FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
CLAUS GULMANN
fremsat den 6. maj 1992 ( *1 )
Hr. præsident,
De herrer dommere,
1.
Rådets direktiv af 6. december 1979 ( 1 ) om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — foranstaltninger til tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet, skulle efter direktivets artikel 10, stk. 1, være gennemført af medlemsstaterne senest den 1. januar 1981.
2.
Kommissionen er af den opfattelse, at Den Italienske Republik har tilsidesat sin forpligtelse til at overholde direktivet og har derfor efter EØF-traktatens artikel 169 anlagt sag med påstand om, at det fastslås:
—
at Den Italienske Republik ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 4, i Rådets ottende direktiv 79/1072/EØF af 6. december 1979, som omhandler foranstaltninger til tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet, idet den — uden at gribe ind med henblik på lige fra begyndelsen at ophæve skadevirkningerne for fællesskabsretten — har tilladt, at Ministero delle Finanze konsekvent undlader at overholde fristerne for tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet
—
og at Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Den Italienske Republik har ikke bestridt, at den har undladt at sikre overholdelse af direktivet, således som Kommissionen har påstået det.
3.
Jeg kan herefter kun foreslå Domstolen, at der afsiges dom i overensstemmelse med Kommissionens påstand.
( *1 ) – Originalsprog: dansk.
( 1 ) – Direktiv 79/1072/EØF, EFT L 331, s. 11.
Full & Egal Universal Law Academy