FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
MARCO DARMON
fremsat den 15. maj 1992 ( *1 )
Hr. prœsident,
De herrer dommere,
1.
I denne traktatbrudssag har Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EØF-traktatens artikel 189, stk. 3, idet den har undladt at give Kommissionen meddelelse om de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at opfylde Den Italienske Republiks forpligtelser, dels efter Rådets direktiv 89/360/EØF af 30. maj 1989 ( 1 ) dels efter Kommissionens direktiv 89/321/EØF af 27. april 1989 ( 2 ), eller idet den ikke inden for den fastsatte frist har truffet de fornødne foranstaltninger til at efterkomme disse direktiver.
2.
Ved direktiv 89/360 blev Rådets direktiv 64/432/EØF af 26. juni 1964 ( 3 ) ændret for på grund af faldet i antallet af brucellosetilfælde og de ændrede produktionsstrukturer at tage hensyn til, at det er hensigtsmæssigt ikke længere at underkaste visse typer af svin serologisk undersøgelse.
3.
I dette direktivs artikel 2 fastsættes den frist, inden for hvilken medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet og underrette Kommissionen herom, til den 1. oktober 1989.
4.
Direktiv 89/321 har til formål at supplere bilag I til Rådets direktiv 77/96/EØF af 21. december 1976 ( 4 ) med nye metoder til undersøgelse for trikiner.
5.
Ifølge dette direktivs artikel 2 skal medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft senest den 1. september 1989 og underrette Kommissionen herom.
6.
Ved åbningsskrivelse af 26. juni 1990 henledte Kommissionen den italienske regerings opmærksomhed på, at der ikke var truffet foranstaltninger til gennemførelse af de to ovennævnte direktiver.
7.
Den 18. marts 1991 blev en begrundet udtalelse, indeholdende de samme klagepunkter, tilstillet Den Italienske Republik, som hverken besvarede åbningsskrivelsen eller den begrundede udtalelse.
8.
Den italienske regering erkender i sit svarskrift, at direktiverne »endnu ikke er helt gennemført i Italiens interne retsorden«, og at der er ved at blive fastsat bekendtgørelser.
9.
Ifølge Domstolens faste praksis er det ubestrideligt, at der foreligger traktatbrud, uanset hvilke særlige vanskeligheder medlemsstaten påberåber sig som begrundelse for den manglende overholdelse af de fastsatte forpligtelser og frister ( 5 ).
10.
Endvidere skal fællesskabsdirektivers gennemførelse i national ret give sikkerhed for, at direktivet efterleves fuldt ud ( 6 ), hvilket ikke er tilfældet, når de kun gennemføres delvist.
11.
Af ovenstående grunde skal jeg foreslå Domstolen at fastslå, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EØF-traktatens artikel 189, stk. 3, idet den ikke inden for de fastsatte frister har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme Kommissionens direktiv 89/321 af 27. april 1989 og Rådets direktiv 89/360 af 30. maj 1989.
12.
Jeg foreslår endvidere, at den sagsøgte medlemsstat i overensstemmelse med procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges at betale samtlige sagens omkostninger.
( *1 ) – Originalsprog: fransk.
( 1 ) – Direktiv om ændring af direktiv 64/432/EØF for så vidt angår administrative områder og ophør med serologisk undersøgelse for brucellose hos visse typer af svin (EFT L 153, s. 29).
( 2 ) – Direktiv om anden ændring af bilagene til Rådets direktiv 77/96/EØF om trikinundersøgelse i forbindelse med indførsel af fersk kød af tamsvin fra tredjelande (EFT L 133, s. 33).
( 3 ) – Direktiv om veterinærpolitimæssige problemer ved handelen inden for Fællesskabet med kvæg og svin (EFT 1963-1964, s. 154).
( 4 ) – Direktiv om trikinundersøgelse i forbindelse med indførsel af fersk kød af tamsvin fra tredjelande (EFT L 26, s. 67).
( 5 ) – Jf. domme af 2.12.1980, sag 42/80, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3635, præmis 4, og sag 43/80, Kommissionen mod Italien, og Sml. s. 3643, og dom af 12.7.1988, sag 326/87, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 4009, præmis 6.
( 6 ) – Jf. dom af 12.7.1988, sag 322/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3995, præmis 6.
Full & Egal Universal Law Academy