Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend - forfremmelse - den kraevede minimumsanciennitet i loenklassen - beregning - udgangspunkt for beregningen - fastansaettelse - midlertidigt ansat udnaevnt til tjenestemand - ingen betydning
(Tjenestemandsvedtaegten art. 45, stk. 1)
2. Tjenestemaend - forfremmelse - loefter - tilsidesaettelse af vedtaegtens bestemmelser - berettiget forventning - ikke skabt
(Tjenestemandsvedtaegten art. 45, stk. 1)
3. Tjenestemaend - ligebehandling - graenser - ulovligt tildelt fordel
Sammendrag
1. Det foelger af vedtaegtens artikel 45, at den minimumsanciennitet i loenklassen, som en tjenestemand skal have for at kunne forfremmes, beregnes med udgangspunkt i datoen for hans fastansaettelse i tilfaelde, hvor der er tale om den foerste forfremmelse efter ansaettelsen.
Der er ingen bestemmelse i vedtaegten, hvorefter der med hensyn til minimumsancienniteten kan tages hensyn til en periode, i hvilken en tjenestemand foer udnaevnelsen har vaeret ansat ved sin institution som midlertidigt ansat, end ikke hvis han ved ansaettelsen som midlertidigt ansat havde bestaaet en udvaelgelsesproeve og derfor kunne vaere blevet udnaevnt til tjenestemand.
2. Loefter, som gaar ud paa, at ved forfremmelse vil perioden, hvorunder en tjenestemand har vaeret ansat ved sin institution som midlertidigt ansat, blive taget i betragtning, og som ikke respekterer vedtaegtens bestemmelser, kan ikke skabe en berettiget forventning hos den person, over for hvem de er afgivet.
3. En tjenestemand kan ikke under henvisning til princippet om ligebehandling paaberaabe sig en praksis, som strider mod vedtaegtens bestemmelser, idet ingen til egen fordel kan paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre.
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder
1 Sagsoegeren, Wolfdietrich Zoder, der er tysk statsborger, blev, efter bestaaet udvaelgelsesproeve ved Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet") i oktober og november 1985 med henblik paa ansaettelse af spansksprogede oversaettere, optaget paa den reserveliste, som blev udarbejdet paa grundlag af udvaelgelsesproeven. Uanset at han var optaget paa listen, ansatte Parlamentet ham den 6. januar 1986 ikke som tjenestemand, men som midlertidig ansat. Han blev ansat som tjenestemand paa proeve i loenklasse LA7 fra den 1. april 1986 og fastansat i denne loenklasse med virkning fra 1. januar 1987.
2 I februar 1989 blev sagsoegeren optaget paa listen over tjenestemaend, der kunne forfremmes fra loenklasse LA7 til loenklasse LA6 i regnskabsaaret 1988. Han blev imidlertid ikke optaget paa listen over forfremmelser af tjenestemaend til loenklasse LA6 med virkning fra 1. april 1988, som blev opstillet ved Parlamentets generalsekretaers afgoerelse af 8. september 1989.
3 Ved skrivelse af 7. december 1989 indbragte sagsoegeren en klage over afgoerelsen af 8. september 1989 i medfoer af artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"). Han gjorde gaeldende, at administrationen ikke havde taget hensyn til hele den periode, han havde arbejdet ved Parlamentet. Han henviste til, at han var blevet ansat fra den 6. januar 1986, foerst midlertidigt paa grund af mangel paa stillinger i den spanske afdeling, hvorefter han blev udnaevnt til tjenestemand paa proeve fra den 1. april 1986. Han klagede desuden over, at yngre kollegaer med bedoemmelser svarende til hans var blevet forfremmet til LA6, uanset at de var tiltraadt tjenesten efter ham. Denne forskelsbehandling var i oevrigt i strid med de udtalelser, generaldirektoeren for personale, Gerhard Van den Berghe, var fremkommet med under et introduktionsmoede for nye tjenestemaend og ansatte i 1986, hvor han udtalte, at ancienniteten med henblik paa en senere forfremmelse for enhver, som var opfoert paa en reserveliste, beregnedes fra datoen for ansaettelsen som tjenestemand eller som midlertidig ansat. Sagsoegeren har endvidere henvist til en afgoerelse, som Forfremmelsesudvalget traf paa et moede den 19. december 1988, hvori det hed, at der ikke alene skulle tages hensyn til den saerlige situation for de nyoprettede afdelinger, men ogsaa til generaldirektoerens loefte, ligesom man ville respektere garantierne fra Parlamentets administration til personer, som i begyndelsen af 1986 ikke var optaget paa en reserveliste. For sagsoegerens vedkommende er denne afgoerelse ikke blevet korrekt anvendt, og Personaleudvalgets medlemmer i Forfremmelsesudvalget har gjort udvalgets sekretaer, Baldanza, opmaerksom paa fejlen i en skrivelse fra juli 1989.
4 Zoder' s klage blev stoettet ved en udtalelse af 13. december 1989 fra direktoeren for oversaettelsestjenesten og ved udtalelse af 14. december 1989 fra generaldirektoeren for Parlamentets Oversaettelse og Almindelige Anliggender.
5 Ansaettelsesmyndigheden besvarede foerst klagen ved skrivelse af 3. juli 1990 efter en raekke forsinkelser, som sagsoegte selv har betegnet som exceptionelle. Med hensyn til den paastaaede forskelsbehandling, som Zoder havde gjort gaeldende - under henvisning til, at den anciennitet, som kraeves for forfremmelse, for visse kollegaers vedkommende, der ogsaa havde vaeret opfoert paa en reserveliste, var beregnet paa grundlag af den dato, hvor de blev ansat som tjenestemaend eller som midlertidigt ansatte - anfoerte Parlamentets generalsekretaer, Enrico Vinci, foelgende:
"Jeg skal meddele Dem, at den i Deres klage naevnte foranstaltning blev truffet efter saerlig tilladelse fra Parlamentets formand i forhold til dem blandt Deres kollegaer, som er spanske og portugisiske ledende oversaettere/revisorer, ansat i medfoer af interne udvaelgelsesproever LA101 og LA102. Deres tilfaelde maa adskille sig herfra. De er ansat i medfoer af en anden udvaelgelsesproeve, PE/94/LA, og Deres udnaevnelse har haft virkning fra den 1. april 1986.
Foranstaltningen kan ikke forskelsbehandle Dem, da den blev truffet for at rette op paa den uheldige situation, som de af Deres kollegaer, der var udvalgt foer Dem i juni 1985, befandt sig i, og som foerst blev udnaevnt fra den 1. juni 1986, fordi afholdelsen af de interne udvaelgelsesproever blev forsinket. Foelgelig kan Deres tilfaelde ikke anses for at vaere identisk, hvilket er en betingelse for, at denne foranstaltning eventuelt ogsaa skulle finde anvendelse i Deres tilfaelde.
Med hensyn til dem blandt Deres kollegaer, som er forfremmet til LA6 ved afgoerelse af 8. september 1989, og som har tilsvarende fortjenester, maa jeg fastslaa, at de har en stoerre anciennitet i loenklasse og i kategori, eftersom de er udnaevnt til tjenestemaend foer Dem."
6 Zoder blev forfremmet til loenklasse LA6 med virkning fra 1. januar 1989.
Retsforhandlinger
7 Ved staevning indleveret den 4. juli 1990 til Justitskontoret ved Retten i Foerste Instans har sagsoegeren, uden at have kendskab til den udtrykkelige afvisning af hans klage, anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af den naevnte afgoerelse af 8. september 1989.
8 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.
9 Den mundtlige forhandling fandt sted den 27. februar 1991. Parternes repraesentanter afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten.
10 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
1) Sagen admitteres.
2) Der gives sagsoegeren medhold.
3) Afvisningen af klagen annulleres.
4) Ansaettelsesmyndighedens (Europa-Parlamentets) afgoerelse af 8. september 1989 om ikke at optage sagsoegeren paa listen over forfremmelser af oversaettere fra loenklasse LA7 til loenklasse LA6 med virkning fra 1. april 1988, annulleres.
5) Om noedvendigt annulleres de stedfundne forfremmelser.
6) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
11 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:
1) Sagen afvises.
2) Subsidiaert: sagsoegte frifindes.
3) Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i medfoer af de herom gaeldende regler.
Formaliteten
12 Ifoelge sagsoegte boer sagen afvises, og sagsoegte henviser herved til, at sagsoegeren ikke kunne forfremmes i 1988. Sagsoegte udleder heraf, at sagen ikke er anlagt til proevelse af en retsakt, som er negativ for sagsoegeren, og at han ikke kan godtgoere at have en bestaaende og aktuel retlig interesse.
13 Til stoette for dette anbringende har sagsoegte gjort gaeldende, at fristen for optjening af den minimumsanciennitet paa to aar i loenklassen, der kraeves i henhold til vedtaegtens artikel 45, for, at en tjenestemand kan forfremmes, efter Domstolens praksis foerst er begyndt at loebe paa tidspunktet for sagsoegerens fastansaettelse, det vil sige den 1. januar 1987 (jf. dom af 13.12.1984, forenede sager 20/83 og 21/83, Vlachos mod Domstolen, Sml. s. 4149, og kendelse af 7.10.1987, sag 248/86, Brueggemann mod Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, Sml. s. 3963). Zoder' s navn var derfor ikke opfoert paa listen over tjenestemaend, der kunne forfremmes i regnskabsaaret 1988.
14 Under alle omstaendigheder har denne liste ifoelge sagsoegte ikke haft en virkning for den anfaegtede afgoerelse, som kunne beroere sagsoegerens vedtaegtsmaessige rettigheder direkte og umiddelbart. Blandt de tjenestemaend, der faktisk blev forfremmet, var kun en enkelt udnaevnt og fastansat paa samme dato som sagsoegeren. Denne tjenestemand havde dog opnaaet et antal point, som var hoejere end Zoder' s (56,50 imod 55,50). De oevrige forfremmede tjenestemaend var blevet udnaevnt og fastansat tidligere end Zoder. Foelgelig beroeres sagsoegerens situation hverken af afgoerelsen af 8. september 1989 eller af en eventuel annullation heraf.
15 Sagsoegeren har derimod gjort gaeldende, at han kunne forfremmes i regnskabsaaret 1988. Afgoerelsen af 8. september 1989 var behaeftet med en fejl til skade for ham med hensyn til beregningen af hans anciennitet, og den udgoer saaledes en retsakt, som indebaerer et klagepunkt, hvorfor han har retlig interesse. Til stoette for sin argumentation har han fremfoert, at han blev ansat den 6. januar 1986, og at hans anciennitet burde vaere beregnet fra denne dato.
16 Han har tilfoejet, at blandt de 25 personer, der blev forfremmet til loenklasse LA6 med virkning fra 1988, befandt mindst 21 sig i den samme situation som ham, det vil sige, at i forbindelse med deres optagelse paa listen over tjenestemaend, der kunne forfremmes i regnskabsaaret 1988, var udgangspunktet for beregningen af deres anciennitet datoen for deres udnaevnelse til tjenestemaend paa proeve, ikke datoen for deres fastansaettelse. I oevrigt indeholdt listen navnene paa flere tjenestemaend, som faktisk blev forfremmet efter udloebet af forfremmelsesproceduren for regnskabsaaret 1988 kun to aar efter deres udnaevnelse til tjenestemaend paa proeve og ikke to aar efter deres fastansaettelse, uanset at deres udnaevnelse og fastansaettelse havde fundet sted senere end for sagsoegerens vedkommende.
17 Sagsoegte har besvaret dette argument med, at de tilfaelde, sagsoegeren henviser til, ikke vedroerer afgoerelsen af 8. september 1989.
18 Foer der tages stilling til den af sagsoegte fremfoerte afvisningsgrund, skal det bemaerkes, at parterne under retsmoedet er enedes om, at det egentlige problem, sagen vedroerer, er at faa afgjort i forhold til reglerne om forfremmelse, fra hvilken dato Zoder' s anciennitet skal beregnes, dog saaledes at sagsoegeren haevder, at perioden for hans ansaettelse som midlertidig ansat skal medregnes, hvilket sagsoegte bestrider.
19 Desangaaende henvises til, at vedtaegtens artikel 45, stk. 1, har foelgende ordlyd:
"Forfremmelse sker efter ansaettelsesmyndighedens afgoerelse. Den medfoerer, at tjenestemanden udnaevnes til den naermeste hoejere loenklasse inden for sin kategori eller tjenestegruppe. Den foretages udelukkende paa grundlag af en udvaelgelse blandt de tjenestemaend, der har en minimumsanciennitet i deres loenklasse; udvaelgelsen sker blandt de tjenestemaend, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, efter sammenligning af deres fortjenester og de afgivne udtalelser om dem.
Denne minimumsanciennitet udgoer for de tjenestemaend, der er placeret i foerste loenklasse inden for deres tjenestegruppe eller kategori, seks maaneder regnet fra tidspunktet for deres fastansaettelse; for andre tjenestemaend udgoer den to aar."
20 Retten finder, at det fremgaar af bestemmelsens ordlyd, at i den foreliggende sag skulle sagsoegeren - som ikke blev udnaevnt i foerste loenklasse inden for sin tjenestegruppe, men i loenklasse LA7 - for at kunne forfremmes have en minimumsanciennitet paa to aar regnet fra tidspunktet for sin fastansaettelse, det vil sige fra den 1. januar 1987.
21 Denne fortolkning er bekraeftet i Domstolens praksis, ifoelge hvilken en tjenestemand for at kunne forfremmes skal have en minimumsanciennitet alt efter tilfaeldet paa seks maaneder eller to aar regnet fra tidspunktet for sin fastansaettelse (jf. dom af 13.12.1984, forenede sager 20/83 og 21/83, Vlachos, praemis 18, og kendelse af 7.10.1987, sag 248/86, Brueggemann, praemis 7 og 8).
22 Det fremgaar i oevrigt af Domstolens praksis vedroerende vedtaegtens artikel 44, som omhandler den automatiske loentrinsstigning for tjenestemaend, at der ingen bestemmelse er i vedtaegten, hvorefter der kan tages hensyn til en periode, i hvilken en tjenestemand tidligere har vaeret ansat ved sin institution som midlertidigt ansat, og at det saerlige forhold, at tjenestemanden ved ansaettelse som midlertidigt ansat havde bestaaet en udvaelgelsesproeve og derfor kunne vaere blevet udnaevnt til tjenestemand, intet aendrer herved (jf. dom af 6.6.1985, sag 146/84, De Santis mod Revisionsretten, Sml. s. 1731, og dom af 19.4.1988, sag 37/87, Sperber mod Domstolen, Sml. s. 1943). Denne argumentation, som Domstolen har anvendt i forbindelse med artikel 44, der ikke udtrykkeligt fastsaetter, fra hvilken dato den paagaeldendes anciennitet skal beregnes, kan i endnu hoejere grad overfoeres paa artikel 45, som udtrykkeligt fastsaetter den omhandlede dato.
23 Herefter maa det antages, at i den foreliggende sag er den dato, som skal tages i betragtning ved beregningen af Zoder' s anciennitet i loenklassen, den 1. januar 1987, hvilket var den dato, han blev fastansat. Han opnaaede dermed minimumsancienniteten for at kunne forfremmes den 1. januar 1989, hvor han faktisk blev forfremmet.
24 Det foelger heraf, at sagsoegeren, da han ikke havde den kraevede minimumsanciennitet, ikke kunne forfremmes i regnskabsaaret 1988. Afgoerelsen af 8. september 1989 om forfremmelse af en raekke tjenestemaend med virkning fra 1. april 1988 kunne derfor ikke udgoere en for sagsoegeren negativ retsakt, hvorfor sagsoegeren ikke har interesse i at kraeve afgoerelsen annulleret.
25 For fuldstaendighedens skyld skal Retten bemaerke med hensyn til de loefter, som generaldirektoeren for personale i 1986 skal have givet de nye tjenestemaend og ansatte om, at med henblik paa en senere forfremmelse ville datoen for deres ansaettelse blive taget i betragtning, at saadanne loefter - forudsat at de godtgoeres - der ikke respekterer tjenestemandsvedtaegtens bestemmelser, ikke kan skabe en berettiget forventning hos den person, over for hvem de er afgivet (jf. Domstolens dom af 6.2.1986, sag 162/84, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 481, praemis 6, og Rettens dom af 27.3.1990, sag T-123/89, Chomel mod Kommissionen, Sml. II, s. 131, praemis 30).
26 Forudsaettes det endvidere, at den sagsoegte institution faktisk har forfremmet tjenestemaend, som kun havde en anciennitet paa to aar regnet fra tidspunktet for deres udnaevnelse til tjenestemand paa proeve - og ikke regnet fra tidspunktet for deres fastansaettelse - kan sagsoegeren ikke paaberaabe sig en saadan praksis, som strider mod vedtaegtens bestemmelser, idet ingen til egen fordel kan paaberaabe sig en ulovlighed, der er begaaet til fordel for andre (Domstolens dom af 9.10.1984, sag 188/83, Witte mod Parlamentet, Sml. s. 3465, praemis 15, og dom af 4.7.1985, sag 134/84, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 2225, praemis 14).
27 Henset til det anfoerte i det hele, vil sagen vaere at afvise.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
28 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som finder tilsvarende anvendelse for Retten, paalaegges det den tabende part at afholde sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge samme procesreglements artikel 70 baerer institutionerne dog deres egne omkostninger i tvister indbragt af Faellesskabets ansatte.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Hver part baerer sine omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy