FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
CLAUS GULMANN
fremsat den 6. maj 1993 ( *1 )
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
1.
Det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Finanzgericht Baden-Württemberg, har sin baggrund i en tvist mellem det tyske selskab Dr. Tretter GmbH & Co. (herefter benævnt »Tretter«) og en tysk toldmyndighed og vedrører pålæggelsen af antidumpingtold på kuglebøsninger, som selskabet i 1986 importerede fra Japan.
2.
Antidumpingtolden blev pålagt med hjemmel i Rådets forordning (EØF) nr. 1739/85 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse kuglelejer og koniske rullelejer med oprindelse i Japan ( 1 ). Forordningen indførte i artikel 1, stk. 1, endelig antidumpingtold på »kuglelejer med største udvendige diameter på over 30 mm ... henhørende under pos. ex 84.62 i den fælles toldtarif, svarende til Nimexe-nummer 84.62-09 ... med oprindelse i Japan ....«
Toldmyndigheden, der tariferede de indførte kuglebøsninger i pos. 84.62 i den fælles toldtarif ( 2 ) (Nimexe-nummer 84.62-09) ( 3 ), pålagde med hjemmel i den anførte bestemmelses stk. 2 varerne en antidumpingtold på 21,7%.
Tretter gjorde gældende, at denne beslutning var ulovlig, og gjorde i denne forbindelse to anbringender gældende. Principalt at kuglebøsninger ikke er omfattet af dumpingforordningen, fordi de ikke er omfattet af pos. 84.62 (Nimexe-nummer 84.62-09). Subsidiært, at forordningens artikel 1, hvis den omfatter kuglebøsninger, er ugyldig, fordi den forudgående undersøgelse i forbindelse med antidumpingproceduren ikke omfattede kuglebøsninger.
3.
Finanzgericht har i sin forelæggelseskendelse navnlig udtalt følgende:
»’Kuglelejer’ i teknisk forstand er kun lejer, der roterer radialt. De masseproduceres og indføres i store mængder fra Japan til Fællesskabet. Derimod er de indførte ’kuglebøsninger’, som tilsyneladende fremstilles og indføres i meget mere beskedne mængder, i lighed med glidebøsninger teknisk set styremekanismer, der principielt kun kan bevæges lineært og tjener til at få f.eks. maskinslæder, maskinborde og lignende til at glide. De er således både funktionelt og konstruktivt forskellige fra ’kuglelejer’, da det eneste lighedspunkt i teknisk henseende er, at der anvendes samme form for lejer, nemlig kugler.«
Finanzgericht har endvidere anført:
»Såfremt det lægges til grund, at kuglebøsningerne på trods af disse tekniske forskelle falder ind under Nimexe-nummer 84.62-09, hvilket retten er tilbøjelig til at mene, er det muligt, at artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1739/85 kunne være formuleret for ’bredt’ (’kuglelejer ... svarende til Nimexe-nummer 84.62-09 ...’) og derfor kunne være ugyldig, for så vidt som den omfatter kuglebøsninger, selv om der eventuelt ikke er foretaget nogen undersøgelser af, om der finder dumping sted med hensyn hertil. I det mindste kunne bestemmelsen under disse omstændigheder fortolkes således, at kuglebøsninger ikke er omfattet.« Det er på denne baggrund, det af Finanzgericht forelagte spørgsmål skal forstås. Det lyder således:
»Er artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1739/85 af 24. juni 1985 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse kuglelejer ... ugyldig, eller skal bestemmelsen fortolkes således, at der ved ’kuglelejer ... svarende til Nimexe-nummer 84.62-09 ...’ kun skal forstås kuglelejer i teknisk forstand, altså kun lejer, der roterer radialt, men ikke såkaldte kuglebøsninger (styremekanismer, som kun kan bevæges lineært)?«
4.
Spørgsmålet vedrører således dumpingforordningens artikel 1. Spørgsmålet må efter min mening forstås således, at Finanzgericht har lagt til grund, at den fælles toldtarifs pos. 84.62 (Nimexe-nummer 84.62-09) omfatter de i sagen omhandlede kuglebøsninger. Det er under denne forudsætning, at der spørges, om bestemmelsen i dumpingforordningen er ugyldig, eller om den kan fortolkes indskrænkende, således at den ikke omfatter de i sagen omhandlede kuglebøsninger.
Denne forudsætning kan da også efter min mening — på trods af Tretters argumenter herimod — lægges til grund af Domstolen ( 4 ).
Der er på denne baggrund i den foreliggende sag ikke grund til, at Domstolen tager stilling til fortolkningen af pos. 84.62.
Dette er så meget mere nærliggende, som det efter Kommissionens og Rådets indlæg i sagen kan lægges til grund, at dumpingforordningens artikel 1 under ingen omstændigheder tilsigtede at omfatte de i sagen omhandlede kuglebøsninger.
5.
Dette resultat støttes navnlig af det faktum, at det efter forordningens tilblivelseshistorie og dens formål er utvivlsomt, at de pågældende kuglebøsninger ikke skulle pålægges antidumpingtold. De var ikke omfattet af den undersøgelse af det relevante marked, der efter gældende regler nødvendigvis skal foretages for, at det kan fastslås, at der er tale om en »dumpingvare«, og at der i givet fald kan pålægges dumpingtold ( 5 ). Kommissionen, som foretog undersøgelsen af det her omhandlede marked for kuglelejer, har oplyst, at antidumpingproceduren ikke omfattede kuglebøsninger, som er både funktionelt og konstruktivt forskellige fra kuglelejer, der roterer radialt.
Resultatet støttes også, som anført af Kommissionen og Rådet, af, at artikel 1 i dumpingforordningen henviser til »dumpingvarens« diameter. Det giver kun mening at tale om diameter, såfremt varen har en radial bevægelsesretning, hvad kuglebøsninger ikke nødvendigvis har. Selv om kuglebøsninger, der kan bevæges lineært, også fremstilles og anvendes i radial form, skulle der have været medtaget et yderligere beskrivende element, såfremt forordningen kun skulle finde anvendelse på denne type kuglebøsninger og ikke også på kuglebøsninger i andre udformninger.
6.
Det er ikke, som Tretter gør gældende, nødvendigt at fastslå, at artikel 1 er ugyldig. Det er nemlig, som anført af Rådet og Kommissionen, muligt at fortolke forordningen, således at den ikke omfatter kuglebøsninger. Såvel dumpingforordningens titel, hvorefter den kun finder anvendelse på »importen af visse kuglelejer«, som ordene i artikel 1, stk. 1, »henhørende under pos. ex 84.62 ... svarende til Nimexe-nummer ...« viser, at forordningen kun tilsigter at gælde for en afgrænset gruppe af samtlige de produkter, der er defineret ved den position, hvortil der henvises. Dette bekræftes i øvrigt af det ovenfor anførte argument for så vidt angår henvisningen til varens diameter. Det er således muligt i overensstemmelse med bestemmelsens tilblivelseshistorie og formål at fortolke den som alene omfattende kuglelejer i teknisk forstand, og ikke kuglebøsninger.
Forslag til afgørelse
7.
Jeg skal herefter foreslå Domstolen at besvare det forelagte spørgsmål på følgende måde:
Artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning nr. 1739/85 af 24. juni 1985 skal fortolkes således, at der ved ordene »kuglelejer ... svarende til Nimexe-nummer 84.62-09 ...« udelukkende skal forstås kuglelejer i teknisk forstand, altså kun lejer, der roterer radialt, men ikke såkaldte kuglebøsninger.
( *1 ) – Originalsprog: dansk.
( 1 ) – EFT L 167, s. 3.
( 2 ) – Positionen har folgende ordlyd: »kugle-, rulle- og nalelejer, alle slags«. Se bilaget til Rådets forordning nr. 3400/84 af 27.11.1984 om ændring af forordning nr. 950/68 om den fæles toldtarif (EFT L 320, s. 1).
( 3 ) – Dette nummer indeholder folgende varebeskrivelse: »Andre kuglelejer«(end dem med største udvendige diameter på 30 mm og derunder). Se bilaget til Kommissionens forordning nr. 3529/84 af 14.12.1984 om ændring af statistisk varefortegnelse for Fællesskabets udenrigshandel og for samhandelen mellem dets medlemsstater (Nimexe) (EFT L 337, s. 1).
( 4 ) – Kommissionen har oplyst, at Nomenklaturudvalget for Den Fælles Toldtarif på sit 116. møde den 15.5.1990 udtalte, at kuglebøsninger skal tariferes som kuglelejer i henhold til den fælles toldtarif.
( 5 ) – Kravet om, at der skal foretages en forudgående undersøgelse, for en vare kan pålægges antidumpingtold, fremgår af artikel 7, stk. 1, litra c), i Rådets forordning nr. 2176/84 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske ællesskab (EFT L 201, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy