Dommens præmisser
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Foreloebige forholdsregler - udsaettelse af gennemfoerelsen af en retsakt - betingelser - forholdsregler forekomme umiddelbart berettiget
(Procesreglementet, art. 83, stk. 2)
2. Retspleje - ansoegning om fri proces - ansoegning herom fremsat under en sag om foreloebige forholdsregler - kravet i hovedsagen forekommer ikke umiddelbart begrundet - afslag
(Procesreglementet, art. 76, stk. 3)
Dommens præmisser
Sagsfremstilling
1 Ved staevning indleveret til Justitskontoret for De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans den 26. februar 1991 har sagsoegeren anlagt sag, hvorunder han principalt paastaar annullation af afgoerelsen af 4. oktober 1990 fra Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber om at standse udbetalingen af hans loen fra den 19. oktober 1990 i medfoer af artikel 60, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), og subsidiaert paastaar afgoerelsen aendret. Sagsoegeren har desuden ansoegt om fri proces.
2 Ved saerskilt dokument, indleveret til Rettens Justitskontor samme dag, har sagsoegeren i henhold til EOEF-Traktatens artikel 185 og artikel 83, stk. 2, i Domstolens procesreglement fremsat begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede afgoerelse. Han har ligeledes indgivet ansoegning om fri proces.
3 Kommissionen har den 11. marts 1991 fremsat bemaerkninger til sagsoegerens begaering. Parterne har afgivet mundtlige indlaeg den 20. marts 1991.
4 Det findes noedvendigt inden behandlingen af denne begaering om foreloebige forholdsregler kortfattet at redegoere for sagens faktiske omstaendigheder.
5 Sagsoegeren har vaeret tjenestemand ved Kommissionen siden den 11. august 1980. Paa grund af hans hyppige anmodninger om sygeorlov besluttede Kommissionen at henvise sagen til det i vedtaegtens artikel 59, stk. 1, fjerde afsnit, angivne invaliditetsudvalg med henblik paa konstatering af en eventuel invaliditet. Invaliditetsudvalget traf paa sit moede den 16. juni 1990 afgoerelse om, at sagsoegeren ikke var ramt af en vedvarende invaliditet, som maatte anses for total, og som gjorde det umuligt for ham at udfoere de arbejdsopgaver, der er forbundet med hans stilling, hvorfor han fortsat maatte anses for arbejdsdygtig.
6 Denne afgoerelse blev den 11. juli 1990 meddelt sagsoegeren paa hans adresse i Det Forenede Kongerige. Sagsoegeren havde i henhold til vedtaegtens artikel 60, stk. 2, faaet ansaettelsesmyndighedens samtykke til i tidsrummet 25. juni - 29. juni 1990 at tilbringe fem sygeorlovsdage dér.
7 Den 6. august 1990 tilstillede Kommissionens raadgivende laege sagsoegeren en skrivelse, hvori han anmodede ham om at indfinde sig paa konsultationen i Luxembourg med henblik paa en samtale vedroerende sagsoegerens sygefravaer.
8 Ved skrivelse af 10. august 1990 meddelte chefen for Personaleafdelingen sagsoegeren, at han ikke havde til hensigt at forlaenge sagsoegerens tilladelse til at tilbringe sin sygeorlov uden for Luxembourg laengere end til den 27. august 1990, medmindre den undersoegelse, som den raadgivende laege skulle foretage, begrundede en yderligere forlaengelse.
9 Ved skrivelse af 25. august 1990 meddelte sagsoegeren Laegetjenesten, at han ikke kunne komme til den konsultation, der var fastsat til den 28. august 1990. Som begrundelse herfor vedlagde han skrivelsen en laegeattest, udfaerdiget den 20. august 1990, hvoraf fremgik, at han gennemgik laegeundersoegelser for synsforstyrrelser og derfor var ude af stand til at arbejde indtil videre ("... is under investigation for visual disturbance and is unable to attend work until further notice"). Laegen havde efter det naevnte udsagn i parentes tilfoejet, at sagsoegeren ikke kunne rejse ("cannot travel").
10 Ved skrivelse af 17. september 1990 meddelte chefen for Personaleafdelingen sagsoegeren, at ansaettelsesmyndigheden ikke laengere kunne anerkende hans laegeattester og havde besluttet at ophaeve det samtykke, som sagsoegeren havde faaet til at tilbringe sin sygeorlov paa et andet sted end sit tjenestested. Sagsoegeren blev paalagt at genoptage arbejdet den 24. september 1990. Han blev oplyst om, at han i henhold til vedtaegtens artikel 60, stk. 1, tredje punktum, ville miste retten til loen, hvis han ikke senest naevnte dato havde genoptaget sit arbejde.
11 Ved skrivelse af 4. oktober 1990 meddelte chefen for Personaleafdelingen sagsoegeren, at han havde givet instruks om at standse udbetalingen af sagsoegerens loen fra den 19. oktober 1990, paa hvilken dato sagsoegeren havde opbrugt sin aarlige ferie. Han anmodede endvidere sagsoegeren om at indfinde sig til en laegeundersoegelse i Luxembourg enten den 9. eller 16. oktober.
12 Sagsoegeren indfandt sig ikke til den laegeundersoegelse, der var fastsat til den 9. oktober, men indgav den 12. oktober en laegeattest, dateret den 9. oktober, hvoraf fremgik, at han var ude af stand til at goere tjeneste i Luxembourg, men hvori det ikke laengere naevntes, at han ikke kunne rejse.
13 Kommissionens administration standsede fra den 19. oktober 1990 udbetalingen af sagsoegerens loen.
14 Sagsoegeren har i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, klaget over denne afgoerelse fra Personaleafdelingen. Klagen blev den 21. december 1990 registreret paa Kommissionens Generalsekretariat.
15 Ved skrivelse af 11. januar 1991 blev sagsoegeren paa ny anmodet om at indfinde sig til en laegeundersoegelse. Som svar paa denne skrivelse fremsendte sagsoegeren en ny laegeattest, udfaerdiget af sagsoegerens laege, og hvoraf fremgik, at han ikke kunne arbejde i Luxembourg.
16 Ved telegram af 18. februar 1991 meddelte Kommissionen sagsoegeren, at den den 21. februar 1991 paa sagsoegerens foraeldres bopael ville foretage en laegeundersoegelse.
17 Denne undersoegelse blev foretaget den 21. februar 1991 af Kommissionens laege og en britisk laege, som var udmeldt af Kommissionen, og som begge fastslog, at sagsoegeren var i stand til baade at arbejde og at rejse.
Grunde
18 I henhold til artikel 83, stk. 2, i Domstolens procesreglement, der finder tilsvarende anvendelse for Retten, skal sagsoegeren angive de omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begaerede foreloebige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget.
19 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den afgoerelse, som blev meddelt ham af Personaleafdelingen den 4. oktober 1990, dels er en klar tilsidesaettelse af artikel 9 i ordning vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber, idet tjenestemandens ret til frit at vaelge laege og plejeinstitution herved tilsidesaettes og dels af vedtaegtens artikel 59, som han havde overholdt, idet han snarest muligt gav sin institution meddelelse om uarbejdsdygtigheden og angav sit opholdssted. Det er derfor klart ubegrundet og misbrug af en befoejelse uden forudgaaende laegelig udtalelse at standse udbetalingen af hans loen fra den 19. oktober 1990, eftersom den britiske laege, som han havde konsulteret, udtrykkeligt havde fraraadet ham at rejse, foerend hans helbredstilstand var bedre.
20 Sagsoegeren finder, at denne afgoerelse er saerdeles skadelig for ham. Gennemfoerelsen af Kommissionens afgoerelse maa derfor straks udsaettes, idet sagsoegeren for tiden er uden indtaegter.
21 Sagsoegte har nedlagt paastand om, at begaeringen ikke tages til foelge. Sagsoegte henviser til, at en institution kun kan efterproeve, om et fravaer, der attesteres af en laegeattest, er retmaessig, ved at foranstalte en laegeundersoegelse. Denne laegeundersoegelse blev gennemfoert den 21. februar 1991, og sagsoegeren var blevet fundet egnet til at genoptage sit arbejde. Heraf foelger, at sagsoegerens tjenestefravaer siden naevnte dato er retsstridig, medmindre sagsoegeren fremlaegger laegelig begrundelse herfor.
22 Sagsoegte har med hensyn til tidsrummet 28. august 1990 - 21. februar 1991 anfoert, at sagsoegerens argument om, at han var ude af stand til at rejse til Luxembourg for at gennemgaa en laegeundersoegelse, kun stoettes paa én laegeattest, nemlig laegeattesten af 20. august 1990. Den omstaendighed, at sagsoegeren ikke indfandt sig til de forskellige laegeundersoegelser, som han var blevet anmodet om at gennemgaa, men forblev i Det Forenede Kongerige uden ansaettelsesmyndighedens samtykke (samtykket udloeb den 27. august 1990), indebar, at ansaettelsesmyndigheden blev noedsaget til at fradrage de ubefoejede udeblivelsesdage i sagsoegerens aarlige ferie, og, efter at denne var opbrugt, standse udbetalingen af hans loen.
23 Paa grundlag af disse faktiske og retlige omstaendigheder bemaerkes indledningsvis, at sagsoegerens argument om, at artikel 9 i ordning vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber, er tilsidesat, er uden betydning i denne sag. Sagen vedroerer nemlig ikke sagsoegerens ret til frit at vaelge laege og plejeinstitution (sagsoegeren har under alle omstaendigheder i laengere tid udnyttet denne ret), men anvendelsen af vedtaegtens bestemmelser vedroerende tjenestemaends sygeorlov.
24 Det bemaerkes herved, at det fremgaar af vedtaegtens artikel 59, stk. 1, andet afsnit, at den tjenestemand, som haevder, at han som foelge af sygdom er forhindret i at goere tjeneste, og som har fremlagt en laegeattest, kan underkastes enhver laegeundersoegelse, der foranstaltes af institutionen. Det maa imidlertid i denne sag fastslaas, at sagsoegeren umiddelbart ikke ses at have fremfoert tilstraekkelige grunde til, at han ikke kunne rejse til Luxembourg for at gennemgaa den af Kommissionen anordnede laegeundersoegelse. Laegeattesten af 20. august 1990, som angiver, at sagsoegeren maa gennemgaa undersoegelser for synsforstyrrelser, og hvori det anfoeres, at sagsoegeren ikke kan rejse, er ikke saa udtrykkelig og saa praecis, at den i sig selv kan tjene som bevis for, at sagsoegeren var ude af stand til at rejse for ubestemt tid. Kommissionen accepterede tilsyneladende alligevel, at sagsoegeren tilbragte sin sygeorlov uden for Luxembourg indtil den 24. september. Laegeattesten af 9. oktober 1990 angiver ikke, som attesten af 20. august, at sagsoegeren er ude af stand til at rejse. Som sagen foreligger oplyst findes der derfor ikke umiddelbart at vaere tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegerens tilsidesaettelse af sin pligt til at underkaste sig enhver af sagsoegte anordnet laegeundersoegelse i henhold til vedtaegtens artikel 59, stk. 1, andet afsnit, var begrundet.
25 Det bemaerkes endvidere, at sagens akter, blandt andet laegeattesterne, ikke umiddelbart, naar henses til vedtaegtens artikel 60, rejser nogen tvivl om gyldigheden af Kommissionens afgoerelse, der blev meddelt sagsoegeren ved skrivelse af 17. september 1990, og hvorved Kommissionen ophaevede samtykket til at lade sagsoegeren tilbringe sin sygeorlov uden for Luxembourg og paalagde ham at genoptage arbejdet den 24. september, idet han ellers ville miste retten til loen.
26 Det fremgaar af det anfoerte, at sagsoegeren ikke har henvist til omstaendigheder, hvorefter sagsoegeren umiddelbart kan antages at faa medhold i hovedsagen. Herefter, og uden at det findes noedvendigt at gennemgaa betingelserne om uopsaettelighed og forekomsten af et uopretteligt tab, kan begaeringen ikke tages til foelge.
27 For saa vidt angaar sagsoegerens ansoegning om fri proces bemaerkes, at ansoegningen i strid med artikel 76, stk. 1, i Domstolens procesreglement ikke var ledsaget af oplysninger om sagsoegerens oekonomiske forhold, saerlig en attest fra vedkommende myndighed, hvoraf det fremgaar, at ansoegeren er ubemidlet. Endvidere bestemmer artikel 76, stk. 3, i Domstolens procesreglement, at den paagaeldende afdeling, inden den beslutter, om der helt eller delvis skal meddeles fri proces, eller om ansoegningen skal afslaas, paaser, at soegsmaalet ikke er aabenbart ugrundet. Sagsoegeren har ikke under denne sag bevist, at kravet i hovedsagen umiddelbart er begrundet. Ansoegningen om fri proces maa derfor afslaas, for saa vidt angaar denne sag om foreloebige forholdsregler.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
RETTENS PRAESIDENT
foer endelig afgoerelse traeffes:
1) Begaeringen om foreloebige forholdsregler tages ikke til foelge.
2) Sagsoegerens ansoegning om fri proces afslaas.
3) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.
Saaledes bestemt i Luxembourg den 15. april 1991.
Full & Egal Universal Law Academy