Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Tjenestemaend - soegsmaal - akt der indeholder klagepunkt - begreb - afslag paa ansoegning om fremrykket fastsaettelse af bestemte beregningsmetoder mht. pensionsrettigheder, saasom justeringskoefficienten - ikke omfattet
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)
Sammendrag
Begrebet akt, der indeholder klagepunkt, daekker baade afgoerelser om og undladelser af at traeffe foranstaltninger, som det paahviler administrationen at traeffe efter vedtaegten. En undladelse af at traeffe en afgoerelse kan saaledes vaere bebyrdende i forhold til den paagaeldende tjenestemand, naar den institution, hvortil han hoerer, har undladt at traeffe enten en afgoerelse, der udtrykkeligt er omhandlet i en bestemt bestemmelse i vedtaegten, eller en afgoerelse, som stiltiende er foreskrevet i vedtaegten med henblik paa at sikre tjenestemaendenes rettigheder.
En stiltiende afvisning af en tjenestemands ansoegning om, at den institution, hvortil han hoerer, forudfastsaetter - dvs. foer hans pensionering - bestemte metoder for beregningen af hans pensionsrettigheder, udgoer ikke en akt, der indeholder et klagepunkt, og som kan goeres til genstand for soegsmaal. Der findes ikke nogen bestemmelse i vedtaegten, der udtrykkeligt paalaegger administrationen en saadan forpligtelse. Det fremgaar derimod af artikel 10 og 40 i bilag VIII til vedtaegten, at institutionen kun kan fastsaette en tjenestemands pensionsrettigheder paa tidspunktet for hans fratraeden, idet beregningsgrundlaget for disse rettigheder i princippet ikke er endeligt og kan undergaa forandringer.
Det er kun undtagelsesvis, naar en bestanddel af denne beregning allerede er endeligt fastsat, at administrationen er forpligtet til at traeffe en afgoerelse, der foerst senere skal gennemfoeres, men som umiddelbart og direkte griber ind i den paagaeldende tjenestemands retsstilling og saaledes i forhold til vedkommende udgoer en akt, der indeholder et klagepunkt. I dette tilfaelde har den paagaeldende tjenestemand en eksisterende og aktuel retlig interesse i forud at faa afklaret en uvis faktor i sin retsstilling.
Derimod kan en tjenestemand, der endnu er i tjenesten, ikke bevise en bestaaende og aktuel interesse i at opnaa en afgoerelse vedroerende den justeringskoefficient, der skal finde anvendelse paa hans fremtidige alderspension. Fastsaettelsen af denne koefficient, som dels er betinget af tjenestemandens valg af bopaelssted efter fratraeden, dels af den paa tidspunktet for fastsaettelsen af pensionsrettighederne gaeldende lovgivning, kan ikke goeres til genstand for en fremrykket afgoerelse, der umiddelbart og direkte vedroerer den paagaeldendes retsstilling.
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger
1 Sagsoegeren, Fred Pfloeschner, der er foedt i 1928 og som er schweizisk statsborger, blev i 1958 udnaevnt til tjenestemand ved Kommissionen under anvendelse af undtagelsesbestemmelsen om statsborgerskab i artikel 28, litra a), i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").
2 Den 18. juli 1988 blev den justeringskoefficient paa 145,4, der hidtil havde vaeret gaeldende for pensioner udbetalt i Schweiz, nedsat ved Raadets forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 2175/88 om fastsaettelse af de justeringskoefficienter, der finder anvendelse i tredjelande. Forordningens artikel 3 bestemmer, at der "anvendes en justeringskoefficient paa 100 for pensionen, naar den pensionsberettigede tager bopael i et tredjeland" (EFT L 191, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 2175/88").
3 Efter de nye reglers ikrafttraeden tilstillede Kommissionen ved skrivelse af 16. januar 1989 paa Pfloeschner' s anmodning denne en foreloebig opgoerelse af hans pensionsrettigheder. Den 18. september 1989 anlagde Pfloeschner sag med paastand om annullation af Kommissionens afgoerelse af 16. januar 1989, som indeholdt en "foreloebig fastsaettelse af [hans] pensionsrettigheder ... for saa vidt den paa [hans] pension anvendelige justeringskoefficient ... fastsattes til 100, saafremt han tog bopael i Schweiz". Retten afviste denne sag, i det vaesentlige med den begrundelse, at det fremgik af gennemgangen af den anfaegtede opgoerelse, at den kun var til orientering, og at der saaledes ikke var tale om en akt, der indeholdt et klagepunkt efter vedtaegtens artikel 90, stk. 2 (dom af 3.4.1990, sag T-135/89, Pfloeschner mod Kommissionen, Sml. II, s. 153).
4 Den 3. maj 1990 indgav Pfloeschner en ansoegning om "beslutning i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, vedroerende fastsaettelsen af [hans] pensionsrettigheder og de naermere enkeltheder i denne forbindelse efter maksimumssatsen", idet det tages i betragtning, fremhaevede han, at "[han vil] tage bopael som pensionist i Schweiz, hvor [han er] statsborger, og hvor han havde bopael, da han blev ansat".
5 Da Kommissionen ikke svarede inden for den foreskrevne frist paa fire maaneder, indbragte Pfloeschner den 25. september 1990 i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, en klage over den stiltiende afvisning af hans ansoegning.
6 Ved skrivelse fra generaldirektoeren for personale og administration besvarede Kommissionen den 30. oktober 1990 klagen, idet den anfoerte, at en foreloebig opgoerelse af Pfloeschner' s pensionsrettigheder ville blive tilstillet ham snarest muligt. Kommissionen henledte dog hans opmaerksomhed paa, "at en saadan opgoerelse kun var af vejledende karakter og ikke indebar nogen afgoerelse, medmindre den blev udarbejdet efter en anmodning fra [den paagaeldende] om pensionering pr. en bestemt dato". Kommissionen sluttede med at anfoere, at grundlaget for klagen herefter var bortfaldet.
I et brev stilet til generaldirektoeren for personale og administration, Hay, den 16. november 1990 bestred Pfloeschner, at der herefter ikke var noget grundlag for hans klage. Han understregede, at han endnu ikke havde faaet svar paa ovennaevnte ansoegning af 3. maj 1990 til Kommissionen om, at der blev truffet en beslutning for hans vedkommende efter vedtaegtens artikel 90, stk. 1.
Den foreloebige opgoerelse af de pensionsrettigheder, der tilkom Pfloeschner fra den 1. januar 1991, blev tilstillet ham den 18. december 1990. Den var udfaerdiget paa grundlag af en justeringskoefficient paa 100 for pensioner udbetalt i Schweiz.
7 Paa denne baggrund har Pfloeschner ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 29. januar 1991 nedlagt paastand om annullation af den af "hr. Hay den 30. oktober 1990 trufne afgoerelse, hvorved denne afviser [hans] klage til opnaaelse af fastsaettelse af hans pensionsrettigheder efter maksimumssatsen" og som foelge heraf annullation af "den stiltiende afgoerelse om fortsat at anvende en justeringskoefficient paa 100 paa sagsoegerens pension, saafremt han tager bopael i Schweiz".
8 Kommissionen har ikke indgivet indlaeg med hensyn til realiteten, men har nedlagt paastand om, at sagen afvises. Sagsoegeren har fremsat bemaerkninger, hvori han goer gaeldende, at Kommissionens afvisningspaastand boer forkastes. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten i overensstemmelse med procesreglementets artikel 114, stk. 3, besluttet at indlede den mundtlige forhandling med hensyn til formaliteten uden forudgaaende bevisoptagelse. Den mundtlige forhandling fandt sted den 16. oktober 1991, og retsformanden erklaerede den for afsluttet ved retsmoedets afslutning.
Parternes paastande
9 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:
- Afvisning.
- Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i medfoer af de herom gaeldende regler.
Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
- Sagsoegtes afvisningspaastand forkastes eller paakendes i det mindste samtidig med afgoerelsen om sagens realitet.
- Der afsiges foelgelig kendelse om genoptagelse af retsforhandlingerne om realiteten.
- Sagsoegte tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger.
Parternes argumenter og retlig bedoemmelse
Parternes argumenter
10 Kommissionen har anfoert, at sagen boer afvises, da den vedroerer annullation dels af den paastaaede stiltiende afgoerelse om opretholdelse af en justeringskoefficient paa 100, der skal finde anvendelse paa sagsoegerens pension, saafremt han tager bopael i Schweiz, dels af skrivelsen af 30. oktober 1990 vedroerende afvisningen af hans klage.
11 Til stoette for den afvisningspaastand, som er gjort gaeldende over for det foerste punkt i ovennaevnte paastand, anfoerer Kommissionen, at dens stiltiende afvisning af den af sagsoegeren den 3. maj 1990 indgivne ansoegning ikke er en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham.
12 Kommissionen har indledningsvis henvist til sagens retlige baggrund. Den bemaerker, at en tjenestemand, der endnu er i tjenesten, ikke kan kraeve, at der traeffes en afgoerelse vedroerende forudfastsaettelse af hans pensionsrettigheder. Naermere anfoerer Kommissionen, at pensionsrettigheder foerst bliver aktuelle fra den paagaeldendes udtraeden af tjenesten, og at de foerst kan opgoeres pr. denne dato. Dette fremgaar af artikel 40 i bilag VIII til vedtaegten, hvorefter en detaljeret beregning af opgoerelsen af alderspensionsrettigheder meddeles samtidig med den afgoerelse, hvorved pensionen tilkendes, samt af artikel 10 i samme bilag, hvorefter alderspensionsretten faar virkning fra den foerste dag i den kalendermaaned, der foelger efter den maaned, i hvilken tjenestemanden uden eller efter ansoegning pensioneres.
Saa meget mindre kan en tjenestemand, der endnu er i tjenesten, efter Kommissionens opfattelse kraeve en afgoerelse i et anliggende, i det foreliggende tilfaelde fastsaettelse af justeringskoefficienten, der udgoer en integrerende bestanddel af beregningen af pensionen.
13 Under henvisning til disse regler i vedtaegten afviser Kommissionen sagsoegerens fortolkning, hvorefter det manglende svar paa hans ansoegning af 3. maj 1990 skulle vaere en foregribende beslutning om at opretholde en justeringskoefficient paa 100 for hans fremtidige pension, dersom den udbetales i Schweiz. Kommissionen er af den opfattelse, at den manglende besvarelse alene kan betyde, at der ikke kan traeffes nogen afgoerelse vedroerende fastsaettelsen af den justeringskoefficient, der skal anvendes ved beregningen af sagsoegerens pensionsrettigheder, saa laenge han ikke er tilkendt pension.
14 Kommissionen understreger, at for saa vidt den ikke har undladt at traeffe en foranstaltning, som paahviler den ifoelge vedtaegten, er dens stiltiende afvisning af at traeffe en afgoerelse om forudfastsaettelse af sagsoegerens pensionsrettigheder ikke en akt, der indeholder et klagepunkt og som saadan kan danne grundlag for en klage og et sagsanlaeg (Rettens kendelse af 14.12.1989, sag T-119/89, Teissonnière mod Kommissionen, Sml. 1990 II, s. 7). Kommissionen goer gaeldende, at sagsoegeren ikke har anfoert nogen saerlig omstaendighed, hvorunder der undtagelsesvis skulle vaere pligt til forud at fastsaette pensionsrettigheder, som endnu ikke er blevet aktuelle, og saerlig forudfastsaettelse ved en afgoerelse om den justeringskoefficient, der skal anvendes paa fremtidige rettigheder.
15 Til stoette for paastanden om afvisning af paastanden om annullation af Hay' s skrivelse af 30. oktober 1990 goer Kommissionen gaeldende, at det "ved denne skrivelse er blevet tilkendegivet sagsoegeren, at hans anmodning om fastsaettelse af pensionsrettigheder ville blive besvaret snarest muligt, idet det blev praeciseret, at den opgoerelse, han ville modtage, alene ville blive af vejledende karakter, saa laenge han ikke var blevet tilkendt ret til pension". Under alle omstaendigheder ville det - efter Kommissionens opfattelse - vaere "meningsloest og uden interesse" at undersoege, om denne skrivelse indeholder en afvisning af hans klage af 25. september 1990, for saa vidt denne klage angaar en akt, som ikke eksisterede. Efter Kommissionens opfattelse angik klagen den paastaaede stiltiende afgoerelse om at fastholde en justeringskoefficient paa 100, som skulle finde anvendelse paa sagsoegerens pension, saafremt han tog bopael i Schweiz, og ikke den stiltiende beslutning om ikke at forudfastsaette hans pension, som alene kan foelge af det manglende svar paa ansoegningen af 3. maj 1990, og som foelge heraf give anledning til klage og soegsmaal. Yderligere vil afvisningen af paastandene om annullation af ovennaevnte stiltiende afgoerelse medfoere afvisning af paastanden om annullation af skrivelsen af 30. oktober 1990.
16 Sagsoegeren goer gaeldende, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Han bemaerker foerst, at han udtrykkeligt og formelt den 3. maj 1990 i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, har anmodet Kommissionen om at traeffe en afgoerelse vedroerende stoerrelsen af den justeringskoefficient, der vil finde anvendelse paa hans pensionsrettigheder efter ikrafttraedelsen af Raadets forordning nr. 2175/88, og under hensyntagen til hans hensigt om ved pensioneringen at tage bopael i Schweiz, hvor han er statsborger, og hvor han havde bopael, da han blev ansat.
17 Sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionens afvisning af at anvende justeringskoefficienten paa fastsaettelsen af hans pensionsrettigheder - foerst stiltiende paa grund af den manglende besvarelse af hans ansoegning om, at der blev truffet beslutning i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, og senere udtrykkeligt gennem den opgoerelse af hans pensionsrettigheder, som blev tilstillet ham den 18. december 1990 - er en klar og ubetinget afgoerelse truffet af den kompetente myndighed, hvorved der allerede nu sker fastsaettelse af stoerrelsen af hans pensionsrettigheder, og hvoraf fremgaar, at han hoejst vil faa tillagt en justeringskoefficient paa 100. Det er i denne forbindelse uden betydning, at denne ret er stillet i bero indtil den dato, hvor han faktisk pensioneres, idet den allerede nu ligger fast. Denne sikkerhed understreges af, at han meget snart vil naa pensionsalderen, og af den store sandsynlighed for, at den anfaegtede regulering ikke vil blive aendret i mellemtiden. Yderligere vil fastsaettelsen af datoen for hans pensionering ikke faa nogen indvirkning paa pensionsbeloebet, der er beregnet efter maksimumssatsen. Sagsoegeren bemaerker endelig, at den form, hvorunder den anfaegtede afgoerelse er meddelt ham, er uden indflydelse paa det forhold, at der foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt.
18 Til stoette for sit standpunkt goer sagsoegeren gaeldende, at det er ulogisk at kraeve af en tjenestemand, at han fastsaetter datoen for sin pensionering eller afsked uanset grunden hertil, foerend man har gjort det muligt for ham at faa overblik over sin administrative og oekonomiske situation pr. denne dato. Under paaberaabelse af Domstolens dom af 1. februar 1979 (sag 17/78, Deshormes mod Kommissionen, Sml. s. 189) goer han gaeldende, at han har en "soegsmaalsinteresse, der allerede nu er tilstraekkeligt kvalificeret til, at han ad rettens vej kan faa afklaret en uklar faktor i sin retsstilling". Han tilfoejer i denne henseende, at han allerede opfylder de noedvendige betingelser for at kraeve sig pensioneret, og at "den dato, pr. hvilken han oensker sig pensioneret, i det vaesentlige afhaenger af et forudgaaende kendskab til fastsaettelsen af de pensionsrettigheder, der vil blive tilkendt ham".
19 Sagsoegeren understreger, at han har saa meget desto stoerre interesse i at faa afklaret sin retsstilling, som den anfaegtede afgoerelse aendrer hans oprindelige situation. Han bemaerker her, at der i en tidligere opgoerelse af hans pensionsrettigheder, der var udfaerdiget i 1988 foer ikrafttraedelsen af forordning nr. 2175/88, hvorved justeringskoefficienten for pensionsbeloeb, der udbetales i tredjelande, blev afskaffet, var blevet anvendt en justeringskoefficient paa 145,4 paa det pensionsbeloeb, han ville faa udbetalt i Schweiz.
20 For saa vidt angaar Kommissionens skrivelse af 30. oktober 1990 goer sagsoegeren gaeldende, at denne skrivelse trods sin tilsigtet tvetydige karakter er en afvisning af den klage, han havde indbragt den 25. september 1990 over den stiltiende afvisning af hans ansoegning.
Retlig bedoemmelse
21 Med henblik paa paakendelsen af den af Kommissionen anfoerte afvisningspaastand skal det som foreskrevet i vedtaegtens artikel 91, stk. 1, undersoeges, om de anfaegtede akter indeholder klagepunkter imod sagsoegeren efter artikel 90, stk. 2.
22 Ifoelge sidstnaevnte bestemmelse daekker begrebet akt, der indeholder et klagepunkt, baade afgoerelser om og undladelser af at traeffe foranstaltninger, der er foreskrevet i vedtaegten. En undladelse af at traeffe en afgoerelse kan saaledes indeholde et klagepunkt imod den paagaeldende, naar den institution, hvortil han hoerer, har undladt at traeffe enten en afgoerelse, der udtrykkeligt er omhandlet i en bestemt bestemmelse i vedtaegten, eller en afgoerelse, som stiltiende er foreskrevet i vedtaegten med henblik paa at sikre tjenestemaendenes rettigheder.
23 Det maa derfor fastslaas, om Kommissionen ved at forholde sig tavs over for sagsoegerens ansoegning af 3. maj 1990 med henblik paa opnaaelse af en afgoerelse vedroerende den justeringskoefficient, der skulle finde anvendelse paa hans fremtidige alderspension, saafremt han tog bopael i Schweiz, har undladt at traeffe en foranstaltning, som sagsoegeren med foeje kunne kraeve i medfoer af vedtaegten.
24 Det bemaerkes, at der ikke i vedtaegten findes nogen bestemmelse, der udtrykkeligt paalaegger den institution, hvortil en tjenestemand hoerer, forud, dvs. foer hans pensionering, at fastsaette visse regler for beregningen af hans pensionsrettigheder. Tvaertimod fremgaar det af de relevante bestemmelser i vedtaegten, at fastsaettelsen af en tjenestemands pensionsrettigheder sker i det oejeblik, hvor han faar tilkendt pension. Artikel 40 i vedtaegtens bilag VIII om pensionsordningen bestemmer nemlig, at "det paahviler den institution, som tjenestemanden tilhoerte paa fratraedelsestidspunktet, at fastsaette rettighederne til alderspension ... Samtidig med den afgoerelse, hvorved pensionen tilkendes, modtager tjenestemanden ... en detaljeret beregning af opgoerelsen". Artikel 10 i samme bilag bestemmer, at "pensionsretten faar virkning fra den foerste dag i den kalendermaaned, der foelger efter den maaned, i hvilken tjenestemanden ... pensioneres".
25 Ovennaevnte regel i vedtaegten, hvorefter institutionen alene kan fastsaette en tjenestemands rettigheder til alderspension, naar han fratraeder, er affoedt af de saeregne krav, der er forbundet med en ret, som er ved at opstaa, og for hvilken beregningsgrundlaget principielt ikke er endeligt og kan undergaa forandringer, saa laenge den paagaeldende ikke har faaet tilkendt pension. Samtlige bestanddele i beregningsgrundlaget for en tjenestemands pensionsrettigheder kan saaledes i almindelighed ikke fastsaettes, foerend han fratraeder.
26 Denne regel er dog ikke laengere berettiget, naar en bestanddel af denne beregning undtagelsesvis allerede er endeligt fastsat. I dette tilfaelde skal bestemmelserne i vedtaegten fortolkes saaledes, at de stiltiende forpligter den paagaeldende institution til straks at traeffe en afgoerelse. Dette har Domstolen fastslaaet i ovennaevnte dom af 1. februar 1979 (sag 17/78, Deshormes mod Kommissionen, praemis 10, 11 og 12), for saa vidt angaar en afgoerelse vedroerende medregning af beskaeftigelsesperioder forud for en tjenestemands ansaettelse ved beregningen af pensionsgivende tjenesteaar. Af denne dom fremgaar det nemlig, at naar en afgoerelse, der foerst senere skal gennemfoeres - og som umiddelbart og direkte griber ind i den paagaeldendes retsstilling - kan traeffes paa grundlag af bestemte oplysninger, der ikke kan undergaa aendringer, har den paagaeldende en eksisterende og aktuel retlig interesse i forud at faa afklaret en uvis faktor i sin retsstilling (jf. ligeledes Rettens ovennaevnte kendelse af 14.12.1989, sag T-119/89, Teissonnière mod Kommissionen, grund 19).
27 For saa vidt angaar denne sag bemaerker Retten, at den justeringskoefficient, der skal finde anvendelse, er betinget dels af, hvor den paagaeldende tager bopael efter sin fratraeden, dels af de regler, der gaelder ved fastsaettelsen. I den henseende skal det bemaerkes, at valget af bopael skal traeffes af den paagaeldende, naar han uden eller efter ansoegning pensioneres. Det foelger saaledes heraf, at en tjenestemand, der endnu er i tjenesten, ikke kan bevise en bestaaende og aktuel interesse i at opnaa en afgoerelse vedroerende den justeringskoefficient, der skal finde anvendelse paa hans fremtidige alderspension. Paa grund af ovennaevnte betingelse, der er knyttet til valg af bopaelsland, og hvis opfyldelse foerst kan konstateres, naar den paagaeldende fratraeder, kan fastsaettelsen af justeringskoefficienten ikke goeres til genstand for en fremrykket afgoerelse, der umiddelbart og direkte vedroerer den paagaeldendes retsstilling.
28 Af samtlige disse grunde fastslaar Retten, at Kommissionen ved at undlade at besvare ansoegningen af 3. maj 1990 ikke har undladt at traeffe en afgoerelse, som udtrykkeligt eller stiltiende paahviler den efter vedtaegten.
29 Heraf foelger, at den stiltiende afvisning, som i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, foelger af Kommissionens undladelse af at besvare sagsoegerens ansoegning af 3. maj 1990 ved udloebet af en frist paa fire maaneder fra indgivelsen af ansoegningen, ikke kan indeholde et klagepunkt imod sagsoegeren. Sagen boer derfor afvises.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
30 Ifoelge artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) Sagens afvises.
2) Hver part baerer sine omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy