Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Baggrunden for denne sag er de vanskeligheder, som er opstaaet for EF-borgere, der har vaeret beskaeftiget som arbejdstagere dels i Belgien, dels i Nederlandene, for saa vidt angaar deres pensionsrettigheder, som foelge af, at de har en hjemmegaaende aegtefaelle, efter at lovbestemmelserne paa dette omraade i Nederlandene blev aendret med virkning fra den 1. april 1985.
2. Problemet er velkendt af Domstolen. Det optraadte i Bakker-sagen (1), uden at Domstolen dengang ° da det forelagte spoergsmaal ikke var affattet saaledes ° skulle tage stilling til de spoergsmaal, der rejses i naervaerende sag, og som i det vaesentlige gaar ud paa, at det oenskes afgjort, om foelgerne af den nederlandske lovaendring for anvendelsen af de belgiske regler indebaerer, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt de belgiske regler er forenelige med faellesskabsretten.
3. Idet jeg henviser til retsmoederapporten (2), skal jeg ikke her gennemgaa de for sagen relevante nationale lovbestemmelser, nemlig dels kongelig anordning nr. 50 af 24. oktober 1967 om arbejdstagernes alders- og efterladtepension, som aendret ved lov af 15. maj 1984, dels Algemene Ouderdomswet (lov om almindelig alderspension, herefter benaevnt "AOW"), som aendret i 1985. Jeg skal her blot omtale de enkeltheder i ordningerne, som er noedvendige for forstaaelsen af sagen.
4. Ifoelge den belgiske ordning tilkendes den pensionerede arbejdstager enten en "familiepension" paa 75% ° saafremt aegtefaellen ikke laengere har erhvervsmaessig beskaeftigelse og ikke modtager alders- eller efterladtepension eller ydelser, der traeder i stedet herfor ° eller en "pension for enlige" paa 60% i de andre tilfaelde.
5. Indtil 1985 fik den pensionerede arbejdstager ogsaa ifoelge AOW forhoejet pensionen, saafremt han forsoergede en hjemmegaaende aegtefaelle.
6. Indtil dette tidspunkt opstod der derfor ikke nogen vanskelighed for den vandrende arbejdstager. Det pensionstillaeg, han oppebar i Nederlandene, paavirkede ikke hans ret til belgisk familiepension.
7. Det er imidlertid ikke laengere tilfaeldet efter aendringen af AOW ved lov af 28. marts 1985, der blev vedtaget til gennemfoerelse af Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (3) (herefter benaevnt "direktivet").
8. Som anfoert af den nederlandske regering, er der ved AOW indfoert en folkepensionsordning, der ikke som i mange andre lande, herunder Belgien (4), beror paa udoevelsen af erhvervsmaessig beskaeftigelse, men paa varigheden af den ydelsesberettigedes ophold i Nederlandene fra det fyldte femtende til det fyldte femogtresindstyvende aar.
9. Indtil 1985 tog AOW hensyn til familieforsoergerens situation derved, at alene den gifte mand i tilfaelde af fuld forsikring havde ret til en pension paa 100% af minimumsloennen, mens den ugifte mand eller kvinde kun havde ret til 70%, og den gifte kvinde ikke personligt var pensionsberettiget.
10. For at bringe lovgivningen i overensstemmelse med direktivet fandt Nederlandene, at alle, saavel maend som kvinder, der havde vaeret forsikret i henhold til AOW, allerede fra det fyldte femogtresindstyvende aar skulle vaere personligt pensionsberettigede.
11. Saaledes forholder det sig med aegteparret van Munster. Simon van Munster, der er foedt i 1920, har haft beskaeftigelse som arbejdstager i Belgien fra 1974 til 1981 og i henved enogfyrre aar i Nederlandene.
12. Da han i 1985 fyldte femogtres aar og forsoergede sin hjemmegaaende hustru, ansoegte han den kompetente belgiske administration ° Rijksdienst voor Pensioenen (herefter benaevnt "RVP"), der er sagsoegt i hovedsagen ° om en alderspension og fik tilkendt en saadan efter satsen for familiepension.
13. Den anden alderspension, som van Munster oppebar i Nederlandene, og som indeholdt et tillaeg for en hjemmegaaende aegtefaelle, der forsoerges, blev, da fru van Munster selv fyldte femogtres aar, "delt op" i to pensioner, som blev tilkendt hver aegtefaelle personligt.
14. Selv om det samlede beloeb af de to nederlandske pensioner ikke oversteg den pensionsydelse, som van Munster tidligere havde oppebaaret, bevirkede det forhold, at den ydelse, van Munster tidligere havde modtaget som tillaeg for sin hustru, blev aendret til en personlig pension for denne, at han i Belgien mistede retten til familiepension, som blev afloest af pension til satsen for enlige. Herved mistede van Munster 15% af det samlede beloeb, som hans belgiske pension udgjorde.
15. Det er ikke svaert at forstaa, at van Munster ikke kunne acceptere en saadan nedsaettelse af sine indtaegter. Han anlagde sag ved Arbeidsrechtbank, Antwerpen, til proevelse af RVP' s afgoerelse og appellerede herefter Arbeidsrechtbank' s dom til Arbeidshof, Antwerpen, der har forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal, som er gengivet i retsmoederapporten (5).
16. Med disse spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige afgjort,
° om en national lovbestemmelse, hvorefter udbetalingen af en ydelse for den hjemmegaaende aegtefaelle tillaegges forskellig betydning, alt efter om den udbetales i form af en forhoejelse af den erhvervsaktive aegtefaelles pension eller i form af en personlig pension, der tilkendes den anden aegtefaelle, er forenelig med EOEF-traktaten og navnlig med principperne om arbejdskraftens frie bevaegelighed og om ligebehandling af maend og kvinder, og
° om faellesskabsretten indeholder hjemmel til at behandle den pension, der ° som i henhold til AOW siden 1985 ° tilkendes en hjemmegaaende aegtefaelle, anderledes end den, der tilkendes i form af en forhoejelse af den erhvervsaktives aegtefaelles pension.
17. Lad mig straks goere op med spoergsmaalet om, hvorvidt den paagaeldende lovbestemmelse er forenelig med princippet om ligebehandling af maend og kvinder.
18. Den nationale ret henviser ganske vist navnlig til direktivets artikel 4, stk. 1, der bestemmer:
"Princippet om ligebehandling indebaerer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte, under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling, isaer for saa vidt angaar:
° ...
° beregningen af ydelserne, herunder aegtefaelle- eller forsoergertillaeg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne."
Som Kommissionen med imidlertid rette har anfoert, bestemmer artikel 7, stk. 1, at medlemsstaterne kan undtage foelgende fra direktivets anvendelsesomraade:
"...
c) tillaeggelse af ret til alders- og invalideydelser i henhold til hustruens afledte rettigheder".
19. Derfor har baade de skriftlige indlaeg, der er indgivet af hovedsagens parter og intervenienterne, og de mundtlige indlaeg da ogsaa vedroert spoergsmaalet om en eventuel kraenkelse af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed.
20. Den nationale ret har i denne forbindelse henvist til traktatens artikel 3, litra c), artikel 48, stk. 1 ff., og artikel 51.
21. For saa vidt som det er relevant for sagen, bestemmer disse artikler foelgende:
° artikel 3, litra c): fjernelse af hindringerne for den frie bevaegelighed for personer mellem medlemsstaterne
° artikel 48: arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (stk. 1), afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar (stk. 2), retten til frit at bevaege sig inden for medlemsstaternes omraade for dér at soege faktisk tilbudte stillinger samt tage ophold dér med henblik paa beskaeftigelse [stk.3, litra a), b) og c)]
° artikel 51: vedtagelse af de foranstaltninger vedroerende social tryghed, der er noedvendige for at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed, isaer ved at indfoere en ordning, som goer det muligt at sikre vandrende arbejdstagere og deres ydelsesberettigede paaroerende sammenlaegning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik paa at erhverve og bevare retten til ydelser og med henblik paa samtidig udbetaling af ydelser.
22. For at sige det enkelt er det spoergsmaal, der foreligger for den nationale ret, om den omhandlede bestemmelse i den belgiske sociallovgivning maa anses for en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed. I bekraeftende fald tilkommer det den nationale ret paa grundlag af de af Domstolen leverede fortolkningselementer at afgoere, om en saadan hindring kan vaere begrundet i henhold til faellesskabsretten.
23. Som bekendt bestaar der betydelige forskelle mellem medlemsstaternes sociallovgivninger, og faellesskabslovgiver har endnu ikke paa dette omraade gennemfoert en harmonisering, men blot indtil nu udfaerdiget rene koordinationsregler (6).
24. Domstolen har accepteret denne forskellighed, men fremhaevet, at det er en forudsaetning, at arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet sikres.
25. Det er foerst og fremmest faellesskabslovgiver, der skal sikre overholdelsen af dette princip.
26. Saaledes har Domstolen i Pinna I-dommen (7) fastslaaet, at artikel 73, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 var ugyldig, for saa vidt som arbejdstagere, der var omfattet af fransk lovgivning, ikke var berettiget til fransk boernetilskud for de af deres familiemedlemmer, der var bosat paa en anden medlemsstats omraade.
27. Jeg skal her gengive to af dommens praemisser.
28. Domstolen udtalte, at
"der i henhold til traktatens artikel 51 skal ske en samordning af medlemsstaternes lovgivninger, hvorimod bestemmelsen ikke opstiller noget krav om en harmonisering".
Artikel 51
"er derfor ikke til hinder for, at der gaelder forskellige sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater og dermed forskellige rettigheder for arbejdstagere, alt efter hvor de er beskaeftiget. Traktatens artikel 51 er saaledes ikke til hinder for, at de sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater indeholder forskellige materielle og formelle regler, saaledes at arbejdstagere har forskellige rettigheder, alt efter hvor de er beskaeftiget" (8).
29. Domstolen nuancerede dog straks denne vurdering ved at tilfoeje, at
"gennemfoerelsen af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ... bringes ... i fare, og ... bliver vanskeliggjort, saafremt der gennem faellesskabsretten indfoeres unoedvendige forskelle med hensyn til reglerne om social sikring" (9).
Herefter fastslog Domstolen:
"Det foelger heraf, at der ikke gennem de faellesskabsretlige regler om social sikring, der udstedes i henhold til traktatens artikel 51, maa skabes yderligere forskelle ud over dem, der allerede bestaar paa grund af den manglende harmonisering af de nationale lovgivninger." (10)
30. Domstolen erklaerede artikel 73, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 ugyldig, fordi bestemmelsen "skaerpede" forskellene mellem de nationale lovgivninger og derfor hindrede arbejdskraftens frie bevaegelighed.
31. Domstolens praksis i denne forbindelse er aldeles klar. Den har udtalt, at vandrende arbejdstageres frie bevaegelighed "er en del af Faellesskabets grundlag" (11). Herefter fastslaar Domstolen:
"Maalet for artikel 48-51 vil ikke blive naaet, hvis arbejdstagerne ved at benytte sig af deres ret til fri bevaegelighed skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning" (12).
32. Kan en national socialsikringsordning for dette formaals skyld vaere forpligtet til at tage hensyn til en situation, som opstaar i en anden medlemsstat?
33. En delvis besvarelse af dette spoergsmaal kan udledes af Paraschi-dommen af 4. oktober 1991 (13).
34. Elissavet Paraschi var graesk statsborger og havde i perioden 1965-1979 udoevet en forsikringspligtig beskaeftigelse i Tyskland. Hun blev syg i 1977 og vendte i 1979 tilbage til sit hjemland, hvor hun som foelge af sin helbredstilstand ikke kunne genoptage sit erhvervsarbejde og heller ikke kunne faa udbetalt invalidepension i henhold til de graeske regler. Hun ansoegte om tysk invalidepension, men ansoegningen blev afslaaet, da hun ikke laengere som foelge af en lovaendring med virkning fra 1984 opfyldte betingelsen om, at hun skulle have vaeret tilknyttet den lovpligtige forsikringsordning i en periode af en vis varighed for at erhverve ret til invalidepension. Som en overgangsordning gav den nye lov beroerte personer mulighed for at bevare deres ret til invalidepension ved at indbetale frivillige bidrag mindst én gang pr. maaned i 1984.
35. AEndringen af ordningen skabte vanskeligheder for visse vandrende arbejdstagere, og Paraschi ° som ikke kunne udnytte overgangsbestemmelserne ° haevdede, at disse vanskeligheder kunne foere til forskelsbehandling af vandrende arbejdstagere, der vender tilbage til deres hjemland, som foelge af de strukturelle forskelle, der bestaar mellem visse nationale socialsikringsordninger.
36. Domstolen bemaerkede, at det tilkommer
"hver medlemsstat i lovgivningen at fastsaette vilkaarene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en socialsikringsordning, forudsat der herved ikke diskrimineres mellem statens egne borgere og andre medlemsstaters borgere" (14).
Domstolen tilfoejede, at
"foelgelig afskaerer faellesskabsretten ikke den nationale lovgiver fra at aendre betingelserne for tilkendelse af invalidepension, selv om de herved skaerpes, blot de fastsatte betingelser ikke medfoerer nogen aabenlys eller skjult forskelsbehandling af EF-arbejdstagere" (15).
37. Domstolen udtalte, at
"ifoelge Domstolens praksis kan der efter traktatens artikel 51 fortsat gaelde forskellige sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater og dermed forskellige rettigheder for arbejdstagerne dér ..., men maalet for traktatens artikel 48-51 vil ikke blive naaet, hvis vandrende arbejdstagere, som har gjort brug af deres ret til fri bevaegelighed, skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning. Dette ville kunne afholde EF-arbejdstagere fra at udoeve deres ret til fri bevaegelighed, hvilket vil vaere en hindring for virkeliggoerelsen af dette princip ..." (16).
38. Domstolen udtalte videre, at lovregler af den art, som var omhandlet i hovedsagen,
"selv om disse formelt omfatter enhver EF-arbejdstager ° og som foelge heraf kan forlaenge referenceperioden ... hvis ikke de indeholder mulighed for forlaengelse, naar de omstaendigheder, der ellers berettiger hertil, indtraeffer i en anden medlemsstat, [kan] give vandrende arbejdstagere en betydelig ringere retsstilling, fordi navnlig disse arbejdstagere vil vaere tilboejelige til at vende tilbage til deres hjemland i tilfaelde af sygdom eller arbejdsloeshed" (17).
Domstolen tilfoejede, at
"saadanne lovregler vil dermed afskraekke vandrende arbejdstagere fra at udnytte deres ret til fri bevaegelighed" (18).
39. Herefter fastslog Domstolen, at traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 51
"ikke er til hinder for en skaerpelse af betingelserne i den nationale lovgivning for tilkendelse af invalidepension ... . Derimod er de naevnte traktatbestemmelser til hinder for nationale lovregler, hvorved det paa visse betingelser goeres muligt at forlaenge referenceperioden, men ikke, naar de omstaendigheder, som ellers berettiger til forlaengelse, er indtruffet i en anden medlemsstat" (19).
40. Saaledes er en national socialsikringsordning, hvis formelle og materielle forskelle i forhold til de andre medlemsstaters ordninger "traktatens artikel 51 ikke er til hinder for", og hvis betingelser for tilkendelse af ydelser endog kan skaerpes, ikke forenelig med faellesskabsretten, hvis den ved ikke at tage hensyn til visse faktiske forhold eller omstaendigheder i en anden medlemsstat indebaerer en forskelsbehandling ° selv indirekte ° af vandrende arbejdstagere eller mere generelt en begraensning af deres frie bevaegelighed, der er et grundlaeggende princip i faellesskabsretten, som foelger af traktatens artikel 48-51.
41. Er det imidlertid ikke noedvendigt at gaa fra de faktiske over til de retlige aspekter og undersoege, om en national socialsikringsordning ud over "de faktiske forhold eller omstaendigheder" ogsaa i visse tilfaelde, for ikke at modvirke princippet om de vandrende arbejdstageres frie bevaegelighed, boer tage hensyn til tilsvarende bestemmelser i en anden medlemsstat?
42. Foelgende eksempel, der udvider rammerne for naervaerende sag, illustrerer relevansen af dette spoergsmaal.
43. Vil en EF-borger, der udoever erhvervsmaessig beskaeftigelse i en medlemsstat A, og som har en aegtefaelle, som han forsoerger, og for hvilken han normalt, naar han traekker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, vil have ret til en forhoejelse af sin pension, afholde sig fra at tage beskaeftigelse i en medlemsstat B, hvis han ved, at han vil miste retten til forhoejelse i medlemsstat A som foelge af den saerlige pensionsordning i medlemsstat B? Hvis den samme arbejdstager i en aarraekke har vaeret beskaeftiget i medlemsstat B, vil han da ikke toeve med at acceptere en anden beskaeftigelse i medlemsstat A, saafremt han ved, at den personlige pension, hans hjemmegaaende aegtefaelle vil blive tilkendt i medlemsstat B, vil beroeve ham retten til familiepension, som den arbejdstager, der altid har arbejdet i medlemsstat A, er berettiget til?
44. Spoergsmaalet maa naturligvis besvares bekraeftende. Der foreligger her en hindring, som mindst lige saa klart ° selv om der ikke findes udtrykkelige bestemmelser ° rammer vandrende arbejdstagere i forhold til fastboende, dvs. statsborgere fra andre medlemsstater i forhold til statens egne borgere (20).
45. Man kan ganske vist fristes til at haevde, at vanskeligheden i det foreliggende tilfaelde er opstaaet som foelge af den nye nederlandske lovgivning. Det er netop, hvad den belgiske regering har gjort gaeldende, idet den er gaaet saa vidt som til at udtale, at den saaledes indfoerte ordning "er inkonsekvent, naar den skal anvendes paa vandrende arbejdstagere" (21), og at ordningen er uforenelig med princippet om fri bevaegelighed.
46. Dette argument er ikke overbevisende. Uden at jeg skal tage stilling til de respektive fordele ved den belgiske og den nederlandske ordning hver for sig, eller til spoergsmaalet om, hvorvidt ° som foelge af direktiv 79/7 ° det var noedvendigt at aendre AOW, der er en folkepensionsordning og ikke en ordning for arbejdstagere, maa det noedvendigvis konstateres, at nedsaettelsen af van Munster' s belgiske pension ikke skyldes AOW, som ikke kan omfatte denne pension, men den virkning, som den nederlandske lovaendring tillaegges af de belgiske regler.
47. Her er vi ved sagens kerne. Kan en national ordning, der oprindelig hverken var diskriminerende eller en hindring, faa denne karakter, fordi den ikke laengere sikrer arbejdskraftens frie bevaegelighed, som foelge af en aendring af de tilsvarende bestemmelser i en anden medlemsstat?
48. Jeg mener, at dette spoergsmaal boer besvares bekraeftende.
49. Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin kan der ikke herske tvivl om medlemsstaternes autonomi med hensyn til udformningen af deres sociale sikringsordninger. Men denne autonomi kan heller ikke deles. At medlemsstat A har fuld autonomi udelukker ikke, at det samme gaelder for medlemsstat B' s autonomi. Hvad mere er: Den foerste medlemsstat maa ikke se helt bort fra reglerne i den anden medlemsstat og omvendt.
50. En vandrende arbejdstagers situation med hensyn til hans pensionsrettigheder er noedvendigvis omfattet af lige saa mange nationale ordninger som de stater, hvori han successivt har haft beskaeftigelse.
51. Naar ordningerne er af samme art, kan de principielt kombineres uden at gribe ind i den frie bevaegelighed, og det afgoeres separat for hver enkelt ordning, om den er i overensstemmelse med faellesskabsretten.
52. Naar princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed som i det foreliggende tilfaelde modvirkes som foelge af, at ordningerne er forskelligartede, er det derimod den samlede situation for pensionsrettighederne, der skal bedoemmes, og hvis det herved viser sig, at der foreligger en begraensning af vandrende arbejdstageres frie bevaegelighed, er det den nationale ordning, som begraenser denne frihed, der maa undersoeges for at afgoere, om den er i overensstemmelse med faellesskabsretten.
53. Saafremt den pension, der omfatter et tillaeg for hjemmegaaende aegtefaelle, og som udbetales til arbejdstageren i medlemsstat B, deles i to personlige ydelser, der udbetales til hver aegtefaelle, kan medlemsstat A med andre ord ikke af denne grund nedsaette den alderspension, den udbetaler til arbejdstageren, uden derved at tilsidesaette princippet om vandrende arbejdstageres frie bevaegelighed. Medlemsstat A skal her tage i betragtning, at arbejdstagerens aegtefaelle i medlemsstat B fortsat er hjemmegaaende, og at det samlede beloeb, som parret oppebaerer i alderspension, er forblevet uaendret.
54. Herefter skal jeg behandle det problem, der rejses i den nationale rets andet spoergsmaal, nemlig om en eventuel begraensning af arbejdskraftens frie bevaegelighed kan begrundes i faellesskabsretten.
55. Som med rette anfoert af den nederlandske regering (22), kan en begraensning paa dette omraade kun begrundes i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sundhed og den offentlige sikkerhed. Det bemaerkes, at hverken Kongeriget Belgiens regering eller RVP har paaberaabt sig nogen af disse tre grunde.
56. Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at besvare de forelagte spoergsmaal saaledes:
"1) Artikel 4, stk. 1, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra c), i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring, skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at en national bestemmelse tillaegger en pension, der ydes for den hjemmegaaende aegtefaelle, forskellige konsekvenser, alt efter om ydelsen tilkendes i form af en forhoejelse af den erhvervsaktive aegtefaelles pension eller i form af en pension, der tilkendes den hjemmegaaende aegtefaelle personligt.
2) Traktatens artikel 3, litra c), og artikel 48 og 51 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for en saadan bestemmelse, naar den ° idet den forudsaettes ikke at vaere begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed ° efter at loenmodtageren som foelge af en aendring af beskaeftigelsen er flyttet til en anden medlemsstat, medfoerer en nedsaettelse af det beloeb, som sidstnaevnte og dennes aegtefaelle, der hele tiden har vaeret hjemmegaaende, modtager som pensionsydelse, og derfor udgoer en hindring for vandrende arbejdstageres udnyttelse af deres frie bevaegelighed inden for Faellesskabet."
(*) Originalsprog: fransk.
(1) - Dom af 20.4.1988, sag 151/87, Sml. s. 2009.
(2) - Afsnit I, 1.
(3) - EFT 1979 L 6, s. 24.
(4) - Det fremgaar af en summarisk undersoegelse af gaeldende socialsikringsordninger, at der findes tre forskellige ordninger, nemlig dem, der ikke tager hensyn til den hjemmegaaende aegtefaelles situation, men kun til de arbejdstagere, der har indbetalt bidrag, dem ° og det er flertallet ° der foreskriver en forhoejelse af den erhvervsaktive aegtefaelles pension, og endelig den ordning, der alene gaelder i Nederlandene, og hvorefter den hjemmegaaende aegtefaelle tilkendes en personlig pension.
(5) - Afsnit I, 2.
(6) - Jf. anden og fjerde betragtning til Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366).
(7) - Dom af 15.1.1986, sag 41/84, Sml. s. 1.
(8) - Praemis 20.
(9) - Praemis 21.
(10) - Jf. ovenfor.
(11) - Dom af 25.2.1986, sag 254/84, De Jong, Sml. s. 671, praemis 14.
(12) - Jf. ovenfor, praemis 15.
(13) - Sag C-349/87, Sml. I, s. 4501.
(14) - Praemis 15.
(15) - Praemis 16.
(16) - Praemis 22.
(17) - Praemis 24, min fremhaevelse.
(18) - Praemis 25.
(19) - Praemis 27.
(20) - At en arbejdstager tilskyndes til ikke at udoeve en af traktaten anerkendt ret, navnlig i henhold til artikel 48, vil i henhold til Domstolens praksis kunne udgoere en hindring for princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed (se bl.a. herom dom af 7.3.1991, sag C-10/90, Masgio, Sml. I, s. 1119, praemis 18, ovennaevnte Paraschi-dom, praemis 22, og dom af 22.2.1990, sag C-228/88, Bronzino, Sml. I, s. 531, praemis 12).
(21) - Den belgiske regerings indlaeg, s. 5.
(22) - Punkt 20 i regeringens indlaeg.
Full & Egal Universal Law Academy