Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° akter fra repraesentanter for medlemsstaternes regeringer forsamlet i Raadet ° ikke omfattet
(EOEF-traktaten, art. 149, 155 og 173)
2. Annullationssoegsmaal ° Parlamentets retlige interesse i soegsmaal ° budgethandling, der kan tilsidesaette Parlamentets befoejelser ° opfoerelse paa Faellesskabets budget over indtaegter og udgifter af en hjaelp tildelt inden for en af medlemsstaterne i faellesskab foretaget aktion ° ikke omfattet
(EOEF-traktaten, art. 173, 199 og 203)
Sammendrag
1. Selv om annullationssoegsmaal kan anvendes mod enhver af institutionerne vedtagen bestemmelse uanset dens karakter, form eller betegnelse, som er bestemt til at affoede retsvirkninger, er retsakter vedtaget af repraesentanter for medlemsstaterne, der ikke handler i egenskab af medlemmer af Raadet, men som repraesentanter for deres regeringer, og som saaledes kollektivt udoever medlemsstaternes kompetence, ikke undergivet Domstolens legalitetskontrol.
En afgoerelse fra medlemsstaternes repraesentanter om humanitaer hjaelp til et tredjeland udgoer altsaa ikke en faellesskabsretsakt, der kan goeres til genstand for soegsmaal, idet afgoerelsen vedroerer et omraade, hvor Kommissionen ikke har eksklusiv kompetence. Det er herved irrelevant, om naevnte afgoerelse indeholder en henvisning til et forslag fra Kommissionen, idet et saadant forslag ikke noedvendigvis udgoer et forslag som omhandlet i traktatens artikel 149, samt at Kommissionen blev paalagt at forvalte naevnte hjaelp, idet traktatens artikel 155 ikke er til hinder for, at medlemsstaterne overdrog Kommissionen at varetage koordinationen af en faelles aktion, som de har ivaerksat paa grundlag af en retsakt vedtaget af repraesentanter for medlemsstaterne forsamlet i Raadet, eller ved at medlemsstaternes bidrag er fastsat efter en fordelingsnoegle, som er den samme som den, der anvendes ved deres bidrag til faellesskabsbudgettet, idet intet er til hinder for, at man kan anvende en saadan noegle med henblik paa en hjaelp, som er vedtaget af medlemsstaternes repraesentanter, og endelig at en del af hjaelpen kan opfoeres paa Faellesskabets budget, idet en saadan opfoersel, som ikke paalaegges af den paagaeldende afgoerelse, ikke kan aendre retsaktens kvalifikation.
2. Opfoerelsen paa Faellesskabets budget over indtaegter og udgifter af en hjaelp, der er ydet inden for rammerne af en kollektiv aktion fra medlemsstaterne, hvis finansiering direkte sikres af disse, kan ikke anses for at tilsidesaette Parlamentets budgetbefoejelser og foelgelig ikke vaere genstand for et annullationssoegsmaal indbragt af Parlamentet i henhold til traktatens artikel 173. Medlemsstaternes bidrag til den paagaeldende hjaelp udgoer nemlig ikke en del af Faellesskabets indtaegter, som omhandlet af traktatens artikel 199, og udgifterne hertil udgoer heller ikke udgifter, som omhandlet af samme bestemmelse. Opfoerelsen af saadanne beloeb paa faellesskabsbudgettet medfoerer altsaa ikke en aendring heraf, hvorfor opfoerelsen heller ikke forudsaetter en intervention fra Parlamentets side i henhold til de befoejelser, som traktatens artikel 203 tillaegger det.
Dommens præmisser
1 Ved staevninger af 11. juli 1991 og 2. oktober 1991 har Parlamentet i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173 anlagt sag med paastand om annullation af dels en retsakt vedroerende ydelse af en saerhjaelp til Bangladesh vedtaget under Raadets 1487. samling, og dels de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet til gennemfoerelse heraf.
2 Under en almindelig samling, der blev afholdt i Bruxelles den 13. og 14. maj 1991 med Storhertugdoemmet Luxembourgs udenrigsminister, Jacques F. Poos, som formand, blev det besluttet at yde en saerhjaelp til Bangladesh. Under punkt 12 i protokollen for denne samling omtales denne beslutning saaledes:
"Medlemsstaterne, forsamlet i Raadet, besluttede paa grundlag af et forslag fra Kommissionen som faellesskabsaktion at yde saerhjaelp paa 60 mio. ECU til Bangladesh. Fordelingen mellem medlemsstaterne sker efter BNI-noeglen. Hjaelpen indgaar i Faellesskabets generelle aktion til fordel for Bangladesh.
Hjaelpen ydes enten direkte af medlemsstaterne eller via en konto, som Kommissionen forvalter.
Kommissionen varetager den samlede koordination af saerhjaelpen paa 60 mio. ECU."
I forbindelse med denne beslutning blev der udsendt en pressemeddelelse med titlen "Hjaelp til Bangladesh ° Raadets konklusioner" (6004/91, Presse 60-c).
3 Efter denne beslutning oprettede Kommissionen en saerlig konto i Banque Bruxelles Lambert og opfordrede medlemsstaterne til at indsaette deres bidrag paa denne konto. Kun Graekenland efterkom denne opfordring. De oevrige medlemsstater ydede nemlig deres bidrag direkte i form af bilateral stoette.
4 I sagen mod Raadet har Parlamentet nedlagt paastand om annullation af beslutningen om at yde en saerhjaelp til Bangladesh (herefter benaevnt "den omtvistede retsakt").
5 Ved saerskilt dokument har Raadet under henvisning til, at den omtvistede retsakt ikke er en retsakt fra Raadet i traktatens artikel 173' s forstand, fremsat formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 91. Ved kendelse af 15. juni 1992 har Domstolen besluttet at behandle denne indsigelse sammen med sagens realitet.
6 I sagen mod Kommissionen har Europa-Parlamentet desuden nedlagt paastand om annullation af de retsakter, som Kommissionen udstedte til gennemfoerelse af den omtvistede retsakt. Der er for det foerste tale om den af generaldirektoeren for budgetter den 10. juni 1991 trufne afgoerelse om at opfoere det beloeb paa 716 775,45 ECU, svarende til Graekenlands bidrag, der staar paa den saerlige konto, der blev opretholdt i Banque Bruxelles Lambert, under artikel 900 (i oversigten over indtaegter) paa Faellesskabernes almindelige budget for 1991, for det andet om afgoerelsen af 13. juni 1991 om at opfoere dette beloeb som bevilling under en supplerende post, som med henblik herpaa er oprettet i oversigten over udgifter paa budgettet (konto B7-3000: Finansielt og fagligt samarbejde med udviklingslande i Asien), og for det tredje om de oevrige retsakter til gennemfoerelse af budgettet, som Parlamentet ikke maatte have faaet kendskab til (herefter benaevnt "opfoerelse paa budgettet").
7 Ved kendelse af 15. oktober 1992 har Domstolens praesident i medfoer af procesreglementets artikel 43 truffet bestemmelse om at forene sagerne mod henholdsvis Raadet og Kommissionen.
8 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
Sagen mod Raadet
9 Raadet har paastaaet sagen afvist under henvisning til, at den omtvistede retsakt ikke er vedtaget af Raadet men af medlemsstaterne og derfor ikke kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173.
10 Parlamentet har derimod anfoert, at naar henses til, at retsakten har titlen "Raadets konklusioner" og er udstedt i forbindelse med Raadets 1487. samling, som bl.a. medlemsstaternes udenrigsministre deltog i, udgoer den en retsakt fra Raadet. Raadet har ved at vedtage denne retsakt tilsidesat de budgetmaessige befoejelser, som Parlamentet er tillagt ved traktatens artikel 203.
11 Herom bemaerkes foerst, at i medfoer af artikel 173 har Domstolen til opgave at proeve "lovligheden af Raadets og Kommissionens retsakter, dog ikke af henstillinger og udtalelser".
12 Det fremgaar klart af denne bestemmelses ordlyd, at retsakter vedtaget af repraesentanter for medlemsstaterne, der ikke handler i egenskab af medlemmer af Raadet, men som repraesentanter for deres regeringer, og som saaledes kollektivt udoever medlemsstaternes kompetence, ikke er undergivet Domstolens legalitetskontrol. Som anfoert i punkt 18 i generaladvokatens forslag til afgoerelse er det herved uden betydning, om en saadan retsakt har titlen "retsakt vedtaget af medlemsstaterne forsamlet i Raadet" eller "retsakt vedtaget af repraesentanter for medlemsstaternes regeringer forsamlet i Raadet".
13 Det maa imidlertid fremhaeves, at ifoelge Domstolens faste praksis kan annullationssoegsmaalet anvendes mod enhver af institutionerne vedtagen bestemmelse, som er bestemt til at affoede retsvirkninger, uanset dens karakter eller form, jf. dom af 31. marts 1971 (sag 22/70, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 41, org. ref.: Rec. s. 263).
14 Det forhold, at en retsakt er kvalificeret som "en beslutning vedtaget af medlemsstaterne", er derfor ikke tilstraekkeligt til, at den kan unddrages den i traktatens artikel 173 hjemlede kontrol. Det maa desuden efterproeves, om den paagaeldende retsakt i betragtning af dens indhold og de samlede omstaendigheder, hvorunder den er blevet udstedt, ikke i realiteten udgoer en beslutning vedtaget af Raadet.
15 Det foelger heraf, at vurderingen af, om formalitetsindsigelsen kan tages til foelge, afhaenger af vurderingen af de klagepunkter, der er paaberaabt mod den omtvistede retsakt.
16 Inden behandlingen af disse klagepunkter bemaerkes, at Kommissionens kompetence for saa vidt angaar humanitaer hjaelp ikke er eksklusiv, og at medlemsstaterne derfor ikke er forhindret i kollektivt at udoeve deres kompetence paa dette omraade, enten i eller uden for raadsregi.
17 Til stoette for sin paastand har Parlamentet for det foerste gjort gaeldende, at der i den omtvistede retsakt henvises til et forslag fra Kommissionen. Denne henvisning viser, at det som foelge af retsaktens vedtagelsesprocedure er Raadet og ikke medlemsstaterne, der har handlet i denne sag.
18 Dette argument er ikke afgoerende. Forslag fra Kommissionen er ikke noedvendigvis forslag i traktatens artikel 149' s forstand. Forslagets retlige karakter maa vurderes under hensyntagen til de samlede omstaendigheder, hvorunder det er vedtaget. Forslaget kan ogsaa udgoere et simpelt initiativ, der er taget i form af et uformelt forslag.
19 Parlamentet har for det andet anfoert, at det af retsakten fremgaar, at saerhjaelpen skal forvaltes af Kommissionen. I henhold til traktatens artikel 155, fjerde led, kan Kommissionen imidlertid kun tildeles gennemfoerelsesbefoejelser af Raadet.
20 Dette argument kan heller ikke tiltraedes. Traktatens artikel 155, fjerde led, er nemlig ikke til hinder for, at medlemsstaterne overdrager Kommissionen at varetage koordinationen af en faelles aktion, som de har ivaerksat paa grundlag af en retsakt vedtaget af repraesentanter for medlemsstaterne forsamlet i Raadet.
21 Parlamentet har for det tredje gjort gaeldende, at det i den omtvistede retsakt bestemmes, at fordelingen af saerhjaelpen skal ske "efter BNI-noeglen", der er et typisk faellesskabsbegreb.
22 Herom skal blot bemaerkes, at traktaten ikke indeholder bestemmelser, der er til hinder for, at medlemsstaterne uden for faellesskabsregi anvender kriterier med tilknytning til budgetbestemmelserne ved fordelingen af finansielle forpligtelser i forbindelse med beslutninger vedtaget af deres repraesentanter.
23 Parlamentet har for det fjerde anfoert, at da gennemfoerelsen af den omtvistede retsakt fremover er underkastet Revisionsrettens og Parlamentets kontrol i medfoer af henholdsvis traktatens artikel 206a og artikel 206b, er denne retsakt klart en faellesskabsretsakt.
24 Som det fremgaar af Raadets protokol, bestemmes det i den anfaegtede beslutning, at medlemsstaterne kan vaelge mellem at yde deres bidrag som bilateral stoette eller via en konto, som Kommissionen forvalter. Da den omtvistede retsakt ikke kraever anvendelse af faellesskabsbudgettet i forbindelse med den del af hjaelpen, som Kommissionen skal forvalte, har opfoerelsen paa budgettet ingen betydning for, hvordan denne retsakt kvalificeres.
25 Det foelger af det anfoerte, at den omtvistede retsakt ikke er en retsakt fra Raadet, men en retsakt vedtaget af medlemsstaterne i faellesskab. Herefter maa sagen mod Raadet afvises.
Sagen mod Kommissionen
26 Ifoelge Parlamentet har Kommissionen ved at opfoere det graeske bidrag til saerhjaelpen til Bangladesh paa faellesskabsbudgettet tilsidesat traktatens bestemmelser vedroerende budgettet og dermed tilsidesat de befoejelser, som Parlamentet er tildelt ved disse bestemmelser.
27 Kommissionen har paastaaet sagen afvist under henvisning til, at opfoerelsen paa budgettet ikke er en handling, der kan anfaegtes paa grundlag af traktatens artikel 173, og at Parlamentets befoejelser ikke er blevet tilsidesat herved.
28 Med henblik paa at vurdere om opfoerelsen paa budgettet er en kommissionsbeslutning, der kan tilsidesaette Parlamentets befoejelser, bemaerkes foerst, at de anfaegtede foranstaltninger udgoer en form for udoevelse af en befoejelse, som medlemsstaterne og ikke Raadet, som fastslaaet i praemis 20 ovenfor, har overdraget Kommissionen.
29 Dernaest bemaerkes, at disse foranstaltninger vedroerer en hjaelp, der tildeles inden for rammerne af en aktion, som medlemsstaterne foretager i faellesskab, og som de finansierer direkte.
30 Det foelger heraf, at medlemsstaternes bidrag til saerhjaelpen ikke er en del af Faellesskabets indtaegter i traktatens artikel 199' s forstand, hvorfor de tilsvarende udgifter heller ikke er faellesskabsudgifter i denne artikels forstand.
31 Opfoerelsen paa faellesskabsbudgettet af det graeske bidrag til saerhjaelpen medfoerer derfor ikke, at der skal foretages aendringer i dette budget.
32 Paa baggrund heraf maa det fastslaas, at en saadan handling ikke tilsidesaetter Parlamentets befoejelser som angivet i traktatens artikel 203, hvorfor sagen maa afvises.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
33 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Parlamentet har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Sagerne afvises.
2) Europa-Parlamentet betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy