Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend ° forfremmelse ° sammenligning af fortjenester ° hensyntagen til bedoemmelser ° ufuldstaendig personlig aktmappe ° mangel, der kan berigtiges ved eksistensen af andre oplysninger vedroerende en ansoegers fortjenester ° betingelse ° saerlige omstaendigheder
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 43 og 45)
2. Appel ° anbringender ° utilstraekkelig begrundelse ° domsbegrundelse uden klar angivelse af de usaedvanlige omstaendigheder, der lovliggoer en afgoerelse om forfremmelse trods uregelmaessigheder ved den sammenlignende bedoemmelse af ansoegernes fortjenester ° appellen taget til foelge
3. Appel ° anbringender ° kraenkelse af pligten til at tage stilling til parternes anbringender og paastande ° frifindelsesdom afsagt med henvisning til, at proceskravet er identisk med et krav forkastet ved en anden dom i et soegsmaal mellem de samme parter ° identitet foreligger ikke ° appellen taget til foelge
Sammendrag
1. Bedoemmelsen er en uundvaerlig del af vurderingen, hver gang den overordnede myndighed skal tage stilling til tjenestemandens karriere, og en forfremmelsesprocedure er behaeftet med en mangel, saafremt ansaettelsesmyndigheden ikke har kunnet foretage en sammenlignende bedoemmelse af ansoegernes fortjenester, fordi bedoemmelsesrapporterne for en eller flere af dem ved administrationens fejl er blevet udfaerdiget med en vaesentlig forsinkelse. Heraf foelger dog ikke, at alle ansoegerne paa det tidspunkt, hvor afgoerelsen om udnaevnelse traeffes, skal befinde sig paa noejagtigt samme trin for saa vidt angaar deres bedoemmelsesrapporter, og heller ikke, at det paahviler ansaettelsesmyndigheden at udsaette sin afgoerelse, dersom den seneste rapport for den ene eller den anden ansoeger endnu ikke er endelig som foelge af, at den er blevet forelagt den ansvarlige for en appelleret bedoemmelse eller Det Paritetiske Bedoemmelsesudvalg.
Manglende bedoemmelser kan under saerlige omstaendigheder erstattes af andre oplysninger vedroerende tjenestemandens fortjenester.
2. En af Retten afsagt dom er ikke tilstraekkeligt begrundet, saafremt Retten ° for at tilbagevise et af en tjenestemand fremfoert anbringende om, at en forfremmelsesprocedure er behaeftet med en mangel i og med, at ansaettelsesmyndigheden har bedoemt hans fortjenester, uden at der foreligger en bedoemmelsesrapport om ham, og paa grundlag af en ikke-kontradiktorisk hoering af generaldirektoeren ° blot udtaler, at den naevnte hoering ikke gjorde proceduren mangelfuld, uden at angive de grunde, som berettigede til brug af andre oplysninger end bedoemmelsen, eller angive, hvorledes det kunne vaere tilstraekkeligt at hoere generaldirektoeren for at raade bod paa, at bedoemmelsen ikke forelaa.
3. Det paahviler Retten at tage stilling til de af sagens parter fremsatte anbringender og nedlagte paastande i den form, hvori de praesenteres for Retten.
Retten opfylder ikke denne pligt, naar den afviser at tilkende erstatning med henvisning til, at et krav stoettet paa samme, angiveligt mangelfulde adfaerd fra administrationens side ikke blev taget til foelge i en dom afsagt i en anden sag mellem de samme parter, uanset at de to krav ikke er identiske i den betydning, at de hviler paa to forskellige skadesaarsager, nemlig i den foerste sag manglen bestaaende i, at en ansoeger blev udnaevnt efter en retsstridig forfremmelsesprocedure ° idet ansaettelsesmyndigheden bedoemte ansoegernes fortjenester uden at vaere i besiddelse af sagsoegerens bedoemmelsesrapport ° og i den anden sag manglen bestaaende i, at bedoemmelsesrapporten var blevet for sent udarbejdet af ansaettelsesmyndigheden.
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. februar 1991 har Moritz i henhold til artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutten ivaerksat af appel af en dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 13. december 1990 (sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, Sml. II, s. 769), for saa vidt Kommissionen herved blev frifundet for hans paastand om erstatning for den skade, som var tilfoejet ham ved afgoerelse af 2. juli 1986 om udnaevnelse af Dieter Engel til direktoer for Direktoratet for Investeringer og Laangivning under Kommissionens Generaldirektorat for Laan og Investering ("GD XVIII"), samtidig med at hver part fandtes at burde baere sine egne omkostninger.
2 Det fremgaar af den appellerede dom, at sagens faktiske omstaendigheder er foelgende:
"1. Sagsoegeren var indtil udgangen af januar 1990, da han blev pensioneret, tjenestemand i loenklasse A3 ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, hvor han beklaedte en stilling som kontorchef i Generaldirektorat XVIII (Laan og Investering). Sagsoegeren indgav ansoegning vedroerende en stilling i loenklasse A2 som direktoer for Direktoratet for Investeringer og Laangivning i det naevnte generaldirektorat (meddelelse om ledig stilling KOM/24/86).
2. I udtalelse 17/86 af 22. april 1986 fremfoerte Kommissionens Raadgivende Udvalg vedroerende udnaevnelse i stillinger i loenklasserne A2 og A3 (herefter benaevnt 'Det Raadgivende Udvalg' ), der var blevet forelagt ansoegningerne fra sagsoegeren og en anden tjenestemand ved Kommissionen, den opfattelse, at ingen af ansoegerne var i besiddelse af alle de kraevede kvalifikationer.
3. Under sit moede den 30. april 1986 gennemgik Kommissionen i henhold til artikel 29, stk. 1, litra a), i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt 'vedtaegten' ) ° der vedroerer besaettelse af ledige stillinger ved forfremmelse eller forflyttelse inden for institutionen ° de to foreliggende ansoegninger og besluttede ikke at besaette den ledige stilling.
4. Kommissionen besluttede dernaest at anvende vedtaegtens artikel 29, stk. 2, hvorefter ansaettelsesmyndigheden ved ansaettelse af tjenestemaend i loenklasserne A1 og A2 kan anvende en anden ansaettelsesprocedure end den i artikel 29, stk. 1, foreskrevne.
5. Under sit moede den 27. juni 1986 fandt Det Raadgivende Udvalg, at den ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 2, der var indgivet af Dieter Engel ° der paa davaerende tidspunkt ikke var tjenestemand ved De Europaeiske Faellesskaber ° skulle tages i betragtning. Den 2. juli 1986 udnaevnte Kommissionen Engel, der paa davaerende tidspunkt var canadisk statsborger, til den ledige stilling efter at have foretaget en sammenligning af de foreliggende ansoegninger. Den 14. juli 1986 gav kommissionsmedlem Matutes, der var ansvarlig for udnaevnelser inden for Generaldirektorat XVIII, sagsoegeren meddelelse om denne afgoerelse.
6. Ved skrivelse af 13. oktober 1986 indbragte sagsoegeren en klage, hvori han kraevede annullation af afgoerelsen om udnaevnelse af Engel til den omhandlede stilling. Kommissionen afviste klagen ved afgoerelse af 7. maj 1987."
3 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 12. august 1987 anlagde Moritz sag mod Kommissionen med paastand dels om annullation af Kommissionens afgoerelse af 2. juli 1986 om at udnaevne Engel og afgoerelsen om at afvise Moritz' klage over denne udnaevnelse, dels om erstatning for oekonomisk og ikke-oekonomisk skade, som han haevdede at have lidt.
4 Ved kendelse af 15. november 1989 henviste Domstolen sagen til Retten i Foerste Instans (herefter benaevnt "Retten") i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans.
5 Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen og fastslog, at hver part burde baere sine egne omkostninger.
6 Til stoette for appellen, der udelukkende angaar den del af dommen, hvorved Kommissionen er blevet frifundet for erstatningspaastandene, har Moritz gjort foelgende anbringender gaeldende: Retten har ikke foretaget en tilstraekkelig proevelse af den anfaegtede afgoerelse; det skyldes urigtige oplysninger, at Retten er kommet til det resultat, at proceduren i Det Raadgivende Udvalg var lovlig; Retten har urigtigt fundet, at Det Raadgivende Udvalg lovligt havde raadet bod paa, at hans personlige aktmappe ikke var fuldstaendig, ved alene at hoere generaldirektoeren; Retten har endvidere urigtigt fundet, at appellantens formodninger ikke var tilstraekkeligt grundlag for at betvivle den objektive karakter af de udtalelser, der af hans generaldirektoer, Cioffi, var fremsat vedroerende ham for Det Raadgivende Udvalg; den har endvidere undladt at naevne adskillige proceduremaessige uregelmaessigheder (udeladelser i referatet af Det Raadgivende Udvalgs moede den 22.4.1986; utilstraekkelig begrundelse for den af udvalget samme dag afgivne udtalelse; manglende proevelse af Engel' s kvalifikationer i Det Raadgivende Udvalg; for sen afholdelse af ansaettelsessamtalen vedroerende appellanten); Retten har ikke taget stilling til appellantens paastand om fremlaeggelse af Engel' s personlige aktmappe og hans ansoegning; Retten har urigtigt fundet, at udnaevnelsen af Engel ikke var behaeftet med en aabenbar skoensfejl; den har ligeledes urigtigt fundet, at udnaevnelsen af Engel ikke stred mod tjenestemandsvedtaegtens artikel 27 og 28 eller artikel 1, stk. 1, nr. i), i bilag III til denne vedtaegt, og at Kommissionen ikke i det foreliggende tilfaelde havde tilsidesat sin omsorgspligt; Retten har urigtigt taget hensyn til den i oevrigt undskyldelige forsinkelse fra appellantens side med hensyn til besvarelse af forslaget til bedoemmelse for perioden 1983-1985, selv om denne forsinkelse var indtruffet efter udnaevnelsen af Engel og saaledes uden indflydelse paa den paastaaede tjenstlige fejl; Retten burde have paalagt Kommissionen at betale samtlige sagens omkostninger, idet dens egne urigtige udtalelser medfoerte, at appellanten anlagde sagen i foerste instans.
7 Hvad naermere angaar sagens forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
8 Indledningsvis bemaerkes, at selv om appellanten havde begraenset sig til at kraeve erstatning for den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, han paastod at have lidt, sondrede Retten paa grundlag af hans staevning mellem paa den ene side hans paastande og anbringender vedroerende erstatningen for den oekonomiske skade, som udnaevnelsen af Engel havde paafoert ham, og paa den anden side hans paastande og anbringender vedroerende erstatning for den ikke-oekonomiske skade, som denne afgoerelse havde voldt ham, og hvorefter Retten tog stilling til punkterne hver for sig.
9 Under disse omstaendigheder maa der saerskilt foretages en undersoegelse af de anbringender i appelsagen, der vedroerer den del af dommen, hvori Kommissionen frifindes for at erstatte den oekonomiske skade, og de anbringender, der vedroerer den del af dommen, hvorved Kommissionen frifindes for paastanden om erstatning for ikke-oekonomisk skade.
Den del af dommen, der vedroerer paastanden om erstatning for oekonomisk skade
10 Der skal foerst tages stilling til anbringendet om, at Retten har begaaet en fejl ved at finde, at Det Raadgivende Udvalg lovligt havde kunnet raade bod paa, at Moritz' personlige aktmappe ikke var fuldstaendig, alene ved at hoere generaldirektoeren.
11 For Retten gjorde Moritz gaeldende dels, at hans personlige aktmappe var ufuldstaendig, eftersom der heri manglede tre bedoemmelser af ham, bl.a. bedoemmelsen for perioden 1983-1985, dels, at Det Raadgivende Udvalg ikke lovligt kunne berigtige denne mangel ved ikke kontradiktorisk at hoere hans generaldirektoer, som ikke havde befoejelse til at bedoemme ham, og som sandsynligvis havde fremsat ugunstige udtalelser om ham.
12 I sin forkastelse af Moritz' argumentation har Retten i praemis 30 og 31 til dommen givet en fremstilling af udnaevnelsesproceduren og bemaerket, at udvalget lovligt havde kunnet hoere generaldirektoer Cioffi uden at tilsidesaette retten til kontradiktion, saerlig da det fremgik af referatet af moedet i Det Raadgivende Udvalg den 22. april 1986 dels, at generaldirektoeren havde begraenset sig til paa grundlag af meddelelsen om den ledige stilling at redegoere for de krav, der stilledes til ansoegeren til stillingen, og dels, at der ikke var fremfoert noget til stoette for den paastand, at generaldirektoeren havde fremsat ugunstige udtalelser om Moritz.
13 Det skal ligeledes bemaerkes, at Retten i sin forkastelse af appellantens argumentation vedroerende en paastaaet tjenstlig fejl begaaet af ansaettelsesmyndigheden ved for sen udfaerdigelse af bedoemmelsen af sagsoegeren, i praemis 41 til dommen ikke har fundet det bevist, at Moritz ville have haft yderligere en chance for at blive udnaevnt i stillingen som direktoer for Direktoratet for Investeringer og Laangivning, dersom hans aktmappe havde omfattet den endelige bedoemmelse for perioden 1983-1985, idet denne kun rummede mindre aendringer i forhold til forslaget til bedoemmelsen.
14 For Domstolen har Moritz gjort gaeldende, at Retten urigtigt fandt, at den af Kommissionen fulgte procedure var lovlig, selv om bedoemmelsen af hans fortjenester havde fundet sted paa grundlag af en ufuldstaendig personlig aktmappe, der navnlig ikke indeholdt bedoemmelsen af ham for den seneste periode (1.7.1983-30.6.1985) og paa grundlag af de sandsynligvis ugunstige vurderinger af hans evner, der var foretaget af generaldirektoer Cioffi. Ifoelge appellanten burde Det Raadgivende Udvalg under disse forhold have ivaerksat en hoering med henblik paa overholdelse af det kontradiktoriske princip.
15 Kommissionen finder derimod, at Det Raadgivende Udvalg som fastslaaet af Retten lovligt har hoert generaldirektoeren vedroerende Moritz' kompetence, og at det ikke behoevede at hoere ham kontradiktorisk.
16 Ifoelge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 10.6.1987, sag 7/86, Vincent mod Parlamentet, Sml. s. 2473, praemis 16) er bedoemmelsen en uundvaerlig del af vurderingen, hver gang den overordnede myndighed skal tage stilling til tjenestemandens karriere, og en forfremmelsesprocedure er behaeftet med en mangel, saafremt ansaettelsesmyndigheden ikke har kunnet foretage en sammenlignende bedoemmelse af ansoegernes fortjenester, fordi bedoemmelsesrapporterne for en eller flere af dem ved administrationens fejl er blevet udfaerdiget med en vaesentlig forsinkelse.
17 Denne retspraksis indebaerer dog ikke, at alle ansoegerne paa det tidspunkt, hvor afgoerelsen om udnaevnelse traeffes, skal befinde sig paa noejagtigt samme trin for saa vidt angaar deres bedoemmelsesrapporter, og heller ikke, at det paahviler ansaettelsesmyndigheden at udsaette sin afgoerelse, dersom den seneste rapport for den ene eller den anden ansoeger endnu ikke er endelig som foelge af, at den er blevet forelagt den ansvarlige for en appelleret bedoemmelse eller Det Paritetiske Udvalg (dom af 27.1.1983, sag 263/81, List mod Kommissionen, Sml. s. 103, praemis 27).
18 Domstolen har ligeledes antaget, at manglende bedoemmelser under saerlige omstaendigheder kan erstattes af andre oplysninger vedroerende tjenestemandens fortjenester (dom af 18.12.1980, forenede sager 156/79 og 51/80, Gratreau mod Kommissionen, Sml. s. 3943, praemis 22).
19 De omstaendigheder, hvorunder bedoemmelsen af Moritz for perioden fra den 1. juli 1983 til den 30. juni 1985 er blevet udfaerdiget, fremgaar af praemis 43 til den appellerede dom.
20 Det fremgaar af de forhold, der er fastslaaet af Retten i praemis 43 til den appellerede dom, at den seneste bedoemmelse af appellanten, dvs. bedoemmelsen for perioden 1983-1985, paa grund af en forsinkelse voldt af Kommissionen med hensyn til udarbejdelsen af forslaget til bedoemmelsen, ikke var blandt de akter, der havde vaeret forelagt Det Raadgivende Udvalg paa datoen for den anfaegtede afgoerelse, nemlig den 2. juli 1986.
21 Under disse omstaendigheder maatte Retten for at tage stilling til anbringendet, saaledes som det var fremfoert for den, dels angive, hvilke gyldige grunde der kunne medfoere, at den manglende bedoemmelse blandt akterne i sagen blev erstattet af andre oplysninger, og dels forklare antagelsen om, at Det Raadgivende Udvalgs hoering af generaldirektoeren, uanset hvilke udtalelser der blev fremsat om Moritz, var tilstraekkelige til at raade bod paa denne mangel, uden at det var noedvendigt at give Moritz mulighed for at blive hoert paa samme tid som generaldirektoeren eller i det mindste kontradiktorisk med ham.
22 I praemis 30 og 31 i den appellerede dom hedder det i det vaesentlige blot, at Det Raadgivende Udvalg havde kunnet hoere generaldirektoeren, uden at dette medfoerte, at proceduren blev ulovlig. Retten udtaler sig hverken om de grunde, som i den foreliggende sag berettigede til brug af andre oplysninger end bedoemmelsen, eller om det tilstraekkelige i at hoere generaldirektoeren for at raade bod paa, at bedoemmelsen ikke forelaa.
23 I praemis 41 udtaler Retten sig heller ikke om disse to spoergsmaal. Den bygger paa mindre forskelle mellem forslaget til bedoemmelsen og selve bedoemmelsen, dvs. paa omstaendigheder, der ligger efter datoen for den anfaegtede afgoerelse, saaledes som det fremgaar af praemis 43 i den appellerede dom, idet den naar til det resultat, at den manglende bedoemmelse ikke har haft nogen indflydelse paa beslutningens lovlighed.
24 Retten har saaledes ikke givet nogen begrundelse for, at den ikke-kontradiktoriske hoering af generaldirektoeren lovligt havde kunnet erstatte den manglende bedoemmelse i aktmappen, og at den af Det Raadgivende Udvalg fulgte procedure saaledes ikke var ulovlig.
25 Som foelge heraf har Retten ikke paavist, at der ikke kunne laegges Kommissionen noget ulovligt, og som foelge heraf nogen tjenstlig fejl til last paa dette punkt, og har ikke givet nogen begrundelse for praemis 42 i sin dom, hvorefter ingen af de argumenter, hvormed sagsoegeren har soegt at godtgoere eksistensen af en tjenstlig fejl, begaaet af Kommissionen, kunne laegges til grund, saaledes at appellantens paastand om erstatning for oekonomisk skade ikke kunne tages til foelge.
26 Heraf foelger, at denne del af den appellerede dom vil vaere at ophaeve.
Den del af dommen, der vedroerer paastanden om erstatning for ikke-oekonomisk skade
27 Det skal bemaerkes, at Moritz for Retten havde paastaaet sig tilkendt erstatning for baade den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, som var voldt ham ved udnaevnelsen af Engel. Til stoette for beregningen af erstatningen henviste appellanten til dom af 6. april 1986 (forenede sager 173/82, 157/83 og 186/84, Castille mod Kommissionen, Sml. s. 497) og subsidiaert til ovennaevnte dom i sagen Gratreau mod Kommissionen.
28 Som naevnt i praemis 8 ovenfor, er det Retten selv, der har sondret mellem erstatning for oekonomisk og ikke-oekonomisk skade, og som har fremsat det synspunkt, at de to erstatningskrav byggede paa forskelligt grundlag.
29 For saa vidt angaar erstatningen for ikke-oekonomisk skade har Retten for det foerste fastslaaet, at forslaget til bedoemmelse for perioden 1983-1985 var blevet fremsat den 31. juli 1986, altsaa efter den i artikel 6, stk. 1, i de almindelige bestemmelser om gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 43 omhandlede frist, at Moritz havde forkastet dette forslag den 26. november 1986, dvs. naesten fire maaneder efter modtagelsen af forslaget, og at bedoemmelsen var blevet udfaerdiget den 10. februar 1987 (praemis 43 i den appellerede dom).
30 Retten bemaerkede herefter (i praemis 45 og 46), at det ifoelge Domstolens praksis paahvilede administrationen med regelmaessige mellemrum at soerge for udarbejdelse af bedoemmelser paa de i vedtaegten omhandlede tidspunktet (ovennaevnte dom i sagen Gratreau mod Kommissionen), og at den havde en rimelig frist hertil, idet enhver overskridelse skulle begrundes med saerlige omstaendigheder (dom af 5.5.1983, sag 207/81, Ditterich mod Kommissionen, Sml. s. 1359). Retten anfoerte, at den pligt til at udvise loyalitet over for og samarbejde med administrationen, der paahviler enhver tjenestemand, er til hinder for, at den, som beklager sig over en forsinkelse, der er voldt i udarbejdelsen af hans bedoemmelse, kan rejse indvendinger herimod, naar forsinkelsen kan laegges ham selv til last.
31 Retten bemaerkede endvidere (i praemis 47), at forsinkelser med hensyn til udfaerdigelsen af bedoemmelser i sig selv kan vaere til skade for tjenestemanden, alene fordi det kan paavirke hans karriereforloeb, at en saadan bedoemmelse ikke foreligger paa det tidspunkt, hvor der skal traeffes beslutninger vedroerende ham (ovennaevnte dom af 6.2.1986, Castille mod Kommissionen).
32 Under henvisning til sin dom af samme dato i sagen Moritz mod Kommissionen (sag T-29/89, Sml. II, s. 787) antog Retten i det vaesentlige paa samme grundlag (i praemis 48), at forsinkelsen i forbindelse med udfaerdigelsen af bedoemmelsen for perioden 1983-1985 ikke kun beroede paa, at forslaget til bedoemmelse var blevet udfaerdiget for sent, men tillige paa appellantens egen forsinkelse med hensyn til at besvare dette forslag. Retten har herefter (i praemis 49) fastslaaet, at appellanten ved ikke at besvare forslaget inden for en rimelig tid havde tilsidesat den loyalitets- og samarbejdspligt, der paahviler ham, og at den paastaaede forsinkelse under de foreliggende omstaendigheder ikke kunne anses for at have medfoert et ikke-oekonomisk tab.
33 I appelskriftet goer Moritz gaeldende, at Retten ikke lovligt kunne laegge vaegt paa hans i oevrigt undskyldelige forsinkelse med hensyn til at besvare forslaget til bedoemmelse, idet denne adfaerd var udvist efter afgoerelsen af 2. juli 1986, der havde voldt den skade, som kraevedes erstattet.
34 Kommissionen goer principalt gaeldende, at appellantens paastande boer afvises paa grund af retskraftsvirkningen af Rettens samme dag afsagte dom i sagen Moritz mod Kommissionen (sag T-29/89, jf. ovenfor), ved hvilken Moritz' paastand om erstatning for den skade, som han fandt foraarsaget ved den for sene udarbejdelse af bedoemmelsen for perioden 1983-1985, blev forkastet. Subsidiaert goer Kommissionen gaeldende, at Retten korrekt har fundet, at den af appellanten begaaede fejl afskaerer ham fra enhver form for erstatning.
35 Den fejl, som ansaettelsesmyndigheden paastaas at have begaaet ved for sent at udfaerdige bedoemmelsen af Moritz for perioden 1983-1985, er en skadesaarsag, der er forskellig fra den fejl, som samme myndighed har begaaet ved at udnaevne Engel under ulovlige omstaendigheder. I oevrigt kraevede appellanten erstatning for hver enkelt af disse skader under to forskellige sager for Retten (sag T-20/89 og T-29/89), i hvilke der er afsagt dom den 13. december 1990.
36 Under denne sag er der alene tale om baade den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, appellanten har lidt paa grund af den ulovlige udnaevnelse af Engel.
37 Ved at forkaste kravet om erstatning af den ikke-oekonomiske skade, som denne udnaevnelse havde forvoldt appellanten, med den i dommen i sag T-29/89 gengivne begrundelse, at ansaettelsesmyndighedens forsinkelse med at udfaerdige af bedoemmelsen ikke havde voldt appellanten nogen skade, selv om denne forsinkelse, saaledes som den er fastslaaet af Retten, var indtruffet efter udnaevnelsen af Engel, har Retten ikke taget stilling til appellantens anbringender og paastande i den form, hvori de var praesenteret i sag T-20/89.
38 Under disse omstaendigheder findes Kommissionen ikke at kunne paaberaabe sig retskraften af ovennaevnte dom i sagen Moritz mod Kommissionen (T-29/89), som i realiteten angaar et andet spoergsmaal end det, der ligger til grund for den foreliggende appel.
39 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at Retten ikke lovligt har begrundet praemis 51 i sin dom til forkastelse af paastanden om erstatning for ikke-oekonomisk skade.
40 Domstolen maa derfor, uden at der er grund til at tage stilling til de oevrige anbringender i appelsagen, give appellanten medhold i hans paastande og ophaeve den appellerede dom for saa vidt der ved denne dels er sket frifindelse af Kommissionen for Moritz' paastande om erstatning for det tab, som udnaevnelsen af Engel har voldt ham, dels er truffet afgoerelse om, at hver part skulle baere sine egne omkostninger.
Hjemvisning af sagen til Retten
41 I artikel 54, stk. 1, i statutten for EOEF-Domstolen hedder det: "Giver Domstolen appellanten medhold, ophaever den den af Retten trufne afgoerelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse."
42 Efter de i sagen foreliggende omstaendigheder finder Domstolen at burde hjemvise sagen til Retten, for at denne kan tage stilling til Moritz' paastand om erstatning for den skade, som Kommissionens afgoerelse af 2. juli 1986 om udnaevnelse af Dieter Engel til direktoer for Direktoratet for Investeringer og Laangivning i Kommissionens Generaldirektorat for Laan og Investering ("GD XVIII") maatte have forvoldt ham.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
1) Den af Retten i Foerste Instans den 13. december 1990 i sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, afsagte dom ophaeves, for saa vidt Kommissionen ved dommen blev frifundet for Heinz-Joerg Moritz' paastand om erstatning for den skade, han haevdede at have lidt som foelge af Kommissionens afgoerelse af 2. juli 1986 om udnaevnelse af Dieter Engel til direktoer for Direktoratet for Investeringer og Laangivning under Kommissionens Generaldirektorat for Laan og Investering (GD XVIII), og for saa vidt som hver part ved dommen blev tilpligtet at baere sine omkostninger.
2) Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten i Foerste Instans med henblik paa, at der traeffes afgoerelse vedroerende Heinz-Joerg Moritz' paastand om erstatning for den skade, han haevder at have lidt som foelge af Kommissionens afgoerelse af 2. juli 1986 om udnaevnelse af Dieter Engel til direktoer for Direktoratet for Investeringer og Laangivning under Kommissionens Generaldirektorat for Laan og Investering (GD XVIII).
3) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.
Full & Egal Universal Law Academy