Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° strukturreform ° forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet ° forordning nr. 797/85 ° kapitalselskaber udelukket fra at opnaa status som person, der driver landbrug som hovederhverv, paa grund af deres retlige status ° ulovlighed
(Raadets forordning nr. 797/85, art. 2, stk. 5)
2. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° strukturreform ° forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet ° forordning nr. 797/85 ° anvendelsesomraade ° national stoetteforanstaltning i form af nedsat tinglysningsafgift ved landbrugeres koeb af landbrugsjord ° ikke omfattet
(Raadets forordning nr. 797/85, art. 4, stk. 1, og art. 8, stk. 5)
Sammendrag
1. Medlemsstaterne, som ifoelge artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 797/85 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet skal definere begrebet landbrug som hovederhverv, kan ikke udelukke kapitalselskaber fra dette begreb alene paa grund af deres retlige form.
2. Det fremgaar af artikel 4, stk. 1, og artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 797/85 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet, at national stoette til koeb af jord, der ydes i form af en nedsaettelse af den tinglysningsafgift, landbrugere skal erlaegge ved koeb af landbrugsjord, ikke henhoerer under naevnte forordnings anvendelsesomraade, og derfor alene, med forbehold af traktatens artikel 92, 93 og 94, er omfattet af national ret.
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 18. april 1991, indgaaet til Domstolens Justitskontor den 19. juni s.aa., har Commissione tributaria di primo grado di Voghera (Italien) i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af begrebet landbrug som hovederhverv, jf. artikel 2, stk. 5, i Raadets forordning (EOEF) nr. 797/85 af 12. marts 1985 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet (EFT L 93, s. 1). Hensigten hermed er paa baggrund af en tvist mellem selskabet Tenuta il Bosco og det italienske Finansministerium at afgoere, om de italienske regler om tinglysningsafgift paa landbrugsjord, der overdrages mellem landbrugere, er forenelig med ovennaevnte bestemmelse.
2 Praesidenten for Den Italienske Republik godkendte ved dekret nr. 131 af 26. april 1986 en raekke nye regler vedroerende tinglysningsafgift. Ifoelge dekretet skal der ved tinglysning af skoeder paa fast ejendom svares en afgift paa 8%.
3 Afgiften udgoer 15%, naar der er tale om overdragelse af landbrugsjord, og koeberen hverken er en person, der driver landbrug som hovederhverv, en sammenslutning eller et andelsselskab, jf. henholdsvis artikel 12 og 13 i lov nr. 153 af 9. maj 1975, der navnlig omhandler gennemfoerelsen af Raadets direktiv 72/159/EOEF af 17. april 1972 om modernisering af landbrugsbedrifter (EFT 1972 II, s. 312).
4 I denne lov er det bestemt, at begrebet landbrug som hovederhverv ud over fysiske personer (artikel 12) kun omfatter andelsselskaber i landbruget og sammenslutninger af landbrugere (artikel 13), hvilket betyder, at kapitalselskaber udelukkes.
5 Tinglysningskontoret i Stradella har til selskabet Tenuta il Bosco fremsendt betalingspaakrav, hvori tinglysningsafgiften paa de landbrugsarealer, selskabet har erhvervet, saettes op fra 8 til 15% med den begrundelse, at der er tale om et kapitalselskab, som ifoelge bestemmelserne i naevnte lov nr. 153 ikke kan anses for at have landbrug som hovederhverv.
6 Selskabet har indbragt disse paakrav for Commissione tributaria di primo grado di Voghera, idet det goer gaeldende, at de strider mod forordningens artikel 2, stk. 5, hvori det hedder:
"Medlemsstaterne definerer begrebet landbrug som hovederhverv med henblik paa denne forordning.
For fysiske personer skal definitionen mindst omfatte det krav, at den del af indkomsten, der kommer fra landbrugsbedriften, udgoer 50% eller mere af landbrugerens samlede indkomst, og at den arbejdstid, som anvendes til aktiviteter uden for bedriften, udgoer mindre end halvdelen af landbrugerens samlede arbejdstid.
For ikke-fysiske personer definerer medlemsstaterne naevnte begreb under hensyn til de i foerste afsnit anfoerte kriterier."
7 Selskabet Tenuta il Bosco finder, at begrebet landbrug boer fortolkes paa samme maade som det stort set tilsvarende begreb, der anvendes i artikel 3, stk. 1, i ovennaevnte direktiv 72/159, som er blevet afloest af artikel 33, stk. 2, i ovennaevnte forordning nr. 797/85.
8 Domstolen har imidlertid i dom af 18. december 1986 (sag 312/85, Villa Banfi, Sml. s. 4039, praemis 11) fastslaaet, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/159 skal fortolkes saaledes, at medlemsstaterne ikke ved fastsaettelsen af de kriterier, som juridiske personer skal opfylde for at kunne anses for at have landbrug som hovederhverv, kan udelukke visse juridiske personer fra direktivets anvendelsesomraade alene paa grund af deres retlige organisationsform.
9 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt de italienske regler er forenelige med forordningen, for saa vidt som det ifoelge disse regler ud over fysiske personer udelukkende er andelsselskaber inden for landbruget og sammenslutninger af landbrugere, der kan nyde godt af den lavere afgift, har Commissione tributaria di primo grado di Voghera fundet det noedvendigt
"med henblik paa afgoerelsen af naervaerende tvist ... at anmode om en fortolkning af artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 797/85, da det oenskes oplyst, om det efter naevnte bestemmelse i det omfang, hvori det er overladt til medlemsstaterne at definere begrebet landbrug som hovederhverv, er lovligt at udelukke kapitalselskaber alene paa grund af deres organisationsform."
Den italienske ret har derfor besluttet at udsaette sagen indtil Domstolen har afgjort dette fortolkningsspoergsmaal.
10 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
11 En faellesskabsretlig bestemmelses betydning skal paa én gang vurderes ud fra dens indhold, dens kontekst og dens maalsaetninger.
12 Formaalet med forordningen er at forbedre effektiviteten af landbrugsstrukturerne i Faellesskabet i henhold til et koncept og en raekke kriterier, der gaelder for hele Faellesskabet. Med henblik herpaa bestemmes det i artikel 1, at der skal indfoeres en faelles foranstaltning, og at Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget skal yde tilskud til investeringer i landbrugsbedrifter, uden at deres retlige form praeciseres naermere.
13 Forordningens artikel 2 angiver udtoemmende de kriterier, som de landbrugsbedrifter, der modtager den i artikel 1 omhandlede investeringsstoette, skal opfylde. Medlemsstaterne anmodes endvidere om at definere begrebet landbrug som hovederhverv med henblik paa forordningen, idet der for fysiske personer i stk. 5, andet afsnit, og for ikke-fysiske personer i stk. 5, tredje afsnit, opstilles visse mindstekrav.
14 Medlemsstaterne kan ikke paa grundlag af artikel 2, hvori det fastsaettes, hvad medlemsstaternes definition af begrebet landbrug som hovederhverv skal indeholde, udelukke bedrifter, der opfylder betingelserne ifoelge forordningen, fra at faa del i den ordning, der indfoeres med forordningen.
15 Forordningen udelukker ° ligesom naevnte direktiv 72/159 ° ikke juridiske personer. Den henfoerer dem tvaertimod udtrykkeligt under sit anvendelsesomraade, forudsat at de opfylder betingelserne i artikel 2. Disse betingelser er ikke afhaengige af den retlige form, som den juridiske person har, og medlemsstaterne kan derfor ikke naegte juridiske personer at nyde godt af den ordning, der indfoeres i forordningen, alene fordi de har en bestemt retlig form.
16 Som fastslaaet af Domstolen (ovennaevnte Villa Banfi-dom, praemis 10), vil en saadan forskelsbehandling i oevrigt stride mod forbuddet mod forskelsbehandling i EOEF-traktatens artikel 40, stk. 3, som medlemsstaterne skal overholde ved gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik.
17 Svaret til den nationale domstol maa saaledes gaa ud paa, at medlemsstaterne, som ifoelge artikel 2, stk. 5, i ovennaevnte forordning nr. 797/85 skal definere begrebet landbrug som hovederhverv, ikke kan udelukke kapitalselskaber fra dette begreb alene paa grund af deres retlige form.
18 For at give den nationale domstol et fyldestgoerende svar vil det imidlertid vaere paa sin plads at pointere, at det, som det ogsaa fremgaar af artikel 2, stk. 5, foerste afsnit, udelukkende er med henblik paa den omhandlede forordning, at medlemsstaterne anmodes om at definere begrebet landbrug som hovederhverv.
19 I oevrigt bemaerkes det, at det er umuligt af traktatens bestemmelser eller den afledte faellesskabsret at udlede en ensartet, generel faellesskabsdefinition af begrebet "landbrugsbedrift", som vil kunne anvendes paa samtlige love og administrativt fastsatte bestemmelser vedroerende landbruget, og at det i givet fald tilkommer Faellesskabets institutioner at udarbejde en saadan definition af begrebet landbrugsbedrift til brug for den af traktaten afledte ordning (dom af 28.2.1978, sag 85/77, Azienda avicola Sant' Anna, Sml. s. 527, praemis 8 og 14).
20 Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er det derfor noedvendigt at fastlaegge den noejagtige betydning af begrebet landbrug som hovederhverv, jf. artikel 2, stk. 5, i naevnte forordning, set i relation til en national stoette som den i hovedsagen omhandlede, der ydes til koeb af jord i form af en nedsaettelse af den tinglysningsafgift, landbrugerne skal erlaegge ved koeb af landbrugsjord.
21 Det kan konstateres, at medlemsstaterne inden for rammerne af investeringsstoetteordningen ifoelge naevnte forordnings artikel 3-7 i medfoer af samme forordnings artikel 26 kun kan opnaa oekonomisk stoette fra Faellesskabet til helt specifikke foranstaltninger.
22 Det foelger saaledes af forordningens artikel 4, stk. 1, at den investeringsstoetteordning, som Faellesskabet er med til at finansiere, ikke omfatter udgifter i forbindelse med koeb af jord.
23 Stoetteordningen forhindrer dog ikke medlemsstaterne i at ivaerksaette visse nationale investeringsstoetteforanstaltninger, som Faellesskabet ikke yder tilskud til, for saa vidt som disse foranstaltninger ikke er omfattet af de forbud eller restriktioner, der anfoeres i forordningens artikel 8, stk. 1-4.
24 Det fremgaar imidlertid netop af forordningens artikel 8, stk. 5, at disse forbud og restriktioner ikke gaelder for nationale foranstaltninger vedroerende stoette til koeb af jord, saafremt de er truffet i overensstemmelse med traktatens artikel 92, 93 og 94.
25 Det foelger heraf, at national stoette til koeb af jord, der ydes i form af en nedsaettelse af den tinglysningsafgift, landbrugerne skal erlaegge ved koeb af landbrugsjord, ikke henhoerer under forordningens materielle anvendelsesomraade, men er omfattet af national ret, som ogsaa under overholdelse af traktatens artikel 92, 93 og 94 skal indeholde reglerne om den paagaeldende stoetteordning.
26 Spoergsmaalet fra den nationale ret maa paa baggrund heraf besvares med, at en national foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorved der ydes stoette til koeb af jord i form af en nedsaettelse af den tinglysningsafgift, landbrugerne skal erlaegge ved koeb af landbrugsjord, ikke er omfattet af ovennaevnte forordning nr. 797/85 og saaledes udelukkende henhoerer under national ret.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
27 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Commissione tributaria di primo grado di Voghera ved kendelse af 18. april 1991, for ret:
Medlemsstaterne, som ifoelge artikel 2, stk. 5, i Raadets forordning (EOEF) nr. 797/85 af 12. marts 1985 om forbedring af landbrugsstrukturerne skal definere begrebet landbrug som hovederhverv, kan ikke udelukke kapitalselskaber fra dette begreb alene paa grund af deres retlige form, hvorved bemaerkes, at en national foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der ydes stoette til koeb af jord i form af en nedsaettelse af den tinglysningsafgift, landbrugerne skal erlaegge ved koeb af landbrugsjord, ikke er omfattet af forordningen og saaledes udelukkende henhoerer under national ret.
Full & Egal Universal Law Academy