Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend - soegsmaal - frister - begyndelsestidspunkt -meddelelse - begreb - bevisbyrden vedroerende meddelelsen
(Tjenestemandsvaegten, art. 91, stk. 3)
2. Retspleje - adcitation - ikke anerkendt
(Procesreglementet, art. 93 og 97)
3. Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - samme genstand og aarsag
(Tjenestemandsvaegten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemaend - ansaettelse - administrationens skoen - Domstolens proevelsesret - graenser
5. Tjenestemaend - individuel afgoerelse - sen meddelelse - retsvirkninger
(Tjenestemandsvaegten, art. 25, stk. 2)
6. Tjenestemaend - afgoerelse, der indeholder et klagepunkt - udnaevnelse -- begrundelsespligt - formaal - omfang
(Tjenestemandsvaegten, art. 25, stk. 2)
7. Tjenestemaend - afgoerelse, der indeholder et klagepunkt - begrundelsespligt - ikke overholdt - afhjaelpning under en sag for Retten
(Tjenestemandsvaegten, art. 25, stk. 2)
8. Tjenestemaend - soegsmaal - sagsgenstand - paalaeg til administrationen - afvist
(EOEF-Traktaten, art. 176; tjenestemandsvaegten, art. 91)
Sammendrag
1. Bevisbyrden for, hvornaar meddelelsen af en afgoerelse er sket, paahviler den part, som paaberaaber sig, at en sag er anlagt for sent i forhold til de i vedtaegtens artikel 91 fastsatte frister.
2. Retssubjekterne kan kun tage de processkridt, som udtrykkeligt har hjemmel i en retsakt. Foreligger der ingen hjemmel, kan dette ikke afhjaelpes af Retten. Det gaelder navnlig, saafremt retssubjekternes retsbeskyttelse allerede er sikret paa hensigtsmaessig maade.
Da adcitation ikke har hjemmel i en retsakt, kan Retten ikke give tilladelse hertil. Rettighederne hos tredjemand, som ikke er inddraget i en sag for Retten, er sikret ved procesreglementet via muligheden for intervention og tredjemandsindsigelse.
3. En tjenestemand kan for Retten kun nedlaegge paastande, der har samme genstand som klagen, og fremsaette indsigelser, der hviler paa samme grundlag som de paaklagede forhold.
4. Under hensyn til ansaettelsesmyndighedens skoensbefoejelse er Rettens kontrol med afgoerelser i forbindelse med ansaettelse begraenset til at undersoege, om der er indtruffet uregelmaessigheder i sagsbehandlingen, at efterproeve om de faktiske omstaendigheder, administrationen har lagt til grund for afgoerelsen, er materielt rigtige, og endelig at afklare, om den administrative afgoerelse er behaeftet med et aabenbart fejlskoen, en retlig fejl eller magtfordrejning.
5. Det fremgaar af vedtaegtens artikel 25, stk. 1, foerste pkt., at enhver afgoerelse, der traeffes om en bestemt person, straks skal meddeles den paagaeldende tjenestemand skriftligt. At denne meddelelse forsinkes, udgoer dog ikke i sig selv en overtraedelse af den omhandlede bestemmelse, som kan medfoere annullation af den anfaegtede afgoerelse.
6. Pligten til at begrunde enhver afgoerelse, der indebaerer et klagepunkt, jf. vedtaegtens artikel 25, stk. 2, er et vigtigt princip i faellesskabsretten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn.
Naar ansaettelsesmyndigheden udnaevner en ansoeger opfoert paa en egnethedsliste udarbejdet efter ansoegernes fortjenester, skal den ikke i forhold til forbigaaede ansoegere, som staar laengere nede paa listen, begrunde sin afgoerelse om ikke at udnaevne disse, naar den foelger listens raekkefoelge. Udvaelgelseskomitéen formodes at have informeret de bestaaede ansoegere om deres plads paa listen og have begrundet denne oplysning tilstraekkeligt.
Er egnethedslisten derimod udarbejdet uden hensyn til ansoegernes fortjenester, f.eks. i alfabetisk orden, og medfoerer udnaevnelsen af en af de paa listen opfoerte ansoegere, at listen straks falder bort, beroerer afgoerelsen de oevrige bestaaede ansoegeres retsstilling direkte og umiddelbart og skal derfor begrundes over for dem. Det ville nemlig vaere fornuftsstridigt, urimeligt og i strid med ordlyden og formaalet med vedtaegtens artikel 25, stk. 2, at de bedste ansoegere, som var opfoert paa en egnethedsliste uden hensyn til fortjenester, kunne forbigaas under ansaettelsesproceduren uden nogen som helst forklaring, som kunne goere dem bekendt med aarsagerne til, at ansaettelsesmyndigheden ikke valgte dem, og saette dem i stand til at bedoemme, om valget var berettiget.
7. I undtagelsestilfaelde kan det under retsforhandlingerne oplyste bevirke, at der ikke laengere er grundlag for et anbringende om, at en afgoerelse ikke er begrundet, saaledes at det ikke laengere kan begrunde en annullation af afgoerelsen.
8. Det tilkommer ikke Retten at give Faellesskabets institutioner paalaeg eller at saette sig i deres sted.
Dommens præmisser
Sagens baggrund
1 Den 12. december 1985 udstedte Raadet forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 3517/85 om indfoerelse af saerlige og midlertidige foranstaltninger vedroerende ansaettelse af tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber i anledning af Spaniens og Portugals tiltraedelse (EFT L 335, s. 55).
2 Forordningens artikel 1, stk. 1, og stk. 2, foerste afsnit, havde foelgende ordlyd:
"1. Indtil den 31. december 1988 kan ledige stillinger, inden for graenserne af det antal stillinger, der blev afsat til dette formaal under budgetdroeftelserne i de paagaeldende institutioner, og som undtagelse fra artikel 4, stk. 2 og 3, artikel 5, stk. 3, artikel 7, stk. 1, artikel 27, stk. 3, artikel 29, stk. 1, litra a), b) og c), samt artikel 31 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber, besaettes ved udnaevnelse af spanske og portugisiske statsborgere.
2. Ansaettelse i loenklasserne A3, A4, A5, LA3, LA4, LA5, B1, B2, B3 og C1 sker ved udvaelgelse paa grundlag af kvalifikationsbeviser, der tilrettelaegges i overensstemmelse med den i bilag III til vedtaegten fastsatte fremgangsmaade ..."
3 Derfor offentliggjorde Kommissionen bl.a. den 4. november 1986 en meddelelse om afholdelse af almindelig udvaelgelsesproeve KOM/A/537 paa grundlag af kvalifikationsbeviser, med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af spanske ekspeditionssekretaerer i den stillingsgruppe, der omfatter loenklasse 5 og 4 i kategori A (EFT C 278, s. 14). Proeven blev afholdt for at besaette 35 stillinger.
4 Det fremgik naermere af meddelelsen, at:
- Reservelisten blev oprettet for i medfoer af bestemmelserne i Raadets forordning nr. 3517/85 at besaette ledige eller nyoprettede stillinger i denne kategori ved ansaettelse af spanske statsborgere.
- Ansoegere opfoert paa reservelisten kunne ansaettes i takt med de forskellige tjenestegrenes behov.
- Ansaettelsesmyndigheden paa grundlag af den anvendelse, reservelisten har faaet, senest den 31. december 1987 fastsaetter den dato, hvor reservelisten efter brug ophoerer med at vaere gyldig.
5 I besvarelse af Rettens skriftlige spoergsmaal af 27. november 1990 har Kommissionen den 5. december 1990 praeciseret, at for det foerste var der for stoerstedelen af de stillinger, som var omfattet af udvaelgelsesproeve KOM/A/537, herunder stilling nr. 12, oprettet en egnethedsliste for de enkelte stillinger; for det andet, at ansaettelsesmyndighedens udnaevnelse af den valgte ansoeger til stilling nr. 12 straks medfoerte, at den hertil hoerende egnethedsliste faldt bort, og, for det tredje, at det ikke var muligt for en ansoeger opfoert paa en egnethedsliste for en bestemt stilling at blive udnaevnt til en anden stilling omfattet af samme udvaelgelsesproeve.
6 Som bilag til udvaelgelsesproeve KOM/A/537 fandtes en liste over de 35 stillinger, som skulle besaettes, med en arbejdsbeskrivelse for de enkelte stillinger og for visse stillingers vedkommende de saerlige betingelser, som skulle vaere opfyldt med hensyn til universitetsuddannelse, sprogkundskaber og erhvervserfaring.
7 Beskrivelsen af stilling nr. 12 havde foelgende ordlyd:
"GD IX - Personale og administration
Arbejdet bestaar i at bistaa lederen af Centralbiblioteket ved forvaltningen og udviklingen af tjenestegrenen:
- tilrettelaeggelse af og tilsyn med diverse administrative og tekniske arbejder
- dokumentationsarbejde
- udarbejdelse af rapporter
- udvikling af forbindelserne til dokumentationstjenesterne, generaldirektoraterne og offentligheden.
Stillingen kraever en relevant videregaaende uddannelse samt en fleraarig praktisk erfaring paa biblioteksomraadet og organisationsevne."
8 Sagsoegeren ansoegte rettidigt om stilling nr. 12 i GD IX.
9 Den 14. maj 1987 sendte chefen for afdelingen "Personaleudvaelgelse" sagsoegeren en skrivelse, hvori han meddelte, at hun opfyldte adgangsbetingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, og at Udvaelgelseskomitéen havde udarbejdet listen over ansoegere, som opfyldte betingelserne. Han anfoerte ogsaa, at "Udvaelgelseskomitéen snart vil foretage en sammenlignende bedoemmelse af kvalifikationsbeviserne for de forskellige ansoegere paa listen, hvorved der navnlig vil blive taget hensyn til arten og omfanget af ansoegernes erhvervserfaring."
10 Den 30. september 1987 afgav Udvaelgelseskomitéen for Udvaelgelsesproeve KOM/A/537 for stilling nr. 12' s vedkommende sin begrundede rapport. Heri anfoertes det for det foerste, at Udvaelgelseskomitéen havde udarbejdet en liste over seks ansoegere, som opfyldte betingelserne i meddelelsen om proeven; for det andet, at de seks ansoegere havde vaeret til samtale, for at komitéen kunne uddybe sin bedoemmelse af deres kvalifikationer og sammenligne deres fortjenester bl.a. under hensyn til de saerlige krav, som arbejdsfunktionerne stiller samt for at kunne foretage en yderligere bedoemmelse af deres eksamensbeviser, deres anbefalinger og det af dem i forhold til de kraevede kvalifikationer anfoerte; for det tredje, at Udvaelgelseskomitéen i alfabetisk orden havde opfoert to ansoegere paa egnethedslisten efter at have foretaget en sammenlignende bedoemmelse af ansoegernes fortjenester: sagsoegeren og Maria Gutiérrez Díaz. Egnethedslisten blev den 2. oktober 1987 tilsendt chefen for afdelingen "Karriereforloeb".
11 Den 2. oktober 1987 sendte chefen for afdelingen "Personaleudvaelgelse" sagsoegeren en skrivelse, hvori han meddelte, at Udvaelgelseskomitéen havde besluttet at opfoere hende paa listen over egnede ansoegere til stilling nr. 12 som ekspeditionssekretaer i forbindelse med udvaelgelsesproeve KOM/A/537, og at ansaettelsesmyndigheden havde faaet listen tilsendt for at kunne traeffe sit valg.
12 De to ansoegere paa egnethedslisten blev indkaldt til samtaler i Bruxelles. Disse fandt sted den 9. og 10. november 1987 med bibliotekschefen Eric Gaskell, GD IX' s generaldirektoer Richard Hay og vicegeneraldirektoer Pedro de Torres-Simo. Ved samme lejlighed gennemgik de den i artikel 33 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") foreskrevne laegeundersoegelse.
13 Den 10. november 1987 sendte sekretaeren for GD IX' s generaldirektoer, Dominique Ristori, saalydende notat til direktoeren for personale, Gianluigi Valsesia:
"Jeg vil bede Dem om at indlede den officielle procedure til ansaettelse af Maria Gutiérrez Díaz, som har bestaaet udvaelgelsesproeve KOM/A/537 (A5-4 ES), i stilling nr. 12 - GD IX.
Denne afgoerelse er truffet efter aftale med Direktorat IX-E samt generaldirektoratet, da den paagaeldende ud over sine kundskaber paa omraadet samt sin erfaring med hensyn til forvaltning og EDB har den profil, som bedst passer til tjenestegrenens behov."
14 Den 16. december 1987 sendte Malhotra, tjenestemand i afdelingen "Karriereforloeb", en skrivelse til Gutiérrez Díaz, hvori han bekraeftede, at hun kunne tiltraede sin tjeneste ved Kommissionen den 1. februar 1988.
15 Den 12. april 1988 sendte Arendt, chefen for afdelingen "Karriereforloeb", en skrivelse til sagsoegeren, hvori han meddelte, at der efter samtalen den 9. november 1987 var truffet afgoerelse om ikke at ansaette hende som ekspeditionssekretaer i stilling nr. 12 ved GD IX. Sagsoegeren har erklaeret, at hun ikke har modtaget denne skrivelse.
16 Den 21. februar 1989 sendte sagsoegeren en skrivelse, betegnet som "ansoegning", under henvisning til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, for
- officielt at faa meddelelse om resultatet af udvaelgelsesproeven og for at faa oplyst, om Gutiérrez Díaz var udnaevnt til tjenestemand, herunder med hvilken begrundelse
- for det tilfaelde, at Gutiérrez Díaz var ansat som ekspeditionssekretaer, at faa udnaevnelsen annulleret
- at blive udnaevnt til tjenestemand under henvisning til, at hun opfyldte alle de vaesentlige betingelser og havde alle de kvalifikationsbeviser, som kunne kraeves i forbindelse med udvaelgelsesproeven til den omhandlede stilling som ekspeditionssekretaer, og for
- subsidiaert at opnaa, at udvaelgelsesproeven, i tilfaelde af at hendes ansoegning blev afvist, blev annulleret "fra det tidspunkt, hvor Gutiérrez Díaz fik adgang til at deltage i udvaelgelsesproeven, eller fra det tidspunkt, hvor proceduren blev behaeftet med en anden mangel".
17 Desuden anfoerte hun i denne skrivelse, at de samtaler, hun den 9. og 10. november 1987 havde haft med Eric Gaskell og Richard Hay, var forloebet godt, eftersom man havde sagt til hende, at hun "i hoejere grad end de oevrige ansoegere opfyldte alle betingelserne", og at hun "sikkert ville faa stillingen". Derimod var den samtale, hun havde haft med Pedro de Torres-Simo, overvejende gaaet daarligt, eftersom han havde givet udtryk for "en modvilje og overraskende aversion mod hende". Denne samtale, som ikke var planlagt, kom i oevrigt ikke ind paa noget af betydning for udvaelgelsesproeven. Hun anfoerte ogsaa, at hun efter halvofficielt at vaere oplyst herom var overrasket over, at udvaelgelsesproeven tilsyneladende havde foert til, at Gutiérrez Díaz var blevet udnaevnt til omhandlede stilling. Endelig stoettede hun sin "ansoegning" paa foelgende retlige anbringender: Vedtaegtens artikel 5, stk. 3, artikel 25 og 28 var tilsidesat, fremgangsmaaden i vedtaegtens bilag III var tilsidesat, der var begaaet et aabenbart fejlskoen, princippet om ligebehandling var tilsidesat, ligesom der var begaaet magtfordrejning.
18 Den 13. september 1989 indbragte sagsoegeren en klage over en stiltiende afvisning af hendes "ansoegning" af 21. februar 1989, hvori hun principalt kraevede udnaevnelsen af Gutiérrez Díaz til den omhandlede stilling som ekspeditionssekretaer annulleret og sig selv udnaevnt til stillingen, samt subsidiaert, at udvaelgelsesproeven blev annulleret, og der blev afholdt en ny udvaelgelsesproeve. Hun henviste indledningsvis til, at personer, som ikke har status som EF-tjenestemand, er kompetente til at rejse soegsmaal mod Faellesskabets institutioner, naar de har den fornoedne retlige interesse. Hun henviste i den forbindelse til Domstolens dom af 19. marts 1964 (sag 27/63, Raponi mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 467) og af 10. juli 1975 (sag 77/74, Kuester mod Parlamentet, Sml. s. 949). Hun gjorde herefter for det foerste gaeldende, at saavel vedtaegtens artikel 25, andet og tredje afsnit, som ordlyden i meddelelsen om udvaelgelsesproeven var overtraadt, idet ansaettelsesmyndigheden burde have meddelt hende resultaterne af udvaelgelsesproeven; for det andet, at vedtaegtens artikel 27 var overtraadt, saaledes som den er fortolket af EF-Domstolen, bl.a. i dom af 21. april 1983 (sag 282/81, Ragusa mod Kommissionen, Sml. s. 1245), idet Gutiérrez Díaz' udnaevnelse er sket som foelge af et aabenbart fejlskoen, og ikke paa grundlag af en bedoemmelse af betingelserne i artikel 27; for det tredje, at vedtaegtens artikel 33 er overtraadt, da ansaettelsesmyndigheden, naar laegeundersoegelsen har foert til en positiv udtalelse, skal ansaette den udvalgte ansoeger; for det fjerde, at artikel 5 i vedtaegtens bilag III og vedtaegtens artikel 28, litra d), og artikel 30, stk. 2, er overtraadt, eftersom den ansoeger, som blev ansat, ifoelge sagsoegeren ikke er opfoert paa Udvaelgelseskomitéens liste over egnede ansoegere; for det femte, at der er begaaet magtfordrejning paa grund af uregelmaessighederne ved proceduren og paa grund af, at der ikke er taget hensyn til sagsoegerens kvalifikationsbeviser og erfaring. Hun henviser i den forbindelse til Domstolens dom af 6. oktober 1982 (sag 9/81, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 3301). For det sjette anfoerer hun, at der er sket en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 5, stk. 3, og princippet om ligebehandling, saaledes som det bl.a. er fortolket i Domstolens dom af 23. januar 1975 (sag 29/74, de Dapper mod Parlamentet, Sml. s. 35) og af 13. januar 1975 (sag 24/78, Martin mod Kommissionen, Sml. s. 603).
19 Ved afgoerelse af 27. september 1989, som blev sendt sagsoegeren den 4. oktober 1989, afviste Kommissionen klagen.
Retsforhandlinger
20 Ved staevning, indleveret til Rettens Justitskontor den 2. januar 1990, har Pérez-Mínguez Casariego anlagt naervaerende sag.
21 Sagsoegeren soegte den 6. juni 1990 tilladelse til at anvende et andet sprog end processproget. Kommissionen har, efter at vaere opfordret hertil, ikke fremsat bemaerkninger vedroerende anmodningen.
22 Retten afsagde den 6. juli 1990 i medfoer af Domstolens procesreglements artikel 29, stk. 2, litra c), som i medfoer af artikel 11, tredje afsnit, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (herefter benaevnt "procesreglementet") finder tilsvarende anvendelse for Retten, en kendelse, hvorved parterne tillades at fortsaette sagen paa fransk.
23 Ved skrivelse fra Justitskontoret stillede Retten (Femte Afdeling) den 27. november 1990 sagsoegte en raekke spoergsmaal vedroerende arten af de forskellige egnethedslister i forbindelse med udvaelgelsesproeve KOM/A/537 og den ansaettelsesprocedure, ansaettelsesmyndigheden anvendte, samt den betydning egnethedslisterne har haft for besaettelsen af de dertil hoerende stillinger, samt endelig mulighederne for de ansoegere paa en egnethedsliste, som ansaettelsesmyndigheden ikke har udvalgt. Kommissionen besvarede disse spoergsmaal den 5. december 1990.
24 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
- Ansaettelsen af Maria Gutiérrez Díaz som ekspeditionssekretaer annulleres.
- Sagsoegeren ansaettes som ekspeditionssekretaer, idet hun har alle de kvalifikationer mv., som i henhold til meddelelse om udvaelgelsesproeven kraeves for at blive ansat i stillingen.
- Subsidiaert, saafremt foranstaaende paastand ikke tages til foelge, annulleres beslutningen om at ansaette Maria Gutiérrez Díaz som ekspeditionssekretaer som foelge af en mangel ved sagsbehandlingen, idet hun ikke var opfoert paa listen over egnede ansoegere og heller ikke opfyldte betingelserne for at deltage i udvaelgelsesproeven, alternativt fordi hendes fortjenester ikke var saa gode som sagsoegerens; endvidere annulleres proceduren fra og med udfaerdigelsen af listen over egnede ansoegere, og Kommissionen tilpligtes at genoptage gennemfoerelsen af udvaelgelsesproeven under fuldt betryggende garantier for upartiskhed og give deltagerne i udvaelgelsesproeven meddelelse om resultaterne af proeven og de paa grundlag heraf trufne beslutninger.
25 I replikken har sagsoegeren nedlagt foelgende yderligere paastande:
- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- Subsidiaert: Det paalaegges sagsoegte at fremlaegge dokumenterne vedroerende ansaettelsen af Gutiérrez Díaz i deres fulde ordlyd.
Navnlig:
- Saafremt ansaettelsesafgoerelsen stammer fra Kommissionen, denne afgoerelse.
- Saafremt generaldirektoeren for personale og administration, Richard Hay, var kompetent til at traeffe afgoerelse, den af ham trufne afgoerelse.
- Richard Hay' s, Eric Gaskell' s og Pedro de Torres-Simo' s notater til Kommissionen, eller deres notater til Richard Hay.
- Sagsoegte paalaegges at oplyse Retten om alle de omstaendigheder, som laa til grund for, at Ristori den 10. november 1987 udarbejdede det notat, som findes som bilag 7 til svarskriftet.
- Retten afsiger i medfoer at procesreglementets artikel 45, stk. 1, og artikel 47, stk. 5, kendelse om, hvilke faktiske omstaendigheder der skal bevises ved vidnefoersel.
Sagsoegeren har desuden anfoert, at hun "ikke laengere paastaar, at annullationen af proceduren noedvendigvis skal medfoere, at hun udnaevnes".
26 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
- Sagen afvises.
- Subsidiaert, frifindelse.
- Spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres efter de herom gaeldende regler.
27 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
Formaliteten
28 Kommissionen har fremfoert tre afvisningsgrunde, som henholdsvis stoettes paa, at sagen er for sent anlagt, at Gutiérrez Díaz ikke er inddraget som part i sagen, og at der ikke er overensstemmelse mellem de krav, som blev rejst under den administrative procedure, og de i staevningen fremsatte krav.
Foerste afvisningsgrund: Sagen for sent anlagt
29 Sagsoegte har indledningsvis anfoert, at det maa udledes af de i staevningen nedlagte paastande, at sagen er anlagt for at opnaa annullation baade af udnaevnelsen af Gutiérrez Díaz og af Udvaelgelseskomitéens afgoerelse om at opstille hende paa egnethedslisten. Sagsoegeren har imidlertid ikke anfaegtet de to afgoerelser inden for fristen, selv om hun fik meddelelse om dem henholdsvis ved skrivelse af 12. april 1988 og 2. oktober 1987. De to afgoerelser er foelgelig blevet endelige, eftersom de ikke er anfaegtet inden for fristen paa den foreskrevne maade.
30 Sagsoegte tilfoejer, at selv hvis det lagdes til grund, at sagsoegeren ikke har modtaget skrivelsen af 12. april 1988, er sagen for sent anlagt. Det foelger nemlig af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, at fristen til at indbringe klage loeber fra den dag, afgoerelsen meddeles modtageren og i alle tilfaelde senest den dag, den paagaeldende faar kendskab til den, hvis det drejer sig om en foranstaltning af individuel karakter. Ifoelge Kommissionen har sagsoegeren erkendt, at hun i hvert tilfaelde var bekendt med Gutiérrez Díaz' udnaevnelse paa det tidspunkt, hvor hun indgav sin "ansoegning" af 21. februar 1989. Desuden var hun bekendt med "skaeringsdatoen" den 31. december 1988, som var fastsat i Raadets forordning nr. 3517/85. Sagsoegte konkluderer heraf, at sagsoegeren skulle indgive en klage enten at regne fra den 31. december 1988 eller at regne fra den 21. februar 1989 og ikke blot en ansoegning at regne fra sidstnaevnte dato.
31 Sagsoegte goer endvidere gaeldende, at selv om man maatte komme frem til, at sagsoegerens skrivelse af 21. februar 1989 var en "klage", kan sagen, som er registreret den 2. januar 1990, dog heller ikke antages til paakendelse, idet sagen er anlagt efter udloebet af den tremaaneders frist, som foelger efter fristen paa fire maaneder, ved hvis udloeb der i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, andet afsnit, antages at foreligge en stiltiende afvisning. Desuden medfoerte afgoerelsen af 27. september 1989 ikke, at klagefristen loeb paa ny, fordi afgoerelsen under alle omstaendigheder blev truffet efter soegsmaalsfristens udloeb, jf. vedtaegtens artikel 91, stk. 3, in fine. Vedroerende det sidstnaevnte forhold har Kommissionen henvist til dom af 13. juli 1989 (sag 58/88, Olbrechts mod Kommissionen, Sml. s. 2643).
32 Sagsoegte henviser endelig til, at ifoelge Domstolens faste praksis er klagefristerne ufravigelige og kan ikke vaere genstand for et skoen fra parternes eller Rettens side. Ifoelge sagsoegte kan administrative afgoerelsers lovlighed ikke anfaegtes i det uendelige, uden at det vil gribe ind i kravet om retssikkerhed for tredjemand og paavirke erhvervede rettigheder. I den forbindelse har sagsoegte paaberaabt sig foelgende af Domstolens domme: Dom af 17. november 1965 (sag 55/64, Lens mod De Europaeiske Faellesskabers Domstol, Sml. 1965-1968, s. 125), dom af 17. november 1965 (sag 20/65, Collotti mod De Europaeiske Faellesskabers Domstol, Sml. 1965-1968, s. 127) og dom af 12. december 1967 (sag 4/67, Muller mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 415).
33 Sagsoegeren har indledningsvis gjort gaeldende, at hun aldrig har modtaget skrivelsen af 12. april 1988, og at skrivelsen af 2. oktober 1987 vedroerende hendes opfoerelse paa egnethedslisten hverken angav, at Gutiérrez Díaz var opfoert paa denne liste eller, at hun eventuelt ville blive udnaevnt. Sagsoegeren har dernaest anfoert, at datoen 12. april 1988, som Kommissionen havde valgt til at sende hende meddelelsen, enten laa paa et for sent tidspunkt, da denne meddelelse burde have vaeret dateret den samme dag eller i det mindste paa en dato i naerheden af datoen paa skrivelsen af 16. december 1987 til Gutiérrez Díaz, eller for tidligt; Gutiérrez Díaz skulle jo tiltraede tjenesten i begyndelsen af 1988, hvorfor man skulle have afventet udloebet af proevetiden paa 9 maaneder for at vide, om hun opfyldte kravene for at udfoere den paagaeldende stilling. Havde det nemlig ikke vaeret tilfaeldet, havde man kunnet henvende sig til sagsoegeren.
34 Samtidig med at sagsoegeren fastholder, at hun aldrig har modtaget en officiel meddelelse, har hun redegjort for, hvorledes hun efterhaanden fik kendskab til Gutiérrez Díaz' udnaevnelse. Sagsoegeren vidste nemlig, at hun var ansoeger og har helt sikkert moedt hende ved samtalerne den 9. og 10. november 1987, men hun afventede en officiel underretning fra Kommissionen. Senere fik hun halvofficielt at vide, at Gutiérrez Díaz havde faaet den paagaeldende stilling, men mente, at denne oplysning ikke kunne medfoere konsekvenser i forhold til hendes egen ansoegning, idet stillingen kunne vaere besat med en hjaelpeansat, midlertidigt ansat eller kontraktansat. Da oplysningerne blev konkretiseret, indgav hun ansoegningen af 21. februar 1989. Under alle omstaendigheder fik hun ikke officielt kendskab til sin medansoegers udnaevnelse, foer hun laeste Kommissionens svar af 4. oktober 1989 paa sin klage, og hun fik foerst formelt bevis for udnaevnelsen i bilagene til svarskriftet af 16. februar 1990.
35 I replikken er sagsoegeren vendt tilbage til spoergsmaalet om, hvorledes den foerste administrative procedure skal betegnes. Hun har nemlig anfoert, at skrivelsen af 21. februar 1989, som hun oprindelig havde betegnet som "ansoegning", i realiteten er en "klage over en eventuel udnaevnelse af Gutiérrez Díaz". Ifoelge sagsoegeren "er teksten ikke en ansoegning, idet den ikke havde til formaal, at ansaettelsesmyndigheden skulle traeffe en beslutning for sagsoegerens vedkommende". Paa trods af bistandspligten i forhold til sagsoegeren gjorde administrationen hende ikke opmaerksom paa, at ansoegningen var en klage, eftersom den var rettet mod en afgoerelse (dom af 13.7.1989, Olbrechts mod Kommissionen). I oevrigt har Kommissionen selv i sit svar af 4. oktober 1989 paa klagen betegnet sagsoegerens skrivelse af 13. september 1989 som en "klage". Det kan heraf udledes, at sagen er anlagt inden for fristen. Sagsoegeren har tilfoejet, at selv om skrivelsen af 21. februar 1989 maatte anses for en ansoegning, kan sagen antages til paakendelse, idet vedtaegtens frister i forbindelse med den administrative procedure er overholdt.
36 Retten skal indledningsvis bemaerke, at naervaerende sag foerst og fremmest har til formaal at faa udnaevnelsen af den anden ansoeger paa egnethedslisten til stilling nr. 12 annulleret, og ikke Udvaelgelseskomitéens afgoerelse om at opfoere hende paa denne liste. Paa den ene side har sagsoegeren i replikken nemlig udtrykkeligt frafaldet anbringendet om, at Gutiérrez Díaz ikke var opfoert paa egnethedslisten, og paa den anden side omfatter de i staevningen nedlagte paastande ikke Udvaelgelseskomitéens ovennaevnte afgoerelse.
37 Dernaest skal der tages stilling til problemet med sagsoegerens modtagelse af den skrivelse af 12. april 1988, som Kommissionen haevder at have sendt. Med hensyn hertil fremgaar det af Domstolens faste praksis, at "bevisbyrden for, hvornaar meddelelsen af en afgoerelse er sket, paahviler den part, som paaberaaber sig, at en sag er anlagt for sent" (dom af 5.6.1980, sag 108/79, Belfiore mod Kommissionen, Sml. s. 1769, dom af 11.5.1989, sag 194/87, Maurissen mod Revisionsretten, Sml. s. 1045 og dom af 13.7.1989, Olbrechts mod Kommissionen). I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid ikke fremlagt bevis for, ved f.eks. et modtagelsesbevis, at sagsoegeren har modtaget det omhandlede dokument. I mangel af saadant bevis kan Retten kun laegge til grund, at sagsoegeren ikke fik kendskab til indholdet af skrivelsen af 12. april 1988, og dermed Gutiérrez Díaz' udnaevnelse, foer i svaret paa "klagen" af 13. september 1989, som Kommissionen sendte sagsoegeren den 4. oktober 1989.
38 I oevrigt er den retlige kvalifikation af sagsoegerens skrivelse af 21. februar 1989, som alene Retten kan vurdere, afhaengig af, hvilket kendskab sagsoegeren havde til ansaettelsesprocedurens resultat paa det tidspunkt, hvor naevnte skrivelse blev udfaerdiget. Med hensyn til dette forhold maa det ifoelge Kommissionen antages, at sagsoegeren, om ikke andet, saa halvofficielt, havde faaet kendskab til Gutiérrez Díaz' udnaevnelse til den omhandlede stilling. Kommissionen henviser i den forbindelse til ordlyden i skrivelsen af 21. februar 1989. Paa baggrund af sagens omstaendigheder og den naevnte skrivelses ordlyd finder Retten imidlertid, at det umuligt kan haevdes, at sagsoegeren i februar 1989 havde et tilstraekkeligt sikkert og praecist kendskab til Gutiérrez Díaz' udnaevnelse til stilling nr. 12 i forbindelse med udvaelgelsesproeve KOM/A/537.
39 Foelgelig var det helt logisk og berettiget, at sagsoegeren forelagde ansaettelsesmyndigheden en ansoegning i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, om at traeffe en beslutning for hendes vedkommende med hensyn til udfaldet af den ansaettelsesprocedure, hun havde deltaget i. Hun anvendte det retsmiddel, som efter sit formaal var egnet til, at hun kunne ansoege om at modtage en afgoerelse for hendes vedkommende, og det vil i naervaerende sag sige den eller de endelige afgoerelser, som var truffet i den ansaettelsesprocedure, hun havde deltaget i. I den forbindelse er det forhold, at skaeringsdatoen for udnaevnelser er fastsat til den 31. december 1988 i ovennaevnte forordning nr. 3517/85, uden betydning for, om der retmaessigt kan forelaegges en ansoegning i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, naar sagsoegeren konkret paa denne maade proevede at faa oplyst ansaettelsesprocedurens resultater. Under alle omstaendigheder har Kommissionen i oevrigt selv i sit svar af 4. oktober 1989 paa sagsoegerens klage betegnet skrivelsen af 21. februar 1989 som "ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1" og den klage, Kommissionen havde modtaget den 13. september 1989 over den stiltiende afvisning af ansoegningen, som "klage nr. R/96/89".
40 Uden at det i oevrigt er noedvendigt at undersoege Kommissionens forpligtelser med hensyn til dens bistandspligt under den administrative procedure, finder Retten, at sagsoegerens skrivelse af 21. februar 1989 paa grund af sagens saerlige omstaendigheder skal anses for en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, og at afvisningsgrunden, som er stoettet paa, at sagen er for sent anlagt, ikke kan tages til foelge. Den stiltiende afvisning af klagen indtraadte nemlig den 22. juni 1989. Klagen af 13. september 1989 blev indbragt inden for tremaanedersfristen i artikel 90, stk. 2, og sagen, som er registreret den 2. januar 1990, er anlagt inden for tremaanedersfristen i artikel 91, stk. 3, til proevelse af den udtrykkelige afvisning af 4. oktober 1989 af klagen.
Anden afvisningsgrund: Gutiérrez Díaz ikke inddraget som part i sagen
41 Sagsoegte har anfoert, at Gutiérrez Díaz, uafhaengigt af mulighederne for intervention og tredjemandsindsigelse, har en grundlaeggende ret til for judicielt forum at kunne goere sine rettigheder gaeldende og varetage sine legitime interesser, og hun kan under ingen omstaendigheder beroeves muligheden for kontradiktion. Ifoelge sagsoegte paaberaabes der med denne indsigelse processuel ordre public, og Gutiérrez Díaz burde have vaeret indstaevnet med adgang til alle processkrifterne. Ud over i retsmoedet at gentage denne afvisningsgrund og at erkende, at der ikke er tale om en "afvisningsindsigelse i streng forstand", har Kommissionen anfoert, at Retten paa baggrund af sagens omstaendigheder boer tage stilling til dette processkridt, som Domstolens procesreglement ikke udtrykkeligt forbyder, eller i det mindste tage stilling til, om den tjenestemand, hvis udnaevnelse anfaegtes, eventuelt skal tilvarsles parallelt med offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.
42 Efter sagsoegerens opfattelse er adcitation et processkridt, som er ukendt i Faellesskabets retsorden, og unoedvendigt i den foreliggende sag, idet Gutiérrez Díaz ikke ansaa det for at vaere noedvendigt at fremsaette en begaering om intervention, da hun uden tvivl mente, at Kommissionen varetog hendes interesser tilstraekkeligt.
43 Retten skal henvise til Domstolens dom af 10. december 1969, hvori det udtaltes: "Sagen afvises, for saa vidt angaar paastanden om, at Guenter Arning adciteres, da procesreglementet ikke hjemler dette processkridt" (sag 12/69, Wonnerth mod Kommissionen, Sml. s. 167). Domstolens procesreglement sikrer i oevrigt rettighederne hos tredjemand, som ikke er inddraget i en sag, ved at aabne mulighed baade for intervention - som Gutiérrez Díaz havde kunnet goere brug af, fordi hun burde have kendskab til sagen igennem det sammendrag, som var offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende - og for tredjemandsindsigelse. Under alle omstaendigheder skal procesregler i oevrigt, for at kunne anvendes af retssubjekterne, fremgaa udtrykkeligt af en retsakt og kan ikke fremfortolkes af Retten, navnlig ikke naar retssubjekternes retsbeskyttelse allerede er sikret paa hensigtsmaessig maade.
44 Denne afvisningsgrund maa derfor ogsaa forkastes.
Tredje afvisningsgrund: Ingen overensstemmelse mellem de krav, som blev fremsat i aktstykkerne i den forudgaaende forvaltningssag og de i staevningen fremsatte krav
45 Sagsoegte har gjort gaeldende, at ansoegningen og klagen er rettet mod udvaelgelsesproeve KOM/A/470, mens staevningen vedroerer udnaevnelsen af Gutiérrez Díaz, som er sket som foelge af udvaelgelsesproeve KOM/A/537. Dette modsaetningsforhold indebaerer, at sagen boer afvises, idet soegsmaalet er i strid med bestemmelserne i vedtaegtens artikel 91, stk. 2.
46 Sagsoegeren har erkendt, at hun har begaaet "undskyldelige fejl" i udformningen af saavel aktstykkerne i forvaltningssagen som staevningen ved undertiden at henvise til meddelelsen om udvaelgelsesproeve KOM/A/470, men hun haevder, at disse fejl ikke er af betydning, eftersom Kommissionens svar af 4. oktober 1989 paa hendes klage vedroerer udvaelgelsesproeve KOM/A/537 og er vedlagt som bilag til staevningen. Med hensyn til dette forhold har hun paaberaabt sig Rettens dom af 29. marts 1990 (sag T-54/89, Alexandrakis mod Kommissionen, Sml. II, s. 143), hvoraf det skulle fremgaa, at "naar sagsoegeren har begaaet en undskyldelig fejl, som ikke har kunnet vildlede ... Kommissionen som part, skal de noedvendige rettelser tillades, for at staevningen kan faa indhold og mening".
47 Retten skal henvise til, at det foelger af Domstolens faste praksis om overensstemmelse mellem aktstykkerne i forvaltningssagen og staevningen, at det er tilstraekkeligt, "saafremt tjenestemanden ... for Domstolen nedlaegger paastande, der har samme genstand som klagen, og fremsaetter indsigelser, der hviler paa samme grundlag som de paaklagede forhold" (jf. bl.a. dom af 23.10.1986, sag 142/85, Schwiering mod Revisionsretten, Sml. s. 3177).
48 I denne sag har sagsoegeren ganske vist flere gange i sine skrivelser forvekslet udvaelgelsesproeve KOM/A/470 med udvaelgelsesproeve KOM/A/537. Det fremgaar dog af ansoegningen af 21. februar 1989, af klagen af 13. september 1989 og af staevningen, at disse dokumenter dels har samme genstand, dvs. udnaevnelse af sagsoegeren til den omhandlede stilling og den hermed forbundne annullation af udnaevnelsen af Gutiérrez Díaz til samme stilling, dels har samme aarsag, dvs. at sagsoegeren fejlagtigt ikke er udvalgt af ansaettelsesmyndigheden til at varetage stilling nr. 12 i meddelelsen om udvaelgelsesproeve KOM/A/537. I oevrigt er udvaelgelsesproeve KOM/A/537 altid naevnt mindst én gang i hvert af disse dokumenter, enten i selve teksten eller i de vedlagte bilag. Desuden konstaterer Retten, at sagsoegeren ikke har omtalt udvaelgelsesproeve KOM/A/470 i paastandene. Endelig skal det fremhaeves, at disse faktiske fejl i intet tilfaelde kunne vildlede Kommissionen, hvorved det tydeligt fremgaar af svaret paa klagen og af svarskriftet, at Kommissionen fuldt ud var klar over, at sagens genstand vedroerte udvaelgelsesproeve KOM/A/537 og ikke udvaelgelsesproeve KOM/A/470.
49 Det foelger af det anfoerte, at denne afvisningsgrund ogsaa maa forkastes. Foelgelig fremmes sagen til realitetspaakendelse.
Realiteten
50 Foruden paastandene i staevningen har sagsoegeren i replikken nedlagt nye paastande om, at Retten paalaegger sagsoegte at fremlaegge dokumenter, redegoere for visse forhold og klarlaegge en raekke omstaendigheder ved vidnefoersel. Derfor boer der foretages en undersoegelse foerst af paastandene vedroerende annullation af Gutiérrez Díaz' udnaevnelse og af ansaettelsesproceduren efter udarbejdelsen af egnethedslisten, dernaest paastandene om, at Retten bestemmer, at sagsoegeren udnaevnes eller at udvaelgelsesproceduren genoptages, og endelig paastanden om, at der foranstaltes visse former for bevisoptagelse.
Paastandene om annullation af Gutiérrez Díaz' udnaevnelse og af ansaettelsesproceduren efter udarbejdelsen af egnethedslisten
51 Til stoette for paastandene fremsatte sagsoegeren oprindelig seks anbringender: Overtraedelse af vedtaegtens artikel 25 og bestemmelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, aabenbart fejlskoen fra Kommissionens side, som udgoer en overtraedelse af vedtaegtens 27, overtraedelse af vedtaegtens artikel 33, overtraedelse af artikel 5 i vedtaegtens bilag III, magtfordrejning og tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling.
52 Kommissionen har praeciseret, at de anbringender og argumenter, som den fremsatte i svaret af 4. oktober 1989 paa sagsoegerens klage, kan anses for fuldt ud gengivet i svarskriftet.
53 Da sagsoegeren under retsmoedet udtrykkeligt har frafaldet sine paastande om, at vedtaegtens artikel 33 og artikel 5 i vedtaegtens bilag III blev overtraadt, boer der af hensyn til en logisk argumentation foretages en undersoegelse foerst af anbringendet om, at der er udoevet et aabenbart fejlskoen, som udgoer en overtraedelse af vedtaegtens artikel 27, dernaest af anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling, herefter af anbringendet om magtfordrejning og endelig af anbringendet om en overtraedelse af vedtaegtens artikel 25.
Anbringendet om et aabenbart fejlskoen, som udgoer en overtraedelse af vedtaegtens artikel 27
54 Sagsoegeren har anfoert, at Gutiérrez Díaz' ansoegning ikke opfyldte betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, og at hendes kvalifikationsbeviser og curriculum vitae i oevrigt var paa et lavere niveau end hendes. Foelgelig har ansaettelsesmyndigheden paa grund af sine "subjektive og fejlagtige" vurderinger overtraadt vedtaegtens artikel 27, ifoelge hvilken "det ved ansaettelse skal tilstraebes, at institutionen sikres medarbejdere, der opfylder de hoejeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet", saaledes som den er fortolket af Domstolen i dom af 21. april 1983, Ragusa mod Kommissionen.
55 Sagsoegte har anfoert, at sagsoegeren hverken har fremfoert argumenter eller beviser, som kan understoette disse anbringender. I oevrigt kan hverken sagsoegeren, ansaettelsesmyndigheden, eller endog Retten og Domstolen efterproeve grundlaget for en udvaelgelseskomités skoensmaessige beslutninger (Domstolens dom af 14.7.1983, sag 144/82, Detti mod Domstolen, Sml. s. 2436). Med hensyn til dette forhold har Kommissionen stoettet sig paa Domstolens praksis, ifoelge hvilken "den undersoegelse af egnetheden, som en udvaelgelseskomité skal foretage, er frem for alt af sammenlignende karakter og daekkes af den grund af den tavshedspligt, der gaelder for disse droeftelser" (dom af 14.6.1972, sag 44/71, Marcato mod Kommissionen, Sml. s. 105; dom af 9.10.1974, forenede sager 112, 144 og 145/73, Campogrande mfl. mod Kommissionen, Sml. s. 981). Endvidere udtalte Domstolen i dom af 27. oktober 1977 (sag 121/76, Moli mod Kommissionen, Sml. s. 1971), at den ikke er kompetent til at traede i ansaettelsesmyndighedens sted og bestemme, at dens afgoerelse skal have gyldighed som en ansaettelse. Med hensyn til dette forhold har Kommissionen ogsaa henvist til udtalelsen i Rettens dom af 16. oktober 1990 (sag T-128/89, Brumter mod Raadet, Sml. II, s. 545), hvori det hedder, at da ansaettelsesmyndigheden har et vidt skoen, er Domstolens kontrol "begraenset til, om administrationen paa baggrund af den fulgte fremgangsmaade og de forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, kan antages at have holdt sig inden for graenser, som ikke kan anfaegtes, og ikke har anvendt sine befoejelser aabenbart fejlagtigt".
56 Retten finder indledningsvis at burde citere den naevnte dom af 9. oktober 1974, Campogrande mfl. mod Kommissionen, hvori Domstolen udtalte, at "den undersoegelse af egnetheden, som en udvaelgelseskomité skal foretage, frem for alt er af sammenlignende karakter og af den grund daekkes af den tavshedspligt, der gaelder for disse droeftelser, saaledes at disse kun kan falde ind under (Rettens) kontrol i tilfaelde af aabenbar kraenkelse af de regler, der gaelder for udvaelgelseskomitéernes arbejde". Retten finder desuden at maatte understrege, at kontrollen med afgoerelser i forbindelse med ansaettelse sker under hensyn til ansaettelsesmyndighedens skoensbefoejelse. Kontrollen er begraenset til at undersoege, om der er indtruffet uregelmaessigheder i sagsbehandlingen, at efterproeve, om de faktiske omstaendigheder, administrationen har lagt til grund for sin afgoerelse, er materielt rigtige, og endelig at afklare, om den administrative afgoerelse er behaeftet med et aabenbart fejlskoen, en retlig fejl eller magtfordrejning.
57 Retten fastslaar for den foreliggende sags vedkommende, at for saa vidt angaar anbringendet om et aabenbart fejlskoen, saaledes som det goeres gaeldende af sagsoegeren, er der ikke fremfoert nogle omstaendigheder, som goer det muligt at proeve rigtigheden heraf. Sagsoegeren paaberaaber sig nemlig afgoerende omstaendigheder, som ikke er godtgjort, f.eks. ved praecise og sammenlignende oplysninger med hensyn til sagsoegerens og Gutiérrez Díaz' situation. Endvidere har sagsoegeren hverken bestridt, eller taget stilling til, begrundelsen for den anfaegtede udnaevnelse, der fremgaar af Ristori' s skrivelse af 10. november 1987, som hun fik kendskab til i forbindelse med svarskriftets forkyndelse. Foelgelig er der i sagen intet holdepunkt for, at der er begaaet nogen form for aabenbart fejlskoen, som udgoer en overtraedelse af vedtaegtens artikel 27.
58 Dette anbringende kan derfor ikke tages til foelge.
Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling
59 Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af undersoegelsen af de uregelmaessigheder, fremgangsmaaden ved udvaelgelsesproeve KOM/A/537 var behaeftet med, at ansaettelsesmyndigheden havde en vilkaarlig holdning, som var "i strid med EF-institutionernes interesser og retfaerdighedshensynet i almindelighed". Den person, som blev udnaevnt, blev det nemlig, uden at der var taget hensyn til eller foretaget en bedoemmelse af vedkommendes kvalifikationsbeviser og viden. Med hensyn hertil har sagsoegeren paaberaabt sig saavel Domstolens dom af 6. oktober 1982, Williams mod Revisionsretten, som Kommissionens svar af 4. oktober 1989 paa sagsoegerens klage, hvori Kommissionen understregede, "at de forhold, som indgaar i vurderingen, ikke alene afhaenger af de paagaeldendes viden og faglige brugbarhed, men ogsaa vedkommendes karakter, adfaerd og personlighed i sin helhed, som derved falder uden for forhold, der kan begrundes". Ifoelge sagsoegeren kan saadanne kriterier ikke anvendes som begrundelse, idet udvaelgelsesproceduren boer have til formaal at faa udnaevnt den bedste ansoeger, uden at der goeres brug af subjektive kriterier.
60 Ifoelge sagsoegeren udgoer helheden af disse forhold en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling i vedtaegtens artikel 5, stk. 3, hvori det hedder: "Tjenestemaend, der tilhoerer samme kategori eller samme tjenestegruppe, er undergivet de samme ansaettelses- og karrierevilkaar". I en udvaelgelsesproeve boer den anvendelse af objektive kriterier, som skal goere det muligt at vaelge den bedste ansoeger, udelukkende hvile paa en retfaerdig, upartisk og ikke-diskriminerende vurdering af ansoegernes kvalifikationer. Med hensyn til dette forhold har sagsoegeren paaberaabt sig dommene af 23. januar 1975 og 13. februar 1979, de Dapper mod Parlamentet og Martin mod Kommissionen, begge tidligere naevnt.
61 Sagsoegte har gjort gaeldende, at det fremgaar af sagens akter, at ansaettelsesmyndigheden og Udvaelgelseskomitéen for Udvaelgelsesproeve KOM/A/537 under den omhandlede ansaettelsesprocedure oenskede at udvaelge den ansoeger, som var mest kvalificeret til stilling nr. 12 i forbindelse med udvaelgelsesproeve KOM/A/537.
62 Retten konstaterer, at sagsoegeren intet har fremfoert til stoette for dette anbringende, som goer det muligt at vurdere dets rigtighed. Sagsoegeren har nemlig alene i upraecise og generelle vendinger gjort gaeldende, at der hverken skete en bedoemmelse af Gutiérrez Díaz' kvalifikationsbeviser og viden, eller toges hensyn hertil, mens det fremgaar af Udvaelgelseskomitéens endelige rapport af 3. september 1987, at komitéen foretog en fuldstaendig bedoemmelse, herunder ved hjaelp af samtaler, af kvalifikationerne og beviserne herfor hos de seks ansoegere, som opfyldte betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Det fremgaar paa intet punkt af sagen, at Kommissionen har overtraadt vedtaegtens artikel 5, stk. 3 og dermed tilsidesat princippet om ligebehandling.
63 Dette anbringende kan derfor ikke tages til foelge.
Anbringendet om magtfordrejning
64 Til stoette for dette anbringende har sagsoegeren fremfoert de samme argumenter, som blev fremfoert til stoette for det ovenfor paakendte anbringende om tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling. Under retsmoedet har sagsoegeren tilfoejet, at i betragtning af den hurtighed, hvormed der blev truffet afgoerelse om udnaevnelsen, kan samordningen mellem de personer, som foretog samtalerne, ikke have fundet sted, og det maa heraf udledes, at afgoerelsen var truffet paa forhaand.
65 Heroverfor har sagsoegte ikke alene paaberaabt sig sin argumentation i forbindelse med anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling, men har endvidere anfoert, at det er overraskende, at sagsoegtes egen hurtighed anfaegtes, i betragtning af at oensket om hurtighed og effektivitet var begrundet i den saerlige sammenhaeng, hvori ansaettelsen indgik, her konkret ansaettelsen af spanske tjenestemaend, og i tjenestens interesse.
66 Da Retten allerede har taget stilling til de argumenter, som er faelles for det anbringende, som foer blev paakendt, og dette anbringende, skal der alene tages stilling til argumentet om, at ansaettelsesmyndighedens afgoerelse haevdes at vaere truffet for hurtigt. Herom har Ristori praeciseret i sit notat af 10. november 1987, at afgoerelsen om udnaevnelse blev "truffet efter aftale med Direktorat IX-E samt Generaldirektoratet". Sagsoegeren kan derfor ikke goere gaeldende, at der ikke skulle vaere sket en samordning mellem de personer, hun moedte ved samtalerne. Desuden ses det forhold, at der gik omkring én dag mellem det tidspunkt, da samtalerne blev tilendebragt, og Ristori udarbejdede det omhandlede notat, paa ingen maade at udgoere magtfordrejning i betragtning af, at der var et meget begraenset antal ansoegere, og at alle de personer, som deltog i samtalerne, henhoerte under det samme generaldirektorat. Tvaertimod er det udtryk for, at Kommissionen hurtigst muligt oensker at loese problemerne i forbindelse med besaettelsen af ledige stillinger.
Anbringendet om en overtraedelse af vedtaegtens artikel 25 og bestemmelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven
67 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at pligten til dels skriftligt at meddele individuelle afgoerelser, der indebaerer et klagepunkt, dels at begrunde disse, baade fremgaar af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 25, stk. 2 og 3, samt ordlyden i meddelelsen om den paagaeldende udvaelgelsesproeve. Sagsoegte har derfor overtraadt disse bestemmelser ved ikke at meddele sagsoegeren proevens resultat og de begrundede resultater vedroerende sagsoegeren. Desuden bragte det forhold, at der i to aar ikke blev meddelt noget som helst vedroerende proevens resultat, sagsoegeren i en uafklaret situation, "hvori hun fortsat var afventende og ... som forhindrede hende i at foretage sig noget for at varetage sine legitime interesser".
68 Med hensyn til pligten til at give meddelelse har sagsoegte indledningsvis anfoert, at sagsoegeren fik meddelelse om resultatet af den generelle udvaelgelsesproeve KOM/A/537 ved skrivelse af 2. oktober 1987 fra chefen for afdelingen "Ansaettelser", og at ansaettelsesmyndighedens endelige afgoerelse, hvorved sagsoegeren fik underretning om, at hun ikke havde faaet stillingen, blev meddelt hende ved skrivelse af 12. april 1988. I duplikken har sagsoegte naermere anfoert, at sidstnaevnte skrivelse "intet har at goere med pligten i meddelelsen om udvaelgelsesproeven til at underrette ansoegerne om de resultater, som vedroerer dem", og at sagsoegeren er blevet underrettet om de af Udvaelgelseskomitéens resultater, som vedroerer hende. Sagsoegte har tilfoejet, at selv om det ikke maatte anses for tilstraekkeligt bevist, at den sidstnaevnte skrivelse blev modtaget, kan dette forhold ikke bevirke en automatisk udnaevnelse af sagsoegeren samt en annullation af alle de tidligere retsakter, som vedroerer udvaelgelsesproceduren. Ifoelge Kommissionen vedroerer vedtaegtens artikel 25 i oevrigt den "skriftlige" meddelelse. Det er imidlertid godtgjort, at denne pligt er overholdt, eftersom Kommissionen sendte sagsoegeren skrivelsen af 12. april 1988.
69 Om pligten til at begrunde ansaettelsesmyndighedens endelige afgoerelse om udnaevnelse har Kommissionen derefter gjort gaeldende, at Domstolen i dom af 31. marts 1965 fastslog, at i et tilfaelde, hvor sagsoegeren, som var opfoert paa en egnethedsliste, ikke var blevet udnaevnt af ansaettelsesmyndigheden, at "sidstnaevnte afgoerelse (den udvalgte ansoegers udnaevnelse) ikke skulle begrundes over for adressaten, i forhold til hvem afgoerelsen ikke indeholdt et klagepunkt. Sagsoegerens forlangende er ensbetydende med et paalaeg til ansaettelsesmyndigheden om at begrunde, hvorfor den ikke har truffet en anden afgoerelse. Udvaelgelsesproceduren har netop til formaal at overfloediggoere en saadan begrundelse, hvis virkninger i oevrigt kunne vaere til skade for en forbigaaet ansoeger" (sag 16/64, Rauch mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 39; jf. ogsaa Raponi mod Kommissionen, naevnt ovenfor). Ifoelge Kommissionen boer denne dom fortolkes saaledes, "at naar ansoegerne er blevet oplyst om resultaterne ved udvaelgelsesproeven, er (Kommissionen) ikke laengere forpligtet til at give meddelelse om enhver udnaevnelse til de ansoegere, som ikke er blevet udvalgt til denne stilling", og desuden ved ansoegerne paa den af Udvaelgelseskomitéen udarbejdede egnethedsliste, at i listens gyldighedsperiode og indtil dens udloeb kan de modtage et tilbud om ansaettelse fra Kommissionen.
70 Under retsmoedet har Kommissionen tilfoejet, at ansoegere paa egnethedslisten ikke har krav paa en udnaevnelse, og at det ikke er taenkeligt, at der bestaar en eventuel pligt til at underrette dem om udnaevnelsen af en eller flere af de oevrige ansoegere paa den samme egnethedsliste forsynet med en tilstraekkelig begrundelse for deres vedkommende. Dels ville pligten vaere vanskelig at forvalte, navnlig i forbindelse med udvaelgelsesproever med mange deltagere, for hvilke der findes egnethedslister med mange ansoegere, dels ville en saadan pligt bevirke, at udarbejdelsen af begrundelsen for saadanne "afgoerelser" truffet af ansaettelsesmyndigheden ville blive meget kompleks i betragtning saavel af det vide skoen, ansaettelsesmyndigheden har i forbindelse med denne sidste del af ansaettelsesproceduren, som af, at alle ansoegere paa en egnethedsliste efter Udvaelgelseskomitéens opfattelse fortjener at blive udnaevnt. Endelig har Kommissionen gjort det klart, at den anser det for delikat at udforme en pligt til at begrunde udnaevnelser i forhold til ansoegere paa egnethedslisten, som ansaettelsesmyndigheden ikke ansaetter, alt efter, om der deltager mange eller faa i den omhandlede udvaelgelsesprocedure.
71 Med hensyn til pligten til at give meddelelse i vedtaegtens artikel 25, stk. 2, og endvidere for naervaerende sags vedkommende i meddelelsen om udvaelgelsesproeven skal Retten bemaerke, at proevens resultat, saaledes som Udvaelgelseskomitéen fastlagde det, blev meddelt sagsoegeren ved sagsoegtes skrivelse af 2. oktober 1987, der er vedlagt staevningen. Foelgelig fremgaar det klart, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig en overtraedelse af de saerlige bestemmelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, hvori det hedder, at ansoegerne skal underrettes individuelt om det resultat fra udvaelgelsesproeven, som vedroerer dem. Med hensyn til argumentet om, at sagsoegeren forholdt sig afventende paa grund af Kommissionens handlemaade, bemaerkes, at sagsoegeren blot skulle have forelagt sin ansoegning tidligere, og at den usikkerhed, hun klager over, kun skyldtes hendes egen passivitet.
72 I oevrigt maa det fastslaas, at ansaettelsesmyndighedens afgoerelse vedroerende sagsoegeren, dvs. afgoerelsen om ikke at udnaevne hende, blev meddelt skriftligt, nemlig ved skrivelse af 12. april 1988, som hun senest fik kendskab til, da hun modtog Kommissionens svar paa sin klage. I den forbindelse udgoer det forhold, at denne meddelelse var forsinket, ikke i sig selv en overtraedelse af vedtaegtens artikel 25, stk. 2, foerste pkt., som kan medfoere den anfaegtede retsakts annullation (Domstolens dom af 29.10.1981, sag 125/80, Arning mod Kommissionen, Sml. s. 2539 og af 30.5.1984, sag 111/83, Picciolo mod Parlamentet, Sml. s. 2323).
73 Med hensyn til begrundelsespligten i vedtaegtens artikel 25, stk. 2, konstaterer Retten for det foerste, at bestemmelsen er en gentagelse af det almindelige krav i EOEF-Traktatens artikel 190. Det fremgaar naermere bestemt af denne vedtaegtsbestemmelse, at "enhver afgoerelse, der traeffes i henhold til denne vedtaegt om en bestemt person, straks skal meddeles den paagaeldende tjenestemand skriftligt. Enhver afgoerelse, der indebaerer et klagepunkt, skal begrundes". Domstolen fastslog i dom af 26. november 1981 (sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861), at "pligten til at begrunde en akt, der indeholder et klagepunkt, har til formaal at goere det muligt for Domstolen at udoeve sin kontrol med hensyn til afgoerelsens lovlighed, og at give afgoerelsens adressat oplysninger, der er tilstraekkelige til at fastslaa, hvorvidt afgoerelsen er korrekt eller behaeftet med mangler, hvorefter dens lovlighed kan anfaegtes". Begrundelsespligten er altsaa et vigtigt princip i faellesskabsretten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn.
74 For det andet henvises til indholdet af en ansaettelsesprocedure afholdt i medfoer af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 29, stk. 1, og vedtaegtens bilag III, som kraever en udvaelgelseskomités medvirken, saaledes som bestemmelserne er anvendt i naervaerende sag. Proceduren omfatter tre etaper, hvori foerst Udvaelgelseskomitéen, og derefter ansaettelsesmyndigheden medvirker. De to foerste etaper, som sker paa Udvaelgelseskomitéens ansvar, bestaar for det foerste i at undersoege, om ansoegningerne opfylder betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, og for det andet i at foretage et valg blandt de ansoegere, som har faaet adgang til proeven, ved hjaelp enten af en sammenlignende bedoemmelse af deres kvalifikationsbeviser, viden og erhvervserfaring, eller af deres resultater ved proeverne, eller endelig ved hjaelp af en kumuleret anvendelse af disse udvaelgelseskriterier alt efter arten af den paagaeldende proeve. Denne anden etape bestaar for Udvaelgelseskomitéen i at opfoere de ansoegere, som den anser for de bedste, paa den egnethedsliste, som forelaegges ansaettelsesmyndigheden. Listen opfoerer ansoegerne enten efter fortjeneste eller, som i den foreliggende sag, i alfabetisk orden. Ansaettelsesmyndighedens udnaevnelse af en eller flere af ansoegerne paa denne egnethedsliste er den tredje og sidste etape i ansaettelsesproceduren, hvorved det bemaerkes, at ansaettelsesmyndigheden kun af tvingende tjenstlige hensyn, som er behoerigt begrundet, kan fravige den raekkefoelge, som Udvaelgelseskomitéen eventuelt har fastsat (Rettens dom af 13.12.1990, forenede sager T-160/89 og T-161/89, Kalavros mod De Europaeiske Faellesskabers Domstol, Sml. II, s. 871).
75 Domstolen fastslog ganske vist i dom af 31. marts 1965, Rauch mod Kommissionen, hvor der var tale om en afgoerelse truffet under tredje etape af den beskrevne ansaettelsesprocedure: "Der er ikke truffet formel afgoerelse om 'ikke at udnaevne' sagsoegeren, men kun en afgoerelse om at udnaevne Kurtz. Denne afgoerelse skulle ikke begrundes over for adressaten, i forhold til hvem den ikke indeholdt et klagepunkt. Sagsoegerens forlangende er ensbetydende med paalaeg til ansaettelsesmyndigheden om at begrunde, hvorfor den ikke har truffet en anden afgoerelse. Udvaelgelsesproceduren har netop til formaal at overfloediggoere en saadan begrundelse, hvis virkninger i oevrigt kunne vaere til skade for en forbigaaet ansoeger."
76 Det skal dog praeciseres, at i Rauch-sagen var raekkefoelgen paa egnethedslisten, som ogsaa bestod af to navne, til forskel fra naervaerende sag fastsat efter fortjeneste, og ansaettelsesmyndigheden havde udnaevnt den ansoeger, som var opfoert foerst paa egnethedslisten. Udvaelgelseskomitéen havde derfor egentlig vaeret pligtig at informere de to ansoegere, som var opfoert paa listen, om deres raekkefoelge og forsyne denne oplysning med en passende begrundelse. Som Domstolen udtalte, er det i et saadant tilfaelde selve det princip, som ligger til grund for udvaelgelsesproeven, der udgoer en tilstraekkelig begrundelse i forhold til ansoegerne, eftersom det er klart, at ansaettelsesmyndigheden ikke, i forhold til forbigaaede ansoegere, som staar efter den udnaevnte ansoeger paa en egnethedsliste, hvis raekkefoelge er fastlagt efter fortjeneste, skal begrunde sin afgoerelse om ikke at udnaevne disse ansoegere. Det er grunden til, at Domstolen for dette praecise tilfaelde fastslog, at "udvaelgelsesproceduren netop har til formaal at overfloediggoere en saadan begrundelse". I den foreliggende sag er situationen derimod en ganske anden, dels fordi ansoegerne paa egnethedslisten ikke er opstillet efter fortjeneste, dels fordi den ansoeger, som ikke fik stillingen, ikke har modtaget nogen begrundelse, hvorved hun, end ikke kortfattet, kunne faa kendskab til grundene til, at ansaettelsesmyndigheden ikke havde udnaevnt hende.
77 I et saadant tilfaelde, hvor udvaelgelsesproceduren ikke i sig selv kunne udgoere en tilstraekkelig begrundelse, og hvor udnaevnelsen af en ansoeger direkte og umiddelbart beroerer retsstillingen for den anden ansoeger paa egnethedslisten, finder Retten, at begrundelsespligten paa ny faar fuld betydning i forhold til sidstnaevnte. Det ville nemlig vaere ganske og aldeles fornuftsstridigt, urimeligt og i strid med ordlyden og formaalet med bestemmelserne i vedtaegtens artikel 25, stk. 2, saafremt ansoegere, som var blevet udelukket under ansaettelsesprocedurens to foerste etaper, for deres vedkommende kunne faa begrundede afgoerelser og dermed vaere i stand til fuldt ud at goere deres rettigheder gaeldende, jf. Domstolens faste praksis (bl.a. dom af 14.6.1972, sag 44/71, Marcato mod Kommissionen, Sml. s. 105 og ovennaevnte dom af 26.11.1981, Michel mod Europa-Parlamentet), mens de bedre ansoegere, som var naaet frem til udvaelgelsesprocedurens tredje etape, og som var opfoert paa en egnethedsliste, udarbejdet uden hensyn til fortjenester, kunne forbigaas under ansaettelsesproceduren uden nogen som helst forklaring, som kunne goere dem bekendt med aarsagerne til, at ansaettelsesmyndigheden ikke valgte dem, og satte dem i stand til at bedoemme, om valget var berettiget.
78 Under en ansaettelsesprocedure som den her omhandlede maa det vaere klart, at saafremt man analyserer argumentationen fra ansaettelsesmyndigheden, som paa det sidste stadium udnaevner en ansoeger paa egnethedslisten til den ene stilling, som skal besaettes, ledsages denne udnaevnelse uundgaaeligt samtidig af en afgoerelse - i det mindste stiltiende, men dog noedvendigvis om ikke at udnaevne den anden eller de oevrige ansoegere paa egnethedslisten. Dette har Kommissionen i oevrigt udtrykkeligt erkendt i svaret paa sagsoegerens klage, hvori det hedder, at "afgoerelsen i notatet af 12. april 1988, hvorved administrationen meddelte klageren, at valget ikke var faldet paa hende, ubestrideligt beroerer klagerens retsstilling direkte og umiddelbart". I denne sag, hvilket er en forskel fra "almindelige" ansaettelsesprocedurer, hvor ansoegere paa en reserveliste efterhaanden kan blive ansat i forskellige stillinger, er ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om ikke at udnaevne ansoegeren til stilling nr. 12 negativ i forhold til hende, idet, som det bekraeftes af Kommissionen i dens besvarelse af Rettens skriftlige spoergsmaal, udnaevnelsen af Gutiérrez Díaz fik den umiddelbare virkning, at den egnethedsliste, hvorpaa sagsoegeren var opfoert, faldt bort. Foelgelig kunne sagsoegeren ikke laengere goere sig haab om en udnaevnelse og var udelukket fra en enhver ansaettelsesprocedure.
79 Retten finder i oevrigt, at argumentet om, at begrundelsen i ansaettelsesmyndighedens endelige afgoerelse kunne skade forbigaaede ansoegere, ikke er relevant. For det foerste fordi begrundelsen i en afgoerelse, der indeholder et klagepunkt, efter sagens natur indebaerer en relativt negativ vurdering af adressaten. For det andet fordi hensynet til overholdelsen af princippet om ligebehandling og beskyttelsen af retsundergivnes rettigheder boer gaa forud for hensynet til reaktionen hos de ansoegere, der ikke blev taget i betragtning, naar de modtager en saadan begrundelse. Endelig fordi disse ansoegere er de eneste, som faar kendskab til denne begrundelse, der ikke i noget tilfaelde boer offentliggoeres (Rettens dom af 13.12.1990, Kalavros mod De Europaeiske Faellesskabers Domstol).
80 Retten finder endelig, at Kommissionens argumentation om en tilpasning af begrundelsespligten under hensyn til antallet af deltagere ved udvaelgelsesproeverne ikke er holdbar. Under forbehold af respekten for raekkefoelgen efter fortjeneste, som Udvaelgelseskomitéen har fastsat, er det nemlig klart, at ansoegere paa en lang reserveliste, som er gyldig i et relativt langt tidsrum, ikke faar deres retsstilling direkte og umiddelbart beroert af en udnaevnelse, som ansaettelsesmyndigheden foretager paa grundlag af denne liste, fordi de bevarer muligheden for at blive udnaevnt til en ledig eller nyoprettet stilling i hele reservelistens gyldighedsperiode, selv om det, som Kommissionen med rette har fremhaevet, drejer sig om en mulighed for at blive udnaevnt, og ikke en ret hertil. Derfor kan Kommissionens argument om, at meddelelsen af saadanne begrundelser ville belaste systemet, ikke tages til foelge. For det foerste fordi saadanne begrundelser, naar alt kommer til alt, bliver sjaeldne, for det andet fordi de paa et tidligt tidspunkt kan udfaerdiges klart, men ret kortfattet, og senere uddybes efter den paagaeldendes anmodning, og endelig fordi det boer understreges, at senere retssager som foelge af, at de administrative afgoerelser ganske mangler eller har en utilstraekkelig begrundelse, for administrationen indebaerer et stoerre arbejde end arbejdet med at udfaerdige nogle passende og fyldestgoerende begrundelser, hvorved saadanne sager kunne undgaas.
81 Retten fastslaar i naervaerende sag, at skrivelsen af 12. april 1988, uden at det er fornoedent praecist at undersoege omstaendighederne med hensyn til modtagelsen, underrettede sagsoegeren om afgoerelsen om ikke at udnaevne hende til den omhandlede stilling. At retsakten er en afgoerelse fremgaar af dens ordlyd: "... er det besluttet ikke at ansaette Dem ...". Der ville herved tillige kunne henvises til, at aktens karakter af afgoerelse udtrykkeligt blev bekraeftet i Kommissionens svar paa sagsoegerens klage. I oevrigt er det klart, hvilket Kommissionen ikke har bestridt, at denne afgoerelse ikke indeholder nogen form for begrundelse, som kan oplyse sagsoegeren om grundene til, at ansaettelsesmyndigheden lod hende ude af betragtning. Det fremgaar imidlertid af det anfoerte, at denne afgoerelse indeholder et klagepunkt for hende, idet den umiddelbart og direkte beroerer hendes retsstilling ved definitivt at udelukke hende fra ansaettelsesproceduren som foelge af, at den egnethedsliste, hvorpaa hun var opfoert, samtidig faldt bort.
82 Under disse omstaendigheder finder Retten, at sagsoegte var retligt forpligtet til at begrunde sit svar i forhold til sagsoegeren, og at sagsoegte ikke har opfyldt denne vigtige betingelse i vedtaegtens artikel 25, stk. 2.
83 Paa dette trin i paadoemmelsen maa det dog konstateres, at sagsoegte i foreliggende sag under den skriftlige forhandling har meddelt Retten den anfaegtede afgoerelses begrundelse, som fremgaar af Ristori' s notat af 10. november 1987. Desuden har Kommissionens repraesentant under retsmoedet som et svar paa et spoergsmaal fra et af Rettens medlemmer anfoert, at sagsoegte bekraeftede, at dette var den afgoerelse, som havde medfoert, at der blev set bort fra sagsoegerens ansoegning, og at Kommissionen approberede begrundelsens ordlyd.
84 Sagsoegeren har hverken i replikken eller under den mundtlige forhandling bestridt rigtigheden af denne begrundelse, hvori det hed: "... den paagaeldende (Gutiérrez Díaz) har ud over sine kundskaber paa omraadet samt sin erfaring med hensyn til forvaltning og EDB den profil, som bedst passer til tjenestegrenens behov."
85 Paa baggrund af disse resultater finder Retten, at den praecise betydning af anbringendet om, at ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om ikke at udnaevne sagsoegeren til den omhandlede stilling mangler begrundelse, boer analyseres, og at det boer undersoeges, hvorvidt sagsoegeren har bevaret en retlig interesse i, at der traeffes afgoerelse om dette anbringende.
86 Hvad for det foerste angaar betydningen af anbringendet om, at ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om ikke at udnaevne sagsoegeren mangler begrundelse, konstaterer Retten, at det forhold, at dette anbringende konkret tages til foelge, paa ingen maade i sig selv kan medfoere, at Gutiérrez Díaz' udnaevnelse annulleres, og i oevrigt heller ikke, at der foretages annullation af den ansaettelsesprocedure, som fulgte efter udarbejdelsen af egnethedslisten. At en saadan overtraedelse af vedtaegtens artikel 25 er fastslaaet, kan kun medfoere annullation paa grund af manglende begrundelse af ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om ikke at udnaevne sagsoegeren. Herefter medfoerer dette, at Kommissionen i henhold til EOEF-Traktatens artikel 176 skal drage konsekvenserne af Rettens dom og gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger, herunder f.eks. at institutionen bekraefter den omhandlede afgoerelse, nu forsynet med en passende begrundelse. Retten finder derfor, at anbringendet om den manglende begrundelse af afgoerelsen om ikke at udnaevne sagsoegeren i realiteten, og i betragtning af de oevrige i sagen nedlagte paastande, skal anses for en paastand om annullation af denne afgoerelse alene.
87 Hvad for det andet angaar spoergsmaalet, om sagsoegeren har bevaret en retlig interesse i, at der traeffes afgoerelse med hensyn til dette anbringende, boer der foerst ved analogi henvises til Domstolens dom af 30. maj 1984 (sag 111/83, Picciolo mod Parlamentet, Sml. s. 2323), hvori det hedder: "Da alle sagsoegerens indsigelser mod ansaettelsesmyndighedens beslutning om at afslaa hans ansoegning til den ledige stilling har vist sig at vaere ugrundede, har sagsoegeren ikke en retlig interesse i, at udnaevnelsen af en anden ansoeger til den stilling, som han ikke gyldigt kan goere krav paa, annulleres". Tilsvarende maa der henvises til dom af 8. marts 1988 (forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio mod Kommissionen, Sml. s. 1399), hvori Domstolen udtalte, at "det under retsforhandlingerne oplyste i undtagelsestilfaelde kan bevirke, at der ikke laengere er grundlag for et anbringende om, at afgoerelsen ikke er blevet begrundet, saaledes at det ikke laengere kan begrunde en annullation af afgoerelsen".
88 I denne sag fremgaar det af det foregaaende, at for det foerste har sagsoegeren ikke fremsat et anbringende, som kan medfoere annullation af ansaettelsesmyndighedens udnaevnelse af den ansoeger, som blev udnaevnt til stillingen; for det andet, at der heller ikke er fremsat et anbringende, som kan foere til annullation af den del af ansaettelsesproceduren, som ligger efter udarbejdelsen af egnethedslisten; og endelig at sagsoegeren undlod, uanset at hun var i stand til det, at bestride rigtigheden af de grunde, som fik ansaettelsesmyndigheden til at se bort fra hendes ansoegning, hvilket gaelder uanset den forsinkelse, hvormed hun blev meddelt grundene, og selv om den oprindelige afgoerelse om at se bort fra hendes ansoegning manglede begrundelse.
89 Herefter fastslaar Retten, at de i staevningen nedlagte paastande om annullation af Kommissionens afgoerelse om udnaevnelse til stilling nr. 12 ved udvaelgelsesproeve KOM/A/537, samt annullation af den del af ansaettelsesproceduren, som ligger efter udarbejdelsen af egnethedslisten, boer forkastes, og at paastanden om annullation af ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om at se bort fra sagsoegerens ansoegning som foelge af afgoerelsens manglende begrundelse er blevet genstandsloes.
Paastandene om, at Retten giver paalaeg om at udnaevne ansoegeren, og, subsidiaert, at udvaelgelsesproceduren genoptages
90 Retten finder at maatte henvise til ordlyden i artikel 176, stk. 1, i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, som finder anvendelse paa Retten i medfoer af artikel 4 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans. Det hedder i denne bestemmelse, at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidroerer, "har pligt til at gennemfoere de til [Rettens] doms opfyldelse noedvendige foranstaltninger".
91 Det bemaerkes, at sagsoegerens paastande om, at Retten skal paalaegge Kommissionen at udnaevne sagsoegeren og, subsidiaert, at udvaelgelsesproceduren genoptages, maa afvises, da Retten ikke, uden at gribe ind i den administrative myndigheds befoejelser, kan tilpligte Faellesskabets institutioner at traeffe foranstaltninger eller saette sig i deres sted (Domstolens dom af 27.10.1977, sag 121/76, Moli mod Kommissionen og af 9.6.1983, sag 225/82, Verzyck mod Kommissionen, Sml. s. 1991).
Sagsoegerens paastande om, at Retten tilpligter Kommissionen at fremlaegge dokumenter og fremkomme med visse forklaringer, samt at der foranstaltes bevisoptagelse ved vidnefoersel
92 Sagsoegeren har henvist til Domstolens procesreglements artikel 42, stk. 1, vedroerende anfoerelse af yderligere beviser til stoette for sit krav i replikken om, at omstaendighederne ved Gutiérrez Díaz' udnaevnelse praeciseres. Det er nemlig foerst i Kommissionens svarskrift, at sagsoegeren har kunnet faa oplysninger om udnaevnelsen.
93 Sagsoegte har bemaerket, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at der var uregelmaessigheder i den fulgte fremgangsmaade, og at den hurtighed og effektivitet, hvormed administrationen udnaevnte den ansoeger, som er bedst egnet til stillingen, ikke kan anfaegtes, navnlig ikke da gyldigheden af denne ansaettelsesprocedure var tidsbegraenset.
94 Retten konstaterer, at sagsoegerens paastande har til formaal, at Retten skal bestemme, at der skal ske bevisoptagelse bl.a. for at faa fremlagt visse dokumenter vedroerende den omtvistede ansaettelsesprocedure. Med hensyn til dette forhold henvises til, at i henhold til Domstolens procesreglements artikel 45, stk. 1, "angiver ((Retten)) ved kendelse, hvilke bevismidler den finder hensigtsmaessige, og hvilke faktiske omstaendigheder der skal bevises". Det fremgaar klart af denne bestemmelse, at det henhoerer under Retten selv at vurdere, om et saadant bevismiddel er hensigtsmaessigt. Her fremgaar det dels af sagens akter, dels af det ovenfor anfoerte, at de bevismidler, sagsoegeren har anmodet om, ikke har nogen betydning for Retten, som anser sagen for tilstraekkeligt oplyst.
95 Foelgelig kan heller ikke disse paastande tages til foelge.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
96 I henhold til Domstolens procesreglements artikel 69, stk. 3, andet afsnit, kan Retten paalaegge endog en vindende part at erstatte den anden part de udgifter, som er paafoert ved foerstnaevntes adfaerd.
97 Domstolen udtalte i dom af 30. maj 1984, Picciolo mod Parlamentet: "Selv om samtlige af sagsoegerens anbringender maa forkastes, maa der imidlertid ved afgoerelsen om sagens omkostninger tages hensyn til de forudgaaende betragtninger vedroerende den kortfattede begrundelse af ansaettelsesmyndighedens afslag paa sagsoegerens ansoegning. Det var foerst paa grundlag af Parlamentets besvarelse af Domstolens spoergsmaal, at sagsoegeren blev i stand til fuldt ud at vurdere indholdet af den givne begrundelse. Herefter kan det ikke bebrejdes sagsoegeren, at han har indbragt sagen for Domstolen med henblik paa en proevelse af lovligheden af de beslutninger, der er truffet af den paagaeldende ansaettelsesmyndighed" (jf. ogsaa Rettens dom af 13.12.1990, Kalavros mod Domstolen).
98 I denne sag maa samme argumentation finde anvendelse, dels fordi der ikke er bevis for, saaledes som Kommissionen har haevdet det, at sagsoegeren fik meddelelse om afgoerelsen vedroerende hende, dels og navnlig fordi denne afgoerelse, som Kommissionen rettede til sagsoegeren, manglede enhver begrundelse.
99 Herefter boer bestemmelserne i artikel 69, stk. 3, andet afsnit, i Domstolens procesreglement finde anvendelse, hvorfor Kommissionen boer paalaegges at betale samtlige sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Sagsoegte frifindes, for saa vidt angaar paastandene om annullation af Kommissionens afgoerelse om udnaevnelse til den stilling, der er angivet som stilling nr. 12 i udvaelgelsesproeve KOM/A/537, samt om annullation af ansaettelsesproceduren efter udarbejdelsen af egnethedslisten.
2) Paastandene om, at Retten giver paalaeg om at udnaevne sagsoegeren, subsidiaert, at udvaelgelsesproceduren genoptages, afvises.
3) Det er ufornoedent at tage stilling til paastandene vedroerende Kommissionens afslag paa sagsoegerens ansoegning.
4) Kravet om, at Retten foranstalter bevisoptagelse, tages ikke til foelge.
5) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber betaler samtlige sagens omkostninger, herunder sagsoegerens.
Full & Egal Universal Law Academy