EUR-Lex -  61992CC0227 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Cosmas fremsat den 15. juli 1997. - Hoechst AG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Appel - Rettens procesreglement - Genåbning af den mundtlige forhandling - Kommissionens forretningsorden - Proceduren for vedtagelse af en beslutning i kommissærkollegiet. - Sag C-227/92 P.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I den foreliggende sag skal Domstolen traeffe afgoerelse vedroerende den af Hoechst AG (herefter »Hoechst«) ivaerksatte appel i henhold til artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen af en dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 10. marts 1992 (1). Den appellerede dom frifandt sagsoegte i den efter EOEF-traktatens (herefter »traktaten«) artikel 173 rejste annullationssag vedroerende Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 (herefter »polypropylen-beslutningen«) (2). Denne beslutning vedroerte anvendelsen af traktatens artikel 85 i forbindelse med produktion af polypropylen.

I - Sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne for Retten i Foerste Instans

1 Med hensyn til sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne for Retten i Foerste Instans fremgaar foelgende af den appellerede dom: Det vesteuropaeiske polypropylen-marked blev foer 1977 naesten udelukkende forsynet af ti producenter, hvoraf den ene var Hoechst (som tillige var en af »de fire store«), hvis markedsandel svingede mellem 10,5 og 12,6%. Efter at firmaet Montedison's patenter var udloebet, fremkom der fra 1977 syv nye producenter med en betydelig produktionskapacitet. Dette modsvaredes ikke af en tilsvarende stigning i efterspoergslen, saaledes at der i det mindste indtil 1982 ikke var nogen ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel. Generelt var polypropylen-markedet i perioden fra 1977 til 1983 kendetegnet ved en lav rentabilitet eller endda betydelige tab.

2 Den 13. og 14. oktober 1983 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962 (3) (herefter »forordning nr. 17«) samtidige kontrolundersoegelser hos en raekke virksomheder, der fremstillede polypropylen. I tilslutning til disse kontrolundersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 anmodning om oplysninger, ikke blot over for disse virksomheder, men ogsaa over for andre virksomheder med tilsvarende forretningsomraade. Paa grundlag af bevismateriale, der blev tilvejebragt i forbindelse med kontrolundersoegelserne og anmodningen om oplysninger, naaede Kommissionen til den konklusion, at visse polypropylen-producenter, herunder Hoechst, fra 1977 til 1983 havde tilsidesat traktatens artikel 85. Kommissionen besluttede derfor den 30. april 1984 at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og den fremsendte en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til de paagaeldende virksomheder.

3 Paa grundlag af denne procedure vedtog Kommissionen den 23. april 1986 den ovennaevnte beslutning, hvis dispositive del lyder saaledes:

»Artikel 1

(Virksomhederne) ... Hoechst AG ... har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved:

...

- for Hoechst's, ICI's, Montepolimeri's og Shell's vedkommende, fra omkring midten af 1977 og mindst til november 1983

...

at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade:

a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

b) fra tid til anden fastsatte 'maalpriser' (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF's medlemsstater

c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et 'kundeledelsessystem' med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig 'kvote' (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982).

...

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

...

vi) Hoechst AG en boede paa 9 000 000 ECU, eller 19 304 010 DEM.«

4 Fjorten af de femten virksomheder, til hvem den omhandlede beslutning var rettet, herunder appellanten, rejste annullationssoegsmaal vedroerende Kommissionens beslutning. Under den mundtlige forhandling, der fandt sted for Retten i Foerste Instans fra den 10. december 1990 til den 15. december 1990, blev parternes anbringender behandlet mundtligt, og parterne besvarede Rettens spoergsmaal.

5 Ved processkrift af 2. marts 1992, og dermed som naevnt efter afslutningen af den skriftlige og mundtlige forhandling, men dog inden domsafsigelsen, begaerede Hoechst for Retten genaabning af den mundtlige forhandling. Til stoette for begaeringen anfoerte selskabet visse faktiske forhold, som man haevdede ikke at have haft kendskab til foer efter den mundtlige forhandling, isaer naermere efter afsigelsen af Rettens dom af 27. februar 1992 i sagen BASF m.fl. mod Kommissionen (herefter »PVC-sagerne«) (4). Hoechst gjorde gaeldende, at det af disse oplysninger kunne udledes, at den anfaegtede beslutning fra Kommissionen var behaeftet med vaesentlige formelle mangler, der kraevede foranstaltning af ny bevisoptagelse.

Efter paa ny at have hoert generaladvokaten afslog Retten ved ovennaevnte afgoerelse af 10. marts 1992 denne begaering om genaabning af den mundtlige forhandling, ligesom Retten i det hele frifandt sagsoegte.

6 Hoechst appellerede herefter frifindelsesdommen for Domstolen med paastand om, at dommen ophaeves, og at Kommissionens beslutning underkendes som nullitet, subsidiaert annulleres, samt mere subsidiaert, at sagen hjemvises til Retten. Samtidig har appellanten nedlagt paastand om, at indstaevnte tilpligtes at betale sagens omkostninger. I replikken har appellanten frafaldet paastanden om, at polypropylen-beslutningen underkendes som nullitet, men har samtidig opretholdt de oevrige paastande, saaledes som de er anfoert i appelskriftet.

Kommissionen har paastaaet sig frifundet og appellanten tilpligtet at betale sagens omkostninger.

Selskabet DSM NV har interveneret i sagen til stoette for Hoechst's paastande.

II - Formalitetsspoergsmaal vedroerende appellen

7 I svarskriftet har Kommissionen foerst kraevet appellen afvist i det hele. Kommissionen anfoerer, at appellanten intetsteds i appelskriftet har paaberaabt sig, at Retten har gjort sig skyldig i en retlig fejl; i stedet fremfoeres foerst under appellen en raekke faktiske omstaendigheder, argumenter og anbringender. Denne for sene fremsaettelse vedroerer nulliteten af Kommissionens polypropylen-beslutning eller andre alvorlige proceduremangler under proceduren i forbindelse med udstedelsen af denne beslutning. Efter Kommissionens opfattelse aendrer appellanten med dette anbringende sagens genstand, hvilket er i strid med artikel 113, stk. 2, og artikel 116, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

8 Appellanten anfoerer derimod, at ved at goere de formelle mangler i den for Retten anfaegtede beslutning gaeldende, ville man blot dokumentere, at Retten har begaaet fejl med hensyn til fortolkningen af faellesskabsretten. Derfor boer appellen ikke afvises paa det af Kommissionen anfoerte grundlag.

9 Foerst skal det fremhaeves, at i henhold til artikel 51 i EOEF-statutten for Domstolen er appel »begraenset til retsspoergsmaal. Den kan kun stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten«. Endvidere er det i henhold til artikel 113, stk. 2, og artikel 116, stk. 2, i Domstolens procesreglement forbudt parterne i appelskriftet eller i svarskriftet at foretage aendringer af sagsgenstanden for Retten. I henhold til artikel 119 i procesreglementet kan Domstolen endvidere naar som helst ved begrundet kendelse beslutte helt eller delvist at afvise eller forkaste appellen, naar det er aabenbart, at den skal afvises eller forkastes.

Appellen kan kun afvises i det hele, saafremt den ikke stoettes paa et anbringende, der er gjort gaeldende paa lovlig vis. Derfor er det noedvendigt at foretage en proevelse af samtlige anbringender og fastslaa, at ingen af dem kan danne grundlag for appellen (5).

10 Ud fra denne synsvinkel skal Kommissionens formalitetsindsigelse proeves. Reelt rejser den ubestemte formulering af anbringenderne i appelskriftet det spoergsmaal, om appellen kan admitteres, da det til tider ikke klart fremgaar, hvori den retsstridige karakter af Rettens dom skulle bestaa. Der er dog i det foerste anbringende tale om en retlig fejl, som Retten efter det, som appellanten har gjort gaeldende, har begaaet ved at afslaa appellantens begaering om genaabning af forhandlingen efter afslutningen af den mundtlige forhandling. Dette anbringende er af rent retlig karakter og stoettes paa oplysninger, som Retten var i besiddelse af, og som har dannet grundlag for dens bedoemmelse. Det kan derfor anses for et selvstaendigt anbringende, som er fremfoert paa lovlig vis.

11 Selv i tilfaelde af, at Domstolen vil laegge Kommissionens bemaerkninger til grund (hvilket jeg herefter vil undersoege ved den saerlige behandling af de enkelte anbringender sammen med appellantens modargumenter), kan det ikke medfoere afvisning af appellen i dens helhed.

III - Spoergsmaalet, om interventionen kan admitteres

12 Med hensyn til indholdet af interventionen og spoergsmaalet, om denne kan admitteres, gaelder der i princippet de samme betragtninger som i de paagaeldende afsnit i mit forslag til afgoerelse i den tilsvarende Huels (6)-sag, hvilket jeg hermed henviser til.

Af den undersoegelse, der er foretaget dér, fremgaar, at intervention i det foreliggende tilfaelde teoretisk til dels ville kunne admitteres, nemlig for saa vidt som intervenienten stoetter appellantens paastand om, at Domstolen ophaever Rettens dom og fastslaar polypropylen-beslutningens nullitet. Intervenientens oevrige paastande og anbringender til stoette for appellantens resterende paastande kan i hvert fald ikke admitteres og behoever derfor ikke nogen naermere undersoegelse i denne sag.

Men som allerede naevnt har appellanten i replikken frafaldet anbringenderne vedroerende polypropylen-beslutningens nullitet. Appellanten har saaledes begraenset paastanden i den forstand, at appellanten nu kun oensker annullation af den anfaegtede beslutning og ikke laengere, at den underkendes som nullitet. Derfor maa DSM's intervention afvises i mangel af en retlig interesse.

IV - Anbringender til stoette for annullationspaastanden

13 Hoechst er af den opfattelse, at Kommissionens polypropylen-beslutning, der blev anfaegtet med soegsmaalet for Retten, er behaeftet med vaesentlige formelle mangler, saaledes at den er ugyldig (7). Med dette som udgangspunkt goer Hoechst gaeldende, at der forelaa tilstraekkelig mange holdepunkter for de paagaeldende mangler, som Retten burde have foretaget en proevelse af for derefter at annullere polypropylen-beslutningen, eller som Domstolen foerst paa sagens nuvaerende stadium ville kunne fastslaa. Der forelaa i det mindste klare tegn, der gav anledning til mistanke om formelle mangler i den anfaegtede beslutning, saaledes at Retten har begaaet rettergangsfejl, fordi den trods disse mistaenkelige elementer afslog en begaering derom. Sagt mere praecist tillaegger appellanten de faktiske omstaendigheder, som appellanten fremfoerer, en dobbelt funktion: For det foerste er appellanten af den opfattelse, at de udgoer et klart bevis for vaesentlige formelle mangler, som Retten burde have lagt til grund for en annullation af polypropylen-beslutningen. For det andet goer appellanten gaeldende, at de giver tilstraekkelige holdepunkter for, at Retten burde have taget appellantens begaering om genaabning af den mundtlige forhandling til foelge og ivaerksat foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse. Ligesom dette anbringende er todelt, er Kommissionens svar ligeledes todelt.

A - De relevante bestemmelser og Domstolens PVC-dom

14 Jeg henviser for saa vidt til redegoerelsen i punkt 19-23 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen.

B - Den appellerede dom

15 Retten afslog appellantens begaering (8) af 2. marts 1992 med den i praemis 374 og 375 i dommen anfoerte begrundelse:

»Det skal for det foerste fastslaas, at ovennaevnte dom af 27. februar 1992 ikke kan begrunde en genaabning af den mundtlige forhandling i denne sag. Til forskel fra sagsoegerens argumentation i PVC-sagerne (jf. Rettens dom af 27.2.1992, praemis 14), har sagsoegeren i denne sag indtil afslutningen af den mundtlige forhandling end ikke antydningsvis gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er en nullitet paa grund af de paaberaabte fejl. Man maa derfor rejse det spoergsmaal, om sagsoegeren i tilstraekkeligt omfang har godtgjort, hvorfor selskabet i denne sag, til forskel fra PVC-sagerne, ikke tidligere har paaberaabt sig de haevdede mangler, der under alle omstaendigheder maa have foreligget forud for sagens anlaeg. Selv om det paahviler Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med annullationssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio at undersoege spoergsmaalet, om den anfaegtede retsakt foreligger, betyder dette imidlertid ikke, at der i alle sager i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio skal foranstaltes undersoegelser vedroerende den anfaegtede retsakts eventuelle nullitet. Det er kun, for saa vidt som parterne fremfoerer tilstraekkelige holdepunkter for, at den anfaegtede retsakt er en nullitet, at retsinstanserne er forpligtet til at undersoege dette spoergsmaal ex officio. I denne sag indeholder sagsoegerens argumentation ikke tilstraekkelige beviser til at godtgoere, at beslutningen er en nullitet. Sagsoegeren har under afsnit III i sit indlaeg af 2. marts 1992 kun gjort gaeldende, at der foreligger 'rimelig grund' til at antage, at Kommissionen har tilsidesat bestemte procedureregler. Den paastaaede tilsidesaettelse af den sproglige ordning i henhold til Kommissionens forretningsorden kan imidlertid ikke medfoere den anfaegtede retsakts nullitet, men alene - saafremt tilsidesaettelsen paaberaabes rettidigt - dens annullation. Sagsoegeren har imidlertid ikke forklaret, hvorfor Kommissionen ogsaa skulle have foretaget efterfoelgende aendringer af beslutningen i 1986, dvs. i en normal situation, der adskiller sig betydeligt fra de saeregne omstaendigheder ved PVC-proceduren, der var karakteriseret ved den omstaendighed, at Kommissionens mandat udloeb i januar 1989. Den af sagsoegeren herom fremfoerte generelle formodning udgoer ikke en tilstraekkelig anledning til at foranstalte bevisoptagelse efter genaabning af den mundtlige forhandling.

Sagsoegeren har imidlertid under punkt II i sit indlaeg konkret angivet, at originalerne af den anfaegtede beslutning, forsynet med Kommissionens formands og generalsekretaers underskrifter, ikke eksisterer paa de retsgyldige sprog. Denne paaberaabte fejl kan imidlertid - selv om den antages at foreligge - ikke i sig selv medfoere, at den anfaegtede beslutning er en nullitet. I denne sag har sagsoegeren - til forskel fra, hvad der gjaldt i de ovennaevnte PVC-sager - ikke fremfoert noget konkret indicium, der kan begrunde antagelsen om, at der foreligger tilsidesaettelse af princippet om, at der ikke efterfoelgende maa aendres i udstedte retsakter, hvilket skulle vaere sket efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, og at denne saaledes i forhold til sagsoegeren har mistet den formodning om lovlighed, som den maa tillaegges efter sin fremtraeden. I et saadant tilfaelde medfoerer den omstaendighed, at der ikke foreligger en behoerigt underskrevet original, ikke i sig selv, at den anfaegtede retsakt er en nullitet. Der er derfor heller ikke af denne grund anledning til at genaabne den mundtlige forhandling for at foranstalte fornyet bevisoptagelse. For saa vidt som sagsoegerens argumentation ikke kan begrunde en begaering om genoptagelse, er der heller ikke anledning til at efterkomme begaeringen om at genaabne den mundtlige forhandling.«

C - Undersoegelse af annullationsanbringenderne

1. Graenserne for appelinstansens kompetence

16 Jeg finder det hensigtsmaessigt foerst at besvare to spoergsmaal, som appellanten har rejst, og som vedroerer den mere generelle problematik om graenserne for appelinstansens kompetence.

a) Bevisoptagelse foranstaltet af appelinstansen

17 Appellanten har anfoert, at Domstolen, saafremt den finder det noedvendigt, boer foranstalte yderligere bevisoptagelse i anledning af de paastaaede formelle mangler i polypropylen-beslutningen. Appellanten er specielt af den opfattelse, at det klagepunkt, som appellanten havde indbragt for Retten, ikke kunne behandles, fordi det var rettet mod en retsakt, der var en nullitet. Appellanten anfoerer endvidere, at ifoelge et almindeligt procesretligt princip, der ogsaa gaelder i faellesskabsretten, boer retsinstanserne ogsaa om fornoedent ex officio undersoege formaliteten vedroerende de anvendte retsmidler. Denne forpligtelse paahviler ligeledes en appelinstans. For at kunne opfylde denne pligt er det, uden i den anledning at overskride de i artikel 51, stk. 1, i EOEF-statutten for Domstolen fastsatte graenser for Domstolens kompetence, berettiget at foranstalte bevisoptagelse vedroerende formalitetsspoergsmaal.

18 Jeg finder det ikke laengere noedvendigt at komme naermere ind paa disse antagelser fra appellanten, da det stoetter paa den mere generelle argumentation om, at den i foerste instans anfaegtede beslutning retligt var en nullitet. Da appellanten har frafaldet sin paastand om at faa fastslaaet, at beslutningen var en nullitet, bortfalder appellantens antagelser vedroerende spoergsmaalet om afvisning af sagen for Retten ligeledes. I hvert fald skal jeg understrege, at Domstolen ikke under appel kan foranstalte bevisoptagelse. Jeg henviser i den forbindelse til min analyse i punkt 26 ff. i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen.

b) Anbringende om nye faktiske omstaendigheder under appellen

19 Appellanten anfoerer, at efter afsigelsen af den appellerede dom er en raekke afgoerende faktiske omstaendigheder kommet frem, som ikke var Retten og parterne bekendt. Af den grund paaberaaber appellanten sig af hensyn til retsbeskyttelsen foerst disse faktiske omstaendigheder for Domstolen.

20 Alligevel er det forhold, at faktiske omstaendigheder foerst fremfoeres ved appelinstansen, i strid med principperne for proevelsen under appellen og med artikel 51, stk. 1, i EOEF-statutten for Domstolen. Appelsagen vedroerer kun retsspoergsmaal. Derfor kan det ikke goeres gaeldende, at Retten har begaaet fejl, fordi den i forbindelse med sin retsafgoerelse ikke har taget hensyn til faktiske omstaendigheder, som hverken var eller kunne vaere Retten bekendt, fordi de ikke var blevet fremfoert for Retten, eller fordi de var af yngre dato end domsafsigelsen. Af disse grunde maa appellantens argumenter, hvormed appellanten soeger at godtgoere, hvad de formelle mangler i den anfaegtede beslutning bestaar i, afvises fra paakendelse.

2. Spoergsmaalet, om den anfaegtede beslutning er behaeftet med vaesentlige formelle mangler

a) Parternes argumenter

21 Appellanten er af den opfattelse, at Retten har begaaet en fejl, fordi den under tilsidesaettelse af traktatens artikel 173, stk. 2 og 4, har undladt at tage de vaesentlige formelle mangler i den anfaegtede polypropylen-beslutning fra Kommissionen i betragtning. Appellanten anfoerer, at disse mangler blev gjort gaeldende over for Retten i appellantens skrivelse af 2. marts 1992.

22 Appellanten goer for det foerste gaeldende, at der ikke forelaa en bekraeftet original af den anfaegtede beslutning som anfoert i Kommissionens forretningsordens artikel 12, stk. 1. Det fremhaeves, at stadfaestelsen af institutionernes udstedelse af kollegiale afgoerelser har saerlig betydning som garanti for, at legalitetsprincippet er overholdt. At der manglede en original kunne ikke udledes blot ved et gennemsyn af sagsakterne, fordi den normalt vedlaegges som tillaeg til protokollerne vedroerende Kommissionens moeder, som opbevares i Kommissionens arkiv. En manglende stadfaestelse udgoer en skjult mangel, som ikke modbeviser formodningen om lovlighed af den retsakt, der er behaeftet med denne mangel. Det er derfor med rette, at appellanten ikke fremfoerte den paagaeldende ugyldighedsgrund rettidigt under sagen i foerste instans.

23 Appellanten goer for det andet gaeldende, at Kommissionen foruden undladelsen af stadfaestelse tillige undlod at udstede beslutningen i alle de i henhold til loven foreskrevne sprog, saaledes som den havde pligt til. Specielt gav Kommissionen et af sine medlemmer bemyndigelse til at soerge for en version paa nederlandsk og italiensk. Der findes ingen hjemmel til denne bemyndigelse, fordi den ikke er omfattet af artikel 27 i Kommissionens forretningsorden, ifoelge hvilken bestemmelse en saadan bemyndigelse kun kan tillades til forberedelsen og gennemfoerelsen af Kommissionens beslutninger. Vedtagelsen af en endelig beslutning i kun enkelte af de foreskrevne sproglige versioner er utilladelig. Det er derfor en vaesentlig formel mangel, som burde have foert til annullation af polypropylen-beslutningen, at beslutningen, da den blev vedtaget, ikke tillige forelaa paa italiensk og nederlandsk.

24 For det tredje goer appellanten gaeldende, at den anfaegtede beslutning aldrig er blevet meddelt appellanten, hvilket er i strid med traktatens artikel 191, stk. 3, og Kommissionens forretningsordens artikel 12, stk. 3. Den har derfor paa intet tidspunkt haft retsvirkninger. Specielt anfoerer appellanten, at den tekst, som Kommissionen fremsendte til appellanten, og den tekst, der senere blev trykt i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, afviger fra det, der blev vedtaget kollegialt paa Kommissionens moede. Disse afvigelser gik videre end simple rettelser af stavefejl eller fejl af grammatisk art, som kan anerkendes i henhold til Domstolens praksis (9). Ifoelge appellanten foretog Kommissionen senere aendringer i sin beslutning. Det fremgaar af indlaegget fra Kommissionens repraesentant under den mundtlige forhandling i PVC-sagerne (10) og af Rettens udtalelser i disse sager saavel som i den nyligt afsagte dom i »vaegtfylde-sagerne« (11). I tilslutning hertil goer appellanten gaeldende, at den meddelte tyske tekst indeholdt visse - efter appellantens opfattelse flagrante - aendringer i beslutningens indhold. Appellanten henviser i den forbindelse til afsnit i teksten, som tilsyneladende foerst er tilfoejet, efter at beslutningen blev truffet, og som er skrevet med andre skrifttyper og mindre linjeafstand. Hoechst haevder, at der endvidere paa visse steder i den meddelte tekst tilsyneladende er fjernet afsnit fra den oprindelige tekst. Den meddelte beslutning, som ser ud som en autentisk genpart af den oprindelige beslutning, viser kommissionsmedlem Sutherland's underskrift i maskinskrift. Det er dog ikke fastslaaet, hvilken affattelse Sutherland har underskrevet: Den oprindelige affattelse, hvori der ulovligt er foretaget rettelser, eller den endelige meddelte affattelse, som er blevet udarbejdet, uden at der har foreligget en fuldstaendig original beslutning. Saavel paa grundlag af de holdepunkter, der fremgaar af den meddelte tekst, som paa grundlag af de omstaendigheder, der blev kendt i forbindelse med PVC-sagerne, kan det nemlig ifoelge Hoechst antages, at enhver kommissionsbeslutning efter fast praksis bearbejdes af Kommissionens Juridiske Tjeneste i perioden, fra beslutningen er truffet, og indtil den fremsendes til adressaterne.

25 Af alle disse undladelser og misligheder fra Kommissionens side udleder appellanten, at den anfaegtede beslutning bl.a. ogsaa er udstedt i strid med bestemmelserne vedroerende begrundelse, da begrundelsen er blevet aendret og udvidet, efter at beslutningen blev vedtaget. Derfor er de ufravigelige bestemmelser i traktatens artikel 190 ikke blevet overholdt; tilsidesaettelse af denne vaesentlige formforskrift om begrundelsen burde have foert til, at Retten havde annulleret polypropylen-beslutningen.

26 Kommissionen anfoerer heroverfor, at det af ordlyden af Rettens dom ikke fremgaar, at der blev begaaet nogen af de af appellanten anfoerte retlige fejl. Derfor skal anbringenderne herom forkastes i det hele.

27 Med hensyn til den manglende stadfaestede original tilslutter Kommissionen sig Rettens bemaerkninger (praemis 375 i den appellerede dom), ifoelge hvilken denne fejl, selv om en saadan original ikke foreligger, ikke i sig selv paavirker beslutningens lovlighed. Det er endvidere paakraevet, at den part, som goer denne mangel gaeldende, fremsaetter tilstraekkelige indicier for, at indholdet af den paagaeldende beslutning, efter at beslutningen blev vedtaget, er blevet aendret ulovligt. Kun saafremt der er tilstraekkelige indicier for dette, svaekkes formodningen om lovlighed for saa vidt angaar beslutningen, ligesom manglen af en behoerig underskrift paa det grundlag kunne medfoere retsvirkninger (12). Ifoelge indstaevnte blev der netop argumenteret paa den maade i PVC-dommene afsagt af Retten i Foerste Instans (13) og af Domstolen (14). I hvert fald er indsigelsen om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter ved den manglende overholdelse af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden foerst blevet fremsat efter afslutningen af den mundtlige forhandling og dermed for sent, saaledes at Retten med god grund ikke tog den til foelge.

28 Med hensyn til den efter appellantens opfattelse ulovlige bemyndigelse til et medlem af Kommissionen med hensyn til den senere udfaerdigelse af beslutningsteksten paa italiensk og nederlandsk bemaerker Kommissionen, at de synspunkter, som appellanten har anfoert, ikke er begrundet. Den senere ulovlige aendring af indholdet af den anfaegtede beslutning er heller ikke bevist. Derfor fik appellanten ikke meddelelse om en beslutning, som indholdsmaessigt adskilte sig fra den oprindeligt udstedte beslutning. Specielt med hensyn til de efter appellantens opfattelse flagrante aendringer i den tyske version bemaerker Kommissionen, at det i den anledning anfoerte, bortset fra, at det ikke er bevist, foerst blev fremfoert under appellen og derfor ikke kan tages i betragtning.

b) Bedoemmelse af disse argumenter

29 Appellanten haevder, at polypropylen-beslutningen er behaeftet med en raekke vaesentlige formelle mangler. Disse manglers eksistens boer Faellesskabets retsinstanser i medfoer af Domstolens praksis ex officio foretage en proevelse af, uanset om parterne har gjort dem gaeldende eller ej.

i) Omfanget af proevelsen i appelsager af de spoergsmaal, der er undersoegt ex officio

30 Herom henviser jeg til mine bemaerkninger i punkt 26, 27 og 30 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen. Heraf fremgaar, at proevelsen under appellen ogsaa med hensyn til retsspoergsmaal, der skal proeves ex officio, udelukkende maa dreje sig dels om, hvorvidt foersteinstansen har subsumeret de fastslaaede faktiske omstaendigheder i sagen under de relevante retsregler, og dels om - saafremt der i appelskriftet fremsaettes begaering herom, og de relevante faktiske omstaendigheder er blevet fremsat for foersteinstansen paa lovlig vis - om denne retsinstans har undladt at foretage naevnte proevelse. Derfor kan appellantens oevrige retlige og faktiske argumenter, hvormed appellanten begaerer supplerende bevisoptagelse for at fastslaa formelle mangler i Kommissionens polypropylen-beslutning, og hvormed appellanten navnlig vil supplere begaeringen af 2. marts 1992, ikke proeves under appellen.

ii) Eksistensen af beviste formelle mangler ved den anfaegtede kommissionsbeslutning

31 Paa grundlag af ovenstaaende bemaerkninger vedroerende indholdet af den appellerede dom skal bemaerkes, at Retten ikke har begaaet nogen retlig fejl med hensyn til fastslaaelsen og bedoemmelsen af faktiske omstaendigheder, hvoraf det skulle fremgaa, at polypropylen-beslutningen var behaeftet med vaesentlige formelle mangler. Det kan ikke udledes af den appellerede dom, at foersteinstansen var bekendt med nogen synspunkter af denne art og betydning, eller endda at den skulle have foretaget en fejlagtig bedoemmelse deraf. Endvidere goer Hoechst gaeldende, at man allerede under behandlingen i foerste instans, specielt i begaeringen af 2. marts 1992, paaberaabte sig de afgoerende formelle mangler i den anfaegtede beslutning, som Retten urigtigt ikke tog stilling til.

32 For saa vidt som appellanten goer gaeldende, at der ikke er foretaget nogen proevelse af et af appellanten fremfoert vaesentligt anbringende, og at bevismaterialet er forvansket (forfalsket), kan det paagaeldende anbringende admitteres. Til spoergsmaalet, om appellanten kan faa medhold heri, skal bemaerkes foelgende: Intet aktstykke fra sagen i foerste instans (15) indeholder en klar paastand om annullation af den anfaegtede beslutning paa grund af vaesentlige mangler eller anbringender om faktiske omstaendigheder, hvoraf disse mangler fremgaar. Specielt med hensyn til begaeringen af 2. marts 1992 skal bemaerkes, at der hermed kun goeres formodede mangler gaeldende, paa grundlag af hvilke beslutningen skulle vaere en nullitet, og at den tilsigter en genaabning af den mundtlige forhandling og ikke at fremsaette et anbringende om annullation. Men selv i tilfaelde af, at man ville fortolke begaeringen paa en saadan maade, at den uafhaengigt af anbringenderne om nullitet indeholder en paaberaabelse af faktiske omstaendigheder, som for foersteinstansen ville medfoere pligt til at foretage en proevelse af, om den anfaegtede beslutning var behaeftet med vaesentlige formelle mangler (16), er Rettens afgoerelse ogsaa her i enhver henseende korrekt.

33 Foerst rejser der sig paa grund af den for sene indsendelse af ovennaevnte begaering (17) det spoergsmaal, om Retten overhovedet skal tage begaeringen i betragtning. Jeg vil her gerne udelade en lige saa udfoerlig argumentation vedroerende dette spoergsmaal. For selv om Retten har taget hensyn til skrivelsen, uanset om den var rettidig - og uden at vaere forpligtet dertil - indeholdt den i hvert fald ikke tilstraekkelige holdepunkter for, at den anfaegtede beslutning var behaeftet med vaesentlige formelle mangler. Det er saaledes ikke lykkedes for appellanten at fremfoere tilstraekkelige indicier for, at polypropylen-beslutningen var behaeftet med de af appellanten paatalte mangler (18).

De ovenstaaende undersoegte anbringender boer herefter forkastes.

3. Spoergsmaalet, om Kommissionens anfaegtede beslutning er behaeftet med vaesentlige formelle mangler

34 Selv om det af de fakta, der er blevet forelagt Retten til afgoerelse, ikke fremgaar, at udstederen af den anfaegtede beslutning overtraadte vaesentlige formkrav, boer det alligevel, som appellanten korrekt anfoerer, undersoeges, om disse fakta ville berettige til at genaabne den mundtlige forhandling med henblik paa fornyet bevisoptagelse.

a) Parternes argumenter

35 Hoechst goer gaeldende, at man ved begaeringen af 2. marts 1992 fremsatte krav for Retten dels om en genaabning af den mundtlige forhandling i henhold til artikel 62 og 64 i procesreglementet for Retten i Foerste Instans, og dels om ivaerksaettelse af foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse i henhold til artikel 65 ff. i samme procesreglement. Appellanten anfoerer endvidere, at Retten - i modsaetning til Kommissionens opfattelse - ved afgoerelsen af saadanne begaeringer ikke har et uindskraenket skoen, og at afgoerelsen kan proeves under appelsagen. For at kunne bedoemme, om Retten afsagde en lovlig dom, skal det undersoeges, hvilket formaal der tilsigtedes med begaeringen om genoptagelse af forhandlingen. Saafremt en begaering tilsigter gennemfoerelse af en bevisoptagelse for at fastslaa nye faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning - saaledes at det i den forbindelse tillige ville vaere noedvendigt med nye retsforhandlinger - forvandles Rettens befoejelse til en pligt til at genaabne den mundtlige forhandling og til at gennemfoere en bevisoptagelse, hvor denne pligt fremgaar af bevisbyrdereglerne. Disse regler indebaerer en pligt til at finde de for afgoerelsen af retstvisten relevante beviser. En raekke processuelle og materielle faellesskabsbestemmelser kraever ifoelge Hoechst en naermere undersoegelse af selskabets anbringender om, at den anfaegtede beslutning er behaeftet med vaesentlige formelle mangler. Derfor var foersteinstansens afslag i strid saavel med artikel 62 som med artikel 65 og 66 i Rettens procesreglement. Foersteinstansen havde ikke alene paa grund af den indgivne begaering, men tillige ex officio pligt til, ud fra appellantens begaering af 2. marts 1992, at soege de beviser, som ville have sat Retten i stand til at fastslaa, om polypropylen-beslutningen var blevet lovligt vedtaget.

36 Hoechst goer endvidere gaeldende, at Retten ikke naegtede at fremme kravet i appellantens begaering, fordi det var fremsat for sent, men foretog en proevelse af det under sagen. Retten undlod dog pligtstridigt ikke kun at undersoege anbringenderne i begaeringen ud fra et nullitetssynspunkt, men tillige med hensyn til en tilsidesaettelse af en vaesentlig formforskrift. Kommissionen goer i hvert fald med urette gaeldende, at begaeringen blev indgivet for sent. Med denne indsigelse anfaegter Kommissionen lovligheden af den appellerede dom, skoent den ikke selv har appelleret. Den naevnte indsigelse maa derfor afvises fra paakendelse. Til argumentet om, at indholdet af begaeringen af 2. marts 1992 - efter analog anvendelse af bestemmelsen i procesreglementets artikel 125 om ekstraordinaer genoptagelse - skulle have vaeret fremsat inden tre maaneder efter, at appellanten havde faaet kendskab dertil, anfoerer appellanten, at der ikke er mulighed for analog anvendelse af frister, hvis udloeb foerer til retstab. Tremaanedersfristen var i hvert fald ikke udloebet den 2. marts 1992, da begaeringen blev fremsat, idet appellanten kun fik kendskab til de paaberaabte faktiske omstaendigheder takket vaere indlaeggene fra Kommissionens repraesentant under den mundtlige forhandling i PVC-sagerne, som fandt sted den 10. december 1991.

37 Heroverfor anfoerer Kommissionen indledningsvis, at appellanten med urette goer gaeldende, at Retten havde vaeret forpligtet til at genaabne forhandlingen, idet en saadan foranstaltning i det konkrete tilfaelde ikke var paakraevet. Appellantens krav om genaabning af den mundtlige forhandling var ikke stoettet paa faktiske omstaendigheder af betydning for afgoerelsen og var i oevrigt ikke fremsat rettidigt. Anbringendet om tilsidesaettelse af sprogordningen med hensyn til beslutningen og om en manglende stadfaestet original af den anfaegtede beslutning blev korrekt ikke taget til foelge af Retten, da de paagaeldende mangler, saaledes som det senere blev fastslaaet i Domstolens dom i PVC-sagen (19), ikke kunne goere en retsakt, der var behaeftet med disse mangler, til en nullitet, selv om de forelaa. Til de af appellanten i begaeringen anfoerte faktiske omstaendigheder bemaerker Kommissionen foelgende: For saa vidt de var knyttet til Rettens dom i PVC-sagen, kan de ikke anfoeres som begrundelse for en paastand om genaabning af den mundtlige forhandling. Ifoelge EF-retspraksis kan indholdet af en retslig afgoerelse i en retssag ikke begrunde genaabning af den mundtlige forhandling i en anden retssag (20). Hvis Kommissionens repraesentants indlaeg under den mundtlige forhandling, som Rettens dom i PVC-sagerne blev lagt til grund i, blev anset for nye faktiske omstaendigheder, ville de vaere fremsat for sent af appellanten i dennes begaering af 2. marts 1992. Disse faktiske omstaendigheder ville, i analogi med bestemmelserne vedroerende begaering om ekstraordinaer genoptagelse i henhold til procesreglementets artikel 125, skulle fremsaettes inden tre maaneder efter, at de var kommet til appellantens kendskab. Allerede om eftermiddagen den 22. november 1991 erkendte en af dens befuldmaegtigede under den mundtlige forhandling i PVC-sagerne, at proceduren efter artikel 12 i Kommissionens forretningsorden ikke laengere blev anvendt. Fra dette tidspunkt havde appellanten saaledes kendt til de faktiske omstaendigheder, som man fremfoerte i begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling. Kommissionen tilfoejer, at appellanten urigtigt antager, at Retten indirekte har anerkendt, at begaeringen var rettidigt fremsendt. Men Retten ytrede tvaertimod i dommen tvivl om, hvorvidt anbringenderne i begaeringen var blevet fremsat rettidigt.

38 Endvidere goer Kommissionen gaeldende, at Retten korrekt fastslog, at appellanten ikke havde fremfoert nogen holdepunkter, der var tilstraekkelige til at tage begaeringen om genaabning af den mundtlige forhandling til foelge. Rettens opfattelse er ligeledes korrekt, saafremt appellantens begaering af 2. marts 1992 skulle fortolkes saaledes, at det var polypropylen-beslutningens formelle ugyldighed og ikke dens nullitet, der var blevet gjort gaeldende. Bevisbyrden for, at de omhandlede formelle mangler forelaa, paahviler appellanten og ikke Kommissionen. Appellantens modsatte opfattelse er i strid med formodningen om lovlighed vedroerende faellesskabsinstitutionernes retsakter og med retspraksis (21). Appellanten har heller ikke kunnet noejes med at goere den haevdede manglende overholdelse af fremgangsmaaden efter artikel 12 i Kommissionens forretningsorden gaeldende. Man maatte fremfoere konkrete indicier for, at indholdet af polypropylen-beslutningen var blevet aendret efter udstedelsen. Denne fortolkning, som Retten lagde til grund i sagen, stoettes stadig ifoelge indstaevnte af Domstolens dom i sagen Lestelle mod Kommissionen (22) og i PVC-sagerne (23). I hvert fald skulle de formelle mangler, som polypropylen-beslutningen eventuelt var behaeftet med, saafremt de rent faktisk forelaa, i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, goeres gaeldende allerede i staevningen og i hvert fald ikke foerst efter afslutningen af den mundtlige forhandling. Subsidiaert goer Kommissionen gaeldende, at afgoerelsen af, om en genaabning af den mundtlige forhandling er noedvendig, ganske er Rettens egen (24).

39 Med hensyn til procesreglementets artikel 64, stk. 3, litra d), anfoerer Kommissionen, at hverken disse bestemmelser eller nogen anden retsplejeregel indeholder betingelser, som i tilfaelde af at de er opfyldt, medfoerer, at Faellesskabets retsinstanser skal tage en begaering om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse til foelge. Der er saaledes ikke grundlag for at antage, at Retten er pligtig til at indhente oplysninger, og at denne pligt ogsaa omfatter for sent fremfoerte faktiske omstaendigheder eller faktiske omstaendigheder, som parterne har fremfoert i almindelige og vage vendinger. Kommissionen henviser derimod til traktatens artikel 173 og til artikel 19, stk. 1, i EOEF-statutten for Domstolen samt til artikel 44, stk. 1, litra c) og e), og artikel 48, stk. 1 og 2, i Rettens procesreglement, hvoraf kan udledes det princip, at parten rettidigt skal fremfoere sine paastande og angive de bevismidler, der tjener til stoette herfor. Foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse er ikke bestemt til at afhjaelpe parternes forsoemmelser med hensyn til rettidig og korrekt fremfoerelse af deres argumenter. I hvert fald skal en begaering fra en part om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, netop paa grund af sin undtagelseskarakter, fremsaettes inden for en rimelig frist, da der ellers gribes uheldigt ind i rettens pleje. Appellantens begaering var derfor ikke fremsat rettidigt efter indstaevntes opfattelse.

b) Besvarelse af de ovenstaaende spoergsmaal

40 Som det foelger af ovenstaaende redegoerelse rejser der sig derefter det spoergsmaal, om Retten korrekt afslog begaeringen om genoptagelse af forhandlingen - et spoergsmaal, der er umiddelbart knyttet til en eventuel forekomst af vaesentlige formelle mangler i Kommissionens polypropylen-beslutning. Med hensyn til dette spoergsmaal skal jeg henvise til mine bemaerkninger i punkt 47-79 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen, hvoraf det fremgaar, at den af Retten valgte loesning var korrekt, selv om det var med en anden begrundelse, saaledes at de anbringender, hvormed det modsatte goeres gaeldende, boer forkastes.

V - Forslag til afgoerelse

41 Jeg skal herefter foreslaa Domstolen

1) i det hele at forkaste den af Hoechst AG ivaerksatte appel

2) at afvise begaeringen om intervention

3) at paalaegge intervenienten at betale sine egne omkostninger

4) at doemme appellanten til at betale appelsagens omkostninger.

(1) - Dom af 10.3.1992, sag T-10/89, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 629.

(2) - Vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen), EFT L 230, s. 1.

(3) - Foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86, EFT 1959-1962, s. 81.

(4) - Dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, Sml. II, s. 315.

(5) - Der skal foretages en udtoemmende og omfattende proevelse af appelskriftet for at se, om appellen kan admitteres. Som det fremgaar af flere af Domstolens afgoerelser, kan en appel kun afvises i sin helhed, saafremt alle de fremsatte anbringender foerst er blevet proevet, og det er blevet fastslaaet, at ingen af dem kan danne grundlag for appellen. Jf. Domstolens kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, af 24.4.1996, sag C-87/95 P, CNPAAP mod Kommissionen, Sml. I, s. 2003, og af 11.7.1996, sag C-148/96 P, Goldstein mod Kommissionen, Sml. I, s. 3885. Jf. endvidere Domstolens dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667.

(6) - Punkt 10-15 i mit forslag til afgoerelse af dags dato i sag C-199/92 P, Huels mod Kommissionen.

(7) - Som allerede naevnt (jf. ovenfor i punkt 6) har appellanten i replikken frafaldet anbringenderne vedroerende polypropylen-beslutningens nullitet.

(8) - Jf. ovenfor i punkt 5.

(9) - Domstolens dom af 23.2.1988, sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 935.

(10) - Jf. ovenfor i fodnote 4.

(11) - Dom af 6.4.1995, forenede sager T-80/89, T-81/89, T-83/89, T-87/89, T-88/89, T-90/89, T-93/89, T-95/89, T-97/89, T-99/89, T-100/89, T-101/89, T-103/89, T-105/89, T-107/89 og T-112/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 729.

(12) - Paa grund af noedvendigheden af et omfattende bevis for saadanne formelle mangler henviser indstaevnte til Domstolens allerede anfoerte dom og til dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, og domme af 27.10.1994, sag T-34/92, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. II, s. 905, og T-35/92, Deere mod Kommissionen, Sml. II, s. 957.

(13) - Jf. ovenfor i fodnote 9.

(14) - Dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555.

(15) - Appellanten anfoerer indirekte, at for saa vidt der fremgaar en mangel af selve den anfaegtede retsakt i den affattelse, som indgaar i de sagsakter, der er lagt til grund for Rettens afgoerelse, kan det tillades foerst at goere denne mangel gaeldende under appellen. Den anfaegtede beslutning er imidlertid ikke et processkrift i sagen i foerste instans og kan derfor ikke danne grundlag for et anbringende under appellen (jf. mine bemaerkninger i fodnote 36 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen).

(16) - Den afgoerende omstaendighed, som appellanten paaberaaber sig under sagen i foerste instans, ligger ikke i den anfaegtede beslutnings formodede nullitet, men i spoergsmaalet, om der eventuelt forelaa proceduremangler i form af, at der ikke forelaa en stadfaestet originaltekst, at der senere var aendret paa beslutningens indhold, og at sprogordningen var tilsidesat. Ved domstolene kommer det ikke an paa parternes retlige subsumption af de faktiske omstaendigheder, men paa selve de paaberaabte faktiske omstaendigheder. Dette gaelder navnlig, naar disse faktiske omstaendigheder, saafremt de foreligger, ganske vist ikke kan goere retsakten til en nullitet, men saafremt der heraf fremgaar en vaesentlig formel mangel ved udstedelsen af beslutningen, som boer undersoeges ex officio.

(17) - Den blev indleveret efter afslutningen af den mundtlige forhandling og indeholder, saafremt den fortolkes som af appellanten foreslaaet, nye grunde til at annullere polypropylen-beslutningen, som ikke engang antydningsvis var blevet fremfoert under den skriftlige forhandling, og som stoettedes paa faktiske omstaendigheder, der for foerste gang blev fremfoert med denne begaering. I henhold til ovennaevnte artikel 48, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Foerste Instans maa nye anbringender ikke fremsaettes, »medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne«. Uafhaengigt af, om denne undtagelse ogsaa gaelder, saafremt den mundtlige forhandling allerede er blevet afsluttet, finder jeg ikke, at de af appellanten i begaeringen anfoerte omstaendigheder har ovennaevnte karakteristika, saaledes at den for sene fremsaettelse af de paagaeldende anbringender ville vaere berettiget. Appellanten haevder, at man foerst kunne faa kendskab til, at der forelaa vaesentlige formelle mangler, efter indlaegget fra Kommissionens repraesentant i PVC-sagerne. Derfor ville disse faktiske omstaendigheder vaere omstaendigheder, »som er kommet frem under retsforhandlingerne«. Den argumentation er efter min opfattelse ikke rigtig, da kendskabet til de formelle mangler, selv om det kun var antydningsvist, gaar tilbage til et tidspunkt foer indlaeggene under den mundtlige forhandling for Retten i PVC-sagerne, saaledes at disse mangler - i det mindste i store traek - allerede burde vaere gjort gaeldende i paastanden eller i hvert fald inden afslutningen af den mundtlige forhandling. Med hensyn til, hvorfor jeg mener, at de anbringender og begaeringer, der er anfoert i den omhandlede skrivelse, er fremsat for sent, og hvorfor Retten ikke behoevede at tage dem i betragtning, henviser jeg til mine bemaerkninger i punkt 57-79 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen.

(18) - Blandt de formelle mangler, der i medfoer af ovenstaaende bemaerkninger er gjort gaeldende, er den afgoerende mangel den, som vedroerer fravaer af en stadfaestet original af Kommissionens beslutning som omhandlet i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden. Denne mangel omfatter tillige de oevrige overtraedelser af formaliteterne, som appellanten har gjort gaeldende (se i den forbindelse punkt 33 i mit forslag til afgoerelse i Huels-sagen). Alligevel er det hverken blevet fastslaaet af foersteinstansen eller konkret blevet bevist i et processkrift for Retten. Da en tilsidesaettelse af formforskrifterne i artikel 12 i Kommissionens forretningsorden ikke er blevet godtgjort, kunne der hverken med sikkerhed drages den konklusion, at den fremsendte beslutning var blevet aendret efter Kommissionens vedtagelse af beslutningen, eller at Kommissionen ikke havde vedtaget beslutningen paa alle sprog i henhold til forretningsordenen, eller at beslutningen med hensyn til reglerne om begrundelse og meddelelse af Kommissionens beslutninger var behaeftet med nogen vaesentlig mangel. Med begaeringen af 2.3.1992 blev der kun ytret en mistanke om, at Kommissionen ved udstedelsen af polypropylen-beslutningen kunne have gjort sig skyldig i bestemte overtraedelser. En mistanke alene kunne dog ikke foere til annullation af den anfaegtede beslutning.

(19) - Jf. ovenfor i punkt 14.

(20) - Kommissionen henviser til kendelse af 26.3.1992, sag T-4/89 REV, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 1591, og dom af 19.3.1991, sag C-403/85 REV, Ferrandi mod Kommissionen, Sml. I, s. 1215.

(21) - Kommissionen henviser til Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, og domme af 27.10.1994, sag T-34/92, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. II, s. 905, og sag T-35/92, Deere mod Kommissionen, Sml. II, s. 957.

(22) - Dom af 9.6.1992, sag C-30/91 P, Sml. I, s. 3755.

(23) - Naevnt i punkt 14.

(24) - Kommissionen henviser til dom af 10.12.1992, sag T-33/91, Williams mod Revisionsretten, Sml. II, s. 2499, praemis 31.

Full & Egal Universal Law Academy