EUR-Lex -  61990TJ0033 - DA - DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (TREDJE AFDELING) DEN 6. NOVEMBER 1991. - CHARLOTTE VON BONKEWITZ-LINDNER MOD EUROPA-PARLAMENTET. - TJENESTEMAEND - BEDOEMMELSE - BESKRIVELSE AF ARBEJDSOPGAVER - FOR LAV KARAKTER - FRATAGELSE AF ARBEJDSOPGAVER OG TILDELING AF NYE ARBEJDSOPGAVER. - SAG T-33/90.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Tjenestemaend - bedoemmelse - bedoemmelsesrapport - retslig proevelse - graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 43)

2. Tjenestemaend - organisering af tjenestegrenene - placering af personale - administrationens skoensbefoejelse - graenser - tjenestens interesse - overholdelse af princippet om stillingers aekvivalens - afgoerelse om tildeling af nye arbejdsopgaver - foranstaltning vedroerende intern organisation - ingen forpligtelse til at begrunde en saadan afgoerelse eller at hoere vedkommende

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 7, stk. 1)

Sammendrag

1. De karakterer, som tildeles en tjenestemand i en bedoemmelsesrapport udfaerdiget af hans overordnede, er udtryk for et skoen, som afhaenger af bedoemmernes personlige vurdering, og som Retten ikke kan aendre.

2. Faellesskabets institutioner har et vidt skoen ved organiseringen af deres tjenestegrene under hensyn til de opgaver, som de har faaet overdraget, og ved placeringen af personalet med henblik paa udfoerelsen af disse opgaver, idet placeringen af de ansatte dog skal ske i tjenestens interesse og under iagttagelse af stillingernes aekvivalens.

En afgoerelse om tildeling af nye arbejdsopgaver, som opfylder disse to betingelser, og som ikke indebaerer en kraenkelse af den paagaeldendes vedtaegtsmaessige rettigheder, udgoer alene en foranstaltning vedroerende tjenestens interne organisation. Administrationen er derfor hverken forpligtet til at begrunde afgoerelsen eller at hoere den paagaeldende tjenestemand, inden afgoerelsen traeffes.

Dommens præmisser

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren blev ansat som midlertidigt ansat ved Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet") den 1. september 1977. Den 1. oktober 1977 blev hun udnaevnt til tjenestemand paa proeve, med indplacering i loenklasse C3, tredje loentrin, og den 1. april 1978 blev hun udnaevnt til fastansat tjenestemand i denne loenklasse.

2 Sagsoegeren deltog i proeverne i forbindelse med den interne udvaelgelsesproeve B/141, som hun bestod, og blev ved afgoerelse af 8. november 1983 med virkning fra den 1. oktober 1983 udnaevnt til tjenestemand i kategori B og indplaceret i loenklasse B5. Sagsoegeren har under den mundtlige forhandling anfoert, at der i skrivelsen om hendes udnaevnelse fejlagtigt blev henvist til meddelelse om ledig stilling nr. 4144.

3 Den 9. november 1983 tildelte den ansvarlige kontorchef skriftligt sagsoegeren visse arbejdsopgaver. I skrivelsen herom hedder det bl.a.:

"1) Tilrettelaeggelse af gruppebesoeg i Strasbourg

a) Fru von Bonkewitz modtager al indgaaende post og besvarer den straks. Hun er ansvarlig for den langsigtede fordeling af besoegsgrupper paa sessionsugerne. Hun foretager endvidere den foreloebige fordeling af grupperne paa de enkelte sessionsuger.

Breve herom underskrives af mig.

...

2) Tilrettelaeggelse af gruppebesoeg i Luxembourg

Paa grund af fru H' s oegede arbejdsbyrde overtager fru von Bonkewitz tilrettelaeggelsen af de tysksprogede gruppers besoeg i Luxembourg.

Hun foerer korrespondancen herom, forbereder informationsmateriale, tager kontakt til foredragsholdere, er sammen med fru D ansvarlig for den samlede tilrettelaeggelse og forbereder udgiftsforpligtelserne.

3) Regnskab

Efter at fru H har udfaerdiget overslaget over udgiftsforpligtelserne i forbindelse med besoegene i Strasbourg, er fru von Bonkewitz ansvarlig for den samlede regnskabsfoerelse i forbindelse med besoegsgrupper i Strasbourg og Luxembourg. Der skal aflaegges rapport til kontorchefen en gang om maaneden."

4 Ved skrivelse af 24. januar 1984 blev sagsoegeren placeret i en stilling som assistent (stillingsgruppe B5/B4), som hun havde ansoegt om (meddelelse om ledig stilling nr. 4143). De opgaver, som var knyttet til denne stilling, var beskrevet paa foelgende maade:

"Udfoerelse af loebende sagsbehandlende funktioner efter anvisning, navnlig vedroerende:

- ekspedition af korrespondance

- planlaeggelse mht. besoegsgrupper (dato, program, foredrag etc.)

- den praktiske tilrettelaeggelse af modtagelsen i Strasbourg og Luxembourg

- beregning af godtgoerelse."

5 Med virkning fra den 1. april 1984 blev sagsoegeren forfremmet til loenklasse B4.

6 Ved en skriftlig note af 4. februar 1986 fordelte kontorchefen arbejdet inden for kontoret i forbindelse med planlaegning af besoegsgrupper i Luxembourg. Ifoelge denne note, som indeholdt syv punkter, skulle sagsoegeren overtage visse arbejdsopgaver, der saerligt angik tilrettelaeggelsen af besoeg af tysksprogede grupper (notens punkt 1 og 3), samt andre arbejdsopgaver, der mere generelt vedroerte tilrettelaeggelsen af besoeg af grupper fra samtlige lande.

7 Den 1. april 1988 blev der udnaevnt en ny kontorchef.

8 Den 8. juni 1988 indgav sagsoegeren en ansoegning til ansaettelsesmyndigheden om opnormering af hendes stilling til kategori B, loenklasse 3, med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1986. Som begrundelse for ansoegningen henviste hun til de arbejdsopgaver, hun varetog i forbindelse med de tysksprogede gruppebesoeg, og erklaerede i den forbindelse, at hun havde ventet med at indgive ansoegningen, indtil der blev udnaevnt en ny kontorchef.

9 Ansaettelsesmyndigheden afslog hendes ansoegning den 23. november 1988.

10 Den 21. februar 1989 indgav sagsoegeren en klage over denne afgoerelse.

11 Den 5. juli 1989 blev klagen afvist af Parlamentets generalsekretaer bl.a. med foelgende begrundelse:

"Efter de for mig foreliggende oplysninger har Deres overordnede i tjenesten ikke paa noget tidspunkt anmodet Dem om at udfoere arbejdsopgaver henhoerende under kategori A. Saafremt De paa et tidspunkt maatte have udfoert arbejdsopgaver henhoerende under en hoejere loenklasse, har disse dog ikke udgjort hovedparten af Deres arbejde."

12 Sagsoegeren har ikke anlagt sag til annullation af afslaget paa hendes ansoegning og afvisningen af hendes klage.

A - Bedoemmelsen 1987-1988

13 Den 7. september 1989 blev sagsoegeren tilsagt af sin kontorchef til en samtale, nemlig den samtale som ifoelge Parlamentets bedoemmelsesvejledning skal foeres forud for udfaerdigelsen af en bedoemmelse. Ved den lejlighed ytrede sagsoegeren oenske om at faa sine arbejdsopgaver beskrevet paa foelgende maade i bedoemmelsen:

"Selvstaendig varetagelse af arbejdsopgaverne i forbindelse med modtagelse af tysksprogede besoegsgrupper i Luxembourg under kontorchefens ansvar, naermere bestemt:

- valg af besoegsgrupper

- afgoerelse om evt. rejsetilskud

- opsoegning af foredragsholdere og/eller afholdelse af foredrag for grupper

- planlaegning, korrespondance og regnskabsfoerelse i forbindelse med de anfoerte aktiviteter."

Kontorchefen efterkom ikke sagsoegerens oenske.

14 Den 18. og 21. september 1989 underskrev kontorchefen og direktoeren sagsoegerens bedoemmelse.

15 Den 16. oktober 1989 underskrev sagsoegeren bedoemmelsen, idet hun dog tilfoejede nogle bemaerkninger i et af hende vedlagt bilag. Hendes bemaerkninger vedroerte dels beskrivelsen i bedoemmelsen af hendes vigtigste arbejdsopgaver [bedoemmelsens punkt 7, litra b)], dels den karakter, hun havde faaet for det i bedoemmelsen indeholdte punkt: "organisationsevne - indstilling og arbejdsmetode" (bedoemmelsens punkt 10, 1), 4), der var bedoemt som "tilfredsstillende", hvilket sagsoegeren fandt var for lav en karakter. Bilaget indeholdt endvidere en af sagsoegeren affattet notits, hvori hun refererede sin samtale med kontorchefen den 7. september 1989.

16 I slutningen af oktober 1989 tilfoejede kontorchefen en bemaerkning under bedoemmelsens punkt 12 ("bedoemmerens eventuelle svar paa bemaerkninger fra tjenestemanden eller den ansatte"), som havde foelgende ordlyd: "Fru von Bonkewitz' beskrivelse af hendes arbejdsopgaver er lige saa fordrejet som hendes 'referat' af samtalen forud for bedoemmelsen er ukorrekt".

17 Den 8. december 1989 indgav sagsoegeren en klage over bedoemmelsen, hvori hun anfaegtede beskrivelsen af sine arbejdsopgaver under bedoemmelsens punkt 7, litra b), og karakteren under punkt 10, 1), 4. Vedroerende det foerste punkt anfoerte hun foelgende: "I den omhandlede periode har jeg udfoert de arbejdsopgaver i forbindelse med modtagelsen af tyske besoegsgrupper og besoegende, som normalt tildeles en tjenestemand i kategori A, bistaaet af en tjenestemand i kategori C". Vedroerende det andet punkt anfoerte hun foelgende: "Det er min opfattelse, at karakteren for punkt 10, nr. 4 er for lav i forhold til min faktiske praestation. Jeg maa i den forbindelse henvise til, at mere end 30% af de besoegende er tyske, og at der aldrig har vaeret klaget over eller rejst nogen indvendinger mod tilrettelaeggelsen".

18 Ved skrivelse af 19. april 1990 afviste Parlamentets generalsekretaer sagsoegerens klage.

B - Fratagelsen af arbejdsopgaver i forbindelse med tilrettelaeggelse af besoeg af tysksprogede grupper i Luxembourg

19 Den 21. september 1989 tilstillede kontorchefen sagsoegeren en skriftlig note for at fjerne de misforstaaelser, der var opstaaet med hensyn til det noejagtige indhold af hendes arbejdsopgaver, og som var kommet til udtryk dels under samtalen den 7. september 1989 forud for udfaerdigelsen af bedoemmelsen, dels i det "referat", som hun havde udarbejdet efter samtalen, og som kontorchefen havde bestridt. I noten praeciserede kontorchefen, at sagsoegerens arbejdsopgaver udelukkende vedroerte selve den praktiske forberedelse og afvikling af besoegene af tysksprogede grupper i Luxembourg. Hertil hoerte ogsaa fastlaeggelsen af programmet for de enkelte besoeg i overensstemmelse med det skema, som normalt foelges for besoegene, forberedelse af besoegene gennem korrespondance med de implicerede, udfaerdigelse af de noedvendige administrative dokumenter (deltagerliste, betalingsanvisninger), finansplanlaegning paa grundlag af afgoerelserne om ydelse af eventuelle tilskud til rejseudgifter, opsoegning af foredragsholdere, modtagelse af grupper. Ifoelge noten var endvidere foelgende opgaver udelukket fra sagsoegerens ansvarsomraade: valg af besoegsgrupper, afgoerelser om tilskud til rejseudgifter, foredrag for grupper. I noten erklaerede kontorchefen endelig, at han, for at goere det lettere for sagsoegeren at forstaa sine arbejdsopgaver korrekt, for fremtiden ville goere et haandskrevet notat paa hver enkelt ansoegning om gruppebesoeg, hvoraf det ville fremgaa, om ansoegningen skulle imoedekommes, om der skulle ydes tilskud til rejseudgifter, og om der eventuelt skulle tilbydes frokost. Kontorchefen tilfoejede udtrykkeligt, at han fremover gav afkald paa den tjeneste, som sagsoegeren hidtil havde ydet ham til forberedelse af afgoerelser om disse spoergsmaal.

20 Den 2. oktober 1989 gav kontorchefen, "i tilslutning til" sin skriftlige note af 21. september 1989, sagsoegeren meddelelse om, at hun fremover, dvs. med virkning fra den 1. januar 1990, ikke laengere skulle tage sig af de tysksprogede besoegsgrupper i Luxembourg. Han tilfoejede, at han i 1990 skulle have alle ansoegninger om besoeg fra disse grupper forelagt, eller at de i hans fravaer skulle forelaegges en anden tjenestemand. Hun ville i god tid modtage meddelelse om sit nye arbejdsomraade.

21 Den 19. december 1989 indgav sagsoegeren klage over de skriftlige noter af 21. september og 2. oktober 1989. Hun naevnte heri foerst de bestaaende meningsforskelle mellem hendes kontorchef og hende vedroerende den i bedoemmelsen indeholdte beskrivelse af de arbejdsopgaver, som hun havde varetaget siden den 9. november 1983 i forbindelse med tilrettelaeggelsen af besoeg af tysksprogede grupper i Luxembourg. Videre anfoerte hun, at fratagelsen af arbejdsopgaver reelt havde karakter af en disciplinaer foranstaltning, som var truffet af en inkompetent myndighed (kontorchefen i stedet for ansaettelsesmyndigheden), uden at der var gennemfoert en korrekt procedure, uden at der var givet den mindste begrundelse herfor (de skriftlige noter af 21.9. og 2.10.1989 var efter sagsoegerens opfattelse ikke begrundede), og at disse forholdsregler var truffet i strid med princippet om god forvaltning og proportionalitetsprincippet (i betragtning af den almindelige tilfredshed, hvormed sagsoegeren havde udfoert sine opgaver), hvorfor de forholdsregler, som var truffet over for hende, ikke kunne betegnes som andet end magtfordrejning. Sagsoegeren tilfoejede, at administrationen dermed havde tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, sin bistandspligt og hensynet til almindelig menneskelig respekt.

22 Da ansaettelsesmyndigheden ikke udtrykkeligt besvarede klagen inden den frist paa fire maaneder, som er fastsat i artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), hvilken frist udloeb den 19. april 1990, maatte klagen anses for stiltiende afvist.

C - Tildeling af nye arbejdsopgaver

23 Ved haandskreven note af 12. januar 1990, som sagsoegeren modtog den 22. januar s.aa., paalagde kontorchefen hende at udfaerdige en liste over alle de tysksprogede besoegsgrupper, som var modtaget i Luxembourg i 1989, opstillet alfabetisk efter oprindelsessted, med angivelse af de grupper, som var blevet indbudt til en frokost.

24 Ved skriftlig note af 31. januar 1990 tilsendte kontorchefen sagsoegeren en beskrivelse af hendes nye arbejdsopgaver inden for kontoret, som var beskrevet i enkeltheder paa foelgende maade:

"- dokumentsoegning for fuldmaegtige med henblik paa forberedelse af samtaler med besoegende

- kontrol med dokumentationsbestanden paa samtlige sprog

- udarbejdelse af statistikker vedroerende antallet af besoegende i Luxembourg

- kontrol med beholdningen af kontormateriale og bestillinger heraf

- ajourfoering af inventaret i Afdelingen for Besoegsgrupper

- opmagasinering og distribution af periodiske meddelelser (protokoller fra moeder i kvaestorudvalget, INFO-MEMO, Agence Europe, depecher mv.)

- arkivering af korrespondancen vedroerende besoegsgrupper og evaluering heraf

- koordinering og behandling af ansoegninger om besoeg fra skoleklasser."

Ved samme note blev en af kontorets medarbejdere, en fuldmaegtig, udpeget som sagsoegerens nye, umiddelbart overordnede, med befoejelse til at give hende anvisninger om arbejdets udfoerelse.

25 Ved skrivelse fra sagsoegerens advokat af 2. marts 1990, indgaaet til Parlamentet den 5. marts s.aa., indgav sagsoegeren klage over den skriftlige note af 31. januar 1990. I denne tredje klage henviste hun til de to forudgaaende klager og gjorde i det vaesentlige indsigelse over den indskraenkning af hendes arbejdsopgaver, som var sket med den skriftlige note af 31. januar 1990, hvorved de funktioner, hun hidtil havde varetaget, og som svarede til stillinger i kategori A og B (sagsoegeren henviste herved til de opgaver, som bestod i at udvaelge besoegsgrupper, traeffe afgoerelse om oekonomiske tilskud, holde foredrag, foere korrespondance, forestaa den praktiske tilrettelaeggelse af besoegene og beregne godtgoerelserne), var blevet erstattet med funktioner svarende til stillinger i kategori C eller D. Sagsoegeren anfoerte, at en saadan foranstaltning, som reelt svarede til en forflyttelse, indebar et klagepunkt mod hende og derfor for det foerste burde have vaeret begrundet, som det kraeves efter vedtaegtens artikel 25, og for det andet ikke kunne traeffes, uden at der blev ivaerksat disciplinaer forfoelgning over for hende (en saadan procedure havde imidlertid ikke fundet sted, da der manglede fornoedent grundlag herfor). For det tredje kunne ansaettelsesmyndigheden alene skride til en forflyttelse, naar det er i tjenestens interesse, og naar den forflyttede tjenestemand har modtaget forudgaaende underretning herom. I det foreliggende tilfaelde havde kontorchefen ikke handlet i tjenestens interesse, hvorfor han i sagens natur heller ikke kunne give sagsoegeren forudgaaende underretning om de krav, som maatte stilles i tjenestens interesse. Hans handlemaade havde i virkeligheden personlige motiver, idet han oenskede at forpurre hendes muligheder for at blive forfremmet inden for sin kategori. Endelig anfoerte sagsoegeren, at det var i strid med vedtaegtens artikel 35, at hun havde vaeret noedsaget til at vaere paa sit kontor i perioden mellem den 1. og 31. januar 1990 uden at faa tildelt nogen arbejdsopgaver. Den haandskrevne note af 12. januar 1990, som hendes kontorchef havde udfaerdiget, og som hun modtog den 22. januar, aendrede intet herved.

26 Da denne klage fra sagsoegeren ikke blev udtrykkeligt besvaret af ansaettelsesmyndigheden inden fristen paa de fire maaneder i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, som udloeb den 5. juli 1990, maatte klagen anses for stiltiende afvist af ansaettelsesmyndigheden.

27 Den 18. juli 1990 afviste Parlamentets generalsekretaer klagen under henvisning til, for det foerste, at afgoerelsen af 31. januar 1990 var begrundet i omstaendigheder, som sagsoegeren havde vaeret fuldt ud bekendt med i de foregaaende maaneder, for det andet, at afgoerelsen var truffet som led i den vide skoensbefoejelse, der tilkommer administrationen i spoergsmaal vedroerende den interne organisation, og derfor maatte anses for at vaere truffet af hensyn til og i den tjenestegrens interesse, som sagsoegeren tilhoerte. For det tredje anfoerte generalsekretaeren, at sagsoegerens nye funktioner som helhed maatte antages at vaere i overensstemmelse med de til hendes loenklasse svarende funktioner og med hendes stilling iht. organisationsplanen. Endelig kunne den anfaegtede afgoerelse ikke anses for en disciplinaer foranstaltning.

Retsforhandlinger

28 Sagsoegeren har anlagt naervaerende sag ved Retten i Foerste Instans paa foranledning af, at hendes tre klager er blevet afvist. Staevningen er indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juli 1990. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

29 Retten har dog, ved skrivelse fra justitssekretaeren af 31. maj 1991, opfordret sagsoegeren og Parlamentet til, inden den 14. juni 1991, at give en skriftlig besvarelse af fem spoergsmaal vedroerende sagsoegerens arbejdsopgaver.

30 Ved skrivelser, registreret paa Rettens Justitskontor den 14. juni 1991, har sagsoegeren og Parlamentet besvaret de af Retten stillede spoergsmaal.

31 Den mundtlige forhandling fandt sted den 27. juni 1991. Herunder afgav parternes repraesentanter mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten.

Parternes paastande

32 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen antages til realitetsbehandling.

- Parlamentet tilpligtes at udfaerdige en bedoemmelse vedroerende sagsoegeren for perioden mellem den 1. januar 1987 og den 1. januar 1989, hvori der under punkt 7, litra b), gives en beskrivelse af hendes vigtigste arbejdsopgaver inden for denne periode.

- Parlamentet tilpligtes at give sagsoegeren en rimelig karakter for det i bedoemmelsen indeholdte punkt 10, 1), 4.

- Det fastslaas, at det var retsstridigt at fratage sagsoegeren alle hendes arbejdsopgaver, som det skete ved den tjenstlige note af 2. oktober 1989.

- Det fastslaas, at det var retsstridigt, som det skete ved den skriftlige note af 31. januar 1990, at tildele sagsoegeren en beskaeftigelse, som udelukkende bestod i arbejdsopgaver, der dels afveg fra stillingsbeskrivelsen, dels alene havde karakter af en hjaelpefunktion.

- Sagsoegte tilpligtes at betale erstatning for den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, sagsoegeren har lidt.

- Sagsoegte tilpligtes at betale alle omkostninger i sagen.

Parlamentet har nedlagt paastand om frifindelse og om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

Bedoemmelsen for 1987-1988

Beskrivelsen af sagsoegerens arbejdsopgaver

33 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at hun siden den tidligere kontorchefs skriftlige note af 9. november 1983 reelt har udfoert samme arbejdsopgaver som en fuldmaegtig i kategori A, bistaaet af en tjenestemand i kategori C, hvilket er den maade, de oevrige sprogsektioner i Besoegstjenesten er organiseret paa. I lighed med sine kolleger i kategori A i de oevrige sprogsektioner har hun saaledes paa egen haand truffet beslutninger om valg af besoegsgrupper og om, hvilke tilskud, der skulle ydes, og selv holdt foredrag for de tysksprogede besoegsgrupper. Der syntes at have vaeret almindelig tilfredshed med hendes tilrettelaeggelse heraf.

34 Til godtgoerelse af det anfoerte har hun fremlagt flere dokumenter, herunder de foernaevnte skriftlige noter af 9. november 1983 og 4. februar 1986, kontorchefens skriftlige note af 8. september 1988 til hende og en raekke andre ledende tjenestemaend i kategori A i de oevrige sprogsektioner, samt en skrivelse fra kontorchefen af 27. januar 1989 til en tysksproget besoegsgruppe.

35 Disse dokumenter bekraefter efter sagsoegerens opfattelse, at hun udfoerte de samme arbejdsopgaver som de ledende tjenestemaend i de oevrige af afdelingens sprogsektioner, hvorfor det er en fejl, naar det af kontorets organisationsplan fremgaar (organisationsplanen af 6.9.1988, som stadig er i kraft), at kontorchefen selv var "ansvarlig for den tyske sektor" (altsaa ansvarlig for de funktioner, som svarer til dem, der udoeves af fuldmaegtige i de oevrige sprogsektioner), og at sagsoegerens opgaver bestod i "koordination af de grupper, som modtages i Luxembourg", da sagsoegeren reelt var ansvarlig for den tyske sektor. Sagsoegeren har i den forbindelse henvist til meddelelse om ledig stilling nr. 5510, som blev offentliggjort den 14. marts 1988, og som vedroerte stillingen som ansvarlig for den nederlandske sektion. Paa grundlag af beskrivelsen af arbejdsopgaverne i denne meddelelse har sagsoegeren konkluderet, at hun i perioden mellem 1983 og 1989 udfoerte de samme arbejdsopgaver som en tjenestemand i kategori A.

36 Sagsoegeren henviser endvidere til en skrivelse af 17. maj 1987 fra en af Parlamentets naestformaend til generalsekretaeren (skrivelsen findes ikke i sagens akter), hvori der blev gjort opmaerksom paa disse unormale forhold. I sin svarskrivelse af 13. juni 1988 erkendte generalsekretaeren selv, at der bestod et problem. Sagsoegeren fremhaever i oevrigt i den forbindelse, at der er modstrid mellem denne skrivelse fra generalsekretaeren og sammes skrivelse af 5. juli 1989, hvori han afviste sagsoegerens klage over afslaget paa at forfremme hende til loenklasse B3 med den begrundelse, at hendes overordnede paa intet tidspunkt havde tildelt hende nogen arbejdsopgaver, som svarede til en stilling i kategori A.

37 Sagsoegeren har paa baggrund af det anfoerte fastholdt, at "angivelsen af de vaesentligste arbejdsopgaver" i bedoemmelsens punkt 7, litra b), ikke var i overensstemmelse med de faktiske forhold siden 1983. Kun den beskrivelse af hendes arbejdsopgaver, som hun havde foreslaaet kontorchefen under samtalen den 7. september 1989, kunne derfor anses for at vaere korrekt. Der var foelgelig begaaet en aabenbar fejl i strid med Parlamentets bedoemmelsesvejledning, hvorefter sagsoegeren havde ret til at forlange, at bedoemmelsen indeholdt en beskrivelse af de vigtigste af hendes faktiske arbejdsopgaver. Sagsoegeren tilfoejer, at hun havde en berettiget interesse i at faa fastslaaet, at hun udfoerte arbejdsopgaver paa et hoejere niveau, nemlig svarende til en stilling i kategori A, navnlig med henblik paa hendes senere forfremmelsesmuligheder. I oevrigt er der sket en kraenkelse af hendes rettigheder paa grund af tilsidesaettelsen af reglen om, at der skal vaere overensstemmelse mellem loenklassen og stillingen, idet hun udfoerte samme arbejdsopgaver som en tjenestemand i kategori A, men kun oppebar et vederlag i loenklasse B4.

38 Endelig har sagsoegeren anfoert i replikken, at anden bedoemmer i strid med Parlamentets afgoerelse om fremgangsmaaden i forbindelse med bedoemmelser afslog at foere en samtale med hende om bedoemmelsen under henvisning til, at han "ikke" foelte sig "ansvarlig".

39 Parlamentet har bestridt, at sagsoegeren har udfoert arbejdsopgaver svarende til en stilling i kategori A, saaledes som hun paastaar. Efter Parlamentets opfattelse fremgaar det klart af de skriftlige noter, som sagsoegeren har henvist til, at hun varetog funktioner i forbindelse med det forberedende og udfoerende arbejde, men ikke havde nogen kompetence til at traeffe beslutninger. Hun bestemte saaledes ikke, hvilke besoegsgrupper der skulle modtages, og om de skulle have oekonomisk tilskud. Hvad angaar de foredrag, som sagsoegeren haevder at have holdt, maa Parlamentet konstatere, at dette kategorisk bestrides af hendes kontorchef.

40 Efter Parlamentets opfattelse er bedoemmelsens punkt 7, litra b), derfor helt korrekt affattet og kraever ikke yderligere uddybning.

41 I den forbindelse anfoerer Parlamentet, at ogsaa de tidligere bedoemmelser af sagsoegeren indeholdt den anfaegtede beskrivelse af hendes "vigtigste arbejdsopgaver", men at det nu ikke laengere er muligt at anfaegte denne.

42 I duplikken har Parlamentet tillige anfoert, at paastanden om aendring af bedoemmelsens punkt 7, litra b), savner ethvert grundlag, da beskrivelsen af arbejdsopgaverne udelukkende har statistisk vaerdi, hvorfor de hverken indebaerer fordele eller ulemper for den bedoemte tjenestemand. Dette maa saa meget desto mere gaelde, som den anfaegtede bedoemmelse vedroerer en periode, som ligger flere aar tilbage, nemlig 1987-1988.

43 Endelig anfoerer Parlamentet, ligeledes i duplikken, at det i bedoemmelsen for 1987-1988 er naevnt under punkt 10, 3), litra b), at der den 4. oktober 1989 fandt en samtale sted med den anden bedoemmer, og at sagsoegeren underskrev bedoemmelsen, som var dateret den 16. oktober 1989, uden at tage noget som helst forbehold paa dette punkt.

44 Vedroerende det anfoerte skal Retten bemaerke, at sagsoegeren har krav paa, at bedoemmelsen under punkt 7, litra b), indeholder en loyal beskrivelse af de vigtigste af hendes faktiske arbejdsopgaver inden for den paagaeldende periode.

45 Det maa derfor undersoeges, om dette er tilfaeldet.

46 I saa henseende bemaerkes, at de tre skriftlige noter, som sagsoegeren har fremlagt til stoette for sin paastand om, at hun udfoerte arbejdsopgaver svarende til en tjenestemand i kategori A, da hun paa egen haand udvalgte besoegsgrupperne og bestemte, om de skulle have noget tilskud, ikke bekraefter det af sagsoegeren anfoerte.

47 Det fremgaar nemlig paa ingen maade af den skriftlige note af 9. november 1983, at sagsoegeren havde kompetence til at udvaelge besoegsgrupperne og bestemme, om de skulle have noget tilskud.

48 Heller ikke ved den skriftlige note af 4. februar 1986 blev der tildelt sagsoegeren nogen kompetence til at traeffe beslutninger herom, idet hun ifoelge noten skulle "modtage ansoegningerne fra de tysksprogede besoegende" og at hun var "ansvarlig for selve modtagelsen ... og den praktiske afvikling af besoeget samt for regnskabet i forbindelse hermed".

49 Endelig giver den skriftlige note af 8. september 1988, som den nye kontorchef tilstillede sagsoegeren og fire tjenestemaend i kategori A, ikke grundlag for den antagelse, at sagsoegeren udfoerte arbejdsopgaver svarende til de funktioner, som er knyttet til stillinger i kategori A, da denne note udelukkende drejede sig om, hvilken tjenestemand inden for afdelingen, som skulle have udgiftsoverslagene tilsendt. Det er nemlig uomtvistet mellem parterne, at sagsoegeren arbejdede direkte sammen med kontorchefen, som efter den dagaeldende organisationsplan tillige var ansvarlig for besoeg af tysksprogede grupper. Foelgelig havde denne al mulig grund til at give disse oplysninger direkte videre til sin underordnede, hvorimod han for de oevrige sprogsektioners vedkommende benyttede tjenestevejen.

50 Det maa herefter fastslaas, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at beskrivelsen af hendes vigtigste arbejdsopgaver i bedoemmelsens punkt 7, litra b), var ukorrekt, fordi det ikke var naevnt, at hun havde kompetence til at traeffe beslutning om valg af besoegsgrupper og tilskuddene til disse grupper.

51 Endvidere bemaerkes, at uanset om sagsoegeren har godtgjort at have holdt visse foredrag for besoegsgrupper, er dette ikke ensbetydende med, at hun har udfoert arbejdsopgaver svarende til de funktioner, som er knyttet til stillinger i kategori A.

52 For det foerste har alle foredrag nemlig ikke den samme karakter og holdes ikke noedvendigvis af tjenestemaend i kategori A. I den forbindelse bemaerkes, at det i den foreliggende sag var naturligt, at sagsoegeren i kraft af sin befoejelse til at modtage besoegsgrupper, ogsaa boed dem velkommen og informerede dem om besoegets afvikling og praktiske tilrettelaeggelse, eller at hun meddelte dem oplysninger af mere generel karakter, som kunne vaere af interesse for de besoegende, og som sagsoegeren vidste besked om. Dette var imidlertid ikke uden videre ensbetydende med, at hendes introduktioner om disse forhold dermed ogsaa maatte antages at hoere under det kompetenceomraade, som er tillagt tjenestemaend i kategori A. Denne konklusion modsiges ikke, som det haevdes af sagsoegeren, af kontorchefens skrivelse af 27. januar 1989 til en tysksproget besoegsgruppe og af den beskrivelse af et typisk besoeg, som var vedlagt denne. I denne skrivelse anfoeres det nemlig blot, at sagsoegeren skulle tage sig af besoegsgruppen ("wird die Gruppe betreuen"), og i bilaget med den naevnte typebeskrivelse naevnes det blot, at der vil blive givet en orientering ("Informationsgespraech") af en tjenestemand ved Parlamentet, efterfulgt af en diskussion og muligvis en filmforevisning.

53 For det andet afkraefter den omstaendighed, at sagsoegeren ved den ene eller anden lejlighed selv maatte have holdt nogle mere indholdsrige foredrag, fordi hun ikke kunne finde nogen foredragsholder - hvilket i oevrigt ikke er godtgjort i sagen - ikke antagelsen om, at saadanne funktioner ikke hoerte til de vigtigste af de arbejdsopgaver, som var paalagt sagsoegeren.

54 I den forbindelse bemaerkes, at det findes utilboerligt, om en tjenestemand, som det paahviler at opsoege foredragsholdere i kategori A, med foeje skulle kunne goere gaeldende selv at have holdt foredrag paa et tilsvarende niveau i de tilfaelde, hvor det ikke er lykkedes hende at finde nogen foredragsholder, og anfoere dette som bevis for, at hun har udfoert arbejdsopgaver svarende til de funktioner, som er knyttet til stillinger i en hoejere kategori end hendes egen.

55 Hvad endelig angaar sagsoegerens anbringende i replikken om, at hun ikke fik lejlighed til at foere nogen samtale med anden bedoemmer, hvilket var i strid med Parlamentets beslutning om fremgangsmaaden ved bedoemmelser, maa Retten konstatere, at dette er et nyt anbringende efter artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, der ikke kan fremsaettes under sagens behandling, hvorfor det maa afvises.

56 Af de anfoerte betragtninger foelger, at det maa anses for korrekt, naar det i beskrivelsen af sagsoegerens vigtigste arbejdsopgaver i bedoemmelsens punkt 7, litra b), ikke naevnes, at hun havde nogen kompetence til at udvaelge besoegsgrupperne eller bestemme, om de skulle have noget tilskud, og heller ikke havde nogen befoejelse til at holde foredrag for tysksprogede besoegsgrupper paa et niveau svarende til det kompetenceomraade, som er tillagt tjenestemaend i kategori A.

Tildelingen af karakteren "tilfredsstillende"

57 Sagsoegeren har endvidere gjort indsigelse mod at faa tildelt karakteren "tilfredsstillende" i bedoemmelsens punkt 10, 1), 4, og mod den begrundelse herfor, som kontorchefen havde givet hende, nemlig at hun havde undladt at give ham en samlet oversigt over de tysksprogede besoegsgrupper, foer hun tog paa sommerferie i 1989. Hun anfoerer, at denne ene undladelse i hvert fald ikke kunne begrunde karakteren "tilfredsstillende", naar bedoemmelsen af hende i oevrigt laa paa mellem "god" og "meget god".

58 I replikken har sagsoegeren anfoert, at der ikke fandtes nogen gyldig grund til den ringere bedoemmelse af hende paa dette punkt og den pludselige forringelse af karakteren herfor i forhold til de tidligere bedoemmelser. Hun tilfoejer, at karakteren paa dette punkt er en "vilkaarlig afgoerelse" fra hendes kontorchef, som burde have vidst, at blot en enkelt karakter paa niveauet "tilfredsstillende" i den analytiske del af bedoemmelsen udgoer en hindring for at optage en tjenestemand paa listen over de tjenestemaend, som kan indstilles til en forfremmelse. Den paatalte karakter var ifoelge sagsoegeren "et sikkert middel til at forhindre en forfremmelse inden for Parlamentet", fordi gennemsnittet af karaktererne for Parlamentets tjenestemaend som helhed er betydeligt hoejere. Til stoette for det anfoerte har sagsoegeren henvist til det referat, som hun udfaerdigede af sin samtale med kontorchefen den 7. september 1989, og ifoelge hvilket denne skal have erklaeret, at "saa laenge han var chef for afdelingen, ville hun aldrig blive forfremmet".

59 Parlamentet har heroverfor anfoert, at det er udelukket at indbringe en karakter i en bedoemmelse til proevelse for EF' s retsinstanser. Naar en overordnet foretager en saadan bedoemmelse, er denne helt og holdent udtryk for den paagaeldendes personlige skoen. Parlamentet afviser paa det bestemteste den opfattelse, som sagsoegeren tilkendegav allerede i sin klage af 8. december 1989, og hvorefter den bedoemmelse af hende, som kontorchefen foretog, og som hun anfaegter under sagen, ikke kunne betragtes som udtryk for andet end hans oenske om at afskaere hende fra enhver mulighed for forfremmelse. Sagsoegerens "referat" af samtalen den 7. september 1989 kan ikke efter Parlamentets opfattelse betragtes som noget bevis for hendes anbringender, da kontorchefen i dette referat tillaegges udtalelser, som han aldrig har fremsat, eller som han i hvert fald ikke har fremsat i den mening, som hun haevder. I oevrigt har Parlamentet som helhed bestridt dette referat og forsvaret den opfattelse, som kontorchefen indtog, der den 13. september 1989 tilbagesendte referatet med den begrundelse, at et saadant dokument ikke hoerer hjemme i en bedoemmelsesprocedure.

60 Videre anfoerer Parlamentet, at sagsoegerens undladelse af at udfaerdige den foernaevnte oversigt, foer hun tog paa ferie i 1989, ikke spillede nogen som helst rolle for tildelingen af den anfaegtede karakter, men at sagsoegeren under alle omstaendigheder havde haft mulighed for at rejse dette spoergsmaal under samtalen den 7. september 1989, hvilket imidlertid ikke skete.

61 Parlamentet har ikke i sin duplik imoedegaaet sagsoegerens kritikpunkter i replikken om, at den pludselige forringelse af karakteren under punkt 10, 1), 4, i forhold til de tidligere bedoemmelser ikke var saerskilt begrundet.

62 Retten skal vedroerende det anfoerte bemaerke, at karakteren "tilfredsstillende" under punkt 10, 1), 4, i sagsoegerens bedoemmelse er udtryk for en skoensmaessig vurdering, som er foretaget af sagsoegerens overordnede i disses egenskab af bedoemmere, og som afhaenger af de paagaeldendes personlige vurdering, som Retten ikke kan aendre (jf. Domstolens dom af 5.5.1983, sag 207/81, Ditterich mod Kommissionen, Sml. s. 1359, praemis 15, og Rettens dom af 24.1.1991, sag T-63/89, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 21, praemis 19).

63 Hvad angaar sagsoegerens anbringende i replikken om, at karakteren "tilfredsstillende" burde have vaeret begrundet, fordi den var lavere end de tidligere tildelte karakterer for samme punkt, maa det fastslaas, at dette er et nyt anbringende efter artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, der ikke kan fremsaettes under sagens behandling, hvorfor det maa afvises.

64 Det samme gaelder sagsoegerens anbringende om det retsstridige i, at hun ikke fik lejlighed til at foere en samtale med anden bedoemmer.

65 Hvad angaar sagsoegerens anbringende om, at karakteren "tilfredsstillende" var udtryk for magtfordrejning, bemaerkes, at det eneste bevis, sagsoegeren har fremlagt til stoette for denne paastand, er det referat, som hun selv udfaerdigede vedroerende sin samtale den 7. september 1989 med kontorchefen. Parlamentet og kontorchefen har imidlertid udtrykkeligt bestridt referatets indhold og rigtighed.

66 Herefter udgoer referatet ikke i sig selv noget bevis for, at det maatte anses for et udtryk for magtfordrejning, at sagsoegeren fik tildelt karakteren "tilfredsstillende".

67 Foelgelig kan der ikke gives sagsoegeren medhold i hendes anbringender vedroerende bedoemmelsen for 1987-1988.

Sagsoegerens nye arbejdsopgaver

68 Sagsoegeren har anfoert, at kontorchefen i sin skriftlige note af 21. september 1989 indirekte har erkendt, at sagsoegeren udfoerte arbejdsopgaver svarende til en stilling i kategori A. For ikke at blive noedt til at anerkende dette fratog kontorchefen hende, med virkning fra den 1. januar 1990, enhver arbejdsopgave ved sin skriftlige note af 2. oktober 1989. Efter ifoelge eget udsagn at have vaeret uden arbejde i flere uger (hvilket hun klagede over til den ansvarlige direktoer ved skrivelse af 23.1.1990) blev hun ved skriftlig note af 31. januar 1990, som blev bekraeftet den 6. februar s.aa., tildelt nye arbejdsopgaver, som ifoelge hende svarer til de funktioner, der er knyttet til stillinger i kategori C eller D. Alle disse arbejdsopgaver var nemlig indtil da blevet udfoert af tjenestemaend i disse kategorier. Den eneste arbejdsopgave, som hun fik tildelt i januar maaned af sin kontorchef ved dennes note af 12. januar 1990, kunne ikke efter hendes opfattelse retfaerdiggoere over for den europaeiske skatteborger, at man beskaeftigede en assistent i loenklasse B4 i en hel maaned.

69 Denne forringelse af hendes arbejdsopgaver indebaerer et klagepunkt i forhold til hende og burde derfor have vaeret begrundet efter vedtaegtens artikel 25, hvilket imidlertid ikke skete.

70 Endvidere anfoerer sagsoegeren, at de anfaegtede foranstaltninger reelt svarer til en forflyttelse, men at en afgoerelse herom skal vaere i tjenestens interesse. Det er imidlertid helt irrelevant for tjenestens interesse, at kontorchefen aabenbart var af den opfattelse, at sagsoegerens opgaver retteligt henhoerte under kategori D, saa hun ikke senere havde nogen mulighed for at opnaa nogen stilling i stillingsgruppe B3/B2 eller i kategori A. Den degradation, som ville have foreligget under andre omstaendigheder i betragtning af den foretagne aendring i hendes arbejdsopgaver, havde ikke vaeret berettiget, medmindre der havde vaeret ivaerksat disciplinaer forfoelgning.

71 Sagsoegeren finder tillige, at den omstaendighed, at alle hendes nye arbejdsopgaver svarer til funktioner, der ellers er knyttet til stillinger i kategori C eller D, udgoer en kraenkelse af hendes rettigheder, som er i strid med reglen om, at der skal vaere overensstemmelse mellem den kategori, som hun tilhoerer (kategori B) og den stilling, som hun siden tildelingen af de nye arbejdsopgaver har vaeret indplaceret i (efter hendes opfattelse en stilling i kategori C eller D). Vedroerende denne regel henviser hun til Domstolens dom af 13. maj 1970 (sag 46/69, Reinarz mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 53).

72 Parlamentet har tilbagevist sagsoegerens anbringender og til stoette herfor foerst henvist til de grunde, som blev angivet for afvisningen af sagsoegerens tredje klage, og som fremgaar af skrivelsen fra Parlamentets generalsekretaer af 18. juli 1990. Afvisningen af denne klage var ifoelge Parlamentet begrundet i de omstaendigheder, hvorunder sagsoegerens nye arbejdsopgaver blev fastlagt, og det faktum, at hendes nye arbejdsopgaver var i overensstemmelse med hendes loenklasse og den stilling, som hun indtager ifoelge organisationsplanen, hvorfor den anfaegtede afgoerelse ikke har karakter af nogen disciplinaerforanstaltning. Parlamentet henviser herom endvidere til en skriftlig note af 3. maj 1990 fra den fungerende generaldirektoer for Informations- og Pressetjenesten til Parlamentets juridiske konsulent, hvori anfoeres, dels at sagsoegerens tidligere arbejdsopgaver ikke laa paa et hoejere niveau end dem, der svarede til hendes loenklasse, dels at hendes nye arbejdsopgaver ikke indebar noget klagepunkt efter vedtaegtens artikel 25, men ogsaa rent faktisk svarede til hendes loenklasse og ikke, som hun haevdede, til stillinger i kategori C eller D. Dette fremgik af en naermere undersoegelse af fem ud af de otte arbejdsopgaver, som var tillagt hende. I oevrigt blev denne aendring af den interne tilrettelaeggelse af afdelingens arbejde foretaget for at undgaa gentagelser af den slags tildragelser, som var forekommet den 27. september og den 4. oktober 1989. De angivne dage havde sagsoegeren nemlig over for nogle tysksprogede besoegsgrupper - altsaa udenforstaaende tredjemaend - omtalt sine problemer med kontorchefen som begrundelse for, hvorfor hun ifoelge sin egen opfattelse ikke laengere maatte holde foredrag for grupperne, eftersom kontorchefen mundtligt havde forbudt hende dette den 26. september 1989, saaledes som hun havde taget til efterretning ved en skriftlig note af 28. september. Sagsoegeren informerede ogsaa en journalist om disse problemer og opfordrede de besoegende til at klage til et medlem af Europa-Parlamentet over, at disse foredrag nu ville mangle.

73 Parlamentet tilslutter sig fuldt og helt indholdet af den skriftlige note af 3. maj 1990 og anfoerer, at sagsoegerens overordnede retmaessigt aendrede fastlaeggelsen af sagsoegerens arbejdsopgaver som led i en tilfredsstillende ordning af tjenestens funktion. Der forelaa hverken nogen degradation, forflyttelse og end mindre en disciplinaer foranstaltning.

74 Den anfaegtede afgoerelse kan saaledes ikke ifoelge Parlamentet objektivt set anses for en foranstaltning, der indebaerer et klagepunkt. Da sagsoegeren imidlertid betragter den som en saadan afgoerelse, erkender Parlamentet, at der kan opstaa et problem om dens begrundelse efter vedtaegtens artikel 25 (jf. Domstolens dom af 16.6.1971, sag 61/70, Vistosi mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 145, og af 21.10.1986, forenede sager 269/84 og 292/84, Fabbro mod Kommissionen, Sml. s. 2983).

75 Parlamentet erkender saaledes, at den anfaegtede afgoerelse ikke indeholder nogen begrundelse, som goer det muligt at bedoemme dens betydning og raekkevidde, men anfoerer, at der ved bedoemmelsen af, om kravene efter vedtaegtens artikel 25 er opfyldt, efter gaeldende domspraksis (Domstolens dom af 21.6.1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447) ikke blot skal tages hensyn til selve den anfaegtede afgoerelse, men ogsaa de omstaendigheder, hvorunder den er truffet. Disse "omstaendigheder" er i den foreliggende sag de meddelelser, samtaler og udvekslede skriftlige noter, som gik forud for den anfaegtede afgoerelse (jf. Domstolens dom af 23.3.1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 1681). Parlamentet henviser i den forbindelse til den raekke af samtaler, sagsoegeren havde med kontorchefen, de foernaevnte skriftlige noter af 21. september og 2. oktober 1989 og til de foernaevnte tildragelser af 27. september og 4. oktober 1989. Under hensyn til disse omstaendigheder, som gik forud for den endelige fastlaeggelse af sagsoegerens nye arbejdsopgaver, finder Parlamentet, at sagsoegeren blev tilstraekkeligt informeret herom til fuldt ud at forstaa indholdet af den anfaegtede foranstaltning (jf. Domstolens dom af 7.3.1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, Sml. I, s. 599).

76 Vedroerende selve realiteten i den anfaegtede afgoerelse anfoerer Parlamentet, at denne er truffet som led i den vide skoensbefoejelse, der er tillagt administrationen i tjenestens interesse (jf. Domstolens dom af 21.6.1984 i foernaevnte sag 69/83, Lux). Administrationen blev ifoelge Parlamentet noedt til at traeffe denne afgoerelse for at sikre tjenestens tilfredsstillende funktion og en gnidningsfri afvikling af arbejdet i Afdelingen for Besoegsgrupper. I oevrigt blev fastlaeggelsen af sagsoegerens nye arbejdsopgaver foretaget uden at tilsidesaette hendes legitime interesser eller vedtaegtsmaessige rettigheder.

77 I replikken har sagsoegeren anfoert, at uanset om der gives Parlamentet medhold i argumentet om, at hun paa intet tidspunkt udfoerte arbejdsopgaver svarende til stillinger i kategori A, maatte det anses for en disciplinaer foranstaltning at fratage hende alle de arbejdsopgaver, hun tidligere var paalagt, og efterfoelgende tildele hende nye arbejdsopgaver paa et lavere niveau, da disse nye opgaver ikke svarede til det arbejdsomraade, som er beskrevet i meddelelse om ledig stilling nr. 4143, paa grundlag af hvilken hun blev udnaevnt i sin davaerende stilling. Generaldirektoerens skriftlige note af 3. maj 1990 udgoer i saa henseende ikke andet end en efterfoelgende opvurdering af de funktioner, som blev paalagt sagsoegeren ved kontorchefens skriftlige note af 31. januar 1990.

78 Som svar paa et spoergsmaal fra Retten har sagsoegeren anfoert, at foernaevnte skriftlige note af 3. maj 1990 kun vedroerer fem ud af de otte nye arbejdsopgaver, som hun blev paalagt. Hun er af den opfattelse, at generaldirektoeren for de oevrige tre arbejdsopgavers vedkommende, som ikke er naevnt, ikke har vaeret i stand til at godtgoere, at disse virkelig ogsaa var arbejdsopgaver svarende til en stilling i kategori B. For de fem arbejdsopgavers vedkommende, som gennemgaas i denne note, har sagsoegeren endvidere bestridt den fortolkning, som generaldirektoeren har anlagt af disse opgavers naermere indhold, og for to arbejdsopgavers vedkommende bestridt identiteten af den person, som tidligere var paalagt at udfoere opgaverne.

79 Sagsoegeren forstaar den skriftlige note af 3. maj 1990 paa den maade, at hun blev suspenderet fra sine funktioner paa grund af de tildragelser, som fandt sted den 27. september og den 4. oktober 1989. Hun anfoerer, at denne suspension er en foranstaltning, som indebaerer et klagepunkt mod hende, og som derfor burde have vaeret begrundet efter vedtaegtens artikel 25. Endvidere bestrider hun den fortolkning, som Parlamentet har anlagt af gaeldende domspraksis vedroerende begrundelseskravets naermere indhold, og goer i den forbindelse gaeldende, at den anfaegtede afgoerelse enten ikke udgoer nogen disciplinaer foranstaltning, hvorfor der ikke kan siges at foreligge "omstaendigheder" forud for afgoerelsens vedtagelse, som sagsoegeren var bekendt med, eller at den udgoer en disciplinaer foranstaltning, hvorfor grundene hertil burde have vaeret angivet.

80 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at det haendelsesforloeb, som Parlamentet har betegnet som tildragelsen af 4. oktober 1989, fandt sted efter udfaerdigelsen af den skriftlige note af 2. oktober 1989, hvorved sagsoegeren, som hun selv opfatter det, blev frataget alle sine funktioner - hvorfor den omhandlede tildragelse, i modsaetning til, hvad der fremgaar af den skriftlige note af 3. maj 1990, ikke har kunnet spille nogen rolle for denne foernaevnte skriftlige note. Desuden bestrider sagsoegeren den fremstilling, Parlamentet har givet af haendelsesforloebet den 27. september og 4. oktober 1989. Til godtgoerelse af, at den anfaegtede afgoerelse udgoer en disciplinaer foranstaltning har sagsoegeren fremlagt en note fra kontorchefen af 9. marts 1990, som var stilet til hende, og hvori de paatalte tildragelser var beskrevet. Ifoelge sagsoegeren skete der ikke andet ved de to lejligheder, end at hun oplyste en besoegsgruppe om, at hun ikke havde nogen foredragsholder, hvorefter hun, da gruppelederen havde bedt hende om selv at holde foredraget, som hun havde gjort de foregaaende aar, havde maattet afslaa det med den begrundelse, at hun ikke laengere havde kompetence hertil. Den 4. oktober 1989 havde endvidere nogle af gruppedeltagerne, naermest i spoeg, bemaerket, at det maatte de vel saa klage over. Ligeledes i spoeg havde hun hertil svaret, at det kunne hun naturligvis ikke forhindre gruppen i. Hun har ogsaa benaegtet at have taget kontakt til en journalist eller et parlamentsmedlem og goer gaeldende, at hun kan foere et nuvaerende og et tidligere parlamentsmedlem som vidne herpaa. Sagsoegeren erklaerer endvidere, at hun aldrig har haevdet skriftligt eller uden for husets mure paastaaet, at hendes overordnede skulle have spillet regelmaessigt skak i stedet for at passe sit arbejde (dette er anfoert som det sidste kritikpunkt i den skriftlige note af 9. marts 1990). Hun tilfoejer dog, at det er rigtigt, at kontorchefen jaevnligt spiller skak i stedet for at arbejde, og at hun muligvis kan have omtalt dette for nogen.

81 Efter sagsoegerens opfattelse var den eneste "omstaendighed", som gik forud for udstedelsen af den anfaegtede afgoerelse, den anmodning, som hun fremsatte under samtalen den 7. september 1989 om at faa hendes faktiske arbejdsopgaver beskrevet i bedoemmelsen. Dette soergede hendes overordnede aabenbart for at forhindre, da de i modsat fald havde vaeret noedt til at indroemme, at hun i aarevis havde vaeret uretmaessigt underbetalt. Endvidere finder hun det fuldstaendig grotesk, at Parlamentet forsoeger at retfaerdiggoere den anfaegtede afgoerelse med henvisning til tjenestens interesse, da denne ikke havde fungeret ordentligt siden de skriftlige noter af 21. september og 2. oktober 1989.

82 I den forbindelse anfoerer sagsoegeren, at hun i den skriftlige note af 9. marts 1990, som hun modtog fire dage efter, at hendes tredje klage var indgaaet til Parlamentet, pludselig blev foreholdt at have begaaet en raekke tjenestefejl med det formaal efterfoelgende at tilvejebringe de "omstaendigheder", som var noedvendige til retfaerdiggoerelse af den anfaegtede afgoerelse, og hvortil der saa bagefter kunne henvises i den forsinkede besvarelse af 18. juli 1990, som hun modtog paa sin klage. En saadan maade at retfaerdiggoere den anfaegtede afgoerelse paa kan ikke fratage afgoerelsen dens vilkaarlighed.

83 I duplikken har Parlamentet uden forbehold fastholdt alle sine tidligere fremfoerte argumenter og taget til efterretning, at sagsoegeren med den fremstilling, hun har givet af de foreholdte tildragelser, i realiteten indroemmer, at Parlamentet i det vaesentlige har ret i de bebrejdelser, som det har rettet mod hende. Parlamentet tilfoejer, at sagsoegeren i virkeligheden foerer sag mod sin kontorchef, hvilket fremgaar saavel af replikkens form som dens indhold.

84 Endelig gentager Parlamentet, at den anfaegtede afgoerelse er en rent administrativ foranstaltning, som kontorchefen var noedt til at traeffe for at sikre tjenestens tilfredsstillende funktion, og at den ikke havde karakter af en disciplinaer foranstaltning. De omhandlede tildragelser af 27. september og 4. oktober 1989 udgjorde blot enkelte ud af flere andre omstaendigheder, som foranledigede kontorchefen til at aendre arbejdsfordelingen inden for kontoret i tjenestens interesse. I den forbindelse tilfoejer Parlamentet, at det var med urette, naar sagsoegeren havde oplyst de paagaeldende besoegsgrupper om, at hun ikke laengere var befoejet til at holde foredrag. Det var nemlig "i strid med de faktiske forhold".

85 Retten skal vedroerende det anfoerte foerst bemaerke, at sagsoegeren ikke ved den skriftlige note af 2. oktober 1989 blev frataget alle sine funktioner med virkning fra den 1. januar 1990. Det var nemlig ikke alle de arbejdsopgaver, som hun havde faaet tildelt ved de skriftlige noter af 9. november 1983 og 4. februar 1986, der herved blev frataget hende, men kun de arbejdsopgaver, som specielt vedroerte de tysksprogede besoegsgrupper. Ifoelge den skriftlige note af 2. oktober 1989 beholdt hun saaledes alle de arbejdsopgaver, som var faelles for samtlige sprogsektioner, saasom foerelsen af et register over gruppebesoegene ved Parlamentet i Luxembourg, udfaerdigelsen af de fremtidige, generelle ugeplaner for disse besoeg samt reservationer af lokaler og fremskaffelse af drikkevarer, bestillinger af frokoster og cocktails til receptioner for gruppebesoeg i henhold til de herom af kontorchefen trufne afgoerelser.

86 I disse henseender svarede de funktioner, som sagsoegeren bevarede, saaledes fuldt ud til den stilling, som hun varetog i henhold til organisationsplanen for afdelingen "Besoegsgrupper og Seminarer", ifoelge hvilken hun skulle tage sig af "koordineringen af besoegsgrupperne i Luxembourg".

87 Det er derfor ikke rigtigt, som sagsoegeren haevder, at hun siden den 1. januar 1990 ikke laengere var tildelt nogen arbejdsopgaver.

88 Endvidere bemaerkes i overensstemmelse med fast domspraksis (jf. herom senest Domstolens dom af 7.3.1990 i foernaevnte forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq, praemis 11), at Faellesskabets institutioner har et vidt skoen ved organiseringen af deres tjenestegrene under hensyn til de opgaver, som de har faaet overdraget, og ved placeringen af personalet med henblik paa udfoerelsen af disse opgaver, idet placeringen af de ansatte dog skal ske i tjenestens interesse og under iagttagelse af stillingernes aekvivalens.

89 Det er ud fra disse principper, sagsoegerens argumentation maa bedoemmes.

90 I den forbindelse bemaerkes for det foerste, at de nye arbejdsopgaver, som sagsoegeren fik tildelt ved den skriftlige note af 31. januar 1990, som blev bekraeftet den 6. februar s.aa., ikke, som hun har haevdet, svarer til funktioner, der er knyttet til stillinger i kategori C eller D. Det fremgaar nemlig af den skriftlige note af 30. maj 1990 fra den fungerende generaldirektoer for Informations- og Pressetjenesten, at sagsoegeren eksempelvis blev paalagt at foretage "dokumentsoegning til brug for fuldmaegtige, som skal holde foredrag om et naermere angivet emne". En saadan funktion hoerer under kompetenceomraadet for en tjenestemand i kategori B, til hvilken kategori der ifoelge vedtaegtens artikel 5, stk. 1, tredje afsnit, svarer "sagsbehandlende funktioner, der kraever gymnasieuddannelse eller hermed ligestillet uddannelse eller faglige kundskaber".

91 Dette afkraeftes ikke af, at sagsoegeren i sit svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten erklaerede, at hun ikke var i stand til at foretage dokumentsoegning paa alle Faellesskabernes officielle sprog for de enkelte fuldmaegtige i de forskellige sprogsektioner, med henblik paa at kunne udfoere anvisningen fra hendes nye overordnede om tilvejebringelse af "brugsfaerdige sagsakter", som udviste en "vis mervaerdi" i forhold til det arbejde, som i forvejen var udfoert af bibliotekets dokumentalister. Denne erklaering tyder tvaertimod paa, at denne arbejdsopgave maaske var for kraevende for sagsoegeren, hvilket udelukker, at den skulle kunne svare til en stilling i kategori C eller endog D, saaledes som det haevdes af sagsoegeren.

92 Hvad mere generelt angaar de syv andre arbejdsopgaver, som blev tildelt sagsoegeren ved den skriftlige note af 31. januar 1990, bemaerkes, at disse arbejdsopgaver ligger paa et tilsvarende niveau som de funktioner for samtlige sprogsektioner i kontoret, som hun havde faaet tildelt af sin tidligere kontorchef ved dennes foernaevnte skriftlige note af 4. februar 1984, og som hun paa intet tidspunkt har bestridt svarede til hendes loenklasse. Den afvigende fortolkning, som sagsoegeren og Parlamentet har anlagt af disse arbejdsopgavers naermere indhold, kan ikke aendre ved denne konstatering, idet selv den meget snaevre fortolkning, som sagsoegeren har anlagt af sine arbejdsopgavers indhold, ikke kan rejse tvivl om de naevnte funktioners aekvivalens. Saaledes kan de funktioner, som bestaar i foerelse af et register over de ved Parlamentet i Luxembourg modtagne besoegsgrupper, udfaerdigelsen af generelle ugeplaner, reservation af lokaler, fremskaffelse af drikkevarer samt bestillinger af frokoster og cocktails til receptioner for besoegsgrupper paa grundlag af de herom af kontorchefen trufne afgoerelser (jf. note af 4.2.1986) utvivlsomt ikke antages at ligge paa et hoejere niveau end de funktioner, som bestaar i (og uanset, hvor begraenset disses faktiske indhold end maatte vaere) udfaerdigelsen af statistikker over antallet af besoegende i Luxembourg, kontrol med dokumentationsbestanden paa samtlige EF-sprog, arkivering og evaluering af korrespondancen vedroerende besoegsgrupper, koordinering og behandling af skoleklassers ansoegning om besoeg, kontrol med beholdningen af kontormateriale og bestillinger heraf, loebende ajourfoering af inventaret i Afdelingen for Besoegsgrupper samt opmagasinering og distribution af periodiske meddelelser (protokoller fra moeder i kvaestorudvalget, INFO-MEMO, Agence Europe, depecher mv.). Kontorchefen var derfor berettiget til at antage, at disse funktioner, ligesom det var tilfaeldet med de funktioner, der var beskrevet i den tidligere kontorchefs skriftlige note af 4. februar 1986, var i fuld overensstemmelse med sagsoegerens loenklasse (stillingsgruppe B5/B4).

93 Under hensyn til, at de nye arbejdsopgaver, som blev tildelt sagsoegeren, saaledes svarede til hendes loenklasse, kan de ikke antages at vaere forbundet med nogen disciplinaer foranstaltning eller med en degradation - der som saadan skulle have vaeret begrundet - men blot skyldtes en reorganisering af tjenesten. Det fremgaar nemlig af sagens akter, at sagsoegeren havde et i det mindste spaendt forhold til sine overordnede i tjenesten inden for den omhandlede periode, navnlig paa grund af fastlaeggelsen af hendes arbejdsopgaver. Det fremgaar imidlertid af Domstolens praksis, at en forflyttelse af en tjenestemand, som sker med det formaal at bringe en uholdbar situation i tjenesten til ophoer, maa anses for foretaget i tjenestens interesse (jf. herom senest den foernaevnte dom af 7.3.1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq, praemis 22). Under disse omstaendigheder kunne administrationen med foeje antage, at det var i tjenestens interesse at tildele sagsoegeren de nye arbejdsopgaver, som anfaegtes under sagen.

94 Da Retten saaledes paa grundlag af de faktiske omstaendigheder i sagen har kunnet fastslaa, at tildelingen af sagsoegerens nye arbejdsopgaver ikke udgjorde nogen forringelse af hendes arbejdsopgaver og derfor hverken indebar en kraenkelse af hendes rettigheder i henhold til vedtaegten eller stred mod princippet om, at der skal vaere overensstemmelse mellem loenklasse og stilling, maa heraf sluttes, at den anfaegtede afgoerelse blot er en foranstaltning vedroerende den interne organisation, som er truffet i tjenestens interesse. Ifoelge Domstolens praksis er administrationen hverken forpligtet til at begrunde en saadan afgoerelse eller at hoere den paagaeldende tjenestemand, inden den traeffes (jf. herom senest dom af 7.3.1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq, praemis 14).

95 Foelgelig maa dette anbringende forkastes.

Erstatningskravet

96 Sagsoegeren har herom anfoert, at hun i aarevis, i overensstemmelse med de instruktioner, hun modtog, udfoerte et arbejde som en tjenestemand i kategori A, men kun var indplaceret i en til kategori B hoerende loenklasse. Ved at faa frataget alle sine arbejdsopgaver og blive anvist funktioner, som har karakter af hjaelpearbejde for en tjenestemand i kategori B, har hun mistet sin rang i stillingshierarkiet, ligesom man har kraenket hendes ikke-oekonomiske rettigheder og oedelagt hendes fremtidsudsigter. Saafremt man havde anerkendt det arbejde, hun havde udfoert i aarevis, som det, det var, burde hun have vaeret forfremmet til loenklasse B3 og i det mindste have faaet udbetalt et udligningstillaeg i den mellemliggende periode.

97 Sagsoegeren opgoer paa dette grundlag sit oekonomiske tab til 206 160 LFR, hvilket beloeb udgoer forskellen mellem loennen i loenklasse A7, foerste loentrin, og loennen i loenklasse B4, femte loentrin, dvs. 17 180 LFR x 12 maaneder = 206 160 LFR.

98 Hvad angaar det ikke-oekonomiske tab, hun har lidt, overlader hun afgoerelsen herom til Rettens skoen, idet hun anfoerer, at tabet skyldes, at hun har vaeret noedsaget til at blive siddende paa sit kontor i dagevis uden at have haft noget at goere eller for at udfoere mindrevaerdige opgaver. Paa grund af denne degradation er hun, som tidligere noed stor anseelse hos de besoegende, kolleger og navnlig i de tjenestegrene, som inden for Parlamentet samarbejder med Besoegstjenesten, blevet dybt saaret og ydmyget.

99 Parlamentet afviser, at der er basis for noget erstatningskrav og henviser herom til de af Parlamentet allerede fremfoerte anbringender, hvorefter samtlige sagsoegerens krav maa anses for ubegrundede.

100 Vedroerende det anfoerte bemaerkes, at under hensyn til, at sagsoegeren ikke har udoevet funktioner svarende til en tjenestemand i kategori A, ikke er blevet frataget alle sine arbejdsopgaver og ikke har faaet tildelt funktioner paa et lavere niveau end hendes loenklasse, maa erstatningskravet forkastes, saavel kravet om erstatning for det oekonomiske som det ikke-oekonomiske tab, sagsoegeren haevder at have lidt.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

101 Ifoelge artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 88.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part betaler sine omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy