Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° akter, der fremkalder bindende retsvirkninger ° forberedende akter ° ikke omfattet
(EOEF-traktaten, art. 173)
2. Tjenestemaend ° soegsmaal ° akt, der indeholder et klagepunkt ° forberedende akt ° genoptagelse af en procedure i forbindelse med en udvaelgelsesproeve efter annullation af visse af udvaelgelseskomitéens afgoerelser ° afvisning
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemaend ° soegsmaal ° erstatningssoegsmaal anlagt uden forudgaaende administrativ procedure i overensstemmelse med vedtaegten ° afvisning
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemaend ° soegsmaal ° dom om annullation ° virkninger ° annullation af en afgoerelse fra en udvaelgelseskomité ° administrationens pligter ° aendring af udvaelgelseskomitéens sammensaetning ° lovligt ° betingelser
(EOEF-traktaten, art. 176; tjenestemandsvedtaegten, bilag III)
5. Tjenestemaend ° udvaelgelsesproeve ° vurdering af ansoegernes egnethed ° udvaelgelseskomitéens skoen ° judiciel proevelse ° graenser
(Tjenestemandsvedtaegten, bilag III)
Sammendrag
1. Der foreligger kun akter eller beslutninger, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser ved en vaesentlig aendring af hans retsstilling. Akter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig saadanne som afslutter en intern procedure, kan principielt kun anfaegtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlaegger institutionens standpunkt som afslutning paa denne procedure, i modsaetning til foreloebige foranstaltninger, der har til formaal at forberede den endelige beslutning.
2. Akter til forberedelse af en afgoerelse kan ikke indeholde klagepunkter i vedtaegtens artikel 90, stk. 2' s forstand og kan derfor kun anfaegtes indirekte under et soegsmaal til proevelse af en akt, som kan vaere genstand for annullation. Dette er tilfaeldet med administrationens afgoerelse om at genoptage en udvaelgelsesprocedure, efter at Domstolen har annulleret visse af udvaelgelseskomitéens afgoerelser. Det foelger nemlig direkte af bestemmelserne i traktatens artikel 176 sammenholdt med vedtaegtens bilag III, at denne afgoerelse, der ikke indeholder nogen form for vedtagelse, som kan udskilles fra proceduren vedroerende udvaelgelsesproeven, er den noedvendige konsekvens, der maa drages med henblik paa at muliggoere fortsaettelsen af proceduren efter annullationsdommen. Virkningen af denne foranstaltning er ikke mere vidtraekkende end de normale virkninger af en foreloebig akt, der er et led i sagsbehandlingen, og paavirker hverken ansoegernes retsstilling eller vedtaegtsmaessige stilling. Den udgoer derfor en forberedende akt, hvis lovlighed kun kan anfaegtes i forbindelse med et soegsmaal rettet mod den afgoerelse, der er truffet som afslutning paa udvaelgelsesproeven.
3. Naar der ikke foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt, er den forudgaaende administrative procedure, hvis formaal er at muliggoere og fremme en mindelig bilaeggelse af tvisten mellem tjenestemanden og administrationen, principielt opdelt i to led. I medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, kan enhver tjenestemand forelaegge en ansoegning for ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en beslutning for sit vedkommende. I tilfaelde af et negativt svar eller i mangel af svar kan den paagaeldende indgive en klage over det udtrykkelige eller stiltiende svar paa hans ansoegning paa de betingelser, der er angivet i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, med henblik paa, at administrationen paa ny overvejer sin afgoerelse paa baggrund af de indvendinger, der er fremkommet i klagen.
For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt en erstatningspaastand kan antages til realitetsbehandling, bemaerkes, at kun i tilfaelde, hvor der er en direkte forbindelse mellem et annullationssoegsmaal og erstatningspaastanden, kan denne admitteres som accessorisk til annullationssoegsmaalet, uden at der noedvendigvis forinden er forelagt ansaettelsesmyndigheden en ansoegning om erstatning for det paastaaede tab, og uden at der er indbragt en klage over det udtrykkelige eller stiltiende afslag paa ansoegningen. Saafremt det paastaaede tab derimod ikke skyldes en retsakt, der kraeves annulleret, men en raekke fejl og undladelser, som administrationen haevdes at have begaaet, skal den administrative procedure ubetinget indledes med en ansoegning til ansaettelsesmyndigheden om at erstatte dette tab og skal i givet fald fortsaettes med en klage over afslaget paa ansoegningen.
4. Naar Faellesskabets retsinstanser annullerer en retsakt udstedt af en institution, paahviler det i medfoer af traktatens artikel 176 denne institution at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger. Saafremt en afgoerelse truffet af en udvaelgelseskomité er blevet annulleret paa grund af manglende begrundelse og en retsstridig fremgangsmaade, indebaerer dommens opfyldelse en genoprettelse af situationen, som den var, foerend de af Faellesskabets retsinstanser kritiserede omstaendigheder indtraadte. Hvis administrationen imidlertid af grunde, som den ikke er herre over, ikke kan nedsaette udvaelgelseskomitéen paa ny med dennes oprindelige sammensaetning, kan den i det ene oejemed at sikre kontinuiteten i Faellesskabets administration udskifte visse medlemmer, hvorved det dog skal sikres, at situationen afviger saa lidt som muligt fra den oprindelige situation.
5. De vurderinger, som en udvaelgelseskomité foretager, naar den bedoemmer ansoegernes egnethed, kan kun efterproeves af Faellesskabets retsinstanser i tilfaelde af aabenbar kraenkelse af de regler, der gaelder for udvaelgelseskomitéens arbejde.
Dommens præmisser
Sagens faktiske omstaendigheder
1 Sagsoegerne hoerer til en gruppe tjenestemaend og ansatte i Kommissionen, som i december 1984 anlagde sager ved Domstolen med paastand om annullation af de afgoerelser, som udvaelgelseskomitéen for den interne udvaelgelsesproeve KOM2/82 havde truffet om ikke at give dem adgang til proeverne i forbindelse med denne udvaelgelsesproeve. Denne var blevet afholdt med henblik paa at oprette en reserveliste over assistenter, sekretariatsassistenter og tekniske assistenter, hvis stillingsgruppe omfattede loenklasse 5 og 4 i kategori B.
2 Domstolen annullerede ved to domme af 11. marts 1986 (sag 293/84, Sorani m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 967, og sag 294/84, Adams m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 977) de naevnte afgoerelser med den begrundelse, at sagsoegerne ikke havde haft mulighed for at tage stilling til de udtalelser, som deres administrativt overordnede havde fremsat om dem over for udvaelgelseskomitéen. Paa baggrund af disse domme indkaldte udvaelgelseskomitéen i juni 1986 de paagaeldende ansoegere, for at de kunne besvare de samme spoergsmaal, som tidligere var blevet stillet deres administrativt overordnede. Ved skrivelser af 11. juli 1986 fik ansoegerne meddelelse om, at man fastholdt afgoerelserne om ikke at give dem adgang til proeverne.
3 Efter klage fra en raekke ansoegere over disse afgoerelser af 11. juli 1986 indkaldte udvaelgelseskomitéen dem for anden gang for at give dem mulighed for at tage stilling til de svar, som deres administrativt overordnede havde givet paa udvaelgelseskomitéens spoergsmaal. Ved skrivelse af 12. februar 1987 fik de paagaeldende tjenestemaend meddelelse om, at udvaelgelseskomitéen ikke havde fundet anledning til at aendre den afgoerelse, den havde truffet over for dem, og som var blevet meddelt dem den 11. juli 1986. Paa denne baggrund anlagde de paagaeldende paa ny sag.
4 Ved dom af 28. februar 1989 (forenede sager 100/87, 146/87 og 153/87, Basch m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 447) annullerede Domstolen udvaelgelseskomitéens afgoerelser om ikke at give sagsoegerne adgang til proeverne, idet disse afslag var utilstraekkeligt begrundet, og udvaelgelseskomitéens fremgangsmaade var retsstridig.
5 For at opfylde denne dom besluttede direktoeren for Kommissionens Personaledirektorat at opfordre udvaelgelseskomitéen til at genoptage sit arbejde fra og med det stadium, hvor Domstolen havde anset dens fremgangsmaade for retsstridig.
6 Ved notat af 26. juni 1989 underrettede han sagsoegerne herom. Notatet er saalydende:
"Vedr.: Genoptagelse af udvaelgelsesprocedure KOM2/82 til opfyldelse af Domstolens dom af 28. februar 1989 i de forenede sager 100/87, 146/87 og 153/87. Meddelelse til de sagsoegere, der har faaet medhold.
For at efterkomme Domstolens dom af 28. februar 1989 har ansaettelsesmyndigheden besluttet at lade udvaelgelseskomitéen for den interne udvaelgelsesproeve, som De har ansoegt om at maatte deltage i, vedroerende overgang fra kategori C til kategori B, genoptage arbejdet fra og med det stadium, paa hvilket udvaelgelseskomitéens fremgangsmaade for Deres vedkommende er kendt retsstridig af Domstolen.
Med henblik herpaa vil udvaelgelseskomitéen snarest blive nedsat paa ny med sin oprindelige sammensaetning i det omfang, det overhovedet er muligt, og komitéen vil genoptage sit arbejde under hensyn til dommen af 28. februar 1989.
De ansoegere, der faar adgang til proeverne, vil ad saedvanlig tjenestevej faa meddelelse om, hvornaar disse finder sted.
Disse proever, som anfoert i bestemmelserne for udvaelgelsesproeve KOM2/82 under punkt III, stk. 1, vil foelge en adgangsprocedure bestaaende af:
a) En fornyet gennemgang af ansoegernes personaleakter, saaledes som disse forelaa, da udvaelgelsesproeven indledtes.
b) En samtale med ansoegerne for at vurdere, i hvilket omfang deres kundskaber og erfaringer forud for den 25. oktober 1982 svarede til udfoerelsen af opgaver paa kategori B-niveau.
c) En samtale med deres overordnede paa davaerende tidspunkt i det omfang, hvor udvaelgelseskomitéen skoenner dette noedvendigt for at kunne vurdere deres kvalifikationer i relation til udfoerelse af opgaver i kategori B. Det praeciseres, at ansoegerne har mulighed for at bede udvaelgelseskomitéen supplere sine oplysninger ved at henvende sig til tjenestemaend, som foer den 25. oktober 1982 har haft en overordnet funktion eller tilsynsfunktion i forhold til ansoegerne.
...".
7 Den 7. september 1989 holdtes der moede mellem paa den ene side repraesentanterne for de forskellige fagforeninger for tjenestemaend, som de ansoegere til udvaelgelsesproeve KOM2/82, der var omfattet af den ovennaevnte dom i sagen Basch m.fl. mod Kommissionen, var medlemmer af, og paa den anden side Kommissionen ved dennes personaledirektoer.
8 I fortsaettelse af dette moede sendte personaledirektoeren den 8. september 1989 et notat til fagforeningsrepraesentanterne. Notatet loed som foelger:
"Paa ovennaevnte moede havde vi lejlighed til i faellesskab at droefte fremgangsmaaden vedroerende behandlingen af de ansoegere til KOM2/82, der beroeres af Domstolens dom af 28. februar 1989 (sagsoegerne).
Ved denne dom placeres ansoegerne paa det stadium i proceduren, paa hvilket Domstolen konstaterede, at der var sket en fejl (manglende begrundelse for afgoerelserne om ansoegernes adgang til proeverne).
Under disse omstaendigheder ° som de 28 ansoegere samt udvaelgelseskomitéens medlemmer personligt er blevet underrettet om ° vil udvaelgeleseskomitéen afgoere, om ansoegerne skal have adgang til proeverne, efter samtaler med deres respektive administrativt overordnede. Ansoegerne vil i oevrigt faa mulighed for at anmode udvaelgelseskomitéen om at hoere andre overordnede, som de maatte udpege. Derefter vil udvaelgelseskomitéen hoere ansoegerne selv under en samtale, som ligeledes vil danne grundlag for dens stillingtagen.
De betingelser for at faa adgang til proeverne, der gjaldt for ansoegerne paa det paagaeldende tidspunkt, vil blive genskabt (f.eks. uddannelse). Udvaelgelseskomitéen vil saa vidt muligt faa sin oprindelige sammensaetning, hvilket er i fuldstaendig overensstemmelse med saavel praksis som retspraksis paa omraadet.
Med hensyn til den referenceperiode, der skal tages i betragtning ved afgoerelsen af, om ansoegerne skal have adgang til proeverne, vil det vaere perioden, der slutter den 25. februar 1982, eller hvis det skoennes rimeligt, den dato indtil hvilken kvalifikationerne hos de andre ansoegere, som ikke har indgivet klage, eller som har bestaaet, blev bedoemt.
Jeg har noteret mig ° og deler ° personalerepraesentanternes oenske om, at udvaelgelseskomitéen saa hurtigt som muligt genoptager arbejdet (NB: i princippet den 15.9.1989). Jeg vil ligeledes underrette P. om det fremsatte oenske om, at man undersoeger muligheden for, at personer, der har bestaaet proeven, og som maatte blive udnaevnt senere, kan faa deres karriere genoprettet, saaledes at spoergsmaalet kan afgoeres i god tid, inden der udarbejdes en liste over bestaaede ansoeger."
9 Derefter blev ansoegerne paa ny indkaldt af udvaelgelseskomitéen i loebet af oktober, november og december 1989 for at blive gjort bekendt med navnet paa deres bedoemmer og navnet paa de tjenestemaend, der var deres tilsynsfoerende. Herudover spurgte udvaelgelseskomitéen dem, om de oenskede, at komitéen hoerte andre personer, der kunne vurdere deres faglige kvalifikationer, og som komitéen eventuelt ikke kendte.
10 Ifoelge Kommissionen foretog udvaelgelseskomitéen efter disse samtaler en hoering af de omhandlede personer, bortset fra dem, der var doede, udtrykkeligt naegtede at medvirke, eller som ikke havde svaret efter tre anmodninger. Efter afslutningen af disse hoeringer paabegyndte udvaelgelseskomitéen behandlingen af spoergsmaalet om adgang til udvaelgelsesproeven. Otte ansoegere fik adgang.
11 Foer afslutningen af denne fase havde formanden for Syndicat des fonctionnaires européens (SFE) i henhold til behoerig fuldmagt ved skrivelse af 18. september 1989 indgivet en klage paa de paagaeldende ansoegeres vegne i medfoer af artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") over notatet af 26. juni 1989 fra personaledirektoeren om genoptagelse af proceduren vedroerende den interne optagelsesproeve KOM2/82; klagerne kraevede herudover at blive anset for at have adgang til at deltage i proeverne uden yderligere formaliteter og at faa erstatning for det tab, som de mente at have lidt.
12 Den 20. december 1989 afviste Kommissionen klagerne ved afgoerelser meddelt de klagende ved notater af 22. december 1989, som disse modtog mellem den 8. og 10. januar 1990.
13 Ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 9. april 1990 har klagerne indbragt den foerste af naervaerende sager (sag T-17/90).
14 Ved skrivelser af 8. august 1990 fik de senere sagsoegere i sag T-28/91 meddelelse om, at de ikke fik adgang til proeverne.
15 Mellem den 31. oktober og 6. november 1990 indgav de ansoegere, der ikke havde faaet adgang, klager, der blev registreret i Kommissionens Generalsekretariat mellem den 31. oktober og 7. november 1990, og ifoelge hvilke de kraevede, at udvaelgelseskomitéens og administrationens afgoerelser om ikke at give dem adgang til at deltage i proeven, skulle annulleres, og at ansoegerne skulle anses for at "have adgang til proeverne uden yderlige omstaendigheder". De kraevede ligeledes erstatning for en paastaaet oekonomiske og ikke-oekonomisk skade.
16 Disse klager blev ikke udtrykkelig besvaret. Imidlertid konstaterede faellesudvalget for tjenestegrenene, der havde til opgave at undersoege de naevnte klager, paa sit moede den 6. marts 1991, at ansoegerne, foer de var til samtale med udvaelgelseskomitéen, ikke var blevet informeret om indholdet af de bemaerkninger, som deres overordnede eller de af dem selv udpegede personer var fremkommet med. Administrationen meddelte derfor ved skrivelser af 13. marts 1991 ansoegerne, at de ville blive indkaldt til en ny samtale med udvaelgelseskomitéen.
17 Disse samtaler fandt sted i april 1991. Efterfoelgende bekraeftede udvaelgelseskomitéen de tidligere afgoerelser, hvorved der var givet adgang til proeven og gav yderligere fire ansoegere adgang til proeven, naermere betegnet Camera-Lampitelli, Kottowski, Lutz og Seube.
18 Sag T-28/91 blev anlagt den 30. april 1991.
19 Ved skrivelser af 28. maj 1991 blev de senere sagsoegere i sag T-17/92 underrettet om udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at give dem adgang til proeverne med den begrundelse, at de ikke var i besiddelse af "de kraevede egenskaber med hensyn til overblik samt tilstraekkeligt initiativ."
20 Mellem den 30. juli og den 6. august 1991 klagede de paagaeldende over disse afgoerelser. Da der ikke blev svaret, kunne disse klager anses for stiltiende afvist ved udloebet af fristen i vedtaegtens artikel 90, stk. 2. Administrationen har imidlertid meddelt en udtrykkelig afvisning den 14. april 1992 for saa vidt angaar syv af klagerne.
21 Sag T-17/92 blev herefter anlagt den 24. februar 1992.
Retsforhandlinger
22 Ved kendelse af 6. februar 1992 forenede Retten sag T-17/90 og T-28/91 med hensyn til den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen. Ved samme kendelse besluttede Retten for saa vidt angaar sag T-28/91 i medfoer af procesreglementets artikel 114, stk. 4, at henskyde en af Kommissionen nedlagt afvisningspaastand til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet.
23 Ved kendelse af 23. november 1992 forenede Retten sag T-17/90 og T-28/91 med sag T-17/92 med hensyn til den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen. Ved kendelse af 28. april 1993 forenede Retten de forenede sager T-17/90, T-28/91 og T-17/92 med sag T-27/92 med hensyn til den mundtlige forhandling.
24 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har imidlertid opfordret Kommissionen til at fremkomme med visse oplysninger vedroerende udvaelgelseskomitéens sammensaetning efter den ovennaevnte dom i sagen Basch m.fl. mod Kommissionen. Retten har ligeledes anmodet Kommissionen om at fremlaegge visse dokumenter vedroerende proceduren i forbindelse med adgangen til udvaelgelsesproeven. Kommissionen har imoedekommet Rettens anmodninger indenfor de fastsatte frister. Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal i det offentlige retsmoede den 18. maj 1993.
Parternes paastande
Sag T-17/90
25 I denne sag har sagsoegerne nedlagt foelgende paastande:
1) Afgoerelsen af 26. juni 1989, truffet af direktoeren for Personaledirektoratet, V., annulleres.
2) Det bestemmes, at sagsoegerne uden yderligere omstaendigheder gives adgang til udvaelgelsesproeve KOM2/82.
3) Det bestemmes, at de sagsoegere, der maatte blive udnaevnt, udnaevnes med tilbagevirkende gyldighed, saaledes at de fra og med 1982 faar de samme fordele som de ansoegere, der allerede er udnaevnt eller forfremmet.
4) Sagsoegte tilpligtes at betale 200 000 BFR i erstatning henholdsvis godtgoerelse for den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, som sagsoegerne har lidt som foelge af deres forsinkede karriereforloeb, idet der tages forbehold for aendring af beloebet under sagen.
5) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
26 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
1) Afvisning, subsidiaert frifindelse.
2) Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter de derom gaeldende regler.
Sag T-28/91
27 I denne sag har sagsoegerne nedlagt foelgende paastande:
1) Afgoerelsen af 26. juni 1989, truffet af direktoeren for Personaledirektoratet, V., annulleres.
2) Det bestemmes, at udvaelgelseskomitéen ikke skal foretage nogen fornyet vurdering, heller ikke den, der er bebuddet i T.' s skrivelse af 13. marts 1991.
3) Det bestemmes, at sagsoegerne uden yderligere omstaendigheder gives adgang til udvaelgelsesproeve KOM2/82.
4) Det bestemmes, at de sagsoegere, der maatte blive udnaevnt, udnaevnes med tilbagevirkende gyldighed, saaledes at de med virkning fra den 20. februar 1982 faar de samme fordele som de ansoegere, der allerede er udnaevnt eller forfremmet.
5) Sagsoegte tilpligtes at betale 200 000 BFR i erstatning til hver af sagsoegerne, idet der tages forbehold for aendring af beloebet under sagen.
6) Sagsoegte tilpligtes at betale 100 000 BFR i godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade til hver sagsoeger, idet der tages forbehold for aendring af beloebet under sagen.
7) Sagsoegte tilpligtes at betale renter paa 8% af erstatningsbeloebet med virkning fra det tidspunkt, hvor klagerne blev indgivet i sag T-17/90.
8) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
28 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
1) Afvisning, subsidiaert frifindelse.
2) Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter de derom gaeldende regler.
Sag T-17/92
29 I denne sag har sagsoegerne nedlagt foelgende paastande:
1) Afgoerelsen fra udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve KOM2/82 om ikke at give dem adgang til proeverne, efter at udvaelgelsesproceduren var genoptaget, annulleres.
2) Der gives under alle omstaendigheder sagsoegerne adgang til udvaelgelsesproeve KOM2/82 uden yderligere formaliteter, og uden at der gennemfoeres nogen uddannelse eller sker en vurdering af denne uddannelse, idet sagsoegerne opfoeres paa egnethedslisten.
3) Sagsoegerne tillaegges med tilbagevirkende gyldighed fra den 20. februar 1982 de samme rettigheder som de udnaevnte eller forfremmede ansoegere.
4) Sagsoegte tilpligtes at betale 200 000 BFR i erstatning for oekonomisk skade til hver af sagsoegerne, idet der tages forbehold for aendring af beloebet under sagen.
5) Sagsoegte tilpligtes at betale 100 000 BFR i godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade til hver af sagsoegerne, idet der tages forbehold for aendring af beloebet under sagen.
6) Sagsoegte tilpligtes at betale 8% i rente af erstatningsbeloebene med virkning fra den foerste klage i den procedure, der gav anledning til sag 294/84.
7) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
30 Kommissionen har nedlagt foelgende paastand:
1) Frifindelse.
2) Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter de derom gaeldende regler.
Sag T-17/90
Formaliteten
Parternes argumentation
31 Kommissionen har for det foerste anfoert, at personaledirektoerens afgoerelse af 26. juni 1989 ikke indeholder et klagepunkt i forhold til sagsoegerne efter vedtaegtens artikel 90, stk. 2, eftersom afgoerelsen kun er en forberedende akt.
32 I det foreliggende tilfaelde havde den anfaegtede afgoerelse ifoelge Kommissionen til formaal at genoptage en udvaelgelseskomités arbejde. Som forberedende akt, der indgaar som en del af proceduren for bedoemmelse af ansoegerne i en udvaelgelsesproeve, kan den ifoelge Domstolens retspraksis kun gyldigt anfaegtes i tilfaelde, hvor et soegsmaal er rettet mod udvaelgelseskomitéens endelige afgoerelse.
33 Kommissionen har for det andet gjort gaeldende, at i tilfaelde som det foreliggende, hvor tjenestemaend soeger at opnaa, at ansaettelsesmyndigheden traeffer en afgoerelse i forhold til dem ° i dette tilfaelde, at den giver dem adgang til en udvaelgelsesproeve uden yderligere omstaendigheder, at den paatager sig at "tillaegge dem samme rettigheder som de allerede bestaaede eller forfremmede ansoegere" med virkning fra 1982, samt at den yder en erstatning for den skade, deres karriere paastaas at have lidt ° skal den adminstrative procedure indledes med en ansoegning fra de paagaeldende til ansaettelsesmyndigheden om at traeffe saadan afgoerelse, jf. vedtaegtens artikel 90, stk. 1. Det er kun, naar en saadan ansoegning afslaas, at ansoegerne efter udloebet af en ny frist paa tre maaneder kan anlaegge sag mod ansaettelsesmyndigheden, jf. artikel 90, stk. 2. Ifoelge Kommissionen boer sagen ligeledes afvises paa dette grundlag, "da der ikke forud for sagsanlaegget har foreligget en klage over afvisningen af de ansoegninger, som fremfoertes i klagerne af 22. september 1989".
34 Kommissionen har for det tredje henvist til, at en sagsoeger ikke kan kraeve en erstatning, der stoettes paa en institutions ulovlige afgoerelse, naar sagen om annullation af denne afgoerelse skal afvises. Afvisningen af et annullationssoegsmaal, hvortil der knytter sig et krav om erstatning, medfoerer ogsaa afvisning af dette.
35 Sagsoegerne har hertil for det foerste anfoert, at personaledirektoerens afgoerelse af 26. juni 1989 faktisk indeholder et klagepunkt i forhold til dem, naar henses til, at da det ikke var muligt at nedsaette udvaelgelseskomitéen, skulle de have haft adgang til udvaelgelsesproeven uden yderligere omstaendigheder. Sagsoegerne bestrider i denne henseende Kommissionens fortolkning af Domstolens og Rettens praksis. De konkluderer, at de paagaeldende akter i det foreliggende tilfaelde ikke er forberedende, men snarere "forudgaaende".
36 De har dernaest bemaerket, at de forud for soegsmaalet paakraevede klager faktisk foreligger.
37 Sagsoegerne har endelig anfoert, at det er muligt at overholde den foreskrevne adminstrative procedure inden for en enkelt fase. De udtrykker sig paa foelgende maade: "Sagsoegerne bemaerker ... at det omdiskuterede synspunkt ikke er en absolut regel, og de goer under alle omstaendigheder gaeldende, at man ikke i alle tilfaelde kan fastholde laeren om tidligere afgoerelsers bindende virkning".
Rettens bemaerkninger
38 For saa vidt angaar den foerste af sagsoegernes paastande, hvorefter de kraever personaledirektoerens afgoerelse af 26. juni 1989 annulleret, bemaerkes, at der, som det i oevrigt fremgaar direkte af afgoerelsens tekst, er tale om en retsakt, der er en foelge af Domstolens tidligere omtalte dom i sagen Basch m.fl. mod Kommissionen. Ved denne retsakt ville Kommissionen i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 176 gennemfoere de foranstaltninger, som opfyldelsen af den naevnte dom indebar.
39 I saa henseende bemaerkes, at det foelger af Domstolen og Rettens faste praksis, saaledes som denne er fastlagt i relation til EOEF-traktatens artikel 173, at kun retsakter og beslutninger, som har retligt bindende virkninger, der kan paavirke sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retsstilling, kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal (se Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, og Rettens dom af 22.6.1990, forenede sager T-32/89 og T-39/89, Marcopoulos mod Domstolen, Sml. II, s. 281). Naar der er tale om retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig saadanne, som afslutter en intern procedure, foelger det af den naevnte retspraksis, at det principielt kun er muligt at anfaegte retsakter, hvorved institutionens standpunkt definitivt fastlaegges som afslutning paa denne procedure, modsat foreloebige foranstaltninger, hvis formaal er at forberede den endelige beslutning. Ydermere er der med hensyn til tjenestemandssager fast praksis for, at akter, der er en forberedelse af en afgoerelse, ikke indeholder et klagepunkt i vedtaegtens artikel 90, stk. 2' s forstand og saaledes kun kan anfaegtes indirekte under et soegsmaal om annullation af anfaegtelige retsakter (se f.eks. Domstolens dom af 7.4.1965, sag 11/64, Weighardt mod Kommissionen for Det Europaeiske Atomenergifaellesskab, Sml. 1965-1968, s. 55, org. ref.: Rec. s. 365, og af 14.2.1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen, Sml. s. 303).
40 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af den paagaeldende afgoerelse, der blev meddelt ved skrivelse af 26. juni 1989, at den kun giver meddelelse om genoptagelsen af proceduren i forbindelse med udvaelgelsesproeven samt om de naermere omstaendigheder i direkte forbindelse med denne genoptagelse. Retten kan kun konstatere, at den naevnte afgoerelse ikke indeholder nogen form for vedtagelse, som kan udskilles fra resten af proceduren vedroerende udvaelgelsesproeven.
41 Efter Rettens opfattelse foelger det direkte af ordlyden af EOEF-traktatens artikel 176 sammenholdt med vedtaegtens bestemmelser i det hele om gennemfoerelse af udvaelgelsesproever, at den anfaegtede foranstaltning var den noedvendige konsekvens, som maatte drages ° idet formaalet var at fastsaette proceduren vedroerende udvaelgelsesproeven ° efter at Domstolen havde annulleret visse af udvaelgelseskomitéens afgoerelser. Virkningerne af denne foranstaltning er ikke mere vidtraekkende end de normale virkninger af en foreloebig akt, der er et led i sagsbehandlingen, og paavirker ikke, ud over sagsoegernes faktiske situation ° idet de maatte underkaste sig udvaelgelseskomitéens fornyede vurdering ° deres juridiske eller vedtaegtsmaessige stilling.
42 Som foelge heraf finder Retten, at afgoerelsen om at genoptage proceduren vedroerende udvaelgelsesproeven er en forberedende akt, der indgaar som en del af den samlede procedure, og at det kun er ved et soegsmaal rettet mod den afgoerelse, der er truffet som afslutning paa proceduren, at sagsoegerne ville kunne paaberaabe sig denne retsakts eventuelle uretmaessighed.
43 Det foelger heraf, at denne del af paastanden skal afvises.
44 Hvad angaar sagsoegernes anden og tredje paastand, er det tilstraekkeligt at konstatere ° uden at der er grund til at traeffe afgoerelse i saa henseende vedroerende den af Kommissionen nedlagte paastand om afvisning ° at saadanne paastande ikke henhoerer under Faellesskabets retsinstansers kompetence, idet disse ikke har kompetence til at give institutionerne paalaeg (se Rettens kendelse af 28.1.1993, sag T-53/92, Stachelski mod Kommissionen, Sml. II, s. 35).
45 Hvad angaar kravet om erstatning, som er den fjerde paastand, bemaerker Retten, at naar der ikke foreligger en for den beroerte tjenestemand bebyrdende forvaltningsakt, er den i vedtaegtens artikel 90 beskrevne administrative procedure i princippet en procedure, der er opdelt i to led. Det foelger saaledes af artikel 90, stk. 1, at enhver person, der er omfattet af vedtaegten, kan forelaegge ansaettelsesmyndigheden en ansoegning om at traeffe en beslutning for sit vedkommende. I tilfaelde af et negativt svar eller i mangel af svar kan den paagaeldende indbringe en klage for ansaettelsesmyndigheden over dennes udtrykkelige eller stiltiende afgoerelse paa de betingelser, som er anfoert i artikel 90, stk. 2, i vedtaegten. Klageproceduren har til formaal at paalaegge den myndighed, som tjenestemanden er undergivet, paa ny at overveje sin afgoerelse i lyset af tjenestemandens eventuelle indvendinger (se Domstolens dom af 21.10.1980, sag 101/79, Vecchioli mod Kommissionen, Sml. s. 3069, praemis 31). Den administrative procedure, som saaledes er fastsat i vedtaegtens artikel 90, har i sin helhed til formaal at muliggoere og fremme en mindelig bilaeggelse af tvisten mellem tjenestemanden og administrationen (se Domstolens dom af 23.10.1986, sag 142/85, Schwiering mod Revisionsretten, Sml. s. 3177, praemis 11).
46 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt en erstatningspaastand kan antages til realitetsbehandling, foelger det i oevrigt af Domstolens praksis, saaledes som denne er blevet analyseret og praeciseret af Retten (se Rettens dom af 24.1.1991, sag T-27/90, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 35, praemis 38, og af 25.9.1991, sag T-5/90, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731, praemis 49), at kun hvor der er en direkte forbindelse mellem et annullationssoegsmaal og en erstatningspaastand, kan sidstnaevnte paakendes som et accessorium til annullationssoegsmaalet, uden at der noedvendigvis forud er blevet indgivet en ansoegning til ansaettelsesmyndigheden om at erstatte de paastaaede tab samt en klage, der anfaegter rigtigheden af den udtrykkelige eller stiltiende afvisning af ansoegningen.
47 I det foreliggende tilfaelde vedroerer sagsoegernes erstatningspaastand den oekonomiske samt den ikke-oekonomiske skade, de haevder at have lidt som foelge af, at de foerst fik adgang til proeverne i forbindelse med en udvaelgelsesproeve med en forsinkelse paa otte aar og efter flere retssager, hvilke omstaendigheder skal have bevirket en forsinkelse i deres karriereforloeb. Soegsmaalet stoettes saaledes ikke paa foelgen af en enkelt retsakt, der paastaas annulleret, men paa flere fejl og undladelser, som haevdes begaaet af administrationen. Den administrative procedure forud for soegsmaalet skulle saaledes ubetinget have vaeret indledt med de paagaeldendes ansoegning til ansaettelsesmyndigheden om at godtgoere dem disse tab (se Rettens kendelse af 6.2.1992, sag T-29/91, Castelletti m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 77, og af 28.1.1993, Stachelski, a.st.) og i givet fald vaere fulgt op med en klage over afvisningen af ansoegning.
48 Imidlertid maa Retten konstatere, at der hverken forud for eller efter sagsoegernes skrivelse af 18. september 1989 til ansaettelsesmyndigheden er foretaget nogen anden rettidig henvendelse til ansaettelsesmyndigheden, som opfylder kravene i vedtaegtens artikel 90.
49 Det foelger heraf, at selv om det maatte kunne laegges til grund, at den ovennaevnte skrivelse skal fortolkes som en klage i vedtaegtens forstand, ligger det fast, at proceduren forud for sagens anlaeg ikke er afviklet i to etaper i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 90, idet der ikke forud for klagen gik en ansoegning. Hvis skrivelsen af 18. september 1989 skal betragtes som en ansoegning, ligger det ligeledes fast, at der ikke er indgivet nogen klage over afvisningen af den. Det er herefter klart, at soegsmaalet med hensyn til paastanden om erstatning ikke er anlagt i overensstemmelse med vedtaegtens bestemmelser og saaledes skal afvises.
50 Det foelger i det hele af de ovenfor anfoerte, at soegsmaalet i sin helhed skal afvises.
Sag T-28/91
Formaliteten
Parternes argumenter
51 Kommissionen har i foerste raekke gjort gaeldende, at for saa vidt som genstanden for denne sag er identisk med genstanden for sag T-17/90 og hviler paa samme grundlag, skal sagen afvises paa grund af litispendens. Kommissionen henviser i denne forbindelse til Domstolens dom af 26. maj 1971 (forenede sager 45/70 og 49/70, Bode mod Kommissionen, Sml. s. 123, org. ref.: Rec. s. 465) og af 17. maj 1973 (forenede sager 58/72 og 75/72, Perinciolo mod Raadet, Sml. s. 511) og udleder heraf, at sagsoegerne ikke har nogen retlig interesse i naervaerende sag.
52 Kommissionen tilfoejer, at paastanden, der er rettet mod administrationens skrivelser af 13. marts 1991, er overfloedig set i sammenhaeng med den principale paastand, dvs. paastanden om annullation af personaledirektoerens afgoerelse af 26. juni 1989, og saaledes ikke kan begrunde, at der indbringes et nyt soegsmaal. I denne sammenhaeng goer Kommissionen opmaerksom paa, at de samtaler, der omtales i naevnte skrivelse, fandt sted, uden at de paagaeldende har tilkendegivet deres modstand herimod, og medfoerte, at udvaelgelseskomitéen ud over de elleve ansoegere, som allerede havde faaet adgang, gav fire af sagsoegerne i sag T-28/91 adgang. Kommissionen har paa denne baggrund rejst spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegerne fortsat har en interesse i at nedlaegge den omhandlede paastand.
53 Kommissionen har subsidiaert gjort gaeldende, at den administrative procedure forud for sagsanlaegget ikke er forloebet forskriftsmaessigt, og at sagen ogsaa af denne grund boer afvises.
54 For saa vidt som der er tale om paastandene om at faa adgang til udvaelgelsesproeven uden yderligere omstaendigheder, at faa tildelt "samme fordele som de allerede udnaevnte eller bestaaede ansoegere" med virkning fra 1982 samt om at faa tilkendt erstatning, skulle der nemlig forud for denne sag ° som tilfaeldet er med sag T- 17/90 ° vaere indgivet saavel ansoegninger som klager efter vedtaegtens artikel 90. Sagt med andre ord, sag T-28/91, som blot bekraefter de paastande, der er fremsat i sag T-17/90, kunne kun anlaegges til anfaegtelse af en afvisning af en klage indgivet inden tre maaneder efter meddelelsen af afgoerelserne af 20. december 1989, hvorved de oprindelige begaeringer, der var fremsat i klagen af 18. september 1989, allerede afvistes. Eftersom denne sag blev anlagt den 30. april 1991, mens de forudgaaende klager blev indgivet mellem den 31. oktober og den 6. november 1990, boer den afvises.
55 Sagsoegerne har heroverfor for det foerste anfoert, at naar de har maattet anlaegge en ny sag, skyldes det, at de havde indgivet klager, som de maatte foelge op. De tilfoejer, at de havde enhver retlig interesse, da sagsoegte ansaa deres foerste sag for anlagt for tidligt, da den vedroerte en forberedende akt, i paa ny at fremfoere deres argumenter, naar de retsakter, som ansaas for forberedende, var blevet fulgt op af retsakter indeholdende en afgoerelse.
56 For det andet kan der ifoelge sagsoegerne kun blive tale om litispendensvirkning, "hvis der allerede foreligger en retsafgoerelse, ogsaa selv om den traeffes samtidig med den afgoerelse, der danner grundlag for litispendensvirkningen, eller har retskraft i forhold til den senere sag".
57 For det tredje har sagsoegerne over for Kommissionens subsidiaere afvisningspaastand gjort gaeldende, at de ikke kan nedlaegge de samme paastande i en klage som under et sagsanlaeg. Efter deres opfattelse kan de ikke over for ansaettelsesmyndigheden goere andet end at ansoege om, at den genopretter deres situation, og isaer, at den tilbagekalder den omtvistede retsakt, men de kan ikke nedlaegge paastand om, at denne kendes ugyldig, eller om, at der tilkendes dem erstatning, da dette ikke henhoerer under ansaettelsesmyndighedens kompetence.
Rettens bemaerkninger
58 Indledningsvis bemaerkes, at eftersom sag T-17/90 i sin helhed er afvist, er den af Kommissionen nedlagte paastand om afvisning paa grund af, at sagsoegerne har anlagt en anden sag, der er identisk med den foerste, blevet uden genstand. Som foelge heraf skal Retten ikke tage stilling til dette anbringende.
59 Sagsoegernes foerste paastand maa afvises af de grunde, som er anfoert under praemis 38-42, hvortil Retten udtrykkeligt skal henholde sig.
60 Hvad angaar den anden, tredje og fjerde paastand er det tilstraekkeligt som begrundelse for, at disse afvises, at henvise til begrundelsen anfoert under praemis 44 i naervaerende dom, som Retten ligeledes udtrykkeligt skal henholde sig til.
61 Hvad angaar paastanden om erstatning maa denne afvises af de samme grunde, som er anfoert ovenfor under praemis 45-49. Det fremgaar nemlig af sagen, at sagsoegerne kun har overholdt det ene led af den forudgaaende administrative procedure, hvilket noedvendigvis i det foreliggende tilfaelde maa medfoere afvisning af denne.
62 Det foelger herefter, at sagen skal afvises i sin helhed.
Sag T-17/92
Formaliteten
63 Kommissionen har ikke paastaaet afvisning i denne sag.
64 I medfoer af procesreglementets artikel 113 kan Retten imidlertid til enhver tid af egen drift efterproeve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsaetninger ikke er opfyldt.
65 Hvad angaar den anden og den tredje paastand er det tilstraekkeligt som begrundelse for, at disse afvises, at henvise til den i naervaerende doms praemis 44 givne begrundelse, som Retten udtrykkeligt skal henhold sig til.
66 Hvad angaar erstatningspaastanden, skal denne afvises af de samme grunde, som er anfoert ovenfor under praemis 45-49. Det fremgaar nemlig af sagen, at sagsoegerne kun har overholdt et enkelt led af den forudgaaende administrative procedure, hvilket i det foreliggende tilfaelde noedvendigvis medfoerer afvisning af denne paastand.
67 Det foelger af ovenstaaende, at sag T-17/92 kun kan antages til realitetsbehandling for saa vidt angaar den foerste paastand, der vedroerer annullation af udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at give sagsoegerne adgang til at fortsaette i forbindelse med udvaelgelsesproeve KOM2/82.
Realitetsspoergsmaalet i forbindelse med den foerste paastand
Parternes argumenter
68 Sagsoegerne har for det foerste anfoert, at personaledirektoerens afgoerelse, som blev meddelt dem ved hans notat af 26. juni 1989, ikke var i overensstemmelse med Domstolens dom, og at den nedsaettelse af udvaelgelseskomitéen paa ny, der blev givet meddelelse om i dette notat, faktisk ikke kunne gennemfoeres. Hvad angaar det sidste punkt har sagsoegerne henvist til, at ikke alene formanden for udvaelgelseskomitéen, som paa ingen maade var forhindret i at fortsaette med at varetage hvervet, men ogsaa andre medlemmer af udvaelgelseskomitéen er blevet udskiftet, uden at der har foreligget "tvingende grunde". Udvaelgelseskomitéens formands afgang har ifoelge sagsoegerne ikke vaeret begrundet i dennes oenske om ikke at skade udvaelgelseskomitéens arbejde, saaledes som det haevdes af Kommissionen. Ifoelge sagsoegerne drejer det sig om en ubegrundet naegtelse fra den paagaeldendes side af at paatage sig formandskabet, hvilket hun alene var i stand til at bestride. Sagsoegerne er af den opfattelse, at paa grund af formandens afgang har udvaelgelseskomitéen ikke kunnet udfoere sit arbejde paa en korrekt maade, og at det foelgelig ikke var muligt at sikre dens funktion. Med hensyn til den af sagsoegte anfoerte praksis ved Domstolen, bemaerker sagsoegerne, at dommen af 13. februar 1979 (sag 24/78, Martin mod Kommissionen, Sml. s. 603) vedroerer et tilfaelde af et medlems fravaer fra udvaelgelseskomitéen. I det foreliggende tilfaelde var det imidlertid, stadig ifoelge sagsoegerne, udmaerket muligt for udvaelgelseskomitéen at udoeve sine funktioner, idet formandens fravaer var ubegrundet og skyldtes en fuldstaendig egenhaendig beslutning fra formandens side. Hvad angaar dommen af 26. februar 1981 (sag 34/80, Authié mod Kommissionen, Sml. s. 665) understreger sagsoegerne endvidere, at det i det foreliggende tilfaelde ikke drejer sig om, hvorvidt en formand for en udvaelgelseskomité paa ny kan udoeve denne funktion, men om det forhold, at formanden uden gyldig grund ikke har gjort det.
69 Kommissionen har heroverfor for det foerste anfoert, at den har handlet i overensstemmelse med dommen i sagen Basch m.fl. mod Kommissionen. Den har nemlig ved afgoerelsen af 26. juni 1989 nedsat udvaelgelseskomitéen paa ny i dens oprindelige sammensaetning, medmindre "tvingende grunde" var til hinder herfor, hvilket udtryk ifoelge Kommissionen daekker saavel tilfaelde af doed, sygdom, forflyttelse samt, som i det foreliggende tilfaelde, udvaelgelseskomitéens formands afgang. Udvaelgelseskomitéens formands afgang var begrundet i hensynet til ikke at skade udvaelgelseskomitéens arbejde, idet beskyldninger for "partiskhed" var blevet rettet mod hende. Under henvisning til den foernaevnte dom i sagen Martin mod Kommissionen bemaerker Kommissionen, at de ovennaevnte grunde retfaerdiggoer en fravigelse af princippet om ligebehandling af ansoegerne i den samme udvaelgelsesproeve, da det i det foreliggende tilfaelde var umuligt paa anden maade at sikre udvaelgelseskomitéens funktion. Ifoelge Kommissionen var den efter dommen i sagen Basch m.fl. mod Kommissionen forpligtet til at afhjaelpe manglerne i forbindelse med gennemfoerelsen af udvaelgelsesproeven, og at genskabe den situationen for sagsoegerne, som bestod forud for den annullerede afgoerelse. Kun saafremt arbejdet var blevet fortsat i en udvaelgelseskomité, der bevidst var anderledes sammensat, kunne dette resultat vaere draget i tvivl. I oevrigt har Domstolen i den naevnte sag Authié mod Kommissionen antaget, at man ikke kunne bebrejde en udvaelgelseskomité, hvis afgoerelse om afvisning af en ansoeger var blevet annulleret af Domstolen paa grund af retsstridig fremgangsmaade og manglende begrundelse, at den ikke havde truffet afgoerelse paa ny med en aendret sammensaetning.
70 Sagsoegerne har for det andet gjort gaeldende, at i modsaetning til hvad personaledirektoeren gav udtryk for i sit foernaevnte notat af 8. september 1989, har udvaelgelseskomitéen ikke i sin bedoemmelse taget hensyn til forhold, som ligger efter den i meddelelsen om udvaelgelsesproeven anfoerte referenceperiode, dvs. efter den 25. februar 1982.
71 Hvad angaar den referenceperiode, som skal tages i betragtning af en udvaelgelseskomité, har Kommissionen bemaerket, at komitéen er bundet af meddelelsen om udvaelgelsesproeven, hvorefter referenceperioden udloeb i februar maaned 1982. I det foreliggende tilfaelde har udvaelgelseskomitéen netop lagt til grund, at referenceperioden var den i meddelelsen om udvaelgelsesproeven angivne periode, og har saaledes ikke begaaet nogen fejl. Kommissionen har tilfoejet, at administrationen ikke kan opfordre og endnu mindre forpligte en udvaelgelseskomité til at tage hensyn til en periode, som ligger efter den i meddelelsen om udvaelgelsesproeven angivne referenceperiode.
72 Sagsoegerne har for det tredje gjort gaeldende, at udvaelgelseskomitéen har haft samtaler med administrativt overordnede tjenestemaend, som den havde udvalgt vilkaarligt. De har i oevrigt anfoert, at der ved samtalerne med deres overordnede ikke er taget hensyn til, at det for de fleste af dem var umuligt at huske noget paa grund af den forloebne tid. Yderligere har sagsoegerne bestridt, at deres overordnede og udvaelgelseskomitéen var i stand til at udtale sig om deres kvalifikationer, ligesom udvaelgelseskomitéen ikke fuldt ud har undersoegt de bemaerkninger, de havde fremsat.
73 Kommissionen har henvist til, at den ved ovennaevnte skrivelse af 13. marts 1991 gav alle deltagere i udvaelgelsesproeven meddelelse om, at de ville blive indbudt til en supplerende samtale med udvaelgelseskomitéen, der ville informere dem om indholdet af de udtalelser, som personer, der var blevet konsulteret dem vedroerende, var fremkommet med. Disse samtaler fandt sted i april 1991, og Kommissionen anser det derfor for at vaere med urette, naar sagsoegerne haevder, at deres overordnede ikke er blevet hoert, eller at de ikke har haft mulighed for at tage stilling til disses udtalelser.
74 Sagsoegerne har for det fjerde anfoert, "at hvis udvaelgelseskomitéen har undersoegt de udtalelser, som deres overordnede er fremkommet med, har man ikke fortolket disse rigtigt, hverken hvad angaar indholdet eller raekkevidden af disse".
75 Endelig har sagsoegerne Vitale og Michiels anfoert saerlige klagepunkter.
Vitale har gjort gaeldende:
"° Hvad angaar skriftlig udtryksform, har hans overordnede ikke taget hensyn til, at sagsoegeren har udarbejdet notater vedroerende bestilling af kontorartikler (hvilket siden midten af 1976 har vedroert en stor afdeling).
° Med hensyn til sammenfatningsevne ved sagsoegeren ikke, hvordan hans overordnede har vurderet denne. Udvaelgelseskomitéen har haft en samtale med C., som ikke var hans overordnede paa davaerende tidspunkt, og med hvem han har haft problemer, der vedroerer tiden efter den relevante periode. H. har fremsat paastande, der paa den ene side ikke vedroerer den relevante periode og paa den anden side bestrides af sagsoegeren.
° For saa vidt angaar hans evne til selvstaendigt at organisere sit arbejde understreger sagsoegeren, at han siden den 1. juli 1979 har vaeret alene om at udfoere tre personers arbejde".
Michiels har anfoert:
"° Det arbejde, som sagsoegeren har udfoert siden 1971, er altid blevet udfoert af en tjenestemand i kategori B (B3 eller B2), hvilket beviser sagsoegerens formuleringsevne, evne til sammenfatning og til at udtrykke sig skriftligt".
76 Med hensyn til de af Michiels og Vitale fremsatte klagepunkter har Kommissionen bemaerket, at disse simpelt hen har fremsat paastande, der ikke er bestyrkede, uden at paavise, at udvaelgelseskomitéen reelt har begaaet fejl.
Rettens bemaerkninger
77 Sagsoegerne har i det vaesentlige gjort to anbringender gaeldende; for det foerste den paastaaede ulovlige sammensaetning af udvaelgelseskomitéen, da den vedtog den anfaegtede afgoerelse; for det andet, at udvaelgelseskomitéen har begaaet visse fejl.
78 Vedroerende sagsoegernes foerste anbringende bemaerkes, at saafremt Faellesskabets retsinstansers annullerer en retsakt fra en institution, paahviler det sidstnaevnte i medfoer af EOEF-traktatens artikel 176 at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen.
79 Naar det drejer sig om en udvaelgelsesproeve som den omtvistede, hvor Domstolen har annulleret en afgoerelse truffet af udvaelgelseskomitéen paa grund af manglende begrundelse og retsstridig fremgangsmaade, indebaerer opfyldelse af dommen en genoprettelse af situationen, saaledes som denne forelaa, foer de omstaendigheder indtraadte, som Domstolen har kritiseret.
80 Det fremgaar imidlertid af sagen, at det i det foreliggende tilfaelde ikke var muligt at genoprette en situation, som var fuldstaendig identisk med den, der forelaa forud for den af Domstolen annullerede afgoerelse, idet visse medlemmer af udvaelgelseskomitéen var gaaet af i mellemtiden. Under disse omstaendigheder findes det noedvendigt at undersoege, hvorvidt den skete aendring i udvaelgelseskomitéens sammensaetning kan medfoere, at dennes efterfoelgende arbejde maa anses for behaeftet med mangler.
81 I denne henseende bemaerkes indledningsvis, at en udvaelgelseskomités arbejde med en udvaelgelsesproeve i henhold til vedtaegtens bilag III skal forloebe paa en maade, der sikrer en hensigtsmaessig procedure for ansaettelse i Faellesskabets administration. Af og til straekker dette arbejde sig noedvendigvis over en lang periode, endog flere aar, isaer i det tilfaelde, hvor en af komitéens afgoerelser annulleres af Faellesskabets retsinstanser. Det er saaledes muligt, at en udvaelgelseskomités sammensaetning under disse omstaendigheder kan aendre sig i loebet af aarene som foelge af forhold, administrationen ikke er herre over. Under disse omstaendigheder maa der gives administrationen mulighed for ° for at sikre kontinuiteten i Faellesskabets administration ° at genbesaette visse medlemmers pladser i udvaelgelseskomitéen under opretholdelse af en situation saa taet paa den oprindelige som muligt, naar det viser sig umuligt at nedsaette udvaelgelseskomitéen paa ny med dens oprindelige sammensaetning. Dette gaelder saerligt i tilfaelde af alvorlig sygdom, aendret tjenstlig placering eller et udvaelgelseskomitémedlems afgang, da ansaettelsesmydigheden i sidstnaevnte tilfaelde ikke raader over midler til at tvinge et medlem af en udvaelgelseskomité til at deltage mod sin vilje.
82 I det foreliggende tilfaelde konstaterer Retten, at det fremgaar af Kommissionens svar paa Rettens spoergsmaal, at formanden og et medlem af udvaelgelseskomitéen er gaaet af, og at ansaettelsesmyndigheden derfor har erstattet dem med to nye medlemmer.
83 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at under de foreliggende omstaendigheder skyldtes aendringen i udvaelgelseskomitéens sammensaetning, at det var umuligt for administrationen at nedsaette den naevnte udvaelgelseskomité paa ny med dens oprindelige sammensaetning. Retten finder, at denne aendring ikke kan antages at vaere retsstridig, da administrationen kun har haft til hensigt at sikre kontinuiteten i Faellesskabets administration, navnlig da der ikke er gjort magtfordrejning gaeldende.
84 Det foelger heraf, at udvaelgelseskomitéens sammensaetning, saaledes som denne var paa tidspunktet for de omtvistede begivenheder, ikke kan medfoere, at dennes arbejde anses for ugyldigt, og dette anbringende maa derfor forkastes.
85 Vedroerende sagsoegernes andet anbringende, der stoettes paa, at udvaelgelseskomitéen skal have begaaet visse fejl, har sagsoegerne fremfoert flere argumenter. Det foerste stoettes paa, at udvaelgelseskomitéen har undladt ved bedoemmelsen at tage hensyn til forhold, som laa efter den 25. februar 1982. I den henseende fremgaar det af den tidligere omtalte skrivelse af 26. juni 1989, at den referenceperiode, som skulle tages i betragtning, netop udloeb den 25. februar 1982. Ifoelge skrivelsen af 8. september 1989 fra personaledirektoeren er det ligeledes denne dato, der boer laegges til grund, medmindre en anden dato har vaeret anvendt ved vurderingen af kvalifikationerne hos andre ansoegere, der ikke har klaget, eller som har bestaaet.
86 Retten konstaterer imidlertid, at sagsoegerne ikke har fremfoert noget argument eller bevis, der er egnet til at vise rigtigheden af de paastande, som danner grundlag for deres argumentation, saasom at udvaelgelseskomitéen for visse ansoegeres vedkommende har taget hensyn til forhold, som ligger efter det ovennaevnte referencetidspunkt. Det foelger heraf, at dette argument boer forkastes.
87 Med hensyn til det andet argument, der vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt udvaelgelseskomitéen faktisk har hoert sagsoegernes administrativt overordnede, bemaerkes for det foerste, at sagsoegerne ikke er fremkommet med noget til stoette for deres anbringender. For det andet fremgaar det af de dokumenter, som Kommissionen paa Rettens anmodning har fremlagt i saa henseende ° og som ikke anfaegtes af sagsoegerne ° at udvaelgelseskomitéen faktisk har hoert sagsoegernes overordnede.
88 Hvad angaar den paastaaede mulighed for, at de overordnede eventuelt har glemt relevante forhold, er det tilstraekkeligt som grundlag for at forkaste dette argument at konstatere, at sagsoegernes paastande ikke er stoettet paa nogen form for bevis og end ikke er praeciseret.
89 For saa vidt angaar det tredje argument, hvorefter udvaelgelseskomitéens medlemmer hverken har vaeret i stand til at vurdere sagsoegernes kvalifikationer eller fuldt ud har undersoegt de bemaerkninger, som de er fremkommet med, konstaterer Retten for det foerste, at sagsoegerne ikke har stoettet disse anbringender paa nogen omstaendighed, der goer det muligt at efterproeve, om de er rigtige. For det andet fremgaar det af referaterne af samtalerne mellem ansoegerne og udvaelgelseskomitéens medlemmer, som er fremlagt af Kommissionen paa Rettens anmodning, at udvaelgelseskomitéen har informeret de paagaeldende om indholdet af de bemaerkninger, som deres overordnede havde fremsat over for den. Det foelger heraf, at dette argument maa forkastes.
90 Hvad angaar det fjerde argument, hvormed sagsoegerne anfaegter den fortolkning, udvaelgelseskomitéen har foretaget af de udtalelser, deres overordnede havde afgivet, er det tilstraekkeligt at konstatere, at sagsoegerne herved soeger at stille spoergsmaal ved selve resultatet af den vurdering, som udvaelgelseskomitéen har foretaget af ansoegernes egnethed. Imidlertid kan disse vurderinger kun efterproeves af Faellesskabets retsinsstanser i tilfaelde af aabenbar kraenkelse af de regler, der gaelder for udvaelgelseskomitéens arbejde (se Domstolens dom af 9.10.1974, forenede sager 112/73, 144/73 og 145/73, Campogrande m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 957), hvilket der ikke er tale om i denne sag.
91 Hvad angaar endelig det af sagsoegerne Vitale og Michiels anfoerte, er det tilstraekkeligt at bemaerke, saaledes som Kommissionen ogsaa har gjort det, at der er tale om rene paastande, der paa ingen maade stoettes af nogen form for bevis.
92 Det foelger af ovenstaaende, at Rettens undersoegelse af sagsoegernes klagepunkter ikke har paavist nogen kraenkelse af de regler, der gaelder for at ivaerksaette og gennemfoere udvaelgelsesproever. Foelgelig kan der heller ikke gives sagsoegerne medhold for saa vidt angaar den foerste paastand.
93 Det foelger heraf, at der i sag T-17/92 for saa vidt angaar den foerste paastand ikke kan gives sagsoegerne medhold og i oevrigt, at alle tre sager afvises.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
94 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) For saa vidt angaar den foerste paastand i sag T-17/90 frifindes Kommissionen; i oevrigt afvises sag T-17/90, T-28/91 og T-17/92.
2) Hver part baerer sine omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy