FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
CLAUS GULMANN
fremsat den 16. februar 1993 ( *1 )
Hr. præsident,
De herrer dommere,
1.
I den foreliggende sag har Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 171, idet det ikke har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom af 17. juni 1987 i sag 1/86, Kommissionen mod Belgien ( 1 ). Domstolen fastslog i denne dom, at Belgien ikke inden for den fastsatte frist havde gennemført Rådets direktiv 80/68/EØF af 17. december 1979 om beskyttelse af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer ( 2 ).
2.
Til støtte for denne påstand gjorde Kommissionen i sin stævning en række anbringender gældende. Belgien har alene bestridt et af disse anbringender. Dette anbringende har Kommissionen efterfølgende frafaldet ( 3 ).
3.
Hvad angår Kommissionens øvrige anbringender oplyste Belgien i sit svarskrift, at de for en korrekt gennemførelse af direktiv 80/68 nødvendige regler enten allerede var vedtaget eller var fremsat som forslag. I sin duplik oplyste Belgien, at visse af disse forslag efterfølgende var blevet vedtaget. På denne baggrund frafaldt Kommissionen i forbindelse med sin besvarelse af et spørgsmål fra Domstolen en række af de fremsatte anbringender ( 4 ).
4.
Under den mundtlige forhandling i sagen har Kommissionen oplyst, at den efter at have modtaget supplerende oplysninger fra den belgiske regering yderligere kan frafalde visse af de elementer, som indgik i dens sidste anbringende ( 5 ). Kommissionen har herefter alene opretholdt et anbringende om, at det belgiske dekret af 30. april 1990 ikke gennemfører direktivet korrekt, for så vidt som dekretet ikke omtaler de i direktivets liste II nævnte stoffer, uanset det af direktivets artikel 5 følger, at medlemsstaterne skal gribe aktivt ind over for udledninger af disse stoffer ( 6 ). Kommissionen har endvidere fastholdt sin påstand om tilkendelse af sagens omkostninger.
5.
Den belgiske regering har under den mundtlige forhandling oplyst, at Belgien ikke bestrider hverken dette sidste anbringende eller Kommissionens påstand om omkostninger.
Forslag til afgørelse
6.
Jeg skal herefter foreslå Domstolen at give Kommissionen medhold i dens påstand, og at dømme Kongeriget Belgien til at afholde sagens omkostninger.
( *1 ) – Originalsprog: dansk.
( 1 ) – Sml. s. 2797.
( 2 ) – EFT 1980 L 20, s. 43.
( 3 ) – Se punkt 6 og 7 i Kommissionens besvarelse af Domstolens spørgsmål.
( 4 ) – Se herom punkt 3, 4 og 5 samt punkt 8 og 9 i Kommissionens besvarelse af Domstolens spørgsmål.
( 5 ) – Se herom afsnit B i Kommissionens besvarelse af Domstolens spørgsmål.
( 6 ) – Se punkt 24 i stævningen.
Full & Egal Universal Law Academy