EUR-Lex -  61991TJ0011 - DA - DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FEMTE AFDELING) DEN 25. FEBRUAR 1992. - BERNHARD SCHLOH MOD RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - TJENESTEMAND - ANNULLATION AF EN FORFREMMELSE TIL LOENKLASSE A 2. - SAG T-11/91.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Tjenestemaend - forfremmelse - sammenligning af fortjenester - A2-stillinger - sammenligning foretaget af en ikke i vedtaegten kraevet raadgivende instans - administrationen frit stillet vedroerende dennes sammensaetning og kompetence

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 45)

2. Tjenestemaend - forfremmelse - administrationens skoen - Rettens proevelse - graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 45)

3. Tjenestemaend - forfremmelse - klage fra en forbigaaet ansoeger - afvisning - begrundelse - omfang

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 45 og art. 90, stk. 2)

Sammendrag

1. Selv om beslutninger om forfremmelse og sammenligning af fortjenester som fastsat i vedtaegtens artikel 45 alene er ansaettelsesmyndighedens ansvar, er denne dog befoejet til ved forberedelsen af disse beslutninger at oprette en raadgivende instans som f.eks. et udvalg, der har til opgave at behandle ansoegninger til stillinger i loenklasse A2, og hvis sammensaetning og kompetence ansaettelsesmyndigheden frit kan fastsaette.

2. Ansaettelsesmyndigheden har et vidt skoen ved afgoerelser om forfremmelse, og Retten kan udelukkende efterproeve, om ansaettelsesmyndigheden har begaaet en aabenbar fejl ved skoensudoevelsen eller har benyttet befoejelsen til et andet formaal end det, hvortil befoejelsen er overladt den.

3. Selv om ansaettelsesmyndigheden i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, er forpligtet til at begrunde en afvisning af en klage over en forfremmelse, er den ikke forpligtet til at give forbigaaede ansoegere nogen redegoerelse for den sammenlignende vurdering, den har anlagt af dem og den til forfremmelse udvalgte ansoeger. Ansaettelsesmyndigheden kan begraense sig til at give en kortfattet begrundelse vedroerende spoergsmaalet, om de retlige betingelser, vedtaegten stiller for en forfremmelses lovlighed, er opfyldt.

Dommens præmisser

Sagens baggrund

1 Sagsoegeren, der er foedt i 1929, tiltraadte ved Raadets Generalsekretariat den 12. maj 1964. Han varetager opgaver som juridisk konsulent i Raadets Juridiske Tjeneste. Siden den 1. oktober 1973 har han vaeret indplaceret i loenklasse A3.

2 Den 28. juni 1989 offentliggjorde Raadet en meddelelse om en ledig stilling i loenklasse A2 i Den Juridiske Tjeneste, som skulle besaettes ved forflyttelse. Da meddelelsen ikke foerte til noget resultat, blev tjenestemaendene ved Raadets Generalsekretariat ved en personalemeddelelse, der havde nr. 4/90 og var dateret den 11. januar 1990, underrettet om, at denne stilling kunne besaettes ved forfremmelse.

3 Sagsoegeren indgav ansoegning den 21. januar 1990. Der indkom ligeledes ansoegninger fra syv andre tjenestemaend i loenklasse A3 ved Raadets Generalsekretariat.

4 Den 3. april 1990 havde sagsoegeren en samtale med Raadets generalsekretaer, der fungerer som ansaettelsesmyndighed (herefter benaevnt "ansaettelsesmyndigheden"), naar der er tale om udnaevnelse af tjenestemaend i loenklasse A2. Ved skrivelse af 21. maj 1990 underrettede generalsekretaeren sagsoegeren om, at hans ansoegning ikke havde "kunnet imoedekommes", og at ansaettelsesmyndighedens valg "var faldet paa en anden ansoeger".

5 Vedkommende anden ansoeger var R. B., der er foedt i 1936, og som indtraadte i Raadets Generalsekretariat i 1964 og var blevet oprykket i loenklasse A3 i 1979. R. B., der i lighed med sagsoegeren er tysk statsborger, havde sidst vaeret placeret i Generaldirektoratet for Forbindelser med Tredjelande ved Raadets Generalsekretariat.

6 Den 17. august 1990 indbragte sagsoegeren en klage i medfoer af artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend og oevrige ansaette i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), hvori han gjorde gaeldende, at de afgoerelser, der var truffet ved skrivelse af 21. maj 1990 fra Raadets generalsekretaer, var blevet truffet under tilsidesaettelse af gaeldende regler.

7 Han beklagede sig for det foerste over, at hans fortjenester, dels inden for rammerne af hans virke i Bruxelles og dels som befuldmaegtiget for Raadet i sager for Domstolen, ikke var blevet taget i betragtning.

8 Yderligere haevdede han, at Raadets generalsekretaer, Ersboell, ikke behandlede ham objektivt. Han gjorde gaeldende, at Ersboell i adskillige tilfaelde, hvori han havde vaeret involveret, ikke havde respekteret "hverken gaeldende retsregler eller Domstolen", og at den anfaegtede afgoerelse var et "udslag af denne holdning" hos Ersboell over for ham. Til stoette for denne erklaering anfoerte sagsoegeren tre indicier:

- I juli 1988 havde Ersboell udnaevnt lederen af sit kontor til tjenestemand i loenklasse A2 uden forinden at have forelagt sagen for Mobilitetsudvalget, hvoraf sagsoegeren var medlem paa davaerende tidspunkt. Trods en skriftlig henvendelse fra dette udvalg til generalsekretaeren havde denne fastholdt sin afgoerelse i foerste omgang, hvilket havde bevirket, at sagsoegeren ikke havde andet valg end at udtraede af udvalget. En maaned senere havde generalsekretaeren efter at have anmodet om og modtaget en udtalelse fra Den Juridiske Tjeneste ophaevet sin afgoerelse, og sagsoegeren havde paa ny indtaget sin plads i udvalget.

- I slutningen af 1989 havde Ersboell under forskellige paaskud naegtet at modtage sagsoegeren til en samtale vedroerende dennes forfremmelse.

- Ersboell havde uretmaessigt forhalet opfyldelsen af Domstolens dom af 30. juni 1983 (sag 85/82, Schloh mod Raadet, Sml. s. 2105, paa s. 2131), hvorved sagsoegeren havde opnaaet annullation af udnaevnelsen af en tjenestemand i loenklasse A2 (direktoeren for budgettet og vedtaegten) med den begrundelse, at den paagaeldende stilling i strid med vedtaegtens artikel 27, stk. 3, var blevet forbeholdt en borger fra en bestemt medlemsstat. Efter Domstolens afsigelse af dommen var den person, der var blevet udnaevnt, forblevet i Raadets tjeneste som midlertidigt ansat i loenklasse A2 indtil september 1984. Den paagaeldende stilling var foerst blevet besat ved udnaevnelse af en fast tjenestemand fra den 1. september 1984. Ifoelge sagsoegeren beviser kronologien i denne redegoerelse, at Ersboell ikke havde efterkommet ovennaevnte dom.

9 Sagsoegeren tilfoejede endvidere, at det paa hans foedeegn (Hamburg) blev betragtet som uanstaendigt ("nicht anstaendig") gentagne gange at lade en ansat arbejde og procedere for Domstolen uden at anerkende vaerdien af hans arbejde.

10 Klagen blev forkastet ved en skrivelse, som Raadets generalsekretaer tilstillede sagsoegeren den 14. november 1990. Skrivelsen var saalydende:

"Deres ovennaevnte klage over de afgoerelser, der indeholdes i min skrivelse af 21. maj 1990 vedroerende udnaevnelse af en direktoer ved Raadets Juridiske Tjeneste, har vaeret genstand for en grundig undersoegelse.

Som resultat af denne undersoegelse skal jeg meddele Dem foelgende:

I medfoer af vedtaegtens artikel 45 sker forfremmelse efter ansaettelsesmyndighedens afgoerelse, og den foregaar udelukkende ved udvaelgelse blandt de tjenestemaend, der har en minimumsanciennitet i deres loenklasse, og efter sammenligning af deres fortjenester og de udtalelser, der afgives om dem.

I den forbindelse tillader jeg mig at praecisere, at ansaettelsesmyndigheden ved vurderingen af de fortjenester og bedoemmelser, der skal tages i betragtning ved forfremmelsen, har et vidt skoen, som i oevrigt udtrykkeligt er anerkendt i fast praksis ved De Europaeiske Faellesskabers Domstol, og jeg skal bekraefte, at ansaettelsesmyndigheden i forfremmelsessager noeje overholder forskrifterne i vedtaegtens artikel 45.

I betragtning af det ovenfor anfoerte beklager jeg ikke at kunne tage Deres klage af 17. august 1990 til foelge."

Retsforhandlinger

11 Paa denne baggrund har sagsoegeren den 15. februar 1991 anlagt naervaerende sag. Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt.

12 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Efter Rettens anmodning har sagsoegte fremlagt akterne vedroerende proceduren ved besaettelsen af den paagaeldende stilling samt akterne vedroerende sagsoegeren og den udvalgte ansoeger.

13 Sagsakterne vedroerende proceduren ved besaettelsen af stillingen indeholdt bl.a. en notits af 23. maj 1990 fra generalsekretaeren til indlaeggelse i sagsmappen ved Direktoratet for Personale og Administration med en beskrivelse af den procedure, der var fulgt af ansaettelsesmyndigheden. Ifoelge notitsen havde generalsekretaeren udpeget et Bedoemmelsesudvalg bestaaende af tre personer, nemlig generaldirektoeren for Den Juridiske Tjeneste, direktoeren for personale og administration og en raadgiver fra sit eget kontor. Generalsekretaeren fremhaevede, at han efter at have hoert dette udvalgs mundtlige beretning havde haft samtaler med hver enkelt ansoeger. Under samtalerne havde han spurgt hver enkelt ansoeger, om han havde oplysninger at foeje til dem, han allerede havde givet under sin forudgaaende samtale med generaldirektoeren for Den Juridiske Tjeneste. I notitsen understregede generalsekretaeren endvidere, at "en af de helt noedvendige betingelser (set fra ansaettelsesmyndighedens og generaldirektoeren for Den Juridiske Tjenestes synspunkt) var, at han skulle kunne lede en gruppe jurister, bortset fra at han naturligvis skulle have de noedvendige juridiske kvalifikationer". Notitsen var bilagt korte referater af de samtaler, generalsekretaeren havde haft med ansoegerne, herunder den samtale, han havde haft med sagsoegeren den 3. april 1990. Genparter af disse sagsakter er blevet tilstillet sagsoegeren.

14 Hvad angaar akterne vedroerende R. B. er kun den sidste bedoemmelse af ham fremlagt som bilag i sagen. Sagsoegerens repraesentant har haft lejlighed til at goere sig bekendt med dette dokument paa Rettens Justitskontor.

15 Den mundtlige forhandling fandt sted den 5. december 1991. Parternes repraesentanter afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten. Sagsoegtes repraesentant besvarede bl.a. forskellige spoergsmaal, der tidligere var blevet stillet ham af Retten, og som vedroerte de af ham fremlagte dokumenter. Afdelingsformanden erklaerede den mundtlige forhandling afsluttet ved retsmoedets slutning.

16 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- De af Raadets generalsekretaer trufne afgoerelser vedroerende udnaevnelse af R. B. til direktoer for Den Juridiske Tjeneste og afslag paa sagsoegerens ansoegning til denne stilling - hvilke afgoerelser blev meddelt ved generalsekretaerens skrivelse af 21. maj 1990 - samt afvisningen af sagsoegerens klage, hvilken afgoerelse blev meddelt ham ved notits af 14. november 1990 fra generalsekretaeren, annulleres.

- Raadet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17 Raadet har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, for saa vidt disse ikke betales af Raadet i medfoer af artikel 70 i Domstolens procesreglement.

Realiteten

18 Under den skriftlige forhandling har sagsoegeren sammenfattet sine klagepunkter vedroerende de anfaegtede afgoerelser under ét anbringende. Retten finder imidlertid, at der er grund til at opdele dette i tre anbringender, nemlig for det foerste paastaaet tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 5, stk. 3, og almindelige retsgrundsaetninger, bl.a. grundsaetningen om lighed og fordelende retfaerdighed, for det andet tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, og for det tredje magtfordrejning. Yderligere skal bemaerkes, at sagsoegeren under den mundtlige forhandling har fremfoert et fjerde anbringende, nemlig utilstraekkelig begrundelse af afgoerelsen om afvisning af hans klage.

Anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 5, stk. 3, og almindelige retsgrundsaetninger

19 Skoent sagsoegeren udtrykkeligt i staevningen goer gaeldende, at vedtaegtens artikel 5, stk. 3, og almindelige retsgrundsaetninger er blevet tilsidesat, har han ikke anfoert nogen saerlig argumentation for dette anbringende.

20 Hvad angaar den paastaaede tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 5, stk. 3, har Raadet gjort gaeldende, at sagsoegerens og B.' s ansoegninger er blevet gennemgaaet efter samme regler, og at sagsoegeren ikke har forklaret, hvorledes hans oplysninger under sagen kan vise det modsatte. Hvad angaar grundsaetningerne om lighed og fordelende retfaerdighed finder sagsoegte, at de har givet sig udslag i artikel 5, stk. 3, og artikel 45, stk. 1, og at deres raekkevidde i den foreliggende sag ikke gaar ud over disse bestemmelsers. I duplikken har sagsoegte bemaerket, at sagsoegeren ikke i replikken er kommet tilbage til sit klagepunkt om tilsidesaettelse af disse grundsaetninger, og drager heraf den konklusion, at sagsoegeren har frafaldet punktet.

21 Da sagsoegeren ikke til stoette for anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 5, stk. 3, og almindelige retsgrundsaetninger har anfoert noget, der goer det muligt at vurdere rigtigheden af det, kan anbringendet ikke laegges til grund.

Anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 1

22 For saa vidt angaar spoergsmaalet om tilsidesaettelse af artikel 45, stk. 1, anerkender sagsoegeren vel som udgangspunkt, at ansaettelsesmyndigheden har et vidt skoen, men fremhaever, at det skal udoeves helt objektivt. Han finder ikke at vaere blevet behandlet objektivt. Til stoette for dette udsagn henviser han til den kritik, han har fremfoert i sin klage, bl.a. vedroerende udnaevnelsen af lederen af generalsekretaerens kontor i en stilling i loenklasse A2 i 1988 og hans egne forgaeves forsoeg paa at faa et moede med generalsekretaeren i slutningen af 1989 med henblik paa en droeftelse af sin forfremmelse.

23 For det andet goer sagsoegeren gaeldende, at hans fortjenester ikke er blevet anerkendt, da den anfaegtede afgoerelse blev truffet. For saa vidt angaar det arbejde, som sagsoegeren har udfoert i Bruxelles, henviser han til sin personlige aktmappe og de hertil hoerende bedoemmelser og kommentarer.

24 For saa vidt angaar sagsoegerens virke som befuldmaegtiget for Raadet under sager for Domstolen kritiserer han generalsekretaeren for at behandle det som "betydningsloest". Sagsoegeren goer gaeldende, at han har repraesenteret Raadet ved Domstolen i mindst 30 sager, procederet paa fem processprog og i de mest forskelligartede sager. Disse aktiviteter, som han har udoevet i femten aar, er aldrig blevet paaskoennet og endda til tider ej heller omtalt i bedoemmelserne af ham. I denne sammenhaeng henviser sagsoegeren ligeledes til, at han, selv om han har faaet tilladelse til at afholde visse kurser ved universiteterne i Bruxelles og Saarbruecken, kun én gang har faaet orlov med loen for at undervise i faellesskabsret i USA og har maattet bruge sine normale ferier til undervisningsophold derovre. Han bemaerker ligeledes, at han aldrig har deltaget i FIDE' s kongresser, selv om en eller flere direktoerer eller generaldirektoerer ved Raadet altid er til stede ved disse. Efter sagsoegerens opfattelse har den "manglende paaskoennelse" af hans virke ved Domstolen, som han betragter som graensende til "foragt for Domstolen", ligeledes givet sig udslag i den forsinkede opfyldelse af Domstolens ovennaevnte dom af 30. juni 1983 i sagen Schloh mod Raadet, som han allerede havde foert.

25 I replikken har sagsoegeren tilfoejet, at Raadet selv har bevist, at dets generalsekretaer behandler hans virke for Domstolen som "betydningsloest", idet sagsoegte i svarskriftet har anfoert, at en stilling i loenklasse A2 "ikke noedvendigvis og udelukkende kraever en saerlig teknisk uddannelse, men tillige og ikke mindst evne til at lede og koordinere samt opnaa kontakter paa meget hoejt niveau ...". Sagsoegeren finder det uberettiget at betegne det virke, der udfoldes af institutionernes befuldmaegtigede for Domstolen, som "alene kraevende en saerlig teknisk uddannelse".

26 For det tredje goer sagsoegeren gaeldende, at der ikke er foretaget nogen sammenlignende undersoegelse i medfoer af forskrifterne i vedtaegtens artikel 45, stk. 1. Til stoette for dette anbringende henviser sagsoegeren i replikken til omstaendighederne i forbindelse med R. B.' s udnaevnelse til den paagaeldende stilling. Efter sagsoegerens opfattelse er R. B. i realiteten kun blevet overflyttet til Den Juridiske Tjeneste under medtagelse af sit sagsomraade fra Generaldirektoratet for Forbindelserne med Tredjelande, og i forbindelse med denne overflytning er der sket en opnormering af stillingen, altsaa en forfremmelse af R. B. Efter sagsoegerens opfattelse er den sammenligning af fortjenester, som paastaas foretaget, uden enhver mening under disse omstaendigheder, saaledes at vedtaegtens artikel 45, stk. 1, noedvendigvis maa vaere tilsidesat. Sagsoegeren henleder opmaerksomheden paa, at beskaffenheden af det arbejde, der skulle udfoeres i den "saakaldt ledige" stilling, ikke var angivet i meddelelsen om denne.

27 Under den skriftlige forhandling har sagsoegeren yderligere gjort gaeldende, at sagsoegte ikke havde fremlagt dokument vedroerende nogen sammenligning af fortjenester. I retsmoedet gjorde han gaeldende, at de dokumenter, som er fremlagt af Raadet paa Rettens anmodning, beviser, at en saadan sammenligning ikke har fundet sted. Han understreger, at tilbuddet om at fremlaegge hans egne og R. B.' s sagsakter ikke er tilstraekkeligt som bevis for, at en saadan sammenligning har fundet sted. Hvad angaar ovennaevnte notits af 23. maj 1990 fra generalsekretaeren har han bemaerket, at den ligger efter den anfaegtede udnaevnelse, og at den foerst er blevet fremlagt efter afslutningen af den skriftlige forhandling i denne sag. Han har yderligere gjort gaeldende, at han aldrig paa davaerende tidspunkt har hoert tale om nedsaettelse af et Bedoemmelsesudvalg, og at ansoegerne ikke er blevet hoert af dette, selv om de paagaeldende under proceduren for besaettelse af en anden stilling allerede ved nedsaettelsen af et saadant udvalg var blevet underrettet om og hoert af dette.

28 Hvad angaar de "lederevner", som var naevnt i ovennaevnte notits, kritiserer sagsoegeren ansaettelsesmyndigheden for at have benyttet sig af et ukontrollabelt begreb. Han har gjort gaeldende, at R. B. i sin tidligere stilling naermest havde med diplomatiske spoergsmaal at goere, og at han ikke har haft nogen egentlig juridisk praksis i 25 aar, mens sagsoegeren selv har procederet i ca. halvtreds sager for Domstolen. Han understreger, at R. B. saaledes "alene er en manager", mens den tidligere generaldirektoer for Den Juridiske Tjeneste, Fornasier, som kendte sagsoegeren personligt, i sine bedoemmelser har bekraeftet hans evne til at lede en gruppe. Sagsoegeren goer gaeldende, at generalsekretaeren, som ikke kendte ham, ikke kan haevde det modsatte uden at begrunde dette for Retten.

29 I besvarelse af et spoergsmaal, der er stillet af Retten, har sagsoegerens repraesentant henledt opmaerksomheden paa, at det ikke af Raadets svar fremgaar, at akterne vedroerende de enkelte ansoegere har vaeret forelagt Bedoemmelsesudvalget og ansaettelsesmyndigheden. Han har yderligere gjort gaeldende, at Retten ikke har de noedvendige oplysninger for at kunne bedoemme, om ansaettelsesmyndigheden har overholdt bestemmelserne i vedtaegtens artikel 45. Han har bl.a. understreget, at Bedoemmelsesudvalget ifoelge notitsen af 23. maj 1990 alene har afgivet en mundtlig udtalelse, hvilket er til hinder for at udoeve legalitetskontrollen. Efter sagsoegerens opfattelse burde saadanne forhold, hvorunder legalitetskontrol fra EF' s domsmyndigheds side ikke er mulig, vaere tilstraekkelig til at begrunde annullation af den anfaegtede afgoerelse.

30 I replikken har sagsoegeren endvidere foreslaaet Retten at indkalde Raadets generalsekretaer og sagsoegeren selv til at give personligt moede under den mundtlige forhandling. I retsmoedet har han naermere anfoert, at han ikke havde til hensigt at kraeve Raadets generalsekretaer afhoert som vidne, men at han skulle vaere til stede med henblik paa eventuelt at besvare spoergsmaal fra Retten uden aflaeggelse af ed.

31 I besvarelse af anbringendet om tilsidesaettelsen af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, har Raadet gjort gaeldende, at de af sagsoegeren paaberaabte indicier beviser, at han er en jurist, som noeje overvaager overholdelsen af gaeldende retsregler ved udnaevnelse af tjenestemaend i Raadets Generalsekretariat, men at intet af de forhold, han paaberaaber sig, er udtryk for manglende objektivitet over for ham fra ansaettelsesmyndighedens side.

32 Efter Raadets opfattelse har sagsoegeren ikke bevist, at hans fortjenester ikke er blevet taget i betragtning. Efter sagsoegtes opfattelse er de forhold, der anfoeres af sagsoegeren vedroerende hans virke ved universiteterne, ikke bevis for manglende anerkendelse af hans arbejde som befuldmaegtiget ved Domstolen. Sagsoegte bemaerker, at undervisning, som gives af en tjenestemand i hans ferie, ikke er relevant for bedoemmelsen af hans kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfaerd som omhandlet i vedtaegtens artikel 43. Sagsoegte erindrer endvidere om, at en institution ikke har nogen pligt til at bevilge en tjenestemand tjenestefrihed af personlige aarsager til at undervise.

33 I duplikken tilfoejer Raadet, at det ikke havde til hensigt at nedvurdere sagsoegerens virke som dets befuldmaegtigede ved Domstolen ved i svarskriftet at benytte udtrykket "alene en saerlig teknisk uddannelse". Raadet finder dog, at den bedste advokat i verden ikke noedvendigvis er den bedste ansoeger til en stilling som direktoer i Den Juridiske Tjeneste. Raadet understreger, at man ikke alene skal tage hensyn til en ansoegers kvalifikationer som procederende jurist, men tillige til hans evne til at lede og koordinere samt skabe kontakter paa hoejt niveau. Raadet opfordrer Retten til at sammenligne sagsoegerens sagsakter med R. B.' s med henblik paa at fastslaa, om ansaettelsesmyndigheden har handlet inden for rammerne af sit skoen og taget hensyn til samtlige omstaendigheder, herunder sagsoegerens virke som befuldmaegtiget ved Domstolen. Raadet bemaerker i oevrigt, at det udviser al skyldig respekt for Domstolen og dens domme. Det tilfoejer, at hvis man maatte stoede paa undtagelser, er dette dog ikke bevis for manglende objektivitet i forhold til sagsoegeren.

34 For saa vidt angaar sagsoegerens paastand om, at der ikke er foretaget nogen sammenlignende undersoegelse i medfoer af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, goer Raadet gaeldende, at sagsoegeren har bevisbyrden paa dette punkt. Det paaberaaber sig Domstolens dom af 11. maj 1978 (sag 34/77, Oslizlok mod Kommissionen, Sml. s. 1099, paa s. 1113) som stoette for, at ansaettelsesmyndigheden har et vidt skoen i forbindelse med ansaettelse i og fritagelse fra stillinger i loenklasse A1 og A2, hvilket indebaerer en vid dispositionsmargen hvad angaar saavel de objektive tjenstlige krav som bedoemmelsen af de paagaeldende tjenestemaends kvalifikationer. Efter sagsoegtes opfattelse foelger det af denne dom, at sagsoegeren maa redegoere for, hvilke forhold der klart beviser, at ansaettelsesmyndigheden ikke har foretaget nogen sammenligning af de enkelte ansoegeres fortjenester og bedoemmelser. Ifoelge Raadet ville dette vaere tilfaeldet, f.eks. dersom oplysningerne i sagen viste, at ansaettelsesmyndigheden havde vaeret under paavirkning af en medlemsstat eller taget hensyn til den udvalgte ansoegers statsborgerforhold, som f.eks. i den foerste Schloh-sag (ovennaevnte dom af 30.6.1983, sag 85/82). I naervaerende sag er sagsoegeren og den udvalgte ansoeger statsborgere i samme medlemsstat, og det er ikke gjort gaeldende, at nogen medlemsstat har oevet indflydelse paa ansaettelsesmyndighedens afgoerelse. Raadet fremhaever desuden, at den udvalgte ansoegers kvalifikationer og bedoemmelserne af ham i almindelighed var ekstraordinaert gode.

35 I duplikken bestrider Raadet, at R. B.' s ansaettelse eller arbejde er blevet overflyttet fra Generaldirektoratet for Forbindelserne med Tredjelande til Den Juridiske Tjeneste. Raadet goer gaeldende, at R. B. efter sin placering i Den Juridiske Tjeneste varetager arbejdsomraader, som er helt nye. For det foerste er han blevet paalagt opgaver i forbindelse med de to Tysklandes forening, naar denne har kraevet hasteforanstaltninger fra Faellesskabets side. I oejeblikket har han til opgave at bistaa generaldirektoeren i funktionerne som juridisk raadgiver for de to loebende regeringskonferencer om Den OEkonomiske og Monetaere Union og Den Politiske Union samt behandle visse retlige sider af den frie bevaegelighed for personer. Efter Raadets opfattelse har dette arbejde intet at goere med det, som tidligere blev udfoert af R. B. i Generaldirektoratet for Forbindelserne med Tredjelande, hvor han var beskaeftiget med forbindelserne med OEsteuropa og Kina, reguleringen af handelen, herunder "anti-dumping", internationale oekonomiske organisationer, nord-syd spoergsmaal mv.

36 Raadet finder, at "der har fundet en reel udvaelgelsesproeve sted med hensyn til den paagaeldende stilling", idet der er blevet offentliggjort en meddelelse om den, otte ansoegere, herunder sagsoegeren, har indgivet ansoegninger, akterne vedroerende de otte ansoegere er blevet noeje gennemgaaet, og de otte ansoegere hver isaer er blevet hoert under personlige samtaler, hvorefter den ansoeger, som efter ansaettelsesmyndighedens bedoemmelse, betragtet under ét, havde de bedste kvalifikationer, er blevet udvalgt.

37 Over for den kritik, som Raadet er blevet udsat for, for ikke at have fremlagt noget bilag vedroerende gennemgangen af ansoegningerne, goer det gaeldende, at sagsoegerens og R. B.' s personlige akter vil goere det muligt for Retten at skoenne over, hvorvidt ansaettelsesmyndigheden har overskredet graenserne for sit skoen ved at finde, at R. B.' s ansoegning gjorde ham bedre skikket end sagsoegeren til at opfylde de krav, som stilledes i den ledige stilling, bl.a. under hensyntagen til de udtalelser om de to ansoegere, der var fremkommet fra deres skiftende overordnede siden deres forfremmelse til loenklasse A3.

38 I besvarelse af de spoergsmaal, som er stillet af Retten til sagsoegte, har sidstnaevntes repraesentant praeciseret, at personaleadministrationen den 30. januar 1990 havde tilstillet ansaettelsesmyndigheden akter vedroerende bedoemmelserne af de otte ansoegere til den paagaeldende stilling, administrative oversigter over deres karrierer inden for institutionen og deres ansoegninger. Sagsoegte har tilfoejet, at det Bedoemmelsesudvalg, som er omhandlet i ovennaevnte notits af 23. maj 1990, var blevet nedsat paa grundlag af en "ad hoc"-afgoerelse truffet af generalsekretaeren, og at udvalget havde foreslaaet ansaettelsesmyndigheden at udnaevne R. B. Baade Bedoemmelsesudvalget og ansaettelsesmyndigheden havde faaet forelagt sagsmapper for hver enkelt ansoeger, der indeholdt bedoemmelserne af ham.

39 For saa vidt angaar klagepunktet om, at beskaffenheden af de opgaver, som var forbundet med den ledige stilling, ikke var tilkendegivet i meddelelsen om denne, goer Raadet gaeldende, at den nye direktoers arbejdsopgaver endnu ikke var fastlagt ved offentliggoerelsen af meddelelsen, og at denne fastlaeggelse ikke, lige saa lidt som tildelingen af ansvarsomraaderne for de ansatte i Den Juridiske Tjeneste, tilkommer ansaettelsesmyndigheden, men generaldirektoeren for denne tjeneste. Raadet tilfoejer, at det ikke er saedvane i meddelelser om ledige stillinger i loenklasse A2 i Den Juridiske Tjeneste at angive krav om saerlige kvalifikationer paa et bestemt omraade, idet de befoejelser, som er tillagt "gruppelederne" inden for tjenesten, kan aendres og faktisk aendres efter omstaendighederne ved afgoerelser truffet af generaldirektoeren for tjenesten. Som stoette herfor henviser Raadet til de meddelelser om ledige stillinger, som har vaeret offentliggjort i loebet af de sidste ti aar, og som det har fremlagt sammen med duplikken.

40 Hvad angaar sagsoegerens forslag om at indkalde generalsekretaeren og sagsoegeren til personligt moede under den mundtlige forhandling goer Raadet gaeldende, at de af sagsoegeren angivne indicier end ikke danner grundlag for videre bevisfoerelse for, at vedtaegtens artikel 45, stk. 1, skulle vaere tilsidesat, eller for magtfordrejning, og at det saaledes ikke har noget formaal at indhente vidneudsagn fra ansaettelsesmyndigheden.

41 Med henblik paa bedoemmelsen af de argumenter, der er fremfoert af parterne, er der grund til foerst at fastlaegge den retlige karakter af den ansaettelsesprocedure, som blev benyttet af Raadet i det foreliggende tilfaelde med henblik paa at besaette den ledige stilling som direktoer i Den Juridiske Tjeneste (loenklasse A2).

42 I vedtaegtens artikel 29, stk. 1, hedder det, at ansaettelsesmyndigheden ved besaettelse af ledige stillinger i en institution foerst skal tage foelgende i betragtning: a) mulighederne for forfremmelse og forflyttelse inden for institutionen, b) mulighederne for gennemfoerelse af udvaelgelsesproever inden for institutionen og c) ansoegninger om overflyttelse indgivet af tjenestemaend i andre af De Europaeiske Faellesskabers tre institutioner og derpaa gennemfoere udvaelgelsesproceduren baseret enten paa kvalifikationsbeviser, paa proever eller paa baade kvalifikationsbeviser og proever. I stk. 2 i samme artikel hedder det, at ansaettelsesmyndigheden kan anvende en anden procedure end udvaelgelsesproceduren ved ansaettelse af tjenestemaend i loenklasserne A1 og A2 samt i saerlige tilfaelde for ansaettelse til stillinger, der kraever specielle kvalifikationer.

43 Det fremgaar af de bilag, Raadet har fremlagt, samt de erklaeringer, som dets repraesentant har afgivet i retsmoedet, at Raadets ansaettelsesmyndighed ville besaette den ledige stilling i loenklasse A2 i Den Juridiske Tjeneste ved forfremmelse i medfoer af vedtaegtens artikel 45, stk. 1. Som foelge heraf har vedtaegtens artikel 29, stk. 2, som giver ansaettelsesmyndigheden en anden mulighed for at besaette stillinger i loenklasse A2, ingen betydning for vurderingen af den anfaegtede afgoerelses lovlighed. Det skal derfor undersoeges, om Raadets ansaettelsesmyndighed har iagttaget bestemmelserne i artikel 45, stk. 1, ved beslutningen om at forfremme R. B. til den paagaeldende stilling.

44 Herved skal der foerst og fremmest tages stilling til sagsoegerens anbringende om, at der ikke er foretaget nogen sammenligning af ansoegernes fortjenester.

45 Raadet har udtalt, at generalsekretaeren foretog en saadan undersoegelse. Ifoelge ovennaevnte notits af 23. maj 1990 har ansaettelsesmyndigheden, foer den traf afgoerelse, indhentet udtalelse fra et Bedoemmelsesudvalg, hvori bl.a. sad chefen for den beroerte tjeneste, som havde haft en samtale med hver enkelt ansoeger. Herefter hoerte generalsekretaeren personligt ansoegerne. I besvarelse af de af Retten stillede spoergsmaal har repraesentanten for den sagsoegte institution ubestridt af sagsoegeren udtalt, at Bedoemmelsesudvalget og ansaettelsesmyndigheden havde faaet forelagt bedoemmelserne af ansoegerne, oversigtsblade udfaerdiget af personaleadministrationen vedroerende hver enkelt ansoegers tjenesteretlige stilling og forloebet af hans karriere inden for institutionen samt ansoegningerne.

46 Sagsoegeren har givet udtryk for visse tvivl vedroerende ovennaevnte notits af 23. maj 1990. Han har dog ikke udtrykkeligt bestridt rigtigheden af dens indhold. Selv om navnene paa Bedoemmelsesudvalgets medlemmer, der kunne have vaeret foert som vidner i denne forbindelse, fremgaar af notitsen, har sagsoegeren ej heller tilbudt at bevise, at denne notits og bilagene dertil ikke indeholder en korrekt beskrivelse af den fulgte procedure. Derimod har han erkendt, at han har haft de samtaler med generaldirektoeren for Den Juridiske Tjeneste og ansaettelsesmyndigheden, som er omtalt i notitsen. Under disse omstaendigheder er sagsoegerens vage indvendinger ikke tilstraekkelige til at saa tvivl om den beskrivelse, der er givet i den omtalte notits vedroerende den procedure, som blev fulgt ved besaettelsen af den omtvistede stilling.

47 Den af ansaettelsesmyndigheden i den foreliggende sag fulgte procedure, saaledes som den er beskrevet i de sagsakter, der er fremlagt af Raadet, og i svarene fra dettes repraesentant paa Rettens spoergsmaal, har imidlertid vaeret omhyggeligt tilrettelagt med henblik paa at sikre en serioes undersoegelse af de indgivne ansoegninger. Forelaeggelsen for et Bedoemmelsesudvalg viser, at ansaettelsesmyndigheden har bestraebt sig paa foerst at traeffe sin afgoerelse efter en saa bred og objektiv undersoegelse som muligt. At nedsaettelse af et saadant "ad hoc"-udvalg ikke er foreskrevet i vedtaegten, anfaegter i oevrigt ikke lovligheden af den af ansaettelsesmyndigheden fulgte procedure. Selv om beslutningerne om forfremmelse og sammenligningen af fortjenesterne som fastsat i vedtaegtens artikel 45 alene er ansaettelsesmyndighedens ansvar, er denne nemlig dog befoejet til ved forberedelsen af disse beslutninger at oprette et raadgivende udvalg, hvis sammensaetning og kompetence ansaettelsesmyndigheden frit kan fastsaette (jf. f.eks. Domstolens dom af 4.2.1987, sag 324/85, Bouteiller mod Kommissionen, Sml. s. 529, paa s. 547). Det skal desuden bemaerkes, at dette udvalg kunne basere den indstilling, det afgav til ansaettelsesmyndigheden, paa bedoemmelserne af ansoegerne, hvortil det havde haft adgang, samt paa resultaterne af de samtaler, som generaldirektoeren for Den Juridiske Tjeneste, der selv var medlem af udvalget, havde haft med dem.

48 At generalsekretaeren ikke blot havde faaet forelagt bedoemmelserne af ansoegerne, men tillige havde haft samtaler med hver enkelt af disse, viser dernaest, at ansaettelsesmyndigheden soergede for at indhente alle oplysninger af betydning om ansoegerne og dannede sig sin egen opfattelse af deres personlighed og fortjenester, hvilke kunne danne grundlag for en sammenlignende undersoegelse. Det fremgaar af referatet af den samtale, som sagsoegeren havde med generalsekretaeren den 3. april 1990, at sagsoegeren saaledes fik lejlighed til at henlede ansaettelsesmyndighedens opmaerksomhed paa sine fortjenester som tjenestemand i Raadets Juridiske Tjeneste.

49 Samtlige disse oplysninger bekraefter den sagsoegte institutions udtalelse om, at der blev foretaget en sammenligning af ansoegernes fortjenester.

50 For saa vidt angaar sagsoegerens klagepunkt, hvorefter sammenligning af fortjenester, der siges at have fundet sted, var uden enhver betydning, eftersom udnaevnelsen af R. B. i realiteten skulle vaere en overflyttelse af ham tillige med hans kompetenceomraade efterfulgt af en opnormering af hans arbejde og en forfremmelse af ham, findes denne antagelse at vaere uforenelig med afviklingen af ansaettelsesproceduren, saaledes som den fremgaar af de fremlagte dokumenter og de af sagsoegte afgivne erklaeringer, hvis rigtighed ikke er bestridt af sagsoegeren paa grundlag af noejagtigt angivne argumenter. Sagsoegeren har ikke anfoert noget som forklaring paa, hvorfor ansaettelsesmyndigheden skulle have indfoert saa mange stadier i denne procedure, bl.a. ved at lade et "ad hoc"-bedoemmelsesudvalg medvirke, uden at vaere forpligtet hertil ifoelge vedtaegten, dersom resultatet af denne procedure allerede havde vaeret afgjort paa forhaand. Hvad angaar sagsoegerens argument om, at arbejdet i den stilling, der skulle besaettes, ikke var noejere angivet i meddelelsen om denne, er der grund til at bemaerke, at den indeholdt en tilstraekkelig praecis beskrivelse af de vaesentligste opgaver, som en direktoer i en faellesskabsinstitutions juridiske tjeneste skal varetage, nemlig bl.a. at lede en administrativ enhed, raadgive generaldirektoeren, opretholde kontakter og udfoere saerlige undersoegelser paa hoejt plan. At denne beskrivelse svarer til den, som saedvanligvis gives i meddelelser om ledige stillinger som direktoer i Den Juridiske Tjeneste, viser ligeledes, at dette argument maa forkastes.

51 Hvad angaar sagsoegerens subsidiaere klagepunkt, hvorefter en eventuel sammenligning af ansoegernes fortjenester har vaeret behaeftet med mangler, skal der indledningsvis henvises til, at ansaettelsesmyndigheden har et vidt skoen ved afgoerelser om forfremmelse, og at Retten udelukkende kan efterproeve, om ansaettelsesmyndigheden har begaaet en aabenbar fejl ved skoensudoevelsen (jf. f.eks. Domstolens dom af 16.12.1987, sag 111/86, Delauche mod Kommissionen, Sml. s. 5345, paa s. 5362).

52 Sagsoegeren goer i denne henseende gaeldende, at Bedoemmelsesudvalget og ansaettelsesmyndigheden ikke fik forelagt samtlige akter vedroerende hver enkelt ansoeger. I medfoer af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, er de eneste akter, der skal tages i betragtning under sammenligningen, imidlertid de udtalelser, der er afgivet om tjenestemaendene. Som foelge heraf betyder den manglende forelaeggelse af de oevrige dokumenter vedroerende hver enkelt ansoeger ikke, at sammenligningen af deres fortjenester har bygget paa ufuldstaendigt eller utilstraekkeligt grundlag. Yderligere bygger vurderingen af hver enkelt ansoegers fortjenester paa en lang raekke oplysninger, der ikke noedvendigvis figurerer i hver enkelt ansoegers akter.

53 For saa vidt angaar den paastaaede mangel paa objektivitet hos ansaettelsesmyndigheden i forhold til sagsoegeren skal det bemaerkes, at de af ham paaberaabte indicier saerlig vedroerer visse afvigende opfattelser paa bl.a. juridisk plan, hvorom der tidligere har vaeret tale, mellem sagsoegeren og ansaettelsesmyndigheden, samt sagsoegerens forgaeves forsoeg paa at faa en samtale med generalsekretaeren. Selv om man ikke kan udelukke, at saadanne uoverensstemmelser kan skabe en vis irritation hos en overordnet over for en underordnet tjenestemand, indebaerer denne eventualitet ikke som saadan, at den overordnede ikke laengere er i stand til objektivt at bedoemme den paagaeldende tjenestemands fortjenester. De af sagsoegeren paaberaabte omstaendigheder udgoer ikke konkrete forhold, hvoraf man kan udlede, at generalsekretaeren har manglet objektivitet over for sagsoegeren. Yderligere er Bedoemmelsesudvalgets medvirken under den omstridte forfremmelsesprocedure samt det forhold, at ansaettelsesmyndigheden fulgte udvalgets forslag, uforenelige med den antagelse, at afslaget paa sagsoegerens ansoegning er et resultat af en holdning hos ansaettelsesmyndigheden mod ham.

54 Sagsoegeren klager endvidere over, at hans fortjenester, navnlig som institutionens befuldmaegtigede ved Domstolen, ikke er blevet anerkendt og ikke vurderet efter fortjeneste. De indicier, han henviser til i denne sammenhaeng og som vedroerer dels hans videnskabelige og undervisningsmaessige virke, for hvilket Raadet ikke har ydet ham de faciliteter, han oenskede, og dels de foranstaltninger, som Raadet traf for at opfylde Domstolens dom i sag 85/82, goer det imidlertid ikke muligt at fastslaa, at sagsoegerens praestationer er blevet betragtet som vaerende "uden betydning". At en hoejtstaaende tjenestemands overordnede finder, at tjenestens interesser er til hinder for at indroemme ham tjenestefrihed til at udfoere undervisning i udlandet, er ingenlunde uforeneligt med en meget gunstig bedoemmelse af hans kompetence og arbejde. I oevrigt findes der ingen forbindelse mellem de foranstaltninger, som blev truffet af institutionen for at opfylde ovennaevnte dom af 30. juni 1983 (sag 85/82), hvori sagsoegeren var part, og vurderingen af hans faglige kvalifikationer som repraesentant for institutionen. De af sagsoegeren fremfoerte indicier viser derfor ikke, at hans fortjenester som Raadets befuldmaegtigede ved Domstolen ikke er blevet taget i betragtning ved den sammenlignende undersoegelse.

55 I oevrigt betyder udtrykket "saerlig teknisk uddannelse" i sagsoegtes svarskrift ej heller, at sagsoegerens virke som befuldmaegtiget ved Domstolen er blevet underkendt af ansaettelsesmyndigheden. Det betyder snarere, at ansaettelsesmyndigheden ved den sammenlignende undersoegelse har lagt stoerre vaegt paa andre kvalifikationer end dem, der kraeves til at repraesentere en institution for Faellesskabets domsmyndigheder, men der er grund til at bemaerke, at en saadan afvejning af de kraevede kvalifikationer hoerer under ansaettelsesmyndighedens skoensmaessige befoejelser, naar den foretager en sammenligning af ansoegernes fortjenester i tilfaelde af forfremmelse.

56 Det skal endelig bemaerkes, at sagsoegerens repraesentant, selv om han har haft mulighed for at gennemse den sidste bedoemmelse af R. B., der er fremlagt under sagen, ikke i retsmoedet har fremfoert noget argument, som paa dette grundlag kan anfaegte rigtigheden af den sammenlignende undersoegelse.

57 Det foelger af ovenstaaende betragtninger, at de af sagsoegeren anfoerte forhold ikke er egnede til at vise, at sammenligningen af ansoegernes fortjenester har vaeret behaeftet med mangler.

58 Sagsoegeren har yderligere gjort gaeldende, at den anfaegtede udnaevnelse boer annulleres, fordi Retten ikke har faaet forelagt tilstraekkelige oplysninger til at kontrollere dens lovlighed. Paa Rettens anmodning har Raadet imidlertid fremlagt dokumenter, som sammen med de under retsmoedet afgivne svar paa Rettens spoergsmaal viser, at ansaettelsesmyndigheden overholdt kravene i vedtaegtens artikel 45, stk. 1. Sagsoegeren har ikke paaberaabt sig konkrete forhold, der modsiger indholdet af disse dokumenter, eller rigtigheden af de oplysninger, som Raadets repraesentant har givet under retsmoedet. I mangel af indsigelser paa grundlag af noeje angivne forhold eller tilbud om konkrete beviser er de faktiske oplysninger, som er forelagt Retten i det foreliggende tilfaelde, tilstraekkelige til, at den kan kontrollere lovligheden af den anfaegtede afgoerelse. Den boer saaledes ikke annulleres af denne grund.

59 I oevrigt har der ej heller vaeret grund til at tage sagsoegerens paastand om, at Raadets generalsekretaer skulle tilsiges til retsmoedet, til foelge. Det var nemlig kun under forudsaetning af, at sagsoegeren havde fremfoert konkrete og bestemte oplysninger, der modsagde de af den sagsoegte institution givne oplysninger, at Retten burde have foranstaltet bevisoptagelse.

Anbringendet om magtfordrejning

60 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Raadets generalsekretaer senest fra 1989 eller 1990 havde besluttet sig til "aldrig at forfremme Schloh", og at han herefter handlede i overensstemmelse hermed. Ifoelge sagsoegeren er den omtvistede afgoerelse som foelge heraf ikke begrundet i tjenestens interesse, men i generalsekretaerens beslutning om ikke at forfremme ham, fordi han havde ham i "slet erindring" paa grund af de to ovennaevnte sager (nemlig sagen om den senere tilbagekaldte udnaevnelse af lederen af generalsekretaerens kontor til tjenestemand i loenklasse A2 samt sag 85/82), hvori sagsoegeren havde vaeret involveret, og hvori generalsekretaeren havde "tabt paa det juridiske felt".

61 I staevningen har sagsoegeren fremhaevet, at den afgoerelse, hvorved hans klage afvistes, i virkeligheden bestod af to linjer og saaledes kun indeholdt en "lidet udfoerlig" begrundelse. Han henviser til ovennaevnte dom af 30. juni 1983, Schloh mod Raadet, idet han haevder, at dette korte svar, hvori der hverken tages stilling til hans bemaerkninger om manglende respekt for gaeldende ret og Domstolen eller hans indvending, hvorefter ansaettelsesmyndighedens adfaerd kunne karakteriseres som "nicht anstaendig" (uanstaendig), er et indicium for magtfordrejning.

62 Sagsoegeren beskriver herefter de omstaendigheder, hvori udnaevnelsen af R. B. har fundet sted, med henblik paa at bevise, at denne skete for at fremme et andet formaal end tjenestens interesser. Han bemaerker, at det, da det i juli maaned 1989 kom frem, at der ikke var nogen ansoeger til en forflyttelse til den stilling i loenklasse A2, som var blevet ledig i Den Juridiske Tjeneste, viste sig, at generaldirektoer Fornasier havde besluttet sig til midlertidigt at reorganisere denne tjeneste i tre grupper (der hver isaer skulle ledes af en tjenestemand i loenklasse A2) i stedet for 4. Den af Dashwood ledede gruppe blev herefter overdraget spoergsmaal vedroerende landbruget samt institutionelle anliggender. Fornasier havde besluttet, at sagsoegeren skulle beskaeftige sig med landbrugsretlige spoergsmaal som medlem af denne gruppe. Efter sagsoegerens opfattelse var denne loesning acceptabel som en overgangsloesning, men i strid med tjenestens interesser som varig loesning, idet arbejdsbyrden inden for disse to omraader, der i de foregaaende 25 aar aldrig havde paahvilet én enkelt gruppeleder, ville forhindre denne i at tage sig af en raekke stoerre sager.

63 Ifoelge sagsoegeren var tanken paa davaerende tidspunkt, at udnaevnelse af en fjerde tjenestemand i loenklasse A2 skulle goere det muligt paa ny at fordele Den Juridiske Tjenestes opgaver paa fire grupper, og at institutionelle og landbrugsretlige spoergsmaal herefter paa ny ville blive adskilt. Det skete imidlertid ikke. Kun spoergsmaal om indvandring og visse andre omraader blev henlagt til R. B., som hovedsagelig havde vaeret beskaeftiget med retsspoergsmaal i forbindelse med Tysklands forening. Disse befoejelser svarede efter sagsoegerens opfattelse til dem, R. B. allerede havde haft, mens han endnu hoerte under Generaldirektoratet for Forbindelser med Tredjelande, hvor han bl.a. havde arbejdet med oesteuropaeiske problemer. Sagsoegeren goer gaeldende, at opgaver i forbindelse med den noedvendige lovgivning som foelge af Faellesskabets geografiske udvidelse ikke var blevet henlagt til Den Juridiske Tjeneste i forbindelse med den foregaaende udvidelse. Ligeledes havde opgaverne i forbindelse med regeringskonferencerne om Den OEkonomiske og Monetaere Union samt Den Politiske Union, der var henlagt til R. B., tidligere henhoert under Generaldirektoratet for Forbindelser med Tredjelande.

64 Ifoelge sagsoegeren fremgaar det af det ovenfor anfoerte, at generalsekretaeren "benyttede sig af Tysklands forening" til at overflytte R. B. sammen med hans tidligere opgaver til Den Juridiske Tjeneste for at kunne haevde, at der ikke laengere var nogen ledig stilling i loenklasse A2, og at sagsoegeren saaledes ikke kunne forfremmes. Heraf udleder sagsoegeren, at generalsekretaeren benyttede sin vidtgaaende beslutningskompetence til et andet formaal end det, hvortil de er overladt ham, hvorfor udnaevnelsen af R. B. er udtryk for magtfordrejning.

65 Raadet har heroverfor gjort gaeldende, at de af sagsoegeren anfoerte indicier ikke beviser, at ansaettelsesmyndigheden har forfulgt et formaal, der ikke var i tjenestens interesser, og at disse indicier ikke har nogen forbindelse med de spoergsmaal, som Retten skal paakende.

66 Naermere goer sagsoegte gaeldende, at det korte svar paa sagsoegerens klage ikke er noget indicium for magtfordrejning. Sagsoegte understreger, at situationen i den foreliggende sag er forskellig fra situationen i sag 85/82, hvori den manglende henvisning i afvisningen af klager fra flere tjenestemaend til det saerlige klagepunkt, som disse havde anfoert, og hvorefter den paagaeldende stilling i loenklasse A2 var blevet "besat uden om de saedvanlige kanaler af en luxembourgsk tjenestemand", var blevet anset for et indicium for magtfordrejning. I den omtalte sag gjorde baade sagsoegeren og en anden tjenestemand i deres klager gaeldende, at der forelaa tilsidesaettelse af et retsprincip i forbindelse med den omtvistede udnaevnelse, men et saadant forhold forelaa ikke i sagsoegerens klage i naervaerende sag

67 Hvad angaar tjenestens interesser goer sagsoegte gaeldende, at sagsoegeren har fejlfortolket den interne omlaegning af Den Juridiske Tjeneste, som generaldirektoeren foretog i 1989. Raadet fremhaever, at denne afgoerelse blev truffet af generaldirektoeren inden for de normale rammer for udoevelsen af hans ledelsesbefoejelser og ikke af Raadets ansaettelsesmyndighed. Sagsoegte henviser til, at spoergsmaalet om Tysklands forening ikke var paa dagsordenen i juli 1989, hvor beslutningen om at omlaegge Den Juridiske Tjeneste blev truffet. Under ansaettelsesproceduren blev Tysklands forening en mulighed, og spoergsmaalene i forbindelse med Den OEkonomiske og Monetaere Union saavel som Den Politiske Union voksede i omfang. Efter udnaevnelsen af R. B. fandt generaldirektoeren det derfor hensigtsmaessigt at danne en mindre gruppe, der skulle foelge disse i retlig henseende saerdeles vigtige og oemtaalelige spoergsmaal i naert samarbejde med ham.

68 Efter Raadets opfattelse fejlfortolker sagsoegeren de faktiske omstaendigheder, naar han paastaar, at ansaettelsesmyndigheden i juli 1989 nedsatte antallet af grupper i Den Juridiske Tjeneste fra fire til tre med henblik paa senere at oprette en gruppe, der skulle tage sig af den noedvendige lovgivning som foelge af Faellesskabets geografiske udvidelse, en opgave, hvortil sagsoegeren ikke havde haft de fornoedne erfaringer.

69 I duplikken har Raadet tilbudt at forelaegge Retten skrivelser udfaerdiget af R. B. som bevis for, at han faktisk har faaet paalagt et juridisk arbejde, som ikke var blevet paalagt ham, dersom han var forblevet inden for sin tidligere tjenestegren.

70 Med henblik paa at afgoere, om dette anbringende om magtfordrejning er berettiget, maa det undersoeges, om ansaettelsesmyndigheden har benyttet sine skoensmaessige befoejelser ved sammenligningen af ansoegerne om forfremmelsen til et andet formaal end det, hvortil befoejelsen er overladt den, nemlig med henblik paa at besaette den ledige stilling ved udnaevnelse af den ansoeger, der var bedst kvalificeret til at udfoere de med denne forbundne opgaver.

71 Ifoelge sagsoegeren var ansaettelsesmyndighedens virkelige hensigt at hindre ansoegeren i at blive forfremmet til loenklasse A2. Den raekke indicier, som sagsoegeren har fremfoert til stoette for denne antagelse, bestaar for det foerste af forhold, der viser, at der har vaeret tale om meningsforskelle paa retligt plan mellem sagsoegeren og generalsekretaeren i visse tilfaelde, som endte med, at sagsoegerens synspunkter blev foretrukket. Selv om man ikke kan udelukke, at saadanne forhold kan skabe en vis irritation hos en overordnet over for en underordnet tjenestemand, er denne mulighed ikke i sig selv tilstraekkelig som bevis for, at generalsekretaeren i det foreliggende tilfaelde har ladet sig bevaege af personlig modvilje mod sagsoegeren og saaledes set sig foranlediget til at traeffe en afgoerelse, der stred mod tjenestens interesser og blev truffet under tilsidesaettelse af gaeldende retsregler. Sagsoegeren har imidlertid ikke fremfoert noget konkret udslag af, at generalsekretaeren skulle vaere forudindtaget imod ham, hvoraf man skulle kunne udlede, at den omtvistede afgoerelse var truffet med det formaal at hindre sagsoegerens forfremmelse.

72 Hvad dernaest angaar det korte svar paa sagsoegerens klage er der grund til at bemaerke, at der ikke findes nogen almindelig regel, hvorefter et kortfattet svar paa eller endog undladelse af at besvare en klage skal betragtes som et indicium for ulovlighed.

73 For det foerste fremgaar det dels af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, at ansaettelsesmyndigheden lovligt kan afholde sig fra at besvare en klage. For det andet gaelder det, at selv om ansaettelsesmyndigheden i medfoer af artikel 90, stk. 2, er forpligtet til at begrunde en afvisning af en klage over en forfremmelse (jf. f.eks. Domstolens dom af 30.10.1974, sag 188/73, Grassi mod Raadet, Sml. s. 1099, og af 7.2.1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, Sml. I, s. 225), er den ikke forpligtet til at give forbigaaede ansoegere nogen redegoerelse for den sammenlignende vurdering, den har anlagt af dem og den til forfremmelse udvalgte ansoeger. Ansaettelsesmyndigheden kan begraense sig til at give en begrundelse vedroerende spoergsmaalet, om de retlige betingelser, vedtaegten stiller for forfremmelsens lovlighed, er opfyldt (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 30.10.1974, Grassi mod Raadet, Sml. s. 1099, og med hensyn til begrundelsen for en afgoerelse truffet i medfoer af vedtaegtens artikel 50, Domstolens ovennaevnte dom af 11.5.1978, Oslizlok mod Kommissionen, Sml. s. 1099, paa s. 1113).

74 I sin ovennaevnte skrivelse af 14. november 1990, hvorved sagsoegerens klage blev afvist, henviser Raadets generalsekretaer - efter at have bekraeftet, at klagen har vaeret genstand for en indgaaende undersoegelse - til bestemmelserne i vedtaegtens artikel 45, stk. 1. Efter dernaest at have understreget ansaettelsesmyndighedens vide skoen ved forfremmelser erklaerede generalsekretaeren, at han havde holdt sig noeje til forskrifterne i vedtaegtens artikel 45. Han byggede paa disse almindelige betragtninger, da han konkluderede, at han ikke kunne tage sagsoegerens klage til foelge.

75 Skrivelsen indeholder saaledes intet vedroerende de konkrete omstaendigheder, der under denne sag har begrundet afvisningen af klagen. Det fremgaar imidlertid klart af sagen, at ansaettelsesmyndigheden haevder at have foretaget en sammenligning af ansoegernes fortjenester og bedoemmelserne af dem. Underforstaaet, men dog utvetydigt, fremgaar det ligeledes af denne skrivelse, at sammenligningen har foert til udvaelgelse af en anden ansoeger end sagsoegeren.

76 Det maa herefter fastslaas, at den i skrivelsen af 14. november 1990 indeholdte begrundelse trods sin kortfattede karakter opfylder kravet i vedtaegtens artikel 90, stk. 2. Som foelge heraf kan begrundelsens kortfattede karakter ikke betragtes som et indicium for magtfordrejning.

77 At en anden vurdering er blevet anlagt i ovennaevnte sag 85/82, forklares ved dennes saerlige omstaendigheder, hvori den sagsoegte institution havde forholdt sig tavs vedroerende konkrete, saerlige og fuldstaendige forhold vedroerende den paagaeldende ulovlighed (jf. ovennaevnte dom af 30.6.1983, Schloh mod Raadet, Sml. s. 2105, paa s. 2129 ff). I den foreliggende sag er der derimod tale om undladelse af et specifikt svar paa vaerdidomme, der er faeldet af sagsoegeren over ansaettelsesmyndighedens adfaerd. At ansaettelsesmyndigheden har afholdt sig fra at kommentere disse vaerdidomme i sit svar paa klagen, kan derfor ikke tages som et indicium for magtfordrejning.

78 Omstaendighederne ved omlaegningen af Den Juridiske Tjeneste, i foerste omgang for at raade bod paa mangelen paa en fjerde direktoer og dernaest med henblik paa nye opgaver for denne tjeneste, giver ej heller anledning til at antage, at denne omfordeling af opgaverne har fundet sted, ikke i tjenestens interesse, men for at beroeve sagsoegeren mulighed for forfremmelse. Den foerste omlaegning til tre grupper forklares ved forfremmelsen af en tidligere direktoer og bevirker ikke nogen forskelsbehandling i forhold til sagsoegeren. Den anden omlaegning er en foelge af den anfaegtede forfremmelse til en stilling, i meddelelsen om hvilken der ikke var henvist til Tysklands forening. Sagsoegerens paastand om, at ansaettelsesmyndigheden har benyttet denne foranstaltning som middel til at forfremme R. B. paa hans bekostning, stoettes saaledes ikke af objektive beviser.

79 Under disse omstaendigheder maa der erindres om, at et anbringende om magtfordrejning kun kan tages i betragtning, dersom sagsoegeren fremfoerer objektive, relevante og samstemmende indicier herfor (jf. Domstolens dom af 13.7.1989, sag 361/87, Caturla-Poch og De la Fuente mod Parlamentet, Sml. s. 2471, paa s. 2489, og Rettens dom af 27.6.1991, sag T-156/89, Valverde Mordt mod Domstolen, Sml. II, s. 407, praemis 120). Det fremgaar af de ovenfor anfoerte omstaendigheder, at de af sagsoegeren fremfoerte indicier ikke opfylder disse krav. Det maa saaledes fastslaas, at sagsoegeren ikke i tilstraekkelig grad har underbygget sit anbringende om magtfordrejning.

80 Det maa ligeledes bemaerkes, at om end der ved afslutningen af den skriftlige forhandling endnu kunne bestaa tvivl om, hvilket formaal ansaettelsesmyndigheden forfulgte, da den traf den omtvistede afgoerelse, har de af Raadet efter Rettens anmodning fremlagte dokumenter vedroerende den procedure, der blev fulgt ved sammenligningen af ansoegerne, saerlig de respektive bedoemmelser, gjort det muligt for Retten at fastslaa, at der ikke er grund til at naere disse tvivl.

81 Det fremgaar af ovenstaaende betragtninger, at anbringendet om magtfordrejning ligeledes maa forkastes.

Begrundelsen for den anfaegtede afgoerelse

82 Under den skriftlige forhandling havde sagsoegeren alene anfoert den "lidet udfoerlige" begrundelse for afgoerelsen om afvisning af hans klage til stoette for sit anbringende om magtfordrejning. Foerst under retsmoedet gjorde han yderligere gaeldende, at afgoerelsen ikke var begrundet. Paa dette punkt havde Raadet allerede under den skriftlige forhandling under henvisning til Domstolens ovennaevnte dom af 11. maj 1978, sag 34/77, Oslizlok, gjort gaeldende, at den skrivelse, hvorved sagsoegerens klage blev afvist, indeholder en tilstraekkelig begrundelse til opfyldelse af kravene ifoelge EOEF-Traktatens artikel 190.

83 Ifoelge artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement maa nye anbringender ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under de skriftlige forhandlinger. Det paahviler dog Retten af egen drift at paase, om Raadet har opfyldt sin pligt til at begrunde sin afgoerelse (jf. Rettens dom af 20.9.1990, sag T-37/89, Hanning mod Parlamentet, Sml. II, s. 463, og af 13.12.1990, sag T-115/89, Gonzalez Holguera mod Parlamentet, Sml. II, s. 831).

84 I den forbindelse skal der erindres om, at begrundelsen i skrivelsen af 14. november 1990, hvorved sagsoegerens klage afvistes, var tilstraekkelig ifoelge vedtaegtens artikel 90, stk. 2 (jf. praemis 73-76 ovenfor).

85 Subsidiaert bemaerker Retten, at den notits af 23. maj 1990, som sagsoegte fremlagde paa Rettens anmodning efter afslutningen af den skriftlige forhandling, indeholder yderligere oplysninger med hensyn til begrundelsen, idet den bl.a. omtaler den vaegt, der er lagt paa ansoegernes kvalifikationer med hensyn til "management". Sagsoegeren er under retsmoedet blevet underrettet om beskaffenheden af de dokumenter, paa grundlag af hvilke udvaelgelsen er sket. Han har kunnet goere sig bekendt med resultatet af Bedoemmelsesudvalgets mundtlige beretning, hvori R. B. indstilledes til forfremmelse. Hans repraesentant har ligeledes haft adgang til den sidste bedoemmelse af denne. Sagsoegeren havde saaledes mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende den sammenligning, som ansaettelsesmyndigheden havde foretaget, og uddybe sine anbringender i forbindelse hermed. Ligeledes har de oplysninger, som er givet af sagsoegte, gjort det muligt for Retten at kontrollere lovligheden af den anfaegtede afgoerelse i et omfang, der er foreneligt med det vide skoen, der tilkommer ansaettelsesmyndigheden i forbindelse med forfremmelser.

86 Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at en eventuel utilstraekkelighed ved begrundelsen for den anfaegtede afgoerelse nu under alle omstaendigheder er uden betydning paa grund af de redegoerelser, som sagsoegte har givet under sagen, og ikke laengere kan betragtes som tilsidesaettelse af et vaesentligt formkrav, der i sig selv kan bevirke annullation af afvisningen af sagsoegerens ansoegning (jf. f.eks. Domstolens dom af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio mod Kommissionen, Sml. s. 1399, paa s. 1440).

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

87 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger. Ifoelge samme reglements artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger ved tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. Hver part boer saaledes baere sine egne omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy