Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend - ansaettelse - procedurer - valg - prioritetsorden for forfremmelse, forflyttelse og intern udvaelgelsesproeve - samtidig offentliggoerelse af et stillingsopslag internt og mellem institutionerne - lovligt
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 29, stk. 1)
2. Tjenestemaend - ansaettelse - ledig stilling - besaettelse ved forfremmelse eller forflyttelse - sammenligning af ansoegernes fortjenester - administrationens skoen - betingelser for udoevelsen - judiciel kontrol
[Tjenestemandsvedtaegten, art. 29, stk. 1, litra a)]
3. Tjenestemaend - afgoerelse der indeholder et klagepunkt - afslag paa en ansoegning - pligt til at begrunde afslaget senest ved afvisning af klagen - pligten ikke overholdt - begrundelsespligten opfyldt under retsforhandlingerne - ulovligt
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 25, stk. 2, og art. 90, stk. 2)
4. Tjenestemaend - soegsmaal - erstatningssoegsmaal - annullation af den ulovlige anfaegtede retsakt - passende genopretning af den ikke-oekonomiske skade
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)
Sammendrag
1. Ved besaettelsen af en ledig stilling har ansaettelsesmyndigheden i medfoer af vedtaegtens artikel 29, stk. 1, pligt til, i raekkefoelge, at undersoege mulighederne for forfremmelse eller forflyttelse inden for institutionen, foer den gaar videre til en af de oevrige etaper, der er omhandlet i denne bestemmelse, hvorved den skal overholde den heri fastsatte prioritetsorden. Foelgelig kan ansaettelsesmyndigheden ikke behandle ansoegninger om overflyttelse af tjenestemaend fra andre institutioner, medmindre den efter en behoerig undersoegelse af ansoegningerne om forfremmelse eller forflyttelse finder, at ingen af ansoegningerne opfylder de krav, der stilles i den ledige stilling, og medmindre den har undersoegt muligheden for at gennemfoere en intern udvaelgelsesproeve.
Vedtaegtens artikel 29, stk. 1, er imidlertid ikke til hinder for, at der med henblik paa besaettelse af samme ledige stilling samtidig foretages offentliggoerelse af en meddelelse om ledig stilling internt og mellem institutionerne.
2. Ansaettelsesmyndighedens pligt til at foretage en sammenligning af fortjenesterne hos ansoegere, der vil forfremmes og forflyttes i forbindelse med besaettelse af en ledig stilling, er udtryk baade for princippet om ligebehandling af tjenestemaend og for grundsaetningen om deres adgang til karriere.
Retten maa kontrollere, om institutionen har udoevet sit skoen paa dette omraade under overholdelsen af de garantier, som faellesskabsretten giver. Disse garantier omfatter bl.a. de paagaeldendes ret til at blive hoert af administrationen, naar denne har valgt en procedure til sammenligning af ansoegningerne, som bestaar i en samtale med den enkelte ansoeger, ligesom garantierne omfatter kravet om, at administrationen omhyggeligt og upartisk skal undersoege alle relevante forhold i den enkelte ansoegning.
3. Ved afslag paa en ansoegning om en ledig stilling er ansaettelsesmyndigheden forpligtet til i hvert fald at begrunde den afgoerelse, hvorved en klage fra den paagaeldende afvises.
Hvor der er tale om at besaette stillingen ved forfremmelse eller forflyttelse, er det tilstraekkeligt, at begrundelsen for at afvise klagen omhandler de legale betingelser, som ifoelge vedtaegten gaelder for en korrekt gennemfoerelse af proceduren.
En fuldstaendig mangel paa begrundelse for en afvisning af en klage kan ikke afhjaelpes ved forklaringer, der afgives af administrationen efter anlaeggelsen af en retssag. Paa dette stadium opfylder saadanne forklaringer ikke laengere deres funktion. Den pligt til begrundelse, som fremgaar af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 25, stk. 2, sammenholdt med artikel 90, stk. 2, har nemlig til formaal dels at give den paagaeldende et tilstraekkeligt grundlag for at bedoemme berettigelsen af afslaget paa hans ansoegning og hensigtsmaessigheden af at anlaegge sag ved Retten, og dels at goere det muligt for denne at udoeve sin kontrol. Med et sagsanlaeg ophoerer derfor ansaettelsesmyndighedens mulighed for at lovliggoere sin afgoerelse ved et begrundet svar, hvorved klagen afvises.
4. Annullation af en retsakt fra administrationen, som er anfaegtet af en tjenestemand, udgoer i sig selv en passende genopretning og er principielt tilstraekkelig til at daekke enhver ikke-oekonomisk skade, som tjenestemanden kan have lidt.
Dommens præmisser
Sagsfremstilling og retsforhandlinger
1 Sagsoegeren, Cornelis Volger, der er tjenestemand i loenklasse A6 ved Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet"), har vaeret ansat ved Generaldirektorat III, Informations- og Pressetjenesten, siden den 1. oktober 1981.
2 Under denne sag har han nedlagt paastand om annullation af Parlamentets afgoerelse om ikke at imoedekomme hans ansoegning til en stilling som fuldmaegtig, der var opslaaet ledig ved Parlamentets Informationskontor i Haag ved meddelelse om ledig stilling nr. 6084.
3 Sagens baggrund og proceduren med henblik paa besaettelse af stillingen er foelgende: Den 1. juli 1988 blev en stilling som ekspeditionssekretaer ledig ved Parlamentets Informationskontor i Haag, hvilket blev bekendtgjort ved en intern meddelelse om ledig stilling den 19. september 1988. Da ingen af de to ansoegere til stillingen efter Parlamentets opfattelse opfyldte kvalifikationskravene, blev stillingen overfoert til GD III. En ny meddelelse om en ledig stilling ved kontoret i Haag, denne gang en stilling som fuldmaegtig, blev opslaaet den 28. november 1988. Ej heller denne gang indkom der efter Parlamentets opfattelse nogen ansoegning fra kvalificerede ansoegere, hvorfor der den 2. oktober 1989 blev offentliggjort en ny meddelelse om en ledig stilling som fuldmaegtig ved Informationskontoret i Haag under referencenummer 6084. I denne meddelelse kraevedes der ud over de kvalifikationer og kundskaber, der havde vaeret tale om i den foregaaende meddelelse, indgaaende kendskab til informationsmidler og de parlamentariske systemer i Nederlandene samt til Faellesskabets struktur og aktivitet. Den anfaegtede afgoerelse indgaar i den procedure med henblik paa besaettelse af stillingen, som blev indledt ved meddelelse om ledig stilling nr. 6084.
I mellemtiden har den stilling, der ifoelge ovennaevnte meddelelser var ledig ved Informationskontoret i Haag, tre gange i traek vaeret besat med midlertidigt ansatte fra den 1. oktober 1988 til i dag.
4 I ovennaevnte meddelelse om ledig stilling nr. 6084 tilkendegav Parlamentet, at "ansaettelsesmyndigheden [havde] besluttet at indlede proceduren for stillingens besaettelse efter reglerne i vedtaegten, dvs. i foerste omgang ved forflyttelse. Dersom stillingen ikke kan besaettes i denne fase, vil mulighederne for benyttelse af de oevrige procedurer i tjenestemandsvedtaegten blive undersoegt".
Samtidig med meddelelsen om ledig stilling nr. 6084, der indledte ansaettelsesproceduren ved forflyttelse, offentliggjorde Parlamentet samme dag meddelelse om ledig stilling nr. PE/A/136 vedroerende den samme stilling ved Informationskontoret i Haag i medfoer af artikel 29, stk. 1, litra c), i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") om overflyttelse mellem institutionerne. Ifoelge sidstnaevnte meddelelse "[ville] ansoegninger indgivet i henhold til denne offentliggoerelse alene blive taget i betragtning, dersom de interne procedurer ikke foerer til noget resultat".
5 I oevrigt besluttede Parlamentet at afholde en almindelig udvaelgelsesproeve med henblik paa oprettelse af en reserve til senere ansaettelse af nederlandsksprogede fuldmaegtige i loenklasse A7-A6 og offentliggjorde med henblik herpaa meddelelse om afholdelse af udvaelgelsesproeve PE/49/A (EFT 1990 C 141, s. 24). Paa sit moede den 25. juni 1990 udpegede Personaleudvalget sagsoegeren som medlem af Udvaelgelseskomitéen ved den almindelige udvaelgelsesproeve PE/49/A.
6 Hvad saerlig angaar sagens faktiske omstaendigheder ansoegte Volger den 3. oktober 1989 efter offentliggoerelsen af meddelelse om ledig stilling nr. 6084 om at blive forflyttet til stillingen som fuldmaegtig ved kontoret i Haag. Den 4. juli 1990 fik han meddelelse om afslaget paa sin ansoegning paa en standardformular, der blev tilstillet ham af Ansaettelsestjenesten, og hvori det bemaerkedes, at ansaettelsesmyndigheden havde besluttet sig til at afholde den eksterne udvaelgelsesproeve PE/49/A.
Efter det af parterne oplyste havde Volger allerede foer offentliggoerelsen af meddelelse om ledig stilling nr. 6084 den 2. oktober 1989 haft en samtale med chefen for kontoret i Haag i juni 1989 vedroerende sin eventuelle ansaettelse ved dette kontor.
7 Den 18. juli 1990 indbragte sagsoegeren en klage over afslaget paa hans ansoegning og afgoerelsen om at afholde den eksterne udvaelgelsesproeve PE/49/A. Efter det af parterne oplyste underrettede Parlamentet Personaleudvalget om denne klage, bl.a. for saa vidt som den angik meddelelsen om den almindelige udvaelgelsesproeve PE/49/A.
8 Da Parlamentet ikke udtrykkeligt besvarede klagen inden for den i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, andet afsnit, angivne frist, har sagsoegeren ved staevning indleveret til Justitskontoret for De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans den 18. december 1990 nedlagt paastand om annullation af baade afgoerelsen om at afslaa hans ansoegning til den ledige stilling under referencenummer 6084 og "Parlamentets afgoerelse om at afholde den eksterne udvaelgelsesproeve PE/49/A med henblik paa besaettelse af denne stilling".
9 Ved skrivelse af 20. december 1990 tilstillede Parlamentets formand i sin egenskab af ansaettelsesmyndighed Volger en afgoerelse, hvorved hans klage udtrykkeligt blev afvist.
10 Ifoelge redegoerelsen i denne skrivelse fra Parlamentets formand, som er gengivet i det til Retten indgivne svarskrift, og hvorefter den almindelige udvaelgelsesproeve PE/49/A ikke havde til formaal at besaette den ledige stilling ifoelge meddelelse nr. 6084, har sagsoegeren i replikken frafaldet sin paastand om annullation af meddelelsen om den almindelige udvaelgelsesproeve PE/49/A.
11 Under denne sag om annullation af afslaget paa sagsoegerens ansoegning om den omtvistede stilling afsluttedes skriftvekslingen den 30. august 1991. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Efter anmodning fra Retten har Parlamentet i retsmoedet fremlagt meddelelsen af 28. november 1988 om den ledige stilling samt skrivelser af 5. og 27. september 1990 vedroerende Volger' s klage, som blev tilstillet Parlamentets Juridiske Tjeneste af sagsbehandlere i Generaldirektoratet for Administration, Personale og OEkonomi samt GD III, der havde vaeret hoert vedroerende denne klage.
Parternes paastande
12 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
- Det tages til efterretning, at han "frafalder" sin paastand om annullation af udvaelgelsesproeve PE/49/A.
- Parlamentets afgoerelse om at afslaa hans ansoegning til den stilling, som var opslaaet ledig under referencenummer 6084, annulleres.
- Parlamentet doemmes til at betale sagsoegeren et beloeb paa 1 ECU som erstatning for den ikke-oekonomiske skade, han har lidt.
- Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse.
- Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i medfoer af de herom gaeldende regler.
Paastanden om annullation
13 Det tages foerst til efterretning, at sagsoegeren udtrykkeligt har frafaldet sin paastand om annullation af afgoerelsen om at afholde den almindelige udvaelgelsesproeve PE/49/A.
For saa vidt angaar sagsoegerens paastand om annullation af afslaget paa hans ansoegning har han anfoert fem anbringender. Han goer for det foerste gaeldende, at vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a), er tilsidesat. For det andet anfoerer han, at der ikke har fundet nogen behoerig sammenlignende undersoegelse sted af hans ansoegning, og at princippet om ligebehandling af tjenestemaend og retten til kontradiktion er tilsidesat. Som det tredje anbringende anfoerer han, at vedtaegtens artikel 25, stk. 2, er tilsidesat. Endelig angaar de sidste to anbringender henholdsvis magt- og procedurefordrejning samt tilsidesaettelse af omsorgspligten og kravet om god forvaltningsskik.
Tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a)
14 Som det foerste anbringende anfoeres en paastaaet tilsidesaettelse af den i vedtaegtens artikel 29, stk. 1, omhandlede raekkefoelge, for saa vidt som Parlamentet samtidig har offentliggjort en intern meddelelse om ledig stilling og en meddelelse om overflyttelse inden for institutionerne med henblik paa besaettelsen af den paagaeldende stilling.
Parternes argumenter
15 Under dette anbringende goer sagsoegeren gaeldende, at Parlamentet har tilsidesat bestemmelserne i vedtaegtens artikel 29 ved at undlade at undersoege mulighederne for forfremmelse og forflyttelse af sine tjenestemaend og dernaest mulighederne for at gennemfoere interne udvaelgelsesproever, foerend det offentliggjorde meddelelsen om den ledige stilling nr. PE/A/136 inden for de oevrige institutioner. Han haevder, at Parlamentet ved samtidig at offentliggoere meddelelsen om ledig stilling nr. 6084 og meddelelsen om overflyttelse inden for institutionerne nr. PE/A/136 reelt ikke har kunnet undersoege de indgivne ansoegninger om forflyttelse og forfremmelse, herunder sagsoegerens ansoegning, foerend det gik videre til naeste trin i ansaettelsesproceduren som foreskrevet i artikel 29.
Han kritiserer saerlig Parlamentet for ikke at have bevist, at ansoegningerne om forflyttelse i det foreliggende tilfaelde er blevet gennemgaaet foer ansoegningerne om overflyttelse mellem institutionerne. Ej heller har Parlamentet bevist, at det har undersoegt mulighederne for at gennemfoere en intern udvaelgelsesproeve.
16 Sagsoegeren stoetter dette anbringende paa dom af 13. december 1984 (forenede sager 20/83 og 21/83, Vlachos mod Domstolen, Sml. s. 4149, praemis 19), hvori Domstolen fastslog foelgende: "I forbindelse med besaettelse af ledige stillinger skal ansaettelsesmyndigheden efter vedtaegtens artikel 29 foerst tage mulighederne for forfremmelse og forflyttelse inden for institutionen i betragtning og dernaest mulighederne for gennemfoerelse af udvaelgelsesproever inden for institutionen. Ved den saaledes fastsatte prioritering udtrykkes selve grundsaetningen om tjenestemaends adgang til karriere".
17 Parlamentet haevder heroverfor, at den prioritering, som er foretaget i artikel 29, er blevet noeje overholdt i det foreliggende tilfaelde. For saa vidt angaar indvendingen mod den samtidige offentliggoerelse, vedroerende den samme stilling, af meddelelse nr. 6084 med henblik paa forfremmelse eller forflyttelse og meddelelse nr. PE/A/136 med henblik paa en overflyttelse mellem institutionerne goer Parlamentet gaeldende, at det udtrykkeligt fremgaar af disse meddelelser, at det alene var i tilfaelde af, at den paagaeldende stilling ikke kunne besaettes ved forflyttelse, at mulighederne for at benytte andre procedurer ifoelge statutten, saerlig proceduren med overflyttelse mellem institutionerne, ville komme i betragtning. Den samtidige offentliggoerelse af de to former for meddelelser har alene deres forklaring i oensket om en hensigtsmaessig administration, for saa vidt den goer det muligt at spare tid og undgaa indbyrdes modstridende formuleringer. Den foregreb saaledes paa ingen maade den afgoerelse, der skulle traeffes vedroerende de ansoegninger om forfremmelse eller forflyttelse, som blev indgivet af institutionens tjenestemaend.
18 Subsidiaert goer Parlamentet gaeldende, at sagsoegeren, selv om den i det foreliggende tilfaelde fulgte procedure havde vaeret ulovlig - hvilket bestrides - ikke ville have lidt nogen form for skade paa grund af den samtidige offentliggoerelse af meddelelsen om ledig stilling nr. 6084 og indkaldelsen af ansoegninger om overflyttelse, idet der ikke til Parlamentet indkom ansoegninger til den ledige stilling fra nogen tjenestemand ved andre faellesskabsinstitutioner.
Rettens bemaerkninger
19 Der maa henvises til, at det i vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a), paalaegges ansaettelsesmyndigheden, i raekkefoelge, at undersoege mulighederne for forfremmelse eller forflyttelse inden for institutionen, foer den gaar videre til en af de oevrige etaper, der er omhandlet i denne artikel, dvs. foerst - og i raekkefoelge - undersoegelse af mulighederne for at gennemfoere en intern udvaelgelsesproeve, dernaest behandling af ansoegninger om overflyttelse fra andre institutioner og i givet fald gennemfoerelse af en almindelig udvaelgelsesproeve. Det foelger heraf, at ansaettelsesmyndigheden ikke kan behandle ansoegninger om overflyttelse af tjenestemaend fra andre institutioner, medmindre den efter en behoerig undersoegelse af ansoegningerne om forfremmelse eller forflyttelse finder, at ingen af ansoegningerne opfylder de krav, der stilles i den ledige stilling, og medmindre den har undersoegt muligheden for at gennemfoere en intern udvaelgelsesproeve (jf. Domstolens dom af 10.6.1987, sag 7/86, Vincent mod Parlamentet, Sml. s. 2473, praemis 16 og 17, af 5.6.1980, sag 24/79, Oberthuer mod Kommissionen, Sml. s. 1743, praemis 8-11, og af 13.5.1970, sag 46/69, Reinarz mod Kommissionen, Sml. s. 53, praemis 7, org. ref.: Rec. 1970, s. 275, praemis 7).
20 I denne forbindelse skal Retten bemaerke, at den samtidige offentliggoerelse af den interne meddelelse om ledig stilling nr. 6084 og meddelelsen om ledig stilling nr. PE/A/136 om overflyttelse mellem institutionerne ikke paa nogen maade strider mod den prioritetsorden, der er fastlagt i vedtaegtens artikel 29, stk. 1. Den i artikel 29, stk. 1, fastlagte prioritetsorden fremgaar nemlig udtrykkeligt af disse meddelelser. Saerlig hedder det i meddelelse nr. PE/A/136, at "de i medfoer af denne meddelelse indgivne ansoegninger kun vil blive taget i betragtning, dersom de interne procedurer ikke foerer til noget resultat". Selv om dette ikke udtrykkeligt havde vaeret naevnt, ville den samtidige offentliggoerelse af ovennaevnte to meddelelser desuden ikke i sig selv have kunnet vaere til hinder for, at man foerst undersoegte ansoegningerne om forfremmelse eller forflyttelse og derefter mulighederne for at gennemfoere interne udvaelgelsesproever, foer man tog eventuelle ansoegninger om overflyttelse indgivet af tjenestemaend fra andre institutioner under overvejelse i medfoer af bestemmelserne i artikel 29, stk. 1.
21 Det foerste anbringende maa som foelge heraf forkastes.
Manglende gennemfoerelse af en behoerig sammenlignende undersoegelse af sagsoegerens ansoegning samt tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet og retten til kontradiktion
Parternes argumentation
22 Med det andet anbringende har sagsoegeren gjort gaeldende, at hans ansoegning blev afslaaet, uden at han i modsaetning til de oevrige ansoegere fik lejlighed til, inden for rammerne af proceduren for besaettelsen af den paagaeldende stilling, at tale med lederen af Informationskontoret i Haag. Hans samtale med chefen for kontoret i Haag fandt nemlig sted foer offentliggoerelsen af meddelelsen om den ledige stilling. Under de omstaendigheder er dette, at sagsoegeren ikke blev hoert inden for rammerne af proceduren for den paagaeldende stillings besaettelse, en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling af ansoegerne. Yderligere paapeger sagsoegeren, at han ikke under samme procedure fik mulighed for at tage stilling til den udtalelse fra chefen for kontoret i Haag, paa hvilken Parlamentet byggede afslaget paa hans ansoegning, saaledes som det fremgaar af det udtrykkelige svar af 20. december 1990 paa hans klage. Den fulgte procedure er saaledes i strid med Domstolens praksis, hvorefter ansoegerne til en udvaelgelsesproeve har ret til at blive hoert angaaende de udtalelser, der er afgivet om dem af deres overordnede, jf. dom af 11. marts 1986 (sag 294/84, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 977, praemis 24). Sagsoegeren slutter heraf, at "den sammenlignende undersoegelse af kvalifikationerne hos ansoegerne om forflyttelse enten ikke har fundet sted, eller er gennemfoert under tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og princippet om ligebehandling af ansoegerne".
23 Parlamentet har afvist det klagepunkt, at sagsoegeren ikke fik mulighed for at blive hoert under den ansaettelsesprocedure, der indledtes med meddelelsen om ledig stilling nr. 6084. Parlamentet paaberaaber sig herved to argumenter.
For det foerste goer Parlamentet gaeldende, at hverken vedtaegten eller retspraksis forpligter ansaettelsesmyndigheden til at hoere ansoegerne om forflyttelse. Ifoelge Parlamentet er en gennemgang af akterne vedroerende hver enkelt tjenestemand tilstraekkelig. Ovennaevnte dom af 11. marts 1986 (sag 294/84), som i denne henseende paaberaabes af sagsoegeren, er uden betydning for den foreliggende sag, for saa vidt den angaar en udvaelgelsesproeve og ikke en forflyttelsesprocedure. Hvad saerlig angaar sagsoegerens samtale i juni maaned 1989 med chefen for kontoret i Haag foer offentliggoerelsen af meddelelsen om den ledige stilling nr. 6084 den 2. oktober goer Parlamentet yderligere gaeldende, dels at den paagaeldende kontorchef begraensede sig til at fremsaette en udtalelse i forbindelse med udnaevnelsen, og dels at ovennaevnte samtale angik en eventuel udnaevnelse af Volger i den paagaeldende stilling, som alle vidste var ledig, hvilket i oevrigt tillige allerede var blevet tilkendegivet personalet ved to lejligheder, nemlig ved meddelelse om ledig stilling af 19. september 1988 og af 28. november 1988, som ikke havde kunnet foere til, at stillingen blev besat (se praemis 3 ovenfor).
Parlamentet fremhaever for det andet, at afgoerelsen om ikke at imoedekomme sagsoegerens ansoegning blev truffet med kendskab til alle relevante omstaendigheder, for saa vidt som sagsoegeren var velkendt blandt de ansvarlige inden for Generaldirektoratet for Information, hvori han har vaeret ansat i naesten ti aar. I denne forbindelse har Volger ikke lidt nogen skade i forhold til de to oevrige ansoegere, som ikke var tilknyttet samme generaldirektorat, og som foelgelig fik en samtale med de ansvarlige for dette generaldirektorat.
Rettens bemaerkninger
24 For saa vidt angaar det andet anbringende skal der indledningsvis henvises til, at behandlingen af ansoegninger om forflyttelse eller forfremmelse i medfoer af vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra a), skal foregaa efter bestemmelserne i vedtaegtens artikel 45, som udtrykkeligt foreskriver "at udvaelgelsen sker blandt de tjenestemaend, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen efter sammenligning af deres fortjenester og de afgivne udtalelser om dem".
Pligten til at foretage denne sammenligning er udtryk baade for princippet om ligebehandling af tjenestemaend og for grundsaetningen om deres adgang til karriere som anerkendt af Domstolen i ovennaevnte dom af 13. december 1984, forenede sager 20/83 og 21/83, Vlachos mod Domstolen, praemis 19.
25 Retten maa herefter kontrollere, om sagsoegte virkelig har foretaget en behoerig sammenlignende undersoegelse af sagsoegerens ansoegning om den ledige stilling ifoelge meddelelse nr. 6084 inden for rammerne af sine skoensmaessige befoejelser.
26 I denne forbindelse maa der henvises til foelgende udtalelse i Domstolens dom af 21. november 1991: "Saafremt faellesskabsinstitutionerne har et saadant skoen, maa der laegges endnu stoerre vaegt paa overholdelsen af de garantier, som faellesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersoege alle relevante forhold i den enkelte sag, den paagaeldendes ret til at fremfoere sine synspunkter samt kravet om, at afgoerelsen skal vaere forsynet med en tilstraekkelig begrundelse. Kun under disse omstaendigheder kan Domstolen efterproeve, om de faktiske og retlige omstaendigheder, der har betydning ved udoevelsen af skoennet, forelaa" (sag C-269/90, Technische Universitaet Muenchen, Sml. I, s. 5469).
27 I denne sag fremgaar det af samtlige oplysninger i akterne, at ansaettelsesmyndigheden bl.a. agtede at basere sin vurdering af hver enkelt ansoegers fortjenester paa en samtale mellem hver enkelt af dem og kontorchef Janssen, der var leder i Haag.
I sit udtrykkelige svar af 20. december 1990 paa sagsoegerens klage erklaerer Parlamentets formand nemlig, at "administrationen har foretaget en fuldstaendig undersoegelse af mulighederne for forflyttelse". Til stoette herfor anfoerer han, at sagsoegeren "har haft en samtale med chefen for kontoret i Haag herom". Sidstnaevnte, fortsaetter han i samme brev, "har omhyggeligt behandlet ... [sagsoegerens] ansoegning paa baggrund af de krav til kvalifikationer og kundskaber, der stilles i meddelelsen om den ledige stilling". Paa samme maade fremgaar det af skrivelserne af 5. og 27. september 1990 - der blev fremlagt under retsmoedet, og som var sendt til Den Juridiske Tjeneste i anledning af sagsoegerens klage af henholdsvis Generaldirektoratet for Administration, Personale og OEkonomi og Generaldirektorat III, Informations- og Pressetjenesten - at ansaettelsesmyndigheden havde besluttet sig til at foretage en sammenligning af ansoegningerne om den omtvistede stilling, bl.a. paa grundlag af en samtale mellem hver enkelt ansoeger og chefen for kontoret i Haag. Ifoelge ovennaevnte skrivelse af 5. september 1990 har "det paagaeldende generaldirektorat [nemlig] meddelt (Generaldirektoratet for Administration, Personale og OEkonomi), at der var blevet foert en samtale med ansoegerne". Hvad angaar ovennaevnte skrivelse af 27. september 1990 hedder det i denne, at "lederen af kontoret i Haag, hr. Janssen, har gennemgaaet akterne vedroerende de tre ansoegere og haft en samtale med hver enkelt af dem".
28 Retten maa herefter fastslaa, at den fremgangsmaade, der i den foreliggende sag er anvendt ved sammenligning af ansoegningerne, ikke er blevet overholdt i forhold til sagsoegeren. Sidstnaevnte har nemlig i modsaetning til de oevrige ansoegere ikke haft lejlighed til at foere en samtale med chefen for kontoret i Haag efter indgivelsen af sin ansoegning til den ledige stilling ifoelge meddelelse nr. 6084.
Herved bemaerker Retten, at sagsoegerens uformelle samtale med Janssen i juni maaned 1988 fandt sted foer offentliggoerelsen af meddelelsen om den ledige stilling nr. 6084 og uden forbindelse med nogen foregaaende procedure for besaettelse af den omstridte stilling. Det er klart, at ovennaevnte samtale mellem Janssen og sagsoegeren ikke under disse omstaendigheder - selv om den maaske angik muligheden for sagsoegerens ansaettelse i den ledige stilling ved kontoret i Haag - har gjort det muligt for sagsoegeren at fremlaegge sine fortjenester med hensyn til de kundskaber og kvalifikationer, som kraevedes i meddelelse nr. 6084, der foerst blev offentliggjort senere, nemlig den 2. oktober 1989. Rigtigheden af dette resultat bestyrkes af, at der i meddelelse nr. 6084 stilledes yderligere og strengere krav til ansoegerne til den paagaeldende stilling end dem, der var omhandlet i den foregaaende meddelelse om ledig stilling, der var offentliggjort den 28. november 1988. Heraf fremgaar, at Janssen ikke har vaeret i stand til at goere sig bekendt med sagsoegerens synspunkter og vurdere hans fortjenester og kvalifikationer i forbindelse med de krav, der var fastsat i meddelelse om ledig stilling nr. 6084.
29 Paa denne baggrund finder Retten, at den manglende iagttagelse i forhold til sagsoegeren af den procedure med sammenlignende undersoegelser, som ansaettelsesmyndigheden havde fastsat med henblik paa at besaette den ledige stilling ifoelge meddelelse nr. 6084, har vaeret egnet til at skade sagsoegerens interesser og som foelge heraf medfoerer ugyldighed af den anfaegtede afgoerelse (jf. Domstolens dom af 9.7.1987, forenede sager 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, Sml. s. 3259, praemis 19). Som foelge af tilsidesaettelsen af princippet om ligebehandling af tjenestemaend og deres ret til at blive hoert er der sket en uregelmaessighed ved sammenligningsproceduren, der beroevede sagsoegeren garantien for, at ansaettelsesmyndigheden foretog en reel sammenlignende undersoegelse af hans ansoegning.
30 Det foelger heraf, at der maa gives sagsoegeren medhold i hans andet anbringende.
Tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 25, stk. 2
Parternes argumenter
31 Med sit tredje anbringende har sagsoegeren gjort gaeldende, at afgoerelsen om at afslaa hans ansoegning mangler enhver form for begrundelse. Den kraenker saaledes bestemmelsen i vedtaegtens artikel 25, stk. 2, hvorefter "enhver afgoerelse, der indebaerer et klagepunkt, skal begrundes".
I denne henseende goer sagsoegeren for det foerste gaeldende, at den manglende angivelse af grundene til afslaget paa hans ansoegning bl.a. er en foelge af, at han ikke er blevet hoert af generaldirektoeren eller et medlem af det direktorat, hvorunder den opslaaede ledige stilling hoerer. Han anfoerer desuden, at afgoerelsen om at afslaa hans ansoegning blev meddelt ved, at man tilsendte ham en almindeligt holdt og upersonlig standardformular. I denne formular var begrundelsen for afslaget paa hans ansoegning ikke anfoert. Den er i virkeligheden kun en bekraeftelse paa offentliggoerelsen af meddelelsen om afholdelsen af den almindelige udvaelgelsesproeve PE/49/A, der efter sagsoegerens opfattelse indeholder et stiltiende afslag paa hans ansoegning om forflyttelse.
Under disse omstaendigheder haevder sagsoegeren, at Parlamentet nu maa vaere afskaaret fra at afhjaelpe den ulovlighed, det har begaaet ved ikke at begrunde afslaget, ved de forklaringer, som det har givet efter anlaeggelsen af denne sag, saerlig i sin skrivelse af 20. december 1990, hvorved det udtrykkeligt afviste sagsoegerens klage.
32 Til stoette for sit standpunkt goer sagsoegeren gaeldende, at Parlamentet, da det udtrykkeligt undlod at besvare hans klage over forkastelsen af ansoegningen, foer denne sag blev anlagt, forsaetligt har naegtet at oplyse ham om grundene til afslaget, som ville have gjort det muligt for ham at tage stilling til hensigtsmaessigheden af at indbringe sagen for Retten. Denne forsaetlige naegtelse er efter sagsoegerens opfattelse en fejl, der er saa meget mere alvorlig, som han behoerigt ved skrivelse af 3. december 1990 havde underrettet Parlamentet om, at han havde til hensigt den 18. december 1990 at anlaegge sag med paastand om annullation af afgoerelsen om at afslaa hans ansoegning, medmindre han fik svar paa sin klage.
33 Parlamentet har for sit vedkommende gjort gaeldende, at afgoerelsen om at afslaa sagsoegerens ansoegning blev lovformeligt meddelt ham straks ved brug af en standardformular, som i aarevis har vaeret benyttet inden for rammerne af interne procedurer for besaettelse af ledige stillinger. For saa vidt angaar begrundelsen for denne afgoerelse erkender Parlamentet, at det ikke var tilsigtet ved ovennaevnte formular at skabe nogen forbindelse mellem afslaget paa sagsoegerens ansoegning og beslutningen om at gennemfoere den eksterne udvaelgelsesproeve PE/49/A, som, fastslaar Parlamentet, forloeber uafhaengigt og tjener til oprettelse af en reserve til senere ansaettelse af nederlandsksprogede fuldmaegtige inden for alle institutionens sektorer. Denne fejl bevirker dog ikke, at den anfaegtede afgoerelse bliver ugyldig, for saa vidt som det i retspraksis antages, at "ansaettelsesmyndigheden ikke i henhold til artikel 25 [er] pligtig at begrunde en beslutning om placering af en tjenestemand i en ny stilling, hverken over for den udnaevnte tjenestemand, over for hvem beslutningen ikke er bebyrdende, eller over for de forbigaaede ansoegere, da betragtningerne i en saadan begrundelse kan vaere til skade for dem" (dom af 12.2.1987, sag 233/85, Bonino mod Kommissionen, Sml. s. 739, praemis 4, og af 22.6.1989, sag 104/88, Brus mod Kommissionen, Sml. s. 1873, summarisk offentliggoerelse).
34 Parlamentet erkender dog, at der paa klagestadiet kraeves en mere udfoerlig begrundelse med henblik paa at oplyse tjenestemanden om eventuelle mangler, saaledes at han kan skoenne over, hvorvidt han boer anlaegge sag eller ej. Parlamentet fremhaever i denne forbindelse, at ansaettelsesmyndigheden i sit udtrykkelige svar paa klagen den 20. december 1990 begrundede afslaget paa sagsoegerens ansoegning saaledes: "Lederne af det beroerte generaldirektorat har ikke skoennet, at De opfylder kravene om 'erhvervserfaring inden for public relations og/eller information' eller kravene om 'indgaaende kendskab til informationsmidlers virkemaade og de parlamentariske systemer i Nederlandene' . I oevrigt har de desuden paa grundlag af de sidste bedoemmelser af Dem ikke fundet, at Deres faglige fortjenester gjorde det muligt at forflytte Dem til den ledige stilling. Der er foelgelig afgivet negativ udtalelse vedroerende Deres anmodning om forflyttelse."
35 Paa denne baggrund bestrider Parlamentet den indvending om fuldstaendig mangel paa begrundelse, som efter sagsoegerens opfattelse medfoerte, at der ikke blev svaret udtrykkeligt paa hans klage inden for den vedtaegtsmaessige frist paa fire maaneder efter klagens indgivelse. Parlamentet anfoerer, at det udtrykkeligt af vedtaegtens artikel 90 og 91 fremgaar, at den beroerte institution i dette tilfaelde har ret til at svare udtrykkeligt paa en klage efter udloebet af ovennaevnte svarfrist. Parlamentet fremhaever saerlig, at der i vedtaegtens artikel 91, stk. 3, andet led, er mulighed for udtrykkeligt at afvise en klage efter en stiltiende afvisning, men at dette skal ske inden for fristen for anlaeggelse af sag.
Yderligere bemaerker Parlamentet, at soegsmaalsfristen for sagsoegerens vedkommende efter den stiltiende afvisning af hans klage loeb indtil den 18. februar 1991. Denne sag, som blev anlagt den 18. december 1990, er saaledes anlagt to maaneder foer udloebet af denne frist. I denne forbindelse goer Parlamentet gaeldende, at det udtrykkelige svar paa klagen den 20. december 1990 blev meddelt sagsoegeren uafhaengigt af denne sag, der var anlagt to dage i forvejen, men hvori staevningen foerst blev forkyndt for sagsoegte den 8. januar 1991, saaledes som det fremgaar af bekraeftelsen af modtagelsen. Over for sagsoegerens anbringender angaaende forsinkelsen med denne udtrykkelige besvarelse goer Parlamentet gaeldende, at forsinkelsen ikke er udtryk for nogen hensigt til at unddrage ham oplysninger, der var noedvendige for at forstaa begrundelsen for den anfaegtede afgoerelse. Tvaertimod skyldes forsinkelsen, at klagen foerst kunne behandles to maaneder efter indgivelsen den 18. juli 1990 paa grund af den forsinkelse af de fornoedne hoeringer, som skyldtes sommerferien.
Rettens bemaerkninger
36 Indledningsvis maa der erindres om, at ansaettelsesmyndigheden ved afslag paa en ansoegning er forpligtet til at begrunde dette, i hvert fald paa det stadium, hvor en klage over afgoerelsen afvises. Denne loesning er i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 90, stk. 2, der kraever, at ansaettelsesmyndigheden traeffer en "begrundet beslutning" i besvarelse af en klage. Da forfremmelser og forflyttelser finder sted ved udvaelgelse, er det ifoelge Domstolen tilstraekkeligt, at begrundelsen for at afvise en klage omhandler de legale betingelser, som ifoelge vedtaegten gaelder for en korrekt gennemfoerelse af proceduren.
37 I den foreliggende sag fastslaar Retten, at der ikke blev tilstillet sagsoegeren nogen begrundet afvisning af hans klage foer sagens anlaeg. Volger har indbragt sagen for Retten som foelge af ansaettelsesmyndighedens tavshed, som efter udloebet af en frist paa fire maaneder var ensbetydende med afvisning af klagen. Foerst efter sagens indbringelse for Retten tilstillede Parlamentet, inden for soegsmaalsfristen paa tre maaneder regnet fra den stiltiende afgoerelse om at afvise klagen, sagsoegeren en behoerigt begrundet afgoerelse.
38 I oevrigt afhjaelpes manglen paa begrundelse som foelge af den stiltiende afvisning af klagen ikke ved oplysninger, som maatte vaere givet fakultativt i selve den anfaegtede afgoerelse.
Den standardformular, hvorved ansaettelsesmyndigheden underrettede hver enkelt ansoeger om ansoegningens udfald, er delt i tre rubrikker. Den foerste var bestemt til at underrette ansoegeren om, at ansoegningen var imoedekommet. I den anden underrettedes han om, at ansaettelsesmyndigheden "ikke har kunnet imoedekomme (hans) ansoegning om den i meddelelse om ledig stilling (nr. 6084) omhandlede stilling". Endelig underrettedes han i den tredje rubrik om beslutningen om "at gennemfoere den eksterne udvaelgelsesproeve PE/49/A". For saa vidt angaar ansoegeren var det denne tredje rubrik, der var blevet afkrydset i stedet for den anden i den standardformular, som han modtog den 4. juli 1990. I denne forbindelse har Parlamentet fuldt ud i sine skriftlige indlaeg erkendt, at "den fremgangsmaade, som benyttedes i besvarelse af sagsoegerens ansoegning, er uheldig", for saa vidt som "den maa laeses, som om det efter den paagaeldendes indgivelse af ansoegningen var blevet besluttet at gennemfoere den eksterne udvaelgelsesproeve PE/49/A".
39 Paa den baggrund boer det efterproeves, om den fuldstaendige mangel paa begrundelse i afslaget paa sagsoegerens ansoegning har kunnet afhjaelpes efter anlaeggelsen af denne sag ved Parlamentets udtrykkelige besvarelse af klagen.
40 Herved skal Retten fremhaeve, at en fuldstaendig mangel paa begrundelse for en afgoerelse ikke kan afhjaelpes ved forklaringer, der afgives af ansaettelsesmyndigheden efter anlaeggelse af en sag. Paa dette stadium opfylder saadanne forklaringer ikke laengere deres funktion. Den pligt til begrundelse, som fremgaar af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 25, stk. 2, sammenholdt med artikel 90, stk. 2, har nemlig til formaal dels at give den paagaeldende et tilstraekkeligt grundlag for at bedoemme berettigelsen af afslaget paa hans ansoegning og hensigtsmaessigheden i at anlaegge sag ved Retten, og dels at goere det muligt for denne at udoeve sin legalitetskontrol (jf. Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, praemis 22, og af 7.2.1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, sag C-343/87, Sml. I, s. 225, praemis 15).
Et sagsanlaeg fastsaetter saaledes fristen for ansaettelsesmyndighedens mulighed for at lovliggoere sin afgoerelse ved en begrundet afvisning af klagen. Ligesom den paagaeldende tjenestemand har ret til at anlaegge sag ved Retten inden for den i vedtaegtens artikel 91, stk. 3, fastsatte frist paa tre maaneder paa det tidspunkt, han skoenner mest hensigtsmaessigt, har ansaettelsesmyndigheden nemlig principielt en frist paa fire maaneder til at traeffe en begrundet afgoerelse om afvisning af klagen, og denne frist kan alene forlaenges til syv maaneder, saa laenge den paagaeldende ikke har anlagt sag.
41 I denne forbindelse maa Retten forkaste Parlamentets argumentation, som saerlig bygger paa vedtaegtens artikel 91, stk. 3, andet led, der udtrykkeligt angaar muligheden for et udtrykkeligt svar paa en klage efter udloebet den vedtaegtsmaessige frist paa fire maaneder, som er fastsat herfor i artikel 90, stk. 2, tredje led. Formaalet med denne bestemmelse er alene til fordel for tjenestemaendene at fastsaette en ny soegsmaalsfrist, naar en udtrykkeligt begrundet afvisning af en klage fremkommer efter en stiltiende afgoerelse. Den ret, der saaledes udtrykkeligt tillaegges ansaettelsesmyndigheden til at afhjaelpe en fuldstaendig mangel paa begrundelse ved et udtrykkeligt svar paa klagen, er saaledes uadskilleligt knyttet til muligheden for at anlaegge sag. Et begrundet svar, der gives efter sagsanlaegget, ville ikke laengere opfylde sit formaal, som er at goere det muligt for den paagaeldende at skoenne over hensigtsmaessigheden af et sagsanlaeg og for Retten at efterproeve begrundelsens rigtighed.
Yderligere maa Retten forkaste Parlamentets standpunkt, for saa vidt muligheden for at afhjaelpe en fuldstaendig mangel paa begrundelse efter et sagsanlaeg ville goere indgreb i sagsoegerens ret til kontradiktion. Han ville da kun have lejlighed til i replikken at anfoere sine anbringender over for en begrundelse, som foerst blev ham bekendt efter sagsanlaegget. Princippet om parternes ligestilling for Faellesskabets domsmyndigheder ville saaledes blive angrebet.
42 Det foelger heraf, at Parlamentets svar af 20. december 1990, hvorefter klagen udtrykkeligt afvistes, ikke kan tages i betragtning. Sagsoegerens tredje anbringende, nemlig manglende begrundelse af afslaget paa hans ansoegning, maa saaledes laegges til grund.
43 Herefter boer den anfaegtede afgoerelse annulleres, uden at der er grund til at tage stilling til sagsoegerens to oevrige anbringender.
Erstatningskravet
44 Sagsoegeren har paastaaet Parlamentet doemt til at betale 1 ECU i symbolsk erstatning for den ikke-oekonomiske skade, han har lidt som foelge af den raekke fejl og ulovligheder, han vil tilregne institutionen.
45 Parlamentet har gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke har oplyst noget bestemt eller noejagtigt angivet forhold, som goer det muligt at afgoere, hvorledes administrationens adfaerd skulle have voldt ham ikke-oekonomisk skade.
46 Herved bemaerkes, at sagsoegeren ikke har anfoert nogen skade som foelge af den anfaegtede afgoerelse, der ikke kan genoprettes i tilstraekkeligt omfang ved annullationen af denne afgoerelse. Det foelger heraf, at sagsoegte boer frifindes for erstatningskravet (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 9.7.1987, forenede sager 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, praemis 22, og Rettens dom af 28.11.1991, sag T-158/89, Van Hecken mod Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, Sml. II, s. 1341, praemis 37).
47 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at der maa gives sagsoegeren medhold i paastanden om annullation af afslaget paa hans ansoegning, men at sagsoegte boer frifindes for erstatningskravet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
48 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Parlamentet i det vaesentlige har tabt sagen, boer det som paastaaet af sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) Parlamentets afgoerelse af 4. juli 1990 om afslag paa sagsoegerens ansoegning til den ledige stilling ifoelge meddelelse nr. 6084 annulleres.
2) I oevrigt frifindes sagsoegte.
3) Parlamentet betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy