Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Retspleje ° intervention ° formalitetsindsigelse ikke fremsat af sagsoegte ° afvisning
(Statutten for EOEF-Domstolen, art. 37, stk. 3; Domstolens procesreglement, art. 93, stk. 4)
2. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° akter med endelige retsvirkninger ° Kommissionens afslag paa at proeve, om en statsstoette er en ny stoette, der er forenelig med det faelles marked
(EOEF-traktaten, art. 173)
3. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt ° beslutning rettet til en medlemsstat, og som udelukker en statsstoette fra anvendelsesomraadet for forpligtelsen til anmeldelse ° soegsmaal anlagt af en sammenslutning bestaaende af de vigtigste beroerte internationale producenter af syntetiske fibre, som har spillet en aktiv rolle ved Kommissionen med hensyn til stoette paa dette erhvervsomraade ° antagelse til realitetsbehandling
(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2)
4. Statsstoette ° regler for et bestemt erhvervsomraade fastsat af Kommissionen i en meddelelse ("stoetteordning") og accepteret af medlemsstaterne ° bindende virkning ° stiltiende aendring ved en individuel beslutning ° umulighed ° skabelse af praecedens ° ingen
Sammendrag
1. I henhold til artikel 37, stk. 3, i statutten for EOEF-Domstolen og procesreglementets artikel 93, stk. 4, skal intervenienten indtraede i sagen, som den foreligger ved hans intervention, og paastandene i staevningen kan kun gaa ud paa at understoette en af parternes paastande. Intervenienten kan derfor ikke fremsaette en formalitetsindsigelse, som ikke er fremsat i sagsoegtes paastande.
2. En beslutning fra Kommissionen, hvori denne fastslaar, at en statsstoette ikke er omfattet af forpligtelsen til anmeldelse, har endelige retsvirkninger og kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal efter traktatens artikel 173, eftersom en saadan beslutning maa sidestilles med et afslag paa at ivaerksaette fremgangsmaaden i traktatens artikel 93, stk. 2.
3. Selv om en beslutning fra Kommissionen, hvorved denne fastslaar, at en statsstoette ikke omfattes af forpligtelsen til anmeldelse i traktatens artikel 93, stk. 3, er rettet til den beroerte medlemsstat, beroerer den umiddelbart og individuelt som angivet i traktatens artikel 173, stk. 2, en sammenslutning, der bestaar af de vigtigste beroerte internationale producenter paa det paagaeldende erhvervsomraade, og som har gennemfoert en lang raekke aktiviteter med henblik paa omstrukturering af dette erhvervsomraade, bl.a. vaeret samtalepartner for Kommissionen ved vedtagelsen af retningslinjerne for stoette paa omraadet, og som desuden har foert aktive forhandlinger med Kommissionen vedroerende den paagaeldende stoette.
4. Reglerne for stoette ydet af staterne paa et bestemt erhvervsomraade, som fastsaettes af Kommissionen i en meddelelse vedroerende dens politik paa omraadet ("stoetteordning"), og som er accepteret af medlemsstaterne, har bindende virkning. De udgoer en retsakt med generel gyldighed, som ikke kan aendres stiltiende ved en individuel beslutning, der heller ikke senere af hensyn til ligebehandlingsprincippet og beskyttelse af den berettigede forventning kan paaberaabes som begrundelse for en ny fordrejning af de naevnte regler.
Dommens præmisser
1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 12. oktober 1990 har Comité international de la rayonne et des fibres synthétiques (herefter benaevnt "CIRFS"), sammenslutning efter fransk ret, AKZO NV (herefter benaevnt "AKZO"), selskab efter nederlandsk ret, Hoechst AG (herefter benaevnt "Hoechst"), selskab efter tysk ret, Imperial Chemical Industries plc (herefter benaevnt "ICI"), selskab efter engelsk ret, og SNIA Fibre SpA (herefter benaevnt "SNIA Fibre"), selskab efter italiensk ret, i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 1. august 1990 og, om fornoedent, af en skrivelse fra Kommissionens naestformand, Sir Leon Brittan, af 4. oktober 1990. I den anfaegtede beslutning meddelte Kommissionen, at der ikke bestod nogen forpligtelse til forudgaaende at anmelde den stoette, som den franske regering havde bevilget selskabet Allied Signal til oprettelse af en fabrik til fremstilling af polyestergarn af hoej fasthed i Longwy-regionen, og at den fandt stoettens indhold og omfang tilfredsstillende. Sir Leon Brittan bekraeftede denne opfattelse i den naevnte skrivelse.
De relevante bestemmelser og sagens baggrund
2 Ved beslutning 85/18/EOEF af 10. februar om afgraensning af de omraader i Frankrig, der er stoetteberettigede i henhold til stoetteordningen "Prime d' aménagement du territoire" (EFT 1985 L 11, s. 28), fastslog Kommissionen, at bevilling af regional stoette i henhold til ovennaevnte ordning (herefter benaevnt "PAT") i bestemte omraader af den franske moderstat, bl.a. Longwy-regionen (Meurthe-et-Moselle), var forenelig med faellesmarkedet. I henhold til beslutningens artikel 7 beroerer den ikke overholdelsen af saerlige regler for bestemte sektorer, saavel allerede eksisterende som fremtidige.
3 Den 19. juli 1977 rettede Kommissionen en skrivelse med overskriften "Stoetteydelser til sektoren for syntetiske fibre" til medlemsstaterne. I denne anfoerte den bl.a.: "... at produktionskapaciteten i EF' s kunstfiberindustri overstiger ... i vidt omfang mulighederne for afsaetning. Kommissionen ... er af den opfattelse, at medlemsstaterne straks ° og i en periode paa to aar ° burde afstaa fra at traeffe nye afgoerelser om stoette, som ville medfoere en foroegelse af den eksisterende produktionskapacitet ... Hvad angaar de regionale stoetteydelser skulle afkaldet ogsaa gaelde, naar saadanne stoetteydelser i henhold til national ret bevilges automatisk og uden forudgaaende anmeldelse". Det fremhaevedes desuden i skrivelsen, at Kommissionen paa forhaand skulle underrettes om alle de stoetteydelser, som medlemsstaterne ville bevilge, uafhaengigt af, om disse var forbundet med en kapacitetsforoegelse. Det staar fast, at medlemsstaterne samtykkede i den "stoetteordning", der blev fastsat i denne skrivelse.
4 Efter at Kommissionen havde modtaget medlemsstaternes svar, tilstillede den dem i 1978 et notat, som praeciserede fortolkningen af den naevnte stoetteordning, isaer med hensyn til dens anvendelsesomraade, som "omfattede akryl-, polyester- og polyamidfibre, der er beregnet til industrielt brug og anvendelse inden for tekstilbranchen". Det staar fast, at de medlemsstater, som notatet var rettet til, dengang ikke modsatte sig denne afgraensning af stoetteordningens anvendelsesomraade.
5 Stoetteordningen blev forlaenget hvert andet aar, og dens anvendelsesomraade blev i givet fald udvidet; den udformning, der gjaldt paa tidspunktet for sagsanlaegget, findes i meddelelse af 8. juli 1989 (EFT C 173, s. 5). I denne meddelelse, der har overskriften "Stoette til EF-producenter af syntetiske fibre", anfoertes isaer, at Kommissionen "paa forhaand modsaetter sig stoette, som planlaegges af medlemsstaterne ... og som medfoerer en foroegelse af virksomhedernes nettoproduktionskapacitet inden for sektoren for syntetiske fibre (fibre og garn af akryl, polyester, polypropylen og polyamid samt teksturering af disse filamenter, uanset produktets art og type og endelige anvendelsesformaal)".
6 Det fremgaar af sagens akter, at CIRFS i 1989 erfarede, at det amerikanske selskab Allied Signal Inc. og dettes franske datterselskab Allied Signal Fibers Europe SA (herefter benaevnt "Allied Signal") havde kontaktet den spanske, den oestrigske og den franske regering for at undersoege mulighederne for at opnaa stoette til oprettelse af en fabrik til fremstilling af polyestergarn til industrielt brug. CIRFS orienterede Kommissionen herom og anmodede den om at gribe ind over for de paagaeldende regeringer. CIRFS kontaktede ogsaa direkte disse regeringer og Allied Signal' s repraesentanter og meddelte dem, at al stoette inden for denne erhvervsgren ifoelge sammenslutningens opfattelse var uforenelig med den gaeldende stoetteordning.
7 Forhandlingerne mellem Allied Signal og henholdsvis den spanske og den oestrigske regering foerte ikke til noget resultat, og der blev foelgelig ikke ydet nogen stoette fra disse regeringers side.
8 Den 20. juni 1990 anmodede CIRFS Kommissionen om at intervenere over for de franske myndigheder for at undgaa, at disse bevilgede stoette til Allied Signal. Efter at AKZO havde erfaret, at den franske regering havde besluttet at bevilge Allied Signal en regional stoette i henhold til ordningen PAT til oprettelse af en polyesterfiberfabrik i Longwy-regionen, der skulle vaere leverandoer til de europaeiske producenter af daek, meddelte AKZO ved skrivelse af 29. juni 1990 Kommissionens naestformand, Sir Leon Brittan, der var ansvarlig for konkurrencespoergsmaal, at virksomheden var bekymret over denne stoette, og den bad ham om at tage stilling til sagen.
9 Den 1. august 1990 rettede Kommissionen en skrivelse til CIRFS, hvori den henviste til, at stoetten var bevilget i henhold til den regionale stoetteordning PAT, og at beslutningen om at yde stoette var meddelt virksomheden "foer den seneste udvidelse af stoetteordningen paa omraadet for syntetiske fibre", hvorfor der ikke bestod nogen pligt til at foretage en forudgaaende anmeldelse.
10 Ved skrivelse af 4. oktober 1990, stilet til AKZO, bekraeftede Sir Leon Brittan denne holdning og understregede bl.a., at selv om den gaeldende stoetteordning var generelt formuleret, havde Kommissionen dog foer juli 1989 fortolket den snaevrere og herved praeciseret, at den kun gjaldt for fibre bestemt til anvendelse i tekstiler.
11 Herefter anlagde sagsoegerne sag ved Domstolen.
12 Ved kendelser af 20. marts 1991 har Domstolen tilladt, at Den Franske Republik, Allied Signal og Allied Signal Fibers Europe intervenerer til stoette for Kommissionens paastande.
13 Ved skrivelse af 7. januar 1993 meddelte selskabet AKZO Domstolen, at det haevede sagen i henhold til procesreglementets artikel 78. Ved kendelse af 18. februar 1993 har afdelingsformanden for Femte Afdeling bestemt, at sag C-313/90, hvad angaar AKZO' s staevning, skal slettes af registret.
14 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
Sagens genstand
15 Foerst skal sagens genstand fastlaegges.
16 Sagsoegerne har nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 1. august 1990 og af Sir Leon Brittan' s skrivelse af 4. oktober 1990. De har gjort gaeldende, at den omtvistede stoette, i modsaetning til Kommissionens vurdering, er omfattet af stoetteordningens anvendelsesomraade, og at Kommissionen som foelge heraf skulle have vaeret underrettet herom som angivet i traktatens artikel 93, stk. 3.
17 Det fremgaar af denne bestemmelse, at formaalet med forpligtelsen til at foretage en forudgaaende anmeldelse er at goere det muligt for Kommissionen at afgoere, om proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, skal ivaerksaettes. Kommissionens beslutning om, at denne forpligtelse ikke gjaldt for den omtvistede stoette, er saaledes ensbetydende med en beslutning om ikke at ivaerksaette fremgangsmaaden i henhold til artikel 93, stk. 2, fordi det drejer sig om en eksisterende stoette, der allerede er givet tilladelse til ved den omtalte afgoerelse 85/18.
18 Soegsmaalet maa herefter forstaas saaledes, at det tilsigter annullation af Kommissionens afslag paa at indlede proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, saaledes som dette er kommet til udtryk i begge de naevnte meddelelser.
Formaliteten
19 Intervenienterne har fremsat en formalitetsindsigelse, hovedsagelig stoettet paa, at sagsoegerne ikke har nogen retlig interesse i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2. Sagsoegerne har bestridt intervenienternes ret til at fremsaette en saadan indsigelse.
20 Det skal herved bemaerkes, at Kommissionen kun har nedlagt paastand om frifindelse, men aldrig har bestridt sagsoegernes retlige interesse. Den har tvaertimod anfoert, at der ville opstaa en alvorlig lakune i det retsbeskyttelsessystem, der er indfoert ved traktatens artikel 164, hvis konkurrenter til en virksomhed, der har modtaget stoette, ikke kan anfaegte en kommissionsbeslutning, hvori det afvises at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2.
21 Hvad angaar intervenienternes ret til at fremsaette en formalitetsindsigelse bemaerkes, at paastande, der fremsaettes paa grundlag af en intervention, i henhold til artikel 37, stk. 3, i statutten for EOEF-Domstolen kun kan gaa ud paa at understoette en af parternes paastande. Ifoelge procesreglementets artikel 93, stk. 4, skal intervenienten desuden indtraede i sagen, som den foreligger ved hans intervention.
22 Heraf foelger, at intervenienterne ikke kan fremsaette en saadan indsigelse, og at Domstolen saaledes ikke er forpligtet til at behandle anbringender, som intervenienterne har fremfoert.
23 Da der imidlertid er tale om en ufravigelig procesforudsaetning, skal Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 2, af egen drift efterproeve, om sagen skal afvises (jf. bl.a. dom af 11.7.1990, forenede sager C-305/87 og C-160/87, Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 2945).
24 Det skal hertil foerst bemaerkes, at en retsakt kun kan anfaegtes i medfoer af artikel 173, naar den har retsvirkninger (jf. dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Raadet, "AETR", Sml. 1971, s. 41, org. ref.: Rec s. 263).
25 Dernaest bemaerkes, at Kommissionens antagelse af, at stoetten ikke omfattes af den i traktatens artikel 93, stk. 3, fastsatte fremgangsmaade med forudgaaende anmeldelse, beror paa den vurdering, at den paagaeldende stoette dels faldt uden for stoetteordningens anvendelsesomraade, dels udgjorde en eksisterende stoette i form af en regional stoette i henhold til PAT, som var omfattet af beslutning 85/18.
26 Det anfaegtede afslag er saaledes ikke blot en forberedende foranstaltning, hvis eventuelle retsstridighed ville kunne goeres gaeldende ved et soegsmaal til proevelse af den afgoerelse, der afslutter proceduren, hvorved der ville vaere sikret en tilstraekkelig retsbeskyttelse. Afslaget paa at ivaerksaette proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, er derimod en endelig afgoerelse og kan derfor ikke anses for blot at vaere en forberedende foranstaltning.
27 Den omtvistede beslutning har foelgelig endelige retsvirkninger og kan derfor anfaegtes i henhold til traktatens artikel 173.
28 Da beslutningen var rettet til Den Franske Republik og ikke til sagsoegerne, skal det endvidere undersoeges, om disse i traktatens artikel 173' s forstand er umiddelbart og individuelt beroert heraf.
29 Det staar fast, at CIRFS, der er en sammenslutning, som bestaar af de vigtigste internationale producenter af syntetiske fibre, i producenternes interesse har gennemfoert en lang raekke aktiviteter med henblik paa omstrukturering af dette erhvervsomraade. Sammenslutningen var isaer ved fastlaeggelsen af stoetteordningen og ved forlaengelse og tilpasning heraf samtalepartner for Kommissionen. CIRFS foerte desuden aktivt forhandlinger med Kommissionen i proceduren, der gik forud for denne retssag, idet sammenslutningen indgav skriftlige bemaerkninger og holdt taet kontakt med de kompetente tjenestegrene.
30 Den anfaegtede beslutning beroerer altsaa CIRFS i sammenslutningens egenskab af forhandlingsleder ved udarbejdelsen af stoetteordningen. Soegsmaalet maa derfor antages til realitetsbehandling, for saa vidt det er indbragt af CIRFS (jf. dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219).
31 Da der er tale om et faelles soegsmaal, er det ikke noedvendigt at undersoege, om de andre sagsoegere har retlig interesse.
Realiteten
32 Den franske regering og Allied Signal har gjort gaeldende, at soegsmaalet er ubegrundet, da en tredje virksomhed ikke kan bestride den fortolkning af stoetteordningen, som Kommissionen og medlemsstaterne har anlagt. Intervenienterne har rent faktisk henvist til, at medlemsstaterne er en stoetteordnings primaere maalgruppe, og at en saadan stoetteordning ifoelge Domstolens praksis (jf. dom af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901) kun indeholder retningslinjer, som Kommissionen vil foelge, efter at medlemsstaterne har samtykket i meddelelsernes ordlyd og raekkevidde.
33 Dette argument kan ikke tiltraedes.
34 For det foerste adskiller det foreliggende tilfaelde sig fra sagen Deufil mod Kommissionen. Sidstnaevnte sag drejede sig i det vaesentlige om, hvorvidt den stoetteordning, der skulle bedoemmes, kunne indebaere en afvigelse fra traktatbestemmelserne, mens spoergsmaalet i denne sag er, om en stoetteordning kan have bindende retsvirkninger. De betragtninger, der fremsaettes i dommen i sagen Deufil mod Kommissionen, kan altsaa ikke overfoeres til den foreliggende sag.
35 Desuden fastslaas, at det i denne sag forholder sig saaledes, at de bestemmelser, der er fastsat i stoetteordningen og anerkendt af medlemsstaterne, bl.a. indebaerer, at der for visse stoetteydelser under stoetteordningens anvendelsesomraade tilbagetraekkes en tidligere givet tilladelse, hvorfor disse foelgelig maa anses for ny stoette, der er omfattet af forpligtelsen til forudgaaende anmeldelse.
36 Den omstaendighed, at stoetteordningen beror paa en overenskomst mellem medlemsstaterne og Kommissionen, kan altsaa hverken aendre dens objektive betydning eller dens bindende virkning.
37 De anbringender, som sagsoegerne har fremfoert, maa derfor gennemgaas.
38 I deres foerste anbringende har sagsoegerne anfoert, at stoetteordningen paa det tidspunkt, hvor den franske regering angiveligt traf sin beslutning, nemlig i juni 1989, omfattede fibre til industrielt brug. Stoetteordningen er siden 1977 blevet anvendt baade paa syntetiske fibre, der anvendes i industrien, og paa fibre til brug i tekstilbranchen. Sagsoegerne har herved bl.a. henvist til ordlyden af stoetteordningen fra 19. juli 1977, hvor der ikke sondres mellem fibrene efter deres anvendelsesformaal, samt til notatet fra 1978, hvori Kommissionen praeciserede, at stoetteordningens anvendelsesomraade omfatter akryl-, polyester og polyamidfibre med anvendelsesformaal inden for industrien og tekstilbranchen.
39 I svarskriftet og under retsmoedet har Kommissionen anfoert, at stoetteordningen blev indfoert for at forhindre en produktionsudvidelse paa omraader, hvor der allerede var opstaaet en overproduktion og for stor produktionskapacitet. En for stor produktionskapacitet bestod dog kun med hensyn til syntetiske fibre til brug i tekstilbranchen. Kommissionen har dog ogsaa erkendt, at den i begyndelsen praeciserede, at stoetteordningens anvendelsesomraade omfattede akryl-, polyester- og polyamidfibre til brug saavel i industrien som i tekstilbranchen. I lyset af ordlyden af notatet fra 1978 har Kommissionen desuden under retsmoedet erkendt, at stoetteordningen paa dette tidspunkt gjaldt for alle fibertyper.
40 Det staar altsaa fast, at stoetteordningen, da den traadte i kraft i 1977, omfattede alle typer af syntetiske fibre, altsaa ogsaa fibre til brug i industrien.
41 Det maa herefter undersoeges, om stoetteordningens anvendelsesomraade senere er blevet aendret, saaledes at fibrene til brug i industrien var udelukket fra stoette paa det tidspunkt, hvor omstaendighederne i denne sag udspillede sig.
42 Hertil har Kommissionen anfoert, at stoetteordningen blev aendret ved en beslutning fra juni 1988, hvori den godkendte en stoetteydelse til en tysk producent af syntetiske fibre, nemlig selskabet Faserwerk Bottrop, til oprettelse af en ny fabrik til fremstilling af stapelfibre og meget fine uspundne fibre af polypropylen og polyaetylen. Beslutningen blev truffet, fordi den tidligere fabrik ikke var i stand til at forsyne den traditionelle tekstil- og beklaedningssektor, som stoetteordningen efter Kommissionens opfattelse udelukkende omfattede. Denne beslutning indebar en stiltiende aendring af stoetteordningen, som Kommissionen havde maattet tage hensyn til for at overholde ligebehandlingsprincippet. Desuden havde CIRFS taget denne stiltiende aendring til efterretning, idet CIRFS bl.a. i forbindelse med en fornyelse af stoetteordningen i 1989 fremsatte oenske om at udvide stoette ordningen til at omfatte garn af hoej fasthed, dvs. fibre til industrielt brug.
43 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.
44 En retsakt, der har generel gyldighed, kan ikke aendres stiltiende ved en individuel beslutning.
45 Desuden kan en gentagelse af en forkert fortolkning af en retsakt hverken begrundes under henvisning til ligebehandlingsprincippet eller til beskyttelsen af den berettigede forventning.
46 Endelig kan heller ikke det forhold, at CIRFS fremsatte oenske om at udvide stoetteordningens anvendelsesomraade til ogsaa at omfatte garn af hoej fasthed, paavirke den objektive fortolkning af denne retsakt, som maa anlaegges.
47 Det maa herefter fastslaas, at stoetteordningens anvendelsesomraade ikke er blevet aendret ved beslutningen Bottrop eller ved CIRFS' beskrevne reaktion herpaa.
48 Den franske regering har ligeledes anfoert, at stoetteordningens anvendelsesomraade er blevet aendret efter dens ikrafttraedelse, og foer den omtvistede stoette blev ydet. I sin skrivelse af 7. juli 1987 om forlaengelse af stoetteordningen for perioden 1987 til 1989 henviste Kommissionen nemlig til, at "efterspoergslen inden for Faellesskabet efter syntetiske fibre og garn til fremstilling af tekstilvarer i bedste fald vil vaere stagnerende i den naermeste fremtid". Heraf foelger, at den franske regering indtil det tidspunkt, hvor de bestemmelser, der var indeholdt i skrivelsen af 6. juni 1989, og som uomtvisteligt omfattede fibre til industrielt brug, traadte i kraft, kunne antage, at ordningen ikke omfattede den omstridte stoette.
49 Dette argument kan ikke tiltraedes.
50 Da stoetteordningen siden 1977 er blevet anvendt paa omraadet for syntetiske fibre til brug i industrien og tekstilbranchen, kan det nemlig ikke antages, at dens anvendelsesomraade kunne begraenses ved en udtalelse, der er indeholdt i en skrivelse, og som vedroerer den oekonomiske situation i denne sektor.
51 Det maa derfor fastslaas, at stoetteordningen omfatter syntetiske fibre til industrielt brug og altid er blevet anvendt paa dette omraade. Heraf foelger, at der bestod en forpligtelse til at foretage en forudgaaende anmeldelse af den omtvistede stoette, hvorfra det ikke er noedvendigt at fastslaa det noejagtige tidspunkt for ydelsen af den paagaeldende stoette.
52 Det foelger af ovenstaaende, at den beslutning, som blev meddelt CIRFS ved Kommissionens skrivelse af 1. august 1990, og hvori Kommissionen afslog at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 93, stk. 2, vedroerende den stoette, som Den Franske Republik havde bevilget Allied Signal til oprettelse af en fabrik til fremstilling af polyesterfibre i Longwy-regionen, maa annulleres.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
53 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Kommissionen ikke har faaet medhold i sine paastande, paalaegges den sagens omkostninger. Dette gaelder dog ikke omkostningerne i sagen om foreloebige forholdsregler, som sagsoegerne betaler.
54 I henhold til artikel 69, stk. 4, foerste og andet afsnit, baerer Den Franske Republik paa den ene side og Allied Signal og Allied Fibres Europe paa den anden side deres egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
1) Den beslutning, der blev meddelt CIRFS ved skrivelse af 1. august 1990, og hvori Kommissionen afslog at ivaerksaette proceduren i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, vedroerende en stoette, som Den Franske Republik havde bevilget virksomheden Allied Signal, annulleres.
2) Kommissionen betaler sagens omkostninger med undtagelse af omkostningerne i sagen om foreloebige forholdsregler, som sagsoegerne betaler. Intervenienterne betaler deres egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy