Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Appel - anbringender - fejlagtig vurdering af de faktiske omstaendigheder - en tjenestemands tilsidesaettelse af klage- eller soegsmaalsfrister - laegelige konklusioner vedroerende erhvervsbetinget invaliditet - uantagelige - afvisning
(EOEF-statutten for Domstolen, art. 51)
Sammendrag
En appel kan kun stoettes paa overtraedelse af visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket, hvorfor appellen kun kan antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af.
Et anbringende, hvorved de faktiske omstaendigheder, Retten har lagt til grund for sin konstatering af, at en tjenestemand har tilsidesat de i tjenestemandsvedtaegten fastsatte klage- og soegsmaalsfrister, anfaegtes, kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.
Det samme gaelder et anbringende, hvorved Rettens vurdering af den laegelige karakter af det udvalgs konklusion, som havde til opgave at udtale sig om, hvorvidt en invaliditet er erhvervsbetinget, anfaegtes.
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift, indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. november 1990 har F. i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten samt de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans afsagt dom af 26. september 1990 (sag T-122/89, F. mod Kommissionen, Sml. II, s. 517). Ved dommen annullerede Retten Kommissionens afgoerelse af 15. juli 1988, for saa vidt som den fastsatte den vedvarende invaliditetsgrad til 50%, og frifandt Kommissionen for erstatningspaastanden.
2 F. har nedlagt paastand om ophaevelse af Rettens ovennaevnte dom, for saa vidt som Retten herved afviste anbringendet om Kommissionens tilsidesaettelse af tjenestemandsvedtaegtens artikel 78 som vaerende for sent fremsat og frifandt Kommissionen for erstatningspaastanden. F. har yderligere nedlagt paastand om, at det fastslaas, dels at han har ret til invalidepension i henhold til denne bestemmelse, dels at han har krav paa erstatning for det lidte tab, der anslaas til et beloeb svarende til 24 maaneders loen for en tjenestemand i loenklasse A5, loentrin 6, subsidiaert et beloeb fastsat efter Domstolens skoen.
3 Til stoette for appellen har F. fremsat to anbringender, idet han har gjort gaeldende, at Rettens dom ikke er begrundet, for saa vidt som den herved afviste anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 78 og frifandt Kommissionen for erstatningspaastanden.
4 Kommissionen har i svarskriftet ligeledes appelleret Rettens dom. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 116, stk. 1, andet led, gaar paastandene i svarskriftet ud paa, at der gives Kommissionen medhold i de af denne i foerste instans nedlagte paastande. Kommissionen har nedlagt paastand om ophaevelse af dommen, idet Retten herved annullerede Kommissionens afgoerelse af 15. juli 1988, for saa vidt som den fastsatte F.' s vedvarende invaliditetsgrad til 50%.
5 Hvad naermere angaar parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
6 Det bemaerkes indledningsvis, at i henhold til EOEF-traktatens artikel 168 A og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-traktaterne er appel begraenset til retsspoergsmaal. Denne begraensning fastslaas yderligere i artikel 51, stk. 1, i EOEF-statutten for Domstolen samt i de tilsvarende bestemmelser for Domstolen i EKSF- og Euratom-statutterne, hvori det praeciseres, at appel kun kan stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten.
7 Det bemaerkes yderligere, at appel kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket, hvorfor appellen kun kan antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af (jf. dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 12 og 13).
Appellen
Foerste anbringende
8 Retten bemaerkede i praemis 22 i dommen af 26. september 1990, at Kommissionen ved skrivelse af 11. juni 1985 meddelte sagsoegeren, at sagen om invalidepension i henhold til vedtaegtens artikel 78 ikke ville blive fremmet, hvorved Kommissionen afslog ansoegningen, der var stoettet paa denne bestemmelse. Retten bemaerkede videre, at afgoerelsen af 15. juli 1988 vedroerte en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 73. Herefter fastslog Retten, at de i vedtaegtens artikel 90 og 91 fastsatte frister for at anfaegte afgoerelsen af 11. juni 1985 var udloebet paa tidspunktet for sagsanlaegget.
9 F. har anfoert, at i modsaetning til det af Retten i dommens praemis 23 anfoerte udgjorde generaldirektoerens skrivelse af 11. juni 1985, hvorefter det ikke havde noget formaal at foretage yderligere i invaliditetssagen, ikke et afslag paa ansoegningen om invalidepension. F. har tilfoejet, at hans skrivelse af 26. juni 1985 til generaldirektoeren derfor ikke kan anses for en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, men alene for en klarlaegning af situationen. F. har endelig fremhaevet, at afgoerelsen af 15. juli 1988 udgjorde det foerste klare afslag paa hans ansoegning om invalidepension.
10 For saa vidt som appellanten med dette anbringende har anfaegtet de faktiske omstaendigheder, Retten lagde til grund efter vurderingen af ovennaevnte skrivelser, bemaerkes, at en saadan indsigelse ikke kan goeres til genstand for en appel.
11 Foelgelig boer anbringendet forkastes, uden at der er anledning til at behandle de oevrige argumenter.
Andet anbringende
12 I den indankede doms praemis 34 udtalte Retten, at annullationen af Kommissionens afgoerelse og Kommissionens til opfyldelse af dommen efterfoelgende fastsaettelse af graden for sagsoegerens erhvervsbetingede, vedvarende invaliditet ville give sagsoegeren den ret, der tilkommer ham.
13 F. har med det andet anbringende anfaegtet denne vurdering. Han har her i det vaesentlige gengivet de argumenter, som han fremfoerte under sagen for Retten. Afgoerelsen af 15. juli 1988 og laengden af den forudgaaende procedure bidrog til forvaerringen af hans helbred og formindskede hans mulighed for at genindtraede i tjenesten. Som foelge af denne urigtige afgoerelse maatte han afholde en raekke retsomkostninger. Under alle omstaendigheder indebar annullationen af afgoerelsen ikke, at han fik erstatning for den chikane, han blev paafoert inden anerkendelsen af hans rettigheder.
14 Det bemaerkes, at appellanten ikke i forbindelse med dette anbringende har fremfoert noget moment, der kan goeres til genstand for appel. Uden at paaberaabe sig en retsregel har F. nemlig blot anfaegtet Rettens bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder (dommens praemis 16), idet han har gjort gaeldende, at han faktisk har lidt et tab, som boer erstattes.
15 Herefter boer appellantens andet anbringende ogsaa forkastes.
Kontraanken
16 Retten udtalte i den indankede dom (praemis 15), at Laegeudvalget alene havde draget de laegelige konklusioner af sine undersoegelser vedroerende aarsagen til F.' s sygdom uden at tage stilling til retlige spoergsmaal.
17 Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at Laegeudvalget ved at fastslaa, at der ikke skulle ses bort fra den invaliditet paa 18%, som sagsoegeren havde faaet erstatning for, overskred sine befoejelser, som kun vedroerer den rent laegelige vurdering. Kommissionen har tilfoejet, at det alene tilkommer administrationen at bedoemme de retsvirkninger, der foelger af de laegelige konklusioner, og navnlig tage stilling til, om invaliditeten skyldes en adfaerd, som er i strid med tjenestemandens forpligtelser i henhold til tjenestemandsvedtaegten.
18 Med dette anbringende har Kommissionen blot anfaegtet Rettens vurdering, hvorefter Laegeudvalgets konklusioner var af laegelig karakter. Foelgelig boer anbringendet forkastes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
19 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne imidlertid selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. I medfoer af procesreglementets artikel 122 finder artikel 70 imidlertid ikke anvendelse ved appel ivaerksat af institutionernes tjenestemaend eller oevrige ansatte.
20 Det foelger imidlertid af procesreglementets artikel 69, stk. 3, foerste afsnit, og af artikel 122, stk. 2, andet led, at Domstolen kan beslutte helt eller delvis at fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa ét eller flere punkter, hvor der foreligger ganske saerlige grunde, eller saafremt det findes rimeligt. Da ingen af parterne har faaet medhold, boer hver part, herunder intervenienten, baere sine omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
1) Appellen og kontraanken afvises.
2) Hver part, herunder intervenienten, baerer sine omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy