Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° akt, der indeholder et klagepunkt ° begreb ° afgoerelse fra administrationen, som kan anses for en afgoerelse fra ansaettelsesmyndigheden ° omfattet ° afgoerelsen meddelt den paagaeldende mundtligt ° ingen betydning
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemaend ° arbejdsvilkaar ° tillaeg for skifteholdsarbejde ° betingelser for ydelse
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 56a; Raadets forordning nr. 300/76, art. 1, stk. 1)
3. Tjenestemaend ° administrationens omsorgspligt ° beskyttelse af den berettigede forventning ° raekkevidde ° graenser
4. Tjenestemaend ° soegsmaal ° soegsmaal med annullationspaastand og godtgoerelsespaastand ° paastande stoettet paa saerskilte grunde ° betingelser for antagelse til realitetsbehandling af godtgoerelsespaastanden
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)
Sammendrag
1. For at en afgoerelse kan anses for en akt, der indeholder et klagepunkt, skal afgoerelsen vaere truffet af den kompetente myndighed og indeholde administrationens endelige stillingtagen.
Dette er tilfaeldet ved et notat, hvorved administrationen klart, praecist og begrundet afslaar en ansoegning, indgivet af en tjenestemands overordnede paa dennes vegne, naar den paagaeldende tjenestemand paa grund af den stilling, som notens ophavsmand har, med foeje mener, at noten stammer fra ansaettelsesmyndigheden. Den omstaendighed, at afslaget paa ansoegningen, som formelt var rettet til den overordnede, kun mundtligt blev meddelt tjenestemanden, kan ikke udelukke, at et saadant afslag for tjenestemandens vedkommende udgoer en afgoerelse, som indeholder et klagepunkt imod ham.
2. Retten til tillaeg for skifteholdsarbejde i forordning nr. 300/76, udstedt til gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 56a, kan ikke ved en analogisk fortolkning af forordningens bestemmelser udstraekkes til at omfatte andre tjenestemandskategorier end dem, der udtrykkeligt er naevnt deri. En saadan fortolkning ville tilsidesaette lovgivers skoensbefoejelse, som skal udoeves i overensstemmelse med god forvaltningsskik, ved fastlaeggelsen af de kategorier, der kan modtage det paagaeldende tillaeg. Da artikel 1, stk. 1, foerste led, i forordning nr. 300/76 desuden ikke betinger retten til tillaeg af natarbejde, er bestemmelsens raekkevidde bredere, end hvad der er fastsat i artikel 56a, som selv er en undtagelsesbestemmelse i forhold til de almindelige afloenningsregler, hvilket indebaerer, at foerstnaevnte bestemmelse under alle omstaendigheder ikke kan finde anvendelse paa tjenestemaend, som ikke omfattes af de kategorier af tjenestemaend, som udtrykkeligt er naevnt i forordningen.
3. Administrationen skal i sit forhold til tjenestemaendene overholde vedtaegten, hvilket udelukker, at tjenestemaendene under henvisning til den omsorgspligt, som administrationen har, kan goere krav paa ydelser, som vedtaegten ikke giver mulighed for at tildele dem, samt at tjenestemaendene med samme formaal paaberaaber sig princippet om en berettiget forventning, naar de oplysninger eller loefter, som de stoetter deres forventning paa, ikke var forenelige med vedtaegten.
4. Naar en tjenestemand under et annullationssoegsmaal nedlaegger en godtgoerelsespaastand, som er uden nogen forbindelse med naevnte soegsmaal, skal spoergsmaalet om, hvorvidt denne godtgoerelsespaastand kan realitetsbehandles, afgoeres uafhaengigt af, om annullationssoegsmaalet kan fremmes til realitetsbehandling.
Af denne grund kan sagsoegeren ikke under henvisning til nye omstaendigheder, der er indtruffet under behandlingen af soegsmaalet, og som har foranlediget ham til at fremsaette krav om godtgoerelse, unddrage sig forpligtelsen til at foelge den i vedtaegten foreskrevne forudgaaende administrative procedure, som, da der ikke er tale om en skade som foelge af en bebyrdende retsakt, forudsaetter, at der foerst indgives en ansoegning som omhandlet af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, om godtgoerelse af den paastaaede skade.
Dommens præmisser
Sagens faktiske og retlige omstaendigheder
1 Devillez, Bunnik, Cadogan og Kill arbejder i Europa-Parlamentets trykkeri. Der er fra den 8. september 1989 indfoert toholdsskift for disse fire tjenestemaend for at mindske de sundhedsskadelige virkninger af det hoeje akustiske tryk, som rotationspressen giver, og for at begraense antallet af overarbejdstimer, jf. sagens akter. Skifteholdstjenesten blev varetaget af to hold, der paa ugebasis, ekskl. loerdage, soendage og helligdage, arbejdede henholdsvis fra 7.00 til 13.30 og fra 13.00 til 19.30. Parterne har bekraeftet dette i et svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten. Skifteholdstjenesten blev efter parternes anmodning indstillet den 15. september 1990, jf. Parlamentets bemaerkninger, der ikke bestrides af de beroerte tjenestemaend.
2 Skifteholdstjeneste kan under visse omstaendigheder give ret til et tillaeg i medfoer af vedtaegtens artikel 56a. Retsgrundlaget for ydelsen af et saadant tillaeg er foelgende:
A ° I vedtaegtens artikel 56a, som aendret ved Raadets forordning (Euratom, EKSF, EOEF) nr. 1009/75 af 14. april 1975 om aendring af forordning (EOEF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 vedroerende vedtaegten for Tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber og vilkaarene for de oevrige ansatte i Faellesskaberne (EFT L 98, s. 1), hedder det:
"Der kan ydes tillaeg til den tjenestemand, der inden for rammerne af en saadan skifteholds- eller turnustjeneste, som af tjenstlige grunde og paa grund af kravene om sikkerhed paa arbejdspladsen er besluttet af institutionen og af denne anses at skulle vaere af saedvanlig og vedvarende karakter, regelmaessigt er forpligtet til at arbejde om natten, paa loerdage, soendage eller helligdage samt oevrige fridage.
Raadet, som traeffer afgoerelse paa grundlag af forslag fra Kommissionen, udarbejdet efter udtalelse fra Vedtaegtsudvalget, afgoer, hvilke kategorier der er berettigede, og fastlaegger betingelserne for ydelse af dette tillaeg og satserne herfor.
..."
B ° I medfoer af andet afsnit i vedtaegtens ovennaevnte artikel 56a har Raadet udstedt forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 300/76 af 9. februar 1976 om fastsaettelse af de berettigede kategorier og af betingelserne for ydelse af tillaeg samt satserne herfor, til tjenestemaend, som skal udfoere deres arbejde i skifteholdstjeneste (EFT L 38, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 300/76"). Artikel 1, stk. 1, i denne forordning, som aendret ved Raadets forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 2764/79 af 6. december 1979 (EFT L 315, s. 1) og Raadets forordning (Euratom, EKSF, EOEF) nr. 1307/87 af 11. maj 1987 (EFT L 124, s. 6), er affattet saaledes:
"1. Den tjenestemand, hvis vederlag afholdes over forsknings- og investeringsbudgettet, og som goer tjeneste ved et anlaeg under Det Faelles Forskningscenter eller udoever virksomhed i tilknytning hertil, eller hvis vederlag afholdes over driftsbevillingerne, og som goer tjeneste i et datacenter, en sikkerhedstjeneste eller en telextjeneste eller i ekspeditionstjenesten for De Europaeiske Faellesskabers Tidende, og som i overensstemmelse med artikel 56a i vedtaegten for tjenestemaend udfoerer sit arbejde i skifteholdstjeneste, har ret til et tillaeg paa:
° 10 329 BFR naar han arbejder i en tjenestegren med to skiftehold, bortset fra loerdag, soendag og helligdage
° 15 589 BFR naar han arbejder i en tjenestegren med to skiftehold, hvoraf det ene er et nathold, herunder ogsaa loerdag, soendag og helligdage
° 17 014 BFR naar han arbejder i en tjenestegren med doegndrift, bortset fra loerdag, soendag og helligdage
° 22 238 BFR naar han arbejder i skifteholdstjeneste uden afbrydelse
..."
3 I denne sag meddelte Gómez de Enterria, generaldirektoer for Oversaettelse og Almindelige Anliggender, som er ansvarlig for trykkeriet, ved notat af 17. november 1989 Van den Berge, generaldirektoer for personale, budget og oekonomi, at hun netop havde faaet meddelelse om, at de fire ovennaevnte tjenestemaend den 8. september 1989 havde indledt et "forsoeg" med toholdsskift, tilsyneladende med tilfredsstillende resultater. Derfor anmodede hun om, at det faste tillaeg i henhold i artikel 56a i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") blev ydet de paagaeldende tjenestemaend fra den 8. september 1989. Gómez de Enterria tilstillede tjenestemaendene genpart af dette notat ifoelge tjenestemaendenes eget udsagn, som ikke bestrides af Parlamentet.
4 Van den Berge meddelte ved notat af 19. december 1989 Gómez de Enterria, at der ikke kunne ydes noget fast tillaeg til de paagaeldende fire tjenestemaend paa grundlag af ovennaevnte artikel, idet det heri hedder, at alene tjenestemaend, som af tjenstlige grunde skal udfoere arbejde af saedvanlig og vedvarende karakter om natten eller paa loerdage, soendage og helligdage, kan modtage tillaegget. Efter at have modtaget dette notat underrettede Gómez de Enterria den 22. december 1989 de fire tjenestemaend om dets indhold, hvilket fremgaar af deres bemaerkninger, der ikke bestrides af modparten.
5 Den 21. marts 1990 indbragte de klage over administrationens afgoerelse om ikke at yde dem det faste tillaeg i henhold til artikel 1 i forordning nr. 300/76 for deres arbejde i skifteholdstjeneste med to skiftehold, som er beskrevet i ovennaevnte notat af 19. december 1989. Ved generalsekretaerens skrivelser af 18. juli 1990 afviste Parlamentet de fire klager med den begrundelse, at forordning nr. 300/76 ikke kunne anvendes paa tjenestemaend, som arbejdede i institutionernes trykkerier.
Retsforhandlingerne
6 Paa denne baggrund har de fire tjenestemaend ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. oktober 1990 nedlagt paastand om annullation af Parlamentets afgoerelse af 19. december 1989 om ikke at yde dem det faste tillaeg for skifteholdstjeneste, der er fastsat i artikel 1 i ovennaevnte forordning nr. 300/76. Retsforhandlingerne blev suspenderet fra den 7. marts 1991 til den 15. maj 1992 ved kendelser af 7. marts 1991, 30. maj 1991, 12. juli 1991, 9. januar 1992 og 26. marts 1992, foerst paa grund af afventning af en ekspertundersoegelse af det akustiske tryk i trykkeriet, dernaest paa grund af planlaegning og gennemfoerelse af konkrete foranstaltninger til mindskelse af det akustiske tryk, og endelig for at give parterne tid til at undersoege mulighederne for en mindelig afgoerelse af tvisten.
7 I den periode, hvor retsforhandlingerne var suspenderet, paabegyndtes lydisoleringsarbejdet efter den ekspertundersoegelse, der blev foretaget af sammenslutningen AIB-Vinçotte den 18. juni 1991 paa Parlamentets initiativ. Lydisoleringen foerte ifoelge maalinger foretaget den 9. december 1991 af den samme ekspert udpeget af Parlamentet til en nedsaettelse af lydniveauet med ca. fire decibel (A) (som maaler det akustiske niveau, der er repraesentativt for virkningerne paa det menneskelige oere, herefter benaevnt "decibel"). I eksperterklaeringen, som blev indsat i akterne den 6. februar 1992, konstateredes det, at det hoejst tilladelige niveau paa 85 decibel nu kun blev overskredet for rotationspressens vedkommende. Parlamentet paalagde AIB-Vinçotte at foretage en ny undersoegelse, denne gang af den stoej, som rotationspressens operatoer udsaettes for. Eksperterklaeringen herom blev tilstillet Parlamentet den 9. december 1992 og fremsendt til Retten den 25. januar 1993. Sagsoegerne har i deres skriftlige bemaerkninger til erklaeringen, som fremkom den 11. marts 1993, bestridt de deri indeholdte konklusioner.
8 Da det ikke lykkedes parterne at naa til en mindelig afgoerelse inden fristens udloeb den 15. maj 1992, blev fristen for fremlaeggelsen af svarskriftet uden videre fastsat, og den skriftlige forhandling afvikledes paa saedvanlig maade. Den blev afsluttet den 23. november 1992. Paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Som svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal gjorde parterne inden retsmoedet rede for, hvad de forstod ved det i vedtaegtens artikel 56a indeholdte udtryk "om natten", og bekraeftede visse faktiske omstaendigheder. Den mundtlige forhandling fandt sted den 31. marts 1993.
Parternes paastande
9 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:
° Det fastslaas, at sagen kan tages under paakendelse, og der gives dom efter sagsoegernes paastande.
° Foelgelig annulleres administrationens afgoerelse om ikke at yde sagsoegerne det faste tillaeg, der er fastsat i artikel 1 i Raadets forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 300/76 af 9. februar 1976, for den skifteholdstjeneste med to skiftehold, der er paalagt dem.
° Om fornoedent annulleres den udtrykkelige afvisning af 18. juli 1990 af den administrative klage, sagsoegerne indgav den 21. marts 1990 i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2.
° Sagsoegte doemmes til at betale sagens omkostninger i medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet afsnit, og de noedvendige omkostninger, der er afholdt med henblik paa sagens behandling.
Endvidere har Devillez i sin replik nedlagt foelgende paastand:
° Paa grund af den nye omstaendighed, at sagsoegte undlod i tide at lade udfoere det arbejde, der var noedvendigt for at nedbringe stoejniveauet, doemmes sagsoegte til at betale ham et beloeb svarende til det faste tillaeg for skifteholds- og turnustjeneste for perioden mellem indstillingen af denne tjeneste og den faktiske gennemfoerelse af naevnte lydisoleringsarbejde.
Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:
° Afvisning.
° Subsidiaert: frifindelse.
° Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende bestemmelser.
Endvidere har sagsoegte i sin duplik nedlagt foelgende paastande:
° Det nye erstatningskrav afvises.
° Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet afsnit.
Formaliteten
Parternes argumenter
10 Sagsoegte har gjort gaeldende, at paastanden om annullation af afgoerelserne af 19. december 1989 og 18. juli 1990 om afvisning af klagen ikke kan fremmes til realitetsbehandling. Sagsoegte har for det foerste paaberaabt sig, at afgoerelsen af 19. december 1989 ikke er truffet af ansaettelsesmyndigheden og derfor ikke kan indbringes for Retten, jf. vedtaegtens artikel 91. Sagsoegte har for det andet haevdet, at sagsoegerne ikke laengere har retlig interesse i at kraeve afgoerelsen af 18. juli 1990 annulleret med tilbagevirkende kraft, idet skifteholdstjenesten blev indstillet den 15. september 1990.
11 Sagsoegerne finder for deres vedkommende, at soegsmaalet kan fremmes til realitetsbehandling. De har gjort gaeldende, at de trods det arbejde, der delvis har raadet bod paa de konstaterede stoejgener, stadig har personlig interesse i sagen, idet denne er anlagt med henblik paa annullation af afgoerelsen om ikke at yde dem det faste tillaeg for den skifteholds- eller turnustjeneste, der var indfoert fra den 8. september 1989 til den 15. september 1990 med det dobbelte formaal at begraense antallet af overarbejdstimer og mindske stoejgenerne.
Rettens bemaerkninger
12 I forbindelse med sagsoegernes foerste anbringende, nemlig anbringendet om, at generaldirektoeren for personale, budget og oekonomi ikke havde kompetence til at traeffe den anfaegtede afgoerelse, skal det undersoeges, om ovennaevnte notat af 19. december 1989 kan antages at indeholde et klagepunkt imod sagsoegerne. Dette forudsaetter ikke alene, at retsakten er vedtaget af den kompetente myndighed, men ogsaa, at den indeholder en endelig stillingtagen vedroerende anvendelsen af vedtaegtens artikel 56a paa sagsoegerne. Retten skal af egen drift undersoege dette spoergsmaal, som vedroerer ufravigelige procesforudsaetninger, og som haenger noeje sammen med sagsoegtes anbringende (se bl.a. Domstolens dom af 23.4.1956, forenede sager 7/54 og 9/54, Groupement des industries sidérurgiques luxembourgeoises mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 21, org. ref.: Rec. s. 53, 86 og 88, og Rettens dom af 6.12.1990, sag T-130/89, B. mod Kommissionen, Sml. II, s. 761, summarisk offentliggoerelse).
13 Hertil bemaerkes alene, at det af sagens akter klart fremgaar, at ophavsmanden til det anfaegtede notat har handlet efter aftale med ansaettelsesmyndigheden. Parlamentet har nemlig bekraeftet indholdet af det anfaegtede notat, jf. Parlamentets generalsekretaers afvisning af 18. juli 1990 af klagen over notatet. Da sagsoegerne desuden fik meddelelse om generaldirektoeren for personale, budget og oekonomis klare, praecise og begrundede afslag paa den ansoegning, som deres overordnede havde fremsat over for ham om udbetaling af det paagaeldende tillaeg til dem, og navnlig naar det tages i betragtning, fra hvilken instans afslaget kom, maa sagsoegeren anses for at have vaeret berettiget til at betragte afslaget paa at yde dem det omtvistede tillaeg som en afgoerelse truffet af den kompetente myndighed (se Domstolens dom af 24.2.1981, forenede sager 161/80 og 162/80, Carbognani og Coda Zabetta mod Kommissionen, Sml. s. 543, praemis 14, og af 19.1.1984, sag 65/83, Erdini mod Raadet, Sml. s. 211, praemis 7).
14 Paa denne baggrund skal den anfaegtede skrivelse under alle omstaendigheder betragtes som en akt indeholdende et klagepunkt imod sagsoegerne, der mundtligt er meddelt disse af deres overordnede. Dette resultat er i overensstemmelse med Domstolens praksis, ifoelge hvilken mundtlige afgoerelser kan indeholde klagepunkter imod de beroerte tjenestemaend (se Domstolens dom af 9.2.1984, forenede sager 316/82 og 40/83, Kohler mod Revisionsretten, Sml. s. 641, praemis 8-13).
15 Hertil kommer, at for saa vidt de beroerte tjenestemaend var delagtige i den ansoegning, som deres overordnede ved sit notat af 17. november 1989 forelagde ovennaevnte generaldirektoer for personale, budget og oekonomi, maa notatet fortolkes som en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1. At de paagaeldende tjenestemaend var delagtige i denne ansoegning fremgaar navnlig af, at de havde modtaget en genpart heraf fra deres overordnede, som senere underrettede dem om administrationens afslag. Notatet var helt entydigt. Det indeholdt en klar og praecis ansoegning om, at sagsoegerne fik udbetalt det i vedtaegtens artikel 56a omhandlede tillaeg. Det var klart, at notatet tenderede mod, at der blev truffet en afgoerelse til fordel for de paagaeldende. Dette bekraefter, at det negative svar fra den generaldirektoer, der havde modtaget ansoegningen, under ingen omstaendigheder kan betragtes som en rent intern akt, der er et led i brevvekslingen inden for administrationen, eller som en simpel oplysning. Der er derfor ingen tvivl om, at det negative svar maa betragtes som en afgoerelse.
16 For saa vidt angaar den anden formalitetsindsigelse, nemlig at sagsoegerne ikke har nogen retlig interesse i soegsmaalet, fastslaar Retten, at sagsoegerne har en oekonomisk interesse i at kraeve annullation af de anfaegtede afgoerelser, hvorved der blev naegtet dem det tillaeg, de mener at have ret til paa grund af deres arbejde med to skiftehold fra den 8. september 1989 til den 15. september 1990.
17 Foelgelig boer annullationssoegsmaalet fremmes til realitetsbehandling.
Annullationspaastandens berettigelse
18 Sagsoegerne har til stoette for deres annullationspaastand paaberaabt sig to anbringender, nemlig tilsidesaettelse af ovennaevnte forordning nr. 300/76 fortolket ud fra det almindelige princip om ligebehandling af tjenestemaend, og tilsidesaettelse af omsorgspligten og arbejdsmiljoereglerne.
Det foerste anbringende om tilsidesaettelse af forordning nr. 300/76 fortolket ud fra det almindelige princip om ligebehandling af tjenestemaend
Parternes argumenter
19 Sagsoegerne har for det foerste gjort gaeldende, at forordning nr. 300/76 ikke paa nogen maade goer ydelsen af det faste tillaeg betinget af, at der regelmaessigt udfoeres arbejde om natten eller paa loerdage, soendage eller helligdage. Da der er tale om to bestemmelser af samme art, gaar naevnte forordning, der er en ny og specifik bestemmelse, forud for bestemmelsen i vedtaegtens artikel 56a om, at der kun ydes tillaeg til den tjenestemand, som "regelmaessigt er forpligtet til at arbejde om natten, paa loerdage, soendage eller helligdage samt oevrige fridage". I oevrigt har sagsoegerne i deres skriftlige svar paa Rettens spoergsmaal om begrebet "nat" paapeget, at dette begreb hverken er defineret i vedtaegtens artikel 56a eller i ovennaevnte forordning nr. 300/76. De har haevdet, at forordningens artikel 1, stk. 1, indeholder visse praeciseringer, idet der blandt modtagerne af tillaeggene naevnes tjenestemaend, der arbejder i telex- og/eller telefontjenesten, og som arbejder med to skiftehold fra kl. 7.00 til 13.00 eller fra kl. 13.00 til 19.00. Lovgiver har saaledes tilsyneladende i forordning nr. 300/76 ligestillet arbejdstider, der starter kl. 7.00 og/eller slutter kl. 19.00, med nattjeneste, som udloeser ret til et tillaeg.
20 Under disse omstaendigheder finder sagsoegerne, at sagsoegte ved ikke at yde dem det tillaeg, der er omhandlet i forordningens artikel 1, har fortolket forordningen restriktivt uden hensyntagen til det almindelige princip om ligebehandling af tjenestemaend. I retsmoedet har de navnlig gjort gaeldende, at deres arbejdsbetingelser svarer til dem, der gaelder for tjenestemaendene i telextjenesten, som stort set er blevet til telefon- og telefaxtjeneste, og som derfor er langt mindre stoejende.
21 Sagsoegte finder for sit vedkommende, at dette foerste anbringende boer forkastes. Sagsoegte har for det foerste anfoert, at trykkeriet, hvor sagsoegerne arbejder, ikke naevnes blandt de tjenester, der er omfattet af det paagaeldende tillaeg, som er fastsat i artikel 1 i forordning nr. 300/76. Dette indebaerer ingen forskelsbehandling paa bekostning af sagsoegerne. Sagsoegte har herved haevdet, at vedtaegtens artikel 56a bestemmer, at der alene skal vedtages en gennemfoerelsesforordning for saa vidt angaar skifteholds- eller turnustjeneste, som institutionen betragter som vaerende af "saedvanlig og vedvarende" karakter. Dette er ikke tilfaeldet i denne sag. Den tjeneste med to skiftehold, der forsoegsvis blev indledt den 8. september 1989 og afsluttet den 15. september 1990, var en ren overgangsforanstaltning. Derfor kan sagsoegernes situation ikke sammenlignes med situationen for de i forordning nr. 300/76, stk. 1, omhandlede ansatte, der goer tjeneste i et datacenter, en sikkerhedstjeneste eller en telextjeneste.
22 Endvidere har sagsoegte paapeget, at skifteholds- eller turnustjenesten i medfoer af forordning nr. 300/76 skal udfoeres "i overensstemmelse med artikel 56a i vedtaegten" for at give ret til tillaeg. Men sagsoegerne har ikke opfyldt den i naevnte artikel fastsatte betingelse om, at der skal arbejdes om natten. Sagsoegte har i sit skriftlige svar paa et spoergsmaal fra Retten om begrebet "nat" gjort gaeldende, at dette begreb vedroerte arbejde udfoert mellem kl. 22.00 og kl. 7.00. Sagsoegte har herved hovedsagelig henvist til Raadets forordning (Euratom) nr. 1371/72 af 27. juni 1972 om fastlaeggelse af betingelserne for ydelse af tillaeg samt satserne herfor til tjenestemaend og oevrige ansatte, hvis vederlag afholdes over forsknings- og investeringsbudgettet, og som goer tjeneste ved et anlaeg under Det Faelles Forskningscenter, eller som udoever virksomhed i tilknytning hertil for visse tjenesteydelser af saerlig art (EFT L 149, s. 4, herefter benaevnt "forordning nr. 1371/72"), samt Kommissionens beretning til Raadet om tillaeg for visse tjenesteydelser ° regnskabsaarene 1981-1984 (KOM (85) 372 endelig udg.), af 15. juli 1985.
Rettens bemaerkninger
23 Det tilkommer Retten at afgoere, om sagsoegerne under deres skifteholdstjeneste med to skiftehold opfyldte samtlige betingelser for ydelse af det paagaeldende tillaeg, saaledes som disse er fastlagt i artikel 1 i Raadets forordning nr. 300/76, sammenholdt med vedtaegtens artikel 56a og det almindelige princip om ligebehandling af tjenestemaend.
24 I forordning nr. 300/76, artikel 1, er der udtrykkeligt fastsat seks kategorier tjenestemaend, der kan modtage tillaegget, nemlig tjenestemaend, hvis vederlag afholdes over forsknings- og investeringsbudgettet, og som goer tjeneste ved et anlaeg under Det Faelles Forskningscenter eller udoever virksomhed i tilknytning hertil, eller hvis vederlag afholdes over driftsbevillingerne, og som goer tjeneste i et datacenter, i en sikkerhedstjeneste eller en telextjeneste, eller i ekspeditionstjenesten for De Europaeiske Faellesskabers Tidende.
25 I denne sag maa det for det foerste fastslaas, at sagsoegerne, som arbejder i et trykkeri, ikke hoerer til nogen af de tjenestemandskategorier, der udtrykkeligt naevnes i naevnte forordning. Spoergsmaalet er da, om naevnte forordning i betragtning af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 56a, som den gennemfoerer, og som den ikke kan fravige paa bekostning af de beroerte tjenestemaend (se Domstolens dom af 10.3.1971, sag 38/70, Tradax, Sml. 1971, s. 27, org. ref.: Rec. s. 145, praemis 10), kan fortolkes bredere til fordel for sagsoegerne.
26 I denne forbindelse finder Retten ikke, at retten til et tillaeg i medfoer af forordning nr. 300/76 ved en analogisk fortolkning af forordningens bestemmelser kan udstraekkes til at omfatte andre tjenestemandskategorier end dem, der udtrykkeligt er naevnt. Dette skyldes foelgende forhold. For det foerste indebaerer en saadan analogisk udvidelse af forordningens raekkevidde tilsidesaettelse af lovgivers skoensbefoejelse ° som skal udoeves i overensstemmelse med god forvaltningsskik ° ved fastlaeggelsen af de kategorier, der kan modtage det omtvistede tillaeg. Artikel 56a, som bemyndiger Raadet til at afgoere, hvilke kategorier der er berettigede, giver ikke tjenestemaend, der udfoerer skifteholds- eller turnustjeneste, nogen subjektiv ret til tillaeg. I artiklen er der alene fastsat en mulighed for, naar der hviler visse specifikke byrder paa de paagaeldende tjenestemaend, at yde et saadant tillaeg til visse kategorier, som efterfoelgende skal fastlaegges i en gennemfoerelsesforordning paa betingelser, der ligeledes skal fastsaettes i gennemfoerelsesforordningen.
27 Retten finder for det andet, at i tilfaelde af arbejde i en tjenestegren med to skiftehold i dagtimerne, jf. artikel 1, foerste led, i forordning nr. 300/76, forhindrer en sammenholdelse af forordningens bestemmelser og vedtaegtens artikel 56a klart en analogisk anvendelse af dette foerste led paa tjenestemaend, der ikke tilhoerer nogen af de udtrykkeligt fastsatte kategorier, paa grund af det foerste leds specifikke karakter.
Sammenholdes de relevante bestemmelser i vedtaegtens artikel 56a og i forordning nr. 300/76, fremgaar det, at forordningen i artikel 1, foerste led, indebaerer en udvidende gennemfoerelse af artikel 56a, idet ydelsen af et tillaeg ikke i denne bestemmelse betinges af, at der arbejdes i skifteholdstjeneste om natten, paa loerdage, soendage og helligdage, mens vedtaegtens artikel 56a udtrykkeligt sigter paa det tilfaelde, at tjenestemanden "regelmaessigt er forpligtet til at arbejde om natten, paa loerdage, soendage eller helligdage samt oevrige fridage". Ifoelge artikel 1, foerste led, i forordning nr. 300/76 er en tjenestemand nemlig berettiget til et tillaeg paa "10 329 BFR, naar han arbejder i en tjenestegren med to skiftehold, bortset fra loerdag, soendag og helligdage". Det fremgaar klart, at ydelsen af et tillaeg i medfoer af denne bestemmelse ikke er betinget af natarbejde, hvilket ogsaa kan ses af, at denne betingelse udtrykkelig er naevnt i samme artikels andet led, ifoelge hvilken en tjenestemand faar udbetalt "15 589 BFR, naar han arbejder i en tjenestegren med to skiftehold, hvoraf det ene er et nathold, herunder ogsaa loerdag, soendag og helligdage".
28 Denne bestemmelse, hvis raekkevidde er bredere, end hvad der er fastsat i artikel 56a, kan paa grund af sin karakter af en undtagelse i forhold til betingelserne i naevnte artikel alene anvendes paa tjenestemaend, der tilhoerer en af de kategorier, der udtrykkelig er naevnt. Det bemaerkes endvidere, at artikel 56a selv er en undtagelsesbestemmelse, der derfor selv har karakter af en undtagelse i forhold til de almindelige afloenningsregler. Dette indebaerer derfor helt klart, at artikel 1 i forordning nr. 300/76, som gennemfoerer naevnte artikel 56a, ikke kan anvendes paa et tilfaelde, som ikke alene ikke opfylder betingelserne i artikel 56a, men som derudover ikke udtrykkeligt naevnes i forordningen. I denne situation mangler de vaesentligste forudsaetninger for en analogisk anvendelse.
29 Disse principper maa saaledes anvendes paa denne sag. Retten fastslaar, at sagsoegerne har udfoert tjeneste med to skiftehold fra kl. 7.00 til kl. 13.30 og fra kl. 13.00 til kl. 19.30. Ifoelge systematikken i forordning nr. 300/76, artikel 1, er det klart, at en saadan tjeneste er omfattet af denne artikels foerste led, som omhandler arbejde udfoert i skifteholdstjeneste i dagtimerne. Tjenesten kan ikke betegnes som natarbejde i henhold til bl.a. artikel 1, andet led. Som det fremgaar af Parlamentets skriftlige svar paa Rettens spoergsmaal om begrebet "nat", bekraeftes dette af institutionernes praksis, som gaar ud paa, at der ved ydelse af tillaeg for natarbejde i den i forordning nr. 300/76 forudsatte betydning forstaas arbejde udfoert mellem kl. 22.00 og kl. 7.00. Denne praksis er i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 1371/72, som blev ophaevet ved forordning nr. 300/76, og som fastlagde betingelserne for ydelse af tillaeg i henhold til artikel 56a samt satserne herfor. I ovennaevnte forordning naevnes udtrykkeligt natarbejde mellem kl. 22.00 og kl. 7.00. Under disse omstaendigheder er der saa meget mere grund til, at sagsoegerne, som i forvejen ikke hoerer til nogen af ovennaevnte kategorier, ikke kan kraeve analogisk anvendelse af artikel 1 i forordning nr. 300/76 for skifteholdstjeneste, der som i denne sag udfoeres om dagen.
30 Endelig maa det ogsaa undersoeges, om fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 300/76, sammenholdt med det almindelige princip om ligebehandling af tjenestemaend, kan bevirke, at sagsoegerne anerkendes som berettiget til at modtage det paagaeldende tillaeg. I medfoer af dette princip maa sammenlignelige situationer ikke behandles forskelligt, medmindre en forskelsbehandling objektivt set er berettiget, jf. Domstolens dom af 16. oktober 1980 (sag 147/79, Hochstrass mod Domstolen, Sml. s. 3005, praemis 7).
I denne sag maa det erindres, at forordning nr. 300/76 som naevnt ikke kan anvendes analogisk, idet den gaelder for saerlige kategorier, som fastlaegges ud fra tjenestens interesse og de saerlige byrder, der hviler paa tjenestemaend fra de naevnte kategorier. I oevrigt kan man under alle omstaendigheder tilfoeje, at sagsoegerne i denne sag befinder sig i en anden situation end de tjenestemaend eller andre ansatte, som hoerer til de kategorier, der udtrykkelig er naevnt i artikel 1 i forordning nr. 300/76, paa grund af karakteren af den tjeneste, i hvilken de arbejder, nemlig et trykkeri, og karakteren af de udoevede funktioner, hvilket goer det umuligt at anvende denne bestemmelse analogisk.
31 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at foerste anbringende maa forkastes.
Det andet anbringende om tilsidesaettelse af omsorgspligten og arbejdsmiljoereglerne
Parternes argumenter
32 Det andet anbringende er opdelt i to dele. I foerste del har sagsoegerne gjort gaeldende, at for saa vidt som indfoerelsen af en tjeneste med to skiftehold netop havde til formaal at afhjaelpe administrationens forsoemmelser med hensyn til arbejdsmiljoereglerne, paahvilede det administrationen, som har en omsorgspligt, at yde dem tillaeg i henhold til vedtaegtens artikel 56a.
33 Sagsoegerne har for at godtgoere, at administrationen har gjort sig skyldig i en retsstridig forsoemmelse, gjort gaeldende, at Parlamentet som arbejdsgiver skal overholde ikke alene Raadets direktiv 86/188/EOEF af 12. maj 1986 om beskyttelse af arbejdstagere mod risici ved at vaere udsat for stoej under arbejdet (EFT L 137, s. 28), men ogsaa de normer for beskyttelse af arbejdstagerne, der gaelder paa tjenestestedet, i denne sag den gaeldende anordning om loenmodtagerbeskyttelse i Luxembourg. Allerede den 27. juli 1989 havde dr. De Wilde meddelt Gómez de Enterria resultaterne af de akustiske maalinger i trykkeriet. Sagsoegerne har anfoert, at dr. De Wilde i sin rapport havde fastslaaet, at stoejniveauet i trykkeriet laa paa 90,1 decibel. Han havde desuden paapeget, at i forbindelse med rotationspresser skal et stoejniveau paa 85 decibel faa advarselslamperne til at blinke, mens et niveau paa 90 decibel medfoerer klar fare for arbejdsbetingede hoereskader. Han havde endvidere anfoert, at de konstaterede frekvenser laa "paa graensen af farezonen for oeret". Endelig havde han foreslaaet flere foranstaltninger til nedbringelse af rotationspressens stoejniveau, samt at der blev kraevet udarbejdelse af audiogrammer ved de aarlige laegeundersoegelser. Ingen af disse forslag blev gennemfoert.
34 Sagsoegte har bestridt sagsoegernes argumenter og anfoert, at indfoerelsen af skifteholdstjeneste navnlig var begrundet i et oenske om at forbedre de paagaeldendes arbejdsvilkaar, indtil administrationen havde truffet foranstaltninger til nedbringelse af stoejgenerne. Sagsoegte finder, at de arbejder, der blev udfoert efter den foerste ekspertundersoegelse, som blev gennemfoert den 18. juni 1991 efter sagsoegtes anmodning, foerte til tilfredsstillende forbedringer, hvilket bekraeftes af resultaterne af de senere undersoegelser.
35 Med hensyn til den anden del af anbringendet har sagsoegerne anfoert, at de allerede den 8. september 1989 var blevet underrettet af deres generaldirektoer, Gómez de Enterria, om deres ret til det faste tillaeg for skifteholds- og turnustjeneste. De har udtalt, at de havde modtaget genpart af hendes notat af 17. november 1989 til Van den Berge, hvori hun anmodede om, at det faste tillaeg for skifteholds- og turnustjeneste, der er fastsat i vedtaegtens artikel 56a, blev udbetalt dem fra den 8. september 1990. De finder, at de derfor havde en berettiget forventning om, at de ville modtage det paagaeldende tillaeg. Under disse omstaendigheder har de anfoert, at administrationen ved ikke straks at underrette dem om deres generaldirektoers eventuelle fejl har tilsidesat sin omsorgspligt. Sagsoegerne modtog nemlig foerst mere end to maaneder efter at have modtaget genpart af Gómez de Enterria' s ovennaevnte notat af 17. november 1989 det notat, som Van den Berge tilsendte Gómez de Enterria den 19. december 1989, hvori han naegtede at yde sagsoegerne det faste tillaeg, og som er genstand for denne retssag.
36 Sagsoegte har gjort gaeldende, at administrationen ikke kan drages til ansvar for en fejlagtig fortolkning af en faellesskabsregel, og at loefter, der strider mod vedtaegtens bestemmelser, ikke kan skabe en berettiget forventning.
Rettens bemaerkninger
37 For saa vidt angaar anbringendets foerste del bemaerkes foerst, at saafremt administrationen uanset af hvilken grund beslutter at indfoere skifteholds- og turnustjeneste, er udbetalingen af et tillaeg i henhold til vedtaegtens artikel 56a underkastet betingelserne i forordning nr. 300/76. Da disse betingelser i denne sag som naevnt ikke er opfyldt, kunne sagsoegerne ikke forvente, at de ved at paaberaabe sig omsorgspligten, som udoeves inden for rammerne af de gaeldende regler, som institutionen er bundet af, kunne opnaa et tillaeg i henhold til artikel 56a.
Under disse omstaendigheder boer det andet anbringende, foerste del, forkastes, uden at det findes noedvendigt at behandle paastandene om administrationens tilsidesaettelse af arbejdsmiljoereglerne.
38 For saa vidt angaar anbringendets anden del bemaerkes, at oplysninger eller loefter, som ikke tager hensyn til vedtaegtsbestemmelserne, ikke kan skabe en berettiget forventning. Selv om det forudsaettes, at administrationen har tilsidesat sin omsorgspligt ved ikke straks at underrette sagsoegerne om, at oplysningen om, at de havde ret til det paagaeldende tillaeg, og som de fik af deres overordnede den 8. september 1989, var fejlagtig, kan denne omstaendighed ikke give de paagaeldende en ret til et tillaeg i strid med gaeldende bestemmelser.
39 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at sagsoegte boer frifindes for saa vidt angaar annullationspaastanden.
Formalitetsindsigelsen vedroerende godtgoerelseskrav
Parternes argumenter
40 Sagsoegte har paastaaet afvisning af det krav, Devillez har fremsat i sin replik, om godtgoerelse af den skade, han skulle have lidt fra 16. september 1990 indtil datoen for udfoerelsen af lydisoleringen paa grund af sagsoegtes undladelse af i tide at gennemfoere dette arbejde. Sagsoegte har gjort gaeldende, at dette krav falder uden for rammerne af den foreliggende sag.
41 Devillez finder for sit vedkommende, at den omstaendighed, at der efter den lydisolering, der fandt sted efter indbringelsen af den foreliggende sag, stadig er et alt for hoejt stoejniveau, hvilket bekraeftes af AIB-Vinçotte' s maalinger af det akustiske tryk, er en ny omstaendighed, som berettiger ham til at kraeve godtgoerelse under sagens behandling. Under den mundtlige forhandling har han paaberaabt sig hensynet til en hensigtsmaessig retspleje som argument for, at kravet kan antages til paakendelse.
Rettens bemaerkninger
42 Det bemaerkes foerst, at ovennaevnte krav om godtgoerelse overhovedet ikke har nogen forbindelse med den i staevningen nedlagte paastand om annullation af afgoerelsen om ikke at yde tillaeg i henhold til vedtaegtens artikel 56a. Derfor skal spoergsmaalet om, hvorvidt det kan realitetsbehandles, behandles uafhaengigt af, om annullationssoegsmaalet fremmes til realitetsbehandling, idet Retten til enhver tid af egen drift kan behandle formalitetsindsigelser, der bygger paa ufravigelige procesforudsaetninger (se bl.a. Rettens dom af 18.12.1992, sag T-8/92, Di Rocco mod OESU, Sml. II, s. 2653, praemis 34, og Rettens kendelse af 28.1.1993, sag T-53/92, Stachelski mod Kommissionen, Sml. II, s. 35, praemis 14 og 17).
43 Retten fastslaar, at de af sagsoegeren indtrufne nye omstaendigheder paa ingen maade kan fritage den paagaeldende tjenestemand fra at foelge den i vedtaegten fastsatte fremgangsmaade. Under alle omstaendigheder skal tjenestemanden, saafremt han oensker at faa godtgjort en paastaaet skade som foelge af det fortsat alt for hoeje stoejniveau i trykkeriet, foerst forelaegge ansoegning for ansaettelsesmyndigheden i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, med opfordring til administrationen om at traeffe afgoerelse om en eventuel godtgoerelse af den paastaaede skade. Kun en saadan ansoegning giver mulighed for at indlede den administrative procedure i henhold til vedtaegtens bestemmelser (se bl.a. Rettens kendelse af 6.2.1992, sag T-29/91, Castelletti m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 77, praemis 28, 29 og 30).
44 Heraf foelger, at Devillez' krav om godtgoerelse maa afvises, fordi den behoerige administrative procedure ikke har fundet sted.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
45 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til samme reglements artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.
46 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet led, kan Retten paalaegge endog en vindende part at erstatte den anden part de udgifter, som skoennes at vaere paafoert modparten unoedvendigt eller af ond vilje.
47 Retten fastslaar i denne sag, at det foerst var efter sagens anlaeg den 18. oktober 1990, at Parlamentets administration anordnede en ekspertundersoegelse og traf foranstaltninger til nedbringelse af det akustiske tryk i trykkeriet. Men ifoelge sagsoegernes paastande, som ikke bestrides af sagsoegte, havde Parlamentets administration allerede den 27. juli 1989 modtaget en sagkyndig erklaering fra dr. de Wilde, hvoraf det fremgik, at stoejniveauet i trykkeriet laa paa 90 decibel. Dr. de Wilde havde foreslaaet flere foranstaltninger til nedbringelse af stoejniveauet, samt at der blev udarbejdet audiogrammer ved de aarlige laegeundersoegelser. Det fremgaar af sagsoegernes ubestridte paastande, at disse forslag ikke blev gennemfoert. Foerst efter en ekspertundersoegelse gennemfoert paa Parlamentets anmodning den 18. juni 1991 ivaerksatte administrationen arbejdet med at mindske stoejgenerne. Efter dette arbejde viste resultaterne af en ekspertundersoegelse, der blev gennemfoert den 9. december 1991 paa Parlamentets initiativ, at det var noedvendigt at kraeve en ny undersoegelse navnlig af den stoej, rotationspressens operatoer udsaettes for. Resultaterne heraf blev foerst forelagt Parlamentet den 9. december 1992.
48 Sagsoegte har saaledes ved sin holdning foranlediget sagsoegerne til at anlaegge sag og opretholde deres paastande efter den periode fra den 7. marts 1991 til den 15. maj 1992, i hvilken sagen var suspenderet. Under disse omstaendigheder findes det rimeligt at doemme Parlamentet til foruden sine egne omkostninger at betale sagsoegernes.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling)
1) Parlamentet frifindes.
2) Parlamentet betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy