Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° soegsmaal vedroerende organiseringen af den aarlige laegeundersoegelse ° ingen bebyrdende akt ° forpligtelse til at forelaegge en ansoegning i henhold til tjenestemandsvedtaegtens artikel 90, stk. 1
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 59, stk. 4, art. 90 og 91)
2. Tjenestemaend ° soegsmaal ° soegsmaal med paastand om erstatning og paastand om annullation ° afvisning af annullationspaastanden medfoerer afvisning af erstatningspaastanden
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)
Sammendrag
1. Da tjenestemandsvedtaegtens artikel 59, stk. 4, hvorefter tjenestemaend er forpligtet til at lade sig underkaste en aarlig laegeundersoegelse, ikke foreskriver, at vedkommende institution skal traeffe nogen som helst foranstaltninger vedroerende denne undersoegelse, skal den tjenestemand, der paaberaaber sig en uregelmaessighed eller fejl begaaet af laegetjenesten i forbindelse med denne undersoegelse ° saafremt han ikke kan godtgoere eksistensen af en retsakt, der har karakter af en afgoerelse, der indeholder et klagepunkt efter tjenestemandsvedtaegtens artikel 90, stk. 2 ° paabegynde den administrative procedure med forelaeggelse af en ansoegning i overensstemmelse med tjenestemandsvedtaegtens artikel 90, stk. 1. Det er kun mod afvisningen af denne ansoegning, at tjenestemanden kan indbringe en klage for administrationen i overensstemmelse med tjenestemandsvedtaegtens artikel 90, stk. 2.
2. Naar en tjenestemand anlaegger sag i henhold til traktatens artikel 179, dels med paastand om annullation af en akt fra en institution, dels med paastand om erstatning for tab, der skyldes den anfaegtede akt, er paastandene saa naert forbundne, at afvisning af annullationspaastanden ogsaa medfoerer afvisning af erstatningspaastanden.
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger
1 Ved skrivelse af 7. februar 1989 opfordrede Raadets raadgivende laege sagsoegeren, der er tjenestemand ved Raadet, til at lade sig underkaste den aarlige, forebyggende laegeundersoegelse i henhold til artikel 59, stk. 4, i vedtaegten for tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").
2 I denne skrivelse blev det foreslaaet sagsoegeren, at han oejeblikkeligt skulle lade foretage en blodproeve enten paa institutionens ambulatorium, eller paa et laboratorium efter eget valg, saaledes at resultaterne var til raadighed for den raadgivende laege ved laegeundersoegelsen. Samtidig med at den raadgivende laege understregede, at denne blodproeve ikke var obligatorisk, opfordrede han sagsoegeren til at udfylde et skema, som angav de forskellige undersoegelser, der kunne foretages. Han henledte endvidere sagsoegerens opmaerksomhed paa den omstaendighed, at undersoegelsen "HIV-antistof-test" vedroerte eftersporing af AIDS, og at skemaets felt vedroerende denne undersoegelse kunne streges ud.
3 Sagsoegeren fik foretaget blodproeven og afleverede det naevnte skema paa institutionens ambulatorium, efter at han havde streget feltet vedroerende "HIV-antistof-testen" ud, hvorved han saaledes gav udtryk for sin afvisning af at lade sig underkaste denne test. Undersoegelserne blev foretaget af laboratorium B., der ifoelge sagsoegeren var bemyndiget hertil af institutionens raadgivende laege, og, ifoelge Raadet, var valgt af sagsoegeren.
4 Ved den aarlige laegeundersoegelse, der fandt sted den 20. marts 1989, meddelte institutionens raadgivende laege sagsoegeren resultaterne af de forskellige undersoegelser, herunder ogsaa HIV-testen. Sagsoegeren tilkendegav straks sin forbavselse over for den raadgivende laege, som forsikrede ham om, at der var tale om en fejl, og at han ville anmode om en bekraeftelse paa dette fra laboratoriet, hvilket han da ogsaa gjorde ved skrivelse samme dag.
5 Ved skrivelse af 6. april 1989 svarede det paagaeldende laboratorium Raadets laegetjeneste, at der utvivlsomt var tale om en beklagelig fejl, som skyldtes laboratoriets indkodningsafdeling. En kopi af denne skrivelse blev af institutionens raadgivende laege i fortrolighed afleveret til sagsoegeren den 24. april 1989 under et moede i en arbejdsgruppe, som de begge var medlem af.
6 Den 20. juli 1989 indgav sagsoegeren ad tjenestevejen en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtaegten mod den af Raadets generalsekretaer trufne beslutning om ex officio at underkaste ham og hans kolleger en HIV-test, og mod den individuelle beslutning om at underkaste ham denne test paa trods af hans afvisning, der fremgaar af det skema, som Raadets laegetjeneste havde udleveret til formaalet. I sin klage angav sagsoegeren ikke datoerne for de anfaegtede beslutninger. Han opfordrede dog Raadet til at erkende ulovligheden af den praksis, der bestaar i ex officio og systematisk at underkaste samtlige tjenestemaend og oevrige ansatte en HIV-test i forbindelse med den aarlige laegeundersoegelse. Han fastslog endvidere, at han selv paa ulovlig vis og uden sit vidende var blevet underkastet en saadan test, og anmodede om at faa tilkendt 1 BFR i erstatning for den tort, han og hans familie havde lidt paa grund af den fejl, administrationen havde begaaet.
7 Ved skrivelse af 8. december 1989 blev denne klage afvist af Raadets generalsekretaer med den begrundelse dels, at den ikke kunne tages til foelge, da den var indgivet for sent, dels, at den ikke var begrundet. Generalsekretaeren bekraeftede naermere bestemt over for sagsoegeren, at gennemfoerelsen af den paagaeldende test skyldtes en beklagelig fejl fra laboratoriets side; dette er en omstaendighed, som ansaettelsesmyndigheden ikke er herre over. Generalsekretaeren forsikrede sagsoegeren om, at tjenestemaend ikke systematisk og obligatorisk fik foretaget en "HIV-test"; dette fremgik i oevrigt ogsaa klart af den standardskrivelse, der udsendes til tjenestemaendene i forbindelse med den aarlige laegeundersoegelse.
8 Sagsoegeren har herefter den 9. marts 1990 anlagt sag for Retten med paastand om annullation af de anfaegtede retsakter og erstatning for den ikke-oekonomiske skade, han mener at have lidt.
9 Den 8. maj 1990 indgav Union syndicale ° Bruxelles begaering om at maatte intervenere til stoette for sagsoegerens paastande.
10 Den 17. maj 1990 har sagsoegte ved saerskilt processkrift ° uden at indgive svarskrift ° fremfoert en formalitetsindsigelse.
11 Ved kendelse afsagt den 25. september 1990 af Tredje Afdeling, fik Union syndicale ° Bruxelles tilladelse til at intervenere i sagen.
12 Ved kendelse afsagt den 15. januar 1991 har Tredje Afdeling besluttet at behandle formalitetsindsigelsen samtidig med behandlingen af sagens realitet.
13 Efter at sagsoegte havde indgivet sit svarskrift, frafaldt sagsoegeren indgivelse af replik. Intervenienten har ikke indgivet noget indlaeg.
Parternes paastande
14 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
° Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsoegeren medhold.
Som foelge deraf:
1) Principalt annulleres beslutningen om ex officio og systematisk at underkaste alle tjenestemaend og ansatte ved De Europaeiske Faellesskaber en test til sporing af HIV-infektion i forbindelse med den aarlige laegeundersoegelse og i forbindelse med laegeundersoegelsen ved ansaettelse.
Subsidiaert annulleres beslutningen om at gennemfoere disse tests under omstaendigheder, der ikke udelukker enhver fejlmulighed.
2) Den af Raadets generalsekretaer trufne beslutning om ex officio og systematisk at underkaste sagsoegeren en HIV-test annulleres.
3) For saa vidt det er fornoedent, annulleres den udtrykkelige beslutning om at afvise klagen, hvorved Raadet ° efter at have indroemmet den fejl, der var begaaet af det laboratorium, som af Raadets tjenestegrene var blevet betroet at foretage analyserne ° har afvist ethvert ansvar og naegtet at give sagsoegeren en symbolsk erstatning for den ikke-oekonomiske skade, han har lidt.
° Raadet tilpligtes at betale sagsoegeren 1 ECU i erstatning for den skade, han og hans familie har lidt paa grund af den fejl, som administrationen har begaaet.
° Raadet tilpligtes at betale sagens omkostninger samt de noedvendige udgifter i forbindelse med sagen.
15 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:
° Principalt afvisning.
° Subsidiaert fastslaas det, at det tredje anbringende, der er fremfoert til stoette for sagen, saavel som erstatningspaastanden, ikke kan antages til realitetsbehandling, og Raadet frifindes for de oevrige paastande.
° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten
16 Raadet har til stoette for sin formalitetsindsigelse fremfoert, at en tjenestemands beslutning om at underkaste sig en blodproeve traeffes efter eget skoen, og dette saa meget desto mere med hensyn til "HIV-testen", som tjenestemanden kan udstrege paa det skema, der skal afleveres til laegetjenesten. Sagsoegerens anbringende om, at Raadets laegetjeneste ex officio og systematisk foretager HIV-tests i forbindelse med den aarlige laegeundersoegelse, er ikke korrekt. I det foreliggende tilfaelde har sagsoegeren vaeret offer for en fejl, der blev begaaet af det laboratorium, han selv havde valgt. Meddelelsen til sagsoegeren gennem institutionens raadgivende laege om skrivelsen af 6. april 1989 fra laboratorium B., hvori dette erkendte fejlen, som skyldtes dets indkodningsafdeling, kan ikke betragtes som en bebyrdende retsakt hidroerende fra ansaettelsesmyndigheden. De anfaegtede beslutninger eksisterer ikke, og soegsmaalet er uden genstand, for saa vidt som det tilsigter annullation af beslutningerne.
17 Sagsoegeren har anfoert, at han anfaegter saavel den individuelle beslutning, der er bebyrdende i forhold til ham, som Raadets generelle beslutning om fortsat ex officio og systematisk at underkaste alle tjenestemaend de paagaeldende test. Disse to beslutninger, der begrunder en faktisk og aktuel soegsmaalsinteresse for sagsoegeren, har paafoert ham en ikke-oekonomisk skade. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at det ikke er ham, der har valgt det laboratorium, der foretog analyserne, men at han blot havde henvendt sig til Raadets ambulatorium, hvor han afleverede sit skema. Det var institutionens raadgivende laege, der havde anmodet laboratoriet om at foretage analyserne af blodet, hvilket udelukker enhver kontraktlig forbindelse mellem sagsoegeren og laboratoriet. Foelgelig er institutionen alene ansvarlig for enhver fejl, uanset om denne er begaaet af laegetjenesten eller af laboratoriet.
18 Intervenienten har ° efter at have understreget, at den HIV-test, der blev foretaget med hensyn til sagsoegeren, skyldtes en fejl fra det laboratorium, der var bemyndiget af Raadet ° gjort gaeldende, at institutionens oenske bestaar i at tilrettelaegge den aarlige laegeundersoegelse paa en saadan maade, at tjenestemaendene tvinges til automatisk at blive underkastet en HIV-test uden at yde nogen forudgaaende raadgivning eller oplysning. Det foelger heraf, at selv om sagen udspringer af en laboratoriefejl, er den paa ingen maade uden genstand.
19 Raadet har i sit svarskrift opretholdt sin afvisningspaastand, fordi der ikke foreligger en bebyrdende retsakt. Raadet har endvidere gjort gaeldende, at saafremt sagsoegeren var af den opfattelse, at omstaendigheder, som maa tilskrives Raadet, ikke var i overensstemmelse med de forskellige bestemmelser, som han paaberaaber sig, tilkommer det ham i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, at indgive en klage, med opfordring til administrationen om at aendre sin handlemaade. Herved ville han foranledige en afgoerelse, der kan goeres til genstand for et annullations- og erstatningssoegsmaal.
20 Det bemaerkes, at sagsoegeren efter indgivelsen af svarskriftet har givet afkald paa at indgive replik. Under disse omstaendigheder har sagsoegte ikke indgivet duplik, og intervenienten har ikke indgivet noget skriftligt indlaeg.
21 Indledningsvis skal Retten for det foerste bemaerke, at den i henhold til procesreglementets artikel 113 til enhver tid af egen drift kan efterproeve, om en sag skal afvises, og for det andet, at den i henhold til procesreglementets artikel 11 kan traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse, naar en sag, den skal paakende, klart maa afvises.
22 Retten finder, under hensyn til parternes ovenfor gennemgaaede argumentation, at det afgoerende for tvistens loesning er, om der findes en akt fra den sagsoegte institution af generel eller individuel karakter, der har tvunget sagsoegeren til uden sit vidende at lade sig underkaste en HIV-test, eller om der til grund for sagen kun ligger en fejl, der kan tilskrives Raadets laegetjeneste. Det er netop med henblik paa at give parterne mulighed for at klarlaegge dette spoergsmaal, at Retten har forenet behandlingen af formalitetsindsigelsen med realitetsbehandlingen paa grund af den forbindelse, der bestaar mellem spoergsmaalet om, hvorvidt sagen kan antages til paakendelse, og spoergsmaalet vedroerende sagens realitet. Retten har saaledes i kendelsen af 15. januar 1991 in fine understreget, at "fortsaettelsen af den skriftlige forhandling navnlig skal give parterne mulighed for at udtale sig klart om den paaberaabte ikke-oekonomiske skade og praecisere, om denne skyldes en ulovlig forvaltningsakt eller en faktisk omstaendighed".
23 Da parterne ikke har fremfoert yderligere oplysninger, skal der traeffes afgoerelse om dette spoergsmaal paa grundlag af det materiale, parterne har fremlagt indtil indgivelsen af svarskriftet. Gennemgangen af disse dokumenter har intet frembragt, der kan bekraefte, at sagsoegeren ved en akt af generel eller individuel karakter er blevet tvunget til at lade sig underkaste den omhandlede test. Til gengaeld angav den skrivelse, som institutionens raadgivende laege havde sendt ham, klart, at blodproeven ikke var obligatorisk. Den henledte specielt opmaerksomheden paa det forhold, at "HIV-antistof-testen" vedroerte sporing af AIDS, og at blodproeven kunne tages, uden at denne sidstnaevnte undersoegelse blev foretaget. I den forbindelse skal det bemaerkes, at vedtaegtens artikel 59, stk. 4, hvorefter tjenestemaend er forpligtet til at lade sig underkaste en aarlig laegeundersoegelse, ikke foreskriver, at institutionen skal traeffe nogen som helst foranstaltninger vedroerende denne undersoegelse. Sagsoegeren har ikke godtgjort eksistensen af en retsakt, der har karakter af en afgoerelse, og som indeholder et klagepunkt efter vedtaegtens artikel 90, stk. 2, dvs. enten en afgoerelse, der er vedtaget af ansaettelsesmyndigheden, eller den paagaeldende myndigheds undladelse af at traeffe en afgoerelse, der udtrykkeligt eller stiltiende er foreskrevet i vedtaegten (jf. Domstolens dom af 14.2.1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen, Sml. s. 303, praemis 8, og Rettens dom af 12.2.1992, sag T-6/91, Pfloeschner mod Kommissionen, Sml. II, s. 141, praemis 22).
24 Heraf foelger, at de annullationspaastande, der er fremfoert i denne sag, klart maa afvises, eftersom sagsoegeren ikke har kunnet godtgoere eksistensen af de anfaegtede akter, som han end ikke har vaeret i stand til at identificere.
25 Med hensyn til erstatningskravet skal det fastlaas, at sagsoegeren i staevningen bevidst knytter eksistensen af den ikke-oekonomiske skade, han mener at have lidt, sammen med den paastaaede ulovlighed af den sagsoegte institutions akter, som han anfaegter. Naar en tjenestemand i medfoer af EOEF-traktatens artikel 179 anlaegger sag baade med paastand om annullation af en retsakt fra en institution og om tilkendelse af erstatning for det tab, som denne retsakt har foraarsaget, er paastandene i den grad knyttet til hinanden, at en afvisning af annullationspaastanden medfoerer afvisning af erstatningspaastanden (jf. senest Domstolens dom af 24.1.1991, sag T-27/90, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 35). Herefter maa de i denne sag fremsatte erstatningspaastande ligeledes afvises.
26 Retten skal subsidiaert tilfoeje, at de naevnte paastande ligeledes maatte afvises, selv om det antoges, at den paastaaede ikke-oekonomiske skade skyldes en fejl begaaet af laegetjenesten, som ikke vedroerer de retsakter, der er genstand for annullationspaastandene. I et saadant tilfaelde skal den administrative procedure i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, paabegyndes med, at tjenestemanden forelaegger en ansoegning for ansaettelsesmyndigheden om at erstatte det tab, han har lidt. I henhold til den naevnte artikels stk. 2 kan den paagaeldende kun indbringe en klage for administrationen over beslutningen om at afvise denne ansoegning (Domstolens dom af 27.6.1989, sag 200/87, Giordani mod Kommissionen, Sml. s. 1877, praemis 22, og Rettens dom af 25.9.1991, sag T-5/90, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731, praemis 50). I den foreliggende sag har sagsoegeren ikke forelagt en saadan ansoegning for ansaettelsesmyndigheden, og selv om det antages, at klagen af 20. juli 1989 til dels er en ansoegning om erstatning for det paastaaede ikke-oekonomiske tab, staar det alligevel fast, at sagsoegeren ikke har indgivet en klage mod den stiltiende afvisning.
27 Det foelger af ovenstaaende, at sagen under alle omstaendigheder boer afvises.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
28 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, foerste afsnit, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. Hver part boer derfor baere sine egne omkostninger.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Hver part baerer sine omkostninger.
Saaledes bestemt i Luxembourg, den 24. juni 1992.
Full & Egal Universal Law Academy