Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Konvention om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - specielle kompetenceregler - kompetence i sager om erstatning uden for kontraktforhold - begreb - omstoedelsessoegsmaal (actio pauliana) - ikke omfattet
(Konvention af 27.9.1968, art. 5, nr. 3)
2. Konvention om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - enekompetence - sager om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - begreb - sager om de tvangsfuldbyrdende myndigheders foranstaltninger - omstoedelsessoegsmaal (actio pauliana) - ikke omfattet
(Konvention af 27.9.1968, art. 16, nr. 5)
3. Konvention om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - kompetence til at anordne foreloebige, herunder sikrende, retsmidler - begrebet foreloebige, herunder sikrende, retsmidler - retsmidler med henblik paa at sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation, indtil der er truffet afgoerelse vedroerende realiteten - omstoedelsessoegsmaal (actio pauliana) - ikke omfattet
(Konvention af 27.9.1968, art. 24)
Sammendrag
1. Et soegsmaal i henhold til national ret, som f.eks. fransk rets actio pauliana, hvis formaal ikke er at faa kendt debitor erstatningspligtig for den skade, han har paafoert sin kreditor ved en svigagtig disposition, men at faa retsvirkningerne af den af debitor foretagne disposition ophaevet i forhold til kreditor, kan ikke antages at vedroere en paastand om, at en sagsoegt paalaegges et erstatningsansvar, saaledes som dette forstaas i artikel 5, nr. 3, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager. Et saadant soegsmaal er derfor ikke omfattet af ovennaevnte bestemmelses anvendelsesomraade.
2. Konventionens artikel 16, nr. 5, tillaegger retterne i den stat, paa hvis omraade en retsafgoerelse begaeres tvangsfuldbyrdet, enekompetence til at behandle tvister i forbindelse med anvendelse af tvangsmidler, udlaeg i eller udsaettelse af besiddelsen af loesoere eller fast ejendom med henblik paa den faktiske gennemfoerelse af retsafgoerelsen.
Et soegsmaal som actio pauliana, hvorunder der nedlaegges paastand om omstoedelse i forhold til kreditor af den disposition, debitor har foretaget under bevidst retsstridig tilsidesaettelse af kreditors interesser, og hvis formaal saaledes er at sikre kreditors adgang til at soege fyldestgoerelse med henblik paa en efterfoelgende tvangsfuldbyrdelse af fordringen hos debitor, har ikke til formaal at faa afgjort en tvist som ovenfor naevnt og er foelgelig ikke omfattet af naevnte bestemmelses anvendelsesomraade.
3. Foreloebige, herunder sikrende, retsmidler i henhold til konventionens artikel 24 er retsmidler, som inden for de omraader, der er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, skal sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med henblik paa at beskytte rettigheder, der i oevrigt paastaas anerkendt ved afgoerelsen af sagens realitet.
Med et soegsmaal som actio pauliana, som ganske vist kan sikre kreditors adgang til at soege fyldestgoerelse, idet det herved forhindres, at debitor forsaetligt forringer sin formue, tilsigtes det, at retten aendrer formueforholdene for debitor og for medkontrahenten med hensyn til den disposition, debitor har foretaget, og det kan derfor ikke betegnes som et foreloebigt, herunder sikrende, retsmiddel.
Dommens præmisser
1 Ved dom af 7. maj 1990, registreret paa Domstolens Justitskontor den 28. august s.aa., har Cour d' appel d' Aix-en-Provence i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter benaevnt "konventionen"), forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af konventionens artikel 5, nr. 3, artikel 16, nr. 5, og artikel 24.
2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en retssag, som foeres mellem paa den ene side aegtefaellerne Reichert og deres soen Mario Reichert og paa den anden side Dresdner Bank.
3 AEgtefaellerne Reichert, der er bosiddende i Forbundsrepublikken Tyskland og ejer faste ejendomme, der er beliggende i Antibes kommune (departementet Alpes-Maritimes, Frankrig), overdrog ved gave selve ejendomsretten over ejendommene til deres soen Mario Reichert ved et dokument oprettet for notar i Creutzwald (departementet Moselle, Frankrig). Dresdner Bank, der er aegtefaellerne Reichert' s kreditor, anfaegtede denne gavedisposition ved sagsanlaeg for Tribunal de grande instance de Grasse, i hvis retskreds de omhandlede ejendomme er beliggende, under paaberaabelse af artikel 1167 i den franske code civil, i henhold til hvilken kreditorer "i eget navn kan anfaegte retshandler, som debitor har indgaaet under retsstridig tilsidesaettelse af kreditorernes rettigheder", den saakaldte "actio pauliana".
4 Tribunal de grande instance de Grasse fastslog ved dom af 20. februar 1987, at retten var kompetent til at paadoemme sagen - hvilket aegtefaellerne Reichert havde bestridt - i henhold til konventionens artikel 16, nr. 1, hvorefter "retterne i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende, er enekompetente, uden hensyn til bopael, i sager om rettigheder over fast ejendom ...".
5 Denne afgoerelse indbragte aegtefaellerne Reichert i form af et kaeremaal om kompetencespoergsmaalet for Cour d' appel d' Aix-en-Provence, som ved dom af 18. november 1987 udsatte sagen og forelagde Domstolen et foerste praejudicielt spoergsmaal, hvorved retten oenskede klarlagt, om anvendelsesomraadet for konventionens artikel 16, nr. 1, omfatter det tilfaelde, at en kreditor under et soegsmaal, der er hjemmel for i et nationalt retssystem - i den konkrete sag et almindeligt omstoedelsessoegsmaal (actio pauliana) i fransk ret - anfaegter en gavedisposition vedroerende en fast ejendom, som debitor efter kreditors opfattelse har foretaget til skade for kreditors rettigheder.
6 Ved dom af 10. januar 1990 (sag C-115/88, Reichert, Sml. I, s. 27) besvarede Domstolen spoergsmaalet saaledes:
"En sag, der anlaegges af en kreditor med paastand om, at en retshandel vedroerende en tinglig rettighed over en fast ejendom - som kreditor haevder er blevet indgaaet af hans skyldner til skade for hans rettigheder som kreditor - ikke kan goeres gaeldende over for ham, falder ikke ind under anvendelsesomraadet for konventionens artikel 16, nr. 1."
7 Paa begaering af Dresdner Bank, som paastod kaeremaalet afvist og til stoette herfor paaberaabte sig andre bestemmelser i konventionen end artikel 16, nr. 1, som det foerste praejudicielle spoergsmaal vedroerte, har Cour d' appel d' Aix-en-Provence ved dom af 7. maj 1990 forelagt Domstolen foelgende supplerende praejudicielle spoergsmaal:
"Saafremt det statueres, at artikel 16, nr. 1, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 ikke finder anvendelse, er et soegsmaal, som er anlagt i henhold til artikel 1167 i den franske code civil, og hvorunder en kreditor paastaar omstoedelse i forhold til ham af en retshandel om overdragelse af tinglige rettigheder over fast ejendom, som hans debitor har indgaaet paa en maade, der efter kreditors opfattelse er en retsstridig tilsidesaettelse af hans rettigheder, da omfattet af de kompetenceregler, der er opstillet i artikel 5, nr. 3, artikel 24 eller artikel 16, nr. 5, i naevnte internationale konvention, saafremt det laegges til grund, at den paaberaabte tilsidesaettelse bedoemmes som et skadevoldende forhold uden for kontrakt, eller at der er anvendt sikrende retsmidler som grundlag for, at der ved den endelige afgoerelse kan fastsaettes fuldbyrdelsesskridt vedroerende den ejendom, som er genstand for de af debitor overfoerte tinglige rettigheder?"
8 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
9 I ovennaevnte dom af 10. januar 1990, Reichert, fastslog Domstolen, at et soegsmaal som fransk rets "actio pauliana" ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for konventionens artikel 16, nr. 1. Domstolen skal saaledes tage stilling til det supplerende spoergsmaal, som den forelaeggende ret har stillet.
10 Konventionens artikel 2 bestemmer, at med forbehold af specifikke bestemmelser skal personer, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, uanset deres nationalitet, sagsoeges ved retterne i denne stat. Efter konventionen er der dog undtagelser fra denne hovedregel, idet en person i visse tilfaelde kan sagsoege en anden ved en ret i den stat, hvor han har bopael, eller ved en ret i en anden stat (jf. konventionens artikel 5 og 24). Konventionen indeholder ogsaa bestemmelser om enekompetence uden hensyn til bopael (jf. artikel 16).
11 Med henblik paa besvarelsen af det forelagte spoergsmaal skal der herefter tages stilling til, om et soegsmaal som fransk rets "actio pauliana" er omfattet af anvendelsesomraadet for en af de undtagelser, som er fastsat i konventionen, og som er omhandlet i forelaeggelsesdommen.
Fortolkning af konventionens artikel 5, nr. 3
12 Konventionens artikel 5, nr. 3, bestemmer:
"En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:
...
3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet."
13 Den indkaerede i hovedsagen, Dresdner Bank, har gjort gaeldende, at actio pauliana er omfattet af konventionens artikel 5, nr. 3, idet der er tale om et omstoedelsessoegsmaal, hvis formaal i sig selv er at ophaeve retsvirkningerne af en uagtsom eller forsaetlig handling eller undladelse, som er i strid med loven eller med uskrevne agtpaagivenhedsstandarder, og som paafoerer tredjemand en skade, dvs. en handling, der begrunder ansvar uden for kontrakt.
14 Heroverfor har Kommissionen anfoert, at actio pauliana, som kan affoede retsvirkninger over for en tredjemand i god tro, der saaledes ikke har handlet culpoest, og som i givet fald ikke alene udloeser erstatningspligt for erhververen, men kan medfoere, at hans formue indirekte forringes, ikke kan antages at vaere et soegsmaal vedroerende erstatning uden for kontrakt. Det er derfor ikke omfattet af anvendelsesomraadet for konventionens artikel 5, nr. 3.
15 Som Domstolen fastslog i dom af 27. september 1988 (sag 189/87, Kalfelis, Sml. s. 5565, praemis 15 og 16), anvendes begrebet "erstatning uden for kontrakt" som kriterium for afgraensningen af anvendelsesomraadet for en af de specielle kompetenceregler, sagsoegeren kan benytte sig af. Paa baggrund af konventionens formaal og almindelige opbygning og for i videst muligt omfang at sikre lighed og ensartethed i de rettigheder og forpligtelser, konventionen indebaerer for de kontraherende stater og de af konventionen beroerte personer, skal begrebet ikke fortolkes blot som en henvisning til den interne ret i en af de stater, sagen har tilknytning til. Foelgelig maa begrebet "erstatning uden for kontrakt" betragtes som et selvstaendigt begreb, som for saa vidt angaar anvendelsen af konventionen foerst og fremmest maa fortolkes under henvisning til dennes systematik og formaal for at sikre, at den fuldt ud faar virkning.
16 I samme doms praemis 17 fastslog Domstolen ogsaa, at med henblik paa at sikre en ensartet loesning i alle medlemsstaterne maa det antages, at begrebet "erstatning uden for kontrakt" omfatter ethvert krav om, at en sagsoegt paalaegges et erstatningsansvar, som ikke er knyttet til et "kontraktforhold", jf. artikel 5, nr. 1.
17 I ovennaevnte dom af 10. januar 1990, Reichert, praemis 12, fremhaevede Domstolen, at under et almindeligt omstoedelsessoegsmaal som fransk rets saakaldte actio pauliana hviler proceskravet paa en fordringsret, nemlig kreditors krav paa sin skyldner, og soegsmaalet har til formaal at sikre kreditors adgang til at soege fyldestgoerelse i debitors formue. Saafremt kreditor faar medhold i soegsmaalet, kan den disposition, debitor har truffet til skade for kreditors rettigheder, ikke goeres gaeldende over for denne kreditor og kun denne.
18 Det fremgaar desuden af Kommissionens indlaeg, som ikke er bestridt paa det punkt, at actio pauliana efter fransk ret dels kan benyttes til at omstoede debitors dispositioner mod vederlag, saafremt medkontrahenten er i ond tro, dels til at omstoede debitors vederlagsfrie dispositioner, uanset om medkontrahenten er i god tro.
19 Formaalet med et saadant soegsmaal er ikke at faa kendt debitor erstatningspligtig for den skade, han har paafoert sin kreditor ved sin svigagtige disposition, men at faa retsvirkningerne af den af debitor foretagne disposition ophaevet i forhold til kreditor. Soegsmaalet rettes ikke alene mod debitor, men ogsaa mod medkontrahenten, der er tredjemand i forhold til den fordringsret, som knytter kreditor til debitor, ogsaa saafremt dispositionen er foretaget uden vederlag, og selv om debitor ikke har handlet culpoest.
20 Et soegsmaal som fransk rets "actio pauliana" kan herefter ikke antages at vedroere en paastand om, at en sagsoegt paalaegges et erstatningsansvar, saaledes som dette forstaas i konventionens artikel 5, nr. 3, og er saaledes ikke omfattet af naevnte artikels anvendelsesomraade.
Konventionens artikel 16, nr. 5
21 Konventionens artikel 16, nr. 5, har foelgende ordlyd:
"Enekompetente, uden hensyn til bopael, er:
...
5) i sager om fuldbyrdelse af retsafgoerelser, retterne i den kontraherende stat hvor fuldbyrdelsesstedet er beliggende."
22 Dresdner Bank har gjort gaeldende, at for saa vidt som actio pauliana er et forstadium til tvangsfuldbyrdelsen af en retsafgoerelse, er det omfattet af undtagelsesbestemmelsen i konventionens artikel 16, nr. 5.
23 Heroverfor har Kommissionen anfoert, at da formaalet med actio pauliana ikke er, at retten skal traeffe afgoerelse med hensyn til et problem vedroerende fuldbyrdelsen af en dom, men at den skal afsige en dom, hvorved debitors formueforhold aendres, er actio pauliana ikke omfattet af naevnte artikels anvendelsesomraade.
24 Hertil bemaerkes foerst, at som Domstolen fastslog i dom af 4. juli 1985 (sag 220/84, Malhé, Sml. s. 2267, praemis 16), opstiller konventionens artikel 16 en raekke undtagelser fra den i konventionens artikel 2 fastsatte hovedregel med hensyn til kompetence, nemlig i form af enekompetencer for visse tvister, der har saerlig tilknytning til en anden kontraherende stats omraade end den stat, artikel 2 henviser til, paa grund af en fast ejendoms beliggenhed, et selskabs hjemsted, en indfoersel i et offentligt register eller, som naevnt under nr. 5, stedet, hvor fuldbyrdelsen af en retsafgoerelse begaeres.
25 Dernaest bemaerkes, at artikel 16 ikke boer fortolkes videre end dens formaal kraever, da bestemmelsen har den virkning, at parterne fratages den ret til valg af vaerneting, som de ellers ville have, og at de i visse tilfaelde kan sagsoeges ved en ret, som ikke er nogen af parternes hjemting (jf. dom af 14.12.1977, sag 73/77, Sanders, Sml. s. 2383, praemis 17 og 18, og ovennaevnte dom af 10.1.1990, Reichert, praemis 9).
26 Det maa i den forbindelse tages i betragtning, at den vaesentligste grund til, at retterne paa det sted, hvor dommen skal fuldbyrdes, er enekompetente, er, at det kun tilkommer retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade tvangsfuldbyrdelsen begaeres, at anvende bestemmelserne om de foranstaltninger, der paa statens omraade gennemfoeres af de tvangsfuldbyrdende myndigheder.
27 For det tredje bemaerkes, at det i rapporten fra det ekspertudvalg, der har udarbejdet konventionen (EFT 1979 C 59, s. 1), hedder, at der ved "sager om fuldbyrdelse af retsafgoerelser" forstaas sager, der opstaar i tilknytning til "anvendelse af tvangsmidler, udlaeg i eller udsaettelse af besiddelsen af loesoere eller fast ejendom med henblik paa den faktiske gennemfoerelse af retsafgoerelser eller dokumenter", og at "retten paa fuldbyrdelsesstedet er enekompetent til at behandle tvister i forbindelse hermed".
28 Som bemaerket ovenfor i praemis 17 har et soegsmaal som fransk rets actio pauliana til formaal at sikre kreditors adgang til at soege fyldestgoerelse, idet der for den kompetente ret nedlaegges paastand om omstoedelse i forhold til kreditor af den disposition, debitor har foretaget under bevidst retsstridig tilsidesaettelse af kreditors rettigheder. Selv om actio pauliana saaledes beskytter kreditors interesser, bl.a. med henblik paa en efterfoelgende tvangsfuldbyrdelse af fordringen, har det ikke til formaal at faa afgjort en tvist vedroerende "anvendelse af tvangsmidler, udlaeg i eller udsaettelse af besiddelsen af loesoere eller fast ejendom med henblik paa den faktiske gennemfoerelse af retsafgoerelser eller dokumenter" og er foelgelig ikke omfattet af anvendelsesomraadet for konventionens artikel 16, nr. 5.
Konventionens artikel 24
29 Konventionens artikel 24 har foelgende ordlyd:
"De foreloebige, herunder sikrende, retsmidler, der er fastsat i en kontraherende stats lovgivning, kan kraeves anvendt af den paagaeldende stats retslige myndigheder, selv om en ret i en anden kontraherende stat i medfoer af denne konvention er kompetent til at paakende sagens realitet."
30 Ifoelge Dresdner Bank er formaalet med actio pauliana at give kreditor en foreloebig sikkerhed, og soegsmaalet er saaledes et "sikrende retsmiddel" i henhold til konventionens artikel 24.
31 Heroverfor har Kommissionen anfoert, at formaalet med actio pauliana ikke er at sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med henblik paa at beskytte rettigheder, der i oevrig paastaas anerkendt ved afgoerelsen af sagens realitet, men at aendre den retlige situation med hensyn til et gode. Actio pauliana er derfor hverken et foreloebigt eller et sikrende retsmiddel i henhold til konventionens artikel 24.
32 Domstolen har allerede fastslaaet, nemlig i dom af 27. marts 1979 (sag 143/78, De Cavel, Sml. s. 1055, praemis 8), at da foreloebige, herunder sikrende, retsmidler er egnede til at beskytte rettigheder af meget forskellig karakter, er det ikke retsmidlernes art i sig selv, men karakteren af de rettigheder, de skal beskytte, der er afgoerende for, om de er omfattet af konventionens anvendelsesomraade. I dommens praemis 9 tilfoejede Domstolen, at bestemmelserne i konventionens artikel 24 ikke kan paaberaabes til stoette for, at konventionen skulle finde anvendelse paa foreloebige, herunder sikrende, retsmidler vedroerende forhold, som ikke er omfattet af dens anvendelsesomraade.
33 Domstolen har ogsaa udtalt, nemlig i dom af 21. maj 1980 (sag 125/79, Denilauler, Sml. s. 1553, praemis 15 og 16), at en naermere gennemgang af den funktion, der efter konventionens hele opbygning tillaegges artikel 24, foerer til den konklusion, at det for denne art af retsmidler var hensigten at indfoere en saerlig ordning for at tage hensyn til det saerlige overblik og det noeje kendskab til de konkrete omstaendigheder, der kraeves for at anordne saadanne retsmidler samt til fastlaeggelsen af de naermere vilkaar og betingelser, som skal garantere retsmidlernes foreloebige og sikrende karakter.
34 Ved "foreloebige, herunder sikrende, retsmidler" i henhold til artikel 24 maa derfor forstaas retsmidler, som inden for de omraader, der er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, skal sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formaal at beskytte rettigheder, der i oevrigt paastaas anerkendt ved afgoerelsen af sagens realitet.
35 Selv om et soegsmaal som fransk rets actio pauliana kan sikre kreditors adgang til at soege fyldestgoerelse, idet det herved forhindres, at debitor forsaetligt forringer sin formue, har det ikke til formaal at opretholde en faktisk eller retlig situation, indtil der er truffet afgoerelse vedroerende realiteten. Med soegsmaalet tilsigtes det, at retten aendrer debitors og medkontrahentens formueforhold, idet det i forhold til kreditor omstoeder den disposition, debitor har foretaget under bevidst retsstridig tilsidesaettelse af kreditors rettigheder. Actio pauliana kan derfor ikke betegnes som et foreloebigt, herunder sikrende, retsmiddel i henhold til konventionens artikel 24.
36 Det foelger af det anfoerte, at det forelagte spoergsmaal maa besvares med, at et soegsmaal i henhold til national ret, f.eks. fransk rets "actio pauliana", hvorunder en kreditor paastaar omstoedelse i forhold til ham af en retshandel om overdragelse af tinglige rettigheder over fast ejendom, som hans debitor har indgaaet paa en maade, der efter kreditors opfattelse er en bevidst retsstridig tilsidesaettelse af hans rettigheder, ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 5, nr. 3, artikel 16, nr. 5, eller artikel 24 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
37 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Cour d' appel d' Aix-en-Provence ved dom af 7. maj 1990, for ret:
Et soegsmaal i henhold til national ret, f.eks. fransk rets "actio pauliana", hvorunder en kreditor paastaar omstoedelse i forhold til ham af en retshandel om overdragelse af tinglige rettigheder over fast ejendom, som hans debitor har indgaaet paa en maade, der efter kreditors opfattelse er en bevidst retsstridig tilsidesaettelse af hans rettigheder, er ikke omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 5, nr. 3, artikel 16, nr. 5, eller artikel 24 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager.
Full & Egal Universal Law Academy