Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1 . Tjenestemaend - social sikring - forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme - laegeerklaering - domstolskontrol - graenser
( Tjenestemandsvedtaegten, art . 73; ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art . 23 og 28 )
2 . Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - genstand - overensstemmelse mellem klage og soegsmaal - klagepunkt der ikke er fremsat i den administrative klage - afvisning
( Tjenestemandsvedtaegten, art . 90 og 91 )
Sammendrag
1 . Under et soegsmaal til proevelse af en afgoerelse, der er truffet af ansaettelsesmyndigheden i henhold til ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaendene, kan Rettens proevelse ikke omfatte rent laegelige afgoerelser, der er truffet af det i ordningens artikel 23 omhandlede udvalg, idet disse afgoerelser boer anses for endelige, naar de er truffet paa forskriftsmaessige betingelser .
2 . Det fremgaar af fast retspraksis, at formaalet med den forudgaaende administrative klageprocedure er, at konflikter mellem tjenestemaend eller oevrige ansatte og administrationen skal loeses i mindelighed . For at dette formaal kan naas, maa ansaettelsesmyndigheden tilstraekkeligt praecist vaere bekendt med de klagepunkter, som de paagaeldende fremfoerer mod den anfaegtede afgoerelse .
Et klagepunkt, der ikke er fremsat i den forudgaaende administrative klage, afvises fra paakendelse, naar sagsoegeren har kunnet fremsaette det i klagen .
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger
1 Sagsoegeren er tjenestemand ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber . Den 7 . juni 1986 udsattes hun i Budapest for en rideulykke, og hun har under denne sag anfaegtet den sats for vedvarende delvis invaliditet, som Kommissionen tildelte hende efter afslutningen af proceduren ifoelge artiklerne 16-23 i ordning om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber ( herefter benaevnt "ordningen ").
2 Den foerste laegeerklaering af 16 . juni 1986, som blev udstedt af dr . Kayser, der behandlede sagsoegeren, indeholdt foelgende diagnose : brud paa hvirvel L1 og brud paa venstre ydre ankel .
3 Efter en roentgenundersoegelse den 12 . november 1986 udfaerdigede dr . Kayser en ny laegeerklaering den 18 . november 1986 . Han henviste heri til opdagelsen af et "tidligere brud paa den oeverste kant af venstre ledskaal, som efter min opfattelse med bestemthed maa saettes i forbindelse med ulykken den 7 . juni 1986 ".
4 Den 5 . juni 1987 udfaerdigede dr . Kayser en erklaering vedroerende konsolideringen af ulykkens foelger og den heraf foelgende vedvarende delvise invaliditet . I erklaeringen fastsaetter han 25% for fraktureret hvirvel L1, 10% for ankelfrakturen og 10% for den frakturerede oeverste kant af venstre ledskaal .
5 Efter en undersoegelse af sagsoegeren den 26 . februar 1988 udfaerdigede Kommissionens laege, dr . De Meersman, den 29 . februar 1988 en erklaering, hvori han fastslog en samlet vedvarende delvis invaliditet paa 14%, hhv . 12% for den frakturerede hvirvel L1 og 2% for ankelfrakturen .
6 Paa grundlag af sidstnaevnte erklaering og konklusionerne heri meddelte Kommissionen den 7 . juli 1988 sagsoegeren sit udkast til afgoerelse i overensstemmelse med ordningens artikel 21, stk . 1 .
7 Den 20 . juli 1988 anmodede sagsoegeren om, at et Laegeudvalg blev nedsat, jf . ordningens artikler 21 og 23 .
8 Den 13 . januar 1989 undersoegte Laegeudvalget, sammensat af dr . De Meersman, dr . Kayser og professor Van der Ghinst, sidstnaevnte udpeget i enighed med de to foregaaende, sagsoegeren og gennemgik hendes roentgenjournal .
9 Paa dette grundlag konkluderede Laegeudvalget i sin rapport, dateret den 17 . januar 1989 og underskrevet af de tre laeger, at den samlede invaliditet som foelge af ulykken androg 14 %.
10 Den 10 . marts 1989 traf Kommissionen den i sagen anfaegtede afgoerelse, hvorved den paa grundlag af Laegeudvalgets rapport stadfaestede udkastet til afgoerelse af 7 . juli 1988 .
11 Ved skrivelse af 27 . april 1989, registreret den 3 . maj 1989, klagede sagsoegeren over Kommissionens afgoerelse af 10 . marts 1989 . Klagen var bilagt en udtalelse fra dr . Kayser af 18 . april 1989, i hvilken han fremhaevede, at udpegelsen af professor Van der Ghinst var blevet foreslaaet af dr . De Meersman, at satsen paa 14% kun var blevet fastsat for den frakturerede hvirvel L1, at hans erklaering af 5 . juni 1987 ikke var blevet taget i betragtning under Laegeudvalgets droeftelser, og endelig at der maatte foejes et faktisk forhold til Laegeudvalgets rapport, nemlig at sagsoegeren efter den 1 . januar 1989 syv gange havde vaeret noedsaget til at afbryde sit fuldtidsarbejde i 10 dage ved hver afbrydelse . Klagen var tillige vedlagt en supplerende laegeerklaering af 24 . april 1989 fra en specialist, dr . Hedrich, som bekraeftede dr . Kaysers laegeerklaering af 18 . november 1986 .
12 Ved skrivelse af 24 . juni 1989 med kopi til dr . De Meersman anmodede Kommissionen professor Van der Ghinst om at praecisere, om satsen for den vedvarende delvise invaliditet paa 14% alene angik laesionerne af hvirvel L1 eller ogsaa ankellaesionerne .
13 Ved skrivelser af henholdsvis 13 . og 18 . juli 1989 praeciserede dr . De Meersman og professor Van der Ghinst begge, at satsen paa 14% fordelte sig med 12% for den frakturerede hvirvel L1 og 2% for ankelfrakturen .
14 Ved skrivelse af 7 . november 1989, meddelt den 10 . november 1989, afviste Kommissionen sagsoegerens klage .
15 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 7 . februar 1990 har sagsoegeren herefter indbragt denne sag for Retten .
Parternes paastande
16 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande :
- Sagen fremmes til realitetspaakendelse, da den opfylder alle form - og fristregler .
- Det paalaegges Kommissionen inden sagens yderligere behandling at fremlaegge skrivelserne af 3 . og 18 . juli 1989, som den henviser til i den omtvistede afgoerelse .
- Der gives sagsoegeren medhold .
- Foelgelig fastsaettes satsen for den vedvarende delvise invaliditet til minimum 45%, dvs . 25% for frakturen L1, 10% for ankelfrakturen og 10% for den frakturerede oeverste kant af venstre ledskaal .
- Det paalaegges Kommissionen til sagsoegeren at betale morarente, eventuelt som skadeserstatning, af de beloeb, som ydes for en invaliditetsgrad, der ligger over 14% ( som allerede er fastsat ), paa 9% fra den 5 . juni 1987 at regne, eller fra den 6 . juni 1988, indtil betaling sker .
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger .
Subsidiaert :
- Der udmeldes en sagkyndig fra et udenlandsk medicinsk fakultet, som faar til opgave at goere sig bekendt med sygejournalen og undersoege fru Kobor samt fastsaette satsen for den vedvarende delvise invaliditet, hun har vaeret ramt af siden ulykken den 7 . juni 1986; den sagkyndige skal tillige fastsaette tidspunktet for, hvornaar laesionerne har konsolideret sig .
- I saa fald udsaettes afgoerelsen om sagsomkostningerne .
Kommissionen har nedlagt foelgende paastande :
- Frifindelse .
- Der traeffes afgoerelse vedroerende sagsomkostningerne efter gaeldende regler .
Realiteten
17 Sagsoegeren har i det vaesentlige paaberaabt sig fem anbringender til stoette for en aendring af den anfaegtede afgoerelse .
Anbringendet om Laegeudvalgets sammensaetning
18 I retsmoedet har sagsoegeren erklaeret, at hun frafalder anbringendet vedroerende retstridig sammensaetning af Laegeudvalget .
Anbringendet om, at der tages hensyn til den frakturerede oeverste kant af venstre ledskaal
19 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Laegeudvalget undlod at tage hensyn til eftervirkningerne af den frakturerede oeverste kant af venstre ledskaal, som ifoelge dr . Kaysers laegeerklaering af 5 . juni 1987 med bestemthed maa saettes i forbindelse med den ulykke, der ramte hende den 7 . juni 1986 . I retsmoedet har sagsoegeren praeciseret, at hendes indsigelse i den henseende mod Laegeudvalgets udtalelse drejer sig om, at udvalget saa bort fra de naevnte eftervirkninger, eller at det i hvert fald ikke har begrundet, hvorfor det ikke tog dem i betragtning, skoent dr . Kayser fandt, at de burde medfoere vedvarende delvis invaliditetsgrad paa 10 %.
20 Kommissionen har gjort gaeldende, at hverken dr . De Meersmans erklaering eller Laegeudvalgets konklusioner fastslaar et brud paa oeverste kant af venstre ledskaal, selv om de begge omtaler smerter i venstre hofte, som i dr . De Meersmans erklaering anses for en fortykning af ledskaalshinden, mens Laegeudvalget tilskriver smerterne osteofytisk arthrose og et ovalt slid af laarbenshovedet, hvilket er ensbetydende med en begyndende coxarthrose; de anser dog ikke dette for at staa i forbindelse med sagsoegerens ulykke . Kommissionen har anfoert, at udtalelserne vedroerende smerterne i venstre hofte er laegelige afgoerelser, som i henhold til fast retspraksis skal anses for definitive, naar de er tilblevet paa de forskriftsmaessige betingelser ( jf . foelgende nyere domme, hhv . Domstolens dom af 19 . januar 1988, Biedermann mod Revisionsretten, praemis 8, sag 2/87, Sml . s . 143, og Rettens dom af 21 . juni 1990, Sabbatucci mod Parlamentet, praemis 32, sag T-31/89, Sml . 1990, s . II-265 ).
21 Det bemaerkes, at Kommissionen med foeje har anfoert, at Laegeudvalget med fuld viden om sagen fandt, at sagsoegerens smerter i venstre hofte ikke skyldtes ulykken den 7 . juli 1988, men en osteofytisk arthrose og et ovalt slid af laarbenshovedet, der er en begyndende coxarthrose . Laegeudvalget har ved at henfoere disse smerter til en anden aarsag end sagsoegerens ulykke givet en i retlig henseende tilstraekkelig begrundelse .
22 Det fremhaeves desuden, at dette resultat er en rent laegelig afgoerelse, som Retten ikke kan efterproeve, naar den er truffet under de forskriftsmaessige betingelser ( jf . ovenfor naevnte domme af 19 . januar 1988, Biedermann, sag 2/87, og af 21 . juni 1990, Sabbatucci, sag T-31/89 ). Herefter kan anbringendet ikke laegges til grund .
Spoergsmaalet om hensyntagen til tidligere laesioner hos sagsoegeren
23 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at arbejdet i Laegeudvalget Lg i Kommissionen foregik retsstridigt, idet dr . De Meersman i sin erklaering af 29 . februar 1988 - der var grundlaget for Kommissionens udkast til afgoerelse af 7 . juli 1988 - fejlagtigt henviser til tidligere laesioner hos sagsoegeren, saaledes at der for hendes vedkommende kun antoges at foreligge en vedvarende delvis invaliditetsgrad paa 14 %. Desuden har hun af den kendsgerning, at den af Laegeudvalgets flertal fastsatte sats ogsaa ligger paa 14%, udledt, at dr . De Meersman ikke har erkendt, at han fejlagtigt troede, at der var tale om tidligere laesioner . Endelig har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen i sin bekraeftende afgoerelse af 10 . marts 1989 anfoerte, at udkastet til afgoerelse af 7 . juli 1988 uaendret herefter var ansaettelsesmyndighedens endelige afgoerelse .
24 I retsmoedet opfordrede sagsoegeren Retten til at paavise de passager i dr . De Meersmans erklaering, hvor denne skulle have taget hensyn til tidligere laesioner . Dette var sagsoegeren imidlertid ikke i stand til . Hun har kun citeret foelgende passage i Kommissionens udkast til afgoerelse af 7 . juni 1988 :
"Den af institutionen udpegede laege har som foelge af den laegesagkyndige rapport vedroerende Deres tilstand, udarbejdet den 19 . februar 1988 ( sic ), konstateret, at de af ulykken beroerte legemsdele allerede i forvejen var svaekkede . Efter gaeldende regler ydes der, naar lemmer eller organer i forvejen er svaekkede, alene erstatning for forskellen mellem den tidligere tilstand og tilstanden efter ulykken . Den konsulterede laege er af den opfattelse, at der af denne grund skal ydes erstatning paa grundlag af en vedvarende delvis invaliditetsgrad paa 14% for de foelgevirkninger, som blev anset for konsoliderede pr . 26 . februar 1988 ."
Sagsoegeren har heraf udledt, at der har vaeret uformelle kontakter mellem Kommissionen og dr . De Meersman i tidsrummet mellem den 29 . februar 1988 og den 7 . juli 1988 . Hun har desuden anfoert, at omtalen i udkastet til afgoerelse af reglerne om erstatning for lemmer, som i forvejen er svaekkede, maa foere til den antagelse, at disse regler allerede faktisk var anvendt .
25 Det fremgaar af ovenstaaende bemaerkninger, at sagsoegerens klagepunkt kun vedroerer den formulering af foerste afsnit i Kommissionens udkast til afgoerelse, som blev bekraeftet i den endelige afgoerelse .
26 Kommissionen har i duplikken og i retsmoedet erkendt at have begaaet en fejl ved formuleringen af ovenfor citerede passage i udkastet til afgoerelse . Den finder imidlertid ikke fejlen relevant, idet hverken dr . De Meersmans erklaering eller Laegeudvalgets rapport tager hensyn til nogen tidligere form for svaekkelse af de kropsdele, som ulykken ramte . Heraf har Kommissionen konkluderet, at sagsoegerens anbringende om, at hendes sats paa 14% blev tildelt under hensyntagen til tidligere laesioner, er ubegrundet .
27 Det bemaerkes, at den omtvistede afgoerelse udelukkende hviler paa Laegeudvalgets rapport, hvis konklusioner den ordret gentager, selv om den formelt omfatter Kommissionens udkast til afgoerelse, der er behaeftet med en fejl . Foelgelig boer Rettens efterproevelse alene vedroere spoergsmaalet om, hvorvidt Laegeudvalgets konklusioner er tilblevet paa forskriftsmaessige betingelser .
28 Herom bemaerkes for det foerste, at sagsoegeren hverken har haevdet eller paavist, at Kommissionens fejlagtige formulering i udkastet til afgoerelse har kunnet paavirke Laegeudvalgets laegelige bedoemmelser, som den omtvistede afgoerelse hviler paa .
29 For det andet maa det fastslaas, at Kommissionens fejlagtige formulering i udkastet til afgoerelse indtraf efter dr . De Meersmans erklaering og foer Laegeudvalgets konklusioner . Disse bekraeftede bedoemmelsen i naevnte erklaering, idet der paa ingen maade heri tages hensyn til tidligere laesioner i de kropsdele, som blev ramt af ulykken . Heraf foelger, at Laegeudvalgets konklusioner ikke var paavirket af Kommissionens fejl, og at Kommissionens endelige afgoerelse, som hvilede herpaa, saaledes heller ikke var paavirket af den omtalte fejl .
30 Det fremgaar af det anfoerte, at den anfaegtede afgoerelse ikke ville vaere faldet anderledes ud, selv om Kommissionen ikke havde begaaet fejlen . Retten tager imidlertid kun stilling til proceduremangler, saafremt det er muligt, at sagsbehandlingen, saafremt manglerne ikke have foreligget, havde foert til et andet resultat ( dom af 10 . juli 1980, Distillers, praemis 26, sag 30/78, Sml . s . 2229 ). Heraf foelger, at dette anbringende ikke kan laegges til grund .
Den anvendte tabel til fastsaettelse af satsen for vedvarende delvis invaliditet
31 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Laegeudvalgets erklaering er behaeftet med en begrundelsesmangel, da den ikke praeciserer, hvilken tabel man har anvendt til at fastsaette satsen for hendes vedvarende delvise invaliditet, idet den i ordningens artikel 12, stk . 2, omtalte tabel ikke kunne anvendes, eftersom sagsoegerens laesioner ikke naevnes deri, og metoden til analog bedoemmelse paa grundlag af naevnte tabel ikke kunne anvendes i hendes tilfaelde . Sagsoegeren har desuden kritiseret Laegeudvalget for i sin udtalelse at have valgt den officielle belgiske tabel over invaliditetssatser uden nogen begrundelse, i stedet for Padovani-tabellen over arbejdsskader og erhvervssygdomme, som normalt anvendes i Storhertugdoemmet Luxembourg, hvor sagsoegeren har fast bopael og arbejdssted .
32 Kommissionen har gjort gaeldende, at dette anbringende ikke kan paakendes, da dets indhold ikke er blevet gjort gaeldende i den forudgaaende administrative klage .
33 I retsmoedet har sagsoegeren forklaret, at hun ikke havde kunnet fremsaette dette argument i naevnte klage, idet hun foerst blev klar over den manglende begrundelse, da hun laeste Kommissionens skrivelse af 7 . november 1989, hvorved klagen afvistes . Foerst af dette dokument fremgik det, at Laegeudvalget - da sagsoegerens laesioner ikke var opfoert i EF-tabellen - havde anvendt nationale tabeller, der ikke var naermere angivet .
34 Det fremgaar af fast retspraksis, at formaalet med den forudgaaende administrative klageprocedure er, at konflikter mellem tjenestemaend eller oevrige ansatte og administrationen skal loeses i mindelighed . For at dette formaal kan naas, maa ansaettelsesmyndigheden tilstraekkeligt praecist vaere bekendt med de klagepunkter, som de paagaeldende fremfoerer mod den anfaegtede afgoerelse ( jf . senest Rettens dom af 29 . marts 1990, Alexandrakis mod Kommissionen, praemis 8, sag T-57/89, Sml . s . II-143 ).
35 Vedroerende det konkrete sagsforhold bemaerkes, at sagsoegeren ved laesningen af saavel Kommissionens udkast til afgoerelse af 7 . juli 1988 som dr . De Meersmans erklaering af 29 . februar 1988, samt af Kommissionens afgoerelse af 10 . marts 1989 og af Laegeudvalgets konklusioner af 17 . januar 1989 ikke kunne vaere uvidende om, at de laesioner, som hun fortsat led under, ikke var opfoert i EF-tabellen, og at graden af den invaliditet, hun var ramt af, derfor maatte fastsaettes ved analogi med EF-tabellen i medfoer af tredje afsnit af de bestemmelser, som foelger efter tabellen . Det kan saaledes antages, at sagsoegeren under den forudgaaende administrative klage havde kunnet fremfoere klagepunktet om manglende begrundelse, som anvendelse af tredje afsnit efter hendes opfattelse indebar .
36 Foelgelig maa det, uden at det findes fornoedent at gaa naermere ind paa det omhandlede anbringende, fastslaas, at anbringendet, saaledes som sagsoegeren har erkendt i retsmoedet, ikke er blevet paaberaabt i klagen, hvorfor det ikke kan paakendes .
Fordelingen af satsen for vedvarende delvis invaliditet paa 14%, der er tildelt sagsoegeren
37 Sagsoegeren betvivler, at der kan siges at foreligge en af Laegeudvalget afgivet flertalsudtalelse i betragtning af, at udvalgets erklaering hviler paa en grundlaeggende tvetydighed . Da udtalelsen ikke indeholder en fordeling af satsen for vedvarende delvis invaliditet mellem frakturen af hvirvel L1 og frakturen af anklen, er den tvetydig, idet professor Van der Ghinst, jf . dr . Kaysers skrivelse af 18 . april 1989, foreslog en sats for vedvarende delvis invaliditet paa 14-15% for den frakturerede hvirvel L1, men ikke kunne tiltraede vedvarende delvis invaliditet for den frakturerede ankel, mens dr . De Meersman i sin erklaering af 29 . februar 1988 havde fastsat en sats paa 12% for den frakturerede hvirvel L1 og 2% for anklen . Desuden har sagsoegeren foreholdt Kommissionen, at den kun anmodede professor Van der Ghinst og dr . De Meersman om naermere oplysninger, men ikke forespurgte hos dr . Kayser . Ifoelge sagsoegeren indebaerer dette en mangel ved Laegeudvalgets sagsbehandling .
38 Kommissionen har anfoert, at skrivelserne af 3 . og 18 . juli 1989 fra dr . De Meersman og professor Van der Ghinst fjerner grundlaget for sagsoegerens argumentation . Den har tilfoejet, at det af disse skrivelser fremgaar, at den samlede invaliditet hidroerende fra ulykken den 7 . juni 1986 berettiger til fastsaettelse af en sats paa 14%, som fordeler sig med 12% for den frakturerede hvirvel L1 og 2% for anklen . Kommissionen har tillige udtalt, at den i juni 1989 ikke havde grund til at forelaegge den behandlende laege de spoergsmaal, den forelagde de to andre laeger i skrivelsen af 27 . juni 1989, idet han allerede i sin skrivelse af 18 . april 1989 havde anfoert, at den af Laegeudvalget fastsatte sats for vedvarende delvis invaliditet paa 14% efter hans opfattelse udelukkende angik laesionerne af rygsoejlen .
39 Det maa fastslaas, at den eneste relevante betydning af den af sagsoegeren rejste tvist er, om Laegeudvalgets udtalelse faktisk var en fjertalsafgoerelse .
40 I saa henseende fremhaeves foelgende passage i udtalelsen :
"Efter samtale med patienten, laegens undersoegelse og gennemgang af roentgenjournalen bestemmer Laegeudvalgets flertal, at den samlede invaliditet hidroerende fra ulykken den 7 . juni 1986 boer fastsaettes til en sats paa fjorten procent ( 14 %)."
41 Det maa imidlertid fastslaas, at Laegeudvalgets tre laeger enstemmigt konstaterede, at udvalgets udtalelse var blevet vedtaget ved stemmeflertal, hvilket klart fremgaar af, at deres tre underskrifter er paafoert udtalelsen . Det bemaerkes, at en saadan konstatering ikke kan anfaegtes ved en senere skrivelse fra et af Laegeudvalgets medlemmer . Anbringendet kan derfor ikke laegges til grund .
42 Det fremgaar af det anfoerte, at sagsoegte maa frifindes, hvorfor det findes ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende den af sagsoegeren nedlagte subsidiaere paastand og paastanden om morarenter .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
43 Ifoelge artikel 69, stk . 2, i Domstolens procesreglement, der i henhold til artikel 11, stk . 3, i Raadets afgoerelse af 24 . oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse for Retten, paalaegges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom . Ifoelge reglementets artikel 70 baerer institutionerne i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte imidlertid deres egne omkostninger . Endvidere fremgaar det af artikel 69, stk . 3, foerste afsnit, at Retten, hvor der foreligger ganske saerlige grunde, kan ophaeve omkostningerne helt eller delvis . Det maa fremhaeves, at Kommissionen har bidraget til tvistens opstaaen ved den fejlagtige affattelse af udkastet til afgoerelse af 7 . juli 1988 og ved den uheldige affattelse af den anfaegtede afgoerelse . Henset til disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen ud over sine egne omkostninger boer baere halvdelen af sagsoegerens omkostninger . Denne boer selv baere den anden halvdel af sine omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN ( Tredje Afdeling )
1 ) Sagsoegte frifindes .
2 ) Kommissionen baerer sine omkostninger og halvdelen af sagsoegerens omkostninger . Sagsoegeren baerer den anden halvdel af sine omkostninger .
Full & Egal Universal Law Academy