingen, har Kommissionen blot anfoert en raekke bestemmelser i direktivet, en raekke af Domstolens domme samt traktatens artikel 5, 8 A, 95 og 189. Staevningen indeholder ingen angivelse af de faktiske forhold og omstaendigheder, der skulle danne grundlag for det traktatbrud, som de danske myndigheder anklages for.
19 Domstolen kan foelgelig ikke tage stilling til sagen i den form, hvori den er forelagt af Kommissionen.
20 Denne konklusion beroeres ikke af, at den danske regering i sit svarskrift har praeciseret Kommissionens klagepunkter, saaledes som anfoert ovenfor (praemis16).
21 For saa vidt angaar fortolkningen af begrebet saedvanlig opholdssted efter direktivet bemaerkes, at direktivets artikel 7 indeholder almindelige regler og artikel 9, stk. 3, nogle saerlige bestemmelser for Danmark. I staevningen og i sine indlaeg under den administrative procedure har Kommissionen gjort gaeldende, at de i Danmark gaeldende bestemmelser vedroerende begrebet saedvanlig opholdssted udelukkende byggede paa artikel 9, stk. 3. I replikken har den imidlertid anfoert, at de danske myndigheder ogsaa havde tilsidesat direktivets artikel 7, og at de i henhold til artikel 10, stk. 1, burde have underrettet Kommissionen om, at de omhandlede nationale bestemmelser tillige var blevet udstedt i henhold til artikel 7.
22 Hertil skal blot bemaerkes, at dette sidste klagepunkt ikke fremgaar af staevningen og derfor ikke kan inddrages i undersoegelsen.
23 For saa vidt angaar samarbejdsforpligtelsen for medlemsstaternes fiskale myndigheder bemaerkes, at ifoelge Domstolens faste praksis afgraenses genstanden for en sag anlagt i medfoer af traktatens artikel 169 af den administrative procedure, der er foreskrevet i denne bestemmelse, og at Kommissionens begrundede udtalelse og sagsanlaegget skal stoettes paa samme begrundelse og anbringender.
24 I denne sag indeholder den begrundede udtalelse ingen begrundelse og intet anbringende vedroerende pligten til at samarbejde, som naevnt af Kommissionen i staevningen, hvorfor Domstolen ikke kan undersoege dette klagepunkt.
25 Hvad endelig angaar forpligtelsen til at undgaa dobbeltbeskatning bemaerkes blot, at paastanden i staevningen alene vedroerer bestemmelserne i direktivet, selv om den naevnte forpligtelse ifoelge det af Kommissionen anfoerte ikke foelger af direktivet, men af traktatens artikel 95. Klagepunktet vedroerende den naevnte forpligtelse er dermed ikke omfattet af den nedlagte paastand.
26 Som foelge af det foran anfoerte boer Kommissionens soegsmaal afvises.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
27 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Sagsoegeren har tabt sagen og boer foelgelig betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Sagen afvises.
2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy