Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend - soegsmaal - soegsmaal rettet mod en afgoerelse fra en udvaelgelseskomité - anbringender om mangler ved ikke rettidigt anfaegtet meddelelse om udvaelgelsesproeve - afvisning - graenser - mangel kommet for dagen ved afviklingen af udvaelgelsesproeven
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)
2. Tjenestemaend - soegsmaal - soegsmaal vedroerende afslag paa at blive optaget paa egnethedsliste - antagelse til realitetsbehandling - anbringender som kan fremfoeres
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)
Sammendrag
1. En tjenestemand kan ikke under et soegsmaal til proevelse af en sag anlagt til anfaegtelse af en afgoerelse fra en udvaelgelseskomité goere gaeldende, at meddelelsen om udvaelgelsesproeven er ulovlig, naar han ikke rettidigt har anfaegtet bestemmelserne i den meddelelse, som han mener indeholder et klagepunkt i forhold til ham. I modsat fald ville det nemlig vaere muligt at anfaegte en meddelelse om udvaelgelsesproeve laenge efter dens offentliggoerelse og efter, at de fleste eller alle etaper i forbindelse med udvaelgelsesproeven allerede er afsluttet, hvilket strider mod retssikkerhedsprincippet samt mod princippet om den berettigede forventning og god forvaltningsskik. Der foreligger derimod en anden situation, naar de mangler, som den paagaeldende paaberaaber sig, ganske vist har deres oprindelse i ordlyden af meddelelsen om udvaelgelsesproeven, men foerst er kommet for dagen i forbindelse med selve afholdelsen af udvaelgelsesproeven.
2. En sag vedroerende et afslag fra en udvaelgelseskomité paa at optage en person paa en egnethedsliste kan principielt tages under realitetspaakendelse. Hvis afslaget imidlertid skyldes, at vedkommende ved den mundtlige proeve ikke har opnaaet det minimum af point, som kraeves efter meddelelsen om udvaelgelsesproeven, er det eneste anbringende, som vedkommende med nogen virkning vil kunne fremfoere under sagen, at udvaelgelseskomitéen gjorde sig skyldig i et aabenbart urigtigt skoen ved bedoemmelsen af hans kvalifikationer, og navnlig, at dens karakter for hans mundtlige proeve, som udelukkede ham fra videre deltagelse, var fejlagtig. Saa laenge sagsoegeren ikke har gjort gaeldende, at udvaelgelseskomitéen begik en fejl, da den tildelte ham en karakter, som udelukkede ham fra videre deltagelse i udvaelgelsesproeven, maa sagsoegerens paastand om annullation eller aendring af den af udvaelgelseskomitéen udfaerdigede egnethedsliste afvises.
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger
1 Den 23. november 1990 offentliggjorde Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet") en meddelelse om udvaelgelsesproeve i den italienske udgave af De Europaeiske Faellesskabers Tidende (C 293, s. 15), som skulle afholdes paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever med henblik paa besaettelse af stillingen som chef for Informationskontoret i Rom (PE/52/A). Tancredi ansoegte om at deltage i udvaelgelsesproeven. Udvaelgelseskomitéen holdt sit foerste moede den 6. marts 1991 og opstillede under sine moeder den 21. marts, den 8. og 17. april 1991 en liste over 46 ansoegere, som opfyldte betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Sagsoegerens navn figurerede ikke paa denne liste. Han modtog efterfoelgende meddelelse fra formanden for udvaelgelseskomitéen om, at hans ansoegning ikke kunne imoedekommes, da han ikke havde godtgjort at have "tilstraekkelig erhvervserfaring i presse- og informationsvirksomhed og journalistik og/eller kommunikation [afsnit III, punkt B.1.b) i meddelelsen om udvaelgelsesproeven]". Sagsoegeren indgav en klage over denne afgoerelse, som efter en fornyet gennemgang af akterne blev taget til foelge.
2 Under sine moeder den 17. april og den 6. maj 1991 fastsatte udvaelgelseskomitéen skalaen for karaktergivningen ved bedoemmelsen af kvalifikationsbeviserne for de ansoegere, som havde faaet adgang til udvaelgelsesproeven. Paa grundlag heraf udfaerdigede udvaelgelseskomitéen en liste over de ansoegere, som fik adgang til de mundtlige proever og som ogsaa omfattede sagsoegeren. De mundtlige proever fandt sted den 27. og 28. juni 1991 i Bruxelles og den 17. og 19. juli 1991 i Rom.
3 Paa grundlag af de mundtlige proever udfaerdigede udvaelgelseskomitéen en liste over egnede ansoegere, hvorpaa var opfoert fire navne, herunder A. som den foerste, men ikke sagsoegeren. Det fremgaar af de karakterer, udvaelgelseskomitéen gav ved proeverne, at sagsoegeren under den mundtlige proeve kun opnaaede 22 point, men at minimum efter meddelelsen om udvaelgelsesproeven var 24 point. Sagsoegeren opnaaede 53 point i alt og var dermed den sidste paa listen over de ansoegere, som havde faaet adgang til de mundtlige proever.
4 Ved skrivelse af 19. september 1991, som sagsoegeren modtog den 26. september, fik han meddelelse om, at han ikke under samtalen med udvaelgelseskomitéen havde opnaaet de 24 point, som mindst kraeves efter betingelserne i punkt V i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, og at han dermed var "udelukket".
5 Ved staevning registreret paa Rettens Justitskontor den 23. oktober 1991 har Tancredi anlagt sag, hvorunder han har rejst indsigelse mod meddelelsen om udvaelgelsesproeven og over den liste over egnede ansoegere, som udvaelgelseskomitéen udfaerdigede.
Parternes paastande og anbringender
6 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
Annullation af den anfaegtede meddelelse om udvaelgelsesproeve og/eller annullation eller aendring af udvaelgelseskomitéens afgoerelse om resultaterne af proeven, og den i forbindelse hermed udfaerdigede liste, med alle de heraf foelgende konsekvenser, ogsaa for saa vidt angaar sagens omkostninger.
7 Parlamentet har nedlagt foelgende paastande:
- Sagen afvises i det omfang, den vedroerer den omhandlede meddelelse om udvaelgelsesproeve.
- Sagen afvises i det omfang, den vedroerer udfaerdigelsen af listen over egnede ansoegere.
- I oevrigt frifindes sagsoegte.
- Afgoerelsen vedroerende sagens omkostninger traeffes i overensstemmelse med gaeldende regler.
Endvidere har Parlamentet i duplikken nedlagt paastand om, at "det nye anbringende, som sagsoegeren har fremsat i replikken, afvises".
Formaliteten
8 Til stoette for sine paastande har Tancredi gjort gaeldende, at den ansoeger, som blev ansat i stillingen efter at have bestaaet udvaelgelsesproeven, ikke opfyldte de saerlige betingelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Endvidere anfoerer han, at der foreligger en overtraedelse af "princippet om den indbyrdes uafhaengighed mellem medlemsstaternes regeringer og De Europaeiske Faellesskabers institutioner". Endelig anfoerer sagsoegeren, at proceduren for udvaelgelsen af ansoegerne var ulovlig.
9 Ifoelge procesreglementets artikel 111 kan Retten, naar det er aabenbart, at sagen maa afvises, uden at fortsaette sagens behandling, traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse. Da Retten (Tredje Afdeling) har fundet, at den ved sin gennemgang af akterne er tilstraekkeligt oplyst om sagen, findes det ufornoedent at afholde mundtlig forhandling.
Formalitetsproevelse af paastandene vedroerende meddelelsen om udvaelgelsesproeven
10 Parlamentet har gjort gaeldende, at sagen maa afvises i det omfang, den vedroerer meddelelsen om udvaelgelsesproeven. For det foerste har sagsoegeren ingen retlig interesse i at anfaegte en meddelelse om en udvaelgelsesproeve. Formaalet med saadanne meddelelser er naermere fastlagt ved Rettens dom af 16. oktober 1990 (sag T-132/89, Gallone mod Raadet, Sml. II, s. 549). For det andet er sagen anlagt efter fristernes udloeb. Ifoelge fast praksis kan en tjenestemand ikke til stoette for et soegsmaal anlagt til proevelse af en beslutning, truffet af en udvaelgelseskomité, goere gaeldende, at meddelelsen om udvaelgelsesproeven er behaeftet med mangler, naar han ikke rettidigt har anfaegtet de dele af meddelelsen, der efter hans opfattelse indeholder et klagepunkt imod ham (Rettens dom af 16.10.1990 i foernaevnte sag, Gallone, praemis 20). Ganske vist kan en tjenestemand, som goer gaeldende, at selve ordlyden af en meddelelse om udvaelgelsesproeve er behaeftet med mangler, som medfoerer, at meddelelsen er ulovlig, anfaegte den. Dette har sagsoegeren imidlertid ikke gjort i den foreliggende sag, ligesom han ikke har paavist, at der er nogen mangler i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, som kan anfaegte dens lovlighed. I oevrigt skulle meddelelsen om udvaelgelsesproeven i saa fald have vaeret anfaegtet inden tre maaneder efter dens offentliggoerelse, saaledes som det er fastsat i artikel 90, stk. 3, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"). Fristen herfor udloeb imidlertid i den foreliggende sag den 25. februar 1991. Sagen er derfor aabenbart for sent anlagt hvad angaar meddelelsen om udvaelgelsesproeven.
11 Sagsoegeren har ikke fremsat nogen bemaerkninger vedroerende denne del af afvisningspaastanden.
12 Retten skal vedroerende det anfoerte bemaerke, med henvisning til fast praksis, at "en tjenestemand ikke under et soegsmaal til proevelse af en afgoerelse om ikke at give ham adgang til udvaelgelsesproeven kan paaberaabe sig anbringender vedroerende mangler ved meddelelsen om udvaelgelsesproeven, naar han ikke rettidigt har anfaegtet bestemmelserne i den meddelelse, som han mener indeholder et klagepunkt imod ham. I modsat fald ville det nemlig vaere muligt at anfaegte en meddelelse om udvaelgelsesproeve laenge efter dens offentliggoerelse og efter, at de fleste eller alle etaper i forbindelse med udvaelgelsesproeven allerede er afsluttet, hvilket strider mod retssikkerhedsprincippet samt mod princippet om den berettigede forventning og god forvaltningsskik." Der foreligger derimod en anden situation, naar de mangler, som den paagaeldende paaberaaber sig, ganske vist har deres oprindelse i ordlyden af meddelelsen om udvaelgelsesproeven, men foerst er kommet for dagen i forbindelse med selve afholdelsen af udvaelgelsesproeven (jf. Domstolens dom af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio mod Kommissionen, Sml. s. 1399, praemis 13, 14 og 15, se endvidere Domstolens dom af 11.3.1986, sag 294/84, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 977, og Rettens dom af 20.6.1990, sag T-133/89, Burban mod Parlamentet, Sml. II, s. 245). Samme betragtninger maa anlaegges i tilfaelde, hvor sagen vedroerer en anden afgoerelse end afslaget paa at give den paagaeldende adgang til udvaelgelsesproeven (Rettens dom af 16.10.1990 i foernaevnte sag, Gallone). Det gaelder blandt andet tvister vedroerende afslag paa at optage nogen paa en egnethedsliste (Domstolens domme af 6.7.1988, sag 164/87, Simonella mod Kommissionen, Sml. s. 3807, og sag 181/87, Agazzi Léonard mod Kommissionen, Sml. s. 3823).
13 Af disse betragtninger foelger, at den foerste del af paastanden vedroerende meddelelsen om udvaelgelsesproeven maa afvises fra realitetspaakendelse, da Tancredi ikke anfaegtede meddelelsen om udvaelgelsesproeven inden for den foreskrevne soegsmaalsfrist, regnet fra tidspunktet for meddelelsens offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, og da han ikke har paaberaabt sig, at selve meddelelsen om udvaelgelsesproeven er behaeftet med mangler, som foerst viste sig i forbindelse med afholdelsen af proeverne.
Formalitetsproevelse af paastandene vedroerende egnethedslisten
14 Parlamentet anfoerer, at sagen ogsaa maa afvises i det omfang, den vedroerer den af udvaelgelseskomitéen udfaerdigede egnethedsliste, da sagsoegeren mangler retlig interesse. Det fremgaar nemlig af Domstolens og Rettens faste praksis, at en ansoeger kun har retlig interesse i at anfaegte foelgerne af en udvaelgelsesproeve, som han har deltaget i, saafremt han har bestaaet den (Rettens dom af 20.9.1990, sag T-37/89, Hanning mod Parlamentet, Sml. II, s. 463). Denne betingelse opfylder sagsoegeren imidlertid ikke, da han under den mundtlige samtale med udvaelgelseskomitéen ikke opnaaede det minimum af point, som kraeves efter meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Efter Parlamentets opfattelse er den eneste afgoerelse fra udvaelgelseskomitéen, som i givet fald kan taenkes at indeholde et klagepunkt for sagsoegeren, hans placering ved udvaelgelsesproeven efter afholdelsen af de mundtlige proever og den omstaendighed, at han paa grund af denne placering ikke kunne optages paa egnethedslisten. I den forbindelse er det kun det sidste af de tre anbringender, som sagsoegeren har gjort gaeldende, der har nogen relevans, nemlig anbringendet om, at proceduren for udvaelgelsen af ansoegerne var behaeftet med en mangel, som gjorde denne ulovlig.
15 Sagsoegeren fastholder, at han har den fornoedne retlige interesse, da han under sagen har rejst krav om "annullation af udvaelgelseskomitéens afgoerelse om resultaterne af proeven og den heraf foelgende placering, idet afgoerelsen lider af aabenbar mangel paa uvildighed og gennemskuelighed i afviklingen af selve udvaelgelsesproeven".
16 Det bemaerkes med henvisning til Domstolens praksis, at udvaelgelseskomitéens foranstaltninger principielt ikke kan anfaegtes under en retssag, da udvaelgelseskomitéen ikke er nogen ansaettelsesmyndighed, som kan traeffe afgoerelser i forhold til tjenestemaend. Disse foranstaltninger har alene karakter af forberedende akter, hvorfor paaberaabelsen af deres ulovlighed kun kan ske under en retssag vedroerende den afgoerelse, hvortil de udgoer et forberedende skridt (Domstolens dom af 14.12.1965, sag 21/65, Morina mod Parlamentet, Sml. 1965-1968, s. 159, org. ref.: Rec. s. 1279). Denne praksis har eksisteret laenge (Domstolens dom af 6.2.1986, sag 143/84, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 459, praemis 11), i hvert fald for saa vidt angaar ansoegere, som er optaget paa en egnethedsliste. For disse ansoegeres vedkommende kan anbringendet om, at listen er retsstridig, foelgelig "kun ... paaberaabes i forbindelse med et soegsmaal, der rettes mod den afgoerelse, som listen ... er en forberedelse til" (jf. foernaevnte dom i Vlachou-sagen), dvs. den afgoerelse om udnaevnelse af en ansoeger, som ansaettelsesmyndigheden traeffer paa grundlag af udvaelgelseskomitéens rapport.
17 Endvidere har ansoegere, der i lighed med sagsoegeren ikke er blevet optaget paa den egnethedsliste, som udfaerdiges af udvaelgelseskomitéen, mulighed for at anfaegte udvaelgelseskomitéens afgoerelse herom (Domstolens domme af 6.7.1988 i foernaevnte sager og Domstolens dom af 14.3.1989 i sag 133/88, Martinez mod Parlamentet, Sml. s. 689). Herom har Retten fastslaaet, at "en egnethedsliste er resultatet af to forskellige afgoerelser truffet af udvaelgelseskomitéen. Paa den ene side beslutter udvaelgelseskomitéen at opfoere visse ansoegere paa listen. Paa den anden side beslutter den ikke at opfoere ansoegere, som har deltaget i udvaelgelsesproeven, herpaa. Med hensyn til paa listen opfoerte ansoegere er afgoerelsen en forberedende akt i forhold til afgoerelsen om udnaevnelse ... Med hensyn til de ikke opfoerte ansoegere aendrer den ene omstaendighed, at andre ansoegere er opfoert paa listen, ikke ved deres retsstilling, som foerst paavirkes, naar der faktisk udnaevnes en anden person til den stilling, udvaelgelsesproeven blev afholdt for. Derimod er afgoerelsen om ikke at opfoere en ansoeger paa egnethedslisten en akt, som indeholder et klagepunkt. Foelgelig kan paastanden om annullation af udvaelgelsesproeve(n) ... kun antages til realitetsbehandling, for saa vidt den vedroerer udvaelgelseskomitéens afslag paa at opfoere sagsoegeren paa egnethedslisten" (Rettens dom af 27.6.1991, sag T-156/89, Valverde Mordt mod Domstolen, Sml. II, s. 407).
18 Af det anfoerte foelger, at sagsoegeren principielt er berettiget til at anfaegte udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at opfoere ham paa egnethedslisten. Det andet led af paastanden om annullation eller aendring af den af udvaelgelseskomitéen udfaerdigede egnethedsliste kan derfor principielt, i det anfoerte omfang, tages under realitetspaakendelse.
19 Begrundelsen for, at sagsoegeren ikke blev optaget paa den af udvaelgelseskomitéen udfaerdigede egnethedsliste, er imidlertid i den foreliggende sag, at han ved den mundtlige proeve, som bestod i en samtale med udvaelgelseskomitéen, ikke opnaaede det minimum af point, som kraeves efter meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Det eneste anbringende, som sagsoegeren med nogen virkning vil kunne fremfoere til stoette for sin paastand om annullation af udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at opfoere ham paa egnethedslisten er derfor, at udvaelgelseskomitéen gjorde sig skyldig i et aabenbart urigtigt skoen ved bedoemmelsen af hans kvalifikationer og navnlig, at den fejlagtigt tildelte ham en karakter for den mundtlige proeve, som indebar, at han blev udelukket. Afslaget paa hans ansoegning, som fremgaar af afgoerelsen om ikke at opfoere ham paa egnethedslisten, og hvorom han modtog meddelelse den 19. september 1991 fra udvaelgelseskomitéens formand, var nemlig alene begrundet i, at hans karakter for den mundtlige proeve udelukkede ham fra videre deltagelse i udvaelgelsesproeven. Saa laenge sagsoegeren imidlertid ikke har gjort gaeldende, at udvaelgelseskomitéen begik en fejl, da den tildelte ham en saadan karakter for den mundtlige proeve, maa det andet led af hans paastand om annullation eller aendring af den af udvaelgelseskomitéen udfaerdigede egnethedsliste afvises.
20 Det fremgaar imidlertid af en gennemgang af sagsoegerens anbringender og argumenter, at han ikke har gjort gaeldende, at afgoerelsen om ikke at opfoere ham paa egnethedslisten er behaeftet med en faktisk eller retlig vildfarelse, eller at udvaelgelseskomitéen ved bedoemmelsen har gjort sig skyldig i en aabenbar vildfarelse. Ogsaa selv om Retten anlaegger en velvillig bedoemmelse af staevningen og replikken, maa den konstatere, at sagsoegerens argumentation i det hele vedroerer udvaelgelseskomitéens afgoerelse om at opfoere A. som den foerste paa listen over egnede ansoegere, men at dette forhold paa ingen maade kan beroere sagsoegerens egen retlige og faktiske stilling, saa laenge han ikke selv var opfoert paa egnethedslisten. Ogsaa selv om man antager, at de i staevningen indeholdte paastande kan fortolkes som et krav om annullation af hele udvaelgelsesproeven, maa paastandene under alle omstaendigheder afvises, da sagsoegeren ikke med rette kan goere gaeldende, at hele udvaelgelsesproeven indeholder et klagepunkt for ham (Domstolens dom af 6.7.1988, i foernaevnte sag, Simonella), eftersom han selv bestod de to foerste etaper af udvaelgelsesproeven.
21 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at sagsoegerens paastande aabenbart maa afvises, uden at det er noedvendigt at traeffe afgoerelse om den anden afvisningspaastand, som er fremsat af Parlamentet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
22 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, foerste afsnit, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 88 betaler institutionerne imidlertid selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. Hver part maa derfor betale sine omkostninger.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Hver part betaler sine omkostninger.
Saaledes bestemt i Luxembourg, den 6. april 1992.
Full & Egal Universal Law Academy